Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på email

Skam og subli­me­ring ifølge psy­ko­a­na­ly­sen – med anledning i Caitlyn Jenners selvbiografi

Kirsten Hyldgaard

Med udgangs­punkt i Caitlyn Jenners selv­bi­o­grafi The Secrets of My Life. From Bruce to Cait: The Inspira­tio­nal Story vil artiklen diskutere skammen som betin­gelse for subli­me­ring og dermed for det at lære og for viden og kunnen. Opdra­gel­sens udskam­ning tjener formålet at forbyde måder at nyde på, og den er fortræng­nin­gens – tan­ke­for­bud­dets – kilde. Men den er i samme ombæring en betin­gelse for subli­me­ring, defineret som ”drift­stil­freds­stil­lelse uden fortræng­ning” (Freud). Hvordan forstå en sådan dob­belt­hed, ja, mod­si­gelse? Det rejser i tilgift spørgs­må­let om, hvorledes man over­ho­ve­det kan skelne til­freds­stil­lelse af seksu­al­drif­ten fra til­freds­stil­lel­ses­modi, der ikke er seksuelle. Er subli­me­ring – filosofi, videnskab, kunst, håndværk, sport­s­præ­sta­tio­ner – erstat­nin­ger for noget mere oprin­de­ligt og egentligt? Og er subli­me­ring mindre til­freds­stil­lende end mere ’direkte’ seksuel til­freds­stil­lelse. Findes der over­ho­ve­det ’direkte’ eller mere ’oprin­de­lig’ til­freds­stil­lelse? Artiklen vil argu­men­tere for et ’nej’.

“Psy­ko­a­na­ly­sen har ofte lejlighed til at erfare, hvilken andel opdra­gel­sens uhen­sigts­mæs­sige, ind­sigts­løse strenghed har i frem­brin­gel­sen af nervøs sygdom, eller med hvilke tab af ydelses‑ og nydel­ses­evne den krævede nor­ma­li­tet købes. Den kan dog også lære os, hvilke vær­di­fulde bidrag disse asociale og perverse drifter hos barnet yder til karak­ter­dan­nel­sen, hvis de ikke ligger under for fortræng­nin­gen, men ledes fra deres oprin­de­lige mål til mere vær­di­fulde, gennem den såkaldte subli­me­rings­pro­ces. Vore bedste dyder er vokset frem som reak­tions­dan­nel­ser og subli­me­rin­ger af en bund gjort af de sletteste anlæg.”[1]

I 2015 offent­lig­gjorde det ame­ri­kan­ske måneds­ma­ga­sin Vanity Fair på dets forside et billede af Caitlyn Jenner. Hun sprang her, i en alder af 65 år, ud som trans­køn­net og udgav efter­føl­gende selv­bi­o­gra­fien The Secrets of My Life.From Bruce to Cait: The Inspira­tio­nal Story.

Forside af Vanity Fair med Bruce Jenner som Caitlyn Jenner
Figur 1: Bruce Jenner på forsiden af Vanity Fair som Caitlyn Jenner

Caitlyn Jenner var før da kendt som Bruce Jenner, reality show celebrity i kraft af sit ægteskab med Kris Kar­das­hian og, for denne sam­men­hæng vigtigt, som guld­me­dal­je­vin­der fra De Olympiske Lege 1976 i Montreal, hvor Jenner slog sin egen ver­dens­re­kord i disci­pli­nen tikamp. Pro­blem­stil­lin­gen ved­rø­rende skam og subli­me­ring skal have denne selv­bi­o­grafi som omdrej­nings­punkt.[2]

Bruce Jenner med diskos fra Pan Am Games
Figur 2: Bruce Jenner i diskoskast ved Pan Am Games i 1975

Formålet er at vise, dels hvorledes for­vir­ring omkring kønnet, det Jenner selv diag­no­sti­ce­rer som ”gender dysphoria”, og særligt skammen over iden­ti­fi­ka­tion med et billede af kvin­de­lig­hed, drev Bruce Jenner til sine ekstra­or­di­nære præ­sta­tio­ner, dels at diskutere spørgs­må­let om subli­me­ring i forhold til dette. At inkarnere et kon­ven­tio­nelt billede af hyper­ma­skuli­ni­tet, ”The world’s greatest athlete”, beskriver Jenner selv som ”The Grand Diversion”, den store afled­nings­ma­nøvre (Jenner 2017: 3). Herved kom han den mistanke, som ingen konkret anden for­ment­lig nærede, og risikoen for udskam­ning af sin iden­ti­fi­ka­tion med et billede af kvin­de­lig­hed, i forkøbet. Hans ’dække’ som mand var en mani­pu­la­tion med den Andens blik.[3] At inkarnere et kon­ven­tio­nelt ideal om maskuli­ni­tet og de ver­dens­re­kord­s­æt­tende præ­sta­tio­ner var en art fortsat for­næg­telse over for en anonym offent­lig­hed: ’Ingen skal tro, at jeg er en kvinde eller skamfuldt kvindagtig’.

Formålet her er endvidere at vise, hvorledes Jenners beskri­vel­ser af og over­vej­el­ser over egen kvin­de­lig­hed snarere bekræfter end anfægter Lacans diktum om, at ”Kvinden ikke eksi­ste­rer”, at Jenners kvin­de­lig­hed hverken er et spørgsmål om biologisk køn (”sex”) eller et spørgsmål om psy­ko­lo­gisk identitet (”gender”), men om iden­ti­fi­ka­tion, altså at spørgs­må­let om, hvem man er, kaldet jeget, for­ud­sæt­ter en pro­blem­stil­ling omkring iden­ti­fi­ka­tion med den Anden. Det billede af kvin­de­lig­hed, som Jenner søger at inkarnere, er ifølge hende selv ikke et spørgsmål om enten at være kvinde eller mand, men at være ”transkvinde”.

Det pæda­go­gisk inter­es­sante ved Jenner består i, at den manglende identitet mellem biologisk køn og psy­ko­lo­gisk identitet og frygten for udskam­ning, der ofte og af gode grunde pro­ble­ma­ti­se­res som en hæmning for at lære, her synes at befordre præ­sta­tio­ner. Spalt­nin­gen mellem den offent­lige inkar­na­tion af et kon­ven­tio­nelt maskulint ideal og så hem­me­lig­hol­delse af iden­ti­fi­ka­tion med et mod­sva­rende kon­ven­tio­nelt ideal om kvin­de­lig­hed er driv­kraf­ten snarere end en hæmsko for det, Freud kaldte ”ydelses- og nydel­ses­ev­nen”. Kan dette kaldes subli­me­ring, eller er der tale om en for­svars­me­ka­nisme? Og hvad skulle for­skel­len være mellem subli­me­ring og forsvar?

Subli­me­ring er begrebet for ’overgang’ i mindst to betyd­nin­ger. I kemien er der tale om overgang fra faststof til gas uden mel­lem­led­det væske, eksem­pel­vis at sne fordamper uden først at smelte. I psy­ko­a­na­ly­sen er der tale om en overgang mellem en i normativ forstand lavere til­freds­stil­lel­ses­måde til en højere. Det ’lavere’ er den form for til­freds­stil­lelse af driften, der kaldes seksuel; det ’højere’ er den form for til­freds­stil­lelse af driften, der opnås ved såkaldt åndelige akti­vi­te­ter. Her klinger kemiens defi­ni­tion med: fra fast stof, det kropslige, til det gas­for­mede, luftige, åndelige. Den fase, som den subli­me­rede til­freds­stil­lel­ses­måde springer over, er fortræng­nin­gens og dennes symptomdannelse.

Subli­me­ring er inter­es­sant for en pæda­go­gisk sam­men­hæng, da besva­rel­sen af spørgs­må­let om, hvorfor men­ne­ske­bar­net lærer, og hvorfra den så karak­te­ri­stisk men­ne­ske­lige drivkraft mod filosofi, videnskab, kunst, håndværk og kropsligt-tekniske præ­sta­tio­ner i dans og sport stammer, meget ofte besvares med vari­a­tio­ner over natur og medfødte anlæg.

