Denne artikel undersøger konsekvenserne for anbragte børn i anbringelse, der politianmeldes og retsforfølges for vold og trusler mod ansatte på deres anbringelsessteder, set fra et børneperspektiv. Lovgivningen kræver i flere tilfælde politianmeldelser; eksempelvis fordrer voksenansvarsloven, at delvist sikrede eller sikrede døgninstitutioner anmelder al personfarlig kriminalitet, herunder vold og trusler, der har fundet sted på institutionen. Denne praksis kriminaliserer børns udadreagerende adfærd – en adfærd, der som oftest er en central del af baggrunden for anbringelsen. Med udgangspunkt i casen om pigen Liva, der retsforfølges for vold mod personalet på to forskellige anbringelsessteder, undersøger vi de konsekvenser, denne kriminalisering kan have for barnet. Gennem teoretiske indsigter om børnesyn viser vi, hvordan politianmeldelsen og det efterfølgende møde med retssystemet kan have vidtrækkende negative konsekvenser for barnets relationer, trivsel og fremtid. Vi fremhæver tre centrale konsekvenser: 1) barnets historik og kontekst bliver usynliggjort i retten, 2) relationerne mellem barnet og personalet på anbringelsesstedet forværres, og 3) barnet stigmatiseres, hvilket yderligere forværrer barnets fremtidsudsigter. På baggrund heraf diskuterer vi, hvordan denne anmeldelsespraksis medvirker til yderligere marginalisering af en i forvejen sårbar børnegruppe og rejser spørgsmål om, hvorvidt systemets håndtering af udadreagerende adfærd er hensigtsmæssig.
Jeg tror, der er nogle [voksne], der hjælper, men jeg har i hvert fald ikke mødt nogen, der har hjulpet mig, og pædagogerne sidder og skriver alt ned […] Jeg var lige frivilligt anbragt i 2 måneder, hvor jeg var sådan, “jeg vil gerne hjem”, og så var pædagogerne sådan, “det giver ikke mening at komme hjem, når du alligevel bliver dømt”. Det sagde de allerede til mig, før jeg fik indkaldelsen til retten, så var de sådan, “du bliver jo dømt lige meget hvad”. Det sagde de.
Citatet er fra Liva (pseudonym), en 17-årig pige, der er anbragt på et børne- og ungehjem (tidligere kaldet et socialpædagogisk opholdssted). Hun fortæller om sine oplevelser med at blive anklaget for vold mod personalet både på sit nuværende børne- og ungehjem og en sikret institution (aflåst døgninstitution), hvor hun tidligere har været anbragt. Begge anbringelsessteder har politianmeldt hende for vold mod personalet. Da vi i forskergruppen møder Liva første gang, er hun 15 år og anbragt på den sikrede døgninstitution, inden hun flytter til et børne- og ungehjem. Vi følger med Liva, da hun møder i retten tiltalt for vold mod tjenestemand på begge anbringelsessteder (straffeloven § 119), og efter retsmødet interviewer vi hende om hendes oplevelser og erfaringer med at være i retten og med at blive anklaget og dømt for personfarlig kriminalitet mod de voksne, der skal fungere som hendes omsorgspersoner. Det er i denne sammenhæng, at hun i det indledende citat fortæller, hvordan hun har mistet tilliden til, at personalet på anbringelsesstederne er der for at hjælpe hende.
Eksisterende lovgivning pålægger i visse tilfælde døgninstitutioner, at vold og trusler politianmeldes. Når en anmeldelse af børn som Liva finder sted, betyder det, at barnet bevæger sig fra at være i det sociale system til ligeledes at være en del af det strafferetlige system. Dette skifte har konsekvenser for både den socialfaglige og relationelle indsats og ikke mindst for barnet, der hermed bliver en del af et voksent retssystem. I denne artikel undersøger vi, gennem casen om Liva, konsekvenserne for anbragte børn, der bliver politianmeldt af deres anbringelsessted og efterfølgende stillet for retten. Vores analyser tager udgangspunkt i børnenes egne oplevelser og perspektiver – ikke for at tilsidesætte andres perspektiver (som fx voksnes), men for at rette opmærksomheden mod de normer og samfundsmæssige strukturer, der ofte marginaliserer børns perspektiver (Warming 2015). Vi anvender betegnelserne ”barn” og ”børn” om alle under 18 år for at fastholde anbragtes samfundsmæssige position som mindreårige og dermed som underlagt særlige lovgivninger, herunder Barnets Lov. Med dette teoretisk funderede blik på børneperspektiver ønsker vi også at fremme en strukturel diskussion om samfundets magtudøvelse over for anbragte børn.
Vores analyser viser, at anbragte børns oplevelser og erfaringer med at blive en del af det strafferetlige system har vidtrækkende konsekvenser, der rækker ud over den tilsigtede straf og selve behandlingen af sagen i retslokalet. Disse konsekvenser kan gøre det videre socialfaglige arbejde vanskeligere og forværre barnets marginalisering og trivsel. Artiklen taler ind i en bredere samfundsdebat om at sætte hårdt og konsekvent ind over for børn, der begår personfarlig kriminalitet. Vores fund rejser vigtige spørgsmål om, hvorvidt grænsen for ansvarliggørelse af børns problemadfærd er nået, når vi reelt straffer anbragte børn for en problemadfærd, som, for de flestes vedkommende, bunder i svære sociale og/eller psykiske problemstillinger. Disse problemstillinger er ofte årsagen til deres anbringelse, og vi argumenterer for, at håndteringen af problemadfærden så vidt muligt derfor må ske i det sociale velfærdssystem frem for i et strafferetligt system uden reelle tilpasninger til, at tiltalte er et (socialt udsat) barn.
