Kaf­ka­ma­ski­nen, hyper­re­a­li­tet og ind­ad­gro­ende fedme! Eks­pe­ri­men­ter i negativ analyse med affir­ma­tiv fantasi

John Benedicto Krejsler

Artiklen prak­ti­se­rer radikal sam­tids­di­ag­nose. Der eks­pe­ri­men­te­res med, hvordan nye for­stå­el­ser kan kon­stru­e­res ud af kon­fliktu­a­li­te­ter, som samfund og subjekter aktuelt begrænses af. Formålet er at udfolde og udfordre den eks­pro­p­ri­e­ring af livet, som avanceret liberal styring med digital turbo også driver uddan­nelse og ’den livslangt sel­vop­ti­me­rende lærende’ ud i, når alle lærer at (skulle) ville drive rovdrift på resur­serne i eget indre som livslang ’pligt’.

Med inspira­tion fra Deleuze og Guattari udvikles begrebet om Kafka-maskinen til at frem­skrive scenarier af menings­løs­hed i (selv-)forvaltning af uddan­nelse. Med inspira­tion fra Baud­ril­lard extra­po­le­res scenarier for, hvordan skærmens realitet skaber en hyper­re­a­li­tet, hvor subjekter går til i ind­ad­gro­ende fedme. En negativ kritik, der bestræber sig på radikal syn­lig­gø­relse af en søvn­gæn­ger­præ­get realitet, gøres til udgangs­punkt for skitser til en affir­ma­tiv kritik, der lægger op til at tænke nye glædes- og livs­be­kræf­tende modstandsstrategier.

Er livet gået af led?… og hvordan opdager vi det i givet fald!

Himmel og jord er skån­sels­løse, og behandler ska­bel­sens mang­fol­dig­hed som halmhunde;

vismanden er skån­sels­løs, og behandler folket som halmhunde.

Er ikke rummet mellem himmel og jord som en blæsebælg?

Den er tom uden at være at være opbrugt: Jo mere den arbejder jo mere kommer der ud.

Megen tale leder uund­gå­e­ligt til stilhed. Bedre at holde sig til tomheden.

(Lao Tzu, 1975/ 6. årh f.v.t.: 61 (jbk-over­­sæt­telse))

Dette citat fra den kinesiske klassiker ”Tao te Ching” peger på den sårbarhed, som individet er kastet ind i verden med. Men citatet sig­na­le­rer også håb ved på para­doksal vis at pege på talens for­fæn­ge­lig­hed. Med denne ambi­va­lens som anledning hud­flet­ter artiklen sub­jek­ti­vi­te­tens sårbarhed i en global kon­kur­ren­ce­dre­vet kapi­ta­lisme, der lokker subjektet stadig længere ind i en digital hyper­re­a­li­tets sorte hul. Dette med håbet om et bedre liv som ledestjerne!

Artiklen sigter mod at udøve kritik af aktuelle vilkår for sub­jek­ti­ve­rings­prak­sis. Dette gøres gennem radikal sam­tids­di­ag­nose af moder­ni­se­rin­gens mar­keds­gø­relse af uddan­nelse og digi­ta­li­se­rin­gens subsu­me­ring af den livlangt lærende. Gennem begrebs­lige eks­pe­ri­men­ter udforskes, hvordan sub­jek­ti­vi­te­ten påvirkes af konstant at drive rovdrift på krop og sjæl i nye balancer mellem den fysiske og skærmens vir­ke­lig­hed. Nyliberal styring på- eller tilbyder græn­se­løs­he­den som vækst­mo­tor, hvorved grænser mellem arbejde og privatliv ophæves, når sub­jek­tets selv­re­a­li­se­ring bliver til et spørgsmål om opti­me­ring af human kapital (Bovbjerg, 2011). Fra alle sider omgives subjektet af inci­ta­men­ter, der lover ’kvalitet’ og ’effek­ti­vi­tet’. I lyset af kapi­ta­lis­mens behov for ’kre­a­ti­vi­tet’, ’innova­tion’ og ’iværk­sæt­terånd’ under­ka­ster subjektet sig til selv at (skulle) ville lære og udvikle sig som livslang ’pligt’ (Dean, 2006; Pedersen, 2011). I artiklen iagttages disse vilkår for sub­jek­ti­ve­ring som udtryk for en avanceret simu­la­tion (Baud­ril­lard, 1983), der søger at skabe for­før­ende effekter i kroppe, sind og tanker om, at glo­ba­li­se­rin­gen, den hårde kon­kur­rence og job-usik­ker­he­­den kan håndteres i et win-win per­spek­tiv, der lover personlig rea­li­se­ring og velstand samtidig med, at væksten sikres lokalt, nationalt og globalt. Måske er det her netop ’frygten for at sakke bagud’ koblet til troen på statistik, trans­na­tio­nale sam­men­lig­nin­ger og ’best practices’, der driver hver enkelt til at performe mere i skole, uddan­nelse og på arbejds­mar­ke­det med henblik på at mani­festere, at vi enkeltvis og som nation fortjener at kravle op ad stigen på næste ranking (Krejsler, 2019b; 2021).

Iagttages moderne sub­jek­ti­vi­te­ter i dette pro­duk­ti­vi­tets­for­ce­rende per­spek­tiv, ægger det til udvikling af mod­per­spek­ti­ver på livet, der med tro på tankens og fan­ta­si­ens poten­ti­a­ler kan tænke subjektet og omver­de­nen ander­le­des (Deleuze & Guattari, 1996; Krejsler, 2017). Ambi­tio­nen er således dels at arti­ku­lere den negative kritik med henblik på at afsløre rov­drif­ten på selvet og dens alle­steds­nær­væ­rende hærgen, dels herefter – i mere skit­se­ag­tig form – at kunne rear­ti­ku­lere en affir­ma­tiv kritik, der med glæ­des­af­fir­ma­tiv attitude til til­væ­rel­sen søger efter flugt­li­nier, der peger på bedre livs­mu­lig­he­der (Krejsler, 2019; Raffnsøe, Staunæs, & Bank, 2022/in press).

