Kom­pro­mis­løs­ag­tig nat­klub­pæ­da­go­gik – Safer space-ambas­sa­­dø­rers seksu­al­po­li­ti­ske praksis og udspændte meningsproduktion

Adam Gilbert Jespersen

Med afsæt i safer space-poli­tik­ker og interview med safer space-ambas­sa­­dø­rer på en sexpo­si­tiv og queer-ori­en­te­ret tech­no­klub i København under­sø­ger artiklen, hvilke mønstre der kan siges at ken­de­tegne safer space-arbejdets menings­pro­duk­tion, og hvordan disse kan tolkes i relation til andre tryg­heds­prak­sis­ser i nat­te­li­vet. Inter­viewene er foretaget som led i etno­gra­fisk fel­t­ar­bejde, hvor forskeren selv har deltaget som safer space-ambas­sa­­dør, og er afledt heraf rammesat som tale inden for praksis. Artiklen viser med tre ana­ly­ti­ske nedslag, pædagogen, klubben og pæda­go­gik­ken, hvordan safer space-arbejdets løsagtige forhold til kon­trakt­lig­gø­relse, mar­keds­gø­relse og ret­lig­gø­relse øjen­syn­lig­gør prak­sis­sens kom­pro­mis­løs­ag­tige menings­struk­tur. I relation til safer space-ambas­sa­­dø­rers insi­ste­ren på stræben som mål, community som klub­til­bud­dets form og samtykke som grund­prin­cip, uddybes det, hvordan polære hensyn tolkes som præmis for arbejdet snarere end som anledning til faste kom­pro­mis­dan­nel­ser og gene­ra­li­se­rede handlingsanvisninger.

I de senere år er der i det køben­havn­ske natteliv blevet intro­du­ce­ret en række ini­ti­a­ti­ver med det til fælles at skulle øge fest­del­ta­ge­res tryghed, bl.a. ved at sætte ind over for seksuelle kræn­kel­ser og diskri­mi­na­tion. I mange tilfælde knyttes disse ini­ti­a­ti­ver til den femi­ni­stisk for­ank­rede term safer space, og nogle steder er såkaldte safer space-ambas­sa­­dø­rer (i det kommende bare kaldet ambas­sa­dø­rer) ansat til at (med)skabe tryggere rum, forebygge og håndtere over­skri­del­ser af grænser samt undervise i god opførsel.

Artiklen formidler én af en række analyser, som mit fel­t­ar­bejde på nat­klub­ben Ved Siden Af indtil videre har affødt, og har foruden at belyse ambas­sa­dø­rers polære menings­pro­duk­tion også til hensigt at intro­du­cere den pæda­go­gi­ske offent­lig­hed til felten og arkivere prak­sis­sens til­bli­vel­ses­pro­ces. Nær­væ­rende analyse tager afsæt i klubbens safer space-poli­tik­ker samt to interview fra slut­nin­gen af 2021 med de på daværende tidspunkt ansvars­ha­vende og mest erfarne ambas­sa­dø­rer, Denise og Sofie, og foreslår, hvordan safer space-ambas­sa­­dø­rers menings­pro­duk­tion kan loka­li­se­res i det pæda­go­gi­ske prak­sisland­skab. Målet er ikke så meget at fastslå endeligt, hvad safer space-arbejdet består i, eller at tænke mod det ved at afsløre det som pro­ble­ma­tisk. Der er nærmere tale om et forsøg på at tænke med dets udspændt­he­der og foreslå en række ana­ly­ti­ske nøgler til videre åbning af forskningsfeltet.

Ved Siden Af, Club Mafia og Køben­havns Frie Promotere

Den køben­havn­ske natklub Ved Siden Af (VSA) pro­fi­le­rer sig som en sexpo­si­tiv og queer-ori­en­te­ret tech­no­klub. Folkene bag kørte tidligere under­grund­s­klub­ben Et Andet Sted på Grønt­or­vet i Valby, men måtte efter blot otte måneder flytte og endte som følge af kommunale regler om støjzoner i 2018 med at overtage kæl­der­lo­ka­ler ved Råd­hus­plad­sen. Her oplevede klubbens personale og community en til­strøm­ning af nye gæster, der ikke var bekendte med miljøets såvel skrevne som uskrevne regler og værdier. For­an­le­di­get af denne situation blev der mobi­li­se­ret et ”sam­ta­le­forum mellem klub­gæn­gere, som syntes, det var vigtigt at forbedre tingene” (Denise). Dette førte til etab­le­rin­gen af Club Mafia, der startede som et fri­vil­ligt akti­vi­stisk fore­ta­gende, men som på et tidspunkt begyndte at tage imod betaling, både på VSA og i andre dele af det alter­na­tive natteliv. Generelt er nat­te­li­vet kendt for at udgøre et domæne for unge men­ne­skers alko­ho­lind­tag, for­hand­ling af dag­sti­dens normer og kon­trol­le­ret kon­trol­tab (Søgaard, 2013: 108), og ”(u)tryghed antages ofte at være et natur­gi­vet fænomen, ligesom kon­trol­til­tag, der er iværksat for at sikre tryghed, frem­stil­les som apo­li­ti­ske” (Søgaard, 2014: 32). Apolitisk skal her ikke forstås i direkte relation til par­tipo­li­tik, men nærmere som synonymt med vær­di­neut­ral eller ikke-normativ. Club Mafia har i denne for­bin­delse skilt sig ud ved at repræ­sen­tere et eksplicit politisk opgør med nat­te­li­vets scripts og normer samt ved ligefrem at ville ”uddanne folk” (Hove Olsen & Sheuer-Hansen, 2018). Deres pæda­go­gi­ske inter­ven­tion blev i starten mødt med en del for­ar­gelse, men allerede året efter, i 2019, blev der i København intro­du­ce­ret en række ikke-akti­vi­sti­­ske indsatser med på sin vis beslæg­tede formål, såsom Unge Ravne og Køben­havns Kommunes nat­te­vær­ter. Andre nat­klub­ber har også sidenhen taget selve safer space-termen til sig (Ibyens redaktion, 2018).

