Del på facebook
Del på email
Del på linkedin
Del på twitter

I coronaens lys og skygge

Covid-19-pandemien har vendt op og ned på samvær­s­for­mer og hver­dags­prak­sis i familier og vel­færds­in­sti­tu­tio­ner. Børn har skullet passes fra hjem­me­kon­to­rerne – eller har været alene hjemme – og ord som vær­ne­mid­ler, karantæne og smit­te­tryk er blevet en del af hver­dags­spro­get. Situ­a­tio­nen, omtalt som ’cor­ona­kri­sen’, har medført en drastisk udvidelse af statslige for­an­stalt­nin­ger for at overvåge og beskytte befolk­nin­gens sundhed, og insti­tu­tio­ner, tiltag og akti­vi­te­ter for børn og unge, blev nu betragtet i et risiko-per­spek­tiv. Samvær­s­for­mer præget af fysisk nærhed skulle hastigt erstattes af andre former, og den pæda­go­gi­ske praksis udformes i over­ens­stem­melse med sund­hedsmyn­dig­he­der­nes retningslinjer.

Corona-ned­luk­­nin­­gen har udgjort en kata­ly­sa­tor for debatter om opdra­gelse og pæda­go­gi­ske insti­tu­tio­ner og det er blevet tydeligt, hvor stor en del af dag­lig­li­vet børn bruger i insti­tu­tio­ner mens de voksne arbejder. Dag­in­sti­tu­tio­ner­nes betydning for børns trivsel og udvikling fremhæves, samtidig med at der udtrykkes en stærk bekymring for, om de nye regler for samvær i insti­tu­tio­nerne skal sætte sig som psykiske traumer hos børnene. Sko­le­hver­da­gen med nødun­der­vis­ning bliver en anledning til at revurdere målsty­ring, prin­cip­pet om én lærer til én klasse samt sko­le­da­gens længde, men også til bekymring om sko­lebør­nene nu også lærer det de skal. Og, der sker en opblom­string i talen om ung­doms­pro­ble­mer, nu i form af dis­kus­sio­ner om, hvorvidt de unge agerer uansvar­ligt eller viser sam­funds­sind, samt hvilken betydning peri­o­derne med ned­luk­ning og restrik­tio­ner vil få for dem og deres fremtid.

Covid-19-situ­a­tio­­nen har samtidig virket som brændstof for forsk­nings­ver­de­nen, hvor der har kunnet iagttages en eks­plo­sion i under­sø­gel­ser af pan­de­mi­ens for­skel­lig­ar­tede udtryk i og aftryk på samfundet. Også i dansk pædagogik- og uddan­nel­ses­forsk­ning har der lyn­hur­tigt etableret sig en interesse for under­sø­gel­ser af pædagogik, under­vis­ning og fami­li­e­liv under pandemien, en interesse under­støt­tet af flere af forsk­nings­fon­dene. De mange studier, der er myldret frem, har det til fælles, at det de studerer er under hastig for­an­dring. Erken­del­ses­pro­ces­ser i cor­o­nastu­dier synes i særlig grad at være undervejs og at flette sig sammen med cor­o­na­pan­de­mi­ens og for­holds­reg­ler­nes konstante udvikling. Denne kon­ti­nu­er­lige for­an­dring af det, der studeres, imens det studeres, ses også at gå på tværs af forsk­nings­pro­ces­serne bag artik­lerne i dette tema­num­mer af DpT. 

Tema­num­me­ret sætter spot på pæda­go­gik­ken i lyset – og skyggen – af coronaen. De seks artikler går på opdagelse i, hvordan coronaen og restrik­tio­nerne har formet hverdagen i familier og i pæda­go­gi­ske insti­tu­tio­ner og her­i­gen­nem har syn­lig­gjort, formet eller for­stær­ket prak­sis­ser og idealer for pædagogik og opdra­gelse. Coronaen fungerer med andre ord som en anledning eller indgang til at studere kendte pæda­go­gi­ske pro­ble­ma­tik­ker, der i lyset af corona forventes at træde særlig markant frem eller tænkes at kunne pege på essen­ti­elle dyna­mi­k­ker i det pæda­go­gi­ske. Eksem­pel­vis peges der i flere af tema­num­me­rets artikler på, hvordan coronaen synes at have for­stær­ket ulig­heds­ska­bende processer i skolen, samt hvordan coronaen har påvirket arbejds­de­lin­gen i fami­li­erne og på nye måder ansvar­lig­gjort mødrene.

