Del på facebook
Del på email
Del på linkedin
Del på twitter

Menings­tab og menings­dan­nelse i vel­færds­ud­dan­nel­serne – status, art og historie

Aktuelt peger en række tendenser i relation til vel­færds­ud­dan­nel­serne på, at disse er under pres: Søgningen og optaget af stu­de­rende er flere steder vigende, ligesom det fremhæves, at for få såkaldt dygtige stu­de­rende søger mod vel­færds­ud­dan­nel­serne (særligt lærer­ud­dan­nel­sen); uddan­nel­serne (navnlig pæda­gog­ud­dan­nel­sen) hævdes at være under­fi­nan­si­e­rede, og de frem­stil­les jævnligt negativt i den offent­lige debat; endelig er frafaldet visse steder højt, og de stu­de­ren­des til­ba­ge­mel­din­ger i bl.a. eva­lu­e­rin­ger og kva­li­tets­må­lin­ger er ofte kritiske (Fre­de­rik­sen og Fenger, 2019). Billedet varierer natur­lig­vis fra uddan­nelse til uddan­nelse, men generelt synes uddan­nel­serne og mere generelt det vel­færds­stats­lige menneske- eller omsorgs­ar­bejde at være udfordret (Hjort, 2012). Samme billede træder frem, når det gælder de nordiske lærer- og pæda­gog­ud­dan­nel­ser (på nær Finland). Men hvordan kan disse pro­ble­ma­tik­ker knyttet til vel­færds­pro­fes­sio­nerne forstås? Er der tale om en form for menings­krise i vel­færds­ud­dan­nel­ser og –pro­fes­sio­ner? Og i givet fald, hvad er det så, der skaber hen­holds­vis mening og meningstab?

Tra­di­tio­nelt har vel­færds­pro­fes­sio­nerne været forstået som såkaldte kaldspro­fes­sio­ner, hvor ønsket om at gøre en forskel for det enkelte menneske har spillet en vigtig menings – og iden­ti­tets­gi­vende rolle. Men hvordan ser det ud i dag? Hvad er det, som stadig – men måske i mindre grad – ansporer stu­de­rende til at søge ind på vel­færds­ud­dan­nel­serne, og hvad oplever de i mødet med uddan­nelse og arbejde? Man kan spørge, om udfor­drin­gerne som skitseret ovenfor bunder i uddan­nel­ser­nes økonomi og politiske orga­ni­se­ring i form af målsty­ring, manglende timer til under­vis­ning, aka­de­mi­se­ring og pro­le­ta­ri­se­ring af videns­ar­bejde (DpT, 2016)? Eller om ita­le­sæt­tel­sen af pro­ble­merne snarere skal ses som inter­es­se­be­to­nede mar­ke­rin­ger, der definerer uddan­nel­serne i et særligt per­spek­tiv og sigter på at forsvare eller hæve vel­færds­ud­dan­nel­ser­nes sam­funds­mæs­sige status – i skarp kon­kur­rence med øvrige og aktuelt mere pre­sti­ge­fyldte uddan­nel­ser såsom jura, økonomi og medicin.

I for­læn­gelse af det sidste og kritiske per­spek­tiv på vel­færds­ud­dan­nel­serne og ‑pro­fes­sio­nerne, som også tenderer mod at udlægge de beskrevne problemer som en form for piveri over tabte pri­vil­e­gier, herunder et tab af den særlige mening, vel­færds­pro­fes­sio­nelle gennem årene har haft relativ frihed til at etablere i forhold til deres uddan­nelse og arbejde, er spørgs­må­let, hvilke nye former for menings­dan­nelse, som kan opstå i den aktuelle situation? Brodersen (2009) har gennem en historisk analyse påvist trans­for­ma­tio­ner af de vel­færds­pro­fes­sio­nel­les etos eller raison d’être, fra at være tæt knyttet til idealer i den uni­ver­sa­li­sti­ske vel­færds­stat (f.eks. demokrati, lighed, soli­da­ri­tet, social sikkerhed og uddan­nelse for alle) til i stigende grad at være knyttet til idealer i kon­kur­ren­ce­sta­ten (effek­ti­vi­tet, moder­ni­se­rings­i­ver, kon­kur­ren­ce­evne, flek­si­bi­li­tet og videns­ba­se­ring). Dette er blot et eksempel på en ny og ganske ander­le­des form for menings­dan­nelse, som kan opstå, når en anden og tidligere menings­dan­nelse står for fald. Der er for­ment­lig andre og mere kom­pli­ce­rede, knudrede og ambi­va­lente typer menings­dan­nelse blandt vel­færds­pro­fes­sio­nelle i dag. 

