Socialpædagogik har historisk været knyttet til fremvæksten af byernes særskilte struktur, funktion og kulturelle former. I denne artikel går jeg på tværs af en række forskelligartede teoretisk-empiriske analyser med henblik på at skitsere en historisk syntese af socialpædagogikkens spatiale komponent, som denne udfolder sig gennem forskellige epoker af den kapitalistiske samfundsformation. På den baggrund udfolder jeg en tese om pædagogisering af urban marginalisering, forstået som et særligt regime for velfærdsstatslig håndtering af den kapitalistiske overskudsbefolkning i byerne – de udstødte, afskummet – i de sidste 20 års neoliberale æra.
Socialpædagogik har historisk været knyttet til fremvæksten af byernes særskilte struktur, funktion og kulturelle former. Som Lars-Henrik Schmidt gjorde opmærksom på, så er der en tæt sammenknytning mellem socialpædagogik og det sociale spørgsmål, som opstår i forbindelse med den urbane industrikapitalismes fremkomst i sidste halvdel af 1800tallets Danmark (Schmidt 1998).
I denne artikel undersøger jeg, hvordan det sociale spørgsmål viser sig som et urbant og pædagogisk spørgsmål (Spiegeleer 2019). Jeg går således på tværs af en række forskelligartede analyser med henblik på at skitsere en historisk syntese af socialpædagogikkens spatiale dimension og indkredse en hypotese om pædagogiseringen af urban marginalitet. Denne tentative sondering går frem i tre skridt.
Først trækker jeg på teoretiske og empiriske bidrag af international og national karakter for at destillere socialpædagogikkens spatialitet, som den etablerer og udfolder sig gennem forskellige epoker af den kapitalistiske samfundsformation. Her søger jeg ikke så meget teoretisk syntese eller empirisk præcision som et skærpet blik for forholdet mellem by, kapitalisme og socialpædagogik, som det etablerer og forandrer sig fra slutningen af 1800tallet og frem til i dag.[1] Dernæst trækker jeg på Wacquant’s (2008) begreb om avanceret marginalisering for mere deduktivt at efterspore, hvorvidt de egenskaber og dynamikker, han hævder karakteriserer og driver urban marginalisering omkring årtusindeskiftet, kan genfindes empirisk i en dansk kontekst.
Til sidst fremlægger jeg mere induktivt og søgende hypotesen om pædagogisering af urban marginalitet forstået som et særligt regime for velfærdsstatslig håndtering af den kapitalistiske overskudsbefolkning i byerne – de udstødte, afskummet – i de sidste godt tyve år. For at indkredse dette forhold har jeg læst bredt og på tværs af nyere, danske studier fra de socialpædagogiske felter: psykiatri, handicap, anbringelse, forebyggelse mv. Jeg har ikke foretaget et systematisk review, men mere selektivt indsamlet forskellige, relativt heterogene undersøgelser af både socialpædagogiske forhold og urban marginalitet mere bredt. De adresserer ikke nødvendigvis selv forholdet mellem by og socialpædagogik (og kapitalisme), de arbejder ikke nødvendigvis selv med samme teorigrundlag og de forholder sig ikke nødvendigvis til hinanden, endsige diskuterer samme problemstillinger.
Det udvalg af studier, jeg her inddrager, skal altså ikke forstås som udtømmende, og det analytiske greb skal ikke forstås som en konstruktion af en idealtype, men snarere udvalgte studier i en syntesesøgende og hypoteseindkredsende proces. En sådan analytisk skitses bidrag kan ses på to niveauer: Dels er det en invitation til at se socialpædagogik i byen som rammesat af andet og mere end politiske styringsrationaliteter og ‑teknologier. Dels er det en ansats til et forskningsprogram, der undersøger socialpædagogik som en institution, der er helt og aldeles integreret i byerne.[2]
På denne baggrund skitserer jeg en socio-spatial pædagogiks materielle (byernes nye økonomi, segregering og velfærdsstatslig omkalfatring) og symbolske konstituenter (stigmatisering, racialisering, og farliggørelse) og de dynamikker, der regulerer den (profitmaksimering, social strid om offentlige goder, klassekamp om værdighed og social ære). Jeg argumenterer i artiklen således for den hypotese, at byerne udgør en særlig kontekst for håndteringen af marginalgrupper og at vi ser fremvæksten af en nyt socialt, urbant og pædagogisk spørgsmål eller en pædagogisering af urban marginalitet kendetegnet af professionalisering, pluralisering og penalisering.
Marginalisering i byen
Ud fra et historisk perspektiv kan man sige, at sociale og pædagogiske initiativer overordnet produceres for at tage hånd om de sociale spørgsmål, der til gældende tider vinder frem. Som den tyske pædagogikforsker Hermann Giesecke skriver, var socialpædagogikken et slæbetov til socialpolitikkens bestræbelse på at afværge truslen fra den voksende arbejderklasse: Socialpædagogikken var frem til 1. verdenskrig ”en omsorgsfuld holdning over for proletarbarnets skæbne, som man på patriarkalsk vis ville hjælpe i dets elendighed” (Giesecke 1981:145). I sine skrifter om folkeopdragelse fra starten af 1900tallet skriver den danske pædagog, skoleleder Sofus Bagger, at den sociale uro, de sociale og generationelle kløfter og de sociale problemer, der er skabt med ”det nye samfund” (særligt i byen men også i landet som sådan), må imødeses med en folkeopdragelse, der kan ”lægge grunden til den samfundsfølelse, som fører ud over klassekampen og baner vej for den sociale fred” (Bagger 1909:5).
Historiske studier minder imidlertid om, at der eksisterede fattigdom i byerne før industrialiseringen. I det sekstende og syttende århundrede opførtes en række anstalter med sigte på at indespærre de omvandrende tiggere, der kendetegnede det krigshærgede Europa (Geremek 1997). Foucault (1988) bruger netop begrebet ”den store indespærring” til at indfange de bestræbelser, der ”i fornuftens tidsalder” tog sigte på at ekskludere de gale, de fattige, de tiggende osv. og internere dem i arbejdsanstalter. Fattighuse, arbejdsanstalter og senere fængsler blev opført for med streng arbejdsdisciplin at både straffe og forbedre den indsatte, og skulle, som galgen tidligere havde gjort, virke afskrækkende på byens tiggere og vagabonder (Henningsen 2007). Urbaniseringen og industrialiseringen skaber således ikke, men omskaber og nyskaber en række institutioner til at håndtere marginalitet i de voksende byer .
Opkomsten af opdragelsesanstalter og børneasyler i 1800tallet kan ses som eksempler på netop dette (Hansen 2011), men også almengørelsen af skolesystemet (de Coninck-Smith 2000), udviklingen af en pallette af ”særinstitutioner” (Lützen 1998) og ikke mindst patruljeringen af byrummet som sådan (Christensen, Koch & Stevnsborg 1983). Gadebørnene – gadedrengen – skulle væk fra gaderne og ind i ordnede og ordnende bygninger (de Coninck-Smith 1991a, 1991b), de mest problematiske skulle anbringes på landet, hvor lyset og arbejdet i Guds frie natur skulle virke frelsende på det fordærv, den syndefulde by havde næret (Løkke 1990), og selve byens forfald skulle modvirkes gennem opdragende og velgørende initiativer (Villadsen 2004).
Produktionen af nye sociale problemer
Kritisk sociologi og kriminologi – ikke mindst studier af ”statens sociale kontrol” – har længe hævdet, at straffe- og socialpolitikken ofte (hvis ikke altid) producerer ”offentlige fjender”, som kan bebrejdes forskellige og skiftende sociale og økonomiske problemer, og som ”holdes på plads” af forskellige typer af straf- og støtteordninger (se f.eks. Cohen & Scull 1983). Med begreber om social kontrol og moralsk panik har sådanne studier sat fokus på mediernes betydning i den sociale produktion af sociale problemer og deres løsning i lyset af den kapitalistiske industribys klassespændinger (Cohen 2011). Hvad der ofte beskrives som mere ”oplyste og menneskelige” socialpædagogiske indsatser, betragtes i et sådan kritisk perspektiv mere som en måde hvorpå de herskende klasser benytter de statslige kontrolinstitutioner til at fastholde og forstærke klasseforskelle og til at befæste deres klassemæssige dominans. Den stadige opfindelse af nye klientgrupper og problemfelter kan i dette lys ses som en udvidelse af kontrolsystemet og som en reproduktion af det kapitalistiske system som helhed.
Særligt Birminghamskolens studier af arbejderklassekultur blandt unge mænd viser, hvordan den vedvarende produktion af nye subkulturer og kategoriseringen af disse som ”offentlige trusler” hænger sammen med (kriser i) industri- og velfærdssamfundets kapitalistiske økonomi (Hall m.fl. 1978). Cohen (2005) argumenterer for, at arbejderkvarteret i byen i løbet af 1950erne og 1960erne opløses, funktionstømmes og forslummes: Antallet af arbejdspladser falder og folk flytter ud, mens nye indvandrere flytter ind, saneringsprojekter går i gang, gaden mister sin oprindelige funktion og de gamle udvidede netværk erstattes af isolerede kernefamilier. Det fører til, at angst og spænding breder sig i takt med deklasseringen og forældre-barn/ung relationen bliver spændingsfyldt og præget af generationskonflikt. Blandt de unge opstår specifikke subkulturer, som på magisk vis løser disse modsætninger (Cohen 2005).
I Bay & Vinds analyse af læderjakkerne argumenterer de for, at denne gruppe opstod i arbejderungdommen og særligt i de traditionelle arbejderkvarterer på broerne i København og de større provinsbyer, som var præget af ”decideret slum, befolket af en blanding af lumpenproletarer og nyindvandrere fra landet” (Bay og Vind 1980:16). De var unge og placeret lavt i arbejdspladshierarkiet og ofte varetog de anakronistiske arbejdsfunktioner, som var på retur. De nye prestige-jobs var flyttet til byens udkant og den særlige mandeidentitet, der udvikledes, var således ”en kollektiv reaktion og en kompensation for manglen på individuel myndighed og autonomi” (Bay & Vind 1980:17).
For Nielsen (1981:26) indebærer forslumningen af arbejderkvartererne også en stigning i ungdomskriminaliteten, særligt ”vandalisme, optøjer og tyverier”, der kan forklares ”som ritualiserede protester mod den dehumanisering af kvartererne, der finder sted”. Eller som Bay skriver: Unge gør modstand mod truslen om krænkelse af deres territorie med brug af på overfladen racistiske udtryksformer, ”som i virkeligheden handler om den systematiske marginalisering og kapitaltømning af kvarteret, som er foregået i hele efterkrigstiden ” (Bay 1982:137).
