Når børn og unge åbner op om oplevelser med vold, er det ikke noget, de gør alene – det sker i samspil med personer omkring dem. Personer i børnenes og de unges hverdagsliv – både nære og professionelle relationer – spiller en vigtig rolle i at støtte dem i at forstå og give udtryk for deres oplevelser. Dette kan dog være en vanskelig proces, og den måde, omgivelserne reagerer på og stiller spørgsmål på, kan have afgørende betydning for, om børnene og de unge deler deres oplevelser. Denne artikel tager udgangspunkt i børn og unges erfaringer med at fortælle om vold. Med afsæt i et børneinddragelsesperspektiv sætter artiklen fokus på, hvordan børns perspektiver kan tilvejebringes i professionelle relationer, så de oplever sig støttet i at give udtryk for vanskelige oplevelser. Metodisk bygger artiklen på interview med 16 børn og unge i alderen 12 – 25 år, som har oplevet vold i hjemmet.
At opleve vold i barndommen kan være svært at begribe og forstå. Når vold finder sted i det hjem, som skulle give børn og unge omsorg og tryghed (Smart, 2007), kan det være vanskeligt for et barn eller en ung at erkende den situation, de befinder sig i (Henze-Pedersen & Mikuta, 2024). Når børn og unge åbner op om deres oplevelser med vold, er det ikke noget, de gør alene. Derimod udvikles børnenes og de unges proces med at erkende og give udtryk for deres oplevelser i samspil med personer omkring dem (Henze-Pedersen & Mikuta, 2024; Reitsema & Grietens, 2016). Personer i børnenes og de unges hverdagsliv – både nære og professionelle relationer – spiller derfor en vigtig rolle i forhold til at støtte dem i at forstå og give udtryk for deres oplevelser. Dette gælder både i arbejdet med at opspore børn og unge udsat for vold samt i forløbet efterfølgende, hvor børnene og de unge skal fortælle om deres oplevelser (igen) til myndigheder og professionelle, der skal sikre, at de får den rette hjælp og støtte.
Denne artikel undersøger børn og unges erfaringer med at give udtryk for og fortælle om fysisk og psykisk vold til professionelle og belyser, hvordan deres perspektiver kan tilvejebringes i disse relationer, så de støttes i at give udtryk for deres oplevelser. Dette gør vi med afsæt i en teoretisk ramme omhandlende børneinddragelse. Artiklen har fokus på fysisk og psykisk vold mod børn og unge udøvet i hjemmet, inklusive det at opleve partnervold mod en forælder. Det betyder, at volden blev udøvet af den ene eller begge af barnets eller den unges forældre eller en ny partner til forælderen. Det empiriske materiale stammer fra en større kvalitativ undersøgelse, der belyser børn og unges erfaringer med at fortælle om vold og seksuelle overgreb (Henze-Pedersen & Mikuta, 2024). Den oprindelige undersøgelse havde fokus på børn og unges erfaringer med at fortælle om volden til andre (fx familie, venner og professionelle). I denne artikel ser vi specifikt på det at fortælle om volden til professionelle, såsom lærere, pædagoger, sundhedspersonale og børne- og ungerådgivere, med et særligt fokus på inddragelse af børn og unge i sensitive sager som disse.
Børneinddragelse
Børneinddragelse og det at børn og unge får mulighed for at udtrykke deres synspunkter og blive lyttet til, fremhæves i FN’s Børnekonvention fra 1989 (UNICEF, 2018). I tiden efter er der kommet et øget fokus på børneinddragelse – både i Danmark og internationalt – hvor et børnesyn centreret om børn som aktører med selvstændige rettigheder har influeret forskning, praksis og politikker (Henze-Pedersen & Bengtsson, 2024b; McCafferty & Garcia, 2024). Dette børnesyn bygger på, at børns perspektiver på deres eget liv er vigtige for at forstå deres udfordringer, ønsker og behov (Toros & Falch-Eriksen, 2024). Børns perspektiver handler om, hvordan de ser deres livsverden, herunder deres intentioner og de sammenhænge, de oplever i deres liv (Skivenes & Strandbu, 2006; Villumsen et al., 2024; Warming, 2019).
Børneinddragelse indebærer, at børn får mulighed for at udtrykke deres perspektiv i sager, der vedrører dem, men også at de kan vælge, om de ønsker at blive inddraget eller ej (Lundy, 2007, s. 934). Når børn og unge skal tale med professionelle, eksempelvis i en myndighedskontekst, peger forskningen på, at det kan være vanskeligt for dem at give udtryk for og få deres perspektiver hørt (van Bijleveld et al., 2015). Når børn og unge bliver en del af en sag hos myndighederne – eksempelvis på grund af vold i hjemmet – peger tidligere forskning på, at de bliver en del af et system, der kan være præget af ideer om udsathed, risiko og beskyttelse af børn (Henze-Pedersen & Bengtsson, 2024b; Skauge et al., 2021). Professionelle kan have et protektionistisk syn, hvor børn og unge betragtes som sårbare og derfor skal skånes for inddragelse, fordi det kan være en belastning for dem (Tisdall, 2017; Vis et al., 2012; van Bijleveld et al., 2015). Myndighedsområdet udgør derfor en særlig kontekst for børneinddragelse, da der ofte er tale om følsomme problemstillinger, der ikke kun handler om barnet eller den unge selv, men også ofte berører deres familie (Henze-Pedersen & Bengtsson, 2024b).
