Dette essay diskuterer kritikken af dialogpædagogikken, som fremlægges i ‘Den rosa vågen i svensk pedagogik’, og forholder den til de nutidige kritikker af normkritisk pædagogik.
Denne artikel kritiserer den affirmative normkritiks forsøg på at overkomme negativ kritik og understreger vigtigheden af at bevare normkritikkens dialektiske arv for pædagogisk udvikling.
Med afsæt i en immanent kritik af klubpædagogers normkritiske analyser af egen praksis, belyser artiklen hvordan ambitioner om normkritisk tiltag oversættes og udfordres af fritidspædagogiske værdiorienteringer og markedslogikker.
Artiklen introducerer til et normkritisk perspektivskifte med fysisk handikap som omdrejningspunkt og til de dertilhørende potentialer i form af nye kritiske perspektiver, diskussioner og værktøjer.
Empiriske noter tematiserer eksempler på sprog, adfærd og overvejelser omkring seksualitet i ungdomsklubben og inviterer til normkritisk refleksion over pædagogers arbejde med unges seksuelle dannelse.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
