Artiklen sætter fokus på, hvordan unge oplever og forholder sig til tid og ansvar i deres fritidsarbejde. Med afsæt i kvalitative interviews med unge mellem 13 og 17 år analyseres deres fortællinger om tid, ansvar og arbejde. Analysen viser, hvordan fritidsarbejde fungerer som en arena for selvdisciplinering og tidsregimer. Med afsæt i historiske og samfundsmæssige perspektiver undersøges, hvordan arbejdsmarkedslogikker har bevæget sig fra fabrikkens maskineri og ind i unges fritid. Hvordan navigerer de unge i dette krydspres mellem frihed og forpligtelse, hvor markedslogikker og præstationskrav udfordrer forestillingen om, hvordan unge forvalter deres fritid?
Indledning
Fritid har ikke altid haft den betydning, vi tillægger den i dag. Forståelsen af tid og fritid har gennemgået markante forandringer i takt med samfundets økonomiske og kulturelle udvikling. I dag bruger mange unge en del af deres fritid på lønnet arbejde og gør det med en høj grad af ansvarlighed og effektivitet. Hvor tidligere tiders bekymringer kredsede om, hvorvidt unge brugte deres fritid på fornuftig vis (Larsen, 2015), har spørgsmålet ændret karakter. Spørgsmålet drejer sig ikke i samme grad om fornuftig brug af fritid, men om hvordan fritiden formes af samtidens idealer om effektivitet, tempo og målrettethed. Denne udvikling kan forstås i sammenhæng med både historiske forandringer i samfundets tidsforståelse og nutidens præstationskultur.
I bondesamfundet, før industrialiseringen slog igennem, var arbejdet ofte opgaveorienteret og indlejret i naturens rytmer og sociale sammenhænge. Man arbejdede indtil solen stod højt, eller indtil hesten havde brug for en pause. Arbejdets organisering var fleksibel, og skellet mellem arbejde og fritid var flydende. Med industrialiseringen i 1800-tallet skete der et fundamentalt brud. Tiden blev standardiseret, og fabrikkens klokkeslæt indførte krav om punktlighed, disciplin og tempo (Frykman & Löfgren, 1994). Arbejdet blev ikke længere styret af opgavens karakter, men af eksternt målte tidsenheder. Mennesker skulle nu lære at leve i takt med uret. Denne omskoling til en ny tidsopfattelse fandt ikke kun sted på fabrikkerne, men blev indlejret i skolesystemet, som ifølge Frykman & Löfgren (1994) blev en af de vigtigste institutioner for tidsdisciplinering. Skolen spejlede fabrikkens struktur. Klokkeslag definerede skift mellem aktiviteter, børn bevægede sig mellem lokaler efter skema, og læring blev brudt op i målelige enheder. Den dag i dag rummer skolen stadig strukturer, der afspejler den industrielle tidslogik.
Denne historiske ramme kan ligeledes bidrage til at forstå børns og unges arbejde. I takt med industrialiseringen blev børnearbejde en nødvendig del af mange arbejderfamiliers økonomi. Børns indtægter bidrog ofte væsentligt til familiens overlevelse, helt op til 1950’erne i nogle hjem (Møller Hansen, 2011). Ifølge Coninck-Smith (2005) skete der siden et gradvist skift i børns arbejdsdeltagelse. I 1970’erne begyndte børn og unge i stigende grad at arbejde for at tjene penge til sig selv snarere end til familien. Samtidig forskød fritidsarbejdet sig socialt, fra primært at være udbredt blandt unge fra arbejderklassen til i højere grad at blive et fænomen blandt børn og unge fra velstillede familier. Fritidsarbejde gik fra at være en økonomisk nødvendighed til et individuelt tilvalg og et middel til personlig selvstændighed. I løbet af 1990’erne ændres samfundets blik på fritidsarbejde. Fra en stiltiende selvfølgelighed til noget, der vækker bekymring, særligt i lyset af forestillinger om barndommen som et rum for leg og læring (Coninck-Smith, 2005). De unges udsagn i denne undersøgelse peger på, at fritidsarbejde i dag sjældent er et økonomisk nødvendigt bidrag til familien, men for mange unge handler om større økonomisk frihed og selvbestemmelse over eget forbrug.
I dag anslår Beskæftigelsesministeriet, at cirka halvdelen af unge mellem 13 og 17 år har et fritidsjob, og politisk er der en ambition om at få endnu flere unge i arbejde (Beskæftigelsesministeriet, 2024). Særligt blandt de 17-årige er beskæftigelsesfrekvensen høj. De fleste 15 – 17-årige arbejder i supermarkeder, varehuse og restauranter, mens 13 – 14-årige oftest deler aviser og reklamer ud. Sammenlignet med unge i Sverige og Norge er danske unge hyppigere i beskæftigelse (Danmarks Statistik, 2023).
