Aktuelt peger en række tendenser i relation til velfærdsuddannelserne på, at disse er under pres: Søgningen og optaget af studerende er flere steder vigende, ligesom det fremhæves, at for få såkaldt dygtige studerende søger mod velfærdsuddannelserne (særligt læreruddannelsen); uddannelserne (navnlig pædagoguddannelsen) hævdes at være underfinansierede, og de fremstilles jævnligt negativt i den offentlige debat; endelig er frafaldet visse steder højt, og de studerendes tilbagemeldinger i bl.a. evalueringer og kvalitetsmålinger er ofte kritiske (Frederiksen og Fenger, 2019). Billedet varierer naturligvis fra uddannelse til uddannelse, men generelt synes uddannelserne og mere generelt det velfærdsstatslige menneske- eller omsorgsarbejde at være udfordret (Hjort, 2012). Samme billede træder frem, når det gælder de nordiske lærer- og pædagoguddannelser (på nær Finland). Men hvordan kan disse problematikker knyttet til velfærdsprofessionerne forstås? Er der tale om en form for meningskrise i velfærdsuddannelser og –professioner? Og i givet fald, hvad er det så, der skaber henholdsvis mening og meningstab?
Traditionelt har velfærdsprofessionerne været forstået som såkaldte kaldsprofessioner, hvor ønsket om at gøre en forskel for det enkelte menneske har spillet en vigtig menings – og identitetsgivende rolle. Men hvordan ser det ud i dag? Hvad er det, som stadig – men måske i mindre grad – ansporer studerende til at søge ind på velfærdsuddannelserne, og hvad oplever de i mødet med uddannelse og arbejde? Man kan spørge, om udfordringerne som skitseret ovenfor bunder i uddannelsernes økonomi og politiske organisering i form af målstyring, manglende timer til undervisning, akademisering og proletarisering af vidensarbejde (DpT, 2016)? Eller om italesættelsen af problemerne snarere skal ses som interessebetonede markeringer, der definerer uddannelserne i et særligt perspektiv og sigter på at forsvare eller hæve velfærdsuddannelsernes samfundsmæssige status – i skarp konkurrence med øvrige og aktuelt mere prestigefyldte uddannelser såsom jura, økonomi og medicin.
I forlængelse af det sidste og kritiske perspektiv på velfærdsuddannelserne og ‑professionerne, som også tenderer mod at udlægge de beskrevne problemer som en form for piveri over tabte privilegier, herunder et tab af den særlige mening, velfærdsprofessionelle gennem årene har haft relativ frihed til at etablere i forhold til deres uddannelse og arbejde, er spørgsmålet, hvilke nye former for meningsdannelse, som kan opstå i den aktuelle situation? Brodersen (2009) har gennem en historisk analyse påvist transformationer af de velfærdsprofessionelles etos eller raison d’être, fra at være tæt knyttet til idealer i den universalistiske velfærdsstat (f.eks. demokrati, lighed, solidaritet, social sikkerhed og uddannelse for alle) til i stigende grad at være knyttet til idealer i konkurrencestaten (effektivitet, moderniseringsiver, konkurrenceevne, fleksibilitet og vidensbasering). Dette er blot et eksempel på en ny og ganske anderledes form for meningsdannelse, som kan opstå, når en anden og tidligere meningsdannelse står for fald. Der er formentlig andre og mere komplicerede, knudrede og ambivalente typer meningsdannelse blandt velfærdsprofessionelle i dag.
