Imple­men­te­ring er ikke pointen – en effek­t­a­na­lyse af borgerløn, kolo­ni­se­rin­gen af Mars og andre utopier

I denne artikel[1] ana­ly­se­res en række cases hjem­hø­rende i den utopiske genre, herunder et forsøg på at erstatte det eksi­ste­rende ydel­ses­sy­stem i Skotland med borgerløn samt Elon Musks ambition om at kolo­ni­sere Mars. Artiklen dis­ku­te­rer forholdet mellem radikale policy-ideer og deres afledte effekter og argu­men­te­rer for, at vi har brug for at udvikle ana­ly­se­må­der, som kan indfange de mange effekter der udmøntes eller kommer til udtryk, som følge af radikale policy-ideer, mens de endnu blot er på vej mod en rea­li­se­ring. Artiklen argu­men­te­rer for, at dét som i udvik­lings­j­ar­gon omtales som ’side­ef­fek­ter’ eller ’util­sig­tede effekter’ i stedet bør efter­stræ­bes som attrak­tive ’spin-offs’, idet de ofte udgør de eneste blivende effekter, som radikale udvik­lings­pro­jek­ter efter­føl­gende kan fremvise. Artiklen er dermed et indlæg i feltet af imple­men­te­rings­stu­dier og bidrager med et fokus på, at doku­men­tere effek­terne af polices, som aldrig når imple­men­te­rings­sta­diet og dermed aldrig formår at indfri deres målsætning.

Borgerløn

No.1_Hvis bare vi kunne starte forfra ville alt blive bedre_2018: På et tidspunkt i sen­som­me­ren 2018 rejste jeg mig fra min kon­tor­stol for at lede efter Thomas Mores Utopia. I et tidligere anfald af interesse i utopisk lit­te­ra­tur, havde jeg købt et antal romaner, som i store træk havde ligget ufor­styr­ret hen, først i min vin­du­eskarm og siden – da vin­du­eskar­mene på mit kontor skulle males – på skuf­fe­d­a­riet nedenfor. Her var de fortsat med at modnes ved siden af en stak henfaldne bøger om New Public Management.

På det tidspunkt havde jeg netop afsluttet et forsk­nings­pro­jekt om bureau­krati (Vohnsen 2017), og noget uori­gi­nalt var jeg begyndt at inter­es­sere mig for folk, der i stedet for at per­fek­tio­nere bureau­kra­tiet forsøgte at slippe af med det. I første omgang havde det ledt mig til at søge penge til et forsk­nings­pro­jekt, der foku­se­rende på borgerløn, eller Universal Basic Income, som det omtaltes inter­na­tio­nalt. Ideen med borgerløn er, at hver enkelt borger i et land bør være beret­ti­get til at modtage en grun­dind­komst uanset pri­va­tø­ko­nomi eller arbejds­ta­ger­sta­tus. Det, der inter­es­se­rede mig ved bor­ger­løns­be­væ­gel­sen, var denne grund­læg­gende ide: at hvis bare vi kunne slippe af med de eksi­ste­rende struk­tu­rer og prin­cip­per på det sociale ydel­ses­om­råde og starte helt forfra, ville vi kunne lave et for­nuf­tigt system, ville alt blive godt.

No.2_Utopia_1516: I 1515 blev den britiske politiker Thomas More udsendt til Flandern af den britiske Kong Henrik den 8. Det var under dette ophold, at han skrev stør­ste­delen af Utopia (More 1901, 1516), der blev udgivet det følgende år. I romanen beretter Thomas More, at han en dag på hjem fra kirke træffer den rejsende filosof, Raphael Hythloday. Hythloday er en vejrbidt og midal­drende mand, der netop er vendt hjem efter at have deltaget i Americus Vesputius seneste eks­pe­di­tion til Den Nye Verden. Under denne rejse, hævder Hythloday, har han besøgt en østat, som udmærker sig ved, at den er klogere regeret med større trivsel til følge end noget andet kendt samfund. Herefter redegør han i detaljer for den sociale og politiske orga­ni­se­ring i Utopia, og han går i sær­de­les­hed i detaljer med prin­cip­perne for økonomisk omfor­de­ling og politiske beslut­nings­pro­ces­ser (ibid.).

Mores Utopia er ikke blot en positiv for­mu­le­ring af et fiktivt ide­al­sam­fund. Om end udført i armslængde via den vejrbidte rejsende, er bogen først og fremmest en radikal kritik og for­ka­stelse af den øko­no­mi­ske grådighed og mangel på retfærdig rege­rings­u­dø­velse, som More obser­ve­rede blandt de euro­pæ­i­ske magt­ha­vere og regenter i begyn­del­sen af det 16. århund­rede. Dette, at fremføre politisk kritik og fremlægge visioner for bedre måder at indrette samfundet på i en litterært for­tæl­lende genre, var allerede en vel­e­tab­le­ret praksis da Thomas More udgav Utopia. More lader selv sine hoved­per­so­ner diskutere Platons Staten, hvor Platon frem­sæt­ter sin kritik af det athenske demokrati, og det, han anser for at være det athenske samfunds destruk­tive mangel på spe­ci­a­li­se­ring, samt elitens for­føl­gelse af egne inter­es­ser på bekost­ning af den almene befolk­ning (Platon 2007). Forklædt som en dialog mellem Sokrates og en række bekendte, redegør Platon i stedet for den sociale opbygning og repro­duk­tion i den fiktive by, Kal­lipo­lis, som regeres af en stand af uselviske filo­sof­fer, med sta­bi­li­tet, sam­hø­rig­hed og indi­vi­duel trivsel til følge (ibid.).

No.3_Den utopiske familie_2018: I takt med at jeg begyndte at udforske den policy-ide, som borgerløn er, og de bevæ­gel­ser og mennesker, som arbejder for at ideen skal blive til vir­ke­lig­hed, begyndte jeg at lægge mærke til en lang række andre fænomener, som udtrykte lignende ideer eller drømme. En kollega, som forskede i nations­op­byg­ning på Østtimor, beskrev i en artikel, hvordan personer engageret i den inter­na­tio­nale udvik­lings­in­du­stri her drømte om chancen for at opbygge det perfekte demokrati ’helt fra bunden’ (Nygaard-Chri­­sten­­sen 2010). Jeg var også blevet inter­es­se­ret i Sea­ste­a­ding­be­væ­gel­sen. Her var grund­tan­ken, at mulig­he­den for at grund­lægge nye mikro­na­tio­ner og bystater i inter­na­tio­nalt farvand ville føre til en kon­kur­ren­ceud­sæt­telse af stats­bor­ger­ska­bet. Alle disse nye stater ville have brug for arbejds­kraft, og individer i fattige egne af kloden eller individer, som boede i under­tryk­kende stater ville frit kunne vælge, hvilken sam­funds­form de ønskede at leve under (Quirk and Friedman 2017). En af mine stu­de­rende[2] gjorde mig opmærksom på et drik­ke­pro­dukt, Soylent, som var udviklet med det formål radikalt at gentænke, hvad føde og ernæring er, for ende­gyl­digt at bringe føde­va­re­nød og over­ud­nyt­telse af kloden til ophør (Soylent 2019).

