Gerd Christensen & Bjørn Hamre: At tænke med Foucault
Unge Pædagogers forlag 2018
178 sider, 228 kr.
”At tænke med Foucault” er en fin introduktion til Foucaults arbejder. Selvom det indledningsvis understreges, at det hverken er en introduktionsbog eller metodebog, men derimod en opfordring til ”…selv at arbejde, til selv at tænke med og i forlængelse af Foucault” (s. 9), så leveres der bogen igennem fine introducerende beskrivelser af de mest centrale af Foucaults begreber – diskurs, magt/viden, subjekt, dispositiv, problematisering, genealogi m.m.. Og ikke mindst hvordan disse begreber står i relation til og bygger videre på hinanden. Bogens to forfattere, Gerd Christensen og Bjørn Hamre, tilslutter sig nemlig de læsninger af Foucault, der argumenterer for og ser Foucaults mangesidede og ofte flertydige analyser som et sammenhængende projekt.
At tænke anderledes, at muliggøre og give redskaber til at spørge til og afklæde ’det (u)naturlige’, ’det (u)sande’, ’det (u)rimelige’, ’det (u)rigtige’, er dette projekts primære omdrejningspunkt og via nedslag i Foucaults arbejde og tænkning samt egne (Ph.d.-) arbejder, præsenteres læseren både for hvordan man kan tænke med og arbejde med Foucault.
I bogens første del introduceres til Foucaults tænkning. Omtalt som den anderledes tænkning, føres læseren via den franske historiske epistemologi og Nietzsches filosofi ind i den overordnede ramme for Foucaults interesse for ’tænkningens historie’ og ”hvad, der tænkes med der, der gøres” (s. 20). For Foucault handler det helt afgørende om at analysere sandheder i et andet perspektiv end deres eget og her bliver historien, eller rettere ’det historiske’, det helt centrale perspektiv for Foucault. Et perspektiv som også rummer treenigheden magt, viden og subjekt. De tre af Foucaults begreber der vel gennem tiden har fået den største opmærksomhed. I ’At tænke med Foucault’ føres læseren sikkert ind i begreberne og hvordan de står i relation til hinanden; hvordan magt og viden altid må tænkes sammen (fint illustreret bogen igennem ved at forfatterne konsekvent skriver magt/viden); hvordan magt ikke altid er dominans eller substans, men er udtryk for en kompleks strategisk situation og altid forekommer i handlinger; at magt har med relationer og frihed at gøre og producerer mulighedsrum (s. 27); at subjektet og subjektivitet skabes i relation til magt/videns komplekser, m.m.m. Vi hører også om magtens forskellige former – pastoralmagt, biomagt, disciplineringsmagt, biopolitik og governmentalitet.
Læseren klædes i det hele taget godt på til at entrere Foucaults blikke, som vi introduceres til i bogens kapitel 3. Som flere andre steder i bogen indledes dette med en understregning af, at ”kapitlet på ingen måde (foregiver) at være udtømmende redegørelser for de respektive snit. Snarere skal de ses som en nøgle til eget arbejde og egen videre læsning” (s. 41). Bogens opsætning og længde skulle ikke gerne efterlade nogen med det indtryk at være udtømmende, men det er selvfølgelig en vigtig pointe, og skulle man have mod på og lyst til selv at prøve at arbejde med Foucault, får man i dette kapitel 3 et godt overblik over Foucaults forskellige blikke – hans vidensarkæologiske blik, genalogiske blik, problematiserende blik, dispositivanalytiske blik og nutidshistoriske blik; hvordan de adskiller sig fra og/eller har med hinanden at gøre og deres metodiske implikationer. Det handler om brud, kontinuitet og diskontinuitet, om diskurs, diskursive formationer, opkomst, kritik, diagnosticering af samtidens problemer, hvorfor og hvordan fænomener får status som problemer, etc. På s. 59 får vi endda en oversigt, trukket fra Hultqvist og Petersson, over hvordan en nutidshistorisk analyse kan gribes an. Det kunne være tungt og bøvlet, men bliver det ikke og det er godt gået.
Godt gået er det også, at der gives prioritet til at placere Foucault ift. spørgsmål om normativitet, ethos og kritik. Ikke sjældent mødes Foucaults arbejde og folk der arbejder med Foucault med kritik for at være (værdi-)relativistiske, overdrevent konstruktionistiske, konstruktivistiske, poststrukturalistiske og uden at ville tage stilling til om noget er, eller overhovedet kunne tænkes at være, bedre end andet. Bogens to forfattere viser fint i kapitel 4, hvordan Foucaults blikke og greb er relevante fordi de netop ikke tager afsæt i eller lægger sig fast på, at noget er bedre end noget andet, men derimod insisterer på, at spørge kritisk til alt bestående (som Marx, der ikke refereres til, har formuleret socialvidenskabens ethos). Og dette, at have begreber og vilje til at udfolde en kritik af og derigennem udfordre alt det vi tager for givet, de sandheder omkring subjektet, samfundet, staten og dens institutioner, må betragtes som et etisk standpunkt i sig selv.
I bogens anden del præsenteres læseren for tre bud på operationaliseringer af ’at tænke med Foucault’. Hvert af de tre kapitler indledes med introduktioner til at gå til værks med henholdsvis genealogi som metode, analyser af subjektiveringer og dispositiv som analytisk blik og efterfølges så af eksempler fra bogens forfatteres ph.d.-afhandlinger. Det er et oplagt greb og giver på mange måder mulighed for at se, hvordan man så at sige kan omsætte bogens første del i konkrete analyser. Et mindre problem er imidlertid, og det skyldes nok primært bogens format, at de forskellige eksempler ikke får den tilstrækkelige plads til at vise – og diskutere – det empiriske materiales opkomst og modstand; dets brud, diskontinuitet, forskydninger og forbindelser. Diagnosticeringer, subjektiveringer, selvteknologier, (bio-)magt, discipliner og disciplinering og hvad vi ellers har adgang til i Foucaults omfattende begrebskartotek er helt afgørende blevet til via nogle altid af- og begrænset nedslag i historiens uendelighed af udsagn. Det er en præmis, som er helt afgørende hos Foucault, og hvis umiddelbare konsekvens er, at det er hvordan’et der er i centrum; altså hvordan eksempelvis subjektiveringer, selvteknologier, discipliner og disciplinering ser ud og er blevet muliggjorte i den (nutids-)historie den enkelte forsker oparbejder og fremanalyserer – og må stå på mål for.
Faren ved at tænke med Foucault er, og det gælder også med ’At tænke med Foucault’, at det konkrete arbejde med Foucault så at sige bliver for tænkt; dvs. for styret i forhold til at placere Foucaults begreber som analytiske fund uden at have materialet – og analyserne – til at bakke det op. Den problemstilling kunne have været interessant at få udfoldet yderligere (ikke mindst også i en tid, hvor den tid studerende (og forskere) har til at fordybe sig i empirisk arbejde kontinuerligt begrænses). Ligesom det, også i relation til ovenstående, kunne have været interessant med nogle beskrivelser af, hvem bogens målgruppe er og hvordan det præger de snit forfatterne gør.
Når det er sagt, så har Gerd Christensen og Bjørn Hamre begået en yderst læsevenlig bog, der giver læseren en solid og tilgængelig indsigt i Foucaults værk, og en lyst til at gribe om og gribe med Foucault.
