Del på facebook
Del på email
Del på linkedin
Del på twitter

Farvel til de pæda­go­gi­ske skøn­ma­le­rier og vel­me­nende idealer

Farvel til de pædagogiske skønmalerier og velmenende idealer - Dansk pædagogisk Tidsskrift 1

Alexander von Oettingen: Pis­sedår­lig under­vis­ning
Hans Reitzels Forlag, juni 2019
101 sider, 125 kr.

Farvel til de pædagogiske skønmalerier og velmenende idealer - Dansk pædagogisk Tidsskrift 2

Alexander von Oettingen og Karsten Mellon (red.): Pis­sedår­lig ledelse
Hans Reitzels Forlag, august 2020
80 sider, 125 kr.

Farvel til de pædagogiske skønmalerier og velmenende idealer - Dansk pædagogisk Tidsskrift 3

Alexander von Oettingen og Trine Anker­stjerne (red.): Pis­sedår­lig pædagogik
Hans Reitzels Forlag, januar 2021
125 sider, 125 kr.

Farvel til de pædagogiske skønmalerier og velmenende idealer - Dansk pædagogisk Tidsskrift 4

Alexander von Oettingen og Lars Hende Svenson (red.): Pis­sedår­lig inklusion
Hans Reitzels Forlag, maj 2021
80 sider, 125 kr.

Alexander von Oettingen er hoved­man­den bag fire ’pis­sedår­lige’ bøger om under­vis­ning, ledelse, pædagogik og inklusion. Der advokeres for en negativ pædagogik, der er skeptisk over for allehånde pæda­go­gi­ske illu­sio­ner og idealer i teori og praksis. Men spørgs­må­let er, om projektet er gen­nemtænkt og attråværdigt.

Det er ikke hver­dagskost i den pæda­go­gik­te­o­re­ti­ske gesjæft at bevidne og få mulighed for at muntre sig med udgi­vel­sen af kva­tro­lo­gier; men igennem de seneste par år har rektor ved UC Syd, dr.pæd Alexander von Oettingen (AvO) udgivet en lille håndfuld ’pis­sedår­lige’ bøger.

Dette gade­d­rengs­ag­tige, stan­dard­frække adjektiv bliver på skift koblet til en række tunge, uom­gæn­ge­lige og særdeles omt­vi­stede sub­stan­ti­ver: under­vis­ning, ledelse, pædagogik og inklusion – og vupti så ser fire tynde bøger dagens lys. Humoren er ikke bare iscenesat; den erklæres også eks­pres­sis verbis og identisk på hvér eneste af seriens fire læser­fæn­gende bagsider: AvO/forfatterne ”folder sig ud med humor og skarpe pointer i et frit og læse­ven­ligt sprog…”.

Slang møder tyngde. Der inviteres til betyd­nings­styrt, negative erfa­rin­ger, ridser i den ide­a­li­sti­ske pæda­go­gi­ske lak og ikke mindst til fælles samtale ”i for­skel­lige fora”. Skyg­ge­si­derne skal tales frem, og de gode hensigter og de vel­me­nende idealer hænges behørigt til tørre. Det erklærede mål med tur­ne­rin­gen af det uvante adjektiv på fire måder er at skærpe bevidst­he­den om, hvad der skal til for at opnå og ”mobi­li­sere til” god under­vis­ning, ledelse, pædagogik og inklusion. 

Den første bog har von Oettingen som ene­for­fat­ter; de tre øvrige udformer sig som mini­an­to­lo­gier med fem-seks bidrag i hvér, skrevet af hhv. pæda­go­gik­te­o­re­ti­kere og prak­ti­kere inden for den hjemlige pæda­go­gi­ske verden. Bogen om under­vis­ning er udstyret med et oran­ge­rødt omslag, ledel­ses­bo­gen er blå, pæda­go­gik­bo­gen lilla og inklu­sions­bo­gen lysegrøn.

