Den psy­kopo­li­ti­ske, den køns­po­li­ti­ske og den radikale

Jeppe Oute, Ottar Ness, Stinne Glasdam

- dis­kus­sio­ner af men­ne­ske­syn og etiske per­spek­ti­ver i tre domi­ne­rende fore­stil­lin­ger om god praksis på psykisk sundhedsområdet

De Forenede Nationers (FN) anbe­fa­ling om at fremme psykisk sundhed udtrykker en inter­na­tio­nal aner­ken­delse af behovet for et mere fler­fag­ligt fokus på psykisk sundhed frem for at fastholde en entydig medicinsk ori­en­te­ring mod sygdom inden for det psykiske sund­heds­om­råde. Aner­ken­del­sen heraf udgør kon­tek­sten for, at psy­ki­a­trien, forstået som det medi­cin­ske sub­spe­ci­ale, nu befinder sig i en grundlags- og legi­ti­mi­tetskrise, hvor medi­cin­ske repræ­sen­tan­ter ofte stra­te­gisk kæmper for at ignorere kon­kur­re­rende fore­stil­lin­ger om god praksis, selvom psy­ki­a­tri­ens kamp for fagligt over­her­re­dømme i sig selv kan modvirke virksomme og hjælp­somme prak­sis­ser set i lyset af FN’s anbe­fa­lin­ger. For at modvirke disse former for stra­te­gisk ignorance og for at fremme pro­fes­sio­nel­les etiske stil­lings­ta­gen og faglige reflek­sion på et oplyst grundlag ana­ly­se­rer og dis­ku­te­rer artiklen tre udbredte fore­stil­lin­ger om god praksis, der betegnes som hen­holds­vis den psy­kopo­li­ti­ske, den køns­po­li­ti­ske og den radikale fore­stil­ling. Dette gøres ved først at ansku­e­lig­gøre fore­stil­lin­ger­nes til tider ens­ly­dende men også for­skel­lige men­ne­ske­syn, mål, metoder og etiske værdier. Artiklen dis­ku­te­rer dernæst, hvordan forholdet mellem disse tre fore­stil­lin­ger og deres for­skel­lige grund­an­ta­gel­ser kan effek­tu­ere nogle etiske problemer, som kan komme til syne, når de mødes i praksis. Artiklens analyser og dis­kus­sio­ner belyser her­i­gen­nem de grund­læg­gende fore­stil­lin­ger, som kon­tek­stu­a­li­se­rer faglige uenig­he­der, etiske dilemmaer og direkte magtkampe om den legitime ret til at menings­fast­lægge defi­ni­tio­nen på god praksis i det daglige. Artiklen stiller spørgs­måls­tegn ved for­mål­stje­ne­ste­lig­he­den ved, at de tre fore­stil­lin­ger reelt kon­kur­re­rer om at definere etisk god praksis frem for at tale om, hvilke fordele og ulemper, der er forbundet med de for­skel­lige perspektiver.

I Danmark såvel som i mange andre vestlige indu­stri­a­li­se­rede lande er psy­ki­a­trien, forstået som det medi­cin­ske sub­spe­ci­ale, i en grundlags- og legi­ti­mi­tetskrise, bl.a. fordi menings­fast­læg­gel­sen af de fler­ty­dige begreber ’psykisk lidelse’ og ‘nor­ma­li­tet’ og de deraf følgende fore­stil­lin­ger om god praksis er blevet til en regulær faglig kamp i det senere år (Morgan 2015; Oute og Ringer 2014). Et langt bredere og fler­fag­ligt udvalg af medi­cin­ske, huma­ni­sti­ske og sam­funds­fag­lige fag­grup­per som fx psy­ki­a­tere, pædagoger, sygeple­jer­sker, ergo­te­ra­pe­u­ter, soci­alp­sy­ko­lo­ger, fami­lie­te­ra­pe­u­ter og soci­al­rå­d­gi­vere kæmper nu om den legitime ret til endeligt at definere, om de styrende begreber, metoder og værdier for god praksis skal være medi­cin­ske, huma­ni­sti­ske og/eller sam­funds­fag­lige på det psykiske sund­heds­om­råde (cf. engelsk: ’the mental health field’). Kampen infor­me­res bl.a. af et øget fokus på virksomme og reelt hjælp­somme prak­sis­ser. FN’s nye politiske anbe­fa­lin­ger om at fokusere på at fremme psykisk sundhed og recovery fremfor en klinisk og medicinsk ori­en­te­ring mod symp­tom­be­hand­ling og regu­le­ring af psykisk syge udtrykker denne stigende inter­na­tio­nale aner­ken­delse af et mere fler­fag­ligt fokus på psykisk sundhed. Dette fokus på psykisk sundhed, fremfor på psykisk sygdom, ses som mere hjælpsomt fra et bru­ger­per­spek­tiv og bidrager i højere grad til, at mennesker med psykisk lidelse og rus­mid­del­pro­ble­mer får mulighed for at leve til­freds­stil­lende, værdige og menings­fulde liv på trods af deres til tider til­ba­ge­ven­dende problemer end det insti­tu­tio­na­li­se­rede medi­cin­ske blik gør (Karlsson og Borg 2013). På trods af disse inter­na­tio­nale udvik­lin­ger og synene på god praksis kan de seneste års kon­fron­ta­tio­ner mellem flere kon­kur­re­rende fore­stil­lin­ger om god praksis på det psykiske sund­heds­om­råde ses som udtryk for, at der fortsat er et pres­se­rende behov for både at modvirke den faglige ignorance, som indi­mel­lem gør sig gældende blandt fagfolk på området og anerkende gyl­dig­he­den af fler­fag­ligt sund­heds­ar­bejde, som kan komme brugere af psykiske sund­hed­s­tje­ne­ster og deres familier til gode. Den pro­blem­stil­ling kalder på nogle mere grund­læg­gende dis­kus­sio­ner af, hvilke men­ne­ske­syn, faglige redskaber, mål­sæt­nin­ger og værdier, der karak­te­ri­se­rer fore­stil­lin­gerne, og hvad der ken­de­teg­ner forholdet imellem dem. Artiklen har ikke til formål at give et udtøm­mende katalog over alle for­skel­lige fore­stil­lin­ger om god praksis på det psykiske sund­heds­om­råde. Artiklens analyser og dis­kus­sio­ner har derimod til formål at belyse nogle grund­læg­gende fore­stil­lin­ger, som ofte kon­tek­stu­a­li­se­rer faglige uenig­he­der, etiske dilemmaer og direkte magtkampe om den legitime ret til at menings­fast­lægge defi­ni­tio­nen på god praksis i det daglige. Med udgangs­punkt i egen og andres forskning sigter artiklen mod at ansku­e­lig­gøre tre udbredte fore­stil­lin­gers opfat­telse af psykisk lidelse og deres syn på god praksis ved at diskutere fore­stil­lin­ger­nes teo­re­ti­ske koblinger og til tider ens­ly­dende men­ne­ske­syn, mål, metoder og etiske værdier. Artiklen dis­ku­te­rer dernæst, hvordan forholdet mellem disse tre fore­stil­lin­ger kan effek­tu­ere nogle etiske problemer, som kan komme til syne i praksis.

