Anbragt i skemaet – Bør­ne­vær­nets brug af faste skemaer, 1905 – 1975

Stan­dards­ke­maer har længe været en fast bestand­del af det sociale arbejde. I denne artikel under­sø­ger jeg faste skemaer som en del af bør­ne­vær­nets praksis i perioden 1905 – 1975. Skemaerne afspejler nogle bestemte moralske hol­de­punk­ter, som bør­ne­vær­net skulle aktivere og omforme til praksis. Ske­ma­er­nes impli­citte anta­gel­ser om pro­ble­ma­ti­ske forhold i familien lod sig dog ikke altid overføre til front­linje­bu­reau­kra­ter­nes arbejde i felten. Artiklen viser, hvordan skemaerne var med til at struk­tu­rere den viden, der blev skabt, men også hvordan bør­ne­vær­nets skulle finde mening i skemaets kate­go­ri­se­rin­ger, førend de blev appli­ce­ret i den lokale praksis. Det er derfor afgørende ikke blot at se på lov­giv­nin­gen, de formelle ret­nings­linjer og instruk­ser, men også hvordan de anvendes i praksis, hvis man gerne vil forstå anbrin­gel­ses­om­rå­det, også i en historisk kontekst.

I 1905 blev den første børnelov indført i Danmark,[1] hvormed staten påtog sig ansvaret for og retten til at (tvangs)fjerne børn fra hjemmet.[2] Siden Bør­ne­lovens ikraft­træ­den har der fra statens side været forsøg på at regulere og stan­dar­di­sere det sociale arbejde udført i kom­mu­nerne. Dette har bl.a. været med henblik på at sikre en vis ens­ar­tet­hed i behand­lin­gen af og rets­sik­ker­he­den for de invol­ve­rede parter. Det har ligeledes haft den funktion, at det skulle pro­fes­sio­na­li­sere arbejdet, som i de første 70 år primært blev udført af ikke-pro­­fes­sio­­nelle, nemlig bør­ne­værns­med­lem­mer og dertil kommunalt ansatte til­syns­før­ende og ansatte ved de kommunale soci­al­kon­to­rer. Som soci­al­for­ske­ren Michael Lipsky pointerer, er det de såkaldte ’front­linje­bu­reau­kra­ter’, der i praksis gør poli­tik­ken, og det er derfor væsent­ligt at inddrage for­valt­nings­prak­sis­serne i det sociale arbejde.[3] Front­linje­bu­reau­kra­ter er ken­de­teg­net ved at besidde en stor selv­stæn­dig­hed i deres udførelse af arbejdet og have et stort råderum til at foretage skøns­mæs­sige vur­de­rin­ger.[4] For­skel­lige meka­nis­mer er indsat til at ram­me­sætte front­linje­ar­bejde lige fra lov­tek­sten, cir­ku­læ­rer, vej­led­nin­ger til faste doku­men­ter til brug i anbringelsessagerne.

Et væsent­ligt arbejds­red­skab i bør­ne­værns­regi var det faste anbrin­gel­ses­skema,[5] som det lokale børneværn skulle udfylde ved enhver anbrin­gelse. De kate­go­ri­se­rin­ger og pro­ble­ma­ti­se­rin­ger, som fremgik af disse skemaer, krævede, at bør­ne­værns­med­lem­merne skulle forholde sig til en række punkter angående for­æl­drene og barnet i alle anbrin­gel­ses­sa­ger, fx om forældres usæ­de­lig­hed og drik­fæl­dig­hed. De skulle altså i deres afdækning af en anbrin­gel­ses­sag aktivt afdække forhold om for­æl­dre­nes moral, og barnets opførsel og karakter. Ske­ma­er­nes faste spørgsmål giver et godt indblik i, hvilke parametre bør­ne­vær­net skulle vurdere fami­li­erne efter. De stan­dar­di­se­rede skemaer kan altså siges at være statens udde­le­ge­ring af magt til at bedømme, ofte socialt og økonomisk udsatte, familier.[6] Skemaerne giver på den måde både indblik i statens udpegning af ’problemer’ i familien, og, med det udfyldte skema, hvordan bør­ne­vær­nene tolkede disse ’problemer’.

Ske­ma­er­nes spørgsmål indi­ke­rede på den vis et vist moralsk hol­de­punkt for sagen, som bør­ne­vær­nene kunne navigere efter. Histo­ri­ker Robin Bernstein under­stre­ger, at faste skemaer med deres kon­ven­tio­ner og kate­go­rier ikke kan reduceres til en neutral doku­men­ta­tion af den pågæl­dende familie. Sådanne typer af doku­men­ter er med til at struk­tu­rere den viden, der bliver pro­du­ce­ret og de efter­føl­gende hand­lin­ger.[7] Et fast skema med dets kon­ven­tio­ner har altså bestemte virk­nin­ger og effekter på det sociale arbejde.

Forholdet mellem skemaet og bør­ne­vær­nets prak­sis­ser er natur­lig­vis ikke et 1:1 forhold. Som socio­lo­gen Dorothy Smith påpeger, skal teksten ’aktiveres’ af læseren og bliver dermed afhængig af læserens for­tol­kende prak­sis­ser.[8]

The inve­sti­ga­tion of texts as con­sti­tu­ents of social relations offers access to the onto­lo­gi­cal ground of insti­tu­tio­nal processes which organize, govern, and regulate the kind of society in which we live, for these are to a sig­ni­fi­cant degree forms of social action mediated by texts. Bureaucracy, pro­fes­sio­nal and sci­en­ti­fic discourse […] are in various ways dependent upon textual com­mu­ni­ca­tions.[9]

Bør­ne­værns­med­lem­merne skulle inkorpo­rere skemaet og dets spørgsmål i det sociale arbejde og finde måder, hvorpå de kunne sikre, at spørgs­må­lene kunne besvares. Akti­ve­rin­gen af teksten omhandler altså, hvordan bør­ne­vær­net for­tol­kede spørgs­må­let, og hvilke afledte effekter der heraf kom. Det kunne dreje sig om impli­citte anta­gel­ser om for­æl­dre­skab, som med­vir­kede en opta­get­hed af fx en mors usæ­de­lig­hed i en sag om en drengs voldtægt. Ved at sætte fokus på skemaets kate­go­ri­se­rin­ger samt bør­ne­vær­ne­nes akti­ve­ring af teksten tyde­lig­gør jeg i denne artikel, at pro­ble­ma­ti­se­rin­ger skulle kunne genkendes af bør­ne­værns­med­lem­merne i felten, førend det blev appli­ce­ret som et menings­fuldt parameter i arbejdet.

Artiklen bygger på 225 ind­sam­lede anbrin­gel­ses­sa­ger fra tre kommuner København, Odense og det, der i dag svarer til Silkeborg kommune, i perioden 1905 – 1975. Det vil sige, at der dermed er en del land­bør­ne­værn repræ­sen­te­ret. Artiklen er opbygget således, at jeg først giver en kort oversigt over bør­ne­forsor­gens, nærmere bestemt bør­ne­vær­ne­nes, historie. Herefter påpeger jeg den langsomme pro­fes­sio­na­li­se­ring af den kommunale for­valt­ning og soci­al­rå­d­gi­ver­nes relativt sene indtræden på dette vel­færds­om­råde. Slut­te­ligt under­sø­ger jeg, hvordan ske­ma­er­nes kate­go­ri­se­rin­ger og logikker blev omsat i praksis, og ikke mindst hvad det gjorde ved det sociale arbejde. Denne analyse af bør­ne­vær­ne­nes brug af faste skemaer viser, at der i visse tilfælde eksi­ste­rede en diskre­pans mellem ske­ma­er­nes logikker og front­linje­bu­reau­kra­ter­nes tolkning af, hvad der blev opfattet som et problem.

