Paradokser og verdenskabelser med materialer, fantasy og intra-aktiv sciencepædagogik i fritidsklubber
I projektet Alkymister, superhelte og andre videnskabsfolk undersøger forskere, undervisere, fritidspædagoger og børn, hvordan sciencepædagogiske miljøer kan udvikles i fritidsklubber, så de inviterer til legende og sanselige undersøgelser af verden. Med afsæt i posthumanistiske og ny-materielle perspektiver forstås disse miljøer som sammenfiltringer af børn, voksne, materialer, rum og teknologier, hvor science opstår gennem praksis og intra-aktioner.
Projektet tydeliggør fritidspædagogikkens centrale paradoks: ønsket om at åbne verdener og skabe meningsfulde fællesskaber for børn, samtidig med at man undgår at begrænse deres frie tid, fantasi og ret til at sige ”nej tak”. Med eksempler som Akademiet for Trolddomskunst og Er der god kemi mellem os? diskuteres, hvordan sådanne spændinger ikke skal opløses, men kan fungere som produktive kræfter, der skaber bevægelse. Artiklen introducerer en intra-aktiv sciencepædagogik, hvor børns deltagelse, tøven og leg ses som aktive forskydninger, der samskaber nye muligheder for science.
Indledning
Som Nørgaard (2025) viser i en nyere undersøgelse, er frihed i fritidspædagogikken ikke et fast begreb, men noget der kontinuerligt forhandles i praksis. Frihed er både et ideal – knyttet til selvstændighed, medindflydelse og retten til eget rum – og en praksis, der forudsætter rammer, relationer og gensidig opmærksomhed. Netop i disse forhandlinger træder fritidspædagogikkens paradokser frem: Frihed skal både værnes og understøttes, og bliver samtidig formet af de materialer, møder og stemninger, der kendetegner fritidsklubbens hverdagsliv.
I Alkymister, superhelte og andre videnskabsfolk arbejder vi med at skabe science-miljøer, der både inviterer flere børn ind i naturfaglige undersøgelser og samtidig tager afsæt i, og giver plads til, børnenes egen identitet, kultur og interesser, samt deres egne måder at hænge ud, deltage, trække sig eller lade sig opsluge. Det sker på baggrund af en regional og national ambition om at styrke unges interesse for science, men også af en kritisk opmærksomhed på, at fritidsklubber ikke må udvikles til en forlænget skoledag. I stedet skal de være pædagogiske læringsmiljøer, der rummer trivsel, relationer, leg og undersøgende deltagelse.
Set i et posthumanistisk og ny-materielt perspektiv bliver disse miljøer ikke blot rammer for læring, men verdenskabelser (worldings) —levende, samskabte verdener, hvor børn, pædagoger, materialer, teknologier og fortællinger kontinuerligt bliver til med hinanden. Barads begreb intra-aktion gør det muligt at forstå børns handlinger – også deres tøven, fravalg eller modstand – som agens, der forskyder og samskaber aktiviteternes retning. Haraways begreb response-ability understreger samtidig den etiske forpligtelse til at være lydhør over for disse forskydninger og de verdener, de gør mulige.
Dermed bliver projektets ambition dobbelt: På den ene side at give flere børn mulighed for at se sig selv som nogen, der kan forbinde sig med science, fordi aktiviteterne tager afsæt i deres interesser og børnekulturelle universer. På den anden side at skabe åbne, legende og uforudsigelige science-miljøer, hvor børn mødes som dem de er — ikke som individer på vej mod en fremtidig identitet, men som allerede kompetente aktører, der medskaber fællesskaber her og nu.
Denne ambition ligger tæt op ad den præstationsfrigørende pædagogik (Ringskou et al., 2024), som peger på fritidspædagogikkens potentiale for at modvirke mistrivsel ved at skabe rum, hvor børn ikke reduceres til præsterende subjekter. Her bliver science et fælles eksperimenterende materiale, ikke et mål i sig selv. En sådan tilgang udfordrer præstationslogikker og bagvedliggende forventninger til, hvem børn skal blive, og åbner i stedet for praksisser, hvor deltagelse kan være at bygge, at drømme, at iagttage, at sige fra eller at lade sig invitere ind for en stund.
I denne artikel undersøger vi derfor ikke blot, hvordan børn kan lære science, men hvordan science-miljøer i fritidsklubber kan forstås som samskabte verdener, hvor mennesker og materialer bliver til med hinanden. Vi spørger, hvordan fritidspædagogikken kan navigere i paradokserne mellem styring og frirum, mellem deltagelse og fravalg, mellem pædagogiske intentioner og børns egne bevægelser – og hvordan disse paradokser i sig selv kan åbne for nye måder at puste liv i science-opdagelser sammen med børnene.
