Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på email

2018 #1

Tema: Aktions­forsk­nin­gen i den anven­del­ses­o­ri­en­te­rede horisont – udvikling eller afvikling?

Aktions­forsk­nin­gen har som forsk­nings­tra­di­tion og som socialt eks­pe­ri­ment altid stået til dis­kus­sion – også inden for det pæda­go­gi­ske felt. Ikke mindst på pro­fes­sions­højsko­lerne er aktions­forsk­ning blevet populær som et mere del­ta­ger­o­ri­en­te­ret svar på krav om praksisanvendelighed. 

Temaet søger at adressere og pro­ble­ma­ti­sere aktions­forsk­nin­gen i den anven­del­ses­o­ri­en­te­rede horisont for afsøge, hvorvidt aktions­forsk­nin­gen risikerer at blive spændt for et øko­no­mi­stisk sty­rings­re­gime, der afkræver ”evident” for­an­dring i og af praksis.

  • Birgitte Elle, Tomas Ellegaard & Marta Padovan-Özdemir:
    Redak­tio­nel indledning
  • Martin Blok Johansen, Lene S.K. Schmidt & Peter Øster­gaard Andersen:
    Aktions­forsk­ning og kri­tik­kens betin­gel­ser – når forsk­nings­an­ven­delse bliver en selvfølge
  • Mette Bladt, Mia Husted og Ditte Tofteng:
    Aktions­forsk­ning som anvendt forskning? – mellem anven­delse, nytte og kritik
  • Unni Lind:
    Et aktions­forsk­nings­pro­jekt i en presset dag­in­sti­tu­tions­kon­tekst – kritisk eftertanke
  • Mette Molbæk:
    Aktions­forsk­ning: Dialog eller disciplinering?
  • Lars Jakob Mus­chin­sky:
    Om aktions­forsk­ning som koncept

Pæda­go­gik­kens glemmebog

  • Karl Marx:
    Teser om Feuerbach
  • Birger Steen Nielsen:
    ”Hvad det kommer an på…” – histo­ri­ske eftertan­ker til Marx’ Feuerbach-teser

Artikler

  • Hanne Knudsen:
    John Hattie: Jeg er sta­ti­sti­ker, jeg er ikke teo­re­ti­ker – interview med pro­fes­soren bag ”synlig læring”
  • Helle Rabøl Hansen & Jette Kofoed:
    Skolesorg. Død, zombier og kroppe i hardcoremobning

Anmel­del­ser

  • Per Fibæk Laursen og Hans Jørgen Kri­sten­sen
    Didak­tik­hånd­bo­gen
  • Martha Mottelson og Lars Jakob Mus­chin­sky:
    Under­sø­gel­ser: Viden­sk­ab­ste­ori og metode i pæda­go­gi­ske studier
  • Helle Marie Skovbjerg:
    Per­spek­ti­ver på leg
  • Per Fibæk Laursen, Steen Nepper Larsen, Jørn Bjerre, Keld Skovmand, Niels Møller, Thomas Aastrup
    Rømer: 
    Hattie på dansk – evi­denstænk­nin­gen i et kritisk og kon­struk­tivt perspektiv
  • Kirsten Elisa Petersen & Torsten Erlandsen (red.): 
    Pædagogen som myn­dig­heds­per­son. En grundbog
  • Janne Hedegaard Hansen:
    Narrativ doku­men­ta­tion i velfærd

Redak­tio­nel indledning

Aktions­forsk­nin­gen i den anven­del­ses­o­ri­en­te­rede horisont – udvikling eller afvikling?

Aktions­forsk­ning var fra sin start tænkt som en måde at involvere forsk­nin­gen direkte i for­an­drings­pro­ces­ser i sam­ar­bejde med de udfor­skede. Grund­læg­gende kan aktions­forsk­nin­gen siges at have et dobbelt sigte: På den ene side søger aktions­forsk­nin­gen at distan­cere prak­ti­ke­ren fra sin egen praksis i refleksiv-kritisk forstand, på den anden side har aktions­forsk­nin­gen som ambition at for­ar­bejde og udvikle selv samme praksis, som den har som sin genstand.

