Da institutioner og arbejdspladser lukkede ned under Covid-19-pandemien i foråret 2020, skulle børnefamilier pludselig balancere skole, arbejde og familieliv inden for hjemmets fysiske
rammer. Vi opfordrede familier fra hele Danmark til at dokumentere deres hverdag under
nedlukningen og interviewede dem online i deres hjem. I denne artikel undersøger vi de
forskellige skemaer, forældre og børn primært fra danske middelklassefamilier sendte ind til os
og fortalte os om, som indgange til at forstå børnefamiliers oplevelser af nedlukningen og deres
forsøg på at opretholde en normal hverdag under usædvanlige forhold. Skemaerne viser, at
familierne ofte strukturerer og monitorerer hverdagen hjemme ud fra skolen og arbejdspladsens
logikker. Vores materiale giver desuden indblik i forældre og børns indbyrdes forhandlinger og
oplevelser af, at den stramme strukturering både synes nødvendig og umulig og kan give
anledning til refleksioner over andre måder at leve familieliv på.
Introduktion
Billederne ovenfor viser eksempler på skemaer fra sidst i marts 2020 lavet af et forældrepar i 30erne til hver af deres tre døtre på 6, 8 og 11 år. Familien bor i en lejlighed i København, og begge forældre arbejder til daglig som projektledere i det offentlige. Skemaerne er udformet i flot, håndlavet grafisk design og er ifølge forældrene inspireret af fænomenet kanban (japansk ”tegntavle”), et motivations- og ledelsesredskab udviklet i den japanske i bilindustri. Ud over barnets navn består hvert skema af tre kolonner med overskrifterne “skal gøres”, “gøres” og “er klaret – yay”! I første kolonne sidder en række gule post-its påskrevet forskellige opgaver som facetime [kusine], MAT, bolledej, engelsk, Dansk læsning, logbog, rollespil, gå tur og Natur & Teknik, der illustrerer de opgaver, forældrene i samråd med børnene har defineret som vigtige at udføre regelmæssigt i løbet af de første dage og uger under nedlukningen. Hensigten er, at det enkelte barn med hjælp og motivation fra skemaet (og mor eller far) skal registrere sin egen arbejds- eller aktivitetsproces ved at flytte de forskellige post-its, efterhånden som opgaverne udføres. Forældrene erfarer imidlertid snart, hvordan børnenes brug af kanban-skemaerne afviger stærkt fra den påtænkte systematik og progression. På det sidste billede – taget otte dage efter det første – er en stor del af post-it-mærkaterne således taget helt ud af skemaerne, hvilket kan skyldes, at børnene enten ikke udfører opgaverne eller ikke gider bruge skemaerne som dokumentation.
Kort efter Mette Frederiksens officielle nedlukning af samfundet 11. marts 2020 søsatte vi forskningsprojektet Familieliv i en coronatid med fokus på familiers oplevelser af og reaktioner på de brat ændrede livsvilkår, som nedlukningen førte med sig. Mange forældre skulle nu pludselig arbejde hjemme, mens børn blev hjemsendt fra skoler og daginstitutioner. Det stillede nye krav til familiers måder at leve sammen og organisere sig på. Vi opfordrede voksne og børn til at sende os fotos, videoer og tekster fra deres hverdag under nedlukningen og interviewede dem sideløbende over zoom. Blandt de 50 familier, der takkede ja til at deltage i projektet, valgte mange at lave detaljerede skemaer under nedlukningens første uger, som de efterfølgende sendte ind og fortalte om. Disse skemaer havde forskellig art og funktion: Nogle var æstetisk udført i hånden med farver og illustrationer, mens andre var mere spartanske. Nogle var fælles tidsstyringsskemaer og strukturerede både skole, arbejde og fritid. Nogle lignede klassiske skoleskemaer (kl. 8 – 10: dansk; 9 – 10: matematik; 10 – 10.30: frikvarter), hvor både tidspunkt og fag var indskrevet. Andre oplistede dagens gøremål sammen med en bestemt tidsnormering, fx 30 minutter: læse, luft, matematik etc., ofte efterfulgt af krydser eller hjerter som dokumentation for at opgaven var udført. Vi modtog også flere refleksionsskemaer, der indrammede fordele og ulemper ved hverdagen før og under nedlukningen for forskellige familiemedlemmer.
I denne artikel anvender vi de indsendte skemaer og forskellige projektdeltageres fortællinger om dem til at belyse familiers oplevelser og forsøg på at håndtere hverdagens opgaver og udfordringer under Covid-19-nedlukningen i foråret 2020. Med afsæt i en forståelse af skemaet som et både abstrakt og lavpraktisk styringsredskab undersøger vi, hvordan frihed og struktur organiseres og forhandles i hverdagslivet, og hvilken betydning disse tiltag får for familierne.
