Del på facebook
Del på email
Del på linkedin
Del på twitter

Grænser for opdra­gelse – Opfin­del­sen af uopdragelighed

Bolette Fry­den­dahl Larsen

I perioden 1905 – 1940 blev 4% af alle anbragte børn og unge under dansk bør­ne­forsorg udskrevet med hen­vis­ning til, at de blev opfattet som uimod­ta­ge­lige for opdra­gelse.[1] Gradvist udvik­le­des et nyt begreb til at beskrive årsagen til, at bør­ne­forsor­gen ikke formåede at opdrage dem: Uop­dra­ge­lig­hed. Med udgangs­punkt i uop­dra­ge­lig­heds­be­gre­bets opkomst under­sø­ger denne artikel forholdet mellem soci­al­pæ­da­go­gisk praksis og videns­ska­belse – herunder mere specifikt den videns­ska­belse, der bruges til at kate­go­ri­sere børn og unge. Artiklen bidrager derved med histo­ri­ske per­spek­ti­ver på nutidige kate­go­rier til at udpege børn og unge som ’uden for pæda­go­gisk ræk­ke­vidde’ og inviterer dermed til kritiske reflek­sio­ner om, hvordan pæda­go­gi­ske og soci­al­pæ­da­go­gi­ske prak­sis­ser medvirker til, at nogle børn og unge havner i sådanne kategorier.

I 1905 blev Danmarks første børnelov vedtaget, og dermed blev den danske statslige bør­ne­forsorg grundlagt. Med visionen om, at alle børn og unge kunne og skulle opdrages og beskyttes, skulle staten nu overtage opdra­gel­sen af og omsorgen for landets forsømte og van­ske­lige børn. Men vision og praksis kom hurtigt i konflikt. Visionen om, at alle børn kunne opdrages, blev skubbet til side af en praktisk vir­ke­lig­hed, hvor for­stan­dere og for­stan­de­rin­der anmodede om at blive fri for nogle af de anbragte børn.

Udskriv­nin­gerne af forsorgen har ikke fået meget opmærk­som­hed i den danske forskning om bør­ne­forsor­gens historie. Mens andre forskere har undersøgt vejen ind i bør­ne­forsor­gen, vil jeg i denne artikel i stedet vende blikket mod udskriv­nin­ger og mere specifikt de udskriv­nin­ger, der var udtryk for grænserne for bør­ne­forsor­gens opdra­gelse[2]. Dette gør jeg gennem en under­sø­gelse af, hvordan prak­sis­sen med at udskrive børn og unge med hen­vis­ning til kate­go­rien ”uop­dra­ge­lig” opstod i dansk bør­ne­forsorg.[3]

Jeg argu­men­te­rer i artiklen for, at bør­ne­forsor­gens praksis med at opgive opdra­gel­sen af børn og unge og udskrive dem af bør­ne­forsor­gen med denne begrun­delse banede vejen for opkomsten af den nye kategori ’uop­dra­ge­lig’. Videre argu­men­te­rer jeg for, at såvel opgi­vel­sen af opdra­gel­sen af nogle børn og unge som disse børn og unges angi­ve­lige uop­dra­ge­lig­hed må forstås som et resultat af gensidige sociale processer mellem anbragte og ansatte i bør­ne­forsor­gen, og at disse processer kon­sti­tu­e­re­des af de over­ord­nede diskurser og hand­le­mu­lig­he­der i børneforsorgen.

Empiri og valget af Vejstrup Pigehjem som case

Artiklens hovedvægt er det prak­sisnære niveau i bør­ne­forsor­gen, repræ­sen­te­ret af Danmarks første statslige opdra­gel­ses­an­stalt for unge piger, Vejstrup Pigehjem. Denne del af under­sø­gel­sen baseres over­ord­net på en læsning af publi­ce­rede beret­nin­ger om 419 piger, der blev udskrevet fra Vejstrup Pigehjem i perioden fra 1908 og 1940, samt en læsning af stam­bogs­op­teg­nel­ser om 143 anbragte fra 1932 – 1940 og en dyb­de­læs­ning af 43 elev­jour­na­ler på hver mellem 25 og 240 sider.[4] Blandt disse kilder har jeg specifikt ledt efter beskri­vel­ser af anbragte unge piger, der udfor­drede opdra­gel­sen, og undersøgt, hvordan disse piger blev håndteret og repræ­sen­te­ret. Mikro­ni­veauet suppleres med et nationalt niveau repræ­sen­te­ret af lov­giv­nin­ger; par­la­men­ta­ri­ske debatter; debatter blandt bør­ne­sags­folk i tids­skrif­tet Bør­ne­sa­gens Tidende samt nationale sta­ti­stik­ker fra bør­ne­forsor­gen. I disse kilder har jeg specifikt ledt efter dis­kus­sio­ner om og repræ­sen­ta­tio­ner af fænomenet uopdragelighed.

Vejstrup Pigehjem er særlig oplagt som case til at undersøge grænserne for bør­ne­forsor­gens opdra­gelse. Vejstrup Pigehjem var nemlig en und­ta­gelse i bør­ne­forsor­gen, da den var en ud af fire stat­sin­sti­tu­tio­ner, som blev oprettet med baggrund i Bør­ne­loven i 1905. Disse fire insti­tu­tio­ner havde til opgave at tage imod de børn og unge, der blev anset som de aller­van­ske­lig­ste under bør­ne­forsor­gen. De øvrige insti­tu­tio­ner under bør­ne­forsor­gen blev drevet med statslig finan­si­e­ring af private aktører. Vejstrup var også en und­ta­gelse i forhold til mål­grup­pen: De fleste anbragte børn blev udskrevet fra bør­ne­forsor­gens insti­tu­tio­ner ved kon­fir­ma­tions­al­de­ren og blev sendt ud for at tjene. Vejstrup Pigehjem tog derimod imod unge piger over 16 år, som bør­ne­forsor­gen mente behøvede opdra­gelse til det 18. eller 21. år. Nogle af disse piger havde andre insti­tu­tio­ner givet op overfor, mens andre først blev anbragt, efter de var fyldt 16 og blev anset som særligt van­ske­lige allerede ved anbrin­gel­sen, hvorfor de blev sendt direkte til Statsan­stal­ten Vejstrup.

Vejstrup Pigehjem, brevkort. Fra Gudme Lokalhistoriske Arkiv.
Figur 1. Vejstrup pigehjem, brevkort. (Gudme Lokal­hi­sto­ri­ske Arkiv)

Pige­hjem­met er ikke blot særligt på grund af dets målgruppe, men også på grund af dets første for­stan­de­rinde Gerda Sch­ne­e­kloth (1867 – 1927), som ledede insti­tu­tio­nen fra 1908 – 1927. Hun skabte en insti­tu­tions­kul­tur med stor vægt på i års­be­ret­nin­ger at beskrive insti­tu­tio­nens arbejde og de unge piger, insti­tu­tio­nen tog imod. Som en af de første bør­ne­sags­ar­bej­dere – på dette tidspunkt, før bør­ne­forsor­gen oprettede et efterværn – brugte hun desuden tid og kræfter på at undersøge og doku­men­tere, hvordan de anbragte pigers liv udvik­le­des, efter de blev udskrevet fra Vejstrup Pigehjem og fra bør­ne­forsor­gen. Denne praksis videre­førte hendes efter­føl­ger Margrethe Sejerøe-Olsen fra 1927 og frem. Netop den særlige interesse for at skabe viden om de anbragte unge piger og den deraf følgende videnspro­duk­tion i insti­tu­tio­nens års­be­ret­nin­ger udgør centrale kilder for nær­væ­rende undersøgelse.

I det følgende præ­sen­te­rer jeg først artiklens teo­re­ti­ske fundament for siden at undersøge, hvornår uop­dra­ge­lig­hed som kategori begyndte at optræde i for­skel­lige kilder. Dernæst under­sø­ger jeg gennem Vejstrup Pigehjems arkiv, hvordan udskriv­nings­for­men og kate­go­rien blev brugt på denne spe­ci­fikke insti­tu­tion. Herefter under­sø­ger jeg, hvornår og hvordan kate­go­rien uop­dra­ge­lig opstod i lov­giv­nin­gen, samt hvordan forholdet mellem insti­tu­tio­nelle prak­sis­ser og lov­giv­ning så ud. Til sidst under­sø­ger jeg ved hjælp af to konkrete sager fra Vejstrup Pigehjem, hvad der gik forud for en udskriv­ning som uop­dra­ge­lig; hvordan kate­go­rien og hånd­te­rin­gen kan forstås, samt hvordan de anbragte selv forstod kate­go­rien og deres muligheder.

Teo­re­ti­ske per­spek­ti­ver om viden og magt

Artiklen under­sø­ger på et over­ord­net niveau, hvordan kate­go­rier skabes og gøres synlige, og hvordan kate­go­rier både kon­sti­tu­e­res af magtu­dø­velse og muliggør spe­ci­fikke former for magtu­dø­velse over for de individer, der forstås ved hjælp af dem. Artiklen skriver sig dermed ind i en Foucault-inspi­re­ret tradition, der under­sø­ger sam­men­væv­nin­ger mellem viden og magtudøvelse.

