I perioden 1905 – 1940 blev 4% af alle anbragte børn og unge under dansk børneforsorg udskrevet med henvisning til, at de blev opfattet som uimodtagelige for opdragelse.[1] Gradvist udvikledes et nyt begreb til at beskrive årsagen til, at børneforsorgen ikke formåede at opdrage dem: Uopdragelighed. Med udgangspunkt i uopdragelighedsbegrebets opkomst undersøger denne artikel forholdet mellem socialpædagogisk praksis og vidensskabelse – herunder mere specifikt den vidensskabelse, der bruges til at kategorisere børn og unge. Artiklen bidrager derved med historiske perspektiver på nutidige kategorier til at udpege børn og unge som ’uden for pædagogisk rækkevidde’ og inviterer dermed til kritiske refleksioner om, hvordan pædagogiske og socialpædagogiske praksisser medvirker til, at nogle børn og unge havner i sådanne kategorier.
I 1905 blev Danmarks første børnelov vedtaget, og dermed blev den danske statslige børneforsorg grundlagt. Med visionen om, at alle børn og unge kunne og skulle opdrages og beskyttes, skulle staten nu overtage opdragelsen af og omsorgen for landets forsømte og vanskelige børn. Men vision og praksis kom hurtigt i konflikt. Visionen om, at alle børn kunne opdrages, blev skubbet til side af en praktisk virkelighed, hvor forstandere og forstanderinder anmodede om at blive fri for nogle af de anbragte børn.
Udskrivningerne af forsorgen har ikke fået meget opmærksomhed i den danske forskning om børneforsorgens historie. Mens andre forskere har undersøgt vejen ind i børneforsorgen, vil jeg i denne artikel i stedet vende blikket mod udskrivninger og mere specifikt de udskrivninger, der var udtryk for grænserne for børneforsorgens opdragelse[2]. Dette gør jeg gennem en undersøgelse af, hvordan praksissen med at udskrive børn og unge med henvisning til kategorien ”uopdragelig” opstod i dansk børneforsorg.[3]
Jeg argumenterer i artiklen for, at børneforsorgens praksis med at opgive opdragelsen af børn og unge og udskrive dem af børneforsorgen med denne begrundelse banede vejen for opkomsten af den nye kategori ’uopdragelig’. Videre argumenterer jeg for, at såvel opgivelsen af opdragelsen af nogle børn og unge som disse børn og unges angivelige uopdragelighed må forstås som et resultat af gensidige sociale processer mellem anbragte og ansatte i børneforsorgen, og at disse processer konstitueredes af de overordnede diskurser og handlemuligheder i børneforsorgen.
Empiri og valget af Vejstrup Pigehjem som case
Artiklens hovedvægt er det praksisnære niveau i børneforsorgen, repræsenteret af Danmarks første statslige opdragelsesanstalt for unge piger, Vejstrup Pigehjem. Denne del af undersøgelsen baseres overordnet på en læsning af publicerede beretninger om 419 piger, der blev udskrevet fra Vejstrup Pigehjem i perioden fra 1908 og 1940, samt en læsning af stambogsoptegnelser om 143 anbragte fra 1932 – 1940 og en dybdelæsning af 43 elevjournaler på hver mellem 25 og 240 sider.[4] Blandt disse kilder har jeg specifikt ledt efter beskrivelser af anbragte unge piger, der udfordrede opdragelsen, og undersøgt, hvordan disse piger blev håndteret og repræsenteret. Mikroniveauet suppleres med et nationalt niveau repræsenteret af lovgivninger; parlamentariske debatter; debatter blandt børnesagsfolk i tidsskriftet Børnesagens Tidende samt nationale statistikker fra børneforsorgen. I disse kilder har jeg specifikt ledt efter diskussioner om og repræsentationer af fænomenet uopdragelighed.
Vejstrup Pigehjem er særlig oplagt som case til at undersøge grænserne for børneforsorgens opdragelse. Vejstrup Pigehjem var nemlig en undtagelse i børneforsorgen, da den var en ud af fire statsinstitutioner, som blev oprettet med baggrund i Børneloven i 1905. Disse fire institutioner havde til opgave at tage imod de børn og unge, der blev anset som de allervanskeligste under børneforsorgen. De øvrige institutioner under børneforsorgen blev drevet med statslig finansiering af private aktører. Vejstrup var også en undtagelse i forhold til målgruppen: De fleste anbragte børn blev udskrevet fra børneforsorgens institutioner ved konfirmationsalderen og blev sendt ud for at tjene. Vejstrup Pigehjem tog derimod imod unge piger over 16 år, som børneforsorgen mente behøvede opdragelse til det 18. eller 21. år. Nogle af disse piger havde andre institutioner givet op overfor, mens andre først blev anbragt, efter de var fyldt 16 og blev anset som særligt vanskelige allerede ved anbringelsen, hvorfor de blev sendt direkte til Statsanstalten Vejstrup.
Pigehjemmet er ikke blot særligt på grund af dets målgruppe, men også på grund af dets første forstanderinde Gerda Schneekloth (1867 – 1927), som ledede institutionen fra 1908 – 1927. Hun skabte en institutionskultur med stor vægt på i årsberetninger at beskrive institutionens arbejde og de unge piger, institutionen tog imod. Som en af de første børnesagsarbejdere – på dette tidspunkt, før børneforsorgen oprettede et efterværn – brugte hun desuden tid og kræfter på at undersøge og dokumentere, hvordan de anbragte pigers liv udvikledes, efter de blev udskrevet fra Vejstrup Pigehjem og fra børneforsorgen. Denne praksis videreførte hendes efterfølger Margrethe Sejerøe-Olsen fra 1927 og frem. Netop den særlige interesse for at skabe viden om de anbragte unge piger og den deraf følgende vidensproduktion i institutionens årsberetninger udgør centrale kilder for nærværende undersøgelse.
I det følgende præsenterer jeg først artiklens teoretiske fundament for siden at undersøge, hvornår uopdragelighed som kategori begyndte at optræde i forskellige kilder. Dernæst undersøger jeg gennem Vejstrup Pigehjems arkiv, hvordan udskrivningsformen og kategorien blev brugt på denne specifikke institution. Herefter undersøger jeg, hvornår og hvordan kategorien uopdragelig opstod i lovgivningen, samt hvordan forholdet mellem institutionelle praksisser og lovgivning så ud. Til sidst undersøger jeg ved hjælp af to konkrete sager fra Vejstrup Pigehjem, hvad der gik forud for en udskrivning som uopdragelig; hvordan kategorien og håndteringen kan forstås, samt hvordan de anbragte selv forstod kategorien og deres muligheder.
Teoretiske perspektiver om viden og magt
Artiklen undersøger på et overordnet niveau, hvordan kategorier skabes og gøres synlige, og hvordan kategorier både konstitueres af magtudøvelse og muliggør specifikke former for magtudøvelse over for de individer, der forstås ved hjælp af dem. Artiklen skriver sig dermed ind i en Foucault-inspireret tradition, der undersøger sammenvævninger mellem viden og magtudøvelse.
