Bjarne Wahlgren, Bo Jacobsen, Oliver Kauffmann, Mikkel Bo Madsen og Karsten Schnack: Videnskabsteori – om viden og forskning i praksis
Hans Reitzels Forlag, 2018
248 sider, 300 kr
”Metodeautist!!!” sådan blev der konstateret henover den grønne dug ved eksamensbordet, hvor morgendagens kommende pædagoger var ved at se dagens lys. ”Undskyld hvad siger du?” hørte jeg mig selv undrende spørge den censor, der ikke havde sagt benævnelsen i en tone, der lød af en kompliment. Argumentet, som jeg nok aldrig rigtig forstod, lod sig iklæde begrundelser som, ”jamen han er så stringent i sin metode at det bliver en spændetrøje for ham, og hvad skal pædagoger egentlig med metode på det niveau?”. Selv havde jeg glædet mig til at føre en studerende op til eksamen, der netop havde haft en interesse i at betragte selve den proces, hvori ny viden kommer til syne. Censoren og jeg blev aldrig enige. Når jeg læser 3.udgave af ”Videnskabsteori – om viden og forskning i praksis”, genbekræftes jeg altså i mit eget perspektiv: At jeg skal blive ved med at insistere på, at mine studerende kæres for videnproduktion, ‑transparens og altså videnskabsteorien per se.
Bogen er på 228 sider og struktureres i tre dele. Bekræftende for mit forehavende, så tager forfatterne afsæt i hvordan praksis (kan) anvende® videnskabsteori ved at lande midt i et personalemøde med fortællingen om drengen Willy og de divergerende syn, der kan være på sådan en dreng og endvidere, hvad videnskabsteori kan gøre for den professionelle lige her. Herefter kommer 2. del, der fokuserer ind i og altså sætter fokus på grebet ’hvad er teori?’ og sidste del, der i et metaperspektiv går mere traditionelt til den videnskabsteoretiske kongerække. Willy følger os bogen igennem, og det er et godt formidlingsteknisk greb. Et værktøj som bogen også gør brug af, er afslutningsvist at pege ind i andre bøger på området, sådan at målgruppen for bogen hurtigt kan danne sig et overblik over feltet. Disse er inddelt i kategorier over, hvad de enkelte bøger betoner.
”Det er ikke vores opfattelse, at man skal ’vælge’ eller ’tilslutte’ sig en bestemt retning, men at man skal forstå, hvori de forskellige retningers konstruktive bidrag til vores erkendelse, kompetence og dømmekraft består” (bogen s. 9). Ved dette udgangspunkt, og konsekvent altså operere med videnskabsteoriens praktiske implikationer, drages jeg. Denne bog formår at støtte studerende som professionelle i at være refleksive og stringente i deres valg fremfor at behæfte opgaverne/opgaven proklamatorisk. Videnskabsteori er nemlig ikke et appendix til opgaveskrivning eller praksis, men selve den farbare motorvej, alle beslutninger og refleksioner må tage sit afsæt i. Om målet så grundlæggende er, at fagliggøre sine handlinger, eller når nu omverdenen synes optaget af evidenskravet (bogen, s. 13). ”En vigtig del af professionen, eller af professionalismen, er, at man tænker over sine egne tanker, og at man teoretiserer over teorierne. Hvilke tanker eller teorier går man rundt med i hovedet, eller læser om i bøger, på internettet, i tidsskrifter eller i rapporter? Hvor gode og frugtbare er det?” (Bogen s. 15). På den måde er den del af videnskabsteorien, der præsenteres i denne bog genren ”Videnskabsfilosofi” (bid) – at forholde sig til egen og andres viden i et overordnet perspektiv. Dette valg er forfatterne og fulgt stringent og motiverende gennem bogen. Det afgrænses at de ”forskellige træk ved den faktiske forskningsproces” (Ibid) ikke behandles i bogen. I denne forbindelse kan det da undre mig, at fx de gode bøger jeg anvender netop til dette, ikke optræder i listen (bogen 223 ‑230) for feltets øvrige materiale. Hermed søger jeg, at der i dette værktøj ligeså gives læser redskaberne til at forstå de indlejrede kriterier, listen er konstrueret på baggrund af, men denne præmis synes ikke at skulle formidles. I en bog der tager videnproduktion så konsekvent alvorligt, savner jeg metakommunikation lige her.
Det står stærkt at bogen starter med eksempler i praksis, og at disse understøtter læseren gennem hele bogen. Willy bliver således det komplekse stofs medierende faktor, og bogen henvender sig produktivt til mine studerende, som jeg har haft i tanke under læsningen. På denne måde spiller bogen også godt sammen med bachelorprojektet på pædagoguddannelsen. Her skal det i særlig grad handle om at anvende de systematiske og reflekterede tilvalg som en del af ens professionsfaglighed og –etik med afsæt i et relevant specifikt fagområde.
Bogen stikker kvalitativt ud for mig, og vil være at finde på i min undervisning, særligt grundet en dybde på hele spørgsmålet om videns gyldighed (kap. 8 ”Empiri og data”). Her gennemgås mere grundigt, at jeg finder tidligere beskrevet, hvordan den videnproducerende studerende eller professionsarbejder kan og bør forholde sig. Samt hvilke forbehold og stor ydmyghed videnproduktion i al evighed må berammes med – fra produktion til absorption heraf.
Noget bredere end min egen baghave finder jeg bogen væsentlig netop i en verden fuld af fake news og en for hurtighed på tasterne i forhold til at videregive viden, der måske ikke er konfirmeret (konkret som metaforisk). Kan en øget meta-refleksiv tilgang til viden kvalificere endsige hindre dette? Efter valget spås at særligt unge 18 – 24-årige stemte på you tube-fænomenet Rasmus Paludan; vil indeværende bog kunne modvirke sådan tankeløs og altså ulødig virksomhed? Det er min drøm. Men hvordan det bliver karakteregenskaber ved os alle som en ’litteracy i viden(re)produktion’, bliver jeg i tvivl om en(dnu) bog om videnskabsteori roder bod på! Og den indledende censor må, når jeg møder ham igen, finde sig i at møde endnu en dygtig studerende, der stringent og konsekvent arbejder med videnskabsteori.
