Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på email

Hverken enkelt eller entydigt

Carsten Fogh Nielsen
Æstetik og pædagogik - bogforside

Martin Blok Johansen (red.): Æstetik og pædagogik
Akademisk Forlag, 2018
328 sider, 369,95 kr

I forordet til Æstetik og pædagogik bruger bogens redaktør, Martin Blok Johansen, selv ordet ”kalej­dosko­pisk” til at beskrive anto­lo­gien, og sjældent har denne beteg­nelse været så velvalgt som her. Teksterne i Æstetik og pædagogik stritter i alle mulige retninger, går på tværs af tra­di­tio­nelle skel mellem teori og praksis, udfolder og udvikler en mang­fol­dig­hed af teo­re­ti­ske tilgange, og lader sig generelt ikke indordne under ét over­ord­net, samlende per­spek­tiv.

Dette betyder samtidigt, at bogens to ind­le­dende bidrag ”Hvad er æstetik?” (af Dorthe Jørgensen) og ”Hvad er pædagogik?” (af Peter Ø. Andersen) aldrig kommer til at tjene den ram­me­sæt­tende funktion, de ifølge Blok Johansens forord (s. 13) egentlig var tiltænkt.

Jørgensen giver i sit bidrag en indføring i netop hendes distinkte for­stå­else af, hvad æstetik er. Derved udgrænser Jørgensen eksplicit andre mulige måder at forstå det æstetiske på, og formår på den måde at præ­sen­tere et relativt klart og fokuseret bud på, hvad æstetik er, nemlig en form for trans­­cen­­dens-erfaring (s. 27 – 31). Desværre er der ikke nogen af de efter­føl­gende tekster der eksplicit forholder sig til og søger at skrive sig ind og eller op imod Jør­gen­sens for­stå­else af æstetik (men se dog Ole Morsings bidrag).

Andersens bidrag er omvendt en bred, over­ord­net indføring i, hvad begrebet pædagogik dækker over, og hvilke problemer, disci­pli­ner, begreber og insti­tu­tio­ner, der udgør det pæda­go­gi­ske felt. Derved bliver Andersens for­stå­else af pædagogik imid­ler­tid så over­ord­net og inklusivt, at det samtidigt både bliver noget tandløst og relativt intet­si­gende. Det er derfor ikke over­ra­skende, at heller ikke Andersens bidrag spiller nogen rolle i eller for de efter­føl­gende bidrag.

Læseren får altså begrænset hjælp til at navigere i de øvrige tekster i Æstetik og pædagogik. Såfremt man alligevel tør give sig i kast med disse tekster, opdager man hurtigt, at der er noget for snart sagt enhver smag, hvad enten man er en teoretisk ori­en­te­ret aka­de­mi­ker, eller en mere prak­sis­o­ri­en­te­ret pædagog. For blot at lave et par enkelte nedslag i anto­lo­gi­ens brogede tek­st­ud­valg:

  • Fredrik Pio byder på en akademisk analyse af Hei­deg­gers betydning for (musik)pædagogikken.
  • Henning Lehmann leverer en system­te­o­re­ti­ske tolkning af de kon­flik­ter og mod­sæt­nin­ger der uom­gæn­ge­ligt opstår, når pædagogik og æstetik sam­men­kob­les og sættes i spil med (og mod) hinanden.
  • Helene Illeris bruger en per­­for­­mance-baseret workshop, hvor del­ta­gerne skal udforske og udfolde deres ”poetic self”, som anledning til at reflek­tere over sam­tids­kun­stens trans­for­ma­tive æstetiske poten­ti­ale.
  • Lea Ringskou og Jacob Noer Ahm ana­ly­se­rer et konkret under­vis­nings­for­løb i en bør­ne­ha­ve­klas­sse, hvor børnene lærer at lave deres egne ani­ma­tions­film.

Og Anne Petersen, Bo Allesøe Chri­sten­sen og Thessa Jensen dis­ku­te­rer, hvorledes fan­fi­ctio­nens del­ta­ger­kul­tur kan bruges pæda­go­gisk til at lære børn at blive bedre til at håndtere og forstå deres følelser.

For læseren er en sådan flimrende mang­fol­dig­hed af tekster på den ene side en gave, på den anden side en kilde til stadig fru­stra­tion. Det er en gave, fordi man undervejs i sin læsning aldrig kan forudsige, hvilken tilgang eller per­spek­tiv, det næste kapitel bidrager med. Læser man hele anto­lo­gien fra ende til anden, bliver man derfor konstant over­ra­sket, og vil uden tvivl lære noget nyt, uanset hvad ens faglige og teo­re­ti­ske baggrund er.

Omvendt betyder tek­ster­nes konstant skiftende fokus og tilgang samtidigt, at man på intet tidspunkt føler, at man får et egentligt overblik over eller samlet for­stå­else af det emne, som anto­lo­gien formelt set handler om, nemlig (forholdet mellem) æstetik og pædagogik. Dette er, eller kan i det mindste være, dybt fru­stre­rende. Efter endt læsning er jeg således stadigt ikke sikker på, præcis hvad jeg egentlig har fået ud af Æstetik og pædagogik, ud over en mere kva­li­fi­ce­ret for­stå­else af, at forholdet mellem det æstetiske og det pæda­go­gi­ske hverken er enkelt eller entydigt.

Det er imid­ler­tid vigtigt at gøre sig klart, at anto­lo­gi­ens kalej­dosko­pi­ske karakter, og den fru­stra­tion som denne medfører, ikke er udtryk for manglende redak­tio­nel styring fra Martin Blok Johansens side. Anto­lo­gi­ens flimrende udtryk er derimod et bevidst valg og en direkte kon­se­kvens af det felt, som anto­lo­gien beskæf­ti­ger sig med, nemlig det æstetiske og det pæda­go­gi­ske og rela­tio­nen mellem de to.

Som Blok Johansen eksplicit gør opmærksom på i sit Forord, så lider anto­lo­gien under den store udfor­dring, at både det æstetiske og det pæda­go­gi­ske er komplekse og man­ge­ty­dige fænomener, der unddrager sig alment accep­te­rede defi­ni­tio­ner. Med Blok Johansens ord betyder dette, at rela­tio­nen mellem det æstetiske og det pæda­go­gi­ske bedst beskrives som ”et spæn­dings­for­hold mellem spæn­dings­for­hold … et felt fyldt med kon­fliktu­a­li­tet, dob­belt­he­der dilemmaer, para­dok­ser og ambi­va­len­ser” (s. 8 – 9).

Anto­lo­gi­ens mest åbenlyse svaghed – at den ikke giver et samlet og samlende billede af pæda­go­gik­kens ude­stå­ende med det æstetiske (eller for den sags skyld af æste­tik­kens ude­stå­ende med pæda­go­gik­ken) – er dermed samtidigt dens egentlige styrke. Ved at undlade at give et sådant overblik fast­hol­der anto­lo­gien de iboende fler­ty­dig­he­der og spæn­dings­fyldte ambi­va­len­ser, der uund­gå­e­ligt ken­de­teg­ner, ja vel sagtens definerer, pæda­go­gik­kens og æste­tik­kens gensidige forhold. Og det er faktisk slet ikke så lidt.

For­fat­tere