Pæda­go­gi­se­ring af mar­gi­na­li­tet i stor­by­erne – En skitse

Soci­al­pæ­da­go­gik har historisk været knyttet til fremvæk­sten af byernes særskilte struktur, funktion og kul­tu­relle former. I denne artikel går jeg på tværs af en række for­skel­lig­ar­tede teoretisk-empiriske analyser med henblik på at skitsere en historisk syntese af soci­al­pæ­da­go­gik­kens spatiale komponent, som denne udfolder sig gennem for­skel­lige epoker af den kapi­ta­li­sti­ske sam­funds­for­ma­tion. På den baggrund udfolder jeg en tese om pæda­go­gi­se­ring af urban mar­gi­na­li­se­ring, forstået som et særligt regime for vel­færds­stats­lig hånd­te­ring af den kapi­ta­li­sti­ske over­skuds­be­folk­ning i byerne – de udstødte, afskummet – i de sidste 20 års neoli­be­rale æra.

Soci­al­pæ­da­go­gik har historisk været knyttet til fremvæk­sten af byernes særskilte struktur, funktion og kul­tu­relle former. Som Lars-Henrik Schmidt gjorde opmærksom på, så er der en tæt sam­men­knyt­ning mellem soci­al­pæ­da­go­gik og det sociale spørgsmål, som opstår i for­bin­delse med den urbane indu­stri­ka­pi­ta­lis­mes fremkomst i sidste halvdel af 1800tallets Danmark (Schmidt 1998).

I denne artikel under­sø­ger jeg, hvordan det sociale spørgsmål viser sig som et urbant og pæda­go­gisk spørgsmål (Spie­ge­leer 2019). Jeg går således på tværs af en række for­skel­lig­ar­tede analyser med henblik på at skitsere en historisk syntese af soci­al­pæ­da­go­gik­kens spatiale dimension og indkredse en hypotese om pæda­go­gi­se­rin­gen af urban mar­gi­na­li­tet. Denne tentative sondering går frem i tre skridt.

Først trækker jeg på teo­re­ti­ske og empiriske bidrag af inter­na­tio­nal og national karakter for at destil­lere soci­al­pæ­da­go­gik­kens spa­ti­a­li­tet, som den etablerer og udfolder sig gennem for­skel­lige epoker af den kapi­ta­li­sti­ske sam­funds­for­ma­tion. Her søger jeg ikke så meget teoretisk syntese eller empirisk præcision som et skærpet blik for forholdet mellem by, kapi­ta­lisme og soci­al­pæ­da­go­gik, som det etablerer og forandrer sig fra slut­nin­gen af 1800tallet og frem til i dag.[1] Dernæst trækker jeg på Wacquant’s (2008) begreb om avanceret mar­gi­na­li­se­ring for mere deduktivt at efter­spore, hvorvidt de egen­ska­ber og dyna­mi­k­ker, han hævder karak­te­ri­se­rer og driver urban mar­gi­na­li­se­ring omkring årtu­sin­de­skif­tet, kan genfindes empirisk i en dansk kontekst.

Til sidst frem­læg­ger jeg mere induktivt og søgende hypotesen om pæda­go­gi­se­ring af urban mar­gi­na­li­tet forstået som et særligt regime for vel­færds­stats­lig hånd­te­ring af den kapi­ta­li­sti­ske over­skuds­be­folk­ning i byerne – de udstødte, afskummet – i de sidste godt tyve år. For at indkredse dette forhold har jeg læst bredt og på tværs af nyere, danske studier fra de soci­al­pæ­da­go­gi­ske felter: psykiatri, handicap, anbrin­gelse, fore­byg­gelse mv. Jeg har ikke foretaget et syste­ma­tisk review, men mere selektivt indsamlet for­skel­lige, relativt hete­ro­gene under­sø­gel­ser af både soci­al­pæ­da­go­gi­ske forhold og urban mar­gi­na­li­tet mere bredt. De adres­se­rer ikke nød­ven­dig­vis selv forholdet mellem by og soci­al­pæ­da­go­gik (og kapi­ta­lisme), de arbejder ikke nød­ven­dig­vis selv med samme teo­ri­grund­lag og de forholder sig ikke nød­ven­dig­vis til hinanden, endsige dis­ku­te­rer samme problemstillinger.

Det udvalg af studier, jeg her inddrager, skal altså ikke forstås som udtøm­mende, og det ana­ly­ti­ske greb skal ikke forstås som en kon­struk­tion af en idealtype, men snarere udvalgte studier i en syn­te­se­sø­gende og hypo­te­se­ind­kred­sende proces. En sådan analytisk skitses bidrag kan ses på to niveauer: Dels er det en invi­ta­tion til at se soci­al­pæ­da­go­gik i byen som rammesat af andet og mere end politiske sty­rings­ra­tio­na­li­te­ter og ‑tek­no­lo­gier. Dels er det en ansats til et forsk­nings­pro­gram, der under­sø­ger soci­al­pæ­da­go­gik som en insti­tu­tion, der er helt og aldeles inte­gre­ret i byerne.[2]

På denne baggrund skitserer jeg en socio-spatial pæda­go­giks mate­ri­elle (byernes nye økonomi, segre­ge­ring og vel­færds­stats­lig omkal­fa­tring) og symbolske kon­sti­tu­en­ter (stig­ma­ti­se­ring, raci­a­li­se­ring, og far­lig­gø­relse) og de dyna­mi­k­ker, der regulerer den (pro­fit­mak­si­me­ring, social strid om offent­lige goder, klas­se­kamp om værdighed og social ære). Jeg argu­men­te­rer i artiklen således for den hypotese, at byerne udgør en særlig kontekst for hånd­te­rin­gen af mar­gi­nal­grup­per og at vi ser fremvæk­sten af en nyt socialt, urbant og pæda­go­gisk spørgsmål eller en pæda­go­gi­se­ring af urban mar­gi­na­li­tet ken­de­teg­net af pro­fes­sio­na­li­se­ring, plu­ra­li­se­ring og penalisering.

Mar­gi­na­li­se­ring i byen

Ud fra et historisk per­spek­tiv kan man sige, at sociale og pæda­go­gi­ske ini­ti­a­ti­ver over­ord­net pro­du­ce­res for at tage hånd om de sociale spørgsmål, der til gældende tider vinder frem. Som den tyske pæda­go­gik­for­sker Hermann Giesecke skriver, var soci­al­pæ­da­go­gik­ken et slæbetov til soci­al­po­li­tik­kens bestræ­belse på at afværge truslen fra den voksende arbej­der­klasse: Soci­al­pæ­da­go­gik­ken var frem til 1. ver­denskrig ”en omsorgs­fuld holdning over for pro­le­t­ar­bar­nets skæbne, som man på patri­ar­kalsk vis ville hjælpe i dets elen­dig­hed” (Giesecke 1981:145). I sine skrifter om fol­ke­op­dra­gelse fra starten af 1900tallet skriver den danske pædagog, skole­le­der Sofus Bagger, at den sociale uro, de sociale og gene­ra­tio­nelle kløfter og de sociale problemer, der er skabt med ”det nye samfund” (særligt i byen men også i landet som sådan), må imødeses med en fol­ke­op­dra­gelse, der kan ”lægge grunden til den sam­funds­fø­lelse, som fører ud over klas­se­kam­pen og baner vej for den sociale fred” (Bagger 1909:5).

Histo­ri­ske studier minder imid­ler­tid om, at der eksi­ste­rede fattigdom i byerne før indu­stri­a­li­se­rin­gen. I det sekstende og syttende århund­rede opførtes en række anstalter med sigte på at indespærre de omvan­drende tiggere, der ken­de­teg­nede det krigs­hær­gede Europa (Geremek 1997). Foucault (1988) bruger netop begrebet ”den store indespær­ring” til at indfange de bestræ­bel­ser, der ”i for­nuf­tens tidsalder” tog sigte på at eks­klu­dere de gale, de fattige, de tiggende osv. og internere dem i arbejds­an­stal­ter. Fat­tig­huse, arbejds­an­stal­ter og senere fængsler blev opført for med streng arbejds­di­sci­plin at både straffe og forbedre den indsatte, og skulle, som galgen tidligere havde gjort, virke afskræk­kende på byens tiggere og vaga­bon­der (Hen­ningsen 2007). Urba­ni­se­rin­gen og indu­stri­a­li­se­rin­gen skaber således ikke, men omskaber og nyskaber en række insti­tu­tio­ner til at håndtere mar­gi­na­li­tet i de voksende byer .

Opkomsten af opdra­gel­ses­an­stal­ter og bør­ne­a­sy­ler i 1800tallet kan ses som eksempler på netop dette (Hansen 2011), men også almen­gø­rel­sen af sko­le­sy­ste­met (de Coninck-Smith 2000), udvik­lin­gen af en pallette af ”særin­sti­tu­tio­ner” (Lützen 1998) og ikke mindst patrul­je­rin­gen af byrummet som sådan (Chri­sten­sen, Koch & Stevns­borg 1983).  Gadebør­nene – gade­d­ren­gen – skulle væk fra gaderne og ind i ordnede og ordnende bygninger (de Coninck-Smith 1991a, 1991b), de mest pro­ble­ma­ti­ske skulle anbringes på landet, hvor lyset og arbejdet i Guds frie natur skulle virke frelsende på det fordærv, den syn­de­fulde by havde næret (Løkke 1990), og selve byens forfald skulle modvirkes gennem opdra­gende og vel­gø­rende ini­ti­a­ti­ver (Villadsen 2004).

Pro­duk­tio­nen af nye sociale problemer

Kritisk sociologi og kri­mi­no­logi – ikke mindst studier af ”statens sociale kontrol” – har længe hævdet, at straffe- og soci­al­po­li­tik­ken ofte (hvis ikke altid) pro­du­ce­rer ”offent­lige fjender”, som kan bebrejdes for­skel­lige og skiftende sociale og øko­no­mi­ske problemer, og som ”holdes på plads” af for­skel­lige typer af straf- og støt­te­o­rd­nin­ger (se f.eks. Cohen & Scull 1983). Med begreber om social kontrol og moralsk panik har sådanne studier sat fokus på mediernes betydning i den sociale pro­duk­tion af sociale problemer og deres løsning i lyset af den kapi­ta­li­sti­ske indu­stri­bys klas­sespæn­din­ger (Cohen 2011). Hvad der ofte beskrives som mere ”oplyste og men­ne­ske­lige” soci­al­pæ­da­go­gi­ske indsatser, betragtes i et sådan kritisk per­spek­tiv mere som en måde hvorpå de herskende klasser benytter de statslige kon­trol­in­sti­tu­tio­ner til at fastholde og forstærke klas­se­for­skelle og til at befæste deres klas­se­mæs­sige dominans. Den stadige opfin­delse af nye kli­ent­grup­per og pro­blem­fel­ter kan i dette lys ses som en udvidelse af kon­trol­sy­ste­met og som en repro­duk­tion af det kapi­ta­li­sti­ske system som helhed.

Særligt Bir­m­ing­ham­sko­lens studier af arbej­der­klas­se­kul­tur blandt unge mænd viser, hvordan den ved­va­rende pro­duk­tion af nye subkul­tu­rer og kate­go­ri­se­rin­gen af disse som ”offent­lige trusler” hænger sammen med (kriser i) industri- og vel­færds­sam­fun­dets kapi­ta­li­sti­ske økonomi (Hall m.fl. 1978). Cohen (2005) argu­men­te­rer for, at arbej­der­kvar­te­ret i byen i løbet af 1950erne og 1960erne opløses, funk­tion­s­tøm­mes og for­slum­mes: Antallet af arbejds­plad­ser falder og folk flytter ud, mens nye ind­van­drere flytter ind, sane­rings­pro­jek­ter går i gang, gaden mister sin oprin­de­lige funktion og de gamle udvidede netværk erstattes af isolerede ker­ne­fa­mi­lier. Det fører til, at angst og spænding breder sig i takt med deklas­se­rin­gen og forældre-barn/ung rela­tio­nen bliver spæn­dings­fyldt og præget af gene­ra­tions­kon­flikt. Blandt de unge opstår spe­ci­fikke subkul­tu­rer, som på magisk vis løser disse mod­sæt­nin­ger (Cohen 2005).

I Bay & Vinds analyse af læderjak­kerne argu­men­te­rer de for, at denne gruppe opstod i arbej­der­ung­dom­men og særligt i de tra­di­tio­nelle arbej­der­kvar­te­rer på broerne i København og de større provins­byer, som var præget af ”decideret slum, befolket af en blanding af lum­pen­pro­le­ta­rer og nyind­van­drere fra landet” (Bay og Vind 1980:16). De var unge og placeret lavt i arbejds­plads­hie­rar­kiet og ofte varetog de ana­kro­ni­sti­ske arbejds­funk­tio­ner, som var på retur. De nye prestige-jobs var flyttet til byens udkant og den særlige man­dei­den­ti­tet, der udvik­le­des, var således ”en kollektiv reaktion og en kom­pen­sa­tion for manglen på indi­vi­duel myndighed og autonomi” (Bay & Vind 1980:17).

