Del på facebook
Del på email
Del på linkedin
Del på twitter

Blinde vinkler – Asynkron tillid i tidlige indsatser overfor flygt­nin­ge­fa­mi­lier i Danmark

Susanne Bregnbæk

Denne artikel belyser forholdet mellem tillid og mistillid i tidlige indsatser rettet mod flygt­nin­ge­fa­mi­lier i Danmark. Med udgangs­punkt i en udvidet case-historie om en Kurdisk iransk families udfor­drin­ger i mødet med en vuggestue og med den danske vel­færds­stat bredere set, forsøger jeg at belyse en blind vinkel i den danske vel­færds­stats ønske om ”tidlig indsats”. Argu­men­tet er, at der er et mis­for­hold mellem på den ene side statens ønske om at gribe tidligt ind i fami­li­e­li­vet for at opspore problemer og adressere dem, før de bliver alvorlige – og på den anden side det forhold, at tillid ofte opbygges over tid. Efter para­dig­meskif­tet, der indebærer, at flygt­nin­ge­fa­mi­lier kun tildeles mid­ler­ti­dige ophold­stil­la­del­ser og risikerer hjem­sen­delse, hvis ikke de lever op til bestemte krav, kan til­lids­re­la­tion beskrives som asynkron, da tids­lig­he­den i tidlige indsatser står i mod­sæt­ning til asyl­sy­ste­mets langstrakte limbo af mid­ler­ti­dig­hed og med­føl­gende usikkerhed.

Har du set filmen Jagten?” spurgte Sana mig en klar sen­som­mer­dag i 2018, da jeg besøgte hende i en forstad til København. Jeg mødte Sana, en 50-årig irakisk kvinde, som har arbejdet som konsulent i for­bin­delse med tidlig indsats-inter­­ven­tio­­ner på Køben­havns Vestegn i knap ti år i for­bin­delse med mit fel­t­ar­bejde om tidlige indsatser i udsatte bolig­om­rå­der[1]. Hun rynkede panden, imens hun mindede mig om Thomas Vin­ter­bergs film om pæda­gog­med­hjæl­pe­ren, spillet af Mads Mikkelsen, der uret­fær­digt mistænkes for pædofili. Hun nævnte filmen for at lave en parallel til en hjer­teskæ­rende beretning om en syrisk familie, der ved en fejl fik frataget deres børn. ”Lidt ligesom at mandlige pæda­gog­med­hjæl­pere kan blive mødt med mistillid, kommer flygt­nin­ge­fa­mi­lier, særligt fædre – især hvis de endnu ikke kan det danske sprog – lettere under mistanke for at udøve vold mod deres børn,” sagde hun. Tydeligt berørt fortalte hun i detaljer historien om denne familie fra Syrien. En pædagog i bør­ne­ha­ven havde opdaget et stort blåt mærke på en drengs lår, og havde fået mistanke om, at faren slog ham. Familien havde på det tidspunkt befundet sig i Danmark i ni måneder og kunne endnu ikke tale dansk. ”På dette tidspunkt var der meget snak om berø­rings­angst blandt per­so­na­let,” sagde hun. Og på den baggrund havde pædagogen fundet det vigtigt at reagere så hurtigt som muligt – også selvom insti­tu­tio­nen kun havde et meget begrænset kendskab til familien. Drengen blev inter­viewet om dette men med en dårligt fun­ge­rende tolk, frem­hæ­vede Sana. Det resul­te­rede i, at pædagogen foretog en under­ret­ning, som udmøntede sig i, at kommunen fjernede dette barn og familiens andre to børn fra deres forældre. ”Familien blev totalt smadret,” sagde hun. Hun fortalte, at hun i sit møde med familien ret hurtigt fandt ud af, at der var begået en fejl, men at der fulgte en meget lang og smer­te­fuld proces, før de endelig fik medhold.

Sana fortalte, at moren i familien siden havde sagt, at intet, der var sket for dem, var så slemt som dette. De havde gen­nem­gået en trau­ma­tisk flugt, men intet kunne måle sig med den mag­tes­løs­hed, de følte, da de blev mistænkt for at have begået overgreb mod deres egne børn. Hun fik en klinisk depres­sion. Først ca. halvandet år efter blev afgø­rel­sen omstødt. Det kom frem, at sønnen blot var faldet på en trehjulet cykel, og den pågæl­dende pædagog blev fyret og fik en dom for sin forkerte afgørelse. ”Men de kommer aldrig over det,” sagde hun. ”Deres tillid til det danske samfund er tabt for altid.”

Sanas historie var svær at ryste af sig. Og jeg tænkte på den igen, da Mette Fre­de­rik­sen holdt nytårs­tale til den danske befolk­ning 1. januar 2020: 

Sammen har vi skabt et samfund. Bygget på tillid. Et vel­færds­sam­fund. Hvor flere har fået mulig­he­der. Det kan vi godt være stolte af. Stolte men ikke tilfredse (…) Men i dag får nogle forældre for mange chancer. Måske er det i bedste mening. Men når en 12-årlig bliver fjernet fra hjemmet, så ligger der ofte 11 års svigt bag. Derfor må berø­rings­ang­sten lægges væk. Også overfor andre kulturer. Nogle forældre kommer fra lande, hvor vold mod børn er tilladt. Det er det ikke i Danmark. I Danmark er det forbudt at slå sine børn.