Opkomsten og udbredelse af ungdom – som en særlig tidsperiode adskilt fra barndom og voksendom – i en efterkrigstid præget af økonomisk opsving og velfærdsstatslig udvidelse former sig altså i byerne med særskilte kulturelle udtryk, som medfører en række nye socialpædagogiske institutionsdannelser. Ungdomsklubber er et eksempel på, hvordan problematiseringen af unges færden på gaderne førte til dannelsen af en særlig socialpædagogisk institution i 1940erne (som særligt udbyggedes i efterkrigstiden).[3] Trods velstandsstigning var arbejderboligerne stadig små og de unge brugte derfor gaderne og kaffebarerne som tilholdssteder. Frygten for, at de unge dermed skulle ende i kriminalitet og udvikle tilpasningsvanskeligheder, var en af drivkræfterne i udviklingen af ungdomsklubber, som tilbød ”sunde aktiviteter” med vægt på de unges egne interesser. Klubberne skulle således være steder, hvor ungdomskulturen kunne dyrkes i trygge rammer og formes efter idealer om demokrati, samtale og hyggeligt samvær (Hansen 2014b).
Det lokale som genstand og frelse
Med suburbaniseringen og affolkningen af byernes arbejderkvarterer sker der også et skifte i orientering af både politik og forskning i retning af de nye forstadsbebyggelser og deres problemer. Problematiseringen af satellitbyens betonbørn og dens fremmedgørelse i et moderne velfærdssamfund præget af aftraditionalisering er et sådant fokuspunkt, som både er til stede i ungdomsforskningen og ‑politikken (se f.eks. Bech Jørgensen 1979, 1981; Bertelsen 1981; Bjerg & Elle 1982; Nielsen 1981). Der var således en udbredt opfattelse, at ungdomsarbejdsløshed, kommerciel udnyttelse af de unge som forbrugere, ny teknologi og nye familieformer var sammenfaldende problemstillinger, som dels var særligt nedbrydende og fremmedgørende, dels var betingelser for produktion af nye unge identiteter og kulturer præget af normforvirring og anomi. Denne problemforståelse førte til skabelsen af nye institutioner som produktionsskoler og arbejdsløshedsprojekter, men også flere opsøgende initiativer, der skulle opspore de unge i deres lokalsamfund og vejlede dem ind i etablerede aktiviteter (Regeringens Ungdomsudvalg 1982).
Allerede i slutningen af 1970erne skrev Cohen (1979), at den sociale kontrol i byerne var i forandring. Han brugte termen ”community control” om de former for formel social kontrol, der iværksattes uden for de traditionelle behandlings- og straffeinstitutioners vægge, dvs. uden for fængslerne, opdragelsesanstalterne, fattiggårdene, sindssygehospitalerne osv. Cohen beskriver, hvordan disse kontrolformer indebærer, at grænserne mellem institutionernes indre og ydre bliver mere utydelige, at nettet udvides og dets masker udtyndes, at interventioner maskeres og forklædes som noget de ikke er, at det private og det offentlige smelter sammen, og at det lokale fungerer som en måde at absorbere og reintegrere de grupper, der udpeges som afvigere samtidig med at kontrolsystemerne trænger dybere ind i den sociale krop, det lokale. Forestillingen om at kontrollere afvigelse ved at integrere problematiserede befolkningskategorier som fx kriminelle, stofbrugere og sindslidende i byens lokale miljøer og kvarterer viser sig altså snarere at supplere end erstatte det kontrolsystem, der ekskluderede afvigerkategorier fra byerne og internerede dem i afsondrede anstalter på landet, så der således er tale om en udvidelse af hele kontrolsystemet.
Med Rose (1996) kan man sige, at socialpædagogikken bliver en del af en styringsstrategi, der søger at inkludere de ”afvigende elementer” lokalt. De pædagogiske institutioner, der håndterer storbyens marginalgrupper skal ikke længere være en adskilt verden, men et åbent tilbud med flydende grænser mellem inde og ude, mellem indsat og ansat, mellem lokalmiljø og lokal institution. Ungdomsklubber skal åbne sig, gadeplansarbejdet udvides, boligsociale medarbejdere ansættes, psykiatrien placeres i distrikter, botilbud og hybelfællesskaber i nærmiljøet. På baggrund af midt-1980ernes debat om gadebørn i byen gennemførte Juul & Ertmann i 1990 en undersøgelse, der konkluderede, at der findes ”miljøer, der virker som en magnet på unge, der har problemer” (s. 13), at gademiljøerne fungerer som ”overlevelseskulturer” uden ”værdiorientering” præget af udnyttelse og fællesskab, som kan ”opsluge” de unge, og at der derfor er behov for åbne anonyme rådgivninger, tværfagligt samarbejde og at forvaltningerne ”bevæger sig ud i miljøerne og forsøger at hjælpe de unge dér, hvor de er” (s. 27). I et mere kritisk perspektiv argumenterede bl.a. Johansen (1988) og (Langager 1985, 1991) for, at ambitionerne om tværfagligt samarbejde og forebyggelse usynliggjorde den sociale kontrol, producerede ukontrollerede og uoverskuelige informationsmængder og i det hele taget skabte et ”gennemlyst lokalmiljø” med socialarbejdere på hvert gadehjørne, der registrerer afvigelsestegn og pejler sig ind på de mulige sociale problemer, der kunne tænke sig at opstå for dermed at forhindre dem i at udvikle sig (se også Petersson 1995; Schmidt & Kristensen 1988).
Marginalisering i storbyerne omkring årtusindskiftet
Hvis velfærdssamfundets moderne industriby og dens forstæder så at sige kaldte på det lokale for at løse marginaliseringsproblemerne, så skete der med opkomsten af den postindustrielle og neoliberale by et skifte i urban marginalisering og dets sociale og pædagogiske modsvar.
Med begrebet om avanceret marginalisering betegner Loïc Wacquant et nyt fattigdomsregime i storbyerne, som vokser frem fra slutningen af 1980erne, og som til forskel fra tidligere hverken er residual, cyklisk eller konjunkturel, men indlejret i byernes nye økonomi og stimuleret af lønarbejdets fragmentering og velfærdsstatens tilbagetrækning (Wacquant 2008). Wacquant argumenterer for, at den globale restrukturering af kapitalismen medfører en afsocialisering og intern heterogenisering af arbejdskraften. Fattige områder adskilles fra de økonomiske konjunkturers udsving og fastholdes i permanent fattigdom. I disse områder koncentreres storbyens fattigste mennesker og områderne stigmatiseres på nye måder: Til forskel fra tidligere tider er territorielle stigma på kanten af årtusindeskiftet autonomiseret, nationaliseret og demokratiseret, sidestillet med social disintegration og racialiseret. Og så vækker det kollektive følelser som afsky og frygt, hvilket ofte fører til strafferettede korrigerende foranstaltninger (Wacquant, Slater & Pereira 2014). Som konsekvens forandres også områdernes interne komposition. Stederne mister mening, bliver rene opbevaringssteder for samfundets afskum, som også mister ghettoens og arbejderklassekvarterernes traditionelle beskyttelsesforanstaltninger i form af egne kulturelle udtryk og organisationer og et funktionelt bagland, der kan træde til i perioder med arbejdsløshed, sygdom eller andre midlertidige nedgangsperioder. Resultatet er fremkomsten af et atomiseret urbant prekariat præget af økonomisk forfald og social usikkerhed (Wacquant 2008).
Wacquant argumenterer videre for, at de offentlige og officielle modsvar til denne prekarisering kan indfanges som en bevægelse fra velfærd mod den kombinerede udrulning af workfare og prisonfare forenet af samme moralsk-behavioristiske filosofi. Mens socialstatens bløde hånd trækkes tilbage, udrulles ifølge Wacquant altså straffestatens hårde hånd i form af ”fængslet og dets fangearme” (Wacquant 2009). Selv om der også i Danmark i 1990erne indførtes flere straffende tiltag – voldspakker, ungdomskontrakter, ungdomssanktion (Vestergaard 1991), så akkompagneredes dette af faglig kritik ”indefra” (Bertelsen 1988; Johansen 1989), og det er først efter årtusindskiftet, at straffestaten for alvor filtredes ind i socialstaten.
I det følgende undersøger jeg først de egenskaber og dynamikker, der kendetegner urban marginalisering i danske byer, og dernæst karakteren af de socialpædagogiske tiltag, der iværksættes for at håndtere det aktuelle sociale spørgsmål.
Urban marginalisering efter årtusindskiftet
Marginalisering i de større danske byer i dag kan med inspiration fra Wacquant karakteriseres ved både materielle og symbolske egenskaber og dynamikker. Et centralt kendetegn ved de sidste godt 20 års marginalisering er, at den udvikler sig i en tid med stigende ulighed trods stigende økonomisk vækst. Tager man gini-koefficienten som simpelt ulighedsmål, så er den for hele landet steget med 34% fra 1990 til 2020, men mest i hovedstadsområdet og de store byer (i København med næsten 50%). Men økonomisk ulighed er ikke den eneste måde byen deler sig på og marginalisering tager sig ud. Også chanceulighed, mobilitetsforringelser, ulighed i sundhed og et boligmarked, der i stigende grad opdeles mellem ejere og lejere, aftegner konturerne af den urbane marginalisering (Andersen & Winther 2010; Harding & Munk 2020; Karlson & Landersø 2021; Larsen 2014). Fra et geografisk perspektiv går den stigende ulighed hånd i hånd med bymæssige gentrificeringsprocesser: middel- og overklasserne vender så at sige tilbage til byen, fortrænger i varierende hastighed arbejderklasserne og forandrer byernes strukturelle og kulturelle komposition (Larsen og Hansen 2008, 2015). En af de knap så diskuterede effekter af ”byfornyelserne” og ”byernes genrejsning” er den polariserede sameksistens af fattigdom og velstand, dvs. de effekter byens dobbelte karakter og ændrede klassestruktur har på de sociale relationer, hverdagslige interaktioner og symbolske grænsedragninger såvel som på måderne byen og dens steder, rum og institutioner indtages og udfyldes (Roy 2018; Nygaard-Christensen og Bjerge 2022).
