Del på facebook
Del på email

Erin­drin­ger, der gør det lettere at leve – Hånd­te­ring af smerte­lige og lykkelige minder blandt tidligere bør­ne­hjems­børn i en særlig erin­drings­po­li­tisk kontekst

Stine Grønbæk Jensen

Abstract: Med God­havns­dren­gens kamp for en officiel und­skyld­ning for svigt og overgreb under den danske bør­ne­forsorg blev der skabt et nyt landskab for tidligere bør­ne­hjems­børns erin­drings­dan­nelse. Gennem nære analyser af hvordan to tidligere bør­ne­hjems­børn skaber mening med deres erin­drin­ger, sætter jeg fokus på det dynamiske samspil mellem auto­bi­o­gra­fi­ske og delte erin­drin­ger og på tidligere bør­ne­hjems­børns eksi­sten­ti­elle og politiske bestræ­bel­ser på at få en vis kontrol over både deres egen og den fælles historie. Analysen viser, hvordan God­havns­dren­gens kamp for en officiel und­skyld­ning har gjort det lettere at håndtere smerte­lige erin­drin­ger, men også sværere at leve med lykkelige minder. Dette peger på betyd­nin­gen af at vi som samfund gør op med fortidens uger­nin­ger, men også bevarer en nuanceret for­stå­else af fortiden.

Bør­ne­forsor­gens historie, tidligere bør­ne­hjems­børn, livs­hi­sto­rier, erindringsdannelse

”Jeg så filmen om Godhavn, Der kommer en dag, fem gange. I mange år lagde jeg alle følelser i en dybfryser, men filmen hjalp mig med at mærke dem igen. Det var en form for erin­drings­te­rapi. Jeg må indrømme, at det særligt er scenen, hvor Elmer bliver tvunget til at stå i gården med tis­selag­net, der gør indtryk. Jeg oplevede ikke, at jeg på samme måde skulle ned i gården med mit lagen, men at være sådan en tis­sed­reng, eller at pisse i bukserne, undskyld jeg siger det lige ud, det var ikke nogen stjer­ne­sta­tus, det var det altså ikke. Så ja, da jeg så filmen første gang, der kunne jeg godt mærke, at den scene satte mig i for­bin­delse med en vrede, for på den stue, hvor jeg sov, der blev det da kom­men­te­ret, at der lugtede af pis. Noget andet, som jeg synes filmen er lykkedes godt med, det er at vise, at hvis du har været genstand for mobning i en eller anden grad, så er det eddermame kærkom­ment, hvis der er en anden, der kommer i skud­linjen, og så er du sand­syn­lig­vis ikke den, der holder igen. Det handler jo også om, at man lærer spil­le­reg­lerne. ’Okay, det er sådan, det foregår, fint, nu forstår jeg’, og er man blevet en lille klike på tre, fire stykker, så kan man udøve en eller anden form for magt, men en fej form for magt, som mange gange bestod i, at vi pressede nedad. Vi trak i trådene, lagde et moderat fysisk pres på dem i mel­lem­grup­pen: ’du gør lige sådan’, eller ’du henter lige’, ellers ’du giver lige ham den lille en afstraf­felse’, og når så ham den lille siger det til pædagogen, så tør ham, som vi fik til at slå, ikke at sige, hvorfor han gjorde det… Jeg har også hældt vand i skridtet på de små om natten. ’Ja. velkommen i klubben, hvor fedt er det?’ Det var fejt, men det var også en måde at navigere og overleve på.” (Hjalmar Kinner).

”Det er jo sådan, at jeg altid har fortalt god­nat­hi­sto­rier for min datter Cecilie om min tid på Bør­ne­hjem­met Kil­deb­jer­get, og så på et tidspunkt, så ser jeg, at man har lavet en udstil­ling, ’en rørende udstil­ling’, om børnehjem på forsorgs­mu­seet i Svendborg, og så siger jeg til min kone: ’det må være noget for os, for så kan Cille høre nogle andre historier end de kil­deb­jergs­hi­sto­rier, jeg har fortalt’. Og så tog vi derover, og så stod der en plint med blod på, og væggene var sorte og fyldt med avis­ud­klip om Godhavn, som jeg begyndte at læse, og det kunne jeg bare ikke klare. Jeg skyndte mig at få min kone og datter videre og sagde: ’nu går jeg lidt for mig selv, for jeg skal se lidt nærmere på montrerne.’ Og de gik videre i udstil­lin­gen, og jeg tror også min kone havde luret mig, for jeg plejer jo altid at fortælle en masse, når vi er på museum, men de gik, og det gjorde jeg også. Jeg gik ned i butikken og bad om at snakke med kuratoren, og mens jeg ventede, læste jeg i nogle opstil­lede bøger om børnehjem, og de handlede alle om bank, incest og misbrug, og så var jeg blevet godt vred, for jeg havde jo masser af historier, som ikke handlede om det, og da kuratoren så kom, så sagde jeg: ’jeg synes sgu, det er en trist udstil­ling, I har lavet. Der er ikke noget som helst positivt. Man får jo indtryk af, at det var rent sørgeligt… men der var altså 7000 børn på børnehjem i 1970, og vi har fandeme ikke fået bank alle sammen.’ I bilen hjem beslut­tede jeg mig for at skrive min egen bog, så jeg kunne sende ti eksem­pla­rer hen på museet, så de kunne få noget andet end det der… Jeg synes, vi skylder alle de voksne mennesker, der var omkring os, at der er nogen, der fortæller og takker for alt det, de har gjort for alle os.” (Steff Ejlertsen).

De to mænd, hvis citater indleder denne artikel, har det til fælles, at de begge er vokset op på danske børnehjem. Hjalmar blev født i 1962 og har blandt andet boet på Opta­gel­ses­hjem­met Skansen fra 1970 – 1979. Steff blev født i 1944 og har boet på Bør­ne­hjem­met Kil­deb­jer­get fra 1951 – 1961. De to mænd befinder sig imid­ler­tid vidt for­skel­lige steder i livet, da de begynder at beskæf­tige sig med deres erin­drin­ger. Da Hjalmar satte sig i bio­gr­af­sa­len for at komme i kontakt med sine følelser, var han midt i en livskrise, som han forsøgte at finde mening med, så han kunne komme videre i livet. Da Steff første gang besøgte forsorgs­mu­seet i Svendborg, var han for nyligt blevet pen­sio­ne­ret efter et langt arbejds­liv, hvor han på mange måder havde indfriet sine drømme og mål med til­væ­rel­sen. Citaterne antyder også, at de to tidligere bør­ne­hjems­børn har levet med deres erin­drin­ger og håndteret dem på for­skel­lig vis gennem livet. Hjalmar har store dele af sit liv forsøgt at skubbe sine smerte­lige erin­drin­ger til side og gemme sine følelser i en dybfryser. Steff derimod har livet igennem tænkt tilbage på en god barndom, som han har fortalt videre til sin datter som hyggelige god­nat­hi­sto­rier. De to citater viser også, hvordan for­valt­nin­gen af egne erin­drin­ger finder sted i en kulturel kontekst. Særlig tydeligt ser vi, hvordan de to mænd skaber mening med deres erin­drin­ger i relation til de kul­tu­relle repræ­sen­ta­tio­ner af livet på børnehjem i årtierne efter 2. Ver­denskrig, som med God­havns­dren­ge­nes lange kamp for en officiel und­skyld­ning har centreret sig om bør­ne­forsor­gens skyggesider. 

