Barnets ret til at blive hørt i egen sag – hvorfor er det svært, og hvordan bliver vi bedre?

,

Vi ønsker med dette essay at adressere de problemer, der i praksis er med at overholde børns ret til at blive hørt i egen sag. Kommunen er som myndighed for­plig­tet til at overholde børns ret­tig­he­der efter FN’s Bør­ne­kon­ven­tion, hvilket ind­be­fat­ter, at børn høres og inddrages i egen sag. Vi vil gerne vise læseren, at vores erfa­rin­ger og Bør­ne­sags­ba­ro­me­tret (Anke­sty­rel­sen, 2022) bekræfter, at det desværre ikke sker i til­stræk­ke­lig grad. Vi dykker ned i to konkrete pro­blem­stil­lin­ger, som omhandler aktind­sigt og bør­ne­sam­ta­len før afgørelse om anbrin­gelse. Vi under­sø­ger mulige udfor­drin­ger samt årsager hertil og inviterer til dialog om, hvordan vi kan blive bedre til at realisere barnets ret til at blive hørt og inddraget. Endelig ønsker vi at vise de per­son­lige, pæda­go­gi­ske og sam­funds­mæs­sige gevinster ved at inddrage barnet og tillægge barnets syns­punk­ter passende vægt.

Johan på 14 år[1] er gået hjemmefra og har opsøgt Joan­na­hu­set for råd­giv­ning på grund af voldsomme kon­flik­ter i hjemmet. Han skal derfor til en bør­ne­sam­tale med sin sags­be­hand­ler i for­bin­delse med den bør­ne­fag­lige under­sø­gelse. Til bør­ne­sam­ta­len ønsker Johan at have en bisidder fra Joan­na­hu­set med. I løbet af samtalen undlader Johans sags­be­hand­ler at oplyse om nogle forhold i Johans sag og vej­led­ning i at klage. Johans bisidder taler med Johan om hans ret til at anmode om aktind­sigt og ret til at klage over kommunens afgø­rel­ser, hvortil sags­be­hand­le­ren svarer, at bisid­de­ren ikke skal tale om lov­giv­ning, når der er børn til stede. Eksemplet illu­stre­rer en af de udfor­drin­ger, vi oplever i forhold til at inddrage børn[2] til­stræk­ke­ligt i egen sag og oplyse om ret­tig­he­der i sags­be­hand­lin­gen. Flere under­sø­gel­ser viser, at mange kommuner ikke over­hol­der børns ret­tig­he­der i sags­be­hand­lin­gen, senest doku­men­te­ret af Bør­ne­sags­ba­ro­me­tret (Anke­sty­rel­sen, 2022). 

Vi ser et stort behov for at starte en dialog om, hvorfor barnets ret til at blive inddraget i egen sag ikke over­hol­des. Hvis vi skal hjælpe børn med at realisere deres ret­tig­he­der, er det helt afgørende, at vi bliver bedre til at inddrage dem, og at myn­dig­he­derne over­hol­der børns ret­tig­he­der efter FN’s Bør­ne­kon­ven­tion. Når børn ikke bliver inddraget til­stræk­ke­ligt i deres sag, er det hverken til gavn for barnet, kommunen eller samfundet generelt. Med afsæt i to konkrete pro­blem­stil­lin­ger – barnets ret til aktind­sigt og barnets ret til bør­ne­sam­tale forud for afgørelse om anbrin­gelse – ønsker vi sætte fokus på, hvorfor denne over­træ­delse af barnets ret­tig­he­der sker, undersøge mulige årsager samt invitere til fortsat dialog om, hvordan vi sikrer den ind­dra­gelse og med­be­stem­melse, som barnet har ret til. 

Bør­ne­rå­det og Joan­na­hu­set vil styrke børns ret­tig­he­der og handlemuligheder

Bør­ne­rå­det er et uaf­hæn­gigt statsligt råd, som arbejder for at sikre børns ret­tig­he­der og taler børnenes sag. Joan­na­hu­set er et krise- og råd­giv­nings­cen­ter, hvor børn under 18 år kan få omsorg, husly og rådgivning/retshjælp. Vi har som fælles formål at styrke børns hand­le­kom­pe­tence ved, at de kender deres ret­tig­he­der og juridiske hand­le­mu­lig­he­der, og vi ser det som en for­plig­telse at under­støtte, at barnet kan udøve sin ret til at blive hørt og inddraget i sin sociale sag.

