Uhygge, frygt og modige børn

Marc Malmdorf Andersen, Mathias Clasen, Birgitte Elle, Tomas Ellegaard, Simon Nørgaard Iversen

I dette tema­num­mer stiller Dansk pæda­go­gisk Tids­skrift skarpt på frygten og fasci­na­tio­nen af det uhyg­ge­lige i en pæda­go­gisk kontekst.

Børn og unge både frygter og fasci­ne­res af det uhyg­ge­lige. Små børn er ofte bange for mørke, men elsker måske at bygge mørklagte huler, og de klatrer i træer, højere og højere, til modet svigter. Ældre børn kan være bange for mordere og voldsmænd, men til­truk­ket af uhyg­ge­lige film om ond­skabs­fulde for­bry­dere og psy­ko­ti­ske dræbere. Og børn i alle aldre synes at være betagede af monstre, lige fra trolden der vil æde de tre buk­ke­bruse til de klassiske horder af hjer­ne­for­tæ­rende zombier eller den form­skif­tende dræ­ber­k­lovn Pennywise.

Voksne fortæller skræm­mende eventyr og historier for børn og har for­ment­lig gjort det altid. Som Andersen et al.’s artikel i dette tema­num­mer viser, er dette stadig en almin­de­lig praksis og tradition helt ned i vug­ge­stuen. Samtidig har mange voksne en tendens til at skærme børn fra skræm­mende akti­vi­te­ter og medier. Voksne kan være nervøse for, at børnene kommer til skade eller bliver væk, når de leger udenfor i mørket, eller de kan være nervøse for, at børnene bliver trau­ma­ti­se­rede af skræm­mende videoer på YouTube eller uhyg­ge­lige film på TV. Man kan diskutere, om der her er tale om omsorgs­fuld­hed og rettidig omhu eller en mis­for­stået sik­ker­heds­kul­tur, der i sidste ende gør børn en bjør­ne­tje­ne­ste ved at skærme dem fra for­skel­lige former for mentalt ubehag, som de kan lære og vokse af.

Debatten har betydning både for pæda­go­gisk praksis og for den pæda­go­gi­ske tænkning. Alligevel synes uhyggen og frygten at være oversete og tømte for pæda­go­gisk indhold, når man betragter den pæda­go­gi­ske praksis og teo­ri­ud­vik­ling. Man kunne fx spørge: Det fremgår af dag­til­bud­s­lo­ven, at dagtilbud skal “fremme børns trivsel, læring, udvikling og dannelse gennem trygge og pæda­go­gi­ske lærings­mil­jøer”. Hvad vil ‘trygge og pæda­go­gi­ske lærings­mil­jøer’ så sige? Kan det tænkes, at trivsel, læring og udvikling, nogle gange faci­li­te­res bedst i uhyg­ge­lige og ’utrygge’ lærings­mil­jøer? Bør man skærme børn fra det mentale ubehag, som karak­te­ri­se­rer uhyg­ge­lige akti­vi­te­ter? Eller er det pæda­go­gisk for­svar­ligt, måske endda til­rå­de­ligt, at udsætte børn for uhygge? Sådan som det for­ment­lig finder sted. Og hvis dette er tilfældet, hvilke kva­li­te­ter og egen­ska­ber er det så, der kan kul­ti­ve­res og kan for­mu­le­res som ærindet med sådan en pædagogik praksis: er det mod­stands­dyg­tig­hed, er det mod eller måske noget tredje? Selvom pæda­go­gik­ken for længst har kasseret fore­stil­lin­gen om frygt som adfærds­re­gu­le­rende opdra­gel­ses­red­skab og ’hærdning’ som opdra­gel­sens mål, er der fortsat mange aktuelle eksempler på, at børn og voksne fri­vil­ligt udsætter sig selv og hinanden for frygt gennem for­tæl­lin­ger, akti­vi­te­ter og lege. Så selvom frygt er en følelse, som de fleste mennesker forbinder med ubehag, kan den til­sy­ne­la­dende også være fasci­ne­rende, spændende og måske endda lærerig? Med dette tema­num­mer om uhygge, frygt og modige børn ønsker vi derfor at åbne dis­kus­sio­nen om frygt og uhygge.