Fore­stil­lin­ger­nes fremkomst i policy, offent­lige debatter og forskning

Kampene mellem de tre kon­kur­re­rende fore­stil­lin­ger om god praksis kommer både til syne i policy, offent­lige debatter og forskning.  I policy-doku­­men­ter kommer kampene til syne via bestræ­bel­ser på at gen­for­tolke og kolo­ni­a­li­se­rere begreber fra det psykiske sund­heds­om­råde som fx anti­stig­ma­ti­se­ring, bru­ger­ind­dra­gelse og recovery i lyset af den medi­cin­ske model og behand­lings­til­gang (McPherson og Oute 2020; Oute 2016). Offent­lige debatter stiller samtidig kampene til skue. I 2013 og 2014 fremkom kampene via sam­men­stød mellem professor og psykiater Poul Videbech og den viden­skabs­kri­ti­ske læge og (daværende) Cochrane-professor Peter Gøtzsche (Oute og Ringer 2014). Sam­men­stø­det tog udgangs­punkt i, at Gøtzsches forskning stillede spørgs­måls­tegn ved, om bio­me­di­ci­nens begreb om psykisk lidelse og dens stan­dar­di­se­rede afbe­nyt­telse af psy­ko­far­mako­lo­gi­ske inter­ven­tions­for­mer reelt kan betragtes som evi­dens­ba­se­rede, økonomisk for­nuf­tige, demo­kra­ti­ske eller/og etiske (Oute og Ringer, 2014). Efter måneders heftige debatter fik Videbech og hans fagfæller ree­tab­le­ret konsensus om at se bort fra kritikken af psy­ki­a­tri­ens syg­doms­be­greb og viden­ska­be­lig­hed ved aktivt at stemple Gøtzsches persona og forskning som ugyldig (Brinkmann og Petersen 2015; Oute og Ringer 2014). I 2015 debat­te­rede Dansk Psykolog Forenings forkvinde Eva Secher Matiasen og Videbech psy­ko­lo­gers ret til at stille psy­ki­a­tri­ske diagnoser, og satte herved spørgs­måls­tegn ved grænserne for psy­ki­a­te­res, psy­ko­lo­gers, sygeple­jer­skers og soci­al­pæ­da­go­gers faglighed og kom­pe­ten­cer på området. Til slut blev fokus igen drejet væk fra dis­kus­sio­nen om for­mål­stje­ne­ste­lig­he­den ved fler­fag­ligt sund­heds­ar­bejde ved at dele­gi­ti­mere kritikken og betegne Sechers persona som ’uden indsigt’.  I begyn­del­sen af 2019 løb en ny offentlig debat med titlen ”Skal psy­ki­a­trien primært være læge­vi­den­ska­be­lig?”  af stablen. Debattens til­ret­te­læg­gelse var eksem­pla­risk for særligt psy­ki­a­tri­ske lægers kamp om at definere synet på god praksis, idet lægen Andreas Hoff (som repræ­sen­tant for Dansk Psy­ki­a­trisk Selskab) og soci­alp­sy­ko­lo­gen Anders Thingmand hhv. debat­te­rede ud fra et prag­­ma­tisk-medicinsk og recovery-ori­en­te­ret ståsted. Flere af de medi­cin­ske repræ­sen­tan­ter fra publikum forsøgte løbende at under­kende, dele­gi­ti­mere (cf. ”ekstrem”) og håne (cf. ”bongo­trom­mer”) Thin­g­mands soci­alp­sy­ko­lo­gi­ske og recovery-ori­en­te­rede per­spek­ti­ver. Det udstil­lede både debat­tø­rer­nes indbyrdes kon­kur­ren­ce­for­hold, og hvordan de medi­cin­ske aktører i særlig grad benyttede sig af lat­ter­lig­gø­relse og benæg­telse af det kon­kur­re­rende per­spek­tivs til­ste­de­væ­relse, argu­men­ta­tion og gyldighed. I 2020 kunne man læse den ind­fly­del­ses­rige psykiater og professor Rosen­bergs kronik, som påbyder læseren at droppe fordomme og for­sim­plin­ger af psy­ki­a­trien, da han som psykiater føler sig krænket over det, han betegner som den antip­sy­ki­a­tri­ske lejrs unu­an­ce­rede, skråsikre og bed­re­vi­dende kritik. Rosen­bergs kræn­kel­ses­pa­rat­hed over den sam­funds­vi­densvi­den­ska­be­lige anfæg­telse af medi­ci­nens over­her­re­dømme på det psy­ki­a­tri­ske felt er bemær­kel­ses­vær­dig set i lyset af, at han i samme bevægelse ser helt bort fra den kritiske psy­ki­a­tri­forsk­nings omfat­tende bidrag til det erken­del­ses­te­o­re­ti­ske grundlag for psy­ki­a­tri­ske diagnoser og praksis. Som viden­skabs­mand ignorerer Rosenberg derved solid sam­funds­forsk­ning i psy­ki­a­tri­ske diag­no­sers histo­ri­ske og sam­funds­mæs­sige kon­sti­tu­tion, og hvordan klinisk-medicinsk kom­mu­ni­ka­tion, brugen af diagnoser og selve feltets orga­ni­se­ring subor­di­ne­rer og eks­klu­de­rer andre fag­grup­per, pårørende og brugere af systemets services (Busfield 2011; Brinkmann og Petersen 2016; Sandbjerg Hansen, Langager og Øster 2017). 

De retoriske greb, som oven­stå­ende debatter og indlæg har repeteret, fremviser altså de former for stra­te­gisk ignorance, der ofte gør sig gældende i dis­kus­sio­ner om psy­ki­a­trisk behand­ling. Disse former for ignorance omfatter adfærd, hvor aktører stra­te­gisk ignorerer kon­kur­re­rende per­spek­ti­ver, sociale kends­ger­nin­ger og eksi­ste­rende viden om psy­ki­a­tri­ens erken­del­ses­te­o­re­ti­ske grundlag for at få sit argument til at fremstå med autoritet (McPherson et al. 2018). De medi­cin­ske repræ­sen­tan­ters hyppige brug af stra­te­gisk ignorance er kendt for at bidrage til at opret­holde deres faglige over­her­re­dømme og under­ordne andre, særligt brugeres, sam­funds­vi­den­ska­be­lige, soci­alp­sy­ko­lo­gi­ske og pæda­go­gi­ske, per­spek­ti­ver på god praksis (McPherson et al. 2018). I kom­bi­na­tion med begrebs-kolo­­ni­a­li­­se­ring, offer-retorik, hån og de-legi­ti­­me­ring af kon­kur­re­rende per­spek­ti­ver ignoreres riva­li­se­rende per­spek­ti­ver stra­te­gisk ved netop at lukke øjnene for psy­ki­a­tri­ske diag­no­sers histo­ri­ske og ide­o­lo­gi­ske rødder, diag­no­sers tætte for­bin­del­ser til den medi­cin­ske industri og generelle sam­funds­ud­vik­ling. Ligeledes benægtes patient-begrebets under­tryk­kende kraft og poten­ti­ale til at pri­vil­e­gere medi­cin­ske pro­fes­sio­nel­les status og legi­ti­mi­tet til at træffe beslut­nin­ger over brugeres og pårø­ren­des liv uden reelt at anerkende andre per­spek­ti­ver på den hjælp, der skal leveres (Busfield 2011; Brinkmann og Petersen 2016; Ljungberg, Denhov, & Topor, 2016; Sandbjerg Hansen, Langager og Øster 2017).

Artiklens pro­blem­stil­lin­gen henviser således ikke bare til, at de for­skel­lige fore­stil­lin­ger om god praksis repræ­sen­te­rer per­spek­tiv­for­skel­lige og faglig uenighed, men at særligt medi­cin­ske fagfolk stra­te­gisk ignorerer kon­kur­re­rende per­spek­ti­ver, kends­ger­nin­ger og indsigter, som i lyset af FN’s nye anbe­fa­lin­ger om fremme brugeres og pårø­ren­des psykiske sundhed kan modvirke virksomme og hjælp­somme prak­sis­ser. Disse former for ignorance under­stre­ges af, at de oven­stå­ende danske debatter og dis­kus­sio­ner samtidig karak­te­ri­se­res af et bemær­kel­ses­vær­digt fravær af kritiske bru­ger­per­spek­ti­ver og til dels omsorgs-faglige stemmer fra sygeplejen og pædagogikken.

De oven­nævnte dis­kus­sio­ner lyder også som et ekko af tidligere forskning. Flere studier har via for­skel­lige ana­ly­ti­ske foki på stemmer, ide­o­lo­gier, diskurser, ratio­na­ler eller logikker fre­m­a­na­ly­se­ret betyd­nin­gerne af en række beslæg­tede, men ofte kon­kur­re­rende, fore­stil­lin­ger (cf. Oeye et al. 2009; Glasdam og Oute 2018; Lehn-Chri­sti­an­­sen og Holen, 2019; Oute 2017; Rose 2019), som nationalt og inter­na­tio­nalt har gjort sig gældende i de sidste tre årtier (Oute 2016). Speeds (2005) dis­kur­s­a­na­ly­ser af, hvordan ser­vi­ce­bru­ge­ren frem­stil­les som en patient, en forbruger eller en psykiatri-overlever i Stor­bri­tan­nien dannede fx baggrund for en senere analyse af, hvordan begre­berne ’recovery’ og ’resiliens’ fungerer som sty­rings­tek­no­lo­gier, der infor­me­res af neoli­be­ral og indi­vi­du­a­li­stisk ideologi (Harper og Speed, 2012). I lighed hermed frem­hæ­vede danske analyser, hvordan en klassisk bio­me­di­cinsk, en for­nufts­o­ri­en­te­ret og neoli­be­ral samt en kritisk-radikal stemme kæmpede om at opnå legi­ti­mi­te­ten til endeligt at definere psykisk lidelse og nor­ma­li­tet i Danmark (Oute og Ringer, 2014). I samme periode iden­ti­fi­ce­rede Øye og kolleger (2009), Oute (2017) og Oute og Bjerge (2017) en særlig mater­na­li­stisk diskurs blandt psy­ki­a­tri­ens semi­pro­fes­sio­nelle, fx pædagoger og sygeple­jer­sker. Studierne viste, hvordan den bidrog til opret­hol­delse af en femi­ni­se­ret pro­fes­sions­i­den­ti­tet og øget defi­ni­tions­magt set i forhold til læge­stan­den, øget infan­ti­li­se­ring og umyn­dig­gø­relse af maskuli­ni­se­rede patient-subjekter og aktiv eks­klu­sion af ”besvær­lige” patienter, der modtog eller ønskede at modtage behand­ling­sy­del­ser i voksen-psy­ki­a­trien (Oute, Tondora og Glasdam 2018). Til sammen ræson­ne­rer disse politisk-medi­cin­­ske, kønnede og kritisk-radikale diskurser med senere analyser af ide­o­lo­gier og logikker fra beslæg­tede felter. Disse fore­stil­lin­ger, og særligt forholdet mellem den medicinsk-politiske og den kritisk-radikale, blev tema­ti­se­ret og drøftet på tværs af artik­lerne om fx almin­de­lig­he­dens betydning, recovery-ori­en­te­rin­­gens vilkår, mulig­he­der og arenaer og psy­ki­a­tri­ens arki­tek­to­ni­ske indret­ning, der udkom i Dansk pæda­go­gisk Tids­skrifts tema­num­mer om ’Gal Pædagogik’ (Sandbjerg Hansen, Langager og Øster 2017). Samme år pegede Tangvald-Pedersen og Bongaardt (2017) også på, hvordan synet på brugeres del­ta­gelse enten infor­me­res af en liberal, eman­ci­pa­to­risk eller en omsorgs-ori­en­te­ret ideologi i Norge, mens Lehn-Chri­sti­an­­sen og Holen (2019) viste, hvordan uddannelses‑, pro­­duk­tions- og rela­tio­nelle omsorgslo­gik­ker er styrende for sygeple­jer­skers og stu­de­ren­des praksis.