Flere modeller har søgt at begrebsliggøre børneinddragelse, herunder hvad der skal til, for at børn og unge kan give udtryk for deres perspektiver. De mest kendte modeller er Hart’s deltagelsesstige (Hart, 1992), Shier’s veje til deltagelse (Shier, 2001) og Lundy’s model for børneinddragelse (Lundy, 2007). Disse modeller er generelle og tager således ikke højde for den specifikke kontekst, som inddragelsen finder sted i (Healy, 1998; Henze-Pedersen & Bengtsson, 2024b). I denne artikel tager vi udgangspunkt i en videreudvikling af Lundy-modellen, som er tilpasset børneinddragelse på myndighedsområdet. Modellen er udviklet på baggrund af teoretiske indsigter fra barndomssociologien, som anskuer børn som sociale aktører, men også peger på børns og voksnes gensidige afhængighed (Prout & James, 1997; Holland et al., 2010). Derfor skal inddragelse også forstås i sammenhæng med de relationer og interaktioner, hvorigennem inddragelsen finder sted (Ulvik, 2015), samt konteksten omkring barnet (fx barnets familie og de vilkår der er for myndighedsarbejdet). Modellen består af fem dimensioner (Henze-Pedersen & Bengtsson, 2024a, s. 4). Den første dimension er børnekonventionen og konteksterne omkring barnet og sagen, som understreger, at børneinddragelse både finder sted i relation til børns og unges rettigheder og som en proces og praksis med udgangspunkt i vedkommendes kontekst og den særlige kontekst, der sætter rammen for deres inddragelse (i dette tilfælde myndighedsområdet). Den anden dimension er tid og rum, som handler om, at der skal gives tid og skabes rum til, at børn og unge kan udtrykke deres synspunkter. Den tredje dimension er stemmer, som handler om, at børn og unge skal støttes i at give udtryk for deres synspunkter og informeres om, hvordan andres synspunkter indgår i og påvirker sagen. Den fjerde dimension er direkte og indirekte tilhørere, som handler om, at der skal lyttes til børn og unges synspunkter blandt tilhørere, der både er i direkte og indirekte kontakt med vedkommende. Den femte dimension er indflydelse og beslutningsmagt, som handler om, at børn og unges synspunkter skal gives passende vægt i beslutninger, men at det er myndighederne, der har ansvaret for at træffe beslutninger, så barnet eller den unge ikke ansvarliggøres. Vi har anvendt modellens begreber til at organisere det empiriske materiale gennem en tematisk analyse af børnene og de unges erfaringer med at fortælle om volden til professionelle.
I artiklen anvender vi både begreberne ’børneinddragelse’ og ’børns perspektiver’. Hvor begrebet børneinddragelse ofte forbindes med en myndighedskontekst, er begrebet børns perspektiver bredere, da det også inkluderer pædagogiske kontekster (Villumsen et al., 2024). I denne artikel har vi fokus på de forskellige professionelle, som børn og unge er i kontakt med i forbindelse med sager om vold i familien – herunder både pædagogisk personale og myndigheder – hvorfor vi løbende anvender begge begreber.
Metode og datamateriale
Analysen bygger på 16 kvalitative interviews med børn og unge i alderen 12 – 25 år. Ni af børnene og de unge var piger eller unge kvinder, mens syv var drenge eller unge mænd. Børnene og de unge havde ofte oplevet mere end én voldsform. Således fortalte 10 af børnene og de unge, at de havde været udsat for fysisk vold, mens 11 havde været udsat for psykisk vold, og 9 havde oplevet partnervold i hjemmet. At børnene og de unge fortæller, at de har været udsat for flere voldsformer samtidig – det der også kaldes polyviktimisering – er noget, der også går igen i den internationale forskning, som peger på, at én voldsform sjældent optræder alene (Ottosen & Henze-Pedersen, 2021).
Interviewene tog udgangspunkt i tidslinjemetoden (Adriansen, 2012), og sammen med intervieweren tegnede børnene og de unge en tidslinje, der udforskede personer og begivenheder knyttet til børnenes og de unges proces med at fortælle om deres oplevelser. At fortælle om vold er ikke en engangsbegivenhed, men en proces, der finder sted over tid (Brennan & McElvaney, 2020; Morrison et al., 2018), og derfor blev tidslinjemetoden valgt til at understøtte udforskningen af denne proces. I starten af interviewet, bad intervieweren barnet eller den unge om at fortælle om det tidspunkt, hvor vedkommende for første gang begyndte at tænke over, om vedkommende blev udsat for vold. Herefter fulgte intervieweren barnets eller den unges fortælling ved brug af tidslinjen og spurgte, hvem de havde fortalt det til, hvornår, og hvordan, samt hvilke overvejelser de havde haft i løbet af processen.