I talen betonede Mette Fre­de­rik­sen netop tillid som vel­færds­sta­tens særkende. Samtidig frem­ma­nede hun er billede af, at der er slået sprækker i denne tillid, og at det kan skyldes en ”berø­rings­angst” overfor andre kulturer. Ved at omtale andre kulturer med mistillid mindede Mette Fre­de­rik­sens fokus på nogle måder om hendes forgænger, Lars Løkke Ras­mus­sens nytårs­tale, da han året forinden omtalte de områder, som politisk er blevet defineret som ”ghettoer” ud fra fem kriterier: etnicitet, kri­mi­na­li­tet, beskæf­ti­gelse, indkomst og uddan­nel­ses­ni­veau – og som ”paral­lel­sam­fund” eller ligefrem som ”huller i Danmarkskortet”.

Denne form for mistil­li­dens eller bekym­rin­gens politik (anxious politics) er ikke unik for Danmark. Den karak­te­ri­se­rer ifølge flere forskere det politiske landskab i mange euro­pæ­i­ske lande samt i USA i disse år (Modest & de Koning 2016; Nolan 2016; Johansen 2017; Das & Poole 2004; Johansen & Jensen 2017; Wacquant 2013). 

Sanas meget dra­ma­ti­ske for­tæl­ling om de syriske børn, der ved en fejl blev fjernet fra deres forældre, sætter begre­berne tillid og mistillid på spidsen og viser, hvor meget der er på spil, når staten griber tidligt ind i fami­lie­for­mer, der politisk og pro­fes­sio­nelt frem­stil­les som ukendte og på tværs af sproglige barrierer. I disse år figurerer ”tidlig indsats” som et politisk ker­ne­be­greb, der har lovet løsninger på en lang række udfor­drin­ger for børn og familier i udsatte bolig­om­rå­der i sær­de­les­hed (De Koning, Johansen & Marchesi 2020). Økonomen James Heckman, der er blevet tildelt Nobel­pri­sen for sin forskning, har via modeller påvist, at jo tidligere man inve­ste­rer i børn, desto større afkast giver det sam­funds­mæs­sigt (2016). Tan­ke­gan­gen er altså nærmest, at man kan ”vaccinere” børn mod frem­ti­dige van­ske­lig­he­der, og det bygger altså på en ide om en lineær kaus­a­li­tet, som langt fra er upro­ble­ma­tisk (Grumløse og Marschall 2020: 74).

På den ene side er tanken, at fag­pro­fes­sio­nelle bør gribe ind så hurtigt som muligt for at opspore poten­ti­elle problemer, før de bliver til alvorlige udfor­drin­ger. På den anden side er pædagoger gen­nem­gå­ende enige om, at indsatser sjældent virker hen­sigts­mæs­sigt med mindre, de er baseret på et nært kendskab til familiers vilkår, og at tillid mellem pædagoger og familier ofte opbygges over tid. I det følgende vil jeg undersøge forholdet mellem tillid og tid nærmere: Hvornår er det for tidligt at gribe ind? Hvornår er det for sent? Hvilken rolle spiller tillid og mistillid i tidlige indsatser?

Tillid og mistillid

Ifølge den tyske filosof og sociolog, George Simmel, der ofte betegnes som tænkeren om tillid par excel­lence, er tillid sam­fun­dets lim, og dermed er samfund kun mulige, hvis der er en væsentlig grad af tillid mellem mennesker (1950: 318). Tillid handler grund­læg­gende om for­vent­nin­gen til en altid uvis fremtid. Ifølge Simmel er tillid ”a hypo­t­he­sis regarding future behavior, a hypo­t­he­sis certain enough to serve as a basis for practical conduct” (1950: 318 – 19). For Simmel og andre tænkere, der senere er fulgt i han spor, er tillid ikke blot et rationelt valg,[2] men en psy­ko­lo­gisk tilstand, der indebærer en form for over­gi­velse eller det, som Simmel kalder et ”leap of faith” (1950; Simpson 2007; Möllering 2001). Ifølge Putnam, Leonardi & Nanetti (1993) kan man iden­ti­fi­cere et spektrum af forhold, som der kan udvises tillid til – fra tillid til ukendte andre til tillid til ”systemet”, såsom rets­sy­ste­met i et land. Her er pointen, at det at udvise tillid eller ikke at udvise tillid ikke så meget har karakter af et egentligt valg – det kan i højere grad ses som en måde at tilgå verden på.

I bogen Mistrust: An Eth­no­grap­hic Theory, argu­men­te­rer antro­po­lo­gen Matthew Carey for, at tillidens mod­sæt­ning – mistillid – ikke blot skal forstås som fravær af den sunde tillid. Han mener, at mistillid er et fænomen, der bør under­sø­ges etno­gra­fisk i sig selv. Samfund, hvor der er udbredt mistillid mellem mennesker, bryder ikke nød­ven­dig­vis sammen, mener Carey, og påpeger at blind tillid til ukendte andre de fleste steder anses for at være naivt og farligt (2017: 5). Ved at udvise tillid til andre afgiver vi noget kontrol over vores eget liv, men vi forsøger samtidig at opnå kontrol over andre. Dette gælder f.eks. når man beder andre om at holde på en hem­me­lig­hed. Tillid er dermed meget lidt “til­gi­vende” – hvis ikke til­lids­pag­ten over­hol­des, tabes den, ofte for altid (Carey 2017: 7). Min tilgang til begrebet tillid er dia­lek­tisk; tillid og mistillid hænger sammen og er ikke absolutte stør­rel­ser. Hvis vi går fæno­meno­lo­gisk til værks og under­sø­ger tillid og mistillid, som et aspekt ved inter­sub­jek­tive rela­tio­ner som indlejret i en (politisk kontekst) bliver det muligt at få et indblik i til­lids­ar­bej­dets blinde vinkler.

