Hvordan forandrer ungdomspædagogikken sig i takt med at unge går fra at søge frirum til at jagte fremtidige muligheder? I dette interview fortæller Ylva Edith Kristina Hårdemark om bevægelser fra væresteds-pædagogik for de mest udsatte unge til ungdomspædagogik med lektiecaféer og kompetencegivende aktiviteter. Hun deler sine erfaringer om de ambivalenser, der kan opstå, når fritiden både skal være fri og fornuftig, og når pædagoger må balancere mellem pædagogiske idealer og præstationslogikker.
Redaktionen har talt med Ylva Edith Kristina Hårdemark, som er pædagogisk leder for fritids- og ungdomsklubber i Bispebjerg Syd. Vi gengiver her nogle centrale temaer fra samtalen, nemlig ungdomspædagogikkens lokale forankring, unge i en optimerings- og præstationskultur, fritidspædagogiske idealer i opbrud samt pædagogiske handlemuligheder.
Fra værested til lektiecafé – ungdomspædagogikkens lokale forankring.
Ylva har siden 2011 arbejdet med ungdomspædagogik på Bispebjerg i København. Hun fortæller, at arbejdet med unge hele tiden forandrer sig i takt med byen og lokalområdets udvikling. Når hun ser tilbage, står det klart, at det ungdomspædagogiske arbejde i klubberne ikke er det samme som for 15 år siden. Dengang var klubberne først og fremmest væresteder for de mest udsatte og kriminelle unge. I dag tiltrækker klubberne lokalområdets unge, især unge, som søger hjælp til lektier og drømmer om at opnå kvalifikationer og kompetencer, der kan åbne døre til uddannelse og job.
Til et spørgsmål om, hvad der karakteriserer den bydel, som fritids- og ungdomsklubberne er en del af, beskriver hun Bispebjerg således:
”I Bispebjerg bydel bor cirka 55.000 mennesker. Hvis den var sin egen kommune, så tror jeg, det var den tredje fattigste i Danmark. Det beror så ikke kun på børnefamilier, der bor også mange udsatte voksne, der er mange små lejligheder, og der er mange ældre med kun folkepension. Det er jo et socioøkonomisk udsat område sådan generelt, samtidig med at det faktisk er sjovt at sammenligne bydelen med en provinskommune, for der er både de dyre villaer nede ved mosen og så de små almene lejligheder, der er bygget i 1940’erne, så altså, på den måde har det næsten samme spændvidde som en provinskommune kan have. Men det er en socialt udsat bydel på flere parametre. Det er også en bydel, der har et væld af sociale tilbud. Man kan få heroin på recept, der er alkohol, sådan noget ambulant alkoholbehandlingstilbud. For nogen år siden havde vi også en rockerborg, altså der er meget at vælge i mellem. Mange religiøse samfund. Det er fordi, der er de her gamle industribygninger, så er det Jehovas vidner, og der er moskéer, og der er adventisterne. Der er også flere mindre religiøse samfund, som ligesom har fundet herhen, fordi de her gamle industribyginger jo egner sig til at være samlingslokaler. Det vil så også sige, at de egner sig til at være lokalskoler, dem er der også mange af. Så det er virkelig en bydel, der bærer præg af en eller anden uensartethed. Der var en Steinerskole en overgang, og der er også kristne privatskoler, der er også et par med arabisk, med muslimsk profil, men som sagt, der er også et par andre. Det er en god blanding.”
”Som det er lige nu, så har vi tre fritidsklubber. (…) Her kommer primært unge fra Fuglekvarteret, lige ovre på den anden side af krydset. Der er jo et andet fritidscenter på den anden side af Tagensvej, som har mere Emdrup og Ryparken, den ende. Det er meget diverst, og det bærer de lokale folkeskoler jo også præg af. Der er dem, der bor i store villaer og dem, der bor i små lejligheder.”