Metode og analytiske perspektiver
Artiklen er skrevet på baggrund af et omfattende empirisk materiale genereret gennem internet-etnografi (Albris et al. 2018; Larsen 2018; Walton 2018). I april og maj 2020 gennemførte vi i alt cirka 75 online kvalitative interviews med 50 familier fra forskellige steder i Danmark. Her mødte vi familierne face-to-face via zoom. Materialet blev udvidet med et deltagerskabt materiale (jf. Rasmussen 2013; Walton 2018), da familierne producerede og sendte os videodagbøger, lydoptagelser, fotos, tekster, tegninger og skemaer fra deres hverdag under nedlukningen. Deltagerne blev rekrutteret gennem opslag på sociale medier og forskellige uddannelsesnetværk. De familier der henvendte sig, ville for de flestes vedkommende kunne karakteriseres som middelklasse, forstået ud fra socioøkonomiske parametre som uddannelse og indkomst. Men det er ikke entydigt, og materialet rummer stor diversitet med hensyn til sted, bolig og familieform. Gennem arbejdet med vores materiale er vi blevet optaget af de rumlige, materielle og tidslige dimensioner af hverdagslivets organiseringer under nedlukningen, og hvordan disse er fremstillet i familiernes fotografier, fortællinger, tegninger og skemaer.
Digitale metoder og deltagergenererede materialer rejser etiske spørgsmål om bl.a. samtykke og anonymitet. Deltagerne har aktivt givet os samtykke til brug og gengivelse af interview og/eller billed‑, video- og dagbogsmateriale, som de har sendt os. Gengivelse af visuelt materiale er muligt, da deltagerne har givet samtykke, og vi arbejder ud fra de etiske retningslinjer forbundet med visuelle forskningsmetoder (Cox 2014; Winther 2013). De største udfordringer har været online-interviewene, der som alle zoommøder starter og slutter ved et klik. Denne type interview rummer ingen langsom ankomst eller småsnak før interviewet påbegyndes, så relationen til deltagerne må skabes undervejs. Ind i mellem har vi interviewet hele familier, hvor nogle har siddet i nattøj, andre har klædt om – alle derhjemme. Mange samtaler har været intense, sågar grådfyldte, men har også båret præg af, at mindre børn er gået ind og ud af samtalerne. Vi har oplevet en stor interesse i at tale med os, og gentagne gange har deltagere nævnt, at interview og produktionen af fx dagbøger ikke blot dokumenterer deres erfaringer, men også bidrager til nye erkendelser om familiens liv.
Teoretisk er projektet inspireret af hverdagslivsorienteret familieforskning. Siden 90erne har flere familieforskere i stigende grad anskuet familierelationer og slægtskab som sociale og kulturelle størrelser, der skabes og vedligeholdes gennem hverdagens praksisser og fortolkninger (Morgan 1996; Carstens 2004; Smart 2007). Disse studier understreger forandring og bevægelser i de måder, familielivet praktiseres på, men også familielivets kulturelle og historiske forankring (Gillis 1996; Gullestad 1994; Leira 1993; Smart & Neal 1999). Hverdagslivsorienterede familiestudier viser, at familier også skabes gennem relationer til andre, fx professionelle i daginstitutioner og skoler (Andenæs & Haavind 2018; Finch 2007; Højholt, Juhl & Kousholt 2018; Kousholt 2011; Sparman et al. 2016; Ødegaard & Gravis 2018). Med dette afsæt undersøger vi, hvordan familier håndterer hverdagen i en akut krisetid under nedlukningen, og hvordan familiepraksisser og –rutiner forandres og reetableres, herunder hvordan eksisterende tidsrytmer og hverdagsorganiseringer ændres og fortolkes af familiens medlemmer. Inspireret af studier der viser, at børn ikke altid deler voksnes ideer om familieliv og hverdagspraksisser (Dannesboe 2016; James & Curtis 2010; Mason & Tipper 2008; Winther et al. 2015), inddrager vi også børn i forskellige aldre for at forstå deres perspektiver på den corona-prægede familiehverdag.
Frihed og struktur i familien
Rigtig mange af os lever i forvejen i stramt organiserede hverdagsliv med et højt tempo og aktivitetsniveau både i og især uden for hjemmet. Børn kommer tidligt i institution, større børn og unge har lange skoledage, og rigtig mange voksne arbejder. Desuden vil vi gerne nå samvær med vennerne eller de mange fritidsaktiviteter, vi fylder vores tilværelse med. Mange familier planlægger og organiserer sig således internt for at kunne understøtte hinandens hverdag andre steder. I takt med voksende ligestilling mellem kønnene og anerkendelse af børn som selvstændige individer der skal høres og inddrages, har forvaltningen af familiens tid og rum taget form af dialog og forhandling mellem flere parter med hver deres positioner og interesser. Gennem de sidste 25 år har forskere indfanget disse tendenser i kategorier som aftalefamilien og teamfamilien (Jørgensen 1999). På forskellige måder karakteriseres den senmoderne familie her som en enhed, der skal navigere i de mange fordringer og krav fra en omskiftelig verden, hvor familiens medlemmer lever på mange forskellige arenaer. Samtidig synes der at være et stigende fokus på forældrenes ansvar for børnenes ve og vel, uanset hvor de befinder sig. Sociologen Frank Furedi (2002) beskriver med begrebet forældredeterminisme et fremherskende blik – navnlig i vestlige samfund – på forældre, der udpeges som altafgørende for børnenes fremtid. Furedis begreb kan kobles til et udbredt ideal især blandt vestlige middelklassefamilier om intensiveret forældreskab, hvor børnene sættes i centrum for familiens aktiviteter, hvor tid til og med børn bliver vigtig, og hvor forældres engagement i børns institutioner, skoler og fritidsliv prioriteres og efterspørges (Lee et al. 2014; Sparrman et al 2016; Dannesboe et al. 2018). Et sådant engagement i børn og forældreskab kræver organisering og en vis form for synkronisering af familiemedlemmers aktiviteter i og uden for hjemmet.
