Således oplyst om bære­dyg­tig­hed og science i dagtilbud

Peter Hornbæk Frostholm
Bogforside: Stig Broström og Thorleif Frøkjær: Pædagogik for bæredygtighed og science i dagtilbud

Stig Broström og Thorleif Frøkjær: Pædagogik for bære­dyg­tig­hed og science i dagtilbud
Sam­funds­list­te­ra­tur, august 2021
149 kr.

Don’t judge a book by its cover, lyder en ofte anvendt floskel. Dette måtte min toårige søn nu også, med noget omvendt fortegn, erfare, da jeg modtog Stig Broströms og Thorleif Frøkjærs Pædagogik for bære­dyg­tig­hed og science i dagtilbud til anmel­delse. Forsiden er præget af en bamse, en bold og andet legetøj i gule og orange nuancer. Han åbnede bogen og måtte efter få sekunder erkende: Ikk’ nogen billeder i! Der er nu billeder i bogen, men så langt nåede han ikke. Mål­grup­pen er nu nok også i stedet drengens pædagoger og hans sto­re­brors lærere, der i denne bog får mulighed for at fordybe sig i både teo­re­ti­ske indstik og inspira­tio­ner og konkrete modeller til plan­læg­ning og udførsel af en bære­dyg­tig­he­dens pædagogik i praksis. Det vidste jeg dog ikke, før jeg havde læst den, idet bagsiden nær havde fået mig til at udsætte netop læsningen med sine normative og gene­ra­li­se­rende udsagn om børn: ”Børn er nys­ger­rige og læreivrige”, ”De synes det er sjovt at affalds­sor­tere, og de bliver forargede, når de finder pla­sti­kaf­fald i skov og på strand”. Jeg kiggede lige hurtigt på mine egne børn. ”Synes I? Gør I?”, tænkte jeg.

Der hænger et enormt banner på front­gav­len af min arbejds­plads, Pæda­gog­ud­dan­nel­sen i Ikast. Det fortæller, at 20.000 stu­de­rende arbejder med bære­dyg­tig­hed, og at man hos os kan lære at tænke cirkulært. Jeg synes af og til, at vi bliver fois gras-fodret med gode inten­tio­ner og aktu­a­li­tets­pæ­da­go­gik. Bære­dyg­tig­hed er et af de begreber, der er her, der og alle vegne. Jeg omfavner det, men håber ikke det kommer til at skygge for andre lige så vigtige pæda­go­gi­ske felter. ”Får dit barn natur nok?”, fortæller et andet banner, som jeg af og til kører forbi og studser over i for­bi­far­ten. Bogtitlen, synes jeg, desværre indgyder til at tænke lidt i samme baner. Men jeg blev positivt over­ra­sket, da jeg påbe­gyndte læsningen, for bogen er netop hverken præ­di­kende eller udskam­mende, angstin­du­ce­rende eller dom­me­dags­på­berå­bende. Bogen er faktisk en bog om meget mere, og som med sine filo­so­fi­ske indstik og bagkant har meget mere på hjerte, end titlen måske antyder. Vi hører blandt andet om dannelses- og lege­te­o­rier, og får lyk­ke­lig­vis at vide, at bære­dyg­tig­hed handler om meget mere end miljø- og kli­ma­dags­or­de­ner. Det handler eksem­pel­vis også om social bæredygtighed.

Bogens andet kapitel indleder også med en historisk for­ank­ring af bære­dyg­tig­heds­be­gre­bet i 1970’erne, før tredje kapitel finder udsprin­get for pædagogik for bære­dyg­tig udvikling forankret hos Ari­sto­te­les med for­skel­lige foræd­lin­ger op gennem tiden hos Rousseau, Pesta­lozzi og Fröbel. Det er sådanne nedslag som klæder bogen og de indblik og udsyn, man efter­la­des med. Man kunne for­an­le­di­ges til at tro, at bogen måske ville blive flagrende og usam­men­hæn­gende med sine afstik­kere fra antikkens Græken­land til sin reference til Ternet Ninja langt senere, men det klæder at tilbyde både tyngde og kulør til et felt, der ellers i visse kredse og på over­skrift­ni­veau gerne vil tale i abso­lut­ter. Og det med en noget skinger klang. Denne bog er langt fra skinger og ringer helt ander­le­des. Den vil, som beskrevet i ind­led­nin­gen, gøre noget ved den rela­tions­krise mellem menneske og natur, som bliver til klima- og opvarm­nings­kri­ser på vok­sen­sprog. Den vil vise og argu­men­tere for pæda­go­gi­ske hand­lin­ger, der bidrager til børns indsigter på området, og som på samme tid lægger en dæmper på kli­maang­sten og inviterer til handling. Det lyder lovende, allerede på første side, synes jeg. 