Jeg vil nu forsøge at belyse (mis)tillidens årsager etno­gra­fisk ved at vende mig mod at beskrive en bestemt iransk familie[3], som jeg har fulgt siden 2016. Mit fokus er på, hvordan de oplevede at være genstand for en ”tidlig indsats” samtidig med, at de forsøgte at få deres hverdag til at hænge sammen og bekymrede sig for deres datters vel­be­fin­dende såvel som for deres usikre status i Danmark som bærere af mid­ler­ti­dige opholdstilladelser.

Til møde i vuggestuen

Da jeg inden mødet ankom til familiens lejlighed i et gråt socialt bolig­byg­geri syd for København en dag i vinteren 2017, åbnede Sara[4] smilende døren. Hendes mand, Aso så derimod træt ud. Han stod duknakket og røg ciga­ret­ter ud af køk­ken­vin­duet, da han sendte mig et stille ”hej”. Han var lige vågnet efter at have været på arbejde hele natten. Sara viste mig det brev, de havde modtaget fra bør­ne­ha­ven. I brevet stod, at de skulle til møde angående datteren, Faridas trivsel, og at det var vigtigt, at både ”mor og far” deltog i mødet. Sara fortalte, at Farida hele tiden blev syg. For nyligt havde de været på hospi­ta­let med hende midt om natten. Hun sov uroligt, og Sara mente, at hun blev syg af at sove udenfor i bør­ne­ha­ven. Hun havde forsøgt at over­be­vise pæda­go­gerne om dette, men oplevede ikke, at de tog hendes bekymring alvorligt. Hendes primære motiv for dagens samtale var at få dem over­be­vist om, at det var bedre for Farida at sove indenfor.

På vej hen til bør­ne­ha­ven talte begge forældre også om deres bekymring over, at datteren ikke tog nok på. Familiens læge havde sagt, at de skulle give hende Nutella, så hun kunne tage på. ”Nutella?” sagde Aso ufor­stå­ende. ”Det er da ikke sundt.” Hele hans indstil­ling til det danske ”system”, som han kaldte det, lod til at være ken­de­teg­net ved modvilje og mistillid. Da vi kom frem til bør­ne­ha­ven, pegede Sara med en bekymret mine hen imod rækken af bar­ne­vogne, der stod under et halvtag. Både hen­vis­nin­gen til nutella og påpeg­nin­gen af de kolde bar­ne­vogne, viser at for­æl­drene befandt sig i en psy­ko­lo­gisk tilstand af grund­læg­gende mistillid, der let blev aktiveret (Simmel 1950). Da vi var kommet ind i gar­dero­ben, intro­du­ce­rede Sara mig som sin veninde overfor lederen af insti­tu­tio­nen og to pædagoger. Jeg for­kla­rede, at jeg både var en ven af familien og forsker. Jeg fik lov til at deltage i mødet, og lederen for­kla­rede lavmælt, at udvalgte familier var indkaldt til sådanne møder som en del af kommunens strategi om tidlig indsats. Vi ventede et stykke tid på at blive lukket ind i et lokale ovenpå i institutionen.

Til mødet var ti personer til stede rundt om et bord: Lederen af insti­tu­tio­nen, de to pædagoger, Sara og Aso, en psykolog, en soci­al­rå­d­gi­ver, en sund­heds­ple­jer­ske, en tolk og mig. Der var en anspændt stemning trods de mange smilende ansigter. En af pæda­go­gerne lagde ud med at fortælle, at det for Farida havde været en svær og langstrakt indkøring, der havde strakt sig over flere måneder, da hun hele tiden blev syg, og de så måtte starte forfra. Sara fortalte, at hun også havde svært ved at gå fra Farida, når hun afle­ve­rede hende, fordi hun græd. Og henvendt til psy­ko­lo­gen, spurgte hun, om hun mon led af sepa­ra­tions­angst. Psy­ko­lo­gen svarede lidt famlende, at det er normalt, at børn græder i afle­ve­rings­si­tu­a­tio­nen, og kon­klu­de­rede, at hun ikke var ”meget bekymret”. Samtalen bevægede sig omkring emnerne kost, sen­ge­læg­ning, vig­tig­he­den af faste rutiner og Faridas helbred dog uden, at der blev truffet nogen særlige beslut­nin­ger eller draget nogen kon­klu­sio­ner (Arent & Bregnbæk 2020: 64 – 66). Samtalen var langsom og abrupt – blandt andet på grund af tolk­nin­gen fra dansk til farsi og omvendt, og jeg sad tilbage med en for­nem­melse af, at de måske ville have kunnet kom­mu­ni­kere bedre på engelsk, selvom parrets engelsk ikke var så avanceret. Midtvejs i samtalen bragte Sara temaet med at sove ude på banen og for­kla­rede, at hun mente, at det var usundt for Farida og årsagen til, at hun hele tiden blev syg. Pædagogen svarede: ”Det er sundt for børn at sove ude. Helt ned til 10 graders frost.” Hun for­kla­rede også, at hvis de lagde Farida til at sove indenfor, så ville de komme til at vække hende. Psy­ko­lo­gen gav sit besyv med og foreslog, om ikke de kunne ændre deres rutine og gøre en und­ta­gelse – bare indtil familien følte sig trygge. Lederen under­stre­gede så, at de ikke havde rammerne til det, og fastholdt, at det ikke var årsagen til, at hun blev syg. ”Faktisk sover hun bedre og længere tid udenfor,” sagde hun. For­æl­drene så modløse ud, men tav stille.

