Sty­rings­ra­tio­na­ler, men­ne­ske­syn og inklu­sio­nens neoli­be­rale forskydning

Pia Ringø, Emil Falster

I artiklen udfoldes hvordan men­ne­ske­syn på det spe­ci­a­li­se­rede soci­a­l­om­råde har udviklet sig i et samspil med neoli­be­rale sty­rings­ra­tio­na­ler, og hvordan de visioner om inklusion og lige del­ta­gel­ses­mu­lig­he­der for mennesker med handicap og psy­ki­a­tri­ske diagnoser, der begyndte som et opråb fra gruppen selv, har udviklet sig i en politisk-økonomisk vir­ke­lig­hed, der har ændret inklu­sio­nens indhold, de moralske for­vent­nin­ger til gruppen og de struk­tu­relle rammer for det social- og spe­ci­al­pæ­da­go­gi­ske arbejde. Med afsæt i resul­ta­ter og empiriske eksempler fra både afslut­tede og igang­væ­rende forsk­nings­pro­jek­ter pro­ble­ma­ti­se­res og udfoldes den politiske udvikling, og aktuelle udfor­drin­ger og kon­se­kven­ser af udvik­lin­gen dis­ku­te­res på baggrund af aktuelle empiriske nedslag på handicapområdet.

Det spe­ci­a­li­se­rede soci­a­l­om­råde kan karak­te­ri­se­res som et af social- og spe­ci­al­pæ­da­go­gik­kens primære gen­stands­fel­ter, da det tæller mål­grup­per som børn, unge og voksne i sårbare og udsatte posi­tio­ner samt mennesker med handicap og psy­ki­a­tri­ske diagnoser. Det spe­ci­a­li­se­rede soci­a­l­om­råde har de sidste 10 – 15 år gen­nem­gået en række struk­tu­relle og øko­no­mi­ske for­an­drin­ger, herunder ændringer i politiske sty­rings­ra­tio­na­ler. Dette har ændret betin­gel­serne og men­ne­ske­sy­net i den social- og spe­ci­al­pæ­da­go­gi­ske praksis, eksem­pel­vis i sociale indsatser, på sociale (bo)tilbud og i snit­fla­derne mellem almen- og spe­ci­a­l­om­rå­det, eksem­pel­vis på folkeskoleområdet.

Med struk­tur­re­for­men, som blev gen­nem­ført i 2007, overtog kom­mu­nerne det samlede myndigheds‑, for­­sy­­nings- og finan­si­e­rings­ansvar for det spe­ci­a­li­se­rede soci­a­l­om­råde fra de tidligere amter. Køb og salg af ydelser på det spe­ci­a­li­se­rede soci­a­l­om­råde skulle herefter følge en mar­keds­lig­nende model, hvor grund­takst­mo­del­len blev afskaffet og erstattet af en omkost­nings­ba­se­ret takst­mo­del, hvor det var op til kom­mu­nerne at fastlægge rammer, indhold og mål­sæt­nin­ger for opga­ve­løs­nin­gen indenfor centralt fastlagte budgetter, samt fordeling og pri­o­ri­te­ring af udgifter ud fra faglige og øko­no­mi­ske hensyn (Indenrigs- og Sund­heds­mi­ni­ste­riet 2005; Indenrigs- og sund­heds­mi­ni­ste­riet m.fl. 2011).  Med udvik­lin­gen blev ansvaret for for­de­lin­gen af udgifter for for­skel­lige mål­grup­per placeret hos kom­mu­nerne, mens bud­get­tets samlede størrelse blev fastsat centralt. Dette har ledt til en række spæn­din­ger mellem øko­no­mi­ske og faglige hensyn som er blevet for­stær­ket af et øget demo­gra­fisk pres på blandt andet ældre- og dagstil­bud­s­om­rå­det, hvor der de kommende år yder­li­gere forventes en stigning i antallet af ældre samt flere børn med behov for dagtilbud (Houlbjerg m.fl. 2021). Herudover ses et øget diag­­no­sti­­ce­rings- og mistriv­selspres, hvor flere borgere diag­no­sti­ce­res med psy­ki­a­tri­ske diagnoser, og et stadig stigende antal unge oplever stress‑, angst og belast­nings­re­ak­tio­ner, er sko­le­væg­rende og/eller har psy­ki­a­tri­ske lidelser og diagnoser (Børns Vilkår & Egmont Fonden 2020).  Eksem­pel­vis kon­klu­de­rede Social- og Inden­rigs­mi­ni­ste­ri­ets Ben­ch­mar­kin­gen­hed, at: ”Antallet af børn og unge med regi­stre­rede diagnoser er steget fra 32 til 49 pr. 1.000 0 – 17- årige i perioden 2009 – 2019, svarende til mere end 50 pct.”. (2019: 5). Som en kon­se­kvens heraf fore­kom­mer der også en stigning i det samlede antal af borgere, der modtager hjælp og støtte efter ser­vi­ce­loven (Børne- og Soci­al­mi­ni­ste­riet, 2018).

De struk­tu­relle og demo­gra­fi­ske ændringer og tendenser slår i gennem på mange områder i den kommunale sektor og er en central udfor­dring for de spe­ci­a­li­se­rede områder. Udvik­lin­gen har sat fornyet skub i politiske pro­ble­ma­ti­se­rin­ger af de spe­ci­a­li­se­rede områder som værende for omkost­nings­tunge og under­mi­ne­rende for almen­om­rå­det og for samfundet generelt (Falster 2021).

I denne artikel vil vi analysere, hvordan sty­rings­ra­tio­na­ler og men­ne­ske­syn har forandret sig på de spe­ci­a­li­se­rede områder i kraft af oven­stå­ende udvikling i perioden efter kom­mu­nal­re­for­men. Til det formål anvendes resul­ta­ter og empiriske eksempler fra en ph.d.-afhandling om barrierer i hver­dags­li­vet for børn og unge med handicap (Falster 2021), det afslut­tede forsk­nings­pro­jekt Men­ne­ske­syn i socialt arbejde – vel­færds­po­li­tik­ker, tek­no­lo­gier og viden om mennesket,der behandler udvik­lin­gen i men­ne­ske­syn i socialt arbejde (Nissen et al. 2018), samt et igang­væ­rende forsk­nings­pro­jekt om forholdet mellem det danske han­di­cap­be­greb, men­ne­ske­syn i samfundet samt FN’s Ver­dens­mål og Leave No One Behind agendaen[1].

Forsk­nings­pro­jek­tet Men­ne­ske­syn i socialt arbejde har vist hvordan pro­duk­ti­vi­tet og ideer om at skabe arbejds­dyg­tige mennesker, der kan bidrage til sam­fun­dets velstand, har været en stærk og domi­ne­rende drivkraft i den politiske udvikling af velfærd i Danmark (Nissen et al 2018). Mens et omfat­tende historisk doku­ments­tu­die i samme forsk­nings­pro­jekt demon­stre­rede en kon­ti­nu­i­tet i det politiske fokus på udvik­lin­gen af en produktiv befolk­ning, demon­stre­rede studiet også nogle markante brud i de former for viden om mennesket og han­di­cap­for­stå­el­ser, der har eksi­ste­ret i den politiske udvikling af velfærd (Ringø & Nissen 2018), og i det men­ne­ske­syn der i praksis har udspillet sig i socialt arbejde (Nissen et al 2018). Udvik­lin­gen er inter­na­tio­nalt blevet beskrevet som en bevægelse i kapi­ta­li­sti­ske samfund fra vel­færds­sta­ter i retning af det, der defineres som kon­kur­ren­ce­sta­ter, hvor der dels er indbygget en knap­heds­lo­gik, dels en for­vent­ning om at det er muligt effek­ti­vi­sere brugen af men­ne­ske­lige og øko­no­mi­ske res­sour­cer (Pedersen 2011; Cerny 1997; Jessop 2009). Dette kommer også til udtryk i pæda­go­gisk praksis på dag­til­bud­s­om­rå­det (Falster 2019; Falster & Warming 2019) og i social- og spe­ci­al­pæ­da­go­gisk praksis på han­di­ca­p­om­rå­det (Falster 2021; Falster, Vagtholm & Warming 2022). Idealer om sam­funds­mæs­sig pro­duk­ti­vi­tet og effek­ti­vi­tet har præget udvik­lin­gen i men­ne­ske­syn i politik og i socialt arbejde på for­skel­lige områder. Fælles for udvik­lin­gen på tværs af områder er et ideal om at mennesker i sårbare og udsatte posi­tio­ner kon­ti­nu­er­ligt, og uaf­hæn­gigt af sociale forhold, skal være i stand til, og bør, over­skride begræns­nin­ger (eksem­pel­vis afledt af psykiske eller fysiske funk­tions­ned­sæt­tel­ser) ved i højere grad at udnytte og udvikle egne res­sour­cer, med henblik på at opnå selv­stæn­dig­hed og uaf­hæn­gig­hed (Nissen et al 2018:12).

