TEMAINDLEDNING: Overgange – i lyset af det moderne institutionelle liv – findes liminaliteten?

Tekla Canger, Tomas Ellegaard

Menneskelivet er fyldt med overgange fra en status til en anden. Centralt er overgangen fra barn til voksen. Men der er også andre overgange som i de fleste kulturer er betydningsfulde – fx fra den familie hvor man er barn til den familie, man former ved ægteskab, eller overgangen fra liv til død.

Overgangene er karakteriseret ved bevægelse i tid og sted; ved transition fra en kontekst til en anden. Men først og fremmest er de karakteriseret ved at den enkeltes samfundsposition forandres. I traditionelle samfund har dette ofte karakter af et abrupt brud. Ikke mindst den britiske antropolog Victor Turner har forholdt sig til dette brud (Victor W. Turner, 1972), og der er da også flere af artiklerne i dette temanummer der direkte refererer til hans teori. Turner “genopdagede” etnografen van Genneps (Gennep, 1977) (oprindeligt 1909) arbejde om overgangsritualer: rites de passage. Turner peger i sin læsning af Gennep på, at der indgår 3 faser i overgangsritualet: Separation, transition og (gen)integration. I separationen forlader personen sin tidligere sociale position og status – fx som barn, og i integrationsfasen indtræder personen i sin nye sociale position – fx som voksen. Men Turner fokuserede særligt på den anden fase: transitionen, som han karakteriserede liminalitet. Liminalitet er kendetegnet ved at personen befinder sig i et ind i‑mellem socialt rum. Dette rum er er en slags socialt limbo, hvor den eller de person(er) der gennemgår overgangen ikke skal leve op til nogle sociale forventninger. Det er et rum fyldt med tvetydighed og uklarhed, og det er et rum der i høj grad defineres af deltagerne selv, og hvor der (som følge af tvetydigheden) ikke er nogen der bestemmer. Samtidig danner det ramme om nogle irreversible processer, og det kan forstås som et farefyldt rum uden for samfundets fastlagte strukturer og normer; deraf forståelsen af ‘limbo’.

Disse liminale faser, der i Turners optik er et vilkår, ser imidlertid afgørende anderledes ud i moderne samfund, hvor vi ser en differentiering, institutionalisering, civilisering og pædagogisering af overgangene.

DIFFERENTIERING OG INSTITUTIONALISERING

Tilsyneladende er der i dag mange flere overgangstrin end tidligere: Hvor man tidligere groft sagt havde to store overgange i barndommen, at starte i skole og efter skolen at ‘træde ind i de voksnes rækker’, er barndom og ungdom i dag en lang vej gennem institutioner. De fleste børn og unge er i dag således i institutioner fra de er ganske små og til langt op i voksenlivet. I takt med at institutionaliseringen har taget til, er overgange derfor i høj grad blevet overgange fra en institutionel kontekst til en anden. Fx fra spædbarn til vuggestuebarn. Fra børnehavebarn til skolebarn. Fra skolebarn til ung(domsuddannelse). Fra at være studerende til at være i arbejde. Fra arbejdende til pensionist osv.

I Turners etnografisk baserede definition af transitioner er et vigtigt element, at det liminale rum i høj grad styres af deltagerne selv. I vore dage er det snarere institutionerne, der sætter rammer (og ind i mellem regler) for overgangene. Samtidigt er overgangene netop nogen der har med begyndelse eller afslutning af personers løbebane i en institution at gøre. Et eksempel på dette kunne være RUS-ture – som i stedet for at være overladt til de studerendes egen styring i stigende omfang bliver underlagt samfundets og “de voksnes” krav om at det skal foregå ‘ordentligt’ – uden krænkelser eller overdreven indtagelse af alkohol.

CIVILISERING OG PÆDAGOGISERING

Dette sidste peger på i hvert fald ritualer i forbindelse med overgange i stigende omfang er blevet civiliseret. Overgangsritualer har indtil for nyligt ofte været kendetegnet af en løssluppen råhed som dog i stigende omfang, som netop RUS-ture underkastes krav om, at de ikke skal overskride grænser(!) (Pedersen, 2019).
Man kan forstå dette som, at overgange bliver stadigt mere ‘civiliserede’ (Elias, 1994). I det hele taget er der
en stigende opmærksomhed på at overgange skal foregå ordentligt. Fra samfundets side lader der til at være et øget fokus på, at overgange skal være så optimale som muligt for den enkelte; og dette på tværs af aldre og institutioner. Det drejer sig derfor om at tilrettelægge overgange så gnidningsløst og problemfrit som det kan lade sig gøre. Og når dette ikke foregår gnidningsløst, problematiseres og patologiseres dette i et vist omfang. Overgange er blevet pædagogiseret. Dette sker med fx begreber som sammenhæng, brobygning, kontinuitet, parathed osv.; begreber der kobles direkte til planlægning og tilrettelæggelse af opdragelse og undervisning. Vi ser en optagethed af at lette overgangene, først og fremmest ved at gøre det enkelte menneske parat til overgangen til næste trin, men også ved at tilrettelægge de institutionelle overgange på ‘civiliserede’ og pædagogiske måder. Optagetheden af parathed begrundes ofte primært psykologisk. Men det er også åbenlyst, at der er et øget økonomisk fokus på at få børn og unge så hurtigt, og derfor helst gnidningsløst, som muligt gennem uddannelsessystemet.

