Hvor er soci­al­pæ­da­go­gik­ken på vej hen? Et bidrag til soci­al­pæ­da­go­gik­kens politiske økonomi

Niels Rosendal Jensen

Denne artikel er stru iktureret således, at en for­stå­else af soci­al­pæ­da­go­gik frem­dra­ges fra den tyske tradition. I denne for­stå­else indgår et samspil mellem soci­al­po­li­tik og soci­al­pæ­da­go­gik, dvs. at pæda­go­gi­se­rin­gen af sociale problemer har eksi­ste­ret inden år 1900. Det var klart nok i en anden form og med andre per­spek­ti­ver end nutidens under­ord­ning af det pæda­go­gi­ske under det politiske. Den tids optimisme synes at være erstattet af en pro­fes­sio­nel pes­si­misme. Det digre mel­lem­stykke i artiklen er en gen­nem­gang af og til­sva­rende kritik af den moderne kapi­ta­lisme. Det har betydning for soci­al­pæ­da­go­gik og socialt arbejde. Ten­den­ti­elt bliver vel­færds­sta­ten mindre universel, mere selektiv – primært for dag­pen­ge­mod­ta­gere, kon­tant­hjælps­mod­ta­gere og pen­sio­ni­ster med svag til­knyt­ning til arbejds­mar­ke­det. Dette kan ikke betragtes som en naturlov. Det sociale med­bor­ger­skab er altid omstridt terræn. Artiklen afrundes med nogle manende ord om at bevare modet.

Forholdet mellem kapi­ta­lisme og socialpædagogik

Soci­al­pæ­da­go­gik kan læses som soci­al­po­li­tisk idé ud fra et argument om, at den moderne soci­al­pæ­da­go­gik er barn af soci­al­po­li­tik­ken. Paul Natorp ses her som den første, der peger på denne sam­men­hæng, nemlig ’det sociale spørgs­måls’ trans­for­ma­tion til soci­al­pæ­da­go­gik. Natorp anså soci­al­pæ­da­go­gik for at være teorien om, hvordan men­ne­skets soci­a­li­tet kan tænkes pæda­go­gisk på baggrund af, at følgerne af det sociale spørgsmål eller arbej­der­spørgs­må­let var tab af dannelse og uddan­nelse og ikke mindst social ulighed. Natorp trak her på Pesta­lozzis soci­al­pæ­­da­­go­­gisk-soci­al­po­li­ti­­ske tænkning og ajour­førte den i forhold til kapi­ta­lis­men i det 19. århund­rede. Pesta­lozzis fortje­ne­ste var at gen­nem­føre en social analyse af over­gan­gen fra det 18. til det 19. århund­rede eller fra agrar- til indu­stri­sam­fund. Han erkendte, at fattigdom var et socialt spørgsmål og betrag­tede dannelse og uddan­nelse som de væsent­lig­ste redskaber til indi­vi­duel og sam­funds­mæs­sig for­an­dring. Natorp greb Pesta­lozzis tankegang og tema­ti­se­rede det sociale spørgsmål i forhold til arbejde og uddan­nelse. Hans soci­a­lisme var en dannelses-soci­a­lisme, altså et pæda­go­gisk projekt (Henseler 2000).

For Natorp var mennesket ikke kun offer for eller under­trykt af de øko­no­mi­ske udvik­lings­træk, men kunne også aktivt værge sig, og dette modværge begrun­de­des i selve dette at være menneske. Kapi­ta­lis­mens vold var for Natorp et led i den evige moralske uret­fær­dig­hed, som men­ne­skers vold over andre mennesker indebar, og hvor mod­stan­den mod vold i almin­de­lig­hed og den kapi­ta­li­sti­ske vold i sær­de­les­hed ikke alene handlede om at tilkæmpe sig sam­funds­mæs­sig ret­fær­dig­hed, men samtidig også moralsk ret­fær­dig­hed. Dermed lægger Natorp vægt på, at modstand mod vold var en opgave for den sociale dannelse, som tillige prægedes af viljen til fæl­les­skab. Vi ser således, hvordan Natorp forbandt tidens filo­so­fi­ske, anti-kapi­ta­li­sti­­ske og (ud)dannelsesteoretiske strøm­nin­ger. Derved udviklede den soci­al­pæ­da­go­gi­ske tænkning om for­an­dring og huma­ni­se­ring af det kapi­ta­li­sti­ske indu­stri­sam­fund sig inden for rammerne af diskursen om det sociale spørgsmål, sigtende på at søge en tredje vej til social tæmning af kapi­ta­lis­men (Schröer 1999).

Også den soci­al­pæ­da­go­gi­ske teo­re­ti­ker Klaus Mol­len­hauer ana­ly­se­rede forholdet mellem soci­al­pæ­da­go­gik og kapi­ta­lisme i en særdeles berømt afhand­ling (Mol­len­hauer 1959), hvori han viste, at soci­al­pæ­da­go­gik­ken så at sige blev et svar på eller – muligvis bedre – en korrektur af kapi­ta­lis­mens værste træk. Ganske vist knyttedes soci­al­pæ­da­go­gik­ken til mar­ked­s­ø­ko­no­mien og blev afhængig af den, samtidig med at den fastholdt sin kritik af kapi­ta­lis­men. På den ene side kan man tale om en gensidig afhæn­gig­hed og på den anden om en struk­tu­rel mod­sæt­ning mellem dem, og det var denne mod­sæt­ning, som syntes at blive drivkraft i en omfat­tende soci­al­po­li­tisk og soci­al­pæ­da­go­gisk reform­po­li­tik fra 1890’erne og fremad. Reform­po­li­tik­ken sigtede efter at beskytte mennesker mod fattigdom, arbejds­løs­hed, sygdom osv. i en mar­ked­s­ø­ko­nomi, samtidig med at de folkelige masser forholdt sig loyalt over for samfundet.  Soci­al­pæ­da­go­gik­ken bliver dermed ind­be­gre­bet af særlige pæda­go­gi­ske opga­ve­fel­ter og insti­tu­tio­ner, som er nød­ven­dige i forhold til de bestemte sam­tidspro­ble­mer, som udsprin­ger af markedsøkonomien.