Etab­le­rin­gen af en sti – værgerådstanken

I 1905 blev den første Børnelov imple­men­te­ret i Danmark. Danmark fulgte med Bør­ne­loven sine nordiske naboer, idet Norge var front­lø­be­ren med en børnelov i 1896 og Sverige fulgte i 1902. Med disse love indtrådte landene på en sti, som også kaldes den ’Nordisk Model’[10] sam­men­lig­net med den angel­sak­si­ske bør­nedom­stols­mo­del. Det var nemlig på lokalt plan via vær­ge­rå­dene, senere hen bør­ne­vær­nene,[11] at kommunens præst, skolelærer/inde, læge skulle have sæde.[12] Fra Vær­ge­rå­ds­lo­ven i 1922 blev medlemmer dog ikke længere valgt med udgangs­punkt i deres erhverv og kom senere primært fra kom­mu­nal­be­sty­rel­serne. Det var disse værgeråds- og bør­ne­værns­med­lem­mer, som skulle føre tilsyn med bestemte familier, give advarsler, påbud og i sidste instans fjerne børn fra hjemmet. Modsat dom­stols­mo­del­len skulle bør­ne­vær­nene både undersøge og afgøre sagerne, og det var først efter ind­fø­rel­sen af den nye Grundlov i 1953, at sagerne kunne prøves for lands­ret­ten.[13] Men modellen var fra begyn­del­sen anset som mere opbyg­ge­lig end en bør­nedom­stol, idet børn ifølge den kom­mis­sion, der førte til den første børnelov i 1905, ikke forstod stra­f­e­le­men­terne knyttet til dom­stols­hand­lin­gen, og målet var i stedet at til­ve­je­bringe børnene en passende moralsk opdra­gelse.[14] En opdra­gelse de til­sy­ne­la­dende manglede i hjemmet. Bør­ne­vær­nene skulle altså på den ene side redde børn fra forsømte familier og på den anden side straffe kri­mi­nelle børn.[15] For begge deles ved­kom­mende var svaret i mange tilfælde en anbrin­gelse fra hjemmet.

Alle kommuner skulle altså oprette et såkaldt værgeråd med den nye børnelov i 1905. Her er det relevant at påpege, at der på pågæl­dende tidspunkt var flere end 1.400 kommuner i Danmark,[16] hvorved nogle af disse land­kom­mu­ner i sagens natur har været særdeles små og tyndt befolket. Det har ganske givet ikke været en lige nem opgave i hele landet at oprette værgeråd.

Frem til 1922 stod det centralt placerede Over­vær­ge­råd, fra 1933 Landsnæv­net for Børne- og Ung­doms­forsor­gen, bestående af jurister for den endelige god­ken­delse af alle anbrin­gel­ser.[17] De skulle så at sige blåstemple læg­mand­s­in­sti­tu­tio­nens indgriben i fami­li­e­li­vet, men dette skulle vise sig at være en arbejds­gang, der generede alle invol­ve­rede parter. Vær­ge­rå­dene var util­fredse med, at de ikke havde den endelige afgørelse, når det nu trods alt var dem, der havde kend­ska­bet til familien. Modsat var Over­vær­ge­rå­dets jurister mildest talt ikke kom­fortable med at godkende de mange sager uden til­stræk­ke­lig doku­men­ta­tion.[18]

Denne vekslen mellem, hvilken slags viden eller kom­pe­tence der var mest efter­trag­tel­ses­vær­dig fortsatte perioden igennem, som vi også skal se senere i artiklen. Striden faldt fore­lø­bigt til vær­ge­rå­de­nes side med en ny lov­giv­ning i 1922, hvorefter den endelige beslut­ning om fjernelse alene tilfaldt det lokale værgeråd.[19] Med Forsorgs­lo­ven i 1933 skiftede vær­ge­rå­dene navn til børneværn, og nu skulle fler­tal­let af dets medlemmer komme fra kom­mu­nal­be­sty­rel­sen. Bør­ne­vær­nene virkede frem til Bistands­lo­vens trådte i kraft i 1976, hvorefter ansvaret blev overført til de kommunale sundheds- og soci­a­l­ud­valg.[20] Bør­ne­vær­net med dens lidt sær­præ­gede kon­struk­tion havde altså en levetid på 70 år, og tra­di­tio­nen fortsatte i den forstand, at beslut­nin­gen om fjernelse fortsatte med at være et kommunalt område besluttet af demo­kra­tisk valgte.[21]

Den langsomme pro­fes­sio­na­li­se­ring af det sociale arbejde

Det sociale arbejde har en lang tradition, når man også medtænker dets filan­tro­pi­ske ophav. Dette gør sig i særlig grad gældende for bør­ne­forsor­gen.[22] Som flere forskere fremhæver, har vel­gø­ren­heds­ar­bej­det fungeret som fundament at bygge videre på for det såkaldt pro­fes­sio­nelle sociale arbejde, opbyg­nin­gen af den tidlige vel­færds­stat og til at give kvinder adgang til offent­lige hverv.[23] Det var jo netop vel­gø­ren­heds­or­ga­ni­sa­tio­ner, der havde sat bestemte metoder i anven­delse for at hjælpe fx forsømte og fattige børn. Over­gan­gen fra det filan­tro­pi­ske hjæl­pe­ar­bejde til socialt arbejde handlede om skiftet i rammerne for det udførte arbejde. Den kristne barm­hjer­tig­heds­ramme blev udskiftet til, at arbejdet skulle tage sit afsæt i myn­dig­he­der­nes og lovenes for­skrif­ter,[24] ligesom det sociale arbejde skulle ’viden­ska­be­lig­gø­res’, fx brugen af stan­dar­di­se­rede skemaer som doku­men­ta­tion for en sag.[25]

I Danmark fandt den formelle pro­fes­sio­na­li­se­ring af det sociale arbejde sted en smule senere end hos vores nordiske naboer.[26] I 1937 modtog den Sociale Skole på Kom­mu­ne­ho­spi­ta­let i København sit første kuld stu­de­rende, der halvandet år senere stod udklæk­kede som soci­al­rå­d­gi­vere.[27] Ini­ti­a­tiv­ta­gerne til skolens grund­læg­gelse var Manon Lüttichau og Vera Skalts. Lüttichau var den første ”social worker” i hospi­tals­sek­to­ren, der fandtes end ikke en dansk stil­lings­be­teg­nelse på ansæt­tel­ses­tids­punk­tet, mens Skalts var direktør for Mødre­hjæl­pen. Ser man på, hvor de første mange fær­di­g­ud­dan­nede soci­al­rå­d­gi­vere havnede, var det netop særligt i Mødre­hjæl­pen og i hospi­tals­ver­de­nen.[28] Det var først, da fami­lie­vej­led­nin­ger skulle etableres i kom­mu­nerne med ny lov­giv­ning i 1964, at soci­al­rå­d­gi­verne for alvor begyndte at blive ansat i de kommunale soci­al­kon­to­rer.[29]

I stort set alle såkaldte omsorgs­fag gælder det, at der til pro­fes­sio­nen knytter sig en dis­kus­sion om, hvad der bør motivere og forme arbejdet. Kald­stan­ken kommer mere eksplicit i spil i fag som fx sygeple­jer­ske­fa­get med det Florence Nigh­tin­gal­ske kald som idealet.[30] Kald­stan­ken handler i en kontekst med socialt arbejde om idealet om at afsøge den enkelte sag og foretage skøns­mæs­sige beslut­nin­ger baseret på indi­vi­du­elle forhold. Samtidig er socialt arbejde formet af, hvad soci­al­for­sker Anne Worning benævner som pro­fes­sio­na­li­se­rin­gen af vel­færds­sta­ten.[31] Med dette peger hun på vel­færds­sta­tens stigende krav om faste ret­nings­linjer og pro­ce­du­rer, altså en for­vent­ning om, at statens borgere kan forvente den samme behand­ling uanset, hvilken med­ar­bej­der de møder. Slut­te­ligt er der spørgs­må­let om kli­en­ter­nes rets­sik­ker­hed, fx parts­hø­rin­ger og spørgs­må­let om at give samtykke til anbrin­gelse. De faste stan­dar­der klinger ikke altid med, hvad der ude i felten blev anset som det væsent­lig­ste. Disse, nogle gange mod­stri­dende, logikker samek­si­ste­rede også i bør­ne­vær­nets levetid, men det var skønsprin­cip­perne, der i praksis var i højsædet.