Teoretisk afsæt
For at undersøge fritidspædagogikkens paradokser — mellem styring og frirum, deltagelse og fravalg, børn og voksne, ting og mennesker — forstår vi disse ikke som binære modsætninger, men som indbyrdes konstitutive relationer, der gensidigt former og forudsætter hinanden. Til det trækker vi på posthumanistisk og ny-materiel tænkning (Barad, 2003, 2007; Davies, 2014a, 2021; Haraway, 2003, 2016). Disse perspektiver udfordrer den menneskecentrerede tilgang, ikke for at vende sig bort fra mennesker, men for at forstå de komplekse processer, vi indgår i, og som både åbner og begrænser muligheder for tilblivelse. Her undersøges grænserne mellem det menneskelige og det ikke-menneskelige for at skabe nye forbindelser og måder at blive til med verden.
Haraways cyborg-figur (1991) illustrerer, at mennesker og teknologi ikke kan tænkes adskilt; vi er alle cyborgs, fordi teknologien medskaber os fra undfangelsen. Dermed opløses forestillingen om mennesket som ren natur, og vi ser i stedet forbundetheden mellem kultur, materie og teknologi. Posthumanistiske perspektiver gør op med dikotomier som aktiv/passiv, menneske/natur og subjekt/objekt. Viden og etik forstås som situerede og relationelle: Når vi undersøger børns science-interesser, har vi samtidig ansvar for de verdener, vi er med til at skabe. Vi muliggør nogle forståelser, mens andre udelades – og dermed bliver viden, væren og etik uløseligt forbundne.
Karen Barads begreb intra-aktion (2003, 2007) er centralt. Agens tilhører ikke individet, men opstår i de relationelle forbundetheder mellem børn, voksne, materialer, rum og diskurser. Hvor inter-aktion forudsætter adskilte individer, viser intra-aktion, at relationerne først skaber de aktører, vi senere kalder ”barn”, ”voksen” eller ”aktiv deltagelse”. Set i dette lys bliver et barns ”nej tak” ikke en mangel, men en forskydning, der omformer relationerne og åbner nye måder at være sammen på. Deltagelse kan derfor ikke reduceres til fysisk tilstedeværelse, men opstår i de bevægelser og tilnærmelser, der kontinuerligt skaber fællesskabet – også når barnet observerer, hænger ud eller siger fra.
Haraways begreber worlding og sympoesis (2016) supplerer dette ved at betone, at vi altid samskaber verdener – også når forbindelserne rummer modstand eller konflikter. At skabe verdener er ikke neutralt, men en etisk forpligtelse, hvor vi må være lydhøre over for de relationer, vi indgår i (response-ability). I projektet Alkymister, superhelte og andre videnskabsfolk forstås science-miljøer som science-art-worldings, hvor børn, pædagoger og materialer samskaber rum for legende eksperimenter. Disse verdener er ikke tilfældige, men præger, hvordan deltagelse bliver mulig.
Posthumanistisk tænkning udfordrer to grundantagelser i pædagogikken: barnet som individuelt subjekt med iboende handlekraft og tid som lineær forberedelse til voksendom. Når agens og tid ses som relationelle og bevægelige, åbnes nye veje til at forstå børns fravær og modstand som aktive bidrag til fællesskaber. Etik bliver her en praksis, hvor vi kontinuerligt spørger, hvilke verdener vi medskaber, og hvordan vi kan ”puste liv i mulighederne” (Barad, 2007). Sciencepædagogik formidler ikke blot viden, men deltager i verdens tilblivelse – med ansvar for at holde muligheder åbne og skabe rum, hvor børn kan blive til med science på mange måder.
Data og metode
Artiklen bygger på data indsamlet i forbindelse med projektet Alkymister, superhelte og andre videnskabsfolk (2022 – 2026), som omfatter udvikling og afprøvning af 20 intensive science-uger i fem fritidsklubber. Datamaterialet består af deltagende observationer, samtaler, noter, fotos og producerede materialer fra science-forløb i de 5 forskellige fritidsklubber. Projektet er søgt og designet som et udviklingsprojekt forankret i design-based-research (Boysen, 2025) hvor praksis udvikles og forbedres gennem systematiske afprøvninger.
Science-forløbende er blevet til i samskabelse mellem børn, pædagoger, klubbernes fysiske rammer og børnekulturer, fagfolk fra Ungdomsringen og Frirum Lab – i samarbejder med os der skriver, eksterne medforskere: undervisere og forskere fra pædagoguddannelsen med ekspertise i science og pædagogik, billedkunst, rollespil, natur- og kreaværksteder samt børnekultur og børneperspektiver.
Empiri er løbende blevet samlet på en fælles digital platform, der fungerer som samlingssted og refleksionsrum, hvor observationer, feltnoter, værkstedsbeskrivelser, billeder og begyndende analyser udveksles og udfoldes. I forbindelse med artiklen har den digitale platform været et wunderkammer eller forundringskabinet (Staunæs & Kofoed, 2015; MacLure, 2006; Waterhouse, 2023), et sted at tænke med, genbesøge, forundres, genkende og søge andre forbindelser. De analyser og eksempler, der præsenteres i artiklen, udspringer af observationer i fritidsklubber, noter, billeder og besøg i Wunderkammeret. Ambitionen med artiklen er at genbesøge empirien og udvikle begreber og metaforer med afsæt i et posthumanistik og nymaterialistisk tankegods. Så mere end at beskrive verden, ønsker vi med artiklen at rykke på betydninger om, hvad en intra-sceinepædagogik kan tilbyde. Som Haraway formulere det ”To do a little re-tolling” (Lykke, 2000, s. 55, m.fl.) i et ønske om at inspirere andre inden for feltet fritidspædagogik og sciencepædagogik.