Da stats­mi­ni­ster Mette Fre­de­rik­sen den 13. august 2019 gav God­havns­dren­gene og andre tidligere bør­ne­hjems­børn en officiel und­skyld­ning for de svigt og overgreb, de oplevede under den danske bør­ne­forsorg i perioden 1945 – 1976, var det på baggrund af Lands­for­e­nin­gen God­havns­dren­ge­nes næsten 15 års politiske kamp. Lands­for­e­nin­gen God­havns­dren­gene blev stiftet i 2005 af en gruppe mænd, som var anbragt på Drenge- og Sko­le­hjem­met i Godhavn i 1960’erne, men for­e­nin­gen repræ­sen­te­rer tidligere bør­ne­hjems­børn bredt set. Trods gentagne afslag fra skiftende rege­rin­ger om en officiel und­skyld­ning har God­havns­dren­gene haft en impo­ne­rende gen­nem­slags­kraft i offent­lig­he­den. Deres for­tæl­lin­ger har trukket massiv opmærk­som­hed i medierne under over­skrif­ter som ”Rædslerne fra fortiden forfølger dem stadig” (Eriksen 2017), og deres kamp er på mange måder blevet båret frem af en række erin­drings­bæ­rende kul­tu­relle aktører. Ikke mindst har tv-doku­­men­ta­ren Dren­ge­hjem­met haft en stor betydning (Skov 2005). I Dren­ge­hjem­met følger vi to tidligere bør­ne­hjems­børn fra Godhavn, som under et genbesøg fortæller om deres ople­vel­ser med tæsk, ydmy­gel­ser og medi­ci­ne­ring med psy­ko­far­maka og om de sociale og psykiske følger, som anbrin­gel­sen har haft for deres videre liv. Doku­men­ta­ren affødte omfat­tende kritik og debat i medierne, og på den baggrund afsatte Soci­al­mi­ni­ste­riet i 2009 midler til en uvildig gransk­ning af klager rejst af God­havns­dren­gene. Under­sø­gel­sen blev varetaget af Danmarks Forsorgs­mu­seum i Svendborg og blev afsluttet med God­havns­rap­por­ten (Rytter 2011). Rapporten doku­men­ter en udbredt anven­delse af hård­hæn­dede afstraf­fel­ser, ydmygende behand­ling af sen­ge­væ­dere og seksuelle overgreb på Godhavn og 18 andre børnehjem. I et afslut­tende kapitel beskrives fundet af en gym­na­stik­hest fra Værebro Dren­ge­hjem, som ifølge en tidligere anbragt på bør­ne­hjem­met blev brugt til fysiske afstraf­fel­ser. Med kri­mi­nal­po­li­tiets hjælp blev der på hesten fundet spor af blodstænk over det meste af hesten. Med bevidst­he­den om den symbolske værdi, fik hesten en central placering i rapporten, men også på museets bør­ne­hjem­s­ud­stil­ling (ibid., Rytter & Rasmussen 2015: 11f). Senere blev inter­es­sen for God­havns­dren­ge­nes for­tæl­ling yder­li­gere skærpet med fiktive bear­bejd­nin­ger af historien om Godhavn. Først med udgi­vel­sen af romanen Drengen fra Godhavn (Tornbjerg 2015) og året efter med spil­le­fil­men Der kommer en dag (Nielsen 2016). Filmen høstede en række Robert­pri­ser og blev året efter vist som miniserie på TV2 i den bedste sendetid. I denne proces blev der kon­sti­tu­e­ret nogle delte fore­stil­lin­ger om den danske bør­ne­forsorg i efter­krig­sti­den. Disse fore­stil­lin­ger handler om noget større end de overgreb, der fandt sted på et specifikt børnehjem i Tisvil­de­leje i 1960’erne. Godhavn blev også et symbol på den ide­a­li­se­rede danske vel­færds­stats bagside (Jensen 2019).

Med teoretisk afsæt i erin­drings­stu­dier vil jeg i denne artikel rette opmærk­som­he­den mod, hvordan tidligere bør­ne­hjems­børn på vidt for­skel­lige måder væver egne erin­drin­ger sammen med de kul­tu­relle repræ­sen­ta­tio­ner af bør­ne­forsor­gens historie som er centreret om Godhavn. [1] Jeg vil også rette min opmærk­som­hed mod den kre­a­ti­vi­tet, de tidligere bør­ne­hjems­børn bringer i spil i forsøgene på at skabe en indi­vi­duel og fælles erindring om barn­dom­men, som de kan leve med.

Empirisk tager jeg udgangs­punkt i Hjalmar og Steff og deres erin­drings­dan­nelse. Begge indgår de i et omfat­tende antro­po­lo­gisk fel­t­ar­bejde, som jeg har gen­nem­ført på Danmarks Forsorgs­mu­seum i Svendborg. Museet har gennem mange år beskæf­ti­get sig med bør­ne­forsor­gens historie og får derfor mange hen­ven­del­ser fra mænd og kvinder, som har været anbragt på for­skel­lige børnehjem, og som beskæf­ti­ger sig aktivt med deres erin­drin­ger. Blandt de tidligere bør­ne­hjems­børn, som har henvendt sig til museet, har jeg fulgt omkring 50 særligt tæt. Jeg har inter­viewet dem på museet eller i deres hjem og haft mange uformelle samtaler med dem i telefonen og i for­skel­lige sociale sam­men­hænge, som jeg har deltaget i hen over perioden 2013 – 2019 (Kragh m.fl. 2015: 11f; Jensen 2019:44ff). Som Hjalmar har de fleste fortalt om svære erin­drin­ger, men der er også enkelte, der som Steff fortæller om en lykkelig, god, eller bare man­ge­si­det barndom på børnehjem.

Artiklen viser, at et offent­ligt opgør med fortidens mørke kapitler både kan skabe nye mulig­he­der og nye begræns­nin­ger for de berørte i deres forsøg på at skabe mening med og håndtere fortiden. Dette peger på betyd­nin­gen af, at vi som samfund belyser fortidens overgreb og mis­ger­nin­ger og forholder os kritisk til dem. Men også at vi bestræber os på at bevare et nuanceret syn på fortiden og dermed giver plads til for­skel­lige stemmer, erfa­rin­ger og måder at håndtere fortiden på.

Auto­bi­o­gra­fi­ske og delte erindringer

Erin­drin­ger kan begrebs­lig­gø­res på mange for­skel­lige måder. Analytisk skelner jeg mellem auto­bi­o­gra­fisk erindring og delt erindring. Begrebet auto­bi­o­gra­fisk erindring har sit udspring i kognitiv psykologi, men anvendes i dag indenfor mange fag og på vari­e­rende måder. De fleste, som anvender begrebet, er dog enige om, at auto­bi­o­gra­fisk erindring er en særegen form for erindring, der er tæt knyttet til selvet og som dannes, når vi fortæller os selv og andre om vores liv (Fivush 2011: 560f). Auto­bi­o­gra­fisk erindring er altså noget andet og mere end at huske infor­ma­tion om en episode i fortiden. Auto­bi­o­gra­fisk erindring indebærer derimod, at vi oplever os selv som den, der erindrer episoden, og at vi knytter den til vores livs­hi­sto­rie.  Vores auto­bi­o­gra­fi­ske erin­drin­ger er således med til at give os en for­nem­melse af, at vi er den samme person hen over tid, og at der er menings­fyldte sam­men­hænge mellem den, vi har været, den, vi er nu, og den, vi gerne vil være i fremtiden (Fivuch 2011:562).

Når vi ser tilbage på vores liv, er det dog langt fra alt vi husker. Som erin­drings­for­ske­ren Astrid Erll udtrykker det, kan vores erin­drin­ger ses som små øer i et hav af glemsel (Erll 2011: 9). Når vi mere eller mindre bevidst selek­te­rer mellem alle vores erfa­rin­ger og forsøger at skabe mening med dem, er der både mange psy­ko­lo­gi­ske og sociale dyna­mi­k­ker, som spiller ind (Fivuch 2011). En række empiriske studier af auto­bi­o­gra­fi­ske erin­drin­ger viser blandt andet, at de måder vi erindrer på, i vid udstræk­ning er tillærte gennem opvæksten og forbundet med vari­e­rende erin­drings­prak­sis­ser relateret til køn, klasse og etnicitet (ibid. 563f). Ligeledes har studier vist, at vores livs­si­tu­a­tion og det billede, vi på erin­drings­tids­punk­tet har af os selv, er afgørende for hvilke erin­drin­ger, vi fremhæver, og hvilke vi tildeler en mere marginal plads, ignorerer eller glemmer (ibid.: 571ff). Hvad vi erindrer, kan også skifte fra situation til situation og påvirkes af følelser og stem­nin­ger (ibid.: 575).