Den voksende vel­færds­stat og pro­fes­sio­na­li­se­rin­gen af det sociale arbejde havde altså også en betydning for bør­ne­vær­nets arbejde. Bør­ne­værns­med­lem­merne var lægfolk med stil­lings­be­teg­nel­ser lige fra doktor til husmor, men var ofte at finde blandt byens ’gode’ borgere.[32] De kunne modtage admi­ni­stra­tiv støtte til at til­ret­te­lægge arbejdet, hvis kommunen var til­stræk­ke­lig stor og havde et soci­al­kon­tor. Her havde det kon­tor­fag­lige personale i denne periode mange gange en kommunal kon­tor­ud­dan­nelse.[33] Pro­fes­sio­na­li­se­rin­gen udviklede sig dermed langsomt i den kommunale for­valt­ning af børne- og unge­om­rå­det. Når jeg i det følgende dis­ku­te­rer mod­stri­dende logikker i det sociale arbejde, omhandler det altså mesten­dels socialt arbejde udført af lægfolk.

Faste skemaers formative funktioner

I det gen­nem­gå­ede materiale var der i alt fire for­skel­lige skemaer, som dækker de fem tidslige nedslag, jeg har foretaget:[34] et fra 1910, 1925, 1938[35] og det sidste fra 1960’erne.[36] Skemaerne havde fire A4-siders spørgsmål, men bør­ne­vær­ne­nes udfyld­ning af skemaerne var oftest yderst kort­fat­tet, hvad et sådant skema med små rubrikker måske også lægger op til, men mange af spørgs­må­lene blev slet ikke besvaret. Derudover manglede skemaet i 44 ud af 225 sager, de fleste i periodens slutning. Disse skemaer kan sagtens være udfyldt, men blot ikke gemt i bør­ne­værns­map­pen.[37]

Det første skema blev sammensat efter Bør­ne­lovens ikraft­træ­den af 1905, og i et cirkulære fra samme år fremstår det tydeligt, at skemaets funktion var at sikre de nød­ven­dige oplys­nin­ger, som gjorde anbrin­gelse legitim efter lovens paragraffer:

Da det har vist sig at volde for­skel­lige Værgeraad van­ske­lig­hed at forelægge Over­vær­ge­raa­det deres Indstil­lin­ger i en saadan Skikkelse, at de for­skel­lige Oplys­nin­ger, Bør­ne­loven kræver, ere til­ve­je­bragte, har Over­vær­ge­raa­det for at lette Vær­ge­raa­dene denne Opgave ladet udarbejde et Skema til en saadan Indstil­ling.[38]

I cir­ku­læ­ret blev det dog under­stre­get, at det var fuldt ud accep­ta­belt med en vis skønsom­hed ved brugen af skemaet og udfylde de spørgsmål, der var passende til den pågæl­dende sag. Det sidste må i al fald siges at være tilfældet.

Ske­ma­er­nes opbygning undergik ikke den store for­an­dring, men havde fokus på forældres moral, samliv, drik­fæl­dig­hed, usæ­de­lig­hed, på barnets opførsel og karakter. Spørgs­må­lene til barnet blev i periodens løb dog tyde­lig­vis påvirket af en stadig mere psy­ko­lo­gi­se­ret og viden­ska­be­lig diskurs, hvor ydre tegn på adfærds­van­ske­lig­hed skulle finde sin årsag i det indre. Van­ske­lig­hed blev i starten af 1900-tallet opfattet som et problem, der kunne afhjælpes eller afrettes ved at komme væk fra evt. laste­fulde forældre og til en opdra­gel­ses­an­stalt, og her var fokus primært på ’slet opførsel’: rapseri, vaga­bon­de­ring, skulkeri, usæ­de­lig­hed og løg­n­ag­tig­hed. Men med den stigende psy­ko­lo­gi­se­ring efter 2. ver­denskrig blev et barns problemer ikke længere anset som noget, der let lod sig afhjælpe,[39] og listen af ’problemer’ blev udvidet til også at omfatte neg­le­bi­den, stammen, ufri­vil­lig vand­lad­ning, trods og volds­hand­lin­ger. Selvom listen blev udvidet, var det fortsat op til bør­ne­vær­net at tolke disse kate­go­ri­se­rin­ger ift. konkrete tilfælde, og netop omform­nin­gen af uklare og brede kate­go­rier til praksis er ken­de­teg­net for front­linje­bu­reau­kra­ters arbejde.[40]

Det inten­si­ve­rede fokus på barnets ’indre’ forhold blev især mani­feste­ret ved dette nye spørgsmål, som blev tilføjet til det sidste faste skema fra 1960’erne: ”Der tænkes bl.a. på hjemmets tryghed, kærlighed, og den følel­ses­mæs­sige atmosfære, herunder for­æl­dre­nes eller andre opdra­ge­res indbyrdes forhold. Evt. for­skel­s­be­hand­ling af børnene. Er for­æl­drene enige i opdra­gel­ses­må­den? Opdra­gel­sens karakter og væsent­lige ændringer i denne?” Listen af ’problemer’ blev også udvidet for for­æl­drene. I begyn­del­sen af perioden var der først og fremmest et moralsk fokus på drik­fæl­dig­hed og usæ­de­lig­hed hos for­æl­drene, men nu var en ’forkert’ følel­ses­mæs­sig atmosfære i familien eller uenighed i opdra­gel­ses­må­den nye opmærk­som­heds­punk­ter i det faste anbringelsesskema.

Det stan­dar­di­se­rede skema var altså ikke frem­stil­let på de lokale værgeråds efter­spørgsel, men det var et centralt ønske om at stan­dar­di­sere prak­sis­ser og kunne foretage statistik på baggrund af ind­be­ret­nin­gerne. Man kan dermed sige, at disse bureau­kra­ti­ske for­an­stalt­nin­ger havde til hensigt at sikre en vis ens­ar­tet­hed, sam­men­lig­ne­lig­hed og trans­pa­rens i sagerne.[41] Dertil kom også, at skemaet skulle være med til at sikre, at bør­ne­vær­net ikke bevægede sig ud over sine befø­jel­ser.[42] Skemaet kan dermed siges at have flere funk­tio­ner: lov­mæs­sig­hed i sagerne, sam­men­lig­ne­lig­hed på tværs, faste parametre for udøverne af det sociale arbejde at navigere efter og en vis rets­sik­ker­hed for for­æl­drene. Rets­sik­ker­hed forstået på den måde, at det sociale arbejde ikke hvilede på vil­kår­lig­hed, men fulgte fastsatte, legale og formelle ret­nings­linjer.[43] Ifølge soci­al­for­skerne Lina Ponnert og Kerstin Svensson kan stan­dar­di­se­ret socialt arbejde være med til at sikre, at den enkelte klient eller familie ikke er fuld­stæn­digt underlagt sags­be­hand­le­rens moralske domme, præ­fe­ren­cer og luner. Dog tilføjer de i samme åndedrag, at stan­dar­di­se­rin­ger ikke nød­ven­dig­vis fører til syste­ma­tik eller er fri for moralske domme.[44] Som jeg viser, var de moralske domme netop allerede indbygget i de stan­dar­di­se­rede skemaer.

