Del på facebook
Del på email
Del på linkedin
Del på twitter

Skrø­be­lige rela­tio­ner – tidligere anbragtes for­tæl­lin­ger om familie

Tea Tor­ben­feldt Bengtsson, Ditte Lumby, Juliane Birkedal Poulsen

I denne artikel belyser vi betyd­nin­gen af fami­li­e­re­la­tio­ner for unge, der har været anbragt i fami­liepleje. Gennem en narrativ analyse af 14 unges for­tæl­lin­ger om deres opvækst og ung­doms­liv finder vi, at fami­li­e­re­la­tio­ner, selvom de ofte er skrø­be­lige og svære at fastholde, tillægges stor betydning af de unge. Trods bety­de­lige forskelle, så viser de unges for­tæl­lin­ger, at fore­stil­lin­ger om biologi, aner­ken­delse og nor­ma­li­tet er vigtige refe­ren­ce­punk­ter i deres rela­tio­ner til både bio­lo­gi­ske forældre og ple­je­for­æl­dre. For­tæl­lin­ger om svigt, for­bun­det­hed og kærlighed skriver sig således ind i en fælles for­stå­el­ses­ramme af familien som bærende insti­tu­tion i livet, hvilket reflek­te­res i de unges nar­ra­ti­ver. Særligt fremstår fami­li­e­re­la­tio­nerne som udfor­drende for tidligere anbragte unges trivsel og hver­dags­liv, når disse rela­tio­ner svigter eller er præget af ambi­va­lens. I disse situ­a­tio­ner søger de unge ofte efter nye rela­tio­ner som erstat­ning for de tabte. Imid­ler­tid viser de unges for­tæl­lin­ger, at for­æl­dre­re­la­tio­nerne for de unge har ved­bli­vende betydning langt ind i deres voksenliv.

Selvom man føler sig velkommen [hos ple­je­for­æl­drene], så ved man jo godt, at man jo ikke er deres barn. Man kan godt have den dér: Hvis nu jeg gør noget forkert, gider de mig så ikke, eller vil de have, jeg skal flytte? Selvom man føler sig som en del af familien, så føler man sig stadig ikke som en del af… Jeg ved ikke, hvordan jeg skal forklare det, men man ved jo stadig godt, at man er plejebarn. Man er ikke deres rigtige barn. Så dén følelse har man stadig.

Magnus, 25 år, tidligere anbragt

Magnus’ for­tæl­ling, om følel­serne omkring at være plejebarn, afspejler, hvor sammensat en oplevelse det er for børn at bo hos og være en del af en anden familie i dele af deres barndom. Formålet med denne artikel er at analysere de særlige vilkår og ople­vel­ser, som fami­li­e­li­vet udgør for børn og unge anbragt i plejefamilier.

I Danmark oplever ca. 1 pct. af alle 0 – 17-årige at blive anbragt uden for hjemmet, svarende til omtrent 12.000 børn og unge. Af disse børn og unge er to tred­je­dele anbragt i ple­je­fa­mi­lie, og dermed er fami­liepleje den mest udbredte anbrin­gel­ses­form (VIVE). En ple­je­fa­mi­lie er en familie, der har et barn eller ung i døgnpleje, det vil sige, at barnet bor hos ple­je­fa­mi­lien i hverdagen. Det er kommunen, som anbringer barnet eller den unge, der oftest fortsat har samvær med sin bio­lo­gi­ske familie. Det er barnets eller den unges kommune, der afgør varig­he­den af anbrin­gel­sen. De fleste anbrin­gel­ser ophører, når den unge fylder 18 år, men anbrin­gel­ser kan slutte inden, fx ved at barnet eller den unge flytter hjem til sine bio­lo­gi­ske forældre eller ved, at barnet eller den unge anbringes et andet sted.

Over en længere årrække er fami­liepleje blevet stadig mere udbredt som anbrin­gel­ses­form. I en revision af Forsorgs­lo­ven fra 1958 blev pleje i private hjem for første gang fremhævet som den mest ønsk­vær­dige anbrin­gel­ses­form (Bengtsson & Jakobsen 2009). Siden er stadigt flere børn og unge blevet anbragt i privat pleje og i Barnets Reform fra 2011 er det eksem­pel­vis angivet, at fami­liepleje skal under­sø­ges som før­ste­pri­o­ri­tet, når et barn eller en ung skal anbringes (Ser­vi­cesty­rel­sen 2011). Det er hermed familien som insti­tu­tion, der ses som afgørende i sam­fun­dets for­plig­ti­gelse til at sikre alle børn og unge den bedst mulige opvækst. Fami­liepleje betragtes således som den anbrin­gel­ses­form, der på bedst mulig vis sikrer, at anbragte børn og unge vokser op i et omsorgs­fuldt miljø med stabile vok­sen­re­la­tio­ner (Ser­vi­cesty­rel­sen 2011).

Myn­dig­he­der­nes fokus på at sikre anbragte børn og unge varig og stabil vok­sen­kon­takt må ses som årsagen til, at flere kommuner præ­sen­te­rer det at være ple­je­fa­mi­lie som en opgave for livet, ligesom KL under­stre­ger vig­tig­he­den af, at ple­je­fa­mi­lier indstil­ler sig på “at forpligte sig i et livslangt enga­ge­ment” (KL 2009:30), når et barn tages i pleje. Imid­ler­tid viser forsk­nin­gen, at rela­tio­nen mellem anbragte og deres ple­je­for­æl­dre er kompleks og ikke altid afspejler de inten­de­rede fami­lie­mæs­sige for­vent­nin­ger om sta­bi­li­tet og enga­ge­ment. Samtidig er der i selve anbrin­gel­sen indbygget en usik­ker­hed, da anbrin­gel­sen kan afsluttes med relativt kort varsel, og det kan være uafklaret, hvad der forventes af rela­tio­nen, når en anbrin­gelse ophører. Derudover oplever en del unge, at rela­tio­nen til deres ple­je­for­æl­dre plud­se­ligt eller gradvist ebber ud i tiden efter endt anbrin­gelse (Biehal & Wade 1996; Cun­ning­ham & Diversi 2012; Wade 2008; Höjer & Sjöblom 2010).

Forskning viser, at usik­ker­hed ikke kun gør sig gældende i anbragte børn og unges relation til deres ple­je­for­æl­dre, men ofte også præger rela­tio­nen til deres bio­lo­gi­ske forældre, hvor både svigt og kærlighed er med til at skabe ambi­va­lente rela­tio­ner (Holland & Crowley 2013; Boddy 2018; Sulimani-Aidan 2019). Det bio­lo­gi­ske slægtskab kan således ikke anses som det, der alene kan definere familiære rela­tio­ner, men det er med til at forme de rela­tio­ner, som anbragte børn og unge har mulighed for at blive en del af (Hammen 2016).

I denne artikel præ­sen­te­rer vi en analyse af 3 unges for­tæl­lin­ger om deres fami­li­e­re­la­tio­ner. Analysen trækker dog på empiri fra inter­views med flere – nemlig 14 tidligere anbragte unge. Vi fokuserer på tidligere anbragtes for­tæl­lin­ger om deres familiære rela­tio­ner og fremhæver i analysen særligt tre tema­tik­ker, der fremstår betyd­nings­bæ­rende på tværs af det samlede empiriske materiale. Først belyser vi, hvordan for­stå­el­sen af biologi og kærlighed er afgørende for, hvordan fami­li­e­re­la­tio­ner formes samt hvilken betydning slægtskab tillægges af tidligere anbragte. Dernæst ana­ly­se­rer vi, hvordan tidligere anbragte, trods svigt under anbrin­gel­sen, kan føle en afhæn­gig­hed og et til­hørs­for­hold til deres ple­je­for­æl­dre, hvilket kan skabe dys­funk­tio­nelle fami­li­e­re­la­tio­ner. Til sidst vender vi os mod den betydning, som tidligere anbragtes ofte usikre og ambi­va­lente familiære rela­tio­ner kan have for deres drømme og fore­stil­lin­ger om et frem­ti­digt fami­li­e­liv. Artiklen afsluttes med en dis­kus­sion og kon­klu­de­rer, at et ideal om at tilhøre en familie står stærkt i de unges nar­ra­ti­ver. Dette ideal fremstår afgørende for, hvordan tidligere anbragte mindes deres barndom og hvilke drømme og fore­stil­lin­ger, de har om et frem­ti­digt fami­li­e­liv. I det følgende afsnit foretager vi en ram­me­sæt­ning af analysen, hvor vi, foruden en præ­sen­ta­tion af den eksi­ste­rende forskning på feltet, udfolder den fami­lie­te­o­re­ti­ske ramme, som analysen tager sit afsæt i.

