Vi ønsker med dette essay at adressere de problemer, der i praksis er med at overholde børns ret til at blive hørt i egen sag. Kommunen er som myndighed forpligtet til at overholde børns rettigheder efter FN’s Børnekonvention, hvilket indbefatter, at børn høres og inddrages i egen sag. Vi vil gerne vise læseren, at vores erfaringer og Børnesagsbarometret (Ankestyrelsen, 2022) bekræfter, at det desværre ikke sker i tilstrækkelig grad. Vi dykker ned i to konkrete problemstillinger, som omhandler aktindsigt og børnesamtalen før afgørelse om anbringelse. Vi undersøger mulige udfordringer samt årsager hertil og inviterer til dialog om, hvordan vi kan blive bedre til at realisere barnets ret til at blive hørt og inddraget. Endelig ønsker vi at vise de personlige, pædagogiske og samfundsmæssige gevinster ved at inddrage barnet og tillægge barnets synspunkter passende vægt.
Johan på 14 år[1] er gået hjemmefra og har opsøgt Joannahuset for rådgivning på grund af voldsomme konflikter i hjemmet. Han skal derfor til en børnesamtale med sin sagsbehandler i forbindelse med den børnefaglige undersøgelse. Til børnesamtalen ønsker Johan at have en bisidder fra Joannahuset med. I løbet af samtalen undlader Johans sagsbehandler at oplyse om nogle forhold i Johans sag og vejledning i at klage. Johans bisidder taler med Johan om hans ret til at anmode om aktindsigt og ret til at klage over kommunens afgørelser, hvortil sagsbehandleren svarer, at bisidderen ikke skal tale om lovgivning, når der er børn til stede. Eksemplet illustrerer en af de udfordringer, vi oplever i forhold til at inddrage børn[2] tilstrækkeligt i egen sag og oplyse om rettigheder i sagsbehandlingen. Flere undersøgelser viser, at mange kommuner ikke overholder børns rettigheder i sagsbehandlingen, senest dokumenteret af Børnesagsbarometret (Ankestyrelsen, 2022).
Vi ser et stort behov for at starte en dialog om, hvorfor barnets ret til at blive inddraget i egen sag ikke overholdes. Hvis vi skal hjælpe børn med at realisere deres rettigheder, er det helt afgørende, at vi bliver bedre til at inddrage dem, og at myndighederne overholder børns rettigheder efter FN’s Børnekonvention. Når børn ikke bliver inddraget tilstrækkeligt i deres sag, er det hverken til gavn for barnet, kommunen eller samfundet generelt. Med afsæt i to konkrete problemstillinger – barnets ret til aktindsigt og barnets ret til børnesamtale forud for afgørelse om anbringelse – ønsker vi sætte fokus på, hvorfor denne overtrædelse af barnets rettigheder sker, undersøge mulige årsager samt invitere til fortsat dialog om, hvordan vi sikrer den inddragelse og medbestemmelse, som barnet har ret til.
Børnerådet og Joannahuset vil styrke børns rettigheder og handlemuligheder
Børnerådet er et uafhængigt statsligt råd, som arbejder for at sikre børns rettigheder og taler børnenes sag. Joannahuset er et krise- og rådgivningscenter, hvor børn under 18 år kan få omsorg, husly og rådgivning/retshjælp. Vi har som fælles formål at styrke børns handlekompetence ved, at de kender deres rettigheder og juridiske handlemuligheder, og vi ser det som en forpligtelse at understøtte, at barnet kan udøve sin ret til at blive hørt og inddraget i sin sociale sag.
Vi er derfor nysgerrige på, hvordan det kan være, at vi oplever og hører fra børn, at de ikke føler sig inddraget i sagsbehandlingen og de beslutninger, der tages, og at det er uklart for dem, hvordan deres perspektiv er tillagt vægt. Vi antager, at alle parter i sagsbehandlingen vil barnet det bedste, og vi vil derfor dykke ned i, hvorfor det alligevel ikke lykkes at overholde barnets ret til at blive hørt og inddraget i egen sag. Er det ikke til gavn for alle at lytte til barnets perspektiv og tillægge det afgørende vægt, når det netop er barnets liv, det handler om? Derudover bliver vi optagede af, hvordan vi som forskellige aktører på det socialfaglige felt kan understøtte hinanden i arbejdet med børn. Det er vores primære afsæt for at rejse denne problemstilling, og det er derfor også vores egne erfaringer og refleksioner, vi tager udgangspunkt i.
