Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på email

Rammer for­hå­bent­lig et behov i tiden

Kim Rasmussen
Dannelse og demokrati (forside)

Oskar Negt:
Dannelse og demokrati
Forlaget Granhof & Juhl, 2019
199 sider, 269 kr

I en glo­ba­li­se­ret verden, hvor alting forandrer sig med uhyggelig hast, og mængden af til­gæn­ge­lig infor­ma­tion synes uover­sku­e­lig, kan behovet for et fastere ori­en­te­rings­punkt, der kan hjælpe vej­fa­rende med udsyn og at finde en sikker vej, være stort. Bogen ”Dannelse og demokrati” af den tyske soci­al­fi­lo­sof, sociolog og uddan­nel­ses­te­o­re­ti­ker Oskar Negt (1934), fore­kom­mer mig at være et sådant ori­en­te­rings­sted. Herfra kan man få udblik over en samtidig verden, der smuldrer. Herfra kan man orientere sig ud fra en kritisk soci­al­fi­lo­so­fisk retning funderet i ”demokrati som livsform”. Negt selv kan betragtes som et kritisk-åndeligt fyrtårn, der forsøger at lyse op i tidens tåger og mørke. Og selvom fyrtårne i dag kan flyttes, når den grund, de står på, er løs som sand og truer med at styrte i afgrunden, da må man sige om Negt, at han stand­haf­tigt står fast, hvor han i store træk har stået siden 1960erne.

Ældre læsere af DPT kender Oskar Negt (1934) fra hans livslange bidrag til især vok­se­nud­dan­nelse, men også til analysen og arbejdet med børns lære­pro­ces­ser i skolen; udkast til det der under­ti­den har været omtalt som kritisk erfa­rings­pæ­da­go­gik. Negt, der stadig (ligesom Jürgen Habermas) er aktiv, selvom han er kommet op i årene, nød både respekt og havde en ikke ube­ty­de­lig ind­fly­delse i dele af de danske uddan­nel­ses­mil­jøer tilbage i 1970erne og op gennem 1980erne og 1990erne. Flere af hans oversatte bøger ”Eksem­pla­risk læring og socio­lo­gisk fantasi” (1968/dansk 1971) og ”Offent­lig­hed og erfaring” (1972/norsk 1974 – medf. A. Kluge) bidrog til dis­kus­sio­ner af Negts kritiske måde at samtænke og analysere på. Ligesom de bidrog til dis­kus­sio­ner og analyser af samtidens kri­tisable tendenser i samfund, pædagogik og uddan­nelse. Ikke mindst dis­kus­sio­ner af hvad man kunne / skulle stille op som modsvar og modstand over for den stigende grad af sam­funds­mæs­sig­gø­relse, eks­pro­p­ri­a­tion, instru­men­ta­li­se­ring og kolo­ni­se­ring af men­ne­skers livs­sam­men­hænge. ”Dannelse og demokrati” ligger i for­læn­gelse af flere af de tidligere bøger, og tager temaer og tråde op, der går langt tilbage (eksem­pla­risk læring, socio­lo­gisk fantasi og sans for sam­men­hæng, frem­tids­ret­tede kom­pe­ten­cer), samtidig med at der væves nye stykker til (dannelse, demo­kra­tisk dannelse). 

Yngre læsere har måske ikke hørt om Negt. Eller – måske har de netop hørt om, men ikke selv læst Negt. Af samme grund vil de heller ikke have gjort egne primære erfa­rin­ger med at beskæf­tige sig med Negts kritiske måde at tænke, analysere og frem­stille sig på. Med udgi­vel­sen af ”Dannelse og demokrati” har såvel yngre som ældre læsere imid­ler­tid fået en aktuel anledning til hen­holds­vis at stifte bekendt­skab med/at genoptage læsningen af en original og markant uddannelsestænker.

Den nyover­satte bog ind­skri­ver sig i Negts livslange soci­al­fi­lo­so­fi­ske opta­get­hed af demokrati, politik, magt- og under­tryk­kel­ses­for­hold, såvel som hans interesse for oplysning, uddan­nelse og men­ne­skers autonomi og myn­dig­gø­relse. Disse temaer har været et kendetegn ved for­fat­ter­ska­bet, siden han i 1960erne enga­ge­rede sig i uddan­nel­ses­fel­tet både analytisk og praktisk pædagogisk.