Aktions­forsk­nin­gen har som forsk­nings­tra­di­tion og som socialt eks­pe­ri­ment altid stået til dis­kus­sion – også inden for det pæda­go­gi­ske felt. Denne dis­kus­sion er ikke blevet mindre påtræn­gende i for­bin­delse med, at aktions­forsk­ning i dag til­sy­ne­la­dende opsuges i et stadigt mere domi­ne­rende nationalt og inter­na­tio­nalt forsk­nings­po­li­tisk imperativ om, at den pæda­go­gi­ske forskning skal gøre nytte.

Ikke mindst på pro­fes­sions­højsko­lerne er aktions­forsk­ning blevet populær – og ses umid­del­bart som et mere del­ta­ger­o­ri­en­te­ret svar på krav om prak­sis­an­ven­de­lig­hed. Men i for­læn­gelse heraf melder spørgs­må­let sig, om aktions­forsk­nin­gens popu­la­ri­tet og udbre­delse i det pæda­go­gi­ske forsk­­nings- og udvik­lings­ar­bejde, måske især på pro­fes­sions­højsko­lerne, er en kon­se­kvens af en domi­ne­rende anven­del­ses­o­ri­en­te­ret diskurs. Skal man forstå aktions­forsk­nin­gens udbre­delse indenfor pæda­go­gik­ken som en forbedret social inte­gra­tions­be­stræ­belse – eller som et resilient modsvar til den herskende anven­­del­­ses- og nyt­te­dis­kurs? Eller måske begge dele?

De seneste tiårs moder­ni­se­ring og trans­for­ma­tion af den danske vel­færds­tat – herunder vore forsk­­nings- og uddan­nel­ses­in­sti­tu­tio­ner – har sat øget anven­del­ses­o­ri­en­te­ring på det ”nød­ven­dige” og ”tvingende” i forhold til forbedret inter­na­tio­nal kon­kur­ren­ce­evne i fokus. Som Martin Blok Johansen, Lene S. K. Schmidt & Peter Øster­gaard Andersen peger på i dette nummer, er der tale om ændret økonomisk ram­me­sæt­ning for forsk­nin­gen, hvor forskerne i stigende grad ”må rette forsk­nin­gen derhen, hvor midlerne er”. Her­me­danspo­res forskerne til at (med)producere de struk­tu­rer og normer, der er invol­ve­ret i for­an­drings­pro­ces­sen. Den politiske styring af forsk­nin­gen er ikke direkte, men foregår i form af politiske pri­o­ri­te­rin­ger af sats­nings­om­rå­der, omfor­de­ling af midler og manglende grund­fi­nan­si­e­ring af bestemte hoved­om­rå­der; hoved­sa­ge­ligt humaniora og sam­funds­vi­den­skab. Denne manglende grund­fi­nan­si­e­ring ser ud til at blive inten­si­ve­ret i de kommende år. I EU er inten­tio­nen, at forsk­­nings- og udvik­lings­mid­lerne efter­hån­den skal nå op på 3 % af BNP, (hvoraf blot en 1/3 skal finan­si­e­res af det offent­lige). En ikke-offent­ligt finan­si­e­ret forskning vinder frem. I det omfang de offent­lige basis­be­vil­lin­ger og fonde for­mind­skes, og midler til for­dy­belse og projekter må søges i andre fonde, vil forsk­nin­gen i højere grad styres af disse inter­es­ser frem for sådanne, som på godt og ondt har ken­de­teg­net den fri forskning (Elle, 2016).