Børns ret til inddragelse overholdes ikke altid i praksis
Barnets ret til aktindsigt
Som det er nu, får alle børn, når de fylder 12 år, partsstatus og dermed ret til aktindsigt[3]. Det er en tydelig ret for barnet til at få indsigt i sin sag. Barnets ret til aktindsigt er dog et af de områder, hvor der sker overtrædelser i praksis. Vi oplever, at udlevering af akter til børn ikke sker inden for tidsfristen uden at være lovligt begrundet. Det sker også, at kommunen afviser barnets anmodning om aktindsigt med henvisning til barnets (u)modenhed i forhold til at læse og forstå sagens akter – i situationer hvor vi vurderer, at barnet vil have gavn af aktindsigt. Det er problematisk, for Offentlighedskommissionens Betænkning om Offentlighedsloven (2009) fremhæver, at det vil “i langt de fleste tilfælde være helt ubetænkeligt at give aktindsigt til et barn, der er mellem 12 og 15 år, da det i almindelighed må antages at kunne forstå, hvad aktindsigten indebærer” (s. 394), og “ (…) at der kun i helt særlige tilfælde bør nægtes unge mellem 15 og 18 år adgang til at benytte offentlighedsloven med henvisning til den pågældendes alder” (s. 393).
I et konkret eksempel søger Aia på 13 år aktindsigt i sin sag. Aia er tidligere gået hjemmefra på grund af blandt andet alkoholmisbrug i hjemmet, har søgt rådgivning i Joannahuset og har anmodet om at blive anbragt, hvilket kommunen har afslået. Aia anmoder om aktindsigt i sin sag for at danne sig et overblik over sagsforløbet og de afgørelser, der er truffet. Hun vil sammen med Joannahuset underrette Ankestyrelsen om, at hun ikke føler, at kommunen lytter til hendes beskrivelse af situationen i hjemmet og handler derpå. Kommunen afslår anmodningen om aktindsigt med den begrundelse, at Aia kan blive ked af at læse, hvad der står, og at de ikke mener, at hun kan tage vare på de personfølsomme oplysninger i sagen. Aia forstår ikke dette og siger, at det er rigtigt, at hun er ked af sin situation, men at hun ikke bliver mere ked af at læse sine papirer. Ved at klage til Ankestyrelsen får Aia adgang til sine akter, men der er på det tidspunkt gået otte måneder fra hendes oprindelige anmodning. I mellemtiden har Ankestyrelsen pålagt kommunen at anbringe Aia, og kommunen har truffet afgørelse om anbringelse uden at inddrage hende i denne proces. Efter også at have klaget over den manglende inddragelse, kommer Aia på et nyt opholdssted. Alt dette sker, uden hun har mulighed for at få indsigt i kommunens overvejelser om og begrundelser for afgørelserne om hendes liv. Eksemplet viser både, at en myndighed træffer en afgørelse, der ifølge Ankestyrelsen er uretmæssig, samt hvilke konkrete konsekvenser, det får for barnet.
Når der sker overtrædelser af barnets ret til aktindsigt, kan det have at gøre med ønsket om både at inddrage og samtidig beskytte barnet. Afvisningen af barnets anmodning om aktindsigt kan forklares ved et hensyn til beskyttelse af barnet, hvad angår risikoen for retraumatisering ved at læse eksplicitte beskrivelser, og at det kan være voldsomt for et barn at blive mødt af det fokus på udfordringer og problemer, som en sagsmappe ofte indeholder. Ved siden af barnets ret til at blive inddraget i og oplyst om sin sag, så barnet kan forholde sig til, hvad der er blevet skrevet, og hvad der lagt vægt på i afgørelser, kan sagsbehandlere altså have et ønske om at beskytte barnet mod de voldsomme beskrivelser i sagen.
Imidlertid bliver resultatet af denne beskyttelse af barnet, at barnet ikke har mulighed for at forstå og blive inddraget i sagsbehandlingen, som eksemplet illustrerer. Den manglende indsigt i sagens akter stiller simpelthen barnet dårligere i forhold til at forstå argumenter, begrunde egne ønsker eller gøre indsigelse mod sagens indhold og afgørelser. Til trods for en intention om at beskytte barnet, får kommunens afvisning på anmodningen om aktindsigt altså store konsekvenser for barnet, som det også er tilfældet for Aia. Vi mener derfor, at det er helt afgørende at understøtte barnets ret til aktindsigt, for ved at hjælpe barnet i denne proces kan vi både beskytte barnet og barnets ret til at blive hørt og inddraget.