I forlængelse af dette har byernes beskæftigelsesstruktur været i forandring hånd i hånd med interne mutationer i lønarbejdet (Ilsøe 2016, Rasmussen et al. 2019, Berglund et al. 2020). Det gælder både byernes afindustrialisering, den fortsatte udbredelse af servicesektoren og prekariseringen af en lang række arbejdssituationer, der indikerer, at lønarbejdet i sig selv er blevet en kilde til usikkerhed (Geelan, Pedersen & Ribe 2017; Hvid og Falkum 2019; Wingender, Pedersen & Nielsen-Gravholt 2017). Endvidere kan man tale om både en afproletarisering og en afsocialisering af lønarbejdet. Hvor marginaliseringen i første halvdel af 1900tallet var præget af at arbejdere forenedes om at være arbejdere, organiserede sig kulturelt og politisk omkring en arbejderidentitet, så er den dalende faglige organisering (inkl. de såkaldt gule fagforeningers vækst) en god indikator på den fortsatte opløsning af arbejderbevægelsen (Arnholtz & Navrbjerg 2021). En væsentlig medvirkende faktor er uddannelsessystemets ekspansion, der producerer en overflod af karrierebaner og transitionsveje, som adskiller sig markant fra de ældre generationers, samtidigt med at antallet af unge, der ikke erhverver sig en ungdomsuddannelse er (svagt) stigende (Birkelund, Karlson, og Reimer 2021; Danmarks Statistik 2021).
Desuden er den vedvarende omkalfatring af den offentlige sektor også en kilde til marginaliseringens udtryk og konsekvenser. Dels har besparelsespolitikkerne som konsekvens, at hjælpesystemet snarere end at lindre ofte også bidrager til at forværre den sociale usikkerhed, dels bidrager de til at sprede usikkerhed til medarbejdere også, som underlægges stigende arbejdsbyrder, dokumentations- og evalueringsopgaver, indlejres i monitorerings- og standardiseringspraktikker og i det hele taget arbejder med bevidstheden om en snarlig organisationsændring eller fyringsrunde (Sehested 2002, Frørup 2011, Hansen 2011, Kamali & Jönsson 2018). På samme måde som effektiveringen af den offentlige sektor skulle rette op på de velfærdsprofessionelles ressourcespild, skal også marginalgrupper møde en fast behandling, hvor adfærdskrav kombineres med straffende sanktioner.
Hånd i hånd med disse dynamikker går opkomsten og spredningen af en række nye symboler, der skærper skellet mellem byens honestiores og humiliores, mellem ønskværdige æresborgere og de ydmygede, nedværdigede og frastødende udskud (Wacquant 2015, Hansen 2021). På den ene side kan man her se hyldesten til entreprenører og højt kvalificerede internationale medarbejdere i de kreative og innovative erhverv og vækstende virksomheder, der præsenteres som attraktive ressourcer og byernes redning. På den anden side kan man se den paradoksale kombination af de jure inklusion og de facto segregering af marginaliserede kategorier som uuddannede, arbejdsløse, fattige, migranter og hjemløse, der forstås som utryghedsskabende, farlige og uønskede (Køber, Olsen, og Jønsson 2021).[4]
Disse forhold har desuden betydning i de hverdagslige relationer, hvor marginaliseringen håndteres. Mens Wacquant (2008) beskriver stedernes opløsning og tabet af et bagland som en erodering af lokale sikkerhedsnet (familie, kirke mv.), der tidligere kunne støtte i modgangstider og kapitalens kriseperioder, der får som konsekvens, at individerne i de fattige og stigmatiserede områder i højere grad må forlade sig på individuelle strategier som hustling, så peger danske studier både på, at disse steders fælles institutioner og organisationer ikke er så nedbrudte og at der er fælles, stedlig meningsproduktion, der kan lette følelsen af sårbarhed såvel som udgøre en materiel basis for afhjælpning af nød (Christensen & Jensen 2012, Hansen 2021). Müller m.fl. (2015) peger på, at mennesker, der rammes af fattigdom, generelt søger at optimere deres ressourcer og alt efter deres sociale position og situation forlader sig på sociale netværk, gæld (lån fra venner og familie og lånefirmaer), sort arbejde, salg af ejendele, stram budgetplanlægning og afsavn.
Hvis marginalisering skal håndteres gennem langsigtede eller kortsigtede strategier, så ser det imidlertid også ud til, at de statslige aktører og institutioner – ”samfundet”, ”systemet”, ”politikerne” – ikke blot fungerer som ressourcer, men også som modstandere eller sociale fjender. Det gælder desuden ikke blot, når der aktivt søges hjælp, men også når staten aktivt intervenerer og angriber ikke de marginaliserede positioner eller situationer, men snarere de personer, den selv bidrager til stigmatiseringen af og selv udstøder.
Andersen (2020) viser f.eks., at erfaringen med at ”sidde fast i systemet” fører til afmagt og fremtidsmistro, mens bl.a. Kjær (2021) viser, at stigmaerfaringer forstærkes af erfaringer med hjælpesystemets modvilje, så det at søge hjælp i sig selv bliver omkostningsfuldt og belastende, ”en kamp” (se også Falster 2021; Juhl 2016; Rasmussen, Pedersen & Pagsberg 2020).[5] I en analyse af beboeres oplevelser af staten i Gellerup viser Johansen & Jensen (2017) yderligere, at følelsen af at være underlagt en biopolitisk intention om at kultivere sted og mennesker – udtrykt som en oplevelse af, at ”de vil have os ud” – producerer en gensidigt fjendtlig relation mellem staten og de marginaliserede og stigmatiserede grupper. De viser således, at en af byfornyelsens paradoksale effekter består i, at statens interventioner – ekspropriering, spredning, repressive polititiltag og vidtgående sociale indsatser – ser ud til at styrke konflikten med visse beboere såvel som distancen mellem de forskellige beboergrupper.
Den stigende ulighed og faldende sociale mobilitet udfordrer således det håb som de forskellige fraktioner af arbejderklasserne (herunder også reservearméen og pjalteproletariatet) i årtierne efter anden verdenskrig kunne have for en bedre fremtid og konvergerer ikke bare med den modløshed, resignation, afmagt og fatalisme, som er marginaliseringens følgesvend, men også med symbolsk distancering, der gør marginalgrupperne uønskede i det lokale område. Selv om de lokale omgivelser, staten og civilsamfundet kan lindre marginaliseringens effekter, så ser det altså ud til, at de også kan fungere som forhindringer og modspillere. Og denne følelse af at være uønsket og blive smidt ud forstærkes givetvis i takt med at byen som helhed forandrer sig, boligpriser og huslejer stiger, den kulturelle produktion henvender sig opad i det socio-symbolske hierarki og legitime rum indsnævres og designeres.
Med Wacquant kan man altså sige, at velfærdsstaten i betydningen social-økonomisk understøttelse og sikringsrettigheder er trukket tilbage, mens en ny socialpædagogik rulles ud for at tage vare på marginaliseringen i byerne.
Pædagogiseringens karakteristika i den neoliberale by
Hvad kendetegner så de sociale og pædagogiske tiltag, der iværksættes for at håndtere de sidste tyve års urban marginalisering? I det følgende fremhæver jeg fire egenskaber: et stadigt mere professionaliseret korps af socialarbejdere, en pluralisering af metoder, nye kategoriale forståelsesrammer og intensiverede relationer mellem politisk-ledelsesmæssige lag, socialarbejdere og de subjekter, der henvender sig til.
Udbredelse, professionalisering og skærpet konkurrence
Den stadige udbredelse af sociale og pædagogiske institutioner synes præget af både professionalisering og pluralisme. Velfærdsarbejdere er generelt blevet flere, længere uddannet og tager sig af et bredt og udbredt arbejdsfelt. F.eks. har politikker om inklusion og forebyggelse ikke ført til en afvikling af specialskoler eller anbringelser. Samtidig er der sket en tilstrømning af nye medarbejdergrupper, især frivillige, private organisationer, interesseorganisationer, brugersammenslutninger og politi. Resultatet er ikke så meget en lineær afskaffelse af tidligere tiders (forestillet homogene) professionelle identitet, som det er produktionen af nye betingelser for stridighederne mellem de forskellige, sameksisterende identiteter og et brud i det hegemoni, det professionelle etos om solidaritet, venlighed og forståelse tidligere besad (Sehested 2002; Vitus 2017).
Denne udbredelse, professionalisering og pluralisme bestemmes af i hvert fald to bevægelser: (re)privatisering eller neofilantropisering og politi- eller strafliggørelse af de socialpædagogiske arbejdsområder og praksisformer. Villadsen (2004) beskrev allerede for 15 år siden socialpolitikken og det sociale arbejde som præget af en genkomst af filantropiske troper om hjælp til selvhjælp og åndelig fattigdom. Denne bevægelses diskursive karakter kan imidlertid også betragtes i lyset af den faktiske fremkomst af private aktører i og på tværs af hele velfærdsarbejdet. I 1980erne producerede presset på velfærdsstatens professionalisering og bureaukratisering en tale om behovet for frivillige aktører, og sociale hjælpeorganisationer har da også i lang tid været etablerede producenter af velfærdsarbejde. Men særligt de seneste tyve år har været præget af både udlicitering og en generel udbredelse og professionalisering af disse aktører. På beskæftigelsesområdet er ”anden aktør” blevet en integreret del af aktiv socialpolitik. På anbringelsesområdet har private opholdssteder siden 1980erne (gen)etableret sig, men særligt siden 2006 har familiepleje i forskellige former været drevet frem af besparelseshensyn og ideologier om mindsteindgreb på den ene side og professionaliseringsbestræbelser i form af uddannelse og organisering på den anden side (Bryderup, Engen & Kring 2017; Lavaud 2018). På samme måde giver ideologier om civilsamfund og markedsbaseret konkurrence – under bannere som partnerskaber, samskabelse, mv. – i kombination støtte til organisatoriske nyskabelser, fx i regi af sociale fonde (Andersen 2018). Det betyder ikke bare, at frivillige (i forskellige udformninger: bekymrede ældre, der samler sig om Natteravn-initiativer i deres lokalområde, unge der kombinerer viljen til at gøre en forskel med CV-optimering) finder vej til det sociale arbejde, men også at fundraisere, koordinatorer mv. indtager centrale positioner og spiller vigtige roller i synliggørelsen af enkeltorganisationer og ‑initiativer, som lobbyister, dokumentations- og kommunikationsspecialister mv. Endelig betyder ideologien om at have været der selv, at ikke-uddannede eller autodidakte, tidligere rødder eller andre med ”brugererfaring” legitimt kan etablere sig i selvstændige institutioner (som støttepersoner, mentorer eller brugerdrevne væresteder) eller få ansættelse i ellers professionaliserede institutioner (som fx sikrede institutioner, hvor ”ben i næsen” og ”hår på brystet” trives side om side med uddannelsesmæssige kvalifikationer) (Hansen 2011).
