Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på email

Værd at reflek­tere over

Niels Rosendal Jensen
Værd at reflektere over - Dansk pædagogisk Tidsskrift 1

A. Har­grea­ves, & M.T. O’Connor: Kol­la­bo­ra­tiv pro­fes­sio­na­lism: Når sam­ar­bejde fører til bedre læring for alle
Dafolo 2019
194 sider, 225 kr

Denne bog vil vække en vis genklang i den hårdt prøvede danske lærer­stand, fordi dens hoved­bud­skab er, at man skal trække på de pro­fes­sio­nel­les døm­me­kraft, erfa­rin­ger og ønsker om at forbedre under­vis­ning frem for at forfalde til over­sty­ring. Hvor vi i en årrække har hørt om stærke ledere, kontrol og ranking, lyder der fra denne udgivelse en anden melodi. Er pendulet ved at svinge den anden vej?

Har­grea­ves har i mange år forsket i skole­ud­vik­ling, sko­le­kul­tur og lærer­pro­fes­sio­na­lisme og er i kraft deraf en stærk stemme i den inter­na­tio­nale sko­le­de­bat.

I denne bog har han sammen med Michael O’Connor jagtet cases, hvor skoler, sko­le­sy­ste­mer og pro­fes­sio­nelle går videre ind i lærernes kol­lek­tive ansvar for og fælles indsats for at forbedre skolen.

Bogen bygger på fem casestu­dies af for­skel­lige grader af kol­la­bo­ra­tiv pro­fes­sio­na­lisme, som ikke opstår ved en til­fæl­dig­hed, men udgør et bevidst designet pro­fes­sio­nelt sam­ar­bejde i Hongkong, USA, Norge, Columbia og Canada. Endvidere bygger den på evidens, forstået på den måde, at pro­fes­sio­na­lis­men orga­ni­se­res gennem nøje plan­læg­ning, dialog, kon­struk­tiv feedback og en stadig søgen efter at gøre tingene bedre. Hvordan gør skolerne så det? De kriterier, som Har­grea­ves og O’Connor betjente sig af, medførte, at der udvalgtes fem systemer, der var til­stræk­ke­ligt udviklede, nemlig åbne lektioner – en udskoling i Hongkong; netværk til plan­læg­ning af lære­pla­ner – skoler i landlige områder i det nord­ve­st­lige USA; koo­pe­ra­tiv læring og arbejde – ind­sko­ling i Norge; kol­la­bo­ra­tiv pæda­go­gisk trans­for­ma­tion – Escuela Nueva-netværket (25.000 skoler i colum­bi­an­ske land­di­strik­ter) og endelig pro­fes­sio­nelle lærings­fæl­les­ska­ber – afsi­des­lig­gende sko­le­di­strik­ter i Ontario med elever fra urbe­folk­nin­gen.

Den evidens, der henvises til i bogen, er omformet til 10 grund­prin­cip­per, herunder kollektiv autonomi (mindre afhæn­gig­hed af bureau­krati, mere afhæn­gig­hed ift. kolleger), kol­lek­tivt ansvar, kol­lek­tivt initiativ, gensidig dialog, fælles arbejde, fælles mening og formål samt at tænke i det store billede.

De to for­fat­tere tager endvidere afstand fra for­ha­stede quick fixes. Tendensen til at sprede en model eller et koncept for hurtigt og for bredt har ofte betydet, at de pro­fes­sio­nelle skulle omstille sig i al hast og helst brænde alle broer til det, der gik forud for det nye. På baggrund af sådanne erfa­rin­ger og fejl­ta­gel­ser fremhæves fire faktorer for kol­la­bo­ra­tiv pro­fes­sio­na­lisme (s. 27). De omfatter et før, et samtidig, et uden for og et ud over. Før: hvad skete, inden modellen blev til? Samtidig: hvilke andre former for sam­ar­bejde findes samtidig i skolen og i hele sam­fun­dets særegne kultur? Uden for: hvilke for­bin­del­ser er der mellem det særlige design på en skole eller i et sko­le­sy­stem og ideer og hand­lin­ger, der ligger uden for skolen og findes i andre lande, inter­na­tio­nal forskning, online-inter­­ak­tion eller andre steder? Ud over: hvilken støtte leverer systemet ud over designet i form af statslige bevil­lin­ger, offi­ci­elle tids­be­vil­lin­ger eller bredere pro­fes­sio­nelle netværk?    

Det indebærer, at de lokale kon­tek­ster, de lokale og/eller nationale kulturer plus de histo­ri­ske erfa­rin­ger med at holde skole er søgt taget i ed. I et større per­spek­tiv stiller Har­grea­ves og O’Connor ikke med en opskrift eller manual. De under­stre­ger flere gange, at ideer til udform­ning, design af kol­la­bo­ra­tiv pro­fes­sio­na­lisme må udvikles nedefra og op, natur­lig­vis med støtte oppefra, men i respekt for lærernes autonomi og autoritet. Til at forstærke denne tilgang fremhæves den kendte uddan­nel­ses­for­sker og uddan­nel­ses­te­o­re­ti­ker Basil Bernste­ins udsagn om, hvordan vig­tig­he­den af formel sko­le­fag­lig viden afgøres: lære­pla­ner (valid viden), pædagogik (valid over­fø­ring af viden) og eva­lu­e­ring (valid for­stå­else af elevens viden som udkomme af under­vis­nin­gen). Har­grea­ves og O’Connor klas­si­fi­ce­rer herefter de fem casestu­dies ud fra Bernste­ins med­del­el­ses­sy­ste­mer således, at f.eks. casen fra USA repræ­sen­te­rer plan­læg­ning af lære­pla­ner, mens netværket i Columbia fokuserer på en pædagogik, der fremmer fred, trivsel og demokrati.

Som allerede nævnt er det hverken en manual for eller en opskrift på sam­ar­bejde, bogen byder på. Det er en række eksempler og erfa­rin­ger, som lærere og skole­le­dere kan tage til sig og blive klogere af i lyset af den særlige kontekst, den særlige sko­le­kul­tur og de erfa­rin­ger, man hidtil har erhvervet sig.

Natur­lig­vis er der altid en risiko for, at stærke aktører på en skole eller i et sko­le­væ­sen vil pådutte de ansatte det nye, som bogen repræ­sen­te­rer. Det kan føre til magtkampe, til at ned­vur­dere tidligere meriter eller overse betyd­nin­gen af det ene eller andet moment. Det kræver ikke den store fantasi at fore­stille sig, hvordan en majoritet på en skole eller i et kommunalt sko­le­væ­sen trumfer nye former for sam­ar­bejde igennem. Følgen er sæd­van­lig­vis, at majo­ri­te­ten ikke kun tæller flere end mino­ri­te­ten, men også repræ­sen­te­rer en ny nor­ma­li­tet.

Det er under alle omstæn­dig­he­der en bog, det er værd at læse og reflek­tere over.

Giv et bidrag

Værsgo’ – du kan frit læse
Dansk pæda­go­gisk Tids­skrift!

Hvis du synes om det, du læser, og gerne vil have, at tids­skrif­tet bliver ved med at eksistere, håber vi, at du vil give et bidrag.

Klip på knappen for at støtte