En central form for magtu­dø­velse, som Foucaults man­ge­årige for­fat­ter­skab på for­skel­lige måder har afdækket, er hvordan mennesker opdeles og formes gennem adskil­lelse. Foucault mener, at når mennesker adskilles fra andre gennem anbrin­gelse i insti­tu­tio­ner, som for eksempel fængslet, hospi­ta­let og opdra­gel­ses­an­stal­ten, så bliver mennesket noget andet, end det var. Denne proces kalder Foucault sub­jek­ti­ve­ring.[5] Ved at blive placeret i en insti­tu­tio­nel kontekst som fængslet, hospi­ta­let eller opdra­gel­ses­an­stal­ten bliver mennesket for eksempel kriminel, patient eller opdra­gel­ses­ob­jekt. Selve adskil­lel­sen knytter mennesket til en kategori, og mennesket tager derefter form gennem kategorien.

Bør­ne­forsor­gen kan helt grund­læg­gende siges at udgøre en insti­tu­tio­nel adskil­lel­ses­prak­sis, da forsorgen adskilte nogle børn og unge fra andre ved at placere dem på anstalter. Gennem sta­ti­stik­ker fra den nationale bør­ne­forsorg blev vær­ge­rå­ds­børn herefter syn­lig­gjort som en samlet gruppe, og de blev dermed også repræ­sen­te­ret som et samlet problem. Efter bør­ne­forsor­gens opret­telse i 1905 opstod der inden for bør­ne­forsor­gen derudover nye adskil­lel­ses­prak­sis­ser, hvormed de anbragte opdeltes i mere og mere detal­je­rede under­grup­per. I sta­ti­stik­kerne opstod under­grup­per, der udgjorde spe­ci­fikke problemer, og som fik de anbragte til at fremstå som for­skel­lige fra hinanden.

Med inspira­tion fra Foucaults for­fat­ter­skab betragter jeg kilderne fra bør­ne­forsor­gens praksis (som for eksempel nationale sta­ti­stik­ker om vær­ge­rå­ds­børn og publi­ce­rede bio­gra­fier om de udskrevne piger fra Vejstrup) som videns­tek­no­lo­gier, der dels var mulige på grund af bør­ne­forsor­gens magtu­dø­velse, og som samtidig var afgørende for at skabe rammer for bør­ne­forsor­gens videre magtu­dø­velse.[6]Med dette per­spek­tiv bliver det inter­es­sant at undersøge, hvordan kilderne var med til at skabe grænser mellem for­skel­lige anbragte børn. En af de under­grup­per, der efter­hån­den trådte frem i sta­ti­stik­ker og andre doku­men­ter om vær­ge­rå­ds­børn, var de opgivne børn, der senere blev til de uop­dra­ge­lige. Det er opkomsten af disse under­grup­per og begreber (som med Foucaults teo­re­ti­ske begreber også kan forstås som nye pro­ble­ma­ti­se­rin­ger) i doku­men­terne, samt forholdet mellem begre­berne og de insti­tu­tio­nelle udskriv­nings­prak­sis­ser, som jeg under­sø­ger i denne artikel.

Forstanderinde Schneekloth i sin stue på Vejstrup Pigehjem omkring 1920. (Gudme Lokalhistoriske Arkiv)
Figur 2. For­stan­de­rinde Sch­ne­e­kloth i sin stue på Vejstrup Pigehjem omkring 1920. (Gudme Lokal­hi­sto­ri­ske Arkiv)

Fra hånd­te­ring til kategori: At skabe viden om de opgivne

Historien om de opgivne børn og unge kan med oven­stå­ende per­spek­ti­ver læses som en historie om, hvordan en ny kategori kan opstå i samspil med insti­tu­tio­nelle adskil­lel­ses­prak­sis­ser. Første gang bør­ne­forsor­gen udskrev et anbragt barn eller en anbragt ung som opgivet var i 1907, og på Vejstrup Pigehjem regi­stre­re­des en sådan udskriv­ning første gang i års­be­ret­nin­gen for årene 1913 – 1914. Først efter at denne udskriv­nings­form var blevet en gentagen social praksis, opstod der et begreb, der skabte en samlet for­stå­else af børn og unge, der blev opgivet: De var og blev dermed uopdragelige.

Vejstrup Pigehjems års­be­ret­nin­ger kan illu­strere, hvordan udskriv­nings­for­men gradvist gav anledning til opkomsten af den nye kategori. I slut­nin­gen af hver års­be­ret­ning inklu­de­rede hjemmets for­stan­de­rin­der en lille biografi om hver enkelt udskreven, anbragt i kro­no­lo­gisk ræk­ke­følge efter udskrivningen.

Alle de indi­vi­du­elle bio­gra­fier om udskrevne fremstår frem til 1920 som unikke, idet bio­gra­fi­erne inde­hol­der for­skel­lige for­mu­le­rin­ger, og de anbragte blev præ­sen­te­ret i kro­no­lo­gisk ræk­ke­følge efter, hvornår de var blevet udskrevet. De anbragte, der frem til 1920 blev udskrevet fra Vejstrup Pigehjem som uimod­ta­ge­lige for opdra­gelse, blev således ikke fremhævet i relation til de øvrige. Dog gik for­mu­le­rin­gen ”uimod­ta­ge­lig for opdra­gelse” igen i for­skel­lige afskyg­nin­ger, som for eksempel ”uimod­ta­ge­lig for Opdra­gelse og god Paavirk­ning”; eventuelt med en for­kla­ring af årsag til uimod­ta­ge­lig­he­den: ”uimod­ta­ge­lig for Opdra­gelse paa Grund af sin sjælelige Tilstand”.[7]

Antallet af indi­vidsa­ger, som blev håndteret ved opgivelse på Vejstrup, steg i starten af 1920’erne, samtidig med at der på par­la­men­ta­risk niveau foregik et lov­for­be­re­dende arbejde, der resul­te­rede i ind­fø­rel­sen af en paragraf for at udskrive anbragte med hen­vis­ning til, at de ikke var mulige at opdrage. Parallelt med den øgede brug af denne udskriv­nings­form på Vejstrup ændrede hjemmets for­stan­de­rinde Sch­ne­e­kloth i 1920 struk­tu­ren for års­be­ret­nin­gen. Hun holdt op med at publicere en biografi om de anbragte, som hun udskrev som opgivne, og begyndte i stedet at samle deres elevnumre efter bio­gra­fi­erne om de øvrige anbragte med for­mu­le­rin­gen ”udskrevet som uop­dra­ge­lige”. Gennem kate­go­ri­se­rin­gen begyndte de anbragte, der blev udskrevet på denne måde, at fremstå som en gruppe af anbragte, der havde noget tilfælles. Samtidig frem­hæ­ve­des de på den ene side i forhold til de øvrige anbragte gennem den spe­ci­fikke over­skrift, men på den anden side blev de mindre synlige, da de ikke længere blev beskrevet som individer som i tidligere års­be­ret­nin­ger og som øvrige udskrevne.[8] Fraværet af bio­gra­fier om dem, viser, at for­stan­de­rinde Sch­ne­e­kloth i 1920 hverken anså det for relevant at skabe viden om dem som individer eller om uop­dra­ge­lig­hed som fænomen. Både som kategori og som individer var ’uop­dra­ge­lig­hed’ og ’uop­dra­ge­lige’ således uden for bør­ne­forsor­gens opdra­gel­ses interesse, mål og målgruppe.

Fra 1924 begyndte for­stan­de­rinde Sch­ne­e­kloth imid­ler­tid igen at inkludere bio­gra­fier om anbragte, der blev udskrevet som uop­dra­ge­lige – og som siden 1922 var blevet udskrevet med hen­vis­ning til Vær­ge­rå­ds­lo­vens §65. Disse bio­gra­fier præ­sen­te­re­des nu samlet under rubrikken ”Uop­dra­ge­lige” efter de øvrige bio­gra­fier. Års­be­ret­nin­gen bidrog således fra 1924 til, at der blev skabt viden om uop­dra­ge­lig­hed som fænomen og om de individer, der blev kate­go­ri­se­ret som sådan. De, der blev udskrevet som sådan, udgjorde nu en gruppe, der i Sch­ne­e­klo­ths øjne krævede særlig opmærksomhed.