I et debat­ind­læg i Politiken 30. maj 2020, skriver filosof Mie Storm at:

”Vi overser, at men­ne­ske­bar­net kommer ind i denne verden med et instink­tivt behov for og drive mod udvikling og læring. Børn klarer med andre ord at udvikle sig helt af sig selv, forudsat at de bliver mødt til­stræk­ke­ligt i det helt grund­læg­gende behov, de faktisk har: nemlig at tilbringe minimum de tre første leveår med deres primære omsorgs­per­so­ner. Sådan lærer men­ne­ske­bar­net at være i verden med sig selv og andre på en sund og balan­ce­ret måde. Her dannes grund­la­get for et sundt følel­ses­liv. I til­knyt­nin­gen til børns primære omsorgs­per­son opstår den reelle emo­tio­nelle robusthed: tryghed. Mødes små børn i dette behov, udvikler de sig i langt de fleste aspekter helt af sig selv. Det er ikke snak fra cur­ling­for­æl­dre. Det er tilknytning.”

Citatet er repræ­sen­ta­tivt for en blandt filo­sof­fer udbredt måde at besvare spørgs­må­let om, hvad der motiverer mennesker til at lære, med en naturlig, medfødt nys­ger­rig­hed, som kun efter­føl­gende kan knægtes af ufor­stan­dige opdragere, opvækst­be­tin­gel­ser eller – som hos M. Storm – ”syste­ma­ti­se­rede insti­tu­tions­an­brin­gelse af småbørn i dag­ti­merne”, der er ”en afledt kon­se­kvens af fri­gø­rel­sen af en anden gruppe i samfundet. Nemlig kvinderne.” En kon­se­kvens af kvin­de­fri­gø­rel­sen, at kvinder blev ude­ar­bej­dende, er, at den mod­ar­bej­der børns naturlige ”udvik­lings­po­ten­ti­ale”.

Der er her tale om et debat­ind­læg, ikke om en viden­ska­be­lig artikel, og det citeres ikke for at bidrage til en debat om det befor­drende hen­holds­vis skadelige ved dag­in­sti­tu­tio­ner. Det citeres, fordi anta­gel­sen om det ”instink­tive”, som vi skulle ”overse”, og ”et sundt følel­ses­liv” snarere end at være begyn­del­sen til over­vej­el­ser over spørgs­må­let, hvorfor mennesker lærer og tænker, allerede har fået lagt låg på den sag. Når for­kla­rin­gen er instink­ter, er der ikke noget at forklare. Dette tema­num­mers spørgsmål om skam letter på låget, vel at mærke i og med, at redak­tio­nen inviterer med spørgs­må­let om, hvorvidt skam entydigt behøver at blive tænkt som knægtende.

Hos Jenner er der ingen fore­stil­ling om natur­lig­hed på spil, tværtimod. Hendes ”hem­me­lig­hed” er heller ikke et spørgsmål om fortræng­ning og deraf følgende neurotisk, symptomal kom­pro­mis­dan­nelse; hem­me­lig­he­den er hende smerte­ligt bevidst. Der er tale om, at det offent­lige ideal og det hemmelige ideal er side­ord­nede og samek­si­ste­rende. Det var så at sige takket være denne spaltning, at Bruce Jenner blev den sports­helt, han var – vel at mærke ifølge Caitlyn Jenners egen for­tolk­ning – og efter­føl­gende kunne leve som ’celebrity’. Flugten fra smer­te­fuld for­vir­ring og mangel på identitet drev værket.

Caitlyn Jenners selv­bi­o­grafi kan ansku­e­lig­gøre psy­ko­a­na­ly­sens mel­lemvæ­rende med pæda­go­gik­ken, nærmere bestemt umu­lig­he­den af at kunne tage psy­ko­a­na­ly­sen til indtægt for et pæda­go­gisk program; der findes ikke nogen ”psy­ko­a­na­ly­tisk pædagogik”. Psy­ko­a­na­ly­sen kan snarere danne grundlag for pro­ble­ma­ti­se­ring af fore­stil­lin­gen om gene­ra­li­se­rende hand­lings­an­vis­nin­ger, der skulle kunne befordre eller hæmme, fx den moti­va­tions­psy­ko­lo­gi­ske tale om ”fastlåste og udvik­lende tankesæt”[4] og dertil hørende øvelser. Psy­ko­a­na­ly­sen er heller ikke hverken fortaler for fri­gø­relse, ’det anti­au­to­ri­tære’, eller fortaler for ’at sætte grænser’, ’at skælde ud’ og ’at udskamme’. ”Opdra­gel­sens uhen­sigts­mæs­sige, ind­sigts­løse strenghed” (Freud) kan ganske vist gøre syg, men den kan også befordre ”vore bedste dyder” og give anledning for kulturelt ”vær­di­fulde bidrag”. Om vi bliver syge eller skabende kan ingen pædagogik vide sig sikker på – er psy­ko­a­na­ly­sens tese. Dette er, hvad Pæda­go­gi­ske umu­lig­he­der refererer til (Hyldgaard 2010).

Opdra­gel­sens udskamning

For Freud er opdra­gelse nød­ven­dig­vis under­tryk­kende. At blive til et menneske er at blive tvunget til at under­ka­ste sig den kul­tu­relle lov og orden, som begre­berne Ødipus og kastra­tion refererer til. Men den lidelse, som opdra­gel­sens nød­ven­dige under­tryk­kelse afsted­kom­mer, ikke blot knægter, men kan altså give anledning til de ypperste præ­sta­tio­ner, som vi finder det i filosofi, videnskab, kunst, håndværk og, med denne artikels eksempel, teknisk-kropslige sportspræstationer.

Man finder ingen antagelse om et naturligt videns­be­gær i psy­ko­a­na­ly­sen. Man finder ikke engang en naturlig seksu­a­li­tet, for det, Freud kalder seksu­al­drif­ten, antages at være opstået i til­knyt­ning til et sel­vop­ret­hol­del­ses­in­stinkt, og er altså ikke medfødt (Freud 1985). Og denne seksu­a­li­tet er oven i købet, med den berømte for­mu­le­ring, ”polymorf pervers”, hvilket peger på fraværet af naturligt mål, det vil sige de hand­lin­ger, der kræves for at opnå til­freds­stil­lelse, og naturligt objekt, det ved hjælp af hvilket, der opnås til­freds­stil­lelse. Neu­ro­bi­o­lo­gen Freud benægtede på ingen måde bio­lo­gi­ens betydning, ofte kaldt ”det kon­sti­tu­tio­nelle”; problemet var snarere, at der var for meget, som biologien ikke var i nærheden af at kunne forklare, også selvom Freud håbede, at den en dag ville kunne det. Når det særligt men­ne­ske­lige skal forklares, er begreber hentet i biologien ofte dårlige at tænke med. Men det var ikke kun bio­lo­gi­ens begreber, også indi­vi­du­alp­sy­ko­lo­gi­ens begreber måtte forlades. Dette brud med såvel biologi som psykologi kaldes altså Ødi­puskom­plek­set hos Freud, kastra­tio­nen hos Lacan og incest­for­bud­det hos dem begge. Begre­berne refererer til den fun­da­men­talt sociale dimension ved men­ne­skets væren. Vi skal opdrages, for­ment­lig hele livet, for at blive til mennesker, og opdra­gel­sens første ord er ’Nej’, forbuddet. Man bliver til menneske, fordi alt ikke er og ikke må være muligt. Og det, opdra­gel­sen siger nej til, er måder, hvorpå pat­te­dy­ret hidtil har opnået til­freds­stil­lelse. Måder, der skal under­tryk­kes. Pædagogik er over­vej­el­ser over, hvorledes man gør mindst mulig skade, når man opdrager.