Den moderne kapi­ta­lis­mes problemer – fra liberal kapi­ta­lisme til finanskapitalisme

Vi skal passe på med at opfatte begrebet kapi­ta­lisme for snævert, altså alene som et økonomisk system. Det indebærer nemlig, at vi ude­luk­kende inter­es­se­rer os for de immanente mod­sæt­nin­ger i økonomien så som tendensen til fald i pro­fi­tra­ten og lige­stil­ler den kapi­ta­li­sti­ske krise med dys­funk­tio­na­li­te­ten i det øko­no­mi­ske system i form af konjunk­tur­ned­gange, kon­kurs­bøl­ger og mar­keds­sam­men­brud. Derved begribes hele omfanget af kri­se­ten­den­serne ikke, fordi de ikke-øko­­no­­mi­­ske mod­sæt­nin­ger overses. Mod­sæt­nin­gerne mellem de to sfærer glemmes, selv om der er åbenlyse sam­men­stød mellem de øko­no­mi­ske impe­ra­ti­ver og repro­duk­tions­im­pe­ra­ti­verne i den ikke-øko­­no­­mi­­ske sfære. Et eksempel kunne være mod­sæt­nin­gen i den sociale, sam­funds­mæs­sige repro­duk­tion, hvor det ubetalte omsorgs­ar­bejde varetages af kvinder; dette arbejde er afgørende nød­ven­digt for samfundet og for pro­duk­tions­li­vet. Uden dette – ingen arbejds­kraft! Et andet eksempel kunne være mod­sæt­nin­gen i det øko­lo­gi­ske, som er over­gri­bende i forhold til sfærerne. På den ene side er pro­duk­tio­nen henvist til naturen, og på den anden side forties de øko­lo­gi­ske omkost­nin­ger, som pro­duk­tio­nen for­år­sa­ger. I begge tilfælde ser det ud til, at kapi­ta­lis­men saver den gren over, den selv sidder på (O’Connor 1988; Fraser and Jaeggi 2018).

Disse simple eksempler henleder opmærk­som­he­den på en udvidet for­stå­else af, hvad kapi­ta­lisme er: Den er ikke alene en økonomisk orden, men også noget større, nemlig en insti­tu­tio­na­li­se­ret, sam­funds­mæs­sig orden. Pointen er, at kapi­ta­lis­men også omfatter de ikke-øko­­no­­mi­­ske sfærer, som under­støt­ter økonomien – både den sociale repro­duk­tion og den ikke-men­­ne­­ske­lige natur.

I det følgende forfølges denne tese.

For det første skiller kapi­ta­lis­men sine øko­no­mi­ske akti­vi­te­ter fra statens orga­ni­se­rede politiske magt. For det andet præ­sen­te­rer den sin funk­tions­du­e­lig­hed som værende afhængig af politisk magt. For det tredje: mens kapitalen kun aner­ken­der mone­ta­ri­se­rede former for værdi, udnytter den de offent­lige goder og nægter at anerkende omkost­nin­gerne til deres gen­ska­belse (f.eks. natur, råstoffer, vand). Da den er indrettet efter endeløs akku­mu­la­tion, er kapi­ta­lis­mens økonomi til­bø­je­lig til for det fjerde at desta­bi­li­sere de politiske magter, som den selv er henvist til. Der er altså tale om en gen­nem­gå­ende og indbygget mod­sæt­ning i såvel økonomien som i poli­tik­ken. Begge dele begrunder en tendens til krise. Den politiske krise kan dog ikke placeres i økonomien, men snarere i den grænse, der adskiller det øko­no­mi­ske fra det politiske i det kapi­ta­li­sti­ske samfund og samtidig forbinder dem med hinanden.

For at eks­pli­ci­tere disse sam­men­fat­nin­ger frem­stil­les to regimer, nemlig først det statsligt orga­ni­se­rede kapi­ta­li­sti­ske regime og derefter det finans­ka­pi­ta­li­sti­ske regime. Forud for den stærkere statslige styring gik det, der kaldes liberal eller laissez-faire kapi­ta­lisme. Mar­ked­s­ø­ko­nomi blev kon­stru­e­ret i de euro­pæ­i­ske stater, og mar­ked­s­ø­ko­nomi byggede på, at pro­duk­tion og udveks­ling kunne operere autonomt og frit uden over­væl­dende politisk kontrol. Markedet til­tænk­tes ideelt set den rolle at fungere gennem en rent økonomisk mekanisme af udbud og efter­spørgsel. Denne kon­struk­tion byggede på en ny retsorden, som stad­fæ­stede betyd­nin­gen af kon­trak­ter, pri­va­te­jen­dom, pris­dan­nende markeder og de dertil hørende sub­jek­tive ret­tig­he­der for frie individer, som på deres side betrag­te­des som nyt­te­mak­si­me­rende, rent han­dels­mæs­sige øko­no­mi­ske subjekter. Derved insti­tu­tio­na­li­se­re­des et skarpt skel mellem staternes offent­lige magt og kapi­ta­lens private magt. Natur­lig­vis benyttede staterne deres magt til at forvandle land­be­folk­nin­gen til dob­belt­frie pro­le­ta­rer (Marx 1971, kapitel 24). Det medførte en voldsom udbytning af løn­ar­bej­det, som i kom­bi­na­tion med fossil energi førte til en massiv vækst i indu­stri­pro­duk­tio­nen. I nogle af staterne lykkedes det militante arbej­der­be­væ­gel­ser og deres allierede (i Danmark delvist bønderne) at gen­nemtvinge et klas­se­kom­pro­mis. Derved fik arbejdere, der tilhørte den etniske majoritet, stemmeret, valg­bar­hed og politisk med­bor­ger­skab, mens de til gengæld indrøm­mede kapitalen retten til at lede og fordele arbejdet og lade sig udbytte (Sep­tem­ber­for­li­get 1899).