For­an­drin­gerne i års­be­ret­nin­ger­nes indhold kan læses som udtryk for, at hånd­te­rin­gen – at udskrive som uimod­ta­ge­lig for opdra­gelse – i perioden frem til 1920 eksi­ste­rede som en hånd­te­ring, der ikke var et svar på en samlet pro­ble­ma­ti­se­ring eller kategori. I takt med at der blev udviklet viden om de anbragte, der blev opgivet, fremstod de opgivne i højere og højere grad som en del af en gruppe, der blev forstået ens gennem en samlet kategori: de var uop­dra­ge­lige. For­an­drin­gerne fra handling til kategori kan illu­stre­res med neden­stå­ende model:

Model: Fra handling (opdra­gel­sen opgivet) til kategori (uop­dra­ge­lig)

Handling:
Opdra­gel­sen opgivet
(1908 – ca. 1919)

  • Opgivede anbragte forstås ikke under en samlet kategori
  • Anbragte, der opgives, håndteres prag­ma­tisk og for­skel­ligt fra gang til gang

>

Kategori:
Uop­dra­ge­lig
(ca. 1920-)

  • De, der håndteres ens, som ens
  • Kate­go­rien tilbyder hand­le­mu­lig­hed
    (udskriv­ning af værgerådsforsorg)

Hand­lin­gen at udskrive de van­ske­lig­ste børn, udgjorde med Foucaults begreber en insti­tu­tio­nel adskil­lel­ses­prak­sis, der med tiden blev kon­sti­tu­e­rende for den nye kategori.

Forskel på begrebs­brug i lov­giv­nin­gen på Vejstrup Pigehjem og i bør­ne­forsor­gens nationale sta­ti­stik­ker illu­stre­rer, at omform­nin­gen fra handling til kategori ikke foregik samtidigt i alle kon­tek­ster. Fra starten af 1920’erne skete der en glidende diskursiv ændring fra, at alle aktører havde primært fokus på udskriv­nings­for­men som en myn­dig­heds­hånd­te­ring (opgivet), til at udskriv­nings­for­men sidenhen blev en klas­si­fi­ka­tion af de udskrevne børn og unge (uop­dra­ge­lig). Hvor for­stan­de­rinde Sch­ne­e­kloth som nævnt kate­go­ri­se­rede de opgivne som uop­dra­ge­lige allerede i års­be­ret­nin­gerne fra 1920, blev begrebet indført i loven med lovæn­drin­gen i 1922. I bør­ne­forsor­gens nationale sta­ti­stik­ker over udskrevne vær­ge­rå­ds­børn repræ­sen­te­re­des fænomenet imid­ler­tid fortsat som en myn­dig­heds­hånd­te­ring via for­mu­le­rin­gen ”Vær­ge­rå­ds­forsor­gen opgivet” i udgi­vel­ser fra 1920 og 1932. Først i sta­ti­stik­ker, der blev udgivet i 1941, var denne for­mu­le­ring erstattet af begrebet ”uop­dra­ge­lig”. Kate­go­ri­se­rin­gen og dermed den omfor­mu­le­rede pro­blem­de­fi­ni­tion var fra da af slået igennem på alle niveauer af bør­ne­forsor­gen.[9]

Viden­skabs­fi­lo­sof Ian Hacking mener, at kate­go­rier påkalder sig behov for at skabe yder­li­gere viden, og at de derfor sætter nye processer i gang.[10] Dette var også tilfældet med kate­go­rien uop­dra­ge­lig. For­skel­lige eksperter bød ind med for­kla­rin­ger på, hvad børnenes uop­dra­ge­lig­hed skyldtes, herunder særligt ånds­sva­ge­læ­ger og psy­ki­a­trisk spe­ci­a­li­se­rede læger.[11] For­stan­de­rinde Sch­ne­e­klo­ths kon­struk­tion af bio­gra­fier om de anbragte, som hun udskrev som uop­dra­ge­lige, kan ligeledes ses som et led i denne vidensproduktion.

Uop­dra­ge­lig­hed som juridisk begreb

Som jeg allerede har beskrevet, opstod prak­sis­sen med at udskrive børn som opgivne fra bør­ne­forsor­gen, før dette havde hjemmel i lov­giv­nin­gen. I det følgende afsnit vil jeg uddybe forholdet mellem praksis og lov­giv­ning og undersøge forholdet mellem prak­sis­sen med at opgive opdra­gel­sen af børn og unge på den ene side og begrebet uop­dra­ge­lig­hed på den anden side i debat­terne op til lovæn­drin­gen. Debat­terne om bør­ne­forsor­gens praksis med at udskrive børn og unge som opgivne kom nemlig til at kredse om, hvorvidt der fandtes uop­dra­ge­lige børn og unge.

Høstarbejde 1917 på Vejstrup Pigehjem. (Gudme Lokalhistoriske Arkiv)
Gymnastik 1915 på Vejstrup Pigehjem. (Gudme Lokalhistoriske Arkiv)

Hårdt fysisk arbejde og kropslig disciplin var en central del af opdra­gel­sen i bør­ne­forsor­gens insti­tu­tio­ner. Fotos: Høst­ar­bejde 1917 og gymnastik 1915 på Vejstrup Pigehjem. (Gudme Lokal­hi­sto­ri­ske Arkiv)

Allerede i 1907, kort efter at den første børnelov var trådt i kraft i 1905, begyndte for­stan­dere og for­stan­de­rin­der at anmode den centrale bør­ne­sagsmyn­dig­hed, Over­vær­ge­rå­det, om at få lov at opgive opdra­gel­sen og udskrive nogle af de anbragte børn på trods af, at sådanne udskriv­nin­ger ikke havde hjemmel i loven. Bør­ne­loven gav egentlig ikke mulighed for at opgive opdra­gel­sen af et barn eller en ung person. Ifølge loven kunne vær­ge­rå­ds­forsor­gen kun ophøre, ”saa snart Hensigten dermed er naaet, eller for saa vidt der indtræder Forhold, som gøre det muligt, at den kan naas ad anden Vej”.[12]Alligevel blev 307 (ud af i alt 7559) børn og unge regi­stre­ret hos Over­vær­ge­rå­det som udskrevet med begrun­del­sen at opdra­gel­sen var opgivet i perioden 1905 – 1922.[13] Med revi­sio­nen af Bør­ne­loven i 1922 blev prak­sis­sen med at udskrive børn som opgivne indført i den nye Værgerådslov:

Viser det sig, at Formaalet med Forsorgen ikke kan ventes opnaaet fordi Barnet, navnlig paa Grund af, at det gentagne Gange, medens det har været under Forsorg, har gjort sig skyldigt i alvorlige Lovover­træ­del­ser, skønnes at være uimod­ta­ge­ligt for Opdra­gelse, kan Over­vær­ge­raa­det beslutte, at Barnet skal udgaa af Vær­ge­raads­in­sti­tu­tio­nens Forsorg […][14]

I for­bin­delse med det lov­for­be­re­dende arbejde op til revi­sio­nen af Bør­ne­loven i 1922 gav begrebet uop­dra­ge­lig­hed og prak­sis­sen med at opgive børn og unge anledning til debat blandt bør­ne­sa­gens folk. I 1921 skrev for­stan­der for Flak­keb­jerg Opdra­gel­ses­hjem for van­ske­lige drenge Ludvig Beck (1866 – 1948) en artikel om begrebet ”De uop­dra­ge­lige” i Bør­ne­sa­gens Tids­skrift, og han pegede på, at det var anstal­terne selv, der var problemet, hvis de ikke lykkedes med at opdrage alle: ”De uop­dra­ge­lige – det er dem, som vi ikke evner at hjælpe. Det er os, det er galt med, ikke dem.”[15] Han mente, at opdra­gelse altid var muligt. Derfor skulle disse børn og unge anbringes på lukkede anstalter som alter­na­tiv til at blive udskrevet af børneforsorgen.

Også i de par­la­men­ta­ri­ske debatter om Vær­ge­rå­ds­lo­ven blev dis­kus­sio­nen om bør­ne­forsor­gens opgi­vel­ser af børn og unge til en dis­kus­sion om, hvorvidt der fandtes uop­dra­ge­lige børn og unge. Det, der før havde været en prag­ma­tisk praksis i bør­ne­forsor­gen til at løse insti­tu­tio­nelle problemer, var nu ved at omforme sig til en kategori, der rejste fra bør­ne­forsor­gen og ind i det politiske liv. Som landstings­po­li­ti­ker Inger Gautier Schmit fra Venstre udtalte i debatten om loven: ”Vi er her kommet til at tale om de uop­dra­ge­lige. Det er et nyt ord, jeg har i alt fald ikke hørt det før”.[16] Schmit var en af de poli­ti­kere, der var kritiske overfor begrebet, og hun havde selv erfaring fra et opdra­gel­ses­hjem og mente, at de børn og unge, der vedblev at være van­ske­lige, netop gjorde det, fordi de vidste, at de kunne blive udskrevet fra vær­ge­rå­ds­forsor­gen, hvis de ikke lod sig opdrage.[17]

Poli­ti­ker­nes og bør­ne­forsor­gens aktørers posi­tio­ner omkring sagen kan opdeles i tre. 1) Nogle mente, at ingen børn var uop­dra­ge­lige, og derfor skulle loven sikre, at ingen børn og unge blev opgivet af forsorgen. 2) Andre var enige med til­hæn­gere af den første position i, at ingen burde udskrives af forsorgen, fordi de blev opgivet, men ikke fordi der ikke fandtes uop­dra­ge­lige, snarere fordi uop­dra­ge­lig­hed netop var centralt at håndtere med insti­tu­tio­na­li­se­ring. Til­hæn­gere af disse første to posi­tio­ner allierede sig i arbejdet for at loven skulle sikre, at intet barn blev udskrevet af bør­ne­forsor­gen, fordi det blev opgivet. 3) Til­hæn­gere af den tredje position mente, at bør­ne­forsor­gens erfa­rin­ger viste, at nogle børn var uimod­ta­ge­lige for opdra­gelse, og at loven derfor måtte klargøre, hvornåret barn var uop­dra­ge­ligt, og hvornår det derfor skulle udskrives fra forsorg.