Beskrivelsen af Bispebjerg bringer os videre til at tale om, hvordan områdets klubber så ud i 00’erne og hvilke unge, klubberne rettede sig mod dengang:
”Da jeg starter i ungdomsklubben, nu har jeg jo så også arbejdet meget i denne her ende af Københavns kommune, der handlede det jo meget om ungdomsklubber som et svar på unges udsathed og kriminalitet, altså kriminalitetstruede unge. Der var ligesom en bestemt tilgang til det, som var der i 00’erne, som der jo også på en måde blev sat spørgsmålstegn ved. Jeg ser det jo ofte som, at man kan kun trække pendulet så langt, altså, så på et tidspunkt, så enten er der noget, der kammer over, noget der bliver en afart af sig selv. Eller, hvad skal man sige, der bliver også behov for, at det går op for nogen, at der er nogle behov et andet sted på skalaen.”
”Kan du give et eksempel på det? Hvor du så det?”
”Denne her meget væresteds-agtige pædagogik, der var i forhold til unge i 00’erne, det imødekom sikkert nogle behov hos nogle unge, men der var da også ungegrupper som ikke blev mødt af den tilgang. Og på det tidspunkt var det ligesom den rigtige måde at lave ungdomspædagogik på, det var at lave væresteder for hardcore kriminalitetstruede unge. Og andre ting, det var på en eller anden måde pynt på lagkagen. Altså, det var ikke vigtigt. Jeg vil sige, der var et tidspunkt der i slut nullerne, hvor man ligesom havde trukket den bevægelse meget langt. Det betyder jo ikke, at det ikke er vigtigt, altså, det er vigtigt at lave noget, der også møder de unge. Jeg har jo været en af dem, der har drevet tanken om, er det virkelig den vigtigste opgave for den almene klubpædagogik? Det er jeg ikke sikker på.”
Ylva fortæller videre om de unge, som bruger de lokale klubber i dag:
”(..) men tanken om, at der måske er en kernegruppe (for klubberne), så tænker jeg det meget i forhold til nogen af de unge, vi møder i dag, som ikke kommer fra hjem, hvor man har nogen at spejle sig i, i forhold til at komme videre i uddannelsessystemet. Man har måske ikke nogen i sine nære omgivelser, som har taget en uddannelse, i hvert fald ikke mere end en ungdomsuddannelse. Hvis man skal gøre noget for dem, så er det ikke det samme som at skabe et værested for de mest kriminalitetstruede. Også fordi unge jo i høj grad vælger hinanden til og fra. Der ligger noget i ungdomskulturen, som måske i en eller anden grad ligger i teenagelivet, det her med en kraftig fornemmelse af inde- og udegruppe, kan man sige. Hvis man lægger gadekulturen oveni med det her med, altså, man vil måske simpelthen ikke være der, hvor nogen med meget høj voldskapital er. Det er jo, synes jeg nogle gange, det er noget af det, som voksne undervurderer. Og så kan man jo også sige, man skal også passe på, at man ikke kommer til at koble en masse flertalsmisforståelser på det, det kan sagtens blive en fortælling og det kan også blive et rygte.”
” (…) hvis man tager de sidste 5 procent (de mest udsatte unge), det er ikke sikkert, jeg er ikke sikker på, at ungdomsklubber er svaret, løsningen på deres problem. Det kan selvfølgelig være noget, der trækker i en positiv retning, men det er jo ofte problemer, som er mere omfattende end at man i en ungdomsklub kan sætte ind fra kl. 15 til 19 for at løse det. Hvis du har nogen, der er meget involveret i kriminalitet, så kan de jo trække flere ind i det. En lille gruppe, som er meget udsat, kan trække flere ind i det, hvis det er det tilbud, man laver. Hvor, hvis man laver et andet tilbud, så kan det godt være, at nogen af dem, de mest udsatte, så vælger de det fra, og så er det vigtigt, at vi som samfund har et eller andet, der griber ud til dem. Men der, hvor de er, altså, de allermest udsatte, det er jo ikke sikkert, det er en lang fase af deres liv, forhåbentlig ikke, men der, hvor de er, der, hvor de har våben på sig, og de møder op i skudsikker vest, og de ser yngre medlemmer af klubben som nogen, der kan bruges til at løbe ærinder, der tror jeg, det er meget svært som voksen at sige, ”kære ven, det synes jeg er en dårlig idé”. Det bliver jo ikke hørt.”