Der er en opmærksomhed rettet mod, hvordan man bedst muligt gør vuggestuebørn selvhjulpne, så de klarer overgangen til børnehave gnidningsfrit; der er fokus på at gøre børnehavebørn skoleparate, så skolens kultur, logikker og krav ikke fremstår som alt for overvældende; der er diskussioner af hvordan indskolings- og mellemtrin bedst muligt overleverer børn til næste afdeling, og der er et øget fokus på uddannelsesparathed og vejledning i folkeskolens ældste klasser; hvordan sikrer man at unge mennesker er parate til at indgå i de uddannelsessammenhænge som tilbydes efter endt skoletid? Hvad stiller man op med de elever som man ikke ‘formår at gøre parate til ungdomsuddannelse’? Og hvordan skal man i det hele taget anskue overgange for mennesker – børn, unge og voksne – som ikke lever op til den forestillede linearitet og ‘normalbiografi’?

Ønsket om at skabe sammenhænge i børn og unges liv, på langs såvel som på tværs, er i princippet prisværdigt, men hvilke utilsigtede konsekvenser får dette øgede fokus på uproblematiske overgange? Hvilke ideer om institutionens betydning i sig selv installerer man i børns og unges bevidsthed?
Hvordan bliver et overgangsfokus til et fokus på lige netop overgangen og ikke på det der ligger ude i fremtiden? Bliver det vanskeligt at adskille de forskellige institutionelle sfærer? Og betyder det at børneliv bliver en lang institutionssmøre uden pauser? Og hvad stiller man op med de børn og unge der ikke, mod forventning, agerer som man forventer når nu man har gødet jorden til en problemfri overgang?
Afslutningsvis kan man spørge, hvordan disse historiske forandringer stiller Turners og Genneps teoretiske begreber om overgangsriter og liminalitet. Spørgsmålet er, om liminalitet med den definition som Turner i sin tid gav overhovedet findes længere:

Et rum som er klart på grænsen mellem sociale positioner. Et limbo. Eller om modernitet, arbejde og pædagogik har betydet, at der ikke findes andet end reminiscenser af liminalitet? Turner var faktisk selv inde på noget lignende i en artikel fra 1982 (Turner, 1982). Her argumenterer han for, at det liminale ikke længere findes i det moderne samfund, men at dette er erstattet af hvad han betegner som det liminoide. Herved forstår Turner at der er noget der er som om det liminale; men ikke er det. Det liminale er fuldt integreret i det sociale liv oghverdagen – og er alvorligt, farligt og irreversibelt. Det liminoide derimod er prøvende og eksperimenterende.

Det kan findes i kunst, leg og det der er tilbage af ritualer. Uden direkte reference minder Turners betragtninger på mange måder om det som den engelske psykoanalytiker Winnicott taler om, når han taler om overgange og overgangsfænomener (Winnicott, 1990). Også han betonede det legende og eksperimenterende i overgange. (Måske sigende for pædagogiseringen af overgange, er Winnicott dog mere kendt for, teorier om hvordan man kan lette overgange, fx behovet for at tage noget med fra ens tidligere position – et overgangsobjekt).

Under alle omstændigheder er der en fortsat stigende interesse for at tilrettelægge overgange på hensigtsmæssige måder. En interesse som går som en underliggende rød tråd igennem størstedelen af de artikler, der indgår i dette tema om overgange.

Temaet består af seks artikler, der på hver sin måde tematiserer, diskuterer og problematiserer overgange fra en institutionel kontekst til en anden, eller fra en tilstand til en anden. Temaet indledes med Bjørg Kjær, Dil Bach og Karen Ida Dannesboes artikel Når du kommer i skole, så går det altså ikke!, der diskuterer børnehavens arbejde med at forberede ‘de store børn’ på skolen. Artiklen baserer sig på klassiske teorier om ‘rites de passage’ og viser hvordan den rituelle overgang skabes gennem særlige symboler og aktiviteter for gruppen af kommende skolebørn, og hvordan disse symboler og aktiviteter på sin vis skaber et særligt billede af skolen og ideer om passende adfærd i en institutionel kontekst som børnene i udgangspunktet ikke har forudsætninger for at kende.