En central form for magtudøvelse, som Foucaults mangeårige forfatterskab på forskellige måder har afdækket, er hvordan mennesker opdeles og formes gennem adskillelse. Foucault mener, at når mennesker adskilles fra andre gennem anbringelse i institutioner, som for eksempel fængslet, hospitalet og opdragelsesanstalten, så bliver mennesket noget andet, end det var. Denne proces kalder Foucault subjektivering.[5] Ved at blive placeret i en institutionel kontekst som fængslet, hospitalet eller opdragelsesanstalten bliver mennesket for eksempel kriminel, patient eller opdragelsesobjekt. Selve adskillelsen knytter mennesket til en kategori, og mennesket tager derefter form gennem kategorien.
Børneforsorgen kan helt grundlæggende siges at udgøre en institutionel adskillelsespraksis, da forsorgen adskilte nogle børn og unge fra andre ved at placere dem på anstalter. Gennem statistikker fra den nationale børneforsorg blev værgerådsbørn herefter synliggjort som en samlet gruppe, og de blev dermed også repræsenteret som et samlet problem. Efter børneforsorgens oprettelse i 1905 opstod der inden for børneforsorgen derudover nye adskillelsespraksisser, hvormed de anbragte opdeltes i mere og mere detaljerede undergrupper. I statistikkerne opstod undergrupper, der udgjorde specifikke problemer, og som fik de anbragte til at fremstå som forskellige fra hinanden.
Med inspiration fra Foucaults forfatterskab betragter jeg kilderne fra børneforsorgens praksis (som for eksempel nationale statistikker om værgerådsbørn og publicerede biografier om de udskrevne piger fra Vejstrup) som vidensteknologier, der dels var mulige på grund af børneforsorgens magtudøvelse, og som samtidig var afgørende for at skabe rammer for børneforsorgens videre magtudøvelse.[6]Med dette perspektiv bliver det interessant at undersøge, hvordan kilderne var med til at skabe grænser mellem forskellige anbragte børn. En af de undergrupper, der efterhånden trådte frem i statistikker og andre dokumenter om værgerådsbørn, var de opgivne børn, der senere blev til de uopdragelige. Det er opkomsten af disse undergrupper og begreber (som med Foucaults teoretiske begreber også kan forstås som nye problematiseringer) i dokumenterne, samt forholdet mellem begreberne og de institutionelle udskrivningspraksisser, som jeg undersøger i denne artikel.
Fra håndtering til kategori: At skabe viden om de opgivne
Historien om de opgivne børn og unge kan med ovenstående perspektiver læses som en historie om, hvordan en ny kategori kan opstå i samspil med institutionelle adskillelsespraksisser. Første gang børneforsorgen udskrev et anbragt barn eller en anbragt ung som opgivet var i 1907, og på Vejstrup Pigehjem registreredes en sådan udskrivning første gang i årsberetningen for årene 1913 – 1914. Først efter at denne udskrivningsform var blevet en gentagen social praksis, opstod der et begreb, der skabte en samlet forståelse af børn og unge, der blev opgivet: De var og blev dermed uopdragelige.
Vejstrup Pigehjems årsberetninger kan illustrere, hvordan udskrivningsformen gradvist gav anledning til opkomsten af den nye kategori. I slutningen af hver årsberetning inkluderede hjemmets forstanderinder en lille biografi om hver enkelt udskreven, anbragt i kronologisk rækkefølge efter udskrivningen.
Alle de individuelle biografier om udskrevne fremstår frem til 1920 som unikke, idet biografierne indeholder forskellige formuleringer, og de anbragte blev præsenteret i kronologisk rækkefølge efter, hvornår de var blevet udskrevet. De anbragte, der frem til 1920 blev udskrevet fra Vejstrup Pigehjem som uimodtagelige for opdragelse, blev således ikke fremhævet i relation til de øvrige. Dog gik formuleringen ”uimodtagelig for opdragelse” igen i forskellige afskygninger, som for eksempel ”uimodtagelig for Opdragelse og god Paavirkning”; eventuelt med en forklaring af årsag til uimodtageligheden: ”uimodtagelig for Opdragelse paa Grund af sin sjælelige Tilstand”.[7]
Antallet af individsager, som blev håndteret ved opgivelse på Vejstrup, steg i starten af 1920’erne, samtidig med at der på parlamentarisk niveau foregik et lovforberedende arbejde, der resulterede i indførelsen af en paragraf for at udskrive anbragte med henvisning til, at de ikke var mulige at opdrage. Parallelt med den øgede brug af denne udskrivningsform på Vejstrup ændrede hjemmets forstanderinde Schneekloth i 1920 strukturen for årsberetningen. Hun holdt op med at publicere en biografi om de anbragte, som hun udskrev som opgivne, og begyndte i stedet at samle deres elevnumre efter biografierne om de øvrige anbragte med formuleringen ”udskrevet som uopdragelige”. Gennem kategoriseringen begyndte de anbragte, der blev udskrevet på denne måde, at fremstå som en gruppe af anbragte, der havde noget tilfælles. Samtidig fremhævedes de på den ene side i forhold til de øvrige anbragte gennem den specifikke overskrift, men på den anden side blev de mindre synlige, da de ikke længere blev beskrevet som individer som i tidligere årsberetninger og som øvrige udskrevne.[8] Fraværet af biografier om dem, viser, at forstanderinde Schneekloth i 1920 hverken anså det for relevant at skabe viden om dem som individer eller om uopdragelighed som fænomen. Både som kategori og som individer var ’uopdragelighed’ og ’uopdragelige’ således uden for børneforsorgens opdragelses interesse, mål og målgruppe.
Fra 1924 begyndte forstanderinde Schneekloth imidlertid igen at inkludere biografier om anbragte, der blev udskrevet som uopdragelige – og som siden 1922 var blevet udskrevet med henvisning til Værgerådslovens §65. Disse biografier præsenteredes nu samlet under rubrikken ”Uopdragelige” efter de øvrige biografier. Årsberetningen bidrog således fra 1924 til, at der blev skabt viden om uopdragelighed som fænomen og om de individer, der blev kategoriseret som sådan. De, der blev udskrevet som sådan, udgjorde nu en gruppe, der i Schneekloths øjne krævede særlig opmærksomhed.
Forandringerne i årsberetningernes indhold kan læses som udtryk for, at håndteringen – at udskrive som uimodtagelig for opdragelse – i perioden frem til 1920 eksisterede som en håndtering, der ikke var et svar på en samlet problematisering eller kategori. I takt med at der blev udviklet viden om de anbragte, der blev opgivet, fremstod de opgivne i højere og højere grad som en del af en gruppe, der blev forstået ens gennem en samlet kategori: de var uopdragelige. Forandringerne fra handling til kategori kan illustreres med nedenstående model:
Model: Fra handling (opdragelsen opgivet) til kategori (uopdragelig)
Handling:
Opdragelsen opgivet
(1908 – ca. 1919)
- Opgivede anbragte forstås ikke under en samlet kategori
- Anbragte, der opgives, håndteres pragmatisk og forskelligt fra gang til gang
>
Kategori:
Uopdragelig
(ca. 1920-)
- De, der håndteres ens, som ens
- Kategorien tilbyder handlemulighed
(udskrivning af værgerådsforsorg)
Handlingen at udskrive de vanskeligste børn, udgjorde med Foucaults begreber en institutionel adskillelsespraksis, der med tiden blev konstituerende for den nye kategori.