Som i analyserne er det vanskeligt at forstyrre det menneskelige blik til ikke at sætte mennesker i centrum (Hultman & Taguchi, 2010), men i denne artikel har vi søgt at finde billeder, der viser materiale sammensætninger og små verdenskabelser, hvor scienceundersøgelser eller scienceuniverser danner omdrejningspunkt på forskellige måder.
Intra-aktiv sciencepædagogik
Science forbindes ofte med skolens naturfag – biologi, geografi, fysik/kemi og matematik – men i fritidskontekster forstås science bredere og mere åbent. Her får børns egne bidrag betydning, og science forbindes med praksisser som at sanse, observere, måle, tælle, sammenligne, klassificere, eksperimentere og kommunikere på æstetiske, nysgerrige og undrende måder (Mariegaard & Lie, 2025, s. 25 – 31). Den undersøgelsesbaserede tilgang beskrives ofte i tre trin: undren, undersøgelse og svar.
I dette projekt tilbyder vi en intra-aktiv tilgang til sciencepædagogik. Her spørger vi ikke kun, hvad en aktivitet er, men hvad den gør: Hvilke relationer, muligheder og tilblivelser opstår i mødet mellem børn, pædagoger, materialer, rum, tid og science? Science bliver dermed ikke et vidensområde med læringsmål, men et fænomen, der undersøges og skabes i fællesskab.
Et eksempel fra projektet er fra aktiviteten den øde Ø, hvor børn bygger jordskælvssikre tårne. Et tårn af træpinde og lim ser meget solidt ud, men styrter sammen ved rystelser fordi det er statisk og stift; et tårn af skumfiduser og sugerør ser slasket og svagt ud, men bevæger sig med underlaget og bliver stående (liggende på langs). Det er ikke oplagt, hvilket tårn der ”lykkes” – men begge viser, hvordan forskellige materialer og bevægelser skaber forskellige former for viden og handlekraft. Her opstår science i relationerne, ikke i målopfyldelsen.
Denne forståelse er i forlængelse af Karen Barads begreb intra-aktion, som peger på, at børn, materialer og aktiviteter ikke eksisterer som adskilte størrelser på forhånd, men skabes i og gennem deres gensidige forbindelser (Barad, 2007). En intra-aktiv sciencepædagogik åbner for at forbinde og omforme science på måder, hvor børn bliver medskabere af verdener. Her kan der leges med tid, materialer, steder og fantasy, og science bliver et fælles mødested for at puste liv i nye måder at undersøge verden på.
Når sciencepædagogik forstås som intra-aktiv og som en del af worlding, må også børneperspektivet gentænkes. I dette projekt ser vi børn som aktive bidragsydere til verden – men ikke som isolerede individer. Handleevne opstår i forbundethederne mellem mennesker, materialer og steder. Som Barad formulerer det: “Agency is not an attribute but the ongoing reconfigurings of the world” (2007). Agens bor i relationerne, ikke i det enkelte barn.
Et eksempel ses i aktiviteten Er der god kemi imellem os?, hvor to drenge maler Fortnite-figurer på et gammelt telt i klubbens udeområde. Her opstår agens i relationerne, i intra-aktioner mellem sted, teltdugen, temperafarverne, bevægelserne, gamingkulturen og drengenes relation. Fortiden fra spiloplevelser og fremtiden i nye forbindelser til science væves sammen i øjeblikket.
Børn som aktive bidragsydere i intra-aktiv science betyder, at deres ret til indflydelse tages alvorligt – både når de vælger at deltage, og når de vælger at sige nej. FN’s Børnekonvention (1991, art. 12 – 13) understreger børns ret til at give udtryk for deres meninger og blive hørt og respekteret, og SFO-bekendtgørelsen (§2, stk. 4) forpligter til at skabe balance mellem voksenorganiserede og børneinitierede aktiviteter. Disse rammer er med-aktører i projektet og bliver brugt til at forme aktiviteter og fællesskaber, der er lydhøre og samskabende.
I projektet er det helt centralt, at børn kortlægger, medskaber og bidrager aktivt til udviklingen af science-aktiviteter. På måder hvor verden åbnes med science, hvor børns interesser, erfaringer og kulturer (Warming, 2005) bliver en del af de intra-aktioner, der skaber aktiviteterne. Det kræver også samskabende voksne, der lytter. At lytte til børn handler dog ikke om at skabe sameness (Lather, 2000) – ved at reproducere det, der er let at sige og høre – men om at være opmærksom på det der gøres, det rodede, modsætningsfulde, kropslige og materielle, som kan pege på andre muligheder (Lather, 2000; Spyrou, 2016). Stemmer er performative, og det, vi vælger at høre og formidle, er med til at skabe verden. Derfor kan vi, med Petersen (2015) og Davies (2014b) særlige børneetiske tilgang spørge: Hvad vil det sige at være dette? og Hvordan er dette muligt?
