Del på facebook
Del på email
Del på linkedin
Del på twitter

Centrale spørgsmål i den pæda­go­gi­ske debat

Üzeyir Tireli & Jens Christian Jacobsen: Kritisk pædagogik for pædagoger. Social retfærdighed for børn og unge

Üzeyir Tireli & Jens Christian Jacobsen: Kritisk pædagogik for pædagoger. Social ret­fær­dig­hed for børn og unge
Akademisk Forlag 2019
184 sider, 250 kr.

Kritisk pædagogik for pædagoger en velkommen og tiltrængt saltvand­s­ind­sprøjt­ning til den danske pæda­go­gi­ske debat. Bogens over­ord­nede tese er, at pædagoger har en (pæda­go­gisk? politisk? etisk?) for­plig­telse på at arbejde på at forandre samfundet, bekæmpe social ulighed og styrke børns og unges frihed og selv­be­stem­melse, og at denne for­plig­telse har direkte kon­se­kven­ser for det pæda­go­gi­ske arbejde.

Bogens for­fat­tere, Üzeyir Tireli & Jens Christian Jacobsen, har derfor på flere måder et klart normativt sigte med bogen. Dels plæderer de for, at pædagoger i de danske dag­in­sti­tu­tio­ner bør engagere sig aktivt, ja ligefrem akti­vi­stisk, i arbejdet med at forbedre verden. Dels ønsker de at give pædagoger teo­re­ti­ske redskaber til at afdække og blive opmærksom på social uret­fær­dig­hed og struk­tu­relle former for ulighed. Dels argu­men­te­rer de for, at et vigtigt aspekt ved det pæda­go­gi­ske arbejde består i at vække børn og unges for­stå­else af og enga­ge­ment i kampen mod social uretfærdighed.

Bogen skriver sig dermed direkte ind i et af pæda­go­gik­kens mest grund­læg­gende og kon­flikt­fyldte dis­kus­sio­ner. De fleste pæda­go­gi­ske fag­per­so­ner er enige om, at et af pæda­go­gik­kens væsent­lig­ste formål er at danne og uddanne børn og unge til myndige, selv­stæn­dige og kritisk enga­ge­rede individer. Hvordan man mere konkret gør dette, og hvad der helt præcist vil sige at være et myndigt, selv­stæn­digt og kritisk engageret individ er der imid­ler­tid ikke nogen større enighed om.

Problemet er, at opgaven med at danne børn og unge til kritisk selv­stæn­dig­hed uund­gå­e­ligt tvinger pædagoger, lærere og andre med ansvar for opdra­gelse og uddan­nelse til at træffe normative, og dermed kon­tro­ver­si­elle, valg. På den ene side skal børn lære at agere ansvar­ligt og kompetent indenfor sam­fun­dets rammer. På den anden side skal de også lære at vurdere og om nød­ven­digt kritisere givne værdier og normer. Hvordan vægtes disse to opgaver i forhold til hinanden? Uanset hvor pædagogen vælger at lægge snittet vil der være andre – poli­ti­kere, forældre, kollegaer – som er uenige. Pædagogen har derfor brug for at kunne begrunde og forklare sit valg.

Et andet problem er, at det fore­kom­mer van­ske­ligt, måske umuligt, at danne børn og unge til at blive myndige, kritiske individer, uden at inddrage dem i sub­stan­ti­elle dis­kus­sio­ner af etiske, politiske og religiøse syns­punk­ter. Men kan man gøre dette uden at dis­kus­sio­nen på forhånd er for­u­dind­ta­get til fordel for bestemte posi­tio­ner og syns­punk­ter? Er der visse syns­punk­ter, fx dybt raci­sti­ske, kvin­de­had­ske og into­le­rante hold­nin­ger, som man sim­pelt­hen bør undgå at præ­sen­tere børnene for? Og omvendt: Er der bestemte syns­punk­ter – respekt for demo­kra­tiet fx, og tanken om men­ne­skers grund­læg­gende ligeværd – som ikke er til debat, men tværtimod udgør grund­la­get for enhver dis­kus­sion, og som vi derfor skal søge at indpode i alle børn og unge?

I lande præget af store sociale, kul­tu­relle og histo­ri­ske forskelle og uligheder, fx USA, står disse spørgsmål centralt i den pæda­go­gi­ske debat. Dette er ikke tilfældet i Danmark, hvor dis­kus­sio­nen af disse normative grund­spørgs­mål ikke fylder meget i den pæda­go­gi­ske fag­lit­te­ra­tur. De sidste mange år har fokus i den danske pæda­go­gi­ske debat mere været på ”instru­men­telle” spørgsmål om, hvordan man på den bedst mulige rea­li­se­rer bestemte lærings- eller udvik­lings­mål. Dis­kus­sio­nen om hvordan man i den pæda­go­gi­ske praksis kan og bør håndtere kritisk-normative spørgsmål har derimod været noget sparsom. Det er her Kritisk pædagogik for pædagoger for alvor har noget at byde på. 