Betyd­nin­gen af familierelationer

Analysen tager sit teo­re­ti­ske afsæt i nyere fami­lieso­cio­lo­gisk teori, hvor ‘familien’ forstås som en dynamisk og for­an­der­lig størrelse, der kon­sti­tu­e­res gennem prak­sis­ser og for­hand­les over tid (Morgan 1996; Finch 2007). Familie er således en facet af det sociale liv og dermed noget, der gøres snarere end noget, der på forhånd er givet (Morgan 1996). Forskning på anbrin­gel­ses­om­rå­det har i denne sam­men­hæng fremhævet en række prak­sis­ser, der bidrager til, at anbragte opnår en følelse af at høre til i ple­je­fa­mi­lien. Disse prak­sis­ser tæller bl.a. lige­vær­dig behand­ling med ple­je­for­æl­dre­nes bio­lo­gi­ske børn og inklusion i den udvidede del af familien, eksem­pel­vis gennem fælles fejring af højtider (Chri­sti­an­sen et al. 2013; Griffin 2004; Biehal 2014). Fælles hver­dags­lige prak­sis­ser og rutiner, såsom mad­lav­ning, opvask, lek­tie­læs­ning og ritualer omkring sengetid, har ifølge flere studier ligeledes en positiv ind­fly­delse på anbragtes til­hørs­for­hold til deres ple­je­for­æl­dre (Griffin 2004; Helton et al. 2018), ligesom kropslig berøring, såsom knus og kram, har positiv ind­fly­delse på rela­tio­nen mellem ple­je­for­æl­dre og ‑børn (Pitthouse & Rees 2015; Luckow 2020).

Familie er dog ikke blot en praksis, altså noget der gøres, men er ligeledes noget, der skal fremføres for relevante andre (Finch 2007). For at noget udgør en fami­lie­prak­sis må uden­for­stå­ende individer altså også anse den aktivitet, der udspiller sig, som havende en fami­lie­ag­tig karakter. Som følge af opkomsten af nye fami­lie­kon­stel­la­tio­ner lever stadigt flere børn og unge med voksne, som de ikke er biologisk beslæg­tede med, men som de deler hjem med, og som de måske føler sig familiært forbundne til. Mange børn vokser altså op i for­skel­lige fami­lie­kon­stel­la­tio­ner, såsom skils­mis­se­fa­mi­lier og familier med forældre af samme køn. Denne udvikling har ifølge Finch (2007) nød­ven­dig­gjort et øget element af såkaldt ‘family display’. ’Family display’ er defineret som en praksis hvor individer blandt andet gennem nar­ra­ti­ver sig­na­le­rer og demon­stre­rer deres familiære til­hørs­for­hold både over for sig selv og deres omverden. Ifølge Finch (2007) eksi­ste­rer der en lang række redskaber, ’tools for display’, som individer kan benytte til at signalere og demon­strere fami­lie­til­hørs­for­hold. Et ’tool for display’ kan være en bestemte for­tæl­ling (narrativ) om familien som for eksempel ’vi er en familie der er god til at hygge sig’. Sådanne for­tæl­lin­ger kan under­støt­tes af andre betyd­nings­fulde ’tools for display’ fx fysiske objekter, såsom fami­lie­fo­to­gra­fier eller udveks­ling af fød­sels­dags­hils­ner. For børn i pleje kan ’family displays’ siges at være af særlig vigtighed, netop fordi rela­tio­nen til deres ple­je­for­æl­dre og –søskende ikke er under­byg­get af et biologisk slægtskab. En måde, hvorpå nuværende og tidligere anbragte gennem ’family display’ søger at etablere og opret­holde et fami­lie­til­hørs­for­hold til deres ple­je­for­æl­dre, er ved at benytte familiære benæv­nel­ser. For eksempel kan ple­jebørns brug af termerne ‘mor’ og ‘far’ demon­strere med­lem­skab af ple­je­fa­mi­lien og til­knyt­ning til ple­je­for­æl­drene (Biehal 2014; Chri­sti­an­sen et al. 2013). Sådanne benæv­nel­ser har en symbolsk værdi, og sig­na­le­rer en grad af nor­ma­li­tet i den særlige fami­lie­form, som en ple­je­fa­mi­lie udgør.

Forskning viser, at fler­tal­let af tidligere anbragte enten plud­se­ligt eller gradvist mister kontakt til deres ple­je­for­æl­dre efter endt anbrin­gelse (Biehal & Wade 1996; Cun­ning­ham & Diversi 2012; Wade 2008; Höjer & Sjöblom 2010). Dette kan skyldes, at rela­tio­nen i udgangs­punk­tet er pro­fes­sio­nel og økonomisk, og at det er uafklaret, hvad relation fremover skal indebære. Dette skaber usik­ker­hed om, hvem der er ansvarlig for at rela­tio­nen og kontakten bevares (Mølholt 2017; Chri­sti­an­sen et al. 2013). Tidligere anbragte søger ofte at kom­pen­sere for ustabile eller ikke­ek­si­ste­rende fami­li­e­re­la­tio­ner til såvel deres bio­lo­gi­ske forældre som deres ple­je­for­æl­dre ved at tillægge partnere, venner eller kortva­rige bekendt­ska­ber en særligt stor betydning (Holland & Crowley 2013; Mølholt 2017; Cashmore & Paxman 2006; Höjer & Sjöblom 2014; Rutman & Hub­ber­stey 2016). Trods ønsket om at kom­pen­sere for de manglende fami­li­e­re­la­tio­ner kan det imid­ler­tid være van­ske­ligt for tidligere anbragte at danne varige og til­lids­fulde rela­tio­ner såvel i deres ungdom som i deres voksenliv (Bengtsson & Mølholt 2018, Unrau et al. 2008; Hyde et al. 2017).

Nar­ra­ti­ver om anbrin­gel­ser i familiepleje

Artiklen tager udgangs­punkt i 14 semi­struk­tu­re­rede, kva­li­ta­tive inter­views gen­nem­ført med unge voksne, der i deres opvækst har været anbragt i fami­liepleje. Inter­viewene er indsamlet af VIVE i 2015 som en del af et større forsk­nings­pro­jekt om ple­je­fa­mi­lier og har haft til formål at udforske nuværende og tidligere anbragtes familiære rela­tio­ner. Infor­man­terne blev rek­rut­te­ret gennem for­e­nin­ger og net­værks­grup­per for tidligere anbragte samt gennem kommunale sagsbehandlere.

I analysen af de unges for­tæl­lin­ger om familie benytter vi en narrativ tilgang for at vise, hvordan de skaber nar­ra­ti­ver om det at være familie. Nar­ra­ti­ver forstås her som sam­men­hæn­gende for­tæl­lin­ger med et plot og en fortæller (den unge), som udvælger, orga­ni­se­rer og forbinder begi­ven­he­der og karak­te­rer omkring et menings­fuldt plot. De unges for­tæl­lin­ger er ikke alene en privat fami­lie­hi­sto­rie, men er knyttet til, hvordan vi mennesker forstår os selv, hinanden, vores mulig­he­der og plads i verden (Bengtsson og Andersen 2017). Selvom de unges nar­ra­ti­ver ofte er komplekse og kon­flikt­fyldte, udgør de alligevel et ’tool for display’ og indgår således i de unges forsøg på at skabe menings­fulde fami­lie­for­tæl­lin­ger, som andre kan genkende og spejle sig i. De unges nar­ra­ti­ver om fami­li­e­re­la­tio­ner bliver således et vigtigt element i, hvordan de skaber deres ’family display’ (Finch 2007). 