Med inspiration i den præstationsfrigørende pædagogik (Ringskou et al., 2024) kan intra-aktiv sciencepædagogik også rumme præstationskrav i en vis forstand. Enhver aktivitet kan have et ”noget”, der skal gøres: noget skal bygges, skabes, undersøges, improviseres eller forfølges. Men som den præstationsfrigørende pædagogik viser, betyder det ikke, at alle aktiviteter er præstationsorienterede. En aktivitet bliver præstationsorienteret, når den rettes mod vurdering: når den måles op imod på forhånd definerede mål; når den sammenlignes med andres præstationer eller når den foldes ind i en form for selvevaluering.
Som intra-aktiv sciencepædagog indebærer det at træde ind som medundersøger — at lade sig engagere af materialerne, blive draget af undersøgelsen, fantasien og legen — hvor deltagelse ikke forstås som en forpligtelse til at levere et bestemt produkt eller demonstrere en bestemt kompetence, men som en bevægelse med verden og med fællesskabet, ofte i små, uforudsigelige og relationelle forskydninger. Som når de to drenge maler side om side, både som adskilte væsner og som ét væsen. Ikke at være en voksen, der belærer, korrigerer eller overfører viden, men mere være en samtalepartner eller en ledsagende art, der er villig til at lade sig (om)gøre i en åben socialitet med børn, materialer, sted og tidsligheder (Haraway, 2003). At være lyttende, følge børns spor, stille nysgerrige, undrende spørgsmål, dele egne undren eller lade sig invitere med i de verdner, der skal bygges, skabes eller undersøges. Skabe relationelle rum, hvor børn kan undersøge verden — ikke for at leve op til noget, men for at gøre verden sammen med andre (Sørensen, 2022; Ringskou et al., 2024).
Analyser med praksis
I det følgende præsenteres analyser ud fra to case-fortællinger fra Alkymister superhelte og andre videnskabsfolk. Først dykker vi ned i forløbet Akademiet for Troldomskunst med blik for både børn, der deltager og ikke deltager. Dernæst undersøger vi elementer af forløbet Er der god kemi imellem os? med fokus på materialer og kulturer som medskaberer af processer.
At åbne verden med science og fantasy
I et hjørne af krea-værkstedet sidder en dreng og kæmper med at få en kobberledning til at forbinde med en diode, så hans tryllestav kan lyse. Da han ikke ved, hvorfor det ikke virker, spørger Lasse, fritidspædagogen, om han selv har nogle idéer. Sammen undersøger de ledningen igen og igen, indtil de – med stor tålmodighed – får den sat rigtigt fast. Ved siden af arbejder en pige på sin tryllestav, inspireret af Hermiones fra Harry Potter. Hun har billeder på mobilen, som står foran hende, og fortæller, at hendes mor også er fan. Materialerne gør noget andet end forventet, formen ændres, og farverne bliver nogle andre.
Disse situationer er en del af den ramme, hvor Akademiet for Trolddomskunst tager form som en verdenskabelse. Her flettes kobbertråd, diode, tryllestavspind, drengens fingre, Lasses undersøgende spørgsmål, fortællingen om Harry Potter, billedet på mobilen, pigen og hendes mor, værkstedet og alle forberedelserne sig sammen i sympoietiske samarbejder. Alt dette skaber en intra-aktiv science, hvor naturvidenskab og fantasy forbindes i åbne, sociale processer.
Flere pædagoger og børn deler interessen for rollespil og fantasy, og med det nye krea-værksted opstår et rum for aktiviteter, der bygger relationer og fællesskaber. Sammen med fagekspert udvikler klubben over et par uger en grande finale: en eftermiddag med rollespillet Mellem liv og død i alkymistens laboratorie. Det udspiller sig en eftermiddag i klubben, hvor naturvidenskabelige fænomener og fantasy forbinder sig i en dramatisk og håbefuld verden, hvor børn sammen med voksne – i samarbejder med materialeundersøgelser af lys, planter, bivoks, matematiske koder, ritualer, gåder, breve og med guidninger fra en gamemaster – har magt til at bryde ondskab og forbandelser, så deres professor kan genoplives.
I rollespillet Mellem liv og død i alkymistens laboratorie er børnene elever på Akademiet for Trolddomskunst. I grupper samarbejder de om at løse science-udfordringer for at helbrede deres professor, der er blevet bidt af en varulv. Undervejs gør de usynligt blæk synligt, bryder koder, laver salver, brygger eliksirer med korrekt syre/base-balance, tegner livets kredsløb, skaber lysende stjerner med laser og spejle og fremfører en magisk besværgelse.