”Grundene til Bort­fjer­nel­sen ere: Fra Hjemmets og For­æl­dre­nes Side”

Afstanden mellem ske­ma­er­nes pro­du­cen­ter og udøverne af det sociale arbejde kom op til over­fla­den på for­skel­lige måder. Det kunne dreje sig om impli­citte anta­gel­ser. Dette afspejler sig eksem­pel­vis i det aller­før­ste spørgsmål, som vær­ge­rå­ds­med­lem­merne skulle forholde sig til i skemaet fra 1910, der lød således: ”Grundene til Bort­fjer­nelse ere: Fra Hjemmets og For­æl­dre­nes Side:” Dernæst uddybes spørgs­må­let: ”Har navnlig nogen af For­æl­drene vanrøgtet eller mis­hand­let Barnet eller paa anden Maade ladet Barnet lide Nød og da hvorledes? Hvis nogen af For­æl­drene har været straffet, maa dette ogsaa angives.” Spørgs­må­let havde altså en grund­for­stå­else af, at en vis skyld kunne pålægges for­æl­drene. I en sag fra 1910 fra Odense blev oven­stå­ende spørgsmål besvaret på følgende vis: ”Uden egentlig vanrøgt skønnes moren, der formenes at være letfærdig, at mangle evne og vilje til at opdrage barnet og føre det fornødne tilsyn.” Hvis man besværer sig med at arbejde videre med skemaet, vil man finde denne beskri­velse under barnets forhold:

Drengen har under Løfte om Betaling kom­man­de­ret en 11 aarig Pige til at lægge sig ned i Stalden, hvor han arbejdede, og blotte sig, hvorefter han i Over­væ­relse og Paasyn af en anden jæv­nal­drende Dreng bedrev Utugt med Pigen. Efter fuldendt Samleje skældte han Pigen ud og jog hende bort uden at give hende det lovede Pen­ge­be­løb.[45]

Drengen var blevet fjernet med såkaldt til­ta­le­fra­fald, hvilket vil sige, at tiltalen frafaldt under for­ud­sæt­ning af, at han blev fjernet fra hjemmet. Dette var altså en af de slags sager, der kom fra statsad­vo­ka­ten, og hvor der egentlig ikke var så meget at forhandle om. I de fleste sager kan man med god ret sige, at ’skylden’ eller ’årsagen’ kunne være mange steder, men i til­ta­le­fra­falds­sa­ger var sagen jo allerede afgjort. Men spørgs­må­lets form gjorde alligevel, at det blev nød­ven­digt at attri­bu­ere drengens voldtægt til morens manglende opsyn. Spørgs­må­let moralske antagelse om forældres skyld i anbrin­gel­ses­sa­ger, kunne dermed være med til at skævvride det egentlige fokus i sagen og aktivere en afsøgning af for­æl­dre­nes skyld, også i en voldtægts­sag. Det bliver tydeligt, at sådanne typer spørgsmål ikke er neutrale, men kunne være med til at forme sagens udlægning.

Det lidet neutrale spørgsmål om årsagen til anbrin­gelse kunne dermed have den effekt, at sagens indhold forblev uklart. Hvis vær­ge­rå­det ikke fandt skyld hos for­æl­drene, kunne de finde på blot at besvare spørgs­må­let med et ”nej”.  I en sag om en drengs tyveri blev spørgs­må­let om årsagen hos for­æl­drene blot besvaret med et ’Nej’, selvom faren i et senere spørgsmål blev angivet som drik­fæl­dig.[46] Farens drik­fæl­dig­hed blev altså ikke set som anledning til drengens tyveri, hvorfor spørgs­må­let blev besvaret negativt, men mod­ta­ge­ren af skemaet blev jo ikke meget klogere på ’grundene til bort­fjer­nel­sen’. Drengens tyveri blev ikke indført her. Det peger også på, at skemaet ikke bør forstås som deter­mi­ne­rende for den måde, de blev udfyldt, men snarere at de kunne være med til at legi­ti­mere moralske vur­de­rin­ger af den pågæl­dende familie, og at det havde en stor betydning, når selv­føl­ge­lige anta­gel­ser om årsagen til anbrin­gel­sen fremkom i et fast standardskema.

Hjemmet som stridspunkt

Spørgsmål om hjemmet er et andet eksempel på en implicit antagelse om et problem og en årsag, som i den praktiske vir­ke­lig­hed akti­ve­rede en mod­ar­bej­delse hos bør­ne­vær­net. Som allerede nævnt var spørgs­må­lene til for­æl­drene stort set ens­ly­dende med fokus på deres moralske habitus, men et spørgsmål fik fra periodens midte, ca. 1940’erne og frem, en anden mod­ta­gelse. Det drejer sig om vur­de­rin­gen af hjemmets betydning. Som histo­ri­ker Anne Løkke pointerer, var hjemmets ordent­lig­hed anset som et godt parameter for for­æl­dre­nes duelighed.[47] I begyn­del­sen af perioden var spørgs­må­let knyttet sammen med for­æl­drene, som jeg viste ovenfor: fra Hjemmets side. Dette blev mere udførligt beskrevet i skemaet fra 1938, hvor spørgs­må­let om hjemmet nu lød: ”Er Hjemmet fattigt, uor­dent­ligt, til­holds­sted for uheldige personer?” I det sidste skema fra 1960’erne var der tilføjet flere detaljer: ”Hjemmets ydre præg: vel­holdt­hed, orden, fattigdom, hygiejne. Lej­lig­he­dens størrelse og kvalitet. Særlige bemærk­nin­ger om boligens belig­gen­hed (f.eks. i eller i nærheden af hus­vil­de­be­byg­gelse).” Hertil bør der knyttes et par bemærk­nin­ger. For det første blev der spurgt ind til hjemmets ydre præg, som man må formode står i kontrast til det indre, altså de følel­ses­mæs­sige rela­tio­ner mellem fami­lie­med­lem­merne. For det andet omtales hjemmet som ’lej­lig­he­den’, hvilket må siges at være lidt påfal­dende. Det kan tyde på en ure­flek­te­rede fordom eller selv­føl­ge­lig­hed angående, hvilke familier der kunne optræde i disse skemaer, altså familier fra en bestemt social klasse, som til­sy­ne­la­dende primært beboede lej­lig­heds­kom­plek­ser (i byer). Men derudover var der fokus på fattigdom, hygiejne og uor­dent­lig­hed, og der var altså fra centralt hold og i ske­ma­er­nes udform­ning en for­vent­ning om, at for­æl­dre­nes laste­fuld­hed ville mate­ri­a­li­sere sig ved en inspek­tion af hjemmet.

Det var tyde­lig­vis ikke for­æl­dre­nes ansvar at holde hjemmet, selvom spørgs­må­let om hjemmet blev stillet køns­neut­ralt. I tids­skrif­tet Barnets Blad, der advo­ke­re­rede for forældres ret­stil­ling og en forbedret rets­sik­ker­hed i anbrin­gel­ses­sa­ger, indgød i en artikel fra 1940 alligevel moren en stor del af ansvaret for, hvordan man kunne sikre sig, at bør­ne­vær­net slet ikke ville udvise interesse for familien. Det gjaldt først og fremmest om at holde børnene væk fra gaderne og ægte­man­den væk fra værts­hu­set: “Og Far selv! Hans Liv er som oftest arbejd­s­omt og tungt; hans Hjem skal derfor være det Sted, hvor han faar Hvile og Veder­kvæ­gelse. Mister han Glæden over Hjemmet og Lysten til at være der, saa gaar han til Værts­hu­set.”[48] Der herskede altså en idé om, at moren stod som det moralske kompas i hjemmet, og hvis dette var i udu, ville det afspejles i hjemmet.