Selvom disse fænomener ikke faldt i den klassiske utopisk-litterære genre, mindede de mig alligevel om Utopia i den udstræk­ning, at de udtrykte samme ide om, at det gode samfund kunne opnås ved at forkaste de eksi­ste­rende struk­tu­rer og tænke nye gen­nem­de­sig­nede løsninger op fra bunden. Jeg beslut­tede mig derfor for, at dette – at forstå hvad der beslæg­tede den ’utopiske familie’– var en mulig måde, at studere fænomenet ’borgerløn’ på, idet fænomenet som policy betragtet på den ene side udtrykte en klar ambition og et klart mål, og på den anden side ikke fandtes noget sted uden for ideernes verden. 

SuperShe

No.4_Utopi_2017: I september 2017 købte den tyske tech-millionær Kristina Roth en ø i Finlands skærgård og døbte den SuperShe. Kristina Roth var tyve år forinden flyttet til New York. Her arbejdede hun som tech-konsulent i ni år før hun i 2006 flyttede til Seattle og grund­lagde sin egen kon­su­lentvirk­som­hed, Matisia Con­sul­tants. Under Roths ledelse voksede virk­som­he­den de følgende ti år med en hast, som ad to omgange indbragte Matisia Con­sul­tants en plads på Forbes liste over fastest-growing women-owned busi­nes­ses (Bloom 2018). Roth solgte Matisia Con­sul­tants i 2016 og forlod tech-indu­­strien for, med egne ord, at “kite­bo­arde og snow­bo­arde og sidde på stranden for evigt” (ibid., min over­sæt­telse). På det tidspunkt var Roth blevet træt af tech-indu­­stri­ens mands­do­mi­ne­rede verden, og hun begyndte efter salget af sin virk­som­hed at arbejde målrettet for at skabe alter­na­tive rum for kvin­de­lige net­værks­sam­men­kom­ster. Hendes drøm var at skabe et sam­lings­punkt for ”finan­si­elt og emo­tio­nelt uaf­hæn­gige kvinder”, som stræbte efter at blive ”den bedste udgave af sig selv” (Canales 2018, min over­sæt­telse). Samtidig ønskede hun at skabe en kvindelig pendant til mændenes ”golf og cigar­klub­ber” (Berger 2018, min oversættelse).

Øen i den finske skærgård, SuperShe, var derfor kun åben for kvinder. Selve øens infra­struk­tur – skovstier, elek­tri­ci­tet, vvs-arbejde, fire bungalows, en sauna og så videre – var anlagt og bygget af mandlige hånd­vær­kere, men derudover var alle, som arbejdede på øen og leverede ydelser til den, kvinder.  SuperShe skulle danne rammen om en gruppe kar­ri­e­re­kvin­der, som skulle komme på øen i som­mer­må­ne­derne for at deltage i retreats af en uges varighed med fokus på fysisk aktivitet, sund kost og sel­v­ud­vik­ling. En af Roths ambi­tio­ner med øen var at skabe flere kar­ri­e­re­mu­lig­he­der for kvinder og illu­strere, hvad der kan ske i et rum, hvor man fjerner mænd. Roth beskriver selv øen SuperShe som ”en prototype på et globalt fæl­les­skab” (Roth på YouTube, min over­sæt­telse). I sommeren 2018 da øens infra­struk­tur stod parat, ankom adskil­lige grupper af kvinder, som var særligt udvalgt og sammensat af Roth blandt hund­red­vis af ansøgere. Året efter syntes akti­vi­te­ten på øen at være stilnet af.

No.5_Det minder mig om noget_2020: Forestil dig en asteroide, der kommer blæsende gennem det ydre rum. Aste­roi­der hedder sådan, fordi de ved første øjekast gennem et teleskop ligner stjerner – asters. De er levn og til­overs­ble­vet materiale fra dengang vores solsystem blev formet for mil­li­ar­der af år siden. Forestil dig nu, at et stykke af aste­roi­den, mens den blæser forbi os, løsriver sig, og bliver indfanget af Jordens tyng­de­kraft. Aste­roi­destum­pen rammer snart Jordens atmosfære – nu kalder vi den en meteor – og begynder at brænde op i frik­tio­nen, der skabes i mødet. Vi ser meteorens vej gennem atmos­fæ­ren som et stjer­neskud. Et kort glimt at skønhed, så er den væk. Men måske har vores meteor til­stræk­ke­lig masse til, at et stykke overlever turen og slår ned et sted på jord­klo­den. Efter nedslaget kalder vi stumpen for en meteorit. Den ser kedelig og ube­ty­de­lig ud for det utrænede øje. Men for den indviede er mete­o­rit­ten sin vægt værd i guld, for den rummer en for­tæl­ling om den fjerne asteroide, den løsrev sig fra.

No.6_Utopiorit_2019-2020: I august 2019 ansøgte jeg om et ophold på SuperShe. Jeg fik aldrig svar på min ansøgning, og derfor glemte jeg for en stund alt om øen. Men så i foråret 2020 fik jeg besked om, at SuperShe snarligt ville genopstå som virtuelt fæl­les­skab i form af en app. I mel­lem­ti­den blev jeg opfordret til at besøge SuperShes webshop, hvor jeg kunne købe hæt­te­trø­jer, tekrus og duftlys med SuperShe logoet. I maj 2020 begyndte jeg også at modtage nyheds­breve. I det første, som bekendt­gjorde at app’en nu var en realitet, omtaltes – som appe­tit­væk­ker – en tutorial, der lovede at lære mig, hvordan jeg kunne give et godt blowjob. Jeg havde ikke, midt i hjem­meskole og alment hjem­sen­del­ses­kaos, tid til at følge op på min for­vir­ring, og det blev efterår, før jeg fik set nærmere på app’en og alle de mange nyheds­breve, jeg nu modtog regelmæssigt.