Ind­fø­rel­sen af en paragraf for uop­dra­ge­lig­hed i Vær­ge­rå­ds­lo­ven var ikke blot en juridisk stad­fæ­stelse af en tidligere praksis, men samtidig et forsøg på, at, med den senere Overin­spek­tør, der tiltrådte efter Vær­ge­rå­ds­lo­ven, Oluf Skjerbæks ord: ”[…] ind­skrænke Antallet af Tilfælde, hvor en Paa­be­gyndt Forsorg standses paa Grund af ’Uop­dra­ge­lig­hed’, saa meget som muligt […]”.[18]Det var således ikke tanken, at den nye paragraf skulle benyttes ofte. Som §65 stk. 2 fastslog, skulle alter­na­ti­verne nøje overvejes, inden et barn blev indstil­let til at udgå af vær­ge­rå­ds­forsorg før tid: ”Forinden Beslut­ning fattes, bør det overvejes, om der mulig kan forsøges at anbringe Barnet paa et andet Opdra­gel­ses­hjem, jfr. herved § 44, eller eventuelt paa en eller anden Hel­bre­del­ses­an­stalt.”[19]

Selvom det havde været poli­ti­ker­nes intention, at der skulle oprettes nye typer af anstalter til særligt van­ske­lige børn, forblev for­mu­le­rin­gen i loven en hen­sigt­ser­klæ­ring. Vær­ge­rå­ds­lo­ven kom heller ikke til at påvirke andelen af anbragte børn og unge, der blev opgivet på nationalt niveau. Derimod blev ca. 4% af de anbragte børn i hele perioden 1905 – 1940 udskrevet som opgivne. Heller ikke på Vejstrup fik loven den til­sig­tede virkning, derimod steg brugen af denne udskriv­nings­form samtidig med debat­terne om uop­dra­ge­lig­hed i for­bin­delse med for­be­re­del­serne af Vær­ge­rå­ds­lo­ven. Vær­ge­rå­ds­lo­ven havde dog alligevel en effekt i konkrete sager, da den admi­ni­stra­tive proces var blevet mere besværlig, når et barn eller en ung skulle udskrives af bør­ne­forsor­gen som opgivet.[20]

Kate­go­rien uop­dra­ge­lig, der allerede løbende havde taget form gennem praksis, cemen­te­re­des som kategori igennem debat­terne om uop­dra­ge­lig­hed som udskriv­nings­grund op til vær­ge­rå­ds­lo­vens ind­fø­relse i 1922. Kilderne fra Vejstrup Pigehjem viser, at lov­de­bat­terne op til ind­fø­rel­sen af uop­dra­ge­lig­hed i vær­ge­rå­ds­lo­ven falder sammen med en øget videns­ska­belse om de særligt van­ske­lige, som blev opfattet som uimod­ta­ge­lige for opdra­gelse. Det er således sand­syn­ligt, at debat­terne op til ind­fø­rel­sen af uop­dra­ge­lig­hed som udskriv­nings­grund i Vær­ge­rå­ds­lo­ven 1922 ikke begræn­sede brugen af denne udskriv­nings­form på Vejstrup Pigehjem, men derimod indirekte var med­vir­kende til at legi­ti­mere brugen af den, da debat­terne var med til at kon­stru­ere kate­go­rien uop­dra­ge­lig.

Pigeværelse på Vejstrup Pigehjem. Brevkort. (Gudme Lokalhistoriske Arkiv)
Figur 4. På Vejstrup Pigehjem havde pigerne egne værelser, så de ikke talte sammen om aftenerne, og så de kunne øve sig i at indrette et hjem. Pige­væ­relse på Vejstrup Pigehjem. Brevkort. (Gudme Lokal­hi­sto­ri­ske Arkiv) 

   

Uop­dra­ge­lig­hed, dege­ne­ra­tion og samfundsbekymring

I 1933 blev Vær­ge­rå­ds­lo­ven erstattet af Forsorgs­lo­ven. Soci­al­de­mo­kra­ten K.K. Steincke, der tidligere havde været mod­stan­der af, at børn og unge kunne blive udskrevet af forsorgen som opgivne, var nu soci­al­mi­ni­ster og hoved­kraf­ten bag lov­re­vi­sio­nen. Selvom Steincke havde været mod­stan­der af Vær­ge­rå­ds­lo­vens §65 om at udskrive unge som uop­dra­ge­lige, blev para­graf­fens ordlyd ført næsten uændret videre i den nye lovs §170. Kun sproget var ændret, for eksempel var ”Forsorg” udskiftet med ”Anbrin­gelse udenfor Hjemmet”.[21] I mod­sæt­ning til ved ind­fø­rel­sen af §65 i Vær­ge­rå­ds­lo­ven blev para­graf­fen denne gang vedtaget uden debat – dog med en kom­men­ta­rer til loven om, at staten påtog sig at oprette flere særan­stal­ter for ”svagt begavede”.

Steinckes modstand mod Vær­ge­rå­ds­lo­vens §65 bundede ikke i en modstand mod at forstå børn som uop­dra­ge­lige. Derimod var han både i 1921 og 1925 mod­stan­der af prak­sis­sen med at udskrive børn af forsorgen med hen­vis­ning til uop­dra­ge­lig­hed. Årsagen til hans modstand skal findes i hans for­stå­else af problemet som et dege­ne­ra­tions­pro­blem. Han advarede i Bør­ne­sa­gens Tidende i 1925 mod en ”kon­ser­va­tiv vær­ge­raads­in­sti­tu­tion”, som ikke byggede på moderne arve­lig­heds­forsk­ning, og han fastholdt, at der fandtes ”uop­dra­ge­lige individer, hvis dege­ne­ra­tive anlæg ingen virkelige mulig­he­der frembød for opdra­gel­sen”.[22]

For­stå­el­sen af uop­dra­ge­lig­hed som en effekt af en biologisk afvigelse fik støtte andre steder fra og vandt også frem i løbet af 1920’erne.[23] Samtidig blev bekym­rin­ger for befolk­nin­gens generelle dege­ne­ra­tion afgørende for, at man tillod vidt­gå­ende indgreb mod befolk­nings­grup­per, der blev anset som min­dre­vær­dige.[24] Birgit Kirkebæk har vist, hvordan ånds­svage­forsor­gens insti­tu­tio­ner – ligesom bør­ne­forsor­gens insti­tu­tio­ner – på tværs af tid har forsøgt at komme af med de mest besvær­lige anbragte ved at udskrive anbragte og sende dem hjem. Men fra starten af 1920’erne kon­klu­de­rer hun, at denne praksis ikke længere var mulig, fordi bekym­rin­gen for, hvad hjem­sen­delse ville have af kon­se­kven­ser for samfundet, var blevet vigtigere end insti­tu­tio­ner­nes behov for at komme af med dem.[25]

På denne baggrund kunne man forvente, at udskriv­ning af de van­ske­lig­ste fra bør­ne­forsor­gen ikke længere var legitimt eller muligt fra 1920’erne og frem, men det er ikke tilfældet. Derimod var der ikke nogen forskel på omfanget af opgivne børn fra 1915 og frem til 1940. Mel­lem­krig­sti­dens bekymring for samfundet betød ganske vist, at der blev opmærk­som­hed på prak­sis­sen med at udsende børn som uop­dra­ge­lige, men bekym­rin­gen var ikke stor nok til, at der fulgte øko­no­mi­ske midler med til at udbygge forsorgen med spe­ci­a­li­se­rede anstalter. At det var muligt, på samme tid som andre forsorgs­grene blev udvidet, viser, at bør­ne­forsor­gen på dette område fungerede relativt autonomt i relation til en bredere velfærds- og forsorgs­po­li­tik. Bør­ne­forsor­gens udskriv­nings­prak­sis­ser var således i større grad formet af insti­tu­tio­ner­nes behov end af over­ord­nede politiske intentioner.

