Kaf­ka­ma­ski­nen, hyper­re­a­li­tet og ind­ad­gro­ende fedme! Eks­pe­ri­men­ter i negativ analyse med affir­ma­tiv fantasi

John Benedicto Krejsler

Artiklen prak­ti­se­rer radikal sam­tids­di­ag­nose. Der eks­pe­ri­men­te­res med, hvordan nye for­stå­el­ser kan kon­stru­e­res ud af kon­fliktu­a­li­te­ter, som samfund og subjekter aktuelt begrænses af. Formålet er at udfolde og udfordre den eks­pro­p­ri­e­ring af livet, som avanceret liberal styring med digital turbo også driver uddan­nelse og ’den livslangt sel­vop­ti­me­rende lærende’ ud i, når alle lærer at (skulle) ville drive rovdrift på resur­serne i eget indre som livslang ’pligt’.

Med inspira­tion fra Deleuze og Guattari udvikles begrebet om Kafka-maskinen til at frem­skrive scenarier af menings­løs­hed i (selv-)forvaltning af uddan­nelse. Med inspira­tion fra Baud­ril­lard extra­po­le­res scenarier for, hvordan skærmens realitet skaber en hyper­re­a­li­tet, hvor subjekter går til i ind­ad­gro­ende fedme. En negativ kritik, der bestræber sig på radikal syn­lig­gø­relse af en søvn­gæn­ger­præ­get realitet, gøres til udgangs­punkt for skitser til en affir­ma­tiv kritik, der lægger op til at tænke nye glædes- og livs­be­kræf­tende modstandsstrategier.

Er livet gået af led?… og hvordan opdager vi det i givet fald!

Himmel og jord er skån­sels­løse, og behandler ska­bel­sens mang­fol­dig­hed som halmhunde;

vismanden er skån­sels­løs, og behandler folket som halmhunde.

Er ikke rummet mellem himmel og jord som en blæsebælg?

Den er tom uden at være at være opbrugt: Jo mere den arbejder jo mere kommer der ud.

Megen tale leder uund­gå­e­ligt til stilhed. Bedre at holde sig til tomheden.

(Lao Tzu, 1975/ 6. årh f.v.t.: 61 (jbk-over­­sæt­telse))

Dette citat fra den kinesiske klassiker ”Tao te Ching” peger på den sårbarhed, som individet er kastet ind i verden med. Men citatet sig­na­le­rer også håb ved på para­doksal vis at pege på talens for­fæn­ge­lig­hed. Med denne ambi­va­lens som anledning hud­flet­ter artiklen sub­jek­ti­vi­te­tens sårbarhed i en global kon­kur­ren­ce­dre­vet kapi­ta­lisme, der lokker subjektet stadig længere ind i en digital hyper­re­a­li­tets sorte hul. Dette med håbet om et bedre liv som ledestjerne!

Artiklen sigter mod at udøve kritik af aktuelle vilkår for sub­jek­ti­ve­rings­prak­sis. Dette gøres gennem radikal sam­tids­di­ag­nose af moder­ni­se­rin­gens mar­keds­gø­relse af uddan­nelse og digi­ta­li­se­rin­gens subsu­me­ring af den livlangt lærende. Gennem begrebs­lige eks­pe­ri­men­ter udforskes, hvordan sub­jek­ti­vi­te­ten påvirkes af konstant at drive rovdrift på krop og sjæl i nye balancer mellem den fysiske og skærmens vir­ke­lig­hed. Nyliberal styring på- eller tilbyder græn­se­løs­he­den som vækst­mo­tor, hvorved grænser mellem arbejde og privatliv ophæves, når sub­jek­tets selv­re­a­li­se­ring bliver til et spørgsmål om opti­me­ring af human kapital (Bovbjerg, 2011). Fra alle sider omgives subjektet af inci­ta­men­ter, der lover ’kvalitet’ og ’effek­ti­vi­tet’. I lyset af kapi­ta­lis­mens behov for ’kre­a­ti­vi­tet’, ’innova­tion’ og ’iværk­sæt­terånd’ under­ka­ster subjektet sig til selv at (skulle) ville lære og udvikle sig som livslang ’pligt’ (Dean, 2006; Pedersen, 2011). I artiklen iagttages disse vilkår for sub­jek­ti­ve­ring som udtryk for en avanceret simu­la­tion (Baud­ril­lard, 1983), der søger at skabe for­før­ende effekter i kroppe, sind og tanker om, at glo­ba­li­se­rin­gen, den hårde kon­kur­rence og job-usik­ker­he­­den kan håndteres i et win-win per­spek­tiv, der lover personlig rea­li­se­ring og velstand samtidig med, at væksten sikres lokalt, nationalt og globalt. Måske er det her netop ’frygten for at sakke bagud’ koblet til troen på statistik, trans­na­tio­nale sam­men­lig­nin­ger og ’best practices’, der driver hver enkelt til at performe mere i skole, uddan­nelse og på arbejds­mar­ke­det med henblik på at mani­festere, at vi enkeltvis og som nation fortjener at kravle op ad stigen på næste ranking (Krejsler, 2019b; 2021).

Iagttages moderne sub­jek­ti­vi­te­ter i dette pro­duk­ti­vi­tets­for­ce­rende per­spek­tiv, ægger det til udvikling af mod­per­spek­ti­ver på livet, der med tro på tankens og fan­ta­si­ens poten­ti­a­ler kan tænke subjektet og omver­de­nen ander­le­des (Deleuze & Guattari, 1996; Krejsler, 2017). Ambi­tio­nen er således dels at arti­ku­lere den negative kritik med henblik på at afsløre rov­drif­ten på selvet og dens alle­steds­nær­væ­rende hærgen, dels herefter – i mere skit­se­ag­tig form – at kunne rear­ti­ku­lere en affir­ma­tiv kritik, der med glæ­des­af­fir­ma­tiv attitude til til­væ­rel­sen søger efter flugt­li­nier, der peger på bedre livs­mu­lig­he­der (Krejsler, 2019; Raffnsøe, Staunæs, & Bank, 2022/in press).

