Del på facebook
Del på email
Del på linkedin
Del på twitter

”Kan vi ikke spørge politiets jurister, om vi må det her?” – SSP-med­ar­­bej­­de­res måder at tage beslut­nin­ger på

Gennem to empiriske eksempler beskriver og dis­ku­te­rer artiklen, hvad der sker, når SSP-med­ar­­bej­­dere på SSP-møder tager beslut­nin­ger om, hvordan sager om utryg­heds­ska­bende børn og unge skal håndteres. Ved at zoome ind på arbejdet med at tage den rigtige beslut­ning iden­ti­fi­ce­res en bureau­kra­tisk faglighed, hvormed SSP-med­ar­­bej­­derne etablerer tillid til beslut­nin­ger og til systemet gennem et varsomt insti­tu­tio­na­li­se­ret til­lids­ska­bende arbejde. En del af dette til­lids­ska­bende arbejde er at forskyde ansvaret for indholdet i beslut­nin­gerne væk fra den enkelte SSP-med­ar­­bej­­der hen til juraen, forsk­nin­gen eller til diverse pro­ce­du­rer, som placeres som auto­ri­te­ten i forhold til, at det er den korrekte beslut­ning, der vælges. I selve udøvelsen af dette til­lids­ska­bende arbejde ses en for­sig­tig­hed hos SSP-med­ar­­bej­­derne, som gennem tøven, spørgsmål og ansvar­s­pla­ce­rin­ger arbejder på at udvise ordent­lig­hed og eks­per­tise som en for­sik­ring om, at de, og i alle­ry­der­ste grad staten, tager hånd om diverse fare­mo­men­ter på en accep­ta­bel måde, som befolk­nin­gen kan have tillid til.

SSP[1]-med­ar­bej­dere har den sam­funds­mæs­sige opgave at forebygge kri­mi­na­li­tet hos børn og unge og derved skabe sikkerhed og tryghed for et områdes befolk­ning. SSP-med­ar­­bej­­dere er f.eks. lærere, pædagoger, gade­plans­me­d­ar­bej­dere, poli­ti­be­tjente, SSP-kon­su­­len­ter eller boligso­ci­ale med­ar­bej­dere, som hver især er til­knyt­tet lokale skoler, fri­tidstil­bud, kri­­mi­­nal­­præ­ven­tivt-politi eller bolig­om­rå­der, hvor de alle dagligt er i tæt kontakt med områdets børn og unge. Disse SSP-med­ar­­bej­­dere arbejder bredt kri­mi­na­li­tets­fore­byg­gende gennem triv­sel­s­ar­bejde, opsøgende indsatser, patrul­je­ring, samtaler, for­æl­dre­sam­ar­bejde og ved at hjælpe unge til fri­tidsjob eller til at blive del af et orga­ni­se­ret fri­tids­liv. En del af SSP-arbejdet er også at loka­li­sere, udpege og hjælpe særlige børn og unge, hvis adfærd har givet anledning til bekymring om fremtidig kri­mi­na­li­tet. Det kan være gennem adfærd, hvor de unge opfører sig truende over for andre, ryger hash, udøver vold eller hærværk, eller det kan være, at de hænger ud på steder i området, som af andre derfor opleves som utrygge og farlige. I denne artikel retter jeg et særligt fokus på denne sidste del af SSP-arbejdet, der er målrettet disse utryg­heds­ska­bende børn og unge, og som drejer sig om at dele infor­ma­tio­ner om dem på SSP-møder for at træffe beslut­nin­ger om hvilke inter­ven­tio­ner, der skal rettes mod dem.

Beslut­nin­gerne om disse børn og unge bliver taget på koor­di­ne­rende månedlige SSP-loka­l­ud­valgs­­mø­­der, hvor SSP-med­ar­­bej­­derne udveksler infor­ma­tio­ner om de unge, eller på ugentlige man­dags­mø­der, hvor politiet over­le­ve­rer infor­ma­tio­ner til kommunen om navngivne børn og unge, som er nævnt i politiets ugentlige døgn­rap­port. Beslut­nin­gerne tager form gennem SSP-med­ar­­bej­­der­­nes beskri­vel­ser og analyser af de unges situation og adfærd, som så virker som begrun­delse og ret­fær­dig­gø­relse for beslut­nin­ger om, hvordan de unge og deres sager videre skal behandles i systemet. Denne ana­ly­se­rende og beskri­vende del af beslut­nings­ar­bej­det virker gennem kate­go­ri­ale sor­te­rin­ger og dif­fe­ren­ti­e­rin­ger, der etablerer børnene og de unge som mål­grup­per for arbejdet. Dette sker gennem over­bliks­ska­bende samtaler, hvor SSP-med­ar­­bej­­derne kort­læg­ger, beskriver og forstår børnene og de unge gennem deres uønskede adfærd, situ­a­tio­nen rundt om adfærden, den unges sociale netværk og familie, den unges lokalitet og den unges situation i øvrigt. I disse beskri­vel­ser og analyser sorteres og dif­fe­ren­ti­e­res der mellem børn og unge. Nogle udpeges som ”søde” og som nogle med en social med­gø­r­lig­hed, og hvor der er mulighed for for­bed­ring. Andre udpeges som ”psy­ko­pa­ter” og forstås som ufor­be­der­lige og som derfor må håndteres af politiet (Brønsted, 2019, 20). I nær­væ­rende artikel er det til­de­lin­gen af insti­tu­tio­nelle iden­ti­te­ter til børnene og de unge, som jeg vil fokusere på i beslut­nings­pro­ces­sen. Her er sam­ta­lerne om kate­go­ri­se­rin­ger som f.eks. offer eller ger­nings­mand inter­es­sante, fordi de er insti­tu­tio­nelle beteg­nel­ser, der genkendes af et bureau­kra­tisk system. De er også vigtige, fordi de har betydning for, hvad systemet må og ikke må i forhold til den enkelte, og hvem i systemet, der har det videre ansvar for sagen og for den unge. Disse iden­ti­te­ter er således ikke lige­gyl­dige etiketter for den enkelte unge og de pro­fes­sio­nelle omkring den unge. I artiklens empiriske eksempler vises, hvordan usik­ker­hed om pla­ce­rin­gen af sådanne iden­ti­te­ter kommer til udtryk i samtaler, der søger at skabe klarhed ved at minimere tvivl hos SSP-medarbejderne.