At forbryde sig fri

Efter at Vær­ge­rå­ds­lo­ven i 1922 lov­lig­gjorde prak­sis­sen med at opgive og udskrive børn og unge fra bør­ne­forsor­gen, opstod der uklarhed om, hvorvidt en anbragt, der havde begået kri­mi­na­li­tet og modtaget en dom, skulle håndteres ved, at han eller hun blev udskrevet af bør­ne­forsor­gen. Nogle værgeråd for­tol­kede den nye lov således, at en dom og efter­føl­gende stra­f­af­so­ning altid medførte fri­ta­gelse for vær­ge­rå­ds­forsorg. Det ledte til uenig­he­der mellem værgeråd på den ene side og for­stan­dere og for­stan­de­rin­der på den anden side. De sidst­nævnte ønskede ofte at få en bortløben anbragt tilbage for at undgå disci­pli­nære problemer med de øvrige anbragte. Når en anbragt blev udskrevet som opgivet, blev de øvrige anbragte nemlig bevidste om denne mulighed. Magtens teknologi kunne nu bruges af de anbragte selv som modmagt: de kunne bryde loven for at komme fri af forsorgen. At børn og unge gjorde dette havde ligefrem ført til et fast udtryk i debatter: ”at forbryde sig fri”.

Allerede i 1921 havde for­stan­der Ludvig Beck fremført syns­punk­tet, at mulig­he­den for at blive udskrevet som uop­dra­ge­lig, ikke blot skabte ”en ny klasse abnorme” blandt de anbragte, men også fristede ”deres mere fredelige kam­me­ra­ter til at blive det samme”.[26] Christian Brun (1854 – 1929), der fra 1905 – 1923 var overin­spek­tør for opdra­gel­ses­an­stal­terne og over­vær­ge­rå­dets formand skrev i et svar til Beck i Bør­ne­sa­gens Tids­skrift, at Beck talte ud fra ”fejlt grundlag” og afviste fuld­stæn­dig, at brugen af udskri­vel­ser på grund af uop­dra­ge­lig­hed skulle friste andre unge til at opføre sig dårligt.[27]

I tråd med Becks bekymring i 1921 opstod der efter lovens ved­ta­gelse debat blandt bør­ne­sa­gens folk om, hvorvidt en anbragt, der havde begået kri­mi­na­li­tet og modtaget en dom, skulle udskrives af forsorgen med hen­vis­ning til for­mu­le­rin­gerne i Vær­ge­rå­ds­lo­ven. Debat­terne kredsede om problemet med, at en sådan praksis øgede uop­dra­ge­lig­he­den blandt de øvrige anbragte. I 1925 debat­te­rede de bør­ne­værns­folk, der var samlet på bør­ne­sa­gens årlige Nyborg­møde således, hvordan Vær­ge­rå­ds­lo­vens §65 om udskriv­ning som uop­dra­ge­lig skulle håndteres. Et lokalt værgeråd fandt det urimeligt, at et vær­ge­rå­ds­barn, der havde modtaget dom og straf for kri­mi­na­li­tet, derefter skulle tilbage i forsorgen og således straffes dobbelt. Repræ­sen­tan­ter for opdra­gel­ses­an­stal­terne, herunder Christian Bruns efter­føl­ger som overin­spek­tør for opdra­gel­ses­hjem­mene Oluf J. Skjerbæk (1885 – 1979) samt en række for­stan­dere og for­stan­de­rin­der, var derimod fortalere for at børn, der havde modtaget straf, forblev under vær­ge­rå­ds­forsor­gen og kom tilbage til et eventuelt opdra­gel­ses­hjem. Argu­men­tet var, at det var centralt for opdra­gel­sen, fordi det ikke skulle være muligt at ”forbryde sig fri”.[28]

Uklar­he­den om for­tolk­nin­gen af loven ledte til, at såvel Justits­mi­ni­ste­riet som Soci­al­mi­ni­ste­riet under­stre­gede, at vær­ge­rå­ds­forsor­gen ikke nød­ven­dig­vis ophørte, når en anbragt modtog straf. Mini­ste­ri­erne lod således beslut­nin­gen være op til for­hand­lin­gerne mellem forstanderne/forstanderinderne, vær­ge­rå­dene og i sidste instans Overin­spek­tø­rens afgørende vurdering.

Både for­stan­de­rinde Margrethe Sejerøe-Olsen, der efter­fulgte Gerda Sch­ne­e­kloth som for­stan­de­rinde på Vejstrup Pigehjem i 1927, og Vejstrups første for­stan­de­rinde Gerda Sch­ne­e­kloth var prag­ma­ti­ske i deres brug af mulig­he­den for at udskrive unge piger med hen­vis­ning til vær­ge­rå­ds­lo­vens paragraf om uop­dra­ge­lig­hed. I nogle sager anmodede de således om og fik til­la­delse til at udskrive en ung som opgivet, men hvis de vurderede, at de anbragte bevidst forsøgte at blive udskrevet, anså de det for pro­ble­ma­tisk at gøre brug af para­graf­fen af hensyn til opdra­gel­sen af de øvrige anbragte. I 1928 foreslog for­stan­de­rinde Sejerøe-Olsen således i en for­hand­ling med Overin­spek­tio­nen, at en anbragt fik straf for kri­mi­na­li­tet, men samtidig forblev under vær­ge­rå­det i stedet for at blive udskrevet som opgivet. Argu­men­tet var, at pigen bevidst forsøgte at blive udskrevet ved at ”forbryde sig fri”:

Pigen har imid­ler­tid den opfat­telse af man kan forbryde sig fri af Vær­ge­raa­det ved dårlig Opførsel, rømning og lignende, hvis hun derfor atter rømmer eller viser en alt for slet Opførsel var det ønskeligt, om hun også for eksemp­lets Skyld kunde faa den Straf hun er fritaget for fra det Vilkaar, at hun forblev under Vær­ge­rå­ds­in­sti­tu­tio­nens Forsorg.[29]

Den anbragte pige endte dog alligevel med at blive udskrevet med hen­vis­ning til §65, det vil sige som såkaldt uop­dra­ge­lig. Det viser, at selvom for­stan­de­rinde Sejerøe-Olsen helst ville undgå, at de anbragte piger bevidst kunne stile efter at blive udskrevet på denne måde, kunne hun godt finde på at udskrive dem alligevel, da det lettede pro­ble­merne i insti­tu­tio­nens hverdag.

Vejen til at blive udpeget som uopdragelig

Men hvad skulle der konkret til, for at en ung pige på Vejstrup blev udskrevet som opgivet og uop­dra­ge­lig? I det følgende vil jeg forsøge at svare på dette ved hjælp af en over­ord­net analyse af kil­de­ma­te­ri­a­let fra Vejstrups arkiv og dernæst ved hjælp af to konkrete sager vise, hvordan forløbet op til en sådan udskriv­ning kunne gå til.

Kil­de­ma­te­ri­a­let fra Vejstrup pigehjem viser, at bag­grun­den for at blive udskrevet med hen­vis­ning til uop­dra­ge­lig­hed kunne variere meget. I års­be­ret­nin­gerne uddybes uop­dra­ge­lig­hed i for­skel­lige sager med alt lige fra urolighed, behov for opmærk­som­hed, trods, tyverier, seksuel interesse til dovenskab. Nogle af de unge piger, der blev udskrevet på denne måde fore­kom­mer endvidere slet ikke i straf­fe­pro­tokol­len, mens andre blev straffet mange gange – en enkelt hele 17 gange.[30] En almin­de­lig årsag til straffene var, at pigen var løbet væk fra insti­tu­tio­nen; at hun nægtede at udføre det arbejde, som hun blev bedt om; eller at hun på anden måde havde modsat sig at følge insti­tu­tio­nens normer og hie­rar­kier, for eksempel ved at sætte sit hår eller tøj på forbudte måder, eller ved at skrive hemmelige breve til andre anbragte eller til pårørende uden for insti­tu­tio­nen. Vær­ge­rå­ds­lo­ven af 1922 defi­ne­rede som allerede nævnt uop­dra­ge­lig­hed som ”navnlig” et fænomen, der handlede om gentagen kri­mi­na­li­tet, men arkivet fra Vejstrup Pigehjem viser, at det i hvert fald på denne anstalt ikke var nød­ven­digt, at en anbragt havde begået gentagen kri­mi­na­li­tet for at blive udskrevet af vær­ge­rå­ds­forsor­gen før tid. Og det gjaldt både før eller efter vær­ge­rå­ds­lo­vens ved­ta­gelse. Efter kilderne at dømme er det eneste, som alle de unge såkaldt uop­dra­ge­lige piger havde tilfælles, at for­stan­de­rin­den ikke kunne finde andre løsninger på pro­ble­merne, som hun oplevede med dem, end at sende dem væk.

