Sty­rings­ra­tio­na­ler, men­ne­ske­syn og inklu­sio­nens neoli­be­rale forskydning

I artiklen udfoldes hvordan men­ne­ske­syn på det spe­ci­a­li­se­rede soci­a­l­om­råde har udviklet sig i et samspil med neoli­be­rale sty­rings­ra­tio­na­ler, og hvordan de visioner om inklusion og lige del­ta­gel­ses­mu­lig­he­der for mennesker med handicap og psy­ki­a­tri­ske diagnoser, der begyndte som et opråb fra gruppen selv, har udviklet sig i en politisk-økonomisk vir­ke­lig­hed, der har ændret inklu­sio­nens indhold, de moralske for­vent­nin­ger til gruppen og de struk­tu­relle rammer for det social- og spe­ci­al­pæ­da­go­gi­ske arbejde. Med afsæt i resul­ta­ter og empiriske eksempler fra både afslut­tede og igang­væ­rende forsk­nings­pro­jek­ter pro­ble­ma­ti­se­res og udfoldes den politiske udvikling, og aktuelle udfor­drin­ger og kon­se­kven­ser af udvik­lin­gen dis­ku­te­res på baggrund af aktuelle empiriske nedslag på handicapområdet.

Det spe­ci­a­li­se­rede soci­a­l­om­råde kan karak­te­ri­se­res som et af social- og spe­ci­al­pæ­da­go­gik­kens primære gen­stands­fel­ter, da det tæller mål­grup­per som børn, unge og voksne i sårbare og udsatte posi­tio­ner samt mennesker med handicap og psy­ki­a­tri­ske diagnoser. Det spe­ci­a­li­se­rede soci­a­l­om­råde har de sidste 10 – 15 år gen­nem­gået en række struk­tu­relle og øko­no­mi­ske for­an­drin­ger, herunder ændringer i politiske sty­rings­ra­tio­na­ler. Dette har ændret betin­gel­serne og men­ne­ske­sy­net i den social- og spe­ci­al­pæ­da­go­gi­ske praksis, eksem­pel­vis i sociale indsatser, på sociale (bo)tilbud og i snit­fla­derne mellem almen- og spe­ci­a­l­om­rå­det, eksem­pel­vis på folkeskoleområdet.

Med struk­tur­re­for­men, som blev gen­nem­ført i 2007, overtog kom­mu­nerne det samlede myndigheds‑, for­­sy­­nings- og finan­si­e­rings­ansvar for det spe­ci­a­li­se­rede soci­a­l­om­råde fra de tidligere amter. Køb og salg af ydelser på det spe­ci­a­li­se­rede soci­a­l­om­råde skulle herefter følge en mar­keds­lig­nende model, hvor grund­takst­mo­del­len blev afskaffet og erstattet af en omkost­nings­ba­se­ret takst­mo­del, hvor det var op til kom­mu­nerne at fastlægge rammer, indhold og mål­sæt­nin­ger for opga­ve­løs­nin­gen indenfor centralt fastlagte budgetter, samt fordeling og pri­o­ri­te­ring af udgifter ud fra faglige og øko­no­mi­ske hensyn (Indenrigs- og Sund­heds­mi­ni­ste­riet 2005; Indenrigs- og sund­heds­mi­ni­ste­riet m​​.fl. 2011).  Med udvik­lin­gen blev ansvaret for for­de­lin­gen af udgifter for for­skel­lige mål­grup­per placeret hos kom­mu­nerne, mens bud­get­tets samlede størrelse blev fastsat centralt. Dette har ledt til en række spæn­din­ger mellem øko­no­mi­ske og faglige hensyn som er blevet for­stær­ket af et øget demo­gra­fisk pres på blandt andet ældre- og dagstil­bud­s­om­rå­det, hvor der de kommende år yder­li­gere forventes en stigning i antallet af ældre samt flere børn med behov for dagtilbud (Houlbjerg m​​.fl. 2021). Herudover ses et øget diag­­no­sti­­ce­rings- og mistriv­selspres, hvor flere borgere diag­no­sti­ce­res med psy­ki­a­tri­ske diagnoser, og et stadig stigende antal unge oplever stress‑, angst og belast­nings­re­ak­tio­ner, er sko­le­væg­rende og/eller har psy­ki­a­tri­ske lidelser og diagnoser (Børns Vilkår & Egmont Fonden 2020).  Eksem­pel­vis kon­klu­de­rede Social- og Inden­rigs­mi­ni­ste­ri­ets Ben­ch­mar­kin­gen­hed, at: ”Antallet af børn og unge med regi­stre­rede diagnoser er steget fra 32 til 49 pr. 1.000 0 – 17- årige i perioden 2009 – 2019, svarende til mere end 50 pct.”. (2019: 5). Som en kon­se­kvens heraf fore­kom­mer der også en stigning i det samlede antal af borgere, der modtager hjælp og støtte efter ser­vi­ce­loven (Børne- og Soci­al­mi­ni­ste­riet, 2018).

De struk­tu­relle og demo­gra­fi­ske ændringer og tendenser slår i gennem på mange områder i den kommunale sektor og er en central udfor­dring for de spe­ci­a­li­se­rede områder. Udvik­lin­gen har sat fornyet skub i politiske pro­ble­ma­ti­se­rin­ger af de spe­ci­a­li­se­rede områder som værende for omkost­nings­tunge og under­mi­ne­rende for almen­om­rå­det og for samfundet generelt (Falster 2021).

I denne artikel vil vi analysere, hvordan sty­rings­ra­tio­na­ler og men­ne­ske­syn har forandret sig på de spe­ci­a­li­se­rede områder i kraft af oven­stå­ende udvikling i perioden efter kom­mu­nal­re­for­men. Til det formål anvendes resul­ta­ter og empiriske eksempler fra en ph​​.​d​​.​​-afhand​ling om barrierer i hver­dags­li­vet for børn og unge med handicap (Falster 2021), det afslut­tede forsk­nings­pro­jekt Men­ne­ske­syn i socialt arbejde – vel­færds­po­li­tik­ker, tek­no­lo­gier og viden om mennesket,der behandler udvik­lin­gen i men­ne­ske­syn i socialt arbejde (Nissen et al. 2018), samt et igang­væ­rende forsk­nings­pro­jekt om forholdet mellem det danske han­di­cap­be­greb, men­ne­ske­syn i samfundet samt FN’s Ver­dens­mål og Leave No One Behind agendaen[1].

