Del på facebook
Del på email

Alt er på det nærmeste sagt

Steen Nepper Larsen
Menneskene og alt det andet (forside)

Hans-Jørgen Schanz: Men­ne­skene og alt andet
Klim
152 sider, 150 kr 

Hans-Jørgen Schanz’ antro­po­cen­tri­ske idéhi­sto­rie er medri­vende, velskre­vet og ved­kom­mende – men også filo­so­fisk pro­ble­ma­tisk. Hvad blev der af den åbne dialog med andre tænkere, der fisker i de samme rørte vande?

Hans-Jørgen Schanz (f. 1948, professor emeritus i Idéhi­sto­rie ved Aarhus Uni­ver­si­tet, ryster aldrig på hånden. Heller ikke i sin nye let til­gæn­ge­lige bog, der end ikke har en lit­te­ra­tur­li­ste endsige én eneste fodnote og er meget karrig i sin omgang med tek­stre­fe­ren­cer: Men­ne­skene og alt det andet.

Titlen på bogen siger på det nærmeste alt. Således er han helt sikker på, at der ikke bare må dif­fe­ren­ti­e­res mellem men­ne­skene og alt det andet, men også mellem natur og kultur. Uden den ringeste anfæg­telse prok­la­me­rer han: ”Vi kan også sige, at natur og kultur er men­ne­ske­nes jordiske kontekst, sådan har det altid været, og sådan vil det altid blive ved med at være.”

Schanz er også mester for at servere en række ikke-reduk­tio­­ni­sti­­ske hel­gar­de­rin­ger af formen: ”Mennesket er ikke kun natur (i bredeste forstand), men heller ikke kun ånd.” Mennesket udmærker sig ved, i mod­sæt­ning til hunde, katte og planter, at stille fun­da­men­tale spørgsmål til eksi­sten­sen. Hvem er jeg? Hvor kommer vi fra? Hvor skal vi hen? Hvor kom det første af alting fra? Men­ne­skets adels­mærke er, at det ikke bare formår at stille, men også at fastholde fun­da­men­tale meta­fy­si­ske spørgsmål. Og ikke mindst at det løbende tvivler på, om de svar, der viser sig, nu også er sande og overbevisende.

Der er gået ca. 240 år, siden Immanuel Kant stillede sine fire grund­læg­gende spørgsmål: Hvad kan jeg vide? Hvad bør jeg gøre? Hvad tør jeg håbe? Hvad er et menneske? Det er det sidste sted­s­e­grønne spørgsmål, der optager Schanz i denne bog.

Mennesket som åndsvæsen

Som åndeligt væsen kan det dermed hæve sig over alt andet uden af den grund at bilde sig ind, at det står over alt andet. Schanz slår fast: ”Tænkning er et sprogligt og åndeligt fænomen, som kun fore­kom­mer blandt mennesker”. Dertil kommer, at det er noget alle kan, og i tænk­nin­gen kan vi gøre os fri af verden og fri af nød­ven­dig­he­den – for tænkning er frihed. ”Den sproglige fri­gø­relse fra tingene giver erfa­rin­gen en fri­gjort­hed og en distance til verden, som er ganske unik blandt levende væsener.” Tænkning drejer sig om mening og fornuft, ikke blot om at bruge en formel forstand, siger Schanz og hans yndede filo­so­fi­ske hjem­melskvinde, Hannah Arendt, i kor.

Det er Schanz’ påstand, at der næppe er sket den store ændring i den rent men­ne­ske­lige evolution de sidste 2500 år. ”Hjernen eller kroppen har ikke synligt ændret sig i dette tidsspand.”. Med K.E. Løgstrup som hjem­mels­mand fast­hol­der han, at sans­nin­gen er ahi­sto­risk. Sans­nin­gens histo­ri­e­løs­hed giver men­ne­ske­li­vet en form, der ikke kan gennemhistoriseres.

Bogens centrale præmis er, at mennesket er et mysterium for sig selv og andre, og at viden­ska­berne (det være sig Big Bang-teorier, kvan­te­fy­sik, DNA-forskning, neu­ro­bi­o­logi og hjer­ne­vi­den­skab, evo­lu­tions­an­tro­po­logi, kog­ni­tions­te­ori eller for den sags skyld kon­struk­ti­vi­stisk kul­tur­te­ori og sociologi) aldrig kan sætte den defi­ni­tive og alt­for­kla­rende stopklods for men­ne­skets spørgen. ”Viden­ska­be­lige udsagn med al-præten­tion vil altid være selv­re­fu­te­rende, som det hedder filosofisk.”