I rekrutteringsfasen og inden interviewet blev børnene og de unge samt en eller begge omsorgsgivere (hvis barnet var under 18 år) informeret om formålet med undersøgelsen og indholdet af interviewet, hvorefter de gav samtykke til deltagelse. Vi informerede udelukkende ikke-voldelige og ikke-krænkende omsorgsgivere om undersøgelsen for ikke at udsætte børnene og de unge for øget risiko (Morris et al., 2012). Intervieweren var under interviewet opmærksom på barnets eller den unges verbale og nonverbale udtryk (fx kropssprog og ’det ved jeg ikke’-svar) for at vurdere barnets eller den unges fortløbende samtykke og spurgte, om de ønskede en pause eller at stoppe interviewet, hvis de virkede ukomfortable ved bestemte spørgsmål eller interviewsituationen generelt (Eriksson & Näsman, 2012; Evang & Øverlien, 2015; Moore et al., 2018; Morris et al., 2012). I artiklen er alle navne blevet anonymiseret, og personlige oplysninger er enten blevet udeladt eller ændret (læs mere om undersøgelsens metodiske og etiske overvejelser i Henze-Pedersen & Mikuta, 2024).
Vi har anvendt en tematisk analysestrategi til at undersøge børnenes og de unges erfaringer med at fortælle om volden til professionelle, samt hvordan deres oplevelser kan forstås i et inddragelsesperspektiv. I den tematiske analyse har vi anvendt begreberne fra modellen om børneinddragelse på myndighedsområdet (Henze-Pedersen og Bengtsson, 2024a) til at organisere materialet. Indledningsvist sætter vi fokus på barnets eller den unges kontekst, og hvordan de gennem en relationel proces bliver klar over og erkender volden. Derefter undersøger vi børnenes og de unges oplevelse af skabelsen af tid og rum til at dele deres fortælling med nye tilhørere, og endelig deres oplevelse af at give udtryk for og få indflydelse på deres egen fortælling.
Erkendelse af volden og det at fortælle om den
Det kan være en længerevarende proces for børn og unge at forstå og erkende, at de er udsat for vold. De kan mangle viden om og sprog til at forstå og sætte ord på deres oplevelser (Linell, 2017). Derudover kan børnene og de unge have udviklet en forståelse af, at det der sker i hjemmet er normalt (Brennan & McElvaney, 2020). I disse tilfælde kræver det en ændring i barnets eller den unges forståelse, for at vedkommende kan begynde at udvikle en erkendelse af volden (Henze-Pedersen & Mikuta, 2024). Børnene og de unges erkendelsesproces foregår i samspil med personer i konteksten omkring dem (Reitsema & Grietens, 2016), og her spiller personer fra deres hverdag såsom venner, familie og voksne i skolen ofte en vigtig rolle (Henze-Pedersen & Mikuta, 2024).
Når børnene og de unge åbner op om fysisk eller psykisk vold for første gang, sker det ofte til en nær og tillidsfuld relation, såsom venner eller søskende (Henze-Pedersen & Mikuta, 2024). Betydningen af sådanne tillidsfulde relationer er også fremhævet i andre undersøgelser om børns og unges proces med at dele oplevelser om overgreb (se fx Brennan & McElvaney, 2020; Jernbro et al., 2017; Lemaigre et al., 2017). Selvom børnene og de unge ofte fortæller om volden til deres helt nære relationer, så fortæller nogle også om det i andre typer af relationer, eksempelvis til professionelle, der er en del af deres hverdag (fx en lærer). Jacob (aldersgruppe 18 – 25 år), der oplevede fysisk og psykisk vold, fortæller, at han i tredje klasse fortalte sin lærer om volden i håb om hjælp, men blev mødt med mistro: ”Så kigger hun på mig, og så siger hun: ’Er du sikker på det her?’ Og så siger jeg: ’Ja, jeg er 100 procent sikker på det’. Og forklarede hende alt. Og skolen troede ikke på mig”. Denne reaktion gjorde Jacob tilbageholdende, så han først et år efter fortæller det igen til en ressourceperson på skolen. Andre børn som Mads (aldersgruppe 12 – 17 år) fortæller om situationer, hvor voksne på skolen fik mistanke og spurgte ind til situationen derhjemme:
”Jeg kom tit for sent i skole … Og så blev jeg hevet [ind] til en lille snak, hvor [læreren] bare spurgte direkte, om der var vold i hjemmet? Og så sagde jeg bare ja. Og så lavede han en underretning”.
Mads fortalte om volden, da der opstod en mulighed for det, ved at hans lærer stillede spørgsmål. Det kan dog være vanskeligt for nogle børn og unge at åbne op om deres oplevelser med vold, og når de gør det, involverer det ofte mange overvejelser (fx om hvad der vil ske, og hvem der vil få det at vide). Derfor er det vigtigt, at børnene og de unge får mulighed for at åbne op i deres eget tempo til personer, som de har tillid til (Henze-Pedersen & Mikuta, 2024). Det fortæller Anya (aldersgruppe 12 – 17 år) om i det følgende. Anya blev udsat for psykisk vold. Hun beskriver, at hun havde en lærer, som havde mistanke om, at der foregik noget i hjemmet, og som gentagne gange spurgte Anya til sin mistanke. Anya havde dog ikke en særlig god relation til læreren, og lærerens spørgsmål kom ofte meget pludseligt og uventet, hvorfor Anya ikke havde mulighed for at forberede sig på, hvad hun ville fortælle. Om episoderne med læreren, siger hun:
”Hvis det har været i hendes [lærerens] time, så har hun fx sagt: ’Okay, nu kan resten af eleverne lige arbejde med det her’. Og så har hun spurgt: ’Anya kan du lige komme med mig’. Og så, ja, er vi bare gået ind i et andet lokale, og så – jeg tror bare, at det har været sådan igen, ud af det blå. Det var meget sådan uventet. Og så bliver man bare lidt chokeret, når der lige pludselig bliver spurgt ind til alt muligt. Og så altså, jeg vidste ikke rigtig selv, hvad jeg skulle sige. Så de fleste af gangene så frøs jegbare lidt, eller så var jeg bare sådan ’altså, det ved jeg ikke’. Eller ’ja, det går fint’, kunne man jo sige. Men ja, altså meget uventet. Jeg tror, det nok også var derfor, at jeg ikke havde lyst til at dele noget”.