Selve analysen er lavet via en narrativ tematisk kodning af det samlede inter­view­ma­te­ri­ale ift. familie og fami­li­e­re­la­tio­ner. I selve frem­stil­lin­gen her har vi udvalgt tre infor­man­ters nar­ra­ti­ver, som afspejler generelle tema­tik­ker i hele mate­ri­a­let, og som giver en dyb­de­gå­ende indsigt i de unges vilkår og ople­vel­ser. Alle tre nar­ra­ti­ver er ano­ny­mi­se­ret ved at ændre navne og andre væsent­lige kendetegn ved de unges for­tæl­lin­ger (Bengtsson og Mølholt 2020).

1. Biologi og kærlighed

For­stå­el­sen af familie er i den vestlige verden i høj grad bundet op på det bio­lo­gi­ske slægtskab som værende objektivt og uni­ver­selt. Selvom idéen om det biologisk funderede slægtskab er blevet udfordret og i dag i soci­al­forsk­nings­mæs­sige sam­men­hænge oftest anskues som en særlig, kulturel kon­struk­tion, så spiller det bio­lo­gi­ske slægtskab stadig en afgørende rolle i både den kul­tu­relle, retslige og hver­dags­lige for­stå­else af familie i det danske samfund (Hammen 2016, Mogensen & Olwig, 2013). ‘Blod­s­be­slæg­tet­hed’ til­skri­ves stadig i høj grad at være en natur­gi­ven relation båret af en unik kærlighed, hvilket særligt anbragte børn og unge oplever at blive kon­fron­te­ret med. Som følge af anbrin­gel­sen væk fra deres bio­lo­gi­ske forældre forventes de at have en særlig grad af reflek­sion omkring deres fami­lie­for­hold. Således at de over for andre børn, men også voksne, kan redegøre for, hvorfor de bor i en ple­je­fa­mi­lie (Bengtsson & Luckow 2020).

Vi finder derfor også i alle de unges nar­ra­ti­ver reflek­sio­ner over deres slægtskab og for­bun­det­hed med både deres bio­lo­gi­ske forældre og ple­je­for­æl­drene. Alle har de forholdt sig til deres egen position, eller mangel på samme, i slægtskabs­re­la­tio­nerne og betyd­nin­gen af kærlighed, eller mangel på samme, i disse rela­tio­ner. For nogle af de unge er det tydeligt, at rela­tio­nerne til deres bio­lo­gi­ske familie og/eller ple­je­fa­mi­lie er af stor betydning. For nogle gør brud og svigt i disse rela­tio­ner det van­ske­ligt at skabe sam­men­hæn­gende nar­ra­ti­ver om deres fortid, nutid og fremtid. Deres ople­vel­ser og følelser i barn­dom­men er svære at forbinde til deres nutidige for­tæl­ling om, hvem de er og hvor de er på vej hen. For andre unge bliver det netop betyd­nin­gen af slægtskab, som skaber narrativ sam­men­hæng mellem fortiden, nutiden og fremtiden. Det ser vi hos Andreas, der er i starten af 20’erne, og for ham er netop for­bin­del­serne mellem biologi og slægtskab narrativt betyd­nings­fulde i hans for­tæl­ling om sin opvækst og sine fami­lie­for­hold. Andreas blev anbragt i fami­liepleje som 4‑årig, som følge af sin mors psykiske sygdom. Andreas boede hos den samme ple­je­fa­mi­lie indtil, han startede på en erhverv­s­ud­dan­nelse og i den for­bin­delse flyttede på kollegie. Andreas fortæller om fami­li­e­re­la­tio­nerne i plejefamilien:

De har taget mig til sig som deres eget barn. Så min sto­re­sø­ster kalder jeg selv­føl­ge­lig min sto­re­sø­ster, og min storebror kalder jeg min storebror. Fordi de behand­lede mig som den dumme lillebror, dengang jeg var lille, og vi lavede ting sammen. […] I dag har jeg stadigvæk [et tæt forhold til dem]. Så altså, lige nu ringer jeg til min bror, han er rigtig god til at lave ansøg­nin­ger, så hvis jeg skal lave en ansøgning, der skal kigges igennem eller jeg har brug for nogle gode råd, jamen så er det jo ham, jeg ringer til. Det er det dér fami­liebånd. Altså, jeg er hjemme i gen­nem­snit hver anden weekend og i ferierne, og glæder mig til at komme hjem. Jeg tror, det er sådan et normalt forhold til sine forældre. Du ved altså, de er der for én, og hjælper én med de ting, man har brug for, og snakker med én. Og kalder dig en idiot, hvis du er dum, ikke også. Det er sådan, stan­dard­for­hold, altså helt normalt.

For Andreas har til­ste­de­væ­rel­sen af og ind­dra­gel­sen i ple­je­fa­mi­li­ens fæl­les­ska­bende fami­lie­prak­sis­ser bidraget til en følelse af at høre til (Morgan 1996). Foruden til­ste­de­væ­rel­sen af fæl­les­ska­bende fami­lie­prak­sis­ser, såvel under som efter anbrin­gel­sen, har også en kærlig og omsorgs­fuld atmosfære i ple­je­fa­mi­lien bidraget til, at Andreas oplever et stærkt slægtskabs­bånd til sine ple­je­for­æl­dre og –søskende. Det stærke fami­lie­til­hørs­for­hold, som Andreas oplever at have til sin ple­je­fa­mi­lie, står i kontrast til den relation, som Andreas har haft til sin bio­lo­gi­ske familie. Særligt har Andreas’ relation til sin bio­lo­gi­ske mor været stærkt belastet. Andreas fortæller eksem­pel­vis, at det samvær, som han under sin anbrin­gelse havde med sin bio­lo­gi­ske mor, resul­te­rede i, at han oplevede såvel fysiske som psykiske belastningsreaktioner:

Jeg har haft en psykisk syg mor, min rigtige mor, som hele tiden har prøvet at bilde mig ind, at hun bare kunne komme og hente mig og tage mig hjem. Det vil sige, at jeg har haft mange problemer selv. Fordi, når man så til­knyt­ter sig sin ple­je­fa­mi­lie, så vil man jo ikke væk derfra igen. Og så har man lige pludselig en mor, der sidder og truer én med, at hun kommer og henter én, og så får man psykiske problemer som barn, og det er jo ikke en god ting. Og så lige pludselig så har man så en anbrin­gel­ses­kom­mune, som begynder at arbejde imod én ved at give min mor ret og lov til at gøre… altså. Så jeg gik fra at skulle hjem til min bio­lo­gi­ske mor én gang om måneden til en periode, hvor jeg slet ikke var hjemme, fordi jeg ikke kunne holde til det. Jeg var ked af det. Jeg var sur, og jeg havde ikke nogen af lege med, fordi folk kunne ikke holde mig ud. Og så kom der jo så en kommune og sagde, efter jeg ikke havde været hjemme i et år, nu skulle jeg hjem igen og besøge hende… Og… Så røg man så hjem der én gang om måneden igen, og det gik jo, som sagt, heller ikke særlig godt.