Løfterne om sta­bi­li­tet og fremgang og de hårde realiteter

Etab­le­rings­fa­sen af den danske vel­færds­stat fra 1950’erne stillede mangt og meget i udsigt: fuld beskæf­ti­gelse, stigende lønninger, krisefri sam­funds­ud­vik­ling som hoved­te­maer. De key­nesi­an­ske nationale vel­færds­sta­ter ken­de­teg­ne­des netop af en økonomisk politik med sigte på fuld beskæf­ti­gelse og udbygning af infra­struk­tu­ren, kol­lek­tive aftaler på arbejds­mar­ke­det og udbyggede vel­færds­ret­tig­he­der, national økonomi som omdrej­nings­akse for både økonomisk og social politik og staten som primær aktør, når markedet fejler, dvs. en ”blan­dings­ø­ko­nomi” (Jessop 2002).  Det indebar omvendt, at sociale nedskæ­rin­ger eller blot et stop i udbyg­nin­gen af velfærd blev betragtet som udtryk for en dybt­gå­ende økonomisk krise. Socio­lo­ger som Offe (1972), Pou­lantzas (1978) og Hirsch (1986) præ­sen­te­rede tids­di­ag­no­ser af en kapi­ta­lisme, der var plaget af struk­tur­pro­ble­mer, og som begreb kapi­ta­lis­men som en historisk sam­funds­mæs­sig formation. Kapi­ta­lis­mens væsent­lig­ste problemer betrag­te­des dermed som struk­tu­relle problemer. På grundlag heraf betviv­le­des kapi­ta­lis­mens over­le­vel­ses­evne. Videre medførte det, at kritisk soci­al­vi­den­ska­be­lig teo­ri­dan­nelse stillede spørgs­måls­tegn ved sam­fun­dets evne til at overleve i en kriseramt kapitalisme.

Imid­ler­tid satte den øko­no­mi­ske krise i 1970’erne en ny udvikling i gang, som senere blev navngivet neoli­be­ra­lisme. Den neoli­be­rale glo­ba­li­se­ring medførte en udbygning af et globalt marked og fjernelse af hin­drin­ger for en inte­gre­ret global pro­duk­tion. Kort sagt kan glo­ba­li­se­ring betragtes som kapi­ta­lens strategi over for key­nesi­a­nis­mens og således også kapi­ta­lak­ku­mu­la­tions krise. Dette stillede på sin side nye krav til staten, som ikke længere mindede om kravene i de nationale vel­færds­sta­ters vel­magts­dage. En anden type stats­dan­nelse så dagens lys. Det er især i denne for­stå­el­ses­ramme, at EU og EU’s udvikling kan begribes. EU’s grund­pil­ler blev til som svar på de udfor­drin­ger, glo­ba­li­se­rin­gen af økonomien stillede for at overvinde en krise for kapi­ta­lak­ku­mu­la­tio­nen (Haahr 2022). 

Ser vi med baggrund i den nævnte udvikling på den aktuelle situation i kapi­ta­lis­men, er struk­tur­pro­ble­merne langt fra borte, men trængt i bag­grun­den i en sådan grad, at der stort set ikke kan tales om en trussel mod den kapi­ta­li­sti­ske pro­duk­tions­måde. Endog de sociale bevæ­gel­ser, som eksem­pel­vis udvik­le­des i Græken­land, Spanien og Portugal på et anti-kapi­ta­li­stisk grundlag, blev hurtigt ”stuerene” i den forstand, at de etab­le­rede sig som politiske partier, der ikke længere udfordrer ”systemet”, men grund­læg­gende accep­te­rer det og således optages i kredsen af demo­kra­ti­ske partier.

Kapi­ta­lis­men har med andre ord bevist sin over­le­vel­ses­evne. Den er blevet den herskende pro­duk­tions­måde i hele verden, hvilket har medført bekym­rin­ger om, at det kan indebære en hastig afslut­ning på klodens eksistens. Kapi­ta­lis­mens sejrstog er ikke for­år­sa­get af, at de negative virk­nin­ger af denne pro­duk­tions­måde skulle være for­s­vun­det. Snarere forholder det lige modsat: udbyt­nin­gen af klodens naturlige res­sour­cer skrider frem og skaber med ”kli­ma­for­an­drin­gen” endog en politisk reaktion, som imid­ler­tid indtil videre ikke har ændret noget i det eksi­ste­rende dogme, at naturø­de­læg­gel­serne tænkes bragt i samklang med kapi­ta­li­sti­ske øko­no­mi­ers vækstin­ter­es­ser. Den anden kilde til sam­funds­mæs­sig rigdom, arbejdet, efter­spør­ges mere eller mindre afhængigt af ver­dens­han­del og vekslende konjunk­tu­rer. Men samtidig kan en global trend erkendes: for­skel­lene mellem rige og fattige tager til, uden at den sam­funds­mæs­sige rigdoms ulige fordeling forbindes med måden, hvorpå løn­ar­bej­dets indsats bidrager til denne ulighed.

Manglende alter­na­ti­ver til kapi­ta­lis­men ses bl.a. i afvik­lin­gen af den soci­a­li­sti­ske modmodel. Derfor er natio­nal­sta­terne i deres indbyrdes kon­kur­rence henvist til denne pro­duk­tions­måde. Ligeledes har arbej­der­klas­sen for længst sluttet fred med dette system og dets virk­nin­ger, som ikke just kan kaldes arbej­der­ven­lige.  Kapi­ta­lis­mens ejen­dom­me­lig­hed består i dens særlige form for økonomisk praksis, som ikke skaber sam­funds­rig­dom gennem plan­mæs­sig­hed, men derimod gennem opnåelse af gevinster. Pen­ge­for­ø­gel­sens diktat er slået igennem på alle sam­funds­om­rå­der, hvilket medfører, at selv områder af sam­funds­li­vet, som tra­di­tio­nelt har været undtaget markedet, har måttet føje sig under vær­di­for­ø­gel­sens love og skullet bevise deres mar­keds­du­e­lig­hed (jf. Haahr 2022, kapitel 2).

Det er ganske vist kun lidt mere end et årti siden, at den samlede ver­den­s­ø­ko­nomi var kon­fron­te­ret med et muligt sam­men­brud af finans­sy­ste­met, og hvor en af den kapi­ta­li­sti­ske økonomis centrale funk­tio­ner, kre­dit­til­de­ling, kun kunne opret­hol­des ved hjælp af massiv statslig inter­ven­tion. For at redde bankerne mobi­li­se­rede rege­rin­gerne mil­li­ar­der af dollars og euro i form af offent­lige penge. Da det euro­pæ­i­ske kri­se­pro­gram begyndte at slå an, steg natio­nal­sta­ter­nes statsgæld og førte til en spa­repo­li­tik, hvis følge var at nedbryde statens socialt inte­gre­rende rolle til fordel finans­ka­pi­ta­len og de mar­keds­do­mi­ne­rende koncerner (Lessenich 2008).