Bogens afslut­ning åbner med at slå fast, at en bære­dyg­tig­he­dens pædagogik selvsagt må være både normativ og partisk. Tja, tjo. Jeg ved ikke, hvor tydeligt jeg kan se det selvsagte, men jeg synes nu, at bogen igennem især sine midterste kapitler har gjort sig umage for at være tydelig i sin faglige, saglige, viden­ska­be­ligt for­ank­rede argu­men­ta­tion. Dernæst lyder opfor­drin­gen til at skele til dag­til­buds­bør­ne­nes psykiske robusthed i forhold til, hvordan man intro­du­ce­rer dem for diverse udfor­drin­ger og kriser. Man kunne i et aktu­a­li­tets­per­spek­tiv opfordre til det samme i denne corona-tid. Det er derfor, at man som praktiker, med reference til Freire (hvem ellers!?) opfordres til at stå på vagt for en opti­mis­mens og håbets pædagogik, som modsvar til den pes­si­misme, som upåagtet kan opstå i kølvandet på de kon­fron­ta­tio­ner, der følger med at tale om og handle i bære­dyg­tig­heds­ud­for­drin­ger i hver­da­gens pædagogik. Denne håbets pædagogik, hvordan den så end prak­ti­se­res, er nok også nødvendig for at indgyde den ansvars­fuld­hed og dannelse i børnene, som det kræver for at kunne tage livtag med en så til­sy­ne­la­dende uover­kom­me­lig opgave, som vi efter­la­der dem og fremtiden.

Børnene tilhører nemlig fremtiden, skriver for­fat­terne. Jeg undrer mig over, om det er med vilje, at man har omskrevet, fremtiden tilhører børnene. For hvordan kan børnene tilhøre fremtiden? Bogens argument er vel netop at vi, børnene, deres pædagoger, os alle sammen, kan tænke og forme en (ny) fremtid sammen? Det kan være, at en finurlig leg med ord er gået hen over hovedet på denne læser. Jeg forstår dog, at vi forråder børnene, hvis vi ikke lader dem blive bevidste om natur og bære­dyg­tig udvikling, som for­fat­terne skriver. Her rammer vi hovedet på normativitetssømmet.

Vi skal gennem social inter­ak­tion og fælles inter­ak­tion skabe opti­mi­sti­ske og bære­dyg­tige hand­lin­ger, skriver for­fat­terne. Så bliver børnene både hand­le­kom­pe­tente og frem­tids­op­ti­mi­sti­ske – bare spørg Karsten Schnack, lader for­fat­terne os forstå. Det virker umid­del­bart ikke så svært. Jeg tillader mig nu alligevel at være lidt kritisk og til­ba­ge­hol­dende overfor disse lidt umid­del­bare løsninger. Jeg ved godt, at for­fat­terne på ingen måde tilbyder klare svar eller andre former for quick fixes. Jeg savner bare lidt nuancer her til sidst i bogen, som ellers er så god, netop på grund af sine nuancer. Bogen afrundes nu med en ret romantisk reference til David Atten­bor­ough, som trods et langt liv med mange sørgelige kon­fron­ta­tio­ner med men­ne­skets øde­læg­gel­ser, stadig kan se et håb. Det er et sådant håb, som for­fat­terne også ser kan spire, blomstre og føre til konkrete hand­lin­ger – hvis altså vi, kol­lek­tivt i den pæda­go­gi­ske verden, omfavner en pædagogik for science og bære­dyg­tig­hed i dagtilbud.

Bogen er velskre­vet og derfor let­læ­se­lig og jonglerer fint med både abstrakte filo­so­fi­ske og teo­re­ti­ske ideer og per­spek­ti­ver samt konkrete og af og til sanselige beskri­vel­ser af praksis til inspira­tion. Bogens titel gør, at jeg ikke selv ville have samlet den op men overladt den til de af mine kolleger, som går op i natur og udeliv, innova­tion og sam­ska­belse. Broströms navn alene ville måske have fået mig til genover­veje. Nu er jeg glad for, at jeg gjorde det. Jeg kan nu tale nuanceret med i debatten fra et fagligt oplyst grundlag. Det gør en god bog. 

Giv et bidrag

Værsgo’ – du kan frit læse
Dansk pæda­go­gisk Tidsskrift!

Hvis du synes om det, du læser, og gerne vil have, at tids­skrif­tet bliver ved med at eksistere, håber vi, at du vil give et bidrag.

Scan med dit mobilkamera
Klip på knappen for at støtte