Artiklen trækker på den franske filosof Gilles Deleuzes arbejde med at skabe begreber, der gør det muligt at vække mennesket af søvn­gæn­ge­riet og tænke ander­le­des; herunder nylæs­nin­ger sammen med Félix Guattari af Franz Kafka (1883 – 1924) med fokus på at skabe fore­stil­lin­ger om beboelige rum i aktuelle nor­ma­li­se­rende sand­heds­re­gi­mer (Deleuze & Guattari, 1986/1975); samt nylæs­nin­ger af filo­sof­fen Baruch de Spinoza (1632 – 77) og dennes arbejde med affir­ma­tiv kritik og glæ­desprak­tik­ker (Deleuze, 2005; Deleuze & Guattari, 1996; Krejsler, 2019a). Desuden hentes inspira­tion fra Jean Baud­ril­lard, en anden fransk tænker, der mester­ligt formår at rear­ti­ku­lere livs­be­tin­gel­ser, som er ved at gå af led, ved at placere tanken i en aktuel tendens og herefter ekstra­po­lere den ud i sine yderste kon­se­kven­ser. Dette gør han – ligesom Deleuze – ved at producere begreber, der er sensitive i forhold til aktuelle udvik­lings­træk, så som hyper­re­a­li­tet, simu­la­tio­ner og indad­vok­sende fedme. Herved pro­du­ce­res ofte dysto­pi­ske scenarier for mulige fremtider, der ægger til at yde modstand og tænke livs­stra­te­gier ander­le­des (Baud­ril­lard, 1983, 1985, 2001; Krejsler, 2019b).

Kaf­ka­ma­ski­nen – et dis­rup­tions­værk­tøj til at nå tankens grænseland

Når man som tænker og livsprak­ti­ker skal udvikle en nomadisk krigs­ma­skine, der kan manøvrere på slag­mar­ken og tænke nyt i en ofte bruta­li­se­ret vir­ke­lig­hed, kan der hentes megen inspira­tion hos Deleuze og Guattari (2005), eksem­pel­vis i ”Kafka – en minoritær lit­te­ra­tur” (Deleuze & Guattari, 1986/1975). Her gøres Kafka på en meget konkret måde til en tænke- eller krigs­ma­skine for krop, sind og affekter: Kaf­ka­ma­ski­nen aktiveres, når øjet obser­ve­rer en særlig form for praksis, som hjernen vakt af Kafkas forun­der­lige univers omsætter til tanker, der via armen kobles til en hånd, der griber et tastatur, der siden gør en særlig eks­pe­ri­men­te­rende skri­ve­prak­sis mulig. Denne praksis virker tilbage på hjernen på måder, der vrider tanken og afprøver poten­ti­a­ler for at tænke ander­le­des om den alt for velkendte rutine, når den fører til livs­for­næg­tende sub­jek­ti­vi­te­ter. Kaf­ka­ma­ski­nen efter­stræ­ber at producere skæve tanker om rigide seg­men­te­rin­ger fra mino­ri­te­ters per­spek­tiv. Her spiller det faktum ind, at Kafka som jøde i det tjekkiske Prag skrev på tysk, de her­sken­des sprog i det mul­ti­na­tio­nale østrig-ungarske kej­ser­rige. Med denne hjer­ne­blan­ding af kon­fliktuel mang­fol­dig­hed formåede Kafka at få det herskende regimes nor­ma­li­se­rin­ger til at fremtræde absurde og groteske, og herved producere en flugt­li­nie, som Kafka manøv­re­rede med sur­re­a­li­stisk radi­ka­li­tet indenfor. Tager man sæde i kaf­ka­ma­ski­nen får man således et stra­te­gisk værktøj til rådighed, hvor radikal brug af sproget i kreativt vilde processer af tan­ke­skriv kan producere sam­tids­di­ag­nostisk akti­ve­rende vrang­bil­le­der af en aktu­a­li­tet, som man må danse med for at komme ud af søvn­gæn­ge­rens vane-dyssende labyrin­ter på vejen mod et bedre liv.

Kaf­ka­ma­ski­nens DNA trækker på omfat­tende erfa­rin­ger med det ratio­nelle indu­stri­elle bureau­krati, og synliggør med fuld udblæs­ning, hvordan dette også pro­du­ce­rer per­ver­te­rede betin­gel­ser for at ved­li­ge­holde menings­fulde liv. Dette bureau­krati risikerer således at instru­men­ta­li­sere livet til admi­ni­stra­tive og pro­duk­ti­vi­tets­fo­ku­se­rede processer, der gør middel til mål, når men­ne­skets rela­tio­ner til sin omverden reduceres til metode og statistik med effek­ti­vi­tet og vækst som højeste mål. Den form for mening med livet, der trækker på de store – og på andre måder farlige – for­tæl­lin­ger om religion og national identitet udraderes uden at erstattes af alter­na­tive måder til at finde mening i livet. Når læseren i ’Processen’ følger Josef K og i ’Slottet’ følger ’K’ ind i det indu­stri­elle bureau­kra­tis labyrin­ter og mareridt, inviteres der ind i et samfund, hvis ratio­nelle pro­ce­du­rer er blevet mål i sig selv.

I ”Processen” kon­fron­te­res Josef K af et bureau­kra­tisk systems anonyme funk­tio­næ­rer, der fremfører en anklage, der ikke kan navngives, men som tvinger ham ind i en mare­ridts­ag­tig proces af uigen­nem­sku­e­lige pro­ce­du­rer, der kræver al opmærk­som­hed og ikke har nogen ende. Han trækkes ind i endeløse ind­kal­del­ser til forhør, som ingen steder fører hen. Han opsøger juridiske eksperter, der foregiver at forstå systemer, som refererer til pro­ce­du­rer og regler i en uen­de­lig­hed, der ingen mening synes at have. Han møder andre tiltalte, som i årevis som lydige med­bor­gere venter på afgø­rel­ser, som trækker ud. Gennem absurd pro­ce­du­ral ratio­na­li­tet nor­ma­li­se­res individer herved til at påtage sig under­ku­ede sub­jek­ti­vi­tets­for­mer og ‑roller. Processen bliver efter­hån­den selve meningen med livet i al sin absurde menings­løs­hed (Kafka, 2014/1925).

I ”Slottet” følges i en lignende menings­løs proces personen ’K’, der under fore­gi­velse af at søge et job som landmåler kommer til en by, hvor han søger slots­her­ren. Hans ærinde betvivles, hvorfor han først må kæmpe om til­la­delse til over­ho­ve­det at befinde sig i byen. Herefter glider ’K’ gradvist over i en endeløs proces med at finde ud af, hvor slots­her­ren befinder sig samt hvilke pro­ce­du­rer som er gældende for at kunne få job-ærindet håndteret: hvem skal ’K’ kontakte for at kunne få fat i den han egentlig skal have fat i; hvordan kommer ’K’ ind i slottet og hvor i slottet skal han siden henvende sig. Symp­to­ma­tisk på selve processen, hvor målet for­svin­der og pro­ce­du­rerne, der bliver stadig mere menings­løse, bliver mål i sig selv, er det, at Kafka opgiver at fær­dig­gøre selve romanen, som således konsu­me­res af sin egen menings­løs­hed (Kafka, 2003/1926).       