Denne artikel zoomer altså ind på, hvordan SSP-med­ar­­bej­­dere tager beslut­nin­ger om sager ved­rø­rende utryg­heds­ska­bende børn og unge på SSP-møderne. Dette gør jeg ved at anskue beslut­nings­pro­ces­sen som et insti­tu­tio­nelt til­lids­ska­bende arbejde og som del af en bureau­kra­tisk faglighed. Omdrej­nings­punk­tet for artiklen bliver derved et indblik i en art risiko-for­valt­­ning, hvor ansvar­lig­gjorte SSP-med­ar­­bej­­dere på saglige måder både skal beslutte sig for indsatser, der kan forebygge den poten­ti­elle risiko, som disse børn og unge kan udgøre for andres tryghed og sikkerhed, og kunne stå til regnskab for, at disse beslut­nin­ger er de rigtige og korrekte, så der efter­føl­gende ikke er noget at komme efter fra hverken kommunen, staten, pressen eller befolk­nin­gen. På denne vis handler artiklen om de praktiske måder, hvorpå SSP-med­ar­­bej­­dere på møder etablerer tillid til beslut­nin­ger og til systemet gennem et varsomt og for­sig­tigt tryg­heds­ska­bende til­lids­ar­bejde, hvor der navigeres mellem ansvar og risici. Jeg viser, hvordan disse praktiske måder kommer til udtryk hos SSP-med­ar­­bej­­dere, der udviser en bureau­kra­tisk faglighed og som mestrer dette til­lids­ska­bende beslut­nings­ar­bejde gennem særlige metoder.

Med artiklen ønsker jeg at bidrage til en dis­kus­sion af, hvordan vel­færds­ar­bej­dere i praksis etablerer tillid til beslut­nin­ger, som har med befolk­nin­gens sikkerhed at gøre, og som beskytter dem selv og deres insti­tu­tion mod ude­frakom­mende kritik. Artiklen lægger sig i for­læn­gelse af insti­tu­tio­nelle etnografi-studier, der har fokus på insti­tu­tio­nelle beslut­nings­pro­ces­ser, f.eks.  hvordan soci­a­l­ar­bej­dere kon­stru­e­rer pro­fes­sio­nel ansvar­lig­hed i deres måder at forstå og give mening til sager, der er præget af usik­ker­hed og sub­jek­ti­vi­tet (Helm, 2013), eller hvordan psy­ki­a­tri­ske teams beslutter, om et barn skal have en ADHD-diagnose (Tegtmejer, Hjörne, & Säljö, 2018). Denne artikel tilføjer viden om, hvordan SSP-med­ar­­bej­­dere etablerer tillid til beslut­nin­ger ved­rø­rende hånd­te­rin­ger af utryg­heds­ska­bende børn og unge. Dette til­lids­ska­bende arbejde iden­ti­fi­ce­rer jeg som en del af en bureau­kra­tisk faglighed, som kan per­spek­ti­ve­res til neo-liberale sty­rings­for­mer (Mik-Meyer, 2017) og til en neoli­be­ral ny-pru­­den­ti­a­lisme, som er blevet iden­ti­fi­ce­ret i det kri­mi­na­li­tets­fore­byg­gende arbejde af den Foucault-inspi­re­rede kri­mi­no­lo­gi­ske forskning fra 1990’erne (O’Malley, 2003; O´Malley, 1992). Disse studier har fokus på, hvordan neo-liberale sty­rings­for­mer har trans­for­me­ret det kri­mi­na­li­tets­fore­byg­gende vel­færds­ar­bejde, og de iden­ti­fi­ce­rer en ny-pru­­den­ti­a­lisme i vel­færds­ar­bej­det som en art sik­ker­heds­prin­cip i arbejdet hos ansvar­lig­gjorte vel­færds­pro­fes­sio­nelle, der udøver kri­mi­na­li­tets­fore­byg­gelse som risiko-hånd­te­rin­­ger. I denne form for risiko-hånd­te­ring ligger en tiltro og tillid til, at vel­færds­pro­fes­sio­nelle kan foretage oplyste, ratio­nelle og dermed rigtige valg, når de baserer disse valg på viden hentet fra f.eks. evi­dens­må­lin­ger, doku­men­ta­tion og viden om for­skel­lige beskyt­tel­­ses- og risi­ko­fak­to­rers betydning for barnets situation.

Det insti­tu­tio­na­li­se­rede til­lids­ska­bende arbejde, som jeg vil vise eksempler på, kan yder­li­gere dis­ku­te­res som et aktu­a­li­se­ret bidrag til Øjvind Larsens (2018) under­sø­gelse af for­val­te­rens lydighed og lydig­he­dens væsen, som han lavede i kølvandet på  Tamil-sagen[2]. I denne artikels eksempler er det særligt det varsomme og for­sig­tige i SSP-med­ar­­bej­­der­­nes beslut­nings­pro­ces­ser, som jeg iden­ti­fi­ce­rer som en art længsel efter at kunne deducere svar ud fra tydelige ansvar­s­pla­ce­rin­ger, orga­ni­sa­to­ri­ske pro­ce­du­rer, lov­giv­ning og evi­dens­ba­se­rede under­sø­gel­ser for dermed at kunne fralægge sig det per­son­lige, og usikre, ansvar til fordel for et under­byg­get svar.