Resul­ta­tet var, at for­æl­drene gik for­vir­rede fra mødet. Særligt var Aso fru­stre­ret og sagde, da vi var kommet et godt stykke væk fra insti­tu­tio­nen: ”Disse møder handler vist mere om, at insti­tu­tio­nen skal se godt ud i systemet. At de kan krydse af i nogle ark og sige, Se hvor meget vi gør!” Han prok­la­me­rede, at han ville opsøge en iransk læge i stedet. Sara blev til­sy­ne­la­dende beklemt over hans udbrud og sagde, at selvom hun var fru­stre­ret over, at de ikke ville lytte i forhold til spørgs­må­let om at sove ude, så var hun glad for at have fået et barn i Danmark, et land, hvor man bekymrer sig om børn, og hvor både piger og drenge er værdsat. Dog savnede hun at have sin familie tæt på. I Iran ville der være mange til at tage sig af Farida og til at komme med råd og aflast­ning. Her i Danmark var hun meget mere alene. Og hun bekymrede sig ikke bare for Faridas helbred, men også for hendes varige status i Danmark. Følelsen af mistillid stak altså dybere end en skepsis overfor et hold af fag­pro­fes­sio­nelle, men handlede mere grund­læg­gende om familiens usikre rets­sta­tus i Danmark. Farida havde stadig status som asylan­sø­ger. Selvom hun var født i Danmark, havde hun ligesom sine forældre kun en mid­ler­ti­dig ophold­stil­la­delse i Danmark.

Para­dig­meskif­tet i dansk asylpolitik

Siden det såkaldte ”para­dig­meskift” i dansk udlæn­din­gepo­li­tik blev vedtaget i 2019, bliver der i Danmark kun tildelt mid­ler­ti­dige ophold­stil­la­del­ser til flygt­ninge og ikke som før ophold med mulighed for varigt ophold[5]. Som vi skal se, udgør dette forhold kernen af det, som er mest afgørende for begge forældres mulig­he­der for at udøve deres for­æl­dre­skab – og for deres følelse af onto­lo­gisk sikkerhed (cf. Laing 1983) i det hele taget, idet de er statsløse og frygter, at deres ophold­stil­la­del­ser ikke bliver forlænget, og kan risikere at blive udvist af Danmark, selvom Farida er født i landet.

Nogle måneder efter mødet i vug­ge­stuen besøgte jeg Sara. Hun serverede dadler og tyrkisk kaffe og fortalte mig sin livs­hi­sto­rie og her­i­blandt om den svære periode, hvor hun var gravid med Farida og befandt sig på et asyl­cen­ter. Hun havde været meget bekymret igennem gravi­di­te­ten og var ikke blevet scannet, som hun ville være blevet i Iran. Hver gang hun skulle til lægen, indebar det en lang tog- og bustur til en anden kommune og ofte lang ventetid. ”Det føltes som om mit liv og min datters liv var mindre værd end andres.” På et tidspunkt tog hun et lille lyserødt kort op af sin taske. Det lignede lidt vores vanlige syge­sik­rings­be­vis, men så en smule ander­le­des ud. ”Dette kort er min mor og min far,” sagde hun til min over­ra­skelse med tårer i øjnene. I øje­blik­ket var det som om, hun foretog det, Simmel kalder et ”leap of faith” – hun overgav sig til følelsen af at være i andres varetægt – og dermed en omfor­de­ling af kontrol og grund­læg­gende sikkerhed (cf. Simmel 1950). Sara fortalte, at hun ville være i livsfare, hvis hun tog tilbage til Iran af årsager, som jeg ikke kan afsløre her. Hendes mor var død kort forinden vores møde, og hun havde end ikke kunnet deltage i begra­vel­sen. Desuden betroede hun mig, at forholdet til Aso hang i laser. Hele hendes eksi­sten­ti­elle sikkerhed afhang altså af hendes til­knyt­ning til Danmark – og hun følte det legem­lig­gjort i det lille lyserøde iden­ti­tets­kort. Sara mindedes dengang hun fik afslag på sin asylan­søg­ning. ”Det var et hårdt slag,” sagde hun. Heldigvis fik hun senere hjælp til at søge om fami­lie­sam­men­fø­ring med Aso, som var kommet til Danmark før hende, og havde på denne måde alligevel fået en mid­ler­ti­dig ophold­stil­la­delse i Danmark. På baggrund af fami­lie­sam­men­fø­ring med Aso ville der imid­ler­tid gå mange år, før hun selv kunne gøre sig noget håb om at få en selv­stæn­dig og varig til­knyt­ning til Danmark. Tillid og mistillid til det danske system balan­ce­rede altså på en knivsæg for Sara.