Tan­ke­fi­gu­ren og det styrende kom­po­si­tions­prin­cip bag kvatrologien

Det er AvO’s kong­stanke, at det frem­ra­gende ikke findes inden for den pæda­go­gi­ske verden, og at de ure­a­li­sti­ske idealer inden for såvel uddan­nel­ses­po­li­tik­ken som den pæda­go­gi­ske filosofi ikke er vir­ke­ligsnære, og at ingen af dem har mod på at ”tale om det, der gør ondt og går skævt”, som det hedder på aller­før­ste side i aller­før­ste bog.

De gode inten­tio­ner, visioner og drømme er ligefrem skadelige og løg­n­ag­tige. AvO lægger afstand til pæda­go­gisk moralisme og ideologi. ”… pæda­go­gik­ken må undgå at tegne ide­a­li­se­rede billeder, som ingen kan leve op til.” Afvæb­nende og sikkert skrevet med glimt i øjet afrunder AvO bogen med en ode til, at ”… det mulige bedre ligger i det negative. Alle har ret til pis­sedår­lig under­vis­ning – bare ikke hele livet.”

Skåret ind til benet hylder AvO prin­cip­pet, at det gælder om at fremhæve det negative for at finde vej til det positive. Her følger de tre bærende credo-lignende påstande i Pis­sedår­lig under­vis­ning in extenso:

”Det gode kan antage mange former; det dårlige kan vi iden­ti­fi­cere entydigt. Derfor bliver den gode under­vis­ning bedre, når vi beskæf­ti­ger os med dens mod­sæt­ning. Vi må afta­bu­i­sere skolens måske største tabu: den pis­sedår­ligt undervisning.”

”Negativ pædagogik /…/er skeptisk over for alle former for ren eller uren pædagogik, idealisme, nor­ma­ti­vi­tet, illu­sio­ner og utopier. Den er negativ og skeptisk overfor pæda­go­gisk praksis, teori og forskning, der ophøjes og overop­he­des. Negativ pædagogik er en radi­ka­li­se­ring på godt og ondt og uden sikkerhedsnet.”

”Negativ pædagogik fremhæver para­dok­serne og mod­sæt­nin­gerne i både teori og praksis. /…/I udgangs­punk­tet er pædagogik negativ. /…/Dens (negativ pæda­go­giks, SNL) sigte er at fremme en pæda­go­gisk pro­fes­sio­na­li­tet, der kul­ti­ve­rer en bevidst og refleksiv tilgang til netop para­dok­serne. Uden blik for det skæve og para­doksale er der ingen for­stå­else for det pæda­go­gi­ske. Derfor handler negativ pædagogik ikke om at komme ud af nega­tio­nerne, men om at lede efter alter­na­tive svar på det, som vi har svært ved at svare på…” 

Efter at have fortæret de fire små bøger fore­kom­mer det mig, at bestem­mel­sen af den negative pædagogik hverken er filo­so­fisk, socio­lo­gisk endsige pæda­go­gisk kon­si­stent. For det første synes han både at ville kritisere den onto­lo­­gisk-pæda­­go­­gi­­ske væren-i-verden og den epi­­ste­­mo­lo­­gisk-tan­ke­­mæs­­sige tilgang til den pæda­go­gi­ske væren-i-verden i alle uddan­­nel­­ses- og dan­nel­ses­mæs­sige insti­tu­tio­ner. Men han træder aldrig klart i karakter som filo­so­fisk tænker. Slumrer der eksem­pel­vis – ifølge AvO – en uforløst positiv normativ kraft dybt inde i ’det onto­lo­gi­ske’ – eller skal denne først arti­ku­le­res kom­mu­ni­ka­tivt og bevidst af aktørerne for at blive til virkelighed?