Anbringelse og børnesyn
Børneperspektiver, børnesyn og børneinddragelse er omdiskuterede begreber på det sociale felt. Det børnesyn, hvor børn skal respekteres som rettighedshavere i deres egen ret, bliver i dag ofte fremhævet som særligt ”moderne” eller ”nyt” i socialpolitikken, hvilket kan give anledning til at antage, at andre børnesyn ikke længere er aktuelle. Dog er dette børnesyn blot et af flere samtidige børnesyn, som børn i anbringelse møder i deres kontakt med forskellige professionelle. Børn i anbringelse anerkendes ofte ikke af professionelle, og de særlige kompetencer, som børnene udvikler i kraft af deres anderledes opvækstvilkår, bliver ofte ikke anerkendt, men problematiseres og gøres til genstand for professionel bekymring (Warming et al. 2017). Børnene objektiveres som sårbare og som afhængige af at blive formet for at kunne blive ”vellykkede voksne”. Børn i anbringelse møder således også et børnesyn, hvor de bliver set, som at de mangler kompetencer, og som afhængige af voksne (og opdragelse) for at opnå forandring. Dette børnesyn kan betyde, at børn, som er anbragt, vokser op med en grundlæggende følelse af at være forkerte, anderledes og ikke passe ind (Fjordside 2021).
Uanset om børnene i mødet med professionelle bliver set som kompetente eller som sårbare, er det ofte et individualiseret syn, som anlægges, idet fokus primært er på det enkelte barns udvikling eller evner. Det medfører, at de sammenhænge, som barnet indgår i, og de vilkår, barnet er underlagt, ikke inddrages i den professionelle syn på eller forståelse af barnet (Schwartz & Warming 2023). Hermed overses det i mødet med professionelle, at barnets oplevelser, følelser og tanker, ligesom for alle andre, opbygges i de relationer og kontekster, som de indgår i. For eksempel er hverdagen på anbringelsesstedet betydningsfuld, og fællesskaberne mellem børnene samt mellem børn og voksne er afgørende for, om barnet oplever tryghed, trives og udvikler sig (Schwartz 2007). Anbragte børns handlinger og erfaringer kan således ikke isoleres til barnet alene, men er betinget af dets samlede situation, hvilket oftere end for andre børn er formet af foranderlige og komplekse relationer til forældre, professionelle og andre børn på anbringelsesstedet (Schwartz & Warming 2023). Hvis det professionelle fokus isoleret rettes mod det enkelte barn, underbygger det individualiserede problemforståelser, hvor det nemt forsvinder ud af syne, at børn i deres handlinger (fx kriminalitet) reagerer på noget og i kontekst af noget (Schwartz 2007).
Problemforståelserne, som møder børn i anbringelse, er ofte individuelle, og børn i anbringelse har ofte oplevet, at de har andre betingelser end andre børn, og at de i vidt omfang oplever sig anderledes end andre børn og unge (Bengtsson et al. 2020, 2022). Konsekvensen af individualiserede børnesyn er, at stigmatisering og stereotype antagelser ofte er erfaringer blandt børn i anbringelse. Det betyder, at de oplever sig som afvigende, uønskede og med mindre social status end andre (Carey 2023). Børn med anbringelseserfaring har således ofte oplevelser af at blive devalueret igennem oplevelser som at blive hånet, mobbet og misbrugt af både jævnaldrende, forældre, lærere og pædagoger. På et strukturelt niveau oplever de at blive overset eller tilsidesat i deres møde med samfundets lovgivning, regler og politikker, som let leder til oplevelser af at blive behandlet som en ting eller en sag og ikke som et barn (Carey 2023, Harkes 2021). De børnesyn, som barnet konfronteres med af forskellige professionelle, er således afgørende for, hvordan barnet oplever sig selv og ser sin fremtid. Samtidig er de også udtryk for, hvordan forskellige professionelle og de systemer, som de er del af, generelt ser på børn i anbringelse. Som vi vil belyse i analysen, så viser de forskellige børnesyn sig særligt, når et barn i anbringelse politianmeldes for vold af sine pædagoger.
Livas historie
Liva er 15 år, da vi møder hende første gang. På daværende tidspunkt er hun anbragt på en sikret institution som led i et forbedringsforløb udstedt af Ungdomskriminalitetsnævnet (UKN)[1], bl.a. på grund af at Liva gentagne gange er stukket af fra børne- og ungehjem. Hun bliver senere flyttet til et nyt børne- og ungehjem. Af Livas sagsakter fremgår det, at hun har været udsat for omfattende omsorgssvigt gennem sin opvækst, herunder fysisk vold, og at hun derfor har været anbragt uden for hjemmet i længere tid. Det fremgår ligeledes, at Liva viser tegn på traumatisering og fysisk udadreagerende adfærd, hvorfor hun vurderes til at have omfattende støtte- og behandlingsbehov. Over en periode på 2 år følger vi og deltager i Livas møder med forskellige juridiske instanser (UKN, Ungekriminalforsorgen og retten), vi får aktindsigt i sagsakter og domsudskrifter, og vi interviewer hende løbende om hendes oplevelser undervejs.
Under sit ophold på den sikrede institution bliver Liva anmeldt for tre forhold om vold mod personalet. Retssagen udskydes ca. 9 måneder, og inden den genoptages, bliver hun anmeldt for yderligere to forhold om vold eller trusler mod personalet på det nuværende børne- og ungehjem. Da Liva kommer i retten, er hun derfor sigtet for fem forhold efter straffelovens § 119, hvoraf tre er begået halvandet år tidligere, og to er begået hhv. et år og et halvt år forud for retssagen. På tidspunktet for retssagen bor Liva stadig på børne- og ungehjemmet.
Livas forløb er et af flere, som indgår i et forskningsprojekt om børns møde med retssystemet i forbindelse med anklager om personfarlig kriminalitet, hvoraf nogle, ligesom i Livas tilfælde, omhandlede vold mod personale på den institution, hvor børnene var anbragt. I projektet interviewede vi 31 unge om deres oplevelser med retsprocessen, deres sigtelser og erfaringer med det sociale og juridiske system, herunder deres oplevelse med at være anbragt. Deltagerne blev rekrutteret fra sikrede og delvist lukkede døgninstitutioner, og nogle af børnene mødte vi, mens de var varetægtsfængslede og ventede på, at sigtelserne mod dem skulle prøves i retten. Dette gav os mulighed for at spørge børnene om tilladelse til at følge deres retssag. Vi observerede i alt 18 retsmøder med ni af de unge og geninterviewede otte af dem efter retssagen. Interviewene og observationerne blev udført af et forskerhold på fire personer, og interviews blev optaget og transskriberet, mens observationerne blev håndskrevet ved møderne og senere omskrevet til fælles feltnoter.