Både VSA og Club Mafia er medlemmer af Køben­havns Frie Promotere (KFP), der udgøres af en række aktører fra det, de selv kalder det kulturbårne(overfor drukbårne) natteliv. VSA adskiller sig imid­ler­tid fra andre medlemmer ved at have en fast base og være loka­li­se­ret så centralt i København som Råd­hus­plad­sen. I starten af 2022 vedtog KFP’s medlemmer at forpligte sig på et fælles safer space-manifest, som også vil inddrages i analysen. Både KFP og Club Mafia har desuden været repræ­sen­te­ret i et advisory board, der har vejledt Køben­havns Kommunes Restau­ra­tions- og Nat­te­livs­plan 2021. I denne ind­vars­les der en række tiltag, som kan synes meget lig KFP’s manifest, f.eks. ”klarere ret­nings­linjer for den for­ven­tede og accep­table adfærd hos nat­te­li­vets gæster” og ”en større til­ste­de­væ­relse af myn­dig­heds­per­so­ner, der kan guide folk” (Køben­havns Kommune, 2021). Club Mafia er ikke længere aktive på gulvet, men siden september 2021, hvor nat­klub­berne genåbnede efter covid-19-ned­luk­­ning, har VSA anvendt et internt hold af ambas­sa­dø­rer. Dette hold admi­ni­stre­res primært af en af artiklens infor­man­ter, Denise, som også har været aktiv i Club Mafia fra begyndelsen.

Poly­a­morøs prak­siste­ori og tale inden for praksis

Idet artiklen har for øje at åbne døren på klem til en under­be­lyst afkrog af pæda­go­gik­ken snarere end at lukke videns­hul­ler i et vel­e­tab­le­ret felt, er dens ana­ly­se­stra­tegi med inspira­tion fra både den under­søgte felt selv og filosof Kirsten Hyldgaard (2022: 52, 148) ken­de­teg­net ved en vis spe­ku­la­tiv løs­ag­tig­hed fremfor målrettet gåde­løs­ning. I et interview bruger køns­for­skerne Mathias Danbolt og Dorthe Staunæs beteg­nel­sen poly­a­morøs (ori­en­te­ring mod flere samtidige seksu­al­part­nere) til at beskrive deres åbne forhold til affektteori(er) (Danbolt et al., 2015: 12 – 13). Nær­væ­rende artikel kan siges at være forankret i prak­siste­o­rien i så poly­a­morøs en forstand, at den, som kul­tur­te­o­re­ti­ke­ren Andreas Reckwitz plæderer for, omfavner såvel Pierre Bourdieus praxe­o­logi som Judith Butlers per­for­ma­ti­vi­tet­ste­ori (Reckwitz, 2002: 243 – 44). Der opereres i det følgende med en for­stå­else af praksis som ken­de­teg­net ved på én gang kropslige og menings­tilskrevne adfærds­møn­stre (Ibid.: 250), der (re)produceres ved gen­ta­gelse og citering (Butler, 2020a: 88).

Det over­ord­nede per­spek­tiv for den etno­gra­fi­ske under­sø­gelse, som artiklen her formidler en af ana­ly­serne fra, trækker på Jean Lave og Etienne Wengers sociale og situerede blik på læring (Lave & Wenger, 1991). Læring er her ken­de­teg­net ved, at prak­sis­fæl­les­ska­bers nyankomne gennem del­ta­gelse i moden praksis bevæger sig fra position som legitim perifer deltager (lpd) henimod fuld del­ta­gelse (fd). I følgende analyse vil per­spek­ti­vet ikke anvendes aktivt, men snarere tjene som metaoptik, og der vil i henhold hertil skelnes mellem community som empirisk objekt og prak­sis­fæl­les­skab som analytisk kategori i analysen af com­mu­ni­tyet. Praksis skal i denne sam­men­hæng forstås som med­ska­bel­sen af tryggere rum.

Selv at indtage rollen som ambas­sa­dør var ikke noget, jeg på forhånd havde sigtet efter, men da jeg i for­bin­delse med mit øvrige obser­va­tions­ba­se­rede fel­t­ar­bejde blev det tilbudt, forekom det mig at være en ene­stå­ende chance for at tilegne mig et situeret indblik i arbejdet. Som socio­lo­gen Lee Monaghan viser med sit forsk­nings­anspo­rede arbejde som dørvagt, er det afgørende for empi­ri­pro­duk­tio­nen, hvorvidt for­sker­sub­jek­tet opfattes som autentisk repræ­sen­tant for den praksis, der under­sø­ges (Monaghan, 2003). Jeg har i den henseende været pri­vil­e­ge­ret, derved at jeg qua fore­gå­ende del­ta­gelse som lpd i prak­sis­fæl­les­ska­bet, en nær ven som gate­ke­e­per og en oprigtig interesse for safer space-arbejdet fra starten er blevet tolket som in-group. Fel­t­ar­bej­det begyndte i efteråret 2021 og har indebåret syv vagter af hver seks til ti timer som ambas­sa­dør. Stort set fra starten har det situerede lærings­per­spek­tiv også infor­me­ret min del­ta­gelse (lpd) i felten/praksisfællesskabet (Hasse, 2003: 72), hvorved min del­ta­gelse kan loka­li­se­res i et spæn­dings­felt mellem social mester­lære og pæda­go­gisk forskning. Den per­son­lige sam­men­fil­tring med felten afsted­kom­mer meget vel blinde vinkler, men den har syntes helt afgørende for pro­jek­tets adgangs- og mulig­heds­be­tin­gel­ser og er, vil jeg hævde, langt mere produktiv end hæmmende for analysen.

Da jeg med denne artikel agter at belyse safer space-arbejdets pæda­go­gi­ske menings­pro­duk­tion snarere end praksis selv, trækkes der mindre på mine feltnoter og mere på to interview fra slut­nin­gen af 2021 med de på daværende tidspunkt ansvars­ha­vende og mest erfarne ambas­sa­dø­rer, Denise og Sofie. Inter­viewene tager med inspira­tion fra socio­nau­tics (Demant et al., 2010: 148) afsæt i fælles erfa­rin­ger fra felten for på den måde at styrke betin­gel­serne for en social og prak­sisnær empi­ri­pro­duk­tion, uden at denne – som jeg med et mere direkte afsæt i egne prak­si­ser­fa­rin­ger kunne risikere – blot repræ­sen­te­rer egne menings­tilskri­vel­ser. Infor­me­ret af son­drin­gen mellem tale om og tale inden for praksis (Lave & Wenger, 1991: 107 – 109) har jeg forsøgt at stimulere betin­gel­serne for sidst­nævnte ved som lpd at bidrage med kon­struk­tivt naive per­spek­ti­ver og spørgsmål (Ibid.: 117) inden for prak­sis­sens spørgerum (Wack­er­hau­sen, 2004: 20). Artiklens genstand er således over­ve­jende loka­li­se­ret på det sproglige/diskursive område, men ud fra en prak­siste­o­re­tisk optik, der ikke pri­vil­e­ge­rer dette. Diskurs forstås her som niveleret med andre prak­sis­for­mer, som for prak­sis­sen menings­fuld sproglig kon­struk­tion af verden (Reckwitz, 2002: 254).