Nogle nega­ti­vi­te­ter og nega­tio­ner kan – som Hegel, Marx og Adorno ufortrø­dent ’forfulgte’ disse – slå om i såvel positive sam­funds­mæs­sige, erfa­rings­gen­nem­bry­dende som begrebs­ny­bry­dende for­an­drin­ger, hvorimod andre nega­ti­vi­te­ter og nega­tio­ner ikke ’aufhebes’. Hvordan tænker AvO dia­lek­tik­ken mellem væren og tænkning? Er han ånds­fi­lo­so­fisk og tele­o­lo­gi­se­rende som Hegel, rea­l­ab­­strak­tions- og immanent kri­ti­k­o­ri­en­te­ret som Marx eller ikke-iden­ti­tets-tænkende som Adorno? Hvorfor mon han ikke går ind i en tan­ke­væk­kende og smittende dialog med den virknings- og begrebs­hi­sto­ri­ske arv, han selv står i? Det ville selv­føl­ge­lig have gjort det van­ske­li­gere at fremstå som wanna-be-quasi-fræk og læse®venlig – men det kunne poten­ti­elt have været langt mere akademisk intel­lek­tu­elt inter­es­sant og pæda­go­gik­te­o­re­tisk spændstigt.

For det andet er det såvel socio­lo­gisk og pæda­go­gisk uklart, om det negative udsprin­ger af ’sagen selv’, som denne måtte være ’par­ce­le­ret’ på en række for­skel­lige mikro‑, meso- og makros­fæ­ri­ske niveauer. Bestemmer AvO mon nega­tio­ner­nes og para­dok­ser­nes arnested til at være inkar­ne­ret i det pæda­go­gi­ske mel­lemvæ­rende og de didak­ti­ske livtag mellem lærer og elev, at udfolde sig mellem den konkrete pæda­go­gi­ske praksis og sam­fun­dets mange krav (af politisk og økonomisk karakter) og/eller primært at blive smedet et sted mellem de pæda­go­gi­ske teorier (tan­ke­sy­ste­merne) og den pæda­go­gi­ske praksis (hver­da­gens virke)?

AvO skifter niveau så mange gange i teksterne, så hans faible for den negative pædagogik snarere kommer til at fremstå som en hel­gar­de­rings­be­svær­gelse end som en distinkt og klar­gø­rende begrebs­lig­gø­relse af, hvad der er galt, og hvad der går galt.

Dertil kommer, at han sim­pelt­hen gør det for let for sig selv, når han samtidig på retorisk selv­be­vidst facon dif­fe­ren­ti­e­rer mellem en højstemt og højt val­o­ri­se­ret hymne om ”det vir­ke­ligsnære” og ”det illu­sio­nære” på en måde, der bestemt ikke er klar, endsige renset for idealisme og nor­ma­ti­vi­tet. Således er jeg eksem­pel­vis af den opfat­telse, at John Hatties mantra om synlig læring, der umid­del­bart kan lyde meget vir­ke­lig­hedsnært og konkret omsæt­te­ligt, er ladet til randen med illu­sio­ner og eksplicit negative imple­men­te­rings­kon­se­kven­ser[i].

Afpa­ra­dok­se­ring og en over­væt­tet overmætning

Ikke videre over­ra­skende forsøger AvO at afpa­ra­dok­sere pæda­go­gik­kens mange para­dok­ser ved flere gange at tale samvit­tig­he­den og den indre stemme frem. På ur-sokratisk og kantiansk vis – ladet med refe­ren­cer til både Platon og Immanuel K. – træder den indi­vi­du­elle, myndige og selv­kor­ri­ge­rende pæda­go­gi­ske aktør frem som et solid normativt forankret etisk ståsted against all odds: ”Lærere og ledere har en indre for­nem­melse af, om det, som de gør, måske ender med noget dårligt fremfor med noget gavnligt.” Forun­drin­gen breder sig; thi er det ikke en mindst lige så vild illusion at appellere til en indre ube­smit­tet­hed, et hjem­me­rørt moralsk kompas og en autentisk stemme, som det er at tale vidt­løf­tigt om dannelse som den rigest mulige og foræd­lende vek­sel­virk­ning mellem mennesket og kosmos, som Wilhelm von Humboldt som bekendt og uforg­lem­me­ligt gjorde det for næsten 240 år siden, eller at ægge til selv­forg­lem­mende og trans­for­ma­tive æstetisk og eksi­sten­ti­elt ladede beun­drings­ø­vel­ser, som Peter Slo­ter­dijk gør det i vor samtid, eller lytte til Thomas Ziehe, der advokerer for at opøve sansen for decen­tre­rings­kunst og midt­punkt­s­for­skyd­ning i et moder­ni­tetskri­tisk per­spek­tiv[ii]?