Vi anvendte en etisk refleksiv tilgang til dataindsamlingen, der tog hensyn til, at børnene, som følge af deres frihedsberøvelser, befandt sig i sårbare livssituationer med begrænset kontrol over, hvem de tilbragte tid med (Bengtsson 2019, Graham et al. 2015). Inden interviewene blev børnene grundigt informeret om projektets formål, at deres deltagelse var frivillig, og at de oplysninger, de gav, ikke ville blive delt med andre, såsom sagsbehandlere eller pædagoger på børne- og ungehjem. Vi deltog desuden ikke i retsmøder uden forudgående samtykke fra barnet. Af hensyn til anonymitet er der anvendt pseudonymer, og i flere tilfælde udeladt detaljer om sigtelser og domme.
Vi anvender Livas forløb som en kritisk case, og det er Livas oplevelser, som er i centrum i denne artikel (Flyvbjerg 2006). Liva er valgt som kritisk case, fordi hendes oplevelser rummer både fællestræk og unikke aspekter, der gør det muligt at identificere centrale udfordringer i forbindelse med politianmeldelser af anbragte børn. Livas historie indeholder centrale temaer, som vi genkender i andre børns fortællinger i forskningsprojektet. Beretninger om svigt, turbulente anbringelsesforløb, manglende tillid til voksne samt ønsker om selvbestemmelse og et ikke-kriminelt ungdomsliv går på tværs af de interviewedes børns fortællinger, uanset deres baggrund og type af sigtelser.
Samtidig er Livas oplevelser også unikke. Hendes kriminalitet er mildere end for de fleste andre børn i datamaterialet, og hun vurderes generelt positivt af de voksne omkring hende. Dette gør hendes fortælling særlig, fordi den viser, at selv børn, der er i en positiv udvikling, oplever store utilsigtede konsekvenser, når de politianmeldes for vold af deres anbringelsessteder. Livas case fremhæver således, at konsekvenserne ikke kun rammer børn med tungere kriminalitetsbaggrunde, men også børn, der ifølge systemet er på rette vej.
I de følgende afsnit analyserer vi data fra vores observationer i retten og fra det efterfølgende interview med Liva. Gennem tre analytiske nedslag belyser vi, hvordan det opleves for et barn at blive politianmeldt af personalet, og hvordan det er som barn at møde i retten samt hvilken konsekvens børnene oplever, at det har i forhold til deres fremtidsudsigter. Disse nedslag omfatter: (1) barnets oplevelse af, at dets historik og kontekst overses i retten, (2) hvordan politianmeldelser påvirker relationerne mellem barnet og de professionelle på anbringelsesstedet, og (3) hvordan processen kan bidrage til stigmatisering og forværrede fremtidsudsigter for barnet. Vi finder, at politianmeldelser af anbragte børn ofte fører til yderligere udsathed og marginalisering for barnet og går imod anbringelsens formål, som er at sikre barnet de samme muligheder for omsorg, læring, personlig udvikling, trivsel og sundhed som andre børn (jf. Barnets Lov).
Konsekvenser af anbringelsessteders voldsanmeldelser for børn og unge
De tre konsekvenser, vi peger på i denne analyse, er ikke udtømmende, men nedslag i en længere række af udfordringer og problemstillinger. Når vi ser på vores samlede empiri af fortællinger fra unge i anbringelse, bliver det tydeligt, at disse konsekvenser ikke står alene. De er en del af en bredere erfaring, som anbragte børn deler i deres møder med det strafferetlige og socialfaglige system. Vi er desuden opmærksomme på, at disse konsekvenser er utilsigtede – det er ikke målet med anmeldelserne at forværre situationen for børn som Liva – men ikke desto mindre er netop en forværring og yderligere svigt den oplevelse, som Liva og andre børn står tilbage med.
I vores analyse er vi inspireret af Ida Schwartz’ analytiske tilgang til at følge et enkelt barn gennem komplekse institutionelle forløb (Schwartz 2007). Denne tilgang hjælper os ikke alene med at forstå barnets subjektive oplevelser og deltagelsesmuligheder, men gør det også muligt at anlægge et relationelt og kontekstuelt børneperspektiv. Vi ser på, hvordan mødet med de professionelle – og de systemer, de repræsenterer – har konkrete konsekvenser for barnets relationer, trivsel og livsbaner. Dette perspektiv er nødvendigt for at kunne indfange den fulde række af effekter, der opstår i de komplekse situationer, som børns møder med professionelle har. Analysen er struktureret kronologisk, hvilket gør det muligt at følge konsekvensernes udvikling over tid. Først viser vi den konsekvens, der udspiller sig i selve retslokalet, og som handler om negligeringen af barnets kontekst. Dernæst belyser vi, hvordan anmeldelsen og den efterfølgende retssag påvirker relationerne mellem Liva og personalet på børne- og ungehjemmet umiddelbart efter retssagen. Til sidst peger vi på en mere langsigtet konsekvens i form af, hvordan processen påvirker Livas selvbillede og hendes opfattelse af egne fremtidsmuligheder. Vi afslutter med en diskuterende konklusion.
