Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på email

Den psy­kopo­li­ti­ske, den køns­po­li­ti­ske og den radikale

Jeppe Oute, Ottar Ness, Stinne Glasdam

- dis­kus­sio­ner af men­ne­ske­syn og etiske per­spek­ti­ver i tre domi­ne­rende fore­stil­lin­ger om god praksis på psykisk sund­heds­om­rå­det

De Forenede Nationers (FN) anbe­fa­ling om at fremme psykisk sundhed udtrykker en inter­na­tio­nal aner­ken­delse af behovet for et mere fler­fag­ligt fokus på psykisk sundhed frem for at fastholde en entydig medicinsk ori­en­te­ring mod sygdom inden for det psykiske sund­heds­om­råde. Aner­ken­del­sen heraf udgør kon­tek­sten for, at psy­ki­a­trien, forstået som det medi­cin­ske sub­spe­ci­ale, nu befinder sig i en grundlags- og legi­ti­mi­tetskrise, hvor medi­cin­ske repræ­sen­tan­ter ofte stra­te­gisk kæmper for at ignorere kon­kur­re­rende fore­stil­lin­ger om god praksis, selvom psy­ki­a­tri­ens kamp for fagligt over­her­re­dømme i sig selv kan modvirke virksomme og hjælp­somme prak­sis­ser set i lyset af FN’s anbe­fa­lin­ger. For at modvirke disse former for stra­te­gisk ignorance og for at fremme pro­fes­sio­nel­les etiske stil­lings­ta­gen og faglige reflek­sion på et oplyst grundlag ana­ly­se­rer og dis­ku­te­rer artiklen tre udbredte fore­stil­lin­ger om god praksis, der betegnes som hen­holds­vis den psy­kopo­li­ti­ske, den køns­po­li­ti­ske og den radikale fore­stil­ling. Dette gøres ved først at ansku­e­lig­gøre fore­stil­lin­ger­nes til tider ens­ly­dende men også for­skel­lige men­ne­ske­syn, mål, metoder og etiske værdier. Artiklen dis­ku­te­rer dernæst, hvordan forholdet mellem disse tre fore­stil­lin­ger og deres for­skel­lige grund­an­ta­gel­ser kan effek­tu­ere nogle etiske problemer, som kan komme til syne, når de mødes i praksis. Artiklens analyser og dis­kus­sio­ner belyser her­i­gen­nem de grund­læg­gende fore­stil­lin­ger, som kon­tek­stu­a­li­se­rer faglige uenig­he­der, etiske dilemmaer og direkte magtkampe om den legitime ret til at menings­fast­lægge defi­ni­tio­nen på god praksis i det daglige. Artiklen stiller spørgs­måls­tegn ved for­mål­stje­ne­ste­lig­he­den ved, at de tre fore­stil­lin­ger reelt kon­kur­re­rer om at definere etisk god praksis frem for at tale om, hvilke fordele og ulemper, der er forbundet med de for­skel­lige per­spek­ti­ver.

I Danmark såvel som i mange andre vestlige indu­stri­a­li­se­rede lande er psy­ki­a­trien, forstået som det medi­cin­ske sub­spe­ci­ale, i en grundlags- og legi­ti­mi­tetskrise, bl.a. fordi menings­fast­læg­gel­sen af de fler­ty­dige begreber ’psykisk lidelse’ og ‘nor­ma­li­tet’ og de deraf følgende fore­stil­lin­ger om god praksis er blevet til en regulær faglig kamp i det senere år (Morgan 2015; Oute og Ringer 2014). Et langt bredere og fler­fag­ligt udvalg af medi­cin­ske, huma­ni­sti­ske og sam­funds­fag­lige fag­grup­per som fx psy­ki­a­tere, pædagoger, sygeple­jer­sker, ergo­te­ra­pe­u­ter, soci­alp­sy­ko­lo­ger, fami­lie­te­ra­pe­u­ter og soci­al­rå­d­gi­vere kæmper nu om den legitime ret til endeligt at definere, om de styrende begreber, metoder og værdier for god praksis skal være medi­cin­ske, huma­ni­sti­ske og/eller sam­funds­fag­lige på det psykiske sund­heds­om­råde (cf. engelsk: ’the mental health field’). Kampen infor­me­res bl.a. af et øget fokus på virksomme og reelt hjælp­somme prak­sis­ser. FN’s nye politiske anbe­fa­lin­ger om at fokusere på at fremme psykisk sundhed og recovery fremfor en klinisk og medicinsk ori­en­te­ring mod symp­tom­be­hand­ling og regu­le­ring af psykisk syge udtrykker denne stigende inter­na­tio­nale aner­ken­delse af et mere fler­fag­ligt fokus på psykisk sundhed. Dette fokus på psykisk sundhed, fremfor på psykisk sygdom, ses som mere hjælpsomt fra et bru­ger­per­spek­tiv og bidrager i højere grad til, at mennesker med psykisk lidelse og rus­mid­del­pro­ble­mer får mulighed for at leve til­freds­stil­lende, værdige og menings­fulde liv på trods af deres til tider til­ba­ge­ven­dende problemer end det insti­tu­tio­na­li­se­rede medi­cin­ske blik gør (Karlsson og Borg 2013). På trods af disse inter­na­tio­nale udvik­lin­ger og synene på god praksis kan de seneste års kon­fron­ta­tio­ner mellem flere kon­kur­re­rende fore­stil­lin­ger om god praksis på det psykiske sund­heds­om­råde ses som udtryk for, at der fortsat er et pres­se­rende behov for både at modvirke den faglige ignorance, som indi­mel­lem gør sig gældende blandt fagfolk på området og anerkende gyl­dig­he­den af fler­fag­ligt sund­heds­ar­bejde, som kan komme brugere af psykiske sund­hed­s­tje­ne­ster og deres familier til gode. Den pro­blem­stil­ling kalder på nogle mere grund­læg­gende dis­kus­sio­ner af, hvilke men­ne­ske­syn, faglige redskaber, mål­sæt­nin­ger og værdier, der karak­te­ri­se­rer fore­stil­lin­gerne, og hvad der ken­de­teg­ner forholdet imellem dem. Artiklen har ikke til formål at give et udtøm­mende katalog over alle for­skel­lige fore­stil­lin­ger om god praksis på det psykiske sund­heds­om­råde. Artiklens analyser og dis­kus­sio­ner har derimod til formål at belyse nogle grund­læg­gende fore­stil­lin­ger, som ofte kon­tek­stu­a­li­se­rer faglige uenig­he­der, etiske dilemmaer og direkte magtkampe om den legitime ret til at menings­fast­lægge defi­ni­tio­nen på god praksis i det daglige. Med udgangs­punkt i egen og andres forskning sigter artiklen mod at ansku­e­lig­gøre tre udbredte fore­stil­lin­gers opfat­telse af psykisk lidelse og deres syn på god praksis ved at diskutere fore­stil­lin­ger­nes teo­re­ti­ske koblinger og til tider ens­ly­dende men­ne­ske­syn, mål, metoder og etiske værdier. Artiklen dis­ku­te­rer dernæst, hvordan forholdet mellem disse tre fore­stil­lin­ger kan effek­tu­ere nogle etiske problemer, som kan komme til syne i praksis.