I det seneste nyheds­brev, jeg havde modtaget, kunne jeg læse, at SuperShe var the #1 app for inter­sectio­nal feminism. At dømme ud fra nyheds­bre­vets indhold handlede inter­sectio­nal feminism om: at tone sin krop (der rigtig nok kommer i alle farver og former); at købe ting på flash sale, at lave sund mad og mixe sine egne drinks og endelig om at tale med sine veninder (eller shes) i ’trygge omgi­vel­ser’. Fra midt i november modtog jeg nyheds­breve på næsten daglig basis. Det eska­le­rede op til Black Friday, og da vi nåede ind i december, udgjorde de før så regulære dryp nu en veritabel strøm af nyheds­breve, som til­skyndte mig til at købe ting og deltage i inspira­tio­nal talks om, hvordan man får et sundt lang­di­stan­ce­for­hold (Quiz: your dating style?).

Da jeg først var kommet mig over en afgrunds­dyb skuffelse over female empower­ment anno 2020, fik jeg den tanke, at forholdet mellem øen SuperShe og app’en bedst kunne forstås via forholdet mellem aste­roi­derne i det ydre rum og de grå meteorer vi finder på de Antark­ti­ske issletter. Man skal være varsom med metaforer. Men tillad mig alligevel et øjeblik: Hvad nu hvis vi anser utopiske drømme og visioner, for at være en parallel til de aste­roi­der, som blæser forbi og giver anledning til begej­string og spektakel? Vi inve­ste­rer en masse energi i at beskrive dem, gå dem efter i sømmene, bedømme chancen for impact og anslå hvad kon­se­kven­sen mon kan være. Og mens den utopiske drøm blæser lige forbi os og for­svin­der uden at slå ned i vores midte, vender vi os om efter den og dis­ku­te­rer: Hvad mon den består af? Rummer den nyttige elementer vi kan bruge?

Af og til, mens vi står der og dis­ku­te­rer utopien, der forsvandt i intet­he­den, har et lille stykke i ube­mær­ket­hed revet sig løs og har kurs mod os. Der er friktion, modstand, somme tider eks­plo­de­rer de eller brænder op. Men en sjælden gang er der impact, og der resterer en lille utopiorit. Måske er SuperShe bedst at forstå, som sådan en utopi, som suste gennem det ydre rum. En storslået drøm om et kvin­de­sam­fund, fri­gø­relse og empower­ment mani­feste­ret i en ø. Og mens den drøm blæste forbi os og blev beskrevet og målt og vejet og fundet for let og derefter glemt, blev et lille stykke slået af, over­le­vede al mod­stan­den og ramte Jorden. Bang! Crash! Nu står vi med en lille grå utopiorit i vores håndflade og… jamen se! Det er en app, hvor du kan købe en plus-sized swe­ats­hirt med logo eller lære at give det perfekte blowjob.

Kolo­ni­se­rin­gen af Mars

No.7_Utopi_2001-2014: Da Elon Musk i 2001 flyttede til Los Angeles, var det med det formål at etablere sig centralt i rumin­du­strien (Vance 2017). Han havde ori­en­te­ret sig på NASAs hjem­meside for at sætte sig ind i USAs stra­te­gier ved­rø­rende en fremtidig bemandet Mars-mission og var blevet over­ra­sket over at opdage, at der ingen planer var (Andersen 2014: 7; også Vance 2017). Han tolkede manglen på rege­rin­gens enga­ge­ment i at bygge kolonier på Mars, som resultat af, at ambi­tio­nen om og dedi­ka­tio­nen til USA’s rum­pro­gram var feset ud, efter at kold­kri­gens tek­no­lo­gi­ske ”pissing match” mellem Rusland og USA var overstået (Andersen 2014: 8).

Men ”hvorfor bruge så mange penge i rummet, når Jorden er ved at gå til i elen­dig­hed?” spurgte jour­na­li­sten Ross Andersen, Elon Musk (Andersen 2014: 2, min over­sæt­telse). Og Musk svarede: “for at sikre men­ne­ske­he­dens eksistens i tilfælde af en kata­stro­fal begi­ven­hed, i hvilket tilfælde det vil være irre­le­vant at være syg eller fattig, fordi men­ne­ske­he­den er udslettet” (Musk i Andersen 2014: 3, min over­sæt­telse). ‘Kata­stro­fal’ inklu­de­rer i Musks scenarie enorme over­svøm­mel­ser for­år­sa­get af smeltende poler, en ny istid, eller at Jorden bliver ramt af en asteroide eller en trykbølge fra en supernova (ibid: 5). For at sikre men­ne­ske­he­dens fortsatte eksistens anslår Musk, at vi vil få brug for en million mennesker, som vælger at bosætte sig på Mars. En million mennesker, for­kla­rede Musk, er, hvad der skal til for at opnå en ”genetisk varieret civi­li­sa­tion”. Ifølge Musks beregning vil det tage omkring 100 år at nå det antal, ud fra en antagelse om at ni ud af ti flyv­nin­ger til Mars må bruges på at fragte maskin­dele, mad og vand før civi­li­sa­tio­nen er bære­dyg­tig og kan opret­holde sig selv (Andersen 2014:9).

I 2014 da Musk blev inter­viewet til online-magasinet Aeon, var han ved at planlægge kon­struk­tio­nen af et gigantisk rumskib, han kaldte Mars Colonial Trans­por­ter (Andersen 2014: 9). Dette rumskib skulle have kapacitet til at fragte 100 kolo­ni­ster til Mars. Det var ikke selve dét at designe rumskibet, som Musk mente ville blive den primære udfor­dring: hvis planen om at kolo­ni­sere Mars skulle lykkes, måtte prisen på at opsende raketter til det ydre rum sænkes bety­de­ligt. Derfor arbejdede han i første omgang målrettet på at udvikle en gen­an­ven­de­lig affy­rings­ra­ket (ibid.). “Raketter er den eneste form for transport, vi har, hvor vi smider befor­drings­mid­let ud efter hver rejse” sagde han til Aeons jour­na­list: ”Forestil dig, at bygge en ny fly­ve­ma­skine hver gang du har fløjet en strækning” (Andersen 2014: 9, min oversættelse).