Anyas fortælling peger på, at det kan tage tid at skabe et trygt og tillidsfuldt rum. Derfor vil det for nogle børn og unge være nødvendigt, at de langsomt og løbende bliver inviteret til at fortælle om deres oplevelser over tid, således at de har mulighed for gradvist at opbygge tillid og fortælle deres historie i deres eget tempo og på deres egne præmisser (Henze-Pedersen & Mikuta, 2024).
Børnenes og de unges fortællinger peger på, at de personer, som er omkring dem, spiller en central rolle i deres proces med at fortælle om volden – herunder særligt om de åbner op omkring volden eller bliver tilbageholdende. Professionelle, der er en naturlig del af børn og unges liv – eksempelvis pædagoger i børnehaven eller lærere, sundhedsplejersker og vejledere på skolen – fremhæves i andre studier som nogle af de vigtigste personer uden for hjemmet i børn og unges liv (Linell, 2017; Thulin et al., 2020) og dermed som centrale personer til at støtte børnene og de unge i deres fortælleproces. Dette handler både om at støtte dem i erkendelsesfasen til at forstå og sætte ord på deres oplevelser, og om den måde hvorpå de professionelle efterfølgende støtter børnene og de unge i at give udtryk for deres perspektiver.
Nye professionelle relationer, når sagen håndteres
Når volden er blevet kendt uden for hjemmet, bliver volden afdækket og belyst i samarbejde med relevante professionelle. Alt efter sagens karakter kan denne fase involvere flere forskellige myndigheder og professionelle, herunder børne- og ungerådgivere, børnehus, politi, sundhedsvæsnet og Familieretshuset. Denne fase indebærer for flere af børnene og de unge, at de skal (gen)fortælle deres oplevelser med vold til disse aktører (Henze-Pedersen & Mikuta, 2024). Børnene og de unge bliver på den måde en del af nogle nye rammer og relationer, hvor de skal dele deres oplevelser. Det betyder, at de bliver en del af et forløb, hvor der skal skabes tid og rum til deres fortællinger, samtidig med at de skal forholde sig til både direkte og indirekte tilhørere, der får viden om volden (jf. Henze-Pedersen & Bengtsson, 2024b).
Børnene og de unge giver udtryk for, at det kan være vanskeligt at forstå, hvordan en sag forløber, herunder formålet med samtaler og forskellige professionelles roller (Henze-Pedersen & Mikuta, 2024). Eksempelvis fortæller nogle af børnene og de unge, at de havde en forventning om, at der ville blive handlet hurtigt på deres fortælling (fx ved at flytte dem væk fra voldsudøveren), hvor de i stedet blev mødt af ventetid eller procedurer, de oplevede som meningsløse. Sidstnævnte oplevede Olivia (aldersgruppe 12 – 17 år), der blev udsat for fysisk og psykisk vold af sine forældre. Hun siger: ”De havde allerede deres procedure, de gik efter, og det var ligesom lige meget, hvad jeg sagde”. Når børnene og de unge oplever, at deres forventninger til forløbet ikke bliver indfriet, kan det udgøre en barriere for deres villighed til fremadrettet at indgå i samtaler med professionelle, og dermed mindske deres rum for at give udtryk for deres oplevelser og perspektiver.
At der skabes mulighed for at fortælle om svære oplevelser, er også forbundet med de fysiske rammer og den måde, de udgør et sikkert og fortroligt rum (Lundy, 2007). Børnene og de unge fortæller, at de fysiske rammer er vigtige, da de kan være med til at fremme eller hindre, at der skabes en god atmosfære og dermed rum for, at de kan fortælle om deres oplevelser. Eksempelvis beskriver Kofi (aldersgruppe 12 – 17 år), at indretningen af det lokale, hvori han skulle fortælle om volden til politiet, samt oplevelsen af, at andre uden for lokalet kunne høre, hvad han fortalte, havde betydning for, at han oplevede samtalen som utryg:
”Jeg følte mig lidt presset, fordi det er politiet. Og altså… de havde kameraer over det hele og alt det der. Og de havde nogle på kontoret ovenpå, så man kunne høre direkte, hvad vi talte om”.
Andre af børnene og de unge fortæller i lighed med Kofi, at de fysiske rammer kan få betydning for deres inddragelse. De peger på, at deres mulighed for at fortælle om deres oplevelser kan blive udfordret, hvis de fysiske rammer eksempelvis opleves utrygge, mens rammerne kan understøtte skabelsen af en tryg atmosfære, hvis de signalerer afslappethed (Henze-Pedersen & Mikuta, 2024).