Fore­stil­lin­ger­nes fremkomst i policy, offent­lige debatter og forskning

Kampene mellem de tre kon­kur­re­rende fore­stil­lin­ger om god praksis kommer både til syne i policy, offent­lige debatter og forskning.  I policy-doku­­men­ter kommer kampene til syne via bestræ­bel­ser på at gen­for­tolke og kolo­ni­a­li­se­rere begreber fra det psykiske sund­heds­om­råde som fx anti­stig­ma­ti­se­ring, bru­ger­ind­dra­gelse og recovery i lyset af den medi­cin­ske model og behand­lings­til­gang (McPherson og Oute 2020; Oute 2016). Offent­lige debatter stiller samtidig kampene til skue. I 2013 og 2014 fremkom kampene via sam­men­stød mellem professor og psykiater Poul Videbech og den viden­skabs­kri­ti­ske læge og (daværende) Cochrane-professor Peter Gøtzsche (Oute og Ringer 2014). Sam­men­stø­det tog udgangs­punkt i, at Gøtzsches forskning stillede spørgs­måls­tegn ved, om bio­me­di­ci­nens begreb om psykisk lidelse og dens stan­dar­di­se­rede afbe­nyt­telse af psy­ko­far­mako­lo­gi­ske inter­ven­tions­for­mer reelt kan betragtes som evi­dens­ba­se­rede, økonomisk for­nuf­tige, demo­kra­ti­ske eller/og etiske (Oute og Ringer, 2014). Efter måneders heftige debatter fik Videbech og hans fagfæller ree­tab­le­ret konsensus om at se bort fra kritikken af psy­ki­a­tri­ens syg­doms­be­greb og viden­ska­be­lig­hed ved aktivt at stemple Gøtzsches persona og forskning som ugyldig (Brinkmann og Petersen 2015; Oute og Ringer 2014). I 2015 debat­te­rede Dansk Psykolog Forenings forkvinde Eva Secher Matiasen og Videbech psy­ko­lo­gers ret til at stille psy­ki­a­tri­ske diagnoser, og satte herved spørgs­måls­tegn ved grænserne for psy­ki­a­te­res, psy­ko­lo­gers, sygeple­jer­skers og soci­al­pæ­da­go­gers faglighed og kom­pe­ten­cer på området. Til slut blev fokus igen drejet væk fra dis­kus­sio­nen om for­mål­stje­ne­ste­lig­he­den ved fler­fag­ligt sund­heds­ar­bejde ved at dele­gi­ti­mere kritikken og betegne Sechers persona som ’uden indsigt’.  I begyn­del­sen af 2019 løb en ny offentlig debat med titlen ”Skal psy­ki­a­trien primært være læge­vi­den­ska­be­lig?”  af stablen. Debattens til­ret­te­læg­gelse var eksem­pla­risk for særligt psy­ki­a­tri­ske lægers kamp om at definere synet på god praksis, idet lægen Andreas Hoff (som repræ­sen­tant for Dansk Psy­ki­a­trisk Selskab) og soci­alp­sy­ko­lo­gen Anders Thingmand hhv. debat­te­rede ud fra et prag­­ma­tisk-medicinsk og recovery-ori­en­te­ret ståsted. Hoff og flere andre medi­cin­ske repræ­sen­tan­ter fra publikum forsøgte løbende at under­kende, dele­gi­ti­mere (cf. ”ekstrem”) og håne (cf. ”bongo­trom­mer”) Thin­g­mands soci­alp­sy­ko­lo­gi­ske og recovery-ori­en­te­rede per­spek­ti­ver. Det udstil­lede både debat­tø­rer­nes indbyrdes kon­kur­ren­ce­for­hold, og hvordan de medi­cin­ske aktører i særlig grad benyttede sig af lat­ter­lig­gø­relse og benæg­telse af det kon­kur­re­rende per­spek­tivs til­ste­de­væ­relse, argu­men­ta­tion og gyldighed. I 2020 kunne man læse den ind­fly­del­ses­rige psykiater og professor Rosen­bergs kronik, som påbyder læseren at droppe fordomme og for­sim­plin­ger af psy­ki­a­trien, da han som psykiater føler sig krænket over det, han betegner som den antip­sy­ki­a­tri­ske lejrs unu­an­ce­rede, skråsikre og bed­re­vi­dende kritik. Rosen­bergs kræn­kel­ses­pa­rat­hed over den sam­funds­vi­densvi­den­ska­be­lige anfæg­telse af medi­ci­nens over­her­re­dømme på det psy­ki­a­tri­ske felt er bemær­kel­ses­vær­dig set i lyset af, at han i samme bevægelse ser helt bort fra den kritiske psy­ki­a­tri­forsk­nings omfat­tende bidrag til det erken­del­ses­te­o­re­ti­ske grundlag for psy­ki­a­tri­ske diagnoser og praksis. Som viden­skabs­mand ignorerer Rosenberg derved solid sam­funds­forsk­ning i psy­ki­a­tri­ske diag­no­sers histo­ri­ske og sam­funds­mæs­sige kon­sti­tu­tion, og hvordan klinisk-medicinsk kom­mu­ni­ka­tion, brugen af diagnoser og selve feltets orga­ni­se­ring subor­di­ne­rer og eks­klu­de­rer andre fag­grup­per, pårørende og brugere af systemets services (Busfield 2011; Brinkmann og Petersen 2016; Sandbjerg Hansen, Langager og Øster 2017). 

De retoriske greb, som oven­stå­ende debatter og indlæg har repeteret, fremviser altså de former for stra­te­gisk ignorance, der ofte gør sig gældende i dis­kus­sio­ner om psy­ki­a­trisk behand­ling. Disse former for ignorance omfatter adfærd, hvor aktører stra­te­gisk ignorerer kon­kur­re­rende per­spek­ti­ver, sociale kends­ger­nin­ger og eksi­ste­rende viden om psy­ki­a­tri­ens erken­del­ses­te­o­re­ti­ske grundlag for at få sit argument til at fremstå med autoritet (McPherson et al. 2018). De medi­cin­ske repræ­sen­tan­ters hyppige brug af stra­te­gisk ignorance er kendt for at bidrage til at opret­holde deres faglige over­her­re­dømme og under­ordne andre, særligt brugeres, sam­funds­vi­den­ska­be­lige, soci­alp­sy­ko­lo­gi­ske og pæda­go­gi­ske, per­spek­ti­ver på god praksis (McPherson et al. 2018). I kom­bi­na­tion med begrebs-kolo­­ni­a­li­­se­ring, offer-retorik, hån og de-legi­ti­­me­ring af kon­kur­re­rende per­spek­ti­ver ignoreres riva­li­se­rende per­spek­ti­ver stra­te­gisk ved netop at lukke øjnene for psy­ki­a­tri­ske diag­no­sers histo­ri­ske og ide­o­lo­gi­ske rødder, diag­no­sers tætte for­bin­del­ser til den medi­cin­ske industri og generelle sam­funds­ud­vik­ling. Ligeledes benægtes patient-begrebets under­tryk­kende kraft og poten­ti­ale til at pri­vil­e­gere medi­cin­ske pro­fes­sio­nel­les status og legi­ti­mi­tet til at træffe beslut­nin­ger over brugeres og pårø­ren­des liv uden reelt at anerkende andre per­spek­ti­ver på den hjælp, der skal leveres (Busfield 2011; Brinkmann og Petersen 2016; Ljungberg, Denhov, & Topor, 2016; Sandbjerg Hansen, Langager og Øster 2017).

Artiklens pro­blem­stil­lin­gen henviser således ikke bare til, at de for­skel­lige fore­stil­lin­ger om god praksis repræ­sen­te­rer per­spek­tiv­for­skel­lige og faglig uenighed, men at særligt medi­cin­ske fagfolk stra­te­gisk ignorerer kon­kur­re­rende per­spek­ti­ver, kends­ger­nin­ger og indsigter, som i lyset af FN’s nye anbe­fa­lin­ger om fremme brugeres og pårø­ren­des psykiske sundhed kan modvirke virksomme og hjælp­somme prak­sis­ser. Disse former for ignorance under­stre­ges af, at de oven­stå­ende danske debatter og dis­kus­sio­ner samtidig karak­te­ri­se­res af et bemær­kel­ses­vær­digt fravær af kritiske bru­ger­per­spek­ti­ver og til dels omsorgs-faglige stemmer fra sygeplejen og pæda­go­gik­ken.

De oven­nævnte dis­kus­sio­ner lyder også som et ekko af tidligere forskning. Flere studier har via for­skel­lige ana­ly­ti­ske foki på stemmer, ide­o­lo­gier, diskurser, ratio­na­ler eller logikker fre­m­a­na­ly­se­ret betyd­nin­gerne af en række beslæg­tede, men ofte kon­kur­re­rende, fore­stil­lin­ger (cf. Oeye et al. 2009; Glasdam og Oute 2018; Lehn-Chri­sti­an­­sen og Holen, 2019; Oute 2017; Rose 2019), som nationalt og inter­na­tio­nalt har gjort sig gældende i de sidste tre årtier (Oute 2016). Speeds (2005) dis­kur­s­a­na­ly­ser af, hvordan ser­vi­ce­bru­ge­ren frem­stil­les som en patient, en forbruger eller en psykiatri-overlever i Stor­bri­tan­nien dannede fx baggrund for en senere analyse af, hvordan begre­berne ’recovery’ og ’resiliens’ fungerer som sty­rings­tek­no­lo­gier, der infor­me­res af neoli­be­ral og indi­vi­du­a­li­stisk ideologi (Harper og Speed, 2012). I lighed hermed frem­hæ­vede danske analyser, hvordan en klassisk bio­me­di­cinsk, en for­nufts­o­ri­en­te­ret og neoli­be­ral samt en kritisk-radikal stemme kæmpede om at opnå legi­ti­mi­te­ten til endeligt at definere psykisk lidelse og nor­ma­li­tet i Danmark (Oute og Ringer, 2014). I samme periode iden­ti­fi­ce­rede Øye og kolleger (2009), Oute (2017) og Oute og Bjerge (2017) en særlig mater­na­li­stisk diskurs blandt psy­ki­a­tri­ens semi­pro­fes­sio­nelle, fx pædagoger og sygeple­jer­sker. Studierne viste, hvordan den bidrog til opret­hol­delse af en femi­ni­se­ret pro­fes­sions­i­den­ti­tet og øget defi­ni­tions­magt set i forhold til læge­stan­den, øget infan­ti­li­se­ring og umyn­dig­gø­relse af maskuli­ni­se­rede patient-subjekter og aktiv eks­klu­sion af ”besvær­lige” patienter, der modtog eller ønskede at modtage behand­ling­sy­del­ser i voksen-psy­ki­a­trien (Oute, Tondora og Glasdam 2018). Til sammen ræson­ne­rer disse politisk-medi­cin­­ske, kønnede og kritisk-radikale diskurser med senere analyser af ide­o­lo­gier og logikker fra beslæg­tede felter. Disse fore­stil­lin­ger, og særligt forholdet mellem den medicinsk-politiske og den kritisk-radikale, blev tema­ti­se­ret og drøftet på tværs af artik­lerne om fx almin­de­lig­he­dens betydning, recovery-ori­en­te­rin­­gens vilkår, mulig­he­der og arenaer og psy­ki­a­tri­ens arki­tek­to­ni­ske indret­ning, der udkom i Dansk pæda­go­gisk Tids­skrifts tema­num­mer om ’Gal Pædagogik’ (Sandbjerg Hansen, Langager og Øster 2017). Samme år pegede Tangvald-Pedersen og Bongaardt (2017) også på, hvordan synet på brugeres del­ta­gelse enten infor­me­res af en liberal, eman­ci­pa­to­risk eller en omsorgs-ori­en­te­ret ideologi i Norge, mens Lehn-Chri­sti­an­­sen og Holen (2019) viste, hvordan uddannelses‑, pro­­duk­tions- og rela­tio­nelle omsorgslo­gik­ker er styrende for sygeple­jer­skers og stu­de­ren­des praksis.