Med kaf­ka­ma­ski­nens DNA og dens afslø­rin­ger af hver­da­gens menings­løs­he­der i det tidlige 1900-tal sættes med ”Processen” og ”Slottet” en imaginær kraft igang i tanken, der med sam­tids­di­ag­nostisk sen­si­ti­vi­tet kan anvendes til at ekstra­po­lere og hermed syn­lig­gøre absur­di­te­ter, der også idag truer med at overtage men­ne­skers liv: Eksem­pel­vis overtages meningen med uddan­nelse, læring og studier i stigende grad af pro­ce­du­rer, hvor gen­nem­før­sels­ha­stig­hed, karak­ter­gen­nem­snit og målbare for­ma­li­se­rin­ger af kund­ska­ber, fær­dig­he­der og kom­pe­ten­cer til tak­so­no­mier kvæler nys­ger­rig­he­den og begæret. Her kan kaf­ka­ma­ski­nen vække den indre søvn­gæn­ger og syn­lig­gøre aktu­a­li­te­tens vanvid; og hermed invitere til at producere flugt­li­nier, der åbner for mere nydelse og mening i det umulige og meningsløse.

Hyper­re­a­li­te­tens fremvækst… og sub­jek­ti­vi­te­tens vej mod ’den ind­ad­gro­ende fedme’!

Med kaf­ka­ma­ski­nen som dis­rup­tionværk­tøj stilles en analytisk krigs­ma­skine til rådighed, der kan anvendes til at eks­pe­ri­men­tere med scenarier for, hvor aktuelle sub­jek­ti­vi­te­ter kunne være på vej hen.

Den livslangt lærende og det selv­re­a­li­se­rende subjekt lever i dag store dele af livet på digitale medier, som styres af kafka-lignende formater og algo­rit­mer. Hermed sættes nye rammer for hvordan man kan omgås med sig selv og hinanden. Det reale i form af fysiske fæl­les­ska­ber på studie, arbejde og i venskaber i form af face-to-face rela­tio­ner i kød og blod visner i stigende grad ud af opmærk­som­he­den og suges ind i virtuelle simu­la­to­ri­ske rum af forbundne digitale platforme på skærme og app’er. Dette hvad enten der er tale om webinarer og digital vej­led­ning, der erstatter den fysiske under­vis­ning og omgang på uni­ver­si­te­tet eller pro­fes­sions­højsko­len; den kal­ku­le­rende livs­plan­læg­ning, hvor subjektet via ’Uddan­nel­ses­zoom’ og andre websites søger statistik og sand­syn­lig­heds­rå­d­giv­ning med henblik på løbende opti­me­ring af sin humane kapital; den lille midtby-lejlighed, der løsrives fra behovet for at sted at bo, og ligesom opspa­rin­gen trans­for­me­res til kasino-prægede inve­ste­rings­ob­jek­ter på digitale globale aktie- og vær­di­pa­pir­mar­ke­der, der har mistet for­bin­del­sen til den fysiske pro­duk­tion; den selv­re­a­li­se­rende sub­jek­ti­ve­ring og venskabet, der  næres stadig mere af gensidig social massage og råd­giv­ning med virtuelle kontakter på digitale platforme som Facebook, LinkedIn, Instagram og Twitter; rela­tio­nen til kroppen, der  ændres, når subjektet løbende via app’er moni­to­re­rer sig selv gennem kalorie- og skridt­tæl­ling, gennem helbreds- BMI- og DNA-pro­­fi­le­ring. Sub­jek­ti­ve­rings­prak­tik­ker, der digi­ta­li­se­res, kobles samtidig til net­værks­for­bundne systemer, der intimt forbinder individ, skole/uddannelse, kommune, mini­ste­rium, OECD og så fremdeles (Krejsler, 2021). I dette kredsløb cir­ku­le­rer statistik, nationale kvalitets- og pro­duk­ti­vi­tets­rap­por­ter, trans­na­tio­nale sam­men­lig­nende lan­de­rap­por­ter, ranking-lister, som løbende over­sæt­tes til eva­lu­e­ring, ’Uddan­nel­ses­zoom’ og digital vej­led­ning for optimale uddan­­nel­­ses- og beskæf­ti­gel­ses­valg m.m. Samtidig med at sub­jek­ti­vi­te­ten suges ind i digitale selv­re­fe­ren­ti­elle verdener af tegn, tager det hyper­re­ale stadig mere over fra den alt for langsomt kom­mu­ni­ke­rende fysiske realitet. Affekter, læring, præ­fe­ren­cer, varer, kroppe, arki­tek­tur og infra­struk­tur over­sæt­tes til tal, grafer og anbe­fa­lin­ger, som hævder at gøre Pelle i Århus, Ahmed i Kabul og Alice i San Francisco sam­men­lig­ne­lige, og forbinder dem virtuelt i et univers, hvor stadig hurtigere kom­mu­ni­ka­tion fremmer grænseløs vækst.

I ”Over­våg­nings­ka­pi­ta­lis­mens tidsalder” hud­flet­ter Shoshana Zuboff med kafka-lignende præcision en digital post­mo­der­ni­tet, hvor selv den private intimitet bliver til råma­te­ri­ale for en altædende kapi­ta­lisme (Zuboff, 2019). I en for­før­ende diskurs om per­so­na­li­se­ring og indi­vi­duel til­pas­ning skal Google fremover gennem maximal udnyt­telse af com­pu­ter­bru­ge­rens søge­hi­sto­rie kunne optimere sine algo­rit­mer således, at hver bruger kan få at vide hvad han/hun vil have, før han/hun selv når at stille spørgs­må­let. Gennem udvikling af maski­nin­tel­li­gens søger Google ud fra sub­jek­tets daglige søgninger og surfen at indhøste stadig mere viden om hver enkelt og dennes præ­fe­ren­cer på alle livs­om­rå­der. Her­i­gen­nem optimeres den ’per­son­lige assistent’, som alle siden bliver stadig mere afhængig af for at kunne håndtere dag­lig­da­gen på arbejde, i fritid, i rela­tio­ner og med sig selv. Gennem anven­delse af det stadig mere omfat­tende akku­mu­le­rede adfærds­mæs­sige overskud fra sub­jek­tets liv online kom­bi­ne­res denne intime viden til produkter, der kan forudsige alle aspekter af brugerens daglige vir­ke­lig­hed: ”… dit e‑mail-indhold, hvor du var i efter­mid­dags, hvad du sagde, hvad du gjorde, hvordan du følte; alt trans­for­me­res til tjenester, der kan tjene et voksende marked” (Zuboff, 2019: 258). Når sub­jek­ti­ve­rings­prak­tik­ker således går i symbiose med digitale proteser, hvad enten det er en smartp­hone, tablet eller virtual reality, styres søge­ma­ski­nen således af fint indstil­lede algo­rit­mer, der syste­ma­tisk gen­nem­sø­ger nettet og indek­se­rer al den infor­ma­tion, der er beregnet til at gengive, forudse og ændre brugerens adfærd. Subjektet trans­for­me­res gradvist til en cyborg i et acce­le­re­rende hyper­re­alt samspil mellem ekstern moni­to­re­ring og selv­mo­ni­to­re­ring (Baud­ril­lard, 1985; Haraway, 1991).

