Udlændinge- og integrationspolitiske spørgsmål væver sig i dag ind i det pædagogiske felt, fx som obligatoriske tilbud om daginstitution rettet mod ikke-vestlige forældre. På baggrund af narrative interview med 30 integrationsarbejdere i 6 danske kommuner, en forståelse af integration som en praksiskategori, og allerede udførte analyser, fremlægger denne artikel tre indsigter i kommunernes ’integration af flygtninge’. Artiklen identificerer ’flygtningehed’ som en ny social kategori; peger på integrationsarbejdets illusioner og stereotyper; og foreslår begrebet ’kolonial integration’ som en samlet karakteristik af dansk flygtningeintegration. Hermed henvises til et system, der baserer sig på forestillingen om at nogle mennesker kan tvinges til at underkaste sig ufrie positioner og udnyttes for produktivitet. Artiklen argumenterer for, at effekterne af de udlændinge- og integrationspolitiske dagsordener også præger pædagogikken, hvorfor disse indsigter ikke kun er relevante for migrations- og integrationsforskere, men også for praktikere og forskere indenfor pædagogik og velfærdsarbejde.
De sidste mange års udlændinge- og integrationspolitik har i Danmark har været præget af hjemsendelses- og selvforsørgelsesdagsordener, og integrationsprogrammet, som er kommunernes arbejdsgrundlag med henblik på ’integration,’ blev i 2019 omdannet til et selvforsørgelses- og hjemsendelsesprogram (Rytter et al., 2023). Meget forskning har fokuseret på modsætninger og paradokser mellem ’integration’ og ’hjemsendelse’ sådan som det opleves af fx unge flygtninge men også frivillige og sagsbehandlere (Shapiro et al., 2024; Vitus & Jarlby, 2022). I skyggen af den nationale politikforskydning ’fra integration til hjemsendelse,’ eksisterer der i de danske kommuner imidlertid stadig integrationsafdelinger og integrationsarbejdere, der ’modtager og integrerer’ flygtninge.
Ved at studere integrationsarbejdet i kommunerne er det muligt at få indsigt i hvordan den danske velfærdsstat fungerer i en global og ulige verden. I en tid hvor udlændingepolitiske og integrationspolitiske dagsordener blander sig med skole- og uddannelsespolitiske spørgsmål og velfærdspolitiske spørgsmål fx indenfor dagstilbudsområdet, er viden om integrationsarbejdet ikke kun relevant for migrations- og integrationsforskere, men for forskere indenfor pædagogik og velfærdsarbejde i bredere forstand. I denne artikel vil jeg søge at karakterisere integrationsarbejdet gennem undersøgelser af, hvordan den danske velfærdsstat folder sig ud i mødet med mennesker, der er flygtet. Dermed skabes også indsigt i hvilke liv og hvilke menneskers frihed og lykke den danske velfærdsstat beskytter og dermed hvem den danske velfærdsstat er til for. Undersøgelserne baserer sig på narrative interview med 30 integrationsarbejdere fra 6 danske kommuner.
Igennem hele artiklen forstår jeg integration som en praksiskategori, dvs. som en kategori, der har effekter i praksis (Jacobsen, 2023; Korteweg, 2017). Det indebærer, at jeg er interesseret i de sociale, kulturelle og økonomiske processer der producerer grupper, dvs. hvordan ’integration’ former grænser mellem ’dem’ og ’os’ for at kunne integrere ’dem’. En sådan interesse bevæger sig ud af integrationsdiskursen og dens fokus på målsætninger, intentioner og gode (og mindre gode) viljer. Det betyder, at jeg er mindre interesseret i integration som et begreb med eventuelt (u)sammenhængende (godt eller mindre godt) indhold (Ejrnæs, 2002). Snarere søger jeg at skrive ’imod integration’ for at fastholde et kritisk potentiale i analysen af den danske velfærdsstats praksis (Rytter, 2019). Integration som en praksiskategori fører mig således direkte ind i den danske velfærdsstats maskinrum og muliggør et blik for hvordan der skabes og genskabes interne grænser i den danske velfærdsstats møde med ’flygtningen’ (Stoler, 2022).
Nedenfor etablerer jeg først den historiske baggrund for den nuværende kommunale flygtningeintegration. Dernæst udfolder jeg det bagvedliggende projekts metodologi og analytiske ambitioner, og på den baggrund fremlægges de tre tværgående indsigter: flygtningehed som social kategori, integrationsarbejdets illusioner og stereotyper, og afslutningsvist foreslås begrebet kolonial integration som en karakteristik af flygtningeintegration i Danmark.
Integrationens lokale forankring
Integration i Danmark er og har været lokalt forankret. Først ved at danske regeringer fra 1950’erne bemyndigede danske NGO’er såsom Dansk Flygtningehjælp, men også Dansk Røde Kors og andre organisationer, til at arbejde med flygtningemodtagelse og ‑integration (Fenger-Grøn & Grøndahl, 2004). Denne model fortsatte i årtierne derefter.
Velfærdsstatens underliggende forbundethed med en aktiv arbejdsmarkedspolitik blev i 1990’erne tydeliggjort i sammentænkningen af ’rettigheder og pligter’ som bl.a. betød et fokus på sanktioner, hvis borgeren ikke viste sig tilstrækkelig jobparat. Dette introducerede en form for straffelogik i velfærdsstaten som sammen med et beskæftigelsesfokus blev indarbejdet i den første Integrationslov i Danmark, som blev vedtaget i 1998 med virkning fra 1999. Integrationsloven markerede et skift i hvem der var ansvarlig for integration. Ansvaret var stadig lokalt forankret, men nu blev det tildelt kommunerne i stedet for NGO’erne (Bolvig & Arendt, 2018; Hvidtfeldt & Schultz-Nielsen, 2017). Kommunerne har siden 1999 haft ansvar for modtagelses‑, indkvarterings- og integrationsprogrammer.