Temaets artikler og bidrag
Temanummeret rummer 5 artikler. I temaets første artikel, Meningstab og meningsdannelse i lærer- og pædagogprofessionerne – Proletarisering, indskrænkning af mening og ‘ond’ optimisme af Jakob Ditlev Bøje, Dion Rüsselbæk Hansen, Michael Paulsen og Bjørn Ribers, tager forfatterne afsæt i den frustration og utilfredshed, der aktuelt synes at præge mange folkeskolelæreres forhold til deres arbejde. Forfatterne indkredser i forlængelse heraf, hvordan man teoretisk og konceptuelt kan begribe og forstå særligt meningstab i velfærdsuddannelserne. De nærmer sig begrebet fra forskellige teoretiske perspektiver; et marxistisk, materielt perspektiv, et kulturkritisk perspektiv samt et affektivt-diskursivt perspektiv, og de diskuterer, hvordan disse perspektiver tilbyder forskellige og komplementerende blikke på begrebet meningstab.
Mens Bøje m.fl. undersøger meningstab (og meningsdannelse) fra forskellige teoretiske perspektiver, er Jan Thorhauge Frederiksens afsæt empirisk. Han analyserer i artiklen, Hvad betyder klasse, køn og etnicitet for de velfærdsprofessionelle uddannelsers status? udviklingen i søgningen til de fire største velfærdsprofessioner og rekrutteringen for færdiguddannede velfærdsprofessionelle i termer af klasse, køn og etnicitet. Med brug af begrebet social lukning forstår han professionernes sociale selektivitet som en indikator for deres status og dermed den samfundsmæssige anerkendelse (eller mangel på samme), der knytter sig til uddannelserne. I artiklen viser Frederiksen, at alle fire professioner rekrutterer fra dominerede samfundsgrupper, og han peger på, at der således er tale om svag social lukning, om end der er forskel på uddannelserne. Hvor sygepleje- og socialrådgiveruddannelserne er mere lukkede end de to pædagogiske professioner (lærere og pædagoger). Samlet set peger artiklen dog på, at den svage sociale lukning kan ses som udtryk for en mangel på anerkendelse og status, hvilket for den enkelte professionelle kan skabe udfordringer i relation at legitimere valget af en sådan profession, der udadtil er kendetegnet ved ikke at være eksklusivt, selektivt, anerkendt og respektabelt.
Hvor artiklens to første artikler bidrager med overflyvninger teoretisk og empirisk-statistisk, går temanummerets øvrige artikler tættere på, hvordan meningsdannelse og meningstab kommer til udtryk blandt studerende og undervisere ved velfærds- og professionsuddannelserne.
Martin Blok Johansen stiller i artiklen, Vi kan ikke få øje på, hvad var meningen? Om professionshøjskole-underviseres oplevelse af mening og meningstab, skarpt på netop, hvad der skaber og udfordrer undervisere på velfærdsuddannelsernes meningsdannelse? I artiklen fremanalyseres nogle af de forpligtigelsesudfordringer, som undervisere på professionshøjskolerne aktuelt er spændt ud mellem, med særligt fokus på krav om praksistilknytning og forskningsforankring. Artiklen viser, at der er klare hældninger mod, at praksis valoriseres positivt, mens forskning er mere negativt valoriseret. Dette synes at hænge sammen med en bekymring blandt underviserne for, at et øget fokus på forskning vil ske på bekostning af praksiskoblingen, og at dette fokus trækker resurser ud af undervisning i stedet for at berige den. Og ikke mindst, at forskning opleves som endnu et krav blandt mange i et i forvejen hårdt presset arbejdsliv. Tilsammen kan disse oplevelser føre til frustration og et muligt meningstab blandt underviserne.
På lignende vis kommer vi i artiklen, Uddannelsens tid – Uddannelsesetnografiske studier blandt dyrlægestuderende og sygeplejestuderende, af Vibeke Røn Noer, Anita Lyngsø og Camilla Kirketerp Nielsen, tæt på, hvordan professionshøjskolestuderende fra henholdsvis sygeplejerske- og dyrlægestudiet oplever og håndterer studiehverdagen i et studieliv præget af øgede krav om fremdrift og hurtighed. Artiklen viser, at det for de studerende er vigtigt og meningsgivende at gøre en forskel for de dyr og mennesker, som er de pågældende professioners omdrejningspunkt. Men artiklen peger samtidig på, at denne meningsskabelse sættes under pres i en studiehverdag præget af et øget tidspres, hvor studiestrategier fokuseret på at overstå og bestå risikerer at fortrænge grundlaget for, at de studerende lærer sig professionel ageren og dømmekraft. På den vis kæder artiklen studiemiljøets krav om hurtighed og effektivitet sammen med de studerendes strategier og måder at håndtere disse krav, og den argumenterer for et opgør med ’gøremålstravlheden’ i begge henseender.