For Nielsen (1981:26) indebærer for­slum­nin­gen af arbej­der­kvar­te­rerne også en stigning i ung­dom­skri­mi­na­li­te­ten, særligt ”van­da­lisme, optøjer og tyverier”, der kan forklares ”som ritu­a­li­se­rede protester mod den dehu­ma­ni­se­ring af kvar­te­rerne, der finder sted”. Eller som Bay skriver: Unge gør modstand mod truslen om krænkelse af deres ter­ri­to­rie med brug af på over­fla­den raci­sti­ske udtryks­for­mer, ”som i vir­ke­lig­he­den handler om den syste­ma­ti­ske mar­gi­na­li­se­ring og kapi­taltøm­ning af kvarteret, som er foregået i hele efter­krig­sti­den ” (Bay 1982:137).

Opkomsten og udbre­delse af ungdom – som en særlig tids­pe­ri­ode adskilt fra barndom og voksendom – i en efter­krigs­tid præget af økonomisk opsving og vel­færds­stats­lig udvidelse former sig altså i byerne med særskilte kul­tu­relle udtryk, som medfører en række nye soci­al­pæ­da­go­gi­ske insti­tu­tions­dan­nel­ser. Ung­dom­s­klub­ber er et eksempel på, hvordan pro­ble­ma­ti­se­rin­gen af unges færden på gaderne førte til dannelsen af en særlig soci­al­pæ­da­go­gisk insti­tu­tion i 1940erne (som særligt udbyg­ge­des i efter­krig­sti­den).[3]  Trods vel­stands­stig­ning var arbej­der­bo­li­gerne stadig små og de unge brugte derfor gaderne og kaf­fe­ba­rerne som til­holds­ste­der. Frygten for, at de unge dermed skulle ende i kri­mi­na­li­tet og udvikle til­pas­nings­van­ske­lig­he­der, var en af driv­kræf­terne i udvik­lin­gen af ung­dom­s­klub­ber, som tilbød ”sunde akti­vi­te­ter” med vægt på de unges egne inter­es­ser. Klubberne skulle således være steder, hvor ung­dom­skul­tu­ren kunne dyrkes i trygge rammer og formes efter idealer om demokrati, samtale og hyggeligt samvær (Hansen 2014b).

Det lokale som genstand og frelse

Med subur­ba­ni­se­rin­gen og affolk­nin­gen af byernes arbej­der­kvar­te­rer sker der også et skifte i ori­en­te­ring af både politik og forskning i retning af de nye for­stads­be­byg­gel­ser og deres problemer. Pro­ble­ma­ti­se­rin­gen af satel­lit­by­ens betonbørn og dens frem­med­gø­relse i et moderne vel­færds­sam­fund præget af aftra­di­tio­na­li­se­ring er et sådant fokus­punkt, som både er til stede i ung­doms­forsk­nin­gen og ‑poli­tik­ken (se f.eks. Bech Jørgensen 1979, 1981; Bertelsen 1981; Bjerg & Elle 1982; Nielsen 1981). Der var således en udbredt opfat­telse, at ung­doms­ar­bejds­løs­hed, kom­merciel udnyt­telse af de unge som for­bru­gere, ny teknologi og nye fami­lie­for­mer var sam­men­fal­dende pro­blem­stil­lin­ger, som dels var særligt ned­bry­dende og frem­med­gø­rende, dels var betin­gel­ser for pro­duk­tion af nye unge iden­ti­te­ter og kulturer præget af norm­for­vir­ring og anomi. Denne pro­blem­for­stå­else førte til skabelsen af nye insti­tu­tio­ner som pro­duk­tions­sko­ler og arbejds­løs­heds­pro­jek­ter, men også flere opsøgende ini­ti­a­ti­ver, der skulle opspore de unge i deres lokal­sam­fund og vejlede dem ind i etab­le­rede akti­vi­te­ter (Rege­rin­gens Ung­doms­ud­valg 1982).

Allerede i slut­nin­gen af 1970erne skrev Cohen (1979), at den sociale kontrol i byerne var i for­an­dring. Han brugte termen ”community control” om de former for formel social kontrol, der iværk­sat­tes uden for de tra­di­tio­nelle behand­lings- og straf­fe­in­sti­tu­tio­ners vægge, dvs. uden for fængs­lerne, opdra­gel­ses­an­stal­terne, fat­tig­går­dene, sinds­sy­ge­ho­spi­ta­lerne osv. Cohen beskriver, hvordan disse kon­trol­for­mer indebærer, at grænserne mellem insti­tu­tio­ner­nes indre og ydre bliver mere utydelige, at nettet udvides og dets masker udtyndes, at inter­ven­tio­ner maskeres og forklædes som noget de ikke er, at det private og det offent­lige smelter sammen, og at det lokale fungerer som en måde at absorbere og rein­te­grere de grupper, der udpeges som afvigere samtidig med at kon­trol­sy­ste­merne trænger dybere ind i den sociale krop, det lokale. Fore­stil­lin­gen om at kon­trol­lere afvigelse ved at integrere pro­ble­ma­ti­se­rede befolk­nings­ka­te­go­rier som fx kri­mi­nelle, stof­bru­gere og sinds­li­dende i byens lokale miljøer og kvarterer viser sig altså snarere at supplere end erstatte det kon­trol­sy­stem, der eks­klu­de­rede afvi­ger­ka­te­go­rier fra byerne og inter­ne­rede dem i afson­drede anstalter på landet, så der således er tale om en udvidelse af hele kontrolsystemet.

Med Rose (1996) kan man sige, at soci­al­pæ­da­go­gik­ken bliver en del af en sty­rings­stra­tegi, der søger at inkludere de ”afvigende elementer” lokalt. De pæda­go­gi­ske insti­tu­tio­ner, der håndterer storbyens mar­gi­nal­grup­per skal ikke længere være en adskilt verden, men et åbent tilbud med flydende grænser mellem inde og ude, mellem indsat og ansat, mellem lokal­miljø og lokal insti­tu­tion. Ung­dom­s­klub­ber skal åbne sig, gade­plans­ar­bej­det udvides, boligso­ci­ale med­ar­bej­dere ansættes, psy­ki­a­trien placeres i distrik­ter, botilbud og hybel­fæl­les­ska­ber i nær­mil­jøet. På baggrund af midt-1980ernes debat om gadebørn i byen gen­nem­førte Juul & Ertmann i 1990 en under­sø­gelse, der kon­klu­de­rede, at der findes ”miljøer, der virker som en magnet på unge, der har problemer” (s. 13), at gade­mil­jø­erne fungerer som ”over­le­vel­ses­kul­tu­rer” uden ”vær­di­o­ri­en­te­ring” præget af udnyt­telse og fæl­les­skab, som kan ”opsluge” de unge, og at der derfor er behov for åbne anonyme råd­giv­nin­ger, tvær­fag­ligt sam­ar­bejde og at for­valt­nin­gerne ”bevæger sig ud i miljøerne og forsøger at hjælpe de unge dér, hvor de er” (s. 27). I et mere kritisk per­spek­tiv argu­men­te­rede bl.a. Johansen (1988) og (Langager 1985, 1991) for, at ambi­tio­nerne om tvær­fag­ligt sam­ar­bejde og fore­byg­gelse usyn­lig­gjorde den sociale kontrol, pro­du­ce­rede ukon­trol­le­rede og uover­sku­e­lige infor­ma­tions­mæng­der og i det hele taget skabte et ”gen­nem­lyst lokal­miljø” med soci­a­l­ar­bej­dere på hvert gade­hjørne, der regi­stre­rer afvi­gel­ses­tegn og pejler sig ind på de mulige sociale problemer, der kunne tænke sig at opstå for dermed at forhindre dem i at udvikle sig (se også Petersson 1995; Schmidt & Kri­sten­sen 1988).

Mar­gi­na­li­se­ring i stor­by­erne omkring årtusindskiftet

Hvis vel­færds­sam­fun­dets moderne indu­striby og dens forstæder så at sige kaldte på det lokale for at løse mar­gi­na­li­se­rings­pro­ble­merne, så skete der med opkomsten af den postin­du­stri­elle og neoli­be­rale by et skifte i urban mar­gi­na­li­se­ring og dets sociale og pæda­go­gi­ske modsvar.

Med begrebet om avanceret mar­gi­na­li­se­ring betegner Loïc Wacquant et nyt fat­tig­doms­re­gime i stor­by­erne, som vokser frem fra slut­nin­gen af 1980erne, og som til forskel fra tidligere hverken er residual, cyklisk eller konjunk­tu­rel, men indlejret i byernes nye økonomi og sti­mu­le­ret af løn­ar­bej­dets frag­men­te­ring og vel­færds­sta­tens til­ba­ge­træk­ning (Wacquant 2008). Wacquant argu­men­te­rer for, at den globale restruk­tu­re­ring af kapi­ta­lis­men medfører en afso­ci­a­li­se­ring og intern hete­ro­ge­ni­se­ring af arbejds­kraf­ten. Fattige områder adskilles fra de øko­no­mi­ske konjunk­tu­rers udsving og fast­hol­des i permanent fattigdom. I disse områder kon­cen­tre­res storbyens fattigste mennesker og områderne stig­ma­ti­se­res på nye måder: Til forskel fra tidligere tider er ter­ri­to­ri­elle stigma på kanten af årtu­sin­de­skif­tet auto­no­mi­se­ret, natio­na­li­se­ret og demo­kra­ti­se­ret, sidestil­let med social dis­in­te­gra­tion og raci­a­li­se­ret. Og så vækker det kol­lek­tive følelser som afsky og frygt, hvilket ofte fører til straf­fe­ret­tede kor­ri­ge­rende for­an­stalt­nin­ger (Wacquant, Slater & Pereira 2014). Som kon­se­kvens forandres også områ­der­nes interne kom­po­si­tion. Stederne mister mening, bliver rene opbe­va­rings­ste­der for sam­fun­dets afskum, som også mister ghettoens og arbej­der­klas­se­kvar­te­rer­nes tra­di­tio­nelle beskyt­tel­ses­for­an­stalt­nin­ger i form af egne kul­tu­relle udtryk og orga­ni­sa­tio­ner og et funk­tio­nelt bagland, der kan træde til i perioder med arbejds­løs­hed, sygdom eller andre mid­ler­ti­dige ned­gangs­pe­ri­o­der. Resul­ta­tet er frem­kom­sten af et ato­mi­se­ret urbant prekariat præget af økonomisk forfald og social usik­ker­hed (Wacquant 2008).

Wacquant argu­men­te­rer videre for, at de offent­lige og offi­ci­elle modsvar til denne pre­ka­ri­se­ring kan indfanges som en bevægelse fra velfærd mod den kom­bi­ne­rede udrulning af workfare og pri­son­fare forenet af samme moralsk-behavi­o­ri­sti­­ske filosofi. Mens soci­al­sta­tens bløde hånd trækkes tilbage, udrulles ifølge Wacquant altså straf­fe­sta­tens hårde hånd i form af ”fængslet og dets fangearme” (Wacquant 2009). Selv om der også i Danmark i 1990erne indførtes flere straf­fende tiltag – volds­pak­ker, ung­dom­s­kon­trak­ter, ung­doms­sank­tion (Vester­gaard 1991), så akkom­pag­ne­re­des dette af faglig kritik ”indefra” (Bertelsen 1988; Johansen 1989), og det er først efter årtu­sind­skif­tet, at straf­fe­sta­ten for alvor filtredes ind i socialstaten.

I det følgende under­sø­ger jeg først de egen­ska­ber og dyna­mi­k­ker, der ken­de­teg­ner urban mar­gi­na­li­se­ring i danske byer, og dernæst karak­te­ren af de soci­al­pæ­da­go­gi­ske tiltag, der iværk­sæt­tes for at håndtere det aktuelle sociale spørgsmål.

Urban mar­gi­na­li­se­ring efter årtusindskiftet

Mar­gi­na­li­se­ring i de større danske byer i dag kan med inspira­tion fra Wacquant karak­te­ri­se­res ved både mate­ri­elle og symbolske egen­ska­ber og dyna­mi­k­ker. Et centralt kendetegn ved de sidste godt 20 års mar­gi­na­li­se­ring er, at den udvikler sig i en tid med stigende ulighed trods stigende økonomisk vækst. Tager man gini-koef­­fi­ci­en­ten som simpelt ulig­heds­mål, så er den for hele landet steget med 34% fra 1990 til 2020, men mest i hoved­stads­om­rå­det og de store byer (i København med næsten 50%).  Men økonomisk ulighed er ikke den eneste måde byen deler sig på og mar­gi­na­li­se­ring tager sig ud. Også chan­ceulig­hed, mobi­li­tets­for­rin­gel­ser, ulighed i sundhed og et bolig­mar­ked, der i stigende grad opdeles mellem ejere og lejere, aftegner kon­tu­rerne af den urbane mar­gi­na­li­se­ring (Andersen & Winther 2010; Harding & Munk 2020; Karlson & Landersø 2021; Larsen 2014). Fra et geo­gra­fisk per­spek­tiv går den stigende ulighed hånd i hånd med bymæssige gen­tri­fi­ce­rings­pro­ces­ser: middel- og over­klas­serne vender så at sige tilbage til byen, fortræn­ger i vari­e­rende hastighed arbej­der­klas­serne og forandrer byernes struk­tu­relle og kul­tu­relle kom­po­si­tion (Larsen og Hansen 2008, 2015). En af de knap så dis­ku­te­rede effekter af ”byfor­ny­el­serne” og ”byernes gen­rejs­ning” er den pola­ri­se­rede samek­si­stens af fattigdom og velstand, dvs. de effekter byens dobbelte karakter og ændrede klas­se­struk­tur har på de sociale rela­tio­ner, hver­dags­lige inter­ak­tio­ner og symbolske græn­sed­rag­nin­ger såvel som på måderne byen og dens steder, rum og insti­tu­tio­ner indtages og udfyldes (Roy 2018; Nygaard-Chri­­sten­­sen og Bjerge 2022).