Når de tidligere bør­ne­hjems­børn skaber mening med deres egen barndom, sker det samtidig i et samspil med til­gæn­ge­lige kul­tu­relle figurer, for­tæl­lin­ger og fore­stil­lin­ger (Misztal 2003). For at forstå disse kul­tu­relle dimen­sio­ner af erin­drings­dan­nel­sen – og især betyd­nin­gen af de fore­stil­lin­ger om bør­ne­forsor­gens historie, som er blevet frem­her­skende med God­havns­dren­ge­nes kamp for en officiel und­skyld­ning – trækker jeg på begrebet delte erindringer. Jeg tager her afsæt i sociolog Barbara Misztals inter­sub­jek­tive for­stå­else af erin­drings­dan­nelse; nemlig at det altid er individer, der erindrer, men at individer også altid erindrer gennem og sammen med andre i spe­ci­fikke sociale og kul­tu­relle kon­tek­ster (Misztal 2003: 6). Det indebærer, at den enkeltes erin­drings­dan­nelse formes i et samspil med kulturelt til­gæn­ge­lige fore­stil­lin­ger og betyd­nin­ger, som på for­skel­lig vis inter­na­li­se­res og bliver del af den enkeltes for­stå­else af fortiden (ibid.). Delte erin­drin­ger kan for eksempel bestå af historisk viden overført fra ældre gene­ra­tio­ner, eller symbolske repræ­sen­ta­tio­ner af en fælles fortid gennem romaner, film, tv-serier, muse­ums­gen­stande, statuer eller monu­men­ter eller gennem erin­drings­prak­sis­ser som cere­mo­nier, min­de­ri­tu­a­ler eller histo­ri­ske festi­va­ler (ibid.: 11ff). Ligesom auto­bi­o­gra­fi­ske erin­drin­ger reflek­te­rer delte erin­drin­ger aldrig bare fortiden. I stedet formes de delte erin­drin­ger i forsøget på at give nutiden mening og styrke fæl­les­ska­bet gennem dannelsen af fælles kul­tu­relle iden­ti­te­ter. Delte erin­drin­ger er dermed også forbundet med magt og kan bruges politisk af magt­ha­vere, men også af almin­de­lige mennesker, der forsøger at ændre historien nedefra (ibid.: 15). Det illu­stre­rer God­havns­dren­ge­nes kamp for en officiel und­skyld­ning tydeligt.

Sam­men­flet­nin­ger af for­skel­lige erindringsformer

Men hvordan foregår sam­men­flet­nin­gen mellem auto­bi­o­gra­fi­ske og delte erin­drin­ger helt konkret? For at forstå det anvender jeg histo­ri­ke­ren Graham Dawsons begreb composure, som på engelsk både betyder at komponere og at finde ro i sindet (Dawson 1994: 22f). Som analytisk begreb refererer composure således både til dannelsen af sam­men­hæn­gende per­son­lige erin­drin­ger gennem narrative kom­po­si­tio­ner, og til en antagelse om, at vi altid forsøger at komponere vores erin­drin­ger på menings­fyldte måder, som giver os en vis ro ved det liv, vi har levet, og det menneske, vi fore­stil­ler os, at vi er blevet (ibid.). Begrebet er især blevet brugt til at forklare, hvorfor vi fremhæver nogle erin­drin­ger, mens andre skjules eller fortræn­ges (Thomson 1994: 8). En central pointe hos histo­ri­ke­ren Alistair Thomson er, at smerte­lige og foru­ro­li­gende erin­drin­ger kan være svære at flette ind i en menings­fyldt for­tæl­ling om eget liv, hvis de ikke har­mone­rer med kul­tu­relle normer eller de offent­ligt aner­kendte versioner af fortiden. Dermed bliver sådanne erin­drin­ger ofte kun delt i afgræn­sede sociale sam­men­hænge, eller de bliver fortiet, omdannet eller helt fortrængt (ibid.: 10). Med composure træder et almen­men­ne­ske­ligt behov for aner­ken­delse ind som en vigtig præmis i analysen. Indlejret i begrebet er nemlig anta­gel­sen om, at aner­ken­delse er essen­ti­elt for men­ne­skers sociale og emo­tio­nelle over­le­velse, og at vi derfor for at undgå frem­med­gø­relse og eks­klu­sion kom­po­ne­rer vores erin­drin­ger, så de passer med de accep­te­rede for­tæl­lin­ger i offent­lig­he­den. Det er således behovet for aner­ken­delse, der forbinder de psy­ko­lo­gi­ske og sociale erin­drings­pro­ces­ser (ibid.:11).

Som analytisk begreb er composure blevet anvendt i en række studier, som viser hvordan per­son­lige erin­drin­ger formes i et samspil med domi­ne­rende kul­tu­relle repræ­sen­ta­tio­ner af fortiden. Begrebet kan imid­ler­tid bruges på mange måder, og som histo­ri­ke­ren Anna Green har påpeget, også reduk­tio­ni­stisk og soci­al­de­ter­mi­ni­stisk (Green 2004: 39). Green retter især sin kritik mod Penny Sum­mer­fi­elds­an­ven­delse af begrebet. I bogen Recon­structing Woman’s Wartime Lives indleder Sum­mer­fi­eld hvert kapitel med en beskri­velse af de til­gæn­ge­lige repræ­sen­ta­tio­ner af kvindeliv under 2. Ver­denskrig, hvorefter hun viser, hvordan de går igen i kvin­der­nes for­tæl­lin­ger (Sum­mer­fi­elds 1998). Sådanne tilgange tyde­lig­gør, hvordan per­son­lige erin­drin­ger tilpasses domi­ne­rende for­tæl­lin­ger i offent­lig­he­den. Til gengæld overlades der ikke særlig meget plads til den enkeltes par­ti­ku­lære og aktive for­hand­ling af mening. Jeg er derfor enig i kritikken af tilgange, som med Greens ord fokuserer på ”how far the oral nar­ra­ti­ves fit pre-existing cultural fra­meworks” (Green 2004: 39). I det hele taget mener jeg, at composure er særdeles velegnet til at forklare, hvordan den enkeltes auto­bi­o­gra­fi­ske erin­drin­ger påvirkes af sam­fun­dets delte erin­drin­ger, hvorimod begrebet ikke er særlig brugbart i analyser af, hvordan den enkelte aktivt vælger og fravælger, for­hand­ler, udfordrer og ændrer de domi­ne­rende repræ­sen­ta­tio­ner af fortiden. Jeg har derfor brug for en sup­ple­rende teori, som kan tyde­lig­gøre den agens og kre­a­ti­vi­tet, der ofte også er på spil, når mennesker skaber mening med deres liv og forsøger at gøre deres versioner af fortiden gældende i det offent­lige rum.

Jeg er her inspi­re­ret af antro­po­log Michael Jacksons vide­re­ud­vik­ling af Hannah Arendts eksi­stens­fi­lo­so­fi­ske og politiske for­stå­else af poten­ti­a­lerne og pro­ces­serne forbundet med offent­lig­gø­rel­sen af per­son­lige erfa­rin­ger (Jackson 2002: 11). Med begrebet for­tæl­lin­gens politik peger Jackson på for­tæl­lin­ger som en eksi­sten­tiel og politisk strategi til at opnå en for­nem­melse af agens stillet over for kræfter, som er større end os selv. Når vi fortæller andre om vores erfa­rin­ger og forsøger at gøre vores versioner af det hændte gældende i offent­lig­he­den, opstår der nemlig en mulighed for at bearbejde og balancere vores erfa­rin­ger gennem for­tolk­nin­ger, selek­tio­ner, sam­men­flet­nin­ger, fore­stil­lin­ger, humor og kre­a­ti­vi­tet (ibid. 14ff).

