Børn på Flugt – Må man gerne skræmme børn?

Jonas Færch Højen

Børn på Flugt er titlen på det horror-run, der i næsten syv år har haft en fast plads på årshjulet i flere af Viborg-klubberne. Side­lø­bende med at vi laver skræm­mende under­hold­ning for børn og unge med natløb og zombier, så har vi været under­sø­gende på, hvordan horror kan bruges som et pæda­go­gisk redskab. Jeg har forsøgt at sætte nogle ord på processen, både fra da projektet begyndte, men også hvor det er nu, og hvor det er på vej hen.

”Må man gerne skræmme børn?” Det var det spørgsmål jeg stillede mig selv for godt 4 år siden, da jeg blev tovholder på projektet Børn på flugt.

Mit navn er Jonas Færch Højen, og jeg er ansat som klub­pæ­da­gog på Klub Toften i Viborg kommune. Jeg har næsten lige siden jeg blev uddannet pædagog, arbejdet i klub og med børn og unge i 10 – 15 årsal­de­ren. Mit daglige virke har jeg på Klub Toften, der med sine godt 150 medlemmer er en fri­tids­klub ligesom så mange andre. Vi har et KREA-værksted, vi laver rollespil, E‑sport, musik og en helt masse andre akti­vi­te­ter, som børn og unge fra den lokale skole kan komme og dyrke efter skoletid.

Godt et år efter jeg var blevet ansat, blev jeg intro­du­ce­ret for et event, vi havde kørt en gang om året gennem de sidste to år sammen med nabo­klub­ben. Eventet hed Børn på flugt, og navnet alene gjorde mig meget nysgerrig på, hvad det gik ud på. Idéen opstod, da der var kommet en del børn til fri­tids­klub­berne fra udlandet, børn der var flygtet fra krig eller kom fra udsatte områder. Man ville så lave et ori­en­te­rings­løb, hvori­gen­nem klub­ber­nes børn kunne få en for­stå­else for, hvad det vil sige at flygte fra krig, og hvor de kunne blive udsat for nogle opgaver, der fordrede sam­men­hold og gensidig støtte. Dette arran­ge­ment udviklede sig så til en rendyrket gyserak­ti­vi­tet, hvor der var fokus på at skabe en sjov men skræm­mende oplevelse for børnene med klassiske horror-vir­ke­­mid­­ler. Selvom der i denne nye gyser­ud­gave af arran­ge­men­tet ikke længere var fokus på det at være krigs­flygt­ning, valgte vi at bibeholde navnet. Dette gjorde vi fordi at vi gerne ville holde fast i den stemning og kultur, der efter­hån­den var kommet i akti­vi­te­ten. Man måtte gerne på forhånd have en for­nem­melse af at skulle flygte fra noget, selvom det ikke nød­ven­dig­vis var krig.

Gyser­ud­ga­ven af Børn på flugt viste sig at være en stor succes hos børn og unge. Vores ambi­tio­ner om at skabe et narrativ, hvor vi skræd­der­sy­ede dilem­ma­erne, virkede rigtig godt, og mulig­he­den for at kunne tale med børnene om deres ople­vel­ser efter løbet gjorde, at vi kunne sætte nogle ord og følelser på, hvordan det er at være på flugt. Over­ord­net set var kom­bi­na­tio­nen af spænding, uhygge og det, at del­ta­gerne ikke vidste, hvad der skulle ske, en rigtig god cocktail.

Og lige netop spænding og uhygge blev nogle af nøg­le­or­dene, da vi for tredje gang skulle planlægge Børn på Flugt, nu hvor jeg var kommet med i plan­læg­nings­grup­pen. Denne gang får børnene bind for øjnene, for derefter at blive ført ind i en bus. De får ikke at vide hvor bussen kører hen eller hvilke voksne der er til stede. En af børnene spørger endda nervøst bus­chauf­føren: ”Har du også bind for øjnene?”

