”Kæmpe røv er fucking Gud, er du dum?”* 

, ,

Seksu­a­li­tet og seksuel dannelse i det fri­tids­pæ­da­go­gi­ske landskab – En invi­ta­tion til reflek­sion på baggrund af empiriske nedslag

”Når I kommer ud på den anden side af den her dør, så er vir­ke­lig­he­den bare lige derude,” siger pædagogen til de unge i et forsøg på at beskytte dem mod de fordomme og ste­reo­ty­per, som ‘vir­ke­lig­he­den’ så ofte styres af. Men alt for ofte sættes der, som i tilfældet her, blot punktum ved, hvordan vir­ke­lig­he­den er. Det bliver op til de unge selv at navigere i eller have kræfterne til at kæmpe imod vir­ke­lig­he­den på egen hånd. I det følgende vil vi komme med eksempler på situ­a­tio­ner fra en ung­dom­s­klub, hvor pædagoger har gode mulig­he­der for ikke at stoppe ved punk­tum­met, men i stedet at sætte spørgs­måls­tegn, sammen med de unge, ved de normer, der eksi­ste­rer om køn, krop og seksu­a­li­tet. Vi opfordrer derfor til at pudse den norm­kri­ti­ske linse for at skabe del­ta­gel­ses­mu­lig­he­der for flere unge.

TRIGGER WARNING: De empiriske nedslag i denne tekst inde­hol­der eksplicit sprog og eksempler på sexisme, homofobi og misogyni, der hverken afspejler for­fat­ter­nes eller DpT’s men­ne­ske­syn eller hold­nin­ger. Alle navne på de invol­ve­rede er ano­ny­mi­se­rede og teksten er forelagt ledelsen på den pågæl­dende klub til god­ken­delse før publiceringen.

Til rap-battle på klubben fredag aften…

De er mange. Køen er lang og bliver længere. Jokes flyver rundt. De unge har svært ved at stå stille. De puffer utå­l­mo­digt til hinanden. ”Luk os nu fucking ind!!! ”
Og så, endelig! Døren til klubben bliver åbnet!

De unge strømmer ind i den mørklagte sal. Rummet er fyldt med røg. Røgen omslutter deres kroppe. DJ’en varmer op. Utå­l­mo­dig­he­den kana­li­se­ret ud i kroppene. Hoppende. Hænder i vejret. Der bouncer frem og tilbage. Bagerst i lokalet står klubbens personale – tydeligt tilfredse holder de over­blik­ket med de unge. Glade for endelig at kunne give dem et solidt tilbud efter, hvad der føles som en evighed med corona-stilstand.

Alle er oppe og køre. Farvet lys cirkler rundt i rummet. Reflek­te­res når det rammer tænderne i de åbne og eksal­te­rede munde. Råbene stiger mod loftet. De er alle kommet for det her:
”COOLIO! COOLIO! COOLIO!”  Det her, det bliver for fedt! Og så…!

Op på scenen træder klub­pæ­da­go­gen med kunst­ner­nav­net ‘COOLIO’. 
Mod­stan­de­ren ‘BEAT’ dukker også op på scenen og sætter sig med det samme i førersædet:

”Du boller din dame som et vac­ci­ne­stik. Hvorfor? Fordi COOLIO har en lille pik!”

… hvortil COOLIO svarer: ”Haha! Jeg bollede din dame, og hendes patter lignede myggestik!”

Battlen er nu i fuld gang. Per­so­na­let og de unge hepper på pædagogen. Ungdommen fodres og frydes. På scenen kæmper COOLIO og hans mod­stan­der BEAT ihærdigt mod hinanden. De står ansigt til ansigt, ord mod ord. De fyrer ordene afsted mod hinanden. De sendes i retning af publikum og retur­ne­res som bifald op mod scenen… 

Battlen fort­sæt­ter og tager til i intensitet…

”Jeg ved godt du ikke kan få din penis ind,
det’ derfor BEAT aldrig har været sammen med en eneste kvind’!”

”Du cutter i dig selv, er det dig, der er goth?”
”Homie! Du er ret gay!”
”Din mor skriver meget til mig, men haha!
Hun kan ik’ ramme tasta­tu­ret med hendes fede fingre!”