I Afdeling for gåder arbejder børnene med runer, frimurerkoder og A‑K koder. De undersøger, afprøver og finder svar, mens nye sætninger dukker op: I lysets favntag, lad mørket flygte. Ved naturens cyklus, lad livet vinde. Men én af koderne lader sig ikke umiddelbart løse. Den består kun af vokaler – e, a, i og u. En af pigerne vælger at læse lydene højt, og pludselig bliver det til et slags volapyk, som hun kalder dragesprog. Hun foreslår, at det er en hemmelig besked, der hidkalder drager – og snart forestiller alle sig, at dragerne er påkaldt og snart lander på taget.
Science-aktiviteten bevæger sig, fordi pigens oplæsning og fantasi flettes sammen med materialer og fortælling. Som Barad skriver: Individuals do not preexist their interactions; rather, individuals emerge through and as part of their entangled intra-relating (2007, s. ix).
Her ser vi, hvordan science åbner verden ved at forbinde sig med børns idéer. Opgaven med at knække koder bliver til en kollektiv figur, hvor viden, fantasi og fællesskab skabes samtidig. Science er ikke en færdig pakke af fakta, men en bevægelig praksis, hvor intra-aktion og sympoiesis gør det muligt at ”verdne med” (Haraway 2021, s. 103). På den måde bliver sciencepædagogik en ramme for samskabelse af verdener – også når vejen går gennem dragesprog.
Samtidig med, at størstedelen af klubbens børn og voksne er optaget af rollespillet Mellem liv og død i alkymistens laboratorie, løber en gruppe drenge rundt udenfor og filmer hinanden. De er på ingen måde involveret i det, der har udspillet sig her, eller er de?
Paradokser – at blive i besværet
Akademiet for Trolddomskunst viser, hvordan science-aktiviteter i fritidsklubben bevæger sig i fritidens paradokser eller besvær.
Mens nogle børn vælger at deltage som medskabere og bidragydere i aktiviteterne, vælger andre bevidst at stå udenfor. Den gruppe drenge, der filmer hinanden ude i buskadset, peger på en anden form for deltagelse: retten til at vælge sciencefællesskabet fra. Paradokset er dermed dobbelt: For dem, der deltager, skabes agens og verdener inden for en allerede tilrettelagt – omend open-ended – ramme, hvor pædagoger, materialer og fortællinger sætter retningen. For dem, der ikke deltager, viser handlekraften sig som et aktivt fravalg, der markerer fritidsklubbens rum for også at være et andet sted.
Paradokser er kendetegnet ved, at det ikke kan opløses, men de kan ses som drivkræfter i fritidspædagogikken. At ville noget – skabe science-aktiviteter, rammer og fællesskaber – står altid i spænding med at ville frirum, hvor børn kan gå til og fra, sige ”nej tak” eller skabe deres egne verdener. Det er i dette spænd, at fritidspædagogikken bliver tydeligt situeret: som en praksis, hvor børns rettigheder, interesser og initiativer hele tiden forhandles i mødet med de institutionelle rammer og i mødet med de andre børn og de voksne, der inviterer.
Her træder fritidens paradoks frem: på den ene side et intra-aktivt sciencepædagogisk projekt, der arbejder ud fra en teori om verden som tilblivende, og på den anden side en praksis, hvor aktiviteter altid allerede er rammesat – og hvor nogle børn vælger at gå udenfor denne ramme og insistere på deres egen fri tid. Med Barad kan dette forstås som et eksempel på, at agens ikke bor i det enkelte barn, men i de relationer, der opstår – både i rollespillets sammensatte intra-aktioner mellem koder, magiske drikke og fælles fortællinger og i drengenes filmoptagelser, hvor andre materialer og historier får liv. Med Haraway kan det ses som forskellige former for worlding, hvor fritiden hverken er entydigt fri eller styret, men et sted hvor verdener konstant bliver til i forskelligartede samspil.
At åbne science med materialer, tid og rum som medskabende
På legepladsen, i hjørnet med bålplads, shelter og fliser, sidder en gruppe børn fordybet i at male mønstre med kridt fra Stevns Klint og kul fra bålet. På materialeborde ligger eksempler på alkymistiske mønstre i sort og hvid, printet på karton og klippet i cirkler og kvadrater. Nogle børn tager udgangspunkt i disse mønstre, andre maler frit, mens fliser, træstubbe og sten langsomt dækkes af spor, tryk og strøg. Rundt om dem leger andre – cykler, løber, sjipper – så stilhed og bevægelse omslutter hinanden.
Ved et andet bord blandes tempera-maling inspireret af alkymistens værksted. En pige arbejder koncentreret med et sort-hvidt mønster og maler det flere gange for at få det rigtigt. Andre eksperimenterer med farvernes blandinger, deres teksturer og spor på hud, stof og sten. Materialerne inviterer til undersøgelser, hvor kridt fra Stevns, kul fra bålpladsen og tempera-maling ikke blot bruges, men selv er medskabende – de sætter modstand, glider, smitter af, tørrer langsomt eller forsvinder i vinden. Som Barad skriver: Matter is not immutable or passive… Matter is always already an ongoing historicity (2003, s. 821). Det bliver tydeligt i børnenes arbejde, hvor materialerne ikke blot understøtter en aktivitet, men selv deltager i tilblivelserne.