I et forsøg på at orkestrere en kompleks hverdag anvender mange familier kalendere, lister eller skemaer for familiemedlemmernes aktiviteter, så det for eksempel fremgår, hvornår på ugen alle er samlet til aftensmad (Grue 2014). Når mange af familierne i vores studie laver tidsskemaer under nedlukningen, sker det således med afsæt i en velkendt logistikteknologi, men med den afgørende forskel, at hovedparten af familiens opgaver nu skal organiseres og udføres inden for hjemmets fire vægge, hvor familiens medlemmer er til stede på samme tid.
En kolonisering af fritiden
Under corona-pandemien, både i foråret og i efterfølgende perioder, har statsministeren og de sundhedsfaglige eksperter ekstraordinært begrænset borgernes vanlige autonomi: ”I skal arbejde og passe jeres børn derhjemme”, ”I skal gå i skole hjemmefra”, ”Se så få mennesker som muligt”. For børnefamilier bliver hjemmet nu en hjemmepasningsordning, der kræver stor koordination, tilpasning og forhandling af nye sociale kontrakter. Fritiden koloniseres af arbejdet og skolens logikker i højere grad end før. Selv om alle er hjemme, er der netop ikke tale om ferie, hvor mange familier typisk tager andre steder hen og har friheden til at vælge hvad de vil lave, både sammen og hver for sig.
De detaljerede skemaer, som mange tager i brug under nedlukningens første uger, kan ses som forsøg på at opretholde noget af denne autonomi i en presset tid – som redskaber til både koordination, styring og dokumentation.
Flere af de indsendte skemaer er udformet sådan, at børnene selv kan afkrydse eller på anden vis registrere, at de har udført en opgave inden for et angivet tidsrum. Denne form for dokumentation afspejler ideer om selvdisciplin og tidsoptimering, der ikke blot præger arbejdsmarkedet, men også familielivet i det senmoderne informationssamfund (Grue 2014; Lupton 2014; Rose 2007). I en tidsalder, hvor grænserne mellem det private og det professionelle flyder sammen og kravet om optimering synes uendeligt, kræver det stor disciplin og selvledelse at opnå en form for livsbalance. Hvor familieskemaer før corona har haft som mål at vise, hvem der skulle hvad, og hvornår familien kunne være sammen, bruges skemaerne under nedlukningen snarere til at afgrænse tid og rum og skabe plads til alle. For mange middelklasseforældre syntes nedlukningen i foråret 2020 således at tydeliggøre både fordele og ulemper ved det sammenvævede familie- og arbejdsliv, og de mange skemaer kan ses som forsøg på at sikre familiens og især mødrenes mentale overlevelse i en presset tid. Ud over en form for hverdagsmonitorering (jf. Lupton 2014) afspejler skemaerne kulturelle idealer for intensiveret forældreskab, familietid og kvalitetstid som væsentlige moralske markører for det gode familieliv (jf. Brannen 2005). Idealer, som måske nok efterstræbes gennem stram tidsstyring, men samtidig bliver stærkt udfordret af familiernes hverdagspraksisser.
Kønnet skemalægning
Det er langtfra en ny erkendelse, at kvinder fortsat varetager en stor del af familielivets organisering i mange danske husstande (Christensen & Ottosen 2002), såvel som i andre vestlige samfund (Haavind 2002; Gershuny 2000). Alligevel finder vi det markant, at ca. 70 kvinder og kun fire mænd reagerede på opslagene på sociale medier og i diverse uddannelsesnetværk om at deltage i vores projekt. Af vores interviews, hvori der ud over kvinder, børn og unge også deltager flere mandlige kærester og ægtefæller, fremgår det ligeledes, at kvinderne generelt sad i førersædet for omorganiseringen af familiens rutiner og opgaver under nedlukningen i 2020. Det stemmer overens med undersøgelser af familieliv under Covid-19 i andre vestlige lande (Auðardóttir & Rúdólfsdóttir 2020; Biroli et al. 2020; Power 2020). Samtlige indsendte skemaer er udformet af mødre, på nær ét af en 15-årig dreng lavet på opfordring af hans mor (figur 10) og et andet lavet i samarbejde mellem et forældrepar over mulige scenarier forbundet med mandens jobovervejelser (figur 4). Det rækker ud over denne artikels sigte at analysere kønsaspekterne i middelklassefamiliers hverdag under corona-pandemien i Danmark, men vi kan ikke undlade at påpege kvindernes betydelige rolle og dominans i den henseende. Som et eksempel lavede en kvinde fra Midtjylland et detaljeret ugeskema (figur 5) for sin 8‑årige søn, der har en autismediagnose, til at hjælpe ham og hans far/hendes mand med at strukturere sønnens dage under nedlukningen, mens hun selv var afsted som administrativ medarbejder i sundhedsvæsenet. I et efterfølgende interview, hvor to af kvindens tre børn på 8, 12 og 14 også deltog, forklarede hun sin rolle og tanker bag skemaet:
Strukturdepartementet ligger nok her [hos mig]. Jeg er af natur et meget struktureret menneske, og jeg er vant til at have med udfordringerne som [min søn] har, fordi han har autisme [sønnen nikker]. Så jeg er vant til at strukturere hverdagen for [min søn] – og for jer andre [i familien] i det hele taget – så jeg laver nogle skemaer. Jeg går ind på Aula og MinUddannelse og ser, hvad lærerne skriver, og så tegner jeg et ugeskema til [min søn], også til storesøster, simpelthen med farver: Skole har én farve, mad har en anden farve, og leg har en tredje farve osv. Og så ned på timer: Fra klokken dét til klokken dét skal du gøre sådan og sådan, og det har dén farve. Fordi så er der en struktur, som ungerne kan følge, når jeg ikke er hjemme til hele tiden at instruere.