Artiklen trækker på den franske filosof Gilles Deleuzes arbejde med at skabe begreber, der gør det muligt at vække mennesket af søvn­gæn­ge­riet og tænke ander­le­des; herunder nylæs­nin­ger sammen med Félix Guattari af Franz Kafka (1883 – 1924) med fokus på at skabe fore­stil­lin­ger om beboelige rum i aktuelle nor­ma­li­se­rende sand­heds­re­gi­mer (Deleuze & Guattari, 1986/1975); samt nylæs­nin­ger af filo­sof­fen Baruch de Spinoza (1632 – 77) og dennes arbejde med affir­ma­tiv kritik og glæ­desprak­tik­ker (Deleuze, 2005; Deleuze & Guattari, 1996; Krejsler, 2019a). Desuden hentes inspira­tion fra Jean Baud­ril­lard, en anden fransk tænker, der mester­ligt formår at rear­ti­ku­lere livs­be­tin­gel­ser, som er ved at gå af led, ved at placere tanken i en aktuel tendens og herefter ekstra­po­lere den ud i sine yderste kon­se­kven­ser. Dette gør han – ligesom Deleuze – ved at producere begreber, der er sensitive i forhold til aktuelle udvik­lings­træk, så som hyper­re­a­li­tet, simu­la­tio­ner og indad­vok­sende fedme. Herved pro­du­ce­res ofte dysto­pi­ske scenarier for mulige fremtider, der ægger til at yde modstand og tænke livs­stra­te­gier ander­le­des (Baud­ril­lard, 1983, 1985, 2001; Krejsler, 2019b).

Kaf­ka­ma­ski­nen – et dis­rup­tions­værk­tøj til at nå tankens grænseland

Når man som tænker og livsprak­ti­ker skal udvikle en nomadisk krigs­ma­skine, der kan manøvrere på slag­mar­ken og tænke nyt i en ofte bruta­li­se­ret vir­ke­lig­hed, kan der hentes megen inspira­tion hos Deleuze og Guattari (2005), eksem­pel­vis i ”Kafka – en minoritær lit­te­ra­tur” (Deleuze & Guattari, 1986/1975). Her gøres Kafka på en meget konkret måde til en tænke- eller krigs­ma­skine for krop, sind og affekter: Kaf­ka­ma­ski­nen aktiveres, når øjet obser­ve­rer en særlig form for praksis, som hjernen vakt af Kafkas forun­der­lige univers omsætter til tanker, der via armen kobles til en hånd, der griber et tastatur, der siden gør en særlig eks­pe­ri­men­te­rende skri­ve­prak­sis mulig. Denne praksis virker tilbage på hjernen på måder, der vrider tanken og afprøver poten­ti­a­ler for at tænke ander­le­des om den alt for velkendte rutine, når den fører til livs­for­næg­tende sub­jek­ti­vi­te­ter. Kaf­ka­ma­ski­nen efter­stræ­ber at producere skæve tanker om rigide seg­men­te­rin­ger fra mino­ri­te­ters per­spek­tiv. Her spiller det faktum ind, at Kafka som jøde i det tjekkiske Prag skrev på tysk, de her­sken­des sprog i det mul­ti­na­tio­nale østrig-ungarske kej­ser­rige. Med denne hjer­ne­blan­ding af kon­fliktuel mang­fol­dig­hed formåede Kafka at få det herskende regimes nor­ma­li­se­rin­ger til at fremtræde absurde og groteske, og herved producere en flugt­li­nie, som Kafka manøv­re­rede med sur­re­a­li­stisk radi­ka­li­tet indenfor. Tager man sæde i kaf­ka­ma­ski­nen får man således et stra­te­gisk værktøj til rådighed, hvor radikal brug af sproget i kreativt vilde processer af tan­ke­skriv kan producere sam­tids­di­ag­nostisk akti­ve­rende vrang­bil­le­der af en aktu­a­li­tet, som man må danse med for at komme ud af søvn­gæn­ge­rens vane-dyssende labyrin­ter på vejen mod et bedre liv.

Kaf­ka­ma­ski­nens DNA trækker på omfat­tende erfa­rin­ger med det ratio­nelle indu­stri­elle bureau­krati, og synliggør med fuld udblæs­ning, hvordan dette også pro­du­ce­rer per­ver­te­rede betin­gel­ser for at ved­li­ge­holde menings­fulde liv. Dette bureau­krati risikerer således at instru­men­ta­li­sere livet til admi­ni­stra­tive og pro­duk­ti­vi­tets­fo­ku­se­rede processer, der gør middel til mål, når men­ne­skets rela­tio­ner til sin omverden reduceres til metode og statistik med effek­ti­vi­tet og vækst som højeste mål. Den form for mening med livet, der trækker på de store – og på andre måder farlige – for­tæl­lin­ger om religion og national identitet udraderes uden at erstattes af alter­na­tive måder til at finde mening i livet. Når læseren i ’Processen’ følger Josef K og i ’Slottet’ følger ’K’ ind i det indu­stri­elle bureau­kra­tis labyrin­ter og mareridt, inviteres der ind i et samfund, hvis ratio­nelle pro­ce­du­rer er blevet mål i sig selv.

I ”Processen” kon­fron­te­res Josef K af et bureau­kra­tisk systems anonyme funk­tio­næ­rer, der fremfører en anklage, der ikke kan navngives, men som tvinger ham ind i en mare­ridts­ag­tig proces af uigen­nem­sku­e­lige pro­ce­du­rer, der kræver al opmærk­som­hed og ikke har nogen ende. Han trækkes ind i endeløse ind­kal­del­ser til forhør, som ingen steder fører hen. Han opsøger juridiske eksperter, der foregiver at forstå systemer, som refererer til pro­ce­du­rer og regler i en uen­de­lig­hed, der ingen mening synes at have. Han møder andre tiltalte, som i årevis som lydige med­bor­gere venter på afgø­rel­ser, som trækker ud. Gennem absurd pro­ce­du­ral ratio­na­li­tet nor­ma­li­se­res individer herved til at påtage sig under­ku­ede sub­jek­ti­vi­tets­for­mer og ‑roller. Processen bliver efter­hån­den selve meningen med livet i al sin absurde menings­løs­hed (Kafka, 2014/1925).

I ”Slottet” følges i en lignende menings­løs proces personen ’K’, der under fore­gi­velse af at søge et job som landmåler kommer til en by, hvor han søger slots­her­ren. Hans ærinde betvivles, hvorfor han først må kæmpe om til­la­delse til over­ho­ve­det at befinde sig i byen. Herefter glider ’K’ gradvist over i en endeløs proces med at finde ud af, hvor slots­her­ren befinder sig samt hvilke pro­ce­du­rer som er gældende for at kunne få job-ærindet håndteret: hvem skal ’K’ kontakte for at kunne få fat i den han egentlig skal have fat i; hvordan kommer ’K’ ind i slottet og hvor i slottet skal han siden henvende sig. Symp­to­ma­tisk på selve processen, hvor målet for­svin­der og pro­ce­du­rerne, der bliver stadig mere menings­løse, bliver mål i sig selv, er det, at Kafka opgiver at fær­dig­gøre selve romanen, som således konsu­me­res af sin egen menings­løs­hed (Kafka, 2003/1926).       

