Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på email

Solid og til­gæn­ge­lig indsigt i Foucaults værk

Sune Jon Hansen
at-tænke-med-foucault

Gerd Chri­sten­sen & Bjørn Hamre: At tænke med Foucault
Unge Pæda­go­gers forlag 2018
178 sider, 228 kr.

”At tænke med Foucault” er en fin intro­duk­tion til Foucaults arbejder. Selvom det ind­led­nings­vis under­stre­ges, at det hverken er en intro­duk­tions­bog eller metodebog, men derimod en opfor­dring til ”…selv at arbejde, til selv at tænke med og i for­læn­gelse af Foucault” (s. 9), så leveres der bogen igennem fine intro­du­ce­rende beskri­vel­ser af de mest centrale af Foucaults begreber – diskurs, magt/viden, subjekt, dis­po­si­tiv, pro­ble­ma­ti­se­ring, genealogi m.m.. Og ikke mindst hvordan disse begreber står i relation til og bygger videre på hinanden. Bogens to for­fat­tere, Gerd Chri­sten­sen og Bjørn Hamre, til­slut­ter sig nemlig de læsninger af Foucault, der argu­men­te­rer for og ser Foucaults man­ge­si­dede og ofte fler­ty­dige analyser som et sam­men­hæn­gende projekt.

At tænke ander­le­des, at muliggøre og give redskaber til at spørge til og afklæde ’det (u)naturlige’, ’det (u)sande’, ’det (u)rimelige’, ’det (u)rigtige’, er dette projekts primære omdrej­nings­punkt og via nedslag i Foucaults arbejde og tænkning samt egne (Ph.d.-) arbejder, præ­sen­te­res læseren både for hvordan man kan tænke med og arbejde med Foucault.

I bogens første del intro­du­ce­res til Foucaults tænkning. Omtalt som den ander­le­des tænkning, føres læseren via den franske histo­ri­ske epi­ste­mo­logi og Nietzs­ches filosofi ind i den over­ord­nede ramme for Foucaults interesse for ’tænk­nin­gens historie’ og ”hvad, der tænkes med der, der gøres” (s. 20). For Foucault handler det helt afgørende om at analysere sandheder i et andet per­spek­tiv end deres eget og her bliver historien, eller rettere ’det histo­ri­ske’, det helt centrale per­spek­tiv for Foucault. Et per­spek­tiv som også rummer tre­e­nig­he­den magt, viden og subjekt. De tre af Foucaults begreber der vel gennem tiden har fået den største opmærk­som­hed. I ’At tænke med Foucault’ føres læseren sikkert ind i begre­berne og hvordan de står i relation til hinanden; hvordan magt og viden altid må tænkes sammen (fint illu­stre­ret bogen igennem ved at for­fat­terne kon­se­kvent skriver magt/viden); hvordan magt ikke altid er dominans eller substans, men er udtryk for en kompleks stra­te­gisk situation og altid fore­kom­mer i hand­lin­ger; at magt har med rela­tio­ner og frihed at gøre og pro­du­ce­rer mulig­heds­rum (s. 27); at subjektet og sub­jek­ti­vi­tet skabes i relation til magt/videns kom­plek­ser, m.m.m. Vi hører også om magtens for­skel­lige former – pasto­ral­magt, biomagt, disci­pli­ne­rings­magt, biopo­li­tik og gover­n­men­ta­li­tet.

Læseren klædes i det hele taget godt på til at entrere Foucaults blikke, som vi intro­du­ce­res til i bogens kapitel 3. Som flere andre steder i bogen indledes dette med en under­streg­ning af, at ”kapitlet på ingen måde (foregiver) at være udtøm­mende rede­gø­rel­ser for de respek­tive snit. Snarere skal de ses som en nøgle til eget arbejde og egen videre læsning” (s. 41). Bogens opsætning og længde skulle ikke gerne efterlade nogen med det indtryk at være udtøm­mende, men det er selv­føl­ge­lig en vigtig pointe, og skulle man have mod på og lyst til selv at prøve at arbejde med Foucault, får man i dette kapitel 3 et godt overblik over Foucaults for­skel­lige blikke – hans videns­ar­kæ­o­lo­gi­ske blik, gena­lo­gi­ske blik, pro­ble­ma­ti­se­rende blik, dis­po­si­ti­v­a­na­ly­ti­ske blik og nutids­hi­sto­ri­ske blik; hvordan de adskiller sig fra og/eller har med hinanden at gøre og deres metodiske impli­ka­tio­ner. Det handler om brud, kon­ti­nu­i­tet og dis­kon­ti­nu­i­tet, om diskurs, dis­kur­sive for­ma­tio­ner, opkomst, kritik, diag­no­sti­ce­ring af samtidens problemer, hvorfor og hvordan fænomener får status som problemer, etc. På s. 59 får vi endda en oversigt, trukket fra Hultqvist og Petersson, over hvordan en nutids­hi­sto­risk analyse kan gribes an. Det kunne være tungt og bøvlet, men bliver det ikke og det er godt gået.