Skal man forstå, hvordan Josef K og ’K’s eksistens ser ud i det 21. århund­rede, må kaf­ka­ma­ski­nen på arbejde og simulere scenarier for, hvordan den digi­ta­li­se­rede hyper­re­ale verden kobler sig til men­ne­skers per­cep­tio­ner på måder, der dels lokker med græn­se­løse fri­stel­ser dels skruer hastig­he­den eks­po­nen­ti­elt op for, hvordan subjektet kan øge sin pro­duk­ti­vi­tet. Dette sker i en form for post-human cyborg-eksistens, hvor sub­jek­ti­vi­te­ter altid allerede med­kon­sti­tu­e­res af det adfærds­mæs­sige overskud, der uund­gå­e­ligt pro­du­ce­res hver gang man tænder sin smartp­hone eller computer eller forbruger produkter med ind­byg­gede sensorer og infor­­ma­tions­­­fe­ed­­back-enheder. Med væksten i kunstig intel­li­gens bliver den post-humane cyborg-eksistens en uad­skil­le­lig del af en ny hyperreal mega­ma­skine, der poten­ti­elt forbinder virtual reality med vores levede rea­li­te­ter i form af simu­la­tio­ner, der gør det stadig van­ske­li­gere at se og opleve for­skel­lene mellem de digitale og fysiske vir­ke­lig­he­der, vi lever i. I filmen ”Matrix” viste Lana og Lilly Wachowski, hvordan den totale til­kob­ling til virtual reality vinder over en fysisk vir­ke­lig­hed, der æstetisk og i forhold til oplevede hand­le­mu­lig­he­der ikke længere kan kon­kur­rere med den hyper­re­ale simu­la­tion. I ”Matrix” blev men­ne­ske­nes kroppe i bog­sta­ve­lig forstand det brændstof, der sikrede simu­la­tio­nens ener­gibe­hov, da de iøvrigt ikke længere var nød­ven­dige som fysiske bærere af sub­jek­ti­vi­te­ten. Parallelt hertil er over­våg­nings­ka­pi­ta­lis­mens store tech-giganter afhængige af at kunne høste det græn­se­løse adfærds­over­skud vi alle leverer, for at de centrale algo­rit­mer kan fodres og gennem mere maskin­læ­ring integrere os stadig mere i deres vækst­pro­du­ce­rende instru­men­ta­rium. Set fra sub­jek­ti­ve­rin­gens synspunkt suges subjektet i denne konstante feedback stadig mere ind i den hyper­re­ale digi­ta­li­tet, hvorved det sociale per­ver­te­res og mister sin fysiske kro­p­s­lig­hed, og subjektet rammes af ’ind­ad­gro­ende fedme’ (Baud­ril­lard, 1983, 1985; Krejsler, 2019b; Zuboff, 2019): “…gennem denne sel­v­in­for­me­rende praksis … denne feedback, dette uop­hør­ligt fore­gri­bende bog­hol­deri, mister det sociale sin mening… det mister det særlige rum det besad som offent­lig­hed eller politisk rum; det for­veks­ler sig med sin egen kon­trolskærm. Over­in­for­me­ret udvikler det ind­ad­gro­ende fedme (Baud­ril­lard, 1985: 580 (jbk-over­­sæt­telse).

Ifølge Baud­ril­lard meta­bo­li­se­rer den hyper­re­ale simu­la­tion sig gennem sine digitale proteser som et hav af for­fø­rel­ses­ef­fek­ter, der trænger ind i og spreder sig i krops- og tan­ke­bil­le­derne på de indi­vi­du­elt sel­vop­ti­me­rende dele: ”…når pro­te­serne er viklet ind i kroppens anonyme og mikro­mo­le­kylære kerne… og brænder alle de andre symbolske kredsløb af, …så er det enden på kroppen og dens historie: individet er nu ikke andet end en cancerøs metastase af dets grund­for­mel” (Baud­ril­lard, 1997: 180). Den fysiske vir­ke­lig­hed i form af det satyriske fysiske møde med det fælles delte måltid, det erotisk kropslige møde med partneren, det æstetisk over­væl­dende møde med naturen og så fremdeles risikerer her at forsvinde for subjektet. For det bliver for omstæn­de­ligt, besvær­ligt og kedeligt for et subjekt, der suges stadig mere ind i skærmens hyper­re­ale sorte hul. Her formidles det sociale i et meget mere lokkende og intensivt simu­la­krum, altså et for­før­ende spil af tegn af en sådan kom­plek­si­tet, at vi ikke længere formår at slippe ud af dets spejl­virk­nin­ger (Smith, 2010).

Når kaf­ka­ma­ski­nen møder uddan­nelse og ”Processen”/”Slottet” bliver den impli­citte dannelse

Sættes kaf­ka­ma­ski­nen i gang med Josef K og ’K’ som begrebs­lig persona i rollen som stu­de­rende ved en uni­ver­si­tets- eller pro­fes­sions­højskoleud­dan­nelse, startede han for­ment­lig sit uddan­nel­ses­valg ved at kon­sul­tere mini­ste­ri­ets digitale platform ’Uddan­nel­ses­zoom’. Her lærer han at koble sit begær med statistik, hvad angår sam­men­lig­ne­lige opstil­lin­ger af for­skel­lige uddan­nel­ser i forhold til mulig­he­der og attrak­ti­vi­tet, hvad angår opta­gel­ses­krav, dimit­tend­le­dig­hed, frem­ti­dige job­mu­lig­he­der, kal­ku­le­ret livsind­komst og så fremdeles.

Siden ind­rul­le­ret på en uddan­nelse bliver han gradvist opmærksom på, at hans interesse i feltet, fx pædagogik, på snigende vis inter­pel­le­res af en anmas­sende mængde af eksterne tek­no­lo­gier. Han belønnes af en SU-bonus i fald han bliver færdig til normeret tid og en ekstra­bonus oven i, i fald han ikke har skamferet sin effek­ti­vi­tetskvota ved fx at tage et sabbatår efter tre års dag­in­sti­tu­tion, ni års grund­skole og tre års ung­doms­ud­dan­nelse til at slippe ud af insti­tu­tio­na­li­se­rin­gens stramme greb ved at rejse ud i verden eller lignende. Dette kaldes i nutidens ”Processen” og dens nysprog for ’fjumreår’, der skal undgås for at optimere gevinsten af uddan­nel­ses­in­ve­ste­rin­gen i Josef K i form af ekstra erhvervsak­tive år efter fær­dig­gjort uddan­nelse. At have fokus på for­dy­belse og dannelse, og fx prøve kræfter med for­skel­lige teorier og para­dig­mer inden for sit fagområde bliver her en ulempe, som gør det svært at blive færdig til tiden. Et andet anmas­sende pres på for­dy­bel­sen er inci­ta­men­tet til at blive entre­pre­nør, dyrke netværk med poten­ti­elle frem­ti­dige arbejds­gi­vere, eller udvikle et produkt, der kan blive patenteret.