Teoretisk afsæt og analytisk fremgangsmåde

Michel Foucault udfoldede i sine senere værker begrebet gover­n­men­ta­lity, som et analytisk begreb til at forstå og analysere de teknikker og stra­te­gier, hvori­gen­nem­sam­fund og befolk­nings­grup­per gøres til objekt for styring, og hvordan styringen ikke ude­luk­kende fungerer på makro­ni­veau, men også sætter sig igennem som en særlig men­ta­li­tet i befolk­nings­grup­per (Foucault 2000). Vide­re­ud­vik­lin­ger af Foucaults arbejde viser hvordan mere uigen­nem­sig­tige liberale former for styring ikke fungerer gennem en direkte styrende og repressiv (stats)magt, men gennem ændringer i måder befolk­nings­grup­per for­an­le­di­ges til at styre sig selv på. Det kan være gennem måden de taler, tænker og lever på, gennem frem­stil­lin­ger af det gode liv, og i måden de forstår og definerer centrale begreber som eksem­pel­vis ansvar, frihed, afvigelse og nor­ma­li­tet (Dean 2010). Når vi i denne artikel ana­ly­se­rer sty­rings­ra­tio­na­ler, er vi optaget af de politiske ideer, idealer og værdier med hvilke der søges mod at styre bestemte forhold, eksem­pel­vis insti­tu­tio­ner, pro­fes­sio­nelle og/eller borgere. Vi vil primært beskæf­tige os med neoli­be­rale sty­rings­ra­tio­na­ler, med hvilke vi forstår ratio­na­ler, der på den ene side søger mod at decen­tra­li­sere ansvar og effek­ti­vi­sere sociale domæner af samfundet og borgernes liv gennem: ”a reduction in (welfare) state services and security systems to the increa­sing call for ’personal respon­si­bi­lity’ and ’self-care’ (Lemke 2001: 203), samt på den anden side cen­tra­li­se­rer mål­sæt­nin­ger gennem øget brug af kvan­ti­ta­tive resultat- og effektmål (eksem­pel­vis fastlagte budgetmål, test og ben­ch­mar­king) (Dean 2010: 44). Vores analyse er centreret omkring sty­rin­gens moralske karakter og den moralitet, hvori­gen­nem mennesker med handicap og psy­ki­a­tri­ske diagnoser gøres til objekter for styring, eksem­pel­vis ved at tillægge dem bestemte måder at tænke og handle på (Foucault 1983). Med det er vi samtidig optaget af, hvilket men­ne­ske­syn der figurerer og som er opstået på han­di­ca­p­om­rå­det. Med begrebet men­ne­ske­syn har vi i denne artikel særligt fokus på kon­se­kven­serne af sty­rings­ra­tio­na­let om den øko­no­mi­ske pro­duk­ti­vi­tet i den offent­lige sektor (og dermed på hvordan en økonomisk knap­heds­lo­gik har betydning for hvad eller hvem der gøres til objekt for sty­rings­mæs­sig pro­ble­ma­ti­se­ring), og det dertil knyttede men­ne­ske­syn, hvori­gen­nem der søges mod at (dis­kur­sivt) indkredse, definere og bestemme, dels hvad mennesker er, dels hvordan mennesker bør tænke og handle. Vores for­stå­else og defi­ni­tion af begrebet men­ne­ske­syn beskæf­ti­ger sig både med deskrip­tive former for objek­ti­ve­ring (hvor mennesket gøres til objekt for viden), eksem­pel­vis gennem medicin, psykologi og andre human- og sam­funds­vi­den­ska­ber, og normative former for sub­jek­ti­ve­ring, eksem­pel­vis tiltag og indsatser der har til formål at ændre adfærds­møn­stre med afsæt i moralske (og dis­kur­sive) ideer, idealer og værdier om, hvordan mennesker bør tænke og handle.

Det teo­re­ti­ske afsæt ope­ra­tio­na­li­se­res gennem analyse af en bred vifte af empiri fra de tre fornævnte forsk­nings­pro­jek­ter (Falster 2021; Nissen et al. 2018). I første og anden del anvendes øko­no­mi­af­ta­lerne mellem skiftende rege­rin­ger og Kom­mu­ner­nes Lands­for­e­ning (KL) i perioden fra 2008 – 2016, politiske udta­lel­ser i for­læn­gelse af for­hand­lin­gerne eller i relation til de øko­no­mi­ske rammer som kom­mu­nerne har været underlagt i perioden. Dette med henblik på at behandle og udfolde, hvordan særligt øko­no­mi­ske ratio­na­ler influerer på bestemte (dis­kur­sive) politiske og moralske ideer, idealer og fore­stil­lin­ger om, hvordan mennesker med handicap og psy­ki­a­tri­ske diagnoser bør tænke og handle.

I artiklens tredje del ope­ra­tio­na­li­se­res det teo­re­ti­ske afsæt gennem en analyse af en række politiske reformer og struk­tu­relle ændringer i samme periode. Disse reformer og ændringer, der har til formål at skabe inklusion, sættes i forhold til ønsket og kampen for inklusion, der har sit udspring i han­di­ca­pak­ti­vis­men. Her­i­gen­nem ana­ly­se­res og pro­ble­ma­ti­se­res en for­skyd­ning i begre­ber­nes indhold og funktion. Det domi­ne­rende fokus på inklusion – og måden hvorpå neoli­be­rale sty­rings­ra­tio­na­ler og ændringer i men­ne­ske­syn har forskudt og ændret inklu­sio­nens indhold – ana­ly­se­res med afsæt i de fore­gå­ende analyser, den histo­ri­ske udvikling og empiriske eksempler fra Falsters ph.d.-afhandling (2021). Sidst­nævnte med et analytisk fokus på social- og spe­ci­al­pæ­da­go­gisk praksis og pro­fes­sio­nel­les for­stå­el­ser og pro­ble­ma­ti­se­rin­ger af, hvordan eks­klu­sion og barrierer for del­ta­gelse og inklusion bør “håndteres” af børn, unge og unge voksne med handicap.

Oven­stå­ende analyser anvendes som afsæt i fjerde og sidste ana­ly­se­del, hvor bevæ­gel­sen fra ”dybder” til ”over­fla­der” i social- og spe­ci­al­pæ­da­go­gisk praksis, såvel som i socialt arbejde, pro­ble­ma­ti­se­res, og som eksem­pel­vis kommer til udtryk ved at det rela­tio­nelle han­di­cap­be­greb træder i bag­grun­den i praksis til fordel for et mere indi­vi­du­a­li­stisk og medicinsk handicapbegreb.