Andre steder – se fx nærmere på den sidste side i den fjerde bog Pis­sedår­lig inklusion – føler han sig kaldet til at hylde ”den forhadte fol­ke­sko­lere­form 2013” med eksplicit reference til Jens Ras­mus­sens, Claus Holms og Andreas Rasch-Chri­­sten­­sens bog Fol­ke­sko­len efter reformen (Hans Reitzels Forlag 2015). Det sker med følgende for­ma­nende ord: ”Tro det eller lad være, men bag lærings­måls­sty­ret under­vis­ning ligger der også en social indig­na­tion: Man synes, at den tra­di­tio­nelle under­vis­ning ikke tager godt nok afsæt i den enkeltes konkrete lærings­pro­ces, og at denne proces er for tilfældig eller har for uklare mål, og derfor ’taber’ under­vis­nin­gen alt for mange af eleverne.”

Men hermed banedes vejen for en illu­sio­nær og politisk-normativ over­sty­ring af fol­ke­sko­len med en række for­ud­si­ge­lige ’pis­sedår­lige’ kon­se­kven­ser, og dem står den angi­ve­lig­vis illu­sions­løse AvO gladelig på mål for. Et impo­ne­rende selvmål. 

Noget helt andet er, at det efter­hån­den, som man læser sig igennem det næsten 350 sider lange fir-fløjede oeuvre, ikke er til at holde ud at læse ordet ’pis­sedår­lig’ længere. Det sniger sig så at sige ind overalt ved højlys dag i hund­re­de­vis af kon­stru­e­rede udgaver og søgte grad­bøj­nin­ger. Det siver ind og ud af teksterne, også når det ikke klæder de for­skel­lige bidrag­y­dende for­fat­te­res tekster og på ingen måde er i samklang med disses langt mere subtile og selv­hvi­lende elegance (se eksem­pel­vis nærmere på Janne Hedegaard Hansens ”Inklu­sio­nens benspænd”, s. 52 i bog 4, Katrin Hjorts ”En dårlig leder kan også være en god leder”, s. 35 og 42 i bog 2, og Line Togsverds ”Derfor kan vi ikke undvære ’pis­sedår­lig pædagogik’”, s. 23 i bog 3).

Che­fre­dak­tø­ren og forlaget har efter min smag både overgjort og oversolgt det åh-så-frække adjektiv. Det er blevet til en tom og utålelig betegner, man ikke har lyst til at lægge på tungen endsige bruge analytisk.

Pudsigt nok synes det samme at være sket med begrebet ”uren pædagogik”, som AvO lægger lysår af afstand til. Måske er det, som jeg næsten foregreb i mit bidrag til den første af i alt de tre(!) anto­lo­gier fra 2011 i længden svært at surfe på en isce­ne­sæt­telse af forbudte lyst­ge­vin­ster, der besynger det latrinære og forbudte i lårtykke stråler[iii].

Læse­frug­ter

Men én ting er at blotlægge og drøfte den over­ord­nede ramme for ’det hele’: at det ikke er de positive erfa­rin­ger, der skal forfølges eller pro­pa­gan­de­res; men at man kun bliver klogere og kan lave en bedre skole ”ved at opsøge fejlene, mod­stan­den og andre dår­lig­domme (jf. ”Intro” til Pis­sedår­lig ledelse, s. 9).