”Du har en klam side.
Du har pornhub som din startside”.

Ordene spreder sig blandt mængden af unge kroppe og grinende kollegaer. Da COOLIO efter hård kamp og til stor jubel for salen kåres til vinder, slår han gavmildt ud med armene og råber:

”VI DELER SEJREN!
Så jeg tænker jeg får 5 min. med din dame
og du får 5 min. med min dame!” 

Seksu­a­li­tet sprog­lig­gø­res hver dag på et utal af måder i klub­til­bud landet over. Unge snakker om sex, de prøver ord og begreber af seksuel karakter af på hinanden og de voksne, de benytter et seksu­a­li­se­ret sprog til at posi­tio­nere sig selv og andre, de deler erfa­rin­ger og bliver klogere. Men de går også over stregen ind imellem. De over­dri­ver, de under­ken­der og udskammer hinanden, de mangler ofte faktuel viden og sparring og de kan ufor­va­rende blive ste­reo­type og gå over grænsen til det diskri­mi­ne­rende, hvis de ikke udfordres.

Vi benytter begrebet seksuel dannelse om den proces, som unge gennemgår, når de i sprog, tanke og handling gør sig erfa­rin­ger med seksu­a­li­tet. Vi benytter begrebet for at tyde­lig­gøre, at der ikke er tale om den mere for­ma­li­se­rede seksualunder­vis­ning, som det er skolens opgave at varetage. Når det kommer til seksuel dannelse, mener vi, at pædagoger bør indtage en helt central rolle, da dannelse netop – i en klassisk forstand – handler om den unges adfærd, væremåde og opførsel. Og ikke kun om den mere for­ma­li­se­rede viden, der (ideelt set) til­ve­je­brin­ges via skolens undervisning.

Pædagoger kan natur­lig­vis spille en vigtig rolle, når unge danner deres egne sociale normer for, hvad der er accep­ta­belt sprog og adfærd generelt – men det gælder også mere specifikt i forhold til seksu­a­li­tet. Dette vil vi give en række eksempler på via konkrete nedslag i empiriske fund fra et bachelor-fel­t­ar­­bejde på en ung­dom­s­klub. Empirien blev indsamlet via del­ta­gerob­ser­va­tion og inter­views med det formål at få en for­stå­else for, hvordan køn og seksu­a­li­tet spiller ind på hverdagen i ung­dom­s­klub­ben, samt hvordan seksu­a­li­tet fylder i hver­da­gens inter­ak­tio­ner mellem unge og pædagoger – sprog­lig­gjort, fore­stil­let og erfaret. Empirien viste, at mange pædagoger oplever, at det er svært at arbejde med dan­nel­ses­pro­ces­ser, der omhandler køn og seksu­a­li­tet. I mange situ­a­tio­ner viste det sig, at de ikke benyttede oplagte lej­lig­he­der til at gå i dialog med og udfordre de unge, når de handlede eller talte på ste­reo­type og/eller diskri­mi­ne­rende måder. Og i visse situ­a­tio­ner virkede det som om, at pæda­go­ger­nes berø­rings­angst resul­te­rede i, at de passivt støttede op om ste­reo­typt og diskri­mi­ne­rende sprog, adfærd og væremåder.

I det følgende vil vi ikke præ­sen­tere strin­gente analyser, der som perler på en snor fører frem til for­kla­rin­ger på, hvorfor pæda­go­gerne handler eller ikke handler, som de gør, eller til svar på, hvordan pædagoger bør handle. Vi ønsker derimod at lade de udvalgte eksempler stå mere eller mindre for sig selv ledsaget af enkelte spørgsmål eller kom­men­ta­rer. For­hå­bent­lig kan både eksempler, spørgsmål og kom­men­ta­rer inspirere og udfordre læseren til at reflek­tere kritisk over egen og andres normer og praksis, når det kommer til unge og seksu­a­li­tet ude omkring i klubberne.

Om skovle og skældsord

“Nogle unge er for unge til at forstå, hvorfor de ikke må bruge bøsse som skældsord,” lød det fra en pædagog.

“De gør det ikke af ond vilje, det er bare sådan de fungerer,” lød det fra en anden.