Vi er derfor nys­ger­rige på, hvordan det kan være, at vi oplever og hører fra børn, at de ikke føler sig inddraget i sags­be­hand­lin­gen og de beslut­nin­ger, der tages, og at det er uklart for dem, hvordan deres per­spek­tiv er tillagt vægt. Vi antager, at alle parter i sags­be­hand­lin­gen vil barnet det bedste, og vi vil derfor dykke ned i, hvorfor det alligevel ikke lykkes at overholde barnets ret til at blive hørt og inddraget i egen sag. Er det ikke til gavn for alle at lytte til barnets per­spek­tiv og tillægge det afgørende vægt, når det netop er barnets liv, det handler om? Derudover bliver vi optagede af, hvordan vi som for­skel­lige aktører på det soci­al­fag­lige felt kan under­støtte hinanden i arbejdet med børn. Det er vores primære afsæt for at rejse denne pro­blem­stil­ling, og det er derfor også vores egne erfa­rin­ger og reflek­sio­ner, vi tager udgangs­punkt i.

Børns ret til ind­dra­gelse over­hol­des ikke altid i praksis

Barnets ret til aktindsigt

Som det er nu, får alle børn, når de fylder 12 år, part­s­sta­tus og dermed ret til aktind­sigt[3]. Det er en tydelig ret for barnet til at få indsigt i sin sag. Barnets ret til aktind­sigt er dog et af de områder, hvor der sker over­træ­del­ser i praksis. Vi oplever, at udle­ve­ring af akter til børn ikke sker inden for tids­fri­sten uden at være lovligt begrundet. Det sker også, at kommunen afviser barnets anmodning om aktind­sigt med hen­vis­ning til barnets (u)modenhed i forhold til at læse og forstå sagens akter – i situ­a­tio­ner hvor vi vurderer, at barnet vil have gavn af aktind­sigt. Det er pro­ble­ma­tisk, for Offent­lig­heds­kom­mis­sio­nens Betænk­ning om Offent­lig­heds­lo­ven (2009) fremhæver, at det vil “i langt de fleste tilfælde være helt ube­tæn­ke­ligt at give aktind­sigt til et barn, der er mellem 12 og 15 år, da det i almin­de­lig­hed må antages at kunne forstå, hvad aktind­sig­ten indebærer” (s. 394), og “ (…) at der kun i helt særlige tilfælde bør nægtes unge mellem 15 og 18 år adgang til at benytte offent­lig­heds­lo­ven med hen­vis­ning til den pågæl­den­des alder” (s. 393).

I et konkret eksempel søger Aia på 13 år aktind­sigt i sin sag. Aia er tidligere gået hjemmefra på grund af blandt andet alko­hol­mis­brug i hjemmet, har søgt råd­giv­ning i Joan­na­hu­set og har anmodet om at blive anbragt, hvilket kommunen har afslået. Aia anmoder om aktind­sigt i sin sag for at danne sig et overblik over sags­for­lø­bet og de afgø­rel­ser, der er truffet. Hun vil sammen med Joan­na­hu­set under­rette Anke­sty­rel­sen om, at hun ikke føler, at kommunen lytter til hendes beskri­velse af situ­a­tio­nen i hjemmet og handler derpå. Kommunen afslår anmod­nin­gen om aktind­sigt med den begrun­delse, at Aia kan blive ked af at læse, hvad der står, og at de ikke mener, at hun kan tage vare på de per­son­føl­somme oplys­nin­ger i sagen. Aia forstår ikke dette og siger, at det er rigtigt, at hun er ked af sin situation, men at hun ikke bliver mere ked af at læse sine papirer. Ved at klage til Anke­sty­rel­sen får Aia adgang til sine akter, men der er på det tidspunkt gået otte måneder fra hendes oprin­de­lige anmodning. I mel­lem­ti­den har Anke­sty­rel­sen pålagt kommunen at anbringe Aia, og kommunen har truffet afgørelse om anbrin­gelse uden at inddrage hende i denne proces. Efter også at have klaget over den manglende ind­dra­gelse, kommer Aia på et nyt opholds­sted. Alt dette sker, uden hun har mulighed for at få indsigt i kommunens over­vej­el­ser om og begrun­del­ser for afgø­rel­serne om hendes liv. Eksemplet viser både, at en myndighed træffer en afgørelse, der ifølge Anke­sty­rel­sen er uret­mæs­sig, samt hvilke konkrete kon­se­kven­ser, det får for barnet.