Metode

Artiklens analyser lægger sig i for­læn­gelse af den pædagogiske‑, medi­cin­­ske- og vel­færds­po­li­ti­ske sociologi og antro­po­logi, hvor post­marxi­sti­ske analyser og dis­kus­sio­ner af kob­lin­gerne mellem de for­skel­lige men­ne­ske­syn, metoder og vær­disty­rede mål­sæt­nin­ger har udgjort et centralt objekt for forsk­nin­gen (Kryger, Milner, & Krejsler, 2005; Mol, 2008; Shore,Wright and Però, 2011). For at indkredse disse koblinger bruger vi det ana­ly­ti­ske begreb fore­stil­ling som et andet ord for diskurs, stemme, rationale, logik eller for­stå­else af god praksis. Begrebet bruges til at analysere hver af de tre fore­stil­lin­gers klas­si­fi­ka­tio­ner af problemet, deres måder at ret­fær­dig­gøre indsatsen etisk og til at indkredse deres fore­trukne arbejds­me­to­der, faglige redskaber og tilgange. Artiklen zoomer derved ind på fore­stil­lin­ger­nes syn på, hvad psykisk lidelse er (klas­si­fi­ka­tio­nen), hvordan lidelsen skal afhjælpes (metoder og faglige redskaber) og deres værdistyrede/etiske begrun­del­ser for, hvorfor den pro­ble­ma­ti­ske tilstand skal fixes (legi­ti­me­rin­gen) (Shore, Wright og Però, 2011).

Artiklen bygger ikke på et nyt og enkelt­stå­ende forsk­nings­ar­bejde men tager empirisk set udgangs­punkt i den ovenfor beskrevne forsk­nings­lit­te­ra­tur fra det psykiske sund­heds­om­råde, som består af tidligere kva­li­ta­tive studier og analyser af de politisk-bio­­me­­di­cin­­ske, kønnede og kritisk-radikale fore­stil­lin­gers for­skel­lige men­ne­ske­syn, metoder, og værdier. Metodisk set er der ikke er tale om et syste­ma­tisk lit­te­ra­tur­re­view, men en analyse, der under­sø­ger og dis­ku­te­rer de fore­stil­lin­ger om god faglighed og praksis, som er frem­kom­met i tidligere under­sø­gel­ser og analyser. Vi udvalgte og inklu­de­rede egen forskning og sup­ple­rede med andres eksem­pla­ri­ske studier og tekster, som har ana­ly­se­ret og dis­ku­te­ret de tre faglige fore­stil­lin­ger, som gør sig gældende på tværs af behand­lings­til­bud og reha­bi­li­te­rende indsatser i det regionale og kommunale system i Skan­di­navien (cf. Oeye et al. 2009; Glasdam og Oute 2018; Oute 2017). I den forstand bygger artiklen på data, analyser og teorier, som er opbygget på baggrund af moral­fi­lo­so­fi­ske analyser, socio­lo­gi­ske studier, ide­o­lo­gik­ri­ti­ske bidrag, etno­gra­fi­ske fel­t­ar­bej­der (feltnoter, billeder), kva­li­ta­tive inter­views med brugere, pårørende og pro­fes­sio­nelle og vej­le­dende doku­men­ter (lærebøger og policy-doku­­men­ter). Fra det udgangs­punkt udfolder vi, hvordan grund­læg­gende men­ne­ske­syn, værdier og arbejds­me­to­der kommer til udtryk via nogle kon­cep­tu­elt over­lap­pende fore­stil­lin­ger om god praksis (cf. Oute og Ringer, 2014; Speed, 2005).

Den psy­kopo­li­ti­ske, køns­po­li­ti­ske og radikale fore­stil­ling

Lit­te­ra­tu­ren, vi har ana­ly­se­ret, sig­na­le­rer tre for­skel­lige fore­stil­lin­ger, som vi kalder, en psy­kopo­li­tisk, en køns­po­li­tisk og en radikal fore­stil­ling om god praksis. De adskiller sig væsent­ligt fra hinanden, selvom der samtidig er overlap imellem deres teo­re­ti­ske og kul­tu­relle grund­an­ta­gel­ser.

Den psy­kopo­li­ti­ske fore­stil­ling

Valget om at betegne denne fore­stil­ling som psy­kopo­li­tisk bygger på, at der i lit­te­ra­tu­ren bruges flere beslæg­tede begreber og måder at tale om fore­stil­lin­gen. Med reference til Foucaults magt- og sty­rings­be­greb karak­te­ri­se­rer den britiske sociolog og psykolog Rose (1999, 2019) lignende ratio­na­ler som bio-politiske. I lighed hermed har andre studier af psyko-ide­o­lo­­gi­­ske diskurser (Oute et al 2015) og psyko-politik (Thomas 2016) demon­stre­ret fore­stil­lin­gens fremkomst på tværs af det psykiske sund­heds­om­råde. Den bygger på et tids­ty­pisk men­ne­ske­syn, som kom­bi­ne­rer en pato­lo­gisk for­stå­else af psykisk lidelse fra den bio­lo­gi­ske psykiatri med neoli­be­rale og indi­vi­du­a­li­sti­ske idealer for, hvad en god sam­funds­bor­ger er (Rose 1999; Thomas 2016). Denne subtile kobling mellem (natur)videnskab og politik har flere effekter. Dels skjuler den læge­stan­dens grund­læg­gende ide­o­lo­gi­ske blik på forholdet mellem menneske og helbred og pri­vil­e­ge­rer samtidig lægers eks­per­tise og myndighed til at prak­ti­sere for­myn­de­risk i statens tjeneste (fx at bruge tvangs­be­hand­ling). Dels kan fore­stil­lin­gen siges at have bidraget til øget psy­ki­a­tri­se­ring (Rose 2019). Psy­ki­a­tri­se­ring henviser til en kultur, hvor den psy­ki­a­tri­ske diagnose og den diag­no­sti­ske sprogbrug ofte bliver anvendt på tværs af både statens og sam­fun­dets øvrige sociale insti­tu­tio­ner som skolen eller familien som en meta-for­kla­ring på en række udfor­drin­ger, mennesker og pro­fes­sio­nelle møder til daglig (cf. Brinkmann 2010). Endelig danner fore­stil­lin­gen baggrund for nogle nye former for styring og social kontrol af sam­fun­dets udsatte og økonomisk risikable grupper ved at etablere en kulturel selv­føl­ge­lig opfat­telse af, at diag­no­sti­ce­rede mennesker og deres pårø­ren­des, og ikke staten, må forene sig med at skulle bære ansvaret for den enkeltes mentale sundhed (Glasdam og Oute 2018; Harper og Speed 2012).

Fore­stil­lin­gen kan iden­ti­fi­ce­res mange steder. Dels ses den i mange nationale, regionale og kommunale poli­tik­ker, vej­led­nin­ger og anbe­fa­lin­ger, som danner ramme for arbejdet i såvel som uden for det psykiske sund­heds­om­råde (cf. Oute 2016). Dels kan den ofte spores blandt psy­ki­a­tere, læger, udvik­lings- og kva­li­tets­o­ri­en­te­rede pro­fes­sio­nelle, kliniske forskere og stu­de­rende inden for fag som medicin, klinisk psykologi, neu­ro­pæ­­da­­go­­gik- og psykologi og pro­fes­sions­ud­dan­nel­ser i sygepleje, pædagogik, fysi­o­te­rapi og ergo­te­rapi (Oute 2017).

Fore­stil­lin­gens essen­ti­a­lis­ti­ske men­ne­ske­syn omfatter forenklet sagt, at mennesket og dets adfærd, tænkning, følel­ses­liv og oplevelse af verden deter­mi­ne­res af en psyki(atri)sk tilstand, som grund­læg­gende skyldes mangler (deficits) i personens hjer­ne­kemi eller kognitive egen­ska­ber. Koblingen mellem (natur)videnskab og politik effek­tu­e­rer imid­ler­tid et service-bruger-subjekt, der ken­de­teg­nes af nogle mangler (deficits), svagheder eller sår­bar­he­der, som samtidig har poten­ti­ale til at blive til styrker eller res­sour­cer for staten (Harper og Speed 2012). I mod­sæt­ning til at ’være skizofren’, ses psykisk lidelse såsom fx skizof­reni, depres­sion eller bipolar lidelse i mod­sæt­ning til tidligere som noget personen ’har’. Syg­domstil­stan­den betragtes dermed ikke som hele sub­jek­tets identitet, men tilslører kun periodisk, hvem og hvad ved­kom­mende også kan være (Speed 2005; Oute og Ringer 2014). I den forstand er der ikke tale om et deter­mi­ni­stisk men­ne­ske­syn og absolut syg­doms­be­greb, da den diag­no­sti­ce­rede person kan forventes at tage ansvar for sin egen mentale sundhed. For­an­drin­gen af ved­kom­men­des tilstand og mangler afhænger derfor af, om og hvordan ved­kom­mende tager aktiv del i at tage ansvar for at moni­to­rere, forebygge og regulere sin egen sundhed og (pato­lo­gi­ske) tilstand (Oute 2016). Fore­stil­lin­gens faglige metode er karak­te­ri­stisk for en neoli­be­ral afart af det tra­di­tio­nelle medi­cin­ske blik på psykisk lidelse (Glasdam og Oute 2018; Harper og Speed 2012; Speed 2005), fordi det tra­di­tio­nelle, for­myn­de­ri­ske blik på psykisk lidelse kom­bi­ne­res med mar­keds­o­ri­en­te­rede og neoli­be­rale idealer for, at personen og dens pårørende må være selvsansvar­lige, agile, omstil­lings­pa­rate og omkost­nings­ef­fek­tive (Glasdam og Oute 2018).