Med kaf­ka­ma­ski­nens DNA og dens afslø­rin­ger af hver­da­gens menings­løs­he­der i det tidlige 1900-tal sættes med ”Processen” og ”Slottet” en imaginær kraft igang i tanken, der med sam­tids­di­ag­nostisk sen­si­ti­vi­tet kan anvendes til at ekstra­po­lere og hermed syn­lig­gøre absur­di­te­ter, der også idag truer med at overtage men­ne­skers liv: Eksem­pel­vis overtages meningen med uddan­nelse, læring og studier i stigende grad af pro­ce­du­rer, hvor gen­nem­før­sels­ha­stig­hed, karak­ter­gen­nem­snit og målbare for­ma­li­se­rin­ger af kund­ska­ber, fær­dig­he­der og kom­pe­ten­cer til tak­so­no­mier kvæler nys­ger­rig­he­den og begæret. Her kan kaf­ka­ma­ski­nen vække den indre søvn­gæn­ger og syn­lig­gøre aktu­a­li­te­tens vanvid; og hermed invitere til at producere flugt­li­nier, der åbner for mere nydelse og mening i det umulige og meningsløse.

Hyper­re­a­li­te­tens fremvækst… og sub­jek­ti­vi­te­tens vej mod ’den ind­ad­gro­ende fedme’!

Med kaf­ka­ma­ski­nen som dis­rup­tionværk­tøj stilles en analytisk krigs­ma­skine til rådighed, der kan anvendes til at eks­pe­ri­men­tere med scenarier for, hvor aktuelle sub­jek­ti­vi­te­ter kunne være på vej hen.

Den livslangt lærende og det selv­re­a­li­se­rende subjekt lever i dag store dele af livet på digitale medier, som styres af kafka-lignende formater og algo­rit­mer. Hermed sættes nye rammer for hvordan man kan omgås med sig selv og hinanden. Det reale i form af fysiske fæl­les­ska­ber på studie, arbejde og i venskaber i form af face-to-face rela­tio­ner i kød og blod visner i stigende grad ud af opmærk­som­he­den og suges ind i virtuelle simu­la­to­ri­ske rum af forbundne digitale platforme på skærme og app’er. Dette hvad enten der er tale om webinarer og digital vej­led­ning, der erstatter den fysiske under­vis­ning og omgang på uni­ver­si­te­tet eller pro­fes­sions­højsko­len; den kal­ku­le­rende livs­plan­læg­ning, hvor subjektet via ’Uddan­nel­ses­zoom’ og andre websites søger statistik og sand­syn­lig­heds­rå­d­giv­ning med henblik på løbende opti­me­ring af sin humane kapital; den lille midtby-lejlighed, der løsrives fra behovet for at sted at bo, og ligesom opspa­rin­gen trans­for­me­res til kasino-prægede inve­ste­rings­ob­jek­ter på digitale globale aktie- og vær­di­pa­pir­mar­ke­der, der har mistet for­bin­del­sen til den fysiske pro­duk­tion; den selv­re­a­li­se­rende sub­jek­ti­ve­ring og venskabet, der  næres stadig mere af gensidig social massage og råd­giv­ning med virtuelle kontakter på digitale platforme som Facebook, LinkedIn, Instagram og Twitter; rela­tio­nen til kroppen, der  ændres, når subjektet løbende via app’er moni­to­re­rer sig selv gennem kalorie- og skridt­tæl­ling, gennem helbreds- BMI- og DNA-pro­­fi­le­ring. Sub­jek­ti­ve­rings­prak­tik­ker, der digi­ta­li­se­res, kobles samtidig til net­værks­for­bundne systemer, der intimt forbinder individ, skole/uddannelse, kommune, mini­ste­rium, OECD og så fremdeles (Krejsler, 2021). I dette kredsløb cir­ku­le­rer statistik, nationale kvalitets- og pro­duk­ti­vi­tets­rap­por­ter, trans­na­tio­nale sam­men­lig­nende lan­de­rap­por­ter, ranking-lister, som løbende over­sæt­tes til eva­lu­e­ring, ’Uddan­nel­ses­zoom’ og digital vej­led­ning for optimale uddan­­nel­­ses- og beskæf­ti­gel­ses­valg m.m. Samtidig med at sub­jek­ti­vi­te­ten suges ind i digitale selv­re­fe­ren­ti­elle verdener af tegn, tager det hyper­re­ale stadig mere over fra den alt for langsomt kom­mu­ni­ke­rende fysiske realitet. Affekter, læring, præ­fe­ren­cer, varer, kroppe, arki­tek­tur og infra­struk­tur over­sæt­tes til tal, grafer og anbe­fa­lin­ger, som hævder at gøre Pelle i Århus, Ahmed i Kabul og Alice i San Francisco sam­men­lig­ne­lige, og forbinder dem virtuelt i et univers, hvor stadig hurtigere kom­mu­ni­ka­tion fremmer grænseløs vækst.

I ”Over­våg­nings­ka­pi­ta­lis­mens tidsalder” hud­flet­ter Shoshana Zuboff med kafka-lignende præcision en digital post­mo­der­ni­tet, hvor selv den private intimitet bliver til råma­te­ri­ale for en altædende kapi­ta­lisme (Zuboff, 2019). I en for­før­ende diskurs om per­so­na­li­se­ring og indi­vi­duel til­pas­ning skal Google fremover gennem maximal udnyt­telse af com­pu­ter­bru­ge­rens søge­hi­sto­rie kunne optimere sine algo­rit­mer således, at hver bruger kan få at vide hvad han/hun vil have, før han/hun selv når at stille spørgs­må­let. Gennem udvikling af maski­nin­tel­li­gens søger Google ud fra sub­jek­tets daglige søgninger og surfen at indhøste stadig mere viden om hver enkelt og dennes præ­fe­ren­cer på alle livs­om­rå­der. Her­i­gen­nem optimeres den ’per­son­lige assistent’, som alle siden bliver stadig mere afhængig af for at kunne håndtere dag­lig­da­gen på arbejde, i fritid, i rela­tio­ner og med sig selv. Gennem anven­delse af det stadig mere omfat­tende akku­mu­le­rede adfærds­mæs­sige overskud fra sub­jek­tets liv online kom­bi­ne­res denne intime viden til produkter, der kan forudsige alle aspekter af brugerens daglige vir­ke­lig­hed: ”… dit e‑mail-indhold, hvor du var i efter­mid­dags, hvad du sagde, hvad du gjorde, hvordan du følte; alt trans­for­me­res til tjenester, der kan tjene et voksende marked” (Zuboff, 2019: 258). Når sub­jek­ti­ve­rings­prak­tik­ker således går i symbiose med digitale proteser, hvad enten det er en smartp­hone, tablet eller virtual reality, styres søge­ma­ski­nen således af fint indstil­lede algo­rit­mer, der syste­ma­tisk gen­nem­sø­ger nettet og indek­se­rer al den infor­ma­tion, der er beregnet til at gengive, forudse og ændre brugerens adfærd. Subjektet trans­for­me­res gradvist til en cyborg i et acce­le­re­rende hyper­re­alt samspil mellem ekstern moni­to­re­ring og selv­mo­ni­to­re­ring (Baud­ril­lard, 1985; Haraway, 1991).