Et obser­va­tions­stu­die med fokus på, hvad sam­ta­le­del­ta­gere gør med ord 

Artiklen trækker på min ph.d.-afhandling, hvor jeg gen­nem­førte et 11 måneders langt fel­t­ar­bejde i to kommuners SSP-sam­ar­­bejde. Data­ma­te­ri­a­let består for hoved­par­ten af obser­va­tio­ner af SSP-loka­l­ud­valgs­­mø­­der og man­dags­mø­der samt inter­views med invol­ve­rede SSP-med­ar­­bej­­dere. I denne artikel er det særligt noterne fra mine obser­va­tio­ner, som ana­ly­serne er baseret på. Jeg deltog på syv månedlige loka­l­ud­valgs­mø­der, et ledermøde og et års­plans­re­vi­de­rings­møde i den ene kommune, og tolv ugentlige man­dags­mø­der samt to SSP-møder på to skoler i den anden kommune.

De obser­ve­rede møder er for­skel­lige, men deler alligevel en løs fælles struktur og et fælles indhold, hvor en gen­nem­gang af sager med navngivne unge, enten i form af enkeltsa­ger eller i form af oplæsning fra døgn­rap­por­ten, er et centralt punkt. Ved dette punkt skal der tages beslut­ning om, hvad der videre skal ske i sagen og med den unge, og hvem der fremad­ret­tet har ansvaret for at dette sker. Dette punkt på dags­or­de­nen er efter­fulgt af punktet ”bordet rundt”, hvor for­skel­lige SSP-med­ar­­bej­­dere deler bekym­rin­ger om børn og unge eller fortæller om situ­a­tio­ner med særlige unge, særlige sociale grup­pe­rin­ger eller særlige steder i byen, hvor der er foregået noget, som har givet anledning til uro og bekymring. Dette punkt er en ori­en­te­ring, og det giver samtidig et generelt overblik over, hvad der sker i loka­l­om­rå­det, og hvad SSP-med­ar­­bej­­derne fremad­ret­tet skal være opmærk­somme på.

I mine obser­va­tions­no­ter var jeg særligt opmærksom på at være præcis i min nedskriv­ning af sagte kate­go­rier for senere at kunne analysere, hvordan SSP-med­ar­­bej­­derne aktivt bruger kate­go­rier i deres samtaler på SSP-møderne, når de beskriver børn og unge, familie og skole.

Insti­tu­tio­nelle samtaler som nøgle til at iagttage, hvordan nogen er i færd med at blive erkendt og gjort synlige

Artiklens analyser er skabt med en mikro-socio­lo­­gisk og sam­ta­le­a­na­ly­tisk inspira­tion (Drew & Heritage, 1992; Garfinkel, 2015; Sacks, 1972). I det følgende vil jeg kort udfolde dette mikro­so­cio­lo­gi­ske og sam­ta­le­a­na­ly­ti­ske per­spek­tiv, fordi det giver mulighed for at kunne beskrive, hvad det vil sige at tage en beslut­ning i en specifik insti­tu­tio­nel sam­men­hæng, hvor særlige børn og unge og deres sager er ved at blive beskrevet og forstået. Per­spek­ti­vet har fokus på men­ne­skers konkrete sam­hand­ling og på, hvordan social orden skabes og opret­hol­des gennem men­ne­skers tydelige reflek­sive hand­lin­ger og rede­gø­rel­ser (Garfinkel, 2015). Per­spek­ti­vet loka­li­se­rer og får øje på men­ne­skers ople­vel­ser, opfat­tel­ser og for­tolk­nin­ger i sam­hand­lings- og sam­ta­le­møn­stre, som de udspiller sig pro­ces­su­elt mellem mennesker. Det er i disse sam­hand­lin­ger, at til­sy­ne­la­dende stabile træk ved socialt orga­ni­se­rede omgi­vel­ser konstant rea­li­se­res og opret­hol­des (Jacobsen, 2014). I læsningen af de kommende eksempler er en væsentlig pointe altså, at de viser det fort­lø­bende arbejde, det er at tage en beslut­ning, og hvordan dette konkret gøres, når møde­del­ta­gerne forsøger at tage den rette beslut­ning. Her er det inter­es­sant at kigge på, hvordan møde­del­ta­gerne bruger sociale kate­go­rier og beskri­vel­ser til at skabe orden i det, der tales om. Og det er netop i dette ord­nings­ar­bejde, at jeg ser et insti­tu­tio­na­li­se­ret til­lids­ska­bende arbejdes til­sy­ne­komst, hvor sociale kate­go­rier, beskri­vel­ser og fakta ordnes på måder, så de genkendes som noget, der er i orden.

Gennem et sådant analytisk per­spek­tiv bliver det muligt empirisk at vise, hvordan tillid til beslut­nin­ger og tillid til dem, der tager beslut­nin­gerne, er noget, der konstant skabes som en del af den sam­men­hæng, som beslut­nin­gerne tages i. Omhuen i dette til­lids­ska­bende arbejde hænger dog også sammen med en større sam­funds­mæs­sig tendens, hvor tillid til insti­tu­tio­ner og vel­færds­ar­bej­dere er udfordret og måske endda under­mi­ne­ret af sager, hvor det sociale system ikke i tide har handlet på under­ret­nin­ger (f.eks. ”Tøn­der­sa­gen”), og hvor ministre er under anklage for at give ulovlige instruk­ser (f.eks. ”Støj­bergs­a­gen”). På denne vis er obser­va­tio­nerne af måderne, hvorved SSP-med­ar­­bej­­derne pro­du­ce­rer tillid i beslut­nings­pro­ces­sen, også et udtryk for mistillid til vel­færds­in­sti­tu­tio­nerne, hvorfor tillid hele tiden skal for­hand­les og fast­læg­ges af vel­færds­ar­bej­derne i stedet for at være givet på forhånd.