Forsk­nings­pro­jek­tet Men­ne­ske­syn i socialt arbejde har vist hvordan pro­duk­ti­vi­tet og ideer om at skabe arbejds­dyg­tige mennesker, der kan bidrage til sam­fun­dets velstand, har været en stærk og domi­ne­rende drivkraft i den politiske udvikling af velfærd i Danmark (Nissen et al 2018). Mens et omfat­tende historisk doku­ments­tu­die i samme forsk­nings­pro­jekt demon­stre­rede en kon­ti­nu­i­tet i det politiske fokus på udvik­lin­gen af en produktiv befolk­ning, demon­stre­rede studiet også nogle markante brud i de former for viden om mennesket og han­di­cap­for­stå­el­ser, der har eksi­ste­ret i den politiske udvikling af velfærd (Ringø & Nissen 2018), og i det men­ne­ske­syn der i praksis har udspillet sig i socialt arbejde (Nissen et al 2018). Udvik­lin­gen er inter­na­tio­nalt blevet beskrevet som en bevægelse i kapi­ta­li­sti­ske samfund fra vel­færds­sta­ter i retning af det, der defineres som kon­kur­ren­ce­sta­ter, hvor der dels er indbygget en knap­heds­lo­gik, dels en for­vent­ning om at det er muligt effek­ti­vi­sere brugen af men­ne­ske­lige og øko­no­mi­ske res­sour­cer (Pedersen 2011; Cerny 1997; Jessop 2009). Dette kommer også til udtryk i pæda­go­gisk praksis på dag­til­bud­s­om­rå­det (Falster 2019; Falster & Warming 2019) og i social- og spe­ci­al­pæ­da­go­gisk praksis på han­di­ca­p­om­rå­det (Falster 2021; Falster, Vagtholm & Warming 2022). Idealer om sam­funds­mæs­sig pro­duk­ti­vi­tet og effek­ti­vi­tet har præget udvik­lin­gen i men­ne­ske­syn i politik og i socialt arbejde på for­skel­lige områder. Fælles for udvik­lin­gen på tværs af områder er et ideal om at mennesker i sårbare og udsatte posi­tio­ner kon­ti­nu­er­ligt, og uaf­hæn­gigt af sociale forhold, skal være i stand til, og bør, over­skride begræns­nin­ger (eksem­pel­vis afledt af psykiske eller fysiske funk­tions­ned­sæt­tel­ser) ved i højere grad at udnytte og udvikle egne res­sour­cer, med henblik på at opnå selv­stæn­dig­hed og uaf­hæn­gig­hed (Nissen et al 2018​​:12).

Teoretisk afsæt og analytisk fremgangsmåde

Michel Foucault udfoldede i sine senere værker begrebet gover­n­men­ta­lity, som et analytisk begreb til at forstå og analysere de teknikker og stra­te­gier, hvori­gen­nem­sam­fund og befolk­nings­grup­per gøres til objekt for styring, og hvordan styringen ikke ude­luk­kende fungerer på makro­ni­veau, men også sætter sig igennem som en særlig men­ta­li­tet i befolk­nings­grup­per (Foucault 2000). Vide­re­ud­vik­lin­ger af Foucaults arbejde viser hvordan mere uigen­nem­sig­tige liberale former for styring ikke fungerer gennem en direkte styrende og repressiv (stats)​​magt, men gennem ændringer i måder befolk­nings­grup­per for­an­le­di­ges til at styre sig selv på. Det kan være gennem måden de taler, tænker og lever på, gennem frem­stil­lin­ger af det gode liv, og i måden de forstår og definerer centrale begreber som eksem­pel­vis ansvar, frihed, afvigelse og nor­ma­li­tet (Dean 2010). Når vi i denne artikel ana­ly­se­rer sty­rings­ra­tio­na­ler, er vi optaget af de politiske ideer, idealer og værdier med hvilke der søges mod at styre bestemte forhold, eksem­pel­vis insti­tu­tio­ner, pro­fes­sio­nelle og/eller borgere. Vi vil primært beskæf­tige os med neoli­be­rale sty­rings­ra­tio­na­ler, med hvilke vi forstår ratio­na­ler, der på den ene side søger mod at decen­tra­li­sere ansvar og effek­ti­vi­sere sociale domæner af samfundet og borgernes liv gennem: ”a reduction in (welfare) state services and security systems to the increa­sing call for ’personal respon­si­bi­lity’ and ’self-care’ (Lemke 2001: 203), samt på den anden side cen­tra­li­se­rer mål­sæt­nin­ger gennem øget brug af kvan­ti­ta­tive resultat- og effektmål (eksem­pel­vis fastlagte budgetmål, test og ben­ch­mar­king) (Dean 2010: 44). Vores analyse er centreret omkring sty­rin­gens moralske karakter og den moralitet, hvori­gen­nem mennesker med handicap og psy­ki­a­tri­ske diagnoser gøres til objekter for styring, eksem­pel­vis ved at tillægge dem bestemte måder at tænke og handle på (Foucault 1983). Med det er vi samtidig optaget af, hvilket men­ne­ske­syn der figurerer og som er opstået på han­di­ca­p­om­rå­det. Med begrebet men­ne­ske­syn har vi i denne artikel særligt fokus på kon­se­kven­serne af sty­rings­ra­tio­na­let om den øko­no­mi­ske pro­duk­ti­vi­tet i den offent­lige sektor (og dermed på hvordan en økonomisk knap­heds­lo­gik har betydning for hvad eller hvem der gøres til objekt for sty­rings­mæs­sig pro­ble­ma­ti­se­ring), og det dertil knyttede men­ne­ske­syn, hvori­gen­nem der søges mod at (dis­kur­sivt) indkredse, definere og bestemme, dels hvad mennesker er, dels hvordan mennesker bør tænke og handle. Vores for­stå­else og defi­ni­tion af begrebet men­ne­ske­syn beskæf­ti­ger sig både med deskrip­tive former for objek­ti­ve­ring (hvor mennesket gøres til objekt for viden), eksem­pel­vis gennem medicin, psykologi og andre human- og sam­funds­vi­den­ska­ber, og normative former for sub­jek­ti­ve­ring, eksem­pel­vis tiltag og indsatser der har til formål at ændre adfærds­møn­stre med afsæt i moralske (og dis­kur­sive) ideer, idealer og værdier om, hvordan mennesker bør tænke og handle.

Det teo­re­ti­ske afsæt ope­ra­tio­na­li­se­res gennem analyse af en bred vifte af empiri fra de tre fornævnte forsk­nings­pro­jek­ter (Falster 2021; Nissen et al. 2018). I første og anden del anvendes øko­no­mi­af­ta­lerne mellem skiftende rege­rin­ger og Kom­mu­ner­nes Lands­for­e­ning (KL) i perioden fra 2008 – 2016, politiske udta­lel­ser i for­læn­gelse af for­hand­lin­gerne eller i relation til de øko­no­mi­ske rammer som kom­mu­nerne har været underlagt i perioden. Dette med henblik på at behandle og udfolde, hvordan særligt øko­no­mi­ske ratio­na­ler influerer på bestemte (dis­kur­sive) politiske og moralske ideer, idealer og fore­stil­lin­ger om, hvordan mennesker med handicap og psy­ki­a­tri­ske diagnoser bør tænke og handle.

I artiklens tredje del ope­ra­tio­na­li­se­res det teo­re­ti­ske afsæt gennem en analyse af en række politiske reformer og struk­tu­relle ændringer i samme periode. Disse reformer og ændringer, der har til formål at skabe inklusion, sættes i forhold til ønsket og kampen for inklusion, der har sit udspring i han­di­ca­pak­ti­vis­men. Her­i­gen­nem ana­ly­se­res og pro­ble­ma­ti­se­res en for­skyd­ning i begre­ber­nes indhold og funktion. Det domi­ne­rende fokus på inklusion – og måden hvorpå neoli­be­rale sty­rings­ra­tio­na­ler og ændringer i men­ne­ske­syn har forskudt og ændret inklu­sio­nens indhold – ana­ly­se­res med afsæt i de fore­gå­ende analyser, den histo­ri­ske udvikling og empiriske eksempler fra Falsters ph​​.​d​​.​​-afhand​ling (2021). Sidst­nævnte med et analytisk fokus på social- og spe­ci­al­pæ­da­go­gisk praksis og pro­fes­sio­nel­les for­stå­el­ser og pro­ble­ma­ti­se­rin­ger af, hvordan eks­klu­sion og barrierer for del­ta­gelse og inklusion bør “håndteres” af børn, unge og unge voksne med handicap.

Oven­stå­ende analyser anvendes som afsæt i fjerde og sidste ana­ly­se­del, hvor bevæ­gel­sen fra ”dybder” til ”over­fla­der” i social- og spe­ci­al­pæ­da­go­gisk praksis, såvel som i socialt arbejde, pro­ble­ma­ti­se­res, og som eksem­pel­vis kommer til udtryk ved at det rela­tio­nelle han­di­cap­be­greb træder i bag­grun­den i praksis til fordel for et mere indi­vi­du­a­li­stisk og medicinsk handicapbegreb.