Science-temaet Er der god kemi imellem os? udspringer af et tidligere forløb om relationer, men udfoldes her som en dobbelt opmærksomhed: på menneskers relationer og på materialers og miljøers medskabelse af fællesskaber. Det handler ikke alene om at tale om kemi, men om at erfare, hvordan materialitet ”sparker tilbage” i intra-aktionen og dermed åbner for både æstetiske og etiske undersøgelser. Hvad betyder det, når den maling, der bruges, er tempera, blandet af æggeblomme, vand og naturlige pigmenter? At arbejde med tempera frem for syntetiske plastbaserede malinger skaber ikke blot andre sanselige muligheder – farver, teksturer, holdbarhed – men kan også forstås som en bæredygtig praksis, hvor naturens materialer indgår i kredsløb, der ikke efterlader mikroplast eller kemiske rester. Valget af lokale materialer og tempera bliver dermed en del af det, Haraway kalder en omsorgsfuld verdenspraksis: at tage ansvar for de verdener, vi puster liv i, også gennem de materialer, vi vælger at skabe med. Som et engagement i legepladsen, materialerne og naturen ved at være med dem i omsorgsfulde processer (Odegard, 2025).
På samme måde som tempera-malingen bringer naturens materialer og kredsløb i spil, kan også digitale universer og kulturelle materialer – som Fortnite-figurer og teltdugens stof – forstås som medskabere af science undersøgelser med verdener.
På græsset står et bomuldstelt, hvor to drenge maler figurer fra Fortnite i samtale med en pædagog. Figurerne trækkes ud af spiluniverset og ind i stoffets folder, mens malingen drypper og slynges. Fortidige erfaringer fra gaming forbindes med nuets penselstrøg og materialets egenskaber, og nye fremtider kan forestilles – om balloner, platforme og kampstrategier. Inspireret af Barads spacetimematter (2007) kan situationen forstås som en foldning af tid og rum, hvor fortid, nutid og fremtid konfigureres i samspil med børn, materialer og omgivelser.
Disse nedslag viser, hvordan fritidens science-aktiviteter ikke kan reduceres til planlagte læringsmål. De åbner for ambivalenser: mellem fordybelse og forstyrrelse, mellem æstetisk leg og naturvidenskabelige spor, mellem digitale figurer og materialitetens modstand. At arbejde med science i fritidsklubben kan være en omsorgsfuld verdenspraksis (Haraway, 2016), hvor børn, pædagoger og materialer skaber betingelser for at være med verden på nye måder.
Fritidens paradokser i science-pædagogikken
At åbne science i fritidsklubben er at træde ind i et landskab af paradokser. På den ene side dyrkes idealet om den frie tid – tid uden målsatte præstationer, uden faste krav, hvor børn selv kan vælge til og fra. På den anden side er fritiden altid vævet ind i institutionelle rammer, voksnes intentioner ”Er der god kemi imellem os?” og i større materielle og kulturelle kræfter.
I eksemplerne fra science-aktiviteterne ser vi, hvordan børn bevæger sig mellem forskellige logikker: en dreng, der sidder koncentreret med sin tryllestav, og en gruppe, der hurtigt og intenst maler Fortnite-figurer på et telt, inden de forsvinder igen. Begge situationer viser fritidens dobbelte karakter – den kan være dybt fordybet og relationelt langsom, men også flygtig, omskiftelig og præget af mediekulturelle referencer.
Digitale universer som Fortnite og sociale medier er en del af børns fritidsverdener, men de bringer også større økonomier og kommercielle interesser ind i klubberne. Spillene fungerer både som ressourcer for børns fællesskaber og som udtryk for en kulturindustri, der former børns drømme, leg og samtaler. Det rejser paradokser: Hvordan kan vi anerkende disse universer som væsentlige bidrag til fritidens skabelse – uden samtidig at reducere børn til forbrugere i en global underholdningsøkonomi? Kan vi betragte det som en del af børnekulturen, at børn gør sanselige og sensitive erkendelser med verden, også den farlige del af verden? (Juncker, 2006)
Et andet paradoks viser sig i spørgsmålet om at lytte. At tage børns stemmer alvorligt indebærer ikke kun at høre det, der let kan siges og gentages i de easy to tell stories (Lather, 2000), men også at være opmærksom på det kropslige, det rodede, det uafsluttede. Spyrou (2016) minder os om, at stemmer er performative – de skaber virkelighed i det øjeblik, de ytrer sig – og at de altid er sammenfiltret med relationer, positioner, magt, tid og sted. Når vi giver børn stemme, må vi derfor også lytte til det, der ikke nødvendigvis artikuleres i ord, men som træder frem gennem bevægelse, materialer og affektive udtryk.