Ana­ly­ti­ske åbninger

Med henblik på at kon­tek­stu­a­li­sere safer space-arbejdets pæda­go­gi­ske menings­pro­duk­tion, kon­sul­te­rer artiklen que­er­te­ori og norm­kri­tisk pædagogik samt forskning i (nat)klubber og safer spaces, i for­læn­gelse af hvilke den foreslår en række polære begrebs­par til at beskrive den sociale praksis’ menings­pro­duk­tion. Da der snarere er tale om åbningen af et nyt forsk­nings­om­råde i kryds­fel­tet mellem aktivisme, pædagogik og tryg­heds­ar­bejde end lukningen af videns­hul­ler, har jeg vurderet det mere gavnligt for analysens for­mid­lings­kraft med løbende refe­ren­cer til relevant lit­te­ra­tur end med en klassisk ind­le­dende forsk­nings­over­sigt, da en sådan ville pege i mange retninger og alligevel skulle gentages løbende.

Artiklen vil i tre ana­ly­se­af­snit med fokus på pædagogen, klubben og pæda­go­gik­ken vise, hvordan safer space-arbejdets løsagtige forhold til hen­holds­vis kon­trakt­lig­gø­relse, mar­keds­gø­relse og ret­lig­gø­relse øjen­syn­lig­gør dets udspændt­he­der mellem polære hensyn, ken­de­teg­nende for det, vi kan kalde en kom­pro­mis­løs­ag­tig (nat)klubpædagogik. Begrebet kom­pro­mis­løs­ag­tig er blevet til i ana­ly­se­ar­bej­det og skal læses som et skizonym, et sammensat ord med to menings­fulde skæ­rings­punk­ter: Kom­pro­­mis­­løs-agtig henviser til arbejdets insi­ste­ren på ikke at kom­pro­mit­tere polære hensyn samt ander­ken­del­sen af i praksis ikke i absolut forstand at kunne undgå dette, mens kompromis-løsagtig henviser til en mod­magts­o­ri­en­te­ret præ­fe­rence for løse (ikke-fikserede) og queer (afbøjede og subver­sive) kompromisdannelser.

Pædagogen: Ambas­sa­dø­rer­nes kalds­lig­nende omsorgsarbejde

På VSA er det lønnede tryg­heds­ar­bejde, som ken­de­teg­ner dør­vagts­pro­fes­sio­nen, delt mellem tre parter: dørvagter, pickere og ambas­sa­dø­rer, hvoraf dør­vag­ters område i grove træk begrænses til det, udsmidere historisk har varetaget (Søgaard, 2013: 177), mens pickere står for selek­tio­nen af, hvilke gæster der gives adgang til klubben, og ambas­sa­dø­rer over­ve­jende varetager det ser­vi­ce­mæs­sige og pæda­go­gi­ske arbejde på gulvet. VSA og KFP bruger, som det er blevet normen i akti­vi­sti­ske miljøer, termen safer fremfor safe space ud fra en aner­ken­delse af ikke i absolut forstand at kunne indfri løfter om fuld­kom­men tryghed for alle samt under­strege arbejdets fokus på stræben fremfor endemål. I dette afsnit vil det vises, hvordan safer space-arbejdet kan forstås som en løsagtig kon­trakt­lig­gø­relse af et skjult omsorgs­ar­bejde i com­mu­ni­tyet. Omsorgs­ar­bej­det er blevet kon­trakt­lig­gjort og pæda­go­gi­se­ret for at bevare og beskytte det førhen mere under­grunds­ba­se­rede community, der for­an­le­di­get af klubbens relo­ka­li­se­ring til Indre By har oplevet en udvidet berø­rings­flade til main­­stream-nat­te­li­­vets scripts og normer for (seksuel) interaktion.

Ifølge Denise og Sofie er safer space-arbejdet ikke noget, de har overtaget (ovenfra) fra nat­te­li­vets kon­ven­tio­nelle tryg­heds­ar­bejde, men snarere en kon­trakt­lig­gø­relse (nedenfra) af en førhen almen omsorgs­fuld praksis i com­mu­ni­tyet. Da klubben åbnede, var ambas­sa­dør blot en uformel beteg­nelse for faste gæster, som kunne repræ­sen­tere denne omsorgs­fulde praksis, og begge infor­man­ter beskriver, hvordan rollen som ambas­sa­dør ikke ligger så fjernt fra deres fore­gå­ende eller øvrige væremåde på klubben:

Sofie: […] jeg kan ikke rigtig tage til fest uden at holde øje med det hele; hvis jeg ser nogen, der sidder alene og har det dårligt eller sådan noget, så går jeg over til dem med det samme

Der kan således (retrospek­tivt om ikke andet) siges at være tale om, at safer space-arbejdet er begyndt som skjult arbejde (Vammen, 1982). Sidenhen har det for Denises ved­kom­mende i en mel­lem­pe­ri­ode haft karakter af fri­vil­ligt akti­vi­stisk arbejde qua hendes enga­ge­ment i Club Mafia, mens det for Sofies ved­kom­mende nærmere har kunnet betegnes som bag­grunds­ar­bejde, idet hun var ansat på klubben som bartender, hvormed safer space-arbejdet lå bagom hendes formelle arbejdsopgaver:

Sofie: […] på det tidspunkt havde vi jo […] kun de her regler og så havde vi Club Mafia en sjælden gang i mellem, og så endte det ligesom bare med at være mig, der altid lidt tog de ting, der nu engang kunne opstå

Siden da er rollen som ambas­sa­dør blevet direkte lønnet arbejde, hvilket har medført skærpede krav til nytte- og mål­o­ri­en­te­ring (Mottelson, 2017: 56 – 57). Denise beskriver, hvordan hun nogle gange oplever ”det der imposter-syndrom, fordi der jo ikke er nogen uddan­nelse i at være safer space”, mens Sofie beskriver det para­doksale i, at jo bedre prak­sis­fæl­les­ska­bet fungerer, jo mere over­flø­dig bliver rollen som safer space­­-ambas­sa­­dør: ”Det er også fedt, når der bare er en aften, hvor alt spiller […] men det føles fandeme også underligt at blive betalt for sådan at gå lidt rundt”. Herved kan vi se, hvordan kon­trakt­lig­gø­rel­sen afsted­kom­mer krav til ambas­sa­dø­rerne selv om at skulle levere et godt stykke arbejde.

