Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på email

Formidler et stærkt fagligt indhold

Bodil Chri­sten­sen
Jens Christian Nielsen og Jesper Stilling Olesen:
Talentudvikling og elitesport i skolen, forside

Jens Christian Nielsen og Jesper Stilling Olesen: Talen­t­ud­vik­ling og eli­tesport i skolen
Århus Uni­ver­si­tets­for­lag 2019, Asterisk-serien
226 sider, 230 kr

Marianne Florman er årgang 1964. Hun vandt olympisk guld i håndbold i 1996, og hun var med på lands­hol­det i 110 kampe, hvor hun på pladsen som venstre fløj scorede 170 mål. Det særlige ved Flormans karriere (der på lands­holds­ni­veau først sluttede i 2001, hvor Florman var 37 år) er, at hun indledte sin hånd­bold­kar­ri­ere som 16-årig. Og som målmand.

Flormans karriere er en inter­es­sant karriere, når man læser bogen ”Talen­t­ud­vik­ling og eli­tesport i skolen”. Her gør Jens Christian Nielsen (ph.d. i pæda­go­gisk psykologi) og Jesper Stilling Olesen (ph.d. i pæda­go­gisk antro­po­logi) rede for det, der sker, når man i fol­ke­sko­len opretter særlige idræts­klas­ser for at tilgodese det, de kalder en ”dual career” hos (eventuelt og poten­ti­elt) kommende eli­tei­dræts­folk. Spændende. Det er en bog, der absolut er ventet. Siden de første forsøg med idræts­klas­ser i Esbjerg i 2008 er der oprettet mange idræts­klas­ser. Nu kan man vide noget om, hvordan det fungerer bedst for skolen, for idrætten og for eleverne.

”Talent er ikke noget, man har. Talent er noget, man gør!” Det er et citat, der kunne stå som under­ti­tel til bogen, der selv for­mu­le­rer indholdet således: ”I denne bog inter­es­se­rer vi os for, hvad der er blevet koblet sammen i sam­ar­bej­det mellem skole og eli­tei­dræt, og hvordan det har påvirket såvel skolernes praksis som eli­te­klub­ber­nes praksis, samt i hvilken grad man kan tale om, at der er opstået en ny fælles praksis: eli­tesport på skolens præmisser; skole på eli­tespor­tens præmisser, eller måske snarere en hybrid praksis, som vi endnu ikke helt kender karak­te­ren af. ”

I bogens teo­ri­gen­nem­gang følger læseren Malthe, Mille, Mathilde, Robin og Nicklas og andre unge som gode case-eksempler fra det virkelige liv. De dyrker ishockey, fodbold (de fleste), svømning (også en hel del), håndbold og tennis.
Deres uddan­nel­ses­for­løb følges sammen med deres karriere i sportens verden. For nogle af eleverne lykkes det at kombinere skole (uddan­nelse) og idræt på en måde, der netop er fremmende for en ”dual career”. For nogle lykkes det ikke.

Idræt­se­le­verne er sårbare, når der er skader, og de er sårbare, når deres position på idræts­fron­ten er truet på grund af manglede resul­ta­ter eller på grund af manglende talent. Eller måske på grund af manglende fysik.

Der er fokus på opta­gel­ses­kri­te­ri­erne og opta­gel­ses­pro­ces­sen: ”Når idræt­se­le­verne optages i idræts­klas­serne, er alle i udgangs­punk­tet dual becomings. De er udvalgt, fordi de har poten­ti­ale til at nå seni­o­re­li­ten, og fordi de er indstil­let på at forpligte sig på eli­tespor­tens tidlige talen­t­ud­vik­ling. Sko­le­mæs­sigt skal idræt­se­le­verne ikke have særlige faglige evner, selvom et fagligt overskud vurderes at gøre til­væ­rel­sen som idræt­se­lev lettere at håndtere.”

Der er fokus på sam­ar­bej­det mellem skole-hjem-klub, hvor der sker en udveks­ling mellem de to logikker: Sko­le­lo­gik­ken og Idrætslo­gik­ken. Skolens logik er at der skal være plads til alle. Ingen kan ”sættes af holdet”, ingen kan blive sorteret fra første­hol­det, for der er ingen første­hold. Alligevel er der et mål om at ”alle elever skal blive så dygtige, de kan”, mens idrætslo­gik­ken på sin vis omskriver dette formål til: ”Eleverne skal (…) ikke lære det samme og heller ikke noget bestemt, men så meget som deres indi­vi­du­elle poten­ti­ale tillader. Der er ikke noget øvre loft, men en evig bestræ­belse på at forbedre sig ved konstant at øge elevernes kom­pe­ten­cer og evne til at præstere.”