Finans­po­li­tik er et andet instru­ment, som tvinger alle med­lem­s­sta­ter til at forankre et gældsloft i lov­giv­nin­gen (bud­get­loven). Det indebærer, at de stærke og vel­pol­strede nationer presser de vækstsvage lande til at finde egne veje til at bekæmpe deres øko­no­mi­ske krise. Det betyder endvidere, at selv om EU med ind­fø­rel­sen af den fælles møntfod, euro, har etableret et trans­na­tio­nalt økonomisk rum, så driver de nationale økonomier fra hinanden i EU. De stærkeste økonomier benytter euroen til at styrke deres nationale kon­kur­ren­ce­evne, som det i sidste ende gælder om at udbygge på bekost­ning af andre Euro- og EU-lande. Sor­te­rin­gen af vindere og tabere i den euro­pæ­i­ske enheds­pro­ces fremmer derved en natio­na­lisme i stater, som i deres stats­ma­te­ri­a­li­sti­ske for­føl­gelse af inter­es­ser grund­læg­gende betragter sig som ofre og stiller sig spørgsmål om alter­na­ti­ver. Det ses i kampen mod migration og forsvar for egen nation, kultur og folk. Det kan ende med en ny form for fun­da­men­ta­lisme i forsvaret mod flygt­ninge og nye eks­klu­sio­ner i den nationale velfærds- og socialpolitik.

National vel­færds­stats­lig­hed

Det vel­færds­tats­lige politiske ideal, som det kendes fra efter­krig­sti­den 1945 og frem, var at fremme den sam­funds­mæs­sige velfærd. Det er for længst historie. Gen­nem­sæt­nin­gen af en udbud­s­o­ri­en­te­ret økonomisk og social politik afslut­tede ikke alene de key­nesi­ansk prægede fore­stil­lin­ger om en anti­cyk­lisk statslig kri­se­in­ter­ven­tio­nisme, men beredte også jord­bun­den for en politik præget af ind­skrænk­nin­ger i sociale ydelser, flek­si­bi­li­se­ring af arbejds­mar­ke­det og dere­gu­le­ring og pri­va­ti­se­ring af offentlig infra­struk­tur. For Danmarks ved­kom­mende fandt dette sted i 1990’erne.

Samtidig begyndte lov­pris­nin­gen af et nyt soci­al­po­li­tisk begreb, som posi­tio­ne­rer sig ”hinsides marked og stat” (Giddens, jf. tidligere Schröer). Med det nye begreb skulle staten styrkes og samtidig ombygges grund­læg­gende. Ved hjælp af markeds- og kon­kur­ren­ce­o­ri­en­te­ring skulle den sociale tje­ne­stey­del­ses­sek­tor ideelt set styres af kon­trak­ter; civil­sam­fun­det skulle udvikles til en søjle i soci­al­sta­ten gennem at fremme borgernes enga­ge­ment, og dere­gu­le­rin­gen skulle tjene til at skabe en lav­t­løns­sek­tor med det formål at opsuge hidtil ubrugt eller braklagt arbejds­kraft­po­ten­ti­ale og sænke arbejds­løs­heds­tal­let. Samtidig nedsattes sel­skabs­skat­terne som for­ud­sæt­ning for at gen­nem­føre den udbud­s­o­ri­en­te­rede politik, ifølge hvilken økonomisk vækst vidt­gå­ende kan løse de soci­al­po­li­ti­ske problemer. Denne dogmatik går side om side med soci­a­lin­ve­ste­rings­stra­te­gien, som går ud fra, at tidlig inve­ste­ring i human­ka­pi­ta­len skaber for­ud­sæt­nin­gerne for, at optimal udnyt­telse af arbejds­kraf­ten gør videre soci­al­po­li­ti­ske inter­ven­tio­ner over­flø­dige. Samlet set fører denne soci­al­po­li­ti­ske strategi til, at per­son­re­la­te­rede sociale ydelser opskrives og omkal­fa­tres til et instru­ment til fremme af human­ka­pi­tal (Esping-Andersen 2002).

Arbejds­mar­kedspo­li­tik­ken førte til massiv bil­lig­gø­relse af varen arbejds­kraft, og med New Public Mana­ge­ment, som vandt fodfæste i begyn­del­sen af 1990’erne, blev den samlede vel­færds­sek­tor restruk­tu­re­ret efter kon­kur­ren­ce­prin­cip­per, samtidig med at løn­ni­veauet i den sociale sektor blev sænket. Det førte videre til en voksende fattigdom, en lav­t­løns­sek­tor og udlæg­nin­gen af kommunale ydelser til private (con­tra­cting out), hvilket betød, at de kom­pen­sa­to­ri­ske ydelser i den statslige soci­al­po­li­tik på grund af væksten i indi­vi­du­elle nød­si­tu­a­tio­ner skabte stadigt mere politisk opmærk­som­hed. Denne opmærk­som­hed vedrørte ikke mindst, hvorvidt det var muligt at finan­si­ere de øgede krav via skatterne. Det har forblevet genstand for ved­va­rende politiske dis­kus­sio­ner og reform­be­stræ­bel­ser. Undervejs er soci­al­po­li­tik­ken tvunget til at korrigere de seneste års reduktion i infra­struk­tur for over­ho­ve­det at være i stand til at opret­holde kom­pen­sa­to­ri­ske indsatser til varen arbejds­krafts repro­duk­tions­evne, som bl.a. ikke kan løsrives fra nød­ven­dig­he­den af at have tag over hovedet, mad på bordet eller gode bør­ne­ha­ver og skoler (Kolstrup 2014, kapitel 16).