Når der sker over­træ­del­ser af barnets ret til aktind­sigt, kan det have at gøre med ønsket om både at inddrage og samtidig beskytte barnet. Afvis­nin­gen af barnets anmodning om aktind­sigt kan forklares ved et hensyn til beskyt­telse af barnet, hvad angår risikoen for retrau­ma­ti­se­ring ved at læse eks­pli­citte beskri­vel­ser, og at det kan være voldsomt for et barn at blive mødt af det fokus på udfor­drin­ger og problemer, som en sagsmappe ofte inde­hol­der. Ved siden af barnets ret til at blive inddraget i og oplyst om sin sag, så barnet kan forholde sig til, hvad der er blevet skrevet, og hvad der lagt vægt på i afgø­rel­ser, kan sags­be­hand­lere altså have et ønske om at beskytte barnet mod de voldsomme beskri­vel­ser i sagen.

Imid­ler­tid bliver resul­ta­tet af denne beskyt­telse af barnet, at barnet ikke har mulighed for at forstå og blive inddraget i sags­be­hand­lin­gen, som eksemplet illu­stre­rer. Den manglende indsigt i sagens akter stiller sim­pelt­hen barnet dårligere i forhold til at forstå argu­men­ter, begrunde egne ønsker eller gøre ind­si­gelse mod sagens indhold og afgø­rel­ser. Til trods for en intention om at beskytte barnet, får kommunens afvisning på anmod­nin­gen om aktind­sigt altså store kon­se­kven­ser for barnet, som det også er tilfældet for Aia. Vi mener derfor, at det er helt afgørende at under­støtte barnets ret til aktind­sigt, for ved at hjælpe barnet i denne proces kan vi både beskytte barnet og barnets ret til at blive hørt og inddraget.

Barnets ret til bør­ne­sam­tale før afgørelse om anbringelse

Bør­ne­sags­ba­ro­me­tret[4] (Anke­sty­rel­sen 2020; 2021; 2022) har gentagne gange vist, at kommuner ikke afholder den lov­plig­tige bør­ne­sam­tale forud for afgørelse om en for­an­stalt­ning. Ifølge lov­giv­nin­gen skal kommunen afholde samtalen, før der træffes en afgørelse, og kommunen skal tale med barnet om den påtænkte for­an­stalt­ning. I 2020 var det i 45 % af sagerne, i 2021 39 % og i 2022 igen 45 % af sagerne, hvor kommunen ikke afholdt en bør­ne­sam­tale forud for afgø­rel­sen. Ud af de sager, hvor bør­ne­sam­ta­len ikke er afholdt, er der i over halvdelen af sagerne ikke grundlag for at fravælge samtalen, og i næsten en tredjedel af sagerne er samtalen afholdt efter afgø­rel­sen er truffet.

Flere børn i Joan­na­hu­set fortæller netop om først at blive kaldt ind, efter afgø­rel­sen er truffet eller så sent i processen, at de ikke oplever, at deres per­spek­tiv høres eller vægtes i beslut­nin­gen om anbrin­gelse. Det er i sig selv pro­ble­ma­tisk, men det medfører også, at det ikke fremgår af sags­ak­terne, hvordan barnets udtrykte holdning og per­spek­tiv er tillagt vægt. Dermed mangler et vigtigt element i sags­be­hand­lin­gen, og barnets ret­tig­he­der er efter Bør­ne­kon­ven­tio­nen ikke overholdt.

Der kan være flere grunde til, at kravet om bør­ne­sam­ta­len i så mange tilfælde ikke over­hol­des. Der kan være en systemisk udfor­dring i at afholde bør­ne­sam­ta­len svarende til barnets modenhed, og dermed et behov for opkva­li­fi­ce­ring for at sikre, at barnets per­spek­tiv bringes i spil, eller der kan være behov for en større opmærk­som­hed på vig­tig­he­den af barnets per­spek­tiv, ønsker og holdning på lige fod med for­æl­dre­nes per­spek­tiv. Der kan også være tale om, at der tages forkerte hensyn til fx økonomi eller de voksne omkring barnet, eller at sags­be­hand­lin­gen sker på baggrund af et forældet børnesyn, hvor børn ikke anses som lige­vær­dige og aktive medborgere.