Den anden bevægelse kan man kalde politi- og strafliggørelsen af socialpædagogikken. Mens ungdomsfængslet blev afskaffet i 1970erne og antallet af sikrede pladser var relativt begrænsede, så opstår der overlappende en institutionalisering af nye samarbejder, der både bidrager til at pædagogisere politiet og politisere pædagogikken (Vestergaard 2017). Selv om straf og fængsling må ses som integrerede socialpædagogiske institutioner, således som historiske studier lærer os, så kan det meste af 1900tallet ses i lyset af sociale indsatsers dominans: begrænsning af magtanvendelse i opdragelsesanstalterne, afvikling af ungdomsfængslerne i 1970erne, og en lovgivning, der generelt har tilstræbt at friholde børn og unge fra fængsler og begrænset politiets involvering i børnesager (Hartlev 1991; Nielsen 1999; Vestergaard 2004). Siden 1990erne og særligt med opkomsten af Ungdomssanktionen i 2004 kan man imidlertid iagttage en stigende brug af straf, strengere domme, udviklingen af sikrede institutioner, nye magtanvendelsesmuligheder og politiets involvering i både SSP-samarbejdet og kriminalpræventive initiativer, i nye stillinger som f.eks. socialfaglig forebygger og i nye institutioner som Ungdomskriminalitetsnævnet, som fundamentalt bryder med de socialfaglige vurderingers dominans og placerer børn og unge i et juridisk styret retssystem (Hansen 2016).
Man kan således sige, at hele det socialpædagogiske hjælpe- og kontrolsystem udvides, spreder sig i byen og reintegreres i kombinationer af profession, filantropi og straf. Pædagogiseringen af urban marginalisering efter årtusindskiftet er således kendetegnet ved en skærpet konkurrencesituation internt i korpset af socialpædagogiske aktører og institutioner, som følge af ressourceknaphed og markedsgørelse. Hvis selve det socialpædagogiske arbejde opstod som et marked for gode gerninger og som en kamp om retten til at levere uegennyttige handlinger parallelt med og som en integreret del af udviklingen af velfærdsstaten, så har omkalfatringerne af den offentlige sektor og den neoliberale hyldest af både marked og entreprenør tilspidset de interne relationer mellem de forskellige socialpædagogiske aktører og institutioner og skabt en permanent usikkerhed om det organisatoriske eksistensgrundlag (Fjordside 2021; Hansen 2021). Hvem har politisk-bureaukratisk medvind og modvind, hvem kan dokumentere effekt, hvem bruger nyeste metode, hvem kan effektiveres, hvem leverer billigste ydelse, hvem lurer næste niche, hvem viser sig som uundværlig og hvem som overflødig?
Metoderne og teknikkernes mangfoldighed – og kommercialisering
For det andet betyder den historiske spredning af pædagogiske institutioner, at der eksisterer en mangfoldighed af pædagogiske teknikker og metodeforskrifter. Nye politiske og pædagogiske bevægelser erstatter ikke de etablerede metoder fra den ene dag til den anden, men indgår i kontinuerlige brydninger præget af institutionelle trægheder, praktiske omstændigheder, generationelle forskelle osv. (Hansen 2011; Jensen 2019; Vitus 2017, 2018). Med det forbehold vil jeg pege på fire væsentlige og sameksisterende metodiske logikker, der så at sige flankerer mere tværgående teknikker som pædagogisk samtale, personlig hjælp og pleje, og fælles aktivitet.
Først og fremmest ser det ud til, at behandlingsideologien, der grundlagdes med institutionaliseringen af psykologien og psykiatrien i den første del af 1900tallet, ikke bare fortsætter men også udvides og forstærkes af den vedvarende medikalisering og stigende diagnosticering af befolkningen som helhed og marginaliserede grupper i særdeleshed (Bryderup 2011; Langager 2014. Se også Psykiatrifonden 2015; Social- og Indenrigsministeriets benchmarkingenhed 2020).
Dernæst ser det også ud til, at forskellige empowermentideologier vinder indpas i form af så forskelligartede praksisformer som borgerinddragelse, ressourcefokusering, aktivering, motivationsarbejde. På det psykiatriske område kan vi således observere en fortsat strid mellem hospitalspsykiatrien (med fokus på patienter, diagnosticering og sygdomsbehandling) på den ene side og socialpsykiatrien (med fokus på borgeres sygdomshåndtering i social kontekst) på den anden side (Oute & Johansen 2021). Man kan således sige, at forestillingen om borgernes bemægtigelse af eget liv på den ene side forstærkes af organisering af bruger- og patientgrupper, men svækkes af socialpædagogisk teknificering på den anden side, som på den måde gøres til en behandlingsteknik eller en kompetenceorienteret selvhjælp, som når boligsocialt arbejde skal bidrage til at ”løfte” den lokale befolkning (Andersen, Bilfeldt & Jørgensen 2012; Fallov 2010a; Kamali & Jönsson 2018:253 – 254; Vitus 2018. Se også Cruikshank 2003).
Mens både behandlings- og empowermentmetodologier har en længere historie er fremvæksten af evidensbaserede metoder og (be)handlingsprogrammer karakteristisk for de seneste 20 års socialpædagogik, ikke mindst siden Mandag Morgens debatoplæg Virker Velfærden? fra 2004 (Frørup 2011; Laursen 2016; Pedersen 2016; Pedersen, Prieur & Laursen 2017). Selv om det både er mangetydigt, hvad der menes med evidens og hvordan metoder, der hævder at være evidensbaserede, konkret praktiseres, så har fremvæksten af denne særlige politiske og behandlingsmæssige ideologi dels ført til en øget import af manualbaserede koncepter (ikke mindst promoveret af Socialstyrelsen) og tilhørende aktører (som virksomheder og leverandører), et nyt socialpædagogisk vokabular domineret af formuleringer som ”det, der virker” og ”dokumenteret effekt”, og dermed også nye muligheder for og forbindelser mellem ekstern kommercialisering og intern konkurrence på markedet for gode gerninger.
Endelig er det væsentligt at være opmærksom på socialpædagogikkens straffende element. Den hverdagslige skelnen mellem straf og pædagogik (modstillet som væsensforskellige siden C.C. Møllers kritik af familiepleje i 1800tallet og på ny af SL’s formand i forbindelse med magtanvendelse i 2010erne) synes at glemme, at straf har været og er et integreret middel i en lang række pædagogikker. På samme måde må den historiske formindskelse af særligt fysisk straf og ikke mindst den sociokulturelle devaluering af fysisk vold som opdragelsesnorm og hverdagslig omgangsform ikke få os til at overse, at en væsentlig del af socialpædagogikken består i udøvelsen af statsautoriseret magt (Hansen 2011; Jensen & Kragh 2020). Men denne historiske bevidsthed må omvendt heller ikke affærdige det genuint specifikke ved de sidste 20 års politiske, juridiske og institutionelle skærpelse og legitimering af straf som socialpædagogisk metode og den akkompagnerende ideologi om, at normbrud og afvigende subjekter skal mødes med håndfaste konsekvenser og sanktioner (Caswell & Høybye-Mortensen 2015; Diop-Christensen 2018; Nilsson & Delica 2015).
Kategorisering af klienter, ”nye forståelsesrammer”
Hånd i hånd med disse metodiske logikker går nye forståelsesrammer og kategoriseringer af de forskellige kategorier af marginaliserede grupper. Ligesom forståelsen af arbejdsløse i 1800tallet var formet af moralistiske kategorier om selvforskyld og værdighed og førte til arbejdsanstalten, er også de nutidige forståelser af marginalitet og problematiseringer af forskellige grupper i byen tæt forbundne til de metodiske udviklinger.
Det er derfor ikke overraskende, at psykologiserede og medikaliserede kategorier indtager en dominerende position, ikke mindst i form af diagnostiske klassifikationssystemer – ADHD, autisme, angst mv., men også i form af tilstødende kategorier som sårbar og udsat (Brodersen 2019; Espersen 2010; Lavaud 2018).[6] En anden dominerende forklaringsmodel, der har floreret blandt både politikere og professionelle har været forestillingen om social arv (Ejrnæs, Gabrielsen & Nørrung 2004; Ejrnæs og Monrad 2022; Harrits og Møller 2016.[7] Endelig kan man i den politiske debat iagttage nedrakkende og moraliserende kategoriseringer af fattige som dovne, uintelligente, dumme, snyltende mv. (Danneris 2018; Danneris & Herup Nielsen 2018; Dencker-Larsen & Lundberg 2016), som også har sin parallel i det socialpædagogiske arbejde i form af symbolske grænsedragninger mellem normalitet og afvigelse, middelklasse og arbejderklasse mv. (Bjønness 2012; Ebsen 2012; Henriksen 2017).
Hvis disse kategoriseringer har en længere historie og en bredere spatial udbredelse, om end de er intensiverede i symbolsk styrke og praktisk effekt, så er særligt tre kategorier i forskellige kombinationer problematiserede i de seneste tyve-tredive år: 1) racialiserede (ikke-integrerede, kriminelle anden generationsindvandrere, hjemmegående og arbejdsløse indvandrere, ikke-vestlige indvandrere og efterkommere) (Padovan-Özdemir og Øland 2022; Øland 2019), 2) farliggjorte (indvandrerbander, ghettoer) (Simonsen 2016), og 3) uønskede (hjemløse tiggere og stofbrugere, flygtninge og Romaer) (Fahnøe 2018; Juul 2022; Projekt Udenfor 2012). Fælles for disse kategorier er, at de fungerer som løftestang for bymæssige design som fjendtlig (”tryghedsskabende”) arkitektur, intensiverede politiindsatser og straffende tiltag (Kammersgaard 2020; Kammersgaard m.fl. 2021; Stenum 2010) såvel som for nedrivning af almene boliger, deponering til yderkommuner og til institutionelle nyopfindelser som asyl- og udrejsecentre, sikrede afdelinger mv.