Bogen består af to dele. Første del er en over­ord­net indføring i kritisk pædagogik. Kapitel 1 præ­sen­te­rer Paulo Freire og Henry Girouxs for­stå­else af pædagogik som en grund­læg­gende normativ praksis, hvis formål er at ændre samfundet og frisætte individer fra ille­gi­time former for under­tryk­kelse. På den baggrund præ­sen­te­rer kapitel 2 Tireloi og Jacobsens en kritisk ana­ly­se­mo­del, der søger at ope­ra­tio­na­li­sere den kritiske pædagogik på en måde, der gør den praktisk og pæda­go­gisk anven­de­lig i den pæda­go­gi­ske praksis.

Bogens anden del bringer den kritiske ana­ly­se­mo­del i anven­delse på en række konkrete pro­blem­stil­lin­ger: Kul­tur­mø­der (kap. 3), byrummet (kap. 4 – 5), de nye sociale og digitale medier (kap. 6), sko­li­fi­ce­rin­gen af det pæda­go­gi­ske arbejde i danske dagtilbud (kap. 7) og klima- og bære­dyg­tig­heds­pro­ble­ma­tik­ken (kap. 8). Kapit­lerne er alle bygget over nogen­lunde den samme skabelon. Først en over­ord­net præ­sen­ta­tion af pro­blem­stil­lin­gen. Derefter en konkret case, der sætter fokus på et eller flere aspekter ved problemet. Dernæst ana­ly­se­res casen ved hjælp af for­fat­ter­nes kritiske ana­ly­se­mo­del og for­skel­lige pæda­go­gi­ske hand­le­mu­lig­he­der skitseres. Kapit­lerne afsluttes med en vignet, der præ­sen­te­rer et konkret pæda­go­gisk take på de dis­kus­sio­ner, som de for­skel­lige cases rejser.

Bogen er generelt velskre­vet og let at følge. Man er ikke i tvivl om for­fat­ter­nes pointer og hold­nin­ger, og præ­sen­ta­tio­nen af deres ana­ly­se­mo­del er klar og for­stå­e­lig. De udvalgte pro­blem­stil­lin­ger og cases er velvalgte og vigtige, og fungerer godt både som konkret eksem­pli­fi­ce­ring af de ind­le­dende kapitlers noget over­ord­nede intro­duk­tion af kritisk pædagogik og som udgangs­punkt for selv­stæn­dige dis­kus­sio­ner. Kom­bi­ne­ret med det ind­ly­sende behov for en dansk udgivelse, der syste­ma­tisk og eksplicit dis­ku­te­rer pro­ble­merne med at danne og uddanne børn og unge til kritisk, selv­stæn­dig stil­ling­ta­gen, er der altså god grund til at købe og læse bogen.

Desværre har Kritisk pædagogik for pædagoger en del svagheder, som svækker det ellers positive indtryk. For det første er den noget ske­ma­ti­ske opbygning af kapit­lerne i bogens anden del lettere trættende. I hvert eneste af disse kapitler møder man således den over­ord­nede figur, der sam­men­fat­ter for­fat­ter­nes ana­ly­se­mo­del. Når man for femte eller sjette gang ser den præcis og ordret identiske figur gengivet i teksten begynder man at miste tål­mo­dig­he­den. Gen­ta­gel­ser er et virk­nings­fuldt pæda­go­gisk værktøj, men det kan overdrives.

For det andet forholder for­fat­terne sig over­ra­skende ukritisk overfor en række af de begreber og idealer, de ana­ly­se­rer. Deres udgangs­punkt er, at under­tryk­kelse er dårligt og bekæmpes. Dette vil snart sagt alle være enige i. Så snart man søger at kon­kre­ti­sere, hvad udner­tryk­kelse består i, og hvornår nogen er under­trykt, er det derimod langt sværere for folk at blive enige. Det ville have styrket for­fat­ter­nes tilgang, hvis de mere eksplicit havde anerkendt denne uenighed og i for­læn­gelse deraf havde under­ka­stet deres eget normative udgangs­punkt en kritisk analyse.

Mere konkret mangler jeg en dis­kus­sion af, hvordan denne uenighed i praksis spiller ind i den pæda­go­gi­ske praksis, så snart man søger at prak­ti­sere kritisk pædagogik. Hvordan skal man som pædagog håndterer, at der ikke er nogen udbredt enighed om, hvordan man mere sub­stan­ti­elt skal forstå fx eks­klu­sion, social ulighed og kli­ma­po­li­tik? At forældre, ledere, poli­ti­kere og andre ofte vil være dybt uenige med den måde, man som pædagog ram­me­sæt­ter og ita­le­sæt­ter disse fænomener? Her kunne en lidt mere praktisk ori­en­te­ret og selv­kri­tisk tilgang have styrket for­fat­ter­nes projekt.

Med disse forbehold in mente er Kritisk pædagogik for pædagoger imid­ler­tid en vigtig og brugbar udgivelse. Bogen løser ikke de grund­læg­gende problemer med, hvordan man konkret danner og uddanner børn og unge til kritiske, selv­stæn­dige, myndige individer. Til gengæld placerer den disse spørgsmål centralt i den pæda­go­gi­ske debat, hvor de, helt beret­ti­get, hører hjemme.

Forfatter

Giv et bidrag

Værsgo’ – du kan frit læse
Dansk pæda­go­gisk Tidsskrift!

Hvis du synes om det, du læser, og gerne vil have, at tids­skrif­tet bliver ved med at eksistere, håber vi, at du vil give et bidrag.

Scan med dit mobilkamera
Klip på knappen for at støtte