Uanset grunden må vi kon­sta­tere, at det er pro­ble­ma­tisk. Ved ikke at sam­ar­bejde med barnet i processen og gennem dette sikre barnets per­spek­tiv, ønsker og behov forud for valg af anbrin­gel­ses­sted, kan sags­be­hand­le­ren ikke træffe en oplyst beslut­ning og begrunde denne med blik for barnets per­spek­tiv. Kon­se­kven­sen kan blive, at anbrin­gel­ses­ste­det ikke matcher barnets behov, at barnet oplever modvilje mod anbrin­gel­ses­ste­det og i sidste ende, at der kan ske sam­men­brud i anbrin­gel­sen. Kravet om afhol­delse af bør­ne­sam­tale og ind­dra­gelse af barnet skal over­hol­des, så myn­dig­he­den må derfor sørge for, at betin­gel­serne for det er til stede.

De bedste beslut­nin­ger tages ud fra barnets perspektiv

Med vores afsæt i to konkrete pro­blem­stil­lin­ger i forhold til ind­dra­gel­sen af børn i egen sag, er det også relevant at se nærmere på de fordele, vi ser i at inddrage børn. Når vi under­støt­ter børns ret til aktind­sigt, er det først og fremmest et afgørende signal om, at barnets per­spek­tiv er lige så vær­di­fuldt og vigtigt som de voksnes. Samtidig får barnets aktind­sigt afgørende betydning for, at barnet kan udøve sin ret til at komme med sit per­spek­tiv, gøre ind­si­gelse og anmode om for­an­stalt­nin­ger på et infor­me­ret grundlag. I sidste ende handler det om at finde de bedste løsninger, og det mener vi, der er for­ud­sæt­ning for, når barnet får sit per­spek­tiv frem, og når barnet bliver støttet i at forstå de beslut­nin­ger, der er truffet.

Når kommunen skal træffe beslut­ning om anbrin­gel­ses­sted, er barnets syns­punk­ter på, hvad der er vigtigt for barnet og hvorfor, et vigtigt element i sags­be­hand­le­rens vurdering.  Sags­be­hand­le­rens begrun­delse for at foreslå et bestemt anbrin­gel­ses­sted kan efter­føl­gende give barnet et oplyst og tydeligt fundament for beslut­nin­gen. Når barnet hører, hvordan syns­punk­terne er blevet vægtet, kan det give en oplevelse af, at det er værd at lytte til, og at barnets per­spek­tiv er vigtigt for afgø­rel­sen. Samtalen giver også mulighed for, at barnet kan udtrykke sin uenighed, og om noget kan afhjælpe denne uenighed eller utryghed, eller om det skal gen­be­sø­ges, hvorvidt der er truffet den rigtige beslut­ning. En grundig gen­nem­gang af valget sammen med barnet vil både kunne føre til en god overgang og på sigt en mere suc­ces­fuld anbrin­gelse. Ind­dra­gelse betaler sig simpelthen.

Generelt er der nogle meget klare fordele ved at høre børn i egen sag. Barnet besidder lige som alle andre en helt unik og værdifuld viden om eget liv, og når vi formår at bringe denne viden i spil, vil det betyde, at vi sammen med barnet tager de bedste beslut­nin­ger. I den for­bin­delse er vi voksne for­plig­tede til at fortælle barnet om dets ret­tig­he­der og de regler, kommunen skal overholde på en pæda­go­gisk måde. På den måde viser vi også barnet, at de på lige fod med voksne er aktive med­bor­gere, som vi inviterer ind i de vigtige beslut­nin­ger. Denne ind­dra­gelse og det at barnet kender sine ret­tig­he­der skaber empower­ment og lægger kimen til del­ta­gelse i demokratiet.