Forhandling af autoritet og autonomi i hjemmeskolen
Mange af skoleforældrene i vores materiale etablerede hurtigt en hjemmeskole, der lignede den almindelige skole, blandt andet gennem brug af detaljerede dagsskemaer og påbud om skolerelevante aktiviteter som læsning, skrivning og matematik. Blandt de indsendte skemaer er det således tydeligt, hvordan flere af forældrene overtager skoler og daginstitutioners måder at organisere børns liv i tid og bestemte aktiviteter – en orientering, der i forvejen præger mange familier med en hverdag struktureret efter skolen og daginstitutionens rytmer (Bach et al. 2020; Dannesboe 2012, 2020; Kousholt 2011). Modsat nedlukningen i januar-februar 2021, hvor skolerne i højere grad detailstyrede børnenes aktiviteter med skemalagte opgaver og undervisning på Teams, bar de første uger af nedlukningen i foråret 2020 præg af en mindre struktureret indsats fra lærerne, der overlod det til forældrene at overse børnenes skoleaktiviteter. Flere forældre oplevede dette ansvar som overvældende. En far fra Aarhus beskrev fx, hvordan lærerne gik lidt grassat og sprøjtede opgaver i hovedet på os. Skemaerne var ikke formelt et krav fra hverken skoler eller daginstitutioner under nedlukningen, men kan anskues som forældrenes fortolkninger af skolens forventninger og forsøg på at opretholde noget af skolens rutiner og autoritet over for børnene, da lærerne og skolen pludselig var væk.
Når mange middelklassefamilier hurtigt omsatte skolens logikker til hjemmeskolen, kan det ses i lyset af en stigende samfundsmæssig forventning til forældres rolle og engagement i deres børns institutions- og skoleliv (Baez & Talburt 2008; David 2003; Dannesboe 2012; Højholt & Kousholt 2019; Lareau 2003; Sparrmann et al. 2016), samt en øget offentlig involvering i forældreskabspraksisser (Faircloth & Murray 2017; Knudsen 2007). Med nedlukningen synes en allerede igangværende intensivering af forældreskabet altså at eskalere: De eksisterende forventninger til forældre om at være tilgængelige for skolen 24/7 (fx via AULA eller lign.) og gøre hjemmet til et anneks for skolens læringsrum gennem orkestrering af skoleliv og lektier (jf. Akselvoll 2017; Dannesboe 2012, 2020) skærpes, idet forældrene nu mere aktivt må påtage sig lærerrollen over for deres børn og på én gang skal organisere, motivere, støtte og kontrollere børnenes skolearbejde. Det er en form for intensivering, hvor orkestrering af børnenes hverdag og monitorering af skoleaktiviteter må afstemmes i forhold til skolens krav og børnenes velbefindende, mens forældre fletter ind og ud af arbejdsopgaver.
Selv om flere af forældrene pegede på, hvordan hjemmeskolen gav dem nye indsigter i børnenes skoleliv, fandt mange det udfordrende at agere skolelærer for deres børn. Det kan være vældig vanskeligt at påtage sig lærerens rolle og autoritet, når man ikke har skolens strukturer (fx klassens fælles sproglige og sociale rutiner eller klokken, der ringer ind og ud), og man samtidig skal forsøge at passe sit eget arbejde. Mange forældre understregede vigtigheden af at gøre familietiden under nedlukningen hyggelig og for eksempel indlægge aktiviteter som bagning, gåture og brætspil i hverdagene, gerne udfoldet som fælles familieaktiviteter. I det hele taget syntes hygge og fællesskab at blive tillagt stor betydning i mange af familiernes måder at organisere sig på under nedlukningen, hvilket fx sås i flere mødres involvering af børn i tilrettelæggelsen og den kreative udformning af familiens skemaer.
I nogle familier vakte forældrenes overtagelse af lærerrollen regulære konflikter. Fx fortalte en 11-årig pige fra København os i et solointerview, hvordan hun blev irriteret og skændtes med sine forældre omkring deres forsøg på at overvåge og styre hendes aktiviteter under nedlukningen:
Interviewer: Ja. Og hvordan har det været, at din mor og far ligesom har måske, blandet sig lidt mere i dit skolearbejde, end de plejer, eller har de det?
Pige, 11 år: Jeg synes de har… Altså… I starten, så lavede de sådan nogle skemaer ude i køkkenet. Det var jeg ikke særlig vild med. Jeg syntes det var sådan lidt irriterende, for jeg kunne jo godt klare det SELV. Altså… Altså jeg kunne godt SELV. Og det er også tit noget, vi har skændtes om, at jeg synes SELV godt jeg kunne klare det, og de var sådan: ”Nej, du kan ikke klare det selv, fordi vi vil gerne vide du har lavet det… At du har LAVET det”. Og der har det været sådan lidt irriterende, at de… Ja.