Empiri, metode og analysestrategi
Undersøgelsen bygger på 10 semistrukturerede kvalitative interviews med unge i alderen 13 – 17 år, som har fritidsarbejde i forskellige brancher i Østjylland. Informanterne arbejder blandt andet som medhjælpere i supermarkeder (fx Rema 1000 og Bilka), på lager, som opvaskere og tjenere på restauranter, som korsangere, på fastfoodkæder som Burger King, samt som avisomdelere. Alle informanter går i skole og arbejder i deres fritid.
Informanternes rekruttering er fortrinsvis foregået via digitale kanaler. Indledningsvist blev der opslået en åben invitation på sociale medier, hvor unge med fritidsarbejde blev opfordret til at deltage i forskningsprojektet. Da dette ikke indbragte tilstrækkeligt mange informanter, blev rekrutteringen suppleret ved, at jeg i forskellige lokale fællesskaber spurgte, om nogen kendte unge, der kunne være interesserede i at deltage. Denne tilgang har givet adgang til en mangfoldig gruppe informanter med forskellige jobtyper og erfaringer.
I projektet anlægges en induktiv tilgang, hvor analysen tager afsæt i de unges egne fortællinger og erfaringer med fritid. I undersøgelsen søger jeg at identificere mønstre, betydninger og forståelser, som udspringer af det empiriske materiale (Kvale, 2016). Formålet er at udvikle en nuanceret indsigt i, hvordan unge oplever deres fritidsjob, og hvilken betydning fritidsarbejdet får for deres forståelse og organisering af fritiden. Forskningsspørgsmålet lyder: Hvordan formes unges forståelse af tid, ansvar og værdiskabelse gennem deres erfaringer med fritidsarbejde, og hvordan bliver arbejdsmarkedets tempo- og præstationslogikker en del af deres måde at forstå og forvalte fritiden på?
Interviewene blev gennemført med en semistruktureret interviewguide (Kvale, 2016), hvilket muliggjorde en både tematisk styret og åben tilgang til de unges oplevelser og refleksioner. Bearbejdningen af interviewmaterialet er inspireret af tematisk analyse (Braun & Clarke, 2006). Denne tilgang anvendes med henblik på at undersøge, hvordan de unge strukturerer og formidler deres erfaringer med fritidsarbejde som meningsfulde fortællinger. Samtidig er analysen tematisk orienteret mod mønstre og gennemgående betydninger på tværs af interviewene. Igennem analysen identificeres tilbagevendende forestillinger, erfaringer og ordvalg i de unges fortællinger. Særligt bemærkelsesværdigt var, at temaet “tid” blev et vedholdende og spontant omdrejningspunkt i alle interviews, ikke som følge af eksplicitte spørgsmål herom, men som en tilbagevendende erfaring, de unge selv bragte i spil, når de fortalte om deres arbejde. Dette peger på, at tid, forstået som at skynde sig, effektivitet og tempo, udgør en betydningsfuld dimension i de unges erfaringer med fritidsarbejde. Analysen søger derfor at forstå, hvordan tid optræder som både en praktisk og symbolsk faktor i de unges fortællinger, og hvordan den former deres forståelse af tidsforbrug, ansvar og frihed.
Med henblik på at øge validiteten af mine analyser har jeg præsenteret udvalgte transskriberede interviews for mine kollegaer i forskningsprogrammet Børn og unges hverdagsliv. Formålet ved at lade fagfæller læse det empiriske materiale og mine foreløbige kodninger er at blive opmærksom på tvetydigheder og elementer, jeg kunne have overset eller underbelyst (Pedersen et al., 2012, s. 187).
Tidsdisciplinering gennem fritidsarbejde
I analysen anvendes et teoretisk perspektiv, der trækker på Max Weber, E.P. Thompson og Ida Sabelis. Tre teoretikere, der på forskellige historiske tidspunkter har beskæftiget sig med forholdet mellem tid, arbejde og samfundsmæssige normer. Tilsammen muliggør de tre teoretikere en flerdimensionel analyse, hvor arbejdstid forstås som både moralsk, historisk og organisatorisk struktureret, og hvor unges oplevelser kan ses som en nutidig fortsættelse af historiske, kulturelle og strukturelle bevægelser.
Tid træder igen og igen frem som det centrale omdrejningspunkt i de unges fortællinger om deres fritidsarbejde. Ikke som noget de sætter spørgsmålstegn ved, men som en grundlæggende ramme, der former, hvordan de forstår sig selv som gode og ansvarlige medarbejdere. At være hurtig, effektiv og hele tiden i bevægelse beskrives ikke kun som et krav udefra, men som noget de selv naturligt efterlever. Når de unge oplever, at noget ikke lykkes, eller at de ikke kan nå det, de skal, så retter de ikke kritikken mod arbejdets rammer eller mod ledelsen. I stedet er det deres egen indsats, de stiller spørgsmålstegn ved; de burde have været hurtigere, mere effektive. Det er ikke de ydre forhold, der betvivles, det er dem selv. De vil gerne leve op til forventningen om, at de kan arbejde hurtigt, effektivt og undgå fejl. På den måde bliver arbejdet en praksis, hvor ungdommelig ansvarlighed formes og afprøves, og hvor idealet om det produktive og selvstyrende subjekt træder tydeligt frem.