Trods massive tegn på mistriv­sel, som følge af samværet, beskriver Andreas, at han under sin anbrin­gelse alligevel gentagne gange blev tvunget til samvær med sin bio­lo­gi­ske mor, indtil han som 15-årig afbrød kontakten til hende. Mødet, hvor Andreas gjorde det klart for sin bio­lo­gi­ske mor, at han ikke længere ønskede hende i sit liv, fremstår som en skel­sæt­tende begi­ven­hed og et afgørende ven­de­punkt i Andreas liv. Dette skyldes, at beslut­nin­gen ifølge Andreas skabte ro i hans til­væ­relse og at han, efter at have afbrudt kontakten til sin bio­lo­gi­ske mor, har haft det markant bedre. Selvom Andreas oplevede, at hans ple­je­for­æl­dre støttede ham i beslut­nin­gen, opfor­drede de ham til grundigt at overveje, hvorvidt det ville være den rette beslut­ning at afbryde kontakten til sin bio­lo­gi­ske mor. Andreas giver således udtryk for at være blevet mødt med et argument om, at familiær for­bun­det­hed næsten uløseligt er knyttet til biologi og dermed ikke alene kan reduceres til et spørgsmål om fami­lie­prak­sis, hvilket vil sige positivt socialt samvær, omsorg og fæl­les­ska­bende inter­ak­tio­ner (Morgan 1996).

Andreas’ for­tæl­ling viser omver­de­nens ved­bli­vende fast­hol­delse af, at hans bio­lo­gi­ske mor indtog en plads i hans liv, som ikke ville kunne udfyldes af andre – selv ikke en god og hjertelig ple­je­fa­mi­lie. Gennem Andreas’ for­tæl­ling bliver det dog tydeligt, at han selv er og altid har været over­be­vist om, at hans slægtskab er til ple­je­fa­mi­lien. Andreas’ tydelige demon­stra­tion af sit fami­lie­til­hørs­for­hold, fremstår som et ‘tool for display’ (Finch 2007), hvori­gen­nem han distan­ce­rer sig fra sin bio­lo­gi­ske familie, og aktivt tilvælger sine ple­je­for­æl­dre som ‘mor’ og ‘far’. Dette stærke til­hørs­for­hold fremhæver og styrker Andreas også igennem konkrete handlinger:

Jeg har sådan en sød lille historie, hvis man kan sige det. De [ple­je­for­æl­drene] har et specielt efternavn, og så var det ligesom, at jeg ikke var så glad for mit efternavn, som jeg havde fra min egen familie, og så spurgte jeg dem, om jeg måtte skifte navn. Det gjorde jeg dengang, jeg var 8 år. De grinede bare af det: ”Ja, det måtte jeg selv­føl­ge­lig gerne. Det var noget, man kunne, når man blev ældre”. Da jeg så blev 18 år og sagde til dem: “Jamen, jeg kan huske, hvad I sagde til mig dengang, så nu vil jeg skifte navn”. Så fik jeg så lov. Man skal have til­la­delse fra familien, fordi der er ikke så mange [med ple­je­for­æl­dre­nes efternavn], og der fik jeg så lov af familien. Det måtte jeg selv­føl­ge­lig gerne. Jeg har boet der altid, jo. Så dér skiftede jeg efternavn, og slettede mit gamle efternavn, og fik det nye. Altså, jeg har altid følt mig mere som en del af dén familie end min egen familie. Og så tænkte jeg, det var nok det eneste rigtige i mit hoved. Hvorfor skulle jeg hedde noget andet? Jeg synes, det var et vigtigt skridt i mit liv, at ligesom sige, at nu lægger jeg det andet bag mig. Nu er jeg et nyt menneske. Det er dét her, jeg er. Det er dét her, jeg har været. Det er dét her, jeg går fra.

Ved at tage ple­je­for­æl­dre­nes efternavn skaber Andreas et tydeligt slægts­skabs­bånd mellem sig selv og ple­je­fa­mi­lien. Andreas styrker hermed rela­tio­nerne på et symbolsk plan, hvor han gennem nav­neskif­tet forsøger at nedbryde diko­to­mien mellem biologisk slægtskab og andre rela­tio­ner (Hammen 2016). Samtidig kan nav­neskif­tet ses som et forsøg på aktivt at udslette selv den mindste tvivl, hos ham selv og andre, om, hvilken familie han tilhører. Hermed bliver nav­neskif­tet en måde for Andreas at skabe en ny fami­lie­for­tæl­ling, som styrker det i forvejen meget tætte familiære bånd til plejefamilien.

Andreas’ narrativ om hans fami­li­e­re­la­tio­ner viser, at biologi og kærlighed er vigtige ori­en­te­rings­punk­ter. Det kan være svært, eller nærmest umuligt, at afskrive det bio­lo­gi­ske slægtskab, og samtidig bliver tilvalget af andre slægtskabs­re­la­tio­ner, som er båret af kærlighed, besvær­lig­gjort af det bio­lo­gi­ske slægtskab. For andre af de inter­viewede unge frem­træ­der det bio­lo­gi­ske slægtskab som det vigtigste og dér, hvor fami­liekær­lig­he­den naturligt er forankret. Her er der unge som fortæller om en stærk til­knyt­ning til deres bio­lo­gi­ske forældre, også selvom rela­tio­nen er skrøbelig og udfordret af de bio­lo­gi­ske forældres per­son­lige problemer. På tværs af de unges for­tæl­lin­ger fremstår slægtska­bet til både den bio­lo­gi­ske familie og ple­je­fa­mi­lien som et vigtigt refe­ren­ce­punkt for de unges for­tæl­lin­ger om deres familierelationer.

2. Svigt og afhængighed

Desværre er det langt fra alle af de inter­viewede unge, der som Andreas oplever at have en kærlig og omsorgs­fuld ple­je­fa­mi­lie. Tværtimod giver flere af de tidligere anbragte udtryk for at have oplevet svigt i ple­je­fa­mi­lien, hvilket i mange tilfælde er forbundet med, at ple­je­fa­mi­lien ikke har ydet dem næv­ne­vær­dig støtte og omsorg, særligt i tiden efter endt anbrin­gelse. Flere af de unge fortæller således, at de efter at have forladt ple­je­fa­mi­lien oplevede en meget begrænset kontakt og interesse fra ple­je­for­æl­dre­nes side. Ople­vel­sen af manglende støtte fra ple­je­for­æl­dre­nes side kommer for de unge til at spille sammen med manglende støtte fra deres bio­lo­gi­ske forældres side, hvorved der opstår et dobbelt svigt (se også Mølholt 2017).

Flere af de inter­viewede unge fortæller, hvordan det svigt, de oplevede fra ple­je­for­æl­dre­nes side, var værre end svigtet fra deres bio­lo­gi­ske forældre, da de unge havde en anden for­vent­ning til ple­je­for­æl­drene. Dette skyldes, at de tidligere anbragte havde et rea­li­stisk billede af deres bio­lo­gi­ske forældres ofte meget sårbare livs­omstæn­dig­he­der, og derfor ikke for­ven­tede at modtage næv­ne­vær­dig støtte og omsorg fra deres side. Omvendt oplevede flere af de tidligere anbragte det svigt, som deres ple­je­for­æl­dre udsatte dem for, som et udtryk for mangel på interesse og lyst til at engagere sig i deres liv snarere end som et udtryk for manglende mate­ri­elle og per­son­lige res­sour­cer hos ple­je­for­æl­drene. Når anbragtes for­vent­nin­ger til omsorg og støtte fra deres ple­je­for­æl­dres side hverken under eller efter anbrin­gel­sen er blevet indfriet, opleves det som et svigt. For nogle af de unge bliver det svigt, som de har været udsat for i ple­je­fa­mi­lien, til en ube­ar­bej­det sorg, som de bærer med sig og som sætter sig igennem på for­skel­lig vis. For nogle af de tidligere anbragte har dette svigt betydning for, hvordan de forstår og erindrer deres barndom og anbrin­gelse, ligesom nogle tidligere anbragte, trods de svigt de har oplevet i ple­je­fa­mi­lien, giver udtryk for et nutidigt savn af deres plejeforældre.