Pigen lavede i stedet sin egen såkaldte bullet-journal for hverdagene under nedlukningen, med angivelse af konkrete klokkeslæt og et planlægningsfelt for morgendagens aktiviteter:
Børns aktive forsøg på at skabe rum til sig selv og for eksempel modsætte sig forældrenes indblanding i skolearbejdet illustrerer, at børn langtfra altid deler deres forældres prioriteringer og organisering af familiens fælles hverdag (jf. Winter et al 2015; Clemensen 2020; Dannesboe 2016; Mason & Tipper 2008). I en anden familie udformede en 15-årig dreng nedenstående skema over fordele og ulemper ved forårets nedlukning, herunder mere tid med min mor som både er noteret under ”fordele” og ”ulemper”:
Selv om skemaet her synes at være lavet med et glimt i øjet, kan både det og den 11-årige piges citat ovenfor læses som børns forsøg på at opretholde og forsvare en vis autonomi over for deres forældre i en tid, hvor de sidder ”fanget” i hjemmet uden den sædvanlige adgang til skolegården, fritidsklubben og andre fristeder. For nogle af familierne forstærkede nedlukningen således eksisterende konflikter og forhandlinger om autoritet og autonomi mellem voksne og børn.
Skemaets sammenbrud
Generelt så vi i vores materiale, hvordan den detaljerede orkestrering af familiens aktiviteter gradvist løsnede sig eller brød helt sammen. Flere af de interviewede forældre fortalte, at den detaljerede skemalægning ikke fungerede for deres børn under nedlukningen, og at børnene efterspurgte større frihed og fleksibilitet. En læreruddannet kvinde fra København fortalte for eksempel, hvordan hun først lavede et stort skoleskema for sin 9‑årige datter med angivelse af faste klokkeslæt for skoleaktiviteter og frikvarter. Efter kort tid konkluderede både mor og datter imidlertid, at det blev for stressende at følge skemaet, og at datteren i stedet kunne lave sit eget skema på ugebasis, uden tidsangivelser:
Et andet eksempel er den københavnske familie beskrevet i indledningen. Moderen i denne familie fortalte os, hvordan hun og hendes mand i bakspejlet opfattede kanban-skemaerne som en slags drømmescenarie for familiens hverdag under nedlukningen, som de inderst inde godt vidste ikke ville holde stik:
Det, jeg havde tænkt på bagefter [om den første skemalægning], der sad vi netop og planlagde, hvordan vi godt kunne TÆNKE os ugen blev. Så prøvede vi jo virkeligheden dagen efter, hvor vi så kom i gang, og [vi erfarede] hvor lidt det så lykkedes, ikke? For det er jo det dér med netop [at sige til hinanden], ”nu laver vi de her aftaler, så skal vi gøre sådan og sådan, og det bliver rigtig godt. Og det er også HELT vildt vigtigt vi laver dem [skemaerne]”. Men dagen efter [spurgte vi forældre hinanden]: ”Stod [vores 11-årige datter] op og kom i gang og sådan noget?” Nej, det gjorde hun jo ikke rigtigt, vel?
I stedet beskrev denne mor, hvordan børn og voksnes aktiviteter i hjemmet hurtigt blev rodet sammen, og hvordan hun for eksempel havde svært ved at fremstå fokuseret og professionel under et online-møde med sin nye teamleder, mens resten af familien løb rundt og råbte ad hinanden lige uden for døren.
Forestillingen om at opretholde en normal skole- og arbejdsdag under nedlukningen ved hjælp af skemaer og aftaler blev med andre ord mere eller mindre opgivet af mange af familierne. I vores interviews ironiserede flere forældre over det planlægningsivrige forældreskab og deres egen mere eller mindre frivillige udøvelse af det i mødet med regeringen og samfundets forventninger. Særligt stærkt står et skema lavet til os af en kvinde fra Sønderjylland, som ikke bare ironiserede over umuligheden ved at arbejde koncentreret med to hjemmeskolende børn, men også over tidsstyringsregimets karakter af absurd teater, når det flyttes fra skolen og arbejdspladsen ind i hjemmet:
| MOR | (15-årig søn) | (13-årig datter) | |
|---|---|---|---|
| 6.00 | Overveje at stå op og nå noget arbejde før børnene vågner | ||
| 6.10 | Stå op | ||
| 6.15 | Samle det værste rod op fra gulvet | ||
| 6.30 | Har badeværelset for mig selv – jubii 😊 (Elsker hjemmeskolen) | ||
| 7.00 | Snuppe opvasken fra i går… | ||
| 7.20 | Opdage at tiden er løbet fra mig – opgive at nå noget arbejde | ||
| 7.30 | Vække børnene + sætte morgenmad frem | ||
| 7.40 | Vække børnene igen | vågne | |
| 7.50 | Råbe af børnene mens vinduet bliver åbnet og dynen fjernet | Stå op | |
| 8.00 | Spise morgenmad | vågne | Spise morgenmad |
| 8.15 | Hente ((søn)) | Blive hevet ud af sengen | |
| 8.30 | opvask | Børste tænder + brokke sig over hjemmeskolen | Finde tandbørsten frem + kæle med kyllinger. Ignorere mors besked om at vaske hænder. |
| 9.00 | Kalde på børnene | Lade som om jeg ikke hørte mor | Børste tænder |