Med afsæt i Webers (2018) analyse af kaldsetikken som en indre forpligtelse til arbejde udfoldes i det følgende, hvordan de unge ikke blot reagerer på ydre krav, men internaliserer en arbejdsmoral, der gør det naturligt at skynde sig og skyldbetonet at fejle. Weber (2018) beskrev kaldsetikken som en indre forpligtelse til at arbejde hårdt og effektivt. Arbejdet bliver ikke blot et middel til forbrug, men en arena for selvdisciplinering og moralsk selvforståelse, hvilket følgende udsagn illustrerer: ”Hvis folk ser at opvasken er kæmpestor. Det stresser mig lidt, når jeg er der. Så jeg prøver at gøre det så hurtigt, jeg kan, uden at tabe noget.” (Simon, restaurant)
Det er ikke, fordi der er nogen, der står og siger, nu må vi virkelig få noget fart på. Altså det er mere sådan dig selv, der føler et pres på, at nu skal det her ud. Der er ikke nogen, der siger, jeg skal gøre det hurtigt. Det er mig selv, der selv vil gøre det godt. (Alberte, lager)
Min leder sagde: ”du har godt nok arbejdet godt i dag”. Selvom jeg havde helt vildt travlt, og der var rigtig meget over det hele. Men det der med, at de kan se, at jeg virkelig har prøvet at skynde mig, og jeg har prøvet at lave så meget, jeg overhovedet kan. (Simone, cafe)
Ifølge Weber (2018) skabte visse centrale teologiske elementer i den protestantiske reformation, særligt inden for kalvinismen, gunstige forudsætninger for fremvæksten af den moderne kapitalisme. Det fremmede forestillingen om et individuelt kald og ideen om arbejdsomhed som en religiøs pligt eller en særlig livsførelse præget af nøjsomhed, systematik og vedholdende arbejdsindsats. Over tid løsrev denne etik sig fra sine religiøse rødder og blev en sekulariseret, borgerlig arbejdsmoral. Det, der oprindeligt var forankret i en forestilling om guddommelig udvælgelse og fromhed, udviklede sig til en rationel og disciplineret livsførelse, som understøttede kapitalismens institutionelle og kulturelle udvikling (Weber, 2018). Altså udgør kaldsetikken nøglen til at forstå, hvordan bestemte former for livsførelse, præget af arbejdsomhed og disciplin, fik kulturel og moralsk tyngde og dermed banede vej for den moderne kapitalismes fremvækst (Weber, 2018). Det er netop bemærkelsesværdigt, hvordan de unge informanter lægger ansvaret på sig selv, når de ikke når opgaven. De beskriver, hvordan de føler skyld over ikke at nå det, til trods for at de har været i fuld gang med arbejdet, hvilket kom til udtryk i informanternes udsagn: “Du er dårlig, når du ikke når det til tiden… fordi jeg bliver så stresset. Mit humør bliver meget sådan, nu er jeg dårlig.” (Mathilde, opvasker cafe)
Hvad sker der, hvis man sender noget forkert ud? Man får jo lidt skyldfølelse (…). Men nu har jeg jo ikke prøvet at lave en fejl på den måde endnu, fordi vi når at opdage det, inden det bliver sendt afsted. (Alberte, lager)
Der er tidspunkter (…), hvor man har så travlt, man når ikke at få gjort nogen af sine opgaver færdige, og så ender man egentlig bare med at stå tilbage, når man har fri, og være lidt skuffet over dagen, fordi man ikke har nået det, man skulle, og man er stresset, og man har faret rundt. (Villads, Bilka)
Her er det ikke blot tempoet i sig selv, men den moralske vurdering af ikke at præstere hurtigt nok, der er i spil. Det afspejler Webers idé om arbejdets kaldsetik, hvor arbejdet ikke blot er et middel til indtjening, men noget man bør udføre effektivt og samvittighedsfuldt. Når det ikke lykkes, opleves det som skyld og utilstrækkelighed. Denne internaliserede kaldsetik eller arbejdsiver blandt de unge kan muligvis også bidrage til, at de accepterer forhold, som de egentlig ikke burde. En undersøgelse af unges arbejdsforhold viser, at 96% af de adspurgte har oplevet et eller flere brud på reglerne i deres ansættelsesforhold (Jobpatruljen 2024).
