Med afsæt i tysk tradition argumenterer denne artikel for, at socialpædagogikkens underordning under det politiske giver anledning til en professionel pessimisme og til at bevare modet.
Børn indgår, ligesom voksne, i komplekse sociale situationer, formet af magtstrukturer og sociale normer, som de med varierende succes navigerer i. Fysisk styrke, sociale relationer og adgang til eksklusive aktiviteter har også blandt børnehavebørn betydning for deres sociale status i børnefællesskabet.
Artiklen bidrager med historiske perspektiver på nutidige kategorier til at udpege børn og unge som ’uden for pædagogisk rækkevidde’ og inviterer dermed til kritiske refleksioner om, hvordan pædagogiske og socialpædagogiske praksisser medvirker til, at nogle børn og unge havner i sådanne kategorier.
Essayet kredser omkring to æstetiske refleksioner: Hvad er forholdet mellem kunstnerens interesser og aktørernes – mellem sagen og forholdet, og hvad er potentialet i forskellige kunstneriske
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
