Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på email

For­tæl­lin­gens polyfoni

Heidi Lykke Nissen
Fortællingens polyfoni - Dansk pædagogisk Tidsskrift 1

Hanne Hede Jørgensen, Jan Jaap Rothuizen og Line Togsverd: Pædagogik og for­tæl­ling – at fortolke, forstå og forny pæda­go­gisk praksis
Sam­funds­lit­te­ra­tur 2018
233 sider, 248 kr

Anmeldt af Heidi Lykke Nissen, lektor ved Køben­havns Pro­fes­sions­højskole

For­fat­terne har begået en flot bog om mødet mellem for­tæl­lete­o­ri­ens poten­ti­a­ler og det pæda­go­gi­ske felts kom­plek­si­tet. På den måde henvender bogen sig til hele det pæda­go­gi­ske felt som målgruppe dvs. at læseren er tænkt som både dem i uddan­nelse og til udvik­lin­gen af praksis som sådan. Dette illu­stre­res godt i struk­tu­re­rin­gen af bogen, der inddeles i ’For­tæl­lete­ori og for­tæl­lety­per’, ’For­tæl­lin­ger i pæda­go­gisk praksis’, ’Udøve, undersøge og udvikle’, ’For­tæl­lin­ger i spil i uddan­nel­sen’ samt ’for­tæl­ling og udvikling af pæda­go­gi­ske insti­tu­tio­ner’. Bagerst i bogen findes først index til for­tæl­lete­o­ri­ens begreber hvorefter et lige er at finde om pæda­go­gik­kens begreber. På den måde er bogen på samme tid intro­du­ce­rende som grundig og med massivt overblik, ledes jeg til at blive bekræftet i min egen grund­an­ta­gelse: For­tæl­ling er den måde, det pæda­go­gi­ske felt i en klemt og afvik­lende vel­færds­stat må fag­lig­gøre sig selv og altså fortsat påberåbe sig sin pro­fes­sio­na­li­tet. Jo bedre vi både står i for­tæl­lete­o­rien som pæda­go­gik­kens univers, jo bedre kan vi dagligt møde den her­me­neu­ti­ske fordring arbejdets kvalitet afkræver os. Samt formidle om hvad det egentlig er ’vi gør’ for at ”passe børn” gør pædagogen altså ikke mere!

”Det narrative men­ne­ske­syn er her­me­neu­tisk. Det vil sige, at mennesket forstås som et historisk væsen, der søger at forstå og skabe mening og sam­men­hæng i den verden, det lever i, og som er under konstant for­an­dring” (s. 24). For­tæl­lin­gen som både er vores grund­vil­kår og måden vi gebærder os i verden på (Bruner 2004) muliggør at mennesket forstår det pæda­go­gi­ske øjeblik som per­spek­ti­visk for ”For­tæl­lin­gen er åben for for­tolk­ning og dialog, for man kan altid forstå den ander­le­des” (s. 25). For­fat­terne trækker bl.a. på en for­tæl­letra­di­tion i den pæda­go­gi­ske kontekst kaldet prak­sis­for­tæl­ling (Mørch 2003). Som under­vi­ser i pæda­gog­ud­dan­nel­sen gennem rigtig mange år hilser jeg kærkommen en opda­te­ring, ja ligefrem en forbedret udgave af prak­sis­for­tæl­lin­gen, vel­kom­ment. Trods tiltag for at beramme prak­sis­for­tæl­lin­gen og særligt hvordan denne skulle bidrage til kollegial reflek­sion (Birkland in Mørch 2004), så synes grebene i inde­væ­rende bog at være mere appel­le­rende (fx med for­tæl­le­stjer­nen som ana­ly­se­ramme s. 141) – og for­hå­bent­ligt også for praksis ’nemmere’ at komme i gang, for ”vi fortæller jo hele tiden, og vi lytter også hver dag til mange for­tæl­lin­ger” (s. 135). Et greb bogen meddeler sig med er bl.a. hele tiden at dele et teoretisk greb, der illu­stre­res via et eksempel i en for­tæl­ling. Dette bevirker, at læsningen nemt begribes.