No.8_ Det minder mig om noget_2019: I sommeren 2019 førte mine bestræ­bel­ser på at forstå, hvad der var los med alle disse utopier, mig på en svært for­klar­lig forsk­nings­mæs­sig omvej: jeg begyndte at inter­es­sere mig for mænd, som filmer DIY videoer af sig selv og uploader dem på YouTube. For bedre at forstå hvad dét handlede om, beslut­tede jeg mig en dag for at følge en af deres tutorials selv. Jeg havde længe været fasci­ne­ret af de for­skel­lige landkort og illu­stra­tio­ner, jeg var stødt på under min forskning, så jeg satte mig for at lære at tegne et kort selv. Jeg faldt omgående for den serie af tutorials, der hed how to draw your own fantasy map af en mand, som kaldte sig WASD20. Denne tutorial havde i sommeren 2019 fem afsnit. Det første handlede om, hvordan man ved at arrangere en håndfuld bønner mere eller mindre til­fæl­digt på et ark papir kunne skabe en troværdig landmasse og kystlinje. I andet afsnit lærte jeg, hvor jeg skulle placere og tegne mine bjerg­kæ­der. I tredje afsnit for­kla­rede WASD20, hvor søer og floder, som følge af bjerg­kæ­der­nes pla­ce­rin­ger, typisk ville være at finde. Og heraf afledt, i fjerde afsnit, hvor skove og marskland skulle tegnes. Femte afsnit, som angik stra­te­gisk placering og navn­giv­ning af havnebyer og landsbyer, tog mig længere tid at gen­nem­føre end alle de andre tilsammen. Det føltes ende­gyl­digt at skulle tage stilling til, hvor ind­byg­gerne i The Wynd, Argus Port og Rock Haven skulle bo og leve resten af deres liv. [3]

Det med at tegne kort syntes i lang tid at være en blindgyde. Men så en dag under den første corona-ned­luk­­ning i foråret 2020 fik jeg den idé, at jeg kunne prøve at inter­viewe WASD20 på zoom. Og fordi WASD20 sad i USA og selv var hjemsendt fra den high school, hvor han arbejdede som histo­ri­e­læ­rer, syntes han, at det kunne være sjovt. Jeg havde egentlig tænkt mig, at inter­viewet skulle handle om den økonomi, der er bundet op på at have en YouTube kanal og handle om, hvordan man finan­si­e­rer sine drømme, men WASD20 og jeg afsporede ret hurtigt os selv og kom i stedet for til at tale om Dungeon & Dragons.

Da jeg en time senere afslut­tede zoom-mødet var mit højeste ønske at blive venner med WASD20 og lære at spille Dungeon & Dragons. Jeg havde fuld­stæn­digt glemt, hvad det var, jeg egentlig ville med inter­viewet. Men jeg havde fået én stor læring med mig: Man kan ikke bare finde på ting. Heller ikke et i fantasy univers. De ting, man finder på, skal følge nogle klare og accep­table regler. Som WASD20 påpegede: ”Enten har du tyng­de­kraft i din verden og i så fald vil vand flyde nedad og derfor følge nogle særlige veje fra dine bjerge imod havet. Eller også har du ikke tyng­de­kraft, og så hænger du på dét problem fremefter.” Det var den indsigt han med store jernsøm slog fast i den smul­drende mørtel mellem krypt­kæl­der­væg­ge­nes kampesten: De ting vi finder på, har kon­se­kven­ser hinsides vores intension. Du hænger på de ting, du sætter i verden.

No.9_Vi hænger på Elon Musks uto­pi­o­rit­ter_2008-2020: Det, som er fan­ta­stisk ved fore­tag­somme folk, er, at de virkelig får ting til at ske. Men jeg er begyndt at overveje, om ikke den egenskab samtidig er den mest pro­ble­ma­ti­ske. Få måneder efter at Elon Musk ankom til Los Angeles, havde han etableret sig centralt i de cirkler, som fortsat arbejdede for at få en bemandet mission til Mars tilbage på NASAs agenda (Vance 2017). Inden for et år var Musk fløjet til Moskva på en privat mission med det formål at købe ombyggede inter­kon­ti­nen­tale missiler for selv at opsende – i første omgang – et drivhus til Mars; han havde indset, at det var for dyrt; han havde iden­ti­fi­ce­ret satel­li­top­sen­delse som den eneste pro­fi­table ydelse i rumin­du­strien; og endelig havde han kon­klu­de­ret, at skulle han få omkost­nin­gerne ved en Mars mission og sidenhen en etab­le­ring af en egentlig civi­li­sa­tion på Mars til­stræk­ke­ligt ned til at gøre projektet rea­li­stisk, så måtte han bygge sine raketter selv (ibid.). Til det formål grund­lagde han SpaceX i 2002. Seks år senere, i 2008, blev SpaceX den første virk­som­hed i verden, der sendte en pri­va­te­jet raket i kredsløb om jorden (Andersen 2014). Syv år senere, i 2015, lykkedes det SpaceX at returnere og lande deres affy­rings­rakt, det nedre modul af Falcon 9, i god behold på affy­rings­plat­for­men. Nogle måneder senere lykkedes det tillige at returnere det øvre raket­sta­die sikkert til en flydende platform i Atlanterhavet.

Dermed havde Musk intro­du­ce­ret et rumfartøj, som i stor udstræk­ning var gen­an­ven­de­ligt. Som resultat blev prisen på opsen­delse af satel­lit­ter og fragtgods til kredsløbs­ba­nerne nedbragt radikalt. Det gjorde, med et slag, det ydre rum til­gæn­ge­ligt for en hel række lande og private virk­som­he­der, der ikke tidligere havde haft økonomi til at sende satel­lit­ter, forsk­nings­pro­jek­ter eller rum­sta­tio­ner op i kredsløb. SpaceXs revo­lu­tion af raket­far­ten blev dermed start­skud­det på det, som NASA (2017) i deres stra­te­gi­pa­pi­rer omtaler som ’kom­merci­a­li­se­rin­gen og den øko­no­mi­ske udvikling af low Earth orbit’ og allerede året efter, i 2016, fremlagde en række store ame­ri­kan­ske inve­ste­rings­ban­ker prognoser for væksten af en ny global økonomi, NewSpace, som de anslog kunne udgøre op til $2,7 tril­li­o­ner i år 2040 (jf. Crane 2020). 