I vel­færds­sek­to­ren har der fundet en grund­læg­gende for­an­dring sted af måden at producere sociale ydelser på og ligeledes i det sociale og pæda­go­gi­ske arbejde i kraft af ind­førs­len af orga­ni­se­ret kon­kur­rence. Tidligere almen­nyt­tige orga­ni­sa­tio­ner er for­vand­let til mar­keds­o­ri­en­te­rede sociale virk­som­he­der, som kon­kur­re­rer om knappe midler på statsligt skabte ”markeder”, og som ved hjælp af virk­som­hed­s­ø­ko­no­mi­ske metoder prak­ti­se­rer et raf­fi­ne­ret mana­ge­ment med sigte på at nedsætte omkost­nin­gerne. Denne soci­al­po­li­ti­ske strategi har medført, at markeds- og kon­kur­ren­ce­o­ri­en­te­rin­gen har skabt en soci­alø­ko­nomi, som har frigjort sig mere og mere fra bindingen til tra­di­tio­nel almen­nytte og dertil hørende vær­di­o­ri­en­te­ring og i stedet forsøgt at udvide deres for­ret­nin­ger på statsligt frem­bragte og isce­ne­satte ”markeder”. Reak­tio­nen, som er udløst af vel­færds­sta­ten selv, for at modvirke det kon­trak­tu­elt skabte effek­ti­vi­tets­pres fører i kon­se­kvens heraf til en ved­va­rende reform­pro­ces i den sociale tje­ne­stey­del­ses­sek­tor og på sund­heds­om­rå­det. I disse reformer bliver mod­sæt­nin­gen mellem den statslige for­sør­gel­ses­op­gave og de frisatte for­ret­nings­in­ter­es­ser på social- og sund­heds­om­rå­det stadig større. Som følge heraf opstår nye regu­le­rings­må­der, som er ken­de­teg­nede ved, at de anvender mar­keds­o­ri­en­te­rede stra­te­gier til at opret­holde og udbygge den statslige sty­rings­evne. Det har nogle kaldt neoli­be­ra­li­se­ring, men muligvis er det en falsk vare­be­teg­nelse. En tan­ke­væk­kende mod­stil­ling af social beskyt­telse hhv. social inve­ste­ring er foretaget af Kvist (2016: 24). Mens et socialt beskyt­tel­ses­per­spek­tiv tilsigter at bekæmpe fattigdom og eks­klu­sion ved at kom­pen­sere for tab af indkomst, sikre social støtte – især i form af bolig og hjælp til bør­ne­fa­mi­lier, sigter det sociale inve­ste­rings­pa­ra­digme på at udruste mennesker med flere fær­dig­he­der og kognitive kapa­ci­te­ter til at undgå fattigdom.  Inklu­de­rende stra­te­gier er groft taget akti­ve­rings­po­li­tik­ker, hvor soci­al­po­li­tik betragtes som en for­ud­sæt­ning for at integrere grupper med komplekse sociale problemer på arbejdsmarkedet.

Denne strategi har båret frugt. Udgifter til børn er vokset bety­de­ligt, mens over­før­sels­ind­kom­ster er skåret ned – bortset fra fol­ke­pen­sio­nen, som til gengæld ikke er dyrtidsreguleret.

Har dette para­dig­meskifte reduceret soci­al­pæ­da­go­gi­ske indsatser? 

Det sociale arbejde og soci­al­pæ­da­go­gik­ken er på ingen måde mar­gi­na­li­se­ret i kraft af denne udvikling, snarere tværtimod er pro­fes­sio­nerne eks­pan­de­ret (Oesch 2013). Erstat­nin­gen af uni­ver­selle over­før­sels­ind­kom­ster med per­son­ret­tede ydelser har gjort det sociale arbejde og soci­al­pæ­da­go­gik­ken til et instru­ment i gen­nem­sæt­nin­gen af et program for ny vel­færds­stats­lig­hed. Uddan­nelse og aflønning er ligeledes undergået en vis dere­gu­le­ring, som gør det sociale og soci­al­pæ­da­go­gi­ske arbejde billigere som løn­ar­bejde og svækker det som akademisk pro­fes­sion. På alle områder af de per­son­ret­tede ydelser for­stær­kes mana­ge­ments­truk­tu­ren, og mana­ge­ri­a­lisme gøres til ledetråd i uddan­nel­sen og i pæda­go­gisk og social praksis. Pro­gram­met for vel­færds­stats­lig styring af per­son­ret­tede ydelser udvides i stigende grad og under­læg­ges forsøg på at skabe øget effek­ti­vi­tet i forhold til de stigende behov ved hjælp af con­trol­ling, ben­ch­mar­king og moni­to­re­ring af ydelserne. Mod­sæt­nin­gen mellem retsligt fastlagte krav på ydelser og de mange bestræ­bel­ser på at styre behovene har ført til en kritisk vurdering af de for­hån­den­væ­rende ord­nings­po­li­ti­ske instru­men­ter og en søgen efter alter­na­ti­ver (til­de­lings­re­gu­le­ring, kon­kur­ren­ceud­sæt­telse m.v.).

Mindre til rådighed synes ikke at udtømme mulig­he­derne for berigelse. Helt para­doksalt udgør vel­færds­sta­ten en veritabel ind­komst­kilde. De private leve­ran­dø­rer i social- og sund­heds­væs­net ser ikke sig selv som statsligt ansvar­lige for forsorgen, men derimod som øko­no­mi­ske for­ret­nin­ger, som lever af de statslige eller kommunale midler, og som derfor er kon­fron­te­ret med begrænset beta­lings­evne. De forsøger af den grund at legi­ti­mere deres virk­som­hed i sundheds‑, pleje- og han­di­cap­sek­to­ren, som angi­ve­ligt ikke udgør en belast­ning for de sociale kasser, men derimod en inve­ste­ring i almen­vel­let, og i for­læn­gelse af denne legi­ti­ma­tion at skabe indtryk af, at de pro­du­ce­rer en sam­funds­mæs­sig merværdi, som endda kan beregnes økonomisk ved hjælp af cost-benefit-analyser. På den måde bliver vel­færds­mæs­sig indsats i sidste ende målt med den målestok, som indsatsen som kom­pen­sa­tion ville imødegå: altså om den udgør en inve­ste­ring, som kan frem­bringe et overskud. Dermed betragtes det som irre­le­vant at levere ydelser til dem, der har et soci­al­rets­ligt og soci­al­po­li­tisk behov, fordi løftet om ”return on inve­st­ment” vil komme til at styre, hvordan der handles i social- og sundhedssektoren.

Den kapi­ta­li­sti­ske vær­di­for­ø­gel­ses logik tjener altså som grundlag for vurdering af vel­færds­stats­lige ydelser. Devisen er: når økonomi bestemmer det hele, så siger det sig selv – mener for­ta­lerne for soci­alø­ko­nomi – at man også på denne måde kan legi­ti­mere handlen i socialsektoren.

