2018 #2

Tema: UNGES ULIGHED I UDDANNELSE – et problem af stigende kompleksitet

Unge og uddan­nelse hænger i dag sammen. Sat på spidsen er de to ord nærmest synonymer for hinanden: Man er ung, når man er under uddan­nelse, og man er under uddan­nelse, når man er ung. Tidligere tænkte og talte man for­holds­vist simpelt om denne gruppe. I dag er pro­blem­stil­lin­gen mere kompleks. Spørgs­må­let er, hvordan og hvorledes samtidens sortering tager sig ud? Hvordan pro­du­ce­res rest­grup­pen, og hvem knyttes til denne?

  • Jakob Ditlev Bøje, Dion Rüsselbæk Hansen og Tekla Canger
    Redak­tio­nel indledning
  • Jacob Ditlev Boje
    Sor­te­rin­gens forg­lem­melse – og heraf følgende absur­di­te­ter
    Gal­gen­hu­mor, hykleri, benæg­telse og bortforklaring
  • Dion Rüsselbæk Hansen
    Demo­kra­tisk (ud)dannelse
    – et rea­li­ser­bart ideal for alle elever?
  • Christian Helms Jørgensen
    Ung­doms­ud­dan­nel­ser­nes og enheds­sko­lens bidrag til social u/lighed
  • Rikke Brown
    Subtile sor­te­rings­pro­ces­ser i den linje­delte folkeskole
  • Pia Fre­de­rik­sen
    Drengene og skolen
    Om køns­kon­struk­tio­ners betydning for lærings­ad­færd, sko­lemo­ti­va­tion og videre uddannelse
  • Jens Christian Nielsen og Helle Rabøl Hansen
    ”Hvad vil du være?” Sko­le­nar­ra­ti­vers betydning for transition
  • Tekla Canger og Lise Aagaard Kaas
    Mar­gi­na­li­se­rede unges for­tæl­lin­ger om skole og fritid

Debatmøde

Pæda­go­gik­kens glemmebog

  • Basil Bernstein
    Pæda­go­gi­ske koder og deres prak­sis­moda­li­te­ter (uddrag)
  • Martin Bayer
    Kommentar til Pæda­go­gi­ske koder og deres praksismodaliteter

Anmel­del­ser

  • Leif Puggaard & Brian Degn Mår­tens­son
    Videnskab og pædagogik. En grundbog i pæda­go­gisk videnskabsteori
  • David Tho­re­Gra­ve­sen (red.)
    Pædagogik i skole og fritid
  • Christian Horst
    På ulige fod – etniske mino­ri­tets­børn som et skoleeksempel
  • Ditte Dalum Chri­stof­fer­sen
    Hvad er meningen? Om kedsomhed, angst og længsler i elevernes skoleliv
  • Martin Bayer
    Person, pædagogik, pro­fes­sion og forskning
  • Lars Geer Ham­mers­høj
    Dannelse i uddannelsessystemet
  • Thomas Aastrup Rømer, L.ene Tanggaard & Svend Brinkmann
    Uren pædagogik 3
  • Finn Wiedemann
    Uddan­nelse under naturlig forandring
  • Louise Klinge
    Lærerens rela­tions­kom­pe­tence – kendetegn, betin­gel­ser og perspektiver
  • Bjarne Wahlgren
    Vok­sen­pæ­da­go­gik

Redak­tio­nel indledning

Tema: UNGES ULIGHED I UDDANNELSE – et problem af stigende kompleksitet 

Unge og uddan­nelse hænger i dag sammen. Sat på spidsen er de to ord nærmest synonymer for hinanden: Man er ung, når man er under uddan­nelse, og man er under uddan­nelse, når man er ung. Ungdom og uddan­nelse er således blevet en livsfase, alle forventes at gå nogen­lunde lige og pro­blem­løst igennem med henblik på senere vellykket udtræden på arbejdsmarkedet.

