2021 #2

2021 #2 - Dansk pædagogisk Tidsskrift 1

I cono­na­rens lys og skygge

Covid-19-pandemien har vendt op og ned på samvær­s­for­mer og hver­dags­prak­sis i familier og vel­færds­in­sti­tu­tio­ner. Børn har skullet passes fra hjem­me­kon­to­rerne – eller har været alene hjemme – og ord som vær­ne­mid­ler, karantæne og smit­te­tryk er blevet en del af hver­dags­spro­get. Situ­a­tio­nen, omtalt som ’cor­ona­kri­sen’, har medført en drastisk udvidelse af statslige for­an­stalt­nin­ger for at overvåge og beskytte befolk­nin­gens sundhed, og insti­tu­tio­ner, tiltag og akti­vi­te­ter for børn og unge, blev nu betragtet i et risiko-per­spek­tiv. Samvær­s­for­mer præget af fysisk nærhed skulle hastigt erstattes af andre former, og den pæda­go­gi­ske praksis udformes i over­ens­stem­melse med sund­hedsmyn­dig­he­der­nes retningslinjer.

2021 #1

Forside til temanummer 2021 1 - design: meskovbakke

Tillid og mistillid

Tillid er en grund­læg­gende komponent i ’sam­fund­s­kon­trak­ten’, ligesom Danmark ofte fremhæves som et samfund med en høj grad af tillid. Vi sætter fokus på hvordan tillid optræder, opstår, ved­li­ge­hol­des eller under­mi­ne­res i det, man kan kalde vel­færds­pro­fes­sio­nelle rela­tio­ner. Det synes nemlig at være en udbredt for­stå­else i dansk vel­færds­pro­fes­sio­nel praksis, at tillid er et grund­læg­gende aspekt af en god relation og et godt sam­ar­bejde mellem den vel­færds­pro­fes­sio­nelle og mål­grup­pen, pårørende eller andre sam­ar­bejds­part­nere. Det kan opfattes som en form for kulturel selv­føl­ge­lig­hed, hvilket impli­ce­rer, at mistillid kan opfattes som under­gra­vende for vel­færds­sta­tens fæl­les­skab. Men hvordan ser tillid og mistillid egentlig ud, når det under­sø­ges som en del af de for­skel­lige hver­dags­prak­sis­ser, der udfoldes i velfærdsinstitutionerne?