”Man skal bruge sin tid på noget fornuftigt” – unge i en optimerings- og præstationskultur
I samtalen med Ylva peger hun på en række aktuelle ambivalenser i det ungdomspædagogiske arbejde, som er knyttet til en optimerings- og præstationskultur, som de unge har taget til sig, og som stiller det ungdomspædagogiske arbejde, og de traditioner det står på, i en særlig situation. Hun fortæller:
”Jeg kan sige, at en af de ting, som jeg synes er blevet tydeligt i løbet af de sidste par år, det er jo, at unge, og det er jo beskrevet mange steder, at unge har det her blik på sig selv, at de også er med på dagsordenen om, at de skal optimere sig selv, at man har ansvar for sit eget liv, hvor man skal dygtiggøres, og der er jo et behov og en tankegang, de på en måde tager med sig ind i fritidslivet. Og der kan man jo også tænke, at den tilgang er med til at drive noget af den mistrivsel og noget af det stress, som unge oplever. Så jeg synes, at hvis man som fritidspædagog og ungdomspædagog tager udgangspunkt i, at man skal møde de unge der, hvor de er, i hvilken grad skal man så gå med på den tanke om, at man skal optimere sig selv og dygtiggøre sig som en form for instrumentel tilgang til fritidslivet? Og i hvilken grad skal man opstille et alternativ, for hvad så, hvis de unge ikke oplever det som relevant? Altså, vi kan jo ikke komme med nogle 80’er-idealer og proppe ned i dem. Det er ikke nødvendigvis pædagogerne, der kommer med tanken om, at fritiden skal være et sted, hvor man optimerer og dygtiggør sig. Det er et behov, der kommer fra de unge”.
Hvordan viser det sig?
”Jamen, det viser sig jo i, at der er mange unge, som søger. De vil gerne være med i sådan noget som giver kompetencer, fx lektiehjælp og iværksætteritilbud. Og det viser sig også, når de taler om, hvad de selv gerne vil deltage i. For der er det, at det er sådan, at det skal gerne være træning, hvor der er tydelige mål. Vi har også nemt kunnet rekruttere til kvalificerende kurser, som hygiejnekursus og børnepasserkursus. Der er mange unge, der melder sig til at bruge deres fritid på at tage nogle af de her kurser, så de kan give nemmere adgang til et fritidsjob. Og det her med at søge fritidsjob, så var mine oplevelser fra 15 år siden, da jeg startede med det arbejde her, der var det lidt det, at have et fritidsjob, det var lidt synd for én, hvis man havde brug for at have et fritidsjob, det var nok fordi, at ens forældre ikke kunne give en penge nok. Og sådan er det ikke på samme måde mere. Det blev jo sådan en almen ting, det er en god idé at have et fritidsjob. Og det er det jo i høj grad. Det er ikke noget, jeg er imod, men der er kommet den her, at man skal bruge sin tid på noget fornuftigt. Og så synes jeg, at det er interessant, oven i det, så skal man også… Det her lag, som er kommet oveni, som jo er, at de unge er så trænet i den her selvevaluering, så de vil ikke bare bruge deres tid på noget fornuftigt, de vil også føle det rigtige om at bruge deres tid på noget fornuftigt. Og det er jo der, hvor jeg også tænker, at sådan nogen som os kan være med til, eller forhåbentlig hjælpe med at skrue en lille smule ned på presset. Men hvordan gør vi det, når det er dem, der udtrykker et behov for at presse sig selv?”
De unge oplever det som gamle hippie-idealer – fritidspædagogiske idealer i opbrud
Med alt det her, du lige har fortalt, hvad er det så, I diskuterer internt i forhold til, hvad I skal gøre, eller hvad skal I stille op?