Sty­rings­ra­tio­na­ler efter kommunalreformen

Efter kom­mu­nal­re­for­men og finanskri­sen var de spe­ci­a­li­se­rede områder ken­de­teg­net ved stigende ser­vi­ceud­gif­ter. Dette medførte en række politisk-øko­­no­­mi­­ske pro­ble­ma­ti­se­rin­ger, hvilket eksem­pel­vis kommer til udtryk i øko­no­mi­af­ta­lerne mellem skiftende rege­rin­ger og KL i perioden 2009 – 2016 (Falster 2021). I de årlige øko­no­mi­af­ta­ler aftales rammerne for den kommunale økonomi, herunder også rammen for de samlede ser­vi­ceud­gif­ter. I øko­no­mi­af­ta­lerne for 2010 og 2011 fremgår følgende af aftalerne:

”De seneste års bety­de­lige udgiftsvækst på det spe­ci­a­li­se­rede soci­a­l­om­råde skal standses. Det for­ud­sæt­ter, at kom­mu­nal­be­sty­rel­serne indenfor lov­giv­nin­gens rammer påtager sig dette ansvar (…)” (Finans­mi­ni­ste­riet 2009: 1).

”Kom­mu­nerne står i de kommende år over for at skulle foretage nød­ven­dige lokale pri­o­ri­te­rin­ger og omstil­lin­ger for at leve op til de over­ord­nede øko­no­mi­ske rammer for den kommunale økonomi. Det er i den sam­men­hæng en for­ud­sæt­ning, at den kraftige udgiftsvækst på de spe­ci­a­li­se­rede områder standses.” (Finans­mi­ni­ste­riet 2010: 1).

De politiske pro­ble­ma­ti­se­rin­ger og hen­sigt­ser­klæ­rin­ger for økonomien var i årene 2010 og 2011 relativt entydige, og i aftalerne de efter­føl­gende år følges der op på hen­sigt­ser­klæ­rin­gerne, eksem­pel­vis ved fælles til­ken­de­gi­vel­ser af at kom­mu­nerne har fået kontrol med bevæ­gel­sen i ser­vi­ceud­gif­terne (Finans­mi­ni­ste­riet 2012: 15).  I perioden fra 2009 – 2016 faldt de samlede net­to­d­rifts­ud­gif­ter med 4,3 mia. kr. alene på det spe­ci­a­li­se­rede soci­a­l­om­råde. Et sådan fald skal ses i forhold til, at andelen af mennesker med behov for hjælp og støtte har været støt stigende i samme periode, hvilket har skabt en økonomisk tranghed, da kom­mu­nerne har skulle hjælpe stadig flere borgere for et mindre eller samme øko­no­mi­ske råderum (Falster 2021). Dertil kommer at bud­get­loven blev indført i 2014, hvorfor der blev vedtaget et økonomisk udgiftsloft for kom­mu­ner­nes ser­vi­ceud­gif­ter, ligesom der blev indført sank­tions­in­stru­men­ter med henblik på at sank­tio­nere kom­mu­nerne, eksem­pel­vis ved at nedsætte blok­tilskud­det, hvis de samlet set overskred rammen for de samlede ser­vi­ceud­gif­ter. De spe­ci­a­li­se­rede områder var derfor i tiden efter kom­mu­nal­re­for­men domineret af en kon­trak­tiv finans­po­li­tik, hvorfor mennesker med handicap og psy­ki­a­tri­ske diagnoser også har erfaret det som stadig van­ske­li­gere at få adgang til offentlig hjælp og støtte (Falster 2021; Falster, Vagtholm & Warming 2022). Derudover har det spe­ci­a­li­se­rede soci­a­l­om­råde i en årrække været ken­de­teg­net ved relativt høje omgø­rel­ses­pro­cen­ter, eksem­pel­vis 51% på bør­ne­han­di­ca­p­om­rå­det og 46% på vok­sen­han­di­ca­p­om­rå­det i 2019. Omgø­rel­ses­pro­cen­ten er et udtryk for den samlede pro­cent­vise andel af sager, der enten hjemvises eller ændres af Anke­sty­rel­sen. Anke­sty­rel­sen er den instans på soci­a­l­om­rå­det, der behandler en klagesag, hvis borgeren klager over sin kommunes afgørelse og hvis kommunen i øvrigt fast­hol­der sin afgørelse. Flere år med relativt høje omgø­rel­ses­pro­cen­ter resul­te­rede i at Rigs­re­vi­sio­nen i 2022 kri­ti­se­rede soci­al­mi­ni­ste­riet for et util­freds­stil­lende tilsyn med kom­mu­ner­nes for­valt­ning af ser­vi­ce­loven på han­di­ca­p­om­rå­det (Rigs­re­vi­sio­nen 2022).

Gøge­un­ge­re­to­rik og menneskesyn

I perioden fra 2009 og frem opstod en særegen form for politisk diskurs og pro­ble­ma­ti­se­ring af de spe­ci­a­li­se­rede områder – og indirekte om mennesker med handicap og psy­ki­a­tri­ske diagnoser. Denne diskurs, der i fol­kemunde blev navngivet gøge­un­ge­re­to­rik­ken, kom blandt andet til udtryk i for­bin­delse med de årlige øko­no­mi­for­hand­lin­ger (Falster 2021). Første gang i 2009, da den daværende formand for Kom­mu­ner­nes Lands­for­e­ning, Erik Fabrin, udtalte følgende:

”På den lange bane går det ikke, at vi har en mervækst på spe­ci­a­l­om­rå­derne, som skal finan­si­e­res fra nor­ma­l­om­rå­derne. Det er en gøgeunge, der skal ud af systemet.” (Holm 2009).

En gøgeunge er i tra­di­tio­nel forstand en fugleunge, der udklækkes og lever den første tid af sit liv i en anden fugls rede. I overført betydning er det imid­ler­tid en: ”person, insti­tu­tion eller fænomen der snylter på eller dominerer sine omgi­vel­ser” (Den Danske Ordbog). Lignende retorik er også anvendt af borg­me­stre i samme periode og helt frem til 2019. Det kommer eksem­pel­vis til udtryk ved borg­me­ster i Ikast-brande kommune Carsten Kis­smey­ers udtalelse i 2011 og ved borg­me­ster i Herlev kommune Thomas Gyldals udtalelse i 2019, hvor sidst­nævnte var en reaktion på at den tidligere VLAK-regering havde planer om at flytte sund­heds­om­rå­det til kommunerne:

”Vi må jo bare kon­sta­tere, at udgif­terne på han­di­ka­p­om­rå­det er vokset markant, og det kan bare ikke ske på bekost­ning af nor­ma­l­om­rå­det længere. Pengene går jo fra fol­ke­sko­len, ældreplejen, ved­li­ge­hol­delse af vejene osv. Vi er nødt til at kigge på, hvad det er for et ser­vi­ce­ni­veau, vi ønsker på han­di­ka­p­om­rå­det. For selv­føl­ge­lig kan der spares. (…) Hvis man sætter sig på side­linjen med hen­vis­ning til kon­ven­tio­nen og siger ’Vi har krav på ditten og datten’, så får man lyn­hur­tigt for­æl­dre­be­sty­rel­ser i fol­ke­sko­len og ældre­rå­dene som mod­stan­dere. For hver gang der bliver skåret, spørger de natur­lig­vis hvorfor. Og der er svaret blandt andet: jamen det er, fordi omkost­nin­gerne på han­di­ka­p­om­rå­det stiger. Derfor har vi også en fæl­les­in­ter­esse i at sige, vi må finde andre løsninger end dem, vi har i dag” (Gaardmand 2011).