Det kommunale ansvar for integration indebærer, at ’flygtninge’ fordeles i landet i henhold til den procentdel af ’indvandrere og flygtninge’ der i forvejen bor lokalt og uden hensyntagen til flygtningens eventuelle ønsker. Igennem 2000’erne og 2010’erne vedtages forskellige stramninger såsom reduktion af ydelser for ’nyankomne udlændinge’ og kraftig reduktion i mulighed for at søge om permanent opholdstilladelse og familiesammenføring. Korte midlertidige opholdstilladelser blev normen og med ændringer i Integrationsloven i 2015 og i 2019 blev ’nyankomne udlændinge’ tilmeldt et obligatorisk selvforsørgelses- og hjemsendelsesprogram i 1 – 5 år. Det indeholder bl.a. danskundervisning og jobtræningsaktiviteter med henblik på at få flygtningen i arbejde hurtigst muligt på det midlertidige ophold (Integrationsloven, 2020). De seneste stramninger handler om arbejdspligt og nyttejob.i Samtidig er ydelserne nedsat yderligere. Forskning har vist, at ’jobtræningen’ ofte består i gentagne ulønnede praktikforløb som kun sjældent fører til fast arbejde (Jacobsen, 2023; Sparre & Nielsen, 2025).
Efter den russiske invasion af Ukraine i 2022 ankom ukrainere til Danmark efter vedtagelsen af en særlov for fordrevne ukrainere som bl.a. blev begrundet med henvisning til at ’de’ var ’vores’ naboer (Lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine, 2022). Særloven fritager ukrainere fra de almindelige restriktioner, hvilket bl.a. giver ukrainere frihed til at bosætte sig hvor de vil og direkte adgang til beskæftigelse og uddannelse. Deres opholdstilladelser er midlertidige, men de har igennem længere tid også haft mulighed for at få opholdstilladelse som ’udenlandske arbejdere’ (ligesom andre ’østeuropæiske’ arbejdere har), hvis de har en arbejdskontrakt, fx i landbruget, hvilket flere kommuner har erfaring med.
Af denne korte gennemgang fremgår det, at ’flygtninge’ som administrativ kategori skifter med den danske stats geopolitiske interesser. Flygtningehed er med tiden fortrinsvist blevet adskilt fra europæiskhed og hvidhed, hvilket for eksempel ses ved at ukrainere ikke alene betragtes som flygtninge, men i høj grad som arbejdere og naboer med flere rettigheder end almene asylansøgere og flygtninge (Picozza, 2024).
Som baggrund for at forstå integrationsarbejdet vil jeg nævne den rammeaftale om økonomistyring på integrationsområdet som Kommunernes Landsforening (2017) har indgået og som gjaldt på undersøgelsestidspunktet. Heraf fremgår det, at kommunerne kan opnå basistilskud per flygtning eller familiesammenført person per måned igennem tre år (2.604 DKR), engangstilskud per flygtning der kommer i arbejde i mere end 6 måneder (48.440 DKR), kommer i uddannelse eller kvalificerer sig mhp. erhvervsuddannelse (48.440 DKR), eller består dansksproglige test (36.331 DKR per test). Derudover kan kommunerne få tilskud for hjemsendelse og de kan få refunderet udgifter til diverse integrationsaktiviteter.
Samlet set er det rimeligt at sige, at kommunerne har et manøvrerum for hvordan de vil modtage og ’integrere’ gennem boligplacering, aktiveringsprogrammer og andet. Den kommunale flygtningeøkonomi spinder ikke bare flygtningen ind i en incitamentsstruktur men også kommunen selv og dens integrationsarbejdere: kommunerne får af staten incitament til at etablere aktivitet vedr. flygtningemodtagelse og ‑integration, herunder til at etablere flygtningen som selvforsørgende og nyttig for lokalsamfundet, idet de får kompensation for udgifterne hertil.
Metodologi
Artiklens materiale baserer sig på originale interview med 30 integrationsarbejdere fra 6 kommuner i Danmark. Interviewene er foretaget i 2021 – 2022 som et delprojekt af projektet RESTORE: Refugees stories and stories about refugees, der var støttet af Danmarks Frie Forskningsfond i perioden 2021 – 2025.ii Formålet med delprojektet var at undersøge hvordan kommunale integrationsarbejdere tilskrev modtagelse og integration af ’flygtninge’ mening i relation til deres lokale forankring.
De 6 kommuner blev udvalgt så de fordelte sig på forskellige lokaliteter i hele Danmark og så de havde forskellig størrelse, antal borgere, befolkningstæthed, boligstruktur, erhvervsstruktur og politisk ledelse. I hver kommune blev mellem 4 og 6 personer interviewet. De arbejdede indenfor modtagelse; beskæftigelse; sagsbehandling; socialt og pædagogisk arbejde med børn, unge og voksne; samt skole og voksenundervisning. De havde forskellige uddannelses- og arbejdsbaggrunde. Flere var uddannede pædagoger, lærere eller socialrådgivere, og andre inden for et humanistisk akademisk fag, og atter andre havde erfaring fra detailhandel og lignende. Få havde erfaring med at arbejde indenfor asylsystemet. Ud af de 30 arbejdede 19 i en integrationsafdeling (i eller udenfor et jobcenter) og resten i andre kommunale afdelinger, fx i en familieafdeling eller på en undervisningsinstitution. Tilsammen er de en heterogen gruppe, der alle arbejder med den integrationsopgave som Integrationsloven udstikker.