Sty­rings­ra­tio­na­ler efter kommunalreformen

Efter kom­mu­nal­re­for­men og finanskri­sen var de spe­ci­a­li­se­rede områder ken­de­teg­net ved stigende ser­vi­ceud­gif­ter. Dette medførte en række politisk-øko­­no­­mi­­ske pro­ble­ma­ti­se­rin­ger, hvilket eksem­pel­vis kommer til udtryk i øko­no­mi­af­ta­lerne mellem skiftende rege­rin­ger og KL i perioden 2009 – 2016 (Falster 2021). I de årlige øko­no­mi­af­ta­ler aftales rammerne for den kommunale økonomi, herunder også rammen for de samlede ser­vi­ceud­gif­ter. I øko­no­mi­af­ta­lerne for 2010 og 2011 fremgår følgende af aftalerne:

”De seneste års bety­de­lige udgiftsvækst på det spe­ci­a­li­se­rede soci­a­l­om­råde skal standses. Det for­ud­sæt­ter, at kom­mu­nal­be­sty­rel­serne indenfor lov­giv­nin­gens rammer påtager sig dette ansvar (…)” (Finans­mi­ni­ste­riet 2009: 1).

”Kom­mu­nerne står i de kommende år over for at skulle foretage nød­ven­dige lokale pri­o­ri­te­rin­ger og omstil­lin­ger for at leve op til de over­ord­nede øko­no­mi­ske rammer for den kommunale økonomi. Det er i den sam­men­hæng en for­ud­sæt­ning, at den kraftige udgiftsvækst på de spe­ci­a­li­se­rede områder standses.” (Finans­mi­ni­ste­riet 2010: 1).

De politiske pro­ble­ma­ti­se­rin­ger og hen­sigt­ser­klæ­rin­ger for økonomien var i årene 2010 og 2011 relativt entydige, og i aftalerne de efter­føl­gende år følges der op på hen­sigt­ser­klæ­rin­gerne, eksem­pel­vis ved fælles til­ken­de­gi­vel­ser af at kom­mu­nerne har fået kontrol med bevæ­gel­sen i ser­vi­ceud­gif­terne (Finans­mi­ni­ste­riet 2012: 15).  I perioden fra 2009 – 2016 faldt de samlede net­to­d­rifts­ud­gif­ter med 4,3 mia. kr. alene på det spe­ci­a­li­se­rede soci­a­l­om­råde. Et sådan fald skal ses i forhold til, at andelen af mennesker med behov for hjælp og støtte har været støt stigende i samme periode, hvilket har skabt en økonomisk tranghed, da kom­mu­nerne har skulle hjælpe stadig flere borgere for et mindre eller samme øko­no­mi­ske råderum (Falster 2021). Dertil kommer at bud­get­loven blev indført i 2014, hvorfor der blev vedtaget et økonomisk udgiftsloft for kom­mu­ner­nes ser­vi­ceud­gif­ter, ligesom der blev indført sank­tions­in­stru­men­ter med henblik på at sank­tio­nere kom­mu­nerne, eksem­pel­vis ved at nedsætte blok­tilskud­det, hvis de samlet set overskred rammen for de samlede ser­vi­ceud­gif­ter. De spe­ci­a­li­se­rede områder var derfor i tiden efter kom­mu­nal­re­for­men domineret af en kon­trak­tiv finans­po­li­tik, hvorfor mennesker med handicap og psy­ki­a­tri­ske diagnoser også har erfaret det som stadig van­ske­li­gere at få adgang til offentlig hjælp og støtte (Falster 2021; Falster, Vagtholm & Warming 2022). Derudover har det spe­ci­a­li­se­rede soci­a­l­om­råde i en årrække været ken­de­teg­net ved relativt høje omgø­rel­ses­pro­cen­ter, eksem­pel­vis 51% på bør­ne­han­di­ca­p­om­rå­det og 46% på vok­sen­han­di­ca­p­om­rå­det i 2019. Omgø­rel­ses­pro­cen­ten er et udtryk for den samlede pro­cent­vise andel af sager, der enten hjemvises eller ændres af Anke­sty­rel­sen. Anke­sty­rel­sen er den instans på soci­a­l­om­rå­det, der behandler en klagesag, hvis borgeren klager over sin kommunes afgørelse og hvis kommunen i øvrigt fast­hol­der sin afgørelse. Flere år med relativt høje omgø­rel­ses­pro­cen­ter resul­te­rede i at Rigs­re­vi­sio­nen i 2022 kri­ti­se­rede soci­al­mi­ni­ste­riet for et util­freds­stil­lende tilsyn med kom­mu­ner­nes for­valt­ning af ser­vi­ce­loven på han­di­ca­p­om­rå­det (Rigs­re­vi­sio­nen 2022).

Gøge­un­ge­re­to­rik og menneskesyn

I perioden fra 2009 og frem opstod en særegen form for politisk diskurs og pro­ble­ma­ti­se­ring af de spe­ci­a­li­se­rede områder – og indirekte om mennesker med handicap og psy­ki­a­tri­ske diagnoser. Denne diskurs, der i fol­kemunde blev navngivet gøge­un­ge­re­to­rik­ken, kom blandt andet til udtryk i for­bin­delse med de årlige øko­no­mi­for­hand­lin­ger (Falster 2021). Første gang i 2009, da den daværende formand for Kom­mu­ner­nes Lands­for­e­ning, Erik Fabrin, udtalte følgende:

”På den lange bane går det ikke, at vi har en mervækst på spe­ci­a­l­om­rå­derne, som skal finan­si­e­res fra nor­ma­l­om­rå­derne. Det er en gøgeunge, der skal ud af systemet.” (Holm 2009).

En gøgeunge er i tra­di­tio­nel forstand en fugleunge, der udklækkes og lever den første tid af sit liv i en anden fugls rede. I overført betydning er det imid­ler­tid en: ”person, insti­tu­tion eller fænomen der snylter på eller dominerer sine omgi­vel­ser” (Den Danske Ordbog). Lignende retorik er også anvendt af borg­me­stre i samme periode og helt frem til 2019. Det kommer eksem­pel­vis til udtryk ved borg­me­ster i Ikast-brande kommune Carsten Kis­smey­ers udtalelse i 2011 og ved borg­me­ster i Herlev kommune Thomas Gyldals udtalelse i 2019, hvor sidst­nævnte var en reaktion på at den tidligere VLAK-regering havde planer om at flytte sund­heds­om­rå­det til kommunerne:

”Vi må jo bare kon­sta­tere, at udgif­terne på han­di­ka­p­om­rå­det er vokset markant, og det kan bare ikke ske på bekost­ning af nor­ma­l­om­rå­det længere. Pengene går jo fra fol­ke­sko­len, ældreplejen, ved­li­ge­hol­delse af vejene osv. Vi er nødt til at kigge på, hvad det er for et ser­vi­ce­ni­veau, vi ønsker på han­di­ka­p­om­rå­det. For selv­føl­ge­lig kan der spares. (…) Hvis man sætter sig på side­linjen med hen­vis­ning til kon­ven­tio­nen og siger ’Vi har krav på ditten og datten’, så får man lyn­hur­tigt for­æl­dre­be­sty­rel­ser i fol­ke­sko­len og ældre­rå­dene som mod­stan­dere. For hver gang der bliver skåret, spørger de natur­lig­vis hvorfor. Og der er svaret blandt andet: jamen det er, fordi omkost­nin­gerne på han­di­ka­p­om­rå­det stiger. Derfor har vi også en fæl­les­in­ter­esse i at sige, vi må finde andre løsninger end dem, vi har i dag” (Gaardmand 2011).

”Det spe­ci­a­li­se­rede soci­a­l­om­råde har som en gøgeunge været med til at spise af de andre vel­færds­om­rå­der, som skulle være til gavn for borgerne. Med den opga­vepor­te­følje, som rege­rin­gen nu vil give os på sund­heds­om­rå­det, bliver vores øko­no­mi­ske sårbarhed endnu større.” (Hoffmann-Hansen 2019).