I for­bin­delse med at ansætte nye til jobbet har VSA gjort sig en række over­vej­el­ser omkring, hvad der ken­de­teg­ner den gode ambas­sa­dør: ”[…] du skal være utrolig empatisk og bare være sådan ’det handler over­ho­ve­det ikke om mig lige nu’” (Denise). De inderlige altru­i­sti­ske motiver, som prak­sis­sen knyttes til, kan siges at ken­de­tegne en kalds­lig­nende pædagogik, derved at ambas­sa­dø­rerne må have ”opmærk­som­he­den rettet mod udforsk­nin­gen af det gode […] for­mu­le­ret som for­skel­lige varianter af fri­gø­relse” (Ibid.: 50). Disse forsøges inte­gre­ret i (fremfor kom­pro­mit­te­ret af) kon­trakt­lig­gø­rel­sen, for som Sofie siger om de i hendes optik for­bil­led­lige klubber i Berlin, så er fælles stræben efter et tryggere rum for dem ”mere bare sådan en way of doing”.  I for­læn­gelse heraf beskriver begge infor­man­ter, hvordan der med det, at safer space-politik de senere år er blevet trendy, følger risici for, at folk engagerer sig af de forkerte grunde. I antro­po­log Thomas Friis Søgaards under­sø­gelse af dørvagter er arbejds­gi­verne ligeledes mistænk­somme overfor ansøgeres motiver for at indtræde i jobbet, men hvor det der drejer sig om body­bu­il­der­ty­pen, for hvilken dør­vagtstit­len formodes at bidrage til en selv­for­tæl­ling om maskulin over­le­gen­hed (Søgaard, 2013), lægges der i for­bin­delse med ansæt­tel­sen til jobbet som ambas­sa­dør vægt på, at det godt kan ”blive lidt for femi­ni­stisk akti­vis­t­ag­tigt. Og det ved jeg godt, vi startede som, men det skal ikke være en personlig motiveret selv­re­a­li­se­rings­ting, du gør” (Denise). Ligesom det i Søgaards under­sø­gelse er body­bu­il­dertypen, der mistæn­ke­lig­gø­res, er der her ikke tale om en deva­lu­e­ring af femi­ni­stisk aktivisme, men snarere tværtimod en mistænksom­hed over for den femi­ni­sti­ske aktivist som pro­fi­ta­bel iden­ti­tets­mar­kør i et spil om, hvad vi kunne kalde subkul­tu­rel kapital (Wilson, 2006: 135).

Klubben: Community på markedsvilkår

Safe(-r) spaces har fra nogle af de første beteg­nel­ser som sådanne (i homo- og kvin­de­mil­jøer i slut­nin­gen af 1960’erne) været ken­de­teg­net ved community building som metode til at etablere trygge, afgræn­sede com­mu­ni­ties (Kenney, 2001: 21, 24). Ofte har disse abonneret på et ideal om inklusiv sepa­ra­tisme (Ibid.: 111 – 13), udspændt mellem en bred sags­o­ri­en­te­ret inklu­si­vi­tet og en særlig omsorg for (vari­e­rende) mar­gi­na­li­se­rede grupper. I dette afsnit vil det vises, hvordan safer space-arbejdet på VSA sigter efter at (med)skabe for­plig­tende fæl­les­ska­ber, ken­de­teg­net ved en slags inklusiv sepa­ra­tisme, samt hvordan arbejdets løsagtige forhold til mar­keds­gø­relse frem­kal­der en sondring mellem ikke at gøre noget forkert og at gøre det rigtige. I sin analyse af Torontos rave-miljø foreslår Brian Wilson (2006: 157) tre begrebs­lig­gø­rel­ser af community, som jeg også vil hævde pro­duk­tive for en for­stå­else af com­mu­ni­tyet på VSA: fore­stil­lede, iden­ti­tets­ba­se­rede og forbrugsbaserede.

Fore­stil­lede fæl­leska­ber knytter sig til fore­stil­lin­gen om en fælles sag, og de fleste medlemmer har meget vel ikke mødt hinanden, men kan alligevel føle sig forbundne gennem en sådan fore­stil­ling (Wenger, 2010: 184). Når der tales om com­mu­ni­tyet på VSA, er der ikke tale om en formelt afgrænset gruppe, men et fore­stil­let fæl­les­skab af folk med en fælles sag og praksis, den bedre fest og det tryggere rum:

Denise: Jeg har i hvert fald ikke oplevet den samme merge af folk, men det er nok også fordi, at rave-miljøet er mere sådan com­mu­ni­tybå­ret […] Du kan i hvert fald ikke have en sexpo­si­tiv klub, hvis alle render rundt og er egoister

Com­mu­ni­tyet kan forstås som iden­ti­tets­ba­se­ret i en iden­ti­tetspo­li­tisk forstand, derved at ambas­sa­dø­rerne opererer med en opmærk­som­hed overfor måderne, hvorpå forskelle og ligheder ram­me­sæt­ter, hvilke liv der repræ­sen­te­res som for­stå­e­lige og til­gæn­ge­lige for for­skel­lige personer. Repræ­sen­ta­tion kan med andre(s) ord både handle om ”iden­ti­fi­ka­tions­mu­lig­he­der og dannelse til at indgå i et mang­fol­digt demo­kra­tisk samfund” (Gundersen & Roien, 2018: 282). På baggrund af et ideal om social ret­fær­dig­hed pri­o­ri­te­res queers, trans­køn­nede, nonbinære[1], BIPoCs[2] og andre mar­gi­na­li­se­rede personer i nogen grad, både i døren, i per­so­na­let og i lineuppet (DJ’s) for at tilbyde (identifikations)muligheder for dem, der ikke nød­ven­dig­vis flyder i sådanne. Der er her ikke tale om kvoter, men snarere et vedtaget hensyn: ”Jeg synes helt klart, at det er rigtigt, at man gør det, at man vælger [mino­ri­te­ter] til, men man skal virkelig hele tiden huske at tjekke ind med sig selv” (Denise). Dette citat vidner om arbejdets kom­pro­mis­løs­ag­tige udspændt­hed: Hensynet til iden­ti­tets­ba­se­ret repræ­sen­ta­tion er helt klart rigtigt, men ambas­sa­dø­ren bør samtidig hele tiden mærke efter, om eller hvordan det er det rigtige i den konkrete situation.

Som en del af nat­te­li­vets ople­vel­se­s­ø­ko­nomi er com­mu­ni­tyet omkring VSA også på sin vis for­brugs­ba­se­ret: ”Vi sælger jo en queerklub, og vi sælger et community og en musikpro­fil” (Denise). Et særegent træk ved klubbens produkt er dog, at community ikke kun til­skri­ves mening som klub­til­bud­dets indhold, men tillige dets form, idet den fest­kul­tur, som KFP og VSA repræ­sen­te­rer, forsøges forskudt fra nat­te­liv­s­ø­ko­no­mi­ens kon­ven­tio­nelle pro­­du­­cent/­­for­­bru­­ger-forhold henimod et mindre asym­me­trisk vært/gæst-forhold (lpd/fd-forhold), hvor alle har et fælles ansvar for rummet: ”Create a feeling of ownership. Guests and promoters should not just act according to rules […] Whenever you enter a safer space, you become a part of it and rep­re­sen­ta­tive of it” (KFP, 2022).