Jeg vil nu komme med to empiriske eksempler på SSP-med­ar­­bej­­de­res insti­tu­tio­na­li­se­rede til­lids­ska­bende arbejde. Det første eksempel viser, hvordan SSP-med­ar­­bej­­derne kate­go­ri­se­rer et hæn­del­ses­for­løb, hvor der er tvivl om, hvad der helt præcist er sket mellem en forælder og en dreng på en par­ke­rings­plads ude foran ung­dom­s­klub­ben. Eksemplet beskriver, hvordan for­skel­lige orga­ni­sa­to­ri­ske klas­si­fi­ce­rings­be­teg­nel­ser behandles i samtalen på det tidspunkt, hvor der skal tages beslut­ning om det videre rette forløb i sagen. Det viste eksempel synliggør den for­sig­tig­hed og den omhu, der benyttes, når del­ta­gerne på mødet lægger sig fast på en endelig orga­ni­sa­to­risk beteg­nelse af forløbet, som kan genkendes videre i systemet. Eksemplet giver dermed en indsigt i den del af til­lids­ar­bej­det, som relaterer sig til at skabe klarhed over en situation, så den kan håndteres på den rette måde i systemet. Det relaterer sig også til de måder, som SSP-med­ar­­bej­­derne benytter for, så at sige, at tage tempoet ud af beslut­nings­pro­ces­sen, så de kan tænke sig om en ekstra gang, inden noget besluttes endeligt.

”Så er det ikke en anmel­delse, men en hændelse” – når noget bekendt genkendes som noget bekendt for første gang

Dette SSP-møde foregår på en lokal skole, hvor den lokale poli­ti­be­tjent, SSP-kon­su­­len­ten, sko­le­in­spek­tø­ren og nogle lærere og pædagoger samles en gang om måneden for at tale om det lokale kri­mi­na­li­tets­fore­byg­gende arbejde og for at drøfte bekym­rin­ger for særlige børn og unge. Mødet foregår rundt om møde­bor­det på sko­le­in­spek­tø­rens kontor, hvor skolens legeplads er lige uden for vinduet, og skolens øvrige admi­ni­stra­tion er placeret lige uden for døren.

Det følgende eksempel er et udpluk af en samtale om en episode ude foran den lokale klub, hvor en forælder har overfuset og hevet fat i trøjen på en ung fyr, som kommer i klubben, og som er en gammel kending på SSP-møderne. Episoden er skrevet ned af en klub­pæ­da­gog i en sort notesbog, og episoden bliver forklaret på mødet gennem en anden pædagogs oplæsning af beskri­vel­sen. Efter oplæs­nin­gen er der stadig en del usik­ker­hed om, hvad der egentlig er foregået i situ­a­tio­nen, og der udfolder sig en samtale om, hvad der konkret er sket i situ­a­tio­nen, mulige grunde til episoden og en længere snak om, hvem der egentlig er offer eller ger­nings­mand i situ­a­tio­nen – den unge eller for­æl­de­ren? Vi kommer ind i den del af samtalen, hvor møde­del­ta­gerne er ved at beslutte, hvordan episoden videre skal behandles i systemet. Her er det et centralt punkt at få klarlagt, hvilket orga­ni­sa­to­risk klas­si­fi­ce­rings­sy­stem, der skal anvendes. Det skal besluttes, om episoden er en hændelse, en under­ret­ning eller en anmel­delse. Dette er en central beslut­ning, da den har kon­se­kven­ser for, hvem der konkret skal håndtere sagen fremad­ret­tet og hvilke befø­jel­ser, der skal sættes i spil. Men det er også en vigtig beslut­ning, fordi der er indlejret en tildeling af en insti­tu­tio­nel identitet til den invol­ve­rede forælder og dreng i beslut­nings­pro­ces­sen, som kalder på særlige for­vent­nin­ger og for­håb­nin­ger til, hvad der kan stilles op med disse mennesker. Og her er det ikke lige meget, om de bliver til et offer (foru­ret­tet) eller en ger­nings­mand, da disse iden­ti­te­ter på for­skel­lig vis forbinder sig til idéer om reso­ci­a­li­se­ring, straf­fe­rets­lige indsatser eller omsorg, og dermed ret­fær­dig­gør særlige måder at arbejde på i det kri­mi­nal­præ­ven­tive arbejde og for­skel­lige faglige grænser mellem de professionelle.

Eksempel:

SSP-konsulent: Jeg har ikke noget at gøre med anmeldelser.

Politi: Anmel­delse er noget andet end underretning.

Skole­le­der: Jeg mener, ”Lisa[3]” hånd­te­rede det fint.

Skole­le­der (senere): Vi skal ikke anmelde.

Politi: I skal kun anmelde, hvis nogen bliver slået til plukfisk. I kan vejlede foru­ret­tede til anmeldelse.

Klub­pæ­da­gog: Hvis jeg ser, at en er blevet slået i SFO’en, og jeg ser det, så skal jeg anmelde.

SSP-konsulent: Hvis nu mor holder og venter på ”Muhammed” rundt om hjørnet. Jeg synes, at klubben kontakter politiet. Situ­a­tio­nen har jo været voldsom. Der ville jeg gerne have haft politiet med inde over. Synes politiet skulle være informeret.