Forskel på begrebsbrug i lovgivningen på Vejstrup Pigehjem og i børneforsorgens nationale statistikker illustrerer, at omformningen fra handling til kategori ikke foregik samtidigt i alle kontekster. Fra starten af 1920’erne skete der en glidende diskursiv ændring fra, at alle aktører havde primært fokus på udskrivningsformen som en myndighedshåndtering (opgivet), til at udskrivningsformen sidenhen blev en klassifikation af de udskrevne børn og unge (uopdragelig). Hvor forstanderinde Schneekloth som nævnt kategoriserede de opgivne som uopdragelige allerede i årsberetningerne fra 1920, blev begrebet indført i loven med lovændringen i 1922. I børneforsorgens nationale statistikker over udskrevne værgerådsbørn repræsenteredes fænomenet imidlertid fortsat som en myndighedshåndtering via formuleringen ”Værgerådsforsorgen opgivet” i udgivelser fra 1920 og 1932. Først i statistikker, der blev udgivet i 1941, var denne formulering erstattet af begrebet ”uopdragelig”. Kategoriseringen og dermed den omformulerede problemdefinition var fra da af slået igennem på alle niveauer af børneforsorgen.[9]
Videnskabsfilosof Ian Hacking mener, at kategorier påkalder sig behov for at skabe yderligere viden, og at de derfor sætter nye processer i gang.[10] Dette var også tilfældet med kategorien uopdragelig. Forskellige eksperter bød ind med forklaringer på, hvad børnenes uopdragelighed skyldtes, herunder særligt åndssvagelæger og psykiatrisk specialiserede læger.[11] Forstanderinde Schneekloths konstruktion af biografier om de anbragte, som hun udskrev som uopdragelige, kan ligeledes ses som et led i denne vidensproduktion.
Uopdragelighed som juridisk begreb
Som jeg allerede har beskrevet, opstod praksissen med at udskrive børn som opgivne fra børneforsorgen, før dette havde hjemmel i lovgivningen. I det følgende afsnit vil jeg uddybe forholdet mellem praksis og lovgivning og undersøge forholdet mellem praksissen med at opgive opdragelsen af børn og unge på den ene side og begrebet uopdragelighed på den anden side i debatterne op til lovændringen. Debatterne om børneforsorgens praksis med at udskrive børn og unge som opgivne kom nemlig til at kredse om, hvorvidt der fandtes uopdragelige børn og unge.
Hårdt fysisk arbejde og kropslig disciplin var en central del af opdragelsen i børneforsorgens institutioner. Fotos: Høstarbejde 1917 og gymnastik 1915 på Vejstrup Pigehjem. (Gudme Lokalhistoriske Arkiv)
Allerede i 1907, kort efter at den første børnelov var trådt i kraft i 1905, begyndte forstandere og forstanderinder at anmode den centrale børnesagsmyndighed, Overværgerådet, om at få lov at opgive opdragelsen og udskrive nogle af de anbragte børn på trods af, at sådanne udskrivninger ikke havde hjemmel i loven. Børneloven gav egentlig ikke mulighed for at opgive opdragelsen af et barn eller en ung person. Ifølge loven kunne værgerådsforsorgen kun ophøre, ”saa snart Hensigten dermed er naaet, eller for saa vidt der indtræder Forhold, som gøre det muligt, at den kan naas ad anden Vej”.[12]Alligevel blev 307 (ud af i alt 7559) børn og unge registreret hos Overværgerådet som udskrevet med begrundelsen at opdragelsen var opgivet i perioden 1905 – 1922.[13] Med revisionen af Børneloven i 1922 blev praksissen med at udskrive børn som opgivne indført i den nye Værgerådslov:
Viser det sig, at Formaalet med Forsorgen ikke kan ventes opnaaet fordi Barnet, navnlig paa Grund af, at det gentagne Gange, medens det har været under Forsorg, har gjort sig skyldigt i alvorlige Lovovertrædelser, skønnes at være uimodtageligt for Opdragelse, kan Overværgeraadet beslutte, at Barnet skal udgaa af Værgeraadsinstitutionens Forsorg […][14]
I forbindelse med det lovforberedende arbejde op til revisionen af Børneloven i 1922 gav begrebet uopdragelighed og praksissen med at opgive børn og unge anledning til debat blandt børnesagens folk. I 1921 skrev forstander for Flakkebjerg Opdragelseshjem for vanskelige drenge Ludvig Beck (1866 – 1948) en artikel om begrebet ”De uopdragelige” i Børnesagens Tidsskrift, og han pegede på, at det var anstalterne selv, der var problemet, hvis de ikke lykkedes med at opdrage alle: ”De uopdragelige – det er dem, som vi ikke evner at hjælpe. Det er os, det er galt med, ikke dem.”[15] Han mente, at opdragelse altid var muligt. Derfor skulle disse børn og unge anbringes på lukkede anstalter som alternativ til at blive udskrevet af børneforsorgen.
Også i de parlamentariske debatter om Værgerådsloven blev diskussionen om børneforsorgens opgivelser af børn og unge til en diskussion om, hvorvidt der fandtes uopdragelige børn og unge. Det, der før havde været en pragmatisk praksis i børneforsorgen til at løse institutionelle problemer, var nu ved at omforme sig til en kategori, der rejste fra børneforsorgen og ind i det politiske liv. Som landstingspolitiker Inger Gautier Schmit fra Venstre udtalte i debatten om loven: ”Vi er her kommet til at tale om de uopdragelige. Det er et nyt ord, jeg har i alt fald ikke hørt det før”.[16] Schmit var en af de politikere, der var kritiske overfor begrebet, og hun havde selv erfaring fra et opdragelseshjem og mente, at de børn og unge, der vedblev at være vanskelige, netop gjorde det, fordi de vidste, at de kunne blive udskrevet fra værgerådsforsorgen, hvis de ikke lod sig opdrage.[17]
Politikernes og børneforsorgens aktørers positioner omkring sagen kan opdeles i tre. 1) Nogle mente, at ingen børn var uopdragelige, og derfor skulle loven sikre, at ingen børn og unge blev opgivet af forsorgen. 2) Andre var enige med tilhængere af den første position i, at ingen burde udskrives af forsorgen, fordi de blev opgivet, men ikke fordi der ikke fandtes uopdragelige, snarere fordi uopdragelighed netop var centralt at håndtere med institutionalisering. Tilhængere af disse første to positioner allierede sig i arbejdet for at loven skulle sikre, at intet barn blev udskrevet af børneforsorgen, fordi det blev opgivet. 3) Tilhængere af den tredje position mente, at børneforsorgens erfaringer viste, at nogle børn var uimodtagelige for opdragelse, og at loven derfor måtte klargøre, hvornåret barn var uopdrageligt, og hvornår det derfor skulle udskrives fra forsorg.