I temaets sidste artikel, Kunsten at skabe uddannelse fuld af mening og dialog – Et studie af uddannelse i og med kunst og æstetik, undersøger forfatterne Astrid Kidde Larsen, Michael Nygaard Sander og Lise My Engrob Adamsen med inspiration fra Biestas tænkning om (ud)dannelse samt Lave og Wengers praksisteori, hvorvidt og hvordan undervisning og oplevelser i og med kunst og æstetik kan bidrage til meningsfuld (ud-)dannelse. Omdrejningspunktet er deltagernes oplevelser i og muligheder for treklang af subjektiviserende, kvalificerende og socialiserende oplevelser i (ud-)dannelsesprocesser med kunst og æstetik, som planlægges og gennemføres med den pædagogiske professionsuddannelses dobbelte og anvendelsesorienterede formål in mente. Og en central pointe i artiklen er, at det, på trods af den tydelige målstyring i uddannelsessystemet, er muligt at skabe uddannelse med mening, hvis der er rig mulighed for deltagelse, kontinuerlig udveksling og dialog med verden.
Ud over de fem nævnte artikler rummer temanummeret yderligere to bidrag i ”Pædagogikkens glemmebog” – DpT’s serie om historiske tekster, der fortsat har relevans for aktuelle temaer og spørgsmål. Det drejer sig om dels K.E. Løgstrups forelæsning fra 1981 om Skolens formål og dels en genlæsning og kommentar til denne tekst af M. Pahuus med titlen: De to kulturoverleveringer. Løgstrups forelæsning er valgt, fordi den kan hjælpe os med at huske på, hvad der er eller måske bør være skolens formål, nemlig tilværelsesoplysning. Dette formål, som også omtales som ”et fristed for frie mennesker til at finde ud af tingene sammen”, og som ”oplysning om den tilværelse, vi har med og mod hinanden”, kan fortsat være samlende og meningsskabende i en tid, hvor skole og uddannelse let kan komme til at handle om snæver kvalificering, employability, individuelle præstationer og at komme hurtigst muligt igennem systemet. Samtidig er det relevant at forholde sig kritisk til denne dikotomiske opdeling af skolens formål i (A) tilværelsesoplysning og (B) kvalificering – hvilket M. Pahuus gør i sit bidrag. Han giver således flere eksempler på undervisningsformer (bl.a. emne/projektarbejde), hvor de to formål og deres tilhørende kulturoverleveringer, naturvidenskab på den ene side og kunst, religion og filosofi på den anden, supplerer hinanden og synes at gå op i en højere enhed. Gennemgående læser og gengiver Pahuus dog Løgstrup på dennes egne præmisser.
Referencer
Brodersen, M. (2009). Fra ’professioner’ til ’felt for velfærdsarbejde’. Tidsskrift for arbejdsliv, 11(3): 32 – 48.
DpT (2016). Proletarisering af vidensarbejde? Dansk pædagogisk Tidsskrift nr. 2.
Frederiksen, J.T. & Fenger, N. (2019). 25 års brok – i krydsfeltet mellem pædagogstuderendes forventninger og pædagoguddannelsens institutionelle rammer. Forskning i pædagogers profession og uddannelse, 3(1): 30 – 43.
Hjort, K. (2012). Det affektive arbejde. København: Samfundslitteratur.