For­tæl­lin­gen og for­tæl­lin­gens polyfoni (at der i for­tæl­lin­ger er flere stemmer i spil, hele tiden) medvirker til at ”mennesket kan over­skride sig selv” (s.73) altså tilstræbe at forstå per­spek­ti­ver man ikke selv lever i eller med eller indse, at andet rent faktisk kunne være muligt. For­tæl­lekun­sten bibringer mennesket evnen til at overveje sig. I en tid tynget af på den ene side en unødig stram økonomi og på den anden side øget grad af kom­plek­si­tet i de problemer, mennesket har behov for pæda­go­gens hjælp og støtte til, er det ufravi­ge­ligt at pædagogen må insistere på at blive fortrolig med en praksis om at ’overveje sig’. På hvilke måder var hvad godt for hvem af det, der skete? Er ofte et ret så kata­ly­se­rende spørgsmål for reflek­sio­ner en sund per­so­na­le­gruppe kan fundere over og altså sætte i relation mellem det der skete, de idealer man som per­so­na­le­grup­per rummer, de lov­mæs­sige krav og de politisk/økonomiske betin­gel­ser. Den ramme pædagogen skal agere indenfor, rummer kom­plek­si­tet og efter­la­der den pro­fes­sio­nelle med øget behov for at bero ”situ­a­tions­for­nem­melse, en særlig opmærk­som­hed og takt” (s. 95). At for­tæl­lin­gen kan være måden at opnå, fortsat øve og i sær­de­les­hed udøve denne påkrævede døm­me­kraft, lader bogen mig sidde med som den mulighed, jeg har som under­vi­ser ud i pro­fes­sio­nen. Helt grund­læg­gende under­stre­ges at for­tæl­lin­gen må ses som etisk selv­omsorg (”Foucault bruger begrebet etisk selv­omsorg for den sel­v­ud­vik­ling, der kan danne en modvægt til det selv, som man i en styret vir­ke­lig­hed bliver gjort til” s.212). Og jeg tror da nok, jeg skal genbesøge en under­vis­nings­plan eller to og forsøge at placere mere af bogens gode mate­ri­a­ler – i en ellers også trangt uddan­nel­ses­vir­ke­lig­hed.

Bogen melder sig kærkommet hjemligt til uddan­nel­sens ind­for­stå­et­hed med spe­ci­a­li­se­rin­ger. Dette gør det muligt for bogen at få et liv blandt stu­de­rende, der måske grundet stoftrængsel kan synes det er svært at oversætte brugen af prak­sis­for­tæl­lin­gen fra sko­le­fri­tids­om­rå­det og ind på social-/spe­ci­a­l­om­rå­­det med afvis­nin­gen ”jamen hos os er det helt ander­le­des”. Selv bachel­or­stu­de­rende tildeles også opmærk­som­hed på, hvordan for­tæl­lin­gen her gives krop og altså den rette valør i forhold til de sti­li­sti­ske krav stillet i nær­væ­rende bekendt­gø­relse. Bogen bliver med andre ord hurtigt slidt i min favn. For det har manglet at arbejde metodisk præcist med sine for­tæl­letra­di­tion. Ved at tænke prak­sis­for­tæl­lin­gen anvendt både indenfor, men i sær­de­les­hed udenfor arbejds­om­rå­det mener jeg, at den pæda­go­gi­ske pro­fes­sion kan vise arbejds­fel­tets værd. For­tæl­lin­gerne viser hvordan pædagoger i det brede arbejds­felt møder og agerer sammen med mennesker der har behov for støtte og hjælp på måder hvor dette menneske mødes i egen ret og gyldighed. Dette får pædagogen mulighed for ved at bruge for­tæl­lin­gen som reflek­sions­rum.

En anke jeg gør mig i denne tid mod os, der kæres for for­tæl­lin­gen, er hvordan vi samtidig med udvik­lin­gen af øget faglighed her­om­kring (som er både ønsket og velkommen) samtidig påtager os det intel­lek­tu­elle ansvar at pege på, at doku­men­ta­tions­kra­vene og ditto for­her­lig­gø­relse af evidens mesten­dels ikke rummer plads til for­tæl­lin­gen (upåagtet dens format). I bogen omhandles dette dilemma som dysten mellem ’teknisk regn­skabs­pligt’ og ’pro­fes­sio­nelt ansvar’, der mod­sa­t­ret­tet og hentet fra hver sin tradition kalder på enten at regi­strere versus fortælle, til­ba­ge­skue versus pege fremad, reducere kom­plek­si­tet versus at netop fremvise kom­plek­si­te­ten. Altså to meget mod­sa­t­ret­tede bevæ­gel­ser! Men er en analytisk bevå­gen­hed eller ita­le­sæt­tel­sen af dette nok, når dygtige kollegaer dagligt netop ikke kan dele for­tæl­lin­ger med kommuner i hand­le­pla­ner og diverse nu mere og mere elek­tro­ni­ske og derfor for-etab­le­rede doku­men­ta­tions­sy­ste­mer? Derfor tænker jeg at projektet bør ligeså rettes ud af pro­fes­sio­nen, ind i de politiske systemer og ind på djøf-gangene, hvor doku­­men­ta­tions- og eva­lu­e­rings­sy­ste­mer laves netop med henblik på den tekniske regn­skabs­pligt og ikke så meget andet. Her vil projektet have en gigantisk beret­ti­gelse!

Giv et bidrag

Værsgo’ – du kan frit læse
Dansk pæda­go­gisk Tids­skrift!

Hvis du synes om det, du læser, og gerne vil have, at tids­skrif­tet bliver ved med at eksistere, håber vi, at du vil give et bidrag.

Klip på knappen for at støtte