Anbragte
Anbragte
Selvom det kan være svært at huske her ved udgangen af 2020, hvor næsten alt har handlet om coronavirus, bragte Mette Frederiksens nytårstale anbragte børn og unge i politisk fokus. ”Et mere retfærdigt samfund starter med børnene”, sagde Mette Frederiksen og talte om de samfundsmæssige forpligtelser til at tage sig af de børn, der har det allersværest. Og hun præciserede: ”Flere udsatte børn skal have et nyt hjem. Tidligere end i dag. Og vilkårene for anbragte børn skal være langt mere stabile.”
Forud var gået Godhavnsdrengenes kamp for en undskyldning for den behandling, de fik på de børne- og opdragelseshjem, de blev anbragt på i 1960erne. På samme måde er interesseorganisationer som TABUKA og De Anbragtes Vilkår begyndt at ytre sig om det at være anbragt. Efterfølgende har den offentlige diskussion i høj grad drejet sig om, om ’vi’ anbringer for meget eller for lidt. For vores tidsskrift har det været en anledning til at sondere, hvad der rører sig på ’anbringelsesområdet’. Forskningsmæssigt har anbringelsesområdet ikke været et særligt udforsket område, men har dog i historiske bølger modtaget interesse – ud over de sædvanlige statistiske opgørelser over hvor mange og hvad det koster. Senest er ikke mindst børneperspektivet forsøgt undersøgt: hvordan oplevede børn selv det at bo på børnehjem, vokse op i familiepleje, være i (ungdoms)fængsel osv. Men samtidig er det også en diskussion om, hvad der er mest effektivt, dvs. hvordan staten bedst hjælper de anbragte unge – eller lidt mere kynisk – hvordan det undgås at de senere i livet udvikler sociale problemer, som har negative (og bekostelige) effekter, enten for de anbragte selv eller for hele samfundet.
I skammekrogen – om skam i opdragelse og undervisning
At blive sendt i skammekrogen er næppe en oplevelse, som ret mange af nutidens danske skoleelever har haft. Ikke desto mindre er skam en integreret del af det meste opdragelse og undervisning. Ikke fordi børn eller voksne skammer sig hele tiden eller i alle sammenhænge. Men fordi det, at der er handlinger, der er uacceptable eller upassende, […]
PÆDAGOGIKKENS GLEMMEBOG
– REAKTUALISERING AF PÆDAGOGISK TANKEGODS Her fortsætter serien Pædagogikkens glemmebog – Reaktualisering af pædagogisk tankegods, hvor vi bringer tekster, som har sat spor i pædagogikkens landskab, men siden er gået – eller er på vej til at gå – i glemmebogen. Det kan være tekster, der fremstår som korrektiver til aktuelt dominerende pædagogiske praksisformers dominans, eller tekster, […]
TEMAINDLEDNING: Kunst, politik og pædagogik
Gennem årene har DpT haft flere temaer om kunst og æstetisk arbejde i pædagogisk praksis. I 1999 med ”Æstetik, kunst og pædagogik” (DpT nr. 4/1999) og ti år senere med temaet ”Æstetik” (DpT nr. 2/2010). I disse temanumre var fokus især på spørgsmålet om æstetikkens generelle betydning for pædagogisk praksis, samt en problematisering af æstetikkens tilsyneladende (politiske) nedprioritering i samme praksis.
Redaktionel indledning
Nye udfordringer på universitetet – pædagogik mellem lyst og nødvendighed
De danske universiteter har i mange år stået overfor udfordringer, der påvirker den pædagogiske tænkning og udvikling. De senere års politiske udspil og organisatoriske forandringer i sideløbende og modsætningsfyldte tendenser har skabt dårligere betingelser for det pædagogiske virke. Der er et øget pres både på såvel de ansatte på universiteterne som på de studerende, hvor pædagogikken får afgørende betydning for mødet mellem undervisere, vejledere og de studerende, og dette møde er i sig selv betydningsfuldt for udvikling af den pædagogiske diskurs og praksis.
TEMAINDLEDNING: Overgange – i lyset af det moderne institutionelle liv – findes liminaliteten?
Menneskelivet er fyldt med overgange fra en status til en anden. Centralt er overgangen fra barn til voksen. Men der er også andre overgange som i de fleste kulturer er betydningsfulde – fx fra den familie hvor man er barn til den familie, man former ved ægteskab, eller overgangen fra liv til død. Overgangene er karakteriseret ved […]