Den måde, hvorpå com­mu­ni­tyet til­skri­ves mening, er meget lig de nøg­le­for­tæl­lin­ger om frihed, demokrati og mar­keds­gø­relse, der ken­de­teg­ner fritids- og ung­dom­s­klub­pæ­da­go­gers pro­fes­sions­i­den­ti­tet (Ringskou et al., 2020). Der kan således (om ikke andet på et menings­plan) spores kritisk-fri­­gø­­rende pæda­go­gi­ske træk på tværs af den tra­di­tio­nelle klub­pæ­da­go­gik og det, vi kan kalde nat­klub­pæ­da­go­gik­ken: ”Arbejdet med mål­grup­pens ret til at være deltagere i klubbens for­skel­lige fæl­les­ska­ber indebærer et særligt blik for børn og unge i udsatte posi­tio­ner og en opmærk­som­hed i forhold til, at fæl­les­ska­berne skal byde dem velkomne som vær­di­fulde, aktive deltagere” (Ibid.: 70).

I begge klub­kon­tek­ster finder vi desuden en bekymring over, at mar­keds­gø­rel­sen truer det pæda­go­gi­ske arbejde, men hvor bekym­rin­gen for fritids- og ung­dom­s­klub­berne særligt knyttes til udfor­drin­ger med få nok kunder i butikken (Ibid.: 73), går bekym­rin­gen for VSA snarere på, at den popu­la­ri­tet, som klubben, rave-miljøet og que­er­s­ce­nen har opnået de senere år, til­træk­ker mange gæster, der tænker sig som kunder i butikken, forstået ved at de står i kø, betaler, over­hol­der reglerne og derpå føler, at de har gjort deres. Sofie beskriver, hvordan del­ta­gerne både i tiden som under­grund­s­klub før relo­ka­li­se­rin­gen til Indre By og nu igen efter safer space-inter­­ven­tio­­nen og sam­funds­mæs­sige bevæ­gel­ser som #MeToo kan siges at opføre sig ordent­ligt, men at der er sket et skifte: Nu gør de som regel ikke noget forkert, men ofte gør de heller ikke det rigtige: ”Den der community-ting er der ligesom ikke mere på samme måde, så man passer ikke på hinanden på samme måde” (Sofie). Dette skal ikke forstås som en generel karak­te­ri­stik, men som et mønster, og Sofie fremhæver også, at den til­sy­ne­la­dende øgede forekomst af indi­vi­du­a­li­stisk for­bru­ger­men­ta­li­tet i nogen grad kan komme af det øgede fokus på gæsters opførsel.

Pæda­go­gik­ken: (Sex)positiv tryghed og norm­kri­tisk samtykkeprincip

I mit fel­t­ar­bejde har jeg flere gange noteret mig en tese blandt personale og stam­gæ­ster om, at det især er, når sex ikke tillades i rummet, at der finder kræn­kel­ser sted. Dette ud fra en logik om, at inter­ak­tions­for­mer, når ikke de åbent kan prak­ti­se­res eller tales om, risikerer at hvile på fikserede anta­gel­ser og normer snarere end samspil og dialog. I dette afsnit vil det i relation hertil vises, hvordan arbejdet ud fra dets stræben efter (sex)positiv tryghed opererer med et bredt samtyk­ke­prin­cip, der kan tolkes som en løsagtig ret­lig­gø­relse. Dette med en hensigt om at bremse hete­ro­nor­ma­tive anta­gel­ser, scripts og normer, men ikke så meget for at skabe orden som for at skabe plads til ellers under­trykte queer iden­ti­fi­ka­tio­ner, ori­en­te­rin­ger og prak­sis­ser. Med et sådant princip kan arbejdet forstås som queer-ori­en­te­ret, ikke blot i en iden­ti­tetspo­li­tisk forstand ved at pri­o­ri­tere bestemte iden­ti­te­ter, men også i en mere norm­kri­tisk (og ‑kreativ) pæda­go­gisk forstand ved at ville skabe rum for det ubestemte og selv­be­stemte.

Et væsent­ligt element i arbejdet er en insi­ste­ren på (ikke at negligere) posi­ti­vi­tet som normativ vær­di­lad­ning og mere deskrip­tivt som beteg­nelse for til­ste­de­væ­relse eller aktivitet (do’s) i mod­sæt­ning til fravær eller pas­si­vi­tet (don’ts): ”Encourage your guests’ positive behaviour by for­mu­lat­ing ’do’s’ as well as ’don’ts’” (KFP, 2022). Denne posi­ti­vi­tet kommer særligt til udtryk ved klubbens menings­pro­duk­tion ved­rø­rende sex: Klubben kalder sig sexpo­si­tiv og forsøger aktivt at agere modvægt til udskam­­nings- eller bekym­rings­dis­kur­ser, der ude­luk­kende arti­ku­le­rer, hvad der er upassende. Sådanne diskurser kan tage form af diskri­mi­na­tion, f.eks. homo­fo­bisk hadtale og slut­sha­m­ing, men kan også findes i f.eks. ”mere tra­di­tio­nelle sygdoms- og risi­ko­be­to­nede tilgange til seksu­a­lun­der­vis­ning” (Simovska & Roien, 2018: 67), der anlægger et  ensidigt negativt fokus på poten­ti­elle farer ved­rø­rende sex.

Det er som udgangs­punkt tilladt at have sex og at være nøgen på VSA, og i klubbens darkroom er det, for at gøre plads til de sexlystne, kun tilladt at opholde sig i for­bin­delse med sexy time (som skiltene siger). Når jeg har snakket med gæster, synes deres vurdering af en fest mest at afhænge af viben (atmos­fæ­ren), musikken og dan­se­gul­vet, men til fester med mere eks­pli­citte sextemaer har jeg flere gange noteret, at gæster i en slags alvorlig spøg brokker sig over, at musikken er for god til, at folk gider have sex. Dette ikke nød­ven­dig­vis så meget fordi ved­kom­mende, der brokker sig, selv har lyst, men fordi den seksuelle løs­ag­tig­hed synes at gøre noget godt for festens atmosfære. Særligt angående denne, rummets atmosfære, knyttes førnævnte insi­ste­ren på (sex)positivitet til repræ­sen­ta­tion og tryghed, derved at løs­ag­tig­he­den anses for at kunne(!) skabe rum for og tryghed til queer (identifikations)muligheder. Som et udbredt træk ved safer space-politik arti­ku­le­res tryghed ikke ude­luk­kende negativt som tryghed fra, men også og især positivt som tryghed til (Lewis et al., 2015). Denne sondring kan med hen­vis­ning til Isaiah Berlins ana­ly­ti­ske skelnen mellem negativ og positiv frihed (Berlin, 2005) også betegnes som hen­holds­vis negativ og positiv tryghed. Negativ tryghed er ken­de­teg­net ved et fravær af f.eks. fare eller frygt, mens positiv tryghed er ken­de­teg­net ved poten­ti­a­ler for f.eks. prak­sis­ser og udtryksformer.