Indførelsen af en paragraf for uopdragelighed i Værgerådsloven var ikke blot en juridisk stadfæstelse af en tidligere praksis, men samtidig et forsøg på, at, med den senere Overinspektør, der tiltrådte efter Værgerådsloven, Oluf Skjerbæks ord: ”[…] indskrænke Antallet af Tilfælde, hvor en Paabegyndt Forsorg standses paa Grund af ’Uopdragelighed’, saa meget som muligt […]”.[18]Det var således ikke tanken, at den nye paragraf skulle benyttes ofte. Som §65 stk. 2 fastslog, skulle alternativerne nøje overvejes, inden et barn blev indstillet til at udgå af værgerådsforsorg før tid: ”Forinden Beslutning fattes, bør det overvejes, om der mulig kan forsøges at anbringe Barnet paa et andet Opdragelseshjem, jfr. herved § 44, eller eventuelt paa en eller anden Helbredelsesanstalt.”[19]
Selvom det havde været politikernes intention, at der skulle oprettes nye typer af anstalter til særligt vanskelige børn, forblev formuleringen i loven en hensigtserklæring. Værgerådsloven kom heller ikke til at påvirke andelen af anbragte børn og unge, der blev opgivet på nationalt niveau. Derimod blev ca. 4% af de anbragte børn i hele perioden 1905 – 1940 udskrevet som opgivne. Heller ikke på Vejstrup fik loven den tilsigtede virkning, derimod steg brugen af denne udskrivningsform samtidig med debatterne om uopdragelighed i forbindelse med forberedelserne af Værgerådsloven. Værgerådsloven havde dog alligevel en effekt i konkrete sager, da den administrative proces var blevet mere besværlig, når et barn eller en ung skulle udskrives af børneforsorgen som opgivet.[20]
Kategorien uopdragelig, der allerede løbende havde taget form gennem praksis, cementeredes som kategori igennem debatterne om uopdragelighed som udskrivningsgrund op til værgerådslovens indførelse i 1922. Kilderne fra Vejstrup Pigehjem viser, at lovdebatterne op til indførelsen af uopdragelighed i værgerådsloven falder sammen med en øget vidensskabelse om de særligt vanskelige, som blev opfattet som uimodtagelige for opdragelse. Det er således sandsynligt, at debatterne op til indførelsen af uopdragelighed som udskrivningsgrund i Værgerådsloven 1922 ikke begrænsede brugen af denne udskrivningsform på Vejstrup Pigehjem, men derimod indirekte var medvirkende til at legitimere brugen af den, da debatterne var med til at konstruere kategorien uopdragelig.
Uopdragelighed, degeneration og samfundsbekymring
I 1933 blev Værgerådsloven erstattet af Forsorgsloven. Socialdemokraten K.K. Steincke, der tidligere havde været modstander af, at børn og unge kunne blive udskrevet af forsorgen som opgivne, var nu socialminister og hovedkraften bag lovrevisionen. Selvom Steincke havde været modstander af Værgerådslovens §65 om at udskrive unge som uopdragelige, blev paragraffens ordlyd ført næsten uændret videre i den nye lovs §170. Kun sproget var ændret, for eksempel var ”Forsorg” udskiftet med ”Anbringelse udenfor Hjemmet”.[21] I modsætning til ved indførelsen af §65 i Værgerådsloven blev paragraffen denne gang vedtaget uden debat – dog med en kommentarer til loven om, at staten påtog sig at oprette flere særanstalter for ”svagt begavede”.
Steinckes modstand mod Værgerådslovens §65 bundede ikke i en modstand mod at forstå børn som uopdragelige. Derimod var han både i 1921 og 1925 modstander af praksissen med at udskrive børn af forsorgen med henvisning til uopdragelighed. Årsagen til hans modstand skal findes i hans forståelse af problemet som et degenerationsproblem. Han advarede i Børnesagens Tidende i 1925 mod en ”konservativ værgeraadsinstitution”, som ikke byggede på moderne arvelighedsforskning, og han fastholdt, at der fandtes ”uopdragelige individer, hvis degenerative anlæg ingen virkelige muligheder frembød for opdragelsen”.[22]
Forståelsen af uopdragelighed som en effekt af en biologisk afvigelse fik støtte andre steder fra og vandt også frem i løbet af 1920’erne.[23] Samtidig blev bekymringer for befolkningens generelle degeneration afgørende for, at man tillod vidtgående indgreb mod befolkningsgrupper, der blev anset som mindreværdige.[24] Birgit Kirkebæk har vist, hvordan åndssvageforsorgens institutioner – ligesom børneforsorgens institutioner – på tværs af tid har forsøgt at komme af med de mest besværlige anbragte ved at udskrive anbragte og sende dem hjem. Men fra starten af 1920’erne konkluderer hun, at denne praksis ikke længere var mulig, fordi bekymringen for, hvad hjemsendelse ville have af konsekvenser for samfundet, var blevet vigtigere end institutionernes behov for at komme af med dem.[25]
På denne baggrund kunne man forvente, at udskrivning af de vanskeligste fra børneforsorgen ikke længere var legitimt eller muligt fra 1920’erne og frem, men det er ikke tilfældet. Derimod var der ikke nogen forskel på omfanget af opgivne børn fra 1915 og frem til 1940. Mellemkrigstidens bekymring for samfundet betød ganske vist, at der blev opmærksomhed på praksissen med at udsende børn som uopdragelige, men bekymringen var ikke stor nok til, at der fulgte økonomiske midler med til at udbygge forsorgen med specialiserede anstalter. At det var muligt, på samme tid som andre forsorgsgrene blev udvidet, viser, at børneforsorgen på dette område fungerede relativt autonomt i relation til en bredere velfærds- og forsorgspolitik. Børneforsorgens udskrivningspraksisser var således i større grad formet af institutionernes behov end af overordnede politiske intentioner.
At forbryde sig fri
Efter at Værgerådsloven i 1922 lovliggjorde praksissen med at opgive og udskrive børn og unge fra børneforsorgen, opstod der uklarhed om, hvorvidt en anbragt, der havde begået kriminalitet og modtaget en dom, skulle håndteres ved, at han eller hun blev udskrevet af børneforsorgen. Nogle værgeråd fortolkede den nye lov således, at en dom og efterfølgende strafafsoning altid medførte fritagelse for værgerådsforsorg. Det ledte til uenigheder mellem værgeråd på den ene side og forstandere og forstanderinder på den anden side. De sidstnævnte ønskede ofte at få en bortløben anbragt tilbage for at undgå disciplinære problemer med de øvrige anbragte. Når en anbragt blev udskrevet som opgivet, blev de øvrige anbragte nemlig bevidste om denne mulighed. Magtens teknologi kunne nu bruges af de anbragte selv som modmagt: de kunne bryde loven for at komme fri af forsorgen. At børn og unge gjorde dette havde ligefrem ført til et fast udtryk i debatter: ”at forbryde sig fri”.