Elon Musk har delvist finan­si­e­ret sit beko­ste­lige arbejde med at udvikle den Mars Colonial Trans­pon­der (nu kaldet Starship), som skal flyve kolo­ni­sterne fra Jorden til Mars ved at servicere den inter­na­tio­nale rum­sta­tion, ISS, og ved indgå kon­trak­ter med rege­rin­ger og kom­merci­elle partnere om opsen­delse af satel­lit­ter og fragt i kredsløb om Jorden. Men den fortsatte finan­si­e­ring af udvik­lings­ar­bej­det vil i sær­de­les­hed ske via satel­lit­net­vær­ket Starlink, som i april 2022 udgøres af 2107 satel­lit­ter (McDowell 2022), der lægger sig som et net rundt om hele jord­klo­den. Dermed kan SpaceX, som de første nogen­sinde servicere et hvilket som helst punkt på kloden med billig inter­net­for­bin­delse, og de har planer yder­li­gere 30.000 satel­lit­ter (Rainbow 2022). Til sam­men­lig­ning var der, før Elon Musk begyndte at opsende sine satel­lit­ter, mindre end 2.000 satel­lit­ter i kredsløb om Jorden i alt (Wall 2020).

Starlink er en utopiorit. Et nedslag i vores vir­ke­lig­hed, konkret mani­feste­ret på vores nat­te­him­mel. Mulig­he­den for at modtage billigt satel­lit­ba­se­ret internet og fjer­nun­der­vis­ning i de mest afsi­des­lig­gende egne af kloden er en utopiorit. At nat­te­him­len har ændret sig for stedse, er en utopiorit. At live over­våg­ning af enhver egn af kloden snart er mulig, er en utopiorit. Rumin­du­strien er en utopiorit mani­feste­ret i en hastigt voksende økonomi, lan­de­stra­te­gier, opstart af nye virk­som­he­der og et væld af inve­ste­rings­stra­te­gier og for­ret­nings­mo­del­ler og forsk­nings­pro­jek­ter. I foråret 2022 har et enormt antal uto­pi­o­rit­ter på den måde løsrevet sig fra Musks drøm om at kolo­ni­sere Mars og har overlevet ind­flyv­nin­gens friktion og er slået ned. Vi hænger på godt og ondt og i den grad på effek­terne af Musks utopiske drøm. 

Borgerløn

No.10_Utopi_2017-2020: I sommeren 2017 ops­nap­pede jeg et rygte, som cir­ku­le­rede blandt medlemmer af bor­ger­løns­be­væ­gel­sen: En ledende embeds­mand i regionen Fife i Skotland havde bekendt­gjort, at deres regions­råd, Fife Council, var inter­es­se­ret i at gen­nem­føre et pilot­pro­jekt, som skulle teste ind­fø­rel­sen af borgerløn i en af regionens landsbyer. Et sådant mættet village study ville være det første af sin art, som blev gen­nem­ført i en vel­færds­stat. Begej­stret over at finde noget mere hånd­gri­be­ligt at studere fløj jeg derfor til Edinburgh og fortsatte videre nordpå til Dun­firm­line i Fife for at inter­viewe den før­om­talte embeds­mand og hans kollegaer.

Bag­grun­den for Fife Councils udmelding var, at regionen siden slut-60’erne, hvor kulminer, skibsværf­ter og tekstil­fa­brik­ker lukkede ned på stribe, havde kæmpet med dét, som med årene havde udviklet sig til kroniske udfor­drin­ger med depres­sion, alko­ho­lisme, fattigdom og arbejds­løs­hed. ”Vi har i årtier prøvet enhver tænkelig variation af stan­dar­dre­per­toi­ret af indsatser og moti­va­tions­tek­nik­ker for at få folk ind på arbejds­mar­ke­det og ud af fattigdom. Men det rykker ikke på noget,” fortalte embeds­man­den mig. Poli­ti­kerne og embeds­fol­ket i regions­rå­det var nået til en erken­delse af, at de blev nødt til at gå grund­læg­gende ander­le­des til værks, hvis situ­a­tio­nen skulle forbedres. Derfor havde regions­rå­det nedsat en kom­mis­sion, The Fairer Fife Com­mis­sion, som havde haft til opdrag at fremsætte en række forslag, som kunne fremme sundhed og komme fat­tig­dom­men til livs. Et af for­sla­gene var at se nærmere på borgerløn, og på tværs af det politiske spektrum i regions­rå­det havde dét forslag været det, som der var opbakning til at forfølge. 

De næste tre år fulgte jeg processen og for­hand­lin­gerne frem imod udvik­lin­gen af et design for et pilot­pro­jekt, der skulle teste effek­terne af at indføre borgerløn. Jeg mødtes med med­lem­merne af sty­re­grup­pen to gange om året, og jeg læste de rapporter, e‑mails og udkast, de sendte mig undervejs. I sommeren 2020, efter 18 måneders omhyg­ge­ligt for­be­re­dende arbejde, blev sty­re­grup­pens endelige anbe­fa­ling ved­rø­rende pilo­t­de­sign og ydel­ses­ni­veau forelagt Scottish Gover­n­ment. Til ingens over­ra­skelse blev pilot­pro­jek­tet ikke gennemført. 

No.11_Sammenligning som analytisk dyd_2018-2020: Hvordan studerer man effek­terne af noget, som ikke findes? Hvordan studerer man en drøm, der brast, eller som endnu ikke er blevet indfriet? I min bestræ­belse på at finde ud af, hvordan jeg bedst kunne studere og forstå borgerløn som et politisk fænomen i verden, var jeg endt med at studere gamle bøger og app’s og satel­lit­kon­stel­la­tio­ner. Jeg havde studeret den økonomi, der var forbundet med at kom­merci­a­li­sere kredsløbs­ba­nerne om Jorden og forsøget på at kolo­ni­sere Mars. Jeg havde brugt min tid på at tænke på aste­roi­der og tegne kort over fantasy-verdener. Og hele tiden havde jeg insi­ste­ret på, at det jeg foretog mig, var centralt for at forstå borgerløn som fænomen i verden.