Interviewene blev udført som narrative interview forstået på den måde, at de havde til formål at få integrationsarbejderen til at fortælle om sin erfaring og hvordan arbejdet gav mening for netop denne medarbejder i netop denne kommune (Czarniawska, 2010; Mattingly, 1994). Derfor stillede jeg åbne spørgsmål om hvordan de begyndte at arbejde med integration, hvad deres opgaver var og hvordan de udførte dem, hvordan modtagelse af flygtninge påvirkede kommunen og hvordan kommunen tilskrev flygtninge mening. Alle blev introduceret til forskningens etiske forpligtelser og alle er anonymiseret på forskellig vis. Alle interview er transskriberet og materialet fylder i alt 561 sider.
På denne baggrund har jeg arbejdet med forskellige analytiske formål og ambitioner. Ud over det narrative grundlag i projektets metodiske design, har den gennemgående teoretiske orientering i projektet været antropolog Ann Laura Stolers begreb om interior frontiers (2022). Det er et politisk begreb, der er affektivt ladet og anskueliggør dominans og herredømmeforhold i liberale demokratier. Det hjælper med at belyse, at integration som praksiskategori har effekt i et rum af eksisterende uligheder, hvor interne grænser i den danske velfærdsstat skabes og genskabes i mødet med ’flygtningen.’ Gennem sociale, kulturelle og økonomiske processer tager uligheder form gennem følelser og fornemmelser som medvirker til at producere forskelle på ’os’ og ’dem.’
Resultaterne af arbejdet med de forskellige analyseformål er beskrevet i andre artikler. En artikel analyserer, hvordan flygtningekvinden i særlig grad bliver mål for frigørelse i integrationsarbejdet (Øland, 2024); en anden artikel hvordan integrationsarbejderen kan forstås som en flertydig ’ildsjælebureaukrat’ i en autoritær styringskontekst (Øland, 2025); en tredje artikel analyserer, hvordan integrationsarbejderen håndterer den politisk bestemte forskelsbehandling mellem ukrainere og ’andre flygtninge’ (Blinkenberg & Øland, 2026a), og en fjerde artikel analyserer kommunale interesser i flygtningeintegration i forlængelse af Integrationslovens etablering af en racialiseret flygtninge-positionalitet (Blinkenberg & Øland, 2026b).
I denne artikel ser jeg på tværs af artiklerne og fremskriver de indsigter som forskningsprojektet har tilvejebragt om flygtningeintegration i velfærdsstaten og som peger ind i en bredere og mere generel pædagogisk og velfærdsstatslig sammenhæng. Som genre udgør artiklen således en slags metaanalyse af artiklerne med henblik på at formulere projektets centrale resultater, så de er anvendelige og relevante for videre studier af pædagogik og velfærdsarbejde. Det betyder også, at de tætte empiriske analyser udelades af denne fremstilling til fordel for en mere syntetiserende analyse, der samler og ser fremad.
Flygtningehed som social kategori
Den første indsigt drejer sig om flygtningehed som social kategori. Flygtningehed – refugeedom eller refugeeness – findes i forskningslitteraturen som begreb og historisk opkomst. Flygtningehed er fx brugt som billede på en særlig kategori af mennesker, der under første verdenskrig kæmpede en dødskamp i det russiske imperium (Gatrell, 2016). Flygtningehed er også brugt som billede på hvordan en gruppe mennesker i anden halvdel af det 20. århundrede blev adskilt fra europæiskhed og hvidhed men samtidig knyttet til funktioner i kapitalismen (Picozza, 2024). Dette ses fx i den forskel, der i den danske kontekst gøres på ukrainere og ’andre flygtninge’, hvor ukrainere snarere opfattes som europæere, naboer og arbejdere end flygtninge på lige fod med ’andre flygtninge.’ Flygtningehed er altså betinget af staters nationale interesser, geopolitiske forpligtelser og interesser i arbejdskraft.
Ved at opsummere hvordan flygtningehed skabes i materialet gennem integrationsarbejdernes forsøg på inkorporering og transformation af flygtningens vilje og stræben i den danske velfærdsstats kontekst, får jeg øje på at inkorporeringerne samtidig afgrænser og devaluerer ’flygtningen’: gennem lovens flygtningekategori etableres flygtningen som gruppe og gruppen differentieres herefter socialt i integrationsarbejdet; gennem instrumentalisering af flygtningens drømme, adskilles flygtningen fra deres drømme; gennem nyttiggørelse af flygtningen som ofte gratis vare og arbejdskraft, dehumaniseres flygtningen; og endelig gennem at søge at opbygge flygtningen vha. fx en ’måltrappe’, placeres flygtningen bogstaveligt talt nederst på trappen og i det sociale hierarki (se også Brøndum & Øland, 2025). Flygtningehed kan på denne empiriske baggrund siges at være en social kategori af mennesker, der skabes og genskabes gennem lovgivningens formelle diskrimination, og gennem integrationsarbejdets differentieringer, instrumentaliseringer og dehumaniseringer.
Flygtningehed som social kategori er interessant at udvikle i en dansk kontekst, hvor der er andre eksempler på at en befolkningsgruppe – gennem lovgivningen – fratages rettighed til et frit og lige liv. Forældre til 1‑årige i ’udsatte boligområder’, der ikke har indmeldt deres børn i dagtilbud, tvinges fx til at placere deres børn i lovbestemt ’Obligatorisk læringstilbud’ (Børne- og Socialministeriet, 2018), mens andre forældre har frihed til og belønnes med tilskud for at hjemmepasse deres børn. Statens beskyttelse af borgerens frihed markeres her som en intern grænse, der sætter og hærder en forskel mellem ”os” der har denne frihed og ”dem” der ikke har denne frihed eller er i fare for at miste friheden medmindre de udviser en bestemt adfærd. Den politiske logik tilsiger, at tilbuddet retter sig mod ikke-vestlige forældre, men det siges ikke direkte, idet det ville være direkte diskrimination og ulovligt. Det kan imidlertid udledes af pressemeddelelser, ledsagende policy og politisk debat og tilsammen viser det, at målet med udlændingepolitiske stramninger også er at indskrænke rettighederne for ikke-vestlige indvandrere i Danmark.