Samlet set ser det ud til, at ghetto vinder frem som en forestilling om at byernes marginalitet om ikke udelukkende så overvejende er samlet i de almene boligområder. Det er med andre ord en spatial kategori, der fungerer som en symbolsk container for nedvurderede befolkningsgrupper. Tæt flankeret af områder hvor en eller flere institutioner for marginalgrupper er samlet (stofudlevering, væresteder, botilbud) og områder, som er særligt indrettede til at inkludere disse grupper (skæve boliger, drikkeskure mv.) eller midlertidigt indtaget som til- og opholdssted (parker, bænke, gadehjørner). Som kategorialt knudepunkt kan byens udsatte områder således karakteriseres som et dobbelt spor af racialiseret frygt og afsky og moraliseret medlidenhed og medfølelse.
Intensiverede relationer
For det femte ser det ud til, at socialpædagogikkens politiske økonomi producerer relationer mellem marginalgrupper (borgere, beboere, klienter, patienter), socialarbejdere og de administrative bureaukratier præget af mistillid snarere end tillid (Christensen 2016; Kjær 2021). Det gælder ikke kun relationen mellem ”frontarbejderne” og ”lederne” eller ”systemet”, som præges af vedvarende og omfattende auditerings- og accountability-systemer, eller de stilfærdigt opbyggede mistillidsrelationer forårsaget af lange sagsbehandlingstider, afslag på hjælp og ydelser mv. Det gælder også relationerne mellem borgere og socialarbejdere, hvor manglende eller begrænsede ressourcer i den hverdagslige praksis og stereotype grænsedragninger baseret på køn, klasse og etnorace går hånd i hånd med såvel fastholdelser, fastspændinger og magtanvendelser som trusler og vold mod og drab på socialpædagoger (Caswell & Høybye-Mortensen 2015; Høgsbro m.fl. 2012; Jensen 2019; Jensen og Kragh 2020; Møller & Stone 2013; Møllerhøj m.fl. 2017; Vitus 2018). Sat på spidsen kan man sige, at presset på marginaliserede grupper fører til pres på personalekategorierne, intensiverer relationerne og grænsedragningerne og deciviliserer (dvs. forøger den fysiske vold) de daglige omgangsformer (se fx Michel-Schertges & Skovlund 2019 for diskussioner af fremmedgørelse).
De symbolske grænser, som socialarbejdere trækker mellem ”os normale” og ”dem, de andre” er grundlæggende funderet i klasserelationer (Hansen 2014b) og i en klassestruktur, der polariseres, kan det se ud til, at socialarbejderne balancerer mellem symbolsk rensning for den potentielt smitsomme kontakt med stigmatiserede kategorier og optimering af den sociale ære, der er forbundet med at udøve ”gode gerninger” og udvise ”barmhjertighed”. Som Padovan-Özdemir (2020:5) skriver med henvisning til Paolo Freires De undertryktes pædagogik i en analyse af et kunstprojekt i regi af en boligsocial indsats, så bliver solidariteten ikke, at man som socialarbejder ”går ind på samme vilkår som dem, man er solidarisk med”, men snarere, at man dyrker ”ædelmodighed og gavmildhed” på den Andens vegne. På den måde ser det ud til, at den polariserede by også fodrer en distancerende socialpædagogik.
Socialpædagogik i den revancherende by
Jeg har i denne artikel læst på tværs af en række forskelligartede teoretiske og empiriske bidrag for at skitsere, hvordan socialpædagogikkens politiske økonomi historisk har formet sig og aktuelt tager sig ud som en pædagogisering af urban marginalitet. Fra et sådant makroperspektiv ser det ud til, at byerne relativt konstant både er container for og generator af marginalitet, forestillinger om og teknikker til at håndtere ”byens bundfald”.
Med denne skitse af socialpædagogikkens politiske økonomi vil jeg pege på, at opkomsten af det sociale som et urbant spørgsmål går hånd i hånd med en omfattende pædagogisering af urban marginalisering, der er præget af klassemæssig kontrol og dominans, der samtidigt skaber et marked for gode gerninger – hjælp, assistance, rettigheder til at overkomme sociale nødstilstande. Jeg peger også på, at det sociale spørgsmål har en historicitet selv om både problematiseringer og udpegningen af deres løsninger udviser en række konstanser.
Byen er således ikke bare skydeskive for, ramme for eller container til sociale problemer, men også en generator af både marginalisering, måden denne forstås og officielt kategoriseres på og dermed også foreslås håndteret. Den urbane marginalisering formgives således af den historiske bevægelse fra industribyen, som arbejderne indtog og delvist skabte, over den afindustrialiserede by, hvor både arbejdere og borgerskab forlod byen i stor stil, til den genrejste serviceby, hvor middel- og overklasserne vender tilbage og præger byens formgivning (dens arkitektur, boligmasse, kulturelle tilbud osv.). På tværs af denne historiske bevægelse ser det ud til, at forestillingen om byen som farlig i sig selv er relativ stabil frem til omkring 1980erne: Denne forestilling ser ikke bare byen som et hjemsted for farlige individer, men også som et sted, der frister og forleder og som man kan gå til grunde i. Som et mere eller mindre professionaliseret (rednings)korps indgår de socialpædagogiske aktører i deres mangfoldighed i byens klassestruktur, hjælper og kontrollerer, ordner byen, patruljerer grænserne for medborgerskabet.
I denne artikel har jeg fremlagt en skitse til socialpædagogikkens politiske økonomi. Jeg har ikke bare søgt fællestræk på tværs af en række forskelligartede allerede foretagne studier, men også søgt at frembringe et teoretisk perspektiv, der kan integrere disse og styre nye studier. På tværs af artiklens tre snit argumenterer jeg således for den hypotese, at vi ikke ser hverken en genkomst eller en kontinuerlig forlængelse, men en fremkomst af et særegent socialt, urbant og pædagogisk spørgsmål, en genuin ny konstellation af neksusset by-kapitalisme-socialpædagogik.
Jeg argumenterer for, at byerne udgør en særlig kontekst for håndteringen af marginalgrupper såvel som disse gruppers håndtering af marginalitet og at konvergensen mellem kapitalisme og neoliberalisme i den postindustrielle by fungerer som en sammenfletning af socialpædagogisk kontinuitet og diskontinuitet. Det er ikke nyt, at samfundets bund udpeges som en trussel mod byens orden og den ordentlige by, som skal imødegås gennem pædagogiske institutioner på vegne af borgerskabet. Men den neoliberale kapitalisme har forandret forholdet mellem velstand og fattigdom i den postindustrielle by, fostret en ny fragmentering af lønarbejdet, en ny klassestruktur og nye hierarkier for social ære, nye kulturelle former og nye kategoriseringer af steder og mennesker. Man kan sige, at hvis socialstaten tog en maternalistisk form, modelleret som moderlig omsorg, så har straffestaten de seneste tyve år taget en paternalistisk form, modelleret som faderens faste hånd. Men man kan også sige, at socialstaten og straffestaten går hånd i hånd, brydes og forenes i paradoksale og ambivalente relationer (Fallov og Birk 2022; Larsen & Delica 2021). Jeg foreslår altså, at spørgsmålet om hvad byens ændrede ansigt betyder for måderne det marginale liv leves, måderne byen anskues og opdeles fra det marginale synspunkt, og for de gode gerningers økonomi, undersøges ud fra den antagelse, at i den polariserede by flyder nye og gamle socialpædagogiske indsatser sammen som en professionalisering, pluralisering og penalisering af pædagogiseringen af urban marginalisering.
Geografen Neil Smith beskrev middel- og overklassens tilbagevenden til byen som en parallel til revanchisterne i Paris i 1870 – 90erne, der organiserede sig som en militant-nationalistisk bevægelse vendt mod de ”miskrediterede kongelige”, arbejderklassens Pariserkommune og den tiltagende liberalisme for hævngerrigt at generobre landet, genindføre den borgerlige orden og moral, genoprette den offentlige orden på gaden og tage hævn over alle dem, der havde kæmpet imod de traditionelle værdier (Smith 1996:43). Med begrebet om den revancherende by fremhæver Smith den slående parallel mellem revanchisterne og de ”hævndiskurser”, der prægede New Yorks bypolitik i slutningen af det tyvende århundrede. I et opgør mod omfordelingspolitik og positiv særbehandling og gennem produktion af nye fjendebilleder (minoriteter, arbejderklassen, feminister, miljøaktivister og immigranter) hævdede den borgerlige politiske elite og dens tilhængere at genskabe (middelklasse) tryghed, lov og orden gennem nultolerance og politimæssig kontrol, samtidig med at offentlige rum privatiseredes og kommercialiseredes og nabolag gentrificeredes.
Efter en periode med afindustrialisering og affolkning har byerne ”rejst sig på ny”, blevet mere velstillede men også mere polariserede: I en dansk kontekst er middel- og overklasserne også vendt tilbage til byen og været aktive i dens omstrukturering og nye formgivning. I officielle politikker og skåltaler hylder byerne mangfoldighed og tolerance samtidig med, at inklusion af en lang række marginalgrupper sker gennem tildeling af særskilte pladser og rum – drikkeskure, fixerum, dagbehandlingstilbud, aktivitetscentre, væresteder mv., og hvor både politi og socialarbejdere får til opgave at rengøre og ordne byrummene, mildne marginalitetens effekter, smøre relationerne til de nærmeste omgivelser og sanktionere uønsket adfærd. Med den politiske økonomis briller ser det således ud til, at socialpædagogikken er blevet en integreret del af den revancherende by.
Referencer
Andersen, Ditte. 2020. “Stuck! Welfare State Dependency as Lived Experience”. European Societies 22(3):317 – 36. doi: 10.1080/14616696.2019.1616796.
Andersen, Hans Thor & Lars Winther. 2010. “Crisis in the Resurgent City? The Rise of Copenhagen: Debates and Developments”. International Journal of Urban and Regional Research 34(3):693 – 700. doi: 10.1111/j.1468 – 2427.2010.00984.x.
Andersen, John, Annette Bilfeldt & Michael Søgaard Jørgensen. 2012. “Det urbane plejehjem: empowerment-planlægning i praksis”. S. 96 – 115 i Byen i bevægelse: Mobilitet, politik, performativitet, redigeret af J. Andersen. Frederiksberg: Roskilde Universitetsbibliotek.
Andersen, Linda Lundgaard. 2018. “Neoliberal Drivers in Hybrid Civil Society Organisations: Critical Readings of Civicness and Social Entrepreneurism”. S. 25 – 34 i Neoliberalism, Nordic Welfare States and Social Work, redigeret af M. Kamali og J. H. Jönsson. London: Routledge.