Ofte kommer det til syne gennem fokus på per­son­cen­tre­rede eller indi­vi­du­a­li­se­rede behand­lings­for­mer, fx via slogans som ’patienten skal i centrum’ (Oute et al. 2015; Oute 2016). Som sådan er det logisk at benytte indi­vi­du­a­li­se­rede metoder som fx kognitive tilgange eller mind­ful­ness eller indi­vi­d­o­ri­en­te­rede stra­te­gier som patient- og pårø­ren­de­ind­dra­gelse, ’shared decision-making’, moti­ve­rende samtaler, aner­ken­delse (fx ’appre­ci­a­tive inquiry’), psy­ko­e­duka­tive tiltag, patient-kon­trak­ter og/eller telep­sy­ki­a­tri­ske løsninger (fx smart apps til selv-moni­to­re­ring) (Oute 2016). Det indebærer også, at pro­fes­sio­nelle gennem disse former pseudo-del­ag­tig­hed over­dra­ger ansvaret for hånd­te­ring af personens kognitive udfor­drin­ger, fore­byg­gelse af syg­domstil­stan­den og behand­ling til den diag­no­sti­ce­rede person og dennes pårørende, men uden at afgive retten til bedst at kunne vurdere personens tilstand og behand­lings­be­hov (Glasdam og Oute 2018). Det er derfor både en metode og en mål­sæt­ning, at den diag­no­sti­ce­rede person og dennes pårørende lærer at moni­to­rere og vurdere den diag­no­sti­ce­rede persons medi­ci­nind­tag­ning, syg­domstil­stand og kognitive formåen i hverdagen og sam­ar­bejde med pro­fes­sio­nelle fremfor at komme (fysisk) ind i vel­færds­sy­ste­met. Et eksempel på denne mar­keds­o­ri­en­te­rede mål­sæt­ning lyder, at manglende ind­dra­gelse og del­ta­gelse af patienten og dennes pårørende kan ’koste for den enkelte og/eller samfundet’ (Oute 2016; Oute et al. 2015).

Målet er således at sikre, at personen generelt skal lære selv at vælge en sundere livsstil for at reducere sin per­son­lige lidelse og for ikke at belaste vel­færds­sy­ste­mets kapacitet (Oute 2016; Oute et al. 2015). Hermed legi­ti­me­res og styres fore­stil­lin­gen af somatisk etik og nytteetik. Under beteg­nel­ser som fx ”sunddom” (at blive dømt til sundhed), henviser en sådan somatisk etik til læren om de normer og værdier for, hvordan moderne sam­funds­bor­gere bør forvalte deres livs­fø­relse på måder, som konstant optimerer ved­kom­men­des kropslige sundhed, fordi sundheden i dette per­spek­tiv betragtes som måle­stok­ken for det gode eller suc­ces­fulde liv i det 21. århund­rede. I sund­he­dens navn dømmes personer med psykiske sund­heds­pro­ble­mer således til at skulle tage ansvar for at blive sunde igen. Mål­sæt­nin­gen om at få den enkelte til at bære ansvaret for at reducere sin egen lidelse og mindske byrden på vel­færds­sta­tens hjæl­pe­ap­pa­rat styres derfor også af nyt­te­e­tisk tænkning. Det hænger sammen med, at nytteetik handler om, at det betragtes som moralsk, når en handling får den kon­se­kvens, at det størst mulige antal mennesker kan få størst mulig nytte af den (Brinkmann 2010; Nielsen 2016: Rose 1999).

Den køns­po­li­ti­ske fore­stil­ling

Med udgangs­punkt i begreber og talemåder fra den ana­ly­se­rede lit­te­ra­tur betegner vi denne fore­stil­ling som den køns­po­li­ti­ske. På den ene side tales der dels om en rela­tio­nel omsorgslo­gik (Lehn-Chri­sti­an­­sen og Holen, 2019) og dels om en femi­ni­se­ret og omsorgs-ori­en­te­ret ideologi eller diskurs (Oute 2017; Tangvald-Pedersen og Bongaardt 2017) i lit­te­ra­tu­ren. På den anden side begrundes beteg­nel­sen køns­po­li­tisk af, at fore­stil­lin­gen står i et kon­kur­ren­ce­for­hold til den psy­kopo­li­ti­ske fore­stil­ling. Dette må forstås i lyset af, at fore­stil­lin­gens hjælper-subjekt historisk set har en lavere fag­hie­rar­kisk position set i forhold til læge-subjektet prestige, pater­na­li­sti­ske ori­en­te­ring og eks­per­trolle i det psy­ki­a­tri­ske felt (Oeye et al. 2009; Oute 2017). Som respons herpå forsøgte nogle ide­o­lo­gik­ri­ti­ske og moral­fi­lo­so­fi­ske tænkere inden for omsorgs­fa­gene (fx de såkaldte sygepleje-teo­­re­ti­kere) at etablere en ny grund­lagstænk­ning, der både kunne under­støtte til­bli­vel­sen af en stærk pro­fes­sions­i­den­ti­tet og fagets aner­ken­delse og legi­ti­mi­tet (Andersen et al. 2016; Martinsen 2005; Oute 2017). Derfor betegner vi fore­stil­lin­gen som køns­po­li­tisk, fordi den forsøger at arti­ku­lere omsorgs­fa­gene som et selv­stæn­digt pro­fes­sions­om­råde med omsorgen som særegent gen­stands­felt, der distinkt adskiller sig fra lægefaget og til­stø­de­nde medi­cin­ske disci­pli­ner (Andersen et al. 2016; Beedholm 2003; Martinsen 2005; Oute 2017). Det køns­po­li­ti­ske ligger samtidig i, at fore­stil­lin­gen bl.a. knytter an til stand­punkt­s­fe­mi­ni­stisk tænkning (cf. stand­­punkts-teori) (Alvesson og Billing, 2009). Mens den psy­kopo­li­ti­ske fore­stil­ling karak­te­ri­se­res af fader­lig­hed (jf. pater­na­lisme) og maskuli­ni­tet, tog omsorgs­fa­gene, der kvan­ti­ta­tivt set er de største fag på det psykiske sund­heds­om­råde, det modsatte stand­punkt. I den forstand karak­te­ri­se­res den køns­po­li­ti­ske fore­stil­ling af stand­punkt­s­fe­mi­ni­stisk tænkning og idealer om moderlig omsorg, natur­lig­hed, intuition, holisme og femi­ni­ni­tet. Til­bli­vel­sen af denne kønnede pro­fes­sions­i­den­ti­tet har banet vejen for et aner­ken­del­ses­mæs­sigt paradoks, da fore­stil­lin­gens repræ­sen­tan­ter ofte direkte afviser at basere praksis på den autoritet og legi­ti­mi­tet, som rationel, akademisk og (natur)videnskabelig viden tra­di­tio­nelt set har givet til og i faget (Alvesson og Billing, 2009; Beedholm 2003; Oute 2017).

Fore­stil­lin­gen kan iden­ti­fi­ce­res mange steder, fordi den knytter sig til omsorgs­fa­ge­nes interne pro­fes­sions­i­den­ti­tet (Scheel 2013). Dels kan den iden­ti­fi­ce­res i fag­po­li­ti­ske tekster (Oute 2017), herunder i tone­an­gi­vende, psy­ki­a­tri­ske lærebøger (Strand 1994; Hum­mel­voll 2006) og i de såkaldte omsorgs­fi­lo­so­fier (Martinsen 2005, 2010). Dels gør den sig ofte gældende blandt pædagoger, psy­ki­a­tri­ske sygeple­jer­sker, soci­alp­sy­ko­lo­ger, psy­ki­a­tere, fami­lie­te­ra­pe­u­ter, mil­jøte­ra­pe­u­ter, social- og sund­heds­as­si­sten­ter og plejere i praksis, både kommunalt på sociale botilbud og regionalt (Eldal et al. 2019; Oeye et al. 2009; Oute, 2017).    

Men­ne­ske­sy­net betinges af, at den pro­fes­sio­nelle ses som en ind­fø­lende og domi­ne­rende (hege­mo­nisk) moder­skik­kelse; en såkaldt ”Hegemor” (Oute 2017). I forhold til det pater­na­li­sti­ske læge-subjekt, er det mater­na­li­sti­ske pro­­fes­sions-subjekt i omsorgs­fa­gene ken­de­teg­net af ideen om en auto­ri­ta­tiv, varm, intuitiv moder­skik­kelse med medfødt empati med og evne til at beskytte nød­li­dende og svagelige mennesker (Hansen og Randwijk 2013). I den forstand tager fore­stil­lin­gen, logisk set, udgangs­punkt i et bar­n­ag­tig­gø­rende (infan­ti­li­se­rende) syn på personer med psykisk lidelse. Det udtrykkes ved at frem­stille personer med psykisk lidelse som svage (eller jeg-svage eller ego-svage). Det indebærer, at den svage person, i mod­sæt­ning til den pro­fes­sio­nel­les naturlige indsigt (cf. ”mer­for­stå­else”), moder­lig­hed og kontrol, frem­stil­les som en utæmmet og barnagtig person, der mangler den pro­fes­sio­nel­les styrke, regu­le­ring, grænser og indsigt i sine egne problemer og sans for rea­li­terne (Oeye et al. 2009; Oute og Bjerge 2017). Fore­stil­lin­gens stand­punkt, dets men­ne­ske­syn og mangel på spe­ci­fi­ci­tet gør det samtidig muligt for pro­fes­sio­nelle at træffe vid­løf­tige vur­de­rin­ger af, at diag­no­sti­ce­rede personers problemer og behov skyldes ”jeg-svaghed” uden at henvise til viden­ska­be­lige eller ratio­nelle argu­men­ter (Oute 2017).