Konsekvens: Barnets kontekst og historik bliver usynliggjort
Da Liva møder i retten, er hun tiltalt for fem forhold om vold eller trusler om vold mod personale på anbringelsessteder (straffeloven § 119). I tre tilfælde er der tale om forhold, hvor Liva har kastet med service eller lignende, og i to tilfælde er der tale om, at Liva har sparket eller slået om sig i forbindelse med magtanvendelser, hvilket er de forhold, som fremstår mest alvorlige. Af udskriftet fra dombogen af dommen fremgår det, at Liva i et af forholdene (forhold 2) er tiltalt for overtrædelse af:
Straffelovens § 119, stk. 1, ved [dato og tidspunkt] på [navn og adresse på sikret institution] med vold eller trussel om vold at have overfaldet institutionens medarbejder Shane Mortensen [pseudonym] under dennes udførelse af sit arbejde, idet tiltalte tildelte Mortensen flere slag i hovedet, herunder et slag på kroppen, i forbindelse med at Mortensen forsøgte at adskille tiltalte og en anden ung på afdelingen i forbindelse med en opstået konflikt.
Episoden, som der henvises til i dombogen, er sket halvandet år før og kort tid efter, at Liva er blevet flyttet akut til den sikrede institution fra sit børne- og ungehjem. På den institution, som Liva flyttes til, er hun eneste pige blandt fem drenge i alderen 15 – 17 år. Ovenstående forhold udspringer af en konflikt, som Liva har med en af drengene, Millas [pseudonym], som var på stedet i varetægtssurrogat grundet en sigtelse for seksuel vold mod mindreårige piger. Liva har tidligere i sit liv oplevet voldsomme overgreb, også af seksuel karakter, og havde på institutionen flere konflikter med Millas, som hun oplevede som grænseoverskridende og provokerende over for hende. Af vores observationer fra retten fremgår det, at hverken detaljerne om Livas historik eller de bagvedliggende årsager til konflikten med Millas kommer frem. Af vores observationsnoter fra retsmødet fremgår det:
Livas forsvarer spørger hende, om hun har et vredesproblem. Til det forklarer Liva, at det har hun ikke, men at hun ” har oplevet nogen ting i min barndom”. Forsvareren spørger, om Liva havde en konflikt med en anden ung, der hed Millas, og Liva forklarer, at hun godt kan huske situationen op til konflikten, som handlede om en konflikt over et kortspil, hvor Shane tog Millas parti. Liva fortæller i retten: ”Jeg følte mig svigtet, fordi jeg havde brug for hjælp, og så tog Shane Millas’ parti uden at tale med mig”.
Liva forklarer, at hun var ked af det. Shane lavede efterfølgende en magtanvendelse på hende, som fører til anklagerne i forhold 2. Anklageren spørger, hvorfor han laver en magtanvendelse. Liva forklarer, at de ”reagerer meget voldsomt på en sikret institution”. Hun forklarer, at hun ikke slår Shane, men hun prøvede at komme fri, fordi det ikke var behageligt. Anklageren fremlægger billeder fra videoovervågning optaget på afdelingen på den sikrede institution og beder Liva om at forklare, hvordan hun reagerer i situationen. Liva gentager, at hun prøver at komme fri.
Selvom konflikten mellem Liva og Millas nævnes, forbliver den overfladisk behandlet, og det kommer aldrig frem, at denne konflikt ikke blot handler om et kortspil, men er forankret i de mange og komplekse problematikker, som både Liva og Millas bærer med ind i konflikten. Som det fremgår af noterne, så forsøger Liva at gøre retten opmærksom på, at der kan være ting i hendes barndom, som har betydning for hendes adfærd, men der bliver ikke spurgt yderligere ind til dette. Samtidig nævnes det heller ikke, at Liva befinder sig i en alvorlig krise og i længere tid har manglet nødvendig hjælp og støtte. Den dybere sammenhæng mellem Livas historik, den vedvarende konflikt med Millas, og de forhold, som Liva er tiltalt for, bliver derfor aldrig foldet ud i retslokalet. Tværtimod bliver udgangspunktet for afhøringen af Liva i retten, hvorvidt hun har et individuelt problem med vrede.
Som nævnt i dombogen omhandler tiltalen mod Liva det, der sker under magtanvendelsen, da medarbejderen Shane forsøger at gå ind i konflikten mellem Liva og Millas. Shane er således den forurettede part og afhøres dermed i sagen:
Anklager spørger Shane ind til forhold 2, og om Liva havde en konflikt med en af de andre på afdelingen. Shane svarer, at hun havde en konflikt med William [pseudonym]. Anklageren påpeger, at Liva har sagt, at det var med en Millas. ”Så tænker jeg på en anden episode”, siger Shane. Anklageren bemærker, at hun vil ”forholde dig billeder for at få dig ind på rette episode”. Shane kan fortsat ikke huske episoden. Anklageren spørger, om der var vold mod Shane. Shane siger, at han kan huske noget med ”flagrende arme”, men kan ellers ikke huske det. Han kan ikke huske, hvordan han bliver ramt. Han er sikker på, at det ikke har været rettet mod ham, men er ”i affekt”.
Af afhøringsrapporten fremgår det, at Shane har forklaret, at han er ”overrasket over, at episoden er anmeldt”. Shane forklarer, at han havde en fin relation til Liva også efter episoden. Han har ikke selv anmeldt det, men forklarer, at ”alt med vold bliver anmeldt af institutionen”. Han var overrasket, fordi han ikke var blevet underrettet om det. Han bemærker, at sådanne episoder ”er en del af arbejdet”.
Under afhøringen af Shane fremgår det, at han ikke har oplevet episoden som usædvanlig. Han kan ikke huske detaljerne om, hvad episoden handlede om, om han blev slået, eller hvor det i så fald skete, men lægger i stedet vægt på, at det var en hverdagsepisode. Alligevel er Liva blevet tiltalt for episoden, og hun ender med at blive dømt skyldig, baseret på Shanes forklaring og det billedmateriale, der blev fremlagt i retten. Livas egen forklaring tillægges derimod ingen vægt. I domsudskriftet står der:
De dele af tiltaltes forklaring, der ikke støtter domfældelsen, fremstår som en efterrationalisering og tilsidesættes som utroværdig.