Oven­stå­ende er eksempler på, hvordan der efter kom­mu­nal­re­for­men blev skabt et bestemt dis­kur­sivt mulig­heds­rum, hvor neoli­be­rale pro­ble­ma­ti­se­rin­ger af de spe­ci­a­li­se­rede områder, herunder særligt han­di­ca­p­om­rå­det, blev (relativt) legitime, og hvor poli­ti­kerne ikke umid­del­bart forholdt sig til, hvordan mennesker med handicap og psy­ki­a­tri­ske diagnoser blev dis­kur­sivt posi­tio­ne­ret. Betin­gel­serne for dette mulig­heds­rum blev for­ment­lig allerede etableret med 1980’ernes neoli­be­rale pro­ble­ma­ti­se­rin­ger af vel­færds­sta­ten (Ringø og Howe 2022). De nyere pro­ble­ma­ti­se­rin­ger er dog primært karak­te­ri­se­ret ved, at sårbare og udsatte grupper i samfundet posi­tio­ne­res som grupper, der forringer almen­om­rå­derne og sam­fun­dets kon­kur­ren­ce­evne (Falster 2021; Norberg 2019). Samtidig ses et skifte fra at anskue han­di­cap­kon­ven­tio­nen som en løf­te­stang for etab­le­rin­gen af del­ta­gel­ses­chan­cer og social sam­men­hængs­kraft, til en anskuelse af ret­tig­he­der som noget, der er udfor­drende at efterleve indenfor de øko­no­mi­ske rammer, og som derfor poten­ti­elt udgør en trussel for andre vel­færds­om­rå­der. Falster peger i sin nyligt afslut­tede ph.d.-afhandling ’Vi kæmper for at leve’ (2021) på, hvordan pro­ble­ma­ti­se­rin­gerne prom­ove­rer indi­vi­du­a­lisme gennem en øget ansvar­lig­gø­relse, ligesom der også allokeres skyld- og skam­fø­lelse til mennesker med behov for offentlig hjælp og støtte – blandt andet ved at anvende moralske (og neoli­be­rale) diskurser om den enkeltes indi­vi­du­elle ansvar for (og pligt til) at fortrænge egne behov i tider med økonomisk tranghed (Falster 2021; se også Bramall 2013; Norberg 2019 for lignende analyser).

Han­di­ca­pak­ti­vis­mens inklu­sions­be­greb og neoli­be­rale forskydning

De struk­tu­relle og demo­gra­fi­ske ændringer samt øko­no­mi­ske udfor­drin­ger har sat øget skub på en nytænk­ning af sam­spil­let mellem faglige og øko­no­mi­ske sty­rings­hen­syn og en politisk udvikling af stra­te­gier for effek­ti­vi­se­ring, ompri­o­ri­te­ring og skabelse af et lokalt økonomisk råderum, hvor de spe­ci­a­li­se­rede områder, eksem­pel­vis han­di­ca­p­om­rå­det, ikke ”tager alle pengene fra almen­om­rå­det” (Falster 2021). De senere år har der været et øget fokus på inklusion af børn, unge og voksne med særlige behov, handicap og psy­ki­a­tri­ske diagnoser, hvilket kommer til udtryk på flere vel­færds­om­rå­der. På fol­ke­sko­le­om­rå­det var det rege­rin­gens og KL’s mål­sæt­ning frem til 2016 at 96% af alle elever skulle rummes i fol­ke­sko­lens almenklas­ser (Inklu­sions­lo­ven 2012; Salamanca-erklæ­rin­­gen 1994; Fol­ke­sko­lere­for­men 2014 samt Hamre 2019). På samme måde forsøger man med eksem­pel­vis dag­til­bud­s­lo­ven (2016), før­tids­pen­sions­re­for­men (2016) og kon­tant­hjælps­re­for­men (2014) at under­støtte øget inklusion og del­ta­gelse af mennesker med handicap og psy­ki­a­tri­ske diagnoser. Aktiv social- og beskæf­ti­gel­ses­po­li­tik, samt inklu­sions- og del­ta­gel­ses­i­ni­ti­a­ti­ver for mennesker med handicap og psy­ki­a­tri­ske diagnoser, betyder imid­ler­tid også, at flere betragtes som parate og inklu­de­res i mål­grup­pen for både beskæf­ti­gel­ses­po­li­tik­kens aktiv­linje og i de nyere inklu­sions­be­stræ­bel­ser på blandt andet fol­ke­sko­le­om­rå­det (Nørup 2018; Ringø 2022).

Inklusion beskrives som værende baseret på de opråb og ønsker om øget inklusion og til­gæn­ge­lig­hed, der tog fart fra slut­nin­gen af 1970’erne, og som i mange sam­men­hænge stammer fra mennesker med handicap og psy­ki­a­tri­ske diagnoser selv (Fin­kel­stein 1980; Oliver & Barnes 2012). Akti­vi­ster med handicap i særligt England og USA demon­stre­rede dengang mod sam­fun­dets eks­klu­de­rende indret­ning og mod den adskil­lelse af mennesker i kate­go­ri­erne ’normale’ og ’specielle’, der lå til grund for den omfat­tende segre­ge­ring og isolation på de total­in­sti­tu­tio­ner og afsi­des­lig­gende miljøer, som vi også kender det fra Danmark. Denne for­bin­delse mellem han­di­ca­pak­ti­vis­mens opråb og ønsker om et mere inklu­de­rende samfund og de omfat­tende politiske inklu­sions­i­ni­ti­a­ti­ver og visioner vi ser i dag, er på sin vis korrekt. Men kun delvist. Vi kan ikke med reference til han­di­ca­pak­ti­vis­men begrunde omfanget, indholdet og formen af de reformer, vi har været vidne til de senere år. Han­di­ca­pak­ti­vis­mens defi­ni­tio­ner af inklusion og del­ta­gelse kan ikke anskues løsrevet fra det fundament og det videns­grund­lag de var baseret på i sin samtid, og som på mange måder er væsentlig for­skel­lig i både indhold og anven­delse af inklu­sions­be­gre­bet i den politiske økonomi og vir­ke­lig­hed i dag.

Den inter­na­tio­nale han­di­ca­pak­ti­visme (Disa­bi­lity Rights Movement) var præget af en han­di­cap­be­væ­gelse, som gjorde opmærksom på at handicap, mar­gi­na­li­se­ring og eks­klu­sion skulle anskues som en kon­se­kvens af rela­tio­nen mellem individ og et samfund, der ikke tog hensyn til mennesker med handicap og psy­ki­a­tri­ske diag­no­sers del­ta­gel­ses­mu­lig­he­der og behov for til­gæn­ge­lig­hed (Ringø og Høgsbro 2015; Fin­kel­stein 1980; Oliver & Barnes 2012). Op gennem 1970’erne fik dette sociale paradigme en stigende inter­na­tio­nal aner­ken­delse, og i 1980 etab­le­re­rede World Health Orga­niza­tion (WHO) sin han­di­cap­for­stå­else på dette grundlag. Et menneskes funk­tions­ned­sæt­telse blev herefter forstået således, at funk­tions­ned­sæt­telse (impair­ment) i mødet med sam­funds­mæs­sige barrierer og fordomme bliver til et handicap (disa­bi­lity). FN’s ved­ta­gelse af fun­da­men­tale ret­tig­he­der for mennesker med handicap og psy­ki­a­tri­ske diagnoser indeholdt i for­læn­gelse heraf også retten til at blive inklu­de­ret i samfundet på lige fod med andre, eksem­pel­vis ved at modtage passende kom­pen­sa­to­ri­ske for­an­stalt­nin­ger (Ringø og Høgsbro 2015; Thomas 2007). Af FN’s Han­di­cap­kon­ven­tion omfatter personer med handicap: ”personer, der har en langvarig fysisk, psykisk, intel­lek­tuel eller sensorisk funk­tions­ned­sæt­telse, som i samspil med for­skel­lige barrierer kan hindre dem i fuldt og effektivt at deltage i sam­funds­li­vet på lige fod med andre” (FN, artikel 1). Mennesker med handicap og psy­ki­a­tri­ske diagnoser fik på dette grundlag gradvist flere ret­tig­he­der. Også i Danmark.I 2006 til­slut­tede den danske stat sig FN’s Han­di­cap­kon­ven­tion, med henblik på at sikre mennesker med handicap og psy­ki­a­tri­ske diagnoser flere menneske- og frihedsrettigheder.