”Det spe­ci­a­li­se­rede soci­a­l­om­råde har som en gøgeunge været med til at spise af de andre vel­færds­om­rå­der, som skulle være til gavn for borgerne. Med den opga­vepor­te­følje, som rege­rin­gen nu vil give os på sund­heds­om­rå­det, bliver vores øko­no­mi­ske sårbarhed endnu større.” (Hoffmann-Hansen 2019).

Oven­stå­ende er eksempler på, hvordan der efter kom­mu­nal­re­for­men blev skabt et bestemt dis­kur­sivt mulig­heds­rum, hvor neoli­be­rale pro­ble­ma­ti­se­rin­ger af de spe­ci­a­li­se­rede områder, herunder særligt han­di­ca­p­om­rå­det, blev (relativt) legitime, og hvor poli­ti­kerne ikke umid­del­bart forholdt sig til, hvordan mennesker med handicap og psy­ki­a­tri­ske diagnoser blev dis­kur­sivt posi­tio­ne­ret. Betin­gel­serne for dette mulig­heds­rum blev for­ment­lig allerede etableret med 1980’ernes neoli­be­rale pro­ble­ma­ti­se­rin­ger af vel­færds­sta­ten (Ringø og Howe 2022). De nyere pro­ble­ma­ti­se­rin­ger er dog primært karak­te­ri­se­ret ved, at sårbare og udsatte grupper i samfundet posi­tio­ne­res som grupper, der forringer almen­om­rå­derne og sam­fun­dets kon­kur­ren­ce­evne (Falster 2021; Norberg 2019). Samtidig ses et skifte fra at anskue han­di­cap­kon­ven­tio­nen som en løf­te­stang for etab­le­rin­gen af del­ta­gel­ses­chan­cer og social sam­men­hængs­kraft, til en anskuelse af ret­tig­he­der som noget, der er udfor­drende at efterleve indenfor de øko­no­mi­ske rammer, og som derfor poten­ti­elt udgør en trussel for andre vel­færds­om­rå­der. Falster peger i sin nyligt afslut­tede ph​​.​d​​.​​-afhand​ling ’Vi kæmper for at leve’ (2021) på, hvordan pro­ble­ma­ti­se­rin­gerne prom­ove­rer indi­vi­du­a­lisme gennem en øget ansvar­lig­gø­relse, ligesom der også allokeres skyld- og skam­fø­lelse til mennesker med behov for offentlig hjælp og støtte – blandt andet ved at anvende moralske (og neoli­be­rale) diskurser om den enkeltes indi­vi­du­elle ansvar for (og pligt til) at fortrænge egne behov i tider med økonomisk tranghed (Falster 2021; se også Bramall 2013; Norberg 2019 for lignende analyser).

Han­di­ca­pak­ti­vis­mens inklu­sions­be­greb og neoli­be­rale forskydning

De struk­tu­relle og demo­gra­fi­ske ændringer samt øko­no­mi­ske udfor­drin­ger har sat øget skub på en nytænk­ning af sam­spil­let mellem faglige og øko­no­mi­ske sty­rings­hen­syn og en politisk udvikling af stra­te­gier for effek­ti­vi­se­ring, ompri­o­ri­te­ring og skabelse af et lokalt økonomisk råderum, hvor de spe­ci­a­li­se­rede områder, eksem­pel­vis han­di­ca­p­om­rå­det, ikke ”tager alle pengene fra almen­om­rå­det” (Falster 2021). De senere år har der været et øget fokus på inklusion af børn, unge og voksne med særlige behov, handicap og psy­ki­a­tri­ske diagnoser, hvilket kommer til udtryk på flere vel­færds­om­rå­der. På fol­ke­sko­le­om­rå­det var det rege­rin­gens og KL’s mål­sæt­ning frem til 2016 at 96% af alle elever skulle rummes i fol­ke­sko­lens almenklas­ser (Inklu­sions­lo­ven 2012; Salamanca-erklæ­rin­­gen 1994; Fol­ke­sko­lere­for­men 2014 samt Hamre 2019). På samme måde forsøger man med eksem­pel­vis dag­til­bud­s­lo­ven (2016), før­tids­pen­sions­re­for­men (2016) og kon­tant­hjælps­re­for­men (2014) at under­støtte øget inklusion og del­ta­gelse af mennesker med handicap og psy­ki­a­tri­ske diagnoser. Aktiv social- og beskæf­ti­gel­ses­po­li­tik, samt inklu­sions- og del­ta­gel­ses­i­ni­ti­a­ti­ver for mennesker med handicap og psy­ki­a­tri­ske diagnoser, betyder imid­ler­tid også, at flere betragtes som parate og inklu­de­res i mål­grup­pen for både beskæf­ti­gel­ses­po­li­tik­kens aktiv­linje og i de nyere inklu­sions­be­stræ­bel­ser på blandt andet fol­ke­sko­le­om­rå­det (Nørup 2018; Ringø 2022).

Inklusion beskrives som værende baseret på de opråb og ønsker om øget inklusion og til­gæn­ge­lig­hed, der tog fart fra slut­nin­gen af 1970’erne, og som i mange sam­men­hænge stammer fra mennesker med handicap og psy­ki­a­tri­ske diagnoser selv (Fin­kel­stein 1980; Oliver & Barnes 2012). Akti­vi­ster med handicap i særligt England og USA demon­stre­rede dengang mod sam­fun­dets eks­klu­de­rende indret­ning og mod den adskil­lelse af mennesker i kate­go­ri­erne ’normale’ og ’specielle’, der lå til grund for den omfat­tende segre­ge­ring og isolation på de total­in­sti­tu­tio­ner og afsi­des­lig­gende miljøer, som vi også kender det fra Danmark. Denne for­bin­delse mellem han­di­ca­pak­ti­vis­mens opråb og ønsker om et mere inklu­de­rende samfund og de omfat­tende politiske inklu­sions­i­ni­ti­a­ti­ver og visioner vi ser i dag, er på sin vis korrekt. Men kun delvist. Vi kan ikke med reference til han­di­ca­pak­ti­vis­men begrunde omfanget, indholdet og formen af de reformer, vi har været vidne til de senere år. Han­di­ca­pak­ti­vis­mens defi­ni­tio­ner af inklusion og del­ta­gelse kan ikke anskues løsrevet fra det fundament og det videns­grund­lag de var baseret på i sin samtid, og som på mange måder er væsentlig for­skel­lig i både indhold og anven­delse af inklu­sions­be­gre­bet i den politiske økonomi og vir­ke­lig­hed i dag.