Arbejdsmarkedslogikken flytter ind
Når unge er meget optaget af tid og af at skynde sig, kan det også ses som et udtryk for, at de har internaliseret arbejdsmarkedets disciplin. Måske har de unge allerede i teenagealderen underlagt sig en arbejdsmarkedslogik, som E.P. Thompson beskriver i sin klassiske analyse af arbejdstid og disciplin under industrialiseringen. Thompson beskriver overgangen fra opgavebaseret tid “task time” til målt, kontrolleret tid “clock time” i industrialiseringens England. Han pointerer, hvordan tidsdisciplin blev noget man lærte, ofte modvilligt, og hvordan arbejdstidens struktur var udtryk for samfundsmæssig magt og kontrol (Thompson, 1967). I indeværende undersøgelse er informanterne dog bemærkelsesværdigt afklarede over for tidsdisciplineringen, som de ikke viser modvilje mod, tværtimod beskriver de den som en selvfølgelighed. Måske fordi de fra en tidlig alder har været vant til at navigere i institutionelle tidsstrukturer. Hos Thompson fremstår tidsdisciplinen som resultatet af en historisk omstilling, der gav anledning til konflikter mellem arbejdsgiver og arbejdstager. I dag fremstår den samme tidsdisciplin som en naturlig og uproblematisk del af unges fritidsjob, hvor hverken arbejdsgiveren eller arbejdsmarkedet gøres til genstand for kritik. Men at tidsdisciplineringen alligevel har konsekvenser for de unge, vender jeg tilbage til senere.
De unges udsagn om tid er baseret på clock time, og de angiver typisk hvor mange timer de har til opgaven og ikke opgavens omfang eller indhold. Arbejdstiden er målt, opdelt og styret af skemaer og resultater, ikke af opgavernes natur. Tiden er blevet en ydelse, som arbejderen skal fylde maksimalt ud, og den sidste arbejdstime skal være ligeså effektiv som den første, en klassisk kapitalistisk logik (Thompson, 1967). Følgende udsagn fra informanterne viser, hvordan klokketimer definerer deres arbejdsdag, og at det er organisationens/firmaets behov, der er styrende: ”En normal vagt er fem timer, og så kan det også godt nogle gange blive seks eller otte timer, alt efter hvilken situation vi er” (Simon, restaurant). ”Man skal kunne være i gang i flere timer ad gangen. Fordi man får ikke nogen pause, det gør du kun efter fem og en halv time” (Frederikke, Burger King). ”Lederen er ikke så glad for, at vi sidder stille. Det der med, at vi skal lave noget hele tiden” (Josephine, Rema 1000).
Thompson (1967) argumenterer for, at kapitalismen ikke blot ændrede arbejdets ydre struktur, men også transformerede menneskers indre bevidsthed om tid. Overgangen til målt og kontrolleret tid var ikke en teknologisk nødvendighed, men derimod et resultat af moralsk pres, social regulering og kulturel omformning. Den nye tidslogik blev ikke kun implementeret i fabrikkerne, men trængte ind i hverdagslivet og forandrede grundlæggende menneskers forhold til arbejde, pligt og effektivitet. Det var netop denne omstilling, som muliggjorde et samfund organiseret omkring lønarbejde og produktivitet (Thompson, 1967). Set i lyset af de unges beskrivelser af deres arbejdspraksis i dag, synes det slående, hvordan denne historiske forandring ikke længere fremstår som noget, der skal påtvinges, men som noget, de unge i høj grad selv tager på sig. Hvor Thompson beskriver en kamp om tidens betydning og ejerskab, fremstår tidsdisciplinen i nutidens ungdomsarbejde som indlejret og internaliseret. Den historiske analyse åbner således for en forståelse af nutidens tidsforståelse som resultat af en længerevarende kulturel og moralsk formation, som stadig sætter sit præg, blot med andre former og uden nødvendigvis at blive oplevet som et pres fra arbejdsgiveren.
Sabelis (2009) repræsenterer en nutidig organisationskritisk tilgang, der ser tid som en del af moderne magtstrukturer. Hun introducerer begrebet tidsregimer og viser, hvordan moderne arbejdsliv ofte er præget af disharmoni mellem organisationens krav til tempo og individets behov for rytme, mening og relationer. I analysen anvendes Sabelis til at forstå, hvordan tidspresset i unges fritidsarbejde kan påvirke både deres sociale relationer og følelsesmæssige trivsel. Sabelis mener, at biologiske og emotionelle rytmer ignoreres. Dér, hvor den rationelle planlægning tager form, bliver det ikke-rationelle ofte tilsidesat. Følelser, tempo, kulturelle forskelle, variationer i rytme, kropslige behov og forskellige tidsopfattelser bliver gjort uvæsentlige, når skemaer og grafer får overtaget. Organisatorisk politik håndhæver tidsregimer, som kan være, eller ofte er, ude af trit med menneskets daglige tidsmæssige behov (Sabelis, 2009). Pauserne er skemalagt efter produktionens behov, ikke kroppens. Det skaber en splittelse mellem det menneskelige tempo og systemets krav. Flere af de unges udsagn illustrerer også, at de er presset af tid og høj hastighed, som tilsidesætter deres biologiske behov, fx: ”Jeg bliver nærmest ked af det, fordi jeg bliver så stresset (…). En god arbejdsdag, det er bare, hvis man har en af sine bedste kolleger, og de er der” (Mathilde, opvasker cafe). ”Der kan være så travlt, at jeg ikke når at få spist aftensmad i løbet af min vagt” (Simon, restaurant). “Man skal ikke kunne blive hurtigt træt, man skal sådan kunne holde sig i gang hele tiden” (Josephine, Rema 1000).