Sex må her forstås som blot et af mange udtryk, den positive tryghed kan have, i et socialt landskab af prak­sis­ser, dog med en ofte kraftig atmos­fæ­risk ladning. Sex og nøgenhed i rummet kan være empowe­ring, men også over­væl­dende eller græn­se­over­skri­dende, og situ­a­tio­ner, hvor gæster uden at blive rørt eller begloet føler sig utrygge ved andres seksuelle udfol­delse, kan blotlægge arbejdets udspændt­hed mellem hensyn til positiv og negativ tryghed.

Ligesom det gælder for sex- og swin­ger­klub­ber, er der i tråd med den sexpo­si­tive linje et udtalt fokus på samtykke som grundlag for (seksuelt) samvær på klubben. Dette kommer til udtryk i klubbens regler om, at der hverken må røres eller stirres, før der på den ene eller anden måde er givet lov. Ind­førs­len samt hånd­hæ­vel­sen af disse regler kan forstås som en mod­magts­o­ri­en­te­ret ret­lig­gø­relse af det sociale rum. I starten var det et primært fokus for Club Mafia at udvide det negative tryg­heds­be­greb fra et ensidigt fokus på fysisk vold (mest mænd imellem) til også at tage (særligt ikke-mænds) ople­vel­ser af vold alvorligt: ”Dengang handlede det meget om sådan sexisme og andre sådan kræn­kel­ser; det var det primære fokus. Det er så blevet meget større end det” (Denise). I tråd med generelle tendenser inden for safer space-politik gøres (u)tryghed og kræn­kel­ser på VSA til spørgsmål om den enkeltes ople­vel­ser og kan således ikke bestemmes ud fra mate­ri­elle eller ’objektive’ forhold (Hill & Megson, 2020). Med denne for­skyd­ning afvises nat­te­li­vets mere ’objektive’ grænser for krænkende adfærd, og tryg­heds­ar­bej­det kommer i højere grad til at handle om at stimulere betin­gel­serne for, at deltagere kan have ”agensen til at kunne sige til og fra” (Denise). Samtykke bliver i denne for­bin­delse et generelt socialt princip og vedrører ikke kun det fysiske domæne:

Denise: […] man skal huske at tjekke ind med folk, om de rent faktisk vil have det, man gør ved dem, om det så er at bolle dem eller kalde dem et eller andet ord, de ikke vil kaldes, men det er i sit grund­prin­cip det samme

Safer space-arbejdet skriver sig således ind i det opgør med ytringers og hand­lin­gers kate­go­ri­ske skel, som blandt andre Judith Butler repræ­sen­te­rer (2020a: 181). Prin­cip­pet om ikke at kalde nogen noget, de ikke vil kaldes, gælder selvsagt skældsord/hadtale, men også f.eks. forkerte pro­no­mi­ner, og på det verbale område må samtykke ligesom på det fysiske gå forud for handling. Klubbens første regel lyder således: ”Don’t assume pronouns (she/he/they/it +), always ask first” (fra VSA’s begi­ven­he­der på Facebook). Dette værn mod anta­gel­sens vold er ét eksempel på, hvordan safer space-arbejdet er beslægtet med den mere kom­pro­mis­løse norm­kri­ti­ske pædagogik: ”Noget af det mest grund­læg­gende for inklusion i forhold til køn og seksu­a­li­tet er, at man ikke antager, at man på forhånd ved noget om andre ude­luk­kende ud fra, hvad man kan se” (Lodahl, 2018: 264).

Generelt er det på klubben ringagtet at antage, hvad andre ønsker, deraf også hvorvidt eller hvordan de f.eks. har brug for hjælp. Sofie udtaler i denne sam­men­hæng, at det i tilfælde af en konflikt for ambas­sa­dø­ren handler om ”at snakke med personen, der nu har været udsat for noget og også tale sammen med dem om, hvad der skal ske, inden man over­ho­ve­det begynder at snakke med dem, som har gjort noget”. Det skildres her, hvordan hensyn til selv­be­stem­melse og positiv tryghed ope­ra­tio­na­li­se­res og omsættes til en konkret pæda­go­gisk fordring om at yde omsorg fremfor at sank­tio­nere og om ikke at antage, hvorvidt og hvordan andre vil hjælpes.

Nyere krav til dørvagter om den ansvar­lige og ser­vi­ce­min­dede krop kon­no­te­rer mid­delklasse og tra­di­tio­nel femi­ni­ni­tet på måder, som mange dørvagter ikke kan iden­ti­fi­cere sig med (Søgaard, 2013: 126, 131), og løsningen på denne iden­ti­tets­kon­flikt bliver for mange dørvagter en ustabil syntese, den heroiske kriger-beskytter, der fungerer som ny legitim model for mandlig over­le­gen­hed (Ibid.: 135). Denne figur betegnes på VSA ofte som white knight og knyttes til en pri­vil­e­ge­ret parts fantasi om på heroisk vis at skulle redde ’de udsatte’. Det er her ikke så meget beskyt­tel­sen, der pro­ble­ma­ti­se­res, som det igen er den tole­ran­ce­pæ­da­go­gi­ske antagelse om (og selv­hæv­delse ved) andres behov for denne. Den pater­na­li­sti­ske omsorg (Butler, 2020b: 211, 218) forsøges således også kort­slut­tet med klubbens brede samtykkeprincip.

Parallelt med en sådan opmærk­som­hed på ikke at umyn­dig­gøre arbejdes der for, at mino­ri­te­ter ikke bebyrdes: ”[…] det er jo også derfor, vi har ambas­sa­dø­rer, […] så er det ikke den nonbinære, der skal stå og fortælle den her person, hvad det vil sige at være nonbinær” (Denise). At mino­ri­te­ter bebyrdes med ansvaret for at informere om, undervise i og kalde folk ud for diskri­mi­na­tion kan med racisme- og medi­e­for­sker Tess Skadegård Thorsens vide­re­tænk­ning af mino­ri­tets­be­skat­ning (cultural taxation), forstås som mino­ri­te­ters pæda­go­gisk ekstra­ar­bejde (Skadegård Thorsen, 2019: 41). Ambas­sa­dø­rerne har som opgave at påtage sig noget af dette ekstra­ar­bejde og i særlig grad forebygge, at mino­ri­te­ter reduceres til en slags til­gæn­ge­ligt undervisningsmateriale/”forsøgskaniner for alle sådan nogle nye, som ikke ved, hvordan man håndterer det” (Denise).