Med kaf­ka­ma­ski­nen ses med ”Processen” hvorledes den stu­de­rende fra at have været drevet af videns­be­gær for at prøve kræfter med pæda­go­gik­kens univers, på snigende vis inter­pel­le­res af stadig flere inci­ta­­ment-øvelser, der bliver stadig mere bliver mål­sæt­tende for, hvordan han kommer igennem uddannelsesprocessen.Detoneres desuden ind­sig­terne fra ”Slottet” i brugen af kaf­ka­ma­ski­nen, for­stær­kes ind­le­vel­sen i ’K’s lange vandring med henblik på at finde ud af, hvor og hvordan han egentlig kan finde uni­ver­si­te­tet eller pro­fes­sions­højsko­len og dets mening. For nok går han til fore­læs­nin­ger og workshops, tager sine eksaminer og så fremdeles. Men gradvist finder han ud af, at blan­din­gen af pro­fes­so­rer, docenter, lektorer og eksterne løstan­satte inter­pel­le­res på lignende måder som han selv. Således styres og forvrides også deres forskning og under­vis­ning af inci­ta­ments­struk­tu­rer i en svært gen­nem­sku­e­lig kom­man­do­struk­tur. Denne gør det stort set umuligt at finde ud af, hvor uni­ver­si­te­tet styres fra og hvad dets egentlige formål er. Der findes godt nok løbende eva­lu­e­rin­ger, akademisk råd, stu­di­e­nævn og så fremdeles. Men det er svært at afgøre, om man her har den ind­fly­delse, som man ser ud til at have; eller om den under­mi­ne­res af inci­ta­­ment-tek­­no­lo­­gier à la fær­dig­gø­rel­ses­bonus, frem­drifts­re­form, ompri­o­ri­te­rings­bi­drag og senest udflyt­nings­krav; alle med kon­se­kven­ser for frem­ti­dige budgetter. Samlet formes et kalej­doskop af humane og non-humane aktanter, der i gensidigt påvir­kende spejl­virk­nin­ger skaber et uigen­nem­sku­e­ligt magt­kom­pleks, der i endeløse sekvenser af reformer skaber gensidigt inkom­pa­tible effekter i form af lavere for­be­re­del­ses­nor­mer for mere kon­fron­ta­tion­s­tid med stu­de­rende, som modvirkes af mindre indi­vi­duel vej­led­ning, der erstattes af kollektiv akademisk vej­led­ning, hvor én under­vi­ser på tre timer håndterer femten stu­de­ren­des behov for feedback og så fremdeles (se fx Sørensen, 2020).

Om ”Slottet” går der en historie om, at der i 2003 kom en ny uni­ver­si­tets­lov (Wright et al., 2019). Den stad­fæ­stede, at fore­stil­lin­gen om autonomi fx i form af, at med­ar­bej­dere på et institut vælger insti­tut­le­der, som har ind­fly­delse på, hvem der bliver dekan og rektor, måtte vendes, da den angi­ve­ligt hæmmede mulig­he­den for med stra­te­gisk ledelse at optimere uni­ver­si­te­tets poten­ti­a­ler. Siden da er under­vi­sere og forskere nu blevet gemene ansatte under­ord­net et sty­rings­re­gime, som få længere kan gen­nem­skue. Formelt inspi­re­ret af det private erhvervs­liv styres man nu af en besty­relse med flertal af uddan­nel­ses­ek­sterne medlemmer, der vælger rektor, som siden godkender dekaner, der påvirker, hvem der ansættes som insti­tut­le­dere. Men siden disse ændringer blev imple­men­te­ret, har såvel besty­rel­ser som rektorer, herunder uni­ver­si­te­ter­nes forening, Danske Uni­ver­si­te­ter, klaget regel­mæs­sigt over, at der sker så meget detailsty­ring fra mini­ste­ri­elt hold, samt at rammer for budgetter og tilskud forandres så hyppigt, at det reelt er begrænset, hvordan de enkelte uni­ver­si­te­ter skulle kunne udnytte den frihed, som loven nominelt var tiltænkt at give dem.

Til at håndtere denne malstrøm af uigen­nem­sku­e­lig­hed ansættes en voksende hær af spe­ci­al­kon­su­len­ter, som ofte er de eneste, der foregiver at forstå de mange rammer for uni­ver­si­te­tets virk­som­hed. Dette har under­vi­sere og forskere for længst opgivet at forstå, hvorfor de reelt ikke længere styrer uni­ver­si­te­tet, men er blevet gemene ansatte under dette sty­ring­s­lag. Måske sættes dags­or­de­ner af ’Pro­duk­ti­vi­tetskom­mis­sion’, ’Kva­li­tets­ud­valg’ m.m., som i for­læn­gelse af ’Glo­ba­li­se­rings­råd’ og ’Vækst­forum’ igen påvirkes af dansk del­ta­gelse i trans­na­tio­nale sam­ar­bej­der, så som OECD, EU og Bologna Processen, styret af vidt­løf­tige visioner om, hvordan Danmark i en europæisk region kan blive blandt verdens mest dynamiske og kon­kur­ren­ce­kraf­tige viden­s­ø­ko­no­mier (Krejsler, 2021). Vi ser et kaf­ka­lig­nende uni­ver­si­tet, hvis pro­ce­du­rale tek­no­lo­gier slår igennem i form af ’Frem­drifts­re­for­men’ i 2013, ’Dimen­sio­ne­rin­gen’ i 2014 og ’Uddan­nel­ses­lof­tet’ i 2016, hvorved stu­de­rende og uni­ver­si­tet belønnes, når stu­de­rende bliver færdige til normeret tid på uddan­nel­ser, som økonomisk pri­o­ri­te­rede områder efter­spør­ger, og hvor der ikke er plads til at fortryde og komme tilbage og eventuelt få sig en anden skat­tey­der­be­talt vide­re­gå­ende uddannelse.