Temaets artikler og bidrag

Tema­num­me­ret rummer 5 artikler. I temaets første artikel, Menings­tab og menings­dan­nelse i lærer- og pæda­gog­pro­fes­sio­nerne – Pro­le­ta­ri­se­ring, ind­skrænk­ning af mening og ‘ond’ optimisme af Jakob Ditlev Bøje, Dion Rüsselbæk Hansen, Michael Paulsen og Bjørn Ribers, tager for­fat­terne afsæt i den fru­stra­tion og util­freds­hed, der aktuelt synes at præge mange fol­ke­sko­le­læ­re­res forhold til deres arbejde. For­fat­terne ind­kred­ser i for­læn­gelse heraf, hvordan man teoretisk og kon­cep­tu­elt kan begribe og forstå særligt menings­tab i vel­færds­ud­dan­nel­serne. De nærmer sig begrebet fra for­skel­lige teo­re­ti­ske per­spek­ti­ver; et marxi­stisk, materielt per­spek­tiv, et kul­turkri­tisk per­spek­tiv samt et affektivt-dis­­kur­sivt per­spek­tiv, og de dis­ku­te­rer, hvordan disse per­spek­ti­ver tilbyder for­skel­lige og kom­ple­men­te­rende blikke på begrebet meningstab.

Mens Bøje m.fl. under­sø­ger menings­tab (og menings­dan­nelse) fra for­skel­lige teo­re­ti­ske per­spek­ti­ver, er Jan Thorhauge Fre­de­rik­sens afsæt empirisk. Han ana­ly­se­rer i artiklen, Hvad betyder klasse, køn og etnicitet for de vel­færds­pro­fes­sio­nelle uddan­nel­sers status? udvik­lin­gen i søgningen til de fire største vel­færds­pro­fes­sio­ner og rek­rut­te­rin­gen for fær­di­g­ud­dan­nede vel­færds­pro­fes­sio­nelle i termer af klasse, køn og etnicitet. Med brug af begrebet social lukning forstår han pro­fes­sio­ner­nes sociale selek­ti­vi­tet som en indikator for deres status og dermed den sam­funds­mæs­sige aner­ken­delse (eller mangel på samme), der knytter sig til uddan­nel­serne. I artiklen viser Fre­de­rik­sen, at alle fire pro­fes­sio­ner rek­rut­te­rer fra domi­ne­rede sam­funds­grup­per, og han peger på, at der således er tale om svag social lukning, om end der er forskel på uddan­nel­serne. Hvor sygepleje- og soci­al­rå­d­gi­ver­ud­dan­nel­serne er mere lukkede end de to pæda­go­gi­ske pro­fes­sio­ner (lærere og pædagoger). Samlet set peger artiklen dog på, at den svage sociale lukning kan ses som udtryk for en mangel på aner­ken­delse og status, hvilket for den enkelte pro­fes­sio­nelle kan skabe udfor­drin­ger i relation at legi­ti­mere valget af en sådan pro­fes­sion, der udadtil er ken­de­teg­net ved ikke at være eks­klu­sivt, selektivt, anerkendt og respektabelt.

Hvor artiklens to første artikler bidrager med over­flyv­nin­ger teoretisk og empirisk-sta­ti­stisk, går tema­num­me­rets øvrige artikler tættere på, hvordan menings­dan­nelse og menings­tab kommer til udtryk blandt stu­de­rende og under­vi­sere ved velfærds- og professionsuddannelserne.

Martin Blok Johansen stiller i artiklen, Vi kan ikke få øje på, hvad var meningen? Om pro­­fes­sions­­højskole-under­vi­­se­res oplevelse af mening og menings­tab, skarpt på netop, hvad der skaber og udfordrer under­vi­sere på vel­færds­ud­dan­nel­ser­nes menings­dan­nelse? I artiklen fre­m­a­na­ly­se­res nogle af de for­plig­ti­gel­ses­ud­for­drin­ger, som under­vi­sere på pro­fes­sions­højsko­lerne aktuelt er spændt ud mellem, med særligt fokus på krav om prak­si­stil­knyt­ning og forsk­nings­for­ank­ring. Artiklen viser, at der er klare hæld­nin­ger mod, at praksis val­o­ri­se­res positivt, mens forskning er mere negativt val­o­ri­se­ret. Dette synes at hænge sammen med en bekymring blandt under­vi­serne for, at et øget fokus på forskning vil ske på bekost­ning af prak­siskob­lin­gen, og at dette fokus trækker resurser ud af under­vis­ning i stedet for at berige den. Og ikke mindst, at forskning opleves som endnu et krav blandt mange i et i forvejen hårdt presset arbejds­liv. Tilsammen kan disse ople­vel­ser føre til fru­stra­tion og et muligt menings­tab blandt underviserne.

På lignende vis kommer vi i artiklen, Uddan­nel­sens tid – Uddan­nel­ses­et­no­gra­fi­ske studier blandt dyr­læ­ge­stu­de­rende og sygeple­jestu­de­rende, af Vibeke Røn Noer, Anita Lyngsø og Camilla Kirketerp Nielsen, tæt på, hvordan pro­fes­sions­højsko­lestu­de­rende fra hen­holds­vis sygeple­jer­­ske- og dyr­læ­ge­stu­diet oplever og håndterer stu­di­e­hver­da­gen i et studieliv præget af øgede krav om fremdrift og hurtighed. Artiklen viser, at det for de stu­de­rende er vigtigt og menings­gi­vende at gøre en forskel for de dyr og mennesker, som er de pågæl­dende pro­fes­sio­ners omdrej­nings­punkt. Men artiklen peger samtidig på, at denne menings­ska­belse sættes under pres i en stu­di­e­hver­dag præget af et øget tidspres, hvor stu­di­e­stra­te­gier fokuseret på at overstå og bestå risikerer at fortrænge grund­la­get for, at de stu­de­rende lærer sig pro­fes­sio­nel ageren og døm­me­kraft. På den vis kæder artiklen stu­di­e­mil­jø­ets krav om hurtighed og effek­ti­vi­tet sammen med de stu­de­ren­des stra­te­gier og måder at håndtere disse krav, og den argu­men­te­rer for et opgør med ’gøre­mål­stravlhe­den’ i begge henseender. 