Er det ’bare’ sådan unge fungerer? Kan man være ’for ung’ til at forstå, at en ned­sæt­tende brug af ordet bøsse er pro­ble­ma­tisk og diskriminerende?

Vi drager lige en hurtig parallel til Dag­til­bud­s­om­rå­det. Vi zoomer ind på en velkendt situation på lege­plad­sen i en hvilken som helst vuggestue: 

“Nej, STOP! Du må ikke slå.” … eller måske den lidt mere aner­ken­dende udgave:

”Hov, jeg vil altså ikke have, at du slår. Kan du se; han bliver ked af det? Ae, ae, ikke slå.”

 … selvom det måske ikke går helt rent ind på lystavlen hos de små myr første gang, så fort­sæt­ter pædagoger landet over troligt med at guide selv de mindste vug­ge­stu­ebørn i empati med hjælp fra Mary­fon­dens lilla bamseven, at træne gen­ken­delse af diverse ansigts­ud­tryk og aktiv ae’ning. 

Når vi (stort set) aldrig støder på dag­til­bud­s­pæ­da­go­ger, der kon­sta­te­rer, at vug­ge­stu­ebørn skulle være ’for små’til at forstå og lære, at de ikke må slå andre børn i hovedet med en skovl, hvordan kan det så være, at mange tænker, at en flok (pre)teens skulle være ‘for unge’ til at forstå, at brugen af fx svans eller bøsse som skældsord kan have samme effekt på dem, det rammer? 

Lidt retorisk kunne man spørge sig selv, om ikke pædagoger på daglig basis bør forsøge at afværge ska­de­vol­dende skovle såvel som skældsord? 

Risikerer pæda­go­gers berø­rings­angst i forhold til seksu­a­li­tet – kom­bi­ne­ret med en generel mangel på fun­da­men­tal faglig viden på området – at udgøre den sovepude, der kan gøre det svært for nogle unge at sove om natten? 

Kæmpe røv og kropsidealer

En gruppe af de unge, der med hænderne over hovedet bouncede med under rap­batt­len, møder vi igen i fællesrummet.

Ung dreng: ”Hallo hende der Josefine Simone hun er seriøst så, uh får bare lyst til at…”
(imiterer at han smækker én i røven)
Pædagog, henvendt til den stu­de­rende: ”Hun er influ­en­cer.”
Ung dreng: ”Ja og hun har en kæmpe røv og kæmpe patter.”
Stu­de­rende: ”Er det godt?”
Ung dreng: ”Det er seriøøøst wifey material.”
Stu­de­rende: ”Er wifey material lig med en kæmpe røv?”
Ung dreng: ”Kæmpe røv er alt, hvad snakker du om!”
Stu­de­rende: ”Hvorfor er det det?”
Ung dreng: ”Hallo, hende der (han peger på den stu­de­rende) forstår ikke hvorfor en kæmpe bunda er alt!” (Henvender sig til sine venner, der støder til gruppen)En anden ung dreng råber: ”Ååååh BUNDA!!!”
Stu­de­rende: ”Men hvorfor er det så vigtigt med en kæmpe røv?”
Ung dreng: ”Øøøøh. Fordi! Man kan grab’ den, ik. Og det betyder god sex. Det betyder, hun er god til at lave mad, ik. Kæmpe røv er fucking Gud, er du dum.”
Stu­de­rende: ”Man kan grab’ den???”
Ung dreng: ”Ja, hvis man har en ordentlig bunda, så beder man selv om, at jeg grabber den, haha!!”

De fleste pædagoger kan nok være med på, at ingen kroppe inviterer til at blive ’grabbet’ uden samtykke. Måske pædagogen i denne situation kunne have reageret mere aktivt og benyttet lej­lig­he­den til fx at snakke om samtykke med de unge.

Smile & wave

To unge og en pædagog sidder om et lille bord ved klubbens café. Pædagogen spiser, og de to unge snakker om at slå piger i røven under sex. 

Mikkel: ”Jeg har kon­ver­te­ret Caroline.”
Alfred: ”Hvad betyder det?
Mikkel: ”Jeg slog hende i røven, og så var hun sådan der, hun sagde, det var mærkeligt. Men så blev jeg bare ved, og så var hun sådan der, sagde ikke noget.