Ifølge Schanz vil natur­vi­den­ska­ben aldrig kunne komme til at forklare og forudse men­ne­ske­nes mulighed for spon­ta­ni­tet, dvs. men­ne­ske­nes i bund og grund ufor­ud­si­ge­lige hand­lin­ger, endsige én gang for alle kunne definere og begrebs­lig­gøre, hvad ånd er. Men det hindrer ikke viden­ska­berne i at gøre frem­skridt, og Schanz medgiver, at eksem­pel­vis idéerne om det levendes sel­vor­ga­ni­se­ring og den sel­vin­di­vi­du­e­rende sub­jek­ti­vi­tet er bedre og derfor på sin vis ’sandere’ end ahi­sto­ri­ske fore­stil­lin­ger om hhv. biologisk og men­ne­ske­ligt liv. Da sen­mid­delal­de­rens store filosof Duns Scotus ’opdagede’ det dynamiske subjekt, lærte vi sim­pelt­hen at tænke på en ny og langt bedre facon, end det var muligt ved hjælp af den klassiske substanstænkning.

En medri­vende fortælling

Schanz byder på en medri­vende idéhi­sto­risk og over­bliks­gi­vende for­tæl­ling. Nye læsere kan med fordel begynde her. Mindst siden antikken har mennesket undret sig over, hvad der adskiller mennesket fra alt det andet, fra pla­ne­terne, stenene, vandet, dyrene, planterne etc. For grækerne var men­ne­skene en del af kosmos, for de kristne var mennesket en del af skabelsen og som den eneste art skabt i Guds billede. For oplys­nings­tæn­kerne var mennesket et med fornuft udstyret og reflek­te­rende socialt dyr, der var meget mere end et dyr. Det var for­an­der­ligt og kunne skabe historie og ændre på såvel sin egen natur som på den ydre natur. I moderne samfund bliver tids- og rum­ko­or­di­na­terne dynamiske, og men­ne­skets natur trans­for­me­ret til andennatur.

Faktisk bør der ikke tales om mennesket i éntal, men snarere om mennesker i flertal, da plurale, men­ne­ske­lige sam­men­hænge og inter­sub­jek­tive udveks­lin­ger er af sproglig og kom­mu­ni­ka­tiv karakter og altid binder men­ne­skene til noget ikke blot privat eller selvgenereret.

Schanz’ credo lyder: ”Frihed er inter­sub­jek­tiv” – det samme er mulig­he­den for politik, viden­skabs­ud­vik­ling og sam­funds­mæs­sig reflek­sion angående det for­an­der­lige livs mulig­he­der og regler. Intet menneske kan være selv­be­ro­ende. Den sociale kontekst kan ikke renses eller tænkes væk. Med Schanz’ ord: Man handler med og evt. imod andre mennesker…”man kan ikke handle med naturen eller med en hund.”

Filo­so­fi­ske indvendinger

Den selv­for­vis­sede idéhi­sto­ri­eskriv­ning er ikke søn­der­ligt optaget af samtidens filo­so­fi­ske stri­dig­he­der. Således undrer og skuffer det mig, at Schanz ikke går aktivt i clinch med forsøgene på at afvikle den dua­li­sti­ske vester­land­ske tænkning, der opdeler verden i natur og kultur, stof og bevidst­hed, menneske og ikke-menneske etc. til fordel for en Object Oriented Ontology, en materiel ontologi, en spe­ku­la­tiv realisme, en teori om Vibrant Matters … (kært barn har mange navne). Han mener nok ikke, der er grund til at beskæf­tige sig med noget så lat­ter­ligt som disse eksplicit antro­po­cen­tris­me­kri­ti­ske, decen­tre­rings­ori­en­te­rede, civi­li­sa­tions­kri­ti­ske og besin­dig­heds­do­mi­ne­rede tilgange til alt det, der er, og som mennesket har ’fucket up’ igennem århund­re­der og måske ligefrem fejl­kon­ci­pe­ret i årtu­sin­der. Men det kunne da have været ele­men­tært spændende at læse den moder­ni­tet­ste­o­re­ti­ske og normativt funderede århu­si­an­ske mester­tæn­ker tage livtag med disse anmas­sende alter­na­tive tanker, selvom de nu langt fra alle til hobe umid­del­bart er overbevisende.

Fun­da­men­talt spændende kunne det også have været, om Schanz havde haft en faible for evo­lu­tio­nær antro­po­logi (Terrence Deacon, Michael Tomasello, Stephen Mithen…). Hvornår kom eksem­pel­vis trans­cen­den­sen ind i men­ne­skets verden, og for den sags skyld: sproget? Det fore­kom­mer mig, at han har ret, når han skriver: ”Dyr er befriet for, eller rettere berøvet, trans­cen­dens. Det gælder alt levende, altså dyr og planter – men for men­ne­skene er det det særegne, at ånden udvirker, at det ikke kun er henvist til verden.” Men til gengæld er det ikke sikkert, at han har ret i at ´hævde: For en hund er der ikke noget ud over det, som er hånd­gri­be­ligt i verden.” Hvor ved han det fra? Kan hunde ikke gen­nem­rystes (mere eller mindre ubevidst og sprogløst) af dødsangst og fødselstraumer?