Og her kommer udskam­nin­gen ind i billedet, opdra­gel­sens ’fy’ og ’puha’. Ikke blot er der noget, man ikke må; det er også ulækkert og forag­te­ligt og altså skamfuldt, at man over­ho­ve­det har lyst til og opnår til­freds­stil­lelse ved det – fx for dren­ge­bar­net at iklæde sig sin mors og sto­re­søsters tøj. Nogen skal sige Nej, nogen skal repræ­sen­tere, hvordan ’man gør’, hvordan ’man opfører sig’, dén Anden, som pat­te­dy­ret fra begyn­del­sen er prisgivet, hvad over­le­velse og til­freds­stil­lelse angår. Derfor siger man, at pædagogik nød­ven­dig­vis er normativ og ikke kun ana­ly­se­rende og beskri­vende, derfor er den pæda­go­gi­ske teori så overfyldt med gode ord og inten­tio­ner, for skade gør man, når man kræver nor­ma­li­tet. Nor­ma­li­tet er kon­ven­tio­nel, kan kun være et ideal og qua ideal uop­nå­e­ligt. Fordi seksu­al­drif­ten ikke betragtes som værende naturlig, kan patologi i psy­ko­a­na­ly­sen heller ikke beskrives som afvi­gel­ser fra natur­lig­hed, nor­ma­li­tet og sundhed. De kliniske begreber neurose, psykose og per­ver­sion er snarere eksi­sten­ti­a­ler end normative, kliniske kate­go­rier.[5]

Freud kri­ti­se­rede ganske vist unød­ven­dig bruta­li­tet og for­næg­telse af barnets seksu­al­drift. Men når opdra­gelse nød­ven­dig­vis er under­tryk­kende, så ville en fri­gø­rende pædagogik være et selv­mod­si­gende udtryk. Og hvad var det opdra­gel­sen under­trykte? Driftens stræben efter tilfredsstillelse.

Heri behøver man ikke se nogen mistrøstig pointe, tværtimod, for der er en særlig dæmonisk pointe ved begrebet drift – til forskel fra et rent biologisk begreb om instinkt – nemlig at driften altid finder en vej til til­freds­stil­lelse – ad forskudte omveje og i kraft af de for­hån­den­væ­rende søms princip. Her finder vi såvel subli­me­rin­gens som neu­ro­ti­ske symp­to­mers mulig­heds­be­tin­gelse. Driftens konstante trang har ikke noget naturligt objekt og er ”konstant” i den forstand, at den aldrig finder hvile, og takket være dette har vi den for men­ne­ske­li­vet så karak­te­ri­sti­ske exces kaldet subli­me­ring. Hos Jenner viste excessen sig ikke blot i tikæm­pe­rens træ­nings­in­ten­si­tet, men også i efter­føl­gende hor­mon­be­hand­lin­ger og de poten­ti­elt endeløse kirur­gi­ske indgreb med henblik på at inkarnere idealet.

Erfa­rin­gen af skam udpeger det, at vi også er prisgivet andre. Men hvad er det, som er så vigtigt at få udskammet, få sat en stopper for? Under­tryk­kel­sen af drift­stil­freds­stil­lel­sen får ikke driften til at forsvinde, for den kan ikke finde et mæt­nings­punkt, få ’nok’ som i anta­gel­sen om et naturligt behov, hvor sulten kan stilles, tørsten slukkes, og man kan lægge sig til at sove. Under­tryk­kel­sen får blot driften til at ændre mål (hand­lin­ger) og udskifte objekter. For­skel­len mellem behovets og driftens objekt er hen­holds­vis mælken, hvor barnet kan få nok, og så brystet eller bryst­vor­ten, hvor barnet ikke altid kan få nok, og hvor næsten et hvilken som helst objekt kan træde i stedet – fingre, sutter, cigarer, flasker, den andens læber eller krop over­ho­ve­det i kysset. Målet er de hand­lin­ger, der igang­sæt­tes for at opnå til­freds­stil­lelse, for eksempel sutningen, der kan udarte sig til veri­ta­belt fein­s­ch­meck­eri, eller altså, med denne artikels tilfælde, tikæm­pe­ren Bruce Jenners norms­præn­gende træningsintensitet.

Og det er her spørgs­må­let om subli­me­ring kommer ind, for til forskel fra det bio­lo­gi­ske behov synes driften nærmest uendeligt plastisk. Subli­me­ring for­ud­sæt­ter ganske vist, at driften er blevet under­trykt. Men hvorfor så ikke blot hævde, at seksu­al­drif­ten, qua unaturlig, er subli­me­ret, nærmest per defi­ni­tion? Hvordan skelne den til­freds­stil­lelse, der er subli­me­ret fra den, der ikke er?

Subli­me­ring og fortrængning

Det bemærkes ofte, at Freud refe­re­rede til begrebet subli­me­ring spredt ud over hele sit for­fat­ter­skab, men aldrig gav det en syste­ma­tisk behand­ling. Måske var den gode grund, at begrebet er dårligt at tænke med, at det eneste, det kan bruges til, er at beskrive til­sy­ne­la­dende ikke-seksuel virk­som­hed med seksu­al­drif­tens virkemåde.

Subli­me­ring rejser som nævnt først og fremmest spørgsmål i forhold til, hvorledes man kan skelne præ­sta­tio­ner og til­freds­stil­lel­ses­må­der, der er subli­me­rede, fra andre, der ikke er. Hvordan skelne symp­to­mets kom­pro­mis­dan­nelse, der impli­ce­rer fortræng­ning, fra subli­me­ring, der ikke gør? Som denne artikels ind­led­nings­ci­tat peger på, er begrebet subli­me­ring centralt for enhver opdra­­gel­­ses- og uddan­nel­ses­pro­ces. Man kunne gå så vidt som til at sige, at viden og kunnen er subli­me­ring. Og det gør Freud da også, da vide­be­gæ­ret skulle være en subli­me­ret bemæg­ti­gel­se­s­trang, vide­be­gæ­ret som subli­me­ret infantil seksuel nys­ger­rig­hed i forhold til kønnet.

En sådan reduktion kan man gerne smile ad, men i parentes bemærket, så nævner Freud, at kønsor­ga­nerne, den del af anatomien som ellers giver anledning til den stærkeste pirring, er de eneste organer, som vi sjældent omtaler som smukke. Alt kan vurderes æstetisk, undtagen kønsor­ga­nerne. I hvert fald på Freuds tid. Måske derfor giver vor samtids æstetiske kirurgi i forhold til netop kønslæber, længde og tykkelse på penis, voksning og trimning af køns­be­håring, blegning af anus anledning til pro­vo­ka­tion, fordi vi her opdager, at der ikke er nogen grænse for subli­me­ring. Hvor man kunne smile ad subli­me­rings­be­gre­bet, fordi det impli­ce­rede en vis reduktion til det seksuelle, at alle kul­tu­relle præ­sta­tio­ner skulle have deres kilde i det infantile driftsliv, så kan pointen være endnu mere foru­ro­li­gende, nemlig at der ikke er nogen grænse, at det ikke er muligt at skelne mellem det seksuelle og det subli­me­rede ikke-seksuelle. Og det skyldes driftens ten­den­ti­elle græn­se­løs­hed. I den mere ele­men­tære udgave af subli­me­rin­gen impli­ce­rer den en moralsk dimension: en bevægelse fra det lave til det ophøjede; fra de vulgære og perverse til­freds­stil­lel­ses­må­der til de raf­fi­ne­rede; fra de asociale til de socialt godkendte måder. Men hvis man tænker impli­ka­tio­nerne af Freuds defi­ni­tio­ner til ende, så ender man med en langt mere foru­ro­li­gende pointe, at der ikke er nogen væsentlig forskel mellem det lave og det ophøjede, at selv det laveste er subli­me­ret, hvorfor der ingen nedre grænse findes. Lav­punk­tet kan ikke nås for men­ne­ske­lige måder at opnå til­freds­stil­lelse på, ikke engang et figenblad. Sagt med moralske begreber er der ingen nedre grænse for depra­va­tio­nen, bunden kan ikke nås.