Skal man forstå, hvordan Josef K og ’K’s eksistens ser ud i det 21. århund­rede, må kaf­ka­ma­ski­nen på arbejde og simulere scenarier for, hvordan den digi­ta­li­se­rede hyper­re­ale verden kobler sig til men­ne­skers per­cep­tio­ner på måder, der dels lokker med græn­se­løse fri­stel­ser dels skruer hastig­he­den eks­po­nen­ti­elt op for, hvordan subjektet kan øge sin pro­duk­ti­vi­tet. Dette sker i en form for post-human cyborg-eksistens, hvor sub­jek­ti­vi­te­ter altid allerede med­kon­sti­tu­e­res af det adfærds­mæs­sige overskud, der uund­gå­e­ligt pro­du­ce­res hver gang man tænder sin smartp­hone eller computer eller forbruger produkter med ind­byg­gede sensorer og infor­­ma­tions­­­fe­ed­­back-enheder. Med væksten i kunstig intel­li­gens bliver den post-humane cyborg-eksistens en uad­skil­le­lig del af en ny hyperreal mega­ma­skine, der poten­ti­elt forbinder virtual reality med vores levede rea­li­te­ter i form af simu­la­tio­ner, der gør det stadig van­ske­li­gere at se og opleve for­skel­lene mellem de digitale og fysiske vir­ke­lig­he­der, vi lever i. I filmen ”Matrix” viste Lana og Lilly Wachowski, hvordan den totale til­kob­ling til virtual reality vinder over en fysisk vir­ke­lig­hed, der æstetisk og i forhold til oplevede hand­le­mu­lig­he­der ikke længere kan kon­kur­rere med den hyper­re­ale simu­la­tion. I ”Matrix” blev men­ne­ske­nes kroppe i bog­sta­ve­lig forstand det brændstof, der sikrede simu­la­tio­nens ener­gibe­hov, da de iøvrigt ikke længere var nød­ven­dige som fysiske bærere af sub­jek­ti­vi­te­ten. Parallelt hertil er over­våg­nings­ka­pi­ta­lis­mens store tech-giganter afhængige af at kunne høste det græn­se­løse adfærds­over­skud vi alle leverer, for at de centrale algo­rit­mer kan fodres og gennem mere maskin­læ­ring integrere os stadig mere i deres vækst­pro­du­ce­rende instru­men­ta­rium. Set fra sub­jek­ti­ve­rin­gens synspunkt suges subjektet i denne konstante feedback stadig mere ind i den hyper­re­ale digi­ta­li­tet, hvorved det sociale per­ver­te­res og mister sin fysiske kro­p­s­lig­hed, og subjektet rammes af ’ind­ad­gro­ende fedme’ (Baud­ril­lard, 1983, 1985; Krejsler, 2019b; Zuboff, 2019): “…gennem denne sel­v­in­for­me­rende praksis … denne feedback, dette uop­hør­ligt fore­gri­bende bog­hol­deri, mister det sociale sin mening… det mister det særlige rum det besad som offent­lig­hed eller politisk rum; det for­veks­ler sig med sin egen kon­trolskærm. Over­in­for­me­ret udvikler det ind­ad­gro­ende fedme (Baud­ril­lard, 1985: 580 (jbk-over­­sæt­telse).

Ifølge Baud­ril­lard meta­bo­li­se­rer den hyper­re­ale simu­la­tion sig gennem sine digitale proteser som et hav af for­fø­rel­ses­ef­fek­ter, der trænger ind i og spreder sig i krops- og tan­ke­bil­le­derne på de indi­vi­du­elt sel­vop­ti­me­rende dele: ”…når pro­te­serne er viklet ind i kroppens anonyme og mikro­mo­le­kylære kerne… og brænder alle de andre symbolske kredsløb af, …så er det enden på kroppen og dens historie: individet er nu ikke andet end en cancerøs metastase af dets grund­for­mel” (Baud­ril­lard, 1997: 180). Den fysiske vir­ke­lig­hed i form af det satyriske fysiske møde med det fælles delte måltid, det erotisk kropslige møde med partneren, det æstetisk over­væl­dende møde med naturen og så fremdeles risikerer her at forsvinde for subjektet. For det bliver for omstæn­de­ligt, besvær­ligt og kedeligt for et subjekt, der suges stadig mere ind i skærmens hyper­re­ale sorte hul. Her formidles det sociale i et meget mere lokkende og intensivt simu­la­krum, altså et for­før­ende spil af tegn af en sådan kom­plek­si­tet, at vi ikke længere formår at slippe ud af dets spejl­virk­nin­ger (Smith, 2010).

Når kaf­ka­ma­ski­nen møder uddan­nelse og ”Processen”/”Slottet” bliver den impli­citte dannelse

Sættes kaf­ka­ma­ski­nen i gang med Josef K og ’K’ som begrebs­lig persona i rollen som stu­de­rende ved en uni­ver­si­tets- eller pro­fes­sions­højskoleud­dan­nelse, startede han for­ment­lig sit uddan­nel­ses­valg ved at kon­sul­tere mini­ste­ri­ets digitale platform ’Uddan­nel­ses­zoom’. Her lærer han at koble sit begær med statistik, hvad angår sam­men­lig­ne­lige opstil­lin­ger af for­skel­lige uddan­nel­ser i forhold til mulig­he­der og attrak­ti­vi­tet, hvad angår opta­gel­ses­krav, dimit­tend­le­dig­hed, frem­ti­dige job­mu­lig­he­der, kal­ku­le­ret livsind­komst og så fremdeles.