En kollega fra et andet forsk­nings­felt fortalte mig engang, at det skiftevis fasci­ne­rede og drev hende til vanvid, at hendes antro­po­lo­gi­ske kollegaer, upåagtet hvem der holdt oplæg og om hvad, før eller siden ville tage ordet og sige “det minder mig om…” for derefter at begynde at tale om noget til­sy­ne­la­dende ure­la­te­ret. “Hvad er det for en besyn­der­lig form for videnskab,” spurgte hun på én gang forfærdet og besnæret, “hvor dét at fortælle anekdoter er en legitim måde at argu­men­tere på?”  Svaret på hendes retoriske spørgsmål er, at det er en videnskab, som i sin kerne er kom­pa­ra­tiv. Det er en videnskab, hvor man kul­ti­ve­rer bevidst­he­den om, at de processer og forhold vi studerer, kan klas­si­fi­ce­res på en lang række for­skel­lige måder. Det er en videnskab, hvor der er en bevidst­hed om, at den ‘familie’ af andre ting, begi­ven­he­der eller tanker, som du placerer dit ana­ly­seob­jekt i, vil få sig­ni­fi­kant betydning for den analyse, du efter­føl­gende vil kunne lave. ‘Det minder mig om’ er ikke blot en sætning, som ind­vars­ler, at nu tager historien en drejning. ’Det minder mig om’, er et af de centrale redskaber, som antro­po­lo­ger benytter i tænkning og dis­kus­sion. Den konstante søgen, efter den ‘bedste familie’ at placere ana­ly­seob­jek­tet i, er en proces gennem hvilken, vi lærer om det fænomen, vi studerer og bliver bevidste om dels dét, som er særegent ved det (det par­ti­ku­lære) og dels om de aspekter ved det, som beslægter det med andre fænomener (det generelle). Derfor er det impli­citte spørgsmål, som vi stiller hinanden, når vi begynder vores ‘det minder mig om’, metodisk stringent: i hvilken udstræk­ning er det ‘x’, du netop har fortalt mig om et tilfælde af ’y’, og hvad kunne vi lære og se i vores materiale, hvis vi i stedet anså det for at være et tilfælde af ’z’?  

Når jeg på den måde vælger at sam­men­ligne borgerløn med kolo­ni­se­rin­gen af Mars for derefter at klas­si­fi­cere begge som hjem­me­hø­rende i den utopiske familie, så er det fordi, det giver mig mulighed for at forstå: At borgerløn var en spek­taku­lær drøm, som blæste forbi os med en skønhed, som fik alverdens policy folk til at stoppe op, betaget af idéens enkelhed og af dét, som den lovede os: Et forenklet system. En ende på ulighed og fattigdom. En værdig eksistens for den enkelte. Borgerløn var et globalt fokus­punkt og kronj­u­velen i dis­kus­sio­nerne blandt den øko­no­mi­ske og politiske elite i Davos i 2017. Men borgerløn var ikke kun det. Langt fra kun det. For virkelig at forstå kon­se­kven­serne af sådan en drøm, må vi lede efter de uto­pi­o­rit­ter, som er slået af den. Så jeg går på jagt. Og i stedet for at trække i arktisk gear og vove mig ud på Antarktis’ åbne vidder, finder jeg i stedet min diktafon frem, sætter mig igen på et fly til Edinburgh og véd denne gang præcis, hvad jeg skal lede efter.

No.12_Utopioritter er effek­terne af ting der ikke findes_2020: Fra mit første interview tilbage i 2017 havde jeg haft den klare opfat­telse, at ingen af de embeds­folk, som var centralt invol­ve­ret i at udvikle pilo­tun­der­sø­gel­sen, regnede med, at den nogen­sinde ville blive gen­nem­ført. Faktisk syntes de at blive over­ra­skede, både da Scottish Gover­n­ment tildelte dem en betrag­te­lig bevilling til et 18 måneder langt og omfat­tende fea­si­bi­lity study, og igen da det britiske The Depart­ment of Work and Pensions undlod at benytte sig af en opstået mulighed for at standse pro­jekt­ar­bej­det. Alligevel ændrede det ikke på det enorme enga­ge­ment, som alle gik til for­ar­bej­det med: selvom de ikke regnede med at pilot­pro­jek­tet ville nå imple­men­te­rings­sta­diet, for­ven­tede de alle sammen, at de ville kunne høste vigtige indsigter undervejs.

I starten af marts 2020, da det stod klart for alle, at det pilo­t­de­sign, som sty­re­grup­pen endte med at anbefale, var så radikalt, at pilo­tun­der­sø­gel­sen ikke ville blive gen­nem­ført, inter­viewede jeg igen med­lem­merne af sty­re­grup­pen. Denne gang bad jeg dem eks­pli­ci­tere de effekter, som selve det pro­jekt­for­be­re­dende arbejde havde haft. Én frem­hæ­vede, at der for første gang nogen­sinde i Skotland (og muligvis hele Stor­bri­tan­nien) var blevet udar­bej­det en til­bunds­gå­ende analyse af, hvordan det britiske ydel­ses­sy­stems for­skel­lige ydelser, med hver deres betin­gel­ser og krav, spillede sammen. Rapporten, som sty­re­grup­pen havde rekvi­re­ret, bidrog med en præcis for­stå­else af, hvordan en lille ændring i et menneskes indkomst eller arbejds­si­tu­a­tion kunne få voldsomme kon­se­kven­ser for deres beret­ti­gelse til en lang række for­skel­lige ydelser. Og omvendt, hvordan en mindre juridisk ændring i betin­gel­serne, der knyttede sig til en enkelt ydelse, kunne få udtalte kon­se­kven­ser for folks mulighed for at modtage en række øvrige ydelser. Hermed blev det nemmere for poli­ti­kerne og embeds­fol­kene at gen­nem­skue præcis hvilke betin­gel­ser og regler, der kunne fjernes eller justeres med størst mulig effekt for den enkelte borger.

Et andet medlem af sty­re­grup­pen frem­hæ­vede, at for­ar­bej­det havde illu­stre­ret effek­ti­vi­te­ten ved at lade regio­nerne gå forrest i udvik­lin­gen af ny politik og lade Scottish Gover­n­ment gå lidt stille med dørene, indtil kon­se­kven­serne af sådan en politik var bedre afdækket. Sty­re­grup­pens medlemmer påpegede for­skel­lige områder, hvor der allerede var mindre lovæn­drin­ger på vej, som resultat af den tænkning og de dis­kus­sio­ner, som den løbende afrap­por­te­ring fra projektet havde sat i gang. Endelig blev det fremhævet, som særligt sig­ni­fi­kant, at projektet grundet sin radi­ka­li­tet havde for­år­sa­get, at de modeller, man normalt brugte til at frem­skrive de øko­no­mi­ske kon­se­kven­ser af lovæn­drin­ger, måtte tilpasses væsent­ligt. De nye modeller, der som resultat af pro­jekt­for­ar­bej­det blev udar­bej­det i sam­ar­bejde mellem ana­ly­sesel­ska­bets økonomer og sty­re­grup­pens soci­al­vi­den­ska­be­lige ana­ly­ti­kere, var langt mere nuan­ce­rede, hvad angik for­stå­el­sen af men­ne­skets adfærd. Samtidig var der blevet ryddet ud i de øko­no­mi­ske anta­gel­ser, som model­lerne byggede på, idet flere af disse ved gennemsyn viste sig at bunde mere i tradition end på evidens.