Negts teo­re­ti­ske og ana­ly­ti­ske arbejde har ”altid” været meta-politisk sam­men­tænkt. Dette kan (måske) aflæses af udvalgte bogtitler som fx ”Politik als Protest” (1971), (der samler en række af hans taler og oplæg fra 1960erne rettet til datidens anti­au­to­ri­tære bevægelse), eller bogen ”Keine Demo­kra­tie ohne Sozi­a­lis­mus” (1976), hvis titel refererer til et kendt udsagn fra Rosa Luxemburg, (en bog der ligeledes består af kapitler og artikler, der har været offent­lig­gjort i for­skel­lige sam­men­hænge). Den meta-politiske reflek­sion gen­nem­ris­ler også hans seneste bog ”Der Poli­ti­s­che Mensch” (2010), som ”Dannelse og demokrati” er oversat fra. (Første del af den danske udgave svarer til 3.del af Der Poli­ti­s­che Mensch. Mens anden del svarer til kapitel 4, 6 og 7 af ”Der Poli­ti­s­chen Mensch.”) ”Dannelse og demokrati” er med andre ord en selektiv og fokuseret version af omtalte tyske bog.

Bogens ind­led­ning er mon­ta­ge­ag­tigt sam­men­styk­ket fra bogen ”Der Poli­ti­s­chen Mensch” og skriftet ”Gesells­chaf­tentwurf Europa”. Denne sam­men­flet­ning er foretaget af over­sæt­terne (Karen Sonne Jakobsen og Birger Steen Nielsen) og gjort med Negts accept. Fra bogens begyn­delse bliver læseren således bekendt med Negts for­stå­else af demokrati. Hans demo­kra­ti­be­greb; demokrati som livsform, – er en demo­kra­ti­for­stå­else, der er i familie med den kategori, som i poli­to­lo­gi­ens sprog kaldes ”deli­be­ra­tivt demokrati.”

Negts for­stå­else af demokrati giver sig til kende, når der i ind­led­nin­gen siges, at demokrati er den eneste politiske for­fat­nings­or­den, der må læres, – læres i hverdagen, – læres hver eneste dag – og det med udgangs­punkt i barn­dom­men og op i alder­dom­men. Ligesom det påpeges, at demokrati forstået som livsform, er noget, der beror på en udviklet døm­me­kraft såvel som på del­ta­gelse i almene anliggender.

I Ind­led­nin­gen får Negt desuden fremhævet, at han betragter dannelse som et centralt fænomen, der uløseligt er knyttet sammen med demokrati, og at dannelse for ham drejer sig om politisk dannelse/at blive et myndigt væsen. Dannelse rummer for Negt et nød­ven­digt kritisk poten­ti­ale, en slags ”lager” for men­ne­skers opfat­telse af verden. Desuden har dannelse sin egen tids­struk­tur. Dannelse kan efter Negts opfat­telse ikke forceres og acce­le­re­res. Ej heller påtvinges. Dannelse er således en proces, som tager sin tid. Dannelse kan ikke reduceres til et bytteforhold. 

Disse udsagn og bestem­mel­ser er inter­es­sante og står stærkt. De taler den herskende orden i såvel den danske som inter­na­tio­nale uddan­nel­se­s­ø­ko­nomi imod. For er det ikke sådan, at der implicit i nutidens domi­ne­rende og udbredte begreber om sko­le­pa­rat­hed, uddan­nel­ses­pa­rat­hed, frem­drifts­re­form, osv., ligger en tids­lig­hed og tids­mæs­sig acce­le­ra­tion, der forceres af lærings­mål og indlæring af frem­med­be­stemte kom­pe­ten­ce­mål snarere end at tiden pri­o­ri­te­res til udvikling af demo­kra­tisk dannelse og dømmekraft?

De for­skel­lige kapitler sætter fokus på for­skel­lige pro­blem­stil­lin­ger, der hænger sammen med bogens over­ord­nede og kritiske intention: at bidrage til fornyet dis­kus­sion og udvikling af demokrati, politisk døm­me­kraft og dannelse. Jeg vil (eksem­pla­risk) forsøge at dykke ned i et par udvalgte kapitler, som kan give læseren en for­nem­melse af Negts hensigt / kritiske erkendelsesinteresse.