I for­læn­gelse af dette har byernes beskæf­ti­gel­ses­struk­tur været i for­an­dring hånd i hånd med interne muta­tio­ner i løn­ar­bej­det (Ilsøe 2016, Rasmussen et al. 2019, Berglund et al. 2020). Det gælder både byernes afin­du­stri­a­li­se­ring, den fortsatte udbre­delse af ser­vi­ce­sek­to­ren og pre­ka­ri­se­rin­gen af en lang række arbejds­si­tu­a­tio­ner, der indikerer, at løn­ar­bej­det i sig selv er blevet en kilde til usik­ker­hed (Geelan, Pedersen & Ribe 2017; Hvid og Falkum 2019; Wingender, Pedersen & Nielsen-Gravholt 2017). Endvidere kan man tale om både en afpro­le­ta­ri­se­ring og en afso­ci­a­li­se­ring af løn­ar­bej­det. Hvor mar­gi­na­li­se­rin­gen i første halvdel af 1900tallet var præget af at arbejdere forenedes om at være arbejdere, orga­ni­se­rede sig kulturelt og politisk omkring en arbej­de­ri­den­ti­tet, så er den dalende faglige orga­ni­se­ring (inkl. de såkaldt gule fag­for­e­nin­gers vækst) en god indikator på den fortsatte opløsning af arbej­der­be­væ­gel­sen (Arnholtz & Navrbjerg 2021). En væsentlig med­vir­kende faktor er uddan­nel­ses­sy­ste­mets eks­pan­sion, der pro­du­ce­rer en overflod af kar­ri­e­re­ba­ner og tran­si­tions­veje, som adskiller sig markant fra de ældre gene­ra­tio­ners, samtidigt med at antallet af unge, der ikke erhverver sig en ung­doms­ud­dan­nelse er (svagt) stigende (Birkelund, Karlson, og Reimer 2021; Danmarks Statistik 2021).

Desuden er den ved­va­rende omkal­fa­tring af den offent­lige sektor også en kilde til mar­gi­na­li­se­rin­gens udtryk og kon­se­kven­ser. Dels har bespa­rel­ses­po­li­tik­kerne som kon­se­kvens, at hjæl­pe­sy­ste­met snarere end at lindre ofte også bidrager til at forværre den sociale usik­ker­hed, dels bidrager de til at sprede usik­ker­hed til med­ar­bej­dere også, som under­læg­ges stigende arbejds­byr­der, doku­­men­ta­tions- og eva­lu­e­rings­op­ga­ver, indlejres i moni­to­re­rings- og stan­dar­di­se­rings­prak­tik­ker og i det hele taget arbejder med bevidst­he­den om en snarlig orga­ni­sa­tions­æn­dring eller fyrings­runde (Sehested 2002, Frørup 2011, Hansen 2011, Kamali & Jönsson 2018). På samme måde som effek­ti­ve­rin­gen af den offent­lige sektor skulle rette op på de vel­færds­pro­fes­sio­nel­les res­sour­ce­spild, skal også mar­gi­nal­grup­per møde en fast behand­ling, hvor adfærds­krav kom­bi­ne­res med straf­fende sanktioner.

Hånd i hånd med disse dyna­mi­k­ker går opkomsten og spred­nin­gen af en række nye symboler, der skærper skellet mellem byens hone­sti­o­res og humi­li­o­res, mellem ønsk­vær­dige æres­bor­gere og de ydmygede, ned­vær­di­gede og fra­stø­de­nde udskud (Wacquant 2015, Hansen 2021). På den ene side kan man her se hyldesten til entre­pre­nø­rer og højt kva­li­fi­ce­rede inter­na­tio­nale med­ar­bej­dere i de kreative og innova­tive erhverv og vækstende virk­som­he­der, der præ­sen­te­res som attrak­tive res­sour­cer og byernes redning. På den anden side kan man se den para­doksale kom­bi­na­tion af de jure inklusion og de facto segre­ge­ring af mar­gi­na­li­se­rede kate­go­rier som uud­dan­nede, arbejds­løse, fattige, migranter og hjemløse, der forstås som utryg­heds­ska­bende, farlige og uønskede (Køber, Olsen, og Jønsson 2021).[4] 

Disse forhold har desuden betydning i de hver­dags­lige rela­tio­ner, hvor mar­gi­na­li­se­rin­gen håndteres. Mens Wacquant (2008) beskriver stedernes opløsning og tabet af et bagland som en erodering af lokale sik­ker­heds­net (familie, kirke mv.), der tidligere kunne støtte i mod­gang­sti­der og kapi­ta­lens kri­se­pe­ri­o­der, der får som kon­se­kvens, at indi­vi­derne i de fattige og stig­ma­ti­se­rede områder i højere grad må forlade sig på indi­vi­du­elle stra­te­gier som hustling, så peger danske studier både på, at disse steders fælles insti­tu­tio­ner og orga­ni­sa­tio­ner ikke er så nedbrudte og at der er fælles, stedlig menings­pro­duk­tion, der kan lette følelsen af sårbarhed såvel som udgøre en materiel basis for afhjæl­p­ning af nød (Chri­sten­sen & Jensen 2012, Hansen 2021). Müller m.fl. (2015) peger på, at mennesker, der rammes af fattigdom, generelt søger at optimere deres res­sour­cer og alt efter deres sociale position og situation forlader sig på sociale netværk, gæld (lån fra venner og familie og låne­fir­maer), sort arbejde, salg af ejendele, stram bud­get­plan­læg­ning og afsavn.

Hvis mar­gi­na­li­se­ring skal håndteres gennem lang­sig­tede eller kort­sig­tede stra­te­gier, så ser det imid­ler­tid også ud til, at de statslige aktører og insti­tu­tio­ner – ”samfundet”, ”systemet”, ”poli­ti­kerne” – ikke blot fungerer som res­sour­cer, men også som mod­stan­dere eller sociale fjender. Det gælder desuden ikke blot, når der aktivt søges hjælp, men også når staten aktivt inter­ve­ne­rer og angriber ikke de mar­gi­na­li­se­rede posi­tio­ner eller situ­a­tio­ner, men snarere de personer, den selv bidrager til stig­ma­ti­se­rin­gen af og selv udstøder.

Andersen (2020) viser f.eks., at erfa­rin­gen med at ”sidde fast i systemet” fører til afmagt og frem­tids­mi­stro, mens bl.a. Kjær (2021) viser, at stig­ma­er­fa­rin­ger for­stær­kes af erfa­rin­ger med hjæl­pe­sy­ste­mets modvilje, så det at søge hjælp i sig selv bliver omkost­nings­fuldt og bela­stende, ”en kamp” (se også Falster 2021; Juhl 2016; Rasmussen, Pedersen & Pagsberg 2020).[5] I en analyse af beboeres ople­vel­ser af staten i Gellerup viser Johansen & Jensen (2017) yder­li­gere, at følelsen af at være underlagt en biopo­li­tisk intention om at kultivere sted og mennesker – udtrykt som en oplevelse af, at ”de vil have os ud” – pro­du­ce­rer en gensidigt fjendtlig relation mellem staten og de mar­gi­na­li­se­rede og stig­ma­ti­se­rede grupper. De viser således, at en af byfor­ny­el­sens para­doksale effekter består i, at statens inter­ven­tio­ner – eks­pro­p­ri­e­ring, spredning, repres­sive poli­ti­til­tag og vidt­gå­ende sociale indsatser – ser ud til at styrke kon­flik­ten med visse beboere såvel som distancen mellem de for­skel­lige beboergrupper.

Den stigende ulighed og faldende sociale mobilitet udfordrer således det håb som de for­skel­lige frak­tio­ner af arbej­der­klas­serne (herunder også reser­vearméen og pjal­te­pro­le­ta­ri­a­tet) i årtierne efter anden ver­denskrig kunne have for en bedre fremtid og kon­ver­ge­rer ikke bare med den modløshed, resig­na­tion, afmagt og fatalisme, som er mar­gi­na­li­se­rin­gens føl­ge­s­vend, men også med symbolsk distan­ce­ring, der gør mar­gi­nal­grup­perne uønskede i det lokale område. Selv om de lokale omgi­vel­ser, staten og civil­sam­fun­det kan lindre mar­gi­na­li­se­rin­gens effekter, så ser det altså ud til, at de også kan fungere som for­hin­drin­ger og mod­spil­lere. Og denne følelse af at være uønsket og blive smidt ud for­stær­kes givetvis i takt med at byen som helhed forandrer sig, bolig­pri­ser og huslejer stiger, den kul­tu­relle pro­duk­tion henvender sig opad i det socio-symbolske hierarki og legitime rum indsnæv­res og designeres.

Med Wacquant kan man altså sige, at vel­færds­sta­ten i betyd­nin­gen social-økonomisk under­støt­telse og sik­rings­ret­tig­he­der er trukket tilbage, mens en ny soci­al­pæ­da­go­gik rulles ud for at tage vare på mar­gi­na­li­se­rin­gen i byerne. 

Pæda­go­gi­se­rin­gens karak­te­ri­stika i den neoli­be­rale by

Hvad ken­de­teg­ner så de sociale og pæda­go­gi­ske tiltag, der iværk­sæt­tes for at håndtere de sidste tyve års urban mar­gi­na­li­se­ring? I det følgende fremhæver jeg fire egen­ska­ber: et stadigt mere pro­fes­sio­na­li­se­ret korps af soci­a­l­ar­bej­dere, en plu­ra­li­se­ring af metoder, nye kate­go­ri­ale for­stå­el­ses­ram­mer og inten­si­ve­rede rela­tio­ner mellem politisk-ledel­­ses­­mæs­­sige lag, soci­a­l­ar­bej­dere og de subjekter, der henvender sig til.

Udbre­delse, pro­fes­sio­na­li­se­ring og skærpet konkurrence

Den stadige udbre­delse af sociale og pæda­go­gi­ske insti­tu­tio­ner synes præget af både pro­fes­sio­na­li­se­ring og plu­ra­lisme. Vel­færds­ar­bej­dere er generelt blevet flere, længere uddannet og tager sig af et bredt og udbredt arbejds­felt. F.eks. har poli­tik­ker om inklusion og fore­byg­gelse ikke ført til en afvikling af spe­ci­alsko­ler eller anbrin­gel­ser. Samtidig er der sket en til­strøm­ning af nye med­ar­bej­der­grup­per, især fri­vil­lige, private orga­ni­sa­tio­ner, inter­es­se­or­ga­ni­sa­tio­ner, bru­ger­sam­men­slut­nin­ger og politi. Resul­ta­tet er ikke så meget en lineær afskaf­felse af tidligere tiders (fore­stil­let homogene) pro­fes­sio­nelle identitet, som det er pro­duk­tio­nen af nye betin­gel­ser for stri­dig­he­derne mellem de for­skel­lige, samek­si­ste­rende iden­ti­te­ter og et brud i det hegemoni, det pro­fes­sio­nelle etos om soli­da­ri­tet, venlighed og for­stå­else tidligere besad (Sehested 2002; Vitus 2017).