Dette kommer også meget tydeligt til udtryk i de udfyldte skemaer, som illu­stre­ret i følgende eksempel: ”Hjemmet i høj Grad snavset og uor­dent­ligt. Moderen drik­fæl­dig; en Mand­s­per­son, der hører til Kvar­te­rets værste Bærme, har Tilhold hos hende, der drikker og slaas med ham. Barnet udsultet og forsømt.”[49] Andre opremsede mere nøgternt hjemmets indhold: ”Nævnte Hjem bestaar af 2 Værelser og Køkken hvoraf det ene Værelse blev benyttet til Oplagsrum, der saa ved mit Besøg noget snavset ud uagtet der var gjort Forsøg paa at gøre rent.”[50]

Oven­stå­ende eksempler er fra under­sø­gel­ses­pe­ri­o­dens begyn­delse, 1910, og i den for­bin­delse er statens rolle og bistand til familien væsentlig kort at redegøre for. På dette tidspunkt kunne vær­ge­rå­det tilbyde følgende ’services’: give advarsler, føre tilsyn (herunder rådgive om at holde hus), henvise til hjælpekasse/filantropiske orga­ni­sa­tio­ner og fjerne børn. Det var først med reformen i 1961, at bør­ne­vær­net direkte fik hjemmel til at yde familier økonomisk bistand, hvis dette kunne hindre en anbrin­gelse.[51] I starten af perioden blev det flere gange udtryk­ke­ligt under­stre­get, at der ikke skulle fjernes børn alene med hen­vis­ning til fattigdom i hjemmet.[52] I praksis havde skil­le­linjen mellem fattigdom og vanrøgt/forsømmelse langtfra vandtætte skotter.[53]

Fra 1940’erne begyndte bør­ne­vær­nene at svare afvisende til spørgs­må­let om hjemmets uor­dent­lig­hed, fx: ”Hjemmet er pænt og velordnet.”,[54] ”Nej, et i alle Maader godt Hjem.”[55] eller: ” Hjemmet er rent og velholdt.”[56] Skemaerne blev som nævnt tidligere ikke udfyldt til punkt og prikke, men det er alligevel påfal­dende, at der i 1940’ernes 20 ud af 22 udfyldte besva­rel­ser om hjemmet blev svaret positivt på ind­tryk­ket heraf. Den tidligere meget direkte kobling mellem for­æl­dre­nes, primært morens, laste­fuld­hed og hjemmet blev altså mindre udtalt, fx: ”Moderen for­ment­lig usædelig.”[57] og under beskri­vel­sen af hjemmet: ”Alm. Arbej­der­hjem. Ret ordent­ligt. Ikke Til­holds­sted for uheldige Personer.”[58] I disse eksempler ser vi, hvordan bør­ne­værns­med­lem­merne aktivt måtte afvise skemaets logik om det dårlige hjem og frem­skrive, at hjemmene faktisk var i en til­freds­stil­lende stand, men det var andre forhold, der nød­ven­dig­gjorde interventionen.

Der er flere grunde til, at beskri­vel­ser af hjemmet og vægten herpå stort set forsvandt i bør­ne­vær­ne­nes besva­rel­ser. En ting er den gradvise vel­færds­ud­vik­ling, hvor bør­ne­vær­nets møde med hjemmet ikke nød­ven­dig­vis var et møde med udtalt fattigdom. En anden årsag består i bør­ne­vær­nets ind­op­ta­gelse af psy­ko­lo­gi­se­rin­gen af familien, hvor fokus på det mate­ri­elle måtte vige for en gransk­ning af fami­lie­med­lem­mer­nes indbyrdes følel­ses­mæs­sige rela­tio­ner, fx i 1967: ”Hjemmet er noget rodet, men der er tryghed, følel­ses­mæs­sig god atmosfære i hjemmet.”[59] En tredje væsentlig årsag til den manglende opta­get­hed af hjemmet kunne være, at bør­ne­vær­nene i langt mindre grad rent faktisk foretog hjem­me­be­søg. I andre nationale kon­tek­ster er det blevet fremhævet, at man fra midten af det 20. århund­rede oplevede en nedgang i hjem­me­be­søg i soci­alsa­ger, fordi man fandt det mere ’pro­fes­sio­nelt’ at foretage samtale med klienter på et kontor.[60] Telefonen som et nyt arbejds­red­skab nedbragte ifølge histo­ri­kerne Johanna Sköld og Ingrid Söderlind ligeledes antallet af uanmeldte hjem­me­be­søg.[61] I en dansk sam­men­hæng kan samme tendens spores, dels ved at antallet af hjem­me­be­søgs­rap­por­ter falder drastisk fra 1960’erne og frem,[62] og dels ved de vej­led­nin­ger, der knyttede sig til bør­ne­vær­nets sociale arbejde.[63]

Børn i skemaerne

Bør­ne­loven kom til verden pga. en bekymring for et stigende antal af kri­mi­nelle børn og unge, og dette fokus på kri­mi­na­li­tet satte også sine spor i skemaet. Bør­ne­vær­nene benyttede sig af politiets bistand til at undersøge sager om mulige kri­mi­nelle forhold og talte med barnets lærer for at afdække even­tu­elle moralske brister i barnets karakter. På den vis kunne skemaets benæv­nel­ser om løg­n­ag­tig­hed, rapseri, vaga­bon­de­ring etc., blive benyttet som en slags tjekliste for bør­ne­vær­net, fx i en sag fra 1910: ”… upaa­li­de­lig, til­bø­je­lig til at lyve… i de sidste Dage skulket… har taget Moderens Penge og brugt Pengene – 4 Kr – til Slik, har paa Skolen en Gang stjaalen en Kammerats Mad.”[64] På dette tidspunkt handlede det først og fremmest om, som soci­al­for­sker Karen Swift påpeger, at: ”… discover reality, not to evaluate it.”[65] Det handlede altså om at kortlægge barnets uger­nin­ger og slette hand­lin­ger uden at gøre sig store over­vej­el­ser om, hvorfor barnet opførte sig på den måde.

Over de 70 år undergår skemaerne som nævnt tidligere for­bløf­fende få for­an­drin­ger. For børnenes ved­kom­mende sker der mere, hvad angår skemaet, listen af problemer blev udvidet, men også hvad angik bør­ne­vær­ne­nes tilgang. Som det er blevet under­stre­get af flere forskere, blev der også på anbrin­gel­ses­om­rå­det anlagt en mere ’terapi-ori­en­te­ret’ tilgang til børnene, særligt fra perioden efter 2. ver­denskrig.[66] Det impli­ce­rede et nyt syn på børnene, som måske nok kunne blive hørt i sin egen sag, men hvis udsagn nu blev underlagt tolkning.

En 10-årig dreng blev fjernet i 1966. Drengens forældre var skilt, og han boede nu sammen med faren og dennes nye kone. Det var sidst­nævnte, som pressede på for at få drengen anbragt med den begrun­delse, at han var vanskelig. Beskri­vel­sen af drengen i anbrin­gel­ses­ske­maet viser et tydeligt skifte på afvigende adfærd (ufri­vil­lig vand­lad­ning) og på hans følel­ses­mæs­sige tilstand (depressiv):

[Drengen] lider af ufri­vil­lig vand­lad­ning om natten. Han synes hæmmet i den sociale modning, kan ikke blive accep­te­ret af jæv­nal­drende eller komme i kontakt med andre. Lever i sin egen fan­ta­si­ver­den og afre­a­ge­rer ofte ad denne vej, men viser også af og til voldsomme ydre aggres­sio­ner. Siden han i juni 1965 kom hjem fra England, synes han nærmest depressiv.[67]

Citatet vidner om en mere tolkende til­gangs­måde til barnet, hvor der blev gjort forsøg på at komme nærmere, hvorfor drengen, i bør­ne­vær­nets optik, havde en afvigende adfærd. Oven­stå­ende viser både den tydelige ind­fly­delse fra pæda­go­gik­kens verden på det soci­al­fag­lige område, og ind­fly­del­sen fra psy­ko­lo­gi­ens og psy­ki­a­tri­ens verden med termer som ’fan­ta­si­ver­den’ og ’depressiv’. Der var altså et ønske om at forstå eller komme bag ved barnets uønskede adfærd, hvor det i periodens begyn­delse var til­stræk­ke­ligt at kortlægge den. Skemaets udvidet defi­ni­tion af adfærds­van­ske­lig­hed vækkede altså genklang i bør­ne­vær­nets tilgang til børnene.