Som i ”Slottet” oplever dagens ’K’ at uni­ver­si­te­tet er overalt omkring ham, men at han ikke kan finde ud af, hvem der egentlig bestemmer hvad, hvornår og hvorfra. For de nominelle beslut­nin­ger i til­sy­ne­la­dende beslut­tende organer inter­pel­le­res af så mange eksterne ram­me­sæt­tende beslut­nin­ger på andre niveauer samt inci­ta­ments­tek­no­lo­gier og hyppige reformer, hvis ræk­ke­vidde er så svære at bedømme, at uni­ver­si­te­tets hvor fortoner sig i det dunkle. Kaf­ka­ma­ski­nen demon­stre­rer her, hvordan pro­duk­tio­nen af kund­skab­se­lite måske også finder sted i et miljø af uigen­nem­sku­e­lig­hed. En diskurs, der illuderer ratio­na­li­tet, fortoner sig i pro­ce­du­rer, sty­rings­tek­no­lo­gier og for­skel­lige magt­cen­tre, der hver især følger egne logikker. Samlet frem­træ­der et kafka-lignende univers, hvor dannelse og for­dy­belse fordamper til fordel for det uigen­nem­sku­e­lige sty­rings­kom­pleks, hvorved middel på snigende vis bliver til mål således som vi kender det fra ”Processen” og ”Slottet”.  

Visionen om det selv­fi­nan­si­e­rede digitale universitet

Hertil kan vi lægge de effekter, som digi­ta­li­se­ring føjer til et uni­ver­si­tet, der legi­ti­me­rer sig gennem ratio­na­li­tet, men fungerer i et svært gen­nem­sku­e­ligt virvar af post-bureau­­kra­ti­­ske prak­sis­for­mer. Covid-19 pandemien kan her fungere som en eksem­pla­risk ekstra­po­le­rings-linse i forhold til, hvad vi måske har i vente. Med Baud­ril­lards begreb om ind­ad­gro­ende fedme in mente ser vi, hvordan on-site mødet på fysiske faci­li­te­ter pludselig kunne erstattes af møder på skærmen. En konsulent i ”Slottets” store sty­rings­kom­pleks kunne måske få tanken, at vi ikke længere behøver det fysiske uni­ver­si­tet, i hvert fald ikke så meget. Hermed kunne vi spare hund­re­de­tals millioner på store bygninger på dyre stor­by­adres­ser. Måske kunne ’K’ fra sine digitale proteser derhjemme koble sig til uddan­nel­ses­plat­forme, hvor han med digital vej­led­ning kunne få adgang til den bedste forskning og fore­læs­nin­ger ikke blot nationalt men i prin­cip­pet globalt; og, når kunstig intel­li­gens og virtual reality hastigt udvikles, på måder, hvor han ikke længere kan føle for­skel­len mellem at være fysisk og virtuelt tilstede. Plat­forms­u­ni­ver­si­te­tet kunne her servere det fornødne i form af opkobling og ind­skriv­ning, der sikrer adgang til platforme, der viser ’K’ hvad han skal gøre og performe for at kunne bevæge sig fra modul til modul; give ham adgang til digitale bibli­o­te­ker og fore­læs­nin­ger, som en personlig assistent à la Alexa kunne hjælpe ham til at manøvrere inden for på baggrund af hans uddan­nel­ses­valg (Snricek, 2017). En form for instant vej­led­ning, som altid er opdateret på, hvor ’K’ er i forhold til sine dif­fe­ren­ti­e­rede lærings­be­hov samt plat­forms­u­ni­ver­si­te­tets krav og kriterier. Med tiden kan man måske vælge, om man vil tage uddan­nel­sen hundrede procent digitalt, eller fore­trække en blanding af digital og on-site uddan­nelse… natur­lig­vis i tæt sam­ar­bejde med sin per­son­lige digitale uddannelsesassistent.

Med reference til Zuboffs indsigter om over­våg­nings­ka­pi­ta­lis­men, kunne uni­ver­si­te­tet desuden her­i­gen­nem finan­si­ere sig selv ved at overlade det digitale over­skuds­ma­te­ri­ale, som Josef K og ’K’ i form af under­vi­sere og stu­de­rende løbende pro­du­ce­rer i trafikken på nettet, til fx Google, Facebook eller lignende som modydelse for sponsora­ter. Herved kunne plat­forms­u­ni­ver­si­te­tet eks­pan­dere og gøre sig mindre afhængig af statens detail­re­gu­le­ring og så fremdeles. Men til hvilken pris, må vi igen spørge med Zuboff (Zuboff, 2019).

Samlet demon­stre­rer kaf­ka­ma­ski­nen, hvordan uddan­nelse kunne bevæge sig i retning af en opdateret version af noget vi kender alt for godt fra ”Processen” og ”Slottet” i form af en gen­nem­gri­bende pro­duk­tion af menings­løs­hed, som syste­ma­tisk inter­pel­le­rer den mening, som systemet – i dette tilfælde uni­ver­si­te­tet eller pro­fes­sions­højsko­len – skulle producere i form af dannelse, for­dy­belse og indsigt. Og i den digitale ekstra­po­le­ring heraf – og måske med ”Matrix” in mente – ser vi poten­ti­elt sub­jek­ti­vi­te­ter, der i sine begræn­sede kontakter med den fysiske vir­ke­lig­hed og face-to-face sociale kontakter pro­du­ce­rer en hyper­re­a­li­tet af indad­vok­sende fedme og eksi­sten­tiel ensomhed. 

Flugt­li­nier, begrebs­ak­ti­visme og glædespraktikker

Vi har nu dyrket den negative kritik til sit yderste i en radikal eks­pe­ri­men­te­ren med aspekter af et bruta­li­se­ret hver­dags­liv. Inspira­tio­nen er hentet fra den deleuzi­ansk inspi­re­rede kaf­ka­ma­skine og fra Baud­ril­lards greb til at ekstra­po­lere den fysiske og digitale vir­ke­lig­hed ud i dens yderste kon­se­kvens med begreber om hyper­re­a­li­tet og indad­vok­sende fedme.

Det ana­ly­se­stra­te­gisk vigtige spørgsmål bliver her, om kaf­ka­ma­ski­nen er anven­de­ligt som dis­rup­tions­værk­tøj til at mobi­li­sere den ratio­na­li­tet, intuition og fantasi, der skal til for at hjælpe os med at få ord på hver­da­gens under­trykte bruta­li­te­ter (Deleuze & Guattari, 1986/1975). Kan en sådan metode til akti­ve­ring af den monstrøse og næsten seismisk aktive underside af et på over­fla­den ofte afstumpet og bruta­li­se­ret søvn­gæn­ger­ag­tigt hver­dags­liv tjene som udgangs­punkt for nye til­bli­vel­ser i analyser; analyser der hjælper os til kon­struk­tivt at brydes med ofte usagte og lidet bevidste bruta­li­te­ter mod hinanden og livet med henblik på at kunne leve mere fulde liv? 

