Post­di­gi­tale per­spek­ti­ver på bog­læs­ning og håndskrift

Christian Mosbæk Johan­nes­sen & Theo van Leeuwen (red.): The Mate­ri­a­lity of Writing: A Trace Making Per­spective
London, et al.: Routledge, 2019
288 sider, £37

Det er langt fra altid en for­nø­jelse at få ret; nogle gange ville man fore­trække, at empiriske data kunne fal­si­fi­cere ens værste anta­gel­ser. Den her anmeldte antologi udgør et vægtigt debat­ind­læg imod ukritisk digi­ta­li­se­ring i uddan­nel­ser og arbejds­liv – et plædoyer for bog­læs­ning og hånd­skrift. Anmel­de­ren har selv i en årrække følt, at digi­ta­li­se­rin­gen indebar en risiko for tab af noget vær­di­fuldt i for­bin­delse med nedgangen i brug af trykt tekst samt hånd­skrift. At digi­ta­li­se­rin­gen i det daglige har mange fordele, er ubestridt; noget helt andet er, om vores hjerner arbejder optimalt med digitale medier. At digitale systemer arbejder særdeles effektivt med hinanden, er én ting; om mennesker arbejder effektivt med dem, er et helt andet spørgsmål. Notes­bø­ger i høj kvalitet udviser stor popu­la­ri­tet, ikke mindst blandt hipsters – hvorfor? Bortset fra, at digitale mediers chancer for at overleve og kunne læses i fremtiden er uafklaret, hvilket indebærer et behov for parallelt at sikre vigtige tekster også på fysiske medier, er der grund til at se nærmere på, hvad der gør fysisk omgang med skriften og dens medier så attraktiv for medlemmer af homo sapiens. Den af Christian Mosbæk Johan­nes­sen og Theo van Leeuwen (begge SDU Odense) redi­ge­rede antologi tilbyder nogle svar herpå, afgivet af en inter­di­sci­pli­nær gruppe af for­fat­tere, der lyk­ke­lig­vis også inklu­de­rer nogle med en artisanal baggrund.

Aurélie Lagar­ri­gue og Marieke Longcamp er begge neu­ro­lo­gi­ske hjer­ne­for­skere (Univ. Aix-Marseille), hvis bidrag (The pro­duction and per­cep­tion of handwrit­ten traces) belyser de for­skel­lige hjer­ne­centres rolle, brugen af scan­nin­ger til at forstå lærings­pro­ces­ser samt for­fat­ter­nes egne klas­se­rum­ser­fa­rin­ger. De under­stre­ger desuden de stærke feedbacks mellem kognitive, motoriske og visuelle ople­vel­ser og processer. Soci­a­lan­tro­po­lo­gen Tim Ingold (Univ. Aberdeen) har skrevet et engageret – og til tider indig­ne­ret – part­sind­læg (Tou­chli­nes: Manual Inscrip­tion and Haptic Per­cep­tion) om neg­li­ge­ring af hånd­skrift og sang i under­vis­nin­gen i vestlige samfund: en ”dema­nu­a­li­sa­tion” for skrifts­pro­get og en ”devo­ca­li­sa­tion” for talespro­get, hvor kognition og ekse­ku­tion, viden og affekt risikerer for altid at kobles fra hinanden: ”for most Western societies, thid is the current direction of travel”: ”We are raising future gene­ra­tions whose hands will no longer know what it means to shape letters and whose voices will be as indif­fe­rent to prosodic variation as a line of e‑mail, enlivened only by the additions of emoticons” (s. 31). Han anklager uni­ver­si­tets­le­del­serne for ”kortsynet van­da­lisme”, når de har dekre­te­ret afskaf­felse af funk­tio­nelle tra­di­tio­nelle tavler: ”We are not allowed to get our hands dirty by mixing them with materials, even if we wanted to!” (s. 43). Anmel­de­ren kan dog tilføje, at han som far til en 19-årig fysik­s­tu­de­rende i for­bin­delse med cam­pus­be­søg med over­ra­skelse har iagttaget, at natur­vi­den­ska­be­lige fag med høj prestige synes at have været mere resi­stente. Og som den 19-årige under­stre­ger, er digitale medier eminent uprak­ti­ske til hurtigt og spontant at skrive mate­ma­ti­ske formler, lige som de hindrer de kreativer processer. Måske har humaniora og sam­funds­vi­den­ska­ber brug for lidt emotionel støtte fra STEM-fagene?

