Dette nummer af DpT kaster kritisk lys på en række pædagogiske problemstillinger gennem seks artikler uden for tema, der spænder fra dagtilbud og studieliv til køn, udsathed, integration og dannelsesidealer.
I dette interview fortæller pædagogisk leder Ylva Hårdemark om bevægelser fra væresteds-pædagogik for de mest udsatte unge til ungdomspædagogik med lektiecaféer og kompetencegivende aktiviteter.
Med dette temanummer af Dansk pædagogisk Tidsskrift kigger vi nærmere på menneskers frie tid – fritid – og de mangfoldige måder fritid tænkes og gøres på indenfor forskellige områder af samfundslivet, i og udenfor pædagogiske institutioner og sammenhænge. Den frie tid er forbundet med idealer, drømme og forhåbninger – men også bekymringer og modsætningsfulde logikker.
At blive klogere på voldens udtryksformer i pædagogiske sammenhænge kræver andre spørgsmål på vold som fænomen, end mediernes blikke tilbyder. Dette tematiseres i temaindledningen.
Pædagogiske ideer og pædagogisk praksis er ikke kun en del af kulturelle og sociale sammenhænge, men er også forankret i konkrete steder. Pædagogik finder med andre ord sted – i lokaliteter og territorier, i velfærdsstatens dag- og uddannelsesinstitutioner, i organisationer og offentlige rum.
Redaktionel indledning
I dette temanummer dyrker vi analysen – og særligt den, der udfordrer os og får os til at tænke over, hvad analyse i grunden er.
Artiklen sætter spot på forældres involvering i børns ’hjemmeskole’ under corona-nedlukningen af skolerne i 2020.
Temanummeret sætter spot på pædagogikken i lyset – og skyggen – af coronaen. De seks artikler går på opdagelse i, hvordan coronaen og restriktionerne har formet hverdagen i familier og i pædagogiske institutioner og herigennem har synliggjort, formet eller forstærket praksisser og idealer for pædagogik og opdragelse.
Anbragte
Selvom det kan være svært at huske her ved udgangen af 2020, hvor næsten alt har handlet om coronavirus, bragte Mette Frederiksens nytårstale anbragte børn og unge i politisk fokus. ”Et mere retfærdigt samfund starter med børnene”, sagde Mette Frederiksen og talte om de samfundsmæssige forpligtelser til at tage sig af de børn, der har det allersværest. Og hun præciserede: ”Flere udsatte børn skal have et nyt hjem. Tidligere end i dag. Og vilkårene for anbragte børn skal være langt mere stabile.”
Forud var gået Godhavnsdrengenes kamp for en undskyldning for den behandling, de fik på de børne- og opdragelseshjem, de blev anbragt på i 1960erne. På samme måde er interesseorganisationer som TABUKA og De Anbragtes Vilkår begyndt at ytre sig om det at være anbragt. Efterfølgende har den offentlige diskussion i høj grad drejet sig om, om ’vi’ anbringer for meget eller for lidt. For vores tidsskrift har det været en anledning til at sondere, hvad der rører sig på ’anbringelsesområdet’. Forskningsmæssigt har anbringelsesområdet ikke været et særligt udforsket område, men har dog i historiske bølger modtaget interesse – ud over de sædvanlige statistiske opgørelser over hvor mange og hvad det koster. Senest er ikke mindst børneperspektivet forsøgt undersøgt: hvordan oplevede børn selv det at bo på børnehjem, vokse op i familiepleje, være i (ungdoms)fængsel osv. Men samtidig er det også en diskussion om, hvad der er mest effektivt, dvs. hvordan staten bedst hjælper de anbragte unge – eller lidt mere kynisk – hvordan det undgås at de senere i livet udvikler sociale problemer, som har negative (og bekostelige) effekter, enten for de anbragte selv eller for hele samfundet.