Imid­ler­tid er det ikke alle lige forundt at gå glat igennem denne ‘nor­mal­bi­o­grafi’. På trods af vel­færds­sta­tens lig­heds­po­li­tik og efter­føl­gende kon­kur­ren­ce­sta­tens vækst­po­li­tik og ræson­ne­menter om, at det kan ‘betale sig’ at få uddannet hele arbejds­styr­ken, kon­kre­ti­se­ret ved bl.a. glo­ba­li­se­rings­stra­te­gier, 95 pct. mål­sæt­nin­ger, akti­ve­rings­po­li­tik og brug af evi­dens­ba­se­rede metoder, er der stadig ca. 20 pct. af en ung­domsår­gang, som ikke opnår en kom­pe­ten­ce­gi­vende uddan­nelse, og som i for­læn­gelse heraf har en svag eller usikker til­knyt­ning til arbejds­mar­ke­det (Arbej­der­be­væ­gel­sens Erhvervs­råd, 2013).En såkaldt rest­gruppe, man har kendt til siden 1970’erne, og som ikke synes at kunne inklu­de­res, uanset hvad der forsøges.

Tidligere tænkte og talte man for­holds­vist simpelt om denne gruppe. Man regnede med den som den gruppe af individer, der ikke var plads til på arbejds­mar­ke­det, og man ind­kal­ku­le­rede den følgelig som en del af bistand­s­po­li­tik­ken. Samtidig tænkte og talte man for­holds­vis simpelt – eller nogen vil måske sige klart – om skolens medvirken til at skabe denne rest­gruppe. Dvs. skolens sor­te­rende funktion.

I dag er pro­blem­stil­lin­gen mere kompleks. Spørgs­må­let er, hvordan og hvorledes samtidens sortering tager sig ud? Hvordan pro­du­ce­res rest­grup­pen, og hvem knyttes til denne? Sådanne spørgsmål lader sig ikke entydigt besvare. Sortering og eks­klu­sion af noget/nogen finder sted i skolen på mange, ofte ube­mær­kede og subtile måder.

På den ene side lægges for­skel­lige slør over sor­te­rings- og ulig­heds­pro­ble­ma­tik­ken i skolen. De førnævnte poli­tik­ker og pæda­go­gi­ske metoder betyder, at man taler ander­le­des eller endog vild­le­dende om sagen. At der ikke er plads til alle, bliver til dis­kus­sio­ner om, hvilken gulerod eller pisk der er mest effektiv i det, der i dag på en og samme tid er en beskæftigelses‑, social‑, inte­gra­tions og uddan­nel­ses­po­li­tik. At skolen sorterer gøres til dis­kus­sio­ner om frafald, uddan­nel­ses­pa­rat­hed, inklusion, synlig læring, Big data osv. Kort sagt har man særdeles travlt med at komme op med løsninger på et problem, som man ikke for alvor forstår endsige forsøger at forstå beskaf­fen­he­den af. Det betyder, at mange af de løsninger, man tyer til, ikke løser problemet. Snarere – og på para­doksal vis – for­stær­ker mange af løs­nin­gerne problemet, fordi de sim­pelt­hen bliver en iboende del af problemet.

På den anden side kom­pli­ce­res ulig­heds­pro­ble­ma­tik­ken af det forhold, at stadig større dele af mid­delklas­sen er i risiko for at synke ned i det, Guy Standing (2017) har kaldt pre­ka­ri­a­tet: En ‘farlig’ klasse bestående af bl.a. tidligere indu­stri­ar­bej­dere, migran­t­ar­bej­dere og højt uddannede aka­de­mi­kere uden et til­sva­rende arbejds­mar­ked. Hvor man før kunne hævde, at skolens ulig­heds­pro­ble­ma­tik kunne knyttes entydigt sammen med elevernes socioø­ko­no­mi­ske baggrund, eventuelt med køn, tager det sig ander­le­des ud i dag. Udsathed og ulighed er nu noget, alle kan rammes af, fordi det sociale sik­ker­heds­net er blevet mere gen­nem­hul­let. Politiken referer bl.a. en nyere under­sø­gelse fra Det Nationale Forsk­­nings- og Ana­ly­se­cen­ter (Vive), der viser, at halvdelen af børn og unge, der kate­go­ri­se­res som udsatte, ikke kommer fra socioø­ko­no­mi­ske udfor­drede familier (Jakobsen 2018). Dermed er skolen ikke bare en stige til social mobilitet, men et hjul, man nød­ven­dig­vis må træde rundt i, hvis man ønsker at undgå social deroute. Således kan samtidens unge ikke “learn to labor”, som unge på Paul Willis’ (1977) tid havde mulighed for. Dvs. sige fra over for skolen og i stedet blive ufaglært arbejder – ligesom deres fædre og/eller mødre typisk var det. På godt og ondt er der ingen i dag, som kan undsige sig skolen. Alle er nødsaget til at under­lægge sig impe­ra­ti­vet: “Uddan­nelse til alle” og dermed indgå i de iden­ti­tetspo­li­ti­ske og følel­ses­mæs­sige spil, der finder sted i skolen på godt og ondt.