Der har været tradition for at skelne analytisk mellem forsk­nings­ty­perne ”grund- eller anvendt forskning” (en opdeling, som kan og bør dis­ku­te­res). Her synes der år for år at lægges øget vægt på den anven­del­ses­o­ri­en­te­rede forskning. Uni­ver­si­te­terne er i de sidste tiår i stigende grad blevet for­plig­tede på sam­ar­bejde med det omgivende samfund og på at gøre den nyeste viden inden for relevante fag­om­rå­der ”til­gæn­ge­lig for vide­re­gå­ende uddan­nelse uden forskning” (Uni­ver­si­tets­lo­ven; LBK nr. 652, §2,5). Også pro­fes­sions­højsko­lerne har fået pålæg om at til­ve­je­bringe anven­de­lig forskning. Således hedder det i pro­fes­sions­højsko­ler­nes lov­grund­lag (LBK nr. 936 af 25/08/2014 § 3), at de skal: ”varetage prak­sisnære og anven­del­ses­o­ri­en­te­rede forsk­­nings- og udvik­lings­ak­ti­vi­te­ter og her­i­gen­nem aktivt medvirke til, at ny viden til­ve­je­brin­ges og bringes i anven­delse i såvel den private som den offent­lige sektor”. I lyset af denne klare til­skyn­delse til anven­del­ses­o­ri­en­te­ret forskning byder aktions­forsk­nin­gen sig til som en mulighed for skabelse af en sådan viden på demo­kra­ti­ske præmisser i sam­ar­bejde med feltets aktører (skoler, lærere, børn), som medvirker til lokale og ønskelige forandringer.

Det er bl.a., denne lov­mæs­sige pligt til at levere prak­sisnær forskning som Mette Bladt, Mia Husted og Ditte Tofteng tager afsæt i. De dis­ku­te­rer aktions­forsk­nin­gens rolle på pro­fes­sions­ud­dan­nel­serne og argu­men­te­rer for, at den ikke per se er det samme som en anven­del­ses­o­ri­en­te­ret forskning. På den baggrund udvikles et per­spek­tiv på ’kritisk utopisk aktions­forsk­ning’, dvs. en ”erfa­rings­bun­den felt­sen­si­tiv kritik udviklet i fæl­les­skab med prak­sis­fel­tet, der knytter lokale ana­ly­se­per­spek­ti­ver til sam­funds­mæs­sige betin­gel­ser. Sam­stem­mende med den immanente kritik, der til stadighed aktivt arbejder for en demo­kra­ti­se­ring af selve forsk­nin­gen og vidensproduktionen.”

Aktions­forsk­nin­gens histo­ri­ske ambition om at skabe demo­kra­ti­ske prak­sis­fæl­les­ska­ber mellem forskere og prak­ti­kere synes dog at være udfordret af, at ini­ti­a­ti­vet til aktions­forsk­ning som oftest kommer fra forsk­nings­ver­de­nen. Og med ini­ti­a­ti­vet følger ofte magten til at definere det fokus, som skal guide forsk­nings­sam­ar­bej­det mellem forskeren og prak­ti­kerne. I sin artikel, ’Et aktions­forsk­nings­pro­jekt i en presset dag­in­sti­tu­tions­kon­tekst – kritisk eftertanke’, inviterer Unni Lind læseren ind i sit forsk­nings­værk­sted, hvor hun kritisk bear­bej­der sam­ar­bejds­re­la­tio­nen mellem hende som aktions­for­sker og pædagogerne/dagtilbudslederne i en presset hverdag. Lind påpeger, at aktions­forsk­nin­gens demo­kra­ti­ske aspira­tio­ner let kan slå om i umyn­dig­gø­relse og dermed virke kon­trapro­duk­tiv, ”når det daglige pres i form af omstruk­tu­re­rin­ger, sygdom, mange nye arbejds­op­ga­ver og krav fra kommunen bliver den ramme, under hvilke med­ar­bej­derne skal indgå i et aktions­forsk­nings­pro­jekt”. Lind afskriver dog ikke det demo­kra­ti­ske for­an­drings­po­ten­ti­ale i den kritisk-utopiske aktions­forsk­ning, men argu­men­te­rer for, at den ikke kan/bør reduceres til et spørgsmål om effekt i praksis.