Metode

Artiklens analyser lægger sig i for­læn­gelse af den pædagogiske‑, medi­cin­­ske- og vel­færds­po­li­ti­ske sociologi og antro­po­logi, hvor post­marxi­sti­ske analyser og dis­kus­sio­ner af kob­lin­gerne mellem de for­skel­lige men­ne­ske­syn, metoder og vær­disty­rede mål­sæt­nin­ger har udgjort et centralt objekt for forsk­nin­gen (Kryger, Milner, & Krejsler, 2005; Mol, 2008; Shore,Wright and Però, 2011). For at indkredse disse koblinger bruger vi det ana­ly­ti­ske begreb fore­stil­ling som et andet ord for diskurs, stemme, rationale, logik eller for­stå­else af god praksis. Begrebet bruges til at analysere hver af de tre fore­stil­lin­gers klas­si­fi­ka­tio­ner af problemet, deres måder at ret­fær­dig­gøre indsatsen etisk og til at indkredse deres fore­trukne arbejds­me­to­der, faglige redskaber og tilgange. Artiklen zoomer derved ind på fore­stil­lin­ger­nes syn på, hvad psykisk lidelse er (klas­si­fi­ka­tio­nen), hvordan lidelsen skal afhjælpes (metoder og faglige redskaber) og deres værdistyrede/etiske begrun­del­ser for, hvorfor den pro­ble­ma­ti­ske tilstand skal fixes (legi­ti­me­rin­gen) (Shore, Wright og Però, 2011).

Artiklen bygger ikke på et nyt og enkelt­stå­ende forsk­nings­ar­bejde men tager empirisk set udgangs­punkt i den ovenfor beskrevne forsk­nings­lit­te­ra­tur fra det psykiske sund­heds­om­råde, som består af tidligere kva­li­ta­tive studier og analyser af de politisk-bio­­me­­di­cin­­ske, kønnede og kritisk-radikale fore­stil­lin­gers for­skel­lige men­ne­ske­syn, metoder, og værdier. Metodisk set er der ikke er tale om et syste­ma­tisk lit­te­ra­tur­re­view, men en analyse, der under­sø­ger og dis­ku­te­rer de fore­stil­lin­ger om god faglighed og praksis, som er frem­kom­met i tidligere under­sø­gel­ser og analyser. Vi udvalgte og inklu­de­rede egen forskning og sup­ple­rede med andres eksem­pla­ri­ske studier og tekster, som har ana­ly­se­ret og dis­ku­te­ret de tre faglige fore­stil­lin­ger, som gør sig gældende på tværs af behand­lings­til­bud og reha­bi­li­te­rende indsatser i det regionale og kommunale system i Skan­di­navien (cf. Oeye et al. 2009; Glasdam og Oute 2018; Oute 2017). I den forstand bygger artiklen på data, analyser og teorier, som er opbygget på baggrund af moral­fi­lo­so­fi­ske analyser, socio­lo­gi­ske studier, ide­o­lo­gik­ri­ti­ske bidrag, etno­gra­fi­ske fel­t­ar­bej­der (feltnoter, billeder), kva­li­ta­tive inter­views med brugere, pårørende og pro­fes­sio­nelle og vej­le­dende doku­men­ter (lærebøger og policy-doku­­men­ter). Fra det udgangs­punkt udfolder vi, hvordan grund­læg­gende men­ne­ske­syn, værdier og arbejds­me­to­der kommer til udtryk via nogle kon­cep­tu­elt over­lap­pende fore­stil­lin­ger om god praksis (cf. Oute og Ringer, 2014; Speed, 2005).

Den psy­kopo­li­ti­ske, køns­po­li­ti­ske og radikale forestilling

Lit­te­ra­tu­ren, vi har ana­ly­se­ret, sig­na­le­rer tre for­skel­lige fore­stil­lin­ger, som vi kalder, en psy­kopo­li­tisk, en køns­po­li­tisk og en radikal fore­stil­ling om god praksis. De adskiller sig væsent­ligt fra hinanden, selvom der samtidig er overlap imellem deres teo­re­ti­ske og kul­tu­relle grundantagelser.

Den psy­kopo­li­ti­ske forestilling

Valget om at betegne denne fore­stil­ling som psy­kopo­li­tisk bygger på, at der i lit­te­ra­tu­ren bruges flere beslæg­tede begreber og måder at tale om fore­stil­lin­gen. Med reference til Foucaults magt- og sty­rings­be­greb karak­te­ri­se­rer den britiske sociolog og psykolog Rose (1999, 2019) lignende ratio­na­ler som bio-politiske. I lighed hermed har andre studier af psyko-ide­o­lo­­gi­­ske diskurser (Oute et al 2015) og psyko-politik (Thomas 2016) demon­stre­ret fore­stil­lin­gens fremkomst på tværs af det psykiske sund­heds­om­råde. Den bygger på et tids­ty­pisk men­ne­ske­syn, som kom­bi­ne­rer en pato­lo­gisk for­stå­else af psykisk lidelse fra den bio­lo­gi­ske psykiatri med neoli­be­rale og indi­vi­du­a­li­sti­ske idealer for, hvad en god sam­funds­bor­ger er (Rose 1999; Thomas 2016). Denne subtile kobling mellem (natur)videnskab og politik har flere effekter. Dels skjuler den læge­stan­dens grund­læg­gende ide­o­lo­gi­ske blik på forholdet mellem menneske og helbred og pri­vil­e­ge­rer samtidig lægers eks­per­tise og myndighed til at prak­ti­sere for­myn­de­risk i statens tjeneste (fx at bruge tvangs­be­hand­ling). Dels kan fore­stil­lin­gen siges at have bidraget til øget psy­ki­a­tri­se­ring (Rose 2019). Psy­ki­a­tri­se­ring henviser til en kultur, hvor den psy­ki­a­tri­ske diagnose og den diag­no­sti­ske sprogbrug ofte bliver anvendt på tværs af både statens og sam­fun­dets øvrige sociale insti­tu­tio­ner som skolen eller familien som en meta-for­kla­ring på en række udfor­drin­ger, mennesker og pro­fes­sio­nelle møder til daglig (cf. Brinkmann 2010). Endelig danner fore­stil­lin­gen baggrund for nogle nye former for styring og social kontrol af sam­fun­dets udsatte og økonomisk risikable grupper ved at etablere en kulturel selv­føl­ge­lig opfat­telse af, at diag­no­sti­ce­rede mennesker og deres pårø­ren­des, og ikke staten, må forene sig med at skulle bære ansvaret for den enkeltes mentale sundhed (Glasdam og Oute 2018; Harper og Speed 2012).

Fore­stil­lin­gen kan iden­ti­fi­ce­res mange steder. Dels ses den i mange nationale, regionale og kommunale poli­tik­ker, vej­led­nin­ger og anbe­fa­lin­ger, som danner ramme for arbejdet i såvel som uden for det psykiske sund­heds­om­råde (cf. Oute 2016). Dels kan den ofte spores blandt psy­ki­a­tere, læger, udvik­lings- og kva­li­tets­o­ri­en­te­rede pro­fes­sio­nelle, kliniske forskere og stu­de­rende inden for fag som medicin, klinisk psykologi, neu­ro­pæ­­da­­go­­gik- og psykologi og pro­fes­sions­ud­dan­nel­ser i sygepleje, pædagogik, fysi­o­te­rapi og ergo­te­rapi (Oute 2017).

Fore­stil­lin­gens essen­ti­a­lis­ti­ske men­ne­ske­syn omfatter forenklet sagt, at mennesket og dets adfærd, tænkning, følel­ses­liv og oplevelse af verden deter­mi­ne­res af en psyki(atri)sk tilstand, som grund­læg­gende skyldes mangler (deficits) i personens hjer­ne­kemi eller kognitive egen­ska­ber. Koblingen mellem (natur)videnskab og politik effek­tu­e­rer imid­ler­tid et service-bruger-subjekt, der ken­de­teg­nes af nogle mangler (deficits), svagheder eller sår­bar­he­der, som samtidig har poten­ti­ale til at blive til styrker eller res­sour­cer for staten (Harper og Speed 2012). I mod­sæt­ning til at ’være skizofren’, ses psykisk lidelse såsom fx skizof­reni, depres­sion eller bipolar lidelse i mod­sæt­ning til tidligere som noget personen ’har’. Syg­domstil­stan­den betragtes dermed ikke som hele sub­jek­tets identitet, men tilslører kun periodisk, hvem og hvad ved­kom­mende også kan være (Speed 2005; Oute og Ringer 2014). I den forstand er der ikke tale om et deter­mi­ni­stisk men­ne­ske­syn og absolut syg­doms­be­greb, da den diag­no­sti­ce­rede person kan forventes at tage ansvar for sin egen mentale sundhed. For­an­drin­gen af ved­kom­men­des tilstand og mangler afhænger derfor af, om og hvordan ved­kom­mende tager aktiv del i at tage ansvar for at moni­to­rere, forebygge og regulere sin egen sundhed og (pato­lo­gi­ske) tilstand (Oute 2016). Fore­stil­lin­gens faglige metode er karak­te­ri­stisk for en neoli­be­ral afart af det tra­di­tio­nelle medi­cin­ske blik på psykisk lidelse (Glasdam og Oute 2018; Harper og Speed 2012; Speed 2005), fordi det tra­di­tio­nelle, for­myn­de­ri­ske blik på psykisk lidelse kom­bi­ne­res med mar­keds­o­ri­en­te­rede og neoli­be­rale idealer for, at personen og dens pårørende må være selvsansvar­lige, agile, omstil­lings­pa­rate og omkost­nings­ef­fek­tive (Glasdam og Oute 2018).