Politi: Så er det ikke en anmel­delse, men en hændelse. Det vil også blive dis­ku­te­ret på man­dags­mø­de­rne. Bliver det mere grumset?

Samtalen udspiller sig på baggrund af en pædagogs hånd­skrevne beskri­velse og doku­men­ta­tion af episoden i en lille sort notesbog. Denne beskri­velse af situ­a­tio­nen gør SSP-med­ar­­bej­­derne for­stå­e­lig over for hinanden gennem deres refe­ren­cer til orga­ni­sa­to­ri­ske klas­si­fi­ce­rings­red­ska­ber og myn­dig­heds­om­rå­der (”anmel­delse”, ”under­ret­ning”, ”hændelse”). Disse refe­ren­cer er også med til at ordne situ­a­tio­nen til en insti­tu­tio­nel orden, hvor orga­ni­sa­to­ri­ske klas­si­fi­ka­tio­ner dis­po­ne­rer den videre behand­ling af sagen inden for systemets rammer. I samtalen gøres dette helt konkret ved, at SSP-med­ar­­bej­­derne behandler beteg­nel­serne ”anmel­delse”, ”under­ret­ning” og ”hændelse” som beteg­nel­ser, de genkender, men også som om de genkender dem for første gang. Dette kan ses gennem deres løbende beskri­vel­ser af, hvad de selv ville gøre i situ­a­tio­nen, deres for­kla­ring af egne ansvars­om­rå­der, og endelig, politiets beskri­vel­ser og dif­fe­ren­ti­e­rin­ger af beteg­nel­serne i forhold til det, der bliver bragt op løbende i samtalen. På denne måde behandler de beteg­nel­serne som ”antro­po­lo­gisk mærkelige” (Garfinkel, 2015), hvilket vil sige, at de i løbet af samtalen bruger beteg­nel­serne som noget, de kender til (som noget bekendt). Samtidig forklares og præ­ci­se­res beteg­nel­serne, så de kan genkendes som noget bekendt endnu en gang. Vi er her vidne til, hvordan noget gøres gen­ken­de­ligt i en konkret sam­men­hæng, så det virker for­nuf­tigt, og så det er muligt at kunne skelne mellem, hvad der er relevant og irre­le­vant for at kunne vurdere en konkret situation og for at kunne komme videre med sagen.

Jeg ser denne omhu i arbejdet med at skabe klarhed over sagen som en mulig effekt af den mistillid, der er til vel­færds­in­sti­tu­tio­ner generelt, og som en kon­se­kvens af et øget insti­tu­tio­nelt fokus på trans­pa­rens og doku­men­ta­tion. Dette kommer til syne i et til­lids­ska­bende arbejde med omhyg­ge­lige og omstæn­de­lige måder at skabe orden og vished i en beslut­nings­pro­ces, hvor de rette beslut­nin­ger skal tages. Det sker ved at ”komme hele vejen rundt” og ”vende hver en sten”, og ved at få beskrevet og forklaret orga­ni­sa­to­ri­ske klas­si­fi­ce­rin­ger på en måde, som gør det muligt at kunne stå på mål for den endelige beslut­ning. Som nævnt kommer dette til­lids­ska­bende arbejde frem gennem sam­ta­lerne om insti­tu­tio­nelle orga­ni­sa­to­ri­ske klas­si­fi­ce­rings­red­ska­ber, men det kommer også til syne, når SSP-med­ar­­bej­­derne ser situ­a­tio­nen fra for­skel­lige syns­vink­ler. Det sker blandt andet, når SSP-kon­su­­len­ten her siger, at ”situ­a­tio­nen har jo været voldsom”. Her er det ikke blot kon­su­len­tens eget per­spek­tiv, der præ­sen­te­res, det er også en art mobi­li­se­ring af et kendskab til situ­a­tio­nen og de invol­ve­rede blandt de andre møde­del­ta­gere. Det henka­stede og ind­for­stå­ede ”jo” kan forbinde episoden til tidligere lignende episoder med drengen ”Muhammed”, som har været dis­ku­te­ret på tidligere SSP-møder, og som sætter episoden ind i en særlig sam­men­hæng, hvor ”Muhammed” kan anses som farlig og som én, der kan udgøre en risiko for andre. En sådan beskri­velse af situ­a­tio­nen, der kon­tek­stu­a­li­se­rer den, som om man selv har været der, åbner op for mulig­he­den for at anskue den som en potentiel farlig situation. Beskri­vel­sen bliver derfor en form for hypotese, der kan afprøves i samtalen gennem en spe­ku­la­tion om, at hvis episoden ses i sam­men­hæng med tidligere episoder med ”Muhammed”, så er der ”jo” grund til bekymring, og så må sagen behandles og klas­si­fi­ce­res på en bestemt måde.

”Kan vi ikke spørge politiets jurister, om vi må det her?”

Det næste eksempel handler om, hvordan SSP-med­ar­­bej­­dere forvalter en position, hvor de har ansvar for at tage beslut­nin­ger og for at tage de rigtige og trans­pa­rente beslut­nin­ger om hændelser og personer, der udgør en potentiel risiko for andre og for samfundet. I denne del af det til­lids­ska­bende arbejde handler det om at håndtere risici og poten­ti­elle hændelser, men det handler også om, ”at der ikke skal være noget at komme efter”, hvis SSP-med­ar­­bej­­derne tager en beslut­ning, der viser sig at være forkert. Beslut­nin­gerne tages her i en insti­tu­tio­nel sam­men­hæng med vel­færds­ar­bej­dere, som qua deres uddan­nelse og position er myn­dig­heds­per­so­ner, hvis opgave det er at tage disse beslut­nin­ger. Fra systemets side forventes det, at de sagligt kan tage ratio­nelle og oplyste beslut­nin­ger baseret på evi­dens­ba­se­ret viden, eva­lu­e­rin­ger eller juridiske præciseringer.