Barnets ret til børnesamtale før afgørelse om anbringelse
Børnesagsbarometret[4] (Ankestyrelsen 2020; 2021; 2022) har gentagne gange vist, at kommuner ikke afholder den lovpligtige børnesamtale forud for afgørelse om en foranstaltning. Ifølge lovgivningen skal kommunen afholde samtalen, før der træffes en afgørelse, og kommunen skal tale med barnet om den påtænkte foranstaltning. I 2020 var det i 45 % af sagerne, i 2021 39 % og i 2022 igen 45 % af sagerne, hvor kommunen ikke afholdt en børnesamtale forud for afgørelsen. Ud af de sager, hvor børnesamtalen ikke er afholdt, er der i over halvdelen af sagerne ikke grundlag for at fravælge samtalen, og i næsten en tredjedel af sagerne er samtalen afholdt efter afgørelsen er truffet.
Flere børn i Joannahuset fortæller netop om først at blive kaldt ind, efter afgørelsen er truffet eller så sent i processen, at de ikke oplever, at deres perspektiv høres eller vægtes i beslutningen om anbringelse. Det er i sig selv problematisk, men det medfører også, at det ikke fremgår af sagsakterne, hvordan barnets udtrykte holdning og perspektiv er tillagt vægt. Dermed mangler et vigtigt element i sagsbehandlingen, og barnets rettigheder er efter Børnekonventionen ikke overholdt.
Der kan være flere grunde til, at kravet om børnesamtalen i så mange tilfælde ikke overholdes. Der kan være en systemisk udfordring i at afholde børnesamtalen svarende til barnets modenhed, og dermed et behov for opkvalificering for at sikre, at barnets perspektiv bringes i spil, eller der kan være behov for en større opmærksomhed på vigtigheden af barnets perspektiv, ønsker og holdning på lige fod med forældrenes perspektiv. Der kan også være tale om, at der tages forkerte hensyn til fx økonomi eller de voksne omkring barnet, eller at sagsbehandlingen sker på baggrund af et forældet børnesyn, hvor børn ikke anses som ligeværdige og aktive medborgere.
Uanset grunden må vi konstatere, at det er problematisk. Ved ikke at samarbejde med barnet i processen og gennem dette sikre barnets perspektiv, ønsker og behov forud for valg af anbringelsessted, kan sagsbehandleren ikke træffe en oplyst beslutning og begrunde denne med blik for barnets perspektiv. Konsekvensen kan blive, at anbringelsesstedet ikke matcher barnets behov, at barnet oplever modvilje mod anbringelsesstedet og i sidste ende, at der kan ske sammenbrud i anbringelsen. Kravet om afholdelse af børnesamtale og inddragelse af barnet skal overholdes, så myndigheden må derfor sørge for, at betingelserne for det er til stede.
De bedste beslutninger tages ud fra barnets perspektiv
Med vores afsæt i to konkrete problemstillinger i forhold til inddragelsen af børn i egen sag, er det også relevant at se nærmere på de fordele, vi ser i at inddrage børn. Når vi understøtter børns ret til aktindsigt, er det først og fremmest et afgørende signal om, at barnets perspektiv er lige så værdifuldt og vigtigt som de voksnes. Samtidig får barnets aktindsigt afgørende betydning for, at barnet kan udøve sin ret til at komme med sit perspektiv, gøre indsigelse og anmode om foranstaltninger på et informeret grundlag. I sidste ende handler det om at finde de bedste løsninger, og det mener vi, der er forudsætning for, når barnet får sit perspektiv frem, og når barnet bliver støttet i at forstå de beslutninger, der er truffet.