Pædagogen kigger ind imellem op fra sin tallerken og rundt på drengene, griner lidt med og smiler. 

I en tid, hvor der dis­ku­te­res samtykke fra græs­rod­s­ni­veau til Chri­sti­ans­borg, så kunne denne situation måske være en oplagt mulighed for at tage fat på den lidt sårbare eller svære snak med de unge om samtykke. Det handler for os ikke om, at den voksne i denne situation skal lære de unge om ’rigtige’ normer for seksu­a­li­tet – men vi kan godt undre os over, hvorfor en pro­fes­sio­nel voksen ikke reagerer med nys­ger­rig­hed og spørger ind til ople­vel­sen. Det kunne handle om, hvordan det føles at eks­pe­ri­men­tere med den slags? Eller der kunne fx med omsorg og interesse spørges ind til, hvordan de unge sikrer sig, at de ikke over­træ­der hinandens grænser i deres eksperimenteren.

Hvordan ville du selv som pædagog fore­stille dig at spørge ind i en sådan situation – eller hvis det var dine børn, der var invol­ve­ret, hvordan ville du så ønske dig, at situ­a­tio­nen blev grebet an af den professionelle?

Om reflek­sio­ner, for­kla­rin­ger og strategier

Uddrag af interview med pædagog:

”Jeg har også tidligere haft drenge som absolut har været bøsser. Man kan ikke nød­ven­dig­vis se det tidligt, men du kan godt se nogle tegn, og det betyder ikke, at de går hen og bliver bøsser. Det kan godt være mænd, der bare har feminine træk. Det kan være de bliver trans­køn­nede. Det kan være de bliver helt almin­de­lige mænd, der bare er lidt feminine, fordi de måske kun har en mor…”

Det er ikke nemt med det der maskuli­ni­tet og femi­ni­ni­tet – Men hvad pokker er en ’almin­de­lig mand’ i 2022? Alle, der mener at ligge inde med en for­kla­ring på det, opfordres på det kraf­tig­ste til at tage en tur i Professor Dorte Marie Søn­der­gårds kønskom­po­­nent-karrusel fx ved at besøge forfatter og sexolog Mads Ananda Lodahls for­bil­led­lige og fagligt for­styr­rende, men let til­gæn­ge­lige dekon­struk­tion af ’Defi­ni­tio­nen på en mand’ (Lodahl 2018a) – og så kan man jo spørge sig selv: bliver man mere feminin af ’kun’ at have en mor…?

Det er jo helt i orden, at I gør det hér…

En norm­kri­tisk tilgang til pædagogik handler bl.a. – jf. moderne inklu­sions­te­ori – om at skabe plads til alle i de allerede eksi­ste­rende fæl­les­ska­ber (Graack 2022). Man ønsker grund­læg­gende at flytte sit fokus fra den enkeltes afvigelse og se på de struk­tu­rer og normer, der er årsag til afvi­gel­serne. I denne sam­men­hæng kan norm­kri­tik­ken ses som et opgør med det, der kan betegnes som tole­ran­ce­pæ­da­go­gik. At være et tolerant menneske kan måske i manges ører lyde ubestridt positivt, men tolerance er baseret på en strategi om, at de, der lever op til fæl­les­ska­bets normer, skal lære at tolerere dem, der afviger. Det afføder en skævvrid­ning i forhold til, hvem der tildeles magt og privilegier.

”Tole­ran­ce­pæ­da­go­gik­ken er groft sagt baseret på en strategi om, at de, der er inden for normen (de normale) skal lære at tolerere dem, der er uden for normen (’de unormale’). Tole­ran­ce­pæ­da­go­gik­ken sætter således fokus på afvigerne” (Gundersen & Roien 2018: 276).

Uddrag af interview med pædagog:

  ”Jeg siger fx til dem. Når I kommer ud på den anden side af den her dør, så er vir­ke­lig­he­den bare lige derude. Men hvordan ville I selv have det med, hvis I kom ud af klubben, og der så står to mænd i kjoler og krammer hinanden? Det er jo helt i orden, at I gør det her – I skal bare være opmærk­somme på folks adfærd. Nogle steder vil I kunne komme til at støde folk. I skal være opmærk­somme på jeres omgi­vel­ser, når I gør sådan noget, og det gælder jo for øvrigt også almin­de­lige kære­ste­par. I skal altid tænke over, at der er folk til stede, der kan reagere.”  