| 9.05 | DR 1 morgensang (Man burde gøre det her hver dag – også efter corona-krisen) | Står foran Tv og se sur ud. | Morgensang |
| 9.15 | Tænder computeren med alle intentioner om at få noget arbejde fra hånden | Kigge ud ad vinduet mens jeg overvejer at starte computeren op | Blive irriteret over at skoledu.dk ikke virker |
| 9.16 | Tænde ((søn))s computer for ham og åbne hans dokument | Overveje, hvor meget jeg kan få mor til at lave for mig | Kigge til kyllingerne |
| 9.30 | Rykke på musen, så min computer ikke går i sleep mode | Skrive mit navn øverst på dokumentet | Venter på at uni log in virker |
| 9.45 | Forklare ((datter)) at hun kan starte på noget andet – fx læsning | Skrive dato på dokumentet | Forklare mor at vores bog er digital og skal logges ind med uni-log in |
| 10.00 | Opgive mit eget arbejde for at hjælpe børnene | Påpege at klokken er 10, og at det er tid til pause | Endelig logget ind – påbegynd læsning |
| 10.02 | Tysse på ((søn)) | Larme så meget at lillesøster ikke får læst | Ignorere storebrors larm ved at gå ud og rede hår |
| 10.03 | Hente ((datter)) tilbage til bogen | Påstå at jeg har lavet alt det min lærer har sagt jeg skulle | Prøve at logge ind – igen |
| 10.15 | Sende børnene ud at lege | Gøre alt for at overtale mor til at jeg hellere må spille computer | Prøve at argumentere for at hop i trampolin tæller som idræt og dermed som skolegang. |
I dette skema kan selve formatet, den præcise tidssætning og den hyperdetaljerede dokumentation af familiens respektive morgenaktiviteter, inklusiv tilsyneladende ubetydelige handlinger som Råbe ad børnene mens vinduet bliver åbnet og dynen fjernet (mor 7:50), Stå foran Tv og se sur ud (15-årig søn 9:05) og Ignorere storebrors larm ved at gå ud og rede hår (13-årig datter 10:02), ses som en kommentar til forholdet mellem ideal og virkelighed for børnefamilier under nedlukningen – og som en humoristisk protest imod samfundets forventninger til forældre om på én gang at skulle varetage børnenes læring og udvikling og samtidig skulle præstere optimalt i en arbejdskontekst. Snarere end som et reelt oprør imod regeringen og tidsånden ser vi imidlertid forældres skepsis og ironiske kommentarer som et afvæbnet forsøg på at sikre deres egen mentale overlevelse i en presset tid og på at acceptere og begrunde, at arbejds‑, skole- og familielivet under nedlukningen bliver mere rodet og mindre perfekt end normalt.
Kvindens skema ovenfor kan sammen med en del andre skemaer, vi har modtaget, klassificeres som redskaber til dokumentation og evaluering af tidens reelle udformning under nedlukningen, snarere end til planlægning. Blandt mange af de familier, vi har talt med, sporer vi et ønske om at sætte værdi og betydning på den del af hverdagen, der ikke kan kategoriseres som nyttig på linje med regulære skole- og arbejdsopgaver.
For nogle familier kom hjemsendelsesperioden således til at fungere som en slags konkret utopi (jf. Rasmussen 2014) for alternative hverdagsliv, der ikke bare byggede på en kritik af det eksisterende hamsterhjul og abstrakte visioner for andre liv, men også på konkrete, praktiske erfaringer med at få arbejde og familieliv til at hænge sammen på nye og mere fleksible måder. I nogle familier betød det, at børnene i højere grad blev inddraget i hverdagens tilrettelæggelse, mens andre familier mere eller mindre slap de faste strukturer. Et forældrepar til to børn på 3 og 6 år bosat på Ærø fortalte os således om deres egen proces under de første uger af nedlukningen:
Så startede vi med at have et behov for, ”Okay, hvad skal der ske i morgen, fordi vi kan ikke bare lade en dag gå. Vi er nødt til at aktivere børnene, vi er nødt til at have en plan, og vide hvad der skal ske”… Og så har vi så flyttet os helt hen til [at tænke]: ”Vi behøver ikke rigtig have en plan, vi ser bare hvad der sker”. Og vi har også fundet en eller anden tryghed i, at vores familie godt kan klare os igennem en dag, hvor vi finder på noget undervejs og tager det som det kommer.
For denne familie gav erfaringerne fra nedlukningsperioden anledning til mere grundlæggende refleksioner over deres hverdagsliv, som før havde været præget af konflikter om især det ene af deres to børn. I et opfølgende interview fra januar 2021 fortalte kvinden, hvordan oplevelserne af et familieliv med mere tid og mindre planlægning under nedlukningen i 2020 fortsat spillede ind på hendes overvejelser om job‑, boligvalg og familiens fremtidsudsigter for at få mere tid sammen i hverdagen. Andre af familierne pegede på, at erfaringerne havde spillet ind i forhandlinger med deres arbejdsgiver om mere fleksibilitet og hjemmearbejde i hverdagen efter corona. Skemaernes sammenbrud i det levede hverdagsliv åbnede således for frustration og ironi, men også for mere optimistiske visioner for familielivet.