Arnholtz, Jens & Steen E. Navrbjerg. 2021. Lønmodtageres faglige organisering 2000 – 2018. Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier, Sociologisk Institut, Københavns Universitet.
Bagger, Sofus. 1909. Folkeopdragelse III. Fald og genrejsning i vor tids opdragende virksomhed. København: Dansk Frøbelforening.
Bay, Joi. 1982. “Storbyens magikere. Om ‘Birmingham-skolen’ subkulturteori”. Bidrag: Bevidtshedssociologisk tidsskrift (16):95 – 143.
Bay, Joi & Anders Vind. 1980. “‘Læderjakkerne’ – et mandehistorisk knudepunkt?” Hug! 6(27):12 – 19.
Bech Jørgensen, Birte. 1979. “Rabarberbørn og betonbørn”. Børn i tiden 74(3):56 – 60.
Bech Jørgensen, Birte. 1981. “Efterladte i byens tid og rum”. Blød by (12):42 – 45.
Berglund, Tomas, Tuomo Alasoini, Jon Erik Dølvik, Stine Rasmussen, Johan Røed Steen & Pekka Varje. 2020. Changes in the Occupational Structure of Nordic Employment: Upgrading or Polarization? Working Paper. Nordic Future of Work Project 2017 – 2020. Oslo: Fafo.
Bertelsen, Johs. 1981. ““Hva’ ska’ vi gøre..? Skide og la’ det tørre..! Ung i en storbystad”. Kontext: Tidsskrift for socialistisk analyse og politik (42):6 – 19.
Bertelsen, Johs. 1988. “Nej til SSP i det opsøgende arbejde. ‘Projekt Sidegade’”. Social Kritik 1(1):22 – 25.
Birkelund, Jesper Fels, Kristian Bernt Karlson & David Reimer. 2021. “Upper Secondary School Tracking, Labour Market Outcomes and Intergenerational Inequality in Denmark”. Longitudinal and Life Course Studies 12(3):279 – 98. doi: 10.1332/175795921X16124376408552.
Bjerg, Jens & Birgitte Elle. 1982. Ungdom, socialisation og narcissisme. København: Unge Pædagoger.
Bjønness, Jeanett. 2012. “Between Emotional Politics and Biased Practices — Prostitution Policies, Social Work, and Women Selling Sexual Services in Denmark”. Sexuality Research and Social Policy 9(3):192 – 202. doi: 10.1007/s13178-012‑0091‑4.
Bourdieu, Pierre. 2000. Pascalian Meditations. Stanford, Calif: Stanford University Press.
Brodersen, Marianne. 2019. Forstyrret og forstyrrende. Analyser af velfærdsarbejdets viden om elever, som skolen har vanskeligheder med. Ph.d.-afhandling, Roskilde Universitet.
Bryderup, Inge M., red. 2011. Diagnoser i specialpædagogik og socialpædagogik. Kbh.: Hans Reitzels Forlag.
Bryderup, Inge M., Mie Engen & Sune Kring. 2017. Familiepleje i Danmark. Aarhus: Klim.
Castel, Robert. 2000. “The Roads to Disaffiliation: Insecure Work and Vulnerable Relationships”. International Journal of Urban and Regional Research 24(3):519 – 35. doi: 10.1111/1468 – 2427.00262.
Caswell, Dorte & Matilde Høybye-Mortensen. 2015. “Responses from the Frontline: How Organisations and Street-Level Bureaucrats Deal with Economic Sanctions”. European Journal of Social Security 17(1):22.
Christensen, Ann-Dorte & Sune Qvotrup Jensen. 2012. Stemmer fra en bydel: etnicitet, køn og klasse i Aalborg Øst. Aalborg: Aalborg Universitetsforlag.
Christensen, John, Henning Koch & Henrik Stevnsborg. 1983. “Sikkerhed, fred og orden: ‘opløb’ og ‘oprør’ i 17- og 1800-tallets København”. Den jyske historiker (25):39 – 61.
Christensen, Michael. 2016. Tillid på trods i socialt arbejde med børn og unge i udsatte positioner – om kommunalt baserede institutionelle barrierer og facilitatorer for tillidens udfoldelse. Ph.d.-afhandling, Roskilde Universitet.
Cohen, Phil. 2005 [1980]. “Subcultural conflict and working-class community”. S. 66 – 75 i Culture, Media, Language: Working Papers in Cultural Studies 1972 – 79. Redigeret af Stuart Hall, Dorothy Hobson, Andrew Lowe & Paul Willis. London & New York: Routledge in association with the Centre for Contemporary Cultural Studies, University of Birmingham.
Cohen, Stanley. 1979. “The Punitive City: Notes on the Dispersal of Social Control”. Contemporary Crises (3):339 – 63.
Cohen, Stanley. 2011. Folk Devils and Moral Panics: The Creation of the Mods and Rockers. Oxon & New York: Routledge.
Cohen, Stanley & Andrew Scull, red. 1983. Social Control and the State: Historical and Comperative Essays. Oxford: Basil Blackwell.
de Coninck-Smith, Ning. 1991a. “‘… paa den mest ryggeløse Maade’. Et kapitel af gadedrengenes historie i Esbjerg og det øvrige Danmark 1880 – 1914”. Den jyske historiker (56):71 – 90.
de Coninck-Smith, Ning. 1991b. “Internatet: Københavns Kommunes Internat på Vesterfælledvej 1876 – 1905”. Social Kritik (17):56 – 82.
de Coninck-Smith, Ning de. 2000. For barnets skyld: byen, skolen og barndommen 1880 – 1914. København: Gyldendal.
Cruikshank, Barbara. 2003. “Viljen til at mægtiggøre: medborgerskabsteknologier og ‘krigen mod fattigdom’”. Grus (70):30 – 48.
Danmarks Statistik. 2021. Uden uddannelse. Kbh.: Danmarks Statistik.
Danneris, Sophie. 2018. “Ready to Work (yet)? Unemployment Trajectories among Vulnerable Welfare Recipients”. Qualitative Social Work 17(3):355 – 72. doi: 10.1177/1473325016672916.
Danneris, Sophie & Mathias Herup Nielsen. 2018. “Bringing the Client Back in: A Comparison between Political Rationality and the Experiences of the Unemployed”. Social Policy & Administration 52(7):1441 – 54. doi: 10.1111/spol.12386.
Dencker-Larsen, Sofie & Kjetil G. Lundberg. 2016. “Depicted Welfare-Recipient Stereotypes in Norway and Denmark: A Photo-Elicitation Study”. Nordic Journal of Social Research 7:15.
Diop-Christensen, Anna. 2018. “Beating the ‘unemployable’ with a stick? How Danish street- level workers transformed a Danish work- first policy”. S. 205 – 15 i Neoliberalism, Nordic Welfare States and Social Work, redigeret af M. Kamali & J. H. Jönsson. London: Routledge.
Ebsen, Frank. 2012. Udsat til børneforsorg: om etablering af familiepleje, børneanstalter og indsats i hjemmet for udsatte børn i Danmark. Ph.d.-afhandling, Socialhögskolan, Lunds universitet, Lund.
Ejrnæs, Morten, Gorm Gabrielsen & Per Nørrung. 2004. Social opdrift – social arv. København: Akademisk Forlag.
Ejrnæs, Morten & Merete Monrad. 2022. “Overdreven risikoopfattelse, men underdreven chanceulighed? – Risikovurderinger på børn- og unge området”. Dansk pædagogisk Tidsskrift (1):63 – 101.
Espersen, Laila Dreyer. 2010. Bekymrende identiteter: anbragte børns hverdagsliv på behandlingshjem. Ph.d.-afhandling, SFI & Københavns Universitet.
Fahnøe, Kristian. 2018. “Emotional Geographies of Urban Homeless People’s Avoidance of Places Providing Social Services”. 12(2):20.
Fallov, Mia Arp. 2010. “Community Capacity Building as the Route to Inclusion in Neighbourhood Regeneration?” International Journal of Urban and Regional Research 34(4):789 – 804. doi: 10.1111/j.1468 – 2427.2010.00905.x.
Fallov, Mia Arp & Rasmus Hoffmann Birk. 2022. “”The ’Ghetto’ Strikes Back: Resisting Welfare Sanctions and Stigmatizing Categorizations in Marginalized Residential Areas in Denmark””. Nordic Social Work Research 12(2):217 – 28. doi: 10.1080/2156857X.2021.1937289.
Falster, Emil Søbjerg. 2021. Vi kæmper for at leve. En social-relationel og anerkendelsesteoretisk analyse af barrierer for børns agens og gensidigt anerkendende relationer set ud fra et børneperspektiv. Ph.d.-afhandling, Roskilde Universitet.
Fjordside, Signe. 2021. Praksislogikker og børnesyn: Et feltanalytisk blik på det sociale arbejde med anbragte børn og unge. Ph.d.-afhandling, Roskilde Universitet.
Folketinget. 2017. Lov omændring af straffeloven (Skærpelse af straffen for utryghedsskabende tiggeri). Bd. ) Lov nr. 753 af 19-06-2017.
Folketinget. 2018. Lov om ændring af lov om politiets virksomhed. (Udvidet bemyndigelse til at fastsætte regler om zoneforbud). Bd. Lov nr. 131 af 27-02-2018.
Foucault, Michel. 1988. Madness and Civilization: A History of Insanity in the Age of Reason. Vintage Books Ed., Nov. 1988. New York: Random House.
Frørup, Anna Kathrine. 2011. Vidensformer og dokumentationspraksis i socialpædagogisk arbejde. En analyse af, hvordan dokumentation og socialpædagogisk praksis italesættes i henhold til arbejdet med anbragte børn og unge på døgninstitution. Ph.d.-afhandling, Århus Universitet, Danmarks Pædagogiske Universitetsskole.
Geelan, Torsten, Magnus Skovrind Pedersen & Malthe Øland Ribe. 2017. “Akademikerprekariatet”. Dansk Sociologi 28(2):27 – 51. doi: 10.22439/dansoc.v28i2.5613.
Geremek, Bronisław. 1997. Poverty: A History. 1. publ. in paperback. Oxford: Blackwell.
Giesecke, Hermann. 1981. Indføring i pædagogik. Kbh.: Nyt Nordisk Forlag.
Hall, Stuart, Chas Critcher, Tony Jefferson, John Clark & Brian Roberts. 1978. Policing the Crisis: Mugging, the State, and Law and Order. Bd. 29. London & Basingstoke: The Macmillan Press.