”Når man vender fokus væk fra de afvigende for i stedet at studere normen, undgår man samtidig at anerkende normen som noget neutralt indis­kuta­belt og pri­vil­e­ge­ret”
(Lodahl 2018b: 255).

Tudefjæs eller bøsse?

Vi er i klubbens fællesrum. En stor gruppe unge ser fod­bold­land­skamp sammen med en pædagog. En spiller falder og tager sig til knæet.

Pædagog: ”Tudefjæs!”
Ung: ”Den fucking bøsse, mand!”
Pædagog: ”Han er ikke bøsse.”

Er det en god idé at udråbe nogen som et tudefjæs?  Og er det i denne situation nød­ven­digt at kon­sta­tere, at spilleren ikke er bøsse? Eller kunne dette være en gylden mulighed for at udfordre og forstyrre en generel doku­men­te­ret tendens til homofobi omkring sport – ikke mindst den type, der særligt florerer blandt unge mænd på fod­bold­sta­dions landet over?

Til et vok­sen­fa­ci­li­te­ret arran­ge­ment med en tredje ansat i klubben.

Ung: ”Hvordan smager sperm? Jeg har hørt, at det kommer an på, hvad man har spist, for eksempel ananas?”
Pædagog: ”Så tror jeg man skal spise rigtig meget ananas.”
Flere unge i kor: ”Har du prøvet at blive spermet i munden?”
Pædagog: ”Ja, det har jeg prøvet.”
Ung: ”Hvordan smagte det?”
Pædagog: ”Jamen, jeg har jo prøvet det mange gange. Har du ikke prøvet at smage på din egen?”
(De unge begynder at gå – to unge er tilbage)
Ung: ”Nej, det er mærkeligt.”
Pædagog: ”Nå, men ligesom det kan have for­skel­lig smag, så kan det jo også have for­skel­lig kon­si­stens. Min mands sperm har tit for­skel­lig kon­si­stens. Noget er helt som snot og noget er mere flydende. Så hvis du gerne vil have flydende sperm, skal du drikke rigtig meget vand.”
Ung: ”Er du nogen­sinde blevet spermet i øjet?”
Pædagog: ”Nej, det har jeg ikke prøvet.”
Ung: ”Aldrig?”
Pædagog: ”Nej, min mand står jo ikke 4 meter fra mig og sigter.”

”Så skal man ikke snakke i detaljer.” Eller skal man?

”Mest af alt vil de unge gerne spørge mig om ting, altså ind til mit privatliv. Men jeg har det sådan lidt, der er en grænse.” Interview med en ansat i klubben.

” … når man sidder med mange unge, så skal man ikke til at snakke i detaljer eller begynde at gå helt ned i dybden med, hvordan en mand og en dame er sammen.” Interview med en anden ansat i klubben.

Her synes stra­te­gien at være ganske generøs med private erfa­rin­ger og dyb­de­gå­ende detaljer – og fremstår alt andet end afgrænset og berøringsangst.

Bør der være nogle fælles ret­nings­linjer her? En fælles gen­ken­de­lig strategi eller tilgang fra pæda­go­ger­nes side, så de unge ved, hvad de kan forvente? Eller er det bare positivt, at de unge kan spejle sig i for­skel­lige pro­fes­sio­nelle med meget for­skel­lige grænser?

”Det er det, vi får vores penge for – at turde stille de lidt van­ske­lige spørgsmål.” Interview med pædagog.

Spørgs­må­let er, om alle pædagoger er enige i det oven­stå­ende? Og hvordan kan man i så fald som pro­fes­sio­nel blive klædt på til at stille de relevante van­ske­lige spørgsmål i de oplagte situ­a­tio­ner, der opstår i samværet med de unge?

Hvordan og i hvilke sam­men­hænge kan det gøres på måder, hvor de unge oplever at blive mødt med interesse frem for for­døm­melse, så de i sidste ende gerne skulle blive inspi­re­ret til selv at reflek­tere over eget sprog, egen adfærd og egne væremåder.