De unges udsagn viser, hvordan arbejdet er styret af tidsregimer. De unge lærer til en vis grad at tilsidesætte biologiske rytmer i forhold til at føle sult eller have brug for hvile. Generelt føler de et tidspres, og de skal indordne sig arbejdets tidssystem. Det er også tydeligt, at der i perioder er meget pres på de unge, og de føler sig mere stressede end de bryder sig om. Det ses blandt andet i følgende udsagn: ”Nej, altså jo, jeg har faktisk tit følt mig meget presset. Har fået lidt sådan, nu skal jeg lige slappe af, fordi det er bare sådan et job” (Anna, cafe).
Hvis der kommer en kunde, der står og råber helt vildt, fordi jeg ikke kan levere maden så hurtigt som de ønsker, fordi vi har så travlt. Så er der sådan stress i form af kunder, som er stride eller ubehagelige. (Frederikke, Burger King)
For eksempel, det er også, når man skal spise, så skal man være lidt hurtig, hvis der er travlt. Så skal man spise hurtigt. Og det gør jeg for eksempel også. Det er ikke fordi, at jeg sidder der i en halv time og snakker. (Willum, lager)
Et af Sabelis centrale begreber er synkronisering, altså hvordan forskellige tidsregimer skal balanceres for at skabe et mere harmonisk arbejdsmiljø. Hun udforsker også de paradokser og utilsigtede konsekvenser, der kan opstå, når man forsøger at styre tid for rigidt, såsom nedsat kreativitet og lavere trivsel. Det er netop også det, der kommer til udtryk i de unges udsagn. Flere unge fortæller om episoder, hvor de ikke har kunnet udføre opgaven hurtigt nok, og kunder har skældt dem ud. Der er også meget travle perioder på arbejdet, hvor de føler sig pressede, og det påvirker deres trivsel. Bemærkelsesværdigt er det, at de unge på intet tidspunkt i interviewene sætter spørgsmålstegn ved arbejdsgivernes forventninger eller den tid, der sættes af til opgaverne. Deres opmærksomhed er udelukkende rettet mod, hvordan de selv præsterer inden for disse rammer. Tidsdisciplinen får dermed konsekvenser på et individuelt plan, fordi de unge internaliserer presset og oplever stress og utilstrækkelighed uden at rette kritikken udad – de retter den mod sig selv.
De unge vil tjene ekstra penge, men hvorfor?
Gennem interviewene bliver det tydeligt, at de unge gennemgående motiverer deres fritidsarbejde med ønsket om at tjene penge. Ikke som sådan til nødvendigheder, men til forbrugsgoder såsom mærkevaretøj, smartphones, make up, heste, eller de ønsker at spare op til fremtiden via opsparing eller aktier. Nedenfor ses eksempler på, hvad de bruger deres penge på: ”Jeg tror, at jeg i hvert fald er begyndt at købe mere mærkevaretøj. Nu har jeg også lige kigget lidt på computer og telefon” (Anna, cafe). ”Jeg kunne også tænke mig at investere i aktier. Det siger min mor, det skulle være godt. Det lyder meget fornuftigt” (Simon, restaurant).
Jeg har lige brugt 10.000 kr. på den her telefon (holder den op). Det er en mange timers arbejde. Mine forældre vil gerne give et tilskud til en mobiltelefon, de synes den her er for dyr, men så kan jeg selv betale resten. (Alberte, lager)
Det er også tydeligt, at de unge gerne vil tjene penge, fordi det sætter dem i stand til selv at bestemme og styre hvad de køber. Det giver dem en følelse af frihed fra deres forældre. Fx dette udsagn fra Josephine.