Denne udbre­delse, pro­fes­sio­na­li­se­ring og plu­ra­lisme bestemmes af i hvert fald to bevæ­gel­ser: (re)privatisering eller neofilan­tro­pi­se­ring og politi- eller str­af­lig­gø­relse af de soci­al­pæ­da­go­gi­ske arbejds­om­rå­der og prak­sis­for­mer. Villadsen (2004) beskrev allerede for 15 år siden soci­al­po­li­tik­ken og det sociale arbejde som præget af en genkomst af filan­tro­pi­ske troper om hjælp til selvhjælp og åndelig fattigdom. Denne bevæ­gel­ses dis­kur­sive karakter kan imid­ler­tid også betragtes i lyset af den faktiske fremkomst af private aktører i og på tværs af hele vel­færds­ar­bej­det. I 1980erne pro­du­ce­rede presset på vel­færds­sta­tens pro­fes­sio­na­li­se­ring og bureau­kra­ti­se­ring en tale om behovet for fri­vil­lige aktører, og sociale hjæl­pe­or­ga­ni­sa­tio­ner har da også i lang tid været etab­le­rede pro­du­cen­ter af vel­færds­ar­bejde. Men særligt de seneste tyve år har været præget af både udli­ci­te­ring og en generel udbre­delse og pro­fes­sio­na­li­se­ring af disse aktører. På beskæf­ti­gel­ses­om­rå­det er ”anden aktør” blevet en inte­gre­ret del af aktiv soci­al­po­li­tik. På anbrin­gel­ses­om­rå­det har private opholds­ste­der siden 1980erne (gen)etableret sig, men særligt siden 2006 har fami­liepleje i for­skel­lige former været drevet frem af bespa­rel­ses­hen­syn og ide­o­lo­gier om mindste­ind­greb på den ene side og pro­fes­sio­na­li­se­rings­be­stræ­bel­ser i form af uddan­nelse og orga­ni­se­ring på den anden side (Bryderup, Engen & Kring 2017; Lavaud 2018). På samme måde giver ide­o­lo­gier om civil­sam­fund og mar­keds­ba­se­ret kon­kur­rence – under bannere som part­ner­ska­ber, sam­ska­belse, mv. – i kom­bi­na­tion støtte til orga­ni­sa­to­ri­ske nyska­bel­ser, fx i regi af sociale fonde (Andersen 2018). Det betyder ikke bare, at fri­vil­lige (i for­skel­lige udform­nin­ger: bekymrede ældre, der samler sig om Natteravn-ini­ti­a­ti­ver i deres loka­l­om­råde, unge der kom­bi­ne­rer viljen til at gøre en forskel med CV-opti­­me­ring) finder vej til det sociale arbejde, men også at fun­dra­i­sere, koor­di­na­to­rer mv. indtager centrale posi­tio­ner og spiller vigtige roller i syn­lig­gø­rel­sen af enkelt­or­ga­ni­sa­tio­ner og ‑ini­ti­a­ti­ver, som lob­byi­ster, doku­­men­ta­tions- og kom­mu­ni­ka­tions­spe­ci­a­li­ster mv. Endelig betyder ide­o­lo­gien om at have været der selv, at ikke-uddannede eller auto­di­dakte, tidligere rødder eller andre med ”bru­ge­rer­fa­ring” legitimt kan etablere sig i selv­stæn­dige insti­tu­tio­ner (som støt­te­per­so­ner, mentorer eller bru­ger­drevne være­ste­der) eller få ansæt­telse i ellers pro­fes­sio­na­li­se­rede insti­tu­tio­ner (som fx sikrede insti­tu­tio­ner, hvor ”ben i næsen” og ”hår på brystet” trives side om side med uddan­nel­ses­mæs­sige kva­li­fi­ka­tio­ner) (Hansen 2011).

Den anden bevægelse kan man kalde politi- og str­af­lig­gø­rel­sen af soci­al­pæ­da­go­gik­ken. Mens ung­doms­fængs­let blev afskaffet i 1970erne og antallet af sikrede pladser var relativt begræn­sede, så opstår der over­lap­pende en insti­tu­tio­na­li­se­ring af nye sam­ar­bej­der, der både bidrager til at pæda­go­gi­sere politiet og poli­ti­sere pæda­go­gik­ken (Vester­gaard 2017). Selv om straf og fængsling må ses som inte­gre­rede soci­al­pæ­da­go­gi­ske insti­tu­tio­ner, således som histo­ri­ske studier lærer os, så kan det meste af 1900tallet ses i lyset af sociale ind­sat­sers dominans: begræns­ning af magt­an­ven­delse i opdra­gel­ses­an­stal­terne, afvikling af ung­doms­fængs­lerne i 1970erne, og en lov­giv­ning, der generelt har tilstræbt at friholde børn og unge fra fængsler og begrænset politiets invol­ve­ring i bør­ne­sa­ger (Hartlev 1991; Nielsen 1999; Vester­gaard 2004). Siden 1990erne og særligt med opkomsten af Ung­doms­sank­tio­nen i 2004 kan man imid­ler­tid iagttage en stigende brug af straf, strengere domme, udvik­lin­gen af sikrede insti­tu­tio­ner, nye magt­an­ven­del­ses­mu­lig­he­der og politiets invol­ve­ring i både SSP-sam­ar­­bej­­det og kri­mi­nal­præ­ven­tive ini­ti­a­ti­ver, i nye stil­lin­ger som f.eks. soci­al­fag­lig fore­byg­ger og i nye insti­tu­tio­ner som Ung­dom­skri­mi­na­li­tetsnæv­net, som fun­da­men­talt bryder med de soci­al­fag­lige vur­de­rin­gers dominans og placerer børn og unge i et juridisk styret rets­sy­stem (Hansen 2016).

Man kan således sige, at hele det soci­al­pæ­da­go­gi­ske hjælpe- og kon­trol­sy­stem udvides, spreder sig i byen og rein­te­gre­res i kom­bi­na­tio­ner af pro­fes­sion, filan­tropi og straf. Pæda­go­gi­se­rin­gen af urban mar­gi­na­li­se­ring efter årtu­sind­skif­tet er således ken­de­teg­net ved en skærpet kon­kur­ren­ce­si­tu­a­tion internt i korpset af soci­al­pæ­da­go­gi­ske aktører og insti­tu­tio­ner, som følge af res­sour­cek­nap­hed og mar­keds­gø­relse. Hvis selve det soci­al­pæ­da­go­gi­ske arbejde opstod som et marked for gode gerninger og som en kamp om retten til at levere uegen­nyt­tige hand­lin­ger parallelt med og som en inte­gre­ret del af udvik­lin­gen af vel­færds­sta­ten, så har omkal­fa­trin­gerne af den offent­lige sektor og den neoli­be­rale hyldest af både marked og entre­pre­nør til­spid­set de interne rela­tio­ner mellem de for­skel­lige soci­al­pæ­da­go­gi­ske aktører og insti­tu­tio­ner og skabt en permanent usik­ker­hed om det orga­ni­sa­to­ri­ske eksi­stens­grund­lag (Fjordside 2021; Hansen 2021). Hvem har politisk-bureau­­kra­tisk medvind og modvind, hvem kan doku­men­tere effekt, hvem bruger nyeste metode, hvem kan effek­ti­ve­res, hvem leverer billigste ydelse, hvem lurer næste niche, hvem viser sig som uund­vær­lig og hvem som overflødig?

Metoderne og tek­nik­ker­nes mang­fol­dig­hed – og kommercialisering

For det andet betyder den histo­ri­ske spredning af pæda­go­gi­ske insti­tu­tio­ner, at der eksi­ste­rer en mang­fol­dig­hed af pæda­go­gi­ske teknikker og meto­de­for­skrif­ter. Nye politiske og pæda­go­gi­ske bevæ­gel­ser erstatter ikke de etab­le­rede metoder fra den ene dag til den anden, men indgår i kon­ti­nu­er­lige bryd­nin­ger præget af insti­tu­tio­nelle trægheder, praktiske omstæn­dig­he­der, gene­ra­tio­nelle forskelle osv. (Hansen 2011; Jensen 2019; Vitus 2017, 2018). Med det forbehold vil jeg pege på fire væsent­lige og samek­si­ste­rende metodiske logikker, der så at sige flankerer mere tvær­gå­ende teknikker som pæda­go­gisk samtale, personlig hjælp og pleje, og fælles aktivitet.

Først og fremmest ser det ud til, at behand­lings­i­de­o­lo­gien, der grund­lag­des med insti­tu­tio­na­li­se­rin­gen af psy­ko­lo­gien og psy­ki­a­trien i den første del af 1900tallet, ikke bare fort­sæt­ter men også udvides og for­stær­kes af den ved­va­rende medi­ka­li­se­ring og stigende diag­no­sti­ce­ring af befolk­nin­gen som helhed og mar­gi­na­li­se­rede grupper i sær­de­les­hed (Bryderup 2011; Langager 2014. Se også Psy­ki­a­tri­fon­den 2015; Social- og Inden­rigs­mi­ni­ste­ri­ets ben­ch­mar­kin­gen­hed 2020).

Dernæst ser det også ud til, at for­skel­lige empower­men­ti­de­o­lo­gier vinder indpas i form af så for­skel­lig­ar­tede prak­sis­for­mer som bor­ge­r­ind­dra­gelse, res­sour­ce­fo­ku­se­ring, akti­ve­ring, moti­va­tions­ar­bejde. På det psy­ki­a­tri­ske område kan vi således observere en fortsat strid mellem hospi­talspsy­ki­a­trien (med fokus på patienter, diag­no­sti­ce­ring og syg­doms­be­hand­ling) på den ene side og soci­alp­sy­ki­a­trien (med fokus på borgeres syg­doms­hånd­te­ring i social kontekst) på den anden side (Oute & Johansen 2021). Man kan således sige, at fore­stil­lin­gen om borgernes bemæg­ti­gelse af eget liv på den ene side for­stær­kes af orga­ni­se­ring af bruger- og patient­grup­per, men svækkes af soci­al­pæ­da­go­gisk tek­ni­fi­ce­ring på den anden side, som på den måde gøres til en behand­lings­tek­nik eller en kom­pe­ten­ce­o­ri­en­te­ret selvhjælp, som når boligso­ci­alt arbejde skal bidrage til at ”løfte” den lokale befolk­ning (Andersen, Bilfeldt & Jørgensen 2012; Fallov 2010a; Kamali & Jönsson 2018:253 – 254; Vitus 2018. Se også Cru­iks­hank 2003).

Mens både behand­lings- og empower­ment­me­to­do­lo­gier har en længere historie er fremvæk­sten af evi­dens­ba­se­rede metoder og (be)handlingsprogrammer karak­te­ri­stisk for de seneste 20 års soci­al­pæ­da­go­gik, ikke mindst siden Mandag Morgens deba­top­læg Virker Velfærden? fra 2004 (Frørup 2011; Laursen 2016; Pedersen 2016; Pedersen, Prieur & Laursen 2017). Selv om det både er man­ge­ty­digt, hvad der menes med evidens og hvordan metoder, der hævder at være evi­dens­ba­se­rede, konkret prak­ti­se­res, så har fremvæk­sten af denne særlige politiske og behand­lings­mæs­sige ideologi dels ført til en øget import af manu­al­ba­se­rede koncepter (ikke mindst prom­ove­ret af Soci­alsty­rel­sen) og til­hø­rende aktører (som virk­som­he­der og leve­ran­dø­rer), et nyt soci­al­pæ­da­go­gisk vokabular domineret af for­mu­le­rin­ger som ”det, der virker” og ”doku­men­te­ret effekt”, og dermed også nye mulig­he­der for og for­bin­del­ser mellem ekstern kom­merci­a­li­se­ring og intern kon­kur­rence på markedet for gode gerninger.

Endelig er det væsent­ligt at være opmærksom på soci­al­pæ­da­go­gik­kens straf­fende element. Den hver­dags­lige skelnen mellem straf og pædagogik (mod­stil­let som væsens­for­skel­lige siden C.C. Møllers kritik af fami­liepleje i 1800tallet og på ny af SL’s formand i for­bin­delse med magt­an­ven­delse i 2010erne) synes at glemme, at straf har været og er et inte­gre­ret middel i en lang række pæda­go­gik­ker. På samme måde må den histo­ri­ske for­mind­skelse af særligt fysisk straf og ikke mindst den soci­o­kul­tu­relle deva­lu­e­ring af fysisk vold som opdra­gel­ses­norm og hver­dags­lig omgangs­form ikke få os til at overse, at en væsentlig del af soci­al­pæ­da­go­gik­ken består i udøvelsen af statsau­to­ri­se­ret magt (Hansen 2011; Jensen & Kragh 2020). Men denne histo­ri­ske bevidst­hed må omvendt heller ikke affærdige det genuint spe­ci­fikke ved de sidste 20 års politiske, juridiske og insti­tu­tio­nelle skærpelse og legi­ti­me­ring af straf som soci­al­pæ­da­go­gisk metode og den akkom­pag­ne­rende ideologi om, at normbrud og afvigende subjekter skal mødes med håndfaste kon­se­kven­ser og sank­tio­ner (Caswell & Høybye-Mortensen 2015; Diop-Chri­­sten­­sen 2018; Nilsson & Delica 2015).

Kate­go­ri­se­ring af klienter, ”nye forståelsesrammer”

Hånd i hånd med disse metodiske logikker går nye for­stå­el­ses­ram­mer og kate­go­ri­se­rin­ger af de for­skel­lige kate­go­rier af mar­gi­na­li­se­rede grupper. Ligesom for­stå­el­sen af arbejds­løse i 1800tallet var formet af mora­li­sti­ske kate­go­rier om selv­for­skyld og værdighed og førte til arbejds­an­stal­ten, er også de nutidige for­stå­el­ser af mar­gi­na­li­tet og pro­ble­ma­ti­se­rin­ger af for­skel­lige grupper i byen tæt forbundne til de metodiske udviklinger.