Noget helt andet er, hvad der så er at plukke af læse­frug­ter i de fire bøger. 18 bidrag byder sig til, og selv for en anmel­delse i et generøst net­tids­skrift uden fysisk bagkant er det umuligt at komme ind på dem alle. Derfor har jeg neden for valgt at fremhæve og sige et par ord om ganz genau to bemær­kel­ses­vær­dige bidrag fra hver af de tre fler­for­fat­te­ran­to­lo­gier.; men det betyder selv­føl­ge­lig ikke, at der ikke er mere at hente i bøgerne, der på sin vis alle er læs­vær­dige og ikke mindst værd at bide skeer med, og mon ikke forlaget på et tidspunkt finder på at falbyde dem som ét samlesæt til en noget bedre pris end 4 x 125 kr.?

Men først lidt om den første bog i serien, skrevet af AvO in solo. Der falder mange udmærkede syrlige bemærk­nin­ger af i svinget om pis­sedår­lig systemtvang, den globale reformvirus, den pis­sedår­lige under­vis­ning world-wide, den pis­sedår­lige evidens og den pis­sedår­lige digi­ta­li­se­ring af skolen: ”Vi sætter strøm til under­vis­nin­gen og håber på, at den ikke giver stød.”

Inspi­re­ret af Niklas Luhmanns analytisk pro­duk­tive system­te­ori kan von Oettingen hurtigt skifte iagt­ta­gel­ses­vin­kel, og det lykkes ham at give et levende billede af, hvordan upro­duk­tive, men for­modent­lig også uund­gå­e­lige skyld­stilskri­vel­ser florerer på bedste – dvs. værste – vis inden for uddan­­nel­­ses- og under­vis­nings­ver­de­nen. Aben går lifligt rundt. Så er det lærer­ud­dan­nel­sens skyld, at børnene lærer for lidt. Så er det prak­si­ser­fa­rin­ger, der taber til evi­dens­ma­ski­nerne; så er det den teo­re­ti­ske under­vis­ning, der er skyld i lærernes prak­si­s­chok; så er det poli­ti­kerne, der over­sty­rer ved hjælp af luftige og magtfulde ord; så er det de skuffede elever, der keder sig, larmer og ødelægger under­vis­nin­gen; så er det inter­na­tio­nale mega-trends med afsæt i OECD og PISA, der sætter sig ufortrø­dent igennem etc.

Utræt­te­ligt fremhæver han den glasklare og uomt­vi­ste­lige pointe, at skolen para­doksalt nok er tvang og frihed på samme tid; men han tilbyder os ingen udveje til om muligt at afpa­ra­dok­sere eller fun­da­men­talt form­for­vandle dette paradoks.

Det går over stok og sten i bog 1, der desværre aldrig fortætter sig til et blivende og autonomt teoretisk bidrag til en for­stå­else af Pis­sedår­lig under­vis­ning. I tidligere værker er han bestemt set i bedre form. Læs fx Almen didaktik (Hans Reitzels Forlag 2016).

Bog 2: Pis­sedår­lig ledelse

Råt, nøgternt og klart­sku­ende er dr.phil., professor emerita fra SDU, Katrin Hjorts bidrag. Hun serverer fem diag­no­sti­ske begreber: Den psy­ko­pa­ti­ske ledelse, Bor­der­line – den split­tende ledelse, Ratio­na­li­se­ring – den maniske ledelse, Rea­li­se­ring – den skizoide ledelse og Thanatos – den dræbende ledelse.

Har man været udsat for truende, syg­doms­frem­kal­dende og/eller sund­heds­ska­de­lig eller blot ked­som­me­lig ledelse inden for den pæda­go­gi­ske (h)jern(e)industri, vil man nok ikke kunne undgå at finde inspira­tion i dette meta­for­rige, ide­al­ty­pi­ske og distink­tions­rige begrebs­vo­ka­bu­lar. Uforg­lem­me­lig og erfa­rings­rig sætter denne for­mu­le­ring sig også varige spor i sindet: ”Pis­sedår­lige ledere kan få en orga­ni­sa­tions medlemmer til at holde sammen indadtil og udadtil, så orga­ni­sa­tio­nen overlever, selvom den fungerer som en dys­funk­tio­nel familie.”