Det er simpelthen det der med, at man selv styrer. Det er også det med, at man måske kan få lidt flere penge, eller hvis man arbejder lidt mere, så kan man få flere penge. Det er jo den styring, man ikke har, hvis det er ens forældre. Så skal man bede dem om det, hvis det er okay. (Josefine, Rema 1000)
Ifølge Sabelis er vores arbejdsliv blevet invaderet af pres og frygt: frygt for at blive hægtet af det accelererende tempo i det organisatoriske liv, frygt for at andre truer vores levestandard, og et pres for at leve op til de normer, som den udbredte oplevelse af tempo-acceleration i vores livstempo medfører (Sabelis, 2008, s. 126). Sabelis refererer til voksnes arbejdsliv, men det er interessant at overveje, om nogle af de samme mekanismer udspiller sig i forhold til ungdomsarbejde. De unge giver ikke udtryk for pres eller frygt i interviewene, men de stræber i høj grad efter forbrugsgoder og opretholdelse eller opnåelse af høj levestandard i form af forbrugsgoder. Sabelis (2008) beskriver på baggrund af Thooft (2001), hvordan mennesker i dag ikke blot arbejder for at tjene til livets ophold, men også for status og for at tjene endnu flere penge, så vi kan betale for quality time i vores fritid. Lønnen giver de unge oplevelsen af at de selv kan bidrage til deres quality time, de behøver ikke være bundet til deres forældre, de kan få endnu mere, hvis de arbejder. Dermed bruges fritiden ikke som hvile eller selvvalgt frihed, men til at skabe mulighed for et bestemt forbrug eller mere luksus. Arbejdet giver ikke bare penge, men også en følelse af moralsk og social frihed, fordi de unge nu ikke er afhængige af forældres penge eller regler.
Set i Webers perspektiv kan de unges valg om at tage fritidsarbejde for at tjene flere penge ses som en sekulariseret videreførelse af den protestantiske arbejdstik (Weber, 2018). I dag synes religionens rolle fraværende, men arbejdspligten består. De unge lærer at se arbejdet som en dyd i sig selv, ikke kun for nødvendighed, men for at vise ansvarlighed og være voksen. Indtjeningen muliggør forbrug, men fordi pengene er selvtjente, føles forbruget mere legitimt og ansvarligt.
I Thompsons (1967) perspektiv kan de unges ønske om at tjene flere penge i fritiden forstås som et udtryk for, at kapitalismens tidsdisciplin er trængt ind i fritidslivet. Når unge vælger at bruge deres fritid på lønarbejde, fremstår det måske som et individuelt valg, men i Thompsons optik er det et historisk formet valg, der afspejler en kulturel omstilling, hvor tid forstås som en målelig ressource, der enten er produktivt brugt eller spildt. Arbejde betragtes som normalt, også uden for nødvendighedens rammer, fordi det giver adgang til forbrug og status. Set i det perspektiv kan de unges tilgang til fritidsarbejde ses som et muligt brud med kapitalismens logik, fordi det ikke udspringer af økonomisk nødvendighed, men af lyst og selvstændighed. Men netop i denne frivillighed viser sig en ny form for tilpasning, hvor de unge selv tager kapitalismens tids- og præstationslogikker på sig.
Bliver fritiden koloniseret af markedslogik?
Når unge i dag engagerer sig i fritidsarbejde med stor bevidsthed om tempo, effektivitet og indtjening, fremstår det som et udtryk for ansvarlighed og modenhed. De optræder som engagerede og målrettede individer, der ikke blot tilpasser sig arbejdsmarkedets krav, men også aktivt tager del i og reproducerer idealer om den effektive, fleksible og selvstyrende medarbejder. Men netop denne selvfølgelige indoptagelse af arbejdsmarkedets logikker rejser væsentlige spørgsmål: Hvilken forståelse af fritid, værdier og indsats er på spil?
De unges tilgang til arbejdet vidner ganske vist om refleksivitet og ansvarlighed, men også om en høj grad af tilpasning til en markedslogik, hvor fritid ikke er en pause fra krav, men en mulighed for at agere strategisk, tjene penge og investere i egen fremtid. Flere af informanterne beskriver direkte, hvordan de ønsker at arbejde mere for at øge deres indkomst, ikke nødvendigvis af økonomisk nødvendighed, men fordi det føles rigtigt, ansvarligt og giver dem penge. Det kommer til udtryk i interviewene på følgende måde: ”I starten var det fint at arbejde én gang om ugen, men nu føler jeg, at jeg godt kunne få en ekstra arbejdsdag ind. Også fordi så kunne jeg tjene lidt mere” (Alfred, avisomdeler). ”Vi har sådan en app, så kan jeg skrive ned antallet af timer, hvor mange jeg har haft. Så det er mere sådan, hvor mange penge jeg får til sidst på måneden, jeg synes, der er fedt ved at arbejde” (Alberte, lager).
De unge agerer med andre ord som pålidelige og optimerende aktører i et ungdomsliv, der allerede fra teenageårene er flettet ind i arbejdsmarkedets rytmer og forventninger. Set i et historisk lys er dette bemærkelsesværdigt. Hvor tidligere tiders bekymringer kredsede om, hvorvidt unge brugte deres fritid på fornuftig vis (Larsen, 2015), kan man i dag stille spørgsmålet på hovedet: Er de unge blevet for effektive i deres udnyttelse af fritiden? Og hvilke formål tjener denne effektivitet? Tidligere generationer har formet fritidspolitikker ud fra forskellige samfundsbehov, fra ønsket om demokratisk dannelse efter verdenskrigene til behovet for organiseret omsorg, da kvinderne i 1960’erne og 70’erne trådte ind på arbejdsmarkedet. Men hvordan forvalter unge fritiden i dag? For at belyse det, vil jeg tage udgangspunkt i følgende udsagn, som jeg anser for at være helt centralt for at forstå, hvordan de unge informanter tænker:
“Jeg føler egentlig ikke, at fritidsarbejdet tager min fritid, men jeg føler mere, at det fylder min fritid ud, hvis du forstår” (Villads, Bilka).