Statens beskyttelse af borgerens friheder og rettigheder relativeres også gennem administrative manøvrer. Ved udgangen af 2025 har SVM-regeringen sammen med Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti besluttet, at kommunerne skal genåbne 5.000 sager om førtidspension for at revurdere, om de er tildelt på et retmæssigt grundlag.iii Målgruppen søges igen bredt i formuleringer som førtidspensionister registreret som indrejste, bosat i større almene boligområder og med lav arbejdsmarkedstilknytning. Den politiske logik er også her udlændingepolitiske stramninger, som nu skvulper over i mulige socialpolitiske begrænsninger for alle, når universelle velfærdsydelser og rettigheder som førtidspensionen gøres betinget eller midlertidig som det generelt er tilfældet for flygtninges velfærdsydelser og opholdstilladelser. Skabes der herved flygtningehed for en helt ny gruppe borgere?
Flygtningehed er således en interessant social kategori, fordi det er en sammensat kategori, der er etableret ud af lovgivningens dominans og diskrimination, som skaber en kategori af mennesker gennem fratagelse af rettigheder og frihed, men det er også en kategori der afgrænses gennem administrative praksisser og sociale relationer, herunder incitamenter, åbninger, passioner og modstand. Det betyder, at flygtningehed ikke kan reduceres til klasse eller etnicitet, men er en mere omfattende social kategori i velfærdsstaten, relateret til politisk (trussel om) fratagelse af rettigheder og social beskyttelse. Sagt på en anden måde, er det en social kategori, der er relateret til politisk skabelse af sociale problemer for en udpeget gruppe, der fratages rettigheder og bringes i en situation, hvor de ikke er sikrede i hverken retsstaten eller velfærdsstaten; hvor de udsættes for det Judith Butler (2015) kalder statsvold, altså vold fra den stat som skulle beskytte og sikre mod social ulykke og uretfærdighed.
Integrationsarbejdets illusioner
Den anden indsigt kalder jeg integrationsarbejdets illusioner. I projektets analyser fremstår repræsentationen af ’flygtningen’ som en illusion forstået på den måde, at der i velfærdsstatens integrationsarbejde etableres en slags blændværk, der skaber billeder og stereotyper, der har effekt. Fx at ’flygtningen’ er på en bestemt måde, fx passiv, og derfor i behov for frigørelse og aktivering, hvorigennem ’flygtningen’ etableres og funktionaliseres for at tjene arbejdsfunktioner i velfærdsstaten og på arbejdsmarkedet. Dette blændværk er genkendelig i andre områder af velfærdsarbejdet, fx i uddannelsesvejledningen, hvor etnisk minoriserede unge, igennem politiske tiltag og pædagogisk praksis, søges kanaliseret ind i såkaldt realistiske jobmuligheder såsom ’passende’ erhvervsuddannelser gennem repræsentationer af netop dem som nogen, der passer til disse erhverv (Vildlyng, 2024).
I det følgende illustrerer jeg hvordan repræsentationerne fungerer ved at opsummere, hvordan frigørelse og redning af flygtningekvinden fremstår som centralt i integrationsarbejdet (Øland, 2024). Flygtningekvinden repræsenteres i integrationsarbejdet gennem binære modsætninger, hierarkier og klassifikationer. For det første repræsenteres flygtningekvinden som undertrykt, hvilket også i andre sammenhænge er beskrevet som anledning til at retfærdiggøre store og små interventioner i frigørelsens og lighedens navn (Abu-Lughod, 2015; Brodersen & Øland, 2023; Stormhøj, 2021). Flygtningekvinden symboliseres som et offer i binær modsætning til sin mand eller ældre som fremstilles som undertrykkere, eller religion og kultur fremstilles mere generelt som hindringer for at ’dansk kultur’ og ’køns-lighed’ kan accepteres. I materialet er der eksempler på fortællinger, der betoner at unge piger og voksne kvinder holdes hjemme, hvor de beskæftiges med børn og husligt arbejde. Reproduktivt omsorgsarbejde i familien og i hjemmet degraderes altså ligesom tro oversættes til dogmatisk tro knyttet til undertrykkelse. For det andet repræsenteres flygtningekvinden som forkælet. Kvinden fremstilles som naiv og umoden; som om hun ikke forstår hvad det vil sige at være flygtning i velfærdsstaten, hvor arbejdspraktik ofte er en betingelse for at modtage integrationsydelse og opretholde et livsgrundlag. Kvinderne fremstilles som om de ikke forstår, at deres rolle som flygtning i Danmark kræver noget andet end rollen som fx hjemmegående husmor og hustru i Syrien. Integrationsarbejderne konstruerer tydeligt den forkælede flygtningekvinde som modsætningen til den produktive danske kvinde (Nissen, 2015). For det tredje repræsenteres flygtningekvinden som villig. Denne repræsentation fremstiller kvinden som en person, der ikke tidligere har haft mulighed for at lære noget eller komme på arbejdsmarkedet, men når hun opdager at hun her i Danmark får mulighederne, bliver taknemmelig, glad og villig til at udnytte mulighederne.