Klaus Majgaard, ph.d., ledel­ses­rå­d­gi­ver og ekstern lektor v. CBS, går dybere ind i de psy­ko­lo­gi­ske og soci­alp­sy­ko­lo­gi­ske dimen­sio­ner af pis­sedår­lig ledelse. Lederen kan være for meget og for lidt leder. Fremstå overmoden eller umoden. For narcis­si­stisk og larmende eller for utydelig og svag. Splittet mellem aggres­sion og kærlighed. En heroisk ener eller en fæl­les­skab­s­o­ri­en­te­ret karakter. Sel­vi­de­a­li­se­rende friløber eller orga­ni­sa­tio­nens kvinde m/k.

Når lederen fanges eller afsløres i at være en dårlig leder, kan det resultere i et paranoidt, depres­sivt eller manisk selv­for­svar. Majgaard bryder sig absolut ikke om mis­un­de­lig og ond­skabs­fuld ledelse; men han kan leve med selv at fremstå som – eller være under­ka­stet – en depressiv leder, der har raf­fi­ne­ret ”en rå selv­for­ka­stelse til en mere etisk reflek­te­ret skyld.”

Her må jeg nok indrømme, at min kæde røg af. Dette quasi-kristne kors­bæ­rer­syn­drom er det muligt at forlade, hvis man tillader sig at pro­ble­ma­ti­sere samtidens tvang, trang og hang til at se ledelses som svaret på alting. Hvorfor ikke snarere tale og virke til fordel for modet til ikke-ledelse[iv] end at kano­ni­sere et søgt begreb som pis­sedår­lig ledelse?

Bog 3: Pis­sedår­lig pædagogik

Docent i barn­doms­pæ­da­go­gik, Line Togsverd fra UC Syd, har skrevet et frem­ra­gende bidrag under en kedelig over­skrift: ”Derfor kan vi ikke undvære ’pis­sedår­lig pædagogik’”. Det bærende argument er præcist og sted­s­e­grønt: Der må skabes rum for, at pæda­go­gik­ken ”udvikles af pæda­go­gerne selv på pæda­go­gik­kens egne præmisser. Gør vi ikke det, får vi ikke bare ’pis­sedår­lig pædagogik’. Vi får ikke­pæ­da­go­gik”. Togsverd fast­hol­der, at pædagogik i dag­in­sti­tu­tio­ner ikke er en teknisk, men netop en pæda­go­gisk praksis. Det betyder, at udøvelsen af pædagogik er ”et van­vit­tigt vigtigt, men også van­vit­tigt van­ske­ligt projekt, som vi må forstå på dets egne præmisser.” Pæda­go­gik­ken er også altid for­plig­tet til at stille sig ”åbent for det, som børnene kommer med.” Og her er det pointen, at pædagogen ikke kan producere barnets selv­stæn­dig­hed og ansvar pr. koncept eller på kommando; thi disse ’egen­ska­ber’ og ’evner’ er noget, som barnet selv må udvise og kreere.

Pædagog og forfatter Rikke Sme­de­gaard Hansen er også i god form under endnu en søgt over­skrift: ”Pis­sedår­lig afmægtig pædagogik”. Hun skildrer, hvordan pædagoger i afmagt skælder ud og tvinges til at gribe til en upro­duk­tiv, autoritær pædagogik. Hun sætter foden på bremsen og pro­ble­ma­ti­se­rer de vilkår, det pæda­go­gisk arbejde er under­ka­stet, eksem­pel­vis inklu­sions­ar­bej­det: ”Vi må sim­pelt­hen sætte en grænse for, hvad vi skal diske op med af løsninger i en hektisk hverdag, hvor krav og mulig­he­der ikke hænger sammen. Vi kan ikke nå alle børn.”