Når dette tema­num­mer således søger at adressere og pro­ble­ma­ti­sere aktions­forsk­nin­gen i den anven­del­ses­o­ri­en­te­rede horisont, handler det også om at afsøge, hvorvidt aktions­forsk­nin­gen risikerer at blive spændt for et øko­no­mi­stisk sty­rings­re­gime, der afkræver ”evident” for­an­dring i og af praksis. Spørgs­må­let er, om aktions­forsk­nin­gens historisk betingede sam­funds­mæs­sige for­an­drings­im­pe­ra­tiv befinder sig i et mis­for­stået nutidigt gestalt, hvor sam­funds­mæs­sig­he­den i for­an­drings­ar­bej­det erstattes af pæda­go­gi­ske ’quick fixes”. I sin artikel, ”Aktions­forsk­ning: Dialog eller disci­pli­ne­ring?”, synes Mette Molbæk at være på sporet af denne mulige mis­for­stå­else, som den tager sig ud blandt lærere, der deltager i et aktions­forsk­nings­pro­jekt. Her iden­ti­fi­ce­rer Molbæk mod­sæt­nings­fyldte for­stå­el­ser af (og måske også for­vent­nin­ger til) aktions­forsk­nin­gen blandt lærerne. Disse mod­sæt­nin­ger frem­kal­des i mødet mellem aktions­for­ske­rens ambi­tio­ner og lærernes for­vent­nin­ger og ople­vel­ser og iden­ti­fi­ce­res af Molbæk som lærernes diver­ge­rende ople­vel­ser af aktions­forsk­nin­gen som ”udvikling eller kontrol, som en ret eller pligt, som en øjenåbner eller spæn­de­trøje, som stres­sende eller givende og som et trygt eller afslø­rende rum for udvikling”. Disse mod­sæt­nings­fyldte for­stå­el­ser leder Molbæk frem til at pro­ble­ma­ti­sere magt­for­hol­det mellem forsker og prak­ti­kere – ikke mindst når aktions­forsk­nin­gens for­an­drings­im­pe­ra­tiv gestalter sig som kom­pe­ten­ce­ud­vik­lings­tvang frem for kompetenceudviklingstrang.

Ét er, at aktions­forsk­nin­gens kritiske for­an­drings­po­ten­ti­ale risikerer at blive amputeret, når sam­funds­mæs­sig­he­den erstattes af indi­vi­du­a­li­se­ret kom­pe­ten­ce­ud­vik­ling og pæda­go­gisk pro­blem­løs­ning i en hurtig vending. Noget andet er, at kigger vi nærmere på aktions­forsk­nin­gen i den anven­del­ses­o­ri­en­te­rede horisont, så må vi nød­ven­dig­vis også spørge til, hvilken slags forskning, der bliver mulig. Historisk set udsprin­ger aktions­forsk­nin­gen af et opgør med elitær og ver­dens­fjern forskning og autoritær samfunds- og orga­ni­sa­tions­le­delse. Men spørgs­må­let er måske nu, om den demo­kra­ti­se­rings­ori­en­te­rede aktions­forsk­ning er blevet blind for sin egne fald­gru­ber, kon­trapro­duk­ti­vi­tet og forsk­­nings- udvik­lings­po­li­ti­ske for­vik­lin­ger – og dermed risikerer at være blind for, hvilke erken­del­ses­mæs­sige udfor­drin­ger aktions­forsk­nin­gen skaber. I sin artikel, ’Aktions­forsk­ning som koncept’, pro­ble­ma­ti­se­rer og dis­ku­te­rer Lars Jakob Mus­chin­sky, hvilken betydning den demo­kra­ti­ske invol­ve­ring af prak­ti­kere har for pro­duk­tio­nen af ny viden og kritiske erken­del­ser: Hvilke erken­del­ser kan opnås, når kritisk objek­ti­ve­ring opleves mindre påtræn­gende end lokal pro­blem­løs­ning af de invol­ve­rede prak­ti­kere? Hvad er egentlig forsk­nings­ob­jek­tet, når aktions­for­ske­ren inter­ve­ne­rer i og med praksis? Hvordan udfordrer man, at aktions­forsk­nings­pro­jek­ter invol­ve­rer sig så dybt i prak­sis­fel­tet, at forsk­nin­gen lukker sig om projektet og glemmer den kritiske dialog med den øvrige forskning? Og hvordan demo­kra­ti­se­rer man forholdet mellem prak­ti­kere og forsker uden samtidig at under­kende, ”at forskning er et håndværk, som man erobrer kom­pe­tence til gennem års møj­som­me­lige studier og øvelse, som er intel­lek­tu­elt stra­bad­se­rende og ikke uden videre kan prak­ti­se­res med venstre hånd side­lø­bende med andre aktiviteter”?