Flygtningekvinden repræsenteres for det fjerde som overraskende produktiv, hvilket refererer til en kvinde der tidligere var undertrykt, men nu har taget arbejdsmarkedet til sig og klarer sig godt. Dette beskrives som en slags åbenbaring for integrationsarbejderen, der beskriver at kvinden også selv virker overrasket. Her fortælles fx om en kvinde, der lærte dansk ”ekstremt hurtigt” og nu er oldfrue på et hotel og hyrer andre flygtninge til rengøringsjob på hotellet. Eller om en kvinde, der beskrives som meget religiøs til at starte med men som blev glad for at ”komme ud” og være køkkenmedhjælper, hvor hun skulle lave frikadeller. Betydningen af religion bliver her neutraliseret i fortællingen på en måde, der frigør kvinden så hun kan lave frikadeller.
Flygtningekvinden repræsenteres for det femte og sidste som en genkendelig kvinde, som har sociale og menneskelige problemer som enhver anden produktiv kvinde og familie i et moderne samfund. Denne repræsentation fremviser træk, der er kritisk overfor den binære tænkning og den degradering, som gør sig gældende for de andre repræsentationer. Således fortæller en integrationsarbejder om en kvinde, som havde svært ved at passe sine arbejdstider, fordi hun skulle aflevere tre børn i forskellige daginstitutioner i en kommune med dårlige offentlige transportmuligheder. Denne integrationsarbejder opponerer imod, at en sådan kvinde skydes i skoene, at hun agerer som hun gør pga. ”noget kultur” i stedet for at blive forstået i sit komplicerede hverdagsliv.
Stereotyperne er, uanset at de enkelte gange kritiseres, illusioner som får en funktion i fortællingerne. Det er tydeligt at flygtningekvinden værdisættes gennem fingrynede differentieringer af hendes villighed og evne til at se bort fra egne ønsker, egen kultur eller evne til at neutralisere egen religion for at komme i arbejdspraktik eller arbejde for at kunne opretholde et livsgrundlag i den danske velfærdsstat.
Den frigørelse som flygtningekvinden forestilles at gennemgå, handler om økonomisk frihed og overlapper med det eksisterende samfunds behov for arbejdskraft. Der er i materialet et klart fokus på flygtningekvindens strategiske nytte på de kommunale arbejdsmarkeder, hvor der er mangel på arbejdskraft i det der bredt set kaldes omsorgssektoren, både det relationelle plejearbejde i ældresektoren og det ikke-relationelle servicearbejde som køkkenarbejde og rengøringsarbejde i forskellige sektorer. Nogle integrationsarbejdere håber på, at flygtningekvinderne på sigt kan frigøre sig gennem uddannelse til faglært og velfærdsprofessionelt arbejde i plejesektoren. Som en af integrationsarbejderne siger: ”Der er for mange gamle som har brug for noget hjælp, og der er for få unge til at passe på dem. Man mangler i den grad SOSU-hjælpere og sygeplejersker og SOSU-assistenter, og man vil rigtig gerne have nogle til at uddanne sig indenfor det.” Her består frigørelsen i, at flygtningekvinden frigøres fra at udføre reproduktivt omsorgsarbejde med børn, syge og gamle i sin egen familie for at udføre betalt og styret pleje- og velfærdsarbejde i kommunens institutioner og på den måde medvirke til at løse velfærdsstatens såkaldte omsorgskrise. Dette sker i en kontekst, hvor staten desuden involverer sig i at differentiere forståelsen af ’udlændinge’, så det bliver muligt at tiltrække udenlandske medarbejdere i en kontekst af generelle stramninger af udlændingelovgivningen (Pozzato, 2025). Integrationsarbejderne retfærdiggør tænkningen om ’frigørelse til at varetage styret omsorgsarbejde’ med henvisning til køns-lighed og kvindefrigørelse som noget der er universelt godt, som eksisterer i Danmark og som også flygtningekvinden og ‑familien må indrette sig efter. Integrationsarbejderne fortæller om hvordan de truer med sanktioner, hvis kvinden ikke møder til sprogundervisning, på arbejde eller i arbejdspraktik, og på den måde hjælper de med at gøre flygtningekvinder tilgængelige for de lokale arbejdsmarkeder. Integrationsarbejderne fortæller også om hvordan de fortæller kvinderne om alt det de kan købe, når de tjener penge, og hvilken hverdag de kan få, hvis de fx kan købe et hus eller en bil. Dvs. de søger at lokke kvinderne til at tage uønsket arbejde for materielle goder. Enkelte integrationsarbejdere fortæller om hvordan de kæmper for at flygtningene, kvinderne såvel som mændene, skal gives regulært arbejde med ordnede arbejds- og lønforhold og ikke udnyttes i uendelige praktikker, hvor de i realiteten ikke oplæres i noget nyt, men udfører hårdt repetitivt arbejde for deres integrationsydelse.
Frigørelsens negation – understøttet af forskellige former for statsvold – udfolder sig altså i dansk integration under dække af frigørelse. Ironisk nok, viser lighed og frigørelse sig her som noget der skal fremtvinges og det viser at frihed og valg i praksis er betinget af magtrelationer.
Illusionerne om flygtningekvinden har altså under alle omstændigheder som effekt, at flygtningekvinden optegnes ved sin funktionalitet og differentieres og placeres i tjenende funktioner, hvor deres arbejdskraft udnyttes og nyttiggøres.
Som nævnt kan denne tænkning genfindes i en bredere kontekst: i den måde det pædagogiske arbejde i uddannelsesvejledning skaber illusioner om etnisk minoriserede unge og anråber dem til at gøre nytte ved at tage erhvervsuddannelser (Vildlyng, 2024). Og tænkningen kan findes i EU-kommissionens interesse for flygtninges ’langsigtede integration’ gennem erhvervsuddannelser (Jørgensen et al., 2021).