No.13_Det handler ikke om implementering_2022: Kva­li­ta­tive studier af udvik­lings­pro­jek­ter og imple­men­te­ring af politik fokuserer typisk på fasen efter, at ind­sat­serne er blevet vedtaget, og de er blevet iværksat (Fergusson 1994; Gupta 2012; Krause-Jensen 2011; Lea 2008; Li 2007; Lin 2002; Lipsky 1980; Scott 1998; Shore & Wright 1997). Fokus i disse analyser er rettet imod at beskrive de effekter – og i sær­de­les­hed de util­sig­tede kon­se­kven­ser – som ny lov­giv­ning, reformer eller projekter får, når de træder i kraft. Andre studier har skildret selve processen, hvor policy, for­mu­le­res (Latour 2002; Mosse 2005; Riles 2000; Vohnsen 2017). Disse studier fokuserer typisk på de kom­pro­mis­ser, der må indgås for at få en ny hand­le­plan eller ny lov­giv­ning vedtaget, og på hvordan disse kom­pro­mis­ser senere kan komme til at udgøre et benspænd for at opnå det over­ord­nede formål med policy.

Hvis vi ønsker at forstå effek­terne af for eksempel ideen om at afskaffe de kendte ydel­ses­sy­ste­mer og erstatte dem med en ubetinget grun­dind­komst til alle borgere i et samfund, eller hvis vi ønsker at forstå bestræ­bel­sen på at grund­lægge en civi­li­sa­tion på Mars, så kommer oven­stå­ende studier dog til kort. Her har vi at gøre med policy-ideer, som er så radikale, at de ikke umid­del­bart kan vedtages og gen­nem­fø­res, og som derfor kaldes utopiske. Det vil i disse tilfælde ikke være infor­ma­tivt, og man vil misse noget helt centralt ved kun at inter­es­sere sig for at iden­ti­fi­cere, hvordan og hvorfor policy aldrig bliver vedtaget, endsige imple­men­te­ret. Hvad vi derimod har brug for (og som kva­li­ta­tive studier er særligt velegnede til at afdække) er en form for analyse, som kan indfange den store mængde af en policys effekter, der udmøntes eller kommer til udtryk, mens den endnu blot er en ide, og mens der arbejdes hen imod en realisering.

At se på policy processen gennem forholdet mellem utopier og deres uto­pi­o­rit­ter er én måde at udføre en sådan analyse på. Fra dette ana­ly­ti­ske per­spek­tiv bør data­ind­sam­ling og analyse handle om at iden­ti­fi­cere og doku­men­tere effek­terne af selve dét at arbejde hen imod drømmenes ind­fri­else. I rumin­du­strien kalder man sådanne uto­pi­o­rit­ter for ’spin-offs’. Her er det normalt, at radikalt og lang­sig­tet udvik­lings­ar­bejde plan­læg­ges således, at det afsted­kom­mer så mange ’spin-offs’ som muligt. Ofte er det disse, der finan­si­e­rer eller legi­ti­me­rer det fortsatte arbejde hen imod et mere ambitiøst udvik­lings­mål, som ikke umid­del­bart lader sig indfri. I den offent­lige sektor er man også bekendt med uto­pi­o­rit­ter, men her er det omvendt noget, man opfatter som for­styr­rende eller vælger helt at ignorere. Her omtales det som ’side­ef­fek­ter’ eller ’util­sig­tede effekter’. I denne sprogbrug ligger en bekym­rende mangel på for­stå­else for, at den seman­ti­ske inddeling i primære og sekundære effekter ikke afspejler en kva­li­ta­tiv for­skel­lig­hed i det aftryk, der sættes i verden, men i stedet ude­luk­kende refererer til et analytisk valg om at tage mentale skyklap­per på. Dette er uhen­sigts­mæs­sigt al den stund, at disse ’sekundære’ effekter ofte, og i sær­de­les­hed i for­bin­delse med pro­jek­tind­sat­ser og radikalt innova­tions­ar­bejde, er de eneste blivende effekter, som en indsats efter­føl­gende kan fremvise.

Refe­ren­cer

Andersen, Ross. 2014. Exodus. Elon Musk argues that we must put a million people on Mars if we are to ensure that humanity has a future. In Aeon. 30. september 2014. https://​aeon​.co/​e​s​s​a​y​s​/​e​l​o​n​ – ​m​u​s​k​ – ​p​u​t​s​ – ​h​i​s​ – ​c​a​s​e​ – ​f​o​r​ – ​a​ – ​m​u​l​t​i​ – ​p​l​a​n​e​t​ – ​c​i​v​i​l​i​s​a​t​ion, tilgået 8. december 2020.

Berger, Sarah. 2018. After working in a world of ‘tech bros,’ this woman founded a female-only island. CNBC. 15. April 2018. https://​www​.cnbc​.com/​2​0​1​8​/​0​4​/​1​3​/​f​i​n​l​a​n​d​s​ – ​s​u​p​e​r​s​h​e​ – ​i​s​l​a​n​d​ – ​r​e​s​o​r​t​ – ​d​o​e​s​n​t​ – ​a​l​l​o​w​ – ​m​e​n​.​h​tml, tilgået 7. april 2022.

Bloom, Laura G. 2018. This woman bought her own island paradise. No men allowed. Forbes. 31 July 2018. https://​www​.forbes​.com/​s​i​t​e​s​/​l​a​u​r​a​b​e​g​l​e​y​b​l​o​o​m​/​2​0​1​8​/​0​7​/​3​1​/​t​h​i​s​ – ​w​o​m​e​n​ – ​b​o​u​g​h​t​ – ​h​e​r​ – ​o​w​n​ – ​i​s​l​a​n​d​ – ​p​a​r​a​d​i​s​e​ – ​n​o​ – ​m​e​n​ – ​a​l​l​o​w​e​d​/​?​s​h​=​6​b​b​b​e​4​7​a​2​3fa, tilgået 10. august 2019.

Canales, Katie. 2018. This woman went from running a $45 million company to buying a private island in Finland open only to women. Business Insider. 5. maj 2018. https://​www​.busi​nes​sin​si​der​.com/​s​u​p​e​r​s​h​e​ – ​p​r​i​v​a​t​e​ – ​i​s​l​a​n​d​ – ​f​i​n​l​a​n​d​ – ​k​r​i​s​t​i​n​a​ – ​r​o​t​h​ – ​n​o​ – ​m​e​n​ – ​a​l​l​o​w​e​d​ – ​w​o​m​e​n​ – ​o​n​l​y​ – ​2​018 – 4 , tilgået 7. april 2022.