I tema­num­me­ret fokuseres der såvel på over­vej­el­ser set ud fra et pæda­go­gisk udvik­lings- og lærings­per­spek­tiv som fra et nys­ger­rigt bør­ne­per­spek­tiv. Nogle steder rejses kort spørgsmål om, hvorvidt det at udsætte børn for reguleret frygt-eks­po­­ne­ring betyder, at barnet får forøget adgang til udvik­lings­mæs­sige kva­li­te­ter. Men man kan omvendt spørge hvorvidt pæda­gog­per­spek­ti­vet kan slå over i neoli­be­ral for­måls­sty­ring, således at sådanne akti­vi­te­ter primært henter deres begrun­delse på tværs af børns egne per­spek­ti­ver i en robust­heds­i­de­o­logi, hvor det er børn som kommende arbejds­kraft, der er i fokus.

Sådanne spørgsmål kalder på pæda­go­gisk og udvik­lings­mæs­sig forskning og over­vej­el­ser i forhold til de tiltag, som findes rundt omkring i Danmark og måske også andre steder.

I den første artikel Titte-bøh!  Frygt og leg i danske dag­in­sti­tu­tio­ner af Marc Malmdorf Andersen, Emilie Schjol­da­ger, Lauritz Holm Petersen, Mathias Clasen gennemgår for­fat­terne en række fund fra forsk­nin­gen i børn og unges forhold til det uhyg­ge­lige. Desuden præ­sen­te­res data indsamlet gennem inter­views med pædagoger fra en række danske vug­ge­stuer og bør­ne­ha­ver. Sidst­nævnte under­sø­gelse viser, at intro­duk­tio­nen til uhygge og ‘det gode gys’ er meget udbredt i dansk pæda­go­gisk praksis helt ned til vug­ge­stu­e­al­de­ren. Der findes efter alt at dømme en høj frekvens af akti­vi­te­ter som mørkeleg, sanglege med uhyg­ge­lige elementer og fangelege. Desuden findes mere sjældent også isce­ne­satte møder med udklædte mytiske skik­kel­ser som påske­ha­ren, jule­man­den eller den sure trold, der ikke kan lide, når de tre buk­ke­bruse tramper på hans bro. Under­sø­gel­sen peger på, at intro­duk­tio­nen til det uhyg­ge­lige ofte er en uudtalt tra­di­tions­bå­ren dan­nel­ses­pro­ces, hvor det pæda­go­gi­ske personale med stor følsomhed afvejer børnenes mod­ta­ge­lig­hed over for uhyg­ge­lige akti­vi­te­ter med det formål at under­støtte barnets udvikling og nys­ger­rig­hed over for det dragende og skræm­mende. Og artiklen peger – som andre artikler i dette tema­num­mer også gør – ligeledes på, at der ikke synes at være megen forskning i, hvad det betyder at udsætte børn for reguleret frygt-eksponering.

Herefter følger to illu­stre­rede essays, som giver hver sin vinkel på hvordan gys og gru kan bruges i praksis.

I det første essay skriver Jonas Færch, klub­pæ­da­gog i Klub Toften Viborg, om det årlige arran­ge­ment Børn på flugt. Arran­ge­men­tet er et ”horror-run” for børn, altså en slags ori­en­te­rings­løb med skræm­mende elementer. Færch deler de pæda­go­gi­ske over­vej­el­ser, han og hans kolleger har gjort sig i forhold til at skabe skræm­mende sjove ople­vel­ser for børn, og fortæller om erfa­rin­gerne med dette arran­ge­ment, herunder vig­tig­he­den af at efter­be­handle ople­vel­sen med børnene. Som svar på sit eget spørgsmål ”Må man gerne skræmme børn?”, skriver Færch, at ja, ”det er nærmest vores pligt” at skabe de trygge rammer, inden for hvilke børn kan blive utrygge og bange, ikke mindst for at give børnene mulighed for at finde deres egne grænser. Essayet indbyder til yder­li­gere reflek­sion over horror som pæda­go­gisk værktøj og anfører, at pædagoger bør ”blive endnu dygtigere til at bruge [horror] som et pæda­go­gisk værktøj”.