PÅ FLUGT GENNEM SKOVEN

I bussen bliver der afspillet en voice-over, som vores daværende musik­pæ­da­gog har lavet. Her får børnene at vide, at de skal flygte fra ”fjenden”. Vi har valgt at gøre ”fjenden” ukendt, for det er egentlig ikke så meget dem, det handler om. Flug­t­ru­ten går igennem en skov, hvor der, ifølge den for­tæl­ling vi har kon­stru­e­ret, har ligget et sinds­sy­ge­ho­spi­tal, der er blevet brændt ned for godt 60 år siden. Flere vidner har dog oplevet, at det stadig spøger i skoven om natten, og at nogle af de personer, som havde noget med hospi­ta­let at gøre, går rundt i skoven.

Børnene bliver så sat af bussen ved et ren­se­an­læg, der ligger nogle få hundrede meter fra skoven. Her får de lov til at tage bindet fra øjnene, så de kan orientere sig. Sammen med gruppen på godt 30 børn er der fire voksne, som de kender fra klubben. Allerede under plan­læg­nin­gen har vi været meget opmærk­somme på, at ingen børn på noget tidspunkt skal gå alene eller være uden opsyn af en voksen. Vi vil gerne lave en simu­la­tion af, hvad det vil sige at blive skræmt, forfulgt eller udsat for pres. Men det skal være i trygge rammer, så vi altid kan træde et skridt tilbage, hvis vi oplever at grænsen er nået.

Foto: En gruppe børn på vej igennem et hjemsøgt område til "Børn på Flugt 2021"
Figur 1: Sam­men­hold er vigtigt når man som gruppe skal bevæge sig ud i mørket. Her er en gruppe på vej igennem et hjemsøgt område til Børn på Flugt 2021.

Gruppen får nu udleveret to rygsække, hvor der i hver rygsæk blandt andet er en walkie-talkie, nogle lom­me­lyg­ter, sæbe­bob­ler, en fakkel og nogle eksem­pla­rer af ”Skovby Tidende” – en fiktiv avis, vi har udar­bej­det på forhånd, hvor der blandt annoncer for hjem­me­strik­kede sokker og andre ubru­ge­lige ting er nogle artikler, der beskriver de personer som har haft noget med sinds­sy­ge­ho­spi­ta­let at gøre, samt hvordan man kan ”besejre” dem: Eksem­pel­vis Den Hvide Dame, der har mistet sit barn Ragnhild, og som nu leder efter et nyt barn hun kan stjæle. Hun bliver let distra­he­ret af sæbe­bob­ler. Der er også en mand, der er blevet spottet i skoven med en motorsav, og som man kan skræmme væk med ild. Og pludselig begynder de for­skel­lige genstande i rygsækken at give mening for gruppen. Opgaven består nu i at regne ud, hvilke metoder, de kan bruge for at bekæmpe de for­skel­lige udfor­drin­ger ved at bruge den gamle avis som manual. Walkie-talkien er deres livslinje, her har de kontakt med en, der hjælper dem på vej. Personen fortæller dem, hvad de skal være opmærk­somme på i skoven og besvarer even­tu­elle spørgsmål, der kunne opstå. Denne person, som er en af de voksne fra klubben, har så en anden walkie-talkie, som ved­kom­mende kan kontakte de for­skel­lige statister med. På den måde ved vi alle hele tiden, hvor langt børnene er i løbet, og hvad status er på børnene i forhold til, hvor skræmte de er, så vi kan justere på de kommende opgaver i løbet.

Igennem løbet møder gruppen for­stan­de­ren for det gamle sinds­sy­ge­ho­spi­tal. Han guider dem videre i den rigtige retning, men ikke før han har foretaget en grundig optælling af alle i gruppen og kon­fe­re­ret med nogle af de stemmer, der til­sy­ne­la­dende rumsterer i hans hoved. Gruppen bliver sendt videre ind i skoven, imens dagslyset stille og roligt for­svin­der. På ruten skal de gemme sig fra en poli­ti­hund, flygte fra Den Hvide Dame (en voksen i spø­gel­ses­kostume), følge spor i skoven og sørge for at holde sammen.

Foto: Den hvide dame leder efter sit fortabte barn i skovens mørke
Figur 2: Den hvide dame leder efter sit fortabte barn i skovens mørke.