Allerede i 1921 havde forstander Ludvig Beck fremført synspunktet, at muligheden for at blive udskrevet som uopdragelig, ikke blot skabte ”en ny klasse abnorme” blandt de anbragte, men også fristede ”deres mere fredelige kammerater til at blive det samme”.[26] Christian Brun (1854 – 1929), der fra 1905 – 1923 var overinspektør for opdragelsesanstalterne og overværgerådets formand skrev i et svar til Beck i Børnesagens Tidsskrift, at Beck talte ud fra ”fejlt grundlag” og afviste fuldstændig, at brugen af udskrivelser på grund af uopdragelighed skulle friste andre unge til at opføre sig dårligt.[27]
I tråd med Becks bekymring i 1921 opstod der efter lovens vedtagelse debat blandt børnesagens folk om, hvorvidt en anbragt, der havde begået kriminalitet og modtaget en dom, skulle udskrives af forsorgen med henvisning til formuleringerne i Værgerådsloven. Debatterne kredsede om problemet med, at en sådan praksis øgede uopdrageligheden blandt de øvrige anbragte. I 1925 debatterede de børneværnsfolk, der var samlet på børnesagens årlige Nyborgmøde således, hvordan Værgerådslovens §65 om udskrivning som uopdragelig skulle håndteres. Et lokalt værgeråd fandt det urimeligt, at et værgerådsbarn, der havde modtaget dom og straf for kriminalitet, derefter skulle tilbage i forsorgen og således straffes dobbelt. Repræsentanter for opdragelsesanstalterne, herunder Christian Bruns efterfølger som overinspektør for opdragelseshjemmene Oluf J. Skjerbæk (1885 – 1979) samt en række forstandere og forstanderinder, var derimod fortalere for at børn, der havde modtaget straf, forblev under værgerådsforsorgen og kom tilbage til et eventuelt opdragelseshjem. Argumentet var, at det var centralt for opdragelsen, fordi det ikke skulle være muligt at ”forbryde sig fri”.[28]
Uklarheden om fortolkningen af loven ledte til, at såvel Justitsministeriet som Socialministeriet understregede, at værgerådsforsorgen ikke nødvendigvis ophørte, når en anbragt modtog straf. Ministerierne lod således beslutningen være op til forhandlingerne mellem forstanderne/forstanderinderne, værgerådene og i sidste instans Overinspektørens afgørende vurdering.
Både forstanderinde Margrethe Sejerøe-Olsen, der efterfulgte Gerda Schneekloth som forstanderinde på Vejstrup Pigehjem i 1927, og Vejstrups første forstanderinde Gerda Schneekloth var pragmatiske i deres brug af muligheden for at udskrive unge piger med henvisning til værgerådslovens paragraf om uopdragelighed. I nogle sager anmodede de således om og fik tilladelse til at udskrive en ung som opgivet, men hvis de vurderede, at de anbragte bevidst forsøgte at blive udskrevet, anså de det for problematisk at gøre brug af paragraffen af hensyn til opdragelsen af de øvrige anbragte. I 1928 foreslog forstanderinde Sejerøe-Olsen således i en forhandling med Overinspektionen, at en anbragt fik straf for kriminalitet, men samtidig forblev under værgerådet i stedet for at blive udskrevet som opgivet. Argumentet var, at pigen bevidst forsøgte at blive udskrevet ved at ”forbryde sig fri”:
Pigen har imidlertid den opfattelse af man kan forbryde sig fri af Værgeraadet ved dårlig Opførsel, rømning og lignende, hvis hun derfor atter rømmer eller viser en alt for slet Opførsel var det ønskeligt, om hun også for eksemplets Skyld kunde faa den Straf hun er fritaget for fra det Vilkaar, at hun forblev under Værgerådsinstitutionens Forsorg.[29]
Den anbragte pige endte dog alligevel med at blive udskrevet med henvisning til §65, det vil sige som såkaldt uopdragelig. Det viser, at selvom forstanderinde Sejerøe-Olsen helst ville undgå, at de anbragte piger bevidst kunne stile efter at blive udskrevet på denne måde, kunne hun godt finde på at udskrive dem alligevel, da det lettede problemerne i institutionens hverdag.
Vejen til at blive udpeget som uopdragelig
Men hvad skulle der konkret til, for at en ung pige på Vejstrup blev udskrevet som opgivet og uopdragelig? I det følgende vil jeg forsøge at svare på dette ved hjælp af en overordnet analyse af kildematerialet fra Vejstrups arkiv og dernæst ved hjælp af to konkrete sager vise, hvordan forløbet op til en sådan udskrivning kunne gå til.
Kildematerialet fra Vejstrup pigehjem viser, at baggrunden for at blive udskrevet med henvisning til uopdragelighed kunne variere meget. I årsberetningerne uddybes uopdragelighed i forskellige sager med alt lige fra urolighed, behov for opmærksomhed, trods, tyverier, seksuel interesse til dovenskab. Nogle af de unge piger, der blev udskrevet på denne måde forekommer endvidere slet ikke i straffeprotokollen, mens andre blev straffet mange gange – en enkelt hele 17 gange.[30] En almindelig årsag til straffene var, at pigen var løbet væk fra institutionen; at hun nægtede at udføre det arbejde, som hun blev bedt om; eller at hun på anden måde havde modsat sig at følge institutionens normer og hierarkier, for eksempel ved at sætte sit hår eller tøj på forbudte måder, eller ved at skrive hemmelige breve til andre anbragte eller til pårørende uden for institutionen. Værgerådsloven af 1922 definerede som allerede nævnt uopdragelighed som ”navnlig” et fænomen, der handlede om gentagen kriminalitet, men arkivet fra Vejstrup Pigehjem viser, at det i hvert fald på denne anstalt ikke var nødvendigt, at en anbragt havde begået gentagen kriminalitet for at blive udskrevet af værgerådsforsorgen før tid. Og det gjaldt både før eller efter værgerådslovens vedtagelse. Efter kilderne at dømme er det eneste, som alle de unge såkaldt uopdragelige piger havde tilfælles, at forstanderinden ikke kunne finde andre løsninger på problemerne, som hun oplevede med dem, end at sende dem væk.