Den virkelige vel­færds­stat udsættes dermed for mistanke om, at alle forsøg på at skabe mere effek­ti­vi­tet gennem styring under­mi­ne­res af, at der trods alt kan laves for­ret­ning i kraft af udvi­del­sen af mængden af ydelser og ”unød­ven­dige” ydelser. Via styring af adgang og tilgang til ydelser og via målrettet behovs­sty­ring forventes at kunne imødegå de stigende behov og de såkaldt unød­ven­dige ydelser. Denne politik bevæger sig i højere grad i modstrid mellem den statslige for­sør­gel­ses­pligt på den ene side og på den anden side udnyt­tel­sen af denne for­sør­gel­ses­pligt som for­ret­nings­om­råde for en boomende branche, som stræber efter at øge deres gevinster af vel­færds­sta­tens og soci­al­for­sik­rin­gens knappe midler. Den soci­al­po­li­ti­ske strategi om at øge effek­ti­vi­te­ten ved hjælp af inci­ta­men­ter på markedet må formodes at ramme det øko­no­mi­ske loft, når stra­te­gien kræver flere statslige udgifter og øger presset i retning af effek­ti­vi­tets­stig­ning gennem budgettering.

Soci­al­pæ­da­go­gik set som pro­fes­sio­nens polit-økonomisk nyde­fi­ne­rede funktionalisme

Kapi­ta­lis­mens ver­den­s­oms­pæn­dende sejrsgang har også ændret det sociale og soci­al­pæ­da­go­gi­ske arbejde. Soci­a­l­ar­bej­der­nes selv­bil­lede bestod i mange år i at afvise at agere ekse­ku­tiv­myn­dig­hed for soci­al­po­li­ti­ske mål­sæt­nin­ger og i stedet opfatte sig som dem, der suverænt kunne definere ”til­fæl­dene” og handle på egen hånd.  Ikke mindst i kølvandet på 1968 optrådte de pro­fes­sio­nelle med en stærk selv­be­vidst­hed og autonomi. For­an­drin­gen af dette selv­bil­lede fandt sted ad flere omgange. Den nye sty­rings­mo­del fra begyn­del­sen af 1990’erne kon­sti­tu­e­rede en mana­ge­ment­kul­tur, der skulle blive bestem­mende for erhverv­s­u­dø­vel­sen. I moderne soci­al­ma­na­ge­ment handler det om at orga­ni­sere og gen­nem­føre soci­al­pæ­da­go­gisk arbejde mere økonomisk rentabelt og mindre omkost­nings­kræ­vende. Dette påvirker fag­lig­he­den og kva­li­te­ten i arbejdet og bidrager afgørende til at beslutte, hvilken form for pro­fes­sio­na­li­tet i arbejds­or­ga­ni­sa­tio­nen, der ønskes og tillades. De soci­al­po­li­tisk ønskede følger af at overføre hhv. indsætte erhverv­s­ø­ko­no­mi­ske instru­men­ter og metoder på det sociale område kon­sti­tu­e­rer på alle hand­le­fel­ter (endda ind i selve uddan­nel­ses­struk­tu­ren for pædagog- og soci­al­rå­d­gi­ver­ud­dan­nel­sen) ’soci­al­ma­na­ge­ment’ som ledende idé også for pro­fes­sio­nel handlen (afin­sti­tu­tio­na­li­se­ring, ori­en­te­ring mod lokal­mil­jøet, fri­vil­ligt arbejde – hvert berø­rings­punkt for soci­al­pæ­da­go­gisk praksis i forhold hertil ender som mana­ge­men­top­ga­ver). Det er en grund­læg­gende dårlig tradition i soci­al­pæ­da­go­gisk praksis at betragte soci­al­po­li­ti­ske beslut­nin­ger og deraf følgende imple­men­te­rin­ger som mejslede i sten, men det ser ud til, at effek­ti­vi­tet bliver det afgørende kriterium i forhold til, hvordan pæda­go­gi­ske insti­tu­tio­ner skal handle med hensyn til det kli­en­t­o­ri­en­te­rede arbejde. At lede det sociale bliver således ikke alene en opgave for udbyder eller orga­ni­sa­tion, men også for selve den pæda­go­gi­ske handling. At kunne mestre den hverdag i arbejdet med knappe res­sour­cer bliver til hver­dags­ar­bejde for fodfolket i det sociale arbejde (jf. Pedersen 2011).

 Mana­ge­ment­kul­tu­ren blev suppleret af, hvad vi i dag kalder akti­ve­rings­re­gi­met, hvor soci­al­pæ­da­go­gik­ken fik til opgave at arbejde for, at kapi­ta­lis­mens udson­drede de over­flø­dige, så de kunne bringes til at blive pro­duk­tive ved at genskabe deres arbejds­kraft. Den identiske mål­sæt­ning mellem krav og fremme er avanceret til lede­t­rå­den for pro­duk­tio­nen af sociale tje­ne­stey­del­ser, netop fordi den udtrykker en soci­al­po­li­tik, der er adfærdsregulerende.

Den ”øko­no­mi­ske impe­ri­a­lisme” (ikke mindst tænkt som rational choice), som Gary Becker engang talte om i form af lov­giv­ning, normer, familie m.v. (1981), er omsider nået til det sociale og soci­al­pæ­da­go­gi­ske arbejde i form af human­ka­pi­tal­frem­mende sociale inve­ste­rin­ger. Disse ”inve­ste­rin­ger”, som er virksomme i det enkelte menneske, skal natur­lig­vis kunne betale sig.  Dermed håber staten, at mennesker kan forvalte deres human­ka­pi­tal fra vuggestue til pension på en sådan måde, at alle over­før­sels­ind­kom­ster bliver over­flø­dige. Dette scenarie tildeler også soci­al­pæ­da­go­gik­ken sin plads. For det første bliver den til en forlænget arm for sociale inve­ste­rings­mål­sæt­nin­ger, idet den adres­se­rer sit arbejde i det sociale, opdra­gel­ses­mæs­sige og uddan­nel­ses­mæs­sige område i forhold til ”selvansvar­lige kunder”, som på egen hånd skal stå inde for deres pro­blem­si­tu­a­tion. For det andet skærper den ikke sin virk­som­hed i forhold til en sub­jek­t­re­la­te­ret indi­vi­duel livs­me­string, men derimod som en bestræ­belse på at optimere den men­ne­ske­lige arbejds­krafts vær­di­for­ø­gel­ses­be­tin­gel­ser. Dermed skal soci­al­pæ­da­go­gi­ske inter­ven­tio­ner ikke alene legi­ti­mere sig økonomisk, men også i stigende grad begrundes med almen­vel­lets inter­es­ser. Det indebærer en soci­al­po­li­tisk trans­for­ma­tion fra ”tilfælde” og ”vilkår” til et kom­mu­ni­ta­ri­stisk ideal om et fæl­les­skab, der kun bekymrer sig om sig selv. Når man alene kerer sig om sig selv, overses den sociale segre­ga­tion og de skærpede sociale forskelle mellem bydelene. Årsagen er, at disse forskelle illu­stre­rer følgerne af grun­de­jen­dom, som gør krav på forhøjede renter gyldige i form af stigende leje for den ene og luksus­bo­li­ger for den anden. Ejen­dom­me­ligt nok er dette accep­ta­belt i den brede befolk­ning, og poli­ti­kere, der måtte ønske at tvivle på visdommen i, at der ikke eksi­ste­rer til­stræk­ke­ligt med billige boliger, stilles over for det spørgsmål, om de mon ikke er på kant med grund­lovens lov­pris­ning af den private ejen­doms­ret. Som kon­klu­sion her kan man sige, at neoli­be­ra­lis­men i 1990’erne har sat sig varige spor i vel­færds­sta­ten i form af akti­ve­rings­kra­vet, ændring af bistands­lo­ven, reform af før­tids­pen­sion og pri­va­ti­se­ring samt nyere rankinger af, hvem der er værdige modtagere af offent­lige ydelser (Van Oorschot et al. 2017).