Arbejds­me­to­derne er derfor ofte også uspe­ci­fikke, hvorfor det metodiske princip i fore­stil­lin­gen kan betegnes som eklektisk holisme, som fratager den pro­fes­sio­nelle kravet om at redegøre konkret for den ofte manglende sam­men­hæng imellem per­spek­ti­ver på psykisk lidelse og arbejds­me­to­derne (Andersen et al. 2016; Hansen og Randwijk 2013; Oeye et al. 2009). Det betyder, at der, i denne fore­stil­ling, kan iden­ti­fi­ce­res til­bø­je­lig­hed til at lade praksis hvile på ukon­tek­stu­a­li­se­rede dele af tera­pe­u­ti­ske (fx psy­ko­dy­na­mi­ske, eksi­sten­ti­elle og for­myn­de­ri­ske) per­spek­ti­ver og metoder. Det kan fx være ideen om, at pro­fes­sio­nel­les blotte til­ste­de­væ­relse kan ses som en grundsten i for­an­drin­gen af den diag­no­sti­ce­rede person (Oeye et al. 2009; Oute 2017). Fore­stil­lin­gen knytter derfor an til, at der ofte benyttes bredspek­t­re­rede metoder som jeg-styrkende prin­cip­per, der eksplicit fokuserer på opdra­gelse af den bar­n­ag­tig­gjorte patient såvel som kon­trol­le­rende tiltag såsom beskyt­telse, græn­se­sæt­ning og rea­li­tetskor­ri­ge­ring (Hansen og Randwijk 2013; Oeye et al. 2009; Oute 2017). Det metodiske princip kom­bi­ne­rer de pater­na­li­sti­ske og huma­ni­se­rende elementer, som er karak­te­ri­sti­ske for det moral­fi­lo­sof­fen og omsorgste­o­re­ti­ke­ren Martinsen betegner som svag pater­na­lisme (Martinsen 1995). Det hænger sammen med, at det stand­punkt­ste­o­re­ti­ske ståsted ikke infor­me­rer et brud med pater­na­lisme og autoritet, men implicit lægger sig i for­læn­gelse af en pater­na­li­stisk tænkning. Under dække af gen­si­dig­hed, næstekær­lig­hed, empati og omsorg erstattes medi­ci­nens pater­na­lisme derimod med en fløjls­blød, subtil og rela­tio­nel form for pater­na­lisme, som udtrykkes via krav til diag­no­sti­ce­rede personer om at skulle under­ka­ste sig rela­tio­nen til de pro­fes­sio­nelle og deres næstekær­lige, men på samme tid kon­trol­le­rende, hand­lin­ger (Oute 2017).

I den forstand kan man sige, at den køns­po­li­ti­ske fore­stil­ling styres af en mål­sæt­ning, som infor­me­res af kristen omsorgse­tik. Den hviler på en nærheds- eller rela­tions­e­tik, der ser patient-autonomi som central, men samtidig betoner den, at god praksis må fokusere på og afhænge af rela­tio­nen mellem pro­fes­sio­nel og patient (Birkler 2009; Lomborg 1997; Oute 2017). Det kommer til syne via fore­stil­lin­gens infan­ti­li­se­rende men­ne­ske­syn og følgende betoning af metodiske stra­te­gier, som ved hjælp af rela­tio­nen mellem omsorgs-pro­­fes­sio­­nel og patient tager sigte mod at forandre og opdrage ved­kom­mende med henblik på, at han/hun kan blive en god, stærkere, modnet, vel­re­gu­le­ret, livs­du­e­lig og myndig person med den rette vir­ke­lig­heds­op­fat­telse, set i den omsorgs­pro­fes­sio­nel­les øjne (Oeye et al. 2009; Oute og Bjerge 2017).

Den radikale fore­stil­ling

Valget om at betegne fore­stil­lin­gen som den radikale bygger på, at den i lit­te­ra­tu­ren karak­te­ri­se­res som eman­ci­pa­to­risk (Tangvald-Pedersen og Bongaardt 2017) og gale‑, recovery- eller psy­ko­so­ci­alt ori­en­te­ret (Sandbjerg Hansen, Langager og Øster 2017). Beteg­nel­sen radikal begrundes af, at den repræ­sen­te­rer en huma­ni­stisk og socialt ori­en­te­ret antidot til den psy­kopo­li­ti­ske og køns­po­li­ti­ske fore­stil­lings hhv. indi­vi­du­a­li­sti­ske og ansvar­lig­gø­rende og infan­ti­li­se­rende og umyn­dig­gø­rende men­ne­ske­syn (Harper og Speed 2012; Oute 2017). Set i lyset af hhv. den psy­kopo­li­ti­ske og køns­po­li­ti­ske fore­stil­ling, ligger det radikale i forsøget på at etablere et ikke-pato­lo­­gi­­se­­nede og myn­dig­gø­rende alter­na­tiv til, at mennesker med psykiske problemer såvel som andre socialt mar­gi­na­li­se­rede mennesker (fx arbejds­løse personer med eller uden stofbrug) kan leve menings­fulde og værdige liv i deres lokal­miljø (Karlsson og Borg, 2017). Fore­stil­lin­gen læner sig tungt op ad begreber som psy­ko­so­cial reha­bi­li­te­ring, sund­heds­fremme og empower­ment, og den infor­me­res af systemisk tænkning, soci­alp­sy­ko­lo­gi­ske per­spek­ti­ver og demo­kra­ti­ske idealer fra den såkaldte recovery-ori­en­te­ring (Borg, Karlsson, Sten­ham­mer, & Møller, 2014; Karlsson og Borg, 2017). Den danske over­sæt­telse af recovery til det ’at komme sig’ (på linje med flere andre skan­di­na­vi­ske ord som mestring eller bedring) indfanger kun i ringe grad begrebets anglo-ame­ri­kan­­ske ordlyd og indhold. En mere ret­vi­sende skan­di­na­visk defi­ni­tion af recovery kan lyde som “det arbeidet personen gjør alene og sammen med andre for å oppleve og skape mening i eget liv.” (Karlsson og Borg 2017: 11). I den forstand har den radikale fore­stil­ling både indi­vi­du­elle og sociale dimen­sio­ner. Fore­stil­lin­gen vedrører dels brugerens agency, hand­le­kom­pe­tence, per­son­lige erfa­rin­ger og per­spek­ti­ver og er dels er den stærkt præget af borger- og men­ne­ske­ret­tig­heds­be­væ­gel­sen, de-insti­tu­tio­­na­li­­se­rings­­­be­væ­­gel­­sen, et fokus på anti­stig­ma­ti­se­ring, tænkning fra afvi­gel­ses­so­cio­lo­gien og de race‑, klasse- og lige­stil­lings­kampe, som inter­na­tio­nalt set er blevet ført siden 1950’erne (Karlsson og Borg 2017; Rowe, Lawless, Thomsen, og Davidson, 2011).

I Norden repræ­sen­te­res fore­stil­lin­gen af for­skel­lige aktører, som fagligt og orga­ni­sa­to­risk set er placeret vidt for­skel­ligt. Dels findes den blandt aktører fra kritiske bru­ger­be­væ­gel­ser som fx Lands­for­e­nin­gen af nuværende og tidligere psy­ki­a­tri­bru­gere (LAP) og faglige selskaber som Dansk Selskab for Psy­ko­so­cial Reha­bi­li­te­ring og Nasjonalt kom­pe­ten­ce­sen­ter for psykisk hel­se­ar­beid (NAPHA) i Norge. Dels findes den hos viden­ska­be­lige aktører som pæda­­go­­gi­­ske- sundheds- og sam­funds­vi­den­ska­be­lige forskere og endelig for­skel­lige soci­alp­sy­ki­a­tri­ske aktører som fx brugere og ansatte på de danske bosteder Orion eller Slotsvæn­get, herunder også soci­al­sy­geple­jer­sker, gade­plansteams og pro­fes­sio­nelle i lokalp­sy­ki­a­trien m.v. (Oute 2016).

Men­ne­ske­sy­net i den radikale fore­stil­ling kan siges at hvile på det ideal, at personen med psykiske problemer kan betragtes som et autonomt og myndigt menneske, der sidder ”i fører­sæ­det” i forhold til at gene­tab­lere et menings­fuldt og til­freds­stil­lende liv i sit lokal­sam­fund trods psykiske og stof­re­la­te­rede problemer (Karlsson 2016; Karlsson og Borg 2013; 2017). Samtidig hviler men­ne­ske­sy­net på, at denne proces ikke foregår i et socialt vakuum, men betinges af sociale forhold, herunder hvordan ved­kom­men­des pårørende/familie, sociale netværk i lokal­mil­jøet og pro­fes­sio­nelle i hjæl­pe­ap­pa­ra­tet kan bidrage til at fremme eller til tider modvirke for­an­drin­gerne. Men­ne­ske­sy­net i den radikale fore­stil­ling bygger derfor på tre centrale præmisser: 1) At det diag­no­sti­ce­rede menneske er den centrale aktør i processen om at komme til at leve et menings­fuldt og til­freds­stil­lende liv. 2) At det diag­no­sti­ce­rede menneske må inklu­de­res og deltage i lokal­sam­fun­det, familien og arbejds­li­vet. 3) At borger- og men­ne­ske­ret­tig­he­der kan bidrage til at udjævne de ulig­heds­ska­bende struk­tu­rer i samfundet, som både kan være med til øge mar­gi­na­li­se­ring og psykisk lidelse og kan gøre det van­ske­li­gere at leve et godt og for den enkelte menings­fuldt liv med psykisk lidelse og/eller stof­pro­ble­mer (Karlsson og Borg 2013, 2017).