Sara fortalte fortviv­let, at Aso var umulig at leve sammen med. ”Han er dybt trau­ma­ti­se­ret,” sagde hun og fortalte om nogle hår­rej­sende ople­vel­ser, han havde haft i mødet med men­ne­skes­mug­lere på vej til Europa. Hans monotone nat­a­r­bejde, som gjorde, at han konstant var træt, gjorde ikke hans humør bedre. Ofte klappede han i som en østers i lange perioder, for så senere at blive vred og agiteret overfor hende, sagde hun. Men hun under­stre­gede også, at selvom han ofte var uud­hol­de­lig for hende at være sammen med, så var han en god far og elskede sin datter meget højt. ”Aso blev inviteret til et møde med en sags­be­hand­ler fra kommunen,” fortalte hun. Hun var taget med, selvom ind­by­del­sen ikke lagde op til det. Kvinden fra kommunen havde stillet Aso en lang række spørgsmål om hans forhold til Farida, til hende, hans dagligdag og til hans værdier som far. Det kom meget bag på hende, for selvom hun var træt af ham, så mente hun, at han var en god far. Episoden stemmer overens med Anne Hovgaard Jør­gen­sens argument om, at migrant­fædre ofte betragtes med mistillid i dansk vel­færds­ar­bejde (2019, 2020). Sara kon­klu­de­rede, at det måske skyldtes, at han aldrig kom i vug­ge­stuen. Det var altid hende, der afle­ve­rede og hentede, fordi hun havde tiden til det, hvorimod han gjorde rent om natten på en større dansk virk­som­hed. For at kunne gøre sig håb om på et tidspunkt at få en varig ophold­stil­la­delse og dansk stats­bor­ger­skab skal han have arbejdet i minimum fire sam­men­hæn­gende år på fuld tid. Saras til­knyt­ning til Danmark afhang m.a.o. i første omgang af ægte­ska­bet med Aso. For Aso var det svært både at arbejde om natten og at møde frem som smilende far i vug­ge­stuen i dag­ti­merne. Hvis pæda­go­gerne havde haft et bedre kendskab til familiens samlede livs­si­tu­a­tion, ville det måske være mere for­stå­e­ligt for dem, hvorfor de havde foretaget denne arbejds­de­ling. Sara følte sig i syv sind, for hun mente ægte­ska­bet gik rigtig dårligt, men hun var bange for, hvad der kunne ske, hvis de kom i kommunens søgelys.

At gå under radaren

Omtrent et år efter denne samtale for­vær­re­des Aso og Saras forhold markant. Sara fortalte mig, at de ofte kom op at skændes. Begge deres nerver var tynds­lidte og til tider optrådte Aso truende, og det fik Farida til at græde. Det kul­mi­ne­rede med et skænderi, hvorefter Sara betroede sig til en af sine lærere på sprog­sko­len. Denne lærer hjalp hende med at komme på et kri­se­cen­ter. Sara ringede til mig derfra og fortalte, at hun havde pakket en kuffert og med venners hjælp tog hun Farida med sig og forlod lej­lig­he­den, imens Aso var på arbejde uden at fortælle ham, hvor de var taget hen. Da jeg besøgte Sara på kri­se­cen­tret, var hun tyde­lig­vis meget nervøs og depri­me­ret. Hun havde forinden bedt mig købe en pakke ciga­ret­ter med, som hun røg i et væk. Jeg havde aldrig set hende ryge før. Lige så tydeligt var det, at Farida var meget påvirket af situ­a­tio­nen. Hun kiggede forvirret på mig og var i begyn­del­sen ander­le­des til­ba­ge­truk­ket, end hun plejede at være. Hun blødte dog hurtigt op og kravlede op på skødet af mig. Sara sagde med tårer i øjnene, at Farida var så vred på hende, fordi hun ikke kunne forstå, at hun ikke måtte se sin far. Sara mindedes sine egne forældres skils­misse, hvor hun omvendt var blevet fjernet fra sin mor for at bo med sin far og en ny stedmor imod sin vilje, og hun havde uendeligt dårlig samvit­tig­hed over, at Farida skulle gennemgå sådan en trau­ma­tisk oplevelse. På den anden side kunne hun ikke lade sin datter overvære deres skæn­de­rier. Hun mente også, at hun selv havde ret til ægte­ska­be­lig kærlighed i sit liv. ”Jeg kan ikke være tålmodig længere. Jeg kan godt lide ham. Han er grund­læg­gende et godt menneske. Men jeg elsker ham ikke,” sagde hun.

I løbet af de måneder Sara var på kri­se­cen­te­ret over­ve­jede hun nøje sin situation, og hun søgte råd­giv­ning fra mange for­skel­lige fag­pro­fes­sio­nelle. Selvom kri­se­cen­te­rets personale insi­ste­rede på, at hun ikke skulle gå tilbage til sin mand, kunne hun ikke rigtigt få et klart svar fra dem med hensyn til hvad, der ville ske med hendes og Faridas ophold­stil­la­delse i Danmark, hvis hun blev skilt. Hun søgte råd fra for­skel­lige NGO’er, der arbejder med den type spørgsmål. En jurist, der rådgav familier, som er i klemme i asyl­sy­ste­met, fortalte hende, at han ville være ærlig overfor hende, fremfor at stikke hende blår i øjnene. Han sagde, at han kendte mange forældre, der befandt sig på Udrej­se­cen­ter Sjælsmark på grund af lignende omstæn­dig­he­der. Denne hårde besked var den, hun havde mest tillid til. Hun blev over­be­vist om, at hun ikke havde nogen sikkerhed for, at hun ikke ville få afslag på sin ansøgning om forlænget ophold­stil­la­delse, hvis hun blev skilt. Med andre ord kunne hun risikere at ende på Udrej­se­cen­ter Sjælsmark og poten­ti­elt blive udvist af Danmark.

I denne periode gik Sara i terapi, hvilket fulgte med kri­se­cen­trets tilbud, og over­ve­jede nøje sit forhold til Aso – og hende og Faridas livs­chan­cer uden ham. Efter måneders selvransa­gelse beslut­tede hun at gå tilbage til Aso. Ikke fordi hun elskede ham, men fordi hun var bange for, at hun ellers risi­ke­rede at ende på Sjælsmark eller at blive udvist fra Danmark. ”Det er et paradoks,” sagde hun:

Danmark gør så meget for kvinder. Dette sted, det er helt utroligt, jeg har mødt så meget venlighed. Men alligevel bliver jeg nødt til at tage tilbage til min mand, hvis ikke jeg vil risikere, at jeg og Farida bliver udvist fra Danmark.