”Det er et godt spørgsmål. Jamen, vi taler jo meget om, i hvilken grad skal man følge de unges umiddelbare udtalelser om deres ønsker. Fordi det er det, de siger. Og det skal man jo i hvert fald høre. Og i hvilken grad skal vi så holde fast i, at vi nogle gange vægter noget andet. Der er jo også et segment af unge, som ikke nødvendigvis lever op til deres eget ideal om, hvordan man burde være. Og det kan jo næsten være endnu sværere at møde, fordi de jo har en idé om, hvad et vellykket ungdomsliv er, men de er ikke der, hvor det udfolder sig for dem for den måde. Det er ikke det, der foregår. Og hvordan kan man tale med dem om det? Det synes jeg er svært uden at trække på noget, som ikke er relevant i nutiden. Hvor de oplever det som gamle hippie-idealer. Jeg sidder nemlig også og tænker på hippie-idealer, og dem er der jo mange af, i det fritidspædagogiske, tænker jeg, på en eller anden måde. Ja, altså fritidspædagogikken er jo fyldt af folk, men også pædagogikken i sig selv, altså fokus på den frie udfoldelse. Så jeg synes, det er meget fint, ligesom på en eller anden måde at sige, der er noget på spil, og hvordan kan vi gribe det, fordi vi jo også er bærere af nogle særlige værdier om det at have fri, og samtidig er vi bundet af, at vi skal selvfølgelig tage udgangspunkt i de unges interesser og motivationer og lyster. Det vil vi jo gerne, og det er jo et af vores idealer. Når det er meget præstationsorienteret, hvad gør vi så?”
Men hvad gør I så helt konkret?
”Jamen, vi gør jo lidt af begge to. Altså, vi tilbyder jo sådan noget som lektiehjælp og jobvejledning. Men så prøver vi jo at gøre noget ud af at også skabe et socialt miljø omkring det. Især i vores lektiehjælp prøver vi også at kalde det et studiemiljø. Det er også okay at hygge sig og drikke en kop te og snakke med sine venner. Hvis man gør det på en måde, som ikke går ud over, at de andre stadig kan lave lektier, og så er der jo ikke præstationsforventninger til dem. Hvor langt er du kommet i din opgave? Det skal jo være selvdrevet, så det at sidde og lave lektier også kan blive noget, man kan hygge sig med, og man kan gøre i et fællesskab. Det kommer også af, at vi havde en oplevelse af for tid tilbage, at vi mødte enkelte unge, som troede, at de stort set var de eneste i Nordvest, der gik på gymnasiet. Og man siger, det kan jo ikke passe, for jeg har jo mødt tre andre bare her, men de havde ikke øje for hinanden, fordi der var den her fortælling om, at sådan nogen som os, vi går ikke i gymnasiet. Og hvis man kommer fra… Jeg tror også, det er bundet til, at der ligger jo ikke et gymnasium, som er det oplagte, så folk bliver spredt ret meget fra de forskellige folkeskoler. Så derfor er der måske også en oplevelse af, at det er jo kun mig, der går på Herlev. De bliver spredt ud i byen efter folkeskolen. Med det sagt, så har vi også oplevet, at det her studiemiljø har været med til at skabe en fortælling om, at det kan man sagtens. Man kan jo se folk, der sidder der. Man kan også dele erfaringer på sådan et mere uformelt plan. Høre om, hvordan det er at gå i 3.G, og hvad er folks tanker om, hvilke valgfag de har tænkt over, uden at det bliver den formelle studievejledning. Der taler vi jo ind i den her præstation, altså i den instrumentelle. Vi laver lektier, fordi det er godt for de unge, fordi det styrker deres tilknytning til uddannelse og sådan noget. Det er de der spor, men vi prøver også at gøre det, som sagt, lidt hyggeligt så det får præg af, at det er noget, man gør sammen.