Sam­men­fat­ning

Artiklen viser, at faste stan­dar­der og skemaer gjorde noget ved det sociale arbejde. Det var med til at legi­ti­mere visse moralske kate­go­ri­se­rin­ger og pro­ble­ma­ti­se­rin­ger, og det afkrævede, at man forholdt sig til bestemte parametre i afdæk­nin­gen af en sag. Et fast skema kan dermed på ingen måde kaldes for et neutralt dokument renset for vær­di­domme om det gode, eller måske snarere dårlige, fami­li­e­liv. I den sam­men­hæng peger jeg på, at skemaets spørgsmål og kate­go­ri­se­rin­ger på ingen måde blev overført uden en akti­ve­ring, en for­tolk­nings­hand­ling. Det er ikke nemt at komme med en entydig for­kla­ring på, hvorfor nogle af spørgs­må­lene var lettere for bør­ne­vær­nene at applicere i praksis end andre, men para­me­trene skulle være gen­ken­de­lige pro­ble­ma­tik­ker for bør­ne­værns­med­lem­merne, førend de blev taget i anven­delse. Den manglende gen­ken­delse af problemet kom blandt andet til udtryk angående hjemmets stand i sidste del af perioden, hvor bør­ne­vær­net snarere modsagde skemaets logik. At børnenes indre liv blev tillagt betydning, som en udvidet for­stå­else af adfærds­for­styr­relse, var modsat et forhold, som både blev udtrykt i skemaets spørgsmål fra 1960’ernes og ved bør­ne­vær­ne­nes stigende brug af psy­ko­log­s­am­ta­ler med barnet.

Faste stan­dards­ke­maer havde bl.a. det formål, at det skulle fungere som et arbejds­red­skab, og dette gjaldt allerede fra vær­ge­rå­dets etab­le­ring i 1905. Her var der især tænkt på næste række af modtagere, hvad end det kunne dreje sig om en for­stan­der på et børnehjem eller en jurist i Landsnæv­net. Skemaet skulle altså doku­men­tere grund­la­get for inter­ven­tio­nen og give en kort oversigt over sagens indhold. Dette fungerede langt fra altid efter hensigten. Spørgs­må­let om ’grundene til bort­fjer­nelse’ i 1910 viser netop denne dob­belt­ty­dig­hed, hvor forældres skyld blev optegnet som årsag, også i sager, hvor det ikke handlede om forældre. Eller også blev spørgs­må­let ganske enkelt blot besvarede med et ’nej’, hvorved læseren af skemaet stadig ikke blev meget klogere om grundene til anbrin­gel­sen. Forsøget på at gøre sagerne ensartede og i en let­for­dø­je­lig form havde altså med dette spørgsmål det modsatte resultat.

Skemaerne var moralsk ladede doku­men­ter med både impli­citte og eks­pli­citte normative anta­gel­ser om det ’uønskede’ fami­li­e­liv. Spørgs­må­lene var med til at sætte en retning på det sociale arbejde, men dette var ikke en en-til-en over­fø­relse. Bør­ne­vær­ne­nes akti­ve­ring af skemaet krævede gen­ken­delse i praksis, førend det blev ope­ra­tio­na­li­ser­bart i det sociale arbejde. Skemaerne havde altså en regu­le­rende og styrende funktion, men dette kun, hvis det fulgte den lokale praksis og logik i felten. Dette er for­ment­lig også en relevant indikator og mekanisme for, hvorfor det sociale arbejde er svært at styre fra oven, og hvorfor anbrin­gel­ses­om­rå­det historisk set har været, og stadig er, svært at reformere fra Chri­sti­ans­borg alene.

Lit­te­ra­tur­li­ste

Andresen, Astri, Ólöf Garo­ars­dót­tir, Monika Janfelt, Cecilia Lindgren, Pirjo Markkola, og Ingrid Söderlind. Barnen och väl­färds­po­li­ti­ken, Nordiska barndomar 1900 – 2000. Serie framtider. Dialogos Förlag, 2011.

Arbejds- og Soci­al­mi­ni­ste­riet. Betænk­ning ved­rø­rende bør­ne­forsor­gens admi­ni­stra­tion m. v. Betænk­ning 181 + 191, 1957.

Bernstein, R. “Dances with Things: Material Culture and the Per­for­mance of Race”. Social Text 27, nr. 4 101 (1. december 2009): 67 – 94.

Betænk­ning afgiven af Udvalget til Revision af Bør­ne­loven, 1911.

Betænk­ning fra Kom­mis­sio­nen angaaende Stat­stil­syn med Bør­ne­op­dra­gel­sen, 1895.

Bjerre, Cecilie. “Drevet af kærlighed. Kvinder i bør­ne­forsor­gen i Danmark i starten af 1900-tallet.” I Venus, Lucie og Margrethe. Kvin­de­hi­sto­rier i kultur, religion og politik., redigeret af Lone Kølle Martinsen og Sissel Bjerrum Fossat, 184 – 214. Syddansk Uni­ver­si­tets­for­lag, 2018.

— —  — . Når staten er far og mor. Bør­ne­vær­nets anbrin­gel­ser af børn i Danmark, 1905 – 1975. Ph.d.-afhandling, Institut for Historie/DaWS, Syddansk Uni­ver­si­tet, 2019.

Bryderup, Inge M. Børnelove og soci­al­pæ­da­go­gik gennem hundrede år. 1. udgave. Klim, 2005.

Cirkulære om børne- og ung­doms­vær­ne­nes virk­som­hed. Soci­al­mi­ni­ste­ri­ets cirkulære af 10. oktober 1966, u.å.

Coninck-Smith, Ning de. For barnets skyld, byen, skolen og barn­dom­men 1880 – 1914. Kbh: Gyldendal, 2000.

Dekker, Jeroen J.H. “Children at Risk in History: A Story of Expansion”. Pae­da­go­gica Historica 45, nr. 1 – 2 (februar 2009): 17 – 36.

Dreyer, Erik, og Soci­al­mi­ni­ste­riet. Betænk­ning ved­rø­rende revision af loven om børne- og ung­doms­forsorg : afgivet af revi­sions­ud­val­get af 1961. Betænk­ning, nr. 326. Kbh., 1963.

Egelund, Tine. Beskyt­telse af barn­dom­men: soci­al­for­valt­nin­gens risi­ko­vur­de­ring og indgreb. København: Reitzel, 1997.

— —  — . “Magtu­dø­velse i den sociale bør­ne­forsorg”. I Det magtfulde møde mellem system og klient, redigeret af Mar­ga­retha Järvinen, Jørgen Elm Larsen, og Nils Mortensen, 130 – 47. Aarhus Uni­ver­si­tets­for­lag, 2004.

Ericsson, Kjersti. Barnevern som sam­fund­speil. Pax Forlag, 1996.

Harrits, Gitte Sommer, og Marie Øster­gaard Møller. “Cate­go­ries and Cate­go­riza­tion: Towards a Com­pre­hen­sive Socio­lo­gi­cal Framework”. Distink­tion: Journal of Social Theory 12, nr. 2 (august 2011): 229 – 47. https://​doi​.org/​1​0​.​1​0​8​0​/​1​6​0​0​9​1​0​X​.​2​0​1​1​.​5​7​9​450.

Henriques, Arthur, Oluf J. Skjerbæk, og H. F. Øllgaard. Bør­ne­loven, Lov Nr. 72 af 14. April 1905 om Behand­ling af for­bry­der­ske og forsømte Børn og unge Personer m.m. VPios Boghandel – Povl Branner, 1918.

Jensen, Orla. “Soci­al­kon­to­ret og dets instru­men­ter”. Socialt Tids­skrift 27, Afd. A (1951): 171 – 85.

Justits­mi­ni­ste­riet. “Justits­min. Cirk. ang. Gen­nem­fø­rel­sen af Lov 14. April 1905 om Behand­ling af for­bry­der­ske og forsømte Børn.” I Lov­ti­dende, 1905.