Det første kapitel ”Ide­o­lo­gik­ri­tisk dis­kus­sion af videns­sam­fun­det” handler om betin­gel­serne for og sam­men­hæn­gen mellem demokrati, politisk døm­me­kraft og det fænomen som kaldes videns­sam­fund – en beteg­nelse Negt pro­ble­ma­ti­se­rer. Han betvivler ikke, at de tekniske og natur­vi­den­ska­be­lige former for viden er i dag blevet alt­do­mi­ne­rende. Tværtimod er disse videns­for­mer helt inte­gre­rede dele af de øko­no­mi­ske processer, der synes at definere, hvad der er værdifuld og efter­stræ­bel­ses­vær­dig viden. Men det sker på bekost­ning af andre typer viden; Reflek­te­ret viden, tolk­nings­vi­den og politiske døm­me­kraft. De sidst­nævnte videns­for­mer anser Negt for uvur­der­lige i et demokrati. Men de er uden til­stræk­ke­lig ind­fly­delse i dag. Desuden er natur­vi­den­ska­be­lig, teknisk og økonomisk viden blevet så inte­gre­ret i de bestående her­­re­­dømme- og magt­for­hold, at disse fremstår som selv­føl­ge­lige. Termen videns­sam­fund afdækker ikke ulig­he­derne imellem videns­for­merne. Den reflek­te­rer heller ikke, hvordan den tekniske viden imø­de­kom­mer og støtter sam­fun­dets herskende magtforhold.

I for­læn­gelse af denne kritik spørger Negt: Hvem har defi­ni­tions­magt over tæn­ke­må­der, begreber og livs­hold­nin­ger? Sidst i kapitlet drøfter Negt desuden et væsent­ligt etisk tema; Viden og samvit­tig­hed. Her inddrager Negt filo­sof­fen E. Kant (1724 – 1804), der i øvrigt spiller en markant rolle som refe­ren­ce­punkt igennem bogen. Kant inddrages i forhold til spørgs­må­let om men­ne­skets myn­dig­gø­relse og dets evne til at bruge sin fornuft. Dels inddrages Kant i forhold til de tre grund­læg­gende spørgsmål, han stillede i sit værk ”Kritik af den rene fornuft”: Hvad kan jeg vide? Hvad skal jeg gøre? Hvad kan jeg håbe? Disse spørgsmål relateres til pro­blem­stil­lin­gen om dannelse og politiske døm­me­kraft, ligesom de er relevante i forhold til ansvar­se­tik (dvs. viden om kon­se­kven­serne af egne hand­lin­ger, tilvalg og fravalg). Negt peger på, at når man som ekspert giver afkald på den indre domstol (den per­son­lige samvit­tig­hed) er der stor fare for, at man kan henvise til love, regler og lov­mæs­sig­he­der som noget uom­gæn­ge­ligt. Dette siges med adresse til videns­sam­fun­dets centrale aktører; viden­skabs­folk og eksperter.