Den inter­na­tio­nale han­di­ca­pak­ti­visme (Disa­bi­lity Rights Movement) var præget af en han­di­cap­be­væ­gelse, som gjorde opmærksom på at handicap, mar­gi­na­li­se­ring og eks­klu­sion skulle anskues som en kon­se­kvens af rela­tio­nen mellem individ og et samfund, der ikke tog hensyn til mennesker med handicap og psy­ki­a­tri­ske diag­no­sers del­ta­gel­ses­mu­lig­he­der og behov for til­gæn­ge­lig­hed (Ringø og Høgsbro 2015; Fin­kel­stein 1980; Oliver & Barnes 2012). Op gennem 1970’erne fik dette sociale paradigme en stigende inter­na­tio­nal aner­ken­delse, og i 1980 etab­le­re­rede World Health Orga­niza­tion (WHO) sin han­di­cap­for­stå­else på dette grundlag. Et menneskes funk­tions­ned­sæt­telse blev herefter forstået således, at funk­tions­ned­sæt­telse (impair­ment) i mødet med sam­funds­mæs­sige barrierer og fordomme bliver til et handicap (disa­bi­lity). FN’s ved­ta­gelse af fun­da­men­tale ret­tig­he­der for mennesker med handicap og psy­ki­a­tri­ske diagnoser indeholdt i for­læn­gelse heraf også retten til at blive inklu­de­ret i samfundet på lige fod med andre, eksem­pel­vis ved at modtage passende kom­pen­sa­to­ri­ske for­an­stalt­nin­ger (Ringø og Høgsbro 2015; Thomas 2007). Af FN’s Han­di­cap­kon­ven­tion omfatter personer med handicap: ”personer, der har en langvarig fysisk, psykisk, intel­lek­tuel eller sensorisk funk­tions­ned­sæt­telse, som i samspil med for­skel­lige barrierer kan hindre dem i fuldt og effektivt at deltage i sam­funds­li­vet på lige fod med andre” (FN, artikel 1). Mennesker med handicap og psy­ki­a­tri­ske diagnoser fik på dette grundlag gradvist flere ret­tig­he­der. Også i Danmark​​.​I 2006 til­slut­tede den danske stat sig FN’s Han­di­cap­kon­ven­tion, med henblik på at sikre mennesker med handicap og psy­ki­a­tri­ske diagnoser flere menneske- og frihedsrettigheder.

På trods af politisk til­slut­ning til FN’s Han­di­cap­kon­ven­tion, herunder også den senere rati­fi­ce­ring i 2009, blander den ellers pro­g­res­sive inklu­sions­be­væ­gelse sig med et neoli­be­ralt men­ne­ske­syn på en måde, hvor det nu til stadighed bliver mere og mere accep­ta­belt at sætte politisk spørgs­måls­tegn ved, hvilken rolle han­di­cap­kon­ven­tio­nen bør spille i udform­nin­gen af de sociale indsatser, hvilket eksem­pel­vis kommer til udtryk i for­bin­delse med gøge­un­ge­re­to­rik­ken. Hvor de tidlige tanker i han­di­cap­be­væ­gel­serne samt de efter­føl­gende for­mu­le­rin­ger i FN’s Han­di­cap­kon­ven­tion ser men­ne­skets del­ta­gel­ses­mu­lig­he­der og chancer som en relation mellem individ og omverden, baseret på visioner om at indrette og orga­ni­sere samfundet på en grund­læg­gende ander­le­des måde, hvor sam­spil­let mellem viden om funk­tions­ned­sæt­telse (impair­ment) og barrierer for del­ta­gelse anvendes i indret­nin­gen af sam­fun­dets for­skel­lige systemer, arenaer og insti­tu­tio­ner, synes dette videns­grund­lag at glide i bag­grun­den i de følgende årtiers politiske økonomi. Især har de former for viden, der har fokus på sam­spil­let mellem individ og samfund, og styrkelse af struk­tu­relle mulig­heds­be­tin­gel­ser, fået en stadig mere marginal position (Ringø og Nissen 2018; Falster 2021; Falster, Vagtholm & Warming 2022). Dette kan blandt andet forklares med afsæt i de neoli­be­rale sty­rings­ra­tio­na­ler, der har figureret på de spe­ci­a­li­se­rede områder, og som på han­di­ca­p­om­rå­det efter­hån­den har cemen­te­ret en indi­vi­du­a­li­stisk og medicinsk han­di­cap­for­stå­else, hvor eks­klu­sion og barrierer i borgernes liv anskues som forhold der kan ned­brin­ges gennem til­pas­ning eller behand­ling af den enkelte. På baggrund af et forsk­nings­pro­jekt beskriver Falster, Vagtholm & Warming (2022: 86) eksem­pel­vis, hvordan børn, unge og unge voksne med handicap ofte erfarer, at pro­fes­sio­nelle håndterer eks­klu­de­rende sam­fund­s­in­dret­ning og manglende til­gæn­ge­lig­hed ved at lære børn, unge og unge voksne med handicap, at de skal ”kende deres begræns­nin­ger” og/eller anlægge et ”rea­li­stisk selv­bil­lede”. Samme social- og spe­ci­al­pæ­da­go­gi­ske tilgang kommer til udtryk i den hver­dagsnære praksis i for­bin­delse med højt­læs­ning af bør­ne­bogs­lit­te­ra­tur på det spe­ci­a­li­se­rede dag­til­bud­s­om­råde. Her læses bøger højt for børn med handicap, hvor hoved­per­so­nen i for­tæl­lin­gen også selv har et handicap. En soci­al­pæ­da­gog beskriver de faglige bevæg­grunde herfor på følgende måde:

”Vi læser de her historier, for at børnene begynder at reflek­tere over sig selv og deres krop. Vi forsøger at give dem et rea­li­stisk selv­bil­lede, så de bliver bevidste om, hvad de kan og ikke kan.” (Falster 2021: 405).

En sådan praksis har en tæt for­bin­delse til andre pro­fes­sio­nelle prak­sis­ser, da den anvendes til at legi­ti­mere de fysio- og ergo­te­ra­pe­u­ti­ske prak­sis­ser, hvor børn, men også unge og unge voksne på botil­bud­s­om­rå­det, forventes at deltage i for­skel­lige træ­nings­ak­ti­vi­te­ter og behand­lin­ger. Det beskrives således af en anden socialpædagog:

”De skal lære, f​​.eks. gennem de her bøger, at de har en krop, der skaber begræns­nin­ger for dem, og det handler om, at de kender de begræns­nin­ger, så de også kan gå til deres hverdag på en måde og med den for­stå­else, at de natur­lig­vis er nødt til mentalt at forholde sig til det, og at de f​​.eks. også må træne osv., hvis de vil mere med den krop, som de nu en gang er udstyret med.” (Falster 2021: 407)

Del­ta­gelse i træ­nings­ak­ti­vi­te­ter, hvori­gen­nem barnet opbygger eller ved­li­ge­hol­der sit funk­tions­ni­veau samt tillære en men­ta­li­tet, der fore­skri­ver at barnet skal ”kæmpe for det”, hvis ved­kom­mende ønsker at opnå uaf­hæn­gig­hed og selv­stæn­dig­hed, anskues ofte som en grund­læg­gende betin­gelse for del­ta­gelse og inklusion i barnets unge- og voksenliv i fremtiden. En pædagog ita­le­sæt­ter det på følgende måde:

”Jeg tror, at den vigtigste opgave for os voksne er at give dem mod på livet. At give dem den rigtige indstil­ling til livet fra starten af. Vise dem, at det nytter at kæmpe og arbejde for det. Det er jo på den måde, at de bliver så selv­stæn­dige som muligt.” (Falster 2021: 415)

Selvom en sådan praksis er baseret på gode inten­tio­ner, eksem­pel­vis ønsket om at øge børns og unges selv­til­lid og ”mod på livet” eller ønsket om at de ikke skal blive skuffede i deres møde med omverden, da afvæbnes gruppens poten­ti­elle kritik af struk­tu­relle og ulig­heds­ska­bende barrierer i samfundet, eksem­pel­vis af manglende til­gæn­ge­lig­hed, og dermed den sociale for­stå­else af hvordan en funk­tions­ned­sæt­telse (impair­ment) i kraft af den eks­klu­de­rende sociale sam­men­hæng (sam­funds­mæs­sige barrierer) kan blive til et handicap (disa­bi­lity). Afvæb­nin­gen af kritik bliver særlig tydelig, når eksem­pel­vis børn og unge giver udtryk for, at de ikke ønsker at træne. I de tilfælde beretter børn og unge med handicap om, at de mødes af for­skel­lige modsvar eller ”over­ta­lel­ses­stra­te­gier” fra social- og spe­ci­al­pæ­da­go­ger, herunder også fra deres forældre. Adam på 14 år beskriver det således:

”Nogle gange gider jeg ikke at træne, hvis jeg skal være ærlig. Men så skal jeg hele tiden høre på sådan noget med: ’Hvis du ikke træner, bliver det heller ikke bedre. Øvelse gør mester. Det er dit lod i livet, og du må altså kæmpe for det’ osv. Så det ender altid med, at jeg gør det alligevel.” (Falster 2021: 417).