Coverley, Merlin. 2010. Utopia. Harpenden: Pocket Essentials.

Crane, K. W et​.al. 2020. Measuring the Space Economy. Institute for Defense Analyses.

Ferguson, James. 1994. The anti-politics machine. “Deve­l­op­ment,” depo­li­tiza­tion, and bureaucra­tic power in Lesotho. Min­ne­a­po­lis: Uni­ver­sity of Minnesota Press.

Gupta, Akhil. 2012. Red Tape. Bureucracy, Struc­tu­ral Violence, and Poverty in India. Durham, NC:Duke Uni­ver­sity Press.

Krause-Jensen, Jakob. 2011. “Ideology at work: ambiguity and irony of value-based mana­ge­ment in Bang & Olufsen”. Eth­no­graphy, 12 (2): 266 – 289.

Latour, Bruno. 2002. Aramis or the love of tech­no­logy. Cambridge, Mas­sa­chu­setts: Harvard Uni­ver­sity Press.

Lea, Tess. 2008. Bureaucrats & Bleeding Hearts. Indi­genous Health in northern Australia. Sydney, NSW: The Uni­ver­sity of New South Wales Press.

Li, Tania. M. 2007 The will to improve. Gover­n­men­ta­lity, deve­l­op­ment, and the practice of politics. Durham & London: Duke Uni­ver­sity Press.

Lin, Ann. C. 2002. Reform in the making. The imple­men­ta­tion of social policy in prison. Princeton and Oxford: Princeton Uni­ver­sity Press:

Lipsky, Michael. 1980. Street-level bureaucracy. Dilemmas of the indi­vi­dual in public services. New York: Russell Sage foundation.

McDowell, Jonathan. 2022. ’Starlink Sta­ti­stics’. Jonathan’s Space pages. https://​pla​net4589​.org/​s​p​a​c​e​/​s​t​a​t​s​/​s​t​a​r​/​s​t​a​r​s​t​a​t​s​.​h​tml , tilgået 7. april 2022.

More, Thomas. 1901. Utopia. Ed. Henry Morley. Ægypan Press.

Mosse, David. 2005. Cul­ti­vat­ing deve­l­op­ment. An eth­no­graphy of aid policy and practice. Pluto Press.

NASA. 2017. National Aero­nau­tics and Space Admi­ni­stra­tion Tran­si­tion Act of 2017. Public Law 115 – 10-Mar.21, 2017. US Government.

Nygaard-Chri­­sten­­sen, Maj. 2011, ‘”Building from scratch: Aesthe­tics of post-disaster recon­struction” Ant­hro­po­logy Today, 27 (6): 8 – 10.

Plato. 2007. The Republic. New York & London: Penguin Classics.

Quirk, Joe & Patri Friedman. Sea­ste­a­ding. How floating nations will restore the environ­ment, enrich the poor, cure the sick, and liberate humanity from poli­ti­ci­ans. New York, London, Toronto, Sydney & New Delhi: Free Press.

Rainbow, Jason. 2022. ‘SpaceX goes all-in on Starship con­fi­gu­ra­tion for second-gen Starlink’. SpaceNews. https://​spacenews​.com/​s​p​a​c​e​x​ – ​g​o​e​s​ – ​a​l​l​ – ​i​n​ – ​o​n​ – ​s​t​a​r​s​h​i​p​ – ​c​o​n​f​i​g​u​r​a​t​i​o​n​ – ​f​o​r​ – ​s​e​c​o​n​d​ – ​g​e​n​ – ​s​t​a​r​l​i​nk/ , tilgået 7. april 2022.

Riles, Annelise. 2000. The network inside out. Ann Arbor: Uni­ver­sity of Michigan Press.

Roth, Kristina. 2018. Empowe­ring women lea­ders­hip. Digital Freedom Festival. https://​www​.youtube​.com/​w​a​t​c​h​?​v​=​m​S​i​_​k​l​K​p​Itg, tilgået 10. august 2019.

Scott, James C. 1998. Seeing Like a State. How certain schemes to improve the human condition have failed. New Haven: Yale Uni­ver­sity Press.

Shore C. & Wright, Susan. 1997. Ant­hro­po­logy of policy. Critical per­specti­ves on gover­nance and power. London and New York: Routledge

Soylent. 2019. https://​soylent​.com/​p​a​g​e​s​/​o​u​r​ – ​m​i​s​s​ion, tilgået 7. maj 2019.

SpaceX. 2020. Starship Users Guide. Revision 1.0. March 2020. https://​www​.spacex​.com/​m​e​d​i​a​/​s​t​a​r​s​h​i​p​_​u​s​e​r​s​_​g​u​i​d​e​_​v​1​.​pdf, tilgået 15. december 2020.

Vance, Ashlee. 2017. Elon Musk. Tesla, Spacex og jagten på en fan­ta­stisk fremtid. Valby: Libris Business.

Vohnsen, Nina Holm. 2017. The absurdity of burea­cracy. How imple­men­ta­tion fails. Man­che­ster: Man­che­ster Uni­ver­sity Press.

Wall, Mike. 2020. SpaceX just launched a fleet of Starlink satel­li­tes. Here’s how to spot them in the sky. Space​.com 7. januar 2020. https://​www​.space​.com/​s​p​a​c​e​x​ – ​s​t​a​r​l​i​n​k​ – ​2​ – ​s​a​t​e​l​l​i​t​e​s​ – ​n​i​g​h​t​ – ​s​k​y​ – ​v​i​s​i​b​i​l​i​t​y​.​h​tml, tilgået 20. januar 2020.


[1] En engelsk­spro­get udgave af denne artikel er tidligere udgivet som: Vohnsen, NH. 2022. “Universal Basic Income and the Colo­niza­tion of Mars: tracing the effect of things that don’t exist” i Digres­sions: Tracing the Indi­rect­ness of the Human Imag­i­na­tion, red. Morten Nielsen. New York & Oxford: Berghahn. Denne udgave er forkortet. Dele af analysen og empirien er omskrevet væsent­ligt og nye dele er tilføjet og målrettet nær­væ­rende udgivelse.

[2] Tak for det, Christian Buono.

[3] Du kan se mit kort på https://​room​-of​-my​-own​.com/​2​0​1​9​/​0​6​/​1​4​/​m​a​ps/

  • Ph.d., lektor, Afdeling for Antro­po­logi, Aarhus Universitet