Knud Illeris (red.): 15 aktuelle læringsteorier
Samfundslitteratur 2019
278 sider, 298 kr.
Har Knud Illeris ikke altid været den, der beskrev, hvordan man lærer noget? Jo, det har han været – i min lærer-verden, der trods alt rækker fra seminarietiden sidst i 1970’erne og frem til denne anmeldelse af ”15 aktuelle læringsteorier” fra 2019, der er redigeret af netop Knud Illeris.
Læringstrekanten holder fortsat, når jeg som underviser ser på studerende og elever og kolleger: Vi skal have en drivkraft, for at få lært et bestemt fag. Der skal være mening med det, vi skal lære, og det skal være muligt at mestre udfordringen.
Så nemt forklarer Knud Illeris, hvad der er afgørende for læring. Derfor er det med stor respekt, at jeg anmelder hans samling af læringsteorier. Han har helt sikkert valgt de rette, de væsentlige og de teorier, der giver mening, tænker jeg.
Læring er en kompleks størrelse. I Jan Kjærstads ”Forføreren” fra 1993 skrives om hovedpersonen Jonas Wergelands glæde ved at lære – på sin egen opdagende måde: ”Det mest utrolige var dog alligevel geografitimerne. Ingenting i folkeskolen rummede større åbenbaringer end disse blanke kort, man i ny og næ fik udleveret, hvor kun landets omrids var indtegnet, og som dannede et frydefuldt udgangspunkt for en slags privat folkevandring eller opdagelsesrejse, hvor man selv satte navne på et til nu ukendt kontinent, floder, bjerge, byer. Man lærte geografi i ordets rette betydning. Man beskrev jorden.” Jonas Wergeland er et nysgerrigt menneske, der søger at lære hele verden at kende. Det er det centrale i læring: nysgerrighed og et blankt kort over verden.
De femten forskere i ”15 aktuelle læringsteorier” er udvalgt med omhu. Det er en bearbejdet udgave af ”Contemporary Theories of Learning” fra 2009, men denne er nyredigeret og har fået flere aktuelle bidrag. Udvalget her er (skriver Illeris) tæt sammenfaldende med den engelske version, men flere af forskerne har nyere tekster med i den danske udgave. Per- Erik Ellström er den ene nye forsker i forhold til den engelske udgave.
Bogens forfattere er fra Danmark, Sverige, England, Tyskland, Holland, Belgien, USA, Australien og New Zealand. Det er Illeris, Jarvis, Gardner, Ziehe, Elkjær, Alheit, Mezirow, Tennant, Meriiam, Jackson, Ellström, Biesta, WIldemeersch, Stroobants & Jans, Hattie & Donoghue og Wenger-Trayner. Deres navne står under hver sin rektangulære farveprøve på forsiden, der har sort baggrund. Smukt og enkelt. Bogens indhold er også formidlet smukt og enkelt. Der er cirka tyve sider til hver forsker, hvert kapitel har overskrift og deloverskrift, der kan fortælle, hvad der er særligt i fokus. Alle kapitler har en halv side med en introduktion, der gør det klart for læseren, om det er her, man skal begynde, eller om man hellere skal finde en anden forsker med en anden vinkel. Nemt og overskueligt. Alle kapitler afsluttes med en sides litteraturhenvisninger.
Det kan anbefales at læse Knud Illeris´ eget bidrag, før man vælger blandt de øvrige bidrag. Her får man en fin redegørelse for hovedsynspunkterne på læring: Hverdagslæring, der finder sted i mange forskellige hverdagssituationer og Skole- og Uddannelseslæring, der er organiseret læring. Det er også her læringstrekanten er med, og der afsluttes med en model, der viser de mange nøgleord, der optræder i læringsforståelsen.
Thomas Ziehes kapitel er et transkriberet resultat af et oplæg, Thomas Ziehe holdt på en konference i København, 2007. Det er præget af den lethed, hvormed Thomas Ziehe formidler en samtidsdiagnose. Helt tilbage fra ”Ambivalenser og mangfoldighed” og til ”Øer af intensitet i et hav af rutine” har han formået at beskrive ungdommen, så man kan genkende den i virkeligheden. Ændringerne i forhold til unges (og ældres) forhold til viden, adfærd og motivation er skarpt beskrevet. Glæden ved at læse Thomas Ziehe er især, at han skriver om mulighederne i den ændrede ungdomskultur fremfor blot at begræde tab og traditioner.
John Hattie og Donaghue bidrag om synlig læring kan også anbefales. Wenger-Trayners praksisfælleskaber og læringslandskaber kan også være et godt bud på en første (eller anden eller tredje) læsning om læring i praksisfællesskaber.
Gert Biesta får det afsluttende ord i et kapitel med titlen: ”En indvending mod læringens politik.” Her er han (som altid) kritisk og klar i sin tale: Det er derfor jeg tror, at vi ikke kun bliver nødt til fortsat at gå imod læringens politik, men at vi også, måske som en del af dette, bliver nødt til at ændre diskursen om uddannelse fra en diskurs, der bygger på læringens sprog, til en diksurs om, at man kan fungere som en, der kan uddanne sig ud over læringen.” Det var nogle få forskere, der her blev nævnt. Der er femten gode at vælge. Bogen kan anbefales til alle studerende på læreruddannelsen.
Indledningen slutter med: ”Hermed mener jeg at have samlet et væsentligt input til forståelse og diskussion af, hvad der er på spil, når vi snakker om menneskers læring som et centralt forhold og et væsentligt bidrag til samfundets og den enkeltes situation og udvikling i det 21. århundrede. Knud Illeris.”
Tak for det. Det har du gjort.
P.S: Jonas Wergeland bryder alle læringsrammer, da han bliver optaget af sit projekt med at få styr på verden. Han er en elev, der netop (som Biesta ønsker) kan nå ud over læringens rammer: ”Så nu må dette menneske, Jonas Wergeland, idet han får udleveret et blankt kort over Holland, Belgien, og Luxembourg, hvor han indsætter byer efter forgodtbefindende, Bruxelles, Antwerpen, Liege, Brügge, han ved, han godt må placere byerne forkert, det gør ikke noget, det er ham, der skaber verden. Der er ting galt med hele oplægget: Der er for få byer i Belgien, så Jonas Wergeland finder på nogle nye navne. Og da dette er i fjerde klasse, siger frøkenen ingenting., hun tillader sig at smile i stedet.”