I temaets sidste artikel, Kunsten at skabe uddan­nelse fuld af mening og dialog – Et studie af uddan­nelse i og med kunst og æstetik, under­sø­ger for­fat­terne Astrid Kidde Larsen, Michael Nygaard Sander og Lise My Engrob Adamsen med inspira­tion fra Biestas tænkning om (ud)dannelse samt Lave og Wengers prak­siste­ori, hvorvidt og hvordan under­vis­ning og ople­vel­ser i og med kunst og æstetik kan bidrage til menings­fuld (ud-)dannelse. Omdrej­nings­punk­tet er del­ta­ger­nes ople­vel­ser i og mulig­he­der for treklang af sub­jek­ti­vi­se­rende, kva­li­fi­ce­rende og soci­a­li­se­rende ople­vel­ser i (ud-)dannelsesprocesser med kunst og æstetik, som plan­læg­ges og gen­nem­fø­res med den pæda­go­gi­ske pro­fes­sions­ud­dan­nel­ses dobbelte og anven­del­ses­o­ri­en­te­rede formål in mente.  Og en central pointe i artiklen er, at det, på trods af den tydelige målsty­ring i uddan­nel­ses­sy­ste­met, er muligt at skabe uddan­nelse med mening, hvis der er rig mulighed for del­ta­gelse, kon­ti­nu­er­lig udveks­ling og dialog med verden.

Ud over de fem nævnte artikler rummer tema­num­me­ret yder­li­gere to bidrag i ”Pæda­go­gik­kens glemmebog” – DpT’s serie om histo­ri­ske tekster, der fortsat har relevans for aktuelle temaer og spørgsmål. Det drejer sig om dels K.E. Løgstrups fore­læs­ning fra 1981 om Skolens formål og dels en gen­læs­ning og kommentar til denne tekst af M. Pahuus med titlen: De to kul­tu­rover­le­ve­rin­ger. Løgstrups fore­læs­ning er valgt, fordi den kan hjælpe os med at huske på, hvad der er eller måske bør være skolens formål, nemlig til­væ­rel­ses­op­lys­ning. Dette formål, som også omtales som ”et fristed for frie mennesker til at finde ud af tingene sammen”, og som ”oplysning om den til­væ­relse, vi har med og mod hinanden”, kan fortsat være samlende og menings­ska­bende i en tid, hvor skole og uddan­nelse let kan komme til at handle om snæver kva­li­fi­ce­ring, employ­a­bi­lity, indi­vi­du­elle præ­sta­tio­ner og at komme hurtigst muligt igennem systemet. Samtidig er det relevant at forholde sig kritisk til denne diko­to­mi­ske opdeling af skolens formål i (A) til­væ­rel­ses­op­lys­ning og (B) kva­li­fi­ce­ring – hvilket M. Pahuus gør i sit bidrag. Han giver således flere eksempler på under­vis­nings­for­mer (bl.a. emne/projektarbejde), hvor de to formål og deres til­hø­rende kul­tu­rover­le­ve­rin­ger, natur­vi­den­skab på den ene side og kunst, religion og filosofi på den anden, supplerer hinanden og synes at gå op i en højere enhed. Gen­nem­gå­ende læser og gengiver Pahuus dog Løgstrup på dennes egne præmisser.

Refe­ren­cer

Brodersen, M. (2009). Fra ’pro­fes­sio­ner’ til ’felt for vel­færds­ar­bejde’. Tids­skrift for arbejds­liv, 11(3): 32 – 48.

DpT (2016). Pro­le­ta­ri­se­ring af videns­ar­bejde? Dansk pæda­go­gisk Tids­skrift nr. 2.

Fre­de­rik­sen, J.T. & Fenger, N. (2019). 25 års brok – i kryds­fel­tet mellem pæda­gogstu­de­ren­des for­vent­nin­ger og pæda­gog­ud­dan­nel­sens insti­tu­tio­nelle rammer. Forskning i pæda­go­gers pro­fes­sion og uddan­nelse, 3(1): 30 – 43.

Hjort, K. (2012). Det affektive arbejde. København: Samfundslitteratur.

For­fat­tere

Giv et bidrag

Værsgo’ – du kan frit læse
Dansk pæda­go­gisk Tidsskrift!

Hvis du synes om det, du læser, og gerne vil have, at tids­skrif­tet bliver ved med at eksistere, håber vi, at du vil give et bidrag.

Scan med dit mobilkamera
Klip på knappen for at støtte