Hansen, Christian Sandbjerg. 2011. “At gøre en forskel. Socialt arbejde, socialarbejdere og marginaliserede børn og unge, 1945-”. Ph.d.-afhandling, Institut for Medier, Erkendelse og Formidling, Københavns Universitet, København.
Hansen, Christian Sandbjerg. 2014a. “Ungdomsklubbernes og gadeplansarbejdets historie og aktualitet”. S. 47 – 66 i Unges livsvilkår. Muligheder, risici og professionelle udfordringer, redigeret af G. S. Johannsen og M. Petersen. København: Akademisk Forlag.
Hansen, Christian Sandbjerg. 2014b. “At være i mellem. Om socialarbejderens fag, identitet og klasse”. S. 171 – 211 i Socialt rum, symbolsk magt. Bourdieuske perspektiver på klasse, redigeret af C.S. Hansen. København: Forlaget Hexis.
Hansen, Christian Sandbjerg. 2016. “‘Vilde piger’, ‘pigebander’ og moralsk panik: Om klassifikationskampe og betydningen af den offentlige repræsentation af sociale problemer”. Pædagogisk Psykologisk Tidsskrift 53(2):5 – 16.
Hansen, Christian Sandbjerg. 2021. The Making of Place and People in the Danish Metropolis: A Sociohistory of Copenhagen North West. Oxon & New York: Routledge.
Harding, David J. & Martin D. Munk. 2020. “The Decline of Intergenerational Income Mobility in Denmark: Returns to Education, Demographic Change, and Labor Market Experience☆”. Social Forces 98(4):1436 – 64. doi: 10.1093/sf/soz108.
Harrits, Gitte Sommer & Marie Østergaard Møller. 2016. Forebyggelse og bekymring: i professionel praksis. København: Hans Reitzels Forlag.
Hartlev, Mette. 1991. “Bag om SSP”. Social Kritik 3(13 – 14):9 – 22.
Henningsen, Peter. 2007. “Tiggernes by. Fælleseuropæiske tendenser og det københavnske fattigvæsen, 1500 – 1800”. Historiske meddelser om København 100 – 101:153 – 204.
Henriksen, Ann-Karina. 2017. “Confined to Care: Girls’ Gendered Vulnerabilities in Secure Institutions”. Gender & Society 31(5):677 – 98. doi: 10.1177/0891243217726968.
Hvid, Helge & Eivind Falkum, red. 2019. Work and Wellbeing in the Nordic Countries: Critical Perspectives on the World’s Best Working Lives. Oxon & New York: Routledge, Taylor and Francis Group.
Høgsbro, Kjeld, Leena Eskelinen, Mia Arp Fallov, Kirsten Mejlvig & Nichlas Permin Berger. 2012. Når grænserne udfordres. Arbejdsbelastninger og pædagogiske udfordringer i specialpædagogiske boenheder. København: AKF.
Ilsøe, Anna. 2016. “From Living Wage to Living Hours – the Nordic Version of the Working Poor”. Labour & Industry: A Journal of the Social and Economic Relations of Work 26(1): 40 – 57. https://doi.org/10.1080/10301763.2016.1152534.
Jensen, Stine Grønbæk & Jesper Vaczy Kragh. 2020. Erfaret magt: frustrationer og fastholdelser på botilbud. Odense: Syddansk Universitetsforlag.
Jensen, Sune Qvotrup. 2019. “Social Skills, New Capitalism, and Power in Social Work”. Nordic Social Work Research 9(3):220 – 34. doi: 10.1080/2156857X.2018.1494033.
Johansen, Ejler. 1988. “Det gennemlyste lokalmiljø. Om tværfagligt samarbejde og social kontrol”. Social Kritik 1(1):44 – 49.
Johansen, Ejler. 1989. ““En væsentlig del af SSP-samarbejdet må indstilles”. Social Kritik 1(2):92 – 95.
Johansen, Mette-Louise & Steffen B. Jensen. 2017. ”’They Want Us Out’: Urban Regeneration and the Limits of Integration in the Danish Welfare State”. Critique of Anthropology 37(3):297 – 316.
Juhl, Pernille. 2016. “Parenting on the Edge: Doing Good Parenthood in Child Protection Services Interventions”. S. 41 – 52 i Doing Good Parenthood, redigeret af A. Sparrman, A. Westerling, J. Lind, og K. I. Dannesboe. Springer International Publishing.
Juul, Kristine. 2022. “Welcoming the Unwelcome: Migration Industries and Border Control for Homeless Job-Seeking Migrants in Central Copenhagen”. Urban Studies 004209802210943. doi: 10.1177/00420980221094399.
Kalkan, Hakan. 2018. Shababs. Gadekultur, gadens økonomi og respekt – på Nørrebro. Doktorafhandling, Københavns Universitet.
Kamali, Masoud, og Jessica H. Jönsson, red. 2018. Neoliberalism, Nordic Welfare States and Social Work: Current and Future Challenges. New York: Routledge.
Kammersgaard, Tobias. 2020. Policing of Marginalized Drug Users in Public Space. Between Control and Protection. PhD dissertation, School of Business and Social Sciences, Centre for Alcohol and Drug Research, Aarhus University.
Kammersgaard, Tobias, Thomas Friis Søgaard, Mie Birk Haller, Torsten Kolind & Geoffrey Hunt. 2021. “Community Policing in Danish ‘Ghetto’ Areas: Trust and Distrust between the Police and Ethnic Minority Youth”. Criminology & Criminal Justice 174889582110173. doi: 10.1177/17488958211017390.
Karlson, Kristian & Rasmus Landersø. 2021. “The Making and Unmaking of Opportunity: Educational Mobility in 20th Century-Denmark”. SSRN Electronic Journal. doi: 10.2139/ssrn.3794081.
Katz, Michael B. 1995. Improving Poor People: The Welfare State, the “Underclass”, and Urban Schools as History. Princeton, New Jersey: Princeton University Press.
Kjær, Bjørg. 2021. “Ikke som de andre. Forældreskab når børn problematiseres”. Nordiske Udkast 49(1):61 – 72.
Køber, Jesper Vestermark, Niklas Olsen & Heidi Vad Jønsson, red. 2021. Citizen Categories in the Danish Welfare State: From the Founding Epoch to the Neoliberal Era. Odense: University Press of Southern Denmark.
Langager, Søren. 1985. “Den statslige regulering af ungdom”. Nordisk forum: Tidsskrift for kritisk forskning 46(20):39 – 45.
Langager, Søren. 1991. “Grænser for forebyggelse?” Social Kritik 3(16):36 – 45.
Langager, Søren. 2014. “Children and Youth in Behavioural and Emotional Difficulties, Skyrocketing Diagnosis and Inclusion/Exclusion Processes in School Tendencies in Denmark”. Emotional and Behavioural Difficulties 19(3):284 – 95. doi: 10.1080/13632752.2014.883785.
Larsen, Henrik Gutzon & Anders Lund Hansen. 2008. “Gentrification — Gentle or Traumatic? Urban Renewal Policies and Socioeconomic Transformations in Copenhagen”. Urban Studies 45(12):2429 – 48. doi: 10.1177/0042098008097101.
Larsen, Henrik Gutzon & Anders Lund Hansen. 2015. “Commodifying Danish Housing Commons”. Geografiska Annaler: Series B, Human Geography 97(3):263 – 74. doi: 10.1111/geob.12080.
Larsen, Troels Schultz. 2014. “Copenhagen’s West End a ‘Paradise Lost’: The Political Production of Territorial Stigmatization in Denmark”. Environment and Planning A: Economy and Space 46(6):1386 – 1402. doi: 10.1068/a45640.
Larsen, Troels Schultz & Kristian Nagel Delica. 2021. “Territorial Destigmatization in an Era of Policy Schizophrenia”. International Journal of Urban and Regional Research 45(3):423 – 41. doi: 10.1111/1468 – 2427.12994.
Laursen, Julie. 2016. “‘We Don’t Want You to Think Criminal Thoughts’: A Sociological Exploration of Prison-Based Cognitive Behavioural Programmes in Denmark”. The PhD Series of the Faculty of Social Sciences Aalborg University. doi: 10.5278/VBN.PHD.SOCSCI.00042.
Lavaud, Manon Alice. 2018. Et mylder af historier. Konstruktioner og forhandlinger af normalitet og afvigelse i fortællinger om børn og unge i udsatte positioner. Roskilde Universitet.
Lützen, Karin. 1998. Byen tæmmes: kernefamilie, sociale reformer og velgørenhed i 1800-tallets København. København: Hans Reitzels Forlag.
Løkke, Anne. 1990. Vildfarende børn. Om forsømte og kriminelle børn mellem filantropi og stat 1880 – 1920. Holte: SocPol.
Michel-Schertges, Dirk & Henrik Skovlund, eds. 2019. Theme Issue: “Alienation Theory and Research in Education and Social Work”, Social Work & Society 17(1):
Müller, Maja, M. Azhar Hussain, Jørgen Elm Larsen, Henning Hansen, Finn Kenneth Hansen & Morten Ejrnæs. 2015. Fattigdom, afsavn og coping. København: Hans Reitzels Forlag.
Møller, Marie Østergaard & Deborah Stone. 2013. “Disciplining Disability under Danish Active Labour Market Policy”. Social Policy & Administration 47(5):586 – 604. doi: 10.1111/j.1467 – 9515.2012.00835.x.
Møllerhøj, Jette, Hans Raben, Lis Sørensen, Mette Brandt-Christensen & Liv Os Stølan. 2017. “»Hun plejer da at kunne tåle, at jeg truer med at hente en motorsav …« – Vold og trusler mod offentligt ansatte undersøgt i en dansk retspsykiatrisk population”. Nordisk Tidsskrift for Kriminalvidenskab 103(2). doi: 10.7146/ntfk.v103i2.97874.
Nielsen, Beth Grothe. 1999. “Historien om den kriminelle lavalder”. Social Kritik 11(62):56 – 60.
Nielsen, Elo. 1981. “Ungdomskultur – klassekultur”. Kontext: Tidsskrift for socialistisk analyse og politik (42):20 – 37.
Nilsson, Ida Norvin & Kristian Nagel Delica. 2015. “Kritiske perspektiver på nyere dansk retspolitik – skridt på vej mod en straffestat?” Dansk Sociologi 26(3):55 – 76. doi: 10.22439/dansoc.v26i3.5054.