Det er derfor ikke over­ra­skende, at psy­ko­lo­gi­se­rede og medi­ka­li­se­rede kate­go­rier indtager en domi­ne­rende position, ikke mindst i form af diag­no­sti­ske klas­si­fi­ka­tions­sy­ste­mer – ADHD, autisme, angst mv., men også i form af til­stø­de­nde kate­go­rier som sårbar og udsat (Brodersen 2019; Espersen 2010; Lavaud 2018).[6]  En anden domi­ne­rende for­kla­rings­mo­del, der har floreret blandt både poli­ti­kere og pro­fes­sio­nelle har været fore­stil­lin­gen om social arv (Ejrnæs, Gabri­el­sen & Nørrung 2004; Ejrnæs og Monrad 2022; Harrits og Møller 2016.[7] Endelig kan man i den politiske debat iagttage ned­rak­kende og mora­li­se­rende kate­go­ri­se­rin­ger af fattige som dovne, uin­tel­li­gente, dumme, snyltende mv. (Danneris 2018; Danneris & Herup Nielsen 2018; Dencker-Larsen & Lundberg 2016), som også har sin parallel i det soci­al­pæ­da­go­gi­ske arbejde i form af symbolske græn­sed­rag­nin­ger mellem nor­ma­li­tet og afvigelse, mid­delklasse og arbej­der­klasse mv. (Bjønness 2012; Ebsen 2012; Henriksen 2017).

Hvis disse kate­go­ri­se­rin­ger har en længere historie og en bredere spatial udbre­delse, om end de er inten­si­ve­rede i symbolsk styrke og praktisk effekt, så er særligt tre kate­go­rier i for­skel­lige kom­bi­na­tio­ner pro­ble­ma­ti­se­rede i de seneste tyve-tredive år: 1) raci­a­li­se­rede (ikke-inte­­gre­rede, kri­mi­nelle anden gene­ra­tions­ind­van­drere, hjem­me­gå­ende og arbejds­løse ind­van­drere, ikke-vestlige ind­van­drere og efter­kom­mere) (Padovan-Özdemir og Øland 2022; Øland 2019), 2) far­lig­gjorte (ind­van­drer­ban­der, ghettoer) (Simonsen 2016), og 3) uønskede (hjemløse tiggere og stof­bru­gere, flygt­ninge og Romaer) (Fahnøe 2018; Juul 2022; Projekt Udenfor 2012). Fælles for disse kate­go­rier er, at de fungerer som løf­te­stang for bymæssige design som fjendtlig (”tryg­heds­ska­bende”) arki­tek­tur, inten­si­ve­rede poli­ti­ind­sat­ser og straf­fende tiltag (Kam­mers­gaard 2020; Kam­mers­gaard m.fl. 2021; Stenum 2010) såvel som for nedriv­ning af almene boliger, depo­ne­ring til yder­kom­mu­ner og til insti­tu­tio­nelle nyop­fin­del­ser som asyl- og udrej­se­cen­tre, sikrede afde­lin­ger mv.

Samlet set ser det ud til, at ghetto vinder frem som en fore­stil­ling om at byernes mar­gi­na­li­tet om ikke ude­luk­kende så over­ve­jende er samlet i de almene bolig­om­rå­der. Det er med andre ord en spatial kategori, der fungerer som en symbolsk container for ned­vur­de­rede befolk­nings­grup­per. Tæt flankeret af områder hvor en eller flere insti­tu­tio­ner for mar­gi­nal­grup­per er samlet (sto­f­ud­le­ve­ring, være­ste­der, botilbud) og områder, som er særligt ind­ret­tede til at inkludere disse grupper (skæve boliger, drik­ke­s­kure mv.) eller mid­ler­ti­digt indtaget som til- og opholds­sted (parker, bænke, gade­hjør­ner). Som kate­go­ri­alt knu­de­punkt kan byens udsatte områder således karak­te­ri­se­res som et dobbelt spor af raci­a­li­se­ret frygt og afsky og mora­li­se­ret med­li­den­hed og medfølelse. 

Inten­si­ve­rede relationer

For det femte ser det ud til, at soci­al­pæ­da­go­gik­kens politiske økonomi pro­du­ce­rer rela­tio­ner mellem mar­gi­nal­grup­per (borgere, beboere, klienter, patienter), soci­a­l­ar­bej­dere og de admi­ni­stra­tive bureau­kra­tier præget af mistillid snarere end tillid (Chri­sten­sen 2016; Kjær 2021). Det gælder ikke kun rela­tio­nen mellem ”fron­t­ar­bej­derne” og ”lederne” eller ”systemet”, som præges af ved­va­rende og omfat­tende audi­te­rings- og acco­un­ta­­bi­lity-systemer, eller de stil­fær­digt opbyggede mistil­lids­re­la­tio­ner for­år­sa­get af lange sags­be­hand­ling­sti­der, afslag på hjælp og ydelser mv. Det gælder også rela­tio­nerne mellem borgere og soci­a­l­ar­bej­dere, hvor manglende eller begræn­sede res­sour­cer i den hver­dags­lige praksis og ste­reo­type græn­sed­rag­nin­ger baseret på køn, klasse og etnorace går hånd i hånd med såvel fast­hol­del­ser, fastspæn­din­ger og magt­an­ven­del­ser som trusler og vold mod og drab på soci­al­pæ­da­go­ger (Caswell & Høybye-Mortensen 2015; Høgsbro m.fl. 2012; Jensen 2019; Jensen og Kragh 2020; Møller & Stone 2013; Møllerhøj m.fl. 2017; Vitus 2018). Sat på spidsen kan man sige, at presset på mar­gi­na­li­se­rede grupper fører til pres på per­so­na­le­ka­te­go­ri­erne, inten­si­ve­rer rela­tio­nerne og græn­sed­rag­nin­gerne og deci­vi­li­se­rer (dvs. forøger den fysiske vold) de daglige omgangs­for­mer (se fx Michel-Schertges & Skovlund 2019 for dis­kus­sio­ner af fremmedgørelse).

De symbolske grænser, som soci­a­l­ar­bej­dere trækker mellem ”os normale” og ”dem, de andre” er grund­læg­gende funderet i klas­se­re­la­tio­ner (Hansen 2014b) og i en klas­se­struk­tur, der pola­ri­se­res, kan det se ud til, at soci­a­l­ar­bej­derne balan­ce­rer mellem symbolsk rensning for den poten­ti­elt smitsomme kontakt med stig­ma­ti­se­rede kate­go­rier og opti­me­ring af den sociale ære, der er forbundet med at udøve ”gode gerninger” og udvise ”barm­hjer­tig­hed”. Som Padovan-Özdemir (2020:5) skriver med hen­vis­ning til Paolo Freires De under­tryk­tes pædagogik i en analyse af et kunst­pro­jekt i regi af en boligso­cial indsats, så bliver soli­da­ri­te­ten ikke, at man som soci­a­l­ar­bej­der ”går ind på samme vilkår som dem, man er soli­da­risk med”, men snarere, at man dyrker ”ædel­mo­dig­hed og gav­mild­hed” på den Andens vegne. På den måde ser det ud til, at den pola­ri­se­rede by også fodrer en distan­ce­rende socialpædagogik.

Soci­al­pæ­da­go­gik i den revan­che­rende by

Jeg har i denne artikel læst på tværs af en række for­skel­lig­ar­tede teo­re­ti­ske og empiriske bidrag for at skitsere, hvordan soci­al­pæ­da­go­gik­kens politiske økonomi historisk har formet sig og aktuelt tager sig ud som en pæda­go­gi­se­ring af urban mar­gi­na­li­tet. Fra et sådant makro­per­spek­tiv ser det ud til, at byerne relativt konstant både er container for og generator af mar­gi­na­li­tet, fore­stil­lin­ger om og teknikker til at håndtere ”byens bundfald”. 

Med denne skitse af soci­al­pæ­da­go­gik­kens politiske økonomi vil jeg pege på, at opkomsten af det sociale som et urbant spørgsmål går hånd i hånd med en omfat­tende pæda­go­gi­se­ring af urban mar­gi­na­li­se­ring, der er præget af klas­se­mæs­sig kontrol og dominans, der samtidigt skaber et marked for gode gerninger – hjælp, assi­stance, ret­tig­he­der til at overkomme sociale nødstil­stande. Jeg peger også på, at det sociale spørgsmål har en histo­ri­ci­tet selv om både pro­ble­ma­ti­se­rin­ger og udpeg­nin­gen af deres løsninger udviser en række konstanser.

Byen er således ikke bare sky­de­skive for, ramme for eller container til sociale problemer, men også en generator af både mar­gi­na­li­se­ring, måden denne forstås og officielt kate­go­ri­se­res på og dermed også foreslås håndteret. Den urbane mar­gi­na­li­se­ring formgives således af den histo­ri­ske bevægelse fra indu­stri­byen, som arbej­derne indtog og delvist skabte, over den afin­du­stri­a­li­se­rede by, hvor både arbejdere og bor­ger­skab forlod byen i stor stil, til den genrejste serviceby, hvor middel- og over­klas­serne vender tilbage og præger byens form­giv­ning (dens arki­tek­tur, bolig­masse, kul­tu­relle tilbud osv.). På tværs af denne histo­ri­ske bevægelse ser det ud til, at fore­stil­lin­gen om byen som farlig i sig selv er relativ stabil frem til omkring 1980erne: Denne fore­stil­ling ser ikke bare byen som et hjemsted for farlige individer, men også som et sted, der frister og forleder og som man kan gå til grunde i. Som et mere eller mindre pro­fes­sio­na­li­se­ret (rednings)korps indgår de soci­al­pæ­da­go­gi­ske aktører i deres mang­fol­dig­hed i byens klas­se­struk­tur, hjælper og kon­trol­le­rer, ordner byen, patrul­je­rer grænserne for medborgerskabet.

I denne artikel har jeg fremlagt en skitse til soci­al­pæ­da­go­gik­kens politiske økonomi. Jeg har ikke bare søgt fæl­les­træk på tværs af en række for­skel­lig­ar­tede allerede foretagne studier, men også søgt at frem­bringe et teoretisk per­spek­tiv, der kan integrere disse og styre nye studier. På tværs af artiklens tre snit argu­men­te­rer jeg således for den hypotese, at vi ikke ser hverken en genkomst eller en kon­ti­nu­er­lig for­læn­gelse, men en fremkomst af et særegent socialt, urbant og pæda­go­gisk spørgsmål, en genuin ny kon­stel­la­tion af neksusset by-kapitalisme-socialpædagogik.

Jeg argu­men­te­rer for, at byerne udgør en særlig kontekst for hånd­te­rin­gen af mar­gi­nal­grup­per såvel som disse gruppers hånd­te­ring af mar­gi­na­li­tet og at kon­ver­gen­sen mellem kapi­ta­lisme og neoli­be­ra­lisme i den postin­du­stri­elle by fungerer som en sam­men­flet­ning af soci­al­pæ­da­go­gisk kon­ti­nu­i­tet og dis­kon­ti­nu­i­tet. Det er ikke nyt, at sam­fun­dets bund udpeges som en trussel mod byens orden og den ordent­lige by, som skal imødegås gennem pæda­go­gi­ske insti­tu­tio­ner på vegne af bor­ger­ska­bet. Men den neoli­be­rale kapi­ta­lisme har forandret forholdet mellem velstand og fattigdom i den postin­du­stri­elle by, fostret en ny frag­men­te­ring af løn­ar­bej­det, en ny klas­se­struk­tur og nye hie­rar­kier for social ære, nye kul­tu­relle former og nye kate­go­ri­se­rin­ger af steder og mennesker. Man kan sige, at hvis soci­al­sta­ten tog en mater­na­li­stisk form, model­le­ret som moderlig omsorg, så har straf­fe­sta­ten de seneste tyve år taget en pater­na­li­stisk form, model­le­ret som faderens faste hånd. Men man kan også sige, at soci­al­sta­ten og straf­fe­sta­ten går hånd i hånd, brydes og forenes i para­doksale og ambi­va­lente rela­tio­ner (Fallov og Birk 2022; Larsen & Delica 2021). Jeg foreslår altså, at spørgs­må­let om hvad byens ændrede ansigt betyder for måderne det marginale liv leves, måderne byen anskues og opdeles fra det marginale synspunkt, og for de gode ger­nin­gers økonomi, under­sø­ges ud fra den antagelse, at i den pola­ri­se­rede by flyder nye og gamle soci­al­pæ­da­go­gi­ske indsatser sammen som en pro­fes­sio­na­li­se­ring, plu­ra­li­se­ring og pena­li­se­ring af pæda­go­gi­se­rin­gen af urban marginalisering.

Geografen Neil Smith beskrev middel- og over­klas­sens til­ba­ge­ven­den til byen som en parallel til revan­chi­sterne i Paris i 1870 – 90erne, der orga­ni­se­rede sig som en militant-natio­­na­li­stisk bevægelse vendt mod de ”miskre­di­te­rede kongelige”,  arbej­der­klas­sens Pari­ser­kom­mune og den til­ta­gende libe­ra­lisme for hævn­ger­rigt at generobre landet, genind­føre den bor­ger­lige orden og moral, genop­rette den offent­lige orden på gaden og tage hævn over alle dem, der havde kæmpet imod de tra­di­tio­nelle værdier (Smith 1996:43). Med begrebet om den revan­che­rende by fremhæver Smith den slående parallel mellem revan­chi­sterne og de ”hævn­dis­kur­ser”, der prægede New Yorks bypolitik i slut­nin­gen af det tyvende århund­rede. I et opgør mod omfor­de­lings­po­li­tik og positiv sær­be­hand­ling og gennem pro­duk­tion af nye fjen­de­bil­le­der (mino­ri­te­ter, arbej­der­klas­sen, femi­ni­ster, mil­jøak­ti­vi­ster og immi­gran­ter) hævdede den bor­ger­lige politiske elite og dens til­hæn­gere at genskabe (mid­delklasse) tryghed, lov og orden gennem nult­o­le­rance og poli­ti­mæs­sig kontrol, samtidig med at offent­lige rum pri­va­ti­se­re­des og kom­merci­a­li­se­re­des og nabolag gentrificeredes.