Skam

Freud skrev ikke særlig meget om skam, det var ikke et af hans centrale begreber. Det gjorde Sartre til gengæld i sit berømte kapitel om ”Blikket” fra Væren og intet. Der er tale om en vis kon­ge­ni­a­li­tet mellem Sartres pro­blem­stil­ling omkring den Andens blik, der danner jeget som objekt, og Freuds begreber om jegideal og overjeg. Særligt kan Sartres fæno­meno­lo­gi­ske beskri­velse af skam tyde­lig­gøre spalt­nin­gen mellem jegi­de­a­let og jeget hos Freud.

Når Freud skrev om skam, lød det: ”Den magt, som gør modstand mod syns­ly­sten […] er skammen […]” (Freud 1985: 65). Og den synslyst er netop rettet mod geni­ta­li­erne og barnets nys­ger­rig­hed og videbegær desan­gå­ende. ”[D]e opdagede, at de var nøgne”, har det heddet lige fra begyn­del­sen. Nøgen­he­den vedrører særligt geni­ta­li­er­nes nøgenhed, jf. figen­bla­dets placering.

Skammen afsted­kom­mes af de plejende og opdra­gende forældres, søskendes eller pæda­go­gers indgreb, kort sagt dem, der har status af Anden for barnet. Skam som en afgørende faktor peger på en antagelse om, at dannelsen af mennesket er en såvel social fore­te­else som et brud med en fore­stil­ling om naturlig udvikling. For at pat­te­dy­ret kan blive til et menneske, må det lære at se sig selv med den Andens øjne og skamme sig over, hvad det ser. Skam peger på, at vi også er for andre mennesker, at vi er æng­ste­lige i forhold til, hvad andre måtte se i os.

Hvad Freud og Sartre har til fælles er, at jeget ikke er oprin­de­ligt, men dannes i kraft af den Anden, at denne dannelse er et indgreb, og at fokus er på synet, hvad den Anden formodes at se i ’mig’. Som ind­led­ning til frem­stil­ling af Freud og analyse af Jenner skal nogle grund­læg­gende pointer hos Sartre opsum­me­res (Hyldgaard 2003: 159ff.).

Hos Sartre er erfa­rin­gen af skam, fænomenet skam, som nævnt også knyttet til syns­san­sen, mere præcist blikket, det vil sige, hvad den Anden formodes at se i ’mig’. Skammen er en umid­del­bar erfaring af at være objekt for den Anden, en umid­del­bar opfat­telse af én selv. Fore­stil­lin­ger om at være og at have et selv, om at have en karakter, skabes i kraft af at være objekt for den Andens blik. Jeget er et objekt – for den Andens blik. Sartre bruger ikke ordet erken­delse, men ordet “appre­hen­sion”, der er en fatteevne, der kon­no­te­rer frygt, bange anelser, ængstelse og bekymring. Bevidst­he­den ved ikke af sin egen karakter; kun når den bestemmer sig selv reflek­sivt, og det vil igen sige iden­ti­fi­ce­rer sig med den Andens syns­vin­kel, kan der tales om karakter (Sartre 2013: 414). Skammen er altså en betin­gelse for dannelse af jeget over­ho­ve­det, det vil sige en fore­stil­ling om at være nogen eller noget adskilt fra og til at skelne fra andre.

Skammen er eksem­pla­risk for tesen om, at ens selv eller jeg altid er formidlet via for­mod­nin­gen om den Andens billede af én. Med for­mod­ning peges her på, at der ikke er tale om to for­skel­lige billeder, ét man måtte holde op af sig selv og et andet, som den Anden måtte gøre af én selv. Det er kun på grund af den Andens blik, at fore­stil­lin­gen om én selv får en betydning. Jeget er som nævnt et objekt – for den Anden. Man er den Andens billede af én, men ikke i den forstand, at billedet skulle være ‘ovre’ i den Anden. Man er ansvarlig for den Andens billede af én, idet der er tale om det billede, som man formoder, at den Anden gør sig af én. De karak­ter­træk, man tror sig udstyret med, vil “[…] aldrig være andet end nogle flygtige begreber, hvis egen natur vil være at undslippe mig” (Sartre 2013: 332). De er netop træk, ikke alt.

Når jeget – til forskel fra det filo­so­fi­ske begreb om subjektet i betyd­nin­gen det til­grund­lig­gende – hos Sartre er det objekt, som subjektet formoder at være for den Anden, kan det altså ikke vide, hvem det er; jeget er snarere en krybende, ængstelig uvished omkring, hvad det måtte være for den Anden. Dette impli­ce­rer, at alle bestræ­bel­ser på at iden­ti­fi­cere sig med kva­li­te­ter, alle fore­stil­lin­ger om per­son­lig­hed og identitet, heri ind­be­fat­tet køn­si­den­ti­tet, skabes ved at iden­ti­fi­cere sig med, hvad man muligvis er for andre. Karakter, per­son­lig­hed og (køns)identitet er alt det, der ikke er ‘mig’, det, der er fremmed for ‘mig’, en frem­med­be­stem­melse. At have en (køns)identitet er at være fremmedgjort.

Den Andens blik erfares ifølge Sartre i et møde; der er tale om et indgreb i sub­jek­tets hidtidigt givne måde at være i verden på. Den Andens blik får verden til at bryde sammen for én ved at gøre subjektet til objekt (Sartre 2013: 312). Det visuelle felt desor­ga­ni­se­res med andre ord radikalt (Sartre 2013: 321) Indgrebet er beskrevet som et overgreb, en ”indre blødning” – man kan bemærke, at det er ikke for­be­holdt psy­ko­a­na­ly­sen at bruge dra­ma­ti­ske begreber – skammen følges jo ofte af den ukon­trol­lable skam­rød­men, blodet der styrter op i kinderne og ud i ørerne.

Jegi­de­a­let

På sam­men­lig­ne­lig vis taler psy­ko­a­na­ly­sen om identitet som et spørgsmål om iden­ti­fi­ka­tion (med den Anden) og om jegi­de­a­ler. Det, den Anden formodes at være, er en for­ud­sæt­ning for jegets dannelse. Jeget er det begreb, der peger på fore­stil­lin­gen om en vis kohærens i den enkelte, ” […] en sam­men­hæn­gende orga­ni­sa­tion af de sjælelige processer […]”, som det hedder i ”Jeg’et og det’et” fra 1923 (Freud 1976: 165). Denne sam­men­hæng kræver en for­kla­ring, det vil sige kan ikke for­ud­sæt­tes, og det gør Freud altså ved at beskrive, hvorledes jeget dannes i kraft af iden­ti­fi­ka­tion med den Anden som ideal, det vil sige med det, man fore­stil­ler sig, at den Anden er, og som man endnu ikke er, endnu ikke kan leve op til, men gerne vil være.

I ”Jeg’et og det’et” opererer Freud med en skelnen mellem jegi­de­a­let og overjeget. Idealets magt fungerer ved at forbyde og udskamme måder at nyde på, måder at opnå til­freds­stil­lelse på, det frygtede overjeg. Denne frygt kan give anledning til fortræng­ning, der er en ’ikke ville vide af’ det, man også er, altså ikke kun, men også. Fortræng­ning er tan­ke­for­bud. Den Anden er både en, man elsker i kraft af at være et beun­drings­vær­digt ideal, og en man frygter i kraft af at repræ­sen­tere det straf­fende, udskam­mende overjeg.

S. Lunn giver i sit opslag om ”skam” i Psy­ko­dy­na­misk leksikon en nyttig defi­ni­tion på skam ved at skelne den fra skyld: ”Ifølge denne opfat­telse ses skam som et resultat af en spænding mellem jeg og jegideal, hvor skyld ses som en følge af en spænding mellem jeg og overjeg” (Lunn 2002: 732).

Jeget er altså spaltet mellem det, det endnu ikke er, men stræber efter at være, og det, det ikke vil vide af eller kan vedkende sig også at være. Fore­stil­lin­gen om jegets sam­men­hæng er således et illu­so­risk dække for selve denne spaltning. Denne konflikt repræ­sen­te­rer Jenner netop. Han frygter den Andens udskam­ning, og han iden­ti­fi­ce­rer sig med et ideelt billede af kvin­de­lig­hed, først inkar­ne­ret af moderen, derefter søsteren og siden det mere abstrakte ideal, som super­model­len inkarnerer.