I samtalen taler vi videre om lektiehjælp, som åbner op for overvejelser over, hvordan samfundsudvikling og lokalområders udvikling over tid producerer nye udsathedsformer:
”Altså, vores lektietilbud, det er ret tydeligt, at det er en klar overvægt af unge med minoritetsbaggrund. Det korte svar er, at der måske ikke er lige så mange af dem, der i deres netværk har nogen, der kan hjælpe med lektier, især de her større opgaver, hvordan finder man en, der kan hjælpe med det? Så det er den ene del af det. Det andet er, og jeg mener, at jeg har statistisk belæg for det, at etnisk-danske unges uddannelsesvalg er mere klassepræget. Så hvis du kommer fra et arbejderklassemiljø, kan man sige, så vælger du i højere grad en uddannelse, som præger det. Det er de minoritetsetniske unges uddannelsesvalg ikke i så høj grad præget af, fordi det er jo ikke sikkert, at ens familie identificerer sig på en bestemt måde. Det kan jo være, at ens forældre har et ufaglært job, men det er jo ikke sikkert, at de ser sig selv som arbejderklasse. Det kan jo være, at man er kommet ind i det, fordi man har skiftet land og sammenhæng. Så de vælger jo uddannelser, på en måde, fra en bredere palet, men det gør jo så måske også, at de i højere grad får brug for den støtte, som der kan tilbydes i en lektiehjælpscafé.”
”Men det er jo interessant, fordi nu startede det der for 10 år siden, at væresteder og kriminalitetstruede, eller måske unge, der allerede var i kriminalitet, og så nu til lektiecaféer, men i det samme lokalområde. Ja, og det er jo faktisk en af de her bølger i pædagogikken, kan man sige. Da det startede, der arbejdede vi jo i den her væresteds-bølge, og der var det jo næsten et fyord at sige, at man ville tilbyde lektiehjælp. Fordi det ville være ekskluderende, og det ville være at bruge ressourcer på dem, som ikke var allermest udsat. Så hvis man sådan skal trække det lidt hårdt op, så skulle alle ressourcer gå til dem, der havde det allersværest. Og der kan man sige, at vi var jo, jeg tror, vi var forholdsvis tidligt på bolden med at begynde at trække lidt en anden vej. For hvis vi skal tilbyde noget, som er en vej væk fra det her gadeliv, hvad skal det så være? Og det kunne jo for eksempel være, at man ikke bare tilbyder en venteposition og håber, at det går over af sig selv.”
Pædagogiske handlemuligheder – at lytte til de unges stemme
Hvordan kan pædagoger forholde sig til disse ambivalenser? Som Ylva ser det, kan man trække på inspiration flere steder fra. Et af dem er en tilgang, hvor ungdomspædagogikken aktivt lytter til de unges stemme. Områdets ungdomsklubber var for nogle år siden involveret i et aktionsforskningsprojekt med fokus på, hvordan man kan nytænke ungdomspædagogikken gennem at inddrage de unge selv:
”En del af det kommer helt tilbage i start 10’erne, der lavede Mette Bladt jo sin ph.d. herude. Og det var nogle af vores daværende unge, som var med i det projekt omkring de unges stemme, og de fremlagde et slutresultat, hvor de kom med deres bud på en god ungdomspædagogik. De fremlagde det for nogen af os, der arbejdede på det område, og nogle af resultaterne er båret med tilbage derfra – hvor de jo havde et ønske om et hus, der kunne rumme både værestedet og lektiehjælpen. Jeg var meget inspireret af det projekt og har også været en del af den forskningscirkel, Vild Velfærd. Jeg har oplevet, at det på det tidspunkt prøvede at række ud til nogle udsatte grupper, uden at blive væresteds-pædagogik. Jeg synes Mette Bladt og den tilgang tilbød, at der var noget man kunne gøre – ikke bare noget man skulle tænke – men at man kunne komme i tale med de unge om nogle ting. Og der har jeg oplevet, at det her med at rammesætte nogle af de her værksteder, det handler ikke om, at jeg skal vælge, hvad der er godt eller dårligt, det handler om, at vi kan tale med de unge om hvordan det kan lykkes, på hvilke præmisser.”