Tilhørerne, der skal lytte til og handle på børnenes og de unges fortællinger, spiller en vigtig rolle for deres muligheder for at dele deres oplevelser. Når børn møder forskellige professionelle i forbindelse med sager om vold, kan rummet for at fortælle blive udfordret af, at der (endnu) ikke er opbygget et tillidsfuldt forhold til den professionelle. Derfor fremhæver børnene og de unge betydningen af, at nye tilhørere tager sig tid til at opbygge en tillidsfuld relation. Kofi råder eksempelvis professionelle til: ”Du skal bare lære at kende hinanden og ikke… altså gå direkte i de samme ting hele tiden”. En forskningsgennemgang (Vikander & Källström, 2023), der har undersøgt, hvad børn fremhæver som vigtigt i samtaler om vold med børne- og ungerådgivere, peger på, at tillid er afgørende for børns villighed til at dele følsom viden. Forskningsgennemgangen beskriver, at det kan understøtte skabelsen af en tillidsfuld relation, når rådgiveren fremstår ansvarlig og har gode intentioner samt opleves støttende og hjælpsom (Vikander & Källström, 2023, s. 6).
Det er dog ikke kun de direkte tilhørere, der kan få betydning for, om og hvad børn og unge fortæller – indirekte tilhørere spiller også en rolle. Flere af børnene og de unge giver udtryk for, at det var en barriere for deres villighed til at fortælle om deres oplevelser, når de var i tvivl om, hvem der ville få videreformidlet viden fra deres samtaler med forskellige professionelle, og hvad denne viden ville blive brugt til. Børnene og de unge fortæller eksempelvis, at de var bange for, at deres forældre ville blive informeret om, hvad de havde sagt. Generelt giver børnene og de unge udtryk for bekymringer om, hvem der vil få viden om det, de har sagt. De har således en oplevelse af, at tilhørere, som de ikke nødvendigvis selv er i direkte kontakt med, vil få viderebragt informationer. Disse bekymringer kan blive forstærket i samtaler med professionelle, som børn og unge oplever som særligt indflydelsesrige, såsom myndighedspersoner. Det giver Laura (aldersgruppe 12 – 17 år), som har oplevet fysisk og psykisk vold i hjemmet, udtryk for, da hun beskriver, at det nogle gange kan være svært at dele sine oplevelser med andre:
”Jeg synes, det kommer meget an på, hvem det er. Så snart det er nogen, der sådan betyder noget, altså har mere sådan måske indflydelse, fx psykiatrien eller myndighederne eller sådan noget, så bliver det mere svært. Men jeg tror også, at det er, fordi der er selvfølgelig den der med, ’hvad gør I nu?’”.
Børnenes og de unges bekymringer om, hvem der bliver indirekte tilhørere af deres fortællinger, og hvad denne viden vil blive brugt til, kan således få betydning for, hvad og hvor meget de fortæller til de professionelle, som de taler med gennem deres forløb. Dette peger på vigtigheden af at være transparent om, hvem der får viden om, hvad de har sagt, og hvad denne viden kan blive brugt til, for at der bliver skabt rum til, at de kan dele deres oplevelser, samt klarhed om direkte og indirekte tilhørere.
Børnenes og de unges erfaringer peger på, at det kan være vanskeligt at skabe rum til, at børn og unge kan dele deres oplevelser med vold. Børnene og de unge kan mangle viden om processen, de professionelles roller og formålet med samtaler, samtidig med at de nye rammer kan blive udfordret af, at der endnu ikke er etableret en tillidsfuld relation til nye tilhørere og dermed et tillidsfuldt rum. Et andet studie har fundet, at børn og unge ofte er varsomme med, hvem de fortæller om deres oplevelser, og derfor vælger personer med omhu, som de forventer vil lytte til deres fortælling og bekymringer (Thulin et al., 2020). Når en sag håndteres, har børnene og de unge dog ikke samme indflydelse på, hvem der bliver deres tilhørere, og det kræver derfor en særlig opmærksomhed på at sikre tid og rum til, at disse nye tilhørere også kan blive tillidsfulde relationer.
Fortælle om svære og personlige oplevelser
For børn og unge, der har oplevet vold i hjemmet, kan deres erkendelsesproces fortsætte over længere tid – også i forbindelse med håndteringen af sagen. Her kan de opleve det modsætningsfyldt at skulle fortælle om svære oplevelser, som de fortsat selv forsøger at forstå, og også italesætter som personlig og privat information (Henze-Pedersen & Mikuta, 2024). Dette kan få betydning for deres stemme, dvs. hvordan de giver udtryk for deres oplevelser, behov og bekymringer, samt den måde hvorpå, de får indflydelse på deres egen fortælling (jf. Henze-Pedersen & Bengtsson, 2024b), hvilket også illustrerer, hvordan børneinddragelse kan være en dilemmafyldt praksis.