Godt gået er det også, at der gives prioritet til at placere Foucault ift. spørgsmål om nor­ma­ti­vi­tet, ethos og kritik. Ikke sjældent mødes Foucaults arbejde og folk der arbejder med Foucault med kritik for at være (værdi-)relativistiske, over­dre­vent kon­struk­tio­ni­sti­ske, kon­struk­ti­vi­sti­ske, post­struk­tu­ra­li­sti­ske og uden at ville tage stilling til om noget er, eller over­ho­ve­det kunne tænkes at være, bedre end andet. Bogens to for­fat­tere viser fint i kapitel 4, hvordan Foucaults blikke og greb er relevante fordi de netop ikke tager afsæt i eller lægger sig fast på, at noget er bedre end noget andet, men derimod insi­ste­rer på, at spørge kritisk til alt bestående (som Marx, der ikke refereres til, har for­mu­le­ret soci­al­vi­den­ska­bens ethos). Og dette, at have begreber og vilje til at udfolde en kritik af og der­i­gen­nem udfordre alt det vi tager for givet, de sandheder omkring subjektet, samfundet, staten og dens insti­tu­tio­ner, må betragtes som et etisk stand­punkt i sig selv.   

I bogens anden del præ­sen­te­res læseren for tre bud på ope­ra­tio­na­li­se­rin­ger af ’at tænke med Foucault’. Hvert af de tre kapitler indledes med intro­duk­tio­ner til at gå til værks med hen­holds­vis genealogi som metode, analyser af sub­jek­ti­ve­rin­ger og dis­po­si­tiv som analytisk blik og efter­føl­ges så af eksempler fra bogens for­fat­te­res ph.d.-afhandlinger. Det er et oplagt greb og giver på mange måder mulighed for at se, hvordan man så at sige kan omsætte bogens første del i konkrete analyser. Et mindre problem er imid­ler­tid, og det skyldes nok primært bogens format, at de for­skel­lige eksempler ikke får den til­stræk­ke­lige plads til at vise – og diskutere – det empiriske mate­ri­a­les opkomst og modstand; dets brud, dis­kon­ti­nu­i­tet, for­skyd­nin­ger og for­bin­del­ser. Diag­no­sti­ce­rin­ger, sub­jek­ti­ve­rin­ger, selv­tek­no­lo­gier, (bio-)magt, disci­pli­ner og disci­pli­ne­ring og hvad vi ellers har adgang til i Foucaults omfat­tende begrebs­kar­to­tek er helt afgørende blevet til via nogle altid af- og begrænset nedslag i histo­ri­ens uen­de­lig­hed af udsagn. Det er en præmis, som er helt afgørende hos Foucault, og hvis umid­del­bare kon­se­kvens er, at det er hvordan’et der er i centrum; altså hvordan eksem­pel­vis sub­jek­ti­ve­rin­ger, selv­tek­no­lo­gier, disci­pli­ner og disci­pli­ne­ring ser ud og er blevet mulig­gjorte i den (nutids-)historie den enkelte forsker opar­bej­der og fre­m­a­na­ly­se­rer – og må stå på mål for.

Faren ved at tænke med Foucault er, og det gælder også med ’At tænke med Foucault’, at det konkrete arbejde med Foucault så at sige bliver for tænkt; dvs. for styret i forhold til at placere Foucaults begreber som ana­ly­ti­ske fund uden at have mate­ri­a­let – og ana­ly­serne – til at bakke det op. Den pro­blem­stil­ling kunne have været inter­es­sant at få udfoldet yder­li­gere (ikke mindst også i en tid, hvor den tid stu­de­rende (og forskere) har til at fordybe sig i empirisk arbejde kon­ti­nu­er­ligt begrænses). Ligesom det, også i relation til oven­stå­ende, kunne have været inter­es­sant med nogle beskri­vel­ser af, hvem bogens målgruppe er og hvordan det præger de snit for­fat­terne gør.

Når det er sagt, så har Gerd Chri­sten­sen og Bjørn Hamre begået en yderst læse­ven­lig bog, der giver læseren en solid og til­gæn­ge­lig indsigt i Foucaults værk, og en lyst til at gribe om og gribe med Foucault.

Giv et bidrag

Værsgo’ – du kan frit læse
Dansk pæda­go­gisk Tids­skrift!

Hvis du synes om det, du læser, og gerne vil have, at tids­skrif­tet bliver ved med at eksistere, håber vi, at du vil give et bidrag.

Klip på knappen for at støtte