Ville det have betydning for pæda­go­gers arbejde, hvis det var tydeligt frem­skre­vet i lov­giv­nin­gen eller i en konkret politik eller hand­le­plan ude i klubberne, at man som pædagog forventes at kunne faci­li­tere mang­fol­dige samtaler om sex og seksu­a­li­tet med de unge – måske endda med konkrete forslag til hvordan?

Til dette spørgsmål svarede en pædagog:

”Jeg tror det ikke, men jeg tror, at det ville være tyde­li­gere for pædagogen, at det faktisk er din opgave. Vi er så for­skel­lige. For mig ville det måske være lidt mere beha­ge­ligt, at jeg vidste, det stod i loven. Den anden vej rundt, så ved jeg, det står sådan set allerede implicit i loven.”

Måske er det bare ikke nok, at det allerede ’implicit’ står i loven?

Første skridt på vejen til at arbejde med usik­ker­hed og berø­rings­angst kunne være at pri­o­ri­tere at snakke om det internt i per­so­na­le­grup­pen. Hvem gør hvad og hvordan? Hvad synes vi er svært – og hvordan kan vi hjælpe hinanden til at gøre det nemmere?

Kræver det fælles faglig front og enighed eller kan det være en styrke, at hver enkelt gør det på sin egen måde?

Udgangs­replik

Vi mener grund­læg­gende, at det er pæda­go­gers ansvar at under­støtte unges seksuelle dannelse – dels som omsorgs­per­so­ner og spar­rings­part­nere men også som dem, der bør og tør udfordre ste­reo­type normer og diskri­mi­ne­rende sprog og hand­lin­ger omkring køn, krop og seksu­a­li­tet. Det er på denne baggrund, at vi har udvalgt vores eksempler. Via enkle spørgsmål og kom­men­ta­rer har vi forsøgt at vise, at der er masser af åbninger eller invi­ta­tio­ner i praksis, hvor pædagoger har mulighed for netop at være nys­ger­rige og forstyrre unges fore­stil­lin­ger, sprog og handling – men i den ind­sam­lede empiri lod det til at være sjældent, at mulig­he­derne blev udnyttet.

Vi er over­be­vi­ste om, at de udvalgte citater og situ­a­tions­be­skri­vel­ser er eksem­pla­ri­ske for pæda­go­gisk praksis på skoler og i klubber landet over. Netop derfor finder vi det relevant at lægge op til reflek­sion over, hvordan der fagligt kan tages hånd om lignende situ­a­tio­ner, så unge, der afviger fra diverse – generelle eller lokalt for­ank­rede – normer for køn, krop og seksu­a­li­tet, ikke skal opleve en hverdag med mar­gi­na­li­se­ring, andet­gø­relse eller diskri­mi­na­tion i sprog og handling.

At dette desværre er tilfældet, som det ser ud i dag, kan vi bl.a. kon­sta­tere på baggrund af en rapport udgivet af LGBT Danmark. I rapporten ‘Stop diskri­mi­na­tion i skolen’ (LGBT+ Ungdom & LGBT+ Danmark 2021), der baserer sig på en spør­ge­ske­maun­der­sø­gelse blandt 910 nuværende og tidligere LGBTQ+ elever mellem 13 – 25 år, fremgår det, at 93% af de adspurgte har oplevet homo­fo­bi­ske og trans­fo­bi­ske skældsord i skolen. Kun 23% af de adspurgte oplever at have lært noget om for­skel­lige seksuelle ori­en­te­rin­ger. Herunder mener kun 9%, at de har lært noget om for­skel­lige kønsidentiteter.

Det er natur­lig­vis ikke accep­ta­belt, at en gruppe unge mistrives i den grad, tallene fra rapporten indikerer, og derfor mener vi, at det er nød­ven­digt at handle. Pædagoger må også forholde sig til, at der er unge, som bevidst eller ubevidst står bag den diskri­mi­ne­rende adfærd. Så længe pædagoger enten lider af en form for berø­rings­angst ift. eller ikke er klædt fagligt på til at være nys­ger­rige på og udfordre unges diskri­mi­ne­rende og mar­gi­na­li­se­rende adfærd – lige så længe vil unge ude i landets klubber blive ved med at opleve denne adfærd som legitim.