Temaets anden artikel, Kira Christensens artikel Børnehavens arbejde med børns overgang til skolen, har også overgange fra børnehave til skole som omdrejningspunkt, men fokuserer nærmere på hvilke institutionelle logikker og forståelser der gør sig gældende, når børnehavepædagoger arbejder med børns overgang til skolen og hvilke betydninger disse logikker og forståelser har for, hvordan børnehaveliv organiseres og for hvordan børnehaveliv og børnehavebørn forstås.

Den viser blandt andet hvordan forsøg på at skabe kontinuitet i overgangen også medfører at skolen på naturlig vis synes at flytte ind i børnehavens hverdagsliv.

I den tredje artikel flyttes fokus fra overgange mellem børnehave og skole til overgangen mellem mellemtrin og udskoling i folkeskolen. Helene Falkenberg illustrerer i sin artikel, Overgange i udskolingen – institutionelle skæringer mellem barndom og ungdomsliv, hvordan en institutionel adskillelse af børneskole og overbygningsskole bidrager til at gøre elevernes overgange til en bevægelse fra barndom til ungdom via et forsøg på ungdomsgørelse. Hun viser hvordan effekten af denne ungdomsgørelse er fremkomsten af en populær (kønnet) kategori, som gøres til den kulturelt værdsatte måde for pigerne, at gøre overgange på, hvilket sætter dem på overarbejde i det sociale skoleliv.

Den næste artikel, “Jeg vidste ikke helt, hvad det var jeg ville være, når jeg blev … voksen” Om unges overgange i skoleog uddannelseslivet, og de udfordringer der følger med af Frostholm, Gravesen og Mikkelsen, vender vi endnu engang blikket til en anden type overgange, nemlig overgange mellem grundskole og ungdomsuddannelse eller overgange mellem forskellige ungdomsuddannelser. Artiklen tager sit afsæt i kvalitative interviews med unge fra hhv. en produktionsskole og en VUC-afdeling. Disse interviews danner afsæt for en analyse af unges egne perspektiver på overgange og udfordringer med overgange. Artiklens analyse viser at uddannelses- og fremtidsvalg for de interviewede unge kan være en svær og udfordrende proces, og at opbakning, sparring og vejledning både fra hjemmefronten og fra skole- og uddannelsessystemet er af afgørende betydning for de unges navigationer på vej imod voksenlivet.

Temanummerets femte artikel, Overgange i uddannelser – Fortællinger, horisonter og repertoirer af Ulriksen, Madsen og Holmegaard, følger 22 unge i overgangen mellem ungdomsuddannelse og valg af videregående uddannelse. I artiklen diskuterer forfatterne hvordan skabelsen af fortællinger, kan skabe en sammenhæng for den enkelte over tid, hvordan man kan forstå de horisonter den enkelte har for overgangen til det nye sted, samt hvilket repertoire, den enkelte kan trække på i overgangen.

Artiklens sigte er at vise hvordan disse tre elementer kan bidrage til at man kan forstå hvordan man kan indgå i nye sammenhænge på måder, som bliver opfattet som legitime, og hvordan man kan forsøge at skabe en overensstemmelse mellem det man kommer med, de forestillinger man havde, og de forventninger og krav, som findes i den nye sammenhæng.

Temanummerets sidste artikel, fra hårdkogte indsatte til skrøbelige udsatte af Nanna Koch Hansen, vender blikket væk fra overgange mellem to etablerede institutioner, og hen imod overgange mellem fængsel og løsladelse. Artiklen undersøger socialpædagogiske forestillinger om afsonere under overgangen fra fængsling til løsladelse og adresserer hvilke forestillinger om hhv. afsonere og overgange der karakteriserer den socialpædagogiske praksis og hvilke implikationer det får for tilrettelæggelsen af en særlig udslusningspædagogik. Artiklen viser, hvordan udslusningspraksis baserer sig på særlige forestillinger om både fængslets påvirkning og om afsonernes væsen.

Derudover peger forfatteren på at ambitionen om afinstitutionalisering snarere synes at give sig udslag i en ominstitutionalisering, hvor afsonerne søges afvænnet fra én institutionstype blot for at blive tilpasset en ny.
Samlet belyser temanummeret om overgange, hvordan overgange forstås på mangfoldige måder, og hvordan overgange i en pædagogisk forståelsesramme muligvis har til hensigt at skabe harmoni og gnidningsfrie forhold, men samtidig lader til at have en række utilsigtede konsekvenser og gør ‘noget’ ved de aktører som er genstand for disse pædagogiserede og institutionaliserede forestillinger om ‘den gode overgang’.