Kolonial integration – tvang og udnyttelse
I dette sidste afsnit som også er et opsamlende afsnit, udfolder jeg en tredje og sidste indsigt fra projektet som jeg kalder kolonial integration. Med kolonial integration henviser jeg til, at den nationalt bestemte og kommunalt udførte ‘integration’ underordner og udnytter flygtningen i en kontekst af tvang og trussel om sanktion. Andre forskere har tilsvarende vist, hvordan relationel og bøjelig racialisering af flygtningen (og indvandreren) er med-konstituerende for udnyttelse og tjener en kapitalistisk orden (Pozzato, 2025; Prattes, 2023). På baggrund af de kommunale narrativer kan jeg pege på integration som kolonial integration, fordi det jeg ser i materialet, er et bestemt kapitalistisk, kommunalt og velfærdsstatsligt system, der eksponeres i mødet med flygtninge-positionaliteten, som er givet lovgivningsmæssigt og virkeliggøres af integrationsarbejderne (se også Blinkenberg & Øland, 2026; Øland, 2025). Velfærdsstatens og kommunernes integrationsarbejdere træder frem som nogen med en stærk relation til markedet og et kapitalistisk system, hvilket dementerer udbredte forestillinger om statens og markedets uafhængighed af hinanden.
Jeg peger altså på et historisk bestemt kapitalistisk system, der baserer sig på en ide om grundlæggende og rodfæstet forskel på mennesker; at nogen kan udnyttes for produktivitet. Denne ide er central i velfærdsstatens møde med ’flygtningen’ i mit materiale, hvor mennesker tildelt flygtninge-positionaliteten bliver inkluderet, underordnet og anvist en funktion ifølge lovgivningen, baseret på ’deres forskel.’ Disse inklusionsprocesser omfatter trivselsfremmende aktiviteter osv. som indebærer yderligere differentiering og underordning og etableres relationelt i integrationsarbejdet.
For det første ser jeg i materialet hvordan ’flygtninge’ med opholdstilladelse tvinges til at underkaste sig underordnede og ufrie positioner ifølge Integrationsloven, som formelt set diskriminerer mennesker opgjort som ’flygtning.’ I materialet viser vi hvordan denne statslige lovbestemte diskrimination muliggør en kommunal diskriminerende og racialiserende praksis (Blinkenberg & Øland, 2026b): 1) flygtninge kan jf. loven placeres i midlertidig bolig, inkl. i delebolig hvis de er enlige, og deres ret til permanent bolig er suspenderet. I praksis trues der med økonomisk sanktion, hvis flygtningen ikke accepterer kommunens tilbud om midlertidig bolig eller delebolig, 2) flygtningen skal jf. loven aktiveres indenfor en måned efter ankomst til kommunen og kan placeres i ulønnet arbejdspraktik gentagne gange. Der trues i praksis med økonomisk sanktion hvis flygtningen ikke accepterer tilbuddet, 3) flygtningen skal jf. loven genansøge om ophold hver andet år og deltage i fortløbende hjemsendelsessamtaler fire gange om året. Ved udeblivelse kan der i praksis falde sanktion, og 4) flygtningen skal jf. loven underskrive en kontrakt, hvor aftaler nedfældes og hvor de forpligter sig på at være aktive og bidragende. Hvis kontrakten ikke overholdes, kan de forvente sanktion. Med begrebet kolonial integration, sætter jeg således fokus på integration gennem dominans og tvang.
For det andet ser jeg i integrationsarbejdernes narrativer, hvordan ’flygtningen’ etableres som nyttig for lokalsamfundet og tildeles funktionalitet. I nogle kommuner – særligt de socialdemokratisk ledede kommuner – fortæller integrationsarbejderne at kommunen efterspørger flere ‘flygtninge’ fra staten pga. mangel på arbejdskraft i landbrug, industri og turisme. På den måde kan kommunerne levere en differentieret arbejdsstyrke, herunder en gratis pool af arbejdskraft, til det lokale erhvervsliv. Den kommunale interesse berettes her at være at tjene udviklingen af erhvervslivet. Dette mimer med en undersøgelse foretaget for den borgerligt-liberale tænketank CEPOS i 2008 (Christensen, 2008), som rapporterer om at ’danskerne’ i overvejende grad ikke har noget imod ’muslimske kolleger’ og generelt går ind for åbne grænser, men lukkede kasser, dvs. er åbne overfor ’udlændinge’ hvis de er selvforsørgende og bidrager og ikke koster ’samfundet’ noget.
I andre kommuner – særligt tydeligt i landkommuner, både liberale og socialdemokratiske – understreger integrationsarbejderne, at de gerne vil beholde og udvikle de flygtninge de får, og på den måde stabilisere kommunens befolkningstal og skattegrundlag – og måske få uddannet nogen til omsorgssektoren på sigt, så der er nogen til at yde omsorg for de ældre, som beskrevet tidligere. Her drejer det sig om en langsigtet investering i lokalsamfundet og i de lokale integrationsafdelinger, som delvist kan opretholdes gennem de statslige tilskud de får per flygtning og per flygtning i arbejde. I atter andre kommuner – særligt tydeligt i konservative bykommuner – fortæller integrationsarbejderne om kommunal optagethed af at sørge for, at flygtningen lever i adskilte områder, hvor der er styr på hvilken ‘slags mennesker’ der lever i hvilken ‘slags boligområder’ men på ’en ordentlig måde’. Her synes den kommunale interesse at være at fastholde en social orden og et respektabelt selvbillede.