I det andet essay, Gys i under­hold­ning, for­mid­ling og fæl­les­ska­ber: Et prak­sis­per­spek­tiv fra skræm­me­virk­som­he­den Dystopia Entertain­ment, fortæller Jonas Bøgh om virk­som­he­den Dystopia, der har spe­ci­a­li­se­ret sig i at anvende gys og uhygge til at skabe sjove, positive og nogle gange lærerige ople­vel­ser. I essayet fortæller Bøgh om nogle af de over­vej­el­ser, der ligger bag skabelsen og designet af uhyg­ge­lige ople­vel­ser, hvordan gys og uhygge er blevet anvendt i en række for­mid­lings­sam­ar­bej­der, samt om fæl­les­ska­bet og dets positive effekter blandt de hund­re­de­vis af fri­vil­lige, som engagerer sig i arbejdet med skabelsen af de pro­fes­sio­nelle gys.

De to afslut­tende artikler i temaet dis­ku­te­rer mere analytisk hvordan uhygge, mod og frygt skal betragtes.

I artiklen Skræmt til vid og sans – Evolution og udvikling i den uhyg­ge­lige bør­ne­for­tæl­ling tager Laura Bjerre Schwalbe afsæt i og argu­men­te­rer for et bio­kul­tu­relt per­spek­tiv, som hun også betegner som ”litterær darwi­nisme”. Schwalbes synspunkt er, at børns fasci­na­tion af uhyg­ge­lige historier og film skyldes at den har været evo­lu­tions­mæs­sigt for­del­ag­tig. Schwalbe argu­men­te­rer for, ”at vi som mennesker skaber og forbruger for­tæl­lin­ger, fordi der er over­le­vel­ses­mæs­sige fordele i dem, navnlig at fik­tions­hi­sto­rier kan give os for­hånd­ser­fa­rin­ger med situ­a­tio­ner, som vi sjældent oplever”. Her argu­men­te­rer Schwalbe for, at der kan trækkes for­bin­del­ser til (nogle af) men­ne­skebørns evo­lu­tio­nære udfor­drin­ger: det lille barns fysiske for­svars­løs­hed og deraf følgende stærke binding til for­æl­drene og barnets behov for at danne modeller for andres per­spek­ti­ver – den såkaldte theory of mind. Artiklen inde­hol­der endvidere en række eksempler på analyser af moderne tegnefilm som peger på disse udfor­drin­ger som centrale.

Tema­num­me­ret afrundes med essayet Modige børn, hvor Louise Nabe-Nielsen tager fat i mod som fænomen. Med afsæt i Platons dialog Laches, under­sø­ges modets for­skel­lige frem­træ­del­ses­for­mer, og det argu­men­te­res, at modet kan forstås som en vigtig dan­nel­ses­ka­te­gori, når der lægges vægt på dets sociale og etiske karakter. Antikkens ind­skriv­ning af mod i en dydsetisk ramme kobles med den her­­­me­­neu­tisk-fæno­­meno­lo­­gi­­ske tilgang, og der argu­men­te­res for, at der på denne baggrund kan etableres pæda­go­gi­ske mulig­heds­rum, hvor både det almen­men­ne­ske­lige såvel som modets par­ti­ku­lære frem­træ­del­ses­for­mer kan afdækkes og under­sø­ges i fæl­les­skab med børnene. På den måde, argu­men­te­res det, kan man gennem dialog og reflek­te­rede erfa­rin­ger foregribe kommende farlige og uhyg­ge­lige situ­a­tio­ner, der kalder på mod.

God læselyst.

Tema­re­dak­tio­nen