”Der var et tidspunkt, hvor det meget blev sådan, at der var nogle unge, og så spurgte man, hvad de ville lave, og så sagde de: ”Vi vil gerne på shoppetur til Malaga”. Og så sagde vi: ”Det kan vi ikke”. Og hvad kom der ud af det – ikke ret meget. Hvor den tilgang, den giver den samtale noget mere dybde: ”Nå, men hvordan kan det være, at I gerne vil det, og hvad er det, I gerne vil have ud af det, og hvad skal der til for at man kunne komme derhen?” Så det der med at have den sokratiske tilgang ved at spørge videre og give dem noget forståelse af, hvorfor man ikke bare lige kan tage derhen. Det er en metode, hvor man arbejder med, at man ikke bare tager det, folk siger, for pålydende. Men kommer ind i, hvad vil det sige for dig, og hvilken betydning vil det have, hvis det lykkes? Og samtidig, at man spørger de unge som gruppe, så det ikke bliver: ”Hvad vil du, hvad vil du og hvad vil du?”, men at når man kommer derhen, at der er et projekt, de vil gå videre med, så er det et projekt man laver i fællesskab. Jeg synes, det har haft en god virkning for forskelligartede grupper.”
”I løbet af sidste år har vi arbejdet med et projekt, hvor de unge valgte at kalde det for de ’stille, stilede drenge’, som var en gruppe unge, der blev rekrutteret blandt andet i samarbejde med de boligsociale og Ungekontakten – sådan nogle unge, der måske ikke havde så mange venner og bøvler med noget ensomhed eller anden for form for udsathed. Hvor, inspireret af den tilgang, blev de unge spurgt: Vil du deltage i det her projekt, og præmissen for projektet er, at I som gruppe skal finde ud af noget I vil gøre, som er fedt for flere end jer selv. Det må gerne være fedt for jer også, men det kan ikke bare være ’vi vil gerne til Malaga’ eller ’vi vil gerne til go cart’. Det skal række ud over dem selv”.
At arbejde med ’det kollektive gennem det kollektive’, sådan som Ylva her beskriver det, ser hun som en vej til at nytænke ungdomspædagogikken, hvor man undgår at den bliver en ren ’væresteds-pædagogik’. Det oplever hun, at der brug for, da ungdomspædagogikken er under pres:
”Jeg tror i hvert fald, at især ungdomspædagogikken – fritidspædagogikken har jeg aldrig tænkt at den på kortere sigt er truet på sin eksistens, eller er truet på sin form – men ungdomspædagogikken, det kan man jo se rundt omkring i kommunerne. Den kan jo i princippet forsvinde. Man kan jo beslutte sig for, at man ikke skal have ungdomsgrupper. Og der vil man jo gerne gøre sig relevant, så man vil skabe opmærksomhed omkring sig selv ved at tale ind i nogle af de politiske dagsordner, der er”.
En anden inspiration til det ungdomspædagogiske arbejde handler om, hvordan pædagoger i hverdagens praksis håndterer balancen mellem det planlagte og det mere åbne og fleksible. Her er det psykologen Dorthe Birkmoses begreb om ’at arbejde følgende’, som Ylva synes kan hjælpe med at indkredse noget væsentligt i mødet mellem pædagogen og den unge:
”Jeg blev så glad (for det begreb), for hvordan gør man sig tilgængelig? Man kan så nemt møde dem med curriculum-lister, men lige pludselig, så viser det sig, at der er noget andet på spil. Og hvordan kan man i pædagogikken, på en meningsfuld måde, gøre sig tilgængelig for at kunne gribe det? Men, man kan ikke gribe det ud af ingenting. Der er nødt til at være noget. Altså, hvordan opretholder man den der tro på, at vi skal jo levere, lave planer, og så skal vi muligvis alligevel væk fra dem. Det tror jeg godt man kunne søge mere ind i.”