Det sig­ni­fi­kante i Jenners tilfælde er imid­ler­tid, at der ikke er eller var tale om fortræng­ning. Der var nok tale om for­vir­ring – ”gender dysphoria”, for­vir­rin­gen over trangen til at klæde sig som og inkarnere et billede af kvin­de­lig­hed samtidig med at være en maskulin sports­helt – men der er ikke tale om symp­to­mets kom­pro­mis­dan­nelse. Kon­flik­ten findes på over­fla­den og er hende som nævnt smerte­ligt bevidst. Det er for den Anden – offent­lig­he­den, familien, koner og kærester – ikke for sig selv, at han længe fornægter kon­flik­ten. Han lyver ikke for sig selv.

Hos Freud er den prekære sam­men­hæng, som jeget udgør, frem for alt kropslig, vel at mærke kroppen som en overflade: ”Det er ikke kun et over­fla­de­væ­sen, men er selve pro­jek­tio­nen af en overflade” (Freud 1976: 172). Hvordan kan det forstås? Jenner kan igen ansku­e­lig­gøre dette. Morgenen efter at have vundet guld i tikamp står Bruce Jenner nøgen foran spejlet med medaljen om halsen:

“They don’t know that when I look in the mirror I see something entirely different, a body that I fun­da­men­tally loathe: a beard that is always noti­ceable no matter how close I shave, a penis that is useless except for pissing in the woods, a chest that should have breasts, a face with a jawline too sharp and a forehead too high. They don’t know that contrary to what they imagine, I have slept with roughly five women in my life, and I was married to three of them.”

Jenner, 2017: 2

Der er her tale om en klassisk smuk mand, der spejler sig og væmmes ved det, han ser.

Dén Anden, som Jenner i sin tid som Bruce skammede sig i forhold til, var både en offent­lig­hed i forhold til hvilken, han frygtede at blive afsløret, og det kvin­dei­deal, som får ham til at væmmes ved sin i forhold til klassiske maskuline idealer ellers over­or­dent­lig smukke og beundrede krop. Spalt­nin­gen er mellem jeget, fore­stil­lin­gen om, hvem han er, billedet af den maskuline krop i spejlet, og så jegi­de­a­let, det billede af kvin­de­lig­hed, som han endnu ikke lever op til. Nu er det for­ment­lig de færreste, der er ved at gå til i selvglæde ved synet af sig selv i spejlet, og i så fald demon­stre­rer Jenner en særlig tydelig, snarere end væsent­ligt afvigende måde, hvorpå spalt­nin­gen mellem jeget og jegi­de­a­let mani­feste­rer sig, at man ikke kan se sig selv, som man ’er’, men altid må se sit selv i forhold til idealet. Hvem, man er, er – som hos Sartre – den æng­ste­lige for­mod­ning om, hvorledes man frem­træ­der for den Andens blik.

At jeget er kropsligt, et over­fla­de­væ­sen, viser sig endvidere hos Jenner ved, at kvin­de­lig­he­den først og fremmest er et spørgsmål om påklæd­ning, at iklæde sig kon­ven­tio­nelt kvindetøj. Kvin­de­lig­hed er et spørgsmål om udseende snarere end en ”følelse”, en identitet. Jeget, det kvin­de­lige jeg, er altså måden, hvorpå man frem­træ­der for den Anden, om denne Anden så er spejlets refleks eller foto­gra­fi­erne (jf. det berømte Annie Leibovitz billede fra Vanity Fair,hvor Caitlyn Jenner poserer som og ligner super­model­len Cindy Crawford).

Jenner overvejer, hvorfor ingen afslørede ham:

“How could they [moderen og søsteren] live under the same roof with me during my childhood and ado­les­cence and not see a single thing to suggest anything about me that was different besides perhaps an aloofness and discom­fort with affection? Because there wasn’t anything. I never felt feminine, but I did identify as female. What is femi­ni­nity anyway? It is entirely what anybody wants it to be. Because I continue to love car racing and motocross and motor­cycling, does that somehow make me less feminine? It is only our tired and backward defi­ni­tions of male and female cha­ra­cte­ri­stics that may make it seem so.”

Jenner, 2017:30

Og efter at være sprunget ud: ”I look better and better, more and more like a woman, or more precisely the image I have of what I should look like as a woman” (Jenner, 2017: 262).

Kvin­de­lig­hed er hos Jenner, som allerede nævnt, ikke et spørgsmål om en ”følelse”, en identitet, det er udtryk­ke­ligt et spørgsmål om iden­ti­fi­ka­tion med et ideal. Køns­for­skel er, snarere end et spørgsmål om identitet, et spørgsmål om iden­ti­fi­ka­tion, altså noget, der impli­ce­rer den Anden.

Her kan Joan Rivieres defi­ni­tion og analyse af kvin­de­lig­he­den som maskerade passende inddrages, en defi­ni­tion som Lacan overtog (Riviere 1929). Kvin­de­lig­hed er her intet andet end en bestræ­belse på at inkarnere en for­sik­ring af den Anden om, at hun ikke er en mand, at hun ikke ’har’ det, en mand må formodes at have. Pointen var hos Riviere, at der ikke var nogen sandhed bag denne feminine maske, noget ”true self” eller ”core self”, som Jenner kalder det. Og Jenner er igen blot et særligt tydeligt eksempel på og altså ikke en afvigelse fra dette, for det viser sig i de flestes mere eller mindre kiksede, ja, ’queer’ forsøg på at leve op til mere eller mindre ubestemte imaginære idealer for dette feminine.Og dette er altså netop, hvad begrebet maskerade henviser til, bestræ­bel­sen på at gætte sig til og inkarnere manglen, det ikke at være en mand, i Jenners tilfælde den perfekt retou­che­rede, malede og opstram­mede maske.

At ville have eller at ville være, dét er spørgsmålet

Freud udpeger en anden konflikt, der er en for­ud­sæt­ning for dannelse af jeget, nemlig kon­flik­ten mellem at ville have den anden (som libi­di­nøst objekt, som kilde til drift­stil­freds­stil­lelse) og at ville være som den anden (den Anden som jegideal). Dette beskriver han med melan­ko­li­ens mekanisme:

”Det var lykkedes os at forklare den smer­te­fulde melan­kol­ske lidelse ved at antage, at et mistet objekt atter oprettes i jeg’et, altså at en objekt­be­sæt­ning afløses af en iden­ti­fi­ce­ring. Dengang erkendte vi imid­ler­tid endnu ikke den fulde betydning af denne proces, og vi vidste ikke, hvor hyppig og typisk den er. Vi har siden da forstået, at en sådan erstat­ning spiller en stor rolle ved udform­nin­gen af jeg’et og i væsentlig grad bidrager til at etablere det, man kalder dets karakter”.

Freud 1976: 174

Ethvert barn må i kraft af incest­ta­buet tabe objektet for at blive til et kul­tur­men­ne­ske, ethvert barn må under­ka­ste sig den Andens ”nej”. Men der kan kom­pen­se­res for tabet ved iden­ti­fi­ka­tion med den Anden. I stedet for at ville have den anden (som driftsob­jekt) kan man ville være som den Anden. Dette spil mellem den anden som objekt og den Anden som iden­ti­fi­ka­tions­pol er karak­te­ri­stisk for alle rela­tio­ner, hvor kærlighed er invol­ve­ret og altså også for det, vi kalder karakter, per­son­lig­hed, identitet, sub­jek­ti­vi­tet. Jeget dannes i kraft af at måtte opgive objektet og i stedet iden­ti­fi­cere sig med det. Man bliver det, man elsker, men ikke må eller kan få ”[J]eg’ets karakter er en aflejring af de opgivne objekt­be­sæt­nin­ger og inde­hol­der disse objek­tvalgs historie […]” (Freud 1976: 174). Hvad der er ’mig’, indre, og hvad der er ’den anden’, ydre, er en ordning, der ikke er nogen afgjort sag. Freud beskriver også iden­ti­fi­ka­tions­me­ka­nis­men som en bevægelse fra ”objekt­li­bido” til ”narcis­si­stisk libido”: ”Når jeg’et antager objektets egen­ska­ber, påtvinger det så at sige det’et sig selv som kær­lig­heds­ob­jekt, søger at erstatte dets tab, idet det siger: ’Se, du kan også elske mig, jeg ligner jo objektet’” (Freud 1976: 175).

