Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på email

Ind­ven­ding mod læringens politik

Bodil Chri­sten­sen
Indvending mod læringens politik - Dansk pædagogisk Tidsskrift 1

Knud Illeris (red.): 15 aktuelle lærings­te­o­rier
Sam­funds­lit­te­ra­tur 2019
278 sider, 298 kr.

Har Knud Illeris ikke altid været den, der beskrev, hvordan man lærer noget? Jo, det har han været – i min lærer-verden, der trods alt rækker fra semi­na­ri­e­ti­den sidst i 1970’erne og frem til denne anmel­delse af ”15 aktuelle lærings­te­o­rier” fra 2019, der er redigeret af netop Knud Illeris.

Lærings­tre­kan­ten holder fortsat, når jeg som under­vi­ser ser på stu­de­rende og elever og kolleger: Vi skal have en drivkraft, for at få lært et bestemt fag. Der skal være mening med det, vi skal lære, og det skal være muligt at mestre udfor­drin­gen.

Så nemt forklarer Knud Illeris, hvad der er afgørende for læring. Derfor er det med stor respekt, at jeg anmelder hans samling af lærings­te­o­rier. Han har helt sikkert valgt de rette, de væsent­lige og de teorier, der giver mening, tænker jeg.

Læring er en kompleks størrelse. I Jan Kjærstads ”For­fø­re­ren” fra 1993 skrives om hoved­per­so­nen Jonas Wer­gelands glæde ved at lære – på sin egen opdagende måde: ”Det mest utrolige var dog alligevel geo­gra­fi­ti­merne. Ingenting i fol­ke­sko­len rummede større åben­ba­rin­ger end disse blanke kort, man i ny og næ fik udleveret, hvor kun landets omrids var indtegnet, og som dannede et fry­de­fuldt udgangs­punkt for en slags privat fol­ke­van­dring eller opda­gel­ses­rejse, hvor man selv satte navne på et til nu ukendt kontinent, floder, bjerge, byer. Man lærte geografi i ordets rette betydning. Man beskrev jorden.” Jonas Wergeland er et nys­ger­rigt menneske, der søger at lære hele verden at kende. Det er det centrale i læring: nys­ger­rig­hed og et blankt kort over verden.

De femten forskere i ”15 aktuelle lærings­te­o­rier” er udvalgt med omhu. Det er en bear­bej­det udgave af ”Con­tem­porary Theories of Learning” fra 2009, men denne er nyre­di­ge­ret og har fået flere aktuelle bidrag. Udvalget her er (skriver Illeris) tæt sam­men­fal­dende med den engelske version, men flere af forskerne har nyere tekster med i den danske udgave. Per- Erik Ellström er den ene nye forsker i forhold til den engelske udgave.

Bogens for­fat­tere er fra Danmark, Sverige, England, Tyskland, Holland, Belgien, USA, Austra­lien og New Zealand. Det er Illeris, Jarvis, Gardner, Ziehe, Elkjær, Alheit, Mezirow, Tennant, Meriiam, Jackson, Ellström, Biesta, WIl­de­me­er­sch, Stroo­bants & Jans, Hattie & Donoghue og Wenger-Trayner. Deres navne står under hver sin rek­tangu­lære far­ve­prøve på forsiden, der har sort baggrund. Smukt og enkelt. Bogens indhold er også formidlet smukt og enkelt. Der er cirka tyve sider til hver forsker, hvert kapitel har over­skrift og delover­skrift, der kan fortælle, hvad der er særligt i fokus. Alle kapitler har en halv side med en intro­duk­tion, der gør det klart for læseren, om det er her, man skal begynde, eller om man hellere skal finde en anden forsker med en anden vinkel. Nemt og over­sku­e­ligt.  Alle kapitler afsluttes med en sides lit­te­ra­tur­hen­vis­nin­ger.

Det kan anbefales at læse Knud Illeris´ eget bidrag, før man vælger blandt de øvrige bidrag. Her får man en fin rede­gø­relse for hoved­syns­punk­terne på læring: Hver­dagslæ­ring, der finder sted i mange for­skel­lige hver­dags­si­tu­a­tio­ner og Skole- og Uddan­nel­ses­læ­ring, der er orga­ni­se­ret læring. Det er også her lærings­tre­kan­ten er med, og der afsluttes med en model, der viser de mange nøgleord, der optræder i lærings­for­stå­el­sen.

Thomas Ziehes kapitel er et transkri­be­ret resultat af et oplæg, Thomas Ziehe holdt på en kon­fe­rence i København, 2007. Det er præget af den lethed, hvormed Thomas Ziehe formidler en sam­tids­di­ag­nose. Helt tilbage fra ”Ambi­va­len­ser og mang­fol­dig­hed” og til ”Øer af inten­si­tet i et hav af rutine” har han formået at beskrive ungdommen, så man kan genkende den i vir­ke­lig­he­den. Ændrin­gerne i forhold til unges (og ældres) forhold til viden, adfærd og moti­va­tion er skarpt beskrevet. Glæden ved at læse Thomas Ziehe er især, at han skriver om mulig­he­derne i den ændrede ung­dom­skul­tur fremfor blot at begræde tab og tra­di­tio­ner.

John Hattie og Donaghue bidrag om synlig læring kan også anbefales. Wenger-Trayners prak­sis­fæl­leska­ber og læring­s­land­ska­ber kan også være et godt bud på en første (eller anden eller tredje) læsning om læring i prak­sis­fæl­les­ska­ber.

Gert Biesta får det afslut­tende ord i et kapitel med titlen: ”En ind­ven­ding mod læringens politik.” Her er han (som altid) kritisk og klar i sin tale: Det er derfor jeg tror, at vi ikke kun bliver nødt til fortsat at gå imod læringens politik, men at vi også, måske som en del af dette, bliver nødt til at ændre diskursen om uddan­nelse fra en diskurs, der bygger på læringens sprog, til en diksurs om, at man kan fungere som en, der kan uddanne sig ud over læringen.” Det var nogle få forskere, der her blev nævnt. Der er femten gode at vælge. Bogen kan anbefales til alle stu­de­rende på lærer­ud­dan­nel­sen.

Ind­led­nin­gen slutter med: ”Hermed mener jeg at have samlet et væsent­ligt input til for­stå­else og dis­kus­sion af, hvad der er på spil, når vi snakker om men­ne­skers læring som et centralt forhold og et væsent­ligt bidrag til sam­fun­dets og den enkeltes situation og udvikling i det 21. århund­rede. Knud Illeris.”

Tak for det. Det har du gjort.

P.S: Jonas Wergeland bryder alle lærings­ram­mer, da han bliver optaget af sit projekt med at få styr på verden. Han er en elev, der netop (som Biesta ønsker) kan nå ud over læringens rammer: ”Så nu må dette menneske, Jonas Wergeland, idet han får udleveret et blankt kort over Holland, Belgien, og Luxem­bourg, hvor han indsætter byer efter for­godt­be­fin­dende, Bruxelles, Antwerpen, Liege, Brügge, han ved, han godt må placere byerne forkert, det gør ikke noget, det er ham, der skaber verden. Der er ting galt med hele oplægget: Der er for få byer i Belgien, så Jonas Wergeland finder på nogle nye navne. Og da dette er i fjerde klasse, siger frøkenen ingenting., hun tillader sig at smile i stedet.”

Giv et bidrag

Værsgo’ – du kan frit læse
Dansk pæda­go­gisk Tids­skrift!

Hvis du synes om det, du læser, og gerne vil have, at tids­skrif­tet bliver ved med at eksistere, håber vi, at du vil give et bidrag.

Klip på knappen for at støtte