De oven­stå­ende eksempler på for­skel­lige former for social- og spe­ci­al­pæ­da­go­gi­ske prak­sis­ser og tilgange forløber parallelt med udbre­del­sen af en social- og beskæf­ti­gel­ses­po­li­tik, der medfører at flere mennesker med handicap og psy­ki­a­tri­ske diagnoser inklu­de­res i mål­grup­pen for både beskæf­ti­gel­ses­po­li­tik­kens aktiv­linje og i de nyere inklu­sions­be­stræ­bel­ser på blandt andet fol­ke­sko­le­om­rå­det (Hedegaard 2019; Ringø 2022). Desuden fore­kom­mer der en bevægelse mod, at kritik af struk­tu­relle og sam­funds­mæs­sige barrierer og eks­klu­sions­me­ka­nis­mer afvæbnes, indi­vi­du­a­li­se­res og psy­ko­lo­gi­se­res, hvilket eksem­pel­vis kommer til udtryk ved oven­stå­ende modsvar og over­ta­lel­ses­stra­te­gier, ved udbre­del­sen af et mere indi­vi­du­a­li­stisk og medicinsk han­di­cap­be­greb og et domi­ne­rende fokus på opbyg­nin­gen af indi­vi­du­elle res­sour­cer og kom­pe­ten­cer – fremfor tilgange med eksem­pel­vis afsæt i kritisk pædagogik eller kritisk socialt arbejde (Falster, Vagtholm & Warming 2022: 88).

Fra dybder til over­fla­der i socialt arbejde

De neoli­be­rale sty­rings­ra­tio­na­ler har været under­støt­tet af for­skel­lige former for viden om mennesket. Den nutidige udvikling er under­støt­tet af det, der kan betegnes som post-onto­lo­­gi­­ske til forskel fra dybde-onto­lo­­gi­­ske videns­for­mer (Ringø 2012; Ringø & Howe 2022). Udvik­lin­gen kan også beskrives som en bevægelse fra dybder til over­fla­der i socialt arbejde, fra et fokus på årsager og meka­nis­mer til et fokus på symp­tom­be­hand­ling (Ringø & Howe 2022) Dybde-onto­lo­­gi­­ske former for viden om mennesket repræ­sen­te­rer en dybere for­stå­else af men­ne­skers livs­be­tin­gel­ser, og de struk­tu­relle, sociale, fysiske og psykiske forhold (også kaldet gene­ra­tive meka­nis­mer som eksi­ste­rer under havover­fla­den for at bruge isbjerget som metafor). Meka­nis­merne skaber mulig­heds­be­tin­gel­serne for inklusion, del­ta­gelse og sam­men­hængs­kraft, eller skaber udsathed, sårbarhed og van­ske­lige livs­be­tin­gel­ser. Til forskel herfra repræ­sen­te­rer post-onto­lo­­gi­­ske former for viden et øget fokus på obser­ver­bare symptomer, effekter, adfærds­møn­stre, målinger og tests, samt en bølge af kon­tek­stu­af­hæn­gige sty­rings­ra­tio­na­ler (på over­fla­den, jf. isbjergs-metaforen) (Ringø 2012; 2022). Fælles er, at en for­stå­else for de dybde-onto­lo­­gi­­ske meka­nis­mer oftere udelades. Man forsøger at ’nor­ma­li­sere den enkelte’ frem for at nor­ma­li­sere og tilpasse hjælpen til den enkelte, som en deltager ved en han­di­cap­kon­fe­rence hos Soci­al­pæ­da­go­gerne for nyligt sagde. I stedet er en mere indi­vi­du­a­li­stisk og medicinsk han­di­cap­for­stå­else domi­ne­rende, hvori­gen­nem der nu primært er fokus på, hvordan den enkelte kan tilpasses, reha­bi­li­te­res eller behandles for at tilegne sig for­ud­sæt­nin­gerne for at indgå i fæl­les­ska­bet (Falster 2021; Falster, Vagtholm & Warming 2022). Resul­ta­terne af for­skel­lige former for til­pas­nings­stra­te­gier, reha­­bi­li­te­rings­­til­­tag- og indsatser samt diverse former for (medicinsk, psy­ki­a­trisk og/eller fysio- og ergo­te­ra­pe­u­tisk) behand­ling er ikke nød­ven­dig­vis ens­be­ty­dende med at mennesker med handicap eller psy­ki­a­tri­ske diagnoser har eller vil få de samme res­sour­cer og kapa­bi­li­te­ter som kro­p­s­ka­pable og neu­ro­ty­pi­ske, idet res­sour­cer og kapa­bi­li­te­ter også formes og påvirkes af forhold som den enkeltes livs­be­tin­gel­ser og de førnævnte gene­ra­tive meka­nis­mer. For eksempel blev en sådan dybde-onto­lo­­gisk viden på flere måder neg­li­ge­ret i for­bin­delse med Inklu­sions­re­for­men, hvor neoli­be­rale sty­rings­ra­tio­na­ler blev indført i fol­ke­sko­len under dække af at være den læn­ge­ven­tede inklusion af børn og unge med særlige behov, handicap og psy­ki­a­tri­ske diagnoser. Inklu­sions­re­for­men blev i stedet en trojansk hest, der udadtil blev frem­stil­let og opfattet som en politisk ind­fri­else og rea­li­se­ring af de værdier som Han­di­cap­kon­ven­tio­nen inde­hol­der, men hvor det i nutiden er blevet stadig tyde­li­gere at reformen manglede et solidt struk­tu­relt, fagligt samt social- og spe­ci­al­pæ­da­go­gisk fundament. Reformen medførte samtidig foruden politiske ønsker om effek­ti­vi­se­ring og bespa­rel­ser et stadig større pres på unge om at præstere og navigere i sociale arenaer, hvor aner­ken­del­ses­be­tin­gel­serne opleves stadig mere snævre og svært til­gæn­ge­lige (Juul og Ringø 2022). For eksempel havde mere end 75.000 elever i skoleåret 2018/2019 et fravær på mere end 10 % (Børns vilkår & Egmont Fonden 2020). For gruppen af unge med autisme viser en spør­ge­ske­maun­der­sø­gelse, at ca. 60 % af disse unge har kortere eller længere perioder med sko­le­væg­ring, mens kun ca. 34 % af unge med autisme i alderen 18 – 25 år har gen­nem­ført eller er i gang med en ung­doms­ud­dan­nelse, hvorimod tallet for unge uden autisme i samme alders­gruppe er ca. 73 % til trods for ofte gode faglige for­ud­sæt­nin­ger hos en stor del af denne gruppe (Soci­alsty­rel­sen 2020).