Glæden ved at arbejde med hånd­skrift er doku­men­te­ret til overflod af ling­vi­sten Paul Thibault (Agder Univ., Kri­sti­ans­sand) (Graphic trace-making as arti­cu­la­ted-expres­sive tra­jecto­ries of movement), samt kal­li­gra­fi­ke­ren Brody L. Neu­ens­chwan­der (Ink under my nails), der har medvirket ved til­bli­vel­e­sen af flere film. Den i Belgien baserede Neu­ens­chwan­der er i øvrigt født texaner med en PhD-grad i tyske mid­delal­der­stu­dier, og hans flamske kal­li­­gra­­fi­ker-kollega Lieve Cornil har skabt et europæisk uddan­nel­ses­cen­ter i kal­li­grafi. Cornils bidrag omhandler ven­stre­hån­dede stu­de­ren­des inter­es­sante tilgang til kal­li­gra­fi­ens bevæ­gel­ser. Raymond Lucas, en arki­tek­tur­pro­fes­sor spe­ci­a­li­se­ret i film (Man­che­ster Univ.), har skrevet om de fysiske strøg i arki­tek­tet­teg­nin­ger: teg­nin­gens ”sporing” (tracing) kon­sti­tu­e­rer i arki­tek­tu­ren en specifik form for videnspro­duk­tion (s. 134), idet der til­kom­m­mer papiret en mere afgørende rolle end i bil­led­kun­stens tegninger, hvor mediet kun yder ”støtte” (support) (s. 132): En iagt­ta­gelse, der leder tanken hen på Régis Debrays mediologi med dens inddeling af skriftens historie i en logosfære (indtil Gutenberg), en gra­fos­fære (før de moderne mas­se­me­di­ers fremkomst) samt en videos­fære (specielt siden 1968) (Debray, 1991, s. 388 – 389). Debray fandt, at støtten (le support) eller mediet var det mest oversete og dog noget af det meste kon­sti­tu­e­rende for kre­a­tio­nen: lertavler ved Eufrats og Tigris’, men ikke ved Nilens bredder; papyrus i Egypten men ikke i Mes­o­po­ta­mien (Debray, 1991, s. 195). Kom­mu­ni­ka­tions­te­o­re­ti­ske aspekter tages op af Karine Bouchy (Univ. Paris og Montréal) i et kapitel om den aktuelle vestlige kal­li­grafi, mens medi­e­for­ske­ren Gunhild Kvåle (Agder Univ.) under­sø­ger com­pu­ter­softwa­res sti­li­sti­ske ind­fly­delse på stil og specielt den sti­li­ti­ske magt, der indehaves og udøves af softwa­re­fir­maer som fx Microsoft (s. 171); der er ikke stor frihed til indi­vi­duel kre­a­ti­vi­tet, når alle templates stammer fra det samme firma. Bogens redak­tø­rer, der begge er semio­lo­ger, sam­men­lig­ner for­skel­lige forsøg på at skabe ure­gel­mæs­sig­hed i maskinelt frem­stil­let skrift og billeder, fx gennem valg en af font, der opleves som ure­gel­mæs­sig. Medi­e­for­ske­ren Giorgia Aiello (Univ. Leeds) under­sø­ger for­skel­lige gene­ra­tio­ner af Starbucks-logoer og deres inte­gra­tion i gade­bil­le­det som en balance mellem stil og ”tekstur”, mens ling­vi­sten Anne Løvland og socio­lo­gen Pål Repstad (begge Agder Univ.) ser på brugen af religiøse symboler i det offent­lige rum, fx et yderst beskedent moské-skilt i Oslo eller en medi­e­storm omkring en kristen TV-med­ar­­bej­­ders brug af et meget lille kors i en kæde om halsen – alt sammen ”spor” (traces), hvis semio­lo­gi­ske karakter er uløseligt forbundet med deres fysiske emanation. Bogen slutter med et bidrag om tra­di­tio­nel persisk kal­li­grafi som en autonom grafisk form, af medi­e­for­ske­ren Mahdiyeh Meidani (Univ. Tübingen), samt et kapitel af kollegaen Elise Seip Tønnessen (Univ. Agder) om udform­nin­gen af toilet­pik­to­gram­mer, fra de mere formelt tra­di­tio­nelle til de mere kreativt humo­ri­sti­ske. Disse bidrag er alle rigt illu­stre­rede og har en stor antro­po­lo­gisk interesse, mens de også tjener som en påmin­delse om, at kulturer er kon­ser­ve­rende systemer (Debray, 1991, s. 265).