Paradokset viser sig også i selve ambitionen om at ville engagere børn i science-miljøer. Deltagelsesformer i fritiden rummer ambivalenser: På den ene side skal fritiden være præstationsfri, men på den anden side forventes børn at engagere sig, skabe mening og bidrage til fællesskabet. Når børn siger nej, trækker sig eller vælger skærmen frem for science-aktiviteten, kan det opleves som fravær eller manglende deltagelse. I et posthumanistisk perspektiv kan det imidlertid forstås som en legitim måde at være med på – en anden form for response-evne (Barad, 2007), hvor også afvigelse og fravalg bidrager til fritidens verdenskabelser.
Disse paradokser viser, at fritiden ikke kan forstås som et neutralt eller harmonisk rum. Den er et sted, hvor forskellige kræfter trækker i børn og voksne: institutionelle krav, pædagogiske idealer, kommercielle interesser, børns egne ønsker og materialernes modstand. At udvikle science-pædagogik i fritiden handler derfor ikke om at opløse paradokserne, men om at skabe rum, hvor der kan udforskes – som bevægelige spændingsfelter, hvor nye former for fællesskab, viden og verdenskabelse kan vokse frem.
Agens og tid som sammenfiltrede bevægelse
I et posthumanistisk perspektiv er agens ikke en fast egenskab, barnet bærer med sig, men en kraft, der opstår i møderne mellem børn, voksne, materialer, steder og tider. Som Davies (2021) peger på, risikerer humanistiske forståelser at fastholde barnet som et selvstændigt subjekt med iboende handlekraft. I stedet kan agens forstås intra-aktivt (Barad, 2007): som noget, der skabes i og med de relationer, der udspiller sig. Når børn maler mønstre med kridt og kul eller overfører Fortnite-figurer til en teltdug, er handlekraften ikke lokaliseret i barnet alene, men i samspillet mellem materialernes modstand, børnenes kropslige bevægelser, pædagogernes deltagelse og de kulturelle narrativer, der foldes ind i situationen.
Dette gælder også for tiden. Hvor barndom ofte tænkes lineært – som en fortid, der skal passeres på vej mod en fremtidig voksendom – viser en intra-aktiv forståelse af tid, at fortid, nutid og fremtid foldes ind i hinanden i det konkrete øjeblik (Davies, 2021; Barad, 2007). Når drengenes gaming-erfaringer trækkes ind i nuet og får fysisk form på teltdugen, og når nye forestillinger om zeppelinere og platforme opstår, bliver tid ikke en ramme udenom, men en aktiv del af intra-aktionen. Fortidige oplevelser, nutidige materialiseringer og fremtidige muligheder væves sammen i én bevægelse.
At forstå agens og tid på denne måde skærper opmærksomheden på fritidspædagogikkens paradokser. Børn kan siges at have fri tid, men denne tid er aldrig neutral: den er altid allerede formet af materialer, steder, teknologier og kulturelle strømninger. Samtidig kan den åbne for andre verdener – hvor science ikke blot er et spørgsmål om at lære naturfaglige principper, men om at skabe mulighedsrum, hvor børn og voksne kan blive til med hinanden og med verden på nye måder.
Agens og tid må i en intra-aktiv sciencepædagogik forstås som relationelle og bevægelige. Handlekraft opstår ikke i det enkelte barn, men i de sammenfiltringer, hvor materialer, kroppe, steder og fortællinger gensidigt former hinanden. Tiden er heller ikke lineær, men foldes i øjeblikket, hvor fortidige erfaringer, nutidige handlinger og fremtidige muligheder væves sammen i børns lege og undersøgelser.
Afslutning
Alkymister, superhelte og andre videnskabsfolk viser, hvordan fritidspædagogiske science-miljøer også kan forstås som samskabende verdener snarere end som aktiviteter med fastlagte læringsmål. Med Barads begreb om intra-aktion bliver det tydeligt, at børns handlekraft ikke kan forstås isoleret, men altid opstår i mødet med materialer, rum, tid og andre mennesker. Med Haraways tanker om worlding kan projektets science miljøer ses som verdenskabelser, hvor science, fantasi, kultur og materialitet flettes sammen – og hvor etik handler om at tage ansvar for de verdener, vi puster liv i. Og med Barads rumtidstænkning kan vi forstå, hvordan børns fritid ikke blot er et forstadie til voksenliv, men et sted, hvor fortid, nutid og fremtid foldes ind i hinanden i skabende processer. I gentagende nuer.
Dermed bidrager projektet med konkrete eksempler på, hvordan posthumanistiske og nymaterielle perspektiver kan kaste nyt lys over fritidens paradokser. Fritid fremstår ikke som et neutralt frirum, men som et sted, hvor børn, voksne, materialer og kulturelle strømninger hele tiden forhandler, hvad der er muligt. At udvikle science-pædagogik i fritiden bliver på den måde ikke et spørgsmål om at opløse paradokserne, men om at skabe rum, hvor de kan udforskes og bruges som drivkraft til at åbne verden på nye måder – sammen med børnene.