Dette bringer os til den affir­ma­tive kritik, der aktivt anvender ind­sig­terne fra den negative kritik til at lede efter mulig­he­der for at skabe begreber, der gør det muligt at tænke ander­le­des (Deleuze & Guattari, 1996; Krejsler, 2019a). Deleuzes læsninger af Baruch de Spinozas tænkning (1632 – 77) som en affir­ma­tiv attitude til livet er her særligt relevant (Deleuze, 2005). For Spinoza var i sin tænkning optaget af, hvad der kunne udvide, hvad en krop eller et menneske er i stand til. Han havde et skarpt blik for de passive prak­tik­ker af tristhed, hvor mennesket gennem brok, dårlig samvit­tig­hed, indad­vendt­hed m.m. syste­ma­tisk mindsker sin ræk­ke­vidde og livs­po­ten­ti­ale. Søvn­gæn­geri og passiv rutine bidrager her til at mindske, hvad kroppe, tanker og affekter kunne udvikles til at blive. Hver passive trist­heds­prak­tik under­mi­ne­rer livs­po­ten­ti­ale, og fører med sig, at subjektet skal arbejde dobbelt for blot at kom­pen­sere, hvad det kunne have opnået gennem en glæ­desprak­tik. Spinoza påminder os om, at kroppen og tanken affek­te­res af alle de vilkår, situ­a­tio­ner og elementer, som støder på udefra og løbende omfor­ma­te­rer, hvad tanken og kroppen kan være. Men kroppen og tanken kan også affektere sin omverden, og hermed aktivt være med­ska­bende for, hvordan begæret kan udvide hvad kroppen og tanken kunne blive til.

I forhold til at finde flugt­li­nier i bruta­li­se­rede hver­dags­prak­sis­ser drejer det sig her om at åbne blikket for de mulige glæ­desprak­tik­ker, som de fleste situ­a­tio­ner også byder på, og ikke blot søvn­gæn­ger­ag­tigt glide med de passive trist­heds­prak­tik­ker. Det drejer sig om at kunne tænke mere med intu­i­tio­nen i forhold til, hvad livet kunne blive til i per­spek­ti­vet af de mange glæ­des­for­nem­mel­ser, som den mindre søvn­gæn­ger­ag­tige daglige praksis åbner øjnene for. ’K’ kunne måske starte med at lede efter alli­an­ce­part­nere blandt sine medstu­de­rende og eventuelt blandt under­vi­sere, som også længes efter mere plads til bredere dan­nel­ses­frem­mende samvær­s­for­mer, der giver plads til gensidig for­dy­belse og de sociale bånd som sådanne fælles bestræ­bel­ser åbner for. Her kunne man arbejde på at fremme en attitude af dan­nel­ses­be­gær i under­vis­nin­gen, udvikle symposier eller læse­kredse. Samvær på sådanne præmisser giver anledning til udfor­skende og humo­ri­sti­ske samtaler; anledning til at mødes socialt på og uden for uni­ver­si­te­tet og pro­fes­sions­højsko­len, hvilket igen er grund­la­get for udvikling af fælles soli­da­ri­tet og omsorg for hinandens velvære.

I forhold til en anmas­sende hyperreal digital moder­ni­tet får de passive trist­heds­prak­tik­ker let over­mag­ten, når de på for­før­ende vis frem­stil­les som glæ­desprak­tik­ker. Med nyhedens og sen­sa­tio­nens vir­ke­mid­ler lokkes subjektet således længere ind i indad­vok­sende fedme, når com­pu­te­rens algo­rit­mer og den per­son­lige assistent gen­nem­træn­ger og former tanker og affekter med per­son­ligt til­pas­sede feedback-effekter. Kaf­ka­ma­ski­nen kan måske her hjælpe mennesket til at erkende, hvor langt den ind­ad­gro­ende fedme faktisk påvirker dets sub­jek­ti­ve­rings­pro­ces­ser dag efter dag: når det fysiske møde erstattes af digitale venner og leder til eksi­sten­tiel ensomhed; når fæl­leska­bet på arbejde erstattes af digitale møder, der eroderer for­nem­mel­sen for kon­tek­stens betydning; når partneren erstattes af en virtuel personlig assistent, der er pro­gram­me­ret til at opfylde ethvert erotisk begær (Baud­ril­lard, 1985; Krejsler, 2019b).

Her må opdyr­kel­sen af en affir­ma­tiv attitude til livet, der pro­du­ce­rer glæ­desprak­tik­ker, anta­ge­ligt være nært knyttet til en livsstil, hvor face-to-face ople­vel­ser balan­ce­res vel i forhold til den stigende mængde digitale tilbud. Glæ­desprak­tik­ker vokser således ud af en livsprak­sis, hvor fæl­les­ska­ber i de fysiske kon­tek­ster med partner, familie, kolleger og venner balan­ce­res med ensom­he­den og for­dy­bel­sen med en selv i naturen m.m. Og natur­lig­vis må alt dette forbindes med kunsten at integrere det lokkende og voksende digitale udbud, hvor den ’digitale assistent’ bidrager til at gøre hverdagen lettere, og hvor strea­m­ingtje­ne­ster og udvalgte websites bidrager med kund­ska­ber, liden­ska­ber og afslap­ning. Samtidig må det ikke glemmes, at en verden, der er gået af led, og hvor en vækstgal kapi­ta­lisme koblet til en digital hyper­re­a­li­tet sætter os alle i turbo kognitivt og affektivt, i høj grad må håndteres som et politisk, kulturelt og spi­ri­tu­elt anlig­gende, hvor balancen mellem den fysisk-sanselige realitet og den digitale realitet udkæmpes såvel lokalt som globalt (Krejsler, 2017 & 2020).

Krigs­ma­ski­ner og eks­pe­ri­men­te­rende analyser

I relation til spørgs­må­let om mere eks­pe­ri­men­te­rende analyser, som dette tema­num­mer af ”Dansk Pæda­go­gisk Tids­skrift” stiller, hig­hligh­ter denne artikel behovet for radikalt eks­pe­ri­men­te­rende analyser. Pædagogik forholder sig til, hvordan vi kan tænke en bedre fremtid ud fra diagnoser af, hvordan vi er havnet i den aktuelle suppedas på baggrund af de linjer fra vor fortid, som i dag binder os på særlige måder. For at kunne gøre dette, argu­men­te­rer artiklen, har vi behov for at opbygge en analytisk krigs­ma­skine, der er i stand til gennem ekstra­po­la­tio­ner af vor nutid og dens mest prægnante tendenser at producere scenarier for, hvor disse synes at bringe os hen. Og dette må gøres på et grundlag, der dels hud­flet­ter de ofte ikke synlige bruta­li­te­ter i hverdagen, som vi tvunget af struk­tu­relle bindinger kon­ti­nu­er­ligt udsætter hinanden for; dels bruger den viden, som sådanne analyser frem­skri­ver som udgangs­punkt for at bekæmpe de selvsamme bruta­li­te­ter med henblik på at kunne tænke, orga­ni­sere og leve bedre liv.