Fore­stil­lin­gens over­ord­nede metodiske princip centrerer sig om at påvirke og under­støtte de mange for­skel­lige typer af faktorer, som fremmer diag­no­sti­ce­rede men­ne­skers proces med at komme sig (Karlsson og Borg 2013, 2017). Støtten tænkes både på det per­son­lige niveau og på inter­­­per­so­­nelt- og system­ni­veau. På indi­vid­ni­veau stiles der imod, at pro­fes­sio­nel­les, pårø­ren­des eller fri­vil­li­ges hjælp og støtte per­son­cen­tre­res og lægges til rette for det enkelte menneske, ikke som klient eller patient i systemet. På inter­per­so­nelt niveau er det samtidig en mål­sæt­ning at hindre diskri­mi­na­tion og modvirke stigma i relation til pro­fes­sio­nelle, pårørende og kolleger etc., mens der på system­ni­veau stiles mod at mindske systemisk diskri­mi­na­tion og mod at bedre at kunne navigere i og mellem frag­men­te­rede vel­færds­sy­ste­mer (fx psy­ki­a­trien, stof­be­hand­ling og jobcentre) (Ness et al. 2014; Hansen og Bjerge 2017; Ruysscher et al. 2017). Det indebærer opfat­tel­sen af, at rela­tio­ner til pro­fes­sio­nelle eller pårørende både kan virke fremmende og hæmmende for recovery, mens kom­bi­na­tio­nen af stig­ma­ti­se­ring og begrænset adgang til de uko­or­di­ne­rede hjæl­pe­sy­ste­mer (fx job­cen­trene, stof­be­hand­lin­gen og psy­ki­a­tri­ske behand­ling­s­am­bu­la­to­rier), og syste­mer­nes ofte dårlige evne til at levere god ’timet’ hjælp kan begrænse adgang til arbejds­mar­ke­det og derved hæmme processen hen imod et menings­fuldt (arbejds)liv. De pro­fes­sio­nel­les primære arbejds­om­råde er at hjælpe ved­kom­mende med at håndtere de problemer ved­kom­mende oplever nu og her, dels ved at støtte ved­kom­mende til at gøre det og dels ved at faci­li­tere, at andre aktører i civil­sam­fun­det (fx fri­vil­lige i for­e­nings­li­vet og pårørende) invol­ve­rer sig i denne proces. Et centralt aspekt af pro­fes­sio­nel­les arbejde er at hjælpe personen med at fastholde håbet om et godt og menings­fuldt liv, uden for pro­ble­merne (Karlsson og Borg 2013; 2017; Leamy, Bird, Le Bou­til­lier, Williams, og Slade, 2011).

Fore­stil­lin­gen sigter over­ord­net mod, at den enkelte kan genskabe til­hø­rig­hed i nær­mil­jøet, genop­bygge identitet ”udenfor” ved­kom­men­des problemer, at skabe sig et menings­fuldt liv på trods af eller med sine per­son­lige og sociale begræns­nin­ger. Herunder er det et centralt sigte at øge personens mulig­he­der for social inklusion, med­bor­ger­skab, del­ta­gelse og myndig- og mæg­tig­gø­relse (empower­ment) (Karlsson og Borg 2017). Fore­stil­lin­gen kan siges at være styret af Taylors kul­tur­ra­di­kale tænkning om auten­ti­ci­tet og selv­re­a­li­se­ring. Det hænger sammen med, at den radikale fore­stil­ling hviler på et indi­vi­du­a­li­se­ret men­ne­ske­syn og en etik, som bl.a. ses hos Taylor (Petersen 2011). Det styrende etiske princip indebærer, at mennesker rea­li­se­rer sig selv i forhold til egne ønsker og moralske værdier. Dette foregår imid­ler­tid ikke spontant, men i konstant dialog med sig selv og andre, og inden for rammerne af, hvad ’der tæller’ i givne sociale fæl­les­ska­ber og kul­tu­relle sam­men­hænge (Petersen 2011). Det etiske per­spek­tiv er således ikke kun knyttet til, at indi­vi­dets autonomi, selv­be­stem­melse og rea­li­se­ring er absolut, men samtidig til at selvets rea­li­se­ring i praksis udspiller sig i dialog og inter­ak­tion med andre. Derved er fore­stil­lin­gens etiske stand­punkt beslægtet med den form for pligtetik, man fx finder i Habermas’ dis­kur­se­tik (Andersen og Timm 2018), som impli­ce­rer idealer for, at normer gælder for alle mennesker, men at uenig­he­der om gyl­dig­he­den af en moralsk norm afstemmes gennem rationel, lige­vær­dig og magtfri dialog om argu­men­terne for og imod. Denne fore­stil­ling om god praksis har derfor særligt blik for, hvordan psy­ko­so­ci­ale processer ikke kun kan ses som udtryk for indi­vi­dets horisont og ønsker, men at de for­an­drings­pro­ces­ser, som praksis ori­en­te­res mod, udspiller sig inden for de normative rammer og mulig­he­der, som samfundet eller nær­mil­jøet kan tilslutte sig.

Kon­kur­re­rende etiske fore­stil­lin­ger om god praksis i det daglige

Nær­væ­rende artiklen rejser spørgsmål om, hvordan syns­punk­ter og per­spek­ti­ver, der repræ­sen­te­rer de tre fore­stil­lin­ger om god praksis, kan udveksles og dis­ku­te­res kon­struk­tivt fremfor enten at være i åben konflikt med hinanden eller blive stra­te­gisk ignoreret, når for­skel­lige pro­fes­sio­nelle (fx soci­alp­sy­ko­lo­ger, pædagoger, sygeple­jer­sker, læger eller soci­al­rå­d­gi­vere), mennesker med psykiske lidelser og/eller stofbrug, deres pårørende og sociale netværk udveksler dem i for­bin­delse med afkla­rin­gen af, hvordan man bedst fortolker en persons problemer og sam­ar­bej­der om at hjælpe.

I praksis kan der iden­ti­fi­ce­res en snitflade mellem to af fore­stil­lin­gerne, nemlig den psy­kopo­li­ti­ske og den radikale fore­stil­ling, når pro­fes­sio­nelle anvender helt ens­ly­dende begreber som fx recovery, ind­dra­gelse, empower­ment eller del­ta­gelse. Der kan imid­ler­tid være tale om, at de enten udveksler, eller ofte helt for­veks­ler, den psy­kopo­li­ti­ske og den radikale fore­stil­ling. Mens somatisk etik og nyt­te­e­ti­ske værdier virker styrende for psy­kopo­li­ti­ske prak­sis­for­mer, mister det diag­no­sti­ce­rede menneske per se (noget af) sin sociale beret­ti­gelse og legi­ti­mi­tet som borger set i lyset af den psy­kopo­li­ti­ske fore­stil­ling. I sund­he­dens og sam­funds­nyt­tens navn kan pro­fes­sio­nelle derfor, moralsk set, stille krav til det diag­no­sti­ce­rede menneske og ved­kom­men­des pårørende om at skulle være agile, resi­li­ente, omstil­lings­pa­rate og lære at blive selv-ansvar­lige. I den forstand er det diag­no­sti­ce­rede menneskes selv­re­a­li­se­ring og ‑udvikling blevet et indi­vi­du­elt imperativ (påbud), hvor ved­kom­mende moralsk set forventes at skulle komme sig, mens pårørende og det sociale netværk forventes at under­støtte denne proces i rollen som frivillig eller ulønnet med­be­hand­ler for ikke at ligge vel­færds­sta­tens res­sour­cer til last (Glasdam og Oute 2018; Petersen 2011). Det ’at komme sig’ er derfor kar­di­nal­præ­mis­sen for at kunne blive opfattet som en lige­vær­dig og aner­ken­del­ses­vær­dig deltager i samfundet i den psy­kopo­li­ti­ske fore­stil­ling om god praksis, mens myndighed, mæg­tig­gø­relse, lige­vær­dig del­ta­gelse og inklusion ses som afgørende præmisser for, at mennesker med psykisk lidelse over­ho­ve­det kan komme sig i den radikale fore­stil­ling. Til forskel fra den psy­kopo­li­ti­ske fore­stil­lings fokus på for­an­dring af individet, betones selv­re­a­li­se­ring, social for­an­dring og her­re­døm­me­fri dialog i den radikale fore­stil­ling med henblik på at (sam)skabe nye mulig­he­der for, at personer med psykisk lidelse kan have selv­be­stem­melse, få lige mulig­he­der og leve menings­fulde liv. Når de to fore­stil­lin­ger ud- eller for­veks­les i praksis, repræ­sen­te­rer de derved ikke alene to direkte mod­stri­dende etiske per­spek­ti­ver på, hvordan mennesker med psykisk lidelse hjælpes bedst, men den radikale fore­stil­ling er relativt åben for at blive gen­for­tol­ket (kolo­ni­a­li­se­ret) i lyset af den psy­kopo­li­ti­ske fore­stil­ling pga. begrebets iboende fokus på selv­re­a­li­se­ring, der nemt for­veks­les med det psy­kopo­li­ti­ske ideal om selv-ansvar­lig­hed.

Samtidig kan der opstå et kon­flikt­for­hold mellem den køns­po­li­ti­ske og psy­kopo­li­ti­ske fore­stil­ling om god praksis. Når pro­fes­sio­nelle abonnerer på den køns­po­li­ti­ske fore­stil­lings infan­ti­li­se­rende men­ne­ske­syn og ofte umyn­dig­gø­rende prak­sis­for­mer, kan de bidrage til direkte at forhindre eller, i det mindste, modvirke psy­kopo­li­ti­ske prak­sis­sers fokus på at sikre, at diag­no­sti­ce­rede mennesker og pårørende iden­ti­fi­ce­rer sig med rollen som aktiv, agil, omstil­lings­pa­rat og ansvarlig sam­funds­bor­ger (Oute 2017).