Lydia og Viola ’forbryder sig fri’
I Vejstrups arkivs elevjournaler kan man finde små spor af, hvad der mere konkret gik forud for udskrivningerne af unge piger som uopdragelige samt spor af, hvordan de anbragte selv forstod deres muligheder for at blive opgivet og udskrevet som uopdragelige. I det følgende vil jeg følge arkivets spor efter to unge piger, Viola og Lydia, og deres vej ud af børneforsorgen. I 1922 løb Lydia og Viola for første gang væk fra Vejstrup Pigehjem sammen. De blev dog hurtigt fundet og bragt tilbage af politiet, og Viola skrev fortrydelsesfuldt i sin dagbog: ”Jeg længes men jeg maa blive her. Jeg maa. […] Nu er der knap 1 – 1/2 år tilbage maatte jeg dog saa komme hjem eller i Plads.”[31]
Begge piger blev straffet med isolation, og forstanderinde Schneekloth noterede i straffeprotokollen, at Viola over for hende udtrykte, at hun ”Vilde nu sætte al sin Kraft ind paa at blive. Bad mig [Schneekloth] ikke være vred, fordi hun kun havde sunget og fløjtet. Fik Arb. Viste stor Flid og [ulæseligt] om den intet at udsætte.”[32]
Lydia lovede også at forsøge at blive på institutionen, men Schneekloth citerede hende i straffeprotokollen for at forklare, at ”det er ikke saa let, naar man har saadan en Flyvenatur”.[33] Kilderne giver således ikke indtryk af, at pigerne på dette tidspunkt forholdt sig til muligheden for at blive udskrevet som uopdragelig.
Tre måneder senere løb de to piger imidlertid sammen væk for anden gang, og for Viola var det hendes tredje rømningsforsøg. Denne gang kom de længere væk, og først 12 dage senere blev Lydia bragt tilbage til Vejstrup og sat 8 dage i internering. Viola blev dog ikke bragt tilbage til Vejstrup, men blev anholdt og sigtet for tyveri af 300 kroner fra en mand, som pigerne havde overnattet hos, og hun blev derfor sat i arresthuset på Nytorv i København.[34]
Hvad der end havde igangsat deres bortløben, havde begge pigerne nu besluttet sig for at gøre hvad de kunne for at blive udskrevet af værgerådsforsorgen før tid. Deres handlinger på dette tidspunkt må ses i lyset af, at der overhovedet eksisterede en sådan mulighed. I interneringen på Vejstrup udtalte Lydia ifølge Schneekloth ”Jeg bliver ved at gaa herfra, lige til jeg faar min Frihed”[35], og forstanderinden gav da også op og besluttede sig for at udskrive Lydia som opgivet.[36] Også Viola havde besluttet sig for, at hun ville udskrives af børneforsorgen, og i et brev skrevet i arresthuset på Nytorv til forstanderinde Schneekloth, skrev hun:
Frk. Schneekloth, De kan give mig min Frihed, hvis De vil, naar jeg er færdig med dette her, jeg nu er kommet i. […] Det kan jo ikke Nytte til noget, at koster alle de Penge paa mig, og det vil jeg sige Dem, at jeg bliver ikke hos Dem […] De ved Frøken Schneekloth, at jeg bliver der ikke.[37]
Muligheden for at blive udskrevet før tid med henvisning til uopdragelighed påvirkede altså både Viola og Lydia, men på forskellig vis. Lydia tog positionen som uforbederlig på sig, blandt andet gennem udtryk om sin ”flyvenatur”, men Viola afviste at være uforbederlig. På forskellige måder gav hun i stedet udtryk for, at hendes oprørske handlinger var resultater af den magt, der blev udøvet mod hende i og med at hun var indskrevet under børneforsorgen:
[…] jeg kan ikke blive anderledes end jeg er, førend jeg faar lov til at komme hjem hos mine Forældre. […] lad mig vise, at jeg kan godt blive en ordentlig Pige i mit Hjem […] for hvis jeg maa blive hjemme, saa vil jeg spørge min Mor om Mor vil skaffe mig en Plads til jeg kommer ud herfra. Frøken Schneekloth, De maa sige ja, jeg ved ikke hvad jeg vil gøre, hvis De siger nej.[38]
Hvad Viola ikke vidste, da hun skrev sit brev, var at forstanderinde Schneekloth allerede havde ansøgt den centrale børneværnsmyndighed Overværgerådet om, at Viola ikke skulle tilbage til Vejstrup. Schneekloth henviste til, at Viola var sigtet for en lovovertrædelse. Det var således ikke Violas brev, der gjorde udslaget, men forløbet op til. Lydia blev udskrevet som opgivet uden henvisning til en sigtelse, og hendes sag er dermed et eksempel på, at Værgerådslovens §65 om uopdragelighed trods lovens formulering om ”alvorlige lovovertrædelser” blev brugt bredere i praksis, i hvert fald på Vejstrup Pigehjem.
Det faktum at der var anbragte unge piger, der, som Lydia og Viola, forsøgte at blive udskrevet før tid, viser, at institutionernes muligheder for at opgive en anbragt og de anbragtes opførsel som uopdragelige var gensidigt afhængige. I Viola og Lydias tilfælde var forstanderindens udskrivning af begge piger således afhængige af pigernes handlinger – og omvendt var Lydia og Violas handlinger påvirket af, at forstanderinden overhovedet havde mulighed for at udskrive dem med henvisning til uopdragelighed. Muligheden for at udskrive børn og unge som opgivne med henvisning til uopdragelighed formede, som analysen her over viser, således ikke blot forstanderindens håndtering af de to unge piger, muligheden satte også rammerne for, hvordan de to piger kunne forstå sig selv, samt for hvem de kunne være og blive i den sociale kontekst, som pigehjemmet udgjorde. Såvel kategorien uopdragelighed som handlingen at udskrive med henvisning til at opdragelsen var opgivet var dermed resultat af processer, der var afhængige af allerede udførte myndighedshandlinger i andre elevsager samt af sociale processer mellem forstanderinden og de anbragte.
Konklusion: Fra institutionel praksis til opkomsten af en kategori
I denne artikel har jeg vist, hvordan der i løbet af børneforsorgens første år udviklede sig en praksis, hvor opdragelsen af enkelte værgerådsbørn blev opgivet, og at denne praksis fortsatte frem til i hvert fald 1940. Artiklen viser dermed, at lovteksterne eller intentionerne med dem ikke var afgørende for praksisserne i børneforsorgen. Selvom Børnelovens tekst i 1905 signalerede, at alle børn og unge kunne opdrages, blev det praksis, at opdragelsen af nogle børn og unge blev opgivet, og at disse børn og unge blev udskrevet af både institutioner og værgerådsforsorg. Praksissen udfordrede således den viden om børn og unge, som Børneloven var baseret på. Muligheden for at udskrive unge fra forsorgen som uimodtagelige for opdragelse blev i 1922 indskrevet i Værgerådsloven og bevaret i Forsorgsloven i 1933, men praksissen var altså allerede begyndt i Børnelovens tid, før den havde hjemmel i lovgivning.
