Del på facebook
Del på email
Del på linkedin
Del på twitter

Kraft­fo­der for lærer­stu­de­rende og lærere

Niels Rosendal Jensen
Tone Sævi og Gert Biesta (red.): Pedagogikk, periferi og verdi. Eksistensiell dialog om skole og samfunn

Tone Sævi og Gert Biesta (red.): Peda­go­gikk, periferi og verdi. Eksi­sten­si­ell dialog om skole og samfunn
Fag­bok­for­la­get 2020
230 sider, 345 kr.

Denne udgivelse er usæd­van­lig i flere hen­se­en­der. For det første handler den om eksi­sten­tiel pædagogik. For det andet rækker den bredere ud end gængse fagbøger, idet de spørgsmål, der bear­bej­des igennem bogen, ikke blot henvender sig til pro­fes­sio­nelle, men også til forældre og samfund. For det tredje er den om pædagogik, periferi og værdi som noget, der hænger sammen. Pædagogik går grund­læg­gende ud på, at den voksne gene­ra­tion er inter­es­se­rede i de kommende gene­ra­tio­ners mulig­he­der for at leve deres liv så godt og menings­fuldt som muligt.

Pædagogik forstås i bogen ikke som omhand­lende problemer og løsninger; den er ikke løsningen på et problem – som vi f.eks. kender det fra ”pæda­go­gi­se­rin­gen” af for­skel­lige sam­funds­fæ­no­me­ner. For­fat­terne af bogen betragter ikke børn og unge som problemer, men som mennesker, der forsøger at leve deres liv på måder, som kan åbne for frihed (s. 13). Ud fra denne argu­men­ta­tion ligger opta­get­he­den et andet sted, nemlig hvordan pædagogik frem­træ­der i nogle af de centrale spørgsmål, vi møder i samfundet, hvordan pædagoger møder pæda­go­gi­ske dilemmaer, og hvad det gør med dem, altså børn og unge, der møder pædagogik.

At tænke pædagogik, periferi og værdi sammen er ligeledes en stor udfor­dring. At tænke dem sammen indebærer mulig­he­den for at fastholde en pæda­go­gisk tilgang.

I det følgende har jeg plukket to kapitler ud.

I kapitel 2 (Det perifere som central værdi i en skole for et demo­kra­tisk samfund, Marit Mjøs) tages udgangs­punk­tet i flygt­nin­ge­strøm­men for et par år siden, og hvordan den daværende minister for ind­van­drere og inte­gra­tion mente, at Norges forhold til FN’s men­ne­ske­ret­tig­he­der skulle revur­de­res for at hindre for stor en til­strøm­ning. Et andet eksempel er synet på udvik­lings­hæm­mede, idet ny norsk forskning peger hen mod, at elever med udvik­lings­hæm­ning ikke altid betragtes som elever. Dvs., at vi som læsere kan følge to aktuelle indgange til for­stå­el­sen af, hvad der i denne bog karak­te­ri­se­res som periferi. Hvis flygt­ninge ikke kan komme ind i landet, og hvis inklusion af bestemte elever ikke betragtes som en selvfølge (trods lov­giv­ning herom), rejser det alvorlig tvivl ved, hvem der i det hele taget har en naturlig plads i fæl­les­ska­bet. Et inklu­de­rende fæl­les­skab er også i dansk skole tænkt som omfat­tende alle børn og elever. Dermed kan det hævdes, at demo­kra­tisk uddan­nelse også må blive en uddan­nelse i moral og etik. Kapitlets forfatter fremhæver, at demo­kra­ti­for­stå­el­sen er rokket, idet en libe­ra­li­stisk demo­kra­ti­for­stå­else med vægt på indi­vi­du­elle inter­es­ser og per­son­lige valg på bekost­ning af fælleskab og værdier har vundet frem. Kon­klu­de­rende peger for­fat­te­ren på, at ander­le­des­hed skal være en umistelig værdi i en frem­tids­ret­tet skole.