Afrunding: dannelse og uddan­nelse som oplysning og modpol – bevidst­he­den kan bestemme væren

”Den sam­funds­mæs­sige væren bestemmer bevidst­he­den” – denne udtalelse fra Marx skal forstås som kritik af et samfund, som under­ka­ster sig de pro­duk­tions­for­hold, det selv har frembragt, som en naturlov. Det har vist sig at være en særdeles rammende prognose. Fattigdom, kon­kur­rence og social eks­klu­sion begribes ikke som en følge af et samfund, som bygger på nyttig anven­delse af arbejde og på det deraf udviklede klas­se­delte samfund, men snarere som for­ven­te­lige ledsage­fæ­no­me­ner af en økonomi, der er pro­gram­me­ret til vækst. Også skoler og uni­ver­si­te­ter under­læg­ger sig vidt­gå­ende kravene om at producere kom­pe­tente, fleksible og til­pas­nings­dyg­tige subjekter. Soci­al­pæ­da­go­gik­kens normative krav som pro­fes­sion består – i mod­sæt­ning til en uti­li­ta­risme, der alene peger på opti­me­ring af selvet – i så vidt muligt at vende skaderne bort fra subjektet. Derfor skal soci­al­pæ­da­go­gik­ken rekon­stru­ere de vel­færds­stats­lige pro­duk­tions­be­tin­gel­ser for sociale tilfælde og ikke alene rekon­stru­ere, men også have øje for dem. Den er nødsaget til – for at kunne handle som sub­jek­tets advokat – at rekon­stru­ere de sociale tilfældes sociale situation som resultat af en sam­funds­mæs­sig kon­di­tio­ne­ring, at dechif­rere bear­bej­del­sen af disse tilfælde i de soci­al­po­li­ti­ske pro­gram­mer og deres sty­rings­in­ter­es­ser og dermed at virke ”oplysende” i empatisk forstand. Det for­ud­sæt­ter viden.

Det er i sidste ende soci­al­pæ­da­go­gik­kens opdrag at forstå uddan­nelse og dannelse som redskab til at  spørge kritisk ind til feti­chis­men, dvs. natu­ra­li­se­rin­gen af de sociale forhold, i de sam­funds­mæs­sige og øko­no­mi­ske krav, som det sociale var og er kon­fron­te­ret med. Soci­al­pæ­da­go­gik­ken skal kon­ti­nu­er­ligt arbejde på at imødegå de for­ste­nede forhold med viden. Det enkle svar er, at inter­es­sen for subjektet og dets livsvir­ke­lig­hed netop konstant må provokere såvel disciplin og uddan­nelse som praksis til at iagttage og analysere de sociale forhold, som pro­du­ce­rer tilfældet, og dermed at begribe vel­færds­sta­ten og soci­al­po­li­tik som noget ”socialt” og således også for­an­der­ligt. En oplyst pro­fes­sio­na­li­tet kan træde op imod de aktuelle tendenser og bør også gøre det.  Kort sagt: bevidst­he­den kan bestemme den sam­funds­mæs­sige væren.

For at kon­kre­ti­sere dette alter­na­tive dictum (selv om Marx grund­læg­gende har fat i den lange ende af tovet) vil jeg pege på følgende: den politiske besæt­telse af ”passive ydelser” er rent vrøvl. Modtagere af over­før­sels­ind­kom­ster eller andre ydelser er ikke passive. De handler ud fra de mulig­he­der, de har. De bliver ikke kun modtagere, men også handlende. Men ikke alene det. De bliver også dommere – de vurderer ud fra deres situation og deres mulig­he­der, om den givne ydelse, hjælp eller støtte medførte for­bed­rin­ger. Natorp var muligvis for opti­mi­stisk i hans syn på sam­spil­let mellem soci­al­po­li­tik og soci­al­pæ­da­go­gik. Ikke desto mindre er der en rationel kerne i hans tanker, som vi i dag fortsat kan lære af. Ikke mindst den dannende og bevidst­heds­dan­nende dimension, som var afgørende for Natorp.

Hvis vi tager Marx på ordet, er ”bevægelse” både et kon­sti­tu­e­rings- og funk­tions­prin­cip i det moderne (Fulcher 2004). Dette princip genspej­les i dia­lek­tik­ken mellem mobilitet og kontrol, mobi­li­se­ring og regu­le­ring samt frihed og disci­pli­ne­ring. Muligvis fore­kom­mer dette tydeligst i fænomenet illegal mobilitet, hvor illegal arbejds­kraft finder plads som land­brugs­pro­le­ta­riat (i Sydeuropa) og som tje­ne­stey­del­ses­pro­le­ta­riat (i Nor­d­eu­ropa). Det ligner en kynisk (måske endda pervers) udgave af akti­ve­rings­linjen i social- og beskæf­ti­gel­ses­po­li­tik­ken. Men det er ingen naturlov, at det skal være sådan.

Den moderne sam­funds­mæs­sig­gø­relse udfoldes ikke alene som økonomisk – dvs. kapi­ta­li­stisk – men også som politisk – dvs. demo­kra­tisk – bevægelse. Nutidens demokrati bygger grund­læg­gende på, at masserne kan mobi­li­se­res, altså at de erobrer deres ret til del­ta­gelse i fæl­les­ska­bets politiske måde at orga­ni­sere sig på. Denne mobi­li­se­ring er prin­ci­pi­elt betragtet en trussel mod den kapi­ta­li­sti­ske akku­mu­la­tions­pro­ces, fordi den historisk og aktuelt handler om afskaf­felse af bør­ne­ar­bejde, lav­t­løns­om­rå­der eller fossile ener­gikil­der. Den kamp finder ikke sted uden stadige sværdslag, sejre og nederlag. Det vigtigste er at huske på det poten­ti­ale, der historisk og globalt gør sig gældende.