Børneforsorgens praksis med at opgive børn og unge vakte debat og kritik, og egentlig var formålet med at indføre uopdragelighed som udskrivningsmulighed i loven i 1922, at begrænse antallet af børn, der blev udskrevet som opgivne, men paragraffen fik ikke sin tilsigtede virkning. Derimod blev ca. 4% af de anbragte børn og unge i hele perioden fra 1905 – 1940 udskrevet med henvisning til, at deres opdragelse var opgivet. En vigtig grund til, at den nye paragraf ikke fik den tilsigtede virkning var, at børneforsorgen ikke fik tilført ressourcer i den grad det havde været tilsigtet i værgerådsloven, og at forstandere og forstanderinder derfor, for at løse hverdagens udfordringer, så sig nødsagede til at benytte muligheden for at udskrive de vanskeligste anbragte. I denne artikel har jeg imidlertid fokuseret på en anden side af historien, nemlig den vidensmæssige. En anden grund til at loven ikke medførte færre udskrivninger som opgivet er nemlig, at med indførslen af den nye paragraf blev den gamle viden om, at alle børn og unge kunne opdrages, også forkastet til fordel for en ny viden om, at nogle børn og unge var uopdragelige. Dét, der var startet som lokale handlinger: at opgive opdragelsen af specifikke anbragte, med formålet at på pragmatisk vis løse vanskeligheder i børneforsorgens institutioner, skabte i løbet af børneforsorgens første to årtier baggrunden for opkomsten af en ny kategori: den uopdragelige. Denne kategori legitimerede, at børneforsorgens aktører, trods lovens intentioner, fortsatte deres praksis med at opgive og udskrive børn og unge.
Den glidende forandring, hvorigennem børneforsorgens handlinger gav ophav til en ny kategori, problematiserer en gængs forståelse af forholdet mellem viden og (social)pædagogisk praksis. Ofte forestiller vi os, at pædagogiske praksisser udvikles på baggrund af viden om børn og unge, men historien om uopdragelighedskategoriens opkomst viser, at pragmatiske håndteringer af hverdagens pædagogiske problemer også kan lede til, at nye videnskategorier opstår. Herefter bliver de nye videnskategorier grundlag for, at praksisser kan fortsætte samt udvikles i nye retninger i overensstemmelse med feltets nye viden. Dermed lukkes også andre døre for mulige forståelser af, hvor problemet er, og hvordan det i stedet kunne løses. I starten af 1920’erne hævdede modstandere af begrebet uopdragelighed, at børneforsorgens opdragelsesformer var årsag til børnenes modstand mod opdragelse. Denne position stemte overens med den forståelse af børn og unge, som børneloven fra 1905 var baseret på: at alle børn og unge kunne opdrages. Svaret på en sådan formulering af problemerne med vanskelige børn og unge i børneforsorgen var ikke at kategorisere og udskrive disse, men i stedet at udvikle andre pædagogiske praksisser og eventuelt at tilføre flere ressourcer til området. Disse veje blev imidlertid ikke fulgt – i stedet blev det forståelsen om, at nogle børn og unge var uimodtagelige for opdragelse, der blev indskrevet i loven. Det nye begreb om uopdragelige børn og unge blev afgørende for debatten; for den efterfølgende revision af Børneloven samt for børneforsorgens fortsatte håndtering af de børn og unge, som blev opfattet som særligt vanskelige.
Ved hjælp af arkivet fra Vejstrup Pigehjem har jeg undersøgt, hvad der gik forud for, at unge piger blev udskrevet fra dette hjem med henvisning til deres uopdragelighed. I artiklen viser jeg ved hjælp af to anbragtes historie, at børneforsorgens praksisser med at opgive og udskrive særligt vanskelige anbragte kunne få nogle anbragte børn og unge til at gå målrettet efter at blive opgivet og udskrevet. Dét, der med hjælp af kategorien om uopdragelighed kunne forstås som udtryk for de unges indre personligheder, kan således også forstås som et resultat af børneforsorgens praksisser.
Med artiklen vil jeg foreslå, at vi forstår såvel praksisser, der sætter grænser for opdragelse (her eksemplificeret ved udskrivninger af børneforsorgen for omkring 100 år siden) som opførslen hos børn og unge, der er objekter for opdragelse eller andre pædagogiske indsatser (her eksemplificeret ved opførslen hos de, der kategoriseredes som uopdragelige), som resultater af gensidige processer mellem opdragere og opdragede, og endvidere at vi forstår disse processer i overordnet samspil med tilgængelige handlemuligheder og ressourcer i den givne pædagogiske kontekst. Jeg vil dermed invitere til, at vi også i nutiden forsøger at tænke med denne logik, når vi møder børn og unge, der udfordrer nutidens pædagogiske indsatser og ressourcer og dermed synliggør grænserne for nutidens pædagogik. Derved vil vi kunne løfte os over udpegningen af individer som problematiske og i stedet anlægge et helhedsorienteret blik på såvel problemer som mulige løsninger.
Referencer
Beck, L. 1910. Uroen. Børnesagens Tidende, 5, 89.
Beck, L. 1921. Uopdragelig. Børnesagens Tidende, 16, 131.
Bjerre, C. 2019. Når staten er far og mor. Børneværnets anbringelser af børn i Danmark, 1905 – 1975. PhD, Syddansk Universitet
Brun, C. 1921. Uopdragelig. Børnesagens Tidende, 16, 140.
Bryderup, I. M. 2005. Børnelove og socialpædagogik gennem hundrede år, Århus, Forlaget Klim.
Børneloven. 1905. [“Lov Nr. 72 af 14. April 1905 om Behandling af forbryderiske og forsømte Børn og unge Personer”], Lovtidende for 1905, Nr. 29.
Foucault, M. 2002. Overvågning og straf: fængslets fødsel. København. Det lille forlag.
Foucault, M. 1980. “Truth and Power. An interview with Foucault by Alessandro Fontana and Pasquale Pasquino”. I: Gordon, C. (red.): Power/Knowledge: Selected Interviews and Other Writings 1972 – 1977 Michel Foucault. New York: Pantheon Books.
Foucault, M. 1982. “The Subject and Power”. I: Dreyfus & Rabinow (red.): Michel Foucault: Beyond Structuralism and Hermeneutics. With an Afterword by and an Interview with Michel Foucault. Chicago: University of Chicago Press. 208 – 226.
Forhandlingsreferat. 1925. Forhandlinger, Nyborgmødet: Spørgsmål 2: Forståelsen af Værgeraadslovens §65. Børnesagens Tidende, 20.
Forsorgsloven. 1933. [“Lov Nr. 181 af 20. Maj 1933 om offentlig Forsorg”], i Johansen, V.E. (red.) 1938. Forsorgsloven med noter, Fredericia: Fredericia Centraltrykkeri.
Garmand-Maxen, E. 1915 – 1916. 8ende Beretning om Statsopdragelsesanstalten Vejstrup Pigehjem 1915 – 1916. Svendborg: Vejstrup Pigehjem.
Gregersen, M. B. 1946. Vore psykopater. Børnesagens Tidende, 41, 101 – 111.
Hacking, I. 1996 [1995]. The looping effects of human kinds. I: Sperber, D.; Premack, D. & Premack, A. J. (red.). Causal Cognition: A Multidisciplinary Debate. Oxford: Oxford University Press.
Johansen, V. E. (red.) 1938. Forsorgsloven med noter, Fredericia: Fredericia Centraltrykkeri.