Ofte kommer det til syne gennem fokus på per­son­cen­tre­rede eller indi­vi­du­a­li­se­rede behand­lings­for­mer, fx via slogans som ’patienten skal i centrum’ (Oute et al. 2015; Oute 2016). Som sådan er det logisk at benytte indi­vi­du­a­li­se­rede metoder som fx kognitive tilgange eller mind­ful­ness eller indi­vi­d­o­ri­en­te­rede stra­te­gier som patient- og pårø­ren­de­ind­dra­gelse, ’shared decision-making’, moti­ve­rende samtaler, aner­ken­delse (fx ’appre­ci­a­tive inquiry’), psy­ko­e­duka­tive tiltag, patient-kon­trak­ter og/eller telep­sy­ki­a­tri­ske løsninger (fx smart apps til selv-moni­to­re­ring) (Oute 2016). Det indebærer også, at pro­fes­sio­nelle gennem disse former pseudo-del­ag­tig­hed over­dra­ger ansvaret for hånd­te­ring af personens kognitive udfor­drin­ger, fore­byg­gelse af syg­domstil­stan­den og behand­ling til den diag­no­sti­ce­rede person og dennes pårørende, men uden at afgive retten til bedst at kunne vurdere personens tilstand og behand­lings­be­hov (Glasdam og Oute 2018). Det er derfor både en metode og en mål­sæt­ning, at den diag­no­sti­ce­rede person og dennes pårørende lærer at moni­to­rere og vurdere den diag­no­sti­ce­rede persons medi­ci­nind­tag­ning, syg­domstil­stand og kognitive formåen i hverdagen og sam­ar­bejde med pro­fes­sio­nelle fremfor at komme (fysisk) ind i vel­færds­sy­ste­met. Et eksempel på denne mar­keds­o­ri­en­te­rede mål­sæt­ning lyder, at manglende ind­dra­gelse og del­ta­gelse af patienten og dennes pårørende kan ’koste for den enkelte og/eller samfundet’ (Oute 2016; Oute et al. 2015).

Målet er således at sikre, at personen generelt skal lære selv at vælge en sundere livsstil for at reducere sin per­son­lige lidelse og for ikke at belaste vel­færds­sy­ste­mets kapacitet (Oute 2016; Oute et al. 2015). Hermed legi­ti­me­res og styres fore­stil­lin­gen af somatisk etik og nytteetik. Under beteg­nel­ser som fx ”sunddom” (at blive dømt til sundhed), henviser en sådan somatisk etik til læren om de normer og værdier for, hvordan moderne sam­funds­bor­gere bør forvalte deres livs­fø­relse på måder, som konstant optimerer ved­kom­men­des kropslige sundhed, fordi sundheden i dette per­spek­tiv betragtes som måle­stok­ken for det gode eller suc­ces­fulde liv i det 21. århund­rede. I sund­he­dens navn dømmes personer med psykiske sund­heds­pro­ble­mer således til at skulle tage ansvar for at blive sunde igen. Mål­sæt­nin­gen om at få den enkelte til at bære ansvaret for at reducere sin egen lidelse og mindske byrden på vel­færds­sta­tens hjæl­pe­ap­pa­rat styres derfor også af nyt­te­e­tisk tænkning. Det hænger sammen med, at nytteetik handler om, at det betragtes som moralsk, når en handling får den kon­se­kvens, at det størst mulige antal mennesker kan få størst mulig nytte af den (Brinkmann 2010; Nielsen 2016: Rose 1999).

Den køns­po­li­ti­ske forestilling

Med udgangs­punkt i begreber og talemåder fra den ana­ly­se­rede lit­te­ra­tur betegner vi denne fore­stil­ling som den køns­po­li­ti­ske. På den ene side tales der dels om en rela­tio­nel omsorgslo­gik (Lehn-Chri­sti­an­­sen og Holen, 2019) og dels om en femi­ni­se­ret og omsorgs-ori­en­te­ret ideologi eller diskurs (Oute 2017; Tangvald-Pedersen og Bongaardt 2017) i lit­te­ra­tu­ren. På den anden side begrundes beteg­nel­sen køns­po­li­tisk af, at fore­stil­lin­gen står i et kon­kur­ren­ce­for­hold til den psy­kopo­li­ti­ske fore­stil­ling. Dette må forstås i lyset af, at fore­stil­lin­gens hjælper-subjekt historisk set har en lavere fag­hie­rar­kisk position set i forhold til læge-subjektet prestige, pater­na­li­sti­ske ori­en­te­ring og eks­per­trolle i det psy­ki­a­tri­ske felt (Oeye et al. 2009; Oute 2017). Som respons herpå forsøgte nogle ide­o­lo­gik­ri­ti­ske og moral­fi­lo­so­fi­ske tænkere inden for omsorgs­fa­gene (fx de såkaldte sygepleje-teo­­re­ti­kere) at etablere en ny grund­lagstænk­ning, der både kunne under­støtte til­bli­vel­sen af en stærk pro­fes­sions­i­den­ti­tet og fagets aner­ken­delse og legi­ti­mi­tet (Andersen et al. 2016; Martinsen 2005; Oute 2017). Derfor betegner vi fore­stil­lin­gen som køns­po­li­tisk, fordi den forsøger at arti­ku­lere omsorgs­fa­gene som et selv­stæn­digt pro­fes­sions­om­råde med omsorgen som særegent gen­stands­felt, der distinkt adskiller sig fra lægefaget og til­stø­de­nde medi­cin­ske disci­pli­ner (Andersen et al. 2016; Beedholm 2003; Martinsen 2005; Oute 2017). Det køns­po­li­ti­ske ligger samtidig i, at fore­stil­lin­gen bl.a. knytter an til stand­punkt­s­fe­mi­ni­stisk tænkning (cf. stand­­punkts-teori) (Alvesson og Billing, 2009). Mens den psy­kopo­li­ti­ske fore­stil­ling karak­te­ri­se­res af fader­lig­hed (jf. pater­na­lisme) og maskuli­ni­tet, tog omsorgs­fa­gene, der kvan­ti­ta­tivt set er de største fag på det psykiske sund­heds­om­råde, det modsatte stand­punkt. I den forstand karak­te­ri­se­res den køns­po­li­ti­ske fore­stil­ling af stand­punkt­s­fe­mi­ni­stisk tænkning og idealer om moderlig omsorg, natur­lig­hed, intuition, holisme og femi­ni­ni­tet. Til­bli­vel­sen af denne kønnede pro­fes­sions­i­den­ti­tet har banet vejen for et aner­ken­del­ses­mæs­sigt paradoks, da fore­stil­lin­gens repræ­sen­tan­ter ofte direkte afviser at basere praksis på den autoritet og legi­ti­mi­tet, som rationel, akademisk og (natur)videnskabelig viden tra­di­tio­nelt set har givet til og i faget (Alvesson og Billing, 2009; Beedholm 2003; Oute 2017).

Fore­stil­lin­gen kan iden­ti­fi­ce­res mange steder, fordi den knytter sig til omsorgs­fa­ge­nes interne pro­fes­sions­i­den­ti­tet (Scheel 2013). Dels kan den iden­ti­fi­ce­res i fag­po­li­ti­ske tekster (Oute 2017), herunder i tone­an­gi­vende, psy­ki­a­tri­ske lærebøger (Strand 1994; Hum­mel­voll 2006) og i de såkaldte omsorgs­fi­lo­so­fier (Martinsen 2005, 2010). Dels gør den sig ofte gældende blandt pædagoger, psy­ki­a­tri­ske sygeple­jer­sker, soci­alp­sy­ko­lo­ger, psy­ki­a­tere, fami­lie­te­ra­pe­u­ter, mil­jøte­ra­pe­u­ter, social- og sund­heds­as­si­sten­ter og plejere i praksis, både kommunalt på sociale botilbud og regionalt (Eldal et al. 2019; Oeye et al. 2009; Oute, 2017). 

Men­ne­ske­sy­net betinges af, at den pro­fes­sio­nelle ses som en ind­fø­lende og domi­ne­rende (hege­mo­nisk) moder­skik­kelse; en såkaldt ”Hegemor” (Oute 2017). I forhold til det pater­na­li­sti­ske læge-subjekt, er det mater­na­li­sti­ske pro­­fes­sions-subjekt i omsorgs­fa­gene ken­de­teg­net af ideen om en auto­ri­ta­tiv, varm, intuitiv moder­skik­kelse med medfødt empati med og evne til at beskytte nød­li­dende og svagelige mennesker (Hansen og Randwijk 2013). I den forstand tager fore­stil­lin­gen, logisk set, udgangs­punkt i et bar­n­ag­tig­gø­rende (infan­ti­li­se­rende) syn på personer med psykisk lidelse. Det udtrykkes ved at frem­stille personer med psykisk lidelse som svage (eller jeg-svage eller ego-svage). Det indebærer, at den svage person, i mod­sæt­ning til den pro­fes­sio­nel­les naturlige indsigt (cf. ”mer­for­stå­else”), moder­lig­hed og kontrol, frem­stil­les som en utæmmet og barnagtig person, der mangler den pro­fes­sio­nel­les styrke, regu­le­ring, grænser og indsigt i sine egne problemer og sans for rea­li­terne (Oeye et al. 2009; Oute og Bjerge 2017). Fore­stil­lin­gens stand­punkt, dets men­ne­ske­syn og mangel på spe­ci­fi­ci­tet gør det samtidig muligt for pro­fes­sio­nelle at træffe vid­løf­tige vur­de­rin­ger af, at diag­no­sti­ce­rede personers problemer og behov skyldes ”jeg-svaghed” uden at henvise til viden­ska­be­lige eller ratio­nelle argu­men­ter (Oute 2017).