Efter en periode med afin­du­stri­a­li­se­ring og affolk­ning har byerne ”rejst sig på ny”, blevet mere velstil­lede men også mere pola­ri­se­rede: I en dansk kontekst er middel- og over­klas­serne også vendt tilbage til byen og været aktive i dens omstruk­tu­re­ring og nye form­giv­ning. I offi­ci­elle poli­tik­ker og skåltaler hylder byerne mang­fol­dig­hed og tolerance samtidig med, at inklusion af en lang række mar­gi­nal­grup­per sker gennem tildeling af særskilte pladser og rum – drik­ke­s­kure, fixerum, dag­be­hand­lings­til­bud, akti­vi­tets­cen­tre, være­ste­der mv., og hvor både politi og soci­a­l­ar­bej­dere får til opgave at rengøre og ordne byrummene, mildne mar­gi­na­li­te­tens effekter, smøre rela­tio­nerne til de nærmeste omgi­vel­ser og sank­tio­nere uønsket adfærd. Med den politiske økonomis briller ser det således ud til, at soci­al­pæ­da­go­gik­ken er blevet en inte­gre­ret del af den revan­che­rende by.

Refe­ren­cer

Andersen, Ditte. 2020. “Stuck! Welfare State Depen­dency as Lived Expe­ri­ence”. European Societies 22(3):317 – 36. doi: 10.1080/14616696.2019.1616796.

Andersen, Hans Thor & Lars Winther. 2010. “Crisis in the Resurgent City? The Rise of Copen­ha­gen: Debates and Deve­l­op­ments”. Inter­na­tio­nal Journal of Urban and Regional Research 34(3):693 – 700. doi: 10.1111/j.1468 – 2427.2010.00984.x.

Andersen, John, Annette Bilfeldt & Michael Søgaard Jørgensen. 2012. “Det urbane plejehjem: empower­­ment-plan­læg­­ning i praksis”. S. 96 – 115 i Byen i bevægelse: Mobilitet, politik, per­for­ma­ti­vi­tet, redigeret af J. Andersen. Fre­de­riks­berg: Roskilde Universitetsbibliotek.

Andersen, Linda Lundgaard. 2018. “Neoli­be­ral Drivers in Hybrid Civil Society Orga­ni­sa­tions: Critical Readings of Civicness and Social Entre­pre­n­eurism”. S. 25 – 34 i Neoli­be­ra­lism, Nordic Welfare States and Social Work, redigeret af M. Kamali og J. H. Jönsson. London: Routledge.

Arnholtz, Jens & Steen E. Navrbjerg. 2021. Løn­mod­ta­ge­res faglige orga­ni­se­ring 2000 – 2018. Forsk­nings­cen­ter for Arbejds­­­mar­keds- og Orga­ni­sa­tions­stu­dier, Socio­lo­gisk Institut, Køben­havns Universitet.

Bagger, Sofus. 1909. Fol­ke­op­dra­gelse III. Fald og gen­rejs­ning i vor tids opdra­gende virk­som­hed. København: Dansk Frøbelforening.

Bay, Joi. 1982. “Storbyens magikere. Om ‘Bir­m­ing­ham-skolen’ subkul­tur­te­ori”. Bidrag: Bevidts­heds­so­cio­lo­gisk tids­skrift (16):95 – 143.

Bay, Joi & Anders Vind. 1980. “‘Læderjak­kerne’ – et man­de­hi­sto­risk knu­de­punkt?” Hug! 6(27):12 – 19.

Bech Jørgensen, Birte. 1979. “Rab­ar­ber­børn og betonbørn”. Børn i tiden 74(3):56 – 60.

Bech Jørgensen, Birte. 1981. “Efter­ladte i byens tid og rum”. Blød by (12):42 – 45.

Berglund, Tomas, Tuomo Alasoini, Jon Erik Dølvik, Stine Rasmussen, Johan Røed Steen & Pekka Varje. 2020. Changes in the Occu­pa­tio­nal Structure of Nordic Employ­ment: Upgrading or Pola­riza­tion? Working Paper. Nordic Future of Work Project 2017 – 2020. Oslo: Fafo.

Bertelsen, Johs. 1981. ““Hva’ ska’ vi gøre..? Skide og la’ det tørre..! Ung i en stor­by­stad”. Kontext: Tids­skrift for soci­a­li­stisk analyse og politik (42):6 – 19.

Bertelsen, Johs. 1988. “Nej til SSP i det opsøgende arbejde. ‘Projekt Sidegade’”. Social Kritik 1(1):22 – 25.

Birkelund, Jesper Fels, Kristian Bernt Karlson & David Reimer. 2021. “Upper Secondary School Tracking, Labour Market Outcomes and Inter­ge­ne­ra­tio­nal Inequa­lity in Denmark”. Lon­gi­tu­di­nal and Life Course Studies 12(3):279 – 98. doi: 10.1332/175795921X16124376408552.

Bjerg, Jens & Birgitte Elle. 1982. Ungdom, soci­a­li­sa­tion og narcis­sisme. København: Unge Pædagoger.

Bjønness, Jeanett. 2012. “Between Emotional Politics and Biased Practices — Prosti­tu­tion Policies, Social Work, and Women Selling Sexual Services in Denmark”. Sexuality Research and Social Policy 9(3):192 – 202. doi: 10.1007/s13178-012‑0091‑4.

Bourdieu, Pierre. 2000. Pascalian Medi­ta­tions. Stanford, Calif: Stanford Uni­ver­sity Press.

Brodersen, Marianne. 2019. For­styr­ret og for­styr­rende. Analyser af vel­færds­ar­bej­dets viden om elever, som skolen har van­ske­lig­he­der med. Ph.d.-afhandling, Roskilde Universitet.

Bryderup, Inge M., red. 2011. Diagnoser i spe­ci­al­pæ­da­go­gik og soci­al­pæ­da­go­gik. Kbh.: Hans Reitzels Forlag.

Bryderup, Inge M., Mie Engen & Sune Kring. 2017. Fami­liepleje i Danmark. Aarhus: Klim.

Castel, Robert. 2000. “The Roads to Dis­af­fi­li­a­tion: Insecure Work and Vul­ne­rable Rela­tions­hips”. Inter­na­tio­nal Journal of Urban and Regional Research 24(3):519 – 35. doi: 10.1111/1468 – 2427.00262.

Caswell, Dorte & Matilde Høybye-Mortensen. 2015. “Responses from the Frontline: How Orga­ni­sa­tions and Street-Level Bureaucrats Deal with Economic Sanctions”. European Journal of Social Security 17(1):22.

Chri­sten­sen, Ann-Dorte & Sune Qvotrup Jensen. 2012. Stemmer fra en bydel: etnicitet, køn og klasse i Aalborg Øst. Aalborg: Aalborg Universitetsforlag.

Chri­sten­sen, John, Henning Koch & Henrik Stevns­borg. 1983. “Sikkerhed, fred og orden: ‘opløb’ og ‘oprør’ i 17- og 1800-tallets København”. Den jyske histo­ri­ker (25):39 – 61.

Chri­sten­sen, Michael. 2016. Tillid på trods i socialt arbejde med børn og unge i udsatte posi­tio­ner – om kommunalt baserede insti­tu­tio­nelle barrierer og faci­li­ta­to­rer for tillidens udfol­delse. Ph.d.-afhandling, Roskilde Universitet.

Cohen, Phil. 2005 [1980]. “Subcul­tu­ral conflict and working-class community”. S. 66 – 75 i Culture, Media, Language: Working Papers in Cultural Studies 1972 – 79. Redigeret af Stuart Hall, Dorothy Hobson, Andrew Lowe & Paul Willis. London & New York: Routledge in asso­ci­a­tion with the Centre for Con­tem­porary Cultural Studies, Uni­ver­sity of Birmingham.

Cohen, Stanley. 1979. “The Punitive City: Notes on the Dispersal of Social Control”. Con­tem­porary Crises (3):339 – 63.

Cohen, Stanley. 2011. Folk Devils and Moral Panics: The Creation of the Mods and Rockers. Oxon & New York: Routledge.

Cohen, Stanley & Andrew Scull, red. 1983. Social Control and the State: Histo­ri­cal and Com­pe­ra­tive Essays. Oxford: Basil Blackwell.

de Coninck-Smith, Ning. 1991a. “‘… paa den mest ryggeløse Maade’. Et kapitel af gade­d­ren­ge­nes historie i Esbjerg og det øvrige Danmark 1880 – 1914”. Den jyske histo­ri­ker (56):71 – 90.

de Coninck-Smith, Ning. 1991b. “Inter­na­tet: Køben­havns Kommunes Internat på Vester­fæl­led­vej 1876 – 1905”. Social Kritik (17):56 – 82.

de Coninck-Smith, Ning de. 2000. For barnets skyld: byen, skolen og barn­dom­men 1880 – 1914. København: Gyldendal.

Cru­iks­hank, Barbara. 2003. “Viljen til at mæg­tig­gøre: med­bor­ger­sk­ab­s­tek­no­lo­gier og ‘krigen mod fattigdom’”. Grus (70):30 – 48.

Danmarks Statistik. 2021. Uden uddan­nelse. Kbh.: Danmarks Statistik.

Danneris, Sophie. 2018. “Ready to Work (yet)? Unem­ploy­ment Tra­jecto­ries among Vul­ne­rable Welfare Reci­pi­ents”. Qua­li­ta­tive Social Work 17(3):355 – 72. doi: 10.1177/1473325016672916.

Danneris, Sophie & Mathias Herup Nielsen. 2018. “Bringing the Client Back in: A Com­pa­ri­son between Political Ratio­na­lity and the Expe­ri­en­ces of the Unem­ployed”. Social Policy & Admi­ni­stra­tion 52(7):1441 – 54. doi: 10.1111/spol.12386.

Dencker-Larsen, Sofie & Kjetil G. Lundberg. 2016. “Depicted Welfare-Recipient Ste­reo­ty­pes in Norway and Denmark: A Photo-Eli­ci­ta­tion Study”. Nordic Journal of Social Research 7:15.

Diop-Chri­­sten­­sen, Anna. 2018. “Beating the ‘unem­ploy­able’ with a stick? How Danish street- level workers trans­for­med a Danish work- first policy”. S. 205 – 15 i Neoli­be­ra­lism, Nordic Welfare States and Social Work, redigeret af M. Kamali & J. H. Jönsson. London: Routledge.

Ebsen, Frank. 2012. Udsat til bør­ne­forsorg: om etab­le­ring af fami­liepleje, bør­ne­an­stal­ter og indsats i hjemmet for udsatte børn i Danmark. Ph.d.-afhandling, Soci­al­högsko­lan, Lunds uni­ver­si­tet, Lund.

Ejrnæs, Morten, Gorm Gabri­el­sen & Per Nørrung. 2004. Social opdrift – social arv. København: Akademisk Forlag.

Ejrnæs, Morten & Merete Monrad. 2022. “Over­dre­ven risi­koop­fat­telse, men under­dre­ven chan­ceulig­hed? – Risi­ko­vur­de­rin­ger på børn- og unge området”. Dansk pæda­go­gisk Tids­skrift (1):63 – 101.

Espersen, Laila Dreyer. 2010. Bekym­rende iden­ti­te­ter: anbragte børns hver­dags­liv på behand­lings­hjem. Ph.d.-afhandling, SFI & Køben­havns Universitet.

Fahnøe, Kristian. 2018. “Emotional Geo­grap­hies of Urban Homeless People’s Avoidance of Places Providing Social Services”. 12(2):20.

Fallov, Mia Arp. 2010. “Community Capacity Building as the Route to Inclusion in Neig­h­bour­hood Rege­ne­ra­tion?” Inter­na­tio­nal Journal of Urban and Regional Research 34(4):789 – 804. doi: 10.1111/j.1468 – 2427.2010.00905.x.

Fallov, Mia Arp & Rasmus Hoffmann Birk. 2022. “”The ’Ghetto’ Strikes Back: Resisting Welfare Sanctions and Stig­ma­tizing Cate­go­riza­tions in Mar­gi­na­lized Resi­den­tial Areas in Denmark””. Nordic Social Work Research 12(2):217 – 28. doi: 10.1080/2156857X.2021.1937289.

Falster, Emil Søbjerg. 2021. Vi kæmper for at leve. En social-rela­tio­­nel og aner­ken­del­ses­te­o­re­tisk analyse af barrierer for børns agens og gensidigt aner­ken­dende rela­tio­ner set ud fra et bør­ne­per­spek­tiv. Ph.d.-afhandling, Roskilde Universitet.

Fjordside, Signe. 2021. Prak­sislo­gik­ker og børnesyn: Et fel­t­a­na­ly­tisk blik på det sociale arbejde med anbragte børn og unge. Ph.d.-afhandling, Roskilde Universitet.