Med dette nummer af DPT sættes fokus på den måde, ulighed og udsathed i dag skabes i et uddan­nel­ses­sy­stem, hvor en del af sor­te­rin­gen er rykket opad til udsko­lin­gen og ung­doms­ud­dan­nel­serne, og hvor den tilsløres af nye ‘vel­me­nende’ poli­tik­ker, pæda­go­gik­ker og orga­ni­se­rin­ger i og af skolen. Endvidere beskrives unges reak­tio­ner og hand­lin­ger i dette sko­le­sy­stem i form af f.eks. ambi­va­len­ser, skærmning, udstil­ling, mar­gi­na­li­se­ring, in- og eks­klu­sion m.m.

Artik­lerne i tema­num­me­ret afspejler den oven for omtalte kom­plek­si­tet og bidrager samlet set til at belyse denne gennem for­skel­lige per­spek­ti­ver og ind­falds­vink­ler. De første tre artikler af hen­holds­vis Jakob Ditlev Bøje, Dion Rüsselbæk Hansen og Christian Helms Jørgensen falder i en sektion, vi kalder over­ord­nede per­spek­ti­ver på skolens sor­te­rings- og dan­nel­ses­funk­tion. Jakob Ditlev Bøje kommer i sin artikel ind på det, der i dag synes at være skolens glemte sor­te­rings­funk­tion. Denne funktion er for længst erkendt, hvilket den kritiske uddan­nel­ses­so­cio­logi, reform- og erfa­rings­pæ­da­go­gik­ken og mange nyere forsk­­nings- og udvik­lings­pro­jek­ter er tydelige tegn på. Alligevel synes der ikke at være draget de nød­ven­dige kon­se­kven­ser af denne erken­delse, og i dag synes funk­tio­nen nærmest at være glemt eller fortrængt af en ny tale om og bestræ­bel­ser på at bekæmpe frafald og skabe inklusion for alle. Det fører til en række absur­di­te­ter i skolen, fordi sor­te­rin­gen opret­hol­des, samtidig med at den forties, tabu­i­se­res og glemmes. I næste artikel peger Dion Rüsselbæk Hansen på, hvordan der er en uddan­nel­ses­so­cio­lo­gisk og –didaktisk tendens i samtiden til at gå neoli­be­ra­lis­mens ærinde og dermed forstærke ulig­heds­pro­ble­ma­tik­ken i skolen. Dette ved at man til­skri­ver visse elever bestemte iden­ti­te­ter og klas­si­fi­ce­rer dem på for­skel­lige måder. Således antages det, at demo­kra­tisk (ud)dannelse ikke er for alle elever, men derimod kun er nogle elever forundt. Visse elever synes således bedre tjent med kun beskæf­tige med det, der fore­kom­mer at have en instru­men­tel nyt­te­værdi, og som kan forøge hin enkeltes arbejds­du­e­lig­hed. På den måde fast­hol­des og pro­du­ce­res ulighed i skolen. Den tredje artikel af Christian Helms Jørgensen sam­men­lig­ner ung­doms­ud­dan­nel­serne i Danmark og Sverige og beskriver der­i­gen­nem en mod­sæt­ning mellem at sikre lighed i adgang til de vide­re­gå­ende uddan­nel­ser (Sverige) og at sikre lighed ved at give alle unge mulighed for at gen­nem­føre en ung­doms­ud­dan­nelse og få adgang til beskæf­ti­gelse (Danmark). Dette for­mu­le­res også som et uddan­nel­ses­po­li­tisk dilemma mellem at sikre lighed i toppen af uddan­nel­ses­sy­ste­met (‘lige adgang til vide­re­gå­ende uddan­nel­ser’) og lighed i bunden af uddan­nel­ses­sy­ste­met (‘uddan­nelse til alle’). Gennem sit histo­ri­ske og kom­pa­ra­tive snit beskriver artiklen endvidere nogle af de mang­fol­dige, util­sig­tede og mod­sa­t­ret­tede effekter af politiske reformer i de to landes ungdomsuddannelsessystemer.