I bogens andet kapitel drøfter Negt den kom­pe­tence, han betragter som den mest nød­ven­dige i nutiden; Evnen til at skabe sam­men­hæng. Denne sam­men­lig­ner han med hånd­værks­mæs­sige processer som ”at væve”, ”at flette” og ”at bygge”. Det må ske gennem dia­lek­tisk tænkning (s.65), – en levende tænkning, hvor man er i stand til at adskille og skelne mellem tingenes måde at fremtræde på og de dybere for­bin­del­ser mellem det men­ne­ske­lige subjekts inter­es­ser og behov og objek­t­ver­den omkring mennesket. Uden evnen til at skabe sam­men­hæng mister mennesket sin ori­en­te­ring i livet. Der er således tale om en ”meta-kom­pe­tence” – der sammen med 6 andre nøg­le­kva­li­fi­ka­tio­ner (økologisk kom­pe­tence, økonomisk kom­pe­tence, kom­pe­tence i iden­ti­tets- og balan­ce­ar­bejde, historisk kom­pe­tence, tek­no­lo­gisk kom­pe­tence, ret­fær­dig­heds­kom­pe­tence) fore­kom­mer Negt vigtige, hvis det skal lykkes. Samtidig skjuler han ikke, at van­ske­lig­he­den ved at skabe sam­men­hæng består i, at der ikke rigtig findes almene regler for, hvordan man gør dette (s.69). Ikke desto mindre er det væsent­lig­ste mål for en eksem­pla­risk erfa­rings­læ­ring at skabe sam­men­hæng. Et udgangs­punkt er men­ne­skers erfa­rin­ger og erfa­rings­ver­den, (som i en frag­men­te­ret og opsplit­tet verden dog vil være præget heraf.) For oplys­ning­sti­dens mennesker var den viden­ska­be­lige viden løsningen, da den bidrog til at se tingene i en større sam­men­hæng. Men hvor det oplyste menneske forstod de større sam­men­hænge og der­i­gen­nem blev myndigt, dér synes situ­a­tio­nen i dag at være en anden. Der er ikke længere en tæt og selv­føl­ge­lig for­bin­delse mellem viden og myn­dig­gø­relse. Der findes ikke længere et stort værk inden for filosofi, lit­te­ra­tur, natur­vi­den­skab, der rummer nøglen til at forstå en verden i erosion. Når sam­men­hæng ikke længere er givet, eller kan hjælpes frem af grand theories, må den skabes gennem begrebs­ar­bejde og reflek­sion, så mennesket kommer fri af de til­fæl­dige måder, det er bundet ind i samfundet på. Kapitlet kan næppe undgå at gøre indtryk på alle, der er optaget af en verden i krise og men­ne­skers uddan­nelse, oplysning og dannelse, men det efter­la­der også en med mange praktiske hand­lings­o­ri­en­te­rede spørgsmål.

Det bliver for omfat­tende at komme nærmere ind på de efter­føl­gende kapitler, så jeg vil nøjes med at fremhæve nogle enkle træk og kendetegn. I det tredje kapitel går Negt videre ogfor­sø­ger offensivt at ny-fortolke begre­berne kom­pe­tence og nøg­le­kva­li­fi­ka­tio­ner. Negt vedkender sig kritikken af kom­pe­tence-begrebet, der næsten kan betyde hvad som helst, ligesom at nøg­le­kva­li­fi­ka­tio­ner kan lyde teknisk og instru­men­telt. Problemer er bare, siger han, at begre­berne om kom­pe­tence og nøg­le­kva­li­fi­ka­tio­ner egentlig ikke er mere upræcise end begreber om frihed og ret­fær­dig­hed. Så Negts strategi er offensiv. Han vil erobre begre­ber­nes betydning ved at udfylde dem ind­holds­mæs­sigt. Det forsøger han så at gøre formidlet igennem sit metodiske didak­ti­ske princip om eksem­pla­risk læring, der hermed gen­op­ta­ges. Det fjerde kapitel handler om ”pæda­go­gisk optimisme og erfa­rin­ger med det eksem­pla­ri­ske princip”. Kapitlet har delvis historisk karakter og åbner med en gen­gi­velse af den opti­mi­sti­ske atmosfære fra 1960erne, som Negts bog om ”Socio­lo­gisk fantasi og eksem­pla­risk læring” blev til i. Der voksede håb, fri­gø­rel­se­s­tan­ker og politiske ini­ti­a­ti­ver frem i denne kul­tu­relle kontekst. I denne tidsånd havde kritikken af de bestående uddan­nel­ses­in­sti­tu­tio­ner medvind, og noget af det, som kom ud af kritikken, var; – en udelt fol­ke­skole (gesamts­chule), – nye uni­ver­si­te­ter, – flere faste stil­lin­ger inden for uddan­nel­ses­sek­to­ren og uddan­nelse i fag­for­e­nings­regi. Bogens 5. kapitel hedder: Åbning af en ny lærings­cy­klus. Her peger Negt på, at arbejds- og erhvervs­sam­fun­det har nået et historisk endepunkt. Derfor må frem­tids­hold­bare reflek­sio­ner over dannelse og læring, forpligte sig på det Negt kalder ”lærings­be­gre­bets udelighed (s.110). Det er et lærings­be­greb, der retter sig imod ”hele samfundet” (fæl­lesvæs­net) og ikke blot mod dele af samfundet (erhvervs­li­vet). Negt siger, at et første skridt mod en uddan­nel­ses­re­form, der bærer på et så omfat­tende lærings­be­greb, må rette den offent­lige opmærk­som­hed mod lære­pro­ces­ser, der er nød­ven­dige for demo­kra­tiets sta­bi­li­tet. Negt peger på, at omtænk­nin­gen af læring må forbinde sig med søge­be­væ­gel­ser rettet mod spørgsmål som: Hvad skal læres og hvordan skal der læres? Disse spørgsmål motiveres af en bestræ­belse på at over­skride den epokale struk­turkrise. Den ny lærings­cy­klus ser Negt bestå i, at der ved siden af erhverv­s­ud­dan­nel­ser, etableres en permanent vide­reud­dan­nelse, der er ori­en­te­ret imod frem­ti­dige arbejds­plad­ser og frem­ti­dens spørgsmål; Altså en art livslang læring, der samtidig er ori­en­te­ret imod, hvad mennesker skal vide for at forstå, hvad der foregår aktuelt omkring dem. 