I det følgende vil jeg med analytisk afsæt i begrebet composure belyse, hvordan tidligere bør­ne­hjems­børn på for­skel­lige måder former deres auto­bi­o­gra­fi­ske erin­drin­ger i et samspil med den delte erindring om bør­ne­forsor­gens historie centreret om Godhavn. Der er dog ikke tale om en passiv til­pas­ning. Med udgangs­punkt i begrebet for­tæl­lin­gens politik vil jeg derimod vise de aktive, kreative og reflek­sive selek­tio­ner og for­hand­lin­ger, som er på spil i de tidligere bør­ne­hjems­børn forsøg på at forme både en auto­bi­o­gra­fisk og delt erindring, som de kan leve med.

Følel­serne ud af dybfryseren

Hjalmar er en af de tidligere bør­ne­hjems­børn, som gennem flere år har beskæf­ti­get sig indgående med sin egen historie. Jeg lærte Hjalmar at kende i 2013, hvor han første gang kon­tak­tede museet og fortalte om sit liv. Siden invol­ve­rede han sig aktivt i museets arbejde med bør­ne­hjems­hi­sto­rien, og jeg besøgte ham flere gange for at tale med ham om den proces, han gen­nem­le­vede. Undervejs skete der store for­an­drin­ger i Hjalmars for­stå­else af sin egen fortid, og dermed ændredes også hans for­nem­melse af sig selv. Dette mani­feste­rede han ved flere nav­neskift. Først skiftede han efternavn og siden erstat­tede han sit fornavn Lars med sit mel­lem­navn Hjalmar. Det er sidst­nævnte navn, jeg bruger.

Hjalmars historie er kort fortalt: Han blev født af en tysk mor i 1962; gennem den tidlige barndom var han anbragt på for­skel­lige spæd- og småbørns­hjem i Tyskland, inden han blev hentet til Danmark og i nogle år boede hos sin mor, hendes danske mand og deres fælles barn. Da moren blev indlagt på et psy­ki­a­trisk hospital, blev Hjalmar og hans halv­sø­ster anbragt på Opta­gel­ses­hjem­met Skansen fra 1970 – 1979 kun afbrudt af en periode på halvandet år, hvor han var anbragt i fami­liepleje. Årene efter bør­ne­hjem­met var tur­bu­lente, indtil han oplevede en religiøs vækkelse efter en blaffetur med en bap­ti­st­præst. Herefter fik han et mere roligt liv. Han blev gift, fik børn og arbejdede i flere år som møbel­pol­strer. Da Hjalmar blev skilt, oplevede han imid­ler­tid en stor livskrise. Han blev ramt af en ”voldsom skam” over sin egen util­stræk­ke­lig­hed som fami­lie­far og af en ”afsindig og afgrunds­dyb ensom­heds­fø­lelse”, og efter et selv­mord­s­for­søg begyndte Hjalmar at tænke på sin barndom for at finde svar.

At Hjalmars hånd­te­ring af egne erin­drin­ger gennem livet har været tæt forbundet med skiftende livs­si­tu­a­tio­ner fremgår tydeligt af en samtale, vi havde under et af mine besøg. Her fortalte Hjalmar, at han i ung­domsår­ene på mange måder levede et liv, der var præget af hans opvækst, men det var ikke sådan, at han gik rundt og tænkte særlig meget på fortiden. Bevidst­heds­mæs­sigt var han mest af alt i nuet. Som fami­lie­far tænkte han indi­mel­lem på sin barndom. Men det var nok mest ”den rosenrøde version” og de sjove anekdoter om, hvordan han kravlede ned ad ned­løbs­rø­ret på bør­ne­hjem­met om natten, han fortalte til sine børn. Inter­es­sen for, hvad det var for en historie, der havde formet ham, blev først rigtig vakt, da han var blevet skilt. Her var det, som om der blev lukket op for nogle af alle de følelser fra opvæksten, som han livet igennem havde forsøgt at holde stangen, og han blev klar over, at det var barn­dom­mens ople­vel­ser, som inten­si­ve­rede sorgen over familiens opløsning.

Hjalmars søgen efter at forstå sin egen des­pe­ra­tion her og nu skinner igennem i den måde, han fortolker nye infor­ma­tio­ner på. Som mange andre tidligere bør­ne­hjems­børn begyndte han at lede efter spor, som kunne under­støtte hans erin­drin­ger fra den tidlige barndom. Blandt andet søgte Hjalmar om indsigt i sin journal, og fandt her flere oplys­nin­ger, som bekræf­tede nogle mørke følelser, ”som kroppen ikke har glemt”. Han får også bekræftet nogle ”tågede” minder om sted­fa­rens vold. I journalen fremgår det også, at hans mor forsøgte at slå ham ihjel, da han var helt lille, for­ment­lig i en bar­selp­sy­kose. Det chokerer Hjalmar, men giver ham også en for­kla­ring på den grund­fø­lelse af ensomhed, han kæmper med. Samtidig formørkes de erin­drin­ger, som Hjalmar har om sin mor. Det fremgår blandt andet, da Hjalmar kort tid efter får en pla­stikpose fyldt med breve, som hans ekskone har fundet i sin over­svøm­mede kælder. Hjalmar havde glemt alt om brevenes eksistens, men nu, hvor han forsøger at skabe sam­men­hæng og mening i sit liv, har de pludselig relevans. I posen ligger blandt andet et postkort, som moren har sendt til Hjalmar, mens han boede på bør­ne­hjem­met. Post­kor­tet under­læg­ges en grundig for­tolk­ning. Blandt andet spe­ku­le­rer Hjalmar længe over motivet: en kat­tekil­ling. Med en vis kølighed kon­sta­te­rer han dog, at det har været ”totalt til­fæl­digt”. I lyset af infor­ma­tio­nen i journalen synes post­kor­tet at blive afvist som et egentligt udtryk for moderlig omsorg. Kun tøvende tilføjer han: ”Men det er nok alligevel et udtryk for, at jeg har været i hendes tanker.” 

De mange nye spor fra fortiden, som Hjalmar finder frem til, spiller en vigtig rolle for hans mulig­he­der for at udfolde, under­støtte, bekræfte og vir­ke­lig­gøre de erin­drin­ger, han allerede har. Der er dog ikke sådan, at de nye infor­ma­tio­ner, han støder på undervejs, blot udfylder tomme felter i erin­drin­gen, som i et puslespil. Derimod kaster de nye infor­ma­tio­ner et særligt lys over de erindrede brud­styk­ker, og der træffes kon­ti­nu­er­ligt nogle mere eller mindre bevidste valg om, hvilken vægt de skal tillægges, og hvordan de skal forbindes til den over­ord­nede livs­hi­sto­rie. Måske er et kalej­doskop derfor en bedre metafor end et puslespil for erin­drings­dan­nel­sen. Den enkelte kan nemlig til en vis grad selv dreje og justere, så bestemte mønstre træder i for­grun­den, mens andre toner ud. 

Men som allerede nævnt er erin­drings­dan­nelse også en social proces. I Hjalmars bestræ­bel­ser på at blive klogere på sin egen historie og komponere en erindring, han kunne leve med, blev Godhavn et centralt refe­ren­ce­punkt. Han invol­ve­rede sig i God­havns­dren­ge­nes kamp for en officiel und­skyld­ning og blev del af et erin­drings­fæl­les­skab, som gav nye mulig­he­der for dannelsen af en identitet bygget op om det at være tidligere anbragt. God­havns­dren­ge­nes kamp for en officiel und­skyld­ning betød samtidig at hans auto­bi­o­gra­fi­ske erin­drin­ger fik en ny relevans og aktu­a­li­tet i samfundet. Erin­drin­ger, som kun få inter­es­se­rede sig for tidligere, blev med ét gjort til genstand for intens interesse. Med god­havns­dren­ge­nes kamp blev der skabt et offent­ligt rum, hvor andre var villige til at lytte til, tro på og tage del i de tidligere bør­ne­hjems­børns erin­drin­ger og lidelser. Tidligere bør­ne­hjems­børn som Hjalmar fik hermed også en ny position at tale fra – ikke kun som ofre, men også som histo­ri­ske vidner og politiske aktører med en historie, der har en moralsk værdi og vedkommer os alle.