Endvidere kan den køns­po­li­ti­ske og radikale fore­stil­ling ikke bare kollidere med hinanden teoretisk, men pro­fes­sio­nelle, der repræ­sen­te­rer den køns­po­li­ti­ske fore­stil­ling under­ord­ner ofte den ide­a­li­se­rede betydning af prak­sis­ser, der er for­e­ne­lige med den radikale fore­stil­ling. Et afgørende princip i subor­di­ne­rings­pro­ces­sen kan betegnes som ”bør-tonomi” (ought-onomy) (Devish 2010, 2011; Oute 2017). Det omfatter, at den køns­po­li­ti­ske fore­stil­lings samtidige infan­ti­li­se­rende blik og fokus på autonomi og opdra­gelse kan danne grundlag for, at pro­fes­sio­nelle kan ignorere den rela­tio­nelle kontekst, hvori det diag­no­sti­ce­rede menneskes (ret til) selv­be­stem­melse i forhold til udvikling af et, ifølge de pro­fes­sio­nelle, mere ’hen­sigts­mæs­sig’ syn på verden forventes at gøre sig gældende (Hansen og Randwijk 2013). Når pro­fes­sio­nelle ser diag­no­sti­ce­rede mennesker med psykisk lidelse som svagelige og bar­n­ag­tige, rejser der sig en implicit moralsk appel for den pro­fes­sio­nelle om at beskytte ved­kom­mende mod sig selv, idet han/hun anses som en, der ikke selv kan træffe myndige og ’hen­sigts­mæs­sige’ beslut­nin­ger om egen mentale sundhed. I mod­sæt­ning til at indgå i en lige­vær­dig dialog med ved­kom­mende bliver det en pro­fes­sio­nel pligt at sikre, at ved­kom­mende vælger at involvere sig (cf. autonomi) og deltager aktivt i behand­lin­gen ved at forene sig med de pro­fes­sio­nel­les vir­ke­lig­heds­op­fat­telse og syn på behovet for for­an­dring. Når pro­fes­sio­nelle fokuserer entydigt på at sikre personens autonomi/selvbestemmelse på denne måde betones den radikale fore­stil­lings normative ker­ne­an­ta­gelse om, at personen skal realisere sig selv og være selv­be­stem­mende (Oute 2017). Når de pro­fes­sio­nelle stiller krav om, at personen skal være selv­be­stem­mende og i for­an­dring kan det diag­no­sti­ce­rede menneske således reelt ikke vælge ikke at deltage og gå i dialog med pro­fes­sio­nelle for at opnå sel­vind­sigt, syg­doms­ind­sigt eller selv­re­a­li­se­ring. På den måde er de pro­fes­sio­nel­les måde at stille krav om at være selv­be­stem­mende, para­doksalt nok, med til at fratage den diag­no­sti­ce­rede person sin autonomi, agency og hand­le­kraft. Det mani­feste­rer sig ved, at fore­stil­lin­gens repræ­sen­tan­ter under­ken­der den diag­no­sti­ce­rede persons mulig­he­der for selv at bestemme, hvordan og hvornår ved­kom­men­des mentale sundhed og identitet bør forandres. Repræ­sen­tan­ter for køns­po­li­ti­ske fore­stil­ling vil derfor fortolke betyd­nin­gen af den radikale fore­stil­lings eman­ci­pa­to­ri­ske betoning af den diag­no­sti­ce­rede persons aktive del­ta­gelse og invol­ve­ring sådan, at begre­berne vendes på hoved. I den køns­po­li­ti­ske fore­stil­ling bruges begreber som recovery, del­ta­gelse og invol­ve­ring i stedet til aktivt at sikre, at den diag­no­sti­ce­rede person under­ka­ster sig rela­tio­nen og iden­ti­fi­ce­rer sig med den pro­fes­sio­nel­les per­spek­tiv på situ­a­tio­nen (Oute 2017). Som sådan kan det insti­tu­tio­na­li­sede forhold mellem patient og behandler repro­du­ce­res i subor­di­ne­rings­pro­ces­sen i mødet mellem den køns­po­li­ti­ske og radikale fore­stil­ling.

Kon­klu­sion

Denne artikel ansku­e­lig­gør og dis­ku­te­rer, hvordan de tre domi­ne­rende fore­stil­lin­ger om psykisk lidelse og deres syn på god praksis, og vær­di­kam­pene imellem dem, kan være udtryk for for­skel­lige teo­re­ti­ske, kul­tu­relle, politiske og fag­pro­fes­sio­nelle idéer og værdier. Med udgangs­punkt i tidligere forskning fra det psykiske sund­heds­om­råde fremviser artiklen en psy­kopo­li­tisk, en køns­po­li­tisk og en radikal fore­stil­ling om god praksis, som på samme tid gør sig gældende blandt pro­fes­sio­nelle på det psykiske sund­heds­om­råde, bl.a. i behand­lings­psy­ki­a­trien, soci­alp­sy­ki­a­tri­ske indsatser, psy­ko­so­ci­ale og reha­bi­li­te­rende indsatser i kommunale kon­tek­ster og på stof­be­hand­lings­om­rå­det. Artiklen viser, at den psy­kopo­li­ti­ske fore­stil­ling anskuer det diag­no­sti­ce­rede menneskes iden­ti­tets­ud­vik­ling og recovery som et imperativ, som kommer statens kon­kur­ren­ce­dyg­tig­hed og funktion til gode. I den køns­po­li­ti­ske fore­stil­ling opfattes det som et gode, at de pro­fes­sio­nelle benytter (svage) pater­na­li­sti­ske metoder til at sikre, at det diag­no­sti­ce­rede menneske udvikler en, ifølge de pro­fes­sio­nelle, mere hen­sigts­mæs­sig vir­ke­lig­hed og ’korrekt’ autonomi for at blive livs­du­e­lige mennesker. Dette til trods for, at opnåelsen af dette gode virker som et styrende princip, der cemen­te­rer det tra­di­tio­nelle insti­tu­tio­na­li­se­rede forhold mellem en ’mer­vi­dende’ pro­fes­sio­nel og en inferiør, umyndig og svag patient (Oute 2017). I den forstand repræ­sen­te­rer den radikale fore­stil­ling en form for praksis, som er mere etisk eller human end de to for­ud­gå­ende fore­stil­lin­ger (Karlsson og Borg 2013; 2017). På den ene side kan man sige, at dette argument, per defi­ni­tion, er forkert, fordi de tre fore­stil­lin­ger netop hviler på for­skel­lige etiske idealer og vær­di­la­dede opfat­tel­ser af god praksis. På den anden side er den radikale fore­stil­ling mere optaget af rela­tio­nel praksis, fordi fore­stil­lin­gen repræ­sen­te­rer et huma­­ni­stisk-socialt ori­en­te­ret modsvar eller antidot til den psy­kopo­li­ti­ske fore­stil­ling om den selvansvar­lige og nyttige borger og den køns­po­li­ti­ske fore­stil­lings umyn­dig­gø­rende og insti­tu­tio­na­li­se­rende ori­en­te­ring. I lyset af den dehu­ma­ni­se­ring og de demo­kra­ti­ske problemer, der hhv. knytter sig til de psy­kopo­li­ti­ske og køns­po­li­ti­ske fore­stil­lin­gers bestræ­bel­ser på at styre det diag­no­sti­ce­rede menneskes iden­ti­tets­ud­vik­ling og ind­fly­delse på sin egen situation, kan det være værd at overveje det para­doksale i, at syns­punk­ter og prak­sis­ser, der er for­e­ne­lige med den radikale fore­stil­ling og FN’s anbe­fa­lin­ger om fler­fag­ligt sund­heds­ar­bejde, ofte ses som civilt ulydige, ille­gi­time eller ’ekstreme’ af repræ­sen­tan­ter fra medi­cin­ske pro­fes­sio­ner. Det kan hænge sammen med, at indsatsen tager udgangs­punkt i, at hjælpens primære formål hverken er at være økonomisk nyttig, fag-legi­ti­­me­rende eller insti­tu­tions-opret­hol­­dende, men ori­en­te­ret mod at modvirke eks­pert­vælde og skabe social for­an­dring, så socialt udsatte med psykiske problemer og/eller stof­pro­ble­mer får mulighed for at leve menings­fulde liv.

I det lys rejser artiklen dis­kus­sio­ner om, hvordan de tre fore­stil­lin­ger dels lapper kon­cep­tu­elt over hinanden og dels, hvordan en række kon­flikt­for­hold imellem dem kan komme til udtryk. Artiklens hoved­po­inte er, at de tre fore­stil­lin­ger kon­kur­re­rer med hinanden i praksis om at definere etisk god praksis, og det rejser spørgs­må­let, om det ville være mere hjælpsomt for brugerne af de psykiske sund­hed­s­tje­ne­ster at tale mere om, hvilke fordele og ulemper, der er forbundet med de for­skel­lige per­spek­ti­ver. Artiklen argu­men­te­rer derfor for, at viden om disse tre fore­stil­lin­ger er vigtig, fordi den kan danne grundlag for, at særligt pro­fes­sio­nelle og til dels pårørende og fri­vil­lige kan forholde sig etisk og reflek­sivt til egen og andres praksis på det psykiske sund­heds­om­råde, samt frem­ti­dige forsk­nings­te­maer.

Refe­ren­cer

Alvesson M, Billing YD 2009. Under­stan­ding gender and orga­niza­tions. London: SAGE.

Andersen AJ, Fredwall TE, Larsen IB 2016. Fram­tid­stro og under­ord­ning: en lesning av tolv lærebøker i psy­ki­a­trisk sykepleie og psykiatri. Tids­skrift for psykisk hel­se­ar­beid, 13 (1 – 2), s 45 – 56.

Andersen PT, Timm HU 2018. Sund­heds­so­cio­logi: en grundbog. København: Hans Reitzel Forlag.