At flytte fokus fra individuelle præstationer til samskabende undersøgelser er en ambition, der ligger tæt op ad den præstationsfrigørende pædagogik (2024). I denne sammenhæng har fritidspædagogikken særlige potentialer for at modvirke mistrivsel i en tid præget af præstationspres. Her bliver science ikke et objekt, barnet skal mestre, men et fælles eksperimenterende materiale, der kan sno sig på tværs af fantasi, hverdagsliv, teknologi, tilfældigheder og børnekulturelle universer. Science bliver ikke et mål i sig selv, men et medskabende element i de verdener, børn og voksne bygger sammen.
At åbne verden med intra-aktiv sciencepædagogik er en open-ended og emergerende tilgang, som betyder, at fænomenet science forstås bredt og som noget, der også bliver til i de forviklinger og forbindelser, der opstår i mødet mellem børn, voksne, tid og sted. I science – natur – kultur-forbindelser – sammensat med bindestreger for at understrege, at det at åbne verden med science ikke er en adskilt, men en tæt forbundet proces – en slags åben socialitet, der bliver til i konstante intra-aktioner mellem fritidsklub, børn, pædagoger, fageksperter, materialer og omgivelser.
Litteratur
Barad, K. (2003). Posthumanist performativity: Toward an understanding of how matter comes to matter. Signs: Journal of Women in Culture and Society, 28(3), 801 – 831. https://doi.org/10.1086/345321
Barad, K. (2007). Meeting the universe halfway: Quantum physics and the entanglement of matter and meaning. Duke University Press.
Boysen, M. S. W. (2025). Praksisforskning. Akademisk forlag.
Davies, B. (2014 a). Listening to children: Being and becoming. Routledge.
Davies, B. (2014b). Reading anger in early childhood intra-actions: A diffractive analysis. Qualitative Inquiry, 20(6), 734 – 741. https://doi.org/10.1177/1077800414530256
Davies, B. (2021). Entanglement in the world’s becoming and the doing of new materialist inquiry. Routledge.
FN’s Børnekonvention. (1991). Artikel 12 og artikel 13. https://menneskeret.dk/b%C3%B8rn/fns-boernekonvention
Haraway, D. (1991). A Cyborg Manifesto: Science, Technology, and Socialist-Feminism in the Late Twentieth Century. In A Cyborg Manifesto (pp. 149 – 179). Routledge, New York.
Haraway, D. (2003). The companion species manifesto: Dogs, people, and significant otherness. Prickly Paradigm Press.
Haraway, D. (2016). Staying with the trouble: Making kin in the Chthulucene. Duke University Press.
Haraway, D. (2021). At blive i besværet: om at skabe slægt i chthulucæn. Mindspace.
Juelskjær, M. (2019). At tænke med agential realisme. Nyt fra samfundsvidenskaberne.
Juncker, B. (2006). Om processen: det æstetiskes betydning i børns kultur. Tiderne skifter.
Lykke, N., Markussen, R., & Olesen, F. (2000). There are always more things going on than you thought!: Methodologies as Thinking Technologies. interview med Donna Haraway. Kvinder, køn & forskning, 9(4), 52 – 60.
Lather, P. (2000). Against empathy voice and authenticity. Kvinder, Køn & Forskning, (4), 16 – 25.
MacLure, M. (2013). The wonder of data. Cultural Studies – Critical Methodologies, 13(4), 228 – 232.
Mariegaard, T., & Lie, M. (2025). Sciencepædagogik i SFO og klub. Hans Reitzels Forlag.
Nørgaard, F. O. (2025). Frihed i fritidspædagogik: et dansk perspektiv. Educare, (1), 45 – 71.
Odegard, N. (2025). Estetisk utforskning med materialer: En barnehagepedagogisk kraft. Bergen: Fagbokforlaget
Petersen, K. S. (2015). Mobning i en børnehavesammenhæng.
Ringskou, L., Matthiesen, N., Brinkmann, S., & Szulevicz, T. (2024). Præstationsfrigørende pædagogik på det fritidspædagogiske område.
Spyrou, S. (2016). Troubling children’s voices in research. In Reconceptualising agency and childhood (pp. 105 – 118). Routledge.
Sørensen, P. W. (2022). At lytte med børn: Et manifest & metodebog til dig der arbejder med børn. Teatercentrum.
Villum Fonden. (2023). Science i fritiden. https://villumfonden.dk/da/science – i – fritiden – 2023
Warming, H. (2005). Erkendelse gennem oplevelse; Når indlevelse ikke er mulig.In N. Järvinen & M. Mik-Meyer (Eds.), Kvalitative metoder i et interaktionistisk perspektiv: Interview, observationer og dokumenter (1. oplag, pp. 147 – 168). Hans Reitzels Forlag
Waterhouse, A. H. L. (2023). Haptiske for-graferinger som data-bliven og affektive hendelser i tid, rom og materialitet. I C. O. Myhre & A. H. L. Waterhouse (Red.), Metodologiske ut-viklinger: Om kvalitativ og post-kvalitativ forskning i barnehagefeltet, 125 – 140. Fagbokforlaget