Der er fokus på frafald og succes, hvor der er fine cases, der viser, hvordan man kan tackle nederlag i idrætskar­ri­e­ren, og hvordan man kan tackle nederlag i skolens regi. Idræts­klas­ser har ofte en stor fordel i deres selv­for­stå­else af at være ”særligt udvalgte”. Dette bliver også belyst: ”Hvilke kræfter bliver aktiveret i en idræts­klasse, og hvordan påvirker de alle de for­skel­lige aktører, der bliver bundet sammen i en ny betegnelse?”

Her skriver forskerne: ”Det er tydeligt, at idræt­se­le­verne får en særlig social identitet i kraft af at være idræts­u­dø­ver. Det kan dels medvirke til at øge presset på idræt­se­le­verne på en måde, så balan­ce­gan­gen risikerer at tippe, og det kan dels medvirke til, at idræt­se­le­verne oplever at blive fremhævet i skolen på måder, der gør det svært at indgå i fæl­les­ska­bet på lige fod med de øvrige elever.”

Det er spændende læsning. Der er ingen kon­klu­sion, men skal forsk­nings­pro­jek­tet give et godt råd, så står der: ”Skal talentet vedblive med at udvikle sig på en måde, der bringer det op på et højere og højere niveau, kræver det infra­struk­tur og en masse for­bin­del­ser mellem og arbejde af aktørerne i det aktør­ne­t­værk, talen­t­ud­vik­lings­net­vær­ket udgør. Jo stærkere for­bin­del­ser, des mere poten­ti­ale har talentet for at ved­li­ge­holde, udvikle og over­skride sit talent. Men det ser også ud til at kræve, at den unge kan og vil tage vare på sit talent som et projekt.”

Eleverne i idræts­klas­serne går i 7. til 10. klasse. De er unge. De er søgende. De er iden­ti­tets­sø­gende. De skal ikke absolut vælge mellem idrætskar­ri­ere og uddan­nelse i så ung en alder. Idræts­klas­serne gør det muligt netop at satse på begge områder. Taberne i dette valg er elevernes del­ta­gelse i fester, ung­doms­liv, fami­li­e­liv og fritid, der ligger uden for sporten. Ingen af inter­viewene siger noget om, at det opleves pro­ble­ma­tisk. Man kan antage, at der netop har været en høj kvalitet i udvæl­gel­ses­pro­ces­sen, der har betydet, at eleverne har taget et bevidst
valg.

Marianne Florman ville aldrig have valgt idræts­klas­sen. I sin fol­ke­sko­le­tid gik hun til ridning og samlede på hestepost­kort og plakater med heste, mens hendes lærer havde et projekt med at få hende til at skrive sætninger, hvor ordet ”hest” ikke indgik. Der var ikke nogen eli­te­kar­ri­ere her. Det kom først senere. 

Bogen dis­ku­te­rer ikke, hvorvidt det er godt og rigtigt for børns udvikling at fokusere på en enkelt sports­gren. Måske (og det har mange af de mandlige håndbolds-OL-vindere sagt) skulle man fokusere på mange for­skel­lige idræts­grene i sin opvækst, så man ikke som 21-årig hånd­bold­spil­ler må melde fra til landhold og klubhold på eli­te­ni­veau, fordi man er mentalt træt af sporten.

Det er en bog, der henvender sig til alle lærere og ledere i fol­ke­sko­ler, der har berøring med idræts­klas­ser. Den bør også læses af lærer­stu­de­rende, der ønsker at blive idrætslæ­rere. Den formidler et stærkt fagligt indhold på en måde, så man ser Nicklas, Malthe, Mille og Robin stå lys­le­vende foran sig – på vej til morgentræning.

Forsk­nings­pro­jek­tet er sket i et sam­ar­bejde mellem Team Danmark, DIF; Under­vis­nings­mi­ni­ste­riet og eli­te­kom­mu­nerne: Aalborg, Aarhus, Ballerup, Esbjerg, Gentofte, Haderslev, Herning, Hillerød, Holstebro, Horsens, Kolding, København, Randers, Roskilde og Svendborg.

Giv et bidrag

Værsgo’ – du kan frit læse
Dansk pæda­go­gisk Tidsskrift!

Hvis du synes om det, du læser, og gerne vil have, at tids­skrif­tet bliver ved med at eksistere, håber vi, at du vil give et bidrag.

Scan med dit mobilkamera
Klip på knappen for at støtte