På trods af politisk til­slut­ning til FN’s Han­di­cap­kon­ven­tion, herunder også den senere rati­fi­ce­ring i 2009, blander den ellers pro­g­res­sive inklu­sions­be­væ­gelse sig med et neoli­be­ralt men­ne­ske­syn på en måde, hvor det nu til stadighed bliver mere og mere accep­ta­belt at sætte politisk spørgs­måls­tegn ved, hvilken rolle han­di­cap­kon­ven­tio­nen bør spille i udform­nin­gen af de sociale indsatser, hvilket eksem­pel­vis kommer til udtryk i for­bin­delse med gøge­un­ge­re­to­rik­ken. Hvor de tidlige tanker i han­di­cap­be­væ­gel­serne samt de efter­føl­gende for­mu­le­rin­ger i FN’s Han­di­cap­kon­ven­tion ser men­ne­skets del­ta­gel­ses­mu­lig­he­der og chancer som en relation mellem individ og omverden, baseret på visioner om at indrette og orga­ni­sere samfundet på en grund­læg­gende ander­le­des måde, hvor sam­spil­let mellem viden om funk­tions­ned­sæt­telse (impair­ment) og barrierer for del­ta­gelse anvendes i indret­nin­gen af sam­fun­dets for­skel­lige systemer, arenaer og insti­tu­tio­ner, synes dette videns­grund­lag at glide i bag­grun­den i de følgende årtiers politiske økonomi. Især har de former for viden, der har fokus på sam­spil­let mellem individ og samfund, og styrkelse af struk­tu­relle mulig­heds­be­tin­gel­ser, fået en stadig mere marginal position (Ringø og Nissen 2018; Falster 2021; Falster, Vagtholm & Warming 2022). Dette kan blandt andet forklares med afsæt i de neoli­be­rale sty­rings­ra­tio­na­ler, der har figureret på de spe­ci­a­li­se­rede områder, og som på han­di­ca­p­om­rå­det efter­hån­den har cemen­te­ret en indi­vi­du­a­li­stisk og medicinsk han­di­cap­for­stå­else, hvor eks­klu­sion og barrierer i borgernes liv anskues som forhold der kan ned­brin­ges gennem til­pas­ning eller behand­ling af den enkelte. På baggrund af et forsk­nings­pro­jekt beskriver Falster, Vagtholm & Warming (2022: 86) eksem­pel­vis, hvordan børn, unge og unge voksne med handicap ofte erfarer, at pro­fes­sio­nelle håndterer eks­klu­de­rende sam­fund­s­in­dret­ning og manglende til­gæn­ge­lig­hed ved at lære børn, unge og unge voksne med handicap, at de skal ”kende deres begræns­nin­ger” og/eller anlægge et ”rea­li­stisk selv­bil­lede”. Samme social- og spe­ci­al­pæ­da­go­gi­ske tilgang kommer til udtryk i den hver­dagsnære praksis i for­bin­delse med højt­læs­ning af bør­ne­bogs­lit­te­ra­tur på det spe­ci­a­li­se­rede dag­til­bud­s­om­råde. Her læses bøger højt for børn med handicap, hvor hoved­per­so­nen i for­tæl­lin­gen også selv har et handicap. En soci­al­pæ­da­gog beskriver de faglige bevæg­grunde herfor på følgende måde:

”Vi læser de her historier, for at børnene begynder at reflek­tere over sig selv og deres krop. Vi forsøger at give dem et rea­li­stisk selv­bil­lede, så de bliver bevidste om, hvad de kan og ikke kan.” (Falster 2021: 405).

En sådan praksis har en tæt for­bin­delse til andre pro­fes­sio­nelle prak­sis­ser, da den anvendes til at legi­ti­mere de fysio- og ergo­te­ra­pe­u­ti­ske prak­sis­ser, hvor børn, men også unge og unge voksne på botil­bud­s­om­rå­det, forventes at deltage i for­skel­lige træ­nings­ak­ti­vi­te­ter og behand­lin­ger. Det beskrives således af en anden socialpædagog:

”De skal lære, f.eks. gennem de her bøger, at de har en krop, der skaber begræns­nin­ger for dem, og det handler om, at de kender de begræns­nin­ger, så de også kan gå til deres hverdag på en måde og med den for­stå­else, at de natur­lig­vis er nødt til mentalt at forholde sig til det, og at de f.eks. også må træne osv., hvis de vil mere med den krop, som de nu en gang er udstyret med.” (Falster 2021: 407)

Del­ta­gelse i træ­nings­ak­ti­vi­te­ter, hvori­gen­nem barnet opbygger eller ved­li­ge­hol­der sit funk­tions­ni­veau samt tillære en men­ta­li­tet, der fore­skri­ver at barnet skal ”kæmpe for det”, hvis ved­kom­mende ønsker at opnå uaf­hæn­gig­hed og selv­stæn­dig­hed, anskues ofte som en grund­læg­gende betin­gelse for del­ta­gelse og inklusion i barnets unge- og voksenliv i fremtiden. En pædagog ita­le­sæt­ter det på følgende måde:

”Jeg tror, at den vigtigste opgave for os voksne er at give dem mod på livet. At give dem den rigtige indstil­ling til livet fra starten af. Vise dem, at det nytter at kæmpe og arbejde for det. Det er jo på den måde, at de bliver så selv­stæn­dige som muligt.” (Falster 2021: 415)

Selvom en sådan praksis er baseret på gode inten­tio­ner, eksem­pel­vis ønsket om at øge børns og unges selv­til­lid og ”mod på livet” eller ønsket om at de ikke skal blive skuffede i deres møde med omverden, da afvæbnes gruppens poten­ti­elle kritik af struk­tu­relle og ulig­heds­ska­bende barrierer i samfundet, eksem­pel­vis af manglende til­gæn­ge­lig­hed, og dermed den sociale for­stå­else af hvordan en funk­tions­ned­sæt­telse (impair­ment) i kraft af den eks­klu­de­rende sociale sam­men­hæng (sam­funds­mæs­sige barrierer) kan blive til et handicap (disa­bi­lity). Afvæb­nin­gen af kritik bliver særlig tydelig, når eksem­pel­vis børn og unge giver udtryk for, at de ikke ønsker at træne. I de tilfælde beretter børn og unge med handicap om, at de mødes af for­skel­lige modsvar eller ”over­ta­lel­ses­stra­te­gier” fra social- og spe­ci­al­pæ­da­go­ger, herunder også fra deres forældre. Adam på 14 år beskriver det således:

”Nogle gange gider jeg ikke at træne, hvis jeg skal være ærlig. Men så skal jeg hele tiden høre på sådan noget med: ’Hvis du ikke træner, bliver det heller ikke bedre. Øvelse gør mester. Det er dit lod i livet, og du må altså kæmpe for det’ osv. Så det ender altid med, at jeg gør det alligevel.” (Falster 2021: 417).