Den delte erindring om Godhavn, som blev under­støt­tet af medier og kul­turin­sti­tu­tio­ner, skabte samtidig en ny betyd­nings­ramme og til­gæn­ge­lig­gjorde aner­kendte ord og for­tæl­lin­ger om overgreb og svigt, som gjorde det lettere for alle tidligere bør­ne­hjems­børn at arti­ku­lere smer­te­fulde og risikable erin­drin­ger og give udtryk for stærke følelser som vrede, bitterhed og sorg. Som det fremgår af citatet i ind­led­nin­gen, kommer dette særlig stærkt til udtryk i Hjalmars brug af filmen Der kommer en dag. Mens filmen vises i biografen, ser Hjalmar den fem gange som en form for ”erin­drings­te­rapi”, der kan sætte ham i kontakt med sine følelser. Gennem den inderlige musik stemmer filmen sindet, men den er også med til at sætte fokus på særlige aspekter af livet som bør­ne­hjems­barn gennem stærkt ladede billeder og mate­ri­elle symboler som de våde lagner. Hermed afta­bu­i­se­res skammen, mens vreden over de ydmy­gel­ser, Hjalmar oplevede som ”tis­sed­reng” legi­ti­me­res. Filmen får dermed også en betydning for, hvad han fremhæver som væsent­ligt i sin egen fortælling.

I en periode synes Hjalmar at tage alle sine mørkeste erin­drin­ger frem og i høj grad flette dem sammen med for­tæl­lin­gen centreret om Godhavn. Senere sker der imid­ler­tid en gradvis opblød­ning. Hjalmar deltager i en skri­vewor­ks­hop på forsorgs­mu­seet, hvor del­ta­gerne skriver om deres barndom gennem eks­pe­ri­men­te­rende øvelser. Hjalmar oplever her ”en himmelsk for­lø­sende kraft”, som frigiver nye erin­drin­ger. Især under en af øvelserne bliver der åbnet ”et meget sjældent vindue” ind til et minde fra barn­dom­men, hvor hans mor synger en god­natsang for ham. ”Det var meget stort, for lige pludselig er Hjalmar tilbage i sengen, og hans mor sidder ved siden af mig, og jeg oplever, at jeg har min mors opmærk­som­hed, at jeg i dette øjeblik ikke befinder mig i den evige konstante forsvar-angst-frygt, men faktisk har a moment of glory med min mor.” Under skri­veø­vel­sen, hvor Hjalmar opfordres til at give slip på konforme for­tæl­lefor­mer, synes han også et øjeblik at give slip på den struktur, som han siden sin skils­misse har orga­ni­se­ret sine egne erin­drin­ger efter. For Hjalmar betyder det nye minde om moren ikke, at vreden fordufter, men at noget af mørket må vige tilbage fra hans barn­dom­se­rin­drin­ger for at give plads til i hvert fald et øjebliks tryghed og kærlighed. 

Kort efter får Hjalmar kontakt med Kirsten, en af de ansatte på Skansen under hele Hjalmars anbrin­gelse. De to mødes flere gange og snakker godt sammen. Skansen betyder meget for dem begge, og det berører hende, når Hjalmar fortæller om de ube­ha­ge­lige ting, han har oplevet på bør­ne­hjem­met. ”Hun bliver skuffet og ked af det, og jeg kan godt mærke, at Skansen på en eller anden måde er hendes verden, hun har ikke selv fået børn, og hun har det ikke godt, når jeg kommer ind på den tale…”  Også sam­ta­lerne med Kirsten rokker på flere måder ved Hjalmars oplevelse af fortiden. Gennem deres nære erin­drings­fæl­les­skab bliver per­so­na­let på bør­ne­hjem­met per­so­ni­fi­ce­ret og men­ne­ske­lig­gjort, mens også Kirstens per­spek­ti­ver får en plads i Hjalmars menings­kon­struk­tio­ner. Hvor Hjalmar portræt­te­rer sit yngre selv som en bølle med teflo­nan­sigt, har Kirsten et andet billede af ham. ”Hun huskede mig som vide­be­gær­lig.” Hjalmar fortæller også, at Kirsten, da han klager over stik­lag­net, spørger ham direkte, om han nogen­sinde blev hånet af de ansatte på Skansen, fordi han tissede i sengen. Og det måtte Hjalmar indrømme, at han aldrig blev. Han fik bank af både sin stedfar og sin plejefar, når han tissede i sengen, og han følte sig ydmyget over for sine kam­me­ra­ter, når det skete på bør­ne­hjem­met, men han blev aldrig hånet af per­so­na­let. ”Og så kan jeg godt se, okay mine smerte­lige erfa­rin­ger med sen­ge­væd­ning ligger primært uden for børnehjemmet.”

I de år, jeg følger Hjalmar, kæmper han kon­ti­nu­er­ligt med sine erin­drin­ger fra barn­dom­men. Men samtidig ændres hans for­tolk­nin­ger af dem. Undervejs glider hans per­son­lige erin­drin­ger næsten helt sammen med den delte erindring om Godhavn. Senere kom­po­ne­rer han en mere nuanceret og ambi­va­lent for­tæl­ling, som også indebærer et håb om at kunne rumme fortidens mange samtidige stem­nin­ger og følelser. I døren til Hjalmars lejlighed, hvor vi er ved at tage afsked, reflek­te­rer han over den rejse, han har været på, og siger, at han hele tiden støder på nye ting, ”som trigger og farver erin­drin­gerne.” Han uddyber: ”Det tror jeg, at vi alle har oplevet: Vi bliver farvet af nogle ting, vi kan spejle os i.” Hjalmar siger også, at han ikke længere ønsker, at de dårlige ople­vel­ser skal skygge for de gode. ”Jeg er nået frem til en opgørelse, der hedder 25 procent dårligt, og den del skal have lov til at være der, men den skal ikke dominere det hele.”

”Vi rankede os”

Efter besøget på Danmarks Forsorgs­mu­seum, som gengives i artiklens ind­led­ning, skriver Steff sin første bog Bør­ne­hjem­s­dreng 1951 – 1961 (Ejlertsen 2010). I bogen fortæller han om sin tidlige barndom i hus­vil­de­ba­rak­kerne i Utterslev, hvor han bor sammen med sin lillebror og mor frem til morens død. Derefter fortæller han om sit videre liv på Bør­ne­hjem­met Kil­deb­jer­get. Han fortæller om hver­da­gens pligter og fri­tids­in­ter­es­ser, om høj­ti­derne og som­mer­fe­ri­erne med de lange lykkelige cykelture i det danske land, om skolen og lokal­sam­fun­det, om venskab og fæl­les­skab. Centralt i bogen står også beskri­vel­sen af de dygtige lærere, han møder på bør­ne­hjem­met og i skolen, og som blev de ”fyrtårne”, han livet igennem navi­ge­rede efter. Som barn var det Steffs drøm at bliver lærer ligesom dem, og i et kort afslut­tende kapitel om det voksne liv fremgår det, at Steff kan se tilbage på et langt liv som lærer og efter­sko­le­for­stan­der, hvor han har videre­ført den pædagogik, han lærte på Kil­deb­jer­get. Steffs tone er positiv hele bogen igennem. Beskri­vel­ser af kon­flik­ter afsluttes altid med et lykkeligt udfald og et opbyg­ge­ligt budskab. Afslut­nings­vis skriver Steff, at mestring af livet for ham handler om, ”at man ikke hænger sig for meget i negative ople­vel­ser og erfa­rin­ger”, og om ”at gøre noget selv for at opnå det, man helst vil” (ibid.: 118).

Ifølge Steff tog det ikke særlig lang tid at skrive den første bog, ”for jeg havde jo fortalt de historier mange gange.” Til gengæld var det svært at få den udgivet. ”Der var et forlag; da de hørte, at min far var tysk mari­ne­sol­dat, så sagde de, at hvis hans billede kom på forsiden, så kunne bogen hedde et eller andet a la ’Tysker­un­gen’. Så sagde jeg, ’jamen det handler den ikke om’. Så siger redak­tø­ren, ’jamen du må da også have fået nogle bank’. Så sagde jeg, ’jamen jeg fik masser af øretæver’, og det synes han var rigtig godt, men da jeg så fortalte, at det var i den lokale fol­ke­skole, så gjaldt det ikke. Det skulle være oppe på bør­ne­hjem­met, og der fik vi aldrig tæv, aldrig!” Til sidst fandt Steff dog et mindre forlag, og siden har han valgt at udgive sine erin­drings­bø­ger selv og sælge dem under sine foredrag.