Alle de fremlagte eksempler impli­ce­rer behovet for at respek­tere en vis protokol og at mestre essen­ti­elle teknikker. Og det er her, at vi når tilbage til udgangs­punk­tet i bogens forsvar for kon­sul­ta­tion og egen­pro­duk­tion af fysiske medier, idet alle kapit­lerne på deres egen vis illu­stre­rer, hvorledes fysisk skrift og fysiske billeder kan virke sti­mu­le­rende på mennesker, enten som konsu­men­ter eller som pro­du­cen­ter heraf. Således er der ikke blot tale om et æstetisk, semio­lo­gisk, medi­o­lo­gisk eller socio­lo­gisk bidrag men også om et bidrag med uddan­nel­ses­po­li­ti­ske impli­ka­tio­ner: hvis de her illu­stre­rede aspekter er så væsent­lige, fortjener de vel at formidles til alle (?). Direkte impli­ka­tio­ner for pæda­go­gisk praksis er der færre af, med und­ta­gelse af Lagar­ri­gues og Longcamps klas­se­rum­ser­fa­rin­ger, men anto­lo­gien er dog særdeles relevant for alle med interesse i pædagogik, idet poli­tik­ken afstikker rammerne for praksis. Fordi digi­ta­li­se­ring er det største og mest ”cross-cutting” uddan­nel­ses­po­li­ti­ske tema, indlejret i ethvert andet tema; fordi Danmark er et af de mest digi­ta­li­se­rede EU-lande og til­sy­ne­la­dende meget stolt af hurtigt at følge de nyeste trends (nr. 3 i Kom­mis­sio­nens DESI-indeks 2020, efter Sverieg men før Neder­lan­dene) (Europa-Kom­­mis­sio­­nen, 2020, s. 3); fordi den uddan­nel­ses­po­li­ti­ske agenda i mange lande bl.a. handler om at erstatte trykte medier med elek­tro­ni­ske og i nogle lande ligefrem om at ophøre med at lære børn og unge at skrive i hånden; fordi der er solid empirisk forskning, der viser, at dette kan gå hen at blive en stor fejl­ta­gelse; fordi policy-doku­­men­ter og main­­stream-fag­lit­te­ra­­tur sjældent stiller spørgs­måls­tegn ved disse tendenser; fordi bogen godt nok er udkommet på engelsk (som så meget fag­lit­te­ra­tur), men dog gennem redak­tø­rerne har en til­knyt­ning til Danmark: af alle disse grunde er det en vigtig bog. Den tilbyder post­di­gi­tale per­spek­ti­ver på bog­læs­ning og hånd­skrift, idet post­di­gi­tale per­spek­ti­ver inddrager det grund­læg­gende vilkår, at næsten alt er blevet digitalt, hvorfor der er grund til at vise lige så meget opmærk­som­hed til det analoge som til det digitale Fawns (2019). Dette klarer bogen fortræf­fe­ligt uden dog at bruge begrebet ”post­di­gi­tal”. Hvad bogen kunne have gjort bedre, ville have været et syste­ma­tisk review af neu­rovi­den­ska­ber­nes indsigter, og hvorledes disse mani­feste­rer sig direkte i under­vis­nin­gen. Lagar­ri­gues og Longcamps kapitel begrænser sig til at beskrive de rent kliniske aspekter, hvor alle under­vi­sere nok ville være inter­es­se­ret i en række mere ope­ra­tio­nelle kon­klu­sio­ner. De findes, idet det snart er et årti siden, at neu­ro­lo­ger fremlagde evidens for, at hånd­skrift sti­mu­le­rer langt flere hjer­ne­cen­tre og inddrager langt flere kognitive og motiriske funk­tio­ner end maskinel skrift eller læsning fra digitale medier; børnene husker bedre og bliver klogere (James & Engel­hardt, 2012). På baggrund af udvik­lin­ger i Finland i de aller­se­ne­ste år er kliniske forsøg gen­nem­ført i Norge og afrap­por­te­ret i år, som bekræfter disse indsigter (Ose Askvik, van der Weel & van der Meer, 2020).

Refe­ren­cer

Debray, R. (1991): Cours de médi­o­lo­gie générale. Paris: Gallimard

Europa-Kom­­mis­sio­­nen (2020): Indekset over den digitale økonomi og det digitale samfund (DESI) for 2020 – Danmark. Bruxelles: Europa-Kom­­mis­sio­­nen. https://​ec​.europa​.eu/​d​i​g​i​t​a​l​ – ​s​i​n​g​l​e​ – ​m​a​r​k​e​t​/​e​n​/​n​e​w​s​/​d​i​g​i​t​a​l​ – ​e​c​o​n​o​m​y​ – ​a​n​d​ – ​s​o​c​i​e​t​y​ – ​i​n​d​e​x​ – ​d​e​s​i​ – 2020

Fawns, T. (2019): Post­di­gi­tal Education in Design and Practice. Post­di­gi­tal Science and Education, 1:1, 132 – 145

James, K.J. & Engel­hardt, L. (2012): The effects of handwri­ting expe­ri­ence on fun­ctio­nal brain deve­l­op­ment in pre-literate children. Trends in Neu­rosci­ence and Education, 1:1, 32 – 42

Ose Askvik, E.; van der Weel, F.R. & van der Meer, A.L.H. (2020): The Importance of Cursive Handwri­ting Over Typewri­ting for Learning in the Classroom: A High-Density EEG Study of 12-Year-Old Children and Young Adults. Frontiers in Psy­cho­logt 11:1810. doi: 10.3389/fpsyg.2020.01810.