Fol­ke­tin­get. 2017. Lov omændring af straf­fe­loven (Skærpelse af straffen for utryg­heds­ska­bende tiggeri). Bd. ) Lov nr. 753 af 19-06-2017.

Fol­ke­tin­get. 2018. Lov om ændring af lov om politiets virk­som­hed. (Udvidet bemyn­di­gelse til at fastsætte regler om zone­for­bud). Bd. Lov nr. 131 af 27-02-2018.

Foucault, Michel. 1988. Madness and Civi­liza­tion: A History of Insanity in the Age of Reason. Vintage Books Ed., Nov. 1988. New York: Random House.

Frørup, Anna Kathrine. 2011. Videns­for­mer og doku­men­ta­tions­prak­sis i soci­al­pæ­da­go­gisk arbejde. En analyse af, hvordan doku­men­ta­tion og soci­al­pæ­da­go­gisk praksis ita­le­sæt­tes i henhold til arbejdet med anbragte børn og unge på døg­nin­sti­tu­tion. Ph.d.-afhandling, Århus Uni­ver­si­tet, Danmarks Pæda­go­gi­ske Universitetsskole.

Geelan, Torsten, Magnus Skovrind Pedersen & Malthe Øland Ribe. 2017. “Aka­de­mi­ker­pre­ka­ri­a­tet”. Dansk Sociologi 28(2):27 – 51. doi: 10.22439/dansoc.v28i2.5613.

Geremek, Bronisław. 1997. Poverty: A History. 1. publ. in paperback. Oxford: Blackwell.

Giesecke, Hermann. 1981. Indføring i pædagogik. Kbh.: Nyt Nordisk Forlag.

Hall, Stuart, Chas Critcher, Tony Jefferson, John Clark & Brian Roberts. 1978. Policing the Crisis: Mugging, the State, and Law and Order. Bd. 29. London & Basing­s­toke: The Macmillan Press.

Hansen, Christian Sandbjerg. 2011. “At gøre en forskel. Socialt arbejde, soci­a­l­ar­bej­dere og mar­gi­na­li­se­rede børn og unge, 1945-”. Ph.d.-afhandling, Institut for Medier, Erken­delse og For­mid­ling, Køben­havns Uni­ver­si­tet, København.

Hansen, Christian Sandbjerg. 2014a. “Ung­dom­s­klub­ber­nes og gade­plans­ar­bej­dets historie og aktu­a­li­tet”. S. 47 – 66 i Unges livsvil­kår. Mulig­he­der, risici og pro­fes­sio­nelle udfor­drin­ger, redigeret af G. S. Johannsen og M. Petersen. København: Akademisk Forlag.

Hansen, Christian Sandbjerg. 2014b. “At være i mellem. Om soci­a­l­ar­bej­de­rens fag, identitet og klasse”. S. 171 – 211 i Socialt rum, symbolsk magt. Bour­di­eu­ske per­spek­ti­ver på klasse, redigeret af C.S. Hansen. København: Forlaget Hexis.

Hansen, Christian Sandbjerg. 2016. “‘Vilde piger’, ‘pige­ban­der’ og moralsk panik: Om klas­si­fi­ka­tions­kampe og betyd­nin­gen af den offent­lige repræ­sen­ta­tion af sociale problemer”. Pæda­go­gisk Psy­ko­lo­gisk Tids­skrift 53(2):5 – 16.

Hansen, Christian Sandbjerg. 2021. The Making of Place and People in the Danish Metro­po­lis: A Socio­hi­story of Copen­ha­gen North West. Oxon & New York: Routledge.

Harding, David J. & Martin D. Munk. 2020. “The Decline of Inter­ge­ne­ra­tio­nal Income Mobility in Denmark: Returns to Education, Demo­grap­hic Change, and Labor Market Expe­ri­ence☆”. Social Forces 98(4):1436 – 64. doi: 10.1093/sf/soz108.

Harrits, Gitte Sommer & Marie Øster­gaard Møller. 2016. Fore­byg­gelse og bekymring: i pro­fes­sio­nel praksis. København: Hans Reitzels Forlag.

Hartlev, Mette. 1991. “Bag om SSP”. Social Kritik 3(13 – 14):9 – 22.

Hen­ningsen, Peter. 2007. “Tiggernes by. Fæl­les­eu­ro­pæ­i­ske tendenser og det køben­havn­ske fat­tig­væ­sen, 1500 – 1800”. Histo­ri­ske meddelser om København 100 – 101:153 – 204.

Henriksen, Ann-Karina. 2017. “Confined to Care: Girls’ Gendered Vul­ne­ra­bi­li­ties in Secure Insti­tu­tions”. Gender & Society 31(5):677 – 98. doi: 10.1177/0891243217726968.

Hvid, Helge & Eivind Falkum, red. 2019. Work and Wellbeing in the Nordic Countries: Critical Per­specti­ves on the World’s Best Working Lives. Oxon & New York: Routledge, Taylor and Francis Group.

Høgsbro, Kjeld, Leena Eskelinen, Mia Arp Fallov, Kirsten Mejlvig & Nichlas Permin Berger. 2012. Når grænserne udfordres. Arbejds­be­last­nin­ger og pæda­go­gi­ske udfor­drin­ger i spe­ci­al­pæ­da­go­gi­ske boenheder. København: AKF.

Ilsøe, Anna. 2016. “From Living Wage to Living Hours – the Nordic Version of the Working Poor”. Labour & Industry: A Journal of the Social and Economic Relations of Work 26(1): 40 – 57. https://​doi​.org/​1​0​.​1​0​8​0​/​1​0​3​0​1​7​6​3​.​2​0​1​6​.​1​1​5​2​534.

Jensen, Stine Grønbæk & Jesper Vaczy Kragh. 2020. Erfaret magt: fru­stra­tio­ner og fast­hol­del­ser på botilbud. Odense: Syddansk Universitetsforlag.

Jensen, Sune Qvotrup. 2019. “Social Skills, New Capi­ta­lism, and Power in Social Work”. Nordic Social Work Research 9(3):220 – 34. doi: 10.1080/2156857X.2018.1494033.

Johansen, Ejler. 1988. “Det gen­nem­ly­ste lokal­miljø. Om tvær­fag­ligt sam­ar­bejde og social kontrol”. Social Kritik 1(1):44 – 49.

Johansen, Ejler. 1989. ““En væsentlig del af SSP-sam­ar­­bej­­det må indstil­les”. Social Kritik 1(2):92 – 95.

Johansen, Mette-Louise & Steffen B. Jensen. 2017. ”’They Want Us Out’: Urban Rege­ne­ra­tion and the Limits of Inte­gra­tion in the Danish Welfare State”. Critique of Ant­hro­po­logy 37(3):297 – 316.

Juhl, Pernille. 2016. “Parenting on the Edge: Doing Good Parent­hood in Child Pro­tection Services Inter­ven­tions”. S. 41 – 52 i Doing Good Parent­hood, redigeret af A. Sparrman, A. Wester­ling, J. Lind, og K. I. Dannesboe. Springer Inter­na­tio­nal Publishing.

Juul, Kristine. 2022. “Welcoming the Unwelcome: Migration Indu­stries and Border Control for Homeless Job-Seeking Migrants in Central Copen­ha­gen”. Urban Studies 004209802210943. doi: 10.1177/00420980221094399.

Kalkan, Hakan. 2018. Shababs. Gade­kul­tur, gadens økonomi og respekt – på Nørrebro. Dok­to­raf­hand­ling, Køben­havns Universitet.

Kamali, Masoud, og Jessica H. Jönsson, red. 2018. Neoli­be­ra­lism, Nordic Welfare States and Social Work: Current and Future Chal­len­ges. New York: Routledge.

Kam­mers­gaard, Tobias. 2020. Policing of Mar­gi­na­lized Drug Users in Public Space. Between Control and Pro­tection. PhD dis­serta­tion, School of Business and Social Sciences, Centre for Alcohol and Drug Research, Aarhus University.

Kam­mers­gaard, Tobias, Thomas Friis Søgaard, Mie Birk Haller, Torsten Kolind & Geoffrey Hunt. 2021. “Community Policing in Danish ‘Ghetto’ Areas: Trust and Distrust between the Police and Ethnic Minority Youth”. Cri­mi­no­logy & Criminal Justice 174889582110173. doi: 10.1177/17488958211017390.

Karlson, Kristian & Rasmus Landersø. 2021. “The Making and Unmaking of Opportu­nity: Educa­tio­nal Mobility in 20th Century-Denmark”. SSRN Electro­nic Journal. doi: 10.2139/ssrn.3794081.

Katz, Michael B. 1995. Improving Poor People: The Welfare State, the “Underclass”, and Urban Schools as History. Princeton, New Jersey: Princeton Uni­ver­sity Press.

Kjær, Bjørg. 2021. “Ikke som de andre. For­æl­dre­skab når børn pro­ble­ma­ti­se­res”. Nordiske Udkast 49(1):61 – 72.

Køber, Jesper Ves­ter­mark, Niklas Olsen & Heidi Vad Jønsson, red. 2021. Citizen Cate­go­ries in the Danish Welfare State: From the Founding Epoch to the Neoli­be­ral Era. Odense: Uni­ver­sity Press of Southern Denmark.

Langager, Søren. 1985. “Den statslige regu­le­ring af ungdom”. Nordisk forum: Tids­skrift for kritisk forskning 46(20):39 – 45.

Langager, Søren. 1991. “Grænser for fore­byg­gelse?” Social Kritik 3(16):36 – 45.

Langager, Søren. 2014. “Children and Youth in Behaviou­ral and Emotional Dif­fi­cul­ties, Skyro­ck­e­ting Diagnosis and Inclusion/Exclusion Processes in School Ten­den­cies in Denmark”. Emotional and Behaviou­ral Dif­fi­cul­ties 19(3):284 – 95. doi: 10.1080/13632752.2014.883785.

Larsen, Henrik Gutzon & Anders Lund Hansen. 2008. “Gen­tri­fi­ca­tion — Gentle or Traumatic? Urban Renewal Policies and Socio­eco­no­mic Trans­for­ma­tions in Copen­ha­gen”. Urban Studies 45(12):2429 – 48. doi: 10.1177/0042098008097101.

Larsen, Henrik Gutzon & Anders Lund Hansen. 2015. “Com­mo­di­fying Danish Housing Commons”. Geo­gra­fiska Annaler: Series B, Human Geography 97(3):263 – 74. doi: 10.1111/geob.12080.

Larsen, Troels Schultz. 2014. “Copenhagen’s West End a ‘Paradise Lost’: The Political Pro­duction of Ter­ri­to­rial Stig­ma­tiza­tion in Denmark”. Environ­ment and Planning A: Economy and Space 46(6):1386 – 1402. doi: 10.1068/a45640.

Larsen, Troels Schultz & Kristian Nagel Delica. 2021. “Ter­ri­to­rial Destig­ma­tiza­tion in an Era of Policy Schizop­hre­nia”. Inter­na­tio­nal Journal of Urban and Regional Research 45(3):423 – 41. doi: 10.1111/1468 – 2427.12994.

Laursen, Julie. 2016. “‘We Don’t Want You to Think Criminal Thoughts’: A Socio­lo­gi­cal Expl­ora­tion of Prison-Based Cognitive Behaviou­ral Pro­gram­mes in Denmark”. The PhD Series of the Faculty of Social Sciences Aalborg Uni­ver­sity. doi: 10.5278/VBN.PHD.SOCSCI.00042.

Lavaud, Manon Alice. 2018. Et mylder af historier. Kon­struk­tio­ner og for­hand­lin­ger af nor­ma­li­tet og afvigelse i for­tæl­lin­ger om børn og unge i udsatte posi­tio­ner. Roskilde Universitet.

Lützen, Karin. 1998. Byen tæmmes: ker­ne­fa­mi­lie, sociale reformer og vel­gø­ren­hed i 1800-tallets København. København: Hans Reitzels Forlag.

Løkke, Anne. 1990. Vild­fa­rende børn. Om forsømte og kri­mi­nelle børn mellem filan­tropi og stat 1880 – 1920. Holte: SocPol.

Michel-Schertges, Dirk & Henrik Skovlund, eds. 2019. Theme Issue: “Ali­e­na­tion Theory and Research in Education and Social Work”, Social Work & Society 17(1):

Müller, Maja, M. Azhar Hussain, Jørgen Elm Larsen, Henning Hansen, Finn Kenneth Hansen & Morten Ejrnæs. 2015. Fattigdom, afsavn og coping. København: Hans Reitzels Forlag.

Møller, Marie Øster­gaard & Deborah Stone. 2013. “Disci­pli­ning Disa­bi­lity under Danish Active Labour Market Policy”. Social Policy & Admi­ni­stra­tion 47(5):586 – 604. doi: 10.1111/j.1467 – 9515.2012.00835.x.