Siden ind­rul­le­ret på en uddan­nelse bliver han gradvist opmærksom på, at hans interesse i feltet, fx pædagogik, på snigende vis inter­pel­le­res af en anmas­sende mængde af eksterne tek­no­lo­gier. Han belønnes af en SU-bonus i fald han bliver færdig til normeret tid og en ekstra­bonus oven i, i fald han ikke har skamferet sin effek­ti­vi­tetskvota ved fx at tage et sabbatår efter tre års dag­in­sti­tu­tion, ni års grund­skole og tre års ung­doms­ud­dan­nelse til at slippe ud af insti­tu­tio­na­li­se­rin­gens stramme greb ved at rejse ud i verden eller lignende. Dette kaldes i nutidens ”Processen” og dens nysprog for ’fjumreår’, der skal undgås for at optimere gevinsten af uddan­nel­ses­in­ve­ste­rin­gen i Josef K i form af ekstra erhvervsak­tive år efter fær­dig­gjort uddan­nelse. At have fokus på for­dy­belse og dannelse, og fx prøve kræfter med for­skel­lige teorier og para­dig­mer inden for sit fagområde bliver her en ulempe, som gør det svært at blive færdig til tiden. Et andet anmas­sende pres på for­dy­bel­sen er inci­ta­men­tet til at blive entre­pre­nør, dyrke netværk med poten­ti­elle frem­ti­dige arbejds­gi­vere, eller udvikle et produkt, der kan blive patenteret.

Med kaf­ka­ma­ski­nen ses med ”Processen” hvorledes den stu­de­rende fra at have været drevet af videns­be­gær for at prøve kræfter med pæda­go­gik­kens univers, på snigende vis inter­pel­le­res af stadig flere inci­ta­­ment-øvelser, der bliver stadig mere bliver mål­sæt­tende for, hvordan han kommer igennem uddannelsesprocessen.Detoneres desuden ind­sig­terne fra ”Slottet” i brugen af kaf­ka­ma­ski­nen, for­stær­kes ind­le­vel­sen i ’K’s lange vandring med henblik på at finde ud af, hvor og hvordan han egentlig kan finde uni­ver­si­te­tet eller pro­fes­sions­højsko­len og dets mening. For nok går han til fore­læs­nin­ger og workshops, tager sine eksaminer og så fremdeles. Men gradvist finder han ud af, at blan­din­gen af pro­fes­so­rer, docenter, lektorer og eksterne løstan­satte inter­pel­le­res på lignende måder som han selv. Således styres og forvrides også deres forskning og under­vis­ning af inci­ta­ments­struk­tu­rer i en svært gen­nem­sku­e­lig kom­man­do­struk­tur. Denne gør det stort set umuligt at finde ud af, hvor uni­ver­si­te­tet styres fra og hvad dets egentlige formål er. Der findes godt nok løbende eva­lu­e­rin­ger, akademisk råd, stu­di­e­nævn og så fremdeles. Men det er svært at afgøre, om man her har den ind­fly­delse, som man ser ud til at have; eller om den under­mi­ne­res af inci­ta­­ment-tek­­no­lo­­gier à la fær­dig­gø­rel­ses­bonus, frem­drifts­re­form, ompri­o­ri­te­rings­bi­drag og senest udflyt­nings­krav; alle med kon­se­kven­ser for frem­ti­dige budgetter. Samlet formes et kalej­doskop af humane og non-humane aktanter, der i gensidigt påvir­kende spejl­virk­nin­ger skaber et uigen­nem­sku­e­ligt magt­kom­pleks, der i endeløse sekvenser af reformer skaber gensidigt inkom­pa­tible effekter i form af lavere for­be­re­del­ses­nor­mer for mere kon­fron­ta­tion­s­tid med stu­de­rende, som modvirkes af mindre indi­vi­duel vej­led­ning, der erstattes af kollektiv akademisk vej­led­ning, hvor én under­vi­ser på tre timer håndterer femten stu­de­ren­des behov for feedback og så fremdeles (se fx Sørensen, 2020).

Om ”Slottet” går der en historie om, at der i 2003 kom en ny uni­ver­si­tets­lov (Wright et al., 2019). Den stad­fæ­stede, at fore­stil­lin­gen om autonomi fx i form af, at med­ar­bej­dere på et institut vælger insti­tut­le­der, som har ind­fly­delse på, hvem der bliver dekan og rektor, måtte vendes, da den angi­ve­ligt hæmmede mulig­he­den for med stra­te­gisk ledelse at optimere uni­ver­si­te­tets poten­ti­a­ler. Siden da er under­vi­sere og forskere nu blevet gemene ansatte under­ord­net et sty­rings­re­gime, som få længere kan gen­nem­skue. Formelt inspi­re­ret af det private erhvervs­liv styres man nu af en besty­relse med flertal af uddan­nel­ses­ek­sterne medlemmer, der vælger rektor, som siden godkender dekaner, der påvirker, hvem der ansættes som insti­tut­le­dere. Men siden disse ændringer blev imple­men­te­ret, har såvel besty­rel­ser som rektorer, herunder uni­ver­si­te­ter­nes forening, Danske Uni­ver­si­te­ter, klaget regel­mæs­sigt over, at der sker så meget detailsty­ring fra mini­ste­ri­elt hold, samt at rammer for budgetter og tilskud forandres så hyppigt, at det reelt er begrænset, hvordan de enkelte uni­ver­si­te­ter skulle kunne udnytte den frihed, som loven nominelt var tiltænkt at give dem.

Til at håndtere denne malstrøm af uigen­nem­sku­e­lig­hed ansættes en voksende hær af spe­ci­al­kon­su­len­ter, som ofte er de eneste, der foregiver at forstå de mange rammer for uni­ver­si­te­tets virk­som­hed. Dette har under­vi­sere og forskere for længst opgivet at forstå, hvorfor de reelt ikke længere styrer uni­ver­si­te­tet, men er blevet gemene ansatte under dette sty­ring­s­lag. Måske sættes dags­or­de­ner af ’Pro­duk­ti­vi­tetskom­mis­sion’, ’Kva­li­tets­ud­valg’ m.m., som i for­læn­gelse af ’Glo­ba­li­se­rings­råd’ og ’Vækst­forum’ igen påvirkes af dansk del­ta­gelse i trans­na­tio­nale sam­ar­bej­der, så som OECD, EU og Bologna Processen, styret af vidt­løf­tige visioner om, hvordan Danmark i en europæisk region kan blive blandt verdens mest dynamiske og kon­kur­ren­ce­kraf­tige viden­s­ø­ko­no­mier (Krejsler, 2021). Vi ser et kaf­ka­lig­nende uni­ver­si­tet, hvis pro­ce­du­rale tek­no­lo­gier slår igennem i form af ’Frem­drifts­re­for­men’ i 2013, ’Dimen­sio­ne­rin­gen’ i 2014 og ’Uddan­nel­ses­lof­tet’ i 2016, hvorved stu­de­rende og uni­ver­si­tet belønnes, når stu­de­rende bliver færdige til normeret tid på uddan­nel­ser, som økonomisk pri­o­ri­te­rede områder efter­spør­ger, og hvor der ikke er plads til at fortryde og komme tilbage og eventuelt få sig en anden skat­tey­der­be­talt vide­re­gå­ende uddannelse.