I dette eksempel vil jeg vise, hvordan SSP-med­ar­­bej­­derne i praksis inddrager ekstern eks­per­tise til at under­bygge den endelige beslut­ning. Jeg vil lade eksemplet illu­strere SSP-med­ar­­bej­­der­­nes egen tillid til eks­pertvi­den og jura, som det kommer til udtryk, når de bruger denne viden som en slags for­sik­ring mod kritik, og som det kommer til udtryk gennem en for­skyd­nings­ma­nøvre, der flytter ansvaret for indholdet i beslut­nin­gen fra dem selv over til juraen. Med dette viser jeg, hvad jeg fortolker som SSP-med­ar­­bej­­der­­nes higen efter at kunne fralægge sig ansvaret og placere auto­ri­te­ten hos juri­sterne, i lov­giv­nin­gen, i forsk­nin­gen eller i målin­gerne som en slags for­sik­ring mod kritik og som en slags sted­fortræ­dende samvit­tig­hed og autoritet (Larsen, 2018), som de kan deducere deres svar ud fra. Denne form for til­lids­ska­bende arbejde sker, når SSP-med­ar­­bej­­derne skitserer bekym­rin­ger (risici), kommer i tvivl og efter­spør­ger præ­ci­se­rin­ger, mere viden eller svar fra eksperter for at få vished for, hvad der må/kan gøres.

Det følgende eksempel er fra et man­dags­møde og foregår under det dags­or­dens­punkt, hvor politiet læser op fra døgn­rap­por­ten om unge under 18 år. Det er på forhånd politiet, der har retten til at sortere, hvilke sager og hvilke unge, der skal bringes til møderne via døgn­rap­por­ten, men der har gennem længere tid været en dis­kus­sion på møderne om hvilke sager, der er relevante at medbringe til møderne. Samtalen om ”Qasim” opstår under gen­nem­gan­gen af døgn­rap­por­ten, som ellers ruti­ne­mæs­sigt er foregået gennem oprems­ning og gennem korte snakke om spe­ci­fikke unge og diverse hændelser. ”Qasim” er en gammel kending i SSP-arbejdet, og han er over 18 år, men er nævnt ved navns nævnelse i listen med unge under 18 år, fordi han er blevet antruffet af politiet sammen med andre unge, der er under 18 år. Det er poli­ti­be­tjen­ten selv, der bryder rytmen i oprems­nin­gen ved at sige, at han ikke synes, ”Qasim” skal stå på listerne til SSP. Dette er der ikke enighed om, og et af mod­ar­gu­men­terne er, at han bør stå på listen, fordi man ved at høre om, hvad han laver, også har fat i de unge (under 18 år), der er omkring ham. I løbet af samtalen rejses der tvivl om, om det over­ho­ve­det er lovligt, ud fra §115[4], at nævne ”Qasim” på møderne, og det er her, vi kommer ind i samtalen.

Eksempel:

Politi: De her §115 samtaler er jo kun, fordi vi skal gøre noget godt for de unge. Vi kan jo ikke gøre noget for ham her.

(Der udfolder sig her en dis­kus­sion mellem betjent og SSP-konsulent, hvor SSP-kon­su­­len­ten ikke er enig i betjen­tens bedøm­melse af, hvad der kan gøres for Qasim).

Politi: Hvad er det for en form for fore­byg­gelse, vi kan gøre for ”Qasim”? Men det er ikke ”Qasim” vi skal kon­cen­trere os om, men de unge omkring ham.

SSP-konsulent: Jeg kan komme på nogle andre sager, hvor vi har talt om nogen, som vi pludselig har kunnet arbejde med.

Unge­cen­ter: Kan vi ikke spørge politiets jurister, om vi må det her?

SSP-konsulent: Vi har jo et fyraf­tens­møde om det her, så kan vi bruge ”Qasim” som case.

(Der spørges, om ”Qasim” har en fængselsstraf”).

SSP-konsulent: Han er ved at samle sager sammen (til fængsel), knivstik, afpresning…

Politi: Vi kan lave en case om ”Qasim”. Han har været på man­dags­mø­de­rne, siden han var 4. Han har været anbragt. Men nu er jeg ikke sikker…

Unge­cen­ter: Men internt i kommunen er der også uenig­he­der, jeg kan nævne to jurister, der siger noget forskelligt.

SSP-konsulent: Jeg er også i tvivl.

Sko­le­for­valt­nin­gen: Indtil videre er det Politi, der bestemmer.