Liva bliver ligeledes fundet skyldig i de fire andre forhold om vold og trusler om vold mod tjenestemand. Som en del af sanktionen bliver Liva idømt at være underlagt tilsyn af de sociale myndigheder i 2 år og at underkaste sig socialpædagogisk behandling, som kan omfatte anbringelse på enten en sikret institution eller et godkendt børne- og ungehjem. Derudover skal hun følge pålæg fra de sociale myndigheder om uddannelse og bo på børne- og ungehjemmet i en periode på 1 år og 6 måneder. Hun skal desuden betale sagens omkostninger.
Når mindreårige, som Liva, bliver anmeldt for vold på børne- og ungehjem, får de behandlet deres sag inden for samme retssystem som voksne, og børnene er i det store hele underlagt de samme procedurer og retspraksisser som voksne. I retten opfattes børn, såsom Liva, som selvstændige, rationelt handlende individer, løsrevet fra deres relationer og de komplekse livssammenhænge, de indgår i. Deres baggrund og kontekster bliver usynlige. Retsprocedurer tilsiger, at forhold og begivenheder behandles ud fra et snævert juridisk fokus, der som oftest kan fremstå uklart og irrelevant for barnet, og i det efterfølgende interview giver Liva udtryk for frustration over, at ingen hører på hende i retten. Børns deltagelsesmuligheder fremstår i retten at være yderst begrænsede af de juridiske procedurer og logikker, hvilket – set fra et børneperspektiv – gør deres reelle deltagelse næsten umulig. Liva bliver, som andre anbragte børn i vores forskning, konfronteret og ansvarliggjort for episoder, hun måske ikke kan huske eller genkende. De hændelser, der bringes frem i retten, er løsrevne fra hendes dagligdag og livsvilkår på institutionen, og de bliver ikke set i sammenhæng med hendes samlede livssituation. Der er i retten ikke interesse for at forstå episodernes længerevarende historik, herunder hvilke forhold der har indirekte indflydelse på, at de opstår og udvikler sig. Børnenes hverdagsliv på institutionerne bliver i retten indlejret i komplekse strukturer og magtrelationer, som børnene ingen indflydelse har på. Alle de interviewede børn beskriver, ligesom Liva, at de føler sig devalueret og marginaliseret i mødet med retten. De oplever, at deres perspektiver overses, og at de har begrænset mulighed for at deltage i retsprocessen, samt at beslutninger træffes hen over hovederne på dem.
Ovenstående gennemgang vedrører blot ét af de fem forhold om vold mod tjenestemand, Liva stod overfor. To af de øvrige forhold drejede sig om vold mod personalet på hendes nuværende børne- og ungehjem. For Liva betyder dommen, at hun fortsat skal være anbragt på det samme sted, hvor personalet har anklaget hende og vidnet imod hende i retten. I det følgende afsnit undersøger vi, hvilken konsekvens dette har for relationerne mellem Liva og personalet samt for det videre socialpædagogiske arbejde.
Konsekvens: Ødelagte relationer på anbringelsesstedet
Liva beskriver i interviewet, hvordan hun i begyndelsen oplevede at have en god relation til de voksne på institutionerne, og at det derfor føltes som et stort svigt, da hun opdagede, at de havde anmeldt hende for vold. Svigtet bliver yderligere forstærket på hendes nuværende børne- og ungehjem, hvor hun mærker en markant ændring i personalets adfærd over for hende efter retssagen. Hun forklarer:
Altså Ole, som var inde og vidne imod mig, han er også min kontaktperson. Og Jannick [som også vidnede], han er her bare hver dag, så Ole og Jannick, dem går jeg meget op ad, fordi de er her, men jeg har også lagt mærke til, at relationen efter retssagen, den har ændret sig […]. [Jeg] sagde til dem, “hvorfor løj I i retten?”. “Vi har ikke løjet”. Så er jeg sådan, “I løj da om de her ting”, så var de sådan, “det gider vi ikke snakke om” […] de lukker bare fuldstændig af.
Liva fortæller, at hun har forsøgt at tale med både Ole og Jannick om de episoder, de anmeldte hende for, men hun oplever ikke, at de har fået talt om hverken episoderne eller selve retsmødet og deres vidneudsagn mod hende. For Liva hænger hendes behov for at tale om sagen sammen med følelsen af, at både Ole og Jannick løj om hende i retten, hvilket har skabt en dyb mistillid til dem. Mistilliden har ført til, at hun ikke længere stoler på dem, og hun oplever, at de enten trækker sig i kontakten eller direkte afviser hende, når hun har brug for støtte. Dette tillidsbrud har haft alvorlige konsekvenser for Livas relation til personalet på børne- og ungehjemmet. Hun føler sig mere isoleret, hvilket har en negativ indvirkning på både hendes dagligdag og hendes muligheder for at indgå i fællesskabet, ikke kun med personalet, men også med de andre børn (se også Schwartz 2007).
Da vi spørger Liva, om der er nogen, hun kan tale med om det, der er sket, svarer hun hurtigt, at hun kan tale med sin storesøster, men at hun har travlt. Liva tilføjer, at det er okay, da hun selv har fokus på at komme videre og passe sin uddannelse. Alligevel efterlader Livas fortælling et indtryk af, at hun efter retssagen mangler voksenrelationer, som hun kan betro sig til. Fra forskningen ved vi, at børns tillid til voksne ofte er udfordret, når barnet er anbragt og særligt ved midlertidige anbringelser og på børne- og ungehjem (Bengtsson & Mølholt 2018, Henriksen 2017). Deres dagligdag er præget af vilkår, der adskiller sig markant fra flertallet af andre børn, og deres primære sociale kontakt er med de andre børn og personale på institutionerne (Egelund & Jakobsen 2009, Schwartz 2007). Kendetegnende for kontakten mellem børn og voksne på børne- og ungehjem er, at den ofte er midlertidig, og at børn derfor ofte oplever gentagne brudte relationer til professionelle voksne, samt at relationerne ikke er selvvalgte af børnene (Henriksen et al. 2023). Midlertidigheden i kombination med afbrudte og skiftende relationer betyder, at det ofte er tiltagende svært for børnene at se formålet med relationen samt opbygge tillid til de voksne på anbringelsesstederne (Henriksen et al. 2024). Liva fortæller, hvordan hendes tidligere erfaringer med svigt og brudte relationer har skabt en grundlæggende mistillid til nogle af de voksne på hendes nuværende børne- og ungehjem:
Der er rigtig mange, der tror, at børne- og ungehjem er trygt og sådan noget. Det tror jeg også, det er nogle steder, men de børne- og ungehjem, jeg har været på, der har det aldrig været sådan trygt […] jeg har ikke sådan ord for det, men altså, når ens rådgiver er her og ens forældre og sådan noget, så er de rigtig søde, men lige så snart de går, så bliver det bare rent helvede, fordi så skal du gøre det her, og “du må ikke sige mig imod, det er mig, der bestemmer, det er mig, der har magten” og sådan noget. Pædagogerne herinde, de laver også sjov med, at det er dem, der har magten, fordi de har nøglerne og uddannelsen, så de kan bare låse os inde på vores værelse.