Som i ”Slottet” oplever dagens ’K’ at uni­ver­si­te­tet er overalt omkring ham, men at han ikke kan finde ud af, hvem der egentlig bestemmer hvad, hvornår og hvorfra. For de nominelle beslut­nin­ger i til­sy­ne­la­dende beslut­tende organer inter­pel­le­res af så mange eksterne ram­me­sæt­tende beslut­nin­ger på andre niveauer samt inci­ta­ments­tek­no­lo­gier og hyppige reformer, hvis ræk­ke­vidde er så svære at bedømme, at uni­ver­si­te­tets hvor fortoner sig i det dunkle. Kaf­ka­ma­ski­nen demon­stre­rer her, hvordan pro­duk­tio­nen af kund­skab­se­lite måske også finder sted i et miljø af uigen­nem­sku­e­lig­hed. En diskurs, der illuderer ratio­na­li­tet, fortoner sig i pro­ce­du­rer, sty­rings­tek­no­lo­gier og for­skel­lige magt­cen­tre, der hver især følger egne logikker. Samlet frem­træ­der et kafka-lignende univers, hvor dannelse og for­dy­belse fordamper til fordel for det uigen­nem­sku­e­lige sty­rings­kom­pleks, hvorved middel på snigende vis bliver til mål således som vi kender det fra ”Processen” og ”Slottet”.  

Visionen om det selv­fi­nan­si­e­rede digitale universitet

Hertil kan vi lægge de effekter, som digi­ta­li­se­ring føjer til et uni­ver­si­tet, der legi­ti­me­rer sig gennem ratio­na­li­tet, men fungerer i et svært gen­nem­sku­e­ligt virvar af post-bureau­­kra­ti­­ske prak­sis­for­mer. Covid-19 pandemien kan her fungere som en eksem­pla­risk ekstra­po­le­rings-linse i forhold til, hvad vi måske har i vente. Med Baud­ril­lards begreb om ind­ad­gro­ende fedme in mente ser vi, hvordan on-site mødet på fysiske faci­li­te­ter pludselig kunne erstattes af møder på skærmen. En konsulent i ”Slottets” store sty­rings­kom­pleks kunne måske få tanken, at vi ikke længere behøver det fysiske uni­ver­si­tet, i hvert fald ikke så meget. Hermed kunne vi spare hund­re­de­tals millioner på store bygninger på dyre stor­by­adres­ser. Måske kunne ’K’ fra sine digitale proteser derhjemme koble sig til uddan­nel­ses­plat­forme, hvor han med digital vej­led­ning kunne få adgang til den bedste forskning og fore­læs­nin­ger ikke blot nationalt men i prin­cip­pet globalt; og, når kunstig intel­li­gens og virtual reality hastigt udvikles, på måder, hvor han ikke længere kan føle for­skel­len mellem at være fysisk og virtuelt tilstede. Plat­forms­u­ni­ver­si­te­tet kunne her servere det fornødne i form af opkobling og ind­skriv­ning, der sikrer adgang til platforme, der viser ’K’ hvad han skal gøre og performe for at kunne bevæge sig fra modul til modul; give ham adgang til digitale bibli­o­te­ker og fore­læs­nin­ger, som en personlig assistent à la Alexa kunne hjælpe ham til at manøvrere inden for på baggrund af hans uddan­nel­ses­valg (Snricek, 2017). En form for instant vej­led­ning, som altid er opdateret på, hvor ’K’ er i forhold til sine dif­fe­ren­ti­e­rede lærings­be­hov samt plat­forms­u­ni­ver­si­te­tets krav og kriterier. Med tiden kan man måske vælge, om man vil tage uddan­nel­sen hundrede procent digitalt, eller fore­trække en blanding af digital og on-site uddan­nelse… natur­lig­vis i tæt sam­ar­bejde med sin per­son­lige digitale uddannelsesassistent.

Med reference til Zuboffs indsigter om over­våg­nings­ka­pi­ta­lis­men, kunne uni­ver­si­te­tet desuden her­i­gen­nem finan­si­ere sig selv ved at overlade det digitale over­skuds­ma­te­ri­ale, som Josef K og ’K’ i form af under­vi­sere og stu­de­rende løbende pro­du­ce­rer i trafikken på nettet, til fx Google, Facebook eller lignende som modydelse for sponsora­ter. Herved kunne plat­forms­u­ni­ver­si­te­tet eks­pan­dere og gøre sig mindre afhængig af statens detail­re­gu­le­ring og så fremdeles. Men til hvilken pris, må vi igen spørge med Zuboff (Zuboff, 2019).

Samlet demon­stre­rer kaf­ka­ma­ski­nen, hvordan uddan­nelse kunne bevæge sig i retning af en opdateret version af noget vi kender alt for godt fra ”Processen” og ”Slottet” i form af en gen­nem­gri­bende pro­duk­tion af menings­løs­hed, som syste­ma­tisk inter­pel­le­rer den mening, som systemet – i dette tilfælde uni­ver­si­te­tet eller pro­fes­sions­højsko­len – skulle producere i form af dannelse, for­dy­belse og indsigt. Og i den digitale ekstra­po­le­ring heraf – og måske med ”Matrix” in mente – ser vi poten­ti­elt sub­jek­ti­vi­te­ter, der i sine begræn­sede kontakter med den fysiske vir­ke­lig­hed og face-to-face sociale kontakter pro­du­ce­rer en hyper­re­a­li­tet af indad­vok­sende fedme og eksi­sten­tiel ensomhed. 

Flugt­li­nier, begrebs­ak­ti­visme og glædespraktikker

Vi har nu dyrket den negative kritik til sit yderste i en radikal eks­pe­ri­men­te­ren med aspekter af et bruta­li­se­ret hver­dags­liv. Inspira­tio­nen er hentet fra den deleuzi­ansk inspi­re­rede kaf­ka­ma­skine og fra Baud­ril­lards greb til at ekstra­po­lere den fysiske og digitale vir­ke­lig­hed ud i dens yderste kon­se­kvens med begreber om hyper­re­a­li­tet og indad­vok­sende fedme.

Det ana­ly­se­stra­te­gisk vigtige spørgsmål bliver her, om kaf­ka­ma­ski­nen er anven­de­ligt som dis­rup­tions­værk­tøj til at mobi­li­sere den ratio­na­li­tet, intuition og fantasi, der skal til for at hjælpe os med at få ord på hver­da­gens under­trykte bruta­li­te­ter (Deleuze & Guattari, 1986/1975). Kan en sådan metode til akti­ve­ring af den monstrøse og næsten seismisk aktive underside af et på over­fla­den ofte afstumpet og bruta­li­se­ret søvn­gæn­ger­ag­tigt hver­dags­liv tjene som udgangs­punkt for nye til­bli­vel­ser i analyser; analyser der hjælper os til kon­struk­tivt at brydes med ofte usagte og lidet bevidste bruta­li­te­ter mod hinanden og livet med henblik på at kunne leve mere fulde liv? 