I eksemplet foregår en for­hand­ling af kate­go­ri­se­rin­gen af ”Qasim” sammen med en for­hand­ling om hans tilstedeværelse/ikke til­ste­de­væ­relse på politiets liste for børn og unge under 18 år. Tvisten drejer sig om synet på ”Qasim”, og eksemplet giver en indsigt i de kate­go­ri­se­rings­pro­ces­ser, som er med til at afgøre, om han ender i kategori med dem ”som vi plud­se­ligt har kunnet arbejde med”, eller dem, som ”vi jo ikke kan gøre noget for her”. Som tidligere nævnt foregår der et sor­te­rings- og dif­fe­ren­ti­e­rings­ar­bejde på møderne, hvor der skelnes mellem børn og unge, som anses som socialt for­be­der­lige, og dem, som forstås som ufor­be­der­lige. Denne skelnen er central i SSP-sam­ar­­bej­­det, fordi det markerer grænsen mellem fore­byg­gelse (den unge er inden for pæda­go­gisk ræk­ke­vidde) og straf­fe­rets­lige for­an­stalt­nin­ger (den unge er uden for pæda­go­gisk ræk­ke­vidde). Derfor er ”Qasims” til­ste­de­væ­relse på listen ikke kun et spørgsmål om hans alder (over 18). Det er også et spørgsmål om SSP-med­ar­­bej­­der­­nes syn på hans kapacitet for udvikling og for­bed­ring. Hvad, der dog også er centralt her, er, hvordan SSP-med­ar­­bej­­derne i samtalen efter­spør­ger juridisk belæg for både at kunne beslutte, om ”Qasim” må være på listen eller ej, og for at afslutte tvisten om ”Qasims” beret­ti­gelse til at være på listen. Denne efter­spørgsel ser jeg som et prak­ti­se­ret insti­tu­tio­nelt til­lids­ska­bende arbejde med bureau­kra­ti­ske træk, hvor SSP-med­ar­­bej­­derne til­lids­fuldt efter­spør­ger juridiske ret­nings­linjer, og hvor ret­nings­linjerne også søges anvendt til at legi­ti­mere den endelige beslut­ning. Dette sker, når talen og opmærk­som­he­den i eksemplet fjerner sig fra ”Qasim” og de unge og retter sig mod at iden­ti­fi­cere ret­nings­linjer og pro­ce­du­rer eller mod at inddrage viden (gerne forsk­nings­ba­se­ret) gennem et case­ar­bejde, som kan støtte og informere de valg og beslut­nin­ger, der skal tages. Men SSP-med­ar­­bej­­derne møder her benspænd fra juraen, som ikke giver entydige svar. Juri­sterne er uenige om udlæg­nin­gen af loven, og beslut­nin­gen spilles tilbage til de konkrete myn­dig­heds­per­so­ner og deres skøn af, hvad det rigtige er at gøre i den konkrete situation. Benspæn­det viser, hvordan et insti­tu­tio­na­li­se­ret til­lids­ar­bejde med bureau­kra­ti­ske træk forbindes til forholdet mellem etik og jura i en situation, hvor loven ikke er entydigt fore­skri­vende. Loven placerer ansvaret for beslut­nin­gen hos den pro­fes­sio­nelle og dennes bedøm­melse af hvad, der kan gøres, og hvad, der bør gøres. Hermed giver loven ikke den attråede lettelse og sikkerhed i beslut­nings­pro­ces­sen, men den tyde­lig­gør i stedet en ander­le­des placering af ansvar og tillid. Nemlig tilliden til at oplyste og ratio­nelle pro­fes­sio­nelle kan tage kva­li­fi­ce­rede beslut­nin­ger på baggrund af viden, infor­ma­tion og eks­per­tise. Det korte uddrag af samtalen ender dog ikke med en sådan løsning af tvisten om ”Qasim” og en endelig beslut­ning om hans til­ste­de­væ­relse på listen. I stedet følges gældende ret­nings­linjer fra §115, og ansvaret for beslut­nin­gen (gen)placeres hos politiet.

Bureau­kra­tisk faglighed: saglige måder at forvalte og producere tillid på

Jeg har i denne artikel givet indsigt i nogle måder og metoder, som SSP-med­ar­­bej­­dere gør brug af, når de i samtale med andre er i gang med at tage beslut­nin­ger om sager med utryg­heds­ska­bende børn og unge. Gennem et empirisk fokus på et insti­tu­tio­na­li­se­ret til­lids­ska­bende arbejde tegner jeg kon­tu­rerne af noget, som jeg vil betegne som udøvelse af en bureau­kra­tisk faglighed. En bureau­kra­tisk faglighed betegner SSP-med­ar­­bej­­der­­nes måder at danne sig overblik over såvel bekym­rende som beskyt­tende faktorer omkring den unge og træffe saglige beslut­nin­ger som del af en hånd­te­ring af disse faktorer. Bureau­kra­tisk faglighed er en etab­le­ring af saglighed gennem ind­dra­gelse af viden, eks­per­tise, pro­ce­du­rer eller ret­nings­linjer, der kan under­bygge de beslut­nin­ger, der skal tages af ansvar­lig­gjorte med­ar­bej­dere. I dette ligger saglige måder at forskyde ansvar på, som flytter auto­ri­te­ten til juraen, forsk­nin­gen eller til diverse procedurer.

En dis­kus­sion, der kan rejses her, er, om udøvelsen af bureau­kra­tisk faglighed mere er rettet mod at beskytte systemet mod kritik, end den er rettet mod at beskytte de unge. Og netop i denne dis­kus­sion bliver det centralt at tale om, hvordan en bureau­kra­tisk faglighed også handler om at producere tillid til myn­dig­he­der­nes hånd­te­rin­ger af sager, der har med befolk­nin­gens sikkerhed at gøre, og hvor myn­dig­he­derne har vide befø­jel­ser som retten til at dele per­son­føl­somme oplys­nin­ger eller mulig­he­den for øget over­våg­ning. Jeg anser netop varsom­he­den i en bureau­kra­tisk faglighed som en del af denne til­lidspro­duk­tion, hvor SSP-med­ar­­bej­­derne, gennem deres tøven, spørgsmål og ansvar­s­pla­ce­rin­ger, arbejder på at udvise ordent­lig­hed og eks­per­tise som en for­sik­ring om, at de, og i alle­ry­der­ste grad staten, tager hånd om diverse fare­mo­men­ter på en accep­ta­bel måde, som befolk­nin­gen kan have tillid til. Forstået på denne måde bidrager mine eksempler med indsigt i, hvordan udøvelsen af bureau­kra­tisk faglighed er en praktisk hånd­te­ring af tillid.