Det fører frem til en sidste pointe, nemlig at det er på høje tid at genop­finde den sociale kritik, som går hinsides de pro­fes­sio­nel­les selv­tolk­nin­ger af soci­al­po­li­tisk praksis. Det lader sig næppe gøre uden at trække på den socio­lo­gi­ske viden­ska­be­lige for­stå­else af soci­al­po­li­tik, dvs. at rekon­stru­ere meningen med, indholdet i og ræk­ke­vid­den af soci­al­po­li­tik og dermed ligeledes soci­al­pæ­da­go­gik historisk. Det vil grund­læg­gende sige at udvikle en kollektiv kritisk sam­funds­a­na­lyse. Meta­forisk udtrykt: Kunsten ikke at blive regeret gennem akti­ve­ring eller ikke at være reguleret af den deraf afledte praksis vil være en kollektivkunst.

Dette er ikke udtryk for ønske­tænk­ning, men derimod en konkret opgave. Ander­le­des sagt handler det om ideen om den sociale form­giv­ning, også kaldet social innova­tion. En lang række soci­al­pæ­da­go­gi­ske inter­ven­tio­ner i det moderne samfund har haft og har fortsat en ren reaktiv karakter og har således næppe med prin­ci­pi­elle over­vej­el­ser at gøre. Logikken er: Samfundet føler sig truet af bestemte fænomener og forsøger at overvinde dem. Der anskaffes derved former og tages midler i anven­delse, som i øje­blik­ket set ud til at bekæmpe problemet. Der reageres så at sige instink­tivt, fordi man ikke har en bevidst­hed om, at de særlige fænomener udtrykker almene forhold, som vedrører hele samfundet. Således trænger man ikke ned til de almene sam­funds­mæs­sige årsager til den indi­vi­du­elle hændelse. Man begriber altså ikke, at her efter­spør­ges en ny form­giv­ning, som relaterer sig til den almene soci­al­pæ­da­go­gi­ske form­giv­ning, som det moderne samfund har brug for. Den reaktive form består i hverdagen, men den må helt banalt adskilles fra den bevidste form­giv­ning, som retter sig mod hele den sociale orga­ni­se­ring. Dette er en drivkraft i en refleksiv moder­ni­se­ring, som ikke glemmer de mod­stands­for­mer i soci­al­pæ­da­go­gik­ken, som vender sig imod det under­tryk­kende i hjæl­pe­sy­ste­met såvel som i den herskende samfundsorden.

Hvorfor ikke begynde med social ret­fær­dig­hed som drivkraft?

Refe­ren­cer

Becker, G. (1981). A Treatise on the Family. Cambridge, Mass.: Harvard Uni­ver­sity Press

Esping-Andersen, G. (ed.) (2002). Why We Need a New Welfare State. Oxford: Oxford Uni­ver­sity Press

Fraser, N. (2017): From Pro­g­res­sive Neoli­be­ra­lism to Trump – and Beyond, American Affairs 1 (2017), p. 46 – 64

Fraser, N. and Jaeggi, R. (2018). Capi­ta­lism: A Con­ver­sa­tion in Critical Theory. Cambridge: Polity Press

Fulcher, J. (2004). Capi­ta­lism: A Very Short Intro­duction.  Oxford: Oxford Uni­ver­sity Press

Haahr, K. (2022). Kapi­ta­lens Europa: Lob­byi­sterne, kon­kur­ren­ce­sta­ten og EU’s voksende demo­kra­ti­ske underskud. Aarhus: DEO

Henseler, J. (2000). Wie das Soziale in die Pädagogik kam. Weinheim und München: Juventa Verlag

Hirsch, J. (1986). Die neue Gesicht des Kapi­ta­lis­mus: von Fordismus zum Post­for­dis­mus. Hamburg: VSA-Verlag

Jessop, B. (2002). The Future of the Capi­ta­list State. Cambridge: Polity Press

Kolstrup, S. (2014). Den danske vel­færds­mo­del 1891 – 2011 – sporskif­ter, motiver, driv­kræf­ter. Fre­de­riks­berg: Frydenlund

Kvist, J. (2016). Fighting Poverty and Exclusion through Social Inve­st­ment: A European Research Per­spective. Brussels: European Commission 

Lessenich, S. (2008). Die Neu­er­fin­dung des Sozialen. Der Sozi­alstaat im flexiblen Kapi­ta­lis­mus. Bielefeld: transcript Verlag

Marx, K. (1971). Kapitalen, 1. bog 4. København: Rhodos

Mol­len­hauer, K. (1959). Die Ursprünge der Sozi­al­pä­da­go­gik in der indu­stri­el­len Gesells­chaft. Eine Unter­su­chung zur Struktur soci­al­pä­da­go­gi­s­chen Denkens und Handelns.  Weinheim: Juventa Verlag

O’Connor, J. (1988). A the­o­re­ti­cal intro­duction, Capi­ta­lism, Nature, Socialism, Vol. 1, pp. 11 – 38

Oesch, D. (2013). Occu­pa­tio­nal Change in Europe: How Tech­no­logy and Education Transform the Job Structure. Oxford: Oxford Uni­ver­sity Press

Offe, C. (1972). Struk­tur­pro­bleme des kapi­ta­li­sti­s­chen Staates: Aufsätze zur poli­ti­s­chen Sozi­o­lo­gie. Frankfurt am Main: Edition Suhrkamp

Pedersen, O.K.  (2011). Kon­kur­ren­ce­sta­ten. København: Hans Reitzels Forlag

Pou­lantzas, N. (1978). L’État, le pouvoir, le soci­a­lisme. Paris: Presses Uni­ver­si­tai­res de France.

Schröer, W. (1999). Sozi­al­pä­da­go­gik und die soziale Frage. Weinheim und München: Juventa Verlag

Van Oorschot et al. (2017). The Social Legi­ti­macy of Targeted Welfare. Attitudes on Welfare Deser­ving­ness. Chel­ten­ham, UK, and Nort­hamp­ton, MA, USA: Edward Elgar Publishing