Steff er en travl fored­rags­hol­der, og senere overværer jeg et af hans foredrag, hvor han fortæller om sin tid på børnehjem. Som fored­rags­hol­der er Steff blændende. Han dra­ma­ti­se­rer sine for­tæl­lin­ger ved at lave stemmen om, han vandrer frem og tilbage over gulvet, hopper rundt, åbner sine medbragte kufferter og smider skø­de­s­løst om sig med stenøkser og sytøj, men det er også, som om han genop­le­ver alle scenerne emo­tio­nelt. Dæmpet synger han en god­natsang, og alle stemmer uop­for­dret i. Under fored­ra­get fortalte Steff den samme slags historier som dem, der findes i bogen. En af dem handler om, hvordan for­stan­de­rin­den på bør­ne­hjem­met ind­sam­lede gratis garn hos fruerne i sognet og lærte børnene at strikke hal­størklæ­der – som grundet de mange for­skel­lige garn­do­na­tio­ner blev temmelig spraglede. ”Og så kunne vi jo godt have gået ind i sko­le­går­den med bøjet nakke.” Steff slæber sig ydmygt hen ad gulvet og fort­sæt­ter med klagende stemme ”og sagt åh, alle os fra bør­ne­hjem­met kommer med ens mul­ti­far­vede hal­størklæ­der.” Steff retter sig op, skyder brystet frem og hæver stemmen: ”men det gjorde vi sgu ikke, vi rankede os og gik frem og tilbage og viste dem frem, og en uge efter havde alle de andre på skolen også mul­ti­far­vede hal­størklæ­der.” Da Steff er færdig med sit foredrag, pakker han hurtigt sammen, og vi tager af sted. Han vil ikke svare på alle mulige spørgsmål, forklarer han mig, de må tage hans historie, som den er.

I perioden, hvor jeg er i løbende kontakt med Steff, vises også udsen­del­sen Børnene fra Kil­deb­jer­get, som blev sendt på tv-stationen dk4 (Howitz 2016). I omtalen på kanalens hjem­meside stod der blandt andet om udsen­del­sen: ”Og selv om at man så kunne forvente, at det hele kommer til at handle om tørre tæv og overkogte kartofler, kunne intet være fjernere fra den historie, Howitz er på vej med. Han har nemlig besluttet sig for at tage fat i den positive historie.” Udsen­del­sen er bygget op omkring et interview med Steff, mens man også kort møder tre andre tidligere bør­ne­hjems­børn fra Kil­deb­jer­get. Der er mange smukke billeder af naturen omkring bør­ne­hjem­met, og de fire gamle venner går til sidst i udsen­del­sen nede ved fjorden med Træsko­hage Fyr i bag­grun­den; på en gang et betyd­nings­fuldt lan­de­mærke og et meta­forisk billede på deres ”fyrtårne”.

Når Steff fortæller sin historie i for­skel­lige sam­men­hænge, synes det i store træk at være en bestemt grund­for­tæl­ling, der træder frem; en for­tæl­ling om en bør­ne­hjem­s­dreng, der overvandt livets for­hin­drin­ger gennem godt humør og ukuelig vilje og ved at navigere efter gode voksnes lys, og som opnåede sit mål med til­væ­rel­sen ved selv at blive et fyrtårn. Når Steff beskæf­ti­ger sig med sine erin­drin­ger, er det således ikke i forsøget på at skabe ny mening med sin livs­si­tu­a­tion. Snarere forsøger han at værne om sin livs­hi­sto­rie under presset fra for­tæl­lin­gen om Godhavn, som han første gang kon­fron­te­res med på Forsorgs­mu­seet. Under besøget blev det, der skulle have været en hyggelig anledning til at udfolde sine bør­ne­hjem­s­for­tæl­lin­ger, vendt til en begi­ven­hed, som posi­tio­ne­rede ham som offer og krænkede hans loy­a­li­tets­fø­lelse over for de voksne, i hvis fodspor han selv var gået. Steff forsøger således at beskytte sit selv ved at gøre sin egen version af historien om bør­ne­forsor­gen gældende i det offent­lige rum. 

Steffs van­ske­lig­he­der med at få bogen udgivet illu­stre­rer imid­ler­tid van­ske­lig­he­derne ved at få plads til en for­tæl­ling om en lykkelig barndom på børnehjem, som ikke har­mone­rer med den domi­ne­rende og dra­ma­ti­ske for­tæl­ling om svig og overgreb. Selv om Steff senere når ud til mange, er der en markant forskel på den interesse og eks­po­ne­ring i offent­lig­he­den, som Steffs historie har fået i sam­men­lig­ning med God­havns­dren­ge­nes. Hans historie har fået en mere marginal plads og præ­sen­te­res – af ham selv og i eksem­pel­vis tv-pro­­gram­­met, som en nuan­ce­ring af den mere domi­ne­rende for­tæl­ling om Godhavn. Når Steff på denne baggrund skriver sin egen version af historien og senere levende formidler den til andre, så twister han mange af sine erin­drin­ger sådan at de får form af mod­for­tæl­lin­ger. Dette kommer til udtryk i eks­pli­citte refe­ren­cer til Godhavn, men også i nega­tio­ner som ”vi har fandeme ikke fået bank alle sammen”, og i måden hvorpå, han performer enkelt­stå­ende episoder, ved at fore­gri­ber typiske fordomme om børnehjem blot for at modsige dem.

Steff er en dygtig formidler. Alligevel er det, som om han fortæller sin historie i modvind. Ikke alene har han sine van­ske­lig­he­der ved at få plads til sin historie i offent­lig­he­den, han mødes også af en vis skepsis. For eksempel er der flere der undrer sig over beskri­vel­sen af morens død. I bogen fortæller Steff, at moren blev alvorligt syg, men alligevel samlede alle sine kræfter og fik solgt stort set alt, hvad de ejede for at kunne holde en sidste juleaften for sine to drenge. Steff skriver: ”Vi lo og råbte i munden på hinanden, og mor kom til at græde, da hun så os prøve legetøjet i den lille stue mellem gave­pa­pi­ret. Og det gjorde slet ikke noget, at mor havde solgt vores ting, så der næsten ikke var noget tilbage i nr. 8 i de grønne barakker. 2. juledag døde mor” (Ejlertsen 2010: 19f). Herefter springer Steff direkte videre til den spændende tur med tog og færge på vej mod Kil­deb­jer­get, hvor et nyt liv begyndte. Det virker påfal­dende, at moren ikke siden nævnes med et eneste ord.

”Man skal satme have en for­nem­melse af, hvor sej hun var, men vi skal hurtigt videre, scenen skal ikke dyrkes…” forklarer han mig og uddyber: ”Der er nogen, som nyder at stille sig op og få opmærk­som­hed ved at fortælle den sørgelige historie, det er så deres strategi, det er bare ikke min.” I det hele taget er der ifølge Steff en kedelig tendens blandt mange tidligere bør­ne­hjems­børn til at posi­tio­nere sig som ofre. ”De er sgu nogle hæn­ge­mu­ler, det kan ikke nytte noget at sidde fast i offer­rol­len…”, udbryder han. ”Jeg taler ikke grimt om God­havns­dren­gene, for hvor herre bevares hvor er de blevet mis­hand­let… men der er nogle af God­havns­dren­gene, ligesom der er nogle af Kil­deb­jergs­dren­gene, som hele livet går rundt og klynker, fordi de har fået en ørefigen.” Steff ser på mig og tilføjer: ”Nu går du måske hjem og synes, jeg er for­fær­de­lig, men der er ingen, der skal synes, det er synd for mig, så bliver jeg rasende.” Steff stilføjer, at det jo også handler om, at de ville få mere ud af til­væ­rel­sen ved at fokusere på det gode, der er sket i deres liv, ”sim­pelt­hen fordi det gør det lettere at leve.”