Straffeprotokol fra Vejstrup pigehjem. (VPA 1908-1923, Rigsarkivet)
Figur 5. Straf­fe­pro­tokol fra Vejstrup pigehjem. Heri skulle for­stan­de­rin­den regi­strere når en anbragt pige blev straffet med isolation eller slag. (VPA 1908 – 1923, Rigsarkivet)

Lydia og Viola ’forbryder sig fri’

I Vejstrups arkivs elev­jour­na­ler kan man finde små spor af, hvad der mere konkret gik forud for udskriv­nin­gerne af unge piger som uop­dra­ge­lige samt spor af, hvordan de anbragte selv forstod deres mulig­he­der for at blive opgivet og udskrevet som uop­dra­ge­lige. I det følgende vil jeg følge arkivets spor efter to unge piger, Viola og Lydia, og deres vej ud af bør­ne­forsor­gen. I 1922 løb Lydia og Viola for første gang væk fra Vejstrup Pigehjem sammen. De blev dog hurtigt fundet og bragt tilbage af politiet, og Viola skrev for­try­del­ses­fuldt i sin dagbog: ”Jeg længes men jeg maa blive her. Jeg maa. […] Nu er der knap 1 – 1/2 år tilbage maatte jeg dog saa komme hjem eller i Plads.”[31]

Begge piger blev straffet med isolation, og for­stan­de­rinde Sch­ne­e­kloth noterede i straf­fe­pro­tokol­len, at Viola over for hende udtrykte, at hun ”Vilde nu sætte al sin Kraft ind paa at blive. Bad mig [Sch­ne­e­kloth] ikke være vred, fordi hun kun havde sunget og fløjtet. Fik Arb. Viste stor Flid og [ulæseligt] om den intet at udsætte.”[32]

Lydia lovede også at forsøge at blive på insti­tu­tio­nen, men Sch­ne­e­kloth citerede hende i straf­fe­pro­tokol­len for at forklare, at ”det er ikke saa let, naar man har saadan en Fly­ve­na­tur”.[33] Kilderne giver således ikke indtryk af, at pigerne på dette tidspunkt forholdt sig til mulig­he­den for at blive udskrevet som uopdragelig.

Tre måneder senere løb de to piger imid­ler­tid sammen væk for anden gang, og for Viola var det hendes tredje røm­nings­for­søg. Denne gang kom de længere væk, og først 12 dage senere blev Lydia bragt tilbage til Vejstrup og sat 8 dage i inter­ne­ring. Viola blev dog ikke bragt tilbage til Vejstrup, men blev anholdt og sigtet for tyveri af 300 kroner fra en mand, som pigerne havde over­nat­tet hos, og hun blev derfor sat i arre­st­hu­set på Nytorv i København.[34]

Hvad der end havde igangsat deres bortløben, havde begge pigerne nu besluttet sig for at gøre hvad de kunne for at blive udskrevet af vær­ge­rå­ds­forsor­gen før tid. Deres hand­lin­ger på dette tidspunkt må ses i lyset af, at der over­ho­ve­det eksi­ste­rede en sådan mulighed. I inter­ne­rin­gen på Vejstrup udtalte Lydia ifølge Sch­ne­e­kloth ”Jeg bliver ved at gaa herfra, lige til jeg faar min Frihed”[35], og for­stan­de­rin­den gav da også op og beslut­tede sig for at udskrive Lydia som opgivet.[36] Også Viola havde besluttet sig for, at hun ville udskrives af bør­ne­forsor­gen, og i et brev skrevet i arre­st­hu­set på Nytorv til for­stan­de­rinde Sch­ne­e­kloth, skrev hun:

Frk. Sch­ne­e­kloth, De kan give mig min Frihed, hvis De vil, naar jeg er færdig med dette her, jeg nu er kommet i. […] Det kan jo ikke Nytte til noget, at koster alle de Penge paa mig, og det vil jeg sige Dem, at jeg bliver ikke hos Dem […] De ved Frøken Sch­ne­e­kloth, at jeg bliver der ikke.[37]

Mulig­he­den for at blive udskrevet før tid med hen­vis­ning til uop­dra­ge­lig­hed påvirkede altså både Viola og Lydia, men på for­skel­lig vis. Lydia tog posi­tio­nen som ufor­be­der­lig på sig, blandt andet gennem udtryk om sin ”fly­ve­na­tur”, men Viola afviste at være ufor­be­der­lig. På for­skel­lige måder gav hun i stedet udtryk for, at hendes oprørske hand­lin­ger var resul­ta­ter af den magt, der blev udøvet mod hende i og med at hun var ind­skre­vet under børneforsorgen:

[…] jeg kan ikke blive ander­le­des end jeg er, førend jeg faar lov til at komme hjem hos mine Forældre. […] lad mig vise, at jeg kan godt blive en ordentlig Pige i mit Hjem […] for hvis jeg maa blive hjemme, saa vil jeg spørge min Mor om Mor vil skaffe mig en Plads til jeg kommer ud herfra. Frøken Sch­ne­e­kloth, De maa sige ja, jeg ved ikke hvad jeg vil gøre, hvis De siger nej.[38]

Hvad Viola ikke vidste, da hun skrev sit brev, var at for­stan­de­rinde Sch­ne­e­kloth allerede havde ansøgt den centrale bør­ne­værnsmyn­dig­hed Over­vær­ge­rå­det om, at Viola ikke skulle tilbage til Vejstrup. Sch­ne­e­kloth henviste til, at Viola var sigtet for en lovover­træ­delse. Det var således ikke Violas brev, der gjorde udslaget, men forløbet op til. Lydia blev udskrevet som opgivet uden hen­vis­ning til en sigtelse, og hendes sag er dermed et eksempel på, at Vær­ge­rå­ds­lo­vens §65 om uop­dra­ge­lig­hed trods lovens for­mu­le­ring om ”alvorlige lovover­træ­del­ser” blev brugt bredere i praksis, i hvert fald på Vejstrup Pigehjem.

Det faktum at der var anbragte unge piger, der, som Lydia og Viola, forsøgte at blive udskrevet før tid, viser, at insti­tu­tio­ner­nes mulig­he­der for at opgive en anbragt og de anbragtes opførsel som uop­dra­ge­lige var gensidigt afhængige. I Viola og Lydias tilfælde var for­stan­de­rin­dens udskriv­ning af begge piger således afhængige af pigernes hand­lin­ger – og omvendt var Lydia og Violas hand­lin­ger påvirket af, at for­stan­de­rin­den over­ho­ve­det havde mulighed for at udskrive dem med hen­vis­ning til uop­dra­ge­lig­hed. Mulig­he­den for at udskrive børn og unge som opgivne med hen­vis­ning til uop­dra­ge­lig­hed formede, som analysen her over viser, således ikke blot for­stan­de­rin­dens hånd­te­ring af de to unge piger, mulig­he­den satte også rammerne for, hvordan de to piger kunne forstå sig selv, samt for hvem de kunne være og blive i den sociale kontekst, som pige­hjem­met udgjorde. Såvel kate­go­rien uop­dra­ge­lig­hed som hand­lin­gen at udskrive med hen­vis­ning til at opdra­gel­sen var opgivet var dermed resultat af processer, der var afhængige af allerede udførte myn­dig­heds­hand­lin­ger i andre elevsager samt af sociale processer mellem for­stan­de­rin­den og de anbragte.

Violas brev fra arresthuset efter at hun var løbet væk fra Vejstrup Pigehjem. (VPA 1908-1962, Rigsarkivet)
Figur 6. Violas brev fra arre­st­hu­set efter at hun var løbet væk fra Vejstrup Pigehjem. (VPA 1908 – 1962, Rigsarkivet)

Kon­klu­sion: Fra insti­tu­tio­nel praksis til opkomsten af en kategori

I denne artikel har jeg vist, hvordan der i løbet af bør­ne­forsor­gens første år udviklede sig en praksis, hvor opdra­gel­sen af enkelte vær­ge­rå­ds­børn blev opgivet, og at denne praksis fortsatte frem til i hvert fald 1940. Artiklen viser dermed, at lov­tek­sterne eller inten­tio­nerne med dem ikke var afgørende for prak­sis­serne i bør­ne­forsor­gen. Selvom Bør­ne­lovens tekst i 1905 sig­na­le­rede, at alle børn og unge kunne opdrages, blev det praksis, at opdra­gel­sen af nogle børn og unge blev opgivet, og at disse børn og unge blev udskrevet af både insti­tu­tio­ner og vær­ge­rå­ds­forsorg. Prak­sis­sen udfor­drede således den viden om børn og unge, som Bør­ne­loven var baseret på. Mulig­he­den for at udskrive unge fra forsorgen som uimod­ta­ge­lige for opdra­gelse blev i 1922 ind­skre­vet i Vær­ge­rå­ds­lo­ven og bevaret i Forsorgs­lo­ven i 1933, men prak­sis­sen var altså allerede begyndt i Bør­ne­lovens tid, før den havde hjemmel i lovgivning.