Dette er netop grund­la­get for det dunkle begreb om subli­me­ring. Freud overvejer, om subli­me­ring ikke blot er at give den seksuelle libido en anden angi­ve­ligt ikke-seksuel ori­en­te­ring, men at dette i tilgift for­ud­sæt­ter en overgang fra seksuel objekt­li­bido til narcis­si­stisk libido for at libidoen kan slippes løs i forhold til den kunst­ne­ri­ske eller viden­ska­be­lige skabelse, altså at narcis­sisme er en betin­gelse for subli­me­ring. Fremfor at besætte ydre objekter trækkes drift­se­ner­gien, libidoen, tilbage og besætter en fore­stil­ling om, hvem jeget er. Jeget bliver et ide­a­li­se­ret objekt. Eller med andre ord: man må have kunnet elske og aspirere til idealer – noget man endnu ikke er og måske aldrig opnår at blive, en fun­da­men­tal util­stræk­ke­lig­hed – for at kunne skabe, men bindingen til og iden­ti­fi­ka­tio­nen med disse elskede og formodet ideelle objekter må også tabes for at kunne tænke – i mate­ri­a­let som i den kunst­ne­ri­ske skabelse eller i det viden­ska­be­lige og filo­so­fi­ske arbejde. Tænkning for­ud­sæt­ter tab. Subli­me­ring er et fort­lø­bende sorgarbejde.

Objekt­be­sæt­ning og iden­ti­fi­ce­ring kan være samtidige, altså at der kan finde en karak­teræn­dring sted, før man eventuelt må opgive objektet, altså før kær­lig­heds­for­hol­det måtte få en ende. ”I dette tilfælde kan karak­teræn­drin­gen overleve objek­t­re­la­tio­nen og i en vis forstand bevare den” (Freud 1976: 175).  Eller sagt på en anden måde: at der i ethvert kær­lig­heds­for­hold er en prekær balance mellem at ville have den anden (som objekt) og at ville være som den anden (iden­ti­fi­ka­tio­nens idealisering).

Jenner repræ­sen­te­rer også en variation over dette. Hun iden­ti­fi­ce­rer sig som kvinde, men ‘han’, altså Bruce, var også efter eget udsagn hete­ro­seksuel. Og der er intet i selv­bi­o­gra­fien, der tyder på, at det ikke skulle forholde sig således. De kvinder, han gifter sig med, er både idealer – alle tre er efter kon­ven­tio­nelle stan­dar­der over­or­dent­lig smukke og altså det, han gerne vil være – og objekter, det han gerne vil have. Meget tyder imid­ler­tid på, at iden­ti­fi­ka­tion dominerer over det at ville have den anden. Jenner fortæller om et selskab, han i egenskab af ’celebrity’ var inviteret til hos Hugh Hefner, ejeren af Playboy. ”I gravitate toward women because I far more readily identify with them and feel more com­fortable with them, to the degree I feel com­fortable with anyone. They are more fun, more feeling, more inte­r­e­sting” (Jenner 2017: 120).

Jenner ville være som disse smukke kvinder, ikke have dem. Han var netop ikke en ’womanizer’. Samværet med andre mænd i sport­s­ver­de­nen beskrives ikke som lystfuldt, tværtimod. Han var frastødt af omklæd­nings­rum­me­nes brovtende, sjofle objek­ti­ve­ring af kvinder og forklarer det netop med sin iden­ti­fi­ka­tion med kvinder. Men Jenner spørger også, hvad al det mand­haf­tige praleri i omklæd­nings­rum­mene mon er et dække for, når nu hendes egne præ­sta­tio­ner var én lang dæk­ma­nøvre. Og det er jo et godt spørgsmål, selvom det ikke bliver besvaret.

Sam­men­hæn­gen mellem og kon­flik­ten mellem objekt­be­sæt­ning og iden­ti­fi­ka­tion finder man også i denne over­vej­else: “Sometimes I wonder if dressing up like this is the equi­va­lent of having sex with myself, male and female at the same time. I have no concrete answers” (Jenner 2017: 13). Det antydes her som en mulighed, at for­vir­rin­gen i forhold til kønnet ikke blot er kilde til betydelig smerte; den er også kilde til nydelse, og denne nydelse for­ud­sæt­ter, at køns­for­skel­len er sat ud af kraft.

Jenner fortolker som nævnt sine egne præ­sta­tio­ner som en for­svars­me­ka­nisme, ”The Grand Diversion”, og som et “cover”: “Sports is the perfect cover in the 1960s, the kingdom of the male, spe­ci­fi­cally the white male (and it is still a perfect cover now)“ (Jenner 2017: 48). Tikæm­pe­ren Jenner er ’undercover’ som kvinde på det olympiske stadion og efter­føl­gende i sin offent­lige optræden som fored­rags­hol­der, hvor han er iklædt hof­te­hol­der og andet tra­di­tio­nelt feminint undertøj under jak­ke­sæt­tet. Den Anden, offent­lig­he­den, må ikke mistænke ham for at være, hvad han i vir­ke­lig­he­den er, nemlig en ‘hun’. Hyper­ma­skuli­ni­te­ten er det perfekte ‘cover’.

Jenners græn­ses­præn­gende præ­sta­tio­ner som tikæmper var gjort mulige af en helt ekstra­or­di­nær træ­nings­in­ten­si­tet, der bestod i mindst seks timers daglig træning, hvilket i øvrigt satte nye stan­dar­der for og i dag udgør norm for atleter inden for denne disciplin. Denne ekstreme disciplin var ifølge Jenner ikke blot en hen­sigts­mæs­sig, målrettet aktivitet, men også et forsvar mod den for­vir­ring, som kønnet afstedkom. Træ­nings­di­sci­pli­nen dulmede og kon­trol­le­rede, men fjernede ikke for­vir­rin­gen i forhold til den konstante trang til at iklæde sig kvindetøj. Kan det ikke kaldes subli­me­ring i betragt­ning af eller netop fordi, begrebet forsvar i psy­ko­a­na­ly­sen ofte defineres og reser­ve­res for en løsning på en ubevidst og altså fortrængt konflikt? 

Fra supermand til supermodel

Senere (i firserne) beslutter Jenner sig for en “tran­si­tion”, han påbe­gyn­der hor­mon­be­hand­ling, men opgiver igen på grund af frygten for offent­lig­he­dens udskam­ning. Og hans ‘cover’ bliver at date kvinder igen og ægte­ska­bet med Kris Kar­das­hian. Indtil han som 65 årig og efter skils­misse springer ud som Caitlyn Jenner på forsiden af Vanity Fair. Fra undercover til covergirl.

Bruce Jenner overgår fra én ekstrem, en supermand – Jenner gik faktisk til prøve på film­rol­len som Supermand, den rolle som Chri­stop­her Reeves endte med at få – til en anden ekstrem, en super­model – en Cindy Crawford-look-alike. Fra supermand til super­model. Fra én ikke-kastreret position – inkar­na­tio­nen af det maskuline ideal, præ­sta­tions­i­de­a­let – til et andet ideal: super­model­len, skøn­heds­i­de­a­let; fra maskulin gøren til kvindelig væren.