Oplevelser med fysisk og psykisk vold kan som tidligere beskrevet være vanskelige oplevelser for børn og unge at forstå og sætte ord på. Dette kan blive en udfordring i forhold til deres muligheder for at udtrykke deres synspunkter. Eksempelvis har nogle af børnene og de unge oplevet at blive bedt om at give detaljerede beskrivelser af det, som er sket, hvilket kan være vanskeligt, når de selv kan være i tvivl om det hændte. Børnene og de unge kan opleve, at volden er blevet normaliseret, eller at voldsudøveren har sået tvivl om barnets eller den unges oplevelser, som Gry (aldersgruppe 18 – 25 år) fortæller om. Hun blev udsat for psykisk vold af sin stedfar og siger: ”Det har været et kæmpe arbejde at erkende, hvad det er, der er foregået, fordi der er blevet plantet så meget tvivl i mig som barn”. Når børnene og de unge skal dele deres oplevelser, giver nogle af dem derfor udtryk for, at de har behov for at blive hjulpet til at sætte ord på det, der er sket. I det følgende fortæller Olivia, at hun ville ønske, at hun var blevet stillet flere spørgsmål, da hun talte med en børne- og ungerådgiver:
Olivia: ”I min situation, der vil jeg have håbet på, at de havde stillet mig flere spørgsmål, fordi jeg kunne ikke selv finde ud af, hvad der var relevant at sige, eller hvad jeg skulle sige […]. Hvis man kan mærke, at det er nogen, der ligesom ikke ved, hvad de skal sige, så hjælp dem på vej. Fordi det betyder ikke, at det de siger er forkert, eller at de opfinder noget. Det betyder måske bare, at de ikke ved, hvad der er vigtigt at sige, eller hvad man skal sige.”
Interviewer: Hvad ville du gerne, at de havde spurgt dig om?
Olivia: ”Altså for eksempel, du ved – flere detaljer, episoder, altså også mere om, hvordan jeg havde det, og hvordan jeg opfattede det […] Jeg føler også, man burde tænke sådan over, ’okay, hvordan har det påvirket dig i andre former for miljøer? Har du haft det dårligt i skolen? Har du haft svært ved det her, og det her?’ Det her med at man også kigger på flere aspekter af et liv”.
Olivia fortæller, at hun ikke vidste, hvad der var relevant at dele med børne- og ungerådgiveren, og ønskede, at der var blevet stillet flere spørgsmål om hendes liv og hverdag (Villumsen et al., 2024). Andre af børnene og de unge nævner, at gentagne eller meget personlige spørgsmål gjorde dem tilbageholdende med at dele deres oplevelser. Mads beskriver, hvordan en psykolog virkede ”langtrækkende at høre på”, og uddyber, at dette handler om at: ”man kører meget i det samme og får det samme svar, men kører over det flere gange”. Når børnene og de unge bliver tilbageholdende, kan det begrænse deres inddragelse og stemme. En forskningsgennemgang viser, at mange og svære spørgsmål kan føles som en afhøring (Toros & Falch-Eriksen, 2024). Børnene og de unge i denne undersøgelse fremhæver i stedet vigtigheden af at blive lyttet til og troet på, hvilket understøttes af tidligere forskning, der viser, at tro og forståelse er afgørende i processen med at fortælle om overgreb (McElvaney et al., 2014).
Flere af børnene og de unge opfatter og betegner oplevelser med vold som privat og personlig information, hvilket kan gøre det svært at dele oplevelserne med andre. De ønsker kontrol over fortællingen, så de kan dele den i deres eget tempo, samtidig med at de får indflydelse på, hvad de ønsker at tale om. Amal (aldersgruppe 12 – 17 år), der har oplevet partnervold i hjemmet, siger: ”Man skal også passe på med at spørge for meget ind, for der er nogle, der ikke gider åbne op. Og der er nogle, der ikke gider huske de ting, der er sket”. At dele sårbare oplevelser kan være svært, da børnene og de unge kan have et ønske om ikke at tænke på det, som Amal påpeger. Dette illustrerer et inddragelsesdilemma i myndighedssager, hvor udfordringer – som opleves private – bliver kendt af andre, hvilket kan føles som et tab af kontrol over, hvad de ønsker at dele. Som anden forskning har fremhævet, kræver det derfor, at den der stiller spørgsmålene anvender en særlig sensitiv tilgang, så barnet eller den unge får indflydelse på hvad de ønsker at dele (Lundy, 2007; Toros & Falch-Eriksen, 2024). Laura fortæller, at hun ikke oplevede at blive taget seriøst af en sundhedsmedarbejder, hvilket gjorde det svært for hende at udtrykke sig:
”Det var sådan noget med, at jeg ikke blev taget seriøst. [Medarbejderen] var meget sådan … at det ligesom … jeg ville gerne snakke noget mere om det og ligesom gerne have nogle ting ud […]. Fordi jeg gerne ville have at [vedkommende] ligesom forstod, hvorfor jeg opførte mig, som jeg gjorde […]. Det ville jeg meget gerne have at [vedkommende] vidste, så personen ligesom kunne tænke lidt over det, og jeg fortalte også ting om min far og sådan noget, men … det blev virkelig ikke taget godt imod, det blev bare lidt sådan ’nå, nå’”.
Andre af børnene og de unge giver i forlængelse af dette udtryk for, at det kan være vanskeligt at få mulighed for at sætte fokus på det, som er vigtigt for dem. Det peger på et andet dilemma ved børneinddragelse, som handler om balancen mellem barnets eller den unges perspektiv og den professionelles perspektiv. Eksempelvis har nogle professionelle et specifikt fokus (fx på en bestemt episode) og har som del af deres faglige praksis behov for at gå i dybden med dette, men det kan samtidig betyde, at barnets eller den unges muligheder for at fortælle om andre emner, begrænses. En undersøgelse af børn og unges erfaringer med at fortælle om fysisk vold beskriver, at børn kan opleve at miste kontrollen over deres fortælling, når sagen håndteres, da de eksempelvis ikke ved, hvad der sker med informationen efterfølgende, og hvordan deres fortælling blev videregivet (Thulin et al., 2020). Der er således flere aspekter af børn og unges kontrol og indflydelse, som både handler om at give dem plads til, at de kan fortælle i deres eget tempo, og give dem mulighed for at bestemme, hvilke emner der italesættes og diskuteres, samt give dem indflydelse på, hvordan deres fortælling bliver fortalt og brugt i det videre forløb.