Det stillesiddende arbejde på ’syskolen’ var forhadt af mange anbragte piger på Vejstrup Pigehjem. (Gudme Lokalhistoriske Arkiv)
Det stil­lesid­dende arbejde på ’syskolen’ var forhadt af mange anbragte piger på Vejstrup Pigehjem. (Gudme Lokal­hi­sto­ri­ske Arkiv)

Bør­ne­forsor­gens praksis med at opgive børn og unge vakte debat og kritik, og egentlig var formålet med at indføre uop­dra­ge­lig­hed som udskriv­nings­mu­lig­hed i loven i 1922, at begrænse antallet af børn, der blev udskrevet som opgivne, men para­graf­fen fik ikke sin til­sig­tede virkning. Derimod blev ca. 4% af de anbragte børn og unge i hele perioden fra 1905 – 1940 udskrevet med hen­vis­ning til, at deres opdra­gelse var opgivet. En vigtig grund til, at den nye paragraf ikke fik den til­sig­tede virkning var, at bør­ne­forsor­gen ikke fik tilført res­sour­cer i den grad det havde været tilsigtet i vær­ge­rå­ds­lo­ven, og at for­stan­dere og for­stan­de­rin­der derfor, for at løse hver­da­gens udfor­drin­ger, så sig nødsagede til at benytte mulig­he­den for at udskrive de van­ske­lig­ste anbragte. I denne artikel har jeg imid­ler­tid fokuseret på en anden side af historien, nemlig den videns­mæs­sige. En anden grund til at loven ikke medførte færre udskriv­nin­ger som opgivet er nemlig, at med ind­førs­len af den nye paragraf blev den gamle viden om, at alle børn og unge kunne opdrages, også forkastet til fordel for en ny viden om, at nogle børn og unge var uop­dra­ge­lige. Dét, der var startet som lokale hand­lin­ger: at opgive opdra­gel­sen af spe­ci­fikke anbragte, med formålet at på prag­ma­tisk vis løse van­ske­lig­he­der i bør­ne­forsor­gens insti­tu­tio­ner, skabte i løbet af bør­ne­forsor­gens første to årtier bag­grun­den for opkomsten af en ny kategori: den uop­dra­ge­lige. Denne kategori legi­ti­me­rede, at bør­ne­forsor­gens aktører, trods lovens inten­tio­ner, fortsatte deres praksis med at opgive og udskrive børn og unge.

Den glidende for­an­dring, hvori­gen­nem bør­ne­forsor­gens hand­lin­ger gav ophav til en ny kategori, pro­ble­ma­ti­se­rer en gængs for­stå­else af forholdet mellem viden og (social)pædagogisk praksis. Ofte fore­stil­ler vi os, at pæda­go­gi­ske prak­sis­ser udvikles på baggrund af viden om børn og unge, men historien om uop­dra­ge­lig­heds­ka­te­go­ri­ens opkomst viser, at prag­ma­ti­ske hånd­te­rin­ger af hver­da­gens pæda­go­gi­ske problemer også kan lede til, at nye videnska­te­go­rier opstår. Herefter bliver de nye videnska­te­go­rier grundlag for, at prak­sis­ser kan fortsætte samt udvikles i nye retninger i over­ens­stem­melse med feltets nye viden. Dermed lukkes også andre døre for mulige for­stå­el­ser af, hvor problemet er, og hvordan det i stedet kunne løses. I starten af 1920’erne hævdede mod­stan­dere af begrebet uop­dra­ge­lig­hed, at bør­ne­forsor­gens opdra­gel­ses­for­mer var årsag til børnenes modstand mod opdra­gelse. Denne position stemte overens med den for­stå­else af børn og unge, som bør­ne­loven fra 1905 var baseret på: at alle børn og unge kunne opdrages. Svaret på en sådan for­mu­le­ring af pro­ble­merne med van­ske­lige børn og unge i bør­ne­forsor­gen var ikke at kate­go­ri­sere og udskrive disse, men i stedet at udvikle andre pæda­go­gi­ske prak­sis­ser og eventuelt at tilføre flere res­sour­cer til området. Disse veje blev imid­ler­tid ikke fulgt – i stedet blev det for­stå­el­sen om, at nogle børn og unge var uimod­ta­ge­lige for opdra­gelse, der blev ind­skre­vet i loven. Det nye begreb om uop­dra­ge­lige børn og unge blev afgørende for debatten; for den efter­føl­gende revision af Bør­ne­loven samt for bør­ne­forsor­gens fortsatte hånd­te­ring af de børn og unge, som blev opfattet som særligt vanskelige.

Ved hjælp af arkivet fra Vejstrup Pigehjem har jeg undersøgt, hvad der gik forud for, at unge piger blev udskrevet fra dette hjem med hen­vis­ning til deres uop­dra­ge­lig­hed. I artiklen viser jeg ved hjælp af to anbragtes historie, at bør­ne­forsor­gens prak­sis­ser med at opgive og udskrive særligt van­ske­lige anbragte kunne få nogle anbragte børn og unge til at gå målrettet efter at blive opgivet og udskrevet. Dét, der med hjælp af kate­go­rien om uop­dra­ge­lig­hed kunne forstås som udtryk for de unges indre per­son­lig­he­der, kan således også forstås som et resultat af bør­ne­forsor­gens praksisser.

Med artiklen vil jeg foreslå, at vi forstår såvel prak­sis­ser, der sætter grænser for opdra­gelse (her eksem­pli­fi­ce­ret ved udskriv­nin­ger af bør­ne­forsor­gen for omkring 100 år siden) som opførslen hos børn og unge, der er objekter for opdra­gelse eller andre pæda­go­gi­ske indsatser (her eksem­pli­fi­ce­ret ved opførslen hos de, der kate­go­ri­se­re­des som uop­dra­ge­lige), som resul­ta­ter af gensidige processer mellem opdragere og opdragede, og endvidere at vi forstår disse processer i over­ord­net samspil med til­gæn­ge­lige hand­le­mu­lig­he­der og res­sour­cer i den givne pæda­go­gi­ske kontekst. Jeg vil dermed invitere til, at vi også i nutiden forsøger at tænke med denne logik, når vi møder børn og unge, der udfordrer nutidens pæda­go­gi­ske indsatser og res­sour­cer og dermed synliggør grænserne for nutidens pædagogik. Derved vil vi kunne løfte os over udpeg­nin­gen af individer som pro­ble­ma­ti­ske og i stedet anlægge et hel­heds­o­ri­en­te­ret blik på såvel problemer som mulige løsninger.

Et hold køkkenpiger på Vejstrup Pigehjem omkring 1910. (Gudme Lokalhistoriske Arkiv)
De anbragte børn og unges arbejds­kraft var afgørende på bør­ne­forsor­gens insti­tu­tio­ner. Her ses et hold køk­ken­pi­ger på Vejstrup Pigehjem omkring 1910. (Gudme Lokal­hi­sto­ri­ske Arkiv)

Refe­ren­cer

Beck, L. 1910. Uroen. Bør­ne­sa­gens Tidende, 5, 89.

Beck, L. 1921. Uop­dra­ge­lig. Bør­ne­sa­gens Tidende, 16, 131.

Bjerre, C. 2019. Når staten er far og mor. Bør­ne­vær­nets anbrin­gel­ser af børn i Danmark, 1905 – 1975. PhD, Syddansk Universitet

Brun, C. 1921. Uop­dra­ge­lig. Bør­ne­sa­gens Tidende, 16, 140.

Bryderup, I. M. 2005. Børnelove og soci­al­pæ­da­go­gik gennem hundrede år, Århus, Forlaget Klim.

Bør­ne­loven. 1905. [“Lov Nr. 72 af 14. April 1905 om Behand­ling af for­bry­de­ri­ske og forsømte Børn og unge Personer”], Lov­ti­dende for 1905, Nr. 29.

Foucault, M. 2002. Over­våg­ning og straf: fængslets fødsel. København. Det lille forlag.

Foucault, M. 1980. “Truth and Power. An interview with Foucault by Ales­san­dro Fontana and Pasquale Pasquino”. I: Gordon, C. (red.): Power/Knowledge: Selected Inter­views and Other Writings 1972 – 1977 Michel Foucault. New York: Pantheon Books.

Foucault, M. 1982. “The Subject and Power”. I: Dreyfus & Rabinow (red.): Michel Foucault: Beyond Struc­tu­ra­lism and Her­me­neu­tics. With an Afterword by and an Interview with Michel Foucault. Chicago: Uni­ver­sity of Chicago Press. 208 – 226.

For­hand­lings­re­fe­rat. 1925. For­hand­lin­ger, Nyborg­mø­det: Spørgsmål 2: For­stå­el­sen af Vær­ge­raads­lo­vens §65. Bør­ne­sa­gens Tidende, 20.

Forsorgs­lo­ven. 1933. [“Lov Nr. 181 af 20. Maj 1933 om offentlig Forsorg”], i Johansen, V.E. (red.) 1938. Forsorgs­lo­ven med noter, Fre­de­ri­cia: Fre­de­ri­cia Centraltrykkeri.

Garmand-Maxen, E. 1915 – 1916. 8ende Beretning om Stats­op­dra­gel­ses­an­stal­ten Vejstrup Pigehjem 1915 – 1916. Svendborg: Vejstrup Pigehjem.

Gregersen, M. B. 1946. Vore psy­ko­pa­ter. Bør­ne­sa­gens Tidende, 41, 101 – 111.