Kirkebæk, B. 1987. Abnormbegrebet i Danmark i 20erne og 30erne. Agrippa: psykiatriske tekster, 9, 214 – 222.
Koch, L. 2010. Racehygiejne i Danmark 1920 – 1956, København, Informations Forlag.
Koch, L. 2000. Tvangssterilisation i Danmark 1929 – 67, København, Gyldendal.
Kragh, J. V. 2007. Det hvide snit: psykokirurgi og dansk psykiatri 1922 – 1983, Københavns Universitet.
Landsforeningen for Børneforsorg. 1936. Statistisk Beretning fra Landsnævnet for Børneforsorg for Aarene 1933 – 1936. Socialt Tidsskrift C. .
Landsforeningen for Børneforsorg. 1941a. Statistisk Beretning fra Landsnævnet for Børneforsorg for Aarene 1938 – 1940, København, Krohns Bogtrykkeri.
Landsforeningen for Børneforsorg. 1941b. Statistisk Beretning fra Landsnævnet for Børneforsorg for Aarene 1938 – 1940.
Larsen, B.F. 2020. Opdragelse og diagnosticering: Fra uopdragelighed til psykopati på Vejstrup Pigehjem 1908 – 1940. Ph.d. afhandling, Lund University.
Løkke, A. 1990. Vildfarende børn. Om forsømte og kriminelle børn mellem filantropi og stat 1880 – 1920, Holte Forlaget SocPol.
Mollerup 1910. Om uroen på vore Anstalter. Børnesagens Tidende, 5, 73.
Nilsson, R. 2009. Creating the Swedish Juvenile Delinquent: criminal policy, science and institutionalization c. 1930 – 1970. Scandinavian Journal of History, 34, 354 – 375.
Overværgerådet 1933. Statistiske Oplysninger for 1932 over Værgeraadsbørn. Socialt Tidsskrift.
Rigsdagstidende 1921. Landstingets Forhandlinger: Fortsættelse af første Behandling af Forslag om lov om Tilsyn med Børn, 13/4 1921. Forhandlinger i Landstinget. J.H Schultz A/S.
Rigsdagstidende 1922. Landstingets Forhandlinger: Anden Behandling af Forslag til Lov om Værgeraadsforsorg m.m. 21/3 1922. København: J. H Schultz A/S.
Rigsdagstidende 1931. Betænkning af børneværnsudvalget 1930 – 1931 nedsat af Steincke. København: J. H Schultz A/S.
Schneekloth, G. 1909 – 1910. 2den Beretning om Statsopdragelsesanstalten Vejstrup Pigehjem 1909 – 1910. Svendborg: Vejstrup Pigehjem.
Schneekloth, G. 1913 – 1914. 6te Beretning om Statsopdragelsesanstalten Vejstrup Pigehjem 1913 – 1914. Svendborg: Vejstrup Pigehjem.
Schneekloth, G. 1916 – 1917. 9ende Beretning om Statsopdragelsesanstalten Vejstrup Pigehjem 1916 – 1917. Svendborg: Vejstrup Pigehjem.
Schneekloth, G. 1919 – 1920. 12te Beretning om Statsopdragelsesanstalten Vejstrup Pigehjem 1919 – 1920. Svendborg: Vejstrup Pigehjem.
Sejerøe-Olsen, M. 1929 – 1932. 18de Beretning om Statsungdomshjemmet Vejstrup Pigehjem 1929 – 1932. Svendborg: Vejstrup Pigehjem.
Sejerøe-Olsen, M. 1932 – 1935. 19de Beretning om Statsungdomshjemmet Vejstrup Pigehjem 1932 – 1935. Svendborg: Vejstrup Pigehjem.
Skjerbæk, O. J. 1922. Den nye danske Værgeraadslov. Særtryk af “Barn og Ungdom”, H. 4 1922, 11.
Steincke, K. K. 1925. Straffelovsforslaget og Værgerådsloven. Børnesagens Tidende, 20, 207ff.
Vejstrup Pigehjems arkiv [VPA]. 1908 – 1923. Straffeprotokol med bilag 1908 – 1923. Rigsarkivet.
Vejstrup Pigehjems arkiv [VPA]. 1908 – 1962. 57 – 124, Elevsager 1908 – 1962. Rigsarkivet.
Værgerådsloven. 1922. [“Lov af 12. Juni 1922 om Værgeraadsforsorg,”], i Rigsdagstidende Tillæg C, Vedtagne Lovforslag, Beslutninger m.m. 1921 – 1922. København: J.H. Schultz A/S.
Wimmer, A. 1910. Børnepsykiatrien og Opdragelsesanstalten. Børnesagens Tidende, 5.
[1] Overværgerådet 1933; Landsforeningen for Børneforsorg 1936; Landsforeningen for Børneforsorg 1941a.
[2] Denne artikel er en omarbejdet version af kapitel 5 i min Ph.d.-afhandling (Larsen, 2020).
[3] Om indskrivninger under børneforsorg, se: Løkke 1990; Bryderup 2005; Bjerre 2019.
[4] For mere om kildesøgningsstrategien, se Larsen 2020: 60 – 65.
[5] Foucault 1982
[6] For dette perspektiv, se for eksempel Foucault 2002: 42; Foucault 1980: 109.
[7] Schneekloth 1909 – 1910; Schneekloth 1913 – 1914; Garmand-Maxen 1915 – 1916; Schneekloth 1916 – 1917.
[8] Schneekloth 1919 – 1920.
[9] Overværgerådet 1933; Landsforeningen for Børneforsorg 1936; Landsforeningen for Børneforsorg 1941b.
[10] Hacking 1996 [1995].
[11] Larsen 2020: 205ff.
[12] Børneloven 1905: §37.
[13] Overværgerådet 1933.
[14] Værgerådsloven 1922: §65; Forsorgsloven 1933: §170.
[15] Beck 1921: 131.
[16] Rigsdagstidende 1921: sp. 1741.
[17] Ibid., sp. 1742.
[18] Skjerbæk 1922: 11.
[19] Værgerådsloven 1922: §65.
[20] Larsen 2020: 194 – 195.
[21] Forsorgsloven 1933: §170.
[22] Steincke 1925: 20, 207ff.
[23] Se Larsen 2020: 205 – 291.
[24] Koch 2010; Koch 2000; Kragh 2007.
[25] Kirkebæk 1987: 9, 214 – 222.
[26] Beck 1921: 131.
[27] Brun 1921: 140.
[28] Forhandlingsreferat 1925: 20.
[29] VPA 1908 – 1962: elev 252.
[30] VPA 1908 – 1923.
[31] VPA 1908 – 1962: elev 155.
[32] VPA 1908 – 1923: 3.1.1923.
[33] Ibid., 3.1.1923.
[34] VPA 1908 – 1923: 15.4.1923; VPA 1908 – 1962: elev 155.
[35] VPA 1908 – 1923: 1.3.1923.
[36] VPA 1908 – 1962: elev 170.
[37] VPA 1908 – 1962: elev 155.
[38] VPA 1908 – 1962: elev 155