Kan kun mennesker tyde tegn og fortolker? Det er der intet, der tyder på. Celler, planter og dyr indgår nemlig også i mang­fol­dige semio­ti­ske processer. Men­ne­ske­be­vidst­hed har ikke monopol på at deltage i det levendes semiosis. Hér ville en dialog med bio­se­mio­ti­ske forskere som Jesper Hoffmeyer, Claus Emmeche, Paul Cobley, Kalevi Kull og Theresa Schilhab have været på sin plads. Schanz deler ikke Hei­deg­gers berygtede diktum om, at viden­ska­ben ikke tænker – men kun filo­so­fien (eller måske rettere: kun fun­­da­­men­tal- og eksi­sten­ti­a­lon­to­lo­gien). Men det er meget irri­te­rende, at Schanz ikke lader sig anfægte af begavet og nybry­dende forsk­nings erken­del­ser og herligt afvigende tilgange. Det er heller ikke hos idéhi­sto­ri­e­pro­fes­soren, at man skal finde reflek­sio­ner over, om der kan være per­spek­tiv i – som Bruno Latour – at se nærmere på aktan­terne i bredeste forstand og ikke ude­luk­kende kon­cen­trere sig om de humane aktører inden for (videnskabs)sociologien.

Dertil kommer, som eksem­pel­vis professor i antro­po­logi ved Collège de France, Philippe Descola (f. 1949), fremfører i et interview i Nordens bedste tids­skrift Vagant (#3 – 4, 2019: 208 – 213), at ”… studiet af fol­ke­grup­per rundt om i verden viser at skillet mellom natur og kultur slett ikke er uni­ver­selt. Faktisk er den oppfat­nin­gen av verden som jeg kalder ’det store skillet’ bare å finne i det moderne Vesten (op.cit., s.209).

Ingen sprog­kri­tik

Schanz er ikke sprog­kri­ti­ker og faktisk hellere ikke aktivt udøvende begrebs­hi­sto­ri­ker. Han er sprog­prag­ma­ti­ker. Havde han været inter­es­se­ret i aktivt at diskutere, hvad der sker med sproget og med selv­for­stå­el­sen, når mennesket begynder at se sig selv i Guds billede for siden hen at koble en pro­fa­ne­ret udgave af denne Bildungs- og spej­ling­s­tanke til en slidstærk dan­nel­ses­tænk­ning, så ville bogen have fået en langt mere meta­re­flek­siv tilgang til sprogets og tænk­nin­gens udvikling. Som det er nu, er Schanz’ for­hip­pet­hed på på én gang at uni­ver­sa­li­sere og ex post moder­ni­tets­ce­le­brere det indtrufne, så han afstår fra at tænke sprog­hi­sto­risk, sprog­kri­tisk og begrebs­for­ny­ende. Det er ærgerligt, for man ville da pokkers gerne læse mere fra hans velskri­vende pen om disse ’sager’. Schanz’ problem er ikke, at han er doven, men at han er umi­sken­de­ligt sel­vover­be­vist. Men medgives må det, at der er Schwung i en sentens som denne: ”Sprog er alles og ingens og under alle omstæn­dig­he­der det mest inter­sub­jek­tive, som findes.”

Noget helt andet er, om grækerne over én kam var ”tings­me­ta­fy­si­kere”, som han hævder. Flere af dem var da snarere dynamiske pro­ce­son­to­lo­ger, før dette begreb vel at mærke var blevet ’opfundet’. Og når han skriver om fæno­meno­lo­gien, føler han sig heller ikke kaldet til at indlede en samtale med kro­p­s­fæ­no­meno­lo­gien fra Maurice Merleau-Ponty og Hermann Schmitz til Maxine Sheets-Johnstone, Ole Fogh Kirkeby; Dan Zahavi og Thomas Fuchs.

Det undrer mig også, at han ikke fører en åben, kritisk og fort­lø­bende dialog med Jürgen Habermas, for jeg fornemmer tydeligt, at Schanz har været i færd med at læse den 90-årige filosof og sociologs nye gigant­værk i to bind: Auch eine Ges­chi­chte der Phi­los­op­hie (2019), mens han skrev dette lille værk (se fx s.24 – 25, 33, 50, 54 – 55, 56…); men han har nok ment, at der ville blive tale om et stilbrud, hvis han skulle have givet sig til at diskutere, hvordan omgangen med den teologisk-seman­ti­­ske arv på den mest komplekse måde kom til på én gang at muliggøre og at præge den moderne (dua­li­sti­ske) tænknings fødsel, evidente sejrsgang og skæb­­ne­ag­tigt-aktuelle selv­de­struk­tions­po­ten­ti­ale. Men det gør det ærligt talt også lidt for nemt og en smule kedeligt.

Giv et bidrag

Værsgo’ – du kan frit læse
Dansk pæda­go­gisk Tidsskrift!

Hvis du synes om det, du læser, og gerne vil have, at tids­skrif­tet bliver ved med at eksistere, håber vi, at du vil give et bidrag.

Scan med dit mobilkamera
Klip på knappen for at støtte