Når jeg læser min egen beskri­velse af arran­ge­men­tet, kan jeg jo godt se, at det måske kan virke græn­se­over­skri­dende. Man fristes måske til at spørge sig selv: ’Må man egentlig gerne det her?’’ Og netop grundet de måske over­væl­dende og skræm­mende elementer i begi­ven­he­den, havde vi afsat en halv time efter løbet til at de-briefe børnene. Her fik de lov til at se, hvilke voksne der var udklædt, at det bare var sminke og kostumer, og at hele historien bare var noget, vi havde fundet på. Den halve times debri­e­fing er en enormt vigtig proces, som vi har holdt fast i hvert eneste år. Det er her, vi samler op på de ople­vel­ser, børnene har haft; her vi sørger for, at der ikke er nogen, der har fået over­skre­det deres grænser så meget, at de ikke kan komme tilbage igen, så at sige. Det er den halve time, der gør det tydeligt, at det ”bare” er en simu­la­tion eller en leg, og at den nu er slut, og hvor vi får italesat, hvad det egentlig er, vi har fået ud af den.

Screenshot: Reaktioner fra forældre på vores Facebookgruppe
Figur 3: Reak­tio­ner fra forældre på vores Facebookgruppe

Efter afvik­lin­gen af den gyselige udgave af Børn på Flugt kom der en del reak­tio­ner fra forældre, men heldigvis var det nærmest kun positive kom­men­ta­rer og ros. Det kan altså noget, det her med at pille noget af alt det boble­plast af, som børnene til dagligt er pakket ind i. En forælder skrev på vores Face­book­side, at hendes datter var vokset 10 cm af at deltage i Børn på Flugt. Det, at man kan blive udsat for nogle grund­læg­gende negative følelser og inputs – det er jo i bund og grund det, vi gør, når vi giver dem bind for øjnene, kører dem ud i en skov sidst på aftenen, hvor de bliver jagtet af spøgelser, monstre og andre uhyg­ge­lige ting – og så alligevel komme ud på den anden side og sige ’’jeg er vokset 10 cm’’ … netop dét gav mig blod på tanden for at blive mere under­sø­gende på horror i pædagogik.

I de følgende år har vi arran­ge­ret Børn på Flugt med del­ta­gelse af mellem to og fem fri­tids­klub­ber fra Viborg. Der har været rigtig god opbakning til projektet, og flere af børnene er vendt tilbage for at deltage igen. Til en MUS-samtale spurgte min leder ind til mine ønsker i forhold til, hvad jeg ville udvikle, og hvad jeg ville fordybe mig i. Her svarede jeg ”Børn på Flugt”.

Jeg er blevet nysgerrig på, hvorfor der ikke rigtig findes noget viden omkring horror i pæda­go­gik­ken. Hvorfor bliver der ikke talt om det på pæda­gog­ud­dan­nel­sen? Helt ned i bør­ne­ha­ven leger man ”Bjørnen sover” og fangelege, hvor man skal flygte fra hinanden. Når børnene bliver lidt ældre, så er det zom­bi­e­lege, film og com­pu­ter­spil, der stiller deres behov for at få adre­na­li­nen op. Men jeg har endnu ikke oplevet, at det nogen­sinde er blevet italesat i pæda­go­gisk kontekst.

Vi kan som pædagoger godt sige, at ’’vi laver sport i salen hver onsdag, fordi bevægelse og øget blod­gen­nem­strøm­ning fremmer læring, samtidig med at de akti­vi­te­ter, vi laver, under­støt­ter sam­ar­bejde og rela­tio­ner på tværs af børn’’. Hvorfor kan man så ikke sige: ’’vi laver horror-run hver fredag aften, fordi vi udvikler børnenes evne til at arbejde sammen i pressede situ­a­tio­ner. Vi skaber et trygt rum at blive utryg i, giver børnene en for­nem­melse for hvordan de kan lære deres egne grænser at kende, men også hvordan de kan aflæse andres grænser. Derudover taler vi efter­føl­gende om for­skel­lige mestrings-stra­te­­gier og fore­byg­ger angst’’?

Jeg har i nogen tid savnet en åbenhed og en grundig afpilning af de fordomme, der er omkring horror. At horror kom på ”sko­le­ske­maet” på de for­skel­lige uddan­nel­ses­in­sti­tu­tio­ner, så pædagoger bliver klædt på i forhold til at bruge det i deres daglige praksis, på lige fod med musik, bevægelse og kreative processer.