Flere af temaets artikler dis­ku­te­rer coronaens til­sy­ne­la­dende para­doksale virk­nin­ger i pæda­go­gisk praksis, eksem­pel­vis i form af, at restrik­tio­ner i dag­in­sti­tu­tio­ner og skoler ind imellem kan ses at føre til mere frihed og nye hand­le­mu­lig­he­der. I det hele taget synes coronaen at føre til en ny form for efter­tænksom­hed, ikke alene i prak­sis­fel­tet, men også i forsk­nin­gen, og at vække for­håb­nin­ger om alt det, der kan læres af corona og gøres efter corona. På den måde kan coronaen på flere måder ses at bidrage med nyt lys over det pæda­go­gi­ske landskab: Som frem­kal­der­væ­ske på kendte pro­ble­ma­tik­ker og som utopisk inspira­tion til frem­ti­dens pædagogik.

Temaets artikler

I tema­num­me­rets første artikel tager Nana Clemensen, Karen Ida Dannesboe, Ida W. Winther, Nanna Jordt Jørgensen og Dorte Kousholt fat i et materiale bestående af en mængde for­skel­lige skemaer udar­bej­det af familier, og især mødre, under ned­luk­nin­gen i foråret 2020. Skemaer, hvormed den omvæltede hverdag forsøges struk­tu­re­ret ud fra skole- og arbejds­pladslo­gik­ker, som artiklen pointerer. Med udgangs­punkt i skemaerne og interview under­sø­ges bør­ne­fa­mi­li­ers ople­vel­ser og hver­dags­liv under ned­luk­nin­gen. Artiklen peger på, hvordan den stramme struk­tu­re­ring af hver­dags­li­vet, som ske­malæg­nin­gen kan ses som udtryk for, på den ene side blev oplevet som nødvendig og på den anden side som umulig at prak­ti­sere i det levede liv under ned­luk­nin­gen, hvor for­hand­lin­ger mellem fami­lie­med­lem­mer hurtigt skubbede til ske­ma­er­nes kasser, punkter og logikker. Dette paradoks, viser artiklen, har givet anledning til, til tider sel­viro­ni­ske reflek­sio­ner over andre mulige måder at leve fami­li­e­liv på.

Marianne Brodersen og Rikke Brown under­sø­ger i den følgende artikel forældres invol­ve­ring i børns ’hjem­meskole’ under corona-ned­luk­­nin­­gen. Med afsæt i en spør­ge­ske­maun­der­sø­gelse og interview med mødre vises det, hvordan forældre har været invol­ve­rede i deres børns skolegang på kva­li­ta­tivt for­skel­lig­ar­tede måder. Artiklens analyser peger på, hvordan de for­skel­lige invol­ve­rings­for­mer relaterer sig til res­sour­cer og idealer hos for­æl­drene, der på hver deres måde arbejder med at få hjem­mesko­len til at lykkes. For­fat­terne ser nærmere på den emo­tio­nelle dimension af forældres invol­ve­rings­ar­bejde. I nogle familier ses hjem­mesko­len at bringe forældre og børn tættere på hinanden og udgør her en opfyl­delse af en længsel efter samvær i familien. I andre tilfælde afsted­kom­mer hjem­mesko­len en dis­har­monisk stemning i hjemmet, der opleves som et fængsel.

Sine Grumløse, Anja Marschall og Karen Prins ser i deres artikel nærmere på, hvordan de smit­te­fore­byg­gende ret­nings­linjer fik betydning for hverdagen i dag­in­sti­tu­tio­nerne, set gennem det pæda­go­gi­ske per­so­na­les per­spek­tiv. Gennem fokus­grup­pe­in­ter­view med pædagoger og med­hjæl­pere under­sø­ger for­fat­terne de fysiske og mate­ri­elle for­an­drin­ger, der blev iværksat i dag­in­sti­tu­tio­nerne, samt hvilke mulig­he­der og udfor­drin­ger det medførte i det pæda­go­gi­ske arbejde. For­fat­te­rene argu­men­te­rer for, at per­so­na­lets omstil­lin­ger af insti­tu­tions­hver­da­gen udpeger væsent­lige værdier i det pæda­go­gi­ske arbejde; at skabe nærhed og tryghed, tune ind på børns behov og inter­es­ser, under­støtte børns med­be­stem­melse samt at sikre en tæt kom­mu­ni­ka­tion med forældrene.