Når kommunen skal træffe beslutning om anbringelsessted, er barnets synspunkter på, hvad der er vigtigt for barnet og hvorfor, et vigtigt element i sagsbehandlerens vurdering. Sagsbehandlerens begrundelse for at foreslå et bestemt anbringelsessted kan efterfølgende give barnet et oplyst og tydeligt fundament for beslutningen. Når barnet hører, hvordan synspunkterne er blevet vægtet, kan det give en oplevelse af, at det er værd at lytte til, og at barnets perspektiv er vigtigt for afgørelsen. Samtalen giver også mulighed for, at barnet kan udtrykke sin uenighed, og om noget kan afhjælpe denne uenighed eller utryghed, eller om det skal genbesøges, hvorvidt der er truffet den rigtige beslutning. En grundig gennemgang af valget sammen med barnet vil både kunne føre til en god overgang og på sigt en mere succesfuld anbringelse. Inddragelse betaler sig simpelthen.
Generelt er der nogle meget klare fordele ved at høre børn i egen sag. Barnet besidder lige som alle andre en helt unik og værdifuld viden om eget liv, og når vi formår at bringe denne viden i spil, vil det betyde, at vi sammen med barnet tager de bedste beslutninger. I den forbindelse er vi voksne forpligtede til at fortælle barnet om dets rettigheder og de regler, kommunen skal overholde på en pædagogisk måde. På den måde viser vi også barnet, at de på lige fod med voksne er aktive medborgere, som vi inviterer ind i de vigtige beslutninger. Denne inddragelse og det at barnet kender sine rettigheder skaber empowerment og lægger kimen til deltagelse i demokratiet.
Lad os i fællesskab starte en åben dialog
For at blive bedre til at understøtte børns ret til at blive hørt og inddraget, er vi nødt at dykke ned i de udfordringer, vi ser og oplever i praksis, og finde årsagerne til dem. Derfor håber vi med dette essay at være med til at starte en åben dialog mellem aktører på både myndighedsområdet, på anbringelsessteder og i børnefaglige organisationer, hvor vi i fællesskab bliver bedre til at italesætte problemer, når det kommer til inddragelse af børn i egen sag – så børns rettigheder overholdes. Det gælder både på et konkret plan i praksis, men det er også vigtigt, at vi overordnet tager dialogen om, hvorfor der bliver ved med at være overtrædelser af børns rettigheder i sagsbehandlingen (jf. Ankestyrelsens Børnesagsbarometer, 2022), og hvorfor myndigheder ikke sætter ind på at blive bedre, når de samme overtrædelser viser sig år efter år. En åben dialog kan forhåbentlig bidrage til, at fagpersoner, børnefaglige organisationer, forskere og magthavere sammen kan adressere disse udfordringer og lave ændringer til gavn for børnene.
Vi ser samtidig et behov for, at vi som forskellige aktører på det børne- og socialfaglige område skal have et større fokus på, hvordan vi kan hjælpe hinanden til at sikre, at børn bliver hørt og inddraget. Myndighederne er forpligtede til at finde de bedste løsninger på et oplyst grundlag og overholde børns rettigheder i denne proces. Som børnefaglige organisationer fokuserer vi på at omsætte rettigheder i praksis og sikre børns ret til at blive hørt og inddraget. Vi inviterer derfor til dialog om, hvordan vi bedst kan understøtte hinanden på tværs med henblik på i fællesskab at sikre børns rettigheder. For trods vores forskellige ståsteder, må vores fælles formål være, at børnene skal have den bedst mulige hjælp, og at deres rettigheder altid overholdes i denne proces.
Referencer
Ankestyrelsen (2020). Børnesagsbarometret 2020. https://ast.dk/publikationer/bornesagsbarometret – 2020
Ankestyrelsen (2021). Børnesagsbarometret 2021. https://ast.dk/publikationer/bornesagsbarometret – 2021
Ankestyrelsen (2022). Børnesagsbarometret 2022. https://ast.dk/publikationer/bornesagsbarometret – 2022
Offentlighedskommissionen (2009). Betænkning om Offentlighedsloven: Bind 1. Betænkning nr. 1510. https://www.elov.dk/media/betaenkninger/betaenkning_om_offentlighedsloven_del_1.pdf
[1] Alle eksempler fra praksis er anonymiserede og alle navne, der anvendes, er opdigtede.
[2] Vi bruger betegnelsen børn om alle under 18 år jf. Børnekonventionens definition.
[3] Med Barnets Lov, som forventes at træde i kraft i efteråret 2023, ændres partsstatus til børn fra 12 til 10 år.
[4] Børnesagsbarometrets undersøgelse handler om sager, hvor kommunerne har truffet afgørelse om en foranstaltning efter servicelovens § 52.