Hendes kommentar viser, at kri­se­cen­tret kunne beskytte hende mid­ler­ti­digt imod hendes kri­se­fyldte ægteskab, men det kunne ikke stille noget op imod den danske asyllovgivning.

Selvom hun var rørt over at opleve al den venlighed på kri­se­cen­tret og ville ønske, at hun kunne blive skilt fra Aso og sam­ar­bejde om for­æl­dre­ska­bet, som så mange andre danske familier, så viste hendes mistillid til asyl­sy­ste­met sig at være andet og mere end blot fravær af den sunde tillid (cf. Carey 2017: 5 – 7). På Sjælsmark (nu Avnstrup) befinder der sig i øje­blik­ket adskil­lige forældre, som risikerer at blive udvist, da de har fået afslag på asyl. At blive sammen i et dys­funk­tio­nelt ægteskab viste sig altså for Sara at være den sikreste vej til at opnå varigt ophold i Danmark. Da jeg spurgte hende, om hun havde overvejet at tale med pæda­go­gerne om sine problemer, fremfor sin sprog­læ­rer, svarede hun, at selvom der var enkelte af dem, hun virkelig godt kunne lidt, og som hun kunne mærke holdt af Farida, så var hun bange for, at de var allierede med kommunen, og at det kunne komme til at skade hendes sag, hvis hun var for åben overfor dem. Hermed har jeg forsøgt at vise, at den sam­funds­mæs­sige kontrakt om tillid er asynkron, da der er en diskre­pans imellem på den ene side statens ambition om tidlig indsats i fami­li­e­li­vet og på den anden side statens ønske om midlertidig/udskudt tildeling af varig ophold­stil­la­delse. Det har særlige (kønnede) kon­se­kven­ser for ægtepar, der må fortsætte deres samliv i et usikkert limbo med svære for­ud­sæt­nin­ger for forældreskabet.

Det er nu et stykke tid siden, at hun tog den stærkt ambi­va­lente beslut­ning. Sara er gået i gang med en ny uddan­nelse, og familien er flyttet til en større by, hvor ingen kender til deres tidligere problemer. Farida har det til­sy­ne­la­dende godt i sin nye børnehave, og hendes helbred og humør er mere stabilt. Aso er dog for nylig blevet fyret som følge af COVID-19 pandemien, og familiens følelse af økonomisk og eksi­sten­tiel usik­ker­hed er for­stær­ket. Sara overvejer at droppe sin uddan­nelse for at få en indtægt i stedet og for at påbegynde opbyg­nin­gen af ret til permanent ophold­stil­la­delse, hvilket kræver mange års sam­men­hæn­gende fuldtidsarbejde.

Kon­klu­sion

Jeg indledte artiklen med historien om den syriske familie, der fik frataget deres børn, da faren blev mistænkt for at have slået sin søn. Ligesom pæda­gog­med­hjæl­pe­ren, der uret­fær­digt blev anklaget for pædofili i Thomas Vinterberg’s film, Jagten, blev denne far mødt med mistillid og stig­ma­ti­se­ret som voldelig. Ambi­tio­nen om at gribe ind tidligt fik altså meget voldsomme kon­se­kven­ser i begge tilfælde – da den skete før en egentlig til­lids­fuld relation var etableret. I denne artikel har jeg ønsket at vise, hvad der er på spil for nytil­komne flygt­nin­ge­fa­mi­lier, der møder pædagoger og andre fag­pro­fes­sio­nelle, der som myn­dig­heds­u­dø­vel­sens yderste led poten­ti­elt griber langt ind i fami­li­e­li­vet. Disse flygt­nin­ge­fa­mi­lier må samtidig navigere i en hverdag præget af komplekse problemer og en fun­da­men­tal onto­lo­gisk usik­ker­hed på grund af deres usikre retssituation.

Ved at følge en bestemt families møde med den danske vel­færds­stat over tid, har jeg forsøgt at vise, at til­lids­re­la­tio­nen mellem pædagoger og andre vel­færds­pro­fes­sio­nelle på den ene side og flygt­nin­ge­fa­mi­lier på den anden, ikke bare er asym­me­trisk men også asynkron. Med det mener jeg, at det er et paradoks, at tidlige indsatser ofte indtræder før en egentlig tillid er etableret mellem partnerne. Spørgs­må­let om at sove ude viste tydeligt, at pæda­go­gerne ikke viste sig fleksible, og dermed blev tilliden til dem som fag­per­so­ner i en vis forstand tabt for altid. Samtidig har jeg vist, at pædagoger og andre vel­færds­pro­fes­sio­nelle arbejder inden for de politisk udstukne rammer – både af en ghet­to­lov­giv­ning, der ser på bestemte borgere med mistillid, hvilket gør sam­ar­bej­det van­ske­ligt. Desuden gælder det endvidere, at tidlige indsatser ikke medtænker asyl­sy­ste­mets logik om langstrakt usik­ker­hed og mid­ler­ti­dig­hed. Med andre ord, der er et mis­for­hold imellem på den ene side fag­pro­fes­sio­nelle – der har hjemmel til at inter­ve­nere i for­æl­dre­ska­bet hos flygt­nin­ge­fa­mi­lier – og det forhold at flygt­nin­ge­fa­mi­lier, også efter de har fået tildelt asyl i Danmark, fortsat lever i mange års usik­ker­hed, før de opnår varig ophold­stil­la­delse i Danmark. Dette forhold gjorde, at familien ikke opsøgte pædagoger og andre fag­per­so­ner i forsøget på at løse deres problemer. I stedet gik de i en periode fra hinanden og derved under radaren, men Sara endte med at gå tilbage til sin mand af frygt for, at hun og datteren kunne risikere at blive udvist fra Danmark, hvis hendes ophold­stil­la­delse ikke længere var bundet til mandens.