De to sidste kapitler i bogen fremhæver offent­lig­he­dens kul­tu­relle betydning. Her peger Negt på, at politisk dannelse aldrig kan udvikles indi­vi­du­elt og privat. Udvikling af politisk dannelse må udvikles i to dimen­sio­ner. For det første har politisk døm­me­kraft brug for et offent­ligt rum at udvikle sig i for ikke at blive snæver og privat. For det anden handler politisk døm­me­kraft også om de byrum man lever i, mødes i og færdes i. Kort sagt; politisk dannelse kædes sammen med den gen­stands­mæs­sige og mate­ri­elle verden. En bys arki­tek­tur har ikke kun betydning for vore sanser, men også for udvik­lin­gen af vores daglige døm­me­kraft, der igen er et grundlag for vores politiske døm­me­kraft.  Her peges med andre ord på hvordan mate­ri­a­li­tet, dannelse og demokrati står i nær for­bin­delse med hinanden. Selvom dette påpeges ud fra en over­ord­net betragt­ning og ikke på detaljens mere konkrete niveau, er det alligevel inter­es­sant, tan­ke­væk­kende og illu­stra­tivt for Negts måde at tænke i sam­men­hænge på.

Bogen afsluttes med et 40 sider langt efter­skrift. Her frem­kom­mer over­sæt­terne med en række kom­pe­tente kom­men­ta­rer, for­tolk­nin­ger og udlæg­nin­ger af Negt. Selvom den største del af efter­skrif­tet drøfter og reflek­te­rer over Negts analyser og begreber (ero­sions­krise, denne krises arne­ste­der, de kom­pe­ten­cer som er påkrævet for at overkomme krisen og de politiske dan­nel­ses­pro­ces­ser og den erfa­rings­læ­ring, der udsprin­ger herfra), da er der også blevet plads til at koble Negts arbejde til eksem­pel­vis pro­blem­stil­lin­gen ”den store omstil­ling”, som herhjemme kendes fra bogen af samme navn og skrevet af viden­skabsjour­na­li­sten Jørgen Steen Nielsen. Ligesom efter­skif­tet laver nogle koblinger mellem Negts begreb om men­ne­skers ori­en­te­rings­be­hov og søge­be­væ­gel­ser på den ene side og men­ne­skers evne til skabe alter­na­ti­ver, – begrebs­ligt, intel­lek­tu­elt og billedligt/æstetisk. Noget der fordrer dialog, for­mid­ling og ”over­sæt­telse”.  Man kan håbe at bogen rammer et behov i tiden, men man kan også frygte at konjunk­tu­rerne og tidsac­ce­le­ra­tio­nen lægger for­hin­drin­ger for en bog, der kræver lang­som­me­lig læsning, reflek­sion og kritisk offentlighed. 

Giv et bidrag

Værsgo’ – du kan frit læse
Dansk pæda­go­gisk Tidsskrift!

Hvis du synes om det, du læser, og gerne vil have, at tids­skrif­tet bliver ved med at eksistere, håber vi, at du vil give et bidrag.

Scan med dit mobilkamera
Klip på knappen for at støtte