Safer space-arbejdets udspændt­he­der kan illu­stre­res med en situation fra mit fel­t­ar­bejde, hvor en kvindelig gæst henvender sig til mig og fortæller, at hun føler sig utryg ved en gruppe muskuløse og halvnøgne gæster med mandlige kropstegn, som fylder på dan­se­gul­vet og angi­ve­ligt udstråler en kraftig seksuel energi. Ud fra en analyse af, at der i samfundet hersker normer, som gør det mere legitimt og kon­se­kvens­løst for mænd at være topløse offent­ligt, tolker hun desuden deres adfærd som udtryk for maskulin pri­vil­e­gie­fejring. Ambas­sa­dø­ren må her tage gæstens oplevelse af negativ tryghed alvorligt, men kan samtidig ikke negligere hensynet til den positive tryghed, som er ladet i atmos­fæ­ren og de formodede ople­vel­ser hos gæsterne på dan­se­gul­vet. Det viser sig dernæst, at de opstemte gæster med mandlige kropstegn synes at rette den omtalte seksuelle energi mod hinanden, hvormed deres adfærd repræ­sen­te­rer queer positiv tryghed. Dette blot­læg­ger en yder­li­gere (klubbens) udspændt­hed, mellem hensyn til bred sags­o­ri­en­te­ret inklu­si­vi­tet og iden­ti­tets­ba­se­ret fæl­les­skab; ambas­sa­dø­rerne skal stræbe efter, at alle på klubben føler sig inklu­de­rede og trygge, men de må samtidig arbejde for at tilbyde (identifikations)muligheder for mar­gi­na­li­se­rede personer og prak­sis­ser. Dertil er det ikke fuld­kom­men givet, hvilket svar på situ­a­tio­nen, et isoleret hensyn til iden­ti­tets­ba­se­ret fæl­les­skab ville afsted­komme, da der både er et femi­ni­stisk hensyn til  kvinders tryghed fra mænds dominans og et mere que­er­po­li­tisk hensyn til at skabe mulig­heds­rum for ikke-hete­ro­­seksuel løs­ag­tig­hed at overveje. Endelig kan oven­stå­ende siges at gen­nem­kryd­ses af en (pæda­go­gens) udspændt­hed mellem inderlig altruisme og nyt­te­værdi, derved at ambas­sa­dø­ren skal være utrolig empatisk og gøre sig selv lige­gyl­dig, samtidig med at ved­kom­mende forventes at gøre et godt stykke arbejde. Jeg vil for at undgå den fuldkomne annek­te­ring af arbejdets menings­pro­duk­tion ikke komme ind på, hvordan den konkrette situation blev grebet an, men det er netop også en pointe for artiklen, at det, at praksis og menings­pro­duk­tion tolkes som gensidigt kon­sti­tu­e­rende, ikke betyder, at enkelte situ­a­tio­nelle kom­pro­mis­ser mellem polære hensyn kan siges at ophæve arbejdets iboende udspændtheder.

Kon­klu­sion

I DpT’s call til nær­væ­rende tema­num­mer spørges der, hvordan de seksu­al­po­li­ti­ske per­spek­ti­ver og dis­kus­sio­ner, som #MeToo-bølger og iden­ti­tetspo­li­ti­ske strøm­nin­ger har affødt, adres­se­res og håndteres i det pæda­go­gi­ske prak­sis­felt. Denne artikel tilbyder et forsk­nings­mæs­sigt smugkig til en på sin vis omvendt bevægelse, pæda­go­gi­se­rin­gen af et seksu­al­po­li­tisk prak­sis­felt, og viser, hvordan kryds­nin­ger mellem pædagogik og seksu­al­po­li­tik prak­ti­se­res og til­skri­ves mening i en tidlig fase af en sådan proces.

I artiklen er det blevet vist, hvordan safer space-arbejdet kan siges at være opstået ud af et forsøg på at beskytte prak­sis­fæl­les­ska­bet i for­bin­delse med den øgede forekomst af nyankomne, som VSA’s geo­gra­fi­ske loka­li­se­ring har for­an­le­di­get. Med den afledte løsagtige kon­trakt­lig­gø­relse forsøges com­mu­ni­ty­ets skjulte omsorgs­ar­bejde nytte- og mål­o­ri­en­te­ret på måder, der – ved at insistere på stræben som mål – ikke kom­pro­mit­te­rer ambas­sa­dø­rens inder­lig­hed. I relation til mar­keds­gø­relse er der blevet vist en lignende løsagtig kom­pro­mis­dan­nelse, derved at festerne forsøges solgt på måder, der – ved at insistere på community som klub­til­bud­dets form – ikke kom­pro­mit­te­rer klubbens kol­lek­ti­vi­tet. Og endelig er der blevet peget på en løsagtig ret­lig­gø­relse, som kommer til udtryk ved, at det sociale rum forsøges regel­bun­det på måder, der – ved at insistere på samtykke som grund­prin­cip – ikke kom­pro­mit­te­rer den (sex)positive tryghed. Dette afsted­kom­mer et tryg­heds­ar­bejde, der modsætter sig henfalden til den tole­ran­ce­pæ­da­go­gi­ske og pater­na­li­sti­ske omsorg, som der kan findes tegn på i dør­vagts­pro­fes­sio­nens til­pas­ning til krav om service og personlig tryghed, men det bevirker også en yderst udspændt menings­pro­duk­tion. Ved­rø­rende snart sagt alle de måder, hvorpå prak­sis­sen til­skri­ves mening, synes safer space-arbejdet at være udspændt mellem polære hensyn: Mellem inderlig altruisme og nyt­te­værdi, mellem bred inklu­si­vi­tet og iden­ti­tets­ba­se­ret fæl­les­skab, mellem positiv og negativ tryghed, mellem empower­ment og beskyttelse.