Dette bringer os til den affir­ma­tive kritik, der aktivt anvender ind­sig­terne fra den negative kritik til at lede efter mulig­he­der for at skabe begreber, der gør det muligt at tænke ander­le­des (Deleuze & Guattari, 1996; Krejsler, 2019a). Deleuzes læsninger af Baruch de Spinozas tænkning (1632 – 77) som en affir­ma­tiv attitude til livet er her særligt relevant (Deleuze, 2005). For Spinoza var i sin tænkning optaget af, hvad der kunne udvide, hvad en krop eller et menneske er i stand til. Han havde et skarpt blik for de passive prak­tik­ker af tristhed, hvor mennesket gennem brok, dårlig samvit­tig­hed, indad­vendt­hed m.m. syste­ma­tisk mindsker sin ræk­ke­vidde og livs­po­ten­ti­ale. Søvn­gæn­geri og passiv rutine bidrager her til at mindske, hvad kroppe, tanker og affekter kunne udvikles til at blive. Hver passive trist­heds­prak­tik under­mi­ne­rer livs­po­ten­ti­ale, og fører med sig, at subjektet skal arbejde dobbelt for blot at kom­pen­sere, hvad det kunne have opnået gennem en glæ­desprak­tik. Spinoza påminder os om, at kroppen og tanken affek­te­res af alle de vilkår, situ­a­tio­ner og elementer, som støder på udefra og løbende omfor­ma­te­rer, hvad tanken og kroppen kan være. Men kroppen og tanken kan også affektere sin omverden, og hermed aktivt være med­ska­bende for, hvordan begæret kan udvide hvad kroppen og tanken kunne blive til.

I forhold til at finde flugt­li­nier i bruta­li­se­rede hver­dags­prak­sis­ser drejer det sig her om at åbne blikket for de mulige glæ­desprak­tik­ker, som de fleste situ­a­tio­ner også byder på, og ikke blot søvn­gæn­ger­ag­tigt glide med de passive trist­heds­prak­tik­ker. Det drejer sig om at kunne tænke mere med intu­i­tio­nen i forhold til, hvad livet kunne blive til i per­spek­ti­vet af de mange glæ­des­for­nem­mel­ser, som den mindre søvn­gæn­ger­ag­tige daglige praksis åbner øjnene for. ’K’ kunne måske starte med at lede efter alli­an­ce­part­nere blandt sine medstu­de­rende og eventuelt blandt under­vi­sere, som også længes efter mere plads til bredere dan­nel­ses­frem­mende samvær­s­for­mer, der giver plads til gensidig for­dy­belse og de sociale bånd som sådanne fælles bestræ­bel­ser åbner for. Her kunne man arbejde på at fremme en attitude af dan­nel­ses­be­gær i under­vis­nin­gen, udvikle symposier eller læse­kredse. Samvær på sådanne præmisser giver anledning til udfor­skende og humo­ri­sti­ske samtaler; anledning til at mødes socialt på og uden for uni­ver­si­te­tet og pro­fes­sions­højsko­len, hvilket igen er grund­la­get for udvikling af fælles soli­da­ri­tet og omsorg for hinandens velvære.

I forhold til en anmas­sende hyperreal digital moder­ni­tet får de passive trist­heds­prak­tik­ker let over­mag­ten, når de på for­før­ende vis frem­stil­les som glæ­desprak­tik­ker. Med nyhedens og sen­sa­tio­nens vir­ke­mid­ler lokkes subjektet således længere ind i indad­vok­sende fedme, når com­pu­te­rens algo­rit­mer og den per­son­lige assistent gen­nem­træn­ger og former tanker og affekter med per­son­ligt til­pas­sede feedback-effekter. Kaf­ka­ma­ski­nen kan måske her hjælpe mennesket til at erkende, hvor langt den ind­ad­gro­ende fedme faktisk påvirker dets sub­jek­ti­ve­rings­pro­ces­ser dag efter dag: når det fysiske møde erstattes af digitale venner og leder til eksi­sten­tiel ensomhed; når fæl­leska­bet på arbejde erstattes af digitale møder, der eroderer for­nem­mel­sen for kon­tek­stens betydning; når partneren erstattes af en virtuel personlig assistent, der er pro­gram­me­ret til at opfylde ethvert erotisk begær (Baud­ril­lard, 1985; Krejsler, 2019b).

Her må opdyr­kel­sen af en affir­ma­tiv attitude til livet, der pro­du­ce­rer glæ­desprak­tik­ker, anta­ge­ligt være nært knyttet til en livsstil, hvor face-to-face ople­vel­ser balan­ce­res vel i forhold til den stigende mængde digitale tilbud. Glæ­desprak­tik­ker vokser således ud af en livsprak­sis, hvor fæl­les­ska­ber i de fysiske kon­tek­ster med partner, familie, kolleger og venner balan­ce­res med ensom­he­den og for­dy­bel­sen med en selv i naturen m.m. Og natur­lig­vis må alt dette forbindes med kunsten at integrere det lokkende og voksende digitale udbud, hvor den ’digitale assistent’ bidrager til at gøre hverdagen lettere, og hvor strea­m­ingtje­ne­ster og udvalgte websites bidrager med kund­ska­ber, liden­ska­ber og afslap­ning. Samtidig må det ikke glemmes, at en verden, der er gået af led, og hvor en vækstgal kapi­ta­lisme koblet til en digital hyper­re­a­li­tet sætter os alle i turbo kognitivt og affektivt, i høj grad må håndteres som et politisk, kulturelt og spi­ri­tu­elt anlig­gende, hvor balancen mellem den fysisk-sanselige realitet og den digitale realitet udkæmpes såvel lokalt som globalt (Krejsler, 2017 & 2020).

Krigs­ma­ski­ner og eks­pe­ri­men­te­rende analyser

I relation til spørgs­må­let om mere eks­pe­ri­men­te­rende analyser, som dette tema­num­mer af ”Dansk Pæda­go­gisk Tids­skrift” stiller, hig­hligh­ter denne artikel behovet for radikalt eks­pe­ri­men­te­rende analyser. Pædagogik forholder sig til, hvordan vi kan tænke en bedre fremtid ud fra diagnoser af, hvordan vi er havnet i den aktuelle suppedas på baggrund af de linjer fra vor fortid, som i dag binder os på særlige måder. For at kunne gøre dette, argu­men­te­rer artiklen, har vi behov for at opbygge en analytisk krigs­ma­skine, der er i stand til gennem ekstra­po­la­tio­ner af vor nutid og dens mest prægnante tendenser at producere scenarier for, hvor disse synes at bringe os hen. Og dette må gøres på et grundlag, der dels hud­flet­ter de ofte ikke synlige bruta­li­te­ter i hverdagen, som vi tvunget af struk­tu­relle bindinger kon­ti­nu­er­ligt udsætter hinanden for; dels bruger den viden, som sådanne analyser frem­skri­ver som udgangs­punkt for at bekæmpe de selvsamme bruta­li­te­ter med henblik på at kunne tænke, orga­ni­sere og leve bedre liv.