De oven­stå­ende eksempler på for­skel­lige former for social- og spe­ci­al­pæ­da­go­gi­ske prak­sis­ser og tilgange forløber parallelt med udbre­del­sen af en social- og beskæf­ti­gel­ses­po­li­tik, der medfører at flere mennesker med handicap og psy­ki­a­tri­ske diagnoser inklu­de­res i mål­grup­pen for både beskæf­ti­gel­ses­po­li­tik­kens aktiv­linje og i de nyere inklu­sions­be­stræ­bel­ser på blandt andet fol­ke­sko­le­om­rå­det (Hedegaard 2019; Ringø 2022). Desuden fore­kom­mer der en bevægelse mod, at kritik af struk­tu­relle og sam­funds­mæs­sige barrierer og eks­klu­sions­me­ka­nis­mer afvæbnes, indi­vi­du­a­li­se­res og psy­ko­lo­gi­se­res, hvilket eksem­pel­vis kommer til udtryk ved oven­stå­ende modsvar og over­ta­lel­ses­stra­te­gier, ved udbre­del­sen af et mere indi­vi­du­a­li­stisk og medicinsk han­di­cap­be­greb og et domi­ne­rende fokus på opbyg­nin­gen af indi­vi­du­elle res­sour­cer og kom­pe­ten­cer – fremfor tilgange med eksem­pel­vis afsæt i kritisk pædagogik eller kritisk socialt arbejde (Falster, Vagtholm & Warming 2022: 88).

Fra dybder til over­fla­der i socialt arbejde

De neoli­be­rale sty­rings­ra­tio­na­ler har været under­støt­tet af for­skel­lige former for viden om mennesket. Den nutidige udvikling er under­støt­tet af det, der kan betegnes som post-onto­lo­­gi­­ske til forskel fra dybde-onto­lo­­gi­­ske videns­for­mer (Ringø 2012; Ringø & Howe 2022). Udvik­lin­gen kan også beskrives som en bevægelse fra dybder til over­fla­der i socialt arbejde, fra et fokus på årsager og meka­nis­mer til et fokus på symp­tom­be­hand­ling (Ringø & Howe 2022) Dybde-onto­lo­­gi­­ske former for viden om mennesket repræ­sen­te­rer en dybere for­stå­else af men­ne­skers livs­be­tin­gel­ser, og de struk­tu­relle, sociale, fysiske og psykiske forhold (også kaldet gene­ra­tive meka­nis­mer som eksi­ste­rer under havover­fla­den for at bruge isbjerget som metafor). Meka­nis­merne skaber mulig­heds­be­tin­gel­serne for inklusion, del­ta­gelse og sam­men­hængs­kraft, eller skaber udsathed, sårbarhed og van­ske­lige livs­be­tin­gel­ser. Til forskel herfra repræ­sen­te­rer post-onto­lo­­gi­­ske former for viden et øget fokus på obser­ver­bare symptomer, effekter, adfærds­møn­stre, målinger og tests, samt en bølge af kon­tek­stu­af­hæn­gige sty­rings­ra­tio­na­ler (på over­fla­den, jf. isbjergs-metaforen) (Ringø 2012; 2022). Fælles er, at en for­stå­else for de dybde-onto­lo­­gi­­ske meka­nis­mer oftere udelades. Man forsøger at ’nor­ma­li­sere den enkelte’ frem for at nor­ma­li­sere og tilpasse hjælpen til den enkelte, som en deltager ved en han­di­cap­kon­fe­rence hos Soci­al­pæ­da­go­gerne for nyligt sagde. I stedet er en mere indi­vi­du­a­li­stisk og medicinsk han­di­cap­for­stå­else domi­ne­rende, hvori­gen­nem der nu primært er fokus på, hvordan den enkelte kan tilpasses, reha­bi­li­te­res eller behandles for at tilegne sig for­ud­sæt­nin­gerne for at indgå i fæl­les­ska­bet (Falster 2021; Falster, Vagtholm & Warming 2022). Resul­ta­terne af for­skel­lige former for til­pas­nings­stra­te­gier, reha­­bi­li­te­rings­­til­­tag- og indsatser samt diverse former for (medicinsk, psy­ki­a­trisk og/eller fysio- og ergo­te­ra­pe­u­tisk) behand­ling er ikke nød­ven­dig­vis ens­be­ty­dende med at mennesker med handicap eller psy­ki­a­tri­ske diagnoser har eller vil få de samme res­sour­cer og kapa­bi­li­te­ter som kro­p­s­ka­pable og neu­ro­ty­pi­ske, idet res­sour­cer og kapa­bi­li­te­ter også formes og påvirkes af forhold som den enkeltes livs­be­tin­gel­ser og de førnævnte gene­ra­tive meka­nis­mer. For eksempel blev en sådan dybde-onto­lo­­gisk viden på flere måder neg­li­ge­ret i for­bin­delse med Inklu­sions­re­for­men, hvor neoli­be­rale sty­rings­ra­tio­na­ler blev indført i fol­ke­sko­len under dække af at være den læn­ge­ven­tede inklusion af børn og unge med særlige behov, handicap og psy­ki­a­tri­ske diagnoser. Inklu­sions­re­for­men blev i stedet en trojansk hest, der udadtil blev frem­stil­let og opfattet som en politisk ind­fri­else og rea­li­se­ring af de værdier som Han­di­cap­kon­ven­tio­nen inde­hol­der, men hvor det i nutiden er blevet stadig tyde­li­gere at reformen manglede et solidt struk­tu­relt, fagligt samt social- og spe­ci­al­pæ­da­go­gisk fundament. Reformen medførte samtidig foruden politiske ønsker om effek­ti­vi­se­ring og bespa­rel­ser et stadig større pres på unge om at præstere og navigere i sociale arenaer, hvor aner­ken­del­ses­be­tin­gel­serne opleves stadig mere snævre og svært til­gæn­ge­lige (Juul og Ringø 2022). For eksempel havde mere end 75.000 elever i skoleåret 2018/2019 et fravær på mere end 10 % (Børns vilkår & Egmont Fonden 2020). For gruppen af unge med autisme viser en spør­ge­ske­maun­der­sø­gelse, at ca. 60 % af disse unge har kortere eller længere perioder med sko­le­væg­ring, mens kun ca. 34 % af unge med autisme i alderen 18 – 25 år har gen­nem­ført eller er i gang med en ung­doms­ud­dan­nelse, hvorimod tallet for unge uden autisme i samme alders­gruppe er ca. 73 % til trods for ofte gode faglige for­ud­sæt­nin­ger hos en stor del af denne gruppe (Soci­alsty­rel­sen 2020).

Kon­klu­sion

Sty­rings­ra­tio­na­ler og men­ne­ske­syn har undergået en række for­an­drin­ger på de spe­ci­a­li­se­rede områder efter kom­mu­nal­re­for­men. Generelt opererer styringen efter et neoli­be­ralt sty­rings­ra­tio­nale ved at decen­tra­li­sere ansvar gennem frihed og ved at myn­dig­gøre og aktivere bestemte former for tænke- og hand­le­må­der, valg og mede­jer­skab, eksem­pel­vis ved at kommuner og insti­tu­tio­ner gennem ram­me­lov­giv­ning har fået udvidet mulig­he­der for at fastsætte lokale ser­vi­ce­ni­veauer og definere hvor og hvordan det lokale ser­vi­ce­bud­get bliver brugt. På den anden side fast­læg­ges centrale resul­tat­in­di­ka­to­rer, ser­vi­ce­lof­ter og budgetmål, som ikke må over­skri­des på trods af øget demo­gra­fisk pres fra en voksende gruppe af borgere på de spe­ci­a­li­se­rede områder. Denne ambi­va­lens mellem decen­tra­li­se­ring af ansvar til kommuner, insti­tu­tio­ner, pro­fes­sio­nelle og borgere på den ene side, og cen­tra­li­se­ring af mål, resul­ta­ter og økonomi på den anden, illu­stre­rer hvordan styringen ekse­kve­res ved at gøre de insti­tu­tio­nelle rum selv­re­gu­le­rende og de ansatte og borgerne ansvar­lige gennem selv­sty­rings­i­de­a­ler (Dean 2010; Foucault 1983, 2000; Ringø 2012). I henhold til sidst­nævnte anvendes neoli­be­rale idealer om den enkeltes indi­vi­du­elle ansvar for (og pligt til) at fortrænge egne behov, og der henvises i stedet til et behov for at udvikle indi­vi­du­elle res­sour­cer, kom­pe­ten­cer og resiliens.