Arbejds­me­to­derne er derfor ofte også uspe­ci­fikke, hvorfor det metodiske princip i fore­stil­lin­gen kan betegnes som eklektisk holisme, som fratager den pro­fes­sio­nelle kravet om at redegøre konkret for den ofte manglende sam­men­hæng imellem per­spek­ti­ver på psykisk lidelse og arbejds­me­to­derne (Andersen et al. 2016; Hansen og Randwijk 2013; Oeye et al. 2009). Det betyder, at der, i denne fore­stil­ling, kan iden­ti­fi­ce­res til­bø­je­lig­hed til at lade praksis hvile på ukon­tek­stu­a­li­se­rede dele af tera­pe­u­ti­ske (fx psy­ko­dy­na­mi­ske, eksi­sten­ti­elle og for­myn­de­ri­ske) per­spek­ti­ver og metoder. Det kan fx være ideen om, at pro­fes­sio­nel­les blotte til­ste­de­væ­relse kan ses som en grundsten i for­an­drin­gen af den diag­no­sti­ce­rede person (Oeye et al. 2009; Oute 2017). Fore­stil­lin­gen knytter derfor an til, at der ofte benyttes bredspek­t­re­rede metoder som jeg-styrkende prin­cip­per, der eksplicit fokuserer på opdra­gelse af den bar­n­ag­tig­gjorte patient såvel som kon­trol­le­rende tiltag såsom beskyt­telse, græn­se­sæt­ning og rea­li­tetskor­ri­ge­ring (Hansen og Randwijk 2013; Oeye et al. 2009; Oute 2017). Det metodiske princip kom­bi­ne­rer de pater­na­li­sti­ske og huma­ni­se­rende elementer, som er karak­te­ri­sti­ske for det moral­fi­lo­sof­fen og omsorgste­o­re­ti­ke­ren Martinsen betegner som svag pater­na­lisme (Martinsen 1995). Det hænger sammen med, at det stand­punkt­ste­o­re­ti­ske ståsted ikke infor­me­rer et brud med pater­na­lisme og autoritet, men implicit lægger sig i for­læn­gelse af en pater­na­li­stisk tænkning. Under dække af gen­si­dig­hed, næstekær­lig­hed, empati og omsorg erstattes medi­ci­nens pater­na­lisme derimod med en fløjls­blød, subtil og rela­tio­nel form for pater­na­lisme, som udtrykkes via krav til diag­no­sti­ce­rede personer om at skulle under­ka­ste sig rela­tio­nen til de pro­fes­sio­nelle og deres næstekær­lige, men på samme tid kon­trol­le­rende, hand­lin­ger (Oute 2017).

I den forstand kan man sige, at den køns­po­li­ti­ske fore­stil­ling styres af en mål­sæt­ning, som infor­me­res af kristen omsorgse­tik. Den hviler på en nærheds- eller rela­tions­e­tik, der ser patient-autonomi som central, men samtidig betoner den, at god praksis må fokusere på og afhænge af rela­tio­nen mellem pro­fes­sio­nel og patient (Birkler 2009; Lomborg 1997; Oute 2017). Det kommer til syne via fore­stil­lin­gens infan­ti­li­se­rende men­ne­ske­syn og følgende betoning af metodiske stra­te­gier, som ved hjælp af rela­tio­nen mellem omsorgs-pro­­fes­sio­­nel og patient tager sigte mod at forandre og opdrage ved­kom­mende med henblik på, at han/hun kan blive en god, stærkere, modnet, vel­re­gu­le­ret, livs­du­e­lig og myndig person med den rette vir­ke­lig­heds­op­fat­telse, set i den omsorgs­pro­fes­sio­nel­les øjne (Oeye et al. 2009; Oute og Bjerge 2017).

Den radikale forestilling

Valget om at betegne fore­stil­lin­gen som den radikale bygger på, at den i lit­te­ra­tu­ren karak­te­ri­se­res som eman­ci­pa­to­risk (Tangvald-Pedersen og Bongaardt 2017) og gale‑, recovery- eller psy­ko­so­ci­alt ori­en­te­ret (Sandbjerg Hansen, Langager og Øster 2017). Beteg­nel­sen radikal begrundes af, at den repræ­sen­te­rer en huma­ni­stisk og socialt ori­en­te­ret antidot til den psy­kopo­li­ti­ske og køns­po­li­ti­ske fore­stil­lings hhv. indi­vi­du­a­li­sti­ske og ansvar­lig­gø­rende og infan­ti­li­se­rende og umyn­dig­gø­rende men­ne­ske­syn (Harper og Speed 2012; Oute 2017). Set i lyset af hhv. den psy­kopo­li­ti­ske og køns­po­li­ti­ske fore­stil­ling, ligger det radikale i forsøget på at etablere et ikke-pato­lo­­gi­­se­­nede og myn­dig­gø­rende alter­na­tiv til, at mennesker med psykiske problemer såvel som andre socialt mar­gi­na­li­se­rede mennesker (fx arbejds­løse personer med eller uden stofbrug) kan leve menings­fulde og værdige liv i deres lokal­miljø (Karlsson og Borg, 2017). Fore­stil­lin­gen læner sig tungt op ad begreber som psy­ko­so­cial reha­bi­li­te­ring, sund­heds­fremme og empower­ment, og den infor­me­res af systemisk tænkning, soci­alp­sy­ko­lo­gi­ske per­spek­ti­ver og demo­kra­ti­ske idealer fra den såkaldte recovery-ori­en­te­ring (Borg, Karlsson, Sten­ham­mer, & Møller, 2014; Karlsson og Borg, 2017). Den danske over­sæt­telse af recovery til det ’at komme sig’ (på linje med flere andre skan­di­na­vi­ske ord som mestring eller bedring) indfanger kun i ringe grad begrebets anglo-ame­ri­kan­­ske ordlyd og indhold. En mere ret­vi­sende skan­di­na­visk defi­ni­tion af recovery kan lyde som “det arbeidet personen gjør alene og sammen med andre for å oppleve og skape mening i eget liv.” (Karlsson og Borg 2017: 11). I den forstand har den radikale fore­stil­ling både indi­vi­du­elle og sociale dimen­sio­ner. Fore­stil­lin­gen vedrører dels brugerens agency, hand­le­kom­pe­tence, per­son­lige erfa­rin­ger og per­spek­ti­ver og er dels er den stærkt præget af borger- og men­ne­ske­ret­tig­heds­be­væ­gel­sen, de-insti­tu­tio­­na­li­­se­rings­­­be­væ­­gel­­sen, et fokus på anti­stig­ma­ti­se­ring, tænkning fra afvi­gel­ses­so­cio­lo­gien og de race‑, klasse- og lige­stil­lings­kampe, som inter­na­tio­nalt set er blevet ført siden 1950’erne (Karlsson og Borg 2017; Rowe, Lawless, Thomsen, og Davidson, 2011).

I Norden repræ­sen­te­res fore­stil­lin­gen af for­skel­lige aktører, som fagligt og orga­ni­sa­to­risk set er placeret vidt for­skel­ligt. Dels findes den blandt aktører fra kritiske bru­ger­be­væ­gel­ser som fx Lands­for­e­nin­gen af nuværende og tidligere psy­ki­a­tri­bru­gere (LAP) og faglige selskaber som Dansk Selskab for Psy­ko­so­cial Reha­bi­li­te­ring og Nasjonalt kom­pe­ten­ce­sen­ter for psykisk hel­se­ar­beid (NAPHA) i Norge. Dels findes den hos viden­ska­be­lige aktører som pæda­­go­­gi­­ske- sundheds- og sam­funds­vi­den­ska­be­lige forskere og endelig for­skel­lige soci­alp­sy­ki­a­tri­ske aktører som fx brugere og ansatte på de danske bosteder Orion eller Slotsvæn­get, herunder også soci­al­sy­geple­jer­sker, gade­plansteams og pro­fes­sio­nelle i lokalp­sy­ki­a­trien m.v. (Oute 2016).

Men­ne­ske­sy­net i den radikale fore­stil­ling kan siges at hvile på det ideal, at personen med psykiske problemer kan betragtes som et autonomt og myndigt menneske, der sidder ”i fører­sæ­det” i forhold til at gene­tab­lere et menings­fuldt og til­freds­stil­lende liv i sit lokal­sam­fund trods psykiske og stof­re­la­te­rede problemer (Karlsson 2016; Karlsson og Borg 2013; 2017). Samtidig hviler men­ne­ske­sy­net på, at denne proces ikke foregår i et socialt vakuum, men betinges af sociale forhold, herunder hvordan ved­kom­men­des pårørende/familie, sociale netværk i lokal­mil­jøet og pro­fes­sio­nelle i hjæl­pe­ap­pa­ra­tet kan bidrage til at fremme eller til tider modvirke for­an­drin­gerne. Men­ne­ske­sy­net i den radikale fore­stil­ling bygger derfor på tre centrale præmisser: 1) At det diag­no­sti­ce­rede menneske er den centrale aktør i processen om at komme til at leve et menings­fuldt og til­freds­stil­lende liv. 2) At det diag­no­sti­ce­rede menneske må inklu­de­res og deltage i lokal­sam­fun­det, familien og arbejds­li­vet. 3) At borger- og men­ne­ske­ret­tig­he­der kan bidrage til at udjævne de ulig­heds­ska­bende struk­tu­rer i samfundet, som både kan være med til øge mar­gi­na­li­se­ring og psykisk lidelse og kan gøre det van­ske­li­gere at leve et godt og for den enkelte menings­fuldt liv med psykisk lidelse og/eller stof­pro­ble­mer (Karlsson og Borg 2013, 2017).