Der er også andre ting, som i første omgang gled ud af Steffs for­tæl­ling. I sin første bog fortæller Steff ikke så meget om brorens liv. Først senere skriver han en bog om Herman. Steff viser mig en kasse, hvor han har samlet sine minder om broren. Der er mange flotte tegninger, som Herman har lavet. Der er også en vaga­bond­bog, hvor Herman har skrevet, hvor han har sovet, og en del billeder fra hans begra­velse. Han døde som 43-årig af druk. ”Jeg skrev bogen om Herman, fordi jeg tit fik spørgs­må­let: ’Når nu det var så godt på Kil­deb­jer­get, hvorfor blev din bror så vagabond? Om jeg skammede mig over ham?’ Og da jeg havde hørt den nogle gange, så tænkte jeg, nu må det være nok, nu laver vi en bog om Herman, for det er ikke, fordi jeg er flov, men fordi jeg er gammel sko­le­læ­rer og har et budskab, som jeg gerne vil frem med, og historien om Herman ville mudre billedet.”

Herman. En bør­ne­hjem­s­dreng starter med, at Steff får overbragt beskeden om Hermans død (Ejlertsen 2011). De to brødre er med årene gledet fra hinanden, og i bogen beskriver Steff de minder og tanker, der løber gennem ham de følgende dage, imens han kører mod Kil­deb­jer­get, er sammen med brorens vaga­bond­ven­ner og møder Hermans børn. I bogen forsøger Steff at forklare, hvorfor Kil­deb­jer­get var et godt børnehjem, selv om Herman senere drak sig ihjel på lan­de­ve­jene, og hvorfor det gik dem så for­skel­ligt i livet. Ifølge Steff skyldes det, at de havde nogle for­skel­lige reak­tions­møn­stre og derfor for­skel­lige for­ud­sæt­nin­ger for at gribe de hænder, der blev rakt frem. ”Det er vigtigt, at man har nogle voksne at se op til, voksne som ser en og hjælper og støtter, også når det går galt. Sådanne voksne var der omkring både Herman og mig, da vi var børn. Jeg kaldte dem ’fyrtårne’, for de viste vej. Men hvorfor hjalp de ikke min bror? Jeg tror (…) at han havde svært ved at få kontakt til de voksne og bruge deres hjælp til andet end rent praktiske ting. Herman havde masser af jæv­nal­drende og yngre lege­kam­me­ra­ter, men at vise følelser og få rigtig kontakt til voksne, det faldt ham svært” (Ibid.: 65).

Bogen har en anden tone end den første og inddrager også kri­tisable ting fra barn­dom­men. I forordet pro­ble­ma­ti­se­rer Steff den hem­me­lig­hol­delse, der har været i familien omkring deres fædre – to for­skel­lige tyske mari­ne­sol­da­ter – og som både har skabt mis­for­stå­el­ser og splid i familien og hindret Herman i at få kendskab til sin far (ibid.:10). Steff fortæller også, at Herman som femårig kort tid efter ankomsten til bør­ne­hjem­met blev hentet af en for­ret­nings­mand og hans kone, som ville adoptere ham, men at han blev afleveret igen efter to måneder. I lang tid herefter gemte de to drenge sig sammen i skoven, hver gang de hørte en bil i ind­kørs­len. ”Vi ville altid være sammen. Vi ville aldrig mere skilles” (ibid.: 13f).

Bogen om Herman adskiller sig også fra den første ved, at sorg og især skyld­fø­lelse væves sammen med de positive historier om livet på Kil­deb­jer­get. ”Alle flokkedes de om Herman (…) alle ville være med, når han kaldte, og nogle gange havde han så travlt, så jeg næsten ikke så noget til ham… Så jeg næsten ikke noget til ham? Havde jeg svigtet som storebror? Kunne jeg have hjulpet mere? Var det min skyld, at det gik så skævt for Herman?” (ibid.: 33f). Tre gange fik Steff som dreng at vide, at nu skulle han passe godt på sin lillebror. 

Når Steff skriver Hermans bog, ser jeg det som et aktivt forsøg på at værne om sin egen for­tæl­ling og genop­rette en kontrol med sin historie. Dette kommer blandt andet til udtryk, når han udførligt forklarer, hvorfor Kil­deb­jer­get stadig var et godt børnehjem, selv om Herman gik til grunde. Behovet for kontrol skinner også igennem, når Steff fortæller, at han ikke vil holde foredrag om Hermans bog alene, for så bliver det sørgeligt og den sæd­van­lige offer­hi­sto­rie, som alle vil høre. Han vil kun fortælle om Herman, hvis han først har fortalt sin egen historie. Men gennem arbejdet med Hermans bog er det tydeligt, at Steff også for­plig­ter sig på at gøre Hermans historie menings­fuld og sand­fær­dig og derfor må ind­ar­bejde nogle af de smerte­lige sider af opvæksten og det videre liv, som er fra­væ­rende i hans første bog. Som respons på omver­de­nens kom­men­ta­rer – ”når nu det var så godt på Kil­deb­jer­get, hvorfor blev din bror så vagabond?” – men også i respekt for sin lillebror og hans skæbne, nuancerer Steff sin fortælling.

Men der er også andre situ­a­tio­ner, hvor Steff oplever, at han må forsvare sin positive udlægning af barn­dom­men. Særligt husker han en episode, hvor han under en coa­chud­dan­nelse i for­bin­delse med hans hverv som for­stan­der blev sat ”i den varme stol.” ”Nåh, så sad jeg der, og de kom sgu tættere og tættere på det med Kil­deb­jer­get og om at savne sin mor, og at det var for­fær­de­ligt, og da de så begynder med: ’nej, men det var også synd for dig Steff’, så tænkte jeg: ’HOLD NU KÆFT, for fanden!’, så sagde jeg: ’nu vil jeg ikke mere, vi stopper her!’”

Et vist forbehold for Steffs positive historie skinner også igennem i de spørgsmål, jeg stiller ham under vores mange samtaler. Selv om jeg oprigtigt beundrer hans evne til at vende stort set enhver situation til noget positivt og aldrig tvivler på den betydning, det gode børnehjem har haft i hans liv, så til­træk­ker hver eneste lille mulige sprække i hans positive for­tæl­ling min opmærk­som­hed. I en tid med et stort fokus på svigt og overgreb i offent­lig­he­den tvinges Steff således kon­ti­nu­er­ligt til at reflek­tere over de mange valg og kon­struk­tio­ner, som indgår i enhver erindringsdannelse.

Kon­klu­sion

Når tidligere bør­ne­hjems­børns erindrer deres barndom, forbinder de frag­men­te­rede erin­drin­ger og infor­ma­tio­ner til en sam­men­hæn­gende bro mellem fortid og nutid, som er menings­fuld her og nu. Deres erin­drin­ger afspejler de erfa­rin­ger, de bærer på, de afspejler for eksempel, om de har været på et godt eller dårligt børnehjem, og om de har mødt nogle omsorgs­fulde voksne på deres vej. Men erin­drin­gerne reflek­te­rer også deres nuværende livs­si­tu­a­tion, og deres forsøg på at skabe mening med, at livet har formet sig, som det har, og at de er blevet dem, de er.