Oplevelsen af at være fanget på børne- og ungehjemmet og i relationerne til personalet, uden mulighed for at vælge dem fra, går igen i Livas fortælling og er kun blevet forstærket efter retssagen. Oplevelsen af, at personalet afviser at tale om retssagen forstærker hendes følelse af magtesløshed, og at man ikke kan stole på professionelle voksne. Fortsat anbringelse er et af vilkårene i hendes dom, så hun kan ikke forlade børne- og ungehjemmet uden at bryde med rettens vilkår. Hun fortæller, at hun igennem længere tid forsøgte at få fat i sin børne- og ungerådgiver i håb om at kunne skifte anbringelsessted, men uden held. Hun affinder sig nu med de dårlige relationer til personalet og venter blot på, at hun bliver 18 år og ikke længere skal være anbragt. Livas oplevelser viser, hvordan anmeldelserne mod hende og den efterfølgende retssag har konsekvenser for hendes tillid til professionelle voksne. De voksne på børne- og ungehjemmet, men også hendes børne- og ungerådgiver og de forskellige professionelle, hun møder i retten, har efterladt Liva med en oplevelse af svigt, hvor ingen ser hendes utryghed og giver hende den hjælp og støtte, som hun har brug for.
Konsekvens: Stigmatisering og usikker fremtid
Retssagen og den medfølgende dom har endvidere den konsekvens for Liva, at hun oplever sig negativt stemplet og devalueret. I interviewet med Liva efter retssagen fremhæver hun gentagne gange, at fremstillingen af hende i retten og den efterfølgende dom var en voldsom oplevelse, og at hun ikke følte sig forstået eller hjulpet i forhold til de problematikker, som hun kæmper med:
Der er et mønster i, at når jeg bliver sur eller frustreret, eller hvad jeg gør, så kaster jeg jo med noget, hvor jeg bare er sådan, det her er jo ligesom, at jeg råber om hjælp. Og de ikke gør noget ved det, men de bare er sådan, “du bliver dømt, værsgo’, her”. […] jeg bliver mere usikker på mig selv, fordi jeg tænker, “er det måske mig, der er noget galt med, når jeg hele tiden gør det her? Eller er det bare, fordi jeg er rigtig ked af det og har brug for hjælp på en måde?”
Liva oplever, at der til retsmødet bliver tegnet et ensidigt og problemfokuseret billede af hende, der hverken tager højde for hendes historik og støttebehov, eller hvorfor hun i nogle situationer har haft en udadreagerende adfærd. I interviewet kredser hendes refleksioner om, hvem der bærer ansvaret for hendes situation og dom. De professionelles ageren og manglende omsorg og støtte fremhæves, men der sker også en internalisering af ansvaret, hvor Liva stiller spørgsmålstegn ved, om det er hende, der er ”noget galt med”. Devalueringen af Livas perspektiv og oplevelser leder til hendes forståelse af sig selv som forkert og afvigende.
Fra den kriminologiske forskning ved vi, at netop børns indtrædelse i det strafferetlige system kan føre til, at barnet bliver stemplet som afvigende eller kriminel af sine omgivelser. Som Liva beskriver, så har en sådan stempling af barnet en negativ indflydelse på ens selvbillede og ‑forståelse, hvilket ifølge forskningen blandt andet kan medføre en højere risiko for fremtidig kriminalitet (McAra & McVie 2007). For Liva medfører dommen desuden usikkerhed og frygt for, hvilke konsekvenser dommen har for hendes fremtid:
Jeg synes, folk er meget hurtige til at dømme, selvom … Ja, det der med, at når man har den dom, så er du kriminel […]. Jeg ved godt, at jeg har fucket op, men jeg tror ved at blive dømt, så spænder det også bare ben for rigtig mange ting, sådan noget med uddannelse, og folk de kommer til at se ned på dig og sådan noget, fordi “du er dømt, så du lyver altid” […]. I stedet for at sige “nu får du den her chance” og sådan noget. Og jeg ved godt, at det er nemt for mig at sige, men det tror jeg ville have gjort meget stor forskel ved at sige, “du går fri den her gang, men du skal følge de her ting” eller sådan noget. Jeg ved det ikke.