Fore­stil­lin­gens over­ord­nede metodiske princip centrerer sig om at påvirke og under­støtte de mange for­skel­lige typer af faktorer, som fremmer diag­no­sti­ce­rede men­ne­skers proces med at komme sig (Karlsson og Borg 2013, 2017). Støtten tænkes både på det per­son­lige niveau og på inter­­­per­so­­nelt- og system­ni­veau. På indi­vid­ni­veau stiles der imod, at pro­fes­sio­nel­les, pårø­ren­des eller fri­vil­li­ges hjælp og støtte per­son­cen­tre­res og lægges til rette for det enkelte menneske, ikke som klient eller patient i systemet. På inter­per­so­nelt niveau er det samtidig en mål­sæt­ning at hindre diskri­mi­na­tion og modvirke stigma i relation til pro­fes­sio­nelle, pårørende og kolleger etc., mens der på system­ni­veau stiles mod at mindske systemisk diskri­mi­na­tion og mod at bedre at kunne navigere i og mellem frag­men­te­rede vel­færds­sy­ste­mer (fx psy­ki­a­trien, stof­be­hand­ling og jobcentre) (Ness et al. 2014; Hansen og Bjerge 2017; Ruysscher et al. 2017). Det indebærer opfat­tel­sen af, at rela­tio­ner til pro­fes­sio­nelle eller pårørende både kan virke fremmende og hæmmende for recovery, mens kom­bi­na­tio­nen af stig­ma­ti­se­ring og begrænset adgang til de uko­or­di­ne­rede hjæl­pe­sy­ste­mer (fx job­cen­trene, stof­be­hand­lin­gen og psy­ki­a­tri­ske behand­ling­s­am­bu­la­to­rier), og syste­mer­nes ofte dårlige evne til at levere god ’timet’ hjælp kan begrænse adgang til arbejds­mar­ke­det og derved hæmme processen hen imod et menings­fuldt (arbejds)liv. De pro­fes­sio­nel­les primære arbejds­om­råde er at hjælpe ved­kom­mende med at håndtere de problemer ved­kom­mende oplever nu og her, dels ved at støtte ved­kom­mende til at gøre det og dels ved at faci­li­tere, at andre aktører i civil­sam­fun­det (fx fri­vil­lige i for­e­nings­li­vet og pårørende) invol­ve­rer sig i denne proces. Et centralt aspekt af pro­fes­sio­nel­les arbejde er at hjælpe personen med at fastholde håbet om et godt og menings­fuldt liv, uden for pro­ble­merne (Karlsson og Borg 2013; 2017; Leamy, Bird, Le Bou­til­lier, Williams, og Slade, 2011).

Fore­stil­lin­gen sigter over­ord­net mod, at den enkelte kan genskabe til­hø­rig­hed i nær­mil­jøet, genop­bygge identitet ”udenfor” ved­kom­men­des problemer, at skabe sig et menings­fuldt liv på trods af eller med sine per­son­lige og sociale begræns­nin­ger. Herunder er det et centralt sigte at øge personens mulig­he­der for social inklusion, med­bor­ger­skab, del­ta­gelse og myndig- og mæg­tig­gø­relse (empower­ment) (Karlsson og Borg 2017). Fore­stil­lin­gen kan siges at være styret af Taylors kul­tur­ra­di­kale tænkning om auten­ti­ci­tet og selv­re­a­li­se­ring. Det hænger sammen med, at den radikale fore­stil­ling hviler på et indi­vi­du­a­li­se­ret men­ne­ske­syn og en etik, som bl.a. ses hos Taylor (Petersen 2011). Det styrende etiske princip indebærer, at mennesker rea­li­se­rer sig selv i forhold til egne ønsker og moralske værdier. Dette foregår imid­ler­tid ikke spontant, men i konstant dialog med sig selv og andre, og inden for rammerne af, hvad ’der tæller’ i givne sociale fæl­les­ska­ber og kul­tu­relle sam­men­hænge (Petersen 2011). Det etiske per­spek­tiv er således ikke kun knyttet til, at indi­vi­dets autonomi, selv­be­stem­melse og rea­li­se­ring er absolut, men samtidig til at selvets rea­li­se­ring i praksis udspiller sig i dialog og inter­ak­tion med andre. Derved er fore­stil­lin­gens etiske stand­punkt beslægtet med den form for pligtetik, man fx finder i Habermas’ dis­kur­se­tik (Andersen og Timm 2018), som impli­ce­rer idealer for, at normer gælder for alle mennesker, men at uenig­he­der om gyl­dig­he­den af en moralsk norm afstemmes gennem rationel, lige­vær­dig og magtfri dialog om argu­men­terne for og imod. Denne fore­stil­ling om god praksis har derfor særligt blik for, hvordan psy­ko­so­ci­ale processer ikke kun kan ses som udtryk for indi­vi­dets horisont og ønsker, men at de for­an­drings­pro­ces­ser, som praksis ori­en­te­res mod, udspiller sig inden for de normative rammer og mulig­he­der, som samfundet eller nær­mil­jøet kan tilslutte sig.

Kon­kur­re­rende etiske fore­stil­lin­ger om god praksis i det daglige

Nær­væ­rende artiklen rejser spørgsmål om, hvordan syns­punk­ter og per­spek­ti­ver, der repræ­sen­te­rer de tre fore­stil­lin­ger om god praksis, kan udveksles og dis­ku­te­res kon­struk­tivt fremfor enten at være i åben konflikt med hinanden eller blive stra­te­gisk ignoreret, når for­skel­lige pro­fes­sio­nelle (fx soci­alp­sy­ko­lo­ger, pædagoger, sygeple­jer­sker, læger eller soci­al­rå­d­gi­vere), mennesker med psykiske lidelser og/eller stofbrug, deres pårørende og sociale netværk udveksler dem i for­bin­delse med afkla­rin­gen af, hvordan man bedst fortolker en persons problemer og sam­ar­bej­der om at hjælpe.

I praksis kan der iden­ti­fi­ce­res en snitflade mellem to af fore­stil­lin­gerne, nemlig den psy­kopo­li­ti­ske og den radikale fore­stil­ling, når pro­fes­sio­nelle anvender helt ens­ly­dende begreber som fx recovery, ind­dra­gelse, empower­ment eller del­ta­gelse. Der kan imid­ler­tid være tale om, at de enten udveksler, eller ofte helt for­veks­ler, den psy­kopo­li­ti­ske og den radikale fore­stil­ling. Mens somatisk etik og nyt­te­e­ti­ske værdier virker styrende for psy­kopo­li­ti­ske prak­sis­for­mer, mister det diag­no­sti­ce­rede menneske per se (noget af) sin sociale beret­ti­gelse og legi­ti­mi­tet som borger set i lyset af den psy­kopo­li­ti­ske fore­stil­ling. I sund­he­dens og sam­funds­nyt­tens navn kan pro­fes­sio­nelle derfor, moralsk set, stille krav til det diag­no­sti­ce­rede menneske og ved­kom­men­des pårørende om at skulle være agile, resi­li­ente, omstil­lings­pa­rate og lære at blive selv-ansvar­lige. I den forstand er det diag­no­sti­ce­rede menneskes selv­re­a­li­se­ring og ‑udvikling blevet et indi­vi­du­elt imperativ (påbud), hvor ved­kom­mende moralsk set forventes at skulle komme sig, mens pårørende og det sociale netværk forventes at under­støtte denne proces i rollen som frivillig eller ulønnet med­be­hand­ler for ikke at ligge vel­færds­sta­tens res­sour­cer til last (Glasdam og Oute 2018; Petersen 2011). Det ’at komme sig’ er derfor kar­di­nal­præ­mis­sen for at kunne blive opfattet som en lige­vær­dig og aner­ken­del­ses­vær­dig deltager i samfundet i den psy­kopo­li­ti­ske fore­stil­ling om god praksis, mens myndighed, mæg­tig­gø­relse, lige­vær­dig del­ta­gelse og inklusion ses som afgørende præmisser for, at mennesker med psykisk lidelse over­ho­ve­det kan komme sig i den radikale fore­stil­ling. Til forskel fra den psy­kopo­li­ti­ske fore­stil­lings fokus på for­an­dring af individet, betones selv­re­a­li­se­ring, social for­an­dring og her­re­døm­me­fri dialog i den radikale fore­stil­ling med henblik på at (sam)skabe nye mulig­he­der for, at personer med psykisk lidelse kan have selv­be­stem­melse, få lige mulig­he­der og leve menings­fulde liv. Når de to fore­stil­lin­ger ud- eller for­veks­les i praksis, repræ­sen­te­rer de derved ikke alene to direkte mod­stri­dende etiske per­spek­ti­ver på, hvordan mennesker med psykisk lidelse hjælpes bedst, men den radikale fore­stil­ling er relativt åben for at blive gen­for­tol­ket (kolo­ni­a­li­se­ret) i lyset af den psy­kopo­li­ti­ske fore­stil­ling pga. begrebets iboende fokus på selv­re­a­li­se­ring, der nemt for­veks­les med det psy­kopo­li­ti­ske ideal om selv-ansvarlighed.

Samtidig kan der opstå et kon­flikt­for­hold mellem den køns­po­li­ti­ske og psy­kopo­li­ti­ske fore­stil­ling om god praksis. Når pro­fes­sio­nelle abonnerer på den køns­po­li­ti­ske fore­stil­lings infan­ti­li­se­rende men­ne­ske­syn og ofte umyn­dig­gø­rende prak­sis­for­mer, kan de bidrage til direkte at forhindre eller, i det mindste, modvirke psy­kopo­li­ti­ske prak­sis­sers fokus på at sikre, at diag­no­sti­ce­rede mennesker og pårørende iden­ti­fi­ce­rer sig med rollen som aktiv, agil, omstil­lings­pa­rat og ansvarlig sam­funds­bor­ger (Oute 2017).