I dette nummer af DpT bringes også en artikel i vores nye Glem­me­bogs­se­rie, som bærer over­skrif­ten Pæda­go­gik­kens glemmebog – Reak­tu­a­li­se­ring af pæda­go­gi­ske tanker. Den kom­men­te­rede ”glemte” artikel er denne gang Feuerbach-teserne, skrevet af Karl Marx i 1845 og offent­lig­gjort af Friedrich Engels i 1888. Teserne fore­kom­mer for­bløf­fende aktuelle i dag, hvor vi også dis­ku­te­rer (præmisser for) ”sandhed og erken­delse, teori og praksis, hvad et menneske er”. Teserne dis­ku­te­res af Birger Steen Nielsen, som især retter fokus på den 11. Feuerbach-tese, som lyder: ”Filo­sof­ferne har kun fortolket verden for­skel­ligt, men hvad det kommer an på, er at forandre den”. Denne dis­kus­sion er aktuel i forhold til aktions­forsk­nings­te­maet – for hvad er ”aktion”, ”forskning”, ”for­an­dring” – for hvem, hvad, hvorfor og hvordan? Historisk har Marx’ skrifter og teori dannet grundlag for inspira­tion, modstand og ikke mindst analyse af betin­gel­ser for politisk praksis. Men teorien har også været brugt som legi­ti­me­ring af regimer, som ikke har skabt hverken fri­gø­relse, lighed eller erken­delse. Nielsen argu­men­te­rer i stedet for, at såfremt den ”udbredte afmagt og resig­na­tion skal brydes, må den histo­ri­ske mulig­heds­ho­ri­sont åbnes’ – ikke som en fikseret utopi, der skal ”rea­li­se­res”, men i form af at ”udvikle men­ne­ske­lige måle­stokke for en kort­læg­ning af feltet mellem det faktiske og det mulige, i en ved­va­rende demo­kra­tisk dis­kus­sion – og bedømme alter­na­ti­ver og for­an­drings­i­ni­ti­a­ti­ver derfra”. Netop sådanne spørgsmål og ledetråde kan aktions­forsk­nin­gen forholde sig til og udvikle sig ud fra.

Birgitte Elle, Tomas Ellegaard og Marta Padovan-Özdemir

Refe­ren­cer:

Elle, B. (2016). Uni­ver­si­te­tets For­an­dring, Dansk pæda­go­gisk Tids­skrift, 2.

Giv et bidrag

Værsgo’ – du kan frit læse
Dansk pæda­go­gisk Tidsskrift!

Hvis du synes om det, du læser, og gerne vil have, at tids­skrif­tet bliver ved med at eksistere, håber vi, at du vil give et bidrag.

Scan med dit mobilkamera
Klip på knappen for at støtte