Vi mener derfor, at der er behov for et øget fokus på arbejdet med unges seksuelle dannelse i klub­pæ­da­go­gisk regi. Som afslut­ning på dette indlæg vil vi derfor komme med en opfor­dring til at anlægge et norm­kri­tisk per­spek­tiv på den pæda­go­gi­ske praksis. En opfor­dring til at blive bevidste om, hvilke ste­reo­type normer omkring køn, krop og seksu­a­li­tet, der i praksis risikerer at begrænse både mino­ri­se­rede og majo­ri­se­rede unge. Lad os alle være nys­ger­rige, kritiske og kreative i forsøget på at udfordre de unge, når de gennem sprog og hand­lin­ger udviser stereotyp og diskri­mi­ne­rende adfærd. Uanset om de gør det bevidst eller ubevidst – det er ikke inten­tio­nerne men effekten, der betyder noget.

”Norm­kri­tik handler i al sin enkelhed om at forholde sig bevidst til normerne i den kultur, som man [arbejder] i at undersøge dem kritisk og at handle aktivt i forhold til dem, når man synes, at det er nød­ven­digt” (Nørgaard 2021:16).

Når vi afslut­nings­vis vil tale for, at alle klubber for­mu­le­rer nogle konkrete ret­nings­linjer, en intern hand­le­plan eller en politik omkring køn, krop og seksu­a­li­tet, så er det ikke for at hæve politisk korrekte pege­fin­gre og hævde sandheder om, hvad man må og ikke må tænke, sige og gøre. Det er derimod for at skabe et inci­ta­ment til at få startet en reel dialog om unges seksuelle trivsel og dannelse. En løbende dialog der kan sikre, at ret­nings­linjerne ikke bliver til statiske rigide regler mejslet i sten, men derimod vedbliver at være i proces – som et dynamisk redskab.

Fore­stil­lin­ger om køn, krop og seksu­a­li­tet vil altid være i spil i ung­doms­li­vet. Alle klubber er for­skel­lige, og de unge har ikke samme behov, så derfor vil even­tu­elle ret­nings­linjer være nødt til at afspejle behovene hos den aktuelle unge­gruppe i hver enkelt klub. Men som det ser ud nu, er der unge, hvis trivsels‑, del­ta­­gel­­ses- og udfol­del­ses­mu­lig­he­der begrænses. Det har pædagoger et ansvar for at gøre noget ved. Det mener vi altså bl.a. man kan gøre ved at tage ansvaret for de unges seksuelle dannelse på sig. Pæda­go­gerne er dem, der gerne skulle være der, når der er brug for at snakke om de til tider svære, van­ske­lige og tabu­i­se­rede emner som fx køn­si­den­ti­tet, krop og seksualitet.

Lit­te­ra­tur

Graack, J. (2022) Norm­kri­tik. I: Madsen, K.L., J. Jørgensen & J. Graack (red.) Norm­kri­tik i pæda­go­gisk praksis. (41 – 57)København. Hans Reitzels Forlag.

Gundersen, M. & Roien, L. A. (2018). Norm­kri­tisk seksu­a­lun­der­vis­ning – mang­fol­dig­hed, trivsel og anti­diskri­mi­na­tion i skolen. I: L. A. Roien, V. Simovska og C. Graugaard (Red.) Seksu­a­li­tet, skole og samfund (s. 273 – 297). Hans Reitzels Forlag.

LGBT+ Ungdom & LGBT+ Danmark (2021). Stop diskri­mi­na­tion i skolen – LGBTQ+ elevers trivsel og vilkår i grund­sko­len. https://​lgbt​.dk/​r​a​p​p​o​r​t​er/

Lodahl, M. (2018a) Upassende opførsel – 100.000 ord imod den hete­ro­seksu­elle ver­den­sor­den. København. Forlaget Solidaritet

Lodahl, M. (2018b) De fleste falder uden for normen. I: Roien, L.A., V. Simovska & C. Graugaard (red.) Seksu­a­li­tet, skole og samfund. København. Hans Reitzels Forlag.

Nørgaard, C. (2021) Han, hun, hen – Opdrag til lige­stil­ling og mang­fol­dig­hed. København. Gyldendal.