En sådan ambition kræver, at vi inddrager kognitivt ratio­nelle såvel som affektivt intuitive resurser med det formål at sikre, at vore analyser styrer mellem ratio­na­li­te­tens Scylla og ople­vel­sens Charybdis på måder, der vil livet med hjerne og følelse… og kræver at pæda­go­gik­ken tager den indsigt alvorligt, at livet og dens praksis må beskrives i sin rodede mang­fol­dig­hed. Derfor må videnskab, lit­te­ra­tur, film og alverdens stra­te­gier til at forstå mennesket og dets rela­tio­ner til verden drages ind og eks­pe­ri­men­te­res med. Søvn­gæn­ge­riet og vanen må vækkes og kre­a­ti­vi­te­ten, innova­tio­nen og iværk­sæt­te­riet sættes i tjeneste af livet i en bredere forstand end opti­me­ring af ege­nin­ter­es­sen og landets øko­no­mi­ske vækst. Først da vil man finde ud af, at når man følger sit begær, da bliver en ikke-inten­­de­ret kon­se­kvens af, at man ved at blive god til det man ikke kan lade være med, er, at man pro­du­ce­rer vækst og effek­ti­vi­tet. Her kommer midlet ufor­va­rende til at tjene målet med ens aktiviteter.

Vender man derimod denne logik om, og gør middel til mål, da pro­du­ce­rer man den bruta­li­se­rende dystopi, som kaf­ka­ma­ski­nen i den grad kan synliggøre.

Refe­ren­cer:

Baud­ril­lard, J. (1983/1981). Simulacra and Simu­la­tions. New York: Semiotext(e).

Baud­ril­lard, J. (1985). The Masses: The implosion of the social in the media. New Literary History, 16(3), 577 – 589.

Baud­ril­lard, J. (1997/1979). For­fø­relse. Fre­de­riks­berg: Det lille Forlag.

Baud­ril­lard, J. (2001). Jean Baud­ril­lard – Selected Writings. 2. ed. Stanford Uni­ver­sity Press.

Bovbjerg, K. M. (Red.) (2011). Moti­va­tion og mismod: Effek­ti­vi­se­ring og stress på offent­lige arbejds­plad­ser. Aarhus Universitetsforlag.

Dean, M. (2006). Gover­n­men­ta­lity: Magt & styring i det moderne samfund. Fre­de­riks­berg: Forlaget Sociologi.

Deleuze, G. (2005/1968). Expres­sio­nism in Phi­los­ophy: Spinoza (4. ed.). New York: Zone Books.

Deleuze, G., & Guattari, F. (1986/1975). Kafka : toward a minor lite­ra­ture. Min­ne­a­po­lis: Uni­ver­sity of Minnesota Press.

Deleuze, G., & Guattari, F. (1996/1991). Hvad er filosofi?. København: Gyldendal.

Deleuze, G., & Guattari, F. (2005/1980). 1227: Afhand­ling om noma­do­logi: krigs­ma­ski­nen. In Tusind Plateauer (pp. 451 – 548). København: Det Kongelige Danske Kun­sta­ka­de­mis Billedkunstskoler.

Haraway, D. (1991). Simians, Cyborgs and Women. New York: Routledge.

Kafka, F. (2003/1926). Slottet. København: Gyldendal.

Kafka, F. (2014/1925). Processen. København: Gyldendal.

Krejsler, J. B. (2017). Dannelse, til­bli­vel­ses­ak­ti­visme og den globale uorden. In L. Moos (Ed.), Dannelse: Kon­tek­ster, visioner, temaer og processer (pp. 121 – 146). København: Hans Reitzels Forlag.

Krejsler, J. B. (2019a). At analysere med Deleuze: En rejse i nomade-begreber, til­bli­vel­ser og kon­trol­sam­fund. Fre­de­riks­berg: Nyt fra Samfundsvidenskaberne.

Krejsler, J. B. (2019b). ’Den store simu­la­tion’, eva­lu­e­rings­fe­ber og moti­va­tions­ef­fek­ter. In K. Kousholt, J. B. Krejsler, & M. Nissen (Eds.), At skulle ville: Om moti­va­tions­ar­bejde og moti­va­tio­nens til­bli­vel­ser og effekter (pp. 125 – 148). Fre­de­riks­berg: Samfundslitteratur.

Krejsler, J. B. (2020). Skolen som simu­la­tion og dan­nel­ses­ak­ti­vi­sten: Om kunsten at tænke ander­le­des. In E. Jensen & O. Løw (Eds.), Hvorfor går børn i skole? (pp. 95 – 106). København: Akademisk Forlag.

Krejsler, J. B. (2021). Skolen og den trans­na­tio­nale vending: Dansk uddan­nel­ses­po­li­tik og dens euro­pæ­i­ske og ang­lo­a­me­ri­kan­ske for­bin­del­ser. Fre­de­riks­berg: Nyt fra Samfundsvidenskaberne.

Pedersen, O. K. (2011). Kon­kur­ren­ce­sta­ten. København: Hans Reitzels Forlag.

Raffnsøe, S., Staunæs, D., & Bank, M. (2022/in press). Affir­ma­tive Critique. Ephemera: Theory & Politics in Orga­niza­tion. ISSN 1473 – 2866.

Smith, R. G. (Ed.) (2010). The Baud­ril­lard Dictio­nary. Edinburgh Uni­ver­sity Press.

Snricek, N. (2017). Platform Capi­ta­lism. Hoboken, NJ: Wiley.

Sørensen, A. (2020). Asger Sørensen går på uni­ver­si­te­tet. Scrapbog fra omvælt­nin­gerne. Fre­de­riks­berg: Filo­so­fisk Rådgivning.

Tzu, Lao (1975/ 6th cent. BC). Tao Te Ching (9th ed.). Har­mondsworth, UK: Penguin Classics.

Wright, S., Carney, S., Krejsler, J. B., Nielsen, G. B., & Ørberg, J. W. (Eds.). (2019). Enacting the Uni­ver­sity: Danish uni­ver­sity reform in an eth­no­grap­hic per­spective. Dordrecht: Springer.

Zuboff, S. (2019). The Age of Sur­veil­lance Capi­ta­lism. New York: Hachette.