Endvidere kan den køns­po­li­ti­ske og radikale fore­stil­ling ikke bare kollidere med hinanden teoretisk, men pro­fes­sio­nelle, der repræ­sen­te­rer den køns­po­li­ti­ske fore­stil­ling under­ord­ner ofte den ide­a­li­se­rede betydning af prak­sis­ser, der er for­e­ne­lige med den radikale fore­stil­ling. Et afgørende princip i subor­di­ne­rings­pro­ces­sen kan betegnes som ”bør-tonomi” (ought-onomy) (Devish 2010, 2011; Oute 2017). Det omfatter, at den køns­po­li­ti­ske fore­stil­lings samtidige infan­ti­li­se­rende blik og fokus på autonomi og opdra­gelse kan danne grundlag for, at pro­fes­sio­nelle kan ignorere den rela­tio­nelle kontekst, hvori det diag­no­sti­ce­rede menneskes (ret til) selv­be­stem­melse i forhold til udvikling af et, ifølge de pro­fes­sio­nelle, mere ’hen­sigts­mæs­sig’ syn på verden forventes at gøre sig gældende (Hansen og Randwijk 2013). Når pro­fes­sio­nelle ser diag­no­sti­ce­rede mennesker med psykisk lidelse som svagelige og bar­n­ag­tige, rejser der sig en implicit moralsk appel for den pro­fes­sio­nelle om at beskytte ved­kom­mende mod sig selv, idet han/hun anses som en, der ikke selv kan træffe myndige og ’hen­sigts­mæs­sige’ beslut­nin­ger om egen mentale sundhed. I mod­sæt­ning til at indgå i en lige­vær­dig dialog med ved­kom­mende bliver det en pro­fes­sio­nel pligt at sikre, at ved­kom­mende vælger at involvere sig (cf. autonomi) og deltager aktivt i behand­lin­gen ved at forene sig med de pro­fes­sio­nel­les vir­ke­lig­heds­op­fat­telse og syn på behovet for for­an­dring. Når pro­fes­sio­nelle fokuserer entydigt på at sikre personens autonomi/selvbestemmelse på denne måde betones den radikale fore­stil­lings normative ker­ne­an­ta­gelse om, at personen skal realisere sig selv og være selv­be­stem­mende (Oute 2017). Når de pro­fes­sio­nelle stiller krav om, at personen skal være selv­be­stem­mende og i for­an­dring kan det diag­no­sti­ce­rede menneske således reelt ikke vælge ikke at deltage og gå i dialog med pro­fes­sio­nelle for at opnå sel­vind­sigt, syg­doms­ind­sigt eller selv­re­a­li­se­ring. På den måde er de pro­fes­sio­nel­les måde at stille krav om at være selv­be­stem­mende, para­doksalt nok, med til at fratage den diag­no­sti­ce­rede person sin autonomi, agency og hand­le­kraft. Det mani­feste­rer sig ved, at fore­stil­lin­gens repræ­sen­tan­ter under­ken­der den diag­no­sti­ce­rede persons mulig­he­der for selv at bestemme, hvordan og hvornår ved­kom­men­des mentale sundhed og identitet bør forandres. Repræ­sen­tan­ter for køns­po­li­ti­ske fore­stil­ling vil derfor fortolke betyd­nin­gen af den radikale fore­stil­lings eman­ci­pa­to­ri­ske betoning af den diag­no­sti­ce­rede persons aktive del­ta­gelse og invol­ve­ring sådan, at begre­berne vendes på hoved. I den køns­po­li­ti­ske fore­stil­ling bruges begreber som recovery, del­ta­gelse og invol­ve­ring i stedet til aktivt at sikre, at den diag­no­sti­ce­rede person under­ka­ster sig rela­tio­nen og iden­ti­fi­ce­rer sig med den pro­fes­sio­nel­les per­spek­tiv på situ­a­tio­nen (Oute 2017). Som sådan kan det insti­tu­tio­na­li­sede forhold mellem patient og behandler repro­du­ce­res i subor­di­ne­rings­pro­ces­sen i mødet mellem den køns­po­li­ti­ske og radikale forestilling.

Kon­klu­sion

Denne artikel ansku­e­lig­gør og dis­ku­te­rer, hvordan de tre domi­ne­rende fore­stil­lin­ger om psykisk lidelse og deres syn på god praksis, og vær­di­kam­pene imellem dem, kan være udtryk for for­skel­lige teo­re­ti­ske, kul­tu­relle, politiske og fag­pro­fes­sio­nelle idéer og værdier. Med udgangs­punkt i tidligere forskning fra det psykiske sund­heds­om­råde fremviser artiklen en psy­kopo­li­tisk, en køns­po­li­tisk og en radikal fore­stil­ling om god praksis, som på samme tid gør sig gældende blandt pro­fes­sio­nelle på det psykiske sund­heds­om­råde, bl.a. i behand­lings­psy­ki­a­trien, soci­alp­sy­ki­a­tri­ske indsatser, psy­ko­so­ci­ale og reha­bi­li­te­rende indsatser i kommunale kon­tek­ster og på stof­be­hand­lings­om­rå­det. Artiklen viser, at den psy­kopo­li­ti­ske fore­stil­ling anskuer det diag­no­sti­ce­rede menneskes iden­ti­tets­ud­vik­ling og recovery som et imperativ, som kommer statens kon­kur­ren­ce­dyg­tig­hed og funktion til gode. I den køns­po­li­ti­ske fore­stil­ling opfattes det som et gode, at de pro­fes­sio­nelle benytter (svage) pater­na­li­sti­ske metoder til at sikre, at det diag­no­sti­ce­rede menneske udvikler en, ifølge de pro­fes­sio­nelle, mere hen­sigts­mæs­sig vir­ke­lig­hed og ’korrekt’ autonomi for at blive livs­du­e­lige mennesker. Dette til trods for, at opnåelsen af dette gode virker som et styrende princip, der cemen­te­rer det tra­di­tio­nelle insti­tu­tio­na­li­se­rede forhold mellem en ’mer­vi­dende’ pro­fes­sio­nel og en inferiør, umyndig og svag patient (Oute 2017). I den forstand repræ­sen­te­rer den radikale fore­stil­ling en form for praksis, som er mere etisk eller human end de to for­ud­gå­ende fore­stil­lin­ger (Karlsson og Borg 2013; 2017). På den ene side kan man sige, at dette argument, per defi­ni­tion, er forkert, fordi de tre fore­stil­lin­ger netop hviler på for­skel­lige etiske idealer og vær­di­la­dede opfat­tel­ser af god praksis. På den anden side er den radikale fore­stil­ling mere optaget af rela­tio­nel praksis, fordi fore­stil­lin­gen repræ­sen­te­rer et huma­­ni­stisk-socialt ori­en­te­ret modsvar eller antidot til den psy­kopo­li­ti­ske fore­stil­ling om den selvansvar­lige og nyttige borger og den køns­po­li­ti­ske fore­stil­lings umyn­dig­gø­rende og insti­tu­tio­na­li­se­rende ori­en­te­ring. I lyset af den dehu­ma­ni­se­ring og de demo­kra­ti­ske problemer, der hhv. knytter sig til de psy­kopo­li­ti­ske og køns­po­li­ti­ske fore­stil­lin­gers bestræ­bel­ser på at styre det diag­no­sti­ce­rede menneskes iden­ti­tets­ud­vik­ling og ind­fly­delse på sin egen situation, kan det være værd at overveje det para­doksale i, at syns­punk­ter og prak­sis­ser, der er for­e­ne­lige med den radikale fore­stil­ling og FN’s anbe­fa­lin­ger om fler­fag­ligt sund­heds­ar­bejde, ofte ses som civilt ulydige, ille­gi­time eller ’ekstreme’ af repræ­sen­tan­ter fra medi­cin­ske pro­fes­sio­ner. Det kan hænge sammen med, at indsatsen tager udgangs­punkt i, at hjælpens primære formål hverken er at være økonomisk nyttig, fag-legi­ti­­me­rende eller insti­tu­tions-opret­hol­­dende, men ori­en­te­ret mod at modvirke eks­pert­vælde og skabe social for­an­dring, så socialt udsatte med psykiske problemer og/eller stof­pro­ble­mer får mulighed for at leve menings­fulde liv.

I det lys rejser artiklen dis­kus­sio­ner om, hvordan de tre fore­stil­lin­ger dels lapper kon­cep­tu­elt over hinanden og dels, hvordan en række kon­flikt­for­hold imellem dem kan komme til udtryk. Artiklens hoved­po­inte er, at de tre fore­stil­lin­ger kon­kur­re­rer med hinanden i praksis om at definere etisk god praksis, og det rejser spørgs­må­let, om det ville være mere hjælpsomt for brugerne af de psykiske sund­hed­s­tje­ne­ster at tale mere om, hvilke fordele og ulemper, der er forbundet med de for­skel­lige per­spek­ti­ver. Artiklen argu­men­te­rer derfor for, at viden om disse tre fore­stil­lin­ger er vigtig, fordi den kan danne grundlag for, at særligt pro­fes­sio­nelle og til dels pårørende og fri­vil­lige kan forholde sig etisk og reflek­sivt til egen og andres praksis på det psykiske sund­heds­om­råde, samt frem­ti­dige forskningstemaer.

Refe­ren­cer

Alvesson M, Billing YD 2009. Under­stan­ding gender and orga­niza­tions. London: SAGE.

Andersen AJ, Fredwall TE, Larsen IB 2016. Fram­tid­stro og under­ord­ning: en lesning av tolv lærebøker i psy­ki­a­trisk sykepleie og psykiatri. Tids­skrift for psykisk hel­se­ar­beid, 13 (1 – 2), s 45 – 56.

Andersen PT, Timm HU 2018. Sund­heds­so­cio­logi: en grundbog. København: Hans Reitzel Forlag.

Beedholm K 2003. For­an­dring og træghed i den sygeple­je­fag­lige diskurs: ph.d.-afhandling.  Viborg: Forlaget PUC.