Møllerhøj, Jette, Hans Raben, Lis Sørensen, Mette Brandt-Chri­­sten­­sen & Liv Os Stølan. 2017. “»Hun plejer da at kunne tåle, at jeg truer med at hente en motorsav …« – Vold og trusler mod offent­ligt ansatte undersøgt i en dansk retspsy­ki­a­trisk popu­la­tion”. Nordisk Tids­skrift for Kri­mi­nal­vi­den­skab 103(2). doi: 10.7146/ntfk.v103i2.97874.

Nielsen, Beth Grothe. 1999. “Historien om den kri­mi­nelle lavalder”. Social Kritik 11(62):56 – 60.

Nielsen, Elo. 1981. “Ung­dom­skul­tur – klas­se­kul­tur”. Kontext: Tids­skrift for soci­a­li­stisk analyse og politik (42):20 – 37.

Nilsson, Ida Norvin & Kristian Nagel Delica. 2015. “Kritiske per­spek­ti­ver på nyere dansk retspo­li­tik – skridt på vej mod en straf­fe­stat?” Dansk Sociologi 26(3):55 – 76. doi: 10.22439/dansoc.v26i3.5054.

Nygaard-Chri­­sten­­sen, Maj & Bagga Bjerge. 2022. ”Inclusive gen­tri­fi­ca­tion? Repro­ducing logics of exclusion in stra­te­gies for inclusive urban planning”. Journal of Orga­niza­tio­nal Eth­no­graphy 11(1).35 – 49.

Oute, Jeppe & Katrine Schepe­lern Johansen. 2021. “Reform eller sta­bi­li­tet? En vel­færds­so­cio­lo­gisk analyse af psy­ki­a­tri­ske vel­færds­po­li­tik­ker 2009 – 2019”. Tids­skrift for Forskning i Sygdom og Samfund (34):47 – 70.

Padovan-Özdemir, Marta. 2020. ”Kunst og pædagogik i et post­mi­gra­tions­sam­fund”. Dansk pæda­go­gisk Tids­skrift, 2:38 – 59.

Padovan-Özdemir, Marta & Trine Øland. 2022. “Denied, but Effective – Stock Stories in Danish Welfare Work with Refugees”. Race Ethnicity and Education 25(2):212 – 30. doi: 10.1080/13613324.2020.1798375.

Pedersen, Oline. 2016. “Sund­heds­pleje, børnehave og kon­kur­ren­ce­stat?” Tids­skrif­tet Antro­po­logi (73):35 – 53. doi: 10.7146/ta.v0i73.107075.

Pedersen, Oline, Annick Prieur & Julie Laursen. 2017. “Det skulle være så evident…” Social Kritik 29(150):34 – 49.

Petersson, Kenneth. 1995. “Viljan att förekomma – om unga i den svenska pro­fylaxens ord­nings­pro­jekt”. S. 161 – 208 i Seendet och seendets villkor. En bok om barns och ungas välfärd, redigeret af L. Dahlgren og K. Hultqvist. Stockholm: HLS Förlag.

Projekt Udenfor. 2012. Rapport om hjemløse migranter i København. Migran­ter­nes pro­ble­ma­tik­ker og behov. København: Projekt Udenfor.

Psy­ki­a­tri­fon­den. 2015. Tal til psyken. Fakta om psykisk sundhed og psykisk sygdom 2015. Psy­ki­a­tri­fon­den.

Rasmussen, Stine, Jouko Nätti, Trine Pernille Larsen, Anna Ilsøe & Anne Helene Garde. 2019. “Non­stan­dard Employ­ment in the Nordics – Toward Preca­rious Work?” Nordic Journal of Working Life Studies 9(6): 7 – 32.

Rasmussen, Pernille Skovbo, Inge Kryger Pedersen & Anne Katrine Pagsberg. 2020. “Bio­grap­hi­cal Dis­rup­tion or Cohesion?: How Parents Deal with Their Child’s Autism Diagnosis”. Social Science & Medicine 244:112673. doi: 10.1016/j.socscimed.2019.112673.

Rege­rin­gens Ung­doms­ud­valg. 1982. En bryd­nings­tid. Om uligheder og udvik­ling­s­ten­den­ser i ung­domstil­væ­rel­sen. København: Rege­rin­gens Ungdomsudvalg.

Rose, Nikolas. 1996. “The Death of the Social? Re-Figuring the Territory of Gover­n­ment”. Economy and Society 25(3):327 – 56. doi: 10.1080/03085149600000018.

Roy, Parama. 2018. “‘‘Welcome in my backyard’’…but on my terms: making sense of homeless exclusion from renewed urban spaces in Copen­ha­gen”. Geo­Jour­nal 83:289 – 304.

Schmidt, Lars-Henrik. 1998. “Soci­al­pæ­da­go­gik­kens genkomst”. Tids­skrift for soci­al­pæ­da­go­gik 1(1):12 – 23.

Schmidt, Lars-Henrik, og Jens Erik Kri­sten­sen. 1988. “Den fore­byg­gende tanke”. Social Kritik 1(1):56 – 59.

Sehested, Karina. 2002. “How New Public Mana­ge­ment Reforms Challenge the Roles of Pro­fes­sio­nals”. Inter­na­tio­nal Journal of Public Admi­ni­stra­tion 25(12):1513 – 37. doi: 10.1081/PAD-120014259.

Simonsen, Kristina Bakkær. 2016. “Ghetto-Society-Problem: A Discourse Analysis of Natio­na­list Othering: Ghetto-Society-Problem”. Studies in Ethnicity and Natio­na­lism 16(1):83 – 99. doi: 10.1111/sena.12173.

Smith, Neil. 1996. The New Urban Frontier: Gen­tri­fi­ca­tion and the Revan­chist City. London: Routledge.

Social- og Inden­rigs­mi­ni­ste­ri­ets ben­ch­mar­kin­gen­hed. 2020. Udvik­ling­s­ten­den­ser i forhold til børn og unge med psy­ki­a­tri­ske diagnoser. Social- og Indenrigsministeriet.

Spie­ge­leer, Christoph De, red. 2019. The Civi­li­sing Offensive: Social and Educa­tio­nal Reform in 19th-Century Belgium. Berlin: De Gruyter Oldenbourg.

Stenum, Helle. 2010. “Workers and Vagrants: Governing the Foreign Poor in Denmark”. S. 205 – 30 i Irregular Migration in a Scan­di­navian Per­spective, redigeret af T. L. Thomsen. Maa­stri­cht: Shaker Publishing.

Ung­dom­skom­mis­sio­nen. 1948. Betænk­ning om den til­flyt­tede Ungdoms særlige Problemer. København.

Vester­gaard, Jørn. 1991. “Ung­dom­s­kon­trak­ter”. Social Kritik 3(13 – 14):23 – 36.

Vester­gaard, Jørn. 2004. “Unge kri­mi­nelle i straf­fe­ret­ten og soci­al­ret­ten”. S. 141 – 64 i Politik og Jura: Festskrift til Ole Espersen, redigeret af H. Koch. Thomson/Gad Jura.

Vester­gaard, Jørn. 2017. “Ung­doms­sank­tio­ner: ‘soci­al­pæ­da­go­gisk behand­ling med et element af fast­hol­delse’”. S. 44 – 64 i KRIM 50 års kri­mi­nal­po­li­tik: Resul­ta­ter og visioner, redigeret af L. K. Minke og N. Hauberg. Fjer­rits­lev: Forlag1​.dk.

Villadsen, Kaspar. 2004. Det sociale arbejdes genealogi: om kampen for at gøre fattige og udstødte til frie mennesker. København: Hans Reitzels Forlag.

Vitus, Kathrine. 2017. “Policy and Identity Change in Youth Social Work: From Social-Inter­­ven­tio­­nist to Neoli­be­ral Policy Paradigms”. Journal of Social Work 17(4):470 – 90. doi: 10.1177/1468017316648636.

Vitus, Kathrine. 2018. “Respon­si­bi­li­sa­tion, ide­o­lo­gies and pro­fes­sio­nal iden­ti­ties in Danish youth social work”. S. 115 – 25 i Neoli­be­ra­lism, Nordic Welfare States and Social Work, redigeret af M. Kamali og J. H. Jönsson. London: Routledge.

Wacquant, Loïc. 2008. Urban Outcasts: A Com­pa­ra­tive Sociology of Advanced Mar­gi­na­lity. Cambridge, UK; Malden, MA: Polity Press.

Wacquant, Loïc J. D. 2009. Punishing the Poor: The Neoli­be­ral Gover­n­ment of Social Insecurity. Durham [NC]: Duke Uni­ver­sity Press.

Wacquant, Loïc, Tom Slater & Virgílio Borges Pereira. 2014. “Ter­ri­to­rial Stig­ma­tiza­tion in Action”. Environ­ment and Planning A: Economy and Space 46(6):1270 – 80. doi: 10.1068/a4606ge.

Wacquant, Loïc. 2012. ”Plumbing the Social Under­belly of the Dual City”. S. 264 – 271 i Invisible in Austin. Life and Labor in an American City, redigeret af Javier Auyero. Austin: Uni­ver­sity of Texas Press.

Wingender, Malte Mol, Magnus Skovrind Pedersen & Søren Nielsen-Gravholt. 2017. Holder påstan­dene? Gen­nem­gang af det empiriske grundlag for beskæf­ti­gel­ses­re­for­merne. København: Analyse & Tal.

Øland, Trine. 2019. Welfare Work with Immi­grants and Refugees in a Social Demo­cra­tic Welfare State. Routledge.


[1] Jeg trækker her bl.a. på kilder fra et igang­væ­rende studie af måderne unge i byen problematiseres.

[2] Jeg fokuserer her på byen, også selv om en række af de egen­ska­ber og dyna­mi­k­ker, jeg fremhæver, ikke er eks­klu­sivt bymæssige, men også gældende for landet som helhed. Det kalder på en nærmere analyse både af hele det geo­gra­fi­ske rums udform­ning og hierarki og de bymæssige struk­tu­rer i Danmark som sådan, som er for omfat­tende at udfolde her. For nu nøjes jeg med at bemærke, at gini­fak­to­ren er sub­stan­ti­elt højere og er desuden steget mere i de store byer end i de små, ligesom der er flere personer i lavind­komst­grup­pen (defineret som 50% af medi­a­nind­kom­sten) i de store byer end i de små (om end visse mindre byer har oplevet større stigning, fx er andelen af fattige i Guld­borgs­und Kommune steget fra 4,8% i 2000 til 8,5% i 2020, svarende til en stigning på små 80%, mens København er steget fra 11,1% til 16,3% i samme periode, svarende til en stigning på små 50% – Aalborg skiller sig ud med en stigning fra 6,5% til 12,5% svarende til godt 90%), se Danmarks Sta­ti­stiks sta­ti­stik­bank (hhv. tabellen IFOR41 og IFOR12P).

[3] Ung­dom­skom­mis­sio­nen (1948) skrev om ”den til­flyt­tede ungdoms særlige problemer”, at de unge fra provinsen ikke bare kunne have svært ved at finde logi i byen eller klare dens leveom­kost­nin­ger (så de forledes til at tage et vellønnet men mindre frem­tids­sik­kert arbejde), men at ”selv den bedst udrustede og fremad­stræ­bende unge kan trænge til Vej­led­ning og Støtte med Hensyn til Udnyt­telse af sin Fritid paa et nyt og fremmed Sted” (s. 11). Kom­mis­sio­nen så imid­ler­tid med langt større bekymring på de alvorlige over­gangs­van­ske­lig­he­der som mødte ”den Gruppe af unge, der flytter ind til Hoved­sta­den uden et bestemt Maal, alene draget af den til­træk­nings­kraft, som en Storby altid vil udøve på Ungdommen” (s. 11). Mens Kom­mis­sio­nen så de eksi­ste­rende ung­doms­for­e­nin­ger, herberger, pen­sio­na­ter, arbejds- og træ­nings­sko­ler (der kunne give de unge selv­respekt gennem orden) som en del af løsningen, foreslog de endvidere at oprette et særligt kontor for råd­giv­ning, vej­led­ning og oplysning om vilkårene i byen (s. 32).

[4] Se fx Fol­ke­tin­get (2017, 2018) for de illu­stra­tive love om zone­for­bud og utryg­heds­ska­bende tiggeri.

[5] Som (Bourdieu 2000) gør opmærksom på, er forholdet til fremtiden blandt subpro­le­ta­ri­a­tet generelt usikkert og præget af tusindårs­for­håb­nin­ger. I det hele taget vil det være et selv­stæn­digt studie at undersøge hvilke former for mening og handling, der pro­du­ce­res over tid i de nederste dele af det sociale rum (se Hansen 2021). Den gade­kul­tur Kalkan (2018) fre­m­a­na­ly­se­rer blandt mar­gi­na­li­se­rede unge mænd på Nørrebro synes således relativ stabil på tværs af tid og sted.

[6] Mennesker med for­skel­lige handicaps kan siges at udgøre en særlig ned­vær­di­get variant af denne kategori, når de omtales som både farlige og omkost­nings­tunge (se Falster 2021; Kjær 2021).

[7] Tæt forbundet med disse to for­stå­el­ser er det (Hansen 2021) kalder ynke-kate­­go­rier, dvs. en med­fø­lende indstil­ling om, at ”det er synd for dem”, som hylder det tragiske samtidig med at den adskiller ”dem” fra ”os”.