Derfor gik jeg i gang med at undersøge mine mulig­he­der. Første skridt var at skaffe midler. Jeg sendte en ansøgning til Ung­doms­rin­gen, som er en orga­ni­sa­tion for fri­tids­klub­ber og andre ung­doms­in­sti­tu­tio­ner rundt omkring i Danmark, hvor man udover sparring og orga­ni­se­ring af events på tværs kan søge midler til projekter. Min ansøgning gik på dels at udvikle til Børn på Flugt-arran­­ge­­men­tet, dels på at udvikle det pæda­go­gi­ske syn på horror, så vi kan blive endnu bedre til at sætte ord på, hvad det skal gøre godt for. Jeg fik midler til en faglig workshop, som blev udbudt gennem Ung­doms­rin­gens netværk. På den måde fik fri­tids­klub­ber og fri­tids­in­sti­tu­tio­ner fra hele landet mulighed for at deltage og bidrage til udvik­lin­gen af horror som pæda­go­gisk værktøj.

Foto: Et stemningsbillede fra "Børn på Flugt 2021", der foregik ved Den Gamle Papfabrik i Bruunshaab.
Figur 4: Et stem­nings­bil­lede fra Børn på Flugt 2021, der foregik ved Den Gamle Papfabrik i Bruunshaab.

Side­lø­bende med Børn på Flugt arbejder vi mere lokalt i vores egen klub. Hvert år afholder vi Halloween, hvor der som fast indslag er et horror-run (et ori­en­te­rings­løb med skrækind­j­a­gende elementer) omkring mosen, der ligger ved siden af klubben. Vi er blevet mere opmærk­somme på hvilke vir­ke­mid­ler, der skal til, og hvilke knapper vi kan skrue på, for at skabe en aktivitet der skaber læring, udvikling og flow. Med den positive respons vi har fået fra både forældre og børn kom­bi­ne­ret med, at vi begynder at kunne sætte flere ord og forskning på de ting, vi laver, så kan vi kon­sta­tere at horror absolut et under­vur­de­ret pæda­go­gisk værktøj, som kan noget helt specielt.

Foto: Dukke i dunkel belysning
Figur 5: En stor del af for­be­re­del­sen af hal­lowe­en­lø­bet går på at lave ”props” med dukker, sminke og lys.

Så for at svare på mit eget spørgsmål – må man gerne skræmme børn? – så må svaret fra mit per­spek­tiv være: Ja, det er faktisk nærmest vores pligt at støtte børn og unge i at blive utrygge og bange. For det er i fri­tids­klub­bens trygge rammer, at man har mulig­he­den for at lære sin egen grænse at kende, det er her vi kan simulere kri­se­si­tu­a­tio­ner, hvor det er vigtigt, at man holder sammen og hjælper hinanden. Her er der altid en kompetent voksen, der kan hjælpe en tilbage, hvis man kommer ud hvor man ikke kan bunde. Vi skal bare blive endnu dygtigere til at bruge det som et pæda­go­gisk værktøj, og vi skal blive ved med at være nys­ger­rige på hvilke fordele, det kan have, at man skræmmer børn på den rigtige måde. Arbejdet med Børn på Flugt og med at imple­men­tere horror i fri­tids­pæ­da­go­gik­ken fort­sæt­ter, så vi kan hjælpe børn og unge med at blive robuste og bedre rustet til at håndtere kriser. For i en verden med corona, krig og andre kata­stro­fer, er det i den grad relevant at arbejde med netop disse tema­tik­ker; ikke kun for at styrke sig selv, men også for at opnå en for­stå­else for, hvad man kan have med i rygsækken, hvis man er et barn på flugt.

Giv et bidrag

Værsgo’ – du kan frit læse
Dansk pæda­go­gisk Tidsskrift!

Hvis du synes om det, du læser, og gerne vil have, at tids­skrif­tet bliver ved med at eksistere, håber vi, at du vil give et bidrag.

STØT VIA MOBILEPAY VED AT SCANNE HER

Scan med dit mobilkamera
Klip på knappen for at støtte