Børnenes og de unges erfaringer peger på, at det kan være vanskeligt for dem at udtrykke deres stemmer, da de kan mangle et sprog for at tale om volden, og enten opleve at mangle støtte til at sætte ord på deres oplevelser, eller at spørgsmål og spørgeformer begrænser deres muligheder for at udtrykke deres perspektiver. Anden forskning peger på, at det er vigtigt, at professionelle tilpasser spørgsmålene til børn og unges sprog og viden, og stiller spørgsmål, der er relevante for dem (Korkman et al., 2008). Børnene og de unge har ofte forskellige erfaringer med, hvad der fungerer positivt og negativt for dem, og det er derfor vigtigt at tage udgangspunkt i den enkelte for at afdække, hvordan man som professionel bedst kan støtte barnet eller den unge i at udtrykke sin stemme og få indflydelse på samtalen (se også Henze-Pedersen & Mikuta, 2024). Heri indgår også at imødegå de dilemmaer, der kan opstå, når udfordringer som børn og unge oplever som personlige og private, bliver kendt af andre og overgår til at være offentlige myndighedssager.
At støtte børn og unge i at fortælle om vold
For at børn og unge kan give udtryk for svære oplevelser i barndommen, herunder fysisk og psykisk vold, kræver det, at den person de taler med og rammerne omkring samtalen, understøtter deres muligheder for at fortælle om deres oplevelser (Henze-Pedersen & Mikuta, 2024). Dette handler grundlæggende om, hvordan børn og unge inddrages, så de får mulighed for og bliver støttet i at give udtryk for deres oplevelser og perspektiver på en måde, der tager udgangspunkt i deres egne ønsker til inddragelse, og de dilemmaer, der kan opstå, når de skal fortælle om sensitive oplevelser. Børnene og de unge i denne undersøgelse oplever, at der kan mangle tid og rum til, at de kan åbne op om svære, ubeskrivelige og personlige oplevelser til professionelle. Deres erfaringer understreger, at det kræver en tillidsfuld relation til de tilhørere, der er en del af forløbet, og transparens omkring processen og indirekte tilhørere, for at børnene og de unge kan åbne op og give udtryk for deres perspektiver. Endelig kan de opleve, at det er vanskeligt at sætte fokus på det, som er vigtigt for dem, samt fastholde kontrol over deres egen fortælling, og dermed få indflydelse på forløbet, ved at deres ønsker og bekymringer kommer frem.
Når det handler om at tilvejebringe børn og unges perspektiver i sager, hvor der er mistanke eller viden om vold, peger analysen på, at børneinddragelse kan være en dilemmafyldt praksis for både barnet og den unge samt de professionelle. For børn og unge opfattes viden om volden ofte som privat information, som det kan være vanskeligt at dele med andre, og de kan opleve ikke at blive hørt, når andre perspektiver eller behov for information overtager samtalen. For at understøtte samtalen peger analysen på betydningen af tilstedeværelsen af en tillidsfuld relation og skabelsen af et trygt rum, hvor vedkommende kan dele sine tanker og oplevelser. Som professionel kan man derfor anvende en sensitiv tilgang i samtaler med barnet eller den unge ved at være lyttende og bekræftende, da det kan bidrage til at afdække børnenes og de unges perspektiver og modvirke den tvivl og usikkerhed, som barnet eller den unge kan have. Dette er vigtigt for at sikre, at børn og unge, der er udsat for vold, får støtte til at få deres perspektiv frem og blive hørt.
Referencer
Adriansen, H. K. (2012). Timeline interviews: A tool for conducting life history research. Qualitative Studies, 3(1), 40 – 55.
Brennan, E., & McElvaney, R. (2020). What Helps Children Tell? A Qualitative Meta-Analysis of Child Sexual Abuse Disclosure. Child Abuse Review, 29(2), 97 – 113.
Eriksson, M., & Näsman, E. (2012). Interviews with children exposed to violence. Children and Society, 26(1), 63 – 73.
Evang, A., & Øverlien, C. (2015). “If You Look, You Have to Leave”: Young Children Regulating Research Interviews about Experiences of Domestic Violence. Journal of Early Childhood Research, 13(2), 113 – 125.
Hart, R. (1992). Children’s Participation: From Tokenism to Citizenship. Firenze: UNICEF International Child Development Centre.
Healy, K. (1998). Participation and child protection: The importance of context. British Journal of Social Work, 28(6), 897 – 914.
Henze-Pedersen, S., & Bengtsson, T. T. (2024a). Model for BørneInddragelse på MyndighedsOmrådet (BIMO-modellen). VIVE notat. København: VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.
Henze-Pedersen, S., & Bengtsson, T. T. (2024b). Developing a model for child participation in child welfare services. Child & Family Social Work, 29(4), 1086 – 1095.