Livas udtalelse ovenfor vidner således om, at stigmatiseringen rækker langt ud over retten og får betydelige konsekvenser, ikke alene for hendes hverdagsliv og relationer både på og uden for børne- og ungehjemmet, men også for hendes fremtidsplaner og drømme. Som mange andre drømmer Liva om en fremtid med ”normalitet” – det vil sige en fremtid med uddannelse, job, hus og familieliv (Henriksen et al. 2024). Selvom Liva på tidspunktet for dommen er i uddannelse og af både børne- og ungehjemmet og hendes børne- og ungerådgiver vurderes til at være i positiv udvikling, så medfører dommen, at hendes fremtidsdrømme fremstår mere usikre. Hun er usikker på, hvad en plettet straffeattest vil betyde, når hun skal finde et arbejde, og pålægget fra retten om at betale sagens omkostninger har pålagt hende en betydelig gæld, som vil følge hende langt ind i voksenlivet (Jørgensen et al. 2023). Om gælden siger Liva, at det ”ser sort ud”, og hun tilføjer, at hun som konsekvens heraf nok aldrig kommer til at realisere drømmen om at købe sit eget hus. Livas retssag og efterfølgende dom trækker således lange spor ind i hendes fremtid, som gør det svært for hende at turde drømme om et normalt voksenliv. Praksis på sikrede institutioner og børne- og ungehjem med at anmelde selv milde voldssager, hvor børn som Liva kaster med ting, har således ikke alene konsekvenser for barnet her og nu, men risikerer at bidrage til yderligere marginalisering og stigmatisering af i forvejen sårbare børn.
Konklusion
Konsekvenserne for anbragte børn, der politianmeldes og retsforfølges for vold og trusler mod ansatte på deres anbringelsessteder, er omfattende og langvarige. Casen om Liva fungerer som en kritisk case, der fremhæver generiske problemstillinger i håndteringen af anbragte børn i det strafferetlige system. De mønstre og problemstillinger, vi ser i Livas forløb, genkender vi i flere af de øvrige cases i vores datamateriale. Mens Livas situation er unik ved, at hun vurderes positivt af professionelle omkring hende og er i uddannelse, ser vi tilsvarende mønstre blandt andre børn i anbringelse, som også oplever, at deres adfærd kriminaliseres, og at deres relationer til professionelle forværres efter politianmeldelser. Dette peger på, at konsekvenserne ikke er unikke for Liva, men snarere symptomer på en strukturel problematik i, hvordan børn i anbringelse med udadreagerende adfærd håndteres.
Flere af de interviewede børn beskriver, ligesom Liva, hvordan retssagerne førte til en følelse af at blive devalueret, og at retten primært fokuserer på børnenes handlinger uden at tage højde for konteksten. Som vores gennemgang af Livas erfaringer og oplevelser viser, så negligeres og usynliggøres børneperspektivet gentagne gange i hendes møde med de professionelle. Hun mødes, både på anbringelsesstedet og i retten, af et stærkt individualiserende børnesyn, hvor den bredere kontekst for hendes handlinger forsvinder. Igennem retssagen ansvarliggøres hun alene for hændelsesforløb, der fremlægges som ”vold”, men som primært fremstår som banale hverdagsepisoder, fx at kaste med et plastikglas. Episoderne opstår ofte som reaktion på hendes komplekse livssituation, men disse bagvedliggende årsager kommer ikke frem i retslokalet. Havde Liva ikke været anbragt, er det svært at forestille sig, at hendes handlinger ville have ført til politianmeldelser og kommet for retten. Langt de fleste børn, som kaster ting i vrede, fx i retning af deres forældre, ender ikke med en politianmeldelse.
For Liva opleves det som et massivt svigt og tillidsbrud, når hendes vrede og angst gentagne gange bliver anmeldt som ”vold”. I det strafferetlige system bliver hun gennem anmeldelserne alene ansvarliggjort for sin impulsive adfærd, mens forskellige voksnes ansvar overses og dermed forsvinder. Liva beskriver retsmødet som overvældende og intimiderende. Udspørgningen gjorde hende usikker, og hendes forklaringer blev tilsidesat som utroværdige. Det fremstår som, at Livas status som barn og som anbragt ikke tillægges betydning, og at barnets perspektiv og status som barn forsvinder helt ud af den retlige kontekst. Konsekvensen er et hyper-individualiseret menneskesyn, hvor barnet alene ses som ansvarlig, og den historik og de vilkår, samt de mange komplekse kontekster, som barnet indgår i, ikke inddrages og tillægges betydning i de forskellige professionelle forståelser af barnets handlinger (se også Schwartz & Warming 2023).
Politianmeldelsen og mødet med retssystemet kan også have betydelige konsekvenser for barnets hverdagsliv efter retssagen. Liva oplever således, at hendes primære omsorgspersoner ikke alene anmeldte hende, men også vidnede mod hende i retten. Hermed er tilliden til personalet forsvundet, og hun kan ikke længere være en del af fællesskaberne på anbringelsesstedet. Vi ved, at tillid og tilhørsforhold er afgørende for at sikre børn i anbringelse trivsel og udvikling, og det er netop disse vigtige anerkendende relationelle hverdagsfællesskaber, som barnet risikerer at miste, når det igennem kriminalisering svigtes af personalet på anbringelsesstedet. Børnesynet, som møder kriminelle børn, er således præget af mistillid og manglende anerkendelse af deres status som børn.
De tunge problemforståelser, der knyttes til børn, der politianmeldes, spiller sammen med og risikerer at forstærke det kontrollerende børnesyn og forstærke den anderledeshed og stigmatisering, som mange børn i anbringelse i forvejen oplever (Carey 2023, Fjordside 2021, Harkes 2021). Liva kæmper mod at blive set som en stereotyp kriminel, men oplever igennem forløbet at blive mødt af børnesyn, som er stærkt stigmatiserende, og som gør, at hun bliver devalueret som person. Selvom Liva fremstår stærk og handlekraftig i interviewene, så er hun også meget bevidst om de store konsekvenser, som synet på hende som kriminel har, og at dommen og den medfølgende retsgæld har stor betydning for hendes fremtidsmuligheder.
Konsekvenserne for børn som Liva, der politianmeldes og retsforfølges for vold og trusler mod ansatte på deres anbringelsessteder, er ikke alene en kortvarig lærestreg. Det betyder, at deres hverdag forringes, og deres fremtidsudsigter forværres betydeligt. Hermed medvirker denne anmeldelsespraksis til en legitimering af devaluerende børnesyn og en yderligere strukturel marginalisering af en i forvejen sårbar børnegruppe. Børnesynene, som møder børnene, synes at være alt andet end ”moderne” eller ”nye”, når det kommer til børn i anbringelse, som bliver politianmeldt af personalet. Barnets status som barn synes at blive overset eller tilsidesat – det gælder ikke alene i mødet med det strafferetlige system, men også i den praksis, lovgivning, regler og i de politikker, som leder til selve politianmeldelsen, og hvor barnet bliver objektiveret og behandlet som en kriminel frem for som et anbragt barn i vanskelige livsomstændigheder.