På denne måde udgør artiklen også et særligt videns­bi­drag til de gover­n­­men­ta­lity-inspi­re­rede studier i kraft af mine analysers detal­je­rede visninger af, hvordan doku­­men­ta­tions- og klas­si­fi­ce­rings­tek­no­lo­gier er på arbejde i konkrete til­lids­ska­bende sam­hand­lin­ger mellem vel­færds­me­d­ar­bej­dere, hvor de håndterer tvivls­spørgs­mål, uenighed og for­vir­ring. Artiklens analyser aktu­a­li­se­rer dermed de tidligere nævnte studiers iden­ti­fi­ce­ring af en neo-liberal ny-pru­­den­ti­a­lisme i det kri­mi­na­li­tets­fore­byg­gende arbejde (O’Malley, 2003; O´Malley, 1992) og lydig­he­dens væsen (Larsen, 2018). Det gør de ved at vise og kon­kre­ti­sere, hvordan ansvars­for­skyd­ning, varsomhed, omstæn­de­lig­hed og omhu prak­ti­se­res som en form for selv­for­svar mod kritik i et insti­tu­tio­na­li­se­ret til­lids­ska­bende vel­færds­ar­bejde, der har med befolk­nin­gens sikkerhed at gøre.

Lit­te­ra­tur

Brønsted, L. B. (2019). Til statens forsvar. Om SSP-med­ar­­bej­­de­res kri­mi­na­li­tets­fore­byg­gende og socialt dis­po­ne­rende arbejde. Køben­havns Universitet.

Brønsted, L. B. (2020). De søde og psy­ko­pa­terne – eksempler på måder at bekymre sig for uro­ska­bende børn og unge på i SSP-sam­ar­­bej­­det. Social Kritik, 161, 15 – 21.

Drew, P., & Heritage, J. (1992). Analyzing talk at work: an intro­duction. In Talk at work. Inte­r­a­ction in insti­tu­tio­nal settings (pp. 3 – 65). Cambridge Uni­ver­sity Press.

Garfinkel, H. (2015). Studies in Eth­no­met­ho­do­logy. Blackwell Publis­hing Ltd.

Helm, D. (2013). Sense-making in a social work office: An eth­no­grap­hic study of safe­gu­ar­ding jud­ge­ments. Child and Family Social Work. https://​doi​.org/​1​0​.​1​1​1​1​/​c​f​s​.​1​2​101

Jacobsen, M. H. (2014). Etno­me­to­do­logi og det absurdes sociologi. In M. H. Jacobsen & S. Kri­sti­an­sen (Eds.), Hver­dags­li­vet – socio­lo­gier om det upåagtede (2. udgave, pp. 298 – 344). Hans Reitzels Forlag.

Larsen, Ø. (2018). Den lydige forvalter. Social Kritik, 154, 16 – 39.

Mik-Meyer, N. (2017). The Power of Citizen and Pro­fes­sio­nals in Welfare Enco­un­ters. The Influence of Bureaucracy, Market and Psy­cho­logy. Man­che­ster Uni­ver­sity Press.

O’Malley, P. (2003). Risk, crime and pru­den­ti­a­lism revisited. In K. Stenson & R. R. Sullivan (Eds.), Crime, Risk and Justice. The politics of crime control in liberal demo­cra­cies. (pp. 90 – 103). Willan Publishing.

O´Malley, P. (1992). Risk, Power and Crime Pre­ven­tion. Economy and Society, 21(3), 252 – 275.

Sacks, H. (1972). On the ana­lyza­bi­lity of stories by children. Directions in Socio­lingu­i­stics: The Eth­no­graphy of Com­mu­ni­ca­tion, pp. 325 – 345. https://​doi​.org/​1​0​.​2​2​1​4​/​A​J​R​.​0​9​.​3​938

Tegtmejer, T., Hjörne, E., & Säljö, R. (2018). Emotional and Behaviou­ral Dif­fi­cul­ties Diag­no­sing ADHD in Danish primary school children: a case study of the insti­tu­tio­nal cate­go­riza­tion of emotional and behaviou­ral dif­fi­cul­ties. Emotional and Behaviou­ral Dif­fi­cul­ties, 23(2), 127 – 140. https://​doi​.org/​1​0​.​1​0​8​0​/​1​3​6​3​2​7​5​2​.​2​0​1​7​.​1​3​8​3​685


[1] SSP står for Skole, Soci­al­for­valt­ning og Politi og er en kommunal og tvær­sek­to­riel kri­mi­nal­præ­ven­tiv indsats overfor børn og unge, hvor en kommunes skoler, soci­al­for­valt­ning og politiet er de centrale aktører. Sam­ar­bejds­kred­sen er dog bredere og rummer f.eks. også fri­tids­klub­ber, jobcentre, boligsel­ska­ber og det lokale erhvervsliv.

[2] Aktu­a­li­se­ret her i 2020 med sagen om tidligere udlæn­din­ge­mi­ni­ster Inger Støjbergs ansvar i sagen om tvangs­ad­skil­lel­sen af unge asylpar.

[3] ”Lisa” er pædagogen, der over­væ­rede situ­a­tio­nen og beskrev den i den sorte notesbog.

[4] I Rets­plej­e­lovens §115 står blandt andet, at politiet må vide­re­give oplys­nin­ger om enkelt­per­so­ners rent private forhold, hvis vide­re­gi­vel­sen må anses som nødvendig af hensyn til det kri­mi­nal­præ­ven­tive arbejde (SSP).

Forfatter

Giv et bidrag

Værsgo’ – du kan frit læse
Dansk pæda­go­gisk Tidsskrift!

Hvis du synes om det, du læser, og gerne vil have, at tids­skrif­tet bliver ved med at eksistere, håber vi, at du vil give et bidrag.

Scan med dit mobilkamera
Klip på knappen for at støtte