Kon­klu­sion

Sty­rings­ra­tio­na­ler og men­ne­ske­syn har undergået en række for­an­drin­ger på de spe­ci­a­li­se­rede områder efter kom­mu­nal­re­for­men. Generelt opererer styringen efter et neoli­be­ralt sty­rings­ra­tio­nale ved at decen­tra­li­sere ansvar gennem frihed og ved at myn­dig­gøre og aktivere bestemte former for tænke- og hand­le­må­der, valg og mede­jer­skab, eksem­pel­vis ved at kommuner og insti­tu­tio­ner gennem ram­me­lov­giv­ning har fået udvidet mulig­he­der for at fastsætte lokale ser­vi­ce­ni­veauer og definere hvor og hvordan det lokale ser­vi­ce­bud­get bliver brugt. På den anden side fast­læg­ges centrale resul­tat­in­di­ka­to­rer, ser­vi­ce­lof­ter og budgetmål, som ikke må over­skri­des på trods af øget demo­gra­fisk pres fra en voksende gruppe af borgere på de spe­ci­a­li­se­rede områder. Denne ambi­va­lens mellem decen­tra­li­se­ring af ansvar til kommuner, insti­tu­tio­ner, pro­fes­sio­nelle og borgere på den ene side, og cen­tra­li­se­ring af mål, resul­ta­ter og økonomi på den anden, illu­stre­rer hvordan styringen ekse­kve­res ved at gøre de insti­tu­tio­nelle rum selv­re­gu­le­rende og de ansatte og borgerne ansvar­lige gennem selv­sty­rings­i­de­a­ler (Dean 2010; Foucault 1983, 2000; Ringø 2012). I henhold til sidst­nævnte anvendes neoli­be­rale idealer om den enkeltes indi­vi­du­elle ansvar for (og pligt til) at fortrænge egne behov, og der henvises i stedet til et behov for at udvikle indi­vi­du­elle res­sour­cer, kom­pe­ten­cer og resiliens.

Den øko­no­mi­ske kobling mellem inklusion og økonomisk opti­me­ring i samtlige nyere reformer, har til­sy­ne­la­dende medført en neoli­be­ral for­skyd­ning af inklu­sio­nens og han­di­cap­be­gre­bet oprin­de­lige indhold, der ellers betonede vig­tig­he­den af at gøre op med sam­funds­mæs­sige barrierer og ulig­heds­ska­bende gene­ra­tive mekanisme. Dette sker gennem ved­li­ge­hol­del­sen af sam­funds­mæs­sige og insti­tu­tio­na­li­se­rede sandheder og syn på mennesker med handicap, psy­ki­a­tri­ske diagnoser og særlige behov ved at indgyde dem en bestemt opfat­telse af det gode liv og inklusion ”på den rette måde”. Dette fore­kom­mer samtidig at fastholde dem i en under­ord­net position, ved at indi­vi­du­a­li­sere sam­funds­mæs­sige barrierer og ulig­heds­ska­bende gene­ra­tive meka­nis­mer, der parallelt afvæbner en kritik af og opgør med selvsamme.


[1] Ph​​.​d. projektet var sam­fi­nan­si­e­ret af Roskilde Uni­ver­si­tet og Bevica Fonden. Det andet forsk­nings­pro­jekt var støtte af Villum og Velux Fonden. Sidst­nævnte forsk­nings­pro­jekt er fuldt finan­si­e­ret af Bevica Fonden.

Lit­te­ra­tur

Bramall, R. (2013). The Cultural Politics of Austerity: Past and Present in Austere Times. Palgrave Macmillan, Basingstoke.

Børne- og Soci­al­mi­ni­ste­riet (2018). Soci­al­po­li­tisk Rede­gø­relse. Publi­ka­tion på: https://​​www​​.rege​rin​​gen​​.dk/media​​/6050​​/socialpolitiskredegoerelse-2018.pdf

Børns Vilkår & Egmont Fonden (2020). Skolens tomme stole – Sko­le­fra­vær set fra barnets per­spek­tiv   https://​​bornsvil​kar​​.dk/wp-content​​/uploads​​/2020​​/10​​/Skolefravaars_Rapport_2020_web_print.pdf

Cerny, P​​.​G. (1997). Paradoxes of the com­pe­ti­tions­tate: The dynamics of Political Glo­ba­liza­tion. Gover­n­ment and Oppo­si­tion , 32(2), 251 – 274.

Dean, M. (2010). Gover­n­men­ta­lity – Magt og styring i det moderne samfund. Forlaget Sociologi. Fre­de­riks­berg C.

Den Danske Ordbog. Gøgeunge. Det Danske Sprog- og Lit­te­ra­tur­selv­skab. Tilgået d. 13.07.2021. Opslag på: https://​​ordnet​​.dk/ddo​​/ordbog​​?query=g%C3%B8geunge

Falster, E. S. (2019). At måle og vurdere børn i dagtilbud – og hvordan det påvirker pæda­go­gisk praksis. Dansk Pæda­go­gisk Tids­skrift. Nr. 2.

Falster, E. S. & H. Warming (2019). Ratio­na­li­ties in the peda­go­gi­cal regime of practice. Childhood. 26(4): 554 – 569. doi:10.1177/0907568219869805 

Falster, E. (2021). Vi kæmper for at leve – En soci­al­re­la­tio­nel og aner­ken­del­ses­te­o­re­tisk analyse af barrierer for børns agens og gensidigt aner­ken­dende rela­tio­ner. Ph​​.​d. afhand­ling, Roskilde Uni­ver­si­tet. Afhand­ling til­gæn­ge­lig på: https://​​ruc​forsk​​.ruc​​.dk/ws​​/portalfiles​​/portal​​/78980553​​/Vi_k_mper_for_at_leve.…pdf

Falster, E. I. Vagtholm & H. Warming (2020). Livet med bevæ­gel­ses­han­di­kap – Børns og unges per­spek­ti­ver. Akademisk Forlag.

Finans­mi­ni­ste­riet (2009). Aftaler om den kommunale og regionale økonomi for 2010. Publi­ka­tion på: https://​​fm​​.dk/media​​/14458​​/9788778569189.pdf.pdf

Finans­mi­ni­ste­riet (2010). Aftale om kom­mu­ner­nes økonomi for 2011. Publi­ka­tion på: https://​​fm​​.dk/media​​/16282​​/aftale_om_kommunernes_oekono mi_for_2011_1206.pdf

Finans­mi­ni­ste­riet (2012). Aftale om kom­mu­ner­nes økonomi for 2013. Publi­ka­tion på:  https://​​fm​​.dk/media​​/16696​​/aftale_kommunernesoekonomifor2013.pdf

Fin­kel­stein, V. (1980). Attitudes and Disabled People: Issues for Discus­sion. New York: World Reha­bi­li­ta­tion Fund.

Foucault, M. (1983). “The subject and power” i H. Dreyfus & P. Rabinow (red). Michel Foucault: Beyond Struc­tu­ra­lism and Her­me­neu­tics, The Uni­ver­sity of Chicago Press.

Foucault, M. (2000). Power: Essential work of Foucault 1954 – 1984, Faubion, J​​.​D (red)

Gaardmand, N. G. (2011). Han­di­ca­p­om­rå­det går ud over nor­ma­l­om­rå­det. Infor­ma­tion. Artikel på: https://​​www​​.infor​​ma​tion​​.dk/debat​​/2011​​/04​​/handicapomraadet-gaar-normalomraadet

Hamre, B (2019). Inklusion – skolens histo­ri­ske hånd­te­ring af diver­si­tet i vel­færds­sta­ten. I K​​.​E. Petersen & J. Hedegaard Hansen (red). ”Inklusion og eks­klu­sion: en grundbog”. 1. udgave. Hans Reitzel Forlag.

Hedegaard Hansen, J. (2019). “Inklusion mellem soli­da­ri­tet og selvansvar” i K​​.​E. Petersen & J. Hedegaard Hansen (red). ”Inklusion og eks­klu­sion: en grundbog”. 1. udgave. Hans Reitzel Forlag.