Hvordan kan vi forstå det fra et psy­ko­a­na­ly­tisk per­spek­tiv? Identitet er ganske vist en social dannelse i kraft af at være et spørgsmål om iden­ti­fi­ka­tion. Men identitet er ikke sandheden om subjektet – snarere tværtimod – det er et spørgsmål om misken­delse. At tro sig havende en identitet, uanset om denne identitet svarer til fore­stil­lin­gen om den bio­lo­gi­ske krop, altså det såkaldt cis-kønnede, eller at man er født i den forkerte krop, er misken­delse. Fore­stil­lin­gen om at have fundet sit sande selv er en miskendelse.

Og hvad er det vi miskender, når vi mener at have en (køns)identitet? Det er selve det, at vi er spaltede i forhold til idealet og i forhold til kønnet: det vi endnu ikke er, det vi anti­ci­pe­rer og aspirerer til, men endnu ikke er. Idealer er, hvad vi ikke er – sunde, fit, normale, glade, smukke, maskuline nok eller feminine nok. Og så på den anden side, id’et, det vi ikke vil vide af, at vi også er, dvs. måder at opnå nydelse på, som vi ikke vil vedkende os er vores måde at nyde på.

Så jeget er et prekært kompromis og balan­ce­gang i forhold til det, vi endnu ikke er og det, vi benægter at være. Derfor beskriver Lacan også jeget som værende struk­tu­re­ret som et symptom, altså som en kom­pro­mis­dan­nelse som ethvert andet symptom. Pointen er ikke, at sandheden om os er dette ubevidste ”id”. Sandheden er selve det, at vi ikke er identiske med os selv, at vi ikke har en (køns)identitet.

Men – og her kommer spørgs­må­let om subli­me­ring ind igen – denne spaltning er altså så også det, der ifølge Jenners egen for­tolk­ning gjorde ham til den fan­ta­sti­ske atlet, han faktisk var. Han blev ”verdens bedste atlet” ved at fornægte, hvem han var, ved at mani­p­u­lere den Andens blik. Det er med andre ord ikke det, vi har, der får os til at præstere, det er, hvad vi mangler. Manglen i forhold til opfyl­delse af idealet og be- eller for­næg­telse af, hvem vi også er, kan få os til at præstere, aspirere til idealet, anti­ci­pere idealet, så vi ikke kun er henvist til at forblive i idiotisk, animalsk nydelse. Spaltning, util­stræk­ke­lig­hed tvinger os ud af idiotisk selvtilfredshed.

At ville vide eller ikke at ville vide af

Jenners selv­bi­o­grafi viser, at viden om, hvem man er, i lige så høj grad som mangel på viden, kan være kilde til lidelse; og at en sådan viden kan tvinge til handling, her køns­skifte. Fravær af fortræng­ning gør ingen­lunde eksi­sten­sen lidel­ses­fri. Køns­skifte er lige så tvingende nød­ven­digt som eksem­pel­vis den tvang, der er på spil i tvangs­n­eu­ro­sens gådefulde kompromisdannelser.

Hvordan skelne subli­me­ring fra neurosens, per­ver­sio­nens og psykosens mål og objekter? Er Caitlyn Jenners trans­køn­net­hed og hendes præ­sta­tio­ner som Bruce Jenner et spørgsmål om en neurotisk, pervers eller psykotisk struktur? Dette spørgsmål kan stilles, da den laca­ni­an­ske psy­ko­a­na­lyse ikke opererer med en ’normal’ struktur, kun med disse formelt for­skel­lige struk­tu­rer, der som nævnt snarere end kliniske begreber har status af eksi­sten­ti­a­ler, og det vil igen sige først og fremmest er for­skel­lige i forhold til spørgs­må­let om den Anden og kastra­tio­nen, om kastra­tio­nen benægtes (i neurosen), fornægtes (i per­ver­sio­nen) eller forkastes (i psykosen). Struk­tu­rerne tjener til at skelne, snarere end at diag­no­sti­cere patologi og ind­rul­lere ’et tilfælde’ som her Caitlyn Jenner i en diag­no­stisk mængde. Derfor besvares spørgs­må­let, om hvad trans­køn­net­hed er, ikke i denne sammenhæng.

Jenner oplyser, måske lidt koket, i bogens aller­sid­ste linjer – ”Wait… I knew I forgot something” – at hun har fået ”The Final Surgery”, altså fjernet penis, utvivl­s­omt vel­vi­dende, at det er et påtræn­gende og nyfigent spørgsmål, som trans­køn­nede sjældent kan undgå (Jenner 2017: 313). 

Hvorfor dette irre­ver­sible indgreb? Hvorfor skal penis, der er ”useless except for pissing in the woods”, bor­to­pe­re­res? Hvorfor kan den ikke blot blive hængende, hvor den er, når nu den er irre­le­vant? Freuds ’bio­lo­gisme’, hans defi­ni­tion på køns­for­skel­len som for­skel­len mellem at have og at mangle en penis, har fået mange hånsord med på vejen, altså at kvinden ikke er defineret ved, hvad hun har, men ved, hvad hun mangler, at man ikke ser, hvad der anatomisk set ’er’, som en naiv realisme og bio­lo­gisme ville lyde, men hvad der mangler. Her synes Jenner imid­ler­tid blot at bekræfte denne defi­ni­tion. Hun kan ikke være en kvinde, hvis hun har en penis. Én mulig for­tolk­ning af ”The Final Surgery’s” nød­ven­dig­hed er, at det bekræfter, at penis har status af ”fallos”, altså at den med Lacans beteg­nelse har status af sig­ni­fi­anten for køns­for­skel­len. Det er den symbolske, det vil sige formelle forskel – plus versus minus, at have versus at mangle – der udpeger denne kropsdel og ikke andre mulige kropsdele til at have særlig status som markør af forskel. Jenner må derfor få fjernet penis, må kræve og afsted­komme sin egen kastra­tion for at kunne fuldende sin ”tran­si­tion” til kvinde, altså defineret som en, der ikke har en penis.

Men der er også den mulighed, at ved beslut­nin­gen om at få fjernet penis kastrerer hun ikke sig selv, hun forkaster snarere selve kastra­tio­nen, det vil sige den lov, der siger, at der er to og kun to køn, at alle skal placere sig som enten mand eller kvinde, at alle skal tage parti, at det ”non-binære” ikke har lov til at være en mulighed. Jenner er i denne forstand netop ’trans’ kønnet, hinsides køns­for­skel­len. Jenner fortolker selv det at være trans­køn­net for hendes eget ved­kom­mende som at være hverken mand eller kvinde eller midt imellem.

De (mindst) to for­tolk­nings­mu­lig­he­der er således, at køns­for­skel­len enten aner­ken­des ved, at det at være kvinde er defineret ved ikke at have en penis. Eller at der snarere er tale om en afvisning af at være under­ka­stet den symbolske orden, der hævder biologien som skæbne, altså en for­ka­stelse af at være under­ka­stet kastra­tio­nen, for­ka­stelse af penis som fallos, sig­ni­fi­an­ten for køns­for­skel­len. Hun er selv herre over at modellere kroppen.

Afslut­ning

Og hvad kan vi så lære af alt dette? Er det pæda­go­gisk hen­sigts­mæs­sigt at udskamme, eller er det snarere skadeligt? En sådan gene­ra­li­se­rende kon­klu­sion med dertil hørende pæda­go­gisk program ville være menings­løst set fra psy­ko­a­na­ly­sens syns­vin­kel. For det første fordi udskam­ning er uund­gå­e­lig og for det andet, fordi ingen opdrager eller pædagog kan vide, hvorledes udskam­ning bliver besvaret af det enkelte barn. Heraf psy­ko­a­na­ly­sens begreb om ”det ubevidste subjekt”, som er begrebet for, at hin enkelte ikke kun er, hvad det bliver gjort til af den Anden forældre og pædagoger som objekt for opdra­gelse, men fortolker også denne hen­ven­delse på ufor­ud­si­ge­lig vis. Det ufor­ud­si­ge­lige og over­ra­skende, på godt og ondt, er netop, hvor subjektet qua ubevidst viser sig.