Den øko­no­mi­ske kobling mellem inklusion og økonomisk opti­me­ring i samtlige nyere reformer, har til­sy­ne­la­dende medført en neoli­be­ral for­skyd­ning af inklu­sio­nens og han­di­cap­be­gre­bet oprin­de­lige indhold, der ellers betonede vig­tig­he­den af at gøre op med sam­funds­mæs­sige barrierer og ulig­heds­ska­bende gene­ra­tive mekanisme. Dette sker gennem ved­li­ge­hol­del­sen af sam­funds­mæs­sige og insti­tu­tio­na­li­se­rede sandheder og syn på mennesker med handicap, psy­ki­a­tri­ske diagnoser og særlige behov ved at indgyde dem en bestemt opfat­telse af det gode liv og inklusion ”på den rette måde”. Dette fore­kom­mer samtidig at fastholde dem i en under­ord­net position, ved at indi­vi­du­a­li­sere sam­funds­mæs­sige barrierer og ulig­heds­ska­bende gene­ra­tive meka­nis­mer, der parallelt afvæbner en kritik af og opgør med selvsamme.


[1] Ph.d. projektet var sam­fi­nan­si­e­ret af Roskilde Uni­ver­si­tet og Bevica Fonden. Det andet forsk­nings­pro­jekt var støtte af Villum og Velux Fonden. Sidst­nævnte forsk­nings­pro­jekt er fuldt finan­si­e­ret af Bevica Fonden.

Lit­te­ra­tur

Bramall, R. (2013). The Cultural Politics of Austerity: Past and Present in Austere Times. Palgrave Macmillan, Basingstoke.

Børne- og Soci­al­mi­ni­ste­riet (2018). Soci­al­po­li­tisk Rede­gø­relse. Publi­ka­tion på: https://​www​.rege​rin​gen​.dk/​m​e​d​i​a​/​6​0​5​0​/​s​o​c​i​a​l​p​o​l​i​t​i​s​k​r​e​d​e​g​o​e​r​e​l​s​e​ – ​2​0​1​8​.​pdf

Børns Vilkår & Egmont Fonden (2020). Skolens tomme stole – Sko­le­fra­vær set fra barnets per­spek­tiv   https://​bornsvil​kar​.dk/​w​p​ – ​c​o​n​t​e​n​t​/​u​p​l​o​a​d​s​/​2​0​2​0​/​1​0​/​S​k​o​l​e​f​r​a​v​a​a​r​s​_​R​a​p​p​o​r​t​_​2​0​2​0​_​w​e​b​_​p​r​i​n​t​.​pdf

Cerny, P.G. (1997). Paradoxes of the com­pe­ti­tions­tate: The dynamics of Political Glo­ba­liza­tion. Gover­n­ment and Oppo­si­tion , 32(2), 251 – 274.

Dean, M. (2010). Gover­n­men­ta­lity – Magt og styring i det moderne samfund. Forlaget Sociologi. Fre­de­riks­berg C.

Den Danske Ordbog. Gøgeunge. Det Danske Sprog- og Lit­te­ra­tur­selv­skab. Tilgået d. 13.07.2021. Opslag på: https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=g%C3%B8geunge

Falster, E. S. (2019). At måle og vurdere børn i dagtilbud – og hvordan det påvirker pæda­go­gisk praksis. Dansk Pæda­go­gisk Tids­skrift. Nr. 2.

Falster, E. S. & H. Warming (2019). Ratio­na­li­ties in the peda­go­gi­cal regime of practice. Childhood. 26(4): 554 – 569. doi:10.1177/0907568219869805 

Falster, E. (2021). Vi kæmper for at leve – En soci­al­re­la­tio­nel og aner­ken­del­ses­te­o­re­tisk analyse af barrierer for børns agens og gensidigt aner­ken­dende rela­tio­ner. Ph.d. afhand­ling, Roskilde Uni­ver­si­tet. Afhand­ling til­gæn­ge­lig på: https://rucforsk.ruc.dk/ws/portalfiles/portal/78980553/Vi_k_mper_for_at_leve.…pdf

Falster, E. I. Vagtholm & H. Warming (2020). Livet med bevæ­gel­ses­han­di­kap – Børns og unges per­spek­ti­ver. Akademisk Forlag.

Finans­mi­ni­ste­riet (2009). Aftaler om den kommunale og regionale økonomi for 2010. Publi­ka­tion på: https://​fm​.dk/​m​e​d​i​a​/​1​4​4​5​8​/​9​7​8​8​7​7​8​5​6​9​1​8​9​.​p​d​f​.​pdf

Finans­mi­ni­ste­riet (2010). Aftale om kom­mu­ner­nes økonomi for 2011. Publi­ka­tion på: https://​fm​.dk/​m​e​d​i​a​/​1​6​2​8​2​/​a​f​t​a​l​e​_​o​m​_​k​o​m​m​u​n​e​r​n​e​s​_​o​e​k​ono mi_for_2011_1206.pdf

Finans­mi­ni­ste­riet (2012). Aftale om kom­mu­ner­nes økonomi for 2013. Publi­ka­tion på:  https://​fm​.dk/​m​e​d​i​a​/​1​6​6​9​6​/​a​f​t​a​l​e​_​k​o​m​m​u​n​e​r​n​e​s​o​e​k​o​n​o​m​i​f​o​r​2​0​1​3​.​pdf

Fin­kel­stein, V. (1980). Attitudes and Disabled People: Issues for Discus­sion. New York: World Reha­bi­li­ta­tion Fund.

Foucault, M. (1983). “The subject and power” i H. Dreyfus & P. Rabinow (red). Michel Foucault: Beyond Struc­tu­ra­lism and Her­me­neu­tics, The Uni­ver­sity of Chicago Press.

Foucault, M. (2000). Power: Essential work of Foucault 1954 – 1984, Faubion, J.D (red)

Gaardmand, N. G. (2011). Han­di­ca­p­om­rå­det går ud over nor­ma­l­om­rå­det. Infor­ma­tion. Artikel på: https://​www​.infor​ma​tion​.dk/​d​e​b​a​t​/​2​0​1​1​/​0​4​/​h​a​n​d​i​c​a​p​o​m​r​a​a​d​e​t​ – ​g​a​a​r​ – normalomraadet

Hamre, B (2019). Inklusion – skolens histo­ri­ske hånd­te­ring af diver­si­tet i vel­færds­sta­ten. I K.E. Petersen & J. Hedegaard Hansen (red). ”Inklusion og eks­klu­sion: en grundbog”. 1. udgave. Hans Reitzel Forlag.

Hedegaard Hansen, J. (2019). “Inklusion mellem soli­da­ri­tet og selvansvar” i K.E. Petersen & J. Hedegaard Hansen (red). ”Inklusion og eks­klu­sion: en grundbog”. 1. udgave. Hans Reitzel Forlag.