Effek­ti­vi­se­rings­pres­set og ”et alt for stort pres fra systemet og fra politisk side” pro­du­ce­rer så at sige den ”pis­sedår­lige pædagogik” bag om ryggen på de agerende pædagoger. Sme­de­gaard Hansen formår på denne vis at vise, at det ikke går an at gen­nem­mora­li­sere og skyldspro­ji­cere alle pæda­go­gisk dår­lig­domme ’ind i’ og ’over på’ de pæda­go­gi­ske aktører. System- og betin­gel­ses­kri­tik skal der til – noget, som det efter­føl­gende kapitel, skrevet af børne- og inklu­sions­for­sker fra UC Syd, Christina Holm Poulsen, i øvrigt også emmer af en dyb vished om.

Bog 4: Pis­sedår­lig inklusion

Denne bog er nok den mest vel­lyk­kede af de fire – sikkert fordi inklu­sions­spørgs­må­let er ladet til langt op over randen med dilemmaer og kon­flik­ter, der ikke lader sig forsvinde som dug for solen. Dertil kommer, at der slet ikke kan inklu­de­res uden at der ekskluderes.

Lektor i Pæda­go­gisk sociologi ved DPU, Jørn Bjerre, har under over­skrif­ten ”Opskrif­ten på pis­sedår­lig inklusion” skrevet det bedste bidrag i hele serien. I en kølig, sprog­be­vidst og dema­ske­rende stil skriver han sig igennem uføret. Lærere, der ikke var uddannet til at stå for at inkludere en række børn med meget for­skel­lige behov og ’udfor­drin­ger, blev sat til at løse en opgave, der på én og samme tid var af økonomisk bespa­rel­ses­o­ri­en­te­ret, moralsk, retslig og ide­a­li­stisk karakter.

Den moralske dagsorden blev af det politiske system brugt som løf­te­stang for bespa­rel­ses­til­tag i 2011 – 2012. En hær af lærings- og inklu­sions­kon­su­len­ter blev derefter sendt rundt i landet for at ”faci­li­tere sam­ar­bejds­pro­ces­ser”. Ingen kunne eller ville definere, hvad inklusion faktisk var, og den sorte snak bredte sig: ”Sort snak er kort sagt den gær, der får pseudo­pro­ces­serne til at hæve og blive luftige. Jo mindre konkrete tingene er, jo flere ini­ti­a­ti­ver må der tages. Vej­led­nin­ger, infor­ma­tions­fol­dere, kva­li­tets­rap­por­ter, nyheds­breve. Og pro­fes­sio­nelle bureauer må engageres til at finde på slogans; de skal brande og fortælle den gode historie.”

Professor MSO i spe­ci­al­pæ­da­go­gik ved DPU, Susan Tetler, har også skrevet et meget læs­vær­digt, tan­ke­væk­kende og på mange måder for­stem­mende kapitel: ”Hvordan inklu­sions­i­de­a­let bliver til pis­sedår­lig inklusion.”. To fel­t­ar­bej­der med 23 års mellemrum (foretaget i hhv. 1996 og 2019 blandt ’inte­­gra­tions- og inklu­sions­børn’) sætter rammen, og Tetler doku­men­te­rer, hvordan det var helt fatalt, at spe­ci­al­pæ­da­go­gik­ken blev smidt ud af skolen, da øko­no­mi­ske og pæda­go­gi­ske res­sour­cer blev flyttet fra ’spe­ci­a­l­om­rå­det’ for at være med til at gen­nem­sætte fol­ke­sko­lere­for­men i 2013 – 2014. Inklu­sions­i­de­a­let blev reduceret til ”et retorisk symbol på sam­fun­dets velvilje, hvor der ikke sættes hand­lin­ger bag de fine ord. Det er pis­sedår­lig inklusion, men pakket ind i symbolsk og ide­a­li­se­ret retorik.”