Henze-Pedersen, S., & Mikuta, M. I. (2024). Børn og unges erfaringer med at fortælle om vold og seksuelle overgreb. København: VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.
Holland, S., Renold, E., Ross, N. J., & Hillman, A. (2010). Power, agency and participatory agendas: A critical exploration of young people’s engagement in participative qualitative research. Childhood, 17(3), 360 – 375.
Jernbro, C., Otterman, G., Lucas, S., Tindberg, Y., & Janson, S. (2017). Disclosure of Child Physical Abuse and Perceived Adult Support among Swedish Adolescents. Child Abuse Review, 26(6), 451 – 464.
Korkman, J., Santtila, P., Drzewiecki, T., & Sandnabba, N. K. (2008). Failing to keep it simple: Language use in child sexual abuse interviews with 3 – 8‑year-old children. Psychology, Crime and Law, 14(1), 41 – 60.
Lemaigre, C., Taylor, E. P., & Gittoes, C. (2017). Barriers and facilitators to disclosing sexual abuse in childhood and adolescence: A systematic review. Child Abuse and Neglect, 70, 39 – 52.
Linell, H. (2017). The process of disclosing child abuse: a study of Swedish Social Services protection in child abuse cases. Child and Family Social Work, 22, 11 – 19.
Lundy, L. (2007). “Voice” is not enough: Conceptualising Article 12 of the United Nations Convention on the Rights of the Child. British Educational Research Journal, 33(6), 927 – 942.
McCafferty, P., & Garcia, E. M. (2024). Children’s Participation in Child Welfare: A Systematic Review of Systematic Reviews. The British Journal of Social Work, 54(3), 1092 – 1108.
McElvaney, R., Greene, S., & Hogan, D. (2014). To Tell or Not to Tell? Factors Influencing Young People’s Informal Disclosures of Child Sexual Abuse. Journal of Interpersonal Violence, 29(5), 928 – 947.
Moore, T. P., McArthur, M., & Noble-Carr, D. (2018). More a marathon than a hurdle: towards children’s informed consent in a study on safety. Qualitative Research, 18(1), 88 – 107.
Morrison, S. E., Bruce, C., & Wilson, S. (2018). Children’s Disclosure of Sexual Abuse: A Systematic Review of Qualitative Research Exploring Barriers and Facilitators. Journal of Child Sexual Abuse, 27(2), 176 – 194.
Ottosen, M. H., & Henze-Pedersen, S. (2021). Fysisk vold og seksuelle overgreb mod børn: En vidensopsamling. København: VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.
Prout, A., & James, A. (1997). A new paradigm for the sociology of childhood? Provenance, promise and problems. I A. James & A. Prout (red.), Constructing and reconstructing childhood (s. 7 – 33). Oxon: Routledge.
Reitsema, A. M., & Grietens, H. (2016). Is anybody listening? the literature on the dialogical process of child sexual abuse disclosure reviewed. Trauma, Violence, and Abuse, 17(3), 330 – 340.
Shier, H. (2001). Pathways to Participation: Openings, Opportunities and Obligations. Children & Society, 15, 107 – 117.
Skauge, B., Storhaug, A. S., & Marthinsen, E. (2021). The what, why and how of child participation — a review of the conceptualization of “child participation” in child welfare. Social Sciences, 10(2), 1 – 15.
Skivenes, M., & Strandbu, A. (2006). A Child Perspective and Children’s Participation. Children, Youth and Environments, 16(2), 10 – 27.
Smart, C. (2007). Personal Life. Cambridge: Polity Press.
Thulin, J., Kjellgren, C., & Nilsson, D. (2020). Children’s Disclosure of Physical Abuse – The Process of Disclosing and the Responses from Social Welfare Workers. Child Care in Practice, 26(3), 285 – 299.
Tisdall, E. K. M. (2017). Conceptualising children and young people’s participation: Examining vulnerability, social accountability and co-production. International Journal of Human Rights, 21(1), 59 – 75.
Toros, K., & Falch-Eriksen, A. (2024). “I got to say two or three lines” – A systematic review of children’s participation in child protective services. Child Abuse and Neglect, OnlineFirst.
Ulvik, O. S. (2015). Talking with children: Professional conversations in a participation perspective. Qualitative Social Work, 14(2), 193 – 208.
UNICEF (2018). Børnekonventionen. New York: UNICEF.
van Bijleveld, G. G., Dedding, C. W. M., & Bunders-Aelen, J. F. G. (2015). Children’s and young people’s participation within child welfare and child protection services: A state-of-the-art review. Child and Family Social Work, 20(2), 129 – 138.
Vikander, M., & Källström, Å. (2023). What children exposed to domestic violence value when meeting social workers: A practice-oriented systematic research review. Child and Family Social Work, 29(1), 287 – 298.
Villumsen, A. M., Nicolajsen, J. S., & Kitchen, K. H. F. (2024). Børns perspektiver: Fagprofessionelles arbejde med at tilvejebringe børns perspektiver. Aarhus: VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.
Vis, S. A., Holtan, A., & Thomas, N. (2012). Obstacles for child participation in care and protection cases – why Norwegian social workers find it difficult. Child Abuse Review, 21(1), 7 – 23.
Warming, H. (2019). Børneperspektiv – en populær flydende betegner. Nordisk tidsskrift for pedagogikk og kritikk, 5, 62 – 76.