Historien om denne familie ansku­e­lig­gør, hvad der er på spil for familier, der lever med en usikker rets­sta­tus i Danmark. Tillid indebærer en form for over­skri­delse (leap of faith) (cf. Simmel 1950) i form af en omfor­de­ling af kontrol. Med det for øje kan tidlig ind­sats­ar­bejde – trods gode inten­tio­ner – blive mødt med mistillid af familier med mid­ler­ti­dige ophold­stil­la­del­ser, da de har god grund til at frygte, at staten får et nært indblik i deres fami­lie­mæs­sige problemer. Ratio­na­let bag tidlige indsatser er, at indgriben skal ske så hurtigt som muligt, ellers ”svigter vi børnene,” som Mette Fre­de­rik­sen frem­hæ­vede i sin nytårs­tale. Para­dig­meskif­tet indebærer derimod en situation, hvor usik­ker­he­den og mid­ler­ti­dig­he­den er langvarig, da ophold­stil­la­del­ser kun forlænges hvert andet år, hvis bestemte kriterier opfyldes, og disse kriterier ændres løbende og nogle gange med til­ba­ge­vir­kende kraft. I løbet af denne periode kan familier have svært ved at have tillid til pæda­go­gisk personale, der opleves som knyttet til et system, der overvåger og evaluerer deres for­æl­dre­skab og fami­li­e­liv. Familier og pædagoger støder med andre ord sammen i kryds­fel­tet mellem disse to asynkrone logikker – eller også forsøger familier som denne at undvige de sociale myn­dig­he­ders blik. Ifølge Simmel er samfund kun mulige, hvis der er en høj grad af tillid, og for ”den fremmede” gælder det, at ”a trace of stran­ge­ness in this sense earily enters into even the most intimate rela­tions­hips” (1950: 406). Ghet­to­pla­nens betoning af særlige områder og deres ind­byg­ge­res pro­ble­ma­ti­ske særtræk, herunder udpeg­nin­gen af etnicitet som et problem i sig selv, viser på tyde­lig­ste vis, at der er slået sprækker i denne tillid og i ideen om uni­ver­selle rettigheder.

I denne artikel har jeg desuden påvist, at para­dig­meskif­tets fokus på hjem­sen­delse frem for inte­gra­tion viser, at tilliden mellem nytil­komne familier og det danske samfund bygger på en ulige form for reci­pro­ci­tet. På den ene side forventes nytil­komne at tilpasse deres for­æl­dre­skab til den nye kontekst, og på den anden side skal der gå mange år, før flygt­nin­ge­fa­mi­lier har mulighed for at opnå varig ophold­stil­la­delse. Indtil da befinder de sig i et limbo, hvor de risikerer hjem­sen­delse. Den danske stat betragter dem med mistillid, da de hvert andet år skal ansøge om for­læn­gelse og bevise, at de efter­le­ver bestemte krav. Denne over­ord­nede ram­me­sæt­ning af deres liv unds­lip­per ofte pædagoger og andre fag­pro­fes­sio­nelle, når de inter­ve­ne­rer i fami­li­e­li­vet som del af en tidlig indsats. Tillid til enkelte fag­per­so­ner for­ud­sæt­ter en tillid til det politiske system, som de er indlejret i. I denne artikel har jeg forsøgt at kaste lys over netop denne blinde vinkel, da jeg mener, at den er væsentlig for at forstå den grad af mistillid, som tidlige indsatser kan blive mødt med af familier, der befinder sig i dette mid­ler­ti­dig­he­dens limbo. Med andre ord kan man sige, at mistillid mellem flygt­nin­ge­fa­mi­lier med mid­ler­ti­dige ophold­stil­la­del­ser og pædagoger og andre fag­pro­fes­sio­nelle, der opfattes som en del af ”systemet”, ikke er et pato­lo­gisk fravær af den sunde tillid, men kan ses som en systemisk effekt af den nuværende lov­giv­ning i Danmark, særligt siden paradigmeskiftet. 

Lit­te­ra­tur

Arent, A., & Bregnbæk, S. (2020). ”Mødet med systemet: Tillid og mistillid i for­æl­dre­sam­ar­bej­det” i: N. J. Jørgensen, & S. Bregnbæk (red.), Flygt­nin­gebørn i danske dag­in­sti­tu­tio­ner: Pæda­go­gi­ske dilemmaer og balan­ce­gange. Fre­de­riks­havn: Dafolo, s. 63 – 72.

Carey, M. 2017 Mistrust: An Eth­no­grap­hic Theory. Chicago: HAU Books.

Das, V., & Poole, D. 2004. Ant­hro­po­logy in the margins of the state. Boston: School of American Research Press.

De Koning, A., Johansen, M.L.  & Marchesi, M. 2020. “Intro­duction Special Issue: Para­doxi­cal Orders – Parenting Enco­un­ters, the Welfare State, and Dif­fe­rence in Europe” Eth­no­graphy. https://​doi​.org/​1​0​.​1​1​7​7​/​1​4​6​6​1​3​8​1​2​0​9​1​9​448.

Garfinkel, H. 1963. ”A con­cep­tion of and expe­ri­ments with ‘trust’ as a condition of stable concerted actions” i: O.J. Harvey (red.). Moti­va­tion and social inte­r­a­ction. New York: Ronald Press, s. 187 – 238.

