Author: Marianne Brodersen

Anbragte

Selvom det kan være svært at huske her ved udgangen af 2020, hvor næsten alt har handlet om cor­o­navirus, bragte Mette Fre­de­rik­sens nytårs­tale anbragte børn og unge i politisk fokus. ”Et mere ret­fær­digt samfund starter med børnene”, sagde Mette Fre­de­rik­sen og talte om de sam­funds­mæs­sige for­plig­tel­ser til at tage sig af de børn, der har det aller­svæ­rest. Og hun præ­ci­se­rede: ”Flere udsatte børn skal have et nyt hjem. Tidligere end i dag. Og vilkårene for anbragte børn skal være langt mere stabile.”
Forud var gået God­havns­dren­ge­nes kamp for en und­skyld­ning for den behand­ling, de fik på de børne- og opdra­gel­ses­hjem, de blev anbragt på i 1960erne. På samme måde er inter­es­se­or­ga­ni­sa­tio­ner som TABUKA og De Anbragtes Vilkår begyndt at ytre sig om det at være anbragt. Efter­føl­gende har den offent­lige dis­kus­sion i høj grad drejet sig om, om ’vi’ anbringer for meget eller for lidt. For vores tids­skrift har det været en anledning til at sondere, hvad der rører sig på ’anbrin­gel­ses­om­rå­det’. Forsk­nings­mæs­sigt har anbrin­gel­ses­om­rå­det ikke været et særligt udforsket område, men har dog i histo­ri­ske bølger modtaget interesse – ud over de sæd­van­lige sta­ti­sti­ske opgø­rel­ser over hvor mange og hvad det koster. Senest er ikke mindst bør­ne­per­spek­ti­vet forsøgt undersøgt: hvordan oplevede børn selv det at bo på børnehjem, vokse op i fami­liepleje, være i (ungdoms)fængsel osv. Men samtidig er det også en dis­kus­sion om, hvad der er mest effektivt, dvs. hvordan staten bedst hjælper de anbragte unge – eller lidt mere kynisk – hvordan det undgås at de senere i livet udvikler sociale problemer, som har negative (og beko­ste­lige) effekter, enten for de anbragte selv eller for hele samfundet.