Trine, der er i midten af 20’erne og er i gang med en lang vide­re­gå­ende uddan­nelse, fortæller om, hvordan hun er blevet svigtet af både sine bio­lo­gi­ske forældre og af sine ple­je­for­æl­dre. Som 10-årig blev Trine, sammen med sin bror Jens, tvangs­fjer­net og anbragt på en insti­tu­tion, hvor de boede kortva­rigt, inden de blev placeret hos en ple­je­fa­mi­lie. Her boede Trine frem til, at hun flyttede som 18-årig. Trine fortæller i inter­viewet om sit forhold til plejeforældrene:

Trine: I dag er det jo ikke­ek­si­ste­rende, fordi vi har ikke noget. Altså jeg snakker ikke med dem.

Inter­viewer: Hvad med dengang du boede hos dem?

Trine: Ja… Det er lidt sjovt, ikke, for jeg får stadig lyst til at sige, at det var jo ikke­ek­si­ste­rende, for vi havde jo ikke noget forhold. Altså, vi havde det forhold, at jeg boede der, men de gad os jo ikke rigtig. Det var sådan dén følelse, vi havde. Så jeg ved ikke, hvad forholdet… Det var i hvert fald ikke… det er sådan et, altså, domi­ne­rende forhold. De var meget domi­ne­rende, ikke. […] Det var dem, der bestemte, og de sad øverst i hie­rar­kiet, og så skulle vi andre bare gøre, hvad der blev sagt, og måtte ikke have en mening om, hvad vi kunne lide. [Vi skulle] tilpasse vores per­son­lig­he­der eller hvad hedder sådan noget. […] Så ja, ikke noget kærligt forhold og heller ikke sådan en følelse af [at de passer på mig], altså, jo, følelsen af, at de passer på mig, som i et tag over hovedet, og mad i køle­ska­bet, men ikke sådan den psykiske omsorg. Overhovedet.

Trine oplevede under sin anbrin­gelse et totalt fravær af omsorg og kærlighed fra sine ple­je­for­æl­dres side. Trine fortæller videre, at hendes plejemor talte ned­sæt­tende til hende ved blandt andet at kalde hende ”tyk, klam og ulækker”. Ple­jebør­nene skulle altid opholde sig udendørs efter skoletid og måtte ikke selv tage mad i køle­ska­bet, ligesom der var meget strikse regler omkring mål­ti­derne. Fami­lie­prak­sis­serne i ple­je­fa­mi­lien under­støt­tede således ikke fami­lie­fø­lel­sen, men blev forbundet med anspændt­hed og en følelse af at være uønsket (Morgan 1996). Disse negative fami­lie­prak­sis­ser blev under­støt­tet af ple­je­for­æl­dre­nes indret­ning af huset, hvor ple­jebør­nene havde deres egen ”afdeling” med værelser og til­hø­rende stue. Ple­je­for­æl­drene havde også deres egen stue, hvor ple­jebør­nene ikke måtte komme og stuen blev aflåst, når ple­je­for­æl­drene ikke var hjemme. I Trines for­tæl­ling bliver de aflåste rum et symbol på de afstum­pede fami­lie­prak­sis­ser og den distance og mistillid, som hun oplevede fra sine ple­je­for­æl­dres side. Trines for­tæl­ling, om hvordan hun hverken følte sig knyttet til ple­je­for­æl­drene eller deres hjem, er ken­de­teg­net ved fraværet af til­hørs­for­hold og til­knyt­ning – et fravær af ‘belonging-in-place’ (Bennet 2015; Bengtsson & Luckow 2020).

De negative forhold og svigt betød, lidt over­ra­skende, ikke, at Trine auto­ma­tisk afbrød kontakten til sine ple­je­for­æl­dre, da hun flyttede som 18-årig. Tværtimod fortæller Trine, at hun har gjort meget for at bevare kontakten til sine ple­je­for­æl­dre efter anbrin­gel­sens ophør:

Inter­viewer: Stoppede kontakten med det samme, da du flyttede?

Trine: Jeg glædede mig jo så meget til at komme væk fra dem, fordi det var et helvede at være der, og samtidigt så holdt jeg jo fast i dem, fordi de var jo min familie. De havde været der i 10 år eller sådan noget. Så jeg ville gerne invitere dem ned at se… Jeg ville nok også gerne vise dem, at jeg kunne godt finde ud af noget, og at jeg havde fået hus, og jeg skulle bo sammen med ham [kæresten]. Så jeg invi­te­rede dem derned, men de blev ved med at finde på alle de dér und­skyld­nin­ger: “Ej, men vi kan ikke lige…”. Og: “Nå, men Thomas og Anne [ple­je­for­æl­dres bio­lo­gi­ske børn] har ikke tid til at tage med”. Og så holder man jo nok stille og roligt op med at spørge. Og så var det, at jeg til min fød­sels­dag, der fik jeg et fød­sels­dags­kort fra dem. Altså, de gav det til Anne [ple­je­for­æl­dres bio­lo­gi­ske datter], som gav det til Jens [Trines bio­lo­gi­ske lillebror, red.], som gav det til mig. Jeg ved ikke helt, hvorfor de gjorde det. Måske var det fordi, det var så tæt på [at jeg var flyttet], at de ikke følte, de kunne lade være. Så var det, at jeg sendte et julekort et halvt år efter. Det fik jeg aldrig svar på. Ja, og så [skrev jeg] tillykke til Marianne [plejemor]. Hun havde fød­sels­dag, så det var i april, næsten et år efter, der sendte jeg et fød­sels­dags­kort til Mogens [plejefar] og skrev tillykke og spurgte, om jeg måtte få bil­le­derne fra den dag, jeg var blevet student, og det har jeg heller aldrig fået svar på. Så forstår man vel en hentydning”.

Trines relation til ple­je­for­æl­drene er således præget af stærkt ambi­va­lente følelser. På den ene side fremhæver Trine, at hun var lettet over at forlade ple­je­fa­mi­lien, fordi “det var et helvede af være der”, mens hun på den anden side fortæller, at hun trods alt betrag­tede ple­je­for­æl­drene som sin familie. Forsøget på at opret­holde kontakten opstår netop, fordi Trine til­skri­ver rela­tio­nen en familiær karakter, som gør, at den til trods for svigt er betyd­nings­fuld og ikke til at ophæve. Trine har ikke kontakt til sine bio­lo­gi­ske forældre og ple­je­for­æl­drene var således de eneste forældre i hendes liv, og uden dem har hun frygtet at stå alene uden familiære til­hørs­for­hold. Trine oplevede hermed at være afhængig af ple­je­for­æl­drene og søgte deres aner­ken­delse til trods for deres mange svigt – et mønster som fort­sæt­ter den første tid efter anbrin­gel­sens ophør. Denne afhæn­gig­hed af ple­je­for­æl­dre­nes aner­ken­delse bliver dog brutalt brudt af ple­je­for­æl­dre­nes mange afvis­nin­ger af Trines forsøg på kontakt.

Svigt, afhæn­gig­hed og et ønske om aner­ken­delse er betyd­nings­bæ­rende erfa­rin­ger ikke alene i Trines narrativ, men afspejles i flere af de unges nar­ra­ti­ver om rela­tio­nen til såvel deres bio­lo­gi­ske forældre som til deres ple­je­for­æl­dre. Således forsøger flere unge, trods manglende interesse og gentagne svigt, at bevare en relation til de voksne, som de anser for at være deres (ofte eneste) familie. Ønsket om at bevare fami­li­e­re­la­tio­ner, trods det forhold at de er dys­funk­tio­nelle, skal forstås i sam­men­hæng med at alter­na­ti­vet – at stå alene uden familiære til­hørs­for­hold – opleves som værre. 

3. Drømme og usikkerhed

Trine giver udtryk for, at hun, efter at have opgivet den belastede relation til sine tidligere ple­je­for­æl­dre, har tillagt andre rela­tio­ner en familiær betydning. Hun har bevaret en tæt relation til sin tidligere svigermor, ligesom hun er blevet en del af sin venindes familie, som hun til­brin­ger tid med ved højtider og i ferier. Derudover har Trine en tæt relation til sin bio­lo­gi­ske lillebror. Trine anser i dag disse rela­tio­ner som det, der udgør hendes familiære netværk.