Disse udspændt­he­der forsøges ikke over­kom­met med faste kom­pro­mis­dan­nel­ser, men aner­ken­des snarere som præmissen for et seksual- og iden­ti­tetspo­li­tisk arbejde, der med stræben efter et tryggere rum for alle deltagere som sit ’mål’ prin­ci­pi­elt aldrig på forhånd kan afskrive nogle del­ta­ge­res ople­vel­ser som andres problem. Med dette kan vi ane kon­tu­rerne af en klub­pæ­da­go­gik, der ligesom fritids- og ung­dom­s­klub­pæ­da­go­gik­ken vil skabe for­plig­tende mulig­heds­rum med særlig opmærk­som­hed for de(t) mar­gi­na­li­se­rede, og der ligesom sex- og swin­ger­klub­ber accen­tu­e­rer sexpo­si­ti­visme og samtykke, men som i kraft af en dedi­ka­tion til stræben, kol­lek­ti­vi­tet og norm­kri­tik udmærker sig som det, vi kan kalde en kom­pro­mis­løs­ag­tig natklubpædagogik.

Refe­ren­cer

Berlin, I. (2005). To slags frihed. I I. Berlin, Den ideale stræben og andre essays. Gyldendal.

Butler, J. (2020a). Ordenes vold. Klim.

Butler, J. (2020b). Ikke­vol­dens styrke. Klim.

Danbolt, M., Pedersen, C. H., & Staunæs, D. (23. April 2015). Drej­nin­ger og dis­so­nan­ser – En samtale om affekt. Kvinder, Køn & Forskning: 9 – 18.

Demant, J., Ravn, S., & Thorsen, S. K. (2010). Club studies: Met­ho­do­lo­gi­cal per­specti­ves for resear­ching drug use in a central youth social space. Leisure Studies, pp. 141 – 152.

Gundersen, M. d., & Roien, L. A. (2018). Norm­kri­tisk seksu­a­lun­der­vis­ning. I L. A. Roien, V. Simovska, & C. Graugaard. Seksu­a­li­tet, skole og samfund (s. 273 – 298). Hans Reitzels Forlag.

Hasse, C. (2003). Mødet: Den antro­po­lo­gi­ske lære­pro­ces. I K. Hastrup, Ind i verden – en grundbog i antro­po­lo­gisk metode (s. 65 – 92). Hans Reitzel.

Hill, R. L., & Megson, M. In defence of safer spaces: Punk, privilege and safer spaces policies. Punk & Post Punk: 59 – 76.

Hove Olsen, P., & Sheuer-Hansen: (2018). 20 unge patrul­je­rer byens nat­klub­ber: Club Mafia kæmper mod gramseri og diskri­mi­na­tion på dan­se­gul­vet. Loka­li­se­ret på: politiken​.dk/​i​b​y​e​n​/​a​r​t​6​8​8​4​9​71/

Hyldgaard, K. (2022). Negativ pædagogik. Samfundslitteratur.

Ibyens redaktion. (7. December 2018). Guide: Her er 3 køben­havn­ske klubber med safer space-politik. Loka­li­se­ret på: politiken​.dk/​i​b​y​e​n​/​a​r​t​6​8​8​7​356

Kenney, M. R. (2001). Mapping Gay L.A.: The Inter­section of Place and Politics. Temple Uni­ver­sity Press.

KFP (2022). Safer Spaces. Hentet fra www.k‑f‑p.dk/en/ safer-spaces/

Køben­havns Kommune. (2021). Køben­havns Kommunes Restau­ra­tions- og Nat­te­livs­plan 2021.

Lave, J., & Wenger, E. (1991). Situated Learning: Legi­ti­mate Perip­he­ral Par­ti­ci­pa­tion. Cambridge Uni­ver­sity Press.

Lewis, R., Sharp, E., Remnant, J., & Redpath, R. (November 2015). ‘Safe Spaces’: Expe­ri­en­ces of Feminist Women-Only Space. Socio­lo­gi­cal research online: 1 – 14.

Lodahl, M. A. (2018). De fleste falder uden for normen. I L. A. Roien, V. Simovska, & C. Graugaard. Seksu­a­li­tet, skole og samfund (s. 253 – 272). Hans Reitzels Forlag.

Monaghan, L. (2003). Danger on the doors: bodily risk in a demonised occu­pa­tion. Health, Risk & Society, 11 – 32.

Mottelson, M. (2017). Pædagogik som teori, kunst, kald, håndværk, pro­fes­sion. I P. Ø. Andersen, & T. Ellegaard, Klassisk og moderne pæda­go­gisk teori (s. 41 – 62). Hans Reitzels Forlag.

Reckwitz, A. (2002). Toward a Theory of Social Practice. European Journal of Social Theory: 243 – 263.

Ringskou, L., Vengs­gaard, C., & Bach, C. (2020). Klub­pæ­da­go­gen mellem demokrati, frihed og mar­keds­gø­relse? Forskning i pæda­go­gers pro­fes­sion og uddan­nelse, 65 – 79.

Simovska, V., & Roien, L. A. (2018). Nøg­le­be­gre­ber i seksu­a­lun­der­vis­ning. I L. A. Roien, V. Simovska, & C. Graugaard. Seksu­a­li­tet, skole og samfund (s. 61 – 88). Hans Reitzels Forlag.

Skadegård Thorsen, T. S. (30. Juli 2019). Mino­ri­tets­be­skat­ning – et værktøj til at forstå opret­hol­delse af struk­tu­relle uligheder i dansk akademia. Kvinder, Køn og Forskning: 31 – 43.

Søgaard, T. F. (2013). Doormen: embodied masculi­nity and the political economy of security in the Danish nightlife. Aarhus University

Søgaard, T. F. (2014). Det trygge natteliv: Kontrol, fest og sociale græn­sed­rag­nin­ger i byens natteliv. Jordens folk – etno­gra­fisk tids­skrift: 28 – 35.

Vammen, T. (1982). Det skjulte arbejde: Nyere per­spek­ti­ver på kvinders arbejde i familie og husstand ca. 1750 – 1915. Fortid Og Nutid: 202 – 223.

Wack­er­hau­sen, S. (2004). Pro­fes­sions­i­den­ti­tet, sædvane og aka­de­mi­ske dyder. I N. Buur Hansen, & J. (. Gleerup, Viden­te­ori, pro­fes­sions­ud­dan­nelse og pro­fes­sions­forsk­ning. Syddansk Universitetsforlag.

Wenger, E. (2010). Com­mu­ni­ties of Practice and Social Learning Systems. I C. Blackmore, Social Learning Systems and Com­mu­ni­ties of Practice (s. 179 – 198). Springer London.

Wilson, B. (2006). Fight, Flight, or Chill : Subcul­tu­res, Youth, and Rave into the Twenty-First Century. McGill-Queen’s Uni­ver­sity Press.


[1] Iden­ti­fi­ka­tion udenfor, mellem og/eller i oppo­si­tion til den binære opdeling af køn i mænd og kvinder.

[2] Black, Indi­genous, and People of Color