Ledbetter Hancock, Betsy, og Leroy Pelton H. “Home Visits: History and Functions”. Social Casework: The Journal of Con­tem­porary Social Work 70, nr. 1 (januar 1989): 21 – 27.

Lindgren, Cecilia. En riktig familj, adoption, föräl­dra­s­kap och barnets bästa 1917 – 1975. Linköping studies in arts and science 358. Carlssons, 2006.

Lipsky, Michael. Street-level bureaucracy: dilemmas of the indi­vi­dual in public services. 30th anni­ver­s­ary expanded ed. New York: Russell Sage Foun­da­tion, 2010.

Lov (Nr. 237‑1922) om Vær­ge­raads­forsorg m.m., Stad­fæ­stet d. 12. Juni 1922, 1922.

Lützen, Karin. “Den bor­ger­lige filan­tropi som for­ud­sæt­ning for vel­færds­sta­ten”. I 13 historier om den danske vel­færds­stat, redigeret af Klaus Petersen, 47 – 58. Syddansk Uni­ver­si­tets­for­lag, 2003.

Løkke, Anne. Vild­fa­rende børn, om forsømte og kri­mi­nelle børn mellem filan­tropi og stat 1880 – 1920. Holte: SocPol, 1990.

Madsen, Jette Møller, og Kirsten Fre­de­rik­sen. “Kald Eller Pro­fes­sion — For­skel­lige Opfat­tel­ser Af Forholdet Mellem Kald Og Sygepleje”. Nordic Journal of Nursing Research 28, nr. 1 (marts 2008): 36 – 40. https://​doi​.org/​1​0​.​1​1​7​7​/​0​1​0​7​4​0​8​3​0​8​0​2​8​0​0​109.

Martinell Barfoed, Elizabeth. “From Stories to Stan­dar­di­sed Inte­r­a­ction: Changing Con­ver­sa­tio­nal Formats in Social Work”. Nordic Social Work Research 8, nr. 1 (2. januar 2018): 36 – 49.

Meeuwisse, Anna, og Hans Swärd. “Vad är socialt arbete?” I Socialt arbete. En grundbok., redigeret af Anna Meeuwisse, Sune Sunesson, og Hans Swärd, 27 – 74. Natur och Kultur Akademisk, 2016.

Mortensen, Elsebeth. Indig­na­tion og vision: fokus på soci­al­rå­d­gi­ver­ud­dan­nel­sen og praksis 1937 – 76. Fre­de­riks­berg: Metropol – soci­al­rå­d­gi­ver­ud­dan­nel­serne, 2010.

Ponnert, Lina, og Kerstin Svensson. “Stan­dar­di­sa­tion — the End of Pro­fes­sio­nal Discre­tion?” European Journal of Social Work 19, nr. 3 – 4 (3. juli 2016): 586 – 99.

Redak­tio­nen. “Moderen i et Arbej­der­hjem”. Barnets Blad 27, nr. 3 (marts 1940): 7.

Rimmen Nielsen, Hanne. “Soci­al­po­li­ti­ske karrierer. Kvin­de­lige pionerer i socialt og kom­mu­nal­po­li­tisk arbejde 1888 – 1933”. Arbej­der­hi­sto­rie, nr. 4 (1996): 93 – 107.

Rosenbeck, Bente. “‘En fribåren social skole’ – da det sociale hjæl­pe­ar­bejde blev til en uddan­nelse.” I Hand­lin­gens kvinder., redigeret af Karen Hjorth og Anette Warring, 127 – 64. Roskilde Uni­ver­si­tets­for­lag, 2001.

Rymph, Catherine E. Raising gover­n­ment children: a history of foster care and the American welfare state. Chapel Hill: Uni­ver­sity of North Carolina Press, 2017.

Seve­rin­sen, Lone, Thomas Jensen, og Karin Johansen, red. Den sociale højskole København 1937 – 2007. Den sociale højskole København, 2007.

Sköld, Johanna, og Ingrid Söderlind. Foster­barn i tid och rum: lokal och regional variation i svensk foster­barns­vård ca 1850 – 2000. Stockholm: Carlsson, 2014.

Smith, Dorothy E. Texts, facts, and femi­ni­nity: exploring the relations of ruling. London ; New York: Routledge, 1990.

Swift, Karen. Manu­fa­c­turing “bad mothers”: a critical per­spective on child neglect. Toronto ; Buffalo: Uni­ver­sity of Toronto Press, 1995.

Tice, Karen Whitney. Tales of wayward girls and immoral women: case records and the pro­fes­sio­na­liza­tion of social work. Urbana: Uni­ver­sity of Illinois Press, 1998.

Ung­dom­skom­mis­sio­nen. Den til­pas­nings­van­ske­lige ungdom. JHSchultz, 1952.

Vaczy Krag, Jesper, Stine Grønbæk Jensen, Jacob Knage Rasmussen, og Klaus Petersen. Anbragt i historien. Et soci­al­hi­sto­risk projekt om anbragte og indlagte i perioden 1945 – 1980. Soci­alsty­rel­sen, 2015.

Worning, Anne. “Dansk soci­al­po­li­tik set fra soci­al­rå­d­gi­ver­si­den”. I Festskrift i anledning af Soci­al­mi­ni­ste­ri­ets 75 års jubilæum 2001, 133 – 63. Soci­al­mi­ni­ste­riet, 2001.

Øgendahl, Claus. Soci­al­pæ­da­go­ger­nes historie. Soci­al­pæ­da­go­ger­nes Lands­for­bund, 2000.

Arkiver

Rigs­ar­ki­vet:

Landsnæv­net for Børne- og Ung­doms­forsorg, Hoved­af­de­lin­gen. Jour­nal­re­gi­ster. Journalsager.

Køben­havns Stadsarkiv:

Bør­ne­værns­kon­to­rets arkiv. Kreds­sa­ger. B‑protokoller.

Stads­ar­ki­vet, Odense:

Odense børneværn. Jour­nal­re­gi­ster. Journalsager.

Silkeborg Arkiv:

Bør­ne­vær­net, Silkeborg. Journalsager/kredssager.


Refe­ren­cer

[1] Jeg vil gerne takke tema-redak­tio­­nen og Stine Grønbæk Jensen for grundige kom­men­ta­rer og gode forslag til for­bed­rin­ger af artiklen.

[2] Artiklen er en omar­bej­det version af Del 3 i afhand­lin­gen: Bjerre, Når staten er far og mor. Bør­ne­vær­nets anbrin­gel­ser af børn i Danmark, 1905 – 1975.

[3] Lipsky, Street-level bureaucracy, 84.

[4] Lipsky, 14.

[5] Også kaldt Oplysningsskemaet.

[6] Lindgren, En riktig familj, adoption, föräl­dra­s­kap och barnets bästa 1917 – 1975, 21.

[7] Bernstein, “Dances with Things”, 68.

[8] Smith, Texts, facts, and femi­ni­nity, 121.

[9] Smith, 121 – 22.

[10] Andresen m.fl., Barnen och väl­färds­po­li­ti­ken, Nordiska barndomar 1900 – 2000, 24.

[11] Når jeg taler generelt om perioden, bruger jeg beteg­nel­sen børneværn.

[12] Henriques, Skjerbæk, og Øllgaard, Bør­ne­loven, Lov Nr. 72 af 14. April 1905 om Behand­ling af for­bry­der­ske og forsømte Børn og unge Personer m.m., § 3.

[13] Arbejds- og Soci­al­mi­ni­ste­riet, Betænk­ning ved­rø­rende bør­ne­forsor­gens admi­ni­stra­tion m. v., 5.

[14] Betænk­ning fra Kom­mis­sio­nen angaaende Stat­stil­syn med Bør­ne­op­dra­gel­sen, 24.

[15] Løkke, Vild­fa­rende børn, om forsømte og kri­mi­nelle børn mellem filan­tropi og stat 1880 – 1920, 101.

[16] Bryderup, Børnelove og soci­al­pæ­da­go­gik gennem hundrede år, 46.