Opsamling og perspektivering
Vores analyser peger på dynamikker i familielivet under corona-epidemiens tidlige faser. Blandt de medvirkende familier søgte mange beredvilligt at varetage de omsorgs- og uddannelsesopgaver, myndighederne placerede hos dem under Covid-19-nedlukningen i 2020. Men denne indsats satte i mange tilfælde pres på eksisterende udfordringer og forventninger i familien. Smitterisiko, sygdom, jobusikkerhed og økonomi blev nævnt i flere interviews, men det var især orkestreringen af hverdagen under de nye vilkår, der fyldte. Familiernes brug af skemaer viser tendensen til at rammesætte og monitorere hverdagslivet, men også hvordan styringen af familien løbende forhandles, skifter betydning eller opgives. Analysen viser, at skemaerne ofte afspejler en idealiseret virkelighed, kalkeret over velkendte skabeloner som skoleskemaet og evalueringsskemaet, der bliver umulig at efterleve når hverdagen melder sig med krydspres mellem familieliv, skole og arbejde – alt sammen inden for hjemmets fysiske rammer.
På den måde synes Coronaperioden at have øget eksisterende forventninger til det intensive forældreskab blandt middelklassefamilier, hvor forældrene ikke blot skal støtte op om skolen og lærerne, men selv forventes at engagere sig i og monitorere børnenes skolearbejde. Anden forskning peger på, at sådanne forventninger gør børn i udsatte familier særligt sårbare (Krab 2015). I denne artikel har vi vist, at hjemmeskolen i foråret 2020 også satte børn og voksnes relationer under pres i familier, vi ikke normalt ville kategorisere som sårbare. Nedlukningen gav således nye sårbarheder og konflikter i en på én gang velkendt og helt ny hjemmehverdag, som ikke mindst oplevedes forskelligt af forskellige familiemedlemmer.
Særligt for nedlukningen i foråret 2020 var måske risikoen – og chancen – for, at skemaerne kunne opløses og genforhandles internt i nogle familier, fordi styringen fra skolerne af børnenes hjemmeskole ikke var så detaljeorienteret, som den senere blev. I skrivende stund under nedlukningsperioden i foråret 2021 er skolernes fjernundervisning intensiveret, og lærerne udarbejder i højere grad skemaer, som børnene forventes at følge. På den ene side har forældre nu ikke et lige så stort ansvar for tids- og opgavestyring, men fungerer primært som støtte og kontrolinstans. På den anden side bliver mulighederne for forhandling og fleksibilitet inden for familierne mindre, og dermed måske også mulighederne for at skabe konkrete utopier for alternative familieliv. Hvor børnefamilier i foråret 2020 blev til små selvledede bobler, er familiernes selvorganisering i foråret 2021 reduceret, mens boblen er blevet endnu mindre. Flere familier har i denne periode fortalt os om arbejds- og skolerutiner, der så at sige er ude af sync med hinanden, så det ikke længere er muligt fx at spise frokost sammen eller have fælles morgengymnastik eller morgensang. Ligeledes peger diskussionerne i den offentlige debat i højere grad på afmatning og træthed end på mulighederne for at bruge corona-erfaringerne som inspiration til samfundsforandringer.
Litteratur
Akselvoll, M. Ø. (2016): Folkeskole, forældre og forskelle. Skole-hjem-samarbejde og forældreinvolvering i et klasseperspektiv. Ph.d.-afhandling, Roskilde Universitet
Albris, K. & Wahlberg, A. (2018): At være online. Webnografi og digitale metoder. I: H. Bundgaard, H. Mogensen & C. Rubow (red.): Antropologiske projekter. En grundbog. Frederiksberg: Samfundslitteratur, s. 261 – 274.
Andenæs, A. & Haavind, H. (2018): Sharing Early Care: Learning from Practitioners. I: M. Fleer & B. v. Oers. Dordrecht (red.): International Handbook of Early Childhood Education, 2nd Edition. Holland: Springer, s.1483 – 1502.
Auðardóttir, A. M. & Rúdólfsdóttir, A. G. (2020): Chaos ruined the children’s sleep, diet and behaviour. Gendered discourses on family life in pandemic times. Gender work organ: 1 – 15.
Baez, B. & Talburt, S. (2008): Governing for Responsibility and with Love. Parents and Children Between home and School. Educational Theory 58(1): 25 – 43.
Biroli, P., Bosworth, S., Giusta, M. D., Girolamo, A. d., Jaworska, S. & Vollen, J. (2020): Family life in lockdown. HCEO Working paper series. Human Capital and Economic Opportunity Working Group. Chicago, USA: University of Chicago.
Brannen, J. (2005): Time and negotiation of work-family boundaries. Autonomy or illusion. Time and Society 14(1):113 – 131.
Christensen, E. & Ottosen, M.H. (2002): Resultater og perspektiver fra Socialforskningsinstituttets forskning om børn og familie. Socialforskningsinstituttet 02:8.
Clemensen, N. (2020): Managing freedom. Family discourse on children’s urban autonomy in a Copenhagen housing cooperative. Anthropology and Education Quarterly 51 (4): 477 – 495.
Cox, S. Drew, S. Guillemin, M. Howell, C. Warr, D. & Waycott, J. (2014): Guidelines for Ethical Visual Research Methods. Melbourne: The University of Melbourne.
Dannesboe, K. I. (2012): Passende engagement og (u)bekvemme skoleliv. Et studie af børns navigationer mellem skole og familie. Ph.D.-afhandling, Aarhus Universitet.
Dannesboe, K.I. (2016): Ambiguous Involvement. Children’s Constructions of Good Parenthood. I: Sparrmann et al (2016): Doing good parenthood. Ideals and practices of parental involvement. London: Palgrave MacMillan, s. 65 – 75.
Dannesboe, K.I., Bach, D., Kjær, B. & Palludan, C. (2018): Parents of the welfare state. Pedagogues as parenting guides. Social Policy and Society 17(3): 467 – 480.