De samfundsmæssige konsekvenser er, at børn i anbringelse fastholdes i marginalisering, når de kriminaliseres for forhold, som ofte er en del af årsagen til, at de er anbragt. Formålet med anbringelsen er at give barnet de samme muligheder som jævnaldrende, men systemets politianmeldelser, domme og retsgæld er alvorlige forhindringer for et almindeligt børne- og voksenliv. I stedet risikerer barnet at blive fanget i en form for systemets ”svingdør” uden reel mulighed for at komme ud af hverken det sociale eller strafferetlige system og få et voksenliv som flertallet.
Litteratur
Bengtsson, Tea Torbenfeldt 2019: “Informed Consent as a Situated Research Process in an Ethnography of Incarcerated Youth in Denmark.” In: Complexities of Researching with Young People, eds. Paulina Billett, Matt Hart & Donna Martin. Abingdon: Routledge.
Bengtsson, Tea Torbenfeldt, Ditte Lumby & Juliane Birkedal Poulsen 2020: “Skrøbelige Relationer.” Dansk Pædagogisk Tidsskrift online: 69 – 87.
Bengtsson, Tea Torbenfeldt & Anne-Kirstine Mølholt 2018: “Creation of Belonging and Non-Belonging in the Temporal Narratives of Young People Transitioning out of Care in Denmark.” Nordic Social Work Research 8(51): 54 – 64.
Bengtsson, Tea Torbenfeldt, Anne-Kirstine Mølholt & Stine Tankred Luckow 2022: Efterværn og støtte set fra de unges perspektiv. København: VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.
Carey, Christine 2023: “Coping with Stigma: Experiences and Responses of Former Youth in Care.” Qualitative Sociology Review 19(3): 26 – 51.
Egelund, Tine, and Turf Böcker Jakobsen 2009: Omsorg for anbragte børn og unge: døgninstitutionens hverdag og vilkår. København: Akademisk forlag.
Fjordside, Signe 2021: Praksislogikker og børnesyn: et feltanalytisk blik på det sociale arbejde med anbragte børn og unge. Roskilde: Roskilde Universitet.
Flyvbjerg, Bent 2006: “Five Misunderstandings About Case-Study Research.” Qualitative Inquiry 12(2): 28.
Graham, Anne, Mary Ann Powell & Nicola Taylor 2015: “Ethical Research Involving Children: Encouraging Reflexive Engagement in Research with Children and Young People.” Children & Society 29(5): 331 – 43.
Harkes, Louise 2021: ”Jeg gad godt, de skrev en ny”: En undersøgelse af kompleksiteten i handleplansprocesser i myndighedsarbejdet med børn og unge i udsatte positioner (Ph.d.-afhandling). Roskilde: Roskilde Universitet.
Henriksen, Ann-Karina, Kajsa Nolbeck, Sofia Enell, Maria Andersson Vogel & Peter Andersson 2023: “Treatment in the Context of Confinement.” Nordisk Tidsskrift for Kriminalvidenskab (3): 312 – 31.
Henriksen, Ann-Karina 2017: “Confined to Care: Girls’ Gendered Vulnerabilities in Secure Institutions.” Gender & Society 31(5): 677 – 98.
Henriksen, Ann-Karina & Britt Østergaard Larsen 2022: “Børne- og ungdomskriminalitet – et nyt system til ”den hårde kerne”.” Samfundsfagsnyt 226(2): 22 – 29.
Henriksen, Theresa Dyrvig, Josefine Frøslev-Thomsen, Rikke Klarskov Hermansen & Anne Sofie Perregaard Schmid 2024: Frivillige sociale indsatser til frihedsberøvede unge. København: VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.
Jørgensen, Kasper, Emilie Thage & Annette Olesen 2023: “Når børn og unge pålægges sagsomkostninger i straffesager.” Nordisk Tidsskrift for Kriminalvidenskab (3): 295 – 311.
Larsen, Britt Østergaard, Ann-Karina Henriksen, Theresa Dyrvig Henriksen & Tea Torbenfelt Bengtsson 2023: “New System Responses to Juvenile Crime.” Nordisk Tidsskrift for Kriminalvidenskab 110(3): 332 – 50.
McAra, Lesley & Susan McVie 2007: “Youth Justice?” European Journal of Criminology 4(3): 315 – 45.
Schwartz, Ida 2007: “Børneliv på døgninstitution. Socialpædagogik på tværs af børns livssammenhænge.” Nordiske udkast (2): 54 – 67.
Schwartz, Ida & Hanne Warming 2023: “Børnesyn og inddragelse.” Dansk Pædagogisk Tidsskrift online (1): 18 – 29.
Warming, Hanne 2015: “The Life of Children in Care in Denmark: A Struggle over Recognition.” Childhood 22(2): 248 – 62.
Warming, Hanne, Signe Fjordside & Manon Lavaud 2017: Det dobbelte blik: se styrkerne i det særlige hos børn og unge i udsatte positioner. København: Akademisk Forlag.
[1] Ungdomskriminalitetsnævnene blev oprettet som en del af en lovreform indført i 2019 med det formål at håndtere sager om kriminalitet begået af børn i alderen 10 – 17 år. Børn over den kriminelle lavalder videresendes til nævnet, efter at deres sag er blevet behandlet i retten, mens børn under den kriminelle lavalder indstilles af kommunen på baggrund af kriminelle handlinger eller risikoadfærd, som kommunen har modtaget underretninger om fra politiet (Henriksen & Larsen 2022, Larsen et al. 2023).