Tilsammen tegner der sig et billede af lovgivningsmæssig og praktisk kommunal tvungen underordning samt en udpræget nyttelogik, der gør det muligt og helt normalt at udnytte flygtningen for erhvervsmæssige, kommunale og sociale formål. Det begrunder hvorfor jeg kalder det kolonial integration: der er tale om, at velfærdsstaten Danmark med juridisk og relationel magt gennem integrationsarbejderne etablerer og udøver sin dominans over ’flygtningen,’ der fratages frihed og lighed som menneske. Tvangen og udnyttelsen sker i en tilblivelsesproces gennem integrationsarbejdets potentielle vold, som synes at være funktionel fordi bevidstheden om sanktioner virker tvingende oven i den daglige vold i form af fraværet af rimelige boligforhold eller arbejdsforhold og betingede eller midlertidige ydelser og rettigheder.
På denne baggrund har vi med delprojektet af RESTORE vist, hvordan velfærdsstaten er og forholder sig i mødet med mennesker, der er flygtet. Vi har afdækket hvordan integration som en praksiskategori fungerer i en velfærdsstat og et liberalt demokrati med interne grænser for hvis frihed og lykke, der skal beskyttes og ikke beskyttes. De interne grænser er, som Stoler (2022) formulerer det, ’ulighedens indvolde’, hvor dominans og herredømmeforhold er knyttet til illusioner om grundlæggende og rodfæstede raciale forskelle på mennesker i en kapitalistisk orden.
Jeg håber med artiklen at bidrage til en fælles erkendelse af den udnyttelse, undertrykkelse og uretfærdighed som velfærdsstaten gennem sin integrationslovgivning og sit integrationsarbejde udtrykker. I forlængelse heraf håber jeg at bidrage til at åbne for måder hvorpå det bliver muligt at acceptere mennesker på flugt fra undertrykkelse som politiske subjekter, der kræver respekt og interaktion, ikke yderligere undertrykkelse, tvangsmæssig styring og integration.
References
Abu-Lughod, L. (2015). Do Muslim women need saving? Harvard University Press.
Bekendtgørelse af Lov om Integration af udlændinge i Danmark (Integrationsloven), LBK nr 1146 af 22/06/2020 (2020). https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2020/1146
Blinkenberg, E. M., & Øland, T. (2026a). ‘Have we ever heard about Ukrainians causing trouble?’ How integration workers in Denmark make sense of the special act on displaced Ukrainians. Journal of Ethnic and Migration Studies, 52(1), 145 – 164. https://doi.org/10.1080/1369183X.2025.2528742
Blinkenberg, E. M., & Øland, T. (2026b). ‘In this Municipality …’: Intricacies of Integration and the Strategic Governance of Refugee Positionalities in Denmark. Forthcoming.
Bolvig, I., & Arendt, J. N. (2018). Nationale rammer for integrationsindsatsen for flygtninge 1997 – 2017. VIVE: Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.
Børne- og Socialministeriet. (2018). Aftale mellem regeringen (Venstre, Liberal Alliance og Konservative), Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti om delaftale på Børne- og Socialministeriets område om obligatorisk læringstilbud til 1‑årige i udsatte boligområder og skærpet straf for pligtforsømmelse for ledere i offentlig tjeneste eller hverv. https://www.regeringen.dk/media/5282/aftaletekst – om – obligatorisk – laeringstilbud – og – skaerpet – straf.pdf
Brodersen, M., & Øland, T. (2023). Gendered racism: The emancipation of ‘Muslim’ and ‘immigrant’ women in Danish welfare politics and professionalism. Kvinder, Køn & Forskning, 2, Article 2. https://doi.org/10.7146/kkf.v36i2.134282
Brøndum, T. (2025). ‘And now I feel I don’t have a clear future’: Hauntings and temporal uncertainty in refugee narratives. Journal of Refugee Studies, feaf011. https://doi.org/10.1093/jrs/feaf011
Brøndum, T., & Øland, T. (2025). Refugeedom and its bordering practices: Humanity divided and potentialized within Danish integration. In J. Leinonen, H. O. Frøland, C. Hoffmann, S. Jalagin, H. V. Jønsson, M. Tervonen, & M. T. Tureby (Eds.), Forced Migrants in Nordic Histories (pp. 155 – 177). Helsinki University Press.
Butler, J. (2015). Krigens rammer: Hvornår er livet sorgbart? Arena.
Christensen, G. L. (2008). Tørklæder, tillid og tørre tal. CEPOS.
Czarniawska, B. (2010). The uses of narratology in social and policy studies. Critical Policy Studies, 4(1), 58 – 76. https://doi.org/10.1080/19460171003715002
Ejrnæs, M. (2002). Etniske minoriteters tilpasning til livet i Danmark — Forholdet mellem majoritetssamfundet og etniske minoriteter (AMID Working Paper Series No. 18; p. 27). Aalborg University.
Fenger-Grøn, C., & Grøndahl, M. (2004). Flygtningenes danmarkshistorie 1954 – 2004 ([1. oplag].). Aarhus Universitetsforlag.
Gatrell, P. (2016). Refugees — What’s Wrong with History? Journal of Refugee Studies, few013. https://doi.org/10.1093/jrs/few013
Hvidtfeldt, C., & Schultz-Nielsen, M. L. (2017). Flygtninge og asylansøgere i Danmark 1992 – 2016: Antal, ventetid, bosætning og lovgivning. Rockwool Fondens Forskningsenhed.