Kapitel 9 (Big data og skolen – skolens sam­funds­man­det i mødet med nye tek­no­lo­gier, Gunn Vedøy) tema­ti­se­rer de mulige effekter af big data. Algo­rit­mer anses her ikke ude­luk­kende som en mate­ma­tisk frem­gangs­måde, men i lige så høj grad som dele af et socio­tek­nisk system. Inden for uddan­nel­ses­ver­de­nen findes en udbredt tro på, at ind­hent­ning af data og infor­ma­tion om elever, resul­ta­ter og skoler vil kunne producere viden, som ansvar­lig­gør uddan­nel­ses­sek­to­ren og fører til for­bed­rin­ger. Det har man natur­lig­vis også gjort tidligere, om end i et mindre omfang (elevtal, klas­se­stør­rel­ser og sta­ti­stik­ker af for­skel­lig art). I dag tegnes der et mere avanceret billede: pro­gramva­rer og digitale data inte­gre­res mere og mere i måden, uddan­nel­ses­in­sti­tu­tio­ner ledes på, hvordan under­vis­ning og læring opleves, hvordan uddan­nel­ses­po­li­tik­ken udformes, og hvordan uddan­nel­ses­forsk­ning gen­nem­fø­res. Kommet så vidt kan man spørge om digi­ta­li­se­rin­gen fremmer eller hæmmer men­ne­ske­lig værdighed og diskri­mi­ne­ring? I hvert fald bør vi være optaget af, hvad tek­no­lo­gien fører med sig i forhold til vigtige sam­funds­vær­dier. For­fat­te­ren kommer godt omkring temaet big data. I sær­de­les­hed er det væsent­ligt at være opmærksom på, at data ikke er rene fakta, og at ukritisk brug af big data kan repro­du­cere og forstærke social ulighed. Det tan­ke­væk­kende er allerede eller kan blive, at den digitale revo­lu­tion får betydning for uddan­nel­ser­nes sam­funds­man­dat. Mandatet omfatter elevernes indi­vi­du­elle friheder og det demo­kra­ti­ske fæl­les­skab. Men hvad sker der, når vi ikke præ­ci­se­rer hvem, der ejer viden om den men­ne­ske­lige virk­som­hed i f.eks. en sko­le­klasse eller på en pro­fes­sions­højskole, og heller ikke er helt opda­te­rede i forhold til hvem, der bestemmer, hvad denne viden bruges til, og slet ikke har en kinamands chance for at få indsigt i, hvordan de for­skel­lige infor­ma­tions­kil­der kobles sammen. Hvilke per­spek­ti­ver kan for­fat­te­ren så pege på: de centrale områder for data­dre­vet under­vis­ning udgøres af indi­vi­du­a­li­se­ring, evi­dens­ba­se­ret læring, effektiv styring og kon­ti­nu­er­lig innova­tion. Indi­vi­du­a­li­se­ring kan indebære, at lek­tions­pla­ner, under­vis­nings­ma­te­ri­ale og vur­de­rin­ger af den enkelte elevs eller stu­de­ren­des behov skræd­der­sys af læreren. Dvs. til­pas­ning til den enkeltes niveau og behov, hvilket skulle medføre, at alle kan følge med, og at ingen keder sig. Evi­dens­ba­se­ret læring vil sige, at beslut­nin­ger om under­vis­ning og drift af skoler infor­me­res af for­skel­lige typer data om indi­vi­du­elle og fælles elevbehov – fra egne elever og fra sam­men­lig­ne­lige skoler i hele landet. Lærerens og elevernes intuition er således sat ud af ligningen, og det samme gælder de eksi­ste­rende tra­di­tio­ner og fordomme. Effektiv styring handler om at bruge de ind­sam­lede data til at undersøge mulige sam­men­hænge mellem elev­præ­sta­tio­ner, lærer­præ­sta­tio­ner og admi­ni­stra­tive beslut­nin­ger for at kunne fordele res­sour­cer så effektivt som muligt. Kon­ti­nu­er­lig innova­tion stiller særlige krav om, at alle inter­es­sen­ter har direkte adgang til nyttige og brugbare data.

De to eksempler er ikke enlige svaler. Tværtimod. Bogen inde­hol­der mange inter­es­sante og måske også udfor­drende kapitler – f.eks. kapitel 3 om unge asylan­sø­gere i ingen­mandsland, kapitel 4 om lærerens pæda­go­gi­ske ansvar (og når det bliver for stort og omnivort), kapitel 5 om hvem, der ejer barnet (reli­gions­fri­hed) eller kapitel 14 om populisme og pædagogik. I alt rummer bogen 12 kapitler, der hver især leverer åndeligt kraft­fo­der for især lærer­stu­de­rende og lærere, men også andre pro­fes­sio­nelle og forældre, som er inter­es­se­ret i, hvordan skolen er under forandring.

Giv et bidrag

Værsgo’ – du kan frit læse
Dansk pæda­go­gisk Tidsskrift!

Hvis du synes om det, du læser, og gerne vil have, at tids­skrif­tet bliver ved med at eksistere, håber vi, at du vil give et bidrag.

Scan med dit mobilkamera
Klip på knappen for at støtte