Houlberg, K. & Andersen L. B. (2022). Politisk lederskab i kom­mu­ner­nes øko­no­mi­ske vir­ke­lig­hed. VIVE

Holm, R. (2009). Gøge­un­gerne skal ud af systemet. Nyheds­ma­ga­si­net Danske Kommuner. Artikel på: http://​www​.dan​ske​kom​mu​ner​.dk/​A​r​t​i​k​e​l​a​r​k​i​v​/​2​0​0​9​/​M​a​g​a​s​i​n​2​1​/​G​o​g​e​u​n​g​e​r​n​e​ – ​s​k​a​l​ – ​u​d​ – ​a​f​ – systemet/

Hoffmann-Hansen, H. (2019). Borg­me­ster frygter, at sund­heds­re­form vil gå ud over øvrig velfærd. Kri­ste­ligt Dagblad. Artikel på: https://​www​.kri​ste​ligt​-dagblad​.dk/​d​a​n​m​a​r​k​/​b​o​r​g​m​e​s​t​e​r​f​r​y​g​t​e​r​ – ​s​u​n​d​h​e​d​s​r​e​f​o​r​m​ – ​v​i​l​ – ​g​a​a​ – ​u​d​ – ​o​v​e​r​ – ​o​e​v​r​i​g​ – velfaerd

Houlberg, K., Foged, S, K., & Lauridsen, J, M (2021). VIVEs kom­mu­ne­tal 2021.5: Flere småbørn og ældre vil presse kom­mu­ner­nes økonomi og rek­rut­te­ring. VIVE – Det Nationale Forsk­­nings- og Ana­ly­se­cen­ter for Velfærd.

Indenrigs- og Sund­heds­mi­ni­ste­riet (2005). Kom­mu­nal­re­for­men – kort fortalt. 1st edn, Indenrigs- og Sund­heds­mi­ni­ste­riet, Kbh.

Indenrigs- og Sund­heds­mi­ni­ste­riet, KL, Soci­al­mi­ni­ste­riet & Finans­mi­ni­ste­riet (2011). Det spe­ci­a­li­se­rede soci­a­l­om­råde: en analyse af den statslige regu­le­ring og anke­sy­ste­met. 1st edn, Indenrigs- og Sund­heds­mi­ni­ste­riet, Kbh.

Jessop, B. (2002). The future of the capi­ta­list state. Polity Press.

Juul, S. J & P. Ringø (2022). Critique in social work research: Arguments for a synthesis between critical realism and German critical theory. I Svensson, F.C & P. Ringø (red). Critical Reflection in research and practice: Recon­cep­tu­a­lizing poten­ti­als for social change. Routledge

Lemke, T. (2001). ”The birth of bio-politics”: Michel Foucault’s lecture at the Collège de France on neo-liberal gover­n­men­ta­lity’. Economy and Society. 30 (2): 190 – 207.

Lindeberg N, H., Tegtmejer, T., Iversen, K., Andreasen, A. G., Ibsen, J, t., Rangvid, B., Bjørnholt, B., Ruge, M. og Ellermann, K. G. (2022). Styring, orga­ni­se­ring og faglig praksis – Del­rap­port 2. Inklu­de­rende lærings­mil­jøer og spe­ci­al­pæ­da­go­gisk bistand. VIVE – Det Nationale Forsk­­nings- og Ana­ly­se­cen­ter for Velfærd.

Nissen, M. A., Fallov, M. A. & Ringø, P. (red.)(2018). Men­ne­ske­syn i socialt arbejde – om udvik­lin­gen af det pro­duk­tive menneske. Akademisk Forlag,København.

Norberg, I. M. J. (2019). Life in the hands of welfare bureaucracy: the impact of austerity on disabled people in Sweden. Ph.d afhand­ling, Uni­ver­sity of Glasgow.

Nørup, I. (2020). Sam­men­s­melt­ning af social-og beskæf­ti­gel­ses­po­li­tik: reformer af indsatsen for borgere på kanten af og udenfor arbejds­mar­ke­det. Aktiv arbejds­mar­kedspo­li­tik: Etab­le­ring, udvikling og fremtid (pp. 247). Djøf Forlag.

Oliver, M. & C. Barnes (2012). The New Politics of Disab­le­ment. Palgrave Macmillan, UK.

Pedersen, O.K. (2011). Kon­kur­ren­ce­sta­ten. Hans Reitzels Forlag, København.

Rigs­re­vi­sio­nen (2021). Beretning om for­valt­nin­gen af han­di­ca­p­om­rå­det. Publi­ka­tion på: https://​rigs​re​vi​sio​nen​.dk/​M​e​d​i​a​/​6​3​7​8​3​4​6​1​2​0​5​3​8​0​8​3​8​4​/​S​R​1​3​2​1​.​pdf

Ringø, P. (2012). Dybder og Over­fla­der i styring, viden og praksis i det sociale og psy­ki­a­tri­ske arbejde med sinds­li­dende – En under­sø­gelse af det sociale og psy­ki­a­tri­ske arbejdes onto­lo­gi­ske modeller og histo­ri­ske og aktuelle vilkår for begrebs­dan­nelse og praksis. Phd. Afhand­ling. Aalborg Uni­ver­si­tet https://​vbn​.aau​.dk/​w​s​/​p​o​r​t​a​l​f​i​l​e​s​/​p​o​r​t​a​l​/​2​0​6​1​1​4​1​9​9​/​A​f​h​a​n​d​l​i​n​g​_​P​i​a​_​R​i​n​g​_​V​B​N​.​pdf

Ringø, P. & K. Høgsbro (2015). Funk­tions­pro­ble­mer og reha­bi­li­te­ring i nyt per­spek­tiv. I M. Harder & M. A. Nissen (red.). Socialt arbejde i en for­an­der­lig verden. Akademisk Forlag, s. 275 – 291.

Ringø, P. & M. A. Nissen. (2018). Ideen om det pro­duk­tive menneske – histo­ri­ske kampe om men­ne­ske­syn. I M. A. Nissen, M. A. Fallov & P. Ringø (red.).Men­ne­ske­syn i socialt arbejde – om udvik­lin­gen af det pro­duk­tive menneske. Akademisk Forlag, København.

Ringø, P & D. Howe (2022). Revi­ta­li­sing the concept of surface and depth: an ana­ly­ti­cal tool for critical reflection.I  C. F. Svensson & P. Ringø (red). Revi­ta­li­sing Critical Reflection – in Con­tem­porary Social Work Research, Practice and Education. Routledge.

Ringø, P. (2022). Opti­me­rings­lo­gik­ker og men­ne­ske­syn på det spe­ci­a­li­se­rede soci­a­l­om­råde. Tids­skrift for Soci­al­pæ­da­go­gik. 25 årgang, nr 1.

Social- og Inden­rigs­mi­ni­ste­ri­ets Ben­ch­mar­kin­gen­hed (2019). Udvik­ling­s­ten­den­ser i forhold til børn og unge med psy­ki­a­tri­ske diagnoser. Publi­ka­tion på: https://​simb​.dk/​m​e​d​i​a​/​3​8​2​7​4​/​h​o​v​e​d​r​a​p​p​o​r​t​e​n​u​d​v​i​k​l​i​n​g​s​t​e​n​d​e​n​s​e​r​ – ​i​ – ​f​o​r​h​o​l​d​ – ​t​i​l​ – ​b​o​e​r​n​ – ​o​g​ – ​u​n​g​e​ – ​m​e​d​p​s​y​k​i​a​t​r​i​s​k​e​ – ​d​i​a​g​n​o​s​e​r​.​pdf

Social- og Ældre­mi­ni­ste­riet (2021). Svar på Social- og Inden­rigs­ud­valg spørgsmål nr. 212 (alm. del) til social- og inden­rigs­mi­ni­ste­ren. Svar på:

https://​www​.ft​.dk/​s​a​m​l​i​n​g​/​2​0​2​0​1​/​a​l​m​d​e​l​/​s​o​u​/​s​p​m​/​2​1​2​/​s​v​a​r​/​1​7​4​6​0​2​1​/​2​3​3​4​2​0​3​.​pdf

Soci­alsty­rel­sen (2020). Soci­alsty­rel­sens egne bereg­nin­ger ved­rø­rende børn og unge med autisme. Odense: Socialstyrelsen.

Thomas, C. (2007). Socio­lo­gies of Disa­bi­lity and Illness. Palgrave-Macmillan.

WHO (2001). ICF, Inter­na­tio­nal Clas­si­fi­ca­tion of Fun­ctio­ning, Disa­bi­lity and Health. Geneva: World Health Organisation.