Grumløse, S. P. & Marschall, A. 2020. Familie i medgang og modgang. København: Hans Reitzels Forlag.

Heckman, J. J. 2006. “Skill formation and the economics of investing in disad­van­ta­ged children” Science, 312 (5782): 1900 – 1202.

Johansen, M.-L. E. 2017. Vel­færds­sta­ten set fra udsatte flygt­nin­ge­for­æl­dres per­spek­tiv: “Tillid” som markør for social inklusion. Dansk pæda­go­gisk Tids­skrift, 3: 7 – 16.

Johansen, M.-L. E., & Jensen, S. B. 2017. ”“They want us out”: Urban rege­ne­ra­tion and the limits of inte­gra­tion in the Danish welfare state” Critique of Ant­hro­po­logy 37(3): 297 – 316.

Jørgensen, A.H. 2019. Becoming School Fathers: An Eth­no­grap­hic Expl­ora­tion of Migrant Fathers’ Expe­ri­en­ces and Navi­ga­tion of Home School Coo­pe­ra­tion. Ph.D.-afhandling. DPU. København: Aarhus Universitet.

Jørgensen, A.H. 2020. ”Til­bli­vel­ser af sko­le­fædre: En etno­gra­fisk under­sø­gelse af migrant­fædres erfa­rin­ger med skole-hjem-sam­ar­­bejde” Nordiske Udkast 2: 66 – 69.

Jørgensen, N.J. & Bregnbæk, S. (red.). 2020. Flygt­nin­gebørns møde med danske dag­in­sti­tu­tio­ner: Pæda­go­gi­ske dilemmaer og balan­ce­gange. Fre­de­riks­havn: Dafolo.

Laing, R. D. 1983 (1960). The Divided Self: An Exi­sten­tial Study in Sanity and Madness. Har­mondsworth: Penguin Books.

Modest, W. & de Koning, A. 2016. ”Anxious Politics in the European City: An Intro­duction” Patterns of Prejudice 50 (2): 97 – 108.

Möllering, G. 2001. “The Nature of Trust: From George Simmel to a Theory of Expecta­tion, Inter­pre­ta­tion and Sus­pen­sion” Sociology, 35(2): 403 – 420.

Nolan, J. L. 2016. The The­ra­pe­u­tic State: Justi­fying Gover­n­ment at Century’s End. NY: NYU Press.

Putnam, R.D., R. Leonardi & R.Y. Nanetti. 1993. Making Democracy Work: Civic Tra­di­tions in Modern Italy. Princeton, N.J.: Princeton Uni­ver­sity Press.

Simmel, G. 1950. The Sociology of George Simmel. Oversat og redigeret af K.H. Worlf. New York: Free Press (tysk original fra 1908).

Simpson, L. 2007 ”Ghettos of the Mind: The Empirical Behaviour of Indices of Segre­ga­tion and Diversity” i Journal of the Royal Sta­ti­sti­cal Society A: 170: 405 – 424.

Wacquant, L. 2013. Urban Outcasts A Com­pa­ra­tive Sociology of Advanced Mar­gi­na­lity. Cambridge: John Wiley & Son.


[1] Artiklen kom­bi­ne­rer fel­t­ar­bejde fra to forsk­nings­pro­jek­ter til­knyt­tet Køben­havns Pro­fes­sions­højskole. Det første, “Flygt­nin­gebørn og deres familiers møde med danske dag­in­sti­tu­tio­ner” (2016 – 2018) i sam­ar­bejde med mine kolleger Nanna Jordt Jørgensen, Annelise Arent, Asger-Martiny Bruun og Hanne Ellegaard. Og i kølvandet på dette, forsk­nings­pro­jek­tet, ”Tidlig indsats i udsatte bolig­om­rå­der” (2019 – 2021) udar­bej­det sammen med Kathrin Houmøller, Nanna Jordt Jørgensen og Annelise Arent. Begge projekter byggede på etno­gra­fi­ske metoder, herunder deltager-obser­va­tion hos udvalgte familier, i dag­in­sti­tu­tio­ner og andre kommunale insti­tu­tio­ner samt kva­li­ta­tive inter­views med familier, pæda­go­gisk personale og andre fagpersoner.

[2] Andre teo­re­ti­kere – oftest økonomer og spil­te­o­re­ti­kere – ser tillid som en strategi knyttet til rational choice (se f.eks. Garfinkel 1963).

[3] Elementer af historien om den iranske familie, som er denne artikels omdrej­nings­punkt, indgår også i kapitlet ”Mødet med systemet: Tillid og mistillid i for­æl­dre­sam­ar­bej­det”, som jeg har skrevet sammen med Annelise Arent i Jørgensen & Bregnbæk 2020.

[4] For at sikre mine informanter/samtalepartnere ano­ny­mi­tet er der brugt pseu­do­ny­mer og enkelte detaljer i deres historier er udeladt eller ændrede.

[5] Pr. 1. marts 2019 gives alle ophold­stil­la­del­ser til flygt­ninge efter udlæn­din­ge­pa­ra­graf­fens § 7, stk. 1 og 2, og § 8, stk. 1 og 2 med henblik på mid­ler­ti­digt ophold og ikke som før med mulighed for varigt ophold (www​.nyi​dan​mark​.dk).

Giv et bidrag

Værsgo’ – du kan frit læse
Dansk pæda­go­gisk Tidsskrift!

Hvis du synes om det, du læser, og gerne vil have, at tids­skrif­tet bliver ved med at eksistere, håber vi, at du vil give et bidrag.

Scan med dit mobilkamera
Klip på knappen for at støtte