[17] Øgendahl, Soci­al­pæ­da­go­ger­nes historie, 83.

[18] Betænk­ning afgiven af Udvalget til Revision af Bør­ne­loven, 6.

[19] Lov (Nr. 237‑1922) om Vær­ge­raads­forsorg m.m., Stad­fæ­stet d. 12. Juni 1922, § 32.

[20] Vaczy Krag m.fl., Anbragt i historien. Et soci­al­hi­sto­risk projekt om anbragte og indlagte i perioden 1945 – 1980., 368 – 69.

[21] Ved lov­re­vi­sio­ner blev bør­ne­vær­nets demo­kra­ti­ske for­ank­ring, altså at medlemmer blev valgt via kom­mu­nal­be­sty­rel­sen, fremhævet som afgørende for befolk­nin­gens opbakning af insti­tu­tio­nen, se fx: Ung­dom­skom­mis­sio­nen, Den til­pas­nings­van­ske­lige ungdom, 117.

[22] de Coninck-Smith, For barnets skyld, byen, skolen og barn­dom­men 1880 – 1914, 91.

[23] Rimmen Nielsen, “Soci­al­po­li­ti­ske karrierer. Kvin­de­lige pionerer i socialt og kom­mu­nal­po­li­tisk arbejde 1888 – 1933”, 96; Lützen, “Den bor­ger­lige filan­tropi som for­ud­sæt­ning for vel­færds­sta­ten”, 47.

[24] Meeuwisse og Swärd, “Vad är socialt arbete?”, 32.

[25] Tice, Tales of wayward girls and immoral women, 3.

[26] Sociale skoler blev oprettet i hhv. 1920 og 1921 i Norge og Sverige: Meeuwisse og Swärd, “Vad är socialt arbete?”, 44.

[27] Seve­rin­sen, Jensen, og Johansen, Den sociale højskole København 1937 – 2007, 1.

[28] Rosenbeck, “‘En fribåren social skole’ – da det sociale hjæl­pe­ar­bejde blev til en uddan­nelse.”, 130 – 31; Mortensen, Indig­na­tion og vision, 38.

[29] Egelund, Beskyt­telse af barn­dom­men, 56 – 57.

[30] Jette Møller Madsen og Kirsten Fre­de­rik­sen, “Kald Eller Pro­fes­sion — For­skel­lige Opfat­tel­ser Af Forholdet Mellem Kald Og Sygepleje”, Nordic Journal of Nursing Research 28, nr. 1 (marts 2008): 36.

[31] Worning, “Dansk soci­al­po­li­tik set fra soci­al­rå­d­gi­ver­si­den”, 134.

[32] Bjerre, “Drevet af kærlighed. Kvinder i bør­ne­forsor­gen i Danmark i starten af 1900-tallet.”, 191.

[33] Jensen, “Soci­al­kon­to­ret og dets instru­men­ter”, 175.

[34] Tidslige nedslag: 1910, 1925, 1940, 1955 & 1970. I praksis blev nedsla­gene ikke så stabile pga. af manglende sager, særligt i slut­nin­gen af perioden.

[35] Dækker nedsla­gene i 1940’erne og 1950’erne.

[36] Uden præcist anført årstal, hvorfor jeg refererer til det som skemaet fra 1960’erne.

[37] En bør­ne­værns­sag kan være spredt ud over mange arkiver: Bør­ne­værns­sa­ger kan (muligvis) findes på loka­lar­ki­vet, Landsnæv­net burde også have alle de faste ind­be­ret­nin­ger og skemaer i sagen på Rigs­ar­ki­vet, ligesom børnehjem også kan have dele af bør­ne­værns­sa­gen i bør­ne­hjem­sjour­na­len: Bjerre, Når staten er far og mor. Bør­ne­vær­nets anbrin­gel­ser af børn i Danmark, 1905 – 1975, 27 – 29.

[38] Justits­mi­ni­ste­riet, “Justits­min. Cirk. ang. Gen­nem­fø­rel­sen af Lov 14. April 1905 om Behand­ling af for­bry­der­ske og forsømte Børn.”

[39] Dekker, “Children at Risk in History”, 32.

[40] Harrits og Møller, “Cate­go­ries and Cate­go­riza­tion”, 232.

[41] Martinell Barfoed, “From Stories to Stan­dar­di­sed Inte­r­a­ction”, 38.

[42] Ericsson, Barnevern som sam­fund­speil, 28.

[43] Egelund, “Magtu­dø­velse i den sociale bør­ne­forsorg”, 131.

[44] Ponnert og Svensson, “Stan­dar­di­sa­tion — the End of Pro­fes­sio­nal Discre­tion?”, 591 – 92.

[45] Sag 73/1910, Odense, 31/10 – 1910.

[46] Sag 60/1910, København, anbrin­gel­ses­skema, (uden dato, men i 1910).

[47] Løkke, Vild­fa­rende børn, om forsømte og kri­mi­nelle børn mellem filan­tropi og stat 1880 – 1920, 112.

[48] Redak­tio­nen, “Moderen i et Arbej­der­hjem”, Barnets Blad, (1940), 7.

[49] Sag 93/1910, København, anbrin­gel­ses­skema, 12/2 – 1910.

[50] Sag 21/1910, København, vær­ge­rå­ds­rap­port, 19/11 – 1909.

[51] Dreyer og Soci­al­mi­ni­ste­riet, Betænk­ning ved­rø­rende revision af loven om børne- og ung­doms­forsorg : afgivet af revi­sions­ud­val­get af 1961, 7.

[52] Henriques, Skjerbæk, og Øllgaard, Bør­ne­loven, Lov Nr. 72 af 14. April 1905 om Behand­ling af for­bry­der­ske og forsømte Børn og unge Personer m.m., 20 – 21.

[53] Swift, Manu­fa­c­turing “bad mothers”, 74 – 75.

[54] Sag 4584/1940, anbrin­gel­ses­skema, 6/2 – 1940. Præcis det samme skrives i: 13966/1940, Odense, anbrin­gel­ses­skema, 30/1 – 1940, 4584/1940, Odense, anbrin­gel­ses­skema, 6/2 – 1940, 8155/1940, Odense, anbrin­gel­ses­skema, 31/1 – 1940.

[55] Sag 25692/1940, Odense, anbrin­gel­ses­skema, 11/4 – 1940.

[56] Sag 2091/1940, København, anbrin­gel­ses­skema, 21/5 – 1940.

[57] Sag 216/1943, Silkeborg, anbrin­gel­ses­skema, 23/11 – 1943.

[58] Ibid.

[59] Sag 1011/1967, Silkeborg, anbrin­gel­ses­skema, 17/3 – 1967.

[60] Ledbetter Hancock og Pelton H., “Home Visits: History and Functions”, 24 – 25.

[61] Sköld og Söderlind, Foster­barn i tid och rum, 119.

[62] Bjerre, Når staten er far og mor. Bør­ne­vær­nets anbrin­gel­ser af børn i Danmark, 1905 – 1975, 116 – 17.

[63] Se fx i en vej­led­ning fra 1966: Cirkulære om børne- og ung­doms­vær­ne­nes virksomhed.

[64] Sag 59/1910, København, anbrin­gel­ses­skema, d. 10/1 – 1910.

[65] Swift, Manu­fa­c­turing “bad mothers”, 15.

[66] Rymph, Raising gover­n­ment children, 73.

[67] Sag 981/1966, Silkeborg, anbrin­gel­ses­skema, 9/2 – 1966.

  • Ph.d. og postdoc, Institut for Historie, Syddansk Universitet 

Giv et bidrag

Værsgo’ – du kan frit læse
Dansk pæda­go­gisk Tidsskrift!

Hvis du synes om det, du læser, og gerne vil have, at tids­skrif­tet bliver ved med at eksistere, håber vi, at du vil give et bidrag.

STØT VIA MOBILEPAY VED AT SCANNE HER

Scan med dit mobilkamera
Klip på knappen for at støtte