Subli­me­ring var ”drift­stil­freds­stil­lelse uden fortræng­ning”. Fortræng­ning, derimod, er tan­ke­for­bud; det er erin­drin­ger om måder, hvorpå man engang har opnået til­freds­stil­lelse, der er blevet udskammet og ikke må erindres og altså tænkes. Symptomer er i psy­ko­a­na­ly­sen defineret ved, at man ”gentager i stedet for at erindre”. Dette kan afsted­komme et ”tab af ydelses- og nydel­ses­evne”. Men hvordan kan man skelne en subli­me­ret afledning fra en neurotisk kom­pro­mis­dan­nelse? En mulig for­tolk­ning af dette har i denne artikel været, at subli­me­rin­gens til­freds­stil­lelse ikke er en erstat­ning for noget mere oprin­de­ligt og poten­ti­elt mere til­freds­stil­lende. Freud siger det ikke direkte, men det gør Lacan i sine fore­læs­nin­ger Psy­ko­a­na­ly­sens fire fun­da­men­tale begreber med uka­rak­te­ri­sti­ske vulgære for­mu­le­rin­ger, for­ment­lig for at under­strege pointen:

”Subli­me­rin­gen er ikke desto mindre til­freds­stil­lel­sen af driften, uden fortræng­ning. Med andre ord: for øje­blik­ket knepper jeg ikke, jeg taler til jer, men jeg kan altså opnå den eksakt samme til­freds­stil­lelse, som hvis jeg havde kneppet. Det er, hvad det betyder. Det er i øvrigt det, der rejser spørgs­må­let om jeg faktisk knepper. Mellem de to termer etableres en ekstrem mod­sæt­ning, der påminder os om, at anven­del­sen af driftens funktion ikke har anden betydning for os end at sætte spørgs­måls­tegn ved det, til­freds­stil­lel­sen går ud på. […] Det er klart, at de, som vi har med at gøre, patien­terne, ikke er til­freds­stil­lede, som man siger, med hvad de er. Og alligevel ved vi, at alt det, de er, alt det som de oplever, og selv deres symptomer, stammer fra tilfredsstillelse” .

(Lacan 2004: 142)

Her får vi frem­stil­let driftens dæmoniske karakter, at den altid finder en vej til til­freds­stil­lelse, at der er en dimension af nydelse i selv det manifest smer­te­fulde neu­ro­ti­ske symptom og i den trans­køn­ne­des for­vir­ring. Jenner vedkendte sig en vis nydelse ved hem­me­lig­he­den; den var ikke kun kilde til smerte. Og at undervise, at holde foredrag, at skrive artikler kan være ’bedre end sex’, også selvom vi beklager os over ulej­lig­he­den, den manglende tid og de andre opgaver, der angi­ve­ligt skulle være meget vigtigere at udføre, hvis vi ellers kunne få tid og lov. Af hvem? Det står ofte hen i det uvisse; heraf begrebet ”den Anden”.

Så man må igen spørge, hvori for­skel­len egentlig består mellem det seksuelle og det subli­me­rede. Måske var der gode grunde til, at Freud aldrig lavede en syste­ma­tisk frem­stil­ling af subli­me­rings­be­gre­bet, men alligevel blev ved med at referere til det. På den ene side fore­kom­mer begrebet at være til besvær, fordi selve defi­ni­tio­nen på driften impli­ce­rer en næsten uendelig pla­sti­ci­tet, så seksu­al­drif­ten nærmest per defi­ni­tion er subli­me­ret, da den ikke kan tænkes uden loven og forbuddet, og man derfor ikke kan skelne en oprin­de­lig til­freds­stil­lel­ses­måde fra en heraf afledt modus. På den anden side kan argu­men­tet for, at begrebet er beva­rings­vær­digt, være identisk med det, der ofte frem­kal­der over­bæ­rende smil, nemlig at begrebet tvinger os til at se kul­tu­relle præ­sta­tio­ner som bundet til det forhold, at vi også er kønnede, seksuelle væsener. Vi er tvunget til at tænke og præstere – ikke kun med henblik på rå, dyrisk over­le­velse – fordi køns­for­skel­len findes som et vilkår, ingen ende­gyl­digt kan komme overens med. At lære at skelne mellem kønnene er at blive tvunget til at tænke. Og køns­for­skel­len findes som vilkår, fordi biologien for men­ne­skers ved­kom­mende ikke er begrænset til at være et instinkt til for­plant­ning, men også er tvunget, ordnet og reguleret af en symbolsk, kulturel orden, der udøver sin tvang ved at udskamme os. Altså på godt og ondt.

Lit­te­ra­tur

Freud, Sigmund (1973). Das Interesse an der Psy­cho­a­na­lyse. Gesam­melte Werke VIII. Frankfurt am Main: S. Fischer Verlag.

Freud, Sigmund (1975). Sorg og melankoli. Metap­sy­ko­logi 1. København: Hans Reitzels Forlag.

Freud, Sigmund (1976). Jeg’et og det’et. Metap­sy­ko­logi 2. København: Hans Reitzels Forlag.

Freud, Sigmund (1985). Tre afhand­lin­ger om seksu­al­te­ori. Afhand­lin­ger om seksu­al­te­ori. København: Hans Reitzels Forlag.

Hyldgaard, Kirsten. (1998). Fantasien til afmagten. København: Museum Tuscu­la­nums Forlag.

Hyldgaard, Kirsten (2003). Det utidige subjekt. Lacan, Freud, Heidegger, Sartre, Badiou, Zizek m.fl. Fre­de­riks­berg: Roskilde Universitetsforlag.

Hyldgaard, Kirsten (red.) (2010). Pæda­go­gi­ske umu­lig­he­der. Psy­ko­a­na­lyse og pædagogik. Aarhus: Aarhus Universitetsforlag.

Jenner, Caitlyn (2017). The Secrets of My Life. From Bruce to Cait: The Inspira­tio­nal Story. London: An Orion Paperback.


[1] Freud (1973). Das Interesse an der Psy­cho­a­na­lyse, GW VIII s. 420. Over­sæt­telse ved Susanne Snej Jensen.

[2] I det følgende vil jeg, hvad angår Jenners fornavn og de per­son­lige pro­no­mi­ner ’han’ og ’hun’, følge Jenners egen norm fra ”Author’s note” s. vii: ”I will refer to the name Bruce when I think it appro­p­ri­ate and the name Caitlyn when I think it appro­p­ri­ate. Bruce existed for sixty-five years, and Caitlyn is just going on her second birthday. That’s the reality” (Jenner 2017). Og som Jenner under­stre­ger flere gange, at hun ikke taler på vegne af alle trans­køn­nede, men kun på egne vegne, vil jeg i det følgende heller ikke bearbejde pro­blem­stil­lin­gen omkring trans­køn­net­hed i al almin­de­lig­hed, men først og fremmest have udgangs­punkt i denne selvbiografi.

[3] I det følgende refererer den Anden (med stort ’A’) til den eller de andre, som repræ­sen­te­rer idealer, og hvis dom subjektet frygter.

[4] https://​skoleborn​.dk/​e​l​e​v​e​r​s​ – ​s​e​l​v​f​o​r​s​t​a​a​e​l​s​e​ – ​h​a​r​ – ​s​t​o​e​r​r​e​ – ​b​e​t​y​d​n​i​n​g​ – ​e​n​d​ – ​d​e​r​e​s​ – intelligens/

[5] Eksi­sten­ti­a­ler er hos Heidegger formelle mulig­heds­be­tin­gel­ser for at være-i-verden. Eksi­sten­ti­a­ler er ikke egen­ska­ber eller væsens­be­stem­mel­ser, men udpeger uni­ver­selle former for måder, hvorpå mennesker er i verden, heri ind­be­fat­tet måden, hvorpå den enkelte er i forhold til den Anden (Hyldgaard 1998).

Giv et bidrag

Værsgo’ – du kan frit læse
Dansk pæda­go­gisk Tidsskrift!

Hvis du synes om det, du læser, og gerne vil have, at tids­skrif­tet bliver ved med at eksistere, håber vi, at du vil give et bidrag.

Scan med dit mobilkamera
Klip på knappen for at støtte