Beedholm K 2003. For­an­dring og træghed i den sygeple­je­fag­lige diskurs: ph.d.-afhandling.  Viborg: Forlaget PUC.

Birkler J 2009. Når etikken bliver synlig. Klinisk Sygepleje, 23(2), s. 34 – 42

Busfield, J. 2011. Mental illness: Key Concepts: Polity Press, Malden USA.

Brinkmann S 2010. Det diag­no­sti­ce­rede liv: sygdom uden grænser. Århus: Klim.

Brinkmann, S & Petersen, A (Eds.) (2015) Diagnoser: per­spek­ti­ver, kritik og dis­kus­sion. Aarhus: Klim.

Devisch I. Ough­to­nomy in healt­hcare: a decon­structive reading of Kantian autonomy. Med Health Care Philos 2010; 13(4): 303 – 312.

Devisch I. Progress in medicine: autonomy, ough­to­nomy and nudging. J Eval Clin Pract 2011; 17(5): 857 – 861.

Eldal K, Natvik E, Veseth M, Davidson L, Skjølberg Å, Gytri D, Moltu C 2019. Being recog­ni­sed as a whole person: A qua­li­ta­tive study of inpatient expe­ri­ence in mental health. Issues in Mental Health Nursing, 40 (2), s. 88 – 96.

Glasdam S, Oute J 2018. Pro­fes­sio­nals’ invol­ve­ment of relatives – only good inten­tions? Journal of Orga­niza­tio­nal Eth­no­graphy, E‑Pub ahead.

Hansen JO, Bjerge B 2017. What role does employ­ment play in dual recovery? A qua­li­ta­tive meta-synthesis of cross-cutting studies treating substance use treatment, psy­chi­a­try and unem­ploy­ment services. Advances in Dual Diagnosis, 10 (3), s. 105 – 119.

Hansen JO, Randwijk CV 2013. “Nu tager vi over” – en dis­kur­s­a­na­lyse af sub­jekt­po­si­tio­ner i psy­ki­a­trisk sygepleje. Nordiske Udkast. Tids­skrift for kritisk sam­funds­forsk­ning, 41 (1), s. 22 – 37.

Harper D, Speed E 2012. Uncove­ring Recovery: The Resi­stible Rise of Recovery and Resi­li­ence. Studies in Social Justice, 6 (1), s. 9 – 25

Hum­mel­voll JK 2006. Helt – ikke stykkevis og delt: psy­ki­a­trisk sygepleje og psykisk sundhed. København: Hans Reitzel Forlag.

Karlsson B 2016. Det går for sakte-: i arbeidet med psykisk helse og rus. Oslo: Gyldendal akademisk.

Karlsson B, Borg M 2013. Psykisk hel­se­ar­beid. Oslo: Norsk Gyldendal.

Karlsson B, Borg M 2017. Recovery: Tra­disjo­ner, for­ny­el­ser og praksiser. Oslo: Gyldendal.

Kryger, N. f., Milner, J., & Krejsler, J. 2005. Pæda­go­gisk antro­po­logi – et fag i til­bli­velse. Kbh.: Danmarks Pæda­go­gi­ske Uni­ver­si­tet.

Leamy, M., Bird, V., Le Bou­til­lier, C., Williams, J., & Slade, M. (2011). Con­cep­tual framework for personal recovery in mental health: syste­ma­tic review and narrative synthesis. Br J Psy­chi­a­try, 199(6), 445 – 452. doi:10.1192/bjp.bp.110.083733

Lehn-Chri­sti­an­­sen, S. and Holen, M. 2019, “Logics of care in clinical education”, Journal of Orga­niza­tio­nal Eth­no­graphy, 8 (3), pp. 268 – 278. https://​doi​.org/​1​0​.​1​1​0​8​/​J​O​E​-04 – 2018 – 0021

Ljungberg, A., Denhov, A., & Topor, A. (2016). Non-helpful rela­tions­hips with pro­fes­sio­nals – a lite­ra­ture review of the per­spective of persons with severe mental illness. J Ment Health, 25(3), 267 – 277. doi:10.3109/09638237.2015.1101427

Lomborg K 1997. Liv­sy­t­rin­ger og sygepleje. Sygeple­jer­sken, 46, s. 32 – 39

Martinsen K 2005. Samtalen, skjønnet og evidensen. Oslo: Akribe.

McPherson, S., & Oute, J. (2020). Respon­si­bi­li­sa­tion of care­gi­vers in depres­sion: the limi­ta­tions of policy-based evidence. Social Theory & Health. doi:10.1057/s41285-020 – 00136‑y

McPherson, S., Rost, F., Sidhu, S., & Dennis, M. (2018). Non-strategic ignorance: Con­si­de­ring the potential for a paradigm shift in evidence-based mental health. Health (London), 1363459318785720. doi:10.1177/1363459318785720

Mol, A. (2008). The logic of care: health and the problem of patient choice. Abingdon, Oxon: Routledge.

Morgan, A. (2015). Is psy­chi­a­try dying? Crisis and critique in con­tem­porary psy­chi­a­try. Social Theory & Health, 13(2), 141 – 161. doi:10.1057/sth.2015.5

Ness O, Borg M, Davidson L 2014. Faci­li­ta­tors and barriers in dual recovery: a lite­ra­ture review of first-person per­specti­ves. Advances in Dual Diagnosis, 7 (3), s. 107 – 117.

Nielsen MEJ 2016. For­ban­dede sunddom. Aarhus: DreamLitt.

Oeye C, Bjelland AK, Skorpen A, Andersen N 2009. Raising adults as children? A report on milieu therapy in a psy­chi­a­tric ward in Norway. Issues Ment Health Nurs, 30 (3), s. 151 – 8.

Oute J 2016. Den sociale kon­struk­tion af pårø­ren­de­ind­dra­gelse i behand­lings­psy­ki­a­trien – et ph.d.-forsvar. Nordiske Udkast. Tids­skrift for kritisk sam­funds­forsk­ning, 44, s. 5 – 18.

Oute J 2017. ‘It is a bit like being a parent’: A discourse analysis of how nursing identity can con­te­xtu­a­lize patient invol­ve­ment in Danish psy­chi­a­try. Nordic Journal of Nursing Research, 38 (1). s. 1 – 10

Oute J, Bjerge 2017. Kønnede ratio­na­ler om depres­sion og rusmidler i behand­lings­psy­ki­a­trien. In: Frank VA, Søgaard TF, Bjørness J (eds.). Køn og rusmidler: brug, behand­ling og kontrol. 5. ed. Aarhus: Aarhus Uni­ver­si­tets­for­lag, kapitel 5, s. 131 – 148.

Oute J, Petersen A, Huniche L 2015. Who and What Does Invol­ve­ment Involve? A Multi-Sited Field Study of Invol­ve­ment of Relatives in Danish Psy­chi­a­try. Issues Ment Health Nurs, 36 (12), s. 953 – 62.

Oute, J., & Ringer, A. 2014. Psy­ki­a­trien i krise – en kamp om defi­ni­tio­ner. Sygeple­jer­sken, 114(7), 78 – 82.

Petersen A 2011. Auten­ti­ci­tet i kapi­ta­lis­mens nye ånd: mani­fe­sta­tio­nen af et blidt barbari. Dansk sociologi, 22, 9 – 29.

Rose N 1999. Governing the soul: the shaping of the private self. London: Free Asso­ci­a­tion Books.

Rose, N. 2019. Our psy­chi­a­tric future: the politics of mental health. Cambridge, UK

Rowe, M., Lawless, M., Thomsen, K., & Davidson, L. (2011). Classics of community psy­chi­a­try: fifty years of public mental health outside the hospital (1. ed.). Oxford: Oxford Uni­ver­sity Press.

Ruysscher, C. De, S. Van­de­velde, S., Van­der­plas­schen, W., Maeyer, J. De & Vanheule, S. (2017). The Concept of Recovery as Expe­ri­en­ced by Persons with Dual Diagnosis: A Syste­ma­tic Review of Qua­li­ta­tive Research from a First-Person Per­spective, Journal of Dual Diagnosis, 13(4), 26 – 279.

Scheel, ME 2013. Inter­ak­tio­nel sygeple­je­prak­sis. København: Munks­gaard.

Shore, C., Wright, S., Però, D., & European Asso­ci­a­tion of Social, A. 2011. Policy worlds: ant­hro­po­logy and the analysis of con­tem­porary power. New York, N.Y.: Berghahn Books.

Sandbjerg Hansen, C, Langager, S &l Øster, B 2017. Redak­tio­nel ind­led­ning, Dansk Pæda­go­gisk Tids­skrift, Tema­num­mer Gal Pædagogik

Strand, L, 1994. Fra kaos mod samling, mestring og helhed: psy­ki­a­trisk sygepleje til psy­ko­ti­ske patienter. København: Gyldendal.

Speed, E 2005. Patients, consumers and survivors: a case study of mental health service user discour­ses, Social Science & Medicine, 62(1):28 – 38, DOI: 10.1016/j.socscimed.2005.05.025

Tangvald-Pedersen, O, Bongaardt, R 2017. Towards a tinkering par­ti­ci­pa­tory research method in mental health, Scan­di­navian Journal of Disa­bi­lity Research, 19:1, 7 – 17, DOI: 10.1080/15017419.2016.1222305

Thomas P 2016. Psycho politics, neoli­be­ral gover­n­men­ta­lity and austerity. Self & Society, 44 (4), s. 382 – 393.

Giv et bidrag

Værsgo’ – du kan frit læse
Dansk pæda­go­gisk Tids­skrift!

Hvis du synes om det, du læser, og gerne vil have, at tids­skrif­tet bliver ved med at eksistere, håber vi, at du vil give et bidrag.

Klip på knappen for at støtte