Davidoff, L. (2012): Thicker than Water. Siblings and their Relations, 1780 – 1920. Oxford: Oxford University Press.
David, M. (2003): Minding the Gaps between Family, Home and School. Pushy or Pressurised Mummies? In S. Castelle et al. (red.): School, Family and Community Partnerships in a World of Difference and Changes. Gdansk: Wydawnictwo Uniwersytetu Gdanskiego, s. 75 – 88.
Furedi, F. (2002) Paranoid Parenting. Why Ignoring the Experts may be the Best for your Child, Chicago: Chicago Review Press.
Gershuny J. (2000): Changing Times. Work and Leisure in Postindustrial Society. Oxford: Oxford University Press.
Gillis, J. (1996): A World of Their Own Making. Myth, Ritual, and the Quest for Family Values. Cambridge: Harvard University Press.
Gullestad, M. (1994): Familieforskning mellem positivisme og fortolkning. Nordisk Socialt Arbeid 4: 289 – 301.
Haavind, H. (2002): Kreve likhet eller anerkjenne forskeller? Kvinners strategiske posisjoneringer i dagliglivet. I: Subjekt, politik och könskonstruktion: Det jämställda Norden som framtidsverkstad. NIKK Småskrifter 8: 4 – 12.
Højholt, C. & Kousholt, D. (2019): Parental collaboration in relation to children’s school lives – advanced regulation or an opportunity for solidarity? International Journal of Qualitative Studies in Education 32 (8): 1048 – 1063
Jørgensen, P. S. (1999): Familieliv – i børnefamilien. I: L. Dencik & P. S. Jørgensen (red): Børn og familie i det postmoderne samfund. København: Hans Reitzels Forlag, s. 108 – 131.
Knudsen, H. (2007): Familieklassen – nye grænser mellem skole og hjem. I: Moos, L. (red): Nye sociale teknologier i folkeskolen – kampen om dannelsen. Frederikshavn: Dafolo, s. 105 – 122.
Kousholt, D. (2011): Børnefællesskaber og familieliv. Børns hverdagsliv på tværs af daginstitution og hjem. København: Dansk Psykologisk Forlag.
Krab, J. (2015): Mellem målskemaer, opbakning og tvivl – forældres arbejde med og i familieklassen. Dansk Pædagogisk Tidsskrift 4 (15): 53 – 61.
Larsen, M. C. (2018): Internetetnografi – på online feltarbejde mellem hverdagspraksisser og netværkskommunikation. I: Jacobsen, M. H. & Jensen, H. L. (red.): Etnografier. København: Hans Reitzels Forlag, s. 203 – 231.
Lareau, A. (2003): Unequal Childhoods. Class, Race, and Family Life. Berkeley, CA: University of California Press.
Lee, E., Bristow, J., Faircloth, C. and Macvarish, J. (eds.) (2014) Parenting Culture Studies, Basingstoke and New York: Palgrave Macmillan.
Leira, A. (1993) (ed.): Family Sociology. Developing the field. Conference Proceedings. Oslo: Institute for Social Research.
Lupton, D. (2014): Quantifying the Body. Monitoring and Measuring Health in the Age of Health Technologies. Critical Public Health 23(4):393 – 403.
Mason, J. & Tipper, B. (2008): Being related. How children define and create kinship. Childhood 15(4): 441 – 460.
Mason, J. & Bessell, S. (2017): Children’s Lives: Taking Account of the Social. Children and Society 31: 257 – 262.
Morgan, D. (1996): Family connections. An introduction to family studies. Cambridge: Polity Press.
Morgan, D. (2011): Locating ‘Family Practices’. Sociological Research Online 16 (4): 174 – 182.
Munk, M. (2016): Resiliens mellem individ og livsform. Slagmark. Tidsskriftet for Idéhistorie 73: 81 – 101.
Power, K. (2020): The COVID-19 pandemic has increased the care burden of women and families. Sustainability. Science, Practice and Policy 16(1): 67 – 73.
Rasmussen, K. (2014): Børns utopier? Psyke & Logos 35(1): 212 – 228.
Rose, N. (2007): The Politics of Life itself. Biomedicine, Power and Subjectivity in the Twenty First Century. Princeton & Oxford: Princeton University Press.
Smart, C. & Neale, B. (1999): Family Fragments? Cambridge: Polity Press.
Sparrman, A., Westerling, A., Lind, J. & Dannesboe, K. I. (2016): Doing good parenthood. Ideals and practices of parental involvement. London: Palgrave MacMillan.
Winther, I.W (2013): Forskerens fornemmelse for øen. En kropsligt indvævet forskningspraksis. I: Rasmussen, K. (red): Visuelle tilgange og metoder i tværfaglige pædagogiske studier. En antologi baseret på erfaringer og indblik fra forskning, udviklingsarbejde og undervisning. Frederiksberg: Roskilde Universitetsforlag.
Winther et al (2015): Hvad er søskende? Praktiske og følsomme forbindelser. København: Akademisk Forlag.
Walton, S. (2018): Remote ethnography, virtual presence. Exploring digital-visual methods for anthropological research on the web. I: C. Costa & J. Condie (red): Doing Research In and On the Digital. New York: Routledge, s. 116 – 133.
Ødegaard, E.E & Gravis, S. (2017): Nordic Perspectives of Families and wellbeing. Abingdon, Oxon: Routledge.
