2021 #4
Social (u)retfærdighed i det 21. årh.
Social retfærdighed og uretfærdighed er centrale samfundsanliggender, men hvad bliver social (u)retfærdighed til i et pædagogisk lys? Har den pædagogiske praksis blinde vinkler, der upåagtet (re)producerer social uretfærdighed? Kan pædagogikken overhovedet skabe retfærdighed på de eksisterende politiske og samfundsmæssige vilkår? Temanummeret belyser pædagogikkens (u)retfærdighed gennem et kalejdoskop af perspektiver såsom modstandsskoler, dekolonisering, kinæstetik, uvildighed, byplanlægning og havebrugssamfund.
2021 #3
Meningstab og meningsdannelse i velfærdsuddannelsen
En række tendenser i relation til velfærdsuddannelserne peger på, at disse (stadig) er under pres: Søgningen og optaget af studerende er flere steder vigende, ligesom det fremhæves, at for få såkaldt dygtige studerende søger mod velfærdsuddannelserne; uddannelserne hævdes at være underfinansierede, og de fremstilles jævnligt negativt i den offentlige debat. Men hvordan kan disse problematikker forstås? Er der tale om en form for meningskrise i velfærdsuddannelser og –professioner? Og i givet fald, hvad er det så, der skaber henholdsvis mening og meningstab?
2021 #2
I cononarens lys og skygge
Covid-19-pandemien har vendt op og ned på samværsformer og hverdagspraksis i familier og velfærdsinstitutioner. Børn har skullet passes fra hjemmekontorerne – eller har været alene hjemme – og ord som værnemidler, karantæne og smittetryk er blevet en del af hverdagssproget. Situationen, omtalt som ’coronakrisen’, har medført en drastisk udvidelse af statslige foranstaltninger for at overvåge og beskytte befolkningens sundhed, og institutioner, tiltag og aktiviteter for børn og unge, blev nu betragtet i et risiko-perspektiv. Samværsformer præget af fysisk nærhed skulle hastigt erstattes af andre former, og den pædagogiske praksis udformes i overensstemmelse med sundhedsmyndighedernes retningslinjer.
2021 #1
Tillid og mistillid
Tillid er en grundlæggende komponent i ’samfundskontrakten’, ligesom Danmark ofte fremhæves som et samfund med en høj grad af tillid. Vi sætter fokus på hvordan tillid optræder, opstår, vedligeholdes eller undermineres i det, man kan kalde velfærdsprofessionelle relationer. Det synes nemlig at være en udbredt forståelse i dansk velfærdsprofessionel praksis, at tillid er et grundlæggende aspekt af en god relation og et godt samarbejde mellem den velfærdsprofessionelle og målgruppen, pårørende eller andre samarbejdspartnere. Det kan opfattes som en form for kulturel selvfølgelighed, hvilket implicerer, at mistillid kan opfattes som undergravende for velfærdsstatens fællesskab. Men hvordan ser tillid og mistillid egentlig ud, når det undersøges som en del af de forskellige hverdagspraksisser, der udfoldes i velfærdsinstitutionerne?