Ligeledes reflek­te­rer erin­drin­ger om barn­dom­men til­gæn­ge­lige og aner­kendte kul­tu­relle for­tæl­lin­ger, for­kla­rings­mo­del­ler og iden­ti­te­ter. Hos Hjalmar og Steff ser vi især, hvordan den delte erindring om Godhavn, som blev kon­sti­tu­e­ret gennem God­havns­dren­ge­nes kamp for en officiel und­skyld­ning, spiller en hel central rolle for deres for­tolk­nin­ger, for­hand­lin­ger og hånd­te­rin­ger af egne erin­drin­ger. Ud fra begrebet composure kan den glemsel, tavshed og uds­palt­ning af smerte­lige erin­drin­ger, som Hjalmar beskriver ved at sige, at han lukkede sine følelser ned i en dybfryser, ses som resultat af et manglende til­gæn­ge­ligt sprog for det hændte, og med omgi­vel­ser­nes manglende vilje eller evne til at lytte til og tale om disse ting. Med God­havns­sa­gen blev der imid­ler­tid skabt en anerkendt for­tæl­ling og et sprog, som Hjalmar kunne bruge i sine bestræ­bel­ser på at finde mening med sin svære livs­si­tu­a­tion. Han fik nye mulig­he­der for at arti­ku­lere og reflek­tere over tidligere tabu­i­se­rede erfa­rin­ger, omfor­tolke disse og gøre op med den måde, han blev behandlet på gennem barn­dom­men. Især blev det muligt for Hjalmar at vriste sig fri af indi­vi­du­elle bebrej­del­ser og skam for i stedet at placere skylden hos sine forældre, bør­ne­hjem­met og staten. Vi har dog også set, hvordan den delte erindring om Godhavn kan sætte nogle begræns­nin­ger. For Steff som havde en god opvækst på børnehjem, kom Godhavn som delt erindring til at udgøre en trussel mod hans lykkelige minder og hans identitet som et menneske, der har forløst sine drømme og mål i til­væ­rel­sen ved at træde i per­so­na­lets fodspor. De to for­tæl­lin­ger illu­stre­rer et mere generelt mønster hos de tidligere bør­ne­hjems­børn, jeg har været i kontakt med. Med den delte erindring om Godhavn er det blevet lettere at komme i kontakt med, arti­ku­lere og fortælle andre om smerte­lige erin­drin­ger, som før var tabu­i­se­rede. Til gengæld er det nu tidligere bør­ne­hjems­børn med lykkelige erin­drin­ger, som ofte overhøres eller ligefrem mistænkeliggøres. 

De to for­tæl­lin­ger viser samtidig, at sam­men­flet­nin­ger mellem auto­bi­o­gra­fi­ske og delte erin­drin­ger langt fra er en passiv proces. At skabe mening med fortiden indebærer derimod valg, fravalg, for­tolk­ning og kre­a­ti­vi­tet. Ligeledes er det en proces, som invol­ve­rer mange reflek­sio­ner – også over selve erin­drings­dan­nel­sen. Hjalmar er bevidst om, at hans erin­drin­ger hele tiden ”skifter farve” og påvirkes. Steff ved godt, at han selek­te­rer i sine erin­drin­ger, fordi det gør det ”lettere at leve”, men også fordi han ”er gammel sko­le­læ­rer, som har et budskab”. Dette peger på, at erin­drings­dan­nelse blandt tidligere bør­ne­hjems­børn ofte også er en politisk proces. I tråd med begrebet for­tæl­lin­gens politik har artiklen vist, hvordan de tidligere bør­ne­hjems­børn gennem offent­lig­gø­rel­sen af deres erin­drin­ger forsøger at påvirke andres vur­de­rin­ger af fortiden. Hjalmar forsøger gennem sit enga­ge­ment i For­e­nin­gen God­havns­dren­gene at kon­fron­tere samfundet med fortidens uger­nin­ger og få magt­ha­verne til at tage et klart ansvar, hvormed de også fremad­ret­tet for­plig­ter sig. Hjalmars erin­drin­ger handler om at være underlagt andres magt, men ved at fortælle om sine erfa­rin­ger træder han frem som en politik aktør, der udøver modmagt i kampen for større ret­fær­dig­hed i samfundet. Steff forsøger derimod at nuancere den noget ensidige for­tæl­ling om overgreb under bør­ne­forsor­gen, men også at gøre op med fore­stil­lin­gen om bør­ne­hjems­børn som ofre uden et per­son­ligt ansvar for at lykkes i lives. Deres beskæf­ti­gelse med egne erin­drin­ger handler om at skabe en erindring de kan leve med, men også om at bringe egne erfa­rin­ger ind i den offent­lige samtale som et fælles etisk og politisk anliggende.

I artiklen har jeg bestræbt mig på at syn­lig­gøre det dynamiske og gensidige forhold mellem vores fælles fore­stil­lin­ger om fortiden og det enkelte menneskes forsøg på at håndtere sine erin­drin­ger. Artiklen viser, at det har stor betydning for de berørte, når vi som samfund tager moralsk afstand fra fortidens uret­fær­dig­he­der, men at det også er væsent­ligt, at bevare et nuanceret syn på vores fælles historie, for hermed at give plads til for­skel­lige stemmer, ambi­va­lente erfa­rin­ger og vari­e­rende stra­te­gier til at opnå en vis grad af kontrol over egen skæbne.

Refe­ren­cer

Dawson, Graham (1994) Soldiers Heroes. British Adventure, Empire, and the Imagining of Masculi­ni­ties. London: Routledge.

Ejlertsen, Steff (2010) Bør­ne­hjem­s­dreng 1951 – 1961. Odense: Forlaget Mellemgaard

Ejlertsen, Steff (2011) Herman. En bør­ne­hjem­s­dreng. Them: Forlaget Kahrius.

Eriksen, Christina Toustrup (2017) Rædslerne fra barn­dom­men hjemsøger dem stadig: – Vi var bange, hver gang vi skulle i seng. TV2 Nyhederne, 19. marts 2017.

Erll, Astrid (2011) Memory in Culture. Oxford: Palgrave-Macmillan.

Fivush, Robyn (2011) The Deve­l­op­ment of Auto­bi­o­grap­hi­cal Memory. Annual Review of Psy­cho­logy,bd. 62, s. 559 – 82.

Green, Anna (2004) Indi­vi­dual Remem­be­ring and ‘Col­lective Memory’: The­o­re­ti­cal Pre­sup­po­si­tions and Con­tem­porary Debates. Oral History, bd. 32, nr. 2, s. 35 – 44.

Howitz, Frantz (2016) Børnene fra Kil­deb­jer­get, [dk4 tv-doku­­men­tar].

Jackson, Michael Jackson, M. (2004) The Politics of Storytel­ling. Violence, Trans­gres­sion, and Inter­sub­jecti­vity, Copen­ha­gen: Museum Tuscu­la­num Press.

Jensen, Stine Grønbæk (2019) At åbne skuffen. Om tidligere bør­ne­hjems­børns trans­for­ma­tio­ner af selvet og den sociale verden. Ph.d.- afhand­ling. Odense: Syddansk Universitet.

Kragh, Jesper Vaczy, Stine Grønbæk Jensen & Jacob Knage Rasmussen (2015) På kanten af vel­færds­sta­ten. Anbragte og indlagte i dansk soci­al­forsorg 1933 – 1980. Odense: Syddansk Universitetsforlag.

Misztal, Barbara A. (2003) Theories of Social Remem­be­ring. Mai­den­head: Open Uni­ver­sity Press.

Nielsen, Jesper W. (2016) Der kommer en dag [Nordisk Film].

Rytter, Maria (2011) God­havns­rap­por­ten. Odense: Syddansk Universitetsforlag.

Rytter, Maria & Jacob Knage Rasmussen (2015) The Godhavn Inquiry. I: Johanna Sköld & Shurlee Swain red. Apologies and the Legacy of Abuse of Children in ’Care’. London: Palgrave Macmillan, p. 97 – 105.

Skov, Rikke (2005) Dren­ge­hjem­met [DR tv-doku­­men­tar].

Sum­mer­fi­eld, Penny (1998) Recon­structing Woman’s Wartime Lives. Man­che­ster: Man­che­ster Uni­ver­sity Press.

Thomson, Alistair (1994) Anzac Memories: Living with the Legend. Clayton: Monash Uni­ver­sity Publis­hing Books.

Tornbjerg, Ole (2015) Drengen fra Godhavn. København: Poli­ti­kens Forlag.


[1] Artiklen er baseret på min afhand­ling ”At åbne skuffen” og er en omskrevet version af kapitel 9.

Giv et bidrag

Værsgo’ – du kan frit læse
Dansk pæda­go­gisk Tidsskrift!

Hvis du synes om det, du læser, og gerne vil have, at tids­skrif­tet bliver ved med at eksistere, håber vi, at du vil give et bidrag.

Scan med dit mobilkamera
Klip på knappen for at støtte