Jacobsen, M. H. (2023). Refusing the Gift of Welfare: Syrians’ Encounters with the Danish State. Social Sciences, 12(351), 1 – 14. https://doi.org/10.3390/socsci12060351
Jørgensen, C. H., H. Hautz, and J. Li. 2021. “The Role of Vocational Education and Training in the Integration of Refugees in Austria, Denmark and Germany.” International Journal for Research in Vocational Education and Training 8 (3): 276 – 99. https://doi.org/10.13152/IJRVET.8.3.2.
Kommunernes Landsforening. (2017). Økonomistyring på integrationsområdet. KL. https://www.kl.dk/media/11536/oekonomistyring – paa – integrationsomraadet – juni – 2017.pdf
Korteweg, A. C. (2017). The failures of ‘immigrant integration’: The gendered racialized production of non-belonging. Migration Studies, 5(3), 428 – 444. https://doi.org/10.1093/migration/mnx025
Lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine, LOV nr 324 af 16/03/2022 (2022). https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2022/324
Mattingly, C. (1994). The concept of therapeutic ‘emplotment’. Social Science & Medicine, 38(6), 811 – 822. https://doi.org/10.1016/0277 – 9536(94)90153 – 8
Nissen, M. A. (2015). Den produktive kvinde: Kroppen, kærligheden og økonomien. Nordiske Udkast, 43(1), 4 – 20.
Picozza, F. (2024). Racial capitalism, war and asylum-seeking: Unearthing the troubled relationship between refugee support, antiracism and international solidarity. In S. Keskinen, A. A. Alemanji, & M. Seikkula (Eds.), Race, bordering and disobedient knowledge: Activism and everyday struggles in Europe (pp. 226 – 247). Manchester University Press.
Pozzato, D. (2025). Reframing perceptions of immigrants’ desirability in a time of labour shortages: The case of racialised immigrant workers in Denmark. Journal of Ethnic and Migration Studies, 0(0), 1 – 22. https://doi.org/10.1080/1369183X.2025.2519422
Prattes, R. (2023). Colonial Care: Care in the Service of Whiteness. Essays in Philosophy, 24(1/2), 41 – 57. https://doi.org/10.5840/eip202352413
Rytter, M. (2019). Writing Against Integration: Danish Imaginaries of Culture, Race and Belonging. Ethnos, 84(4), 678 – 697. https://doi.org/10.1080/00141844.2018.1458745
Rytter, M., Mortensen, S.-L. J., Bregnbæk, S., & Whyte, Z. (Eds.). (2023). Paradigmeskiftets konsekvenser: Flygtninge, stat og civilsamfund. Aarhus University Press. https://doi.org/10.2307/jj.5590545
Shapiro, D., Kohl, K. S., Jørgensen, R. E., & Sandberg, M. (2024). Boundary obstacles in social innovation: Refugees, volunteers, and caseworkers navigating Denmark’s paradoxical borderscape. Migration Studies, 12(4), mnae043. https://doi.org/10.1093/migration/mnae043
Sparre, S. L., & Nielsen, S. H. (2025). Contingent on paradoxical policies: Migrants’ trajectories to permanent residence and skilled care work in Denmark. Journal of Ethnic and Migration Studies, 51(13), 3243 – 3261. https://doi.org/10.1080/1369183X.2024.2419966
Stoler, A. L. (2022). Interior frontiers: Essays on the entrails of inequality. Oxford University Press.
Stormhøj, C. (2021). ‘Danishness’, Repressive Immigration Policies and Exclusionary Framings of Gender Equality. In S. Keskinen, P. Stoltz, & D. Mulinari (Eds.), Feminisms in the Nordic Region: Neoliberalism, Nationalism and Decolonial Critique (pp. 89 – 109). Springer International Publishing. https://doi.org/10.1007/978 – 3‑030 – 53464 – 6_5
Vildlyng, L. (2024). ”Dine klassekammerater er bekymrede for dig”: Om fremtidsmuligheder i uddannelsesvejledning i problematiserede boligområder. Dansk pædagogisk Tidsskrift, (1). https://dpt.dk/temanumre/2024 – 1/dine-klassekammerater-er-bekymrede-for-dig-om-fremtidsmuligheder-i-uddannelsesvejledning-i-problematiserede-boligomraader/
Vitus, K., & Jarlby, F. (2022). Between integration and repatriation – frontline experiences of how conflicting immigrant integration policies hamper the integration of young refugees in Denmark. Journal of Ethnic and Migration Studies, 48(7), 1496 – 1514. https://doi.org/10.1080/1369183X.2021.1873112
Øland, T. (2024). “Maybe We Should Start Paying the Hours Properly”: State Violence and Ambivalent Moments of Enforced Emancipation of Refugee Women. Social Politics: International Studies in Gender, State & Society, 31(3), 586 – 609. https://doi.org/10.1093/sp/jxae009
Øland, T. (2025). ‘I have carte blanche to solve things’: The fiery soul bureaucrat and the exercise of authority towards ‘newly arrived refugees’. Migration Studies, 13, mnaf048. Advance online publication. https://doi.org/10.1093/migration/mnaf048
Fodnoter
i https://bm.dk/media/yxkf5uza/aftale – om – en – ny – arbejdspligt.pdf
ii Det andet delprojekt drejede sig om flygtninges fortællinger om flugt og mødet med velfærdsstaten (se fx Brøndum, 2025). Ud over jeg selv som var PI, var Tine Brøndum ansat som post.doc. i 2 år til at udføre det andet delprojekt, og Emilie Mallung Blinkenberg var ansat som videnskabelig assistent i ½ år til at deltage i analysearbejde i forbindelse med mit delprojekt.
iii https://bm.dk/arbejdsomraader/politiske – aftaler/politiske – aftaler/2025/aftale – om – systematisk – gennemgang – af – udvalgte – foertidspensionssager