Lad os i fæl­les­skab starte en åben dialog

For at blive bedre til at under­støtte børns ret til at blive hørt og inddraget, er vi nødt at dykke ned i de udfor­drin­ger, vi ser og oplever i praksis, og finde årsagerne til dem. Derfor håber vi med dette essay at være med til at starte en åben dialog mellem aktører på både myn­dig­heds­om­rå­det, på anbrin­gel­ses­ste­der og i bør­ne­fag­lige orga­ni­sa­tio­ner, hvor vi i fæl­les­skab bliver bedre til at ita­le­sætte problemer, når det kommer til ind­dra­gelse af børn i egen sag – så børns ret­tig­he­der over­hol­des. Det gælder både på et konkret plan i praksis, men det er også vigtigt, at vi over­ord­net tager dialogen om, hvorfor der bliver ved med at være over­træ­del­ser af børns ret­tig­he­der i sags­be­hand­lin­gen (jf. Anke­sty­rel­sens Bør­ne­sags­ba­ro­me­ter, 2022), og hvorfor myn­dig­he­der ikke sætter ind på at blive bedre, når de samme over­træ­del­ser viser sig år efter år. En åben dialog kan for­hå­bent­lig bidrage til, at fag­per­so­ner, bør­ne­fag­lige orga­ni­sa­tio­ner, forskere og magt­ha­vere sammen kan adressere disse udfor­drin­ger og lave ændringer til gavn for børnene.

Vi ser samtidig et behov for, at vi som for­skel­lige aktører på det børne- og soci­al­fag­lige område skal have et større fokus på, hvordan vi kan hjælpe hinanden til at sikre, at børn bliver hørt og inddraget. Myn­dig­he­derne er for­plig­tede til at finde de bedste løsninger på et oplyst grundlag og overholde børns ret­tig­he­der i denne proces. Som bør­ne­fag­lige orga­ni­sa­tio­ner fokuserer vi på at omsætte ret­tig­he­der i praksis og sikre børns ret til at blive hørt og inddraget. Vi inviterer derfor til dialog om, hvordan vi bedst kan under­støtte hinanden på tværs med henblik på i fæl­les­skab at sikre børns ret­tig­he­der. For trods vores for­skel­lige ståsteder, må vores fælles formål være, at børnene skal have den bedst mulige hjælp, og at deres ret­tig­he­der altid over­hol­des i denne proces.

Refe­ren­cer

Anke­sty­rel­sen (2020). Bør­ne­sags­ba­ro­me­tret 2020. https://​ast​.dk/​p​u​b​l​i​k​a​t​i​o​n​e​r​/​b​o​r​n​e​s​a​g​s​b​a​r​o​m​e​t​r​e​t​ – 2020

Anke­sty­rel­sen (2021). Bør­ne­sags­ba­ro­me­tret 2021. https://​ast​.dk/​p​u​b​l​i​k​a​t​i​o​n​e​r​/​b​o​r​n​e​s​a​g​s​b​a​r​o​m​e​t​r​e​t​ – 2021

Anke­sty­rel­sen (2022). Bør­ne­sags­ba­ro­me­tret 2022. https://​ast​.dk/​p​u​b​l​i​k​a​t​i​o​n​e​r​/​b​o​r​n​e​s​a​g​s​b​a​r​o​m​e​t​r​e​t​ – 2022

Offent­lig­heds­kom­mis­sio­nen (2009). Betænk­ning om Offent­lig­heds­lo­ven: Bind 1. Betænk­ning nr. 1510. https://​www​.elov​.dk/​m​e​d​i​a​/​b​e​t​a​e​n​k​n​i​n​g​e​r​/​b​e​t​a​e​n​k​n​i​n​g​_​o​m​_​o​f​f​e​n​t​l​i​g​h​e​d​s​l​o​v​e​n​_​d​e​l​_​1​.​pdf


[1] Alle eksempler fra praksis er ano­ny­mi­se­rede og alle navne, der anvendes, er opdigtede.

[2] Vi bruger beteg­nel­sen børn om alle under 18 år jf. Bør­ne­kon­ven­tio­nens definition.

[3] Med Barnets Lov, som forventes at træde i kraft i efteråret 2023, ændres part­s­sta­tus til børn fra 12 til 10 år.

[4] Bør­ne­sags­ba­ro­me­trets under­sø­gelse handler om sager, hvor kom­mu­nerne har truffet afgørelse om en for­an­stalt­ning efter ser­vi­ce­lovens § 52.