Udsagnet illustrerer en oplevelse af, at fritiden ikke går tabt til arbejdet, tværtimod gives den værdi og indhold gennem arbejdet. Denne forståelse af tid genkalder E.P. Thompsons (1967) analyse af, hvordan tid i det industrielle samfund blev en måleenhed med økonomisk værdi: “Tid er nu blevet valuta, den forløber ikke, den bruges” (Thompson, 1967, s. 61). Hos de unge bliver fritid ikke blot forstået som et rum for hvile og lyst, men som en ressource, der kan investeres og omsættes til det de ønsker, fx økonomisk og kulturel kapital.
I denne optik fremstår fritidsarbejdet som en legitim og rationel måde at bruge tiden på, men også en praksis, der afspejler en mere omfattende kolonisering af fritiden med udgangspunkt i kapitalistiske tids- og optimeringsregimer. Denne udvikling understøttes samtidig af bredere samfundstendenser, såsom individualisering, præstationssamfundet og et stigende fokus på (selv)optimering.
Som sociologen Anders Petersen (2016) beskriver, så er det moderne samfund kendetegnet ved en gennemgribende præstationslogik, der ikke blot præger uddannelsessystemet, men har bevæget sig ud i samfundets overordnede kredsløb (Petersen, 2016, s. 62), hvorved et stigende antal livsforhold koloniseres af præstationens logikker, og i dette tilfælde er der altså også tale om fritidsarbejdet. Ifølge Petersen (2016, s. 68) er det i præstationssamfundet individets opgave at skabe sig selv og give sine handlinger personlig betydning ved konstant at præstere noget, der skiller sig ud. Ansvaret for dette placeres hos det enkelte menneske, hvilket betyder, at selv-ansvarliggørelse bliver en gennemgående logik. Dette genfindes hos de unge i dette studie, som udviser stor ansvarlighed ved selv at tjene penge og sikre sig økonomisk handlefrihed. Flere giver udtryk for, at de ønsker at spare op eller investere i aktier, en måde at tage hånd om deres fremtid på og leve op til forventningen om, at de selv bærer ansvaret for deres fremtid.
Ungdomsforskeren Peter Kelly (2006) beskriver, hvordan individet i neoliberalismens tidsalder formes som et “iværksætter-selv”, der kontinuerligt må arbejde på at optimere sig selv og styrke sin position på livets forskellige arenaer. Denne subjektivitet er tydelig blandt de unge i dette studie, der ikke blot arbejder for fornødenheder, men for at forbedre, fremtidssikre og realisere sig selv. Ungdomsforskerne O’Flynn og Petersen (2007) beskriver en samtidstendens, hvor unge forholder sig til sig selv som et CV (”self as portfolio”), der altid kan forbedres eller videreudvikles. De betegner det som neoliberal hegemonisk subjektivering, hvor bestemte måder at være subjekt på, blandt andet at være selvansvarlig, optimerende og målrettet, bliver dominerende og fremstår som idealer, ikke som krav. Det er netop denne form for styring, hvor individets frihed udøves gennem selvregulering, som vi genfinder i de unges forståelse af fritid. Som O’Flynn og Petersen påpeger i deres studie, er tid, for unge i dag, noget der skal bruges nyttigt, ikke til passivitet, men til målrettede aktiviteter (O’Flynn & Petersen, 2007, s. 463).
Katznelsen, Pless og Görlich (2022) beskriver en ”ny udsathed” i ungdommen, der kobler sig til oplevelser af pres, høje forventninger og præstation. Katznelson mf. (2022) beskriver, hvordan unge forholder sig til tid. Det at bruge tid på ingenting kan afføde en ubehagelig fornemmelse af at spilde tiden, af ikke at have brugt den rigtigt. Denne fornemmelse ser, ifølge Katznelson, ud til at være koblet til en forestilling om, at de unge selv synes, de burde være bedre til at bruge tiden. Når verden omkring dem er præget af acceleration, og normen er en hverdag i højt tempo, så risikerer det ikke at lave noget at blive forbundet med en negativ følelse af spild, selvom de måske egentlig netop har behov for at lave ”ingenting”, koble af og samle kræfter (Katznelson et al., 2022, s. 86).