Houlberg, K. & Andersen L. B. (2022). Politisk lederskab i kom­mu­ner­nes øko­no­mi­ske vir­ke­lig­hed. VIVE

Holm, R. (2009). Gøge­un­gerne skal ud af systemet. Nyheds­ma­ga­si­net Danske Kommuner. Artikel på: http://​​www​​.dan​​ske​kom​mu​​ner​​.dk/Artikelarkiv​​/2009​​/Magasin21​​/Gogeungerne-skal-ud-af-systemet/

Hoffmann-Hansen, H. (2019). Borg­me­ster frygter, at sund­heds­re­form vil gå ud over øvrig velfærd. Kri­ste­ligt Dagblad. Artikel på: https://​​www​​.kri​ste​ligt​​-dagblad​​.dk/danmark​​/borgmesterfrygter-sundhedsreform-vil-gaa-ud-over-oevrig-velfaerd

Houlberg, K., Foged, S, K., & Lauridsen, J, M (2021). VIVEs kom­mu­ne­tal 2021.5: Flere småbørn og ældre vil presse kom­mu­ner­nes økonomi og rek­rut­te­ring. VIVE – Det Nationale Forsk­­nings- og Ana­ly­se­cen­ter for Velfærd.

Indenrigs- og Sund­heds­mi­ni­ste­riet (2005). Kom­mu­nal­re­for­men – kort fortalt. 1st edn, Indenrigs- og Sund­heds­mi­ni­ste­riet, Kbh.

Indenrigs- og Sund­heds­mi­ni­ste­riet, KL, Soci­al­mi­ni­ste­riet & Finans­mi­ni­ste­riet (2011). Det spe­ci­a­li­se­rede soci­a­l­om­råde: en analyse af den statslige regu­le­ring og anke­sy­ste­met. 1st edn, Indenrigs- og Sund­heds­mi­ni­ste­riet, Kbh.

Jessop, B. (2002). The future of the capi­ta­list state. Polity Press.

Juul, S. J & P. Ringø (2022). Critique in social work research: Arguments for a synthesis between critical realism and German critical theory. I Svensson, F​​.​C & P. Ringø (red). Critical Reflection in research and practice: Recon­cep­tu­a­lizing poten­ti­als for social change. Routledge. 

Lemke, T. (2001). ”The birth of bio-politics”: Michel Foucault’s lecture at the Collège de France on neo-liberal gover­n­men­ta­lity’. Economy and Society. 30 (2): 190 – 207.

Lindeberg N, H., Tegtmejer, T., Iversen, K., Andreasen, A. G., Ibsen, J, t., Rangvid, B., Bjørnholt, B., Ruge, M. og Ellermann, K. G. (2022). Styring, orga­ni­se­ring og faglig praksis – Del­rap­port 2. Inklu­de­rende lærings­mil­jøer og spe­ci­al­pæ­da­go­gisk bistand. VIVE – Det Nationale Forsk­­nings- og Ana­ly­se­cen­ter for Velfærd.

Nissen, M. A., Fallov, M. A. & Ringø, P. (red.)(2018). Men­ne­ske­syn i socialt arbejde – om udvik­lin­gen af det pro­duk­tive menneske. Akademisk For​lag,​​Kø​​ben​havn.

Norberg, I. M. J. (2019). Life in the hands of welfare bureaucracy: the impact of austerity on disabled people in Sweden. Ph​​.​d afhand­ling, Uni­ver­sity of Glasgow.

Nørup, I. (2020). Sam­men­s­melt­ning af social-og beskæf­ti­gel­ses­po­li­tik: reformer af indsatsen for borgere på kanten af og udenfor arbejds­mar­ke­det. Aktiv arbejds­mar­kedspo­li­tik: Etab­le­ring, udvikling og fremtid (pp. 247). Djøf Forlag.

Oliver, M. & C. Barnes (2012). The New Politics of Disab­le­ment. Palgrave Macmillan, UK.

Pedersen, O​​.​K. (2011). Kon­kur­ren­ce­sta­ten. Hans Reitzels Forlag, København.

Rigs­re­vi­sio­nen (2021). Beretning om for­valt­nin­gen af han­di­ca­p­om­rå­det. Publi­ka­tion på: https://​​rigs​re​vi​sio​​nen​​.dk/Media​​/637834612053808384​​/SR1321.pdf

Ringø, P. (2012). Dybder og Over­fla­der i styring, viden og praksis i det sociale og psy­ki­a­tri­ske arbejde med sinds­li­dende – En under­sø­gelse af det sociale og psy­ki­a­tri­ske arbejdes onto­lo­gi­ske modeller og histo­ri­ske og aktuelle vilkår for begrebs­dan­nelse og praksis. Phd. Afhand­ling. Aalborg Uni­ver­si­tet https://​​vbn​​.aau​​.dk/ws​​/portalfiles​​/portal​​/206114199​​/Afhandling_Pia_Ring_VBN.pdf

Ringø, P. & K. Høgsbro (2015). Funk­tions­pro­ble­mer og reha­bi­li­te­ring i nyt per­spek­tiv. I M. Harder & M. A. Nissen (red.). Socialt arbejde i en for­an­der­lig verden. Akademisk Forlag, s. 275 – 291.

Ringø, P. & M. A. Nissen. (2018). Ideen om det pro­duk­tive menneske – histo­ri­ske kampe om men­ne­ske­syn. I M. A. Nissen, M. A. Fallov & P. Ringø (red.).Men­ne­ske­syn i socialt arbejde – om udvik­lin­gen af det pro­duk­tive menneske. Akademisk Forlag, København.

Ringø, P & D. Howe (2022). Revi­ta­li­sing the concept of surface and depth: an ana­ly­ti­cal tool for critical reflection​​.​I  C. F. Svensson & P. Ringø (red). Revi­ta­li­sing Critical Reflection – in Con­tem­porary Social Work Research, Practice and Education. Routledge.

Ringø, P. (2022). Opti­me­rings­lo­gik­ker og men­ne­ske­syn på det spe­ci­a­li­se­rede soci­a­l­om­råde. Tids­skrift for Soci­al­pæ­da­go­gik. 25 årgang, nr 1.

Social- og Inden­rigs­mi­ni­ste­ri­ets Ben­ch­mar­kin­gen­hed (2019). Udvik­ling­s­ten­den­ser i forhold til børn og unge med psy­ki­a­tri­ske diagnoser. Publi­ka­tion på: https://​​simb​​.dk/media​​/38274​​/hovedrapportenudviklingstendenser-i-forhold-til-boern-og-unge-medpsykiatriske-diagnoser.pdf

Social- og Ældre­mi­ni­ste­riet (2021). Svar på Social- og Inden­rigs­ud­valg spørgsmål nr. 212 (alm. del) til social- og inden­rigs­mi­ni­ste­ren. Svar på:

https://​​www​​.ft​​.dk/samling​​/20201​​/almdel​​/sou​​/spm​​/212​​/svar​​/1746021​​/2334203.pdf

Soci­alsty­rel­sen (2020). Soci­alsty­rel­sens egne bereg­nin­ger ved­rø­rende børn og unge med autisme. Odense: Socialstyrelsen.

Thomas, C. (2007). Socio­lo­gies of Disa­bi­lity and Illness. Palgrave-Macmillan.

WHO (2001). ICF, Inter­na­tio­nal Clas­si­fi­ca­tion of Fun­ctio­ning, Disa­bi­lity and Health. Geneva: World Health Organisation.

  • lektor, Institut for Sociologi og Socialt Arbejde, Aalborg Universitet

  • post​​.doc., Universal Design Hub/Bevica Fonden og Institut for Sociologi og Socialt Arbejde, Aalborg Universitet