Hverdagen i dag­in­sti­tu­tio­ner i perioden efter ned­luk­nin­gen, er også i fokus i Tomas Ellegaard og Søs Bayers artikel. Med afsæt i et mindre studie i tre dag­in­sti­tu­tio­ner samt i andre under­sø­gel­ser fra perioden dis­ku­te­rer artiklen de for­an­drin­ger af dag­in­sti­tu­tions­liv restrik­tio­nerne medførte som para­doksale. Samtidig med at der var tale om markante begræns­nin­ger af samvær mellem børn og voksne, var restrik­tio­nerne også forbundet med flere voksne per barn og med inter­ak­tio­ner, som for­fat­terne påpeger, i bemær­kel­ses­vær­dig grad var præget af nærvær, til­gæn­ge­lig­hed, omsorg og fri leg. Artiklen peger på en dob­belt­hed med både restrik­tio­ner og åbninger, som mulig­gjorde rea­li­se­rin­ger og fore­stil­lin­ger om andre måder at orga­ni­sere hverdagen på, og for­fat­terne argu­men­te­rer, at disse erfa­rin­ger er relevante at inddrage i dis­kus­sio­ner om mini­mums­nor­me­rin­ger på daginstitutionsområdet.

Thomas Szulevicz sætter i sin artikel fokus på, hvordan PPR-psy­ko­lo­­ger har oplevet cor­ona­kri­sen og dens betydning for udsatte børn og unge. Ud fra interview med PPR-psy­ko­lo­­ger iden­ti­fi­ce­res to gen­nem­gå­ende for­stå­el­ser af corona-for­an­stalt­­nin­­ger­­nes kon­se­kven­ser, nemlig på den ene side at for­hol­dene for udsatte børn og unge har været særligt van­ske­lige, og på den anden side, at corona har fungeret som et spejl på eksi­ste­rende prak­sis­ser og givet anledning til kritisk reflek­sion. Ud fra PPR-psy­ko­lo­­ger­­nes for­tæl­lin­ger påpeger for­fat­te­ren det para­doksale i, at corona-restrik­tio­­nerne i mange tilfælde har medført en mere fri og fleksibel praksis, og at nogle elever trivedes glimrende i både hjem­mesko­len og corona-skolen. For PPR-psy­ko­lo­­ger har corona således også medført en revi­ta­li­se­ring af den pro­blem­for­stå­else der tilsiger, at kon­tek­sten har betydning for børns vanskeligheder.

I et essay om epi­de­mi­ens pæda­go­gi­ske poten­ti­a­ler ser Martin Blok Johansen nærmere på corona-situ­a­tio­­nens mulige åbning af mere utopiske per­spek­ti­ver for god pædagogik. For Blok Johansen er den aktuelle pandemi en anledning til at kaste retrospek­tive og prospek­tive per­spek­ti­ver på mulig­he­derne for nytænk­ning af pæda­go­gi­ske forhold. Essayet afsøger således to spørgsmål: Hvilke nye erken­del­ser har tidligere kriser givet anledning til og hvilke nye erken­del­ser kan den aktuelle krise give anledning til. Blok Johansen argu­men­te­rer samlet set for, at cor­o­na­pan­de­mien som krise kan føre til at pædagoger og lærere samlet set påskønnes og aner­ken­des mere, og han ytrer håb om at de former for soli­da­ri­tet, der viser sig gennem for­skel­lige former for nabohjælp, mani­feste­rer sig i ny soli­da­ri­tet, ansvar­lig­hed og loyalitet blandt mennesker. 

Tema­re­dak­tio­nen ønsker god læsning!

For­fat­tere

Giv et bidrag

Værsgo’ – du kan frit læse
Dansk pæda­go­gisk Tidsskrift!

Hvis du synes om det, du læser, og gerne vil have, at tids­skrif­tet bliver ved med at eksistere, håber vi, at du vil give et bidrag.

Scan med dit mobilkamera
Klip på knappen for at støtte