Birkler J 2009. Når etikken bliver synlig. Klinisk Sygepleje, 23(2), s. 34 – 42

Busfield, J. 2011. Mental illness: Key Concepts: Polity Press, Malden USA.

Brinkmann S 2010. Det diag­no­sti­ce­rede liv: sygdom uden grænser. Århus: Klim.

Brinkmann, S & Petersen, A (Eds.) (2015) Diagnoser: per­spek­ti­ver, kritik og dis­kus­sion. Aarhus: Klim.

Devisch I. Ough­to­nomy in healt­hcare: a decon­structive reading of Kantian autonomy. Med Health Care Philos 2010; 13(4): 303 – 312.

Devisch I. Progress in medicine: autonomy, ough­to­nomy and nudging. J Eval Clin Pract 2011; 17(5): 857 – 861.

Eldal K, Natvik E, Veseth M, Davidson L, Skjølberg Å, Gytri D, Moltu C 2019. Being recog­ni­sed as a whole person: A qua­li­ta­tive study of inpatient expe­ri­ence in mental health. Issues in Mental Health Nursing, 40 (2), s. 88 – 96.

Glasdam S, Oute J 2018. Pro­fes­sio­nals’ invol­ve­ment of relatives – only good inten­tions? Journal of Orga­niza­tio­nal Eth­no­graphy, E‑Pub ahead.

Hansen JO, Bjerge B 2017. What role does employ­ment play in dual recovery? A qua­li­ta­tive meta-synthesis of cross-cutting studies treating substance use treatment, psy­chi­a­try and unem­ploy­ment services. Advances in Dual Diagnosis, 10 (3), s. 105 – 119.

Hansen JO, Randwijk CV 2013. “Nu tager vi over” – en dis­kur­s­a­na­lyse af sub­jekt­po­si­tio­ner i psy­ki­a­trisk sygepleje. Nordiske Udkast. Tids­skrift for kritisk sam­funds­forsk­ning, 41 (1), s. 22 – 37.

Harper D, Speed E 2012. Uncove­ring Recovery: The Resi­stible Rise of Recovery and Resi­li­ence. Studies in Social Justice, 6 (1), s. 9 – 25

Hum­mel­voll JK 2006. Helt – ikke stykkevis og delt: psy­ki­a­trisk sygepleje og psykisk sundhed. København: Hans Reitzel Forlag.

Karlsson B 2016. Det går for sakte-: i arbeidet med psykisk helse og rus. Oslo: Gyldendal akademisk.

Karlsson B, Borg M 2013. Psykisk hel­se­ar­beid. Oslo: Norsk Gyldendal.

Karlsson B, Borg M 2017. Recovery: Tra­disjo­ner, for­ny­el­ser og praksiser. Oslo: Gyldendal.

Kryger, N. f., Milner, J., & Krejsler, J. 2005. Pæda­go­gisk antro­po­logi – et fag i til­bli­velse. Kbh.: Danmarks Pæda­go­gi­ske Universitet.

Leamy, M., Bird, V., Le Bou­til­lier, C., Williams, J., & Slade, M. (2011). Con­cep­tual framework for personal recovery in mental health: syste­ma­tic review and narrative synthesis. Br J Psy­chi­a­try, 199(6), 445 – 452. doi:10.1192/bjp.bp.110.083733

Lehn-Chri­sti­an­­sen, S. and Holen, M. 2019, “Logics of care in clinical education”, Journal of Orga­niza­tio­nal Eth­no­graphy, 8 (3), pp. 268 – 278. https://​doi​.org/​1​0​.​1​1​0​8​/​J​O​E​-04 – 2018 – 0021

Ljungberg, A., Denhov, A., & Topor, A. (2016). Non-helpful rela­tions­hips with pro­fes­sio­nals – a lite­ra­ture review of the per­spective of persons with severe mental illness. J Ment Health, 25(3), 267 – 277. doi:10.3109/09638237.2015.1101427

Lomborg K 1997. Liv­sy­t­rin­ger og sygepleje. Sygeple­jer­sken, 46, s. 32 – 39

Martinsen K 2005. Samtalen, skjønnet og evidensen. Oslo: Akribe.

McPherson, S., & Oute, J. (2020). Respon­si­bi­li­sa­tion of care­gi­vers in depres­sion: the limi­ta­tions of policy-based evidence. Social Theory & Health. doi:10.1057/s41285-020 – 00136‑y

McPherson, S., Rost, F., Sidhu, S., & Dennis, M. (2018). Non-strategic ignorance: Con­si­de­ring the potential for a paradigm shift in evidence-based mental health. Health (London), 1363459318785720. doi:10.1177/1363459318785720

Mol, A. (2008). The logic of care: health and the problem of patient choice. Abingdon, Oxon: Routledge.

Morgan, A. (2015). Is psy­chi­a­try dying? Crisis and critique in con­tem­porary psy­chi­a­try. Social Theory & Health, 13(2), 141 – 161. doi:10.1057/sth.2015.5

Ness O, Borg M, Davidson L 2014. Faci­li­ta­tors and barriers in dual recovery: a lite­ra­ture review of first-person per­specti­ves. Advances in Dual Diagnosis, 7 (3), s. 107 – 117.

Nielsen MEJ 2016. For­ban­dede sunddom. Aarhus: DreamLitt.

Oeye C, Bjelland AK, Skorpen A, Andersen N 2009. Raising adults as children? A report on milieu therapy in a psy­chi­a­tric ward in Norway. Issues Ment Health Nurs, 30 (3), s. 151 – 8.

Oute J 2016. Den sociale kon­struk­tion af pårø­ren­de­ind­dra­gelse i behand­lings­psy­ki­a­trien – et ph.d.-forsvar. Nordiske Udkast. Tids­skrift for kritisk sam­funds­forsk­ning, 44, s. 5 – 18.

Oute J 2017. ‘It is a bit like being a parent’: A discourse analysis of how nursing identity can con­te­xtu­a­lize patient invol­ve­ment in Danish psy­chi­a­try. Nordic Journal of Nursing Research, 38 (1). s. 1 – 10

Oute J, Bjerge 2017. Kønnede ratio­na­ler om depres­sion og rusmidler i behand­lings­psy­ki­a­trien. In: Frank VA, Søgaard TF, Bjørness J (eds.). Køn og rusmidler: brug, behand­ling og kontrol. 5. ed. Aarhus: Aarhus Uni­ver­si­tets­for­lag, kapitel 5, s. 131 – 148.

Oute J, Petersen A, Huniche L 2015. Who and What Does Invol­ve­ment Involve? A Multi-Sited Field Study of Invol­ve­ment of Relatives in Danish Psy­chi­a­try. Issues Ment Health Nurs, 36 (12), s. 953 – 62.

Oute, J., & Ringer, A. 2014. Psy­ki­a­trien i krise – en kamp om defi­ni­tio­ner. Sygeple­jer­sken, 114(7), 78 – 82.

Petersen A 2011. Auten­ti­ci­tet i kapi­ta­lis­mens nye ånd: mani­fe­sta­tio­nen af et blidt barbari. Dansk sociologi, 22, 9 – 29.

Rose N 1999. Governing the soul: the shaping of the private self. London: Free Asso­ci­a­tion Books.

Rose, N. 2019. Our psy­chi­a­tric future: the politics of mental health. Cambridge, UK

Rowe, M., Lawless, M., Thomsen, K., & Davidson, L. (2011). Classics of community psy­chi­a­try: fifty years of public mental health outside the hospital (1. ed.). Oxford: Oxford Uni­ver­sity Press.

Ruysscher, C. De, S. Van­de­velde, S., Van­der­plas­schen, W., Maeyer, J. De & Vanheule, S. (2017). The Concept of Recovery as Expe­ri­en­ced by Persons with Dual Diagnosis: A Syste­ma­tic Review of Qua­li­ta­tive Research from a First-Person Per­spective, Journal of Dual Diagnosis, 13(4), 26 – 279.

Scheel, ME 2013. Inter­ak­tio­nel sygeple­je­prak­sis. København: Munksgaard.

Shore, C., Wright, S., Però, D., & European Asso­ci­a­tion of Social, A. 2011. Policy worlds: ant­hro­po­logy and the analysis of con­tem­porary power. New York, N.Y.: Berghahn Books.

Sandbjerg Hansen, C, Langager, S &l Øster, B 2017. Redak­tio­nel ind­led­ning, Dansk Pæda­go­gisk Tids­skrift, Tema­num­mer Gal Pædagogik

Strand, L, 1994. Fra kaos mod samling, mestring og helhed: psy­ki­a­trisk sygepleje til psy­ko­ti­ske patienter. København: Gyldendal.

Speed, E 2005. Patients, consumers and survivors: a case study of mental health service user discour­ses, Social Science & Medicine, 62(1):28 – 38, DOI: 10.1016/j.socscimed.2005.05.025

Tangvald-Pedersen, O, Bongaardt, R 2017. Towards a tinkering par­ti­ci­pa­tory research method in mental health, Scan­di­navian Journal of Disa­bi­lity Research, 19:1, 7 – 17, DOI: 10.1080/15017419.2016.1222305

Thomas P 2016. Psycho politics, neoli­be­ral gover­n­men­ta­lity and austerity. Self & Society, 44 (4), s. 382 – 393.

(Artiklen redigeret 09.05.2022)

Giv et bidrag

Værsgo’ – du kan frit læse
Dansk pæda­go­gisk Tidsskrift!

Hvis du synes om det, du læser, og gerne vil have, at tids­skrif­tet bliver ved med at eksistere, håber vi, at du vil give et bidrag.

STØT VIA MOBILEPAY VED AT SCANNE HER

Scan med dit mobilkamera
Klip på knappen for at støtte