De unges fortællinger om fritidsarbejde tegner et billede af en generation, hvor nogle unge forvalter deres tid med høj grad af ansvarlighed og strategisk bevidsthed. Det fremstår som naturligt og selvvalgt at bruge fritiden produktivt, ikke som pause eller hvile, men som en investeringsmulighed i personlig eller økonomisk kapital. Denne analyse peger derfor på, at fritiden i stigende grad koloniseres af markedslogikker og præstationskrav, som tidligere primært var knyttet til skole og arbejde. Dermed rejses ikke blot et spørgsmål om de unges tidsforbrug, men også om de værdier, som for nogle unge præger ungdomslivet i dag. Hvad betyder det for de unges oplevelse af fritid, hvis fritid kun er legitim, når den er produktiv eller anvendes ”korrekt”?
Konklusion
Sammenfattende peger denne undersøgelse på, at de unge tager tempo, effektivitet og ansvarlighed på sig som selvfølgelige værdier i fritidsarbejdet, og at de oplever arbejdet som meningsfuldt, fordi de kan tjene deres egne penge, hvilket giver økonomisk frihed og en højere grad af selvbestemmelse. Samtidig viser analysen, hvordan arbejdsmarkedslogikker rækker ud over arbejdstiden og, sammen med generelle samfundstendenser, præger de unges forståelse af fritid som noget, der skal udnyttes, optimeres og være produktivt. Artiklen peger således på, at fritiden gradvist kan miste karakteren af et frirum og i stigende grad organiseres efter markeds- og præstationslogikker. Dette kalder på et pædagogisk fokus på at værne om fritiden som et reelt frirum, hvor unge kan være uden krav om at præstere, optimere eller tillægge tiden instrumentel værdi.
Referencer
Beskæftigelsesministeriet. (2024). Udspil: Flere unge skal have et fritidsjob. https://bm.dk/arbejdsomraader/udgivelser/rapporter – publikationer/2024/udspil – flere – unge – skal – have – et – fritidsjob
Braun, V., & Clarke, V. (2006). Using thematic analysis in psychology. Qualitative research in psychology, 3(2), 77 – 101. https://doi.org/10.1191/1478088706qp063oa
Coninck-Smith, N. (2005). “Det er skønt at have arbejde”: Børns arbejde i Danmark 1970 – 2005. I Børnearbejde: En antologi om 1900-tallets børn og arbejde (1. udgave, 1. oplag). Arbejdermuseet.
Danmarks Statistik. (2023). Over en tredjedel af unge har et fritidsjob. https://www.dst.dk/da/presse/Pressemeddelelser/2023/2023 – 08 – 18-over-en-tredjedel-af-unge-har-et-fritidsjob
Frykman, J., & Löfgren, O. (1994). Det kultiverte mennesket. Pax.
Katznelson, N., Pless, M., & Görlich, A. (2022). Mistrivsel i lyset af tempo, præstation og psykologisering: Om ny udsathed i ungdomslivet (1. udgave). Ꜳlborg Universitetsforlag.
Kelly, P. (2006). The Entrepreneurial Self and ‘Youth at-risk’: Exploring the Horizons of Identity in the Twenty-first Century. Journal of Youth Studies, 9(1), 17 – 32. https://doi.org/10.1080/13676260500523606
Jobpatruljen (2024). Evalueringsrapport for Jobpatruljen 2024. http://www.jobpatruljen.dk/wp – content/uploads/2024/11/Jobpatruljens – Evalueringsrapport – 2024.pdf
Kvale, S. (2016). Interview: Det kvalitative forskningsinterview som håndværk (3. udg). Hans Reitzels.
Larsen, J. (2015). Fritid — Den nye elev i klassen: Strategisk pædagogisk ledelse (M. Hornum, Red.; 1. udgave). Ungdomsringen.
Møller Hansen, N.-H. (2011). Unges forhold til fritidsjob – i dag og i en historisk kontekst. https://www.cefu.dk/emner/publikationer/publikationer/unges-forhold-til-fritidsjob-%E2%80%93-i-dag-og-i-en-historisk-kontekst.aspx
O’Flynn, G., & Petersen, E. B. (2007). Neoliberal technologies of subject formation: A case study of the Duke of Edinburgh’s Award scheme. Critical Studies in Education, 48(2), 197 – 211. https://doi.org/10.1080/17508480701494234
Pedersen, M., Klitmøller, J., & Nielsen, K. (2012). Deltagerobservation: En metode til undersøgelse af psykologiske fænomener (1. udgave). Hans Reitzel.
Petersen, A. (2016). Præstationssamfundet (1. udgave). Hans Reitzel.
Sabelis, I. (2009). Time Regimes — Power and Synchronization in Organizations. KronoScope, 8(2), 125 – 130. https://doi.org/10.1163/156771508x444576
Thompson, E. P. (1967). Time, Work-Discipline, and Industrial Capitalism. Past & Present, 38, 56 – 97. JSTOR.
Thooft, L. (2001). Geld kost tijd: Voel je rijk en ontspan. Balans.
Weber, M. (2018). Den protestantiske etik og kapitalismens ånd ; De protestantiske sekter og kapitalismens ånd (1. udgave). Hans Reitzel.