Nygaard-Christensen, Maj & Bagga Bjerge. 2022. ”Inclusive gentrification? Reproducing logics of exclusion in strategies for inclusive urban planning”. Journal of Organizational Ethnography 11(1).35 – 49.
Oute, Jeppe & Katrine Schepelern Johansen. 2021. “Reform eller stabilitet? En velfærdssociologisk analyse af psykiatriske velfærdspolitikker 2009 – 2019”. Tidsskrift for Forskning i Sygdom og Samfund (34):47 – 70.
Padovan-Özdemir, Marta. 2020. ”Kunst og pædagogik i et postmigrationssamfund”. Dansk pædagogisk Tidsskrift, 2:38 – 59.
Padovan-Özdemir, Marta & Trine Øland. 2022. “Denied, but Effective – Stock Stories in Danish Welfare Work with Refugees”. Race Ethnicity and Education 25(2):212 – 30. doi: 10.1080/13613324.2020.1798375.
Pedersen, Oline. 2016. “Sundhedspleje, børnehave og konkurrencestat?” Tidsskriftet Antropologi (73):35 – 53. doi: 10.7146/ta.v0i73.107075.
Pedersen, Oline, Annick Prieur & Julie Laursen. 2017. “Det skulle være så evident…” Social Kritik 29(150):34 – 49.
Petersson, Kenneth. 1995. “Viljan att förekomma – om unga i den svenska profylaxens ordningsprojekt”. S. 161 – 208 i Seendet och seendets villkor. En bok om barns och ungas välfärd, redigeret af L. Dahlgren og K. Hultqvist. Stockholm: HLS Förlag.
Projekt Udenfor. 2012. Rapport om hjemløse migranter i København. Migranternes problematikker og behov. København: Projekt Udenfor.
Psykiatrifonden. 2015. Tal til psyken. Fakta om psykisk sundhed og psykisk sygdom 2015. Psykiatrifonden.
Rasmussen, Stine, Jouko Nätti, Trine Pernille Larsen, Anna Ilsøe & Anne Helene Garde. 2019. “Nonstandard Employment in the Nordics – Toward Precarious Work?” Nordic Journal of Working Life Studies 9(6): 7 – 32.
Rasmussen, Pernille Skovbo, Inge Kryger Pedersen & Anne Katrine Pagsberg. 2020. “Biographical Disruption or Cohesion?: How Parents Deal with Their Child’s Autism Diagnosis”. Social Science & Medicine 244:112673. doi: 10.1016/j.socscimed.2019.112673.
Regeringens Ungdomsudvalg. 1982. En brydningstid. Om uligheder og udviklingstendenser i ungdomstilværelsen. København: Regeringens Ungdomsudvalg.
Rose, Nikolas. 1996. “The Death of the Social? Re-Figuring the Territory of Government”. Economy and Society 25(3):327 – 56. doi: 10.1080/03085149600000018.
Roy, Parama. 2018. “‘‘Welcome in my backyard’’…but on my terms: making sense of homeless exclusion from renewed urban spaces in Copenhagen”. GeoJournal 83:289 – 304.
Schmidt, Lars-Henrik. 1998. “Socialpædagogikkens genkomst”. Tidsskrift for socialpædagogik 1(1):12 – 23.
Schmidt, Lars-Henrik, og Jens Erik Kristensen. 1988. “Den forebyggende tanke”. Social Kritik 1(1):56 – 59.
Sehested, Karina. 2002. “How New Public Management Reforms Challenge the Roles of Professionals”. International Journal of Public Administration 25(12):1513 – 37. doi: 10.1081/PAD-120014259.
Simonsen, Kristina Bakkær. 2016. “Ghetto-Society-Problem: A Discourse Analysis of Nationalist Othering: Ghetto-Society-Problem”. Studies in Ethnicity and Nationalism 16(1):83 – 99. doi: 10.1111/sena.12173.
Smith, Neil. 1996. The New Urban Frontier: Gentrification and the Revanchist City. London: Routledge.
Social- og Indenrigsministeriets benchmarkingenhed. 2020. Udviklingstendenser i forhold til børn og unge med psykiatriske diagnoser. Social- og Indenrigsministeriet.
Spiegeleer, Christoph De, red. 2019. The Civilising Offensive: Social and Educational Reform in 19th-Century Belgium. Berlin: De Gruyter Oldenbourg.
Stenum, Helle. 2010. “Workers and Vagrants: Governing the Foreign Poor in Denmark”. S. 205 – 30 i Irregular Migration in a Scandinavian Perspective, redigeret af T. L. Thomsen. Maastricht: Shaker Publishing.
Ungdomskommissionen. 1948. Betænkning om den tilflyttede Ungdoms særlige Problemer. København.
Vestergaard, Jørn. 1991. “Ungdomskontrakter”. Social Kritik 3(13 – 14):23 – 36.
Vestergaard, Jørn. 2004. “Unge kriminelle i strafferetten og socialretten”. S. 141 – 64 i Politik og Jura: Festskrift til Ole Espersen, redigeret af H. Koch. Thomson/Gad Jura.
Vestergaard, Jørn. 2017. “Ungdomssanktioner: ‘socialpædagogisk behandling med et element af fastholdelse’”. S. 44 – 64 i KRIM 50 års kriminalpolitik: Resultater og visioner, redigeret af L. K. Minke og N. Hauberg. Fjerritslev: Forlag1.dk.
Villadsen, Kaspar. 2004. Det sociale arbejdes genealogi: om kampen for at gøre fattige og udstødte til frie mennesker. København: Hans Reitzels Forlag.
Vitus, Kathrine. 2017. “Policy and Identity Change in Youth Social Work: From Social-Interventionist to Neoliberal Policy Paradigms”. Journal of Social Work 17(4):470 – 90. doi: 10.1177/1468017316648636.
Vitus, Kathrine. 2018. “Responsibilisation, ideologies and professional identities in Danish youth social work”. S. 115 – 25 i Neoliberalism, Nordic Welfare States and Social Work, redigeret af M. Kamali og J. H. Jönsson. London: Routledge.
Wacquant, Loïc. 2008. Urban Outcasts: A Comparative Sociology of Advanced Marginality. Cambridge, UK; Malden, MA: Polity Press.
Wacquant, Loïc J. D. 2009. Punishing the Poor: The Neoliberal Government of Social Insecurity. Durham [NC]: Duke University Press.
Wacquant, Loïc, Tom Slater & Virgílio Borges Pereira. 2014. “Territorial Stigmatization in Action”. Environment and Planning A: Economy and Space 46(6):1270 – 80. doi: 10.1068/a4606ge.
Wacquant, Loïc. 2012. ”Plumbing the Social Underbelly of the Dual City”. S. 264 – 271 i Invisible in Austin. Life and Labor in an American City, redigeret af Javier Auyero. Austin: University of Texas Press.
Wingender, Malte Mol, Magnus Skovrind Pedersen & Søren Nielsen-Gravholt. 2017. Holder påstandene? Gennemgang af det empiriske grundlag for beskæftigelsesreformerne. København: Analyse & Tal.
Øland, Trine. 2019. Welfare Work with Immigrants and Refugees in a Social Democratic Welfare State. Routledge.
[1] Jeg trækker her bl.a. på kilder fra et igangværende studie af måderne unge i byen problematiseres.
[2] Jeg fokuserer her på byen, også selv om en række af de egenskaber og dynamikker, jeg fremhæver, ikke er eksklusivt bymæssige, men også gældende for landet som helhed. Det kalder på en nærmere analyse både af hele det geografiske rums udformning og hierarki og de bymæssige strukturer i Danmark som sådan, som er for omfattende at udfolde her. For nu nøjes jeg med at bemærke, at ginifaktoren er substantielt højere og er desuden steget mere i de store byer end i de små, ligesom der er flere personer i lavindkomstgruppen (defineret som 50% af medianindkomsten) i de store byer end i de små (om end visse mindre byer har oplevet større stigning, fx er andelen af fattige i Guldborgsund Kommune steget fra 4,8% i 2000 til 8,5% i 2020, svarende til en stigning på små 80%, mens København er steget fra 11,1% til 16,3% i samme periode, svarende til en stigning på små 50% – Aalborg skiller sig ud med en stigning fra 6,5% til 12,5% svarende til godt 90%), se Danmarks Statistiks statistikbank (hhv. tabellen IFOR41 og IFOR12P).
[3] Ungdomskommissionen (1948) skrev om ”den tilflyttede ungdoms særlige problemer”, at de unge fra provinsen ikke bare kunne have svært ved at finde logi i byen eller klare dens leveomkostninger (så de forledes til at tage et vellønnet men mindre fremtidssikkert arbejde), men at ”selv den bedst udrustede og fremadstræbende unge kan trænge til Vejledning og Støtte med Hensyn til Udnyttelse af sin Fritid paa et nyt og fremmed Sted” (s. 11). Kommissionen så imidlertid med langt større bekymring på de alvorlige overgangsvanskeligheder som mødte ”den Gruppe af unge, der flytter ind til Hovedstaden uden et bestemt Maal, alene draget af den tiltrækningskraft, som en Storby altid vil udøve på Ungdommen” (s. 11). Mens Kommissionen så de eksisterende ungdomsforeninger, herberger, pensionater, arbejds- og træningsskoler (der kunne give de unge selvrespekt gennem orden) som en del af løsningen, foreslog de endvidere at oprette et særligt kontor for rådgivning, vejledning og oplysning om vilkårene i byen (s. 32).
[4] Se fx Folketinget (2017, 2018) for de illustrative love om zoneforbud og utryghedsskabende tiggeri.
[5] Som (Bourdieu 2000) gør opmærksom på, er forholdet til fremtiden blandt subproletariatet generelt usikkert og præget af tusindårsforhåbninger. I det hele taget vil det være et selvstændigt studie at undersøge hvilke former for mening og handling, der produceres over tid i de nederste dele af det sociale rum (se Hansen 2021). Den gadekultur Kalkan (2018) fremanalyserer blandt marginaliserede unge mænd på Nørrebro synes således relativ stabil på tværs af tid og sted.
[6] Mennesker med forskellige handicaps kan siges at udgøre en særlig nedværdiget variant af denne kategori, når de omtales som både farlige og omkostningstunge (se Falster 2021; Kjær 2021).
[7] Tæt forbundet med disse to forståelser er det (Hansen 2021) kalder ynke-kategorier, dvs. en medfølende indstilling om, at ”det er synd for dem”, som hylder det tragiske samtidig med at den adskiller ”dem” fra ”os”.