Selvom Trine i dag har skabt sine egne fami­li­e­re­la­tio­ner og rea­li­se­ret drømmen om at gen­nem­føre en uddan­nelse og etablere eget hjem, har hun stadig svært ved at lægge tiden i anbrin­gelse bag sig og gøre sig fri af tanker om sine tidligere ple­je­for­æl­dre og de svigt, de udsatte hende for. Dette ses bl.a. ved, at Trine på Facebook følger med i ple­je­for­æl­dre­nes liv og obser­ve­rer deres ”family displays” i form af billeder fra fester og lykkelige fami­liestun­der. Selvom Trine gennem hele sin for­tæl­ling giver udtryk for, at de ting, der fandt sted i ple­je­fa­mi­lien, var uac­cep­table, oplever hun stadig en usik­ker­hed ift. rig­tig­he­den af sine erin­drin­ger. Hun tvivler altså i sin for­tæl­ling på, om det mon er hende, der husker forkert, ligesom hun også kan blive i tvivl om, hvorvidt hun under og efter sin anbrin­gelse var for nær­ta­gende og sensitiv.

Drømme og usik­ker­hed bliver for flere af de unge viklet ind i hinanden, når de fortæller om deres liv efter anbrin­gel­sen. Flere af de unge har oplevet at miste både ple­je­for­æl­dre og bio­lo­gi­ske forældre. Tab, som ofte sætter markante spor hos unge, som i forvejen har et begrænset netværk af voksne omkring sig. En af disse unge er Amanda, der på inter­view­tids­punk­tet er i midten af 20’erne, og som i sin opvækst har været anbragt i to for­skel­lige ple­je­fa­mi­lier. Grundet sin bio­lo­gi­ske mors misbrug og psykiske lidelse, blev Amanda som 9‑årig anbragt hos sin første ple­je­fa­mi­lie. Om tiden i den første ple­je­fa­mi­lie fortæller Amanda, at hverdagen var ken­de­teg­net af manglede kærlighed og fæl­les­skab. Hun beskriver desuden sine daværende ple­je­for­æl­dre som ”strenge, for­døm­mende og følel­ses­kolde”. Som 14-årig flyttede Amanda hjem til en enlig plejemor, hvor hun for første gang oplevede nærvær, omsorg og oprigtig interesse. Hun fremhæver, at ple­je­moren kaldte hende “skat” og drog omsorg for hende gennem knus og kram, ligesom hun følte sig hjemme i ple­je­morens hus. Med andre ord følte Amanda et naturligt ‘belonging-in-place’ (Bennet 2015; Bengtsson & Luckow 2020).

Amanda fortæller, at hendes nye plejemor led af en uhel­bre­de­lig kræft­syg­dom, hvilket ple­je­moren dog valgte at holde skjult for Amanda, som derfor først fik kendskab til sygdommen kort tid inden ple­je­morens død. I Amandas narrativ fremstår ple­je­morens død som en livsomvæl­tende begi­ven­hed – Amanda mistede ikke blot sin eneste omsorgs­per­son og for­æl­dreskik­kelse, men blev også som 18-årig meget brat kastet ud i vok­sen­til­væ­rel­sen. Om tiden efter ple­je­morens død fortæller Amanda:

Amanda: Jeg fik en kæreste. Jeg mødte ham nogle måneder efter, Else [ple­je­moren] hun døde, og jeg var en skygge af mig selv. Jeg var så syg. Jeg havde en svær depres­sion og pani­kangst samtidig. Jeg var helt væk. Drak fem til seks dage om ugen samtidig med, at jeg var på nogle ret stærke mavepi­l­ler, men så mødte jeg min daværende kæreste og syntes, at der var lige et øjeblik, der lige fangede min opmærk­som­hed midt i al min tåge og sorg. Han blev et meget vigtigt menneske i mit liv, og det er han stadig den dag i dag. Han er bare ikke min kæreste nu. Nej, det er ligesom en familie.

 Senere i inter­viewet, fortæller Amanda:

Amanda: Min mor, min sto­re­sø­ster, på en eller anden passiv måde også min storebror, men altså, han har ikke været særligt meget i mit liv, men det har været rigtig, rigtig vigtigt. Øh, min lærer i fol­ke­sko­len, som jeg stadig har kontakt med, min psykolog i fol­ke­sko­len, som jeg stadig har kontakt med, min kon­takt­per­son, som jeg stadig har kontakt med. Det er min nye familie og de kommer, når jeg har fød­sels­dag, og det er dejligt.

Selvom Amanda fremhæver sin bio­lo­gi­ske familie, som nogle af de vigtigste personer i sit liv, giver hun i sit samlede narrativ udtryk for, at hverken hendes bio­lo­gi­ske mor, far, søster eller bror er til stede i hendes hver­dags­liv i dag. Amanda anser sin eks­kæ­re­ste, sin tidligere lærer, sin tidligere psykolog samt sin kon­takt­per­son, som betyd­nings­fulde og som sin ”nye familie”. Hun skaber hermed et nyt narrativ om, hvem der er hendes familie og dermed ændrer hun også sit ”family display” (Finch 2007), hvor betyd­nin­gen af det bio­lo­gi­ske slægtskab nedtones.

Selvom Amanda har mestret at skabe og definere sin egen familie og har en stabil vok­sen­til­væ­relse, hvor hun bor i sin egen lejlighed og trives på sin uddan­nelse, er hendes drømme for fremtiden begræn­sede. Det er som om, at hun ikke tør at håbe på for meget og hun begrænser sine for­vent­nin­ger, således at hendes primære ønske for fremtiden er at “blive okay”. Amanda skaber hermed et for­holds­vist fata­li­stisk narrativ om fremtiden (Järvinen & Ravn 2015), og hun fortæller, at hun regner med at have behov for terapi resten af sit liv. Dog drømmer hun om en dag at få det så godt, at hun bliver i stand til at få sine egne børn og give dem en tryg opvækst.

Ople­vel­ser af svigt og tab har for Amanda således betydet, at hun er blevet til­ba­ge­hol­dende med at formulere drømme om eget fami­li­e­liv. Denne usik­ker­hed, på evnen til at kunne etablere og indgå i ”en rigtig familie”, ses ligeledes afspejlet i flere af de øvrige unges nar­ra­ti­ver, som således udtrykker tvivl om deres evne til at skabe bære­dyg­tige fami­li­e­re­la­tio­ner præget af nærvær, tillid og kærlighed. Omvendt ser vi dog også, at nogle af de inter­viewede unge idyl­li­se­rer fami­li­e­li­vet og meget tidligt forsøger sig med at etablere den lykkelige ker­ne­fa­mi­lie, som de aldrig selv oplevede at være en del af i deres opvækst. Mens nogle af de tidligere anbragte lykkes med indfri drømmen om ker­ne­fa­mi­lien, oplever andre, til stor fru­stra­tion og smerte, at livet med kæreste og børn falder fra hinanden.

Dis­kus­sion: Betyd­nin­gen af familie

For flere af de inter­viewede unge er det vigtigt at fremhæve rela­tio­nen til ple­je­fa­mi­lien som en normal fami­li­e­re­la­tion, til trods for, eller måske særligt fordi, den ikke bygger på et biologisk slægtskab. For disse unge er ople­vel­sen af at være en del af ”en rigtig familie” via deres narrative ”family displays” afgørende for og en bærende del af deres for­tæl­ling. Dette eksem­pli­fi­ce­res via mange hen­vis­nin­ger til, at de både under og efter deres anbrin­gelse har været en accep­te­ret og naturlig del af ”normale” fami­lie­prak­sis­ser i ple­je­fa­mi­lien, herunder ”family displays” som fx fami­lie­fe­ster og udflugter. Denne prak­sis­re­la­te­rede dimension er med til at under­bygge de unges til­hørs­for­hold til deres ple­je­fa­mi­lie, men trækker også tydeligt på kul­tu­relle og sam­funds­mæs­sigt for­ank­rede idéer om, hvad det vil sige at være en del af ”en rigtig familie” (Dalgas 2013; Pedersen & Tjørnhøj-Thomsen 2013).