Det fore­kom­mer mig, at ordet ”pis­sedår­lig” hér for én gangs skyld er både vel­pla­ce­ret og menings­gi­vende. Havde det dog bare kun stået hér…

Mærkeligt

Meget mystisk er det, at von Oettingen til­sy­ne­la­dende ikke har bedt de mange meget for­skel­lig­ar­tede og vidende sam­ar­bejds­part­nere og bidrag­y­dere om i fæl­les­skab at drøfte den over­ord­nede ramme for og kom­po­si­tions­prin­cip­pet bag de fire bøger. Mon ikke det ’frække’ dogme om at ville kon­sti­tu­ere en negativ pædagogik, der vedkender sig det pro­ble­ma­ti­ske, ud- og gen­nem­le­ver dilem­ma­erne og para­dok­serne og ikke undflyr ’det pis­sedår­lige’, kunne være blevet både gen­nem­kri­ti­se­ret og præ­ci­se­ret? Nu ligner projektet blot et døgn­flu­eslo­gan med snarlig udløbs­dato, en ’snedig’ og småklod­set for­lags­stra­te­gisk branding-markør og frem for alt en lidet gen­nemtænkt pæda­go­gisk teori og praksis.

For­lags­s­jusk

På trods af at flere af bøgerne allerede er kommet i flere oplag, har Hans Reitzels Forlag og hoved­re­dak­tør AvO desværre ikke stået behørigt vagt ved kor­rek­tur­ha­velå­gen, hvad angår stave- og ord­de­lings­fejl, tyske navneord i bogtitler skrevet med små begyn­del­ses­bog­sta­ver, glemte refe­ren­cer, punk­tum­koks, eks­pli­citte gen­ta­gel­ser etc. – og Ove Kaj Pedersens opportu­ni­sti­ske per­son­lig­hed i bogen Kon­kur­ren­ce­sta­ten (2011) bliver til ”den opportune person” – endog sat i kursiv. Irri­te­rende og inkon­se­kvent er det også, at det kun er ledel­ses­bo­gens bidrag­y­dere, der tituleres med titler, ansæt­tel­ses­sted m.v.; men at man må spejde forgæves efter den slags nyttige oplys­nin­ger i de to sidste bøger i serien.


[i] Se fx Steen Nepper Larsen: ”Blindness in Seeing: A Phi­los­op­hi­cal Critique og the Visible Learning Paradigm in Education”. In: Education Sciences 2019, 9(1), 47; https://​doi​.org/​1​0​.​3​3​9​0​/​e​d​u​c​s​c​i​9​0​1​0​047 (se også: https://​www​.mdpi​.com/​2​227 – 7102/9/1/47 ) og John Hattie and Steen Nepper Larsen: The Purposes of Education. A Con­ver­sa­tion Between John Hattie and Steen Nepper Larsen. Routledge 2020: 35 – 73.

[ii] Se Steen Nepper Larsen: At ville noget med nogen. Filo­so­fi­ske og sam­tids­kri­ti­ske frag­men­ter om dannelse og pædagogik. Turbine 2016: 118 – 120, 142 – 149 & Steen Nepper Larsen: ”Den rigest mulige vek­sel­virk­ning”. Et essay om dannelse til Jens Raahauge et al. (red.): DANSK (Dans­klæ­rer­for­e­nin­gens tids­skrift for grund­sko­len; et særnummer om dannelse), foråret 2021

[iii] Steen Nepper Larsen: ”Tanker om det lærende dyr og den urene pædagogik”. I: Rømer, T.Aa., Tanggaard, L. og Brinkmann, S (red.).: Uren pædagogik. Klim 2011: 87 – 89.

[iv] Jf. Steen Nepper Larsen: ”Mod til ikke-ledelse: Kritiske tanker om tvang, hang og vilje til ledelse” i Karsten Mellon (red.): Den modige leder (Dafolo 2018).

Forfatter

Giv et bidrag

Værsgo’ – du kan frit læse
Dansk pæda­go­gisk Tidsskrift!

Hvis du synes om det, du læser, og gerne vil have, at tids­skrif­tet bliver ved med at eksistere, håber vi, at du vil give et bidrag.

Scan med dit mobilkamera
Klip på knappen for at støtte