Dialog i praksis

Bogforside: Olga Dysthe, Ingunn Johanne Ness, Preben O. Kirkegaard (red.): Dialogisk pædagogik, kreativitet og læring

Olga Dysthe, Ingunn Johanne Ness, Preben O. Kir­ke­gaard (red.):  Dialogisk pædagogik, kre­a­ti­vi­tet og læring
Klim 2020
386 sider, 399 kr 

”Jeg ønsker at eleverne skal stille spørgsmål som: Hvilke værdier sætter jeg højt? Hvordan vil jeg leve mit liv? Hvordan kan jeg bidrage i verden? (…) Jeg vil udvide elevernes for­stå­else af verden.” Sådan lyder et af de citater, der bringes i Olga Dysthes kapitel i bogen ”Dialogisk pædagogik, kre­a­ti­vi­tet og læring”. Det er Joan, der taler her. Joan, læreren der også fik ordet i ”Det fler­stem­mige klasserum” der kom på dansk i 1997. 

Det er store spørgsmål, Joan ønsker at eleverne skal stille, og det er et stort arbejde at nå så vidt, at elever og lærere tager deres samvær i skolen alvorligt og dermed tør stille de afgørende og livs­nød­ven­dige spørgsmål. Det sker bedst, når under­vis­nin­gen og mødet i under­vis­nin­gen foregår i dialog, lyder det fra Olga Dysthe og bogens andre bidragydere.


Der er bidrag fra Robin Alexander (fra en engelsk sko­le­kon­tekst); danske Per Fibæk Laursen, Rupert Wegerif (også engelsk), norske Ingunn Johanne Ness og lige så norske Olga Dysthe. Herudover er der Eugene Matusov, Ingvill Rasmussen, Kari Anne Rødnes, Svein Olav Norenes, Nan Bernhardt, Line Esbjørn, Tina Høegh og Hanne Balsby Thingholm. Sidste bidrag er fra Preben Olund Kir­ke­gaard, der har redigeret bogen sammen med netop Olga Dysthe og Ingunn Johanne Ness. 

Bogen indledes med et citat af Michel de Montaigne: ”Det eneste, der gør os til mennesker, og som knytter os sammen, er ordet.” Bogen er på 386 sider, og det kan være en større opgave at læse fra side et og frem. En god strategi vil være at læse ind­led­nings­ka­pit­let, hvor de tre redak­tø­rer gør rede for dialogisk pædagogik. Det er et skarpt kapitel, der giver en fin baggrund for de øvrige bidrag. Her står også, at dia­lo­gi­ske lære­pro­ces­ser finder sted, når elever og lærer er optaget af auten­ti­ske pro­blem­stil­lin­ger, når elever bliver opfordret til at udtrykke deres egen stemme og det kan ske, når klas­se­fæl­les­ska­bet er respekt­fuldt, støttende og omsorgsfuldt. 

Det er lykkedes at give ultra­korte indblik i de teo­re­ti­ske svær­væg­tere, der ligger bag dialogisk under­vis­ning. Platon, Gadamer, Grundtvig, Løgstrup, Martin Buber, Jürgen Habermas, Paulo Freire og Mikhail Bakhtin bliver gen­nem­gået på to sider. Det er høj klasse, og en god hjælp til mål­grup­pen af læsere fra den pæda­go­gi­ske verden. 

Når man har læst dette ind­le­dende kapitel, så gå straks til sidste bidrag: ”Dialogisk under­vis­ning – filo­so­fi­ske og didak­ti­ske per­spek­ti­ver” hvor Preben Olund Kir­ke­gaard har fokus på dialogen mellem under­vi­ser og elever om et indhold. Kir­ke­gaard samler Ale­xan­ders og Dysthes bidrag i sit eget bud på dialog i praksis. 

Det væsent­lige her er, at under­vis­nin­gen, når den foregår dialogisk, vil være ken­de­teg­net ved fem almene karak­te­ri­stika: 1. Under­vis­nin­gen er fælles. 2. Under­vis­nin­gen er gensidig. 3. Under­vis­nin­gen er støttende. 4. Under­vis­nin­gen er kumulativ. 5. Under­vis­nin­gen har en hensigt. 

Herefter kan man glæde sig til at læse det vigtigste bidrag: Olga Dysthes ”Lærerens betydning og rolle i dialogisk pædagogik.” Det er en opda­te­ring af ”Det fler­stem­mige klasserum”. Det er en opda­te­ring til dagens test­o­ri­en­te­rede skole, og det er her, der vises vej til et klasserum med dialog, faglighed og samtale om fag. Det centrale citat kan lyde: ”Joan blev mere bevidst end tidligere om det ansvar, hun havde som lærer, for at give alle elever de redskaber, som er nød­ven­dige for at lykkes.” Det er også næsten ordret titlen på en artikel af Olga Dysthe, der er læst af mange: ”Det er mitt ansvar å gi elevene de redskaper, de behøver for at lykkes.” Der ligger lærerens store ansvar: Man fremme kun demo­kra­tiet, dialogen, livs­du­e­lig­hed og livs­glæ­den hvis man også giver eleverne de redskaber, der er nød­ven­dige for at lykkes i verden.  Endelig er der her en ny version af ”Det fler­stem­mige klasserum”. En version, der skriver sig ind i en bredere forskning og en version, der tager højde for dagens skolekontekst. 

Når Dysthes kapitel er læst, så er der mere (billedkunst)praksis i Nana Bernhardt og Line Esbjørns bidrag: ”Prak­sis­re­flek­sio­ner om dia­log­ba­se­ret under­vis­ning og kunst.” 

Bogens bagside fortæller, hvem der er i mål­grup­pen: ”Hoved­for­må­let med denne bog er at inspirere til syste­ma­tisk arbejde med dialogisk pædagogik, kre­a­ti­vi­tet og læring inden for uddan­nelse på alle niveauer. I bogen præ­sen­te­res for­skel­lige for­stå­el­ser og til­nær­mel­ser til dialgoisk pædagogik og kre­a­ti­vi­tet. Borgens artikler, som er skrevet af førende forskere på området, giver eksempler fra for­skel­lige fag­om­rå­der på, hvordan dette kan ske i praksis, og bogen vil derfor have særlige relevans for stu­de­rende, under­vi­sere og ledere inden for pædagogik og læring.” Den rammer hele feltet, men man kan med fordel vælge fra og til i læsningen for så at diskutere læsningen med kolleger og medstuderende. 

Det vil være passende at citere Bakhtin til sidst: ”Sandheden er ikke født og findes ikke inde i hovedet på en enkelt person, men den bliver født mellem mennesker, som i fæl­les­skab søger efter sandheden.” 

P.S. Forsiden viser cirkler delt i fire kvartcirk­ler. Farverne er grøn, lys og mørk, smaragd og mere umbragrøn, pink, violet og så en bundfarve i lidt brændt sienna blandet med van dycke-pink. Mærkeligt farvevalg. I hverdagen kunne man have sagt: lev­er­far­vet. Et relevant, læse­vær­digt og dialogisk indhold må lukkes inde i et layout, der sig­na­le­rer kre­a­ti­vi­tet, læring og dialog.