En sådan ambition kræver, at vi inddrager kognitivt ratio­nelle såvel som affektivt intuitive resurser med det formål at sikre, at vore analyser styrer mellem ratio­na­li­te­tens Scylla og ople­vel­sens Charybdis på måder, der vil livet med hjerne og følelse… og kræver at pæda­go­gik­ken tager den indsigt alvorligt, at livet og dens praksis må beskrives i sin rodede mang­fol­dig­hed. Derfor må videnskab, lit­te­ra­tur, film og alverdens stra­te­gier til at forstå mennesket og dets rela­tio­ner til verden drages ind og eks­pe­ri­men­te­res med. Søvn­gæn­ge­riet og vanen må vækkes og kre­a­ti­vi­te­ten, innova­tio­nen og iværk­sæt­te­riet sættes i tjeneste af livet i en bredere forstand end opti­me­ring af ege­nin­ter­es­sen og landets øko­no­mi­ske vækst. Først da vil man finde ud af, at når man følger sit begær, da bliver en ikke-inten­­de­ret kon­se­kvens af, at man ved at blive god til det man ikke kan lade være med, er, at man pro­du­ce­rer vækst og effek­ti­vi­tet. Her kommer midlet ufor­va­rende til at tjene målet med ens aktiviteter.

Vender man derimod denne logik om, og gør middel til mål, da pro­du­ce­rer man den bruta­li­se­rende dystopi, som kaf­ka­ma­ski­nen i den grad kan synliggøre.

Refe­ren­cer:

Baud­ril­lard, J. (1983/1981). Simulacra and Simu­la­tions. New York: Semiotext(e).

Baud­ril­lard, J. (1985). The Masses: The implosion of the social in the media. New Literary History, 16(3), 577 – 589.

Baud­ril­lard, J. (1997/1979). For­fø­relse. Fre­de­riks­berg: Det lille Forlag.

Baud­ril­lard, J. (2001). Jean Baud­ril­lard – Selected Writings. 2. ed. Stanford Uni­ver­sity Press.

Bovbjerg, K. M. (Red.) (2011). Moti­va­tion og mismod: Effek­ti­vi­se­ring og stress på offent­lige arbejds­plad­ser. Aarhus Universitetsforlag.

Dean, M. (2006). Gover­n­men­ta­lity: Magt & styring i det moderne samfund. Fre­de­riks­berg: Forlaget Sociologi.

Deleuze, G. (2005/1968). Expres­sio­nism in Phi­los­ophy: Spinoza (4. ed.). New York: Zone Books.

Deleuze, G., & Guattari, F. (1986/1975). Kafka : toward a minor lite­ra­ture. Min­ne­a­po­lis: Uni­ver­sity of Minnesota Press.

Deleuze, G., & Guattari, F. (1996/1991). Hvad er filosofi?. København: Gyldendal.

Deleuze, G., & Guattari, F. (2005/1980). 1227: Afhand­ling om noma­do­logi: krigs­ma­ski­nen. In Tusind Plateauer (pp. 451 – 548). København: Det Kongelige Danske Kun­sta­ka­de­mis Billedkunstskoler.

Haraway, D. (1991). Simians, Cyborgs and Women. New York: Routledge.

Kafka, F. (2003/1926). Slottet. København: Gyldendal.

Kafka, F. (2014/1925). Processen. København: Gyldendal.

Krejsler, J. B. (2017). Dannelse, til­bli­vel­ses­ak­ti­visme og den globale uorden. In L. Moos (Ed.), Dannelse: Kon­tek­ster, visioner, temaer og processer (pp. 121 – 146). København: Hans Reitzels Forlag.

Krejsler, J. B. (2019a). At analysere med Deleuze: En rejse i nomade-begreber, til­bli­vel­ser og kon­trol­sam­fund. Fre­de­riks­berg: Nyt fra Samfundsvidenskaberne.

Krejsler, J. B. (2019b). ’Den store simu­la­tion’, eva­lu­e­rings­fe­ber og moti­va­tions­ef­fek­ter. In K. Kousholt, J. B. Krejsler, & M. Nissen (Eds.), At skulle ville: Om moti­va­tions­ar­bejde og moti­va­tio­nens til­bli­vel­ser og effekter (pp. 125 – 148). Fre­de­riks­berg: Samfundslitteratur.

Krejsler, J. B. (2020). Skolen som simu­la­tion og dan­nel­ses­ak­ti­vi­sten: Om kunsten at tænke ander­le­des. In E. Jensen & O. Løw (Eds.), Hvorfor går børn i skole? (pp. 95 – 106). København: Akademisk Forlag.

Krejsler, J. B. (2021). Skolen og den trans­na­tio­nale vending: Dansk uddan­nel­ses­po­li­tik og dens euro­pæ­i­ske og ang­lo­a­me­ri­kan­ske for­bin­del­ser. Fre­de­riks­berg: Nyt fra Samfundsvidenskaberne.

Pedersen, O. K. (2011). Kon­kur­ren­ce­sta­ten. København: Hans Reitzels Forlag.

Raffnsøe, S., Staunæs, D., & Bank, M. (2022/in press). Affir­ma­tive Critique. Ephemera: Theory & Politics in Orga­niza­tion. ISSN 1473 – 2866.

Smith, R. G. (Ed.) (2010). The Baud­ril­lard Dictio­nary. Edinburgh Uni­ver­sity Press.

Snricek, N. (2017). Platform Capi­ta­lism. Hoboken, NJ: Wiley.

Sørensen, A. (2020). Asger Sørensen går på uni­ver­si­te­tet. Scrapbog fra omvælt­nin­gerne. Fre­de­riks­berg: Filo­so­fisk Rådgivning.

Tzu, Lao (1975/ 6th cent. BC). Tao Te Ching (9th ed.). Har­mondsworth, UK: Penguin Classics.

Wright, S., Carney, S., Krejsler, J. B., Nielsen, G. B., & Ørberg, J. W. (Eds.). (2019). Enacting the Uni­ver­sity: Danish uni­ver­sity reform in an eth­no­grap­hic per­spective. Dordrecht: Springer.

Zuboff, S. (2019). The Age of Sur­veil­lance Capi­ta­lism. New York: Hachette.

Giv et bidrag

Værsgo’ – du kan frit læse
Dansk pæda­go­gisk Tidsskrift!

Hvis du synes om det, du læser, og gerne vil have, at tids­skrif­tet bliver ved med at eksistere, håber vi, at du vil give et bidrag.

STØT VIA MOBILEPAY VED AT SCANNE HER

Scan med dit mobilkamera
Klip på knappen for at støtte