Hacking, I. 1996 [1995]. The looping effects of human kinds. I: Sperber, D.; Premack, D. & Premack, A. J. (red.). Causal Cognition: A Mul­ti­di­sci­pli­nary Debate. Oxford: Oxford Uni­ver­sity Press.

Johansen, V. E. (red.) 1938. Forsorgs­lo­ven med noter, Fre­de­ri­cia: Fre­de­ri­cia Centraltrykkeri.

Kirkebæk, B. 1987. Abnorm­be­gre­bet i Danmark i 20erne og 30erne. Agrippa: psy­ki­a­tri­ske tekster, 9, 214 – 222.

Koch, L. 2010. Race­hy­giejne i Danmark 1920 – 1956, København, Infor­ma­tions Forlag.

Koch, L. 2000. Tvangs­ste­ri­li­sa­tion i Danmark 1929 – 67, København, Gyldendal.

Kragh, J. V. 2007. Det hvide snit: psy­kokirurgi og dansk psykiatri 1922 – 1983, Køben­havns Universitet.

Lands­for­e­nin­gen for Bør­ne­forsorg. 1936. Sta­ti­stisk Beretning fra Landsnæv­net for Bør­ne­forsorg for Aarene 1933 – 1936. Socialt Tids­skrift C. .

Lands­for­e­nin­gen for Bør­ne­forsorg. 1941a. Sta­ti­stisk Beretning fra Landsnæv­net for Bør­ne­forsorg for Aarene 1938 – 1940, København, Krohns Bogtrykkeri.

Lands­for­e­nin­gen for Bør­ne­forsorg. 1941b. Sta­ti­stisk Beretning fra Landsnæv­net for Bør­ne­forsorg for Aarene 1938 – 1940.

Larsen, B.F. 2020. Opdra­gelse og diag­no­sti­ce­ring: Fra uop­dra­ge­lig­hed til psykopati på Vejstrup Pigehjem 1908 – 1940. Ph.d. afhand­ling, Lund University.

Løkke, A. 1990. Vild­fa­rende børn. Om forsømte og kri­mi­nelle børn mellem filan­tropi og stat 1880 – 1920, Holte Forlaget SocPol.

Mollerup 1910. Om uroen på vore Anstalter. Bør­ne­sa­gens Tidende, 5, 73.

Nilsson, R. 2009. Creating the Swedish Juvenile Delinquent: criminal policy, science and insti­tu­tio­na­liza­tion c. 1930 – 1970. Scan­di­navian Journal of History, 34, 354 – 375.

Over­vær­ge­rå­det 1933. Sta­ti­sti­ske Oplys­nin­ger for 1932 over Vær­ge­raads­børn. Socialt Tidsskrift.

Rigs­dag­sti­dende 1921. Landstin­gets For­hand­lin­ger: Fort­sæt­telse af første Behand­ling af Forslag om lov om Tilsyn med Børn, 13/4 1921. For­hand­lin­ger i Landstin­get. J.H Schultz A/S.

Rigs­dag­sti­dende 1922. Landstin­gets For­hand­lin­ger: Anden Behand­ling af Forslag til Lov om Vær­ge­raads­forsorg m.m. 21/3 1922. København: J. H Schultz A/S.

Rigs­dag­sti­dende 1931. Betænk­ning af bør­ne­værns­ud­val­get 1930 – 1931 nedsat af Steincke. København: J. H Schultz A/S.

Sch­ne­e­kloth, G. 1909 – 1910. 2den Beretning om Stats­op­dra­gel­ses­an­stal­ten Vejstrup Pigehjem 1909 – 1910. Svendborg: Vejstrup Pigehjem.

Sch­ne­e­kloth, G. 1913 – 1914. 6te Beretning om Stats­op­dra­gel­ses­an­stal­ten Vejstrup Pigehjem 1913 – 1914. Svendborg: Vejstrup Pigehjem.

Sch­ne­e­kloth, G. 1916 – 1917. 9ende Beretning om Stats­op­dra­gel­ses­an­stal­ten Vejstrup Pigehjem 1916 – 1917. Svendborg: Vejstrup Pigehjem.

Sch­ne­e­kloth, G. 1919 – 1920. 12te Beretning om Stats­op­dra­gel­ses­an­stal­ten Vejstrup Pigehjem 1919 – 1920. Svendborg: Vejstrup Pigehjem.

Sejerøe-Olsen, M. 1929 – 1932. 18de Beretning om Stats­ung­doms­hjem­met Vejstrup Pigehjem 1929 – 1932. Svendborg: Vejstrup Pigehjem.

Sejerøe-Olsen, M. 1932 – 1935. 19de Beretning om Stats­ung­doms­hjem­met Vejstrup Pigehjem 1932 – 1935. Svendborg: Vejstrup Pigehjem.

Skjerbæk, O. J. 1922. Den nye danske Vær­ge­raads­lov. Særtryk af “Barn og Ungdom”, H. 4 1922, 11.

Steincke, K. K. 1925. Straf­fe­lovs­for­sla­get og Vær­ge­rå­ds­lo­ven. Bør­ne­sa­gens Tidende, 20, 207ff.

Vejstrup Pigehjems arkiv [VPA]. 1908 – 1923. Straf­fe­pro­tokol med bilag 1908 – 1923. Rigsarkivet.

Vejstrup Pigehjems arkiv [VPA]. 1908 – 1962. 57 – 124, Elevsager 1908 – 1962. Rigsarkivet.

Vær­ge­rå­ds­lo­ven. 1922. [“Lov af 12. Juni 1922 om Vær­ge­raads­forsorg,”], i Rigs­dag­sti­dende Tillæg C, Vedtagne Lov­for­slag, Beslut­nin­ger m.m. 1921 – 1922. København: J.H. Schultz A/S.

Wimmer, A. 1910. Bør­ne­p­sy­ki­a­trien og Opdra­gel­ses­an­stal­ten. Bør­ne­sa­gens Tidende, 5.


[1] Over­vær­ge­rå­det 1933; Lands­for­e­nin­gen for Bør­ne­forsorg 1936; Lands­for­e­nin­gen for Bør­ne­forsorg 1941a.

[2] Denne artikel er en omar­bej­det version af kapitel 5 i min Ph.d.-afhandling (Larsen, 2020).

[3] Om ind­skriv­nin­ger under bør­ne­forsorg, se: Løkke 1990; Bryderup 2005; Bjerre 2019.

[4] For mere om kil­de­søg­nings­stra­te­gien, se Larsen 2020: 60 – 65.

[5] Foucault 1982

[6] For dette per­spek­tiv, se for eksempel Foucault 2002: 42; Foucault 1980: 109.

[7] Sch­ne­e­kloth 1909 – 1910; Sch­ne­e­kloth 1913 – 1914; Garmand-Maxen 1915 – 1916; Sch­ne­e­kloth 1916 – 1917.

[8] Sch­ne­e­kloth 1919 – 1920.

[9] Over­vær­ge­rå­det 1933; Lands­for­e­nin­gen for Bør­ne­forsorg 1936; Lands­for­e­nin­gen for Bør­ne­forsorg 1941b.

[10] Hacking 1996 [1995].

[11] Larsen 2020: 205ff.

[12] Bør­ne­loven 1905: §37.

[13] Over­vær­ge­rå­det 1933.

[14] Vær­ge­rå­ds­lo­ven 1922: §65; Forsorgs­lo­ven 1933: §170.

[15] Beck 1921: 131.

[16] Rigs­dag­sti­dende 1921: sp. 1741.

[17] Ibid., sp. 1742.

[18] Skjerbæk 1922: 11.

[19] Vær­ge­rå­ds­lo­ven 1922: §65.

[20] Larsen 2020: 194 – 195.

[21] Forsorgs­lo­ven 1933: §170.

[22] Steincke 1925: 20, 207ff.

[23] Se Larsen 2020: 205 – 291.

[24] Koch 2010; Koch 2000; Kragh 2007.

[25] Kirkebæk 1987: 9, 214 – 222.

[26] Beck 1921: 131.

[27] Brun 1921: 140.

[28] For­hand­lings­re­fe­rat 1925: 20.

[29] VPA 1908 – 1962: elev 252.

[30] VPA 1908 – 1923.

[31] VPA 1908 – 1962: elev 155.

[32] VPA 1908 – 1923: 3.1.1923.

[33] Ibid., 3.1.1923.

[34] VPA 1908 – 1923: 15.4.1923; VPA 1908 – 1962: elev 155.

[35] VPA 1908 – 1923: 1.3.1923.

[36] VPA 1908 – 1962: elev 170.

[37] VPA 1908 – 1962: elev 155.

[38] VPA 1908 – 1962: elev 155

Giv et bidrag

Værsgo’ – du kan frit læse
Dansk pæda­go­gisk Tidsskrift!

Hvis du synes om det, du læser, og gerne vil have, at tids­skrif­tet bliver ved med at eksistere, håber vi, at du vil give et bidrag.

Scan med dit mobilkamera
Klip på knappen for at støtte