De to næste artikler af hen­holds­vis Rikke Brown og Pia Susanne Fre­de­rik­sen trænger dybere ind i skolens praksisog beskriver, hvordan ulighed stadig skabes omkring de klassiske kate­go­rier:  klasse og køn. Dette sker dog på nye og subtile måder, hvor blandt andet en ny tendens til at orga­ni­sere fol­ke­sko­lens udskoling i valgfrie linjer ser ud til at have betydning for de unges måde at gøre klasse og dermed genskabe den ulighed, der findes uden for skolen. Således beskriver Rikke Brown i sin artikel, hvordan unge fra relativt velstil­lede familier på ‘magisk’ vis er i stand til at orientere sig mod og vælge den valgfrie linje, der er forbundet med højest symbolsk kapital (og karak­ter­gen­nem­snit), nemlig den inter­na­tio­nale linje. Omvendt ori­en­te­rer unge fra svagere familier sig typisk mod Arts-linjen, der er forbundet med lavere symbolsk kapital (og karak­ter­gen­nem­snit). På den måde medvirker begge grupper til en effektiv selv-sortering, der repro­du­ce­rer uligheden uden for skolen. Pia Susanne Fre­de­rik­sen supplerer klas­se­per­spek­ti­vet med køns­per­spek­ti­vet og tager afsæt i den såkaldte dren­ge­pro­ble­ma­tik, der har fået særlig bevå­gen­hed i de senere år. Denne pro­ble­ma­tik handler kort fortalt om, at drenge generelt klarer sig dårligere i uddan­nel­ses­sy­ste­met end piger. De får lavere karak­te­rer, er længere tid om at komme i gang med en vide­re­gå­ende uddan­nelse, vurderes som van­ske­lige at undervise af lærerne osv. Artiklen peger på en væsentlig grund til dette, nemlig at ‘boys will be boys’. Mere præcist vil drenge, som trækker på stærke versioner af maskulin identitet, ofte forbinde populær maskuli­ni­tet med kropslige kom­pe­ten­cer frem for boglige, hvorfor de udvikler en lærings­hæm­mende adfærd og en modstand mod skolens læringsdagsorden.

I den tredje og sidste sektion går artik­lerne af hen­holds­vis Jens Christian Nielsen og Helle Rabøl Hansen samt Tekla Canger og Lise Aagaard Kaas tættere på de unges kultur, deres møder med ‘systemet’, indi­vi­du­elle livs­hi­sto­rier og mar­gi­na­li­se­rings­pro­ces­ser. Artik­lerne påpeger, at der bagom fænomener såsom frafald, sortering og ulighed altid findes indi­vi­du­elle, komplekse og levede liv, som skolen også må forholde sig til. Her peger Tekla Canger og Lise Aagaard Kaas i deres artikel blandt andet på, at et blik på unges komplekse livs­hi­sto­rier kan bidrage til enfor­stå­else af unges mar­gi­na­li­se­rings­pro­ces­ser i det almene sko­le­til­bud. De viser, hvordan skolen, set fra de unges per­spek­tiv, kan fremstå som utryg og farlig, og dermed også som mar­gi­na­li­se­rende. Med hen­vis­ning til den livs­hi­sto­ri­ske kom­plek­si­tet illu­stre­rer de ligeledes, hvordan for­skel­lige arenaer udgør for­skel­lige rammer for unges ople­vel­ser af mestring og inklusion, og hvordan disse arenaer er betinget af hinanden. Jens Christian Nielsen og Helle Rabøl Hansen dis­ku­te­rer i deres artikel, hvordan dansk og inter­na­tio­nal ung­doms­forsk­ning, samt egen forskning i sårbare unge, kan bidrage til at skabe viden om, hvordan krav til og betin­gel­ser for unges del­ta­gelse i skole og uddan­nelse kan medvirke til at producere og repro­du­cere sociale forskelle og udenforskab.

Jakob Ditlev Bøje, Dion Rüsselbæk Hansen og Tekla Canger

Refe­ren­cer

Arbej­der­be­væ­gel­sens Erhvervs­råd (2013). Stør­ste­delen af unge uden uddan­nelse har en svag hjem­me­bag­grund. Arbej­der­be­væ­gel­sens Erhvervsråd.

Jakobsen, D.R. (2018, 26. Februar). Halvdelen af for­æl­drene til udsatte unge har både uddan­nelse og job. Politiken.

Standing, G. (2017). Pre­ka­ri­a­tet. København: Infor­ma­tions Forlag.

Willis, P. (1977). Learning to labour. How Working Class Kids Get Working Class Jobs. New York: Columbia Uni­ver­sity Press.