De unges fami­lie­for­tæl­lin­ger vækker således generel gen­ken­de­lig­hed, fordi de trækker på bredere sam­funds­mæs­sige for­tæl­lin­ger om, hvad en familie er. De kendetegn og refe­ren­cer, som de unge inddrager i deres for­tæl­lin­ger, fremhæver i høj grad det normale i rela­tio­nen til ple­je­for­æl­drene. Imid­ler­tid inde­hol­der selve denne frem­hæ­velse af det normale også en dob­belt­hed, idet fami­li­e­re­la­tio­ners nor­ma­li­tet netop almin­de­lig­vis ikke fremhæves, men derimod tages for givet – både af børn, forældre og omgi­vel­ser. Hermed bliver for­tæl­lin­gerne om den normale ple­je­fa­mi­lie også til en påvisning af de særlige vilkår, der er for rela­tio­nerne i ple­je­fa­mi­lie­kon­stel­la­tio­nen, hvilket er med til at under­strege at disse rela­tio­ner netop ikke er normale og på forhånd givne fami­li­e­re­la­tio­ner. I stedet for at tale om ”rigtige” eller ”normale” fami­li­e­re­la­tio­ner giver det måske bedre mening at tale om vel­fun­ge­rende fami­li­e­re­la­tio­ner i ple­je­fa­mi­lien – det vil sige, rela­tio­ner som bygger på gen­si­dig­hed og i den optimale situation på kærlighed mellem plejebarn og plejefamilie. 

At flere af de unge enten fremhæver rela­tio­nen til deres tidligere ple­je­for­æl­dre som en normal for­æl­dre/­­barn-relation eller har fundet andre rela­tio­ner, som de både over for sig selv og deres omverden kan definere som familiære, vidner om, at det at tilhøre en familie er et natur­lig­gjort og på mange måder ufravi­ge­ligt ideal i det nutidige samfund. At dette er tilfældet, må ses i sam­men­hæng med, at fami­li­e­li­vet åbner mulighed for at indgå i sociale fæl­les­ska­ber, der rækker ud over den enkelte familie og bidrager til aner­ken­delse i andre sociale arenaer. Eksem­pel­vis er del­ta­gelse i fejring af højtider, fød­sels­dage og andre begi­ven­he­der ikke blot prak­sis­for­mer, der kon­sti­tu­e­rer og under­byg­ger fami­lie­til­hørs­for­hol­det internt i familien, men også akti­vi­te­ter der forbinder de enkelte fami­lie­med­lem­mer til et større socialt og nationalt fæl­les­skab. At indgå i en familie, hvad enten den er selvvalgt eller bygger på et biologisk slægtskab, kan således betragtes som væsent­ligt for, at individer kan etablere en nor­ma­li­tets­fø­lelse (Pedersen & Tjørnhøj-Thomsen 2013).

Måske netop fordi det at tilhøre en familie er meget væsent­ligt for at etablere en nor­ma­li­tets­fø­lelse, vidner de unges nar­ra­ti­ver om, at de både under og efter deres anbrin­gelse har arbejdet hårdt for at skabe og definere et familiært til­hørs­for­hold. I de tilfælde, hvor de unge oplever skuf­fel­ser og nederlag, lader det til, at de i et vist omfang tillægger sig selv skylden for de manglende eller skrø­be­lige fami­li­e­re­la­tio­ner. Man kan altså sige, at sår­bar­he­den indi­vi­du­a­li­se­res og bliver gjort til den enkelte unges eget problem. Der er måske et fravær af kol­lek­tivt ansvar og for­stå­else for, at selve anbrin­gel­sen er med til at skabe sårbare fami­li­e­re­la­tio­ner. Dette kan være årsagen til, at det er den enkelte anbragte, der alene står tilbage med ople­vel­sen af ikke at have ’ordent­lige’ og ’rigtige’ fami­li­e­re­la­tio­ner, samt af ikke at have adgang til samme kærlighed og støtte som fler­tal­let af andre unge.

Kon­klu­sion: Fami­li­e­re­la­tio­ner præget af skrøbelighed

Gennem en analyse af tidligere anbragte unges for­tæl­lin­ger om deres fami­li­e­liv, peger artiklen på familiens betydning som bærende sam­fund­s­in­sti­tu­tion i hver­dags­li­vet. Vi ser, at en opvækst i ple­je­fa­mi­lie hos anbragte skaber øget reflek­si­vi­tet om fami­li­e­re­la­tio­ner og at de tidligere anbragte på for­skel­lig vis formår at skabe sam­men­hæn­gende og gen­ken­de­lig for­tæl­lin­ger om deres relation til både bio­lo­gi­ske forældre og ple­je­for­æl­dre. Disse fami­lie­hi­sto­rier bygger på aktive tilvalg og fravalg, men også ofte på tvivl, svigt og usik­ker­hed om rela­tio­ner­nes betydning for deres opvækst, dem de ser sig selv som i dag og dem, de gerne vil være i fremtiden. For de fleste unge fremstår fami­li­e­re­la­tio­nerne både til deres bio­lo­gi­ske familie og til ple­je­fa­mi­lien som præget af skrø­be­lig­hed, da de unge ofte har erfaring med, at rela­tio­nerne ikke varer ved, når de bliver voksne.

At anerkende denne skrø­be­lig­hed er vigtig for at forstå, hvorfor fami­li­e­re­la­tio­ner for mange anbragte børn og tidligere anbragte unge er van­ske­lige rela­tio­ner. Selv i de få situ­a­tio­ner, hvor de unge anser både deres bio­lo­gi­ske forældre og ple­je­for­æl­drene for tætte fami­li­e­re­la­tio­ner, er for­tæl­lin­gerne præget af store over­vej­el­ser om, hvad familier er. Ople­vel­ser af svigt og usik­ker­hed for­stær­ker ofte de unges over­vej­el­ser om, hvad familiære til­hørs­for­hold har betydet for deres opvækst og deres liv og fami­li­e­re­la­tio­ner i dag.  På tværs af de unges for­tæl­lin­ger rejses der således store spørgsmål om, hvad man som anbragt barn og ung kan forvente af de fami­li­e­re­la­tio­ner, som samfundet tildeler en. Oven­stå­ende analyse er et bidrag til den eksi­ste­rende forskning, da den tydeligt viser, at anbragte børn og unge har for­håb­nin­ger om at have gode og stabile fami­li­e­re­la­tio­ner, men at de ofte oplever mange svigt. Derfor affinder de sig med tiden ofte med at have andre og lavere for­vent­nin­ger til deres fami­li­e­re­la­tio­ner end fler­tal­let af danske børn. Det er således centralt, at frem­ti­dige indsatser ind­ar­bej­der, hvordan stabile og positive fami­li­e­re­la­tio­ner til både ple­je­for­æl­dre og bio­lo­gi­ske forældre skabes, ved­li­ge­hol­des og forandres således, at anbragte ikke fortsat skal opleve, at vel­fun­ge­rende fami­li­e­re­la­tio­ner primært er deres eget ansvar.

Lit­te­ra­tur

Bengtsson, Tea Tor­ben­feldt & Ditte Andersen 2017: ”Narrativ analyse: tematisk, struk­tu­rel og per­for­ma­tiv”, i Järvinen, Mar­ga­retha & Nanna Mik-Meyer (red.): Kva­li­ta­tiv analyse – syv tra­di­tio­ner. København: Hans Reitzels Forlag: 273 – 294.

Bengtsson, Tea Tor­ben­feldt & Anne-Kirstine Mølholt 2018: “Creation of belonging and non­be­lon­ging in the temporal nar­ra­ti­ves of young people tran­si­tio­ning out of care in Denmark”, Nordic Social Work Research, 8, no. S1: 54 – 64.

Bengtsson, Tea Tor­ben­feldt & Anne-Kirstine Mølholt 2020: ”Ano­ny­mi­se­ring i kva­li­ta­tive under­sø­gel­ser”, i Petersen, Kirsten Elisa & Lars Ladefoged (red.): Forskning med børn og unge: Etik og etiske dilemmaer. København: Hans Reitzels Forlag: 193 – 210.

Bengtsson, Tea Tor­ben­feldt & Stine Tankred Luckow 2020: “Senses of belonging when living in foster care families: Insights from children’s video diaries”. Childhood, 27, no. 1: 106 – 119.

Bengtsson, Tea Tor­ben­feldt & Turf Böcker Jakobsen 2009: Insti­tu­tions­an­brin­gelse af unge i Norden – En kom­pa­ra­tiv under­sø­gelse af lov­grund­lag, insti­tu­tions­for­mer og udvik­ling­s­ten­den­ser. København: SFI – Det Nationale Forsk­nings­cen­ter for Velfærd.

Bennet, Julia 2015: “’Snowed in!’: Offbeat Rhythms and Belonging as Everyday Practice”, Sociology, 49, no. 5:955 – 969.

Biehal, Nina & Jim Wade 1996: “Looking Back, Looking Forward: Care Leavers, Families, and Change”. Children and Youth Services Review, 18, no. 4/5: 425 – 445.

Biehal, Nina 2014: “A Sense of Belonging: Meanings of Family and Home in Long-Term Foster Care”. British Journal of Social Work, 44:955 – 971.

Boddy, Janet 2018: “Troubling Meanings of “Family” for Young People Who Have Been in Care: From Policy to Lived Expe­ri­ence”. Journal of Family Issues, 00, no. 0:1 – 25.

Cashmore, Judy & Marina Paxman 2006: “Pre­di­cting after-care outcomes: the importance of ‘felt security’”. Child and Family Social Work: 11: 232 – 241.

Chri­sti­an­sen, Øivin, Karen J. S. Havnen, Toril Havik & Norman Andersen 2013: “Cautious Belonging: Rela­tions­hips in Long-Term Foster-Care”. British Journal of Social Work, 43:720 – 738.

Cun­ning­ham, Miranda J. & Marcelo Diversi 2012: “Aging out: Youths’ per­specti­ves on foster care and the tran­si­tion to inde­pen­dence”. Qua­li­ta­tive Social Work, 12, no. 5:587 – 602.

Dalgas, Karina 2013: ”Måltidets bindinger: Om filip­pin­ske au pairers del­ta­gelse i danske vært­s­fa­mi­lier”, i Mortensen, Hanne Overgaard og Karen Fog Olwig (red.): Familie og slægtskab – Antro­po­lo­gi­ske per­spek­ti­ver. Gylling: Sam­funds­lit­te­ra­tur: 151 – 170.

Finch, Janet 2007: “Dis­playing Families”. Sociology, 41, no. 1: 65 – 81.

Griffin, Julie Denise 2004: Growing up in Foster Care: A Qua­li­ta­tive Study of the Rela­tio­nal Worlds of Foster Youth. Austin: The Uni­ver­sity of Texas.

Hammen, Ida Cecilie Norn 2016: Slægtska­bel­ser – En under­sø­gelse af rela­tio­ner mellem fami­lieple­je­an­bragte børn, deres forældre og ple­je­for­æl­dre. Roskilde: Roskilde Universitet.

Helton, Jesse J., Jill C. Schreiber, Janet Wiley & Rachel Schweitzer 2018: “Finding a routine the works: A mixed methods study of foster parents”. Child & Family Social Work, 23:248 – 255.

Holland, Sally & Anne Crowley 2013: “Looked-after children and their birth families: using sociology to explore changing rela­tions­hips, hidden histories and nomadic childhood”. Child and Family Social Work, 18:57 – 66.

Hyde, Abbey, Deirdre Fullerton, Maria Lohan, Laura Dunne & Geraldine Macdonald 2017: ”Young people’s views on the impact of care expecta­tions in their ability to form positive intimate rela­tions­hips”. Adoption & Fostering, 41, no. 3: 242 – 253.

Höjer, Ingrid & Yvonne Sjöblom 2010: “Young people leaving care in Sweden”. Child and Family Social Work, 15:118 – 127.

Höjer, Ingrid & Yvonne Sjöblom 2014:”Voices of 65 Young People Leaving Care in Sweden: “There Is So Much I Need to Know!”. Austra­lian Social Work, 67, no. 1: 71 – 87.

KL 2019: Udsatte børn – Nøgletal 2019. København.

Järvinen, Mar­ga­retha & Signe Ravn 2015: “Expla­na­tions and expecta­tions: drug nar­ra­ti­ves among young cannabis users in treatment”. Sociology of Health & Illness, 0, no. 0:1 – 18.

Luckow, Stine Tankred 2020: “Intimacy among relative strangers: Practices of touch and bodily care in new foster care rela­tions­hips”. The Socio­lo­gi­cal Review, 68, no. 1: 177 – 191.

Morgan, David H. J. 1996: Family Con­nections – An Intro­duction to Family Studies. Cambridge: Policy Press.

Mølholt, Anne-Kirstine 2017: Når man har været anbragt – En socio­lo­gisk under­sø­gelse af for­tæl­lin­ger om fortid, nutid og fremtid hos unge, der har været anbragt uden for hjemmet. Aalborg: Aalborg Universitetsforlag.

Pedersen, Pia Vivian & Tine Tjørnhøj-Thomsen 2013: ”Barnløse og socialt udsattes per­spek­ti­ver på for­æl­dre­skab, familie og fæl­les­skab”, i Mortensen, Hanne Overgaard og Karen Fog Olwig (red.): Familie og slægtskab – Antro­po­lo­gi­ske per­spek­ti­ver. Gylling: Sam­funds­lit­te­ra­tur: 37 – 54.

Pitthouse, Andy & Alyson Rees 2015: Creating Stable Foster Pla­ce­ments – Learning from Foster Children and the Families Who Care For Them. Phila­delp­hia: Jessica Kingsley Publishers.

Rutman, Deborah & Carol Hub­ber­stey 2016: ”Is anybody there? Informal support accessed and sought by youth from foster care”. Children and Youth Services Review, 63: 21 – 27.

Ser­vi­cesty­rel­sen 2011: Håndbog om Barnets Reform. Odense: Ser­vi­cesty­rel­sen.

Sulimani-Aidan, Yafit 2019: “Qua­li­ta­tive expl­ora­tion of sup­por­ting figures in the lives of emerging adults who left care compared with their noncare-leaving peers”. Child & Family Social Work, 24: 247 – 255.

Unrau, Yvonne A., John R. Seita & Kristin S. Putney 2008: “Former foster youth remember multiple placement moves: A journey of loss and hope”. Inter­na­tio­nal Journal of Social Welfare, 14:265 – 276. 

Vin­n­er­l­jung, Bo & Marie Sallnäs 2008: “Into adulthood: a follow-up study of 718 young people who were placed in out-of-home care during their teens”. Child and Family Social Work, 13:144- 155.

VIVE – Det Nationale Forsk­­nings- og Ana­ly­se­cen­ter for Velfærd: “Tema: Anbragte børn i Danmark”, Temaer: https://​www​.vive​.dk/​d​a​/​t​e​m​a​e​r​/​a​n​b​r​a​g​t​e​ – ​b​o​e​r​n​ – ​i​ – ​d​a​n​m​a​rk/.

Wade, Jim 2008: “The Ties that Bind: Support from Birth Families and Sub­sti­tute Families for Young People Leaving Care”. The British Journal of Social Work, 38, no. 1: 39 – 54.

Giv et bidrag

Værsgo’ – du kan frit læse
Dansk pæda­go­gisk Tidsskrift!

Hvis du synes om det, du læser, og gerne vil have, at tids­skrif­tet bliver ved med at eksistere, håber vi